Om Menneskets aandige Forhold.
✂ Vel mueligt, at Adskillige kunde ønsket en udførligere Fremstilling af det sandselige Menneske, 160men hvo som føler Aand i sig og føler at Aand hører i Sandhed til Menneske-Begrebet, vil med mig have følt det Trykkende i at staae ►for Mennesket, som, hvad han ikke kan være, et selvbevidst, føieligt Redskab, der fattes den Aand til hvis Redskab og Bolig det skabdes, ja at staae som ►opvakt ►Støv i 📌Paradiset, vide at Guddoms-Aanden vifter fra ►Livets Træ rede til at indstrømme og paatrykke alle vore Forestillinger det store Seigl, hvorved de forvandles til stemplede Billeder af den evige Sandheds Kraft og Herlighed, vide det, og ei turde indaande den himmelske Duft, som om man frygtede for at ►Støv-Billedet skulde hensmuldre under Straalen, der vil ►udgløde og ►forklare det. Naar man endelig kan bevise for sig selv at Mennesket aldrig kunde begynde sit Liv som blot Sandse-Væsen, men at dets første Aandedrag maatte være ►Annammelsen af Sandheds Aand, da kan man ei længer tøve med at betragte Mennesket i sin rette Skikkelse, Aanden som Væsenet, Legemet som dens Billede, og Sjælen som den i Sandhed forbundne Bevidsthed af begge. Dog, vi vare paa alle Maader nødte til nu at tage Aanden med, thi vi staae for Ordet og Sproget, dette levende Giærde mellem to Lunde, som løber i Eet med dem begge. Et stort Spørgsmaal er det unægtelig, om Mennesket, 161uden Aand, kunde faaet noget Sprog, men da jeg slet ikke kan besvare det, vil jeg kun spørge om, hvorledes et saadant Sprog maatte været? Hvad vi herom kan sige paa fri Haand er vel ikke meget, men dog ei heller at foragte, thi vi kan sige med Vished, det maatte været aldeles upoetisk, have sin Grund i Tingenes Skikkelse og udvortes Kiendetegn, og ventelig stedse forandret sig eftersom Mennesket af Erfaring lærde at kiende Tingene nøiere og skiønne paa deres Anvendelse, thi at han vilde benævne dem efter deres Forhold til ham, naar han lærde at kiende det, kan ikke ►omtvivles. At imidlertid ►Sandse-Mennesket kunde synge, derom er ingen Tvivl, da Fuglene kan det, og at sætte Ord til Sangen maatte være hans Ønske, men hvorvidt det kunde lykkedes, skal jeg lade være usagt, kun det kan jeg forstaae, at det fornuftige ►Sandse-Menneske vilde netop i Sangen følt sin Fattigdom, følt at Ord som udtrykde Tingenes sandselige Egenskaber, langt fra udtrykde de forunderlige Toner der svinge sig med Fuglen høit over Menneskets Hoved, og vidne om at der er noget for Oven, herligere end Alt under Himmelen, et Land hvor Sangen har hjemme og hvor man forstaaer den. Ja, man maa vel sige, at uforklarlig er Sangen, uden som en 162Gienlyd af ►Skaberens Bliv, af det Guddoms-Ord der ►giennemtonede Skabningen, sidder som fangen i Malm og i Steen, men rører sig levende i Fuglens og Menneskets Bryst, maatte vel i Mennesket indsynge Aanden, ved hvis kraftige Virkning Ord til dens ►Forklaring kunde avles i ►Støvet.
✂ Dog, om disse Ting skal engang tales for sig selv, og her maae vi betænke hvad Menneskets aandige Forhold i det Hele vil sige. Det er nemlig, som sagt, i Grunden hans Bevidsthed af Aanden, af sit ►Samfund med den evige, levende Sandhed i Aanden, eller med andre Ord: det er hans oprindelige Samvittighed, og en nødvendig Følge heraf, var det, at han betragtede sig selv og Alt i Aanden, i Sandheds Lys, sig selv som ►skabt i Guds Billede og Alt som Guds Værk, og her see vi Poesiens Oprindelse, thi den er i sin sande Skikkelse intet andet end den billedlige Beskuelse af Tingene i deres skabde, aandige Forhold, i deres Forhold til den skabende Sandhed. Hvorvidt nu denne Beskuelse, ligesom af ⓘ sig selv, kunde avle Ordet og Sproget, det veed jeg ikke, skiøndt jeg formoder det, men at Beskuelsen maatte ►afpræge sig i Sproget, saa det blev et Billed-Sprog, og i Lyden, saa Talen blev Sang, det er ►vist, thi det bevises hvergang et Vers udstrømmer fra den beaandede Digters Læ163ber. Spørger man nu, om Mennesket begreb sine Syner, sit Ord og sin Tale, da spørger man egenlig om Legemet begreb Aanden, og Svaret kan ei være tvivlsomt, saalidt som naar man spørger, om det skulde begribe den; thi det første var umuligt, og det sidste vist. Her opkommer det rene Begreb af historisk Videnskabelighed, da Legemet giennem Tiden skulde ►forklares til at fatte Aanden, da Mennesket, ved efterhaanden at giennemskue sig selv, overbevistes om Synernes Sandhed, og udtrykde sin ►Vidskab i stedse klarere Ord og høiere Virksomhed, indtil selv Legemets Øine saae den Eviges Herlighed, og sænkede sig over Tid og Rum i det uindskrænkede Lyshav. At spørge, hvi denne Udvikling maatte skee efterhaanden, være historisk, er aabenbar at spørge hvi der skulde finde en Udvikling Sted, hvi der skulde være en Tid og en Verden til, thi Verden er jo ikke andet end en timelig, historisk Udvikling, der forudsætter en Indvikling. Nu er det vist nok ►svart at sige, hvori den Indvikling bestod, hvad det egenlig var for en Knude der skulde løses, men at der var en, er unægteligt, og af hvad Slags den var, kan vi omtrent slutte os til, ved at give Agt paa os selv.