Grundtvig, N. F. S. Om Mennesket i Verden

Om Mennesket i Verden.

How complicate, how wonderful is man!

How passing wonder he who made him such!

Who centred on our make such strange extremes

From different natures marvellously mix'd!

Connection exqvisite of distant worlds,

Midway from nothing to the deity!

A beam ethereal, sully'd and absórp'd!

Though sully'd and dishonour'd, still divine!

Dim miniature of greatness absolute.

A worm! a god! – – – –

O what a miracle to man is man!

👤Young's night-thoughts.

At Mennesket er sig selv en Gaade, det indrømmede og udraabde alle Oldtidens Vise, og det var egenlig først det attende Aarhundredes Grublere, der indbildte sig at have løst Gaaden og begrebet Mennesket; men at de heri toge mærkelig Feil, behøver egenlig intet andet Beviis, end det de have skiænket os, ved at paastaae hvad de ikke kunde bevise. Vi have desuden seet, at kun det fuldendte Menneske kan fuldelig og klart begribe sig selv, og at det kun er giennem Historien vi baade kan lære at kiende Menneske-Gaaden i sin hele Dybde og 119Vidde, samt at begribe saameget deraf, som Tiden har viist, som giennem Tidens Løb har løst og forklaret sig selv. Heraf følger da øiensynlig, at om ogsaa en enkelt Mand eller Tidsalder kunde begribe sig selv, saa var Mennesket dog dermed ingenlunde begrebet, men det var meget mere et unægteligt Beviis paa, at den Mand eller Tid havde forloret det Høieste og Dybeste, det egenlig Gaadefulde i Mennesket, thi det er unægtelig hans Forhold til det Usynlige, hans Sammenhæng med Fortid og Fremtid, hans Længsler og Anelser, hans Frygt og Haab, som overstige Sandsernes Kiede og overskride Tidens Grændser. At betragte sig selv saaledes uafhængig af det Usynlige, det veed vi gaaer ikke an, undtagen i en dyrisk Dorskhed eller tankeløs Ruus, naar Legemet behersker eller overvælder Sjælen, forrykker eller opsluger Selv-Bevidstheden; i ingen anden Tilstand kan vi betragte os selv som uafhængige af det Usynlige, thi var ogsaa al Længsel derefter udslukt, al Anelse henveiret, Samvittigheden dræbt, Frygten og Haabet opløste i Ligegyldighed, saa stod det dog unægteligt for os at vi ere fødte og at vi skal døe, at vort Liv i Verden er timeligt, begyndes og endes i det Usynlige og Ubekiendte. Men, saa vist som dette er, ligesaa vist er det, at dybt, hartad ubegribelig 120dybt er Mennesket nedsunket, og det er hardtad bogstavelig kun Mælet der skiller ham fra det umælende Dyr, naar han mener at have begrebet sig selv, eller dog hvad der ligger ham paa Hjerte, uden at begribe sin Undfangelse og Død, sin timelige Begyndelse og Ende. Visselig, det synes da ikke man behøver at være Christen, men kun at være et tænkende, følende Menneske-Barn, for at grue over den Blindhed, Dorskhed og Ligegyldighed, der giennem det forløbne Aarhundrede fik Overhaand trindt i 📌Europa, og for at føle glødende Harme over de blinde Veiledere, der bortledte Slægten fra Bekymring for det Evige, for Løsningen af den store Gaade, hvori vi med Nødvendighed ere alle indsluttede, hvis Opløsning vi umuelig kan undgaae, men i det Høieste kun glemme, til en usynlig Haand beviser os sin Overmagt og kraftige Nærværelse ved at overhugge Baandet, der knytter os selv, det Vidunderlige som tænkde og følde, til sit Redskab og sin Boelig, overhugger Baandet, lader Støvet blive til Støv, og fører os, det som oplivede og bevægede Støvethvorhen! Hvor banker et Menneske-Hierte i Støvet, som har annammet et dybt, uudsletteligt Indtryk af dette Hvorhen, af det store Gaadeord, hvortil al Menneske-Tanke maae samle sig, og for hvilket den maae standse og forstumme, 121hvem følde det og maae ikke ønske, med alle Sandheds Vaaben, med Torden og Lynild, med Grunde og Latter at bekæmpe Trolden, som med Koglen forblinder de Dødeliges Øie, saa det seer ikke efter Maalet og Enden; som inddysser Hjertet i Sandsernes Vugge, saa det glemmer sig selv, glemmer sine dybeste Længsler og sine vigtigste Spørgsmaal, Spørgsmaal som giælde Alt, giælde evig Liv eller Død! Maa ikke hver saadan Mand af al sin Formue stræbe at vække Slægten af den ligegyldige Dorskhed, hvori den nedsank, at vække fornemmelig dem, der ere skabde og skikkede til at tænke og lyse og tale for Mængden! Det troer i det Ringeste jeg, og medens derfor den Pen hviler og den Tunge tier, som jeg, saa synes det, har ført og rørt omsonst, da kalder jeg det Pligt at prøve, om Øiet er ligesaa blindt for Mennesket, dets Vilkaar og Trang, som for dets Frelser, om Øret er ligesaa døvt for den Sandheds-Røst der lyder over Gravene og gienlyder i vort Inderste, som for den der nedtoner fra Oven og hensmelter Sandheds Torden-Mæle i Kiærligheds livsalige Fugle-Kvad og Harpe-Klang; prøve om Kogleriet indsneeg sig eller paakaldtes, om der kun i en ubevogtet, søvnig Time groede Hinder over Øiet, eller om Haanden selv har med Forsæt knyttet Bindselet; om Hjertet fat122tede dødeligt Had til Lyset, eller lod sig kun af Egensindighed og Giøglelys forlede til at give efter for det indbrydende Mørke, og gruer endnu mangen Gang, sukker endnu stundum efter Lys, og føler tit beklemt den tunge Vægt af Mørkets Lænker. Det sidste tør jeg haabe i det mindste om hvert et Hjerte, som er dansk af Rod og Byrd, thi Gru for Mørket indvendig som udvendig, selv naar Lyst til Mørkheds Iid er stærk, en saadan Gru og en veemodig Higen efter Lys, der baade kan beskinne Guld og grønne Skove, og giennemvarme, giennemgløde; en saadan Banghed for at gaae i Mørket, Lyst til det Straalende og til at bade sig i Solen, dem fandt jeg i mit Hjerte selv da Mørket meest omspændte mig og var mig kiærest, dem synes jeg at skue eller skimte overalt paa den Markvei og Skovstie, det danske Folk i fordum Tid betraadte. Vel veed jeg, det var ikke blot i Legemets Verden, at Jord-Gierrighed uden Medynk fældte de favre skyggefulde Bøge og glemde bag Ploven Frygten for Mørket, ikke blot der at Fortids Minde-Stene sprængdes til Broelag, og til Giærder om Øieblikkets Føde-Land, ikke blot der, man aflagde saamangen Markvei og snever Kirkestie, og lærde at hielpe sig med brede, brolagde Lande-Veie; ikke blot der, man trøstede sig over Savnet af So123lens Lys og Varme, med selvgjort Skin og Hede inden Pinde-Hyttens fire Vægge; jeg veed det alt, og alt for godt desværre! men jeg veed og, at Stormens Tuden over øde Vange og Havets Brusen under nøgne Kyster er nok saa frygtelig som Skovens Skygger, at Bøgen med sin Mai og Nattergal dog savnes mangengang, naar den er borte, og Solen med sin klare, varme Straale, naar Vintren strænges alt som Dagen længes, naar Ild og Lys gaae ud om Midnats-Tide, naar Fjer og Duun kan ikke længer varme de gamle, frosne Lemmer. Jeg veed det vist, at trindt paa Marken sukker mangt et Hjerte dog i Løn, og efterhiger sine Barne-Minder, de gamle Dage, med de favre Bøge og med de lange, milde Sommere, som gamle Folk end veed at tale om. Ja, det er vist for mig, at hine Ængstelser og hine Længsler opvaagne end engang i 📌Danmarks Hjerte, og da skal det dog vist fornemme, at de have andensteds hjemme end i Amme Stuen og i Barne-Dagene, og at det maae trodse Sandhed for at jage dem paa Flugt. At virke efter Evne til denne Vaagning og Erfaring, var min Agt med de forrige Afhandlinger, og er det ei mindre med denne, der paa Grændse-Skiellet af de almindelige Betragtninger over sand Vidskabs Maal og Betingelser, og de særdeles over enkelte Stykker, 124skulde end mere befæste hvad der ligger bag os, og beskytte os paa den videre Vandring, ved at fremstille et Billede af Mennesket i Verden, som vi ikke kan nægte er tro og træffende, uagtet det indeholder saare meget som vi ei begribe, men som dog umulig kan være os ligegyldigt, naar vi ikke, letsindig og uforsvarlig, vil frasige os det Adelskab vi arvede efter høilovlige Fædre, hvormed vi staae og falde, og som de ufødte Slægter have Ret til at kræve som historisk Arvegods. Maatte det nu kun lykkes mig at give denne vigtige Betragtning al den Bestemthed, Fynd og Klarhed, som den, efter Tidens og mine Vilkaar, kan modtage, da tør jeg haabe, at ingen sandhedskiærlig Læser skal fortryde den Agtsomhed jeg maa udbede mig.

Dog er det maaskee ikke af Veien at anmærke, at Læseren ikke maa vente her at see Menneske-Gaaden løst, men kun at see den fremstillet, saavidt muligt, i sin hele Vidunderlighed. Hvor jeg finder Løsningen, veed man, og at den paa naturlig Maade i det snareste først ved Dagenes Ende kan løses, er Noget som jeg baade forud har stræbt at vise, og som man ogsaa her vil see stadfæstet.

Naar vi sige: Mennesket i Verden, da nævne vi en dobbelt vidunderlig Ting, thi hvad er 125Verden? hvad er Tid? hvad er Rum? Man har sagt at Tid og Rum vare kun til i den menneskelige Forestilling, men noget mere bagvendt kunde man ikke lettelig sige, thi hvis saa var, da kunde Tiden og Rummet umulig indskrænke os, og Mennesket maatte være af sig selv, være sig selv bevidst som evig; er nu derimod Mennesket blevet til, da var Tiden førend han, thi kun i Tiden kan noget blive til, fremkomme, udvikles, skabes; Tidens og Verdens Virkelighed bliver Eet og det Samme, og lader sig ikke nægte med mindre vi vil nægte deres Virkning paa os, hvorved vi nægtede vor Bevidsthed. Et ganske andet Spørgsmaal er det, hvorvidt Tiden og Verden er noget i sig selv, hvorvidt de ere selvstændige, og det maae vi ligefrem benægte, thi det Timelige er kun Noget i og ved det Evige, som dets Aabenbarelse, har kun en laant Virkelighed, da det hverken er Aarsagen til sig selv eller indeholder den i sig, men er kun virkelig, som en Virkning, hvis Virksomhed ophører, saasnart Aarsagen ei længere vil være virksom paa denne Maade. Ligesom nu i den synlige Verden Lyset behersker Tiden, saa den kun har sin Virksomhed i Lysets Strid med Mørket, saaledes har Tiden i Aande-Riget kun sin Virkelighed i Kampen mellem det aandige Lys og Mørke: 126mellem Sandhed og Løgn, og fra dette Stade see vi klart, at Tiden maa selv være timelig, maa have begyndt og maa skulle endes, thi Løgnen maa have begyndt og maa skulle endes, da den er et Frafald fra Sandheden, som maa koste dens Ophavsmand al forlenet Kraft, og med Kraftens fulde Tab ophører nødvendig Striden, da Strid unægtelig er en modsat Virksomhed, der forudsætter modsatte Kræfter, eller Kræfter som anvendes af modsatte Villier. Ogsaa fra en anden Side kan vi overbevise os om at Tiden maa ophøre med Modsætningen, eller bestemtere, at den er ikke andet end Forholdet mellem virksomme Modsætninger, thi uden Forandring er ingen Tid, og Eenheden i sig selv er uforanderlig, kun naar der er en stridig Dobbelthed, en Dobbelthed som ikke er Eet i Aanden, og hvis ene Enkelthed derfor maa udtømmes, kun da er der Forandring og Tid, saasnart det er skeet, saasnart alt Virkeligt er Eet, da ophører nødvendig al Forandring og Tid. Er nu Tiden det stridige Forhold mellem virkelige Modsætninger, mellem Sandhed og Løgn, saa følger heraf, at Tiden er en virkelig Forestilling i den selvstændige Sandhed: Sandhedens Forestilling af sit Forhold til den gienstridige Løgn, og, efter Aabenbaringen, Sønnens Forestilling af sit Forhold til Djævelen som Løgnens 127Fader. Denne Sandhedens Forestilling af sit Forhold til Løgnen, er netop hans eget Billede, thi hiint Forhold udgiør hans Personlighed, der lige saavist er timelig, som Striden er det, og nu maae vi vel overraskes ved pludselig at see os paa Stadet hvorfra vi gik ud, thi dermed begyndte vi, at Mennesket er den selvstændige Sandheds timelige Billede, og nu see vi, at Mennesket altsaa udtrykker Sandhedens virkelige Forestilling af sin Selvstændighed, eller af sit Forhold til Løgnen, og at det altsaa ganske rigtig er i Mennesket Tiden har sin aandige Virkelighed; men, vel at mærke! i Mennesket, som Sandhedens Billede, altsaa i Sandhedens, ikke i Menneskets Forestilling.

Hvad nu Rummet angaaer, da er, som sagt, dets Virkelighed for Mennesket klart af dets Virkning paa ham, thi det indskrænker ham i Omfang som Tiden i Alder, og hvad der indskrænker Sandhedens Billede, maa nødvendig være virkeligt i Sandhedens Forestilling, thi ellers indskrænkedes hans Forestilling: Mennesket, af ingen Ting, Sandheden af Løgnen, hvilket er saa umuligt, som at et Intet skulde kunne indslutte og indskrænke Alt. Klarere bliver dette vel imidlertid, naar vi betænke hvad Rummet er, thi 128er det, som man vel maa indrømme, Betingelsen for al Indskrænkning og Udvidelse, for alt Maal i Sandse-Kredsen, da udgiør det upaatvivlelig Forholdet mellem Lys og Mørke, et Forhold der maa være ligesaa virkeligt, som det mellem Sandhed og Løgn, hvis synlige og sandselige ᴐ: verdslige Side det jo netop er. Lyset er Sandhedens, Mørket er Løgnens Legeme, i Lyset er ingen Indskrænkning, og i Mørket erkiendes den ikke, kun i Forholdet kommer den tilsyne. Mørket er Rummet i sig selv, ligesom Løgnen er Tiden i sig selv, og begge Dele ere Intet i sig selv, men de have en endelig Virkelighed i deres stridige Forhold til Lyset og Sandheden, i Følgen af deres Skilsmisse, som er en Kamp, hvori Sandhed og Lys indtage hvad Løgn og Mørke har anmasset sig, en Kamp, hvis første Optrin var Verdens Skabelse, og det andet er Menneske-Livet, det første var Mørkets, det andet skal blive Løgnens Undergang. Da Sandheden skabde Verden, aabenbarede han sin Kraft, og da han skabde Mennesket i sit Billede, sig selv baade i Tiden og i Rummet, i et endeligt og timeligt Øiemeed, og i dette Øiemeed har Tid og Rum, med Alt hvad de indslutte, deres Virkelighed, og ere de virkelige i Sandhedens Øine, da ere de og sandfærdig, 129og, forsaavidt de kan giøre sig en Forestilling derom, ikke blot sandselig, men sandelig og aandig til, og det ere de i Mennesket, thi i ham er Sandhedens Forestilling af Tid og Rum forbundet til fælleds Forklaring i Sandhed. Heraf opstod for Mennesket et tredobbelt Forhold: til Tiden, til Rummet og til den levende, skabende Sandhed, men som man let seer, udgjorde alle tre eet, nemlig: Skabnings Forholdet, da Skabelsen unægtelig var Grunden til hans hele Tilværelse, og den Begivenhed, hvorved der aandedes Liv i alle hans Forhold, men at Mennesket havde et underordnet Forhold til Tid og Rum som man vel maa kalde hans sandselige Forhold, det er ogsaa ligefrem, thi han skabdes i Tiden og Rummet, og dannedes af Støv, igiennem hvilket han stod i Forhold baade til Tingene i Verden og til Mørket og Løgnen, af hvis Lænker hans Støv, med hele Jorden, var ved Sandheds Kraft formedelst Lyset udfriet. Mennesket havde altsaa nødvendig et Forhold til Tiden og Rummet i sig selv ᴐ: Løgnen og Mørket, men et fiendtligt Forhold, der skulde endes med en Seier, hvorved Støvet forklaredes i Lys og Lyset i Sandhed, medens Løgnens og Mørkets Virksomhed derved ophørde, og tabde 130sig i en uendelig Afmagt. En temmelig klar Forestilling kan vi nu erholde om Mennesket og hans Bestemmelse, naar vi lægge til, at Løgnen er en Fornægtelse af Sandhed, at Løgnen forudsætter en Løgner, en Aand, der forandrer sig selv, vil frembringe en i sig selv virkelig, ved og for sig selv bestaaende Tid, som er umuligt, men frembringer dog en virkelig Tid i Forhold til sig; fremdeles: at denne Forandring er nødvendig et Fald, et Udfald fra Evigheden, hvori den vilde giøre et Indgreb, en Uddrivelse af Sandhed hvori den vilde giøre Oprør, en Udstødelse af Lyset som den vilde røve ᴐ: en Fængsling i Tid og Rum med Mørkets Lænker; endelig, at Intet som er af Sandhed kan fortabes, Selv-Bevidstheden ᴐ: Sjælen deri kan falde, men falder derved i en Foranderlighed der ender sig ved Død ᴐ: Skilsmisse fra hvad den vilde være uafhængig i, fra sin Kraft og sit Redskab; thi naar vi betænke disse Ting, da finde vi at Tiden i sin Virkelighed kun er den Forandring, hvorved Skilsmisse-Dommen mellem en falden Aand ᴐ: en fortabt Sjæl – Grund-Løgneren – og hans Forlening af Kraft og Redskab udføres, hvilket da skeer, naar de i en fornyet Selv-Bevidsthed, i en ny Sjæl forenes med Sandheden, og til denne ny Sjæl skabdes Mennesket, nødvendig udsat for Fri131stelse af Løgneren, hvis Arving han skulde evindelig være, om han udholdt Kampen og fuldendte Løbet, tilegnede sig Arven som Sandheds Fuldmægtig, og forenede den i sig med ham. Alt hvad Sandheden havde skabt var saare godt, Skabningens Selv-Bevidsthed ᴐ: Lyset i Mennesket, Sjælen, Fornuften i ham var ogsaa god, saalænge den lod sig beherske af Sandheds Aand, men kunde, som enhver underordnet Selv-Bevidsthed, fristes af sig selv til Oprør, Tragten efter Selvstændighed udenfor Sandheden, og maatte fristes ᴐ: anfægtes af Løgnens Aand der paastod en saadan.

Dog, det er vel paa Tide at afbryde Rækken af disse Betragtninger, der sagtens vil forekomme de fleste fremmede og dunkle, mange aldeles ugrundede, men saameget maatte jeg for det følgendes Skyld forudskikke, da jeg umulig kan tale om Mennesket i Erfaringen uden Hensyn paa hvad der er mig Vished om hans Oprindelse og Bestemmelse, og en kort Betragtning heraf maatte jeg da forudskikke for at forstaaes. Om jeg nu i Beskrivelsen af Mennesket i Erfaringen anfører noget Falsk, eller fortier noget Sandt, for at fremgiøgle Skin af Overeensstemmelse, bliver det Læserens Sag at agte paa, men finder han ikke det, da tør jeg ogsaa haabe, han til 132Slutning vil atter opmærksom dvæle et Øieblik med mig, ved hine Betragtninger, der umulig kan stemme overeens med Erfaringen uden i Grunden at være sande; i Grunden siger jeg, thi jeg har alt for godt følt Vanskeligheden i, om slige Ting at udtrykke sig nøiagtig og bestemt, til at jeg kan troe det er mere end saare ufuldkomment og forholdsmæssigt lykkedes mig. Endnu flere Grunde have bevæget mig til at give hine Betragtninger en vis Udførlighed, en af dem er den Indsigt, at enten skal man lade Tid og Rum staae ved sit Værd, eller man maa stræbe at forfølge dem til deres dunkle Udspring, thi bliver man staaende paa Halvveien, forvirrer man sin hele Tankegang; en anden Grund er den, at jeg burde tage Hensyn baade paa de Faae der troe Bibelen ordret, hvem Foranførte, naar de ere vante til at tænke og fristede til at tvivle, vil fornøie, og paa de nu ikke længer saa faa, der kiende noget til Natur-Philosophien, thi de vil let forstaae mig, og elske de Sandhed, vil de glædes ved de Glimt, der kaste Lys paa det Vilderede, hvori hiin Philosophie indgiøgler sig og sine Dyrkere.

Saaledes som vi finde Mennesket i Historien, og vor egen Erfaring, finde vi ham indviklet i mangehaande Forholde, af hvilke en stor Mængde 133lader sig drive og boltre giennem Verden, medens endeel hvile i Troen paa det ene nødvendige og enkelte grunde paa det Hele. Til de sidste er det vi her skulle slutte os, og kan vi end ikke sige, at de have udvalgt den bedste Deel, maae vi dog indrømme, at de følge en Middelvei som først paa en vis Punkt deler sig til begge Sider, og dertil kan vi uden Fare følges med dem, naar vi have Sandheds-Kiærlighed i Hjertet; ja vi leve i Tider, da i det mindste faa Boglærde, der vil paa det Rene med sig selv, kan undgaae den aldeles, i en Tid nemlig, da Troen, selv hvor den findes, gierne er saa svag, at den ei tør trodse Tvivlene, før den lærer at indsee deres Ubetydelighed ved Løsningen af nogle der syndes svarest. Vel er det saa, at ved hvert Skridt paa Erkiendelsens Vei opstaae ny, og derfor som det synes, stærkere Tvivl, men den der eengang med ærlig Veemod stod for Bjerge, han holdt for uoverkommelige, og saae dem synke i Støv for Lyset, vil siden aldrig, uden egen Brøde, glemme at de Bjerge der siden optaarne sig for ham, ere kun et Støvgran i hans eget Øie, der hindrer ham fra at see Lyset, der upaatvivlelig i sig selv ligesaalidt fordunkles af disse, som af hine. Denne Bemærkning der grunder sig iblandt andet paa min egen Erfaring, skulde bidrage til, hos dem af mine Læsere, der ei 134selv have gjort den, at dæmpe hin urolige og umættelige Attraa, ikke efter Lys, men efter Skin, Soelskin og vid, uindskrænket Udsigt, der ved hvert Fremskridt paa Vidskabs Vei stræber at indtage, især den lysøiede Ungersvends aabne, uerfarne Hjerte; saa man kan aldrig for kraftig minde om, at alle Dødeliges Udsigter, undtagen de hellige fra Troens Klippe, hemmes af et Bjerg eller af et uoverseeligt, umaaleligt Dyb, saa Forskiellen mellem det længste og korteste, det skarpeste og svageste Syn, giør i denne Henseende ligesaalidt til Sagen, som Mellem-Rummet paa Jorden gjør nogen Forskiel paa Afstanden fra Himlen og dens Lys. Kun da nytter Vidskaben os, naar vi ikke attraae den for sin egen Skyld, men for at beskiæmme Tvivlen og styrke Troen i og omkring os, og for at lade Lyset til Sandheds Ære giennemskinne vort Øie saa vidt og saa klart, som dets Bygning og vort Stade tillade: som Skaber og Forsyn det vil; ja, for at det kan skee, udfordres netop en Rolighed og Ligevægt, en Sikkerhed i Grunden og en Tilfredshed med hvad man har, som Troen ene kan skiænke, og som er aldeles uforenelig med al brusende Attraae og stormende Begiærlighed, der netop omtaage Øiet og forrykke Stadet. At philosophere uden Tro er det samme som at ville see uden 135Øine, og at ville begribe sin Troe, er som at ville udrive sine Øine for at giennemskue dem, men at sammenligne sin Troe med Slægtens og sin egen Erfaring, er at betragte Mennesket i et dunkelt Speil, i den Forudsætning, at vi der vel umulig kan enten see Gud eller giennemskue os selv, men at vi upaatvivlelig maae see mangt et Spor af den Eviges Finger, mangt et Træk der røber hvad Troen forkyndte, og mangen en Gaade som vi kan føle er løst i Troen, skiøndt vi ei kan sige hvorledes; og ved en saadan Betragtning kan man virkelig lære hvorfor man nødvendig maa troe, naar man har og bruger sund Forstand, ligesom man ved en forstandig Benyttelse af Speilet, sædvanlig Forfængeligheds Redskab, ogsaa kan lære, hvorfor man nødvendig maae see, naar man kan og vil bruge sine Øine. Saaledes dyrker jeg Vidskaben, ikke som en Gudinde, men som en Kirke-Ager, hvis Grøde jeg vilde ofre paa Alteret, hvis Udbytte skulde hjelpe til et Kobbertag, der bedre end Tegl modstaaer de kaade Vinde, og før jeg vilde være Skyld i, at nogen dyrkede den anderledes, vilde jeg ønske ei derom at have skrevet en Tøddel, der af mine idelige Formaninger, thi heller vil jeg bebyrde Læserens Taalmodighed med dem, end min Samvittighed med en Brøde, som Verden smiler 136ad, men Christne grue for, og at jeg er nu som før, en eenfoldig troende Christen, som vedkiender mig hvert Ord jeg har skrevet til Anpriisning af blind Troe paa Sandheds Ord i Bibelen, og til Vidnesbyrd om al Kundskabs og Vidskabs Forfængelighed, naar de vil være det allermindste i og for sig selv, det er Ting jeg aldrig maae tillade at blive tvivlsomme, hvad de dog, uden min Paamindelse, let kunde vorde i en Tid, der saa nødig vil troe, man kan tænke fornuftig uden at miste sin Troe, og saae vel gierne sin Indbildning bestyrket ved mine nærværende Bestræbelser, hvis Sammenhæng med min Troe og stadige Tanke jeg vel ei sjelden har stræbt at udvikle, men, saavidt jeg kan mærke, uden synderligt Held, sagtens troer man mig ikke, før man faaer Troen i Hænderne, men min Skyld maa det heller ikke være, thi ærlig og oprigtig som den Lærdom jeg bekiender, skal min Adfærd være, i Frakken saavelsom i Kjolen.

Endnu er der een Ting, jeg ved denne Leilighed finder det passende, med et Par Ord at omtale, det Spøgende nemlig i Udtryk og Vendinger, som ikke sjelden synes at herske i min Tale om saare alvorlige Ting, noget der i det mindste har stødt Adskillige af mine kiæreste Læsere. Jeg vil 137begynde med den Tilstaaelse at Spøgen høist rimelig kommer stundum til Utide, thi naturam pelle furca ex, hun kommer dog igien, den Hex, og, naar man engang faaer Øinene op, skal man vel see, at min Natur er saa langt fra alt Fantasterie, at den snarere er alt for prosaisk tør og tam, og uden i øvrigt paa nogen Maade at sammenligne mig med 👤Holberg, tør jeg tillægge mig samme naturlige Smag for Poesie, Sværmerie og alt Sligt som han, hvorfor ogsaa han til mit 23de Aar var mit Mønster paa en virkelig Poet og en fuldkommen Skribent. Efter denne Bekiendelse, som maa undskylde, hvad jeg ikke vil forsvare, vil jeg sige, hvi jeg ikke, hvad man veed jeg for det meste kunde, i Afhandlinger som denne, undertrykker min naturlige Lyst, og derfor har jeg adskillige Grunde. Først er det mig, og jeg formoder Flere, trættende i Længden, at tænke og skrive, som man syer efter Traade i en Ramme, og, naar man er træt, hverken skriver eller læser man godt. Dernæst gaaer det vel Flere som det gaaer mig, at naar man fra en Tankehøi seer ud i Verden, kan man fristes til at løfte sig paa Tæerne, for deels at see lidt videre, deels lidt høiere over andre Hoveder paa Marken, noget der baade i sig selv er stygt, og let kan endes med at dratte paa Næsen, og derimod veed jeg ikke bedre 138Raad, end at gaae ned, thi da mærker man bedst Forskiellen mellem den Høide man har, og den man laaner, Rusen gaaer over, og i det Lave skielner man meget bedre imellem Skin og Virkelighed, og nødes til at udtrykke sig langt forsigtigere, da man ikke, som paa Høien, kan hæve sig over Latter og Indvendinger. Derfor er det min faste Overbeviisning, at baade Forfatter og Læser, i al Tale om og til Fornuften, er bedst tjent med den jævne, smaaspøgende Stiil, der baade fordrer og befordrer den Ligevægt og muntre Rolighed, der er aldeles uundværlig, naar man skal tænke sundt, slutte rigtig og slaae til Bunds. Den almindelige Skiævhed i Begreberne om Strænghed i Tænkningen, Alvor i Tone, og Værdighed i Udtryk, noget man indbilder sig ei kan forliges med Vittighed, Skiemt og Drøide, den Skiævhed kan vel bringe mig til at undertrykke eller udslette hvad der forekommer mig tvivlsomt eller overflødigt, men ei hvad der staaer for mig som tilbørligt og nødvendigt, og hvi skulde jeg det heller? hvem der for Sligt ikke vil læse mine Afhandlinger er det mig en Fornøielse at skræmme derfra, hvem der læser dem for Løier har Intet at klage, og hvem der læser dem, som de skrives, for ramme Alvor, vænner sig vel dertil, og skal da vist ikke sjelden finde dybere Alvor under mangen 139skiemtefuld Overflade end tit under den alvorligste, thi rutter jeg end stundum med min Skiemt, kan man dog troe jeg omhyggelig vogter mig for at skiemte med den, dertil er den mig baade for kostbar og farlig, og man kan i Almindelighed være sikker paa, og skal ved Undersøgelse finde, at de Ord der hos mig staae mest skiødesløst staae fastest, og ere bedst veiede, thi naar man har sine Tanker samlede, da staaer man ikke skiødesløs paa en slibrig Post, med mindre man er sig en fast Fod bevidst.

Jeg veed ret godt, at man heller saae denne lange Parenthes i en Fortale, end her, hvor den strider mod alle Konstens Regler, men jeg veed ogsaa, at den her sikkerst finder mine Læsere, og har meest Efter-Tryk, og for den Betragtning er det min Skik at opoffre alle Konstens Regler, thi i det Smaa som i det Store skal Skiønhed vige for Sandhed, og egenlig er det kun Skinnet der taber sig, thi den sande Skiønhed kan Sandhed aldrig giøre Skade, og i Sandheds Øine er alt Sandt tillige skiønt, da derimod hvad der kalder sig Skiønhed, gierne vil indbilde os, at den, selv i Strid med Sandheden, vedbliver at være den sande Skiønhed.

140Dog, herom siden mere, naar vi blive ret vendte i de menneskelige Forholde, ved hvilke vi standsede, for at sætte Sind og Fødder ret i Lave til en Vandring, der ikke er saa lige at løbe til, som man skulde tænke, ved at see hvorledes hveranden Forfatter i forrige Aarhundrede spadserede derind, som Anthropolog, Psycholog og Pædagog, imens han med Tøfler og Nathue paa smøgede sin Morgen-Pibe. Fra den legemlige Side seer man nok den Skik er netop min, men fra den Side var det langt fra at være de Andres, der udvortes gik med Bukler og Krøller, og Hanekam og Top og Tus og ungerske Støvler, og franske Frakker og preusiske Hatte og alleslags tydske Huer, men indenfor gjorde de Blæst med hvad Fædrene gik hjemme med om Hverdagen, og den Skik maa jeg ilde lide, thi det er Prakkerie i Grunden. Altsaa, udvortes Tøfler og Nathue, og indvortes sunde Natte-Tanker og sande Morgen-Drømme og lidt gammeldags Morgen-Bøn og Morgen-Læsning til, det holder jeg for den bedste Beredelse til en Vandring ind i Menneske-Lundens Irgange, thi er det da end langt fra man seer Alt hvad man ønskede, eller forstaaer Alt hvad man seer, saa forseer og forgriber man sig dog ikke let, farer ikke vild og gaaer hverken i Dynd 141til Knæerne eller i Vand til Halsen, som de der stole paa deres lange Støvler og deres Lethed i at svømme, hvoraf dog Støvlerne gierne blive siddende saa de maae gaae hjem paa Sokkerne, og Letheden kan vel frie dem fra at gaae til Bunds, men hjelpe dem ikke til synderlig Fangst, og hvad de bringe hjem er kun Trang til at vaskes og tørres. Vi vil derimod lade Dynd være Dynd og kun, saagodt vi kan, maale Dybden med Staven, og fremfor Alt vil vi lade Vand være Vand, see saa dybt vi kan i stille Veir ved Solens Opgang, og lade Tiden klare Resten. For at springe i Luften med Adskillige, og Drengene hos os, der dog egenlig kun skyde Hovedløg og vende Mølle, bare vi os vel ved at betragte Tøflerne, og ved at see de nyeste Luft-Maskiner, saavelsom de ældste Fjeder-Hamme, svømme tomme paa Vandets Over-Flade, uden at have naaet enten Solen eller Maanen eller nogen Stjerne, end sige Aanden, hvis Kræfter lyse i dem. Derimod vil vi venlig betragte Alt hvori Livet rører og røber sig, ei saaledes gaae i Tanker, at vi ei høre den syngende Fugl, vil ei løbe for den surrende Bie eller lade Kiærminden skjule sig uændset. Med disse Forsætter, som ere mere værd end hele Vandringen, vil vi begynde den, og giøre den saa kort 142som mueligt, da det, som sagt, for det Første kun er vor Hensigt, at besee Trylle-Skoven, for siden, saavidt muligt, at undersøge den Skridt for Skridt.

Udstykning i hvad man ikke kan leve af er her ligesaa ufornuftig som andensteds, men ingensteds er en velberegnet Inddeling mere nødvendig, dog er herved at mærke at levende Giærder er den eneste Indhegning her kan bruges, da det er det levende Menneske der skal inddeles, ikke et Liig der skal sønderlemmes. Hvem der altsaa vil see Mennesket radbrækket in effigie, Hovedet sat paa en Stage og Hjernen anatomeret, maae gaae til de psychologiske Retter-Bænke, thi jeg troer at det er kun Hjerne-Skal og Hjerne-Vand og Hoved-Kiød, der lade sig saaledes behandle, og at sælge Sligt for et Menneske-Hoved, har vel været Skik men holder ei Stik. Vi vil ikke adskille Mennesket, thi det kan aldrig nytte, at ville adskille hvad Gud har sammenføiet, det hænger dertil upaatvivlelig alt for godt og rigtig sammen, uagtet Traadene er ofte os for fine; vi vil kun stræbe at skielne Grund-Forholdene fra hinanden i deres kiendeligste Egenskaber, lede efter Marke-Skiel som de vare fra Areldstid imellem Byer og Sogne, uden at indvikle os i uendeligt Kiv, ved at forsøge 143en Udskiftning af Fælledsskabet mellem Byemænd, noget, der ei alene vidt overgaaer min Forstand, men ogsaa den Udvikling aandig Geometrie hidindtil har naaet, da det, som man let seer, her ingenlunde er nok at bruge Kiæden og regne rigtig, men kommer især an paa en Taxation eller Vurdering, som kun grundes slet ved blot at smage paa Over-Fladen. Naar vi nu, i Følge heraf, gaae forsigtig til Værks, er det kun tre store, menneskelige Forhold vi formaae at skielne tydelig, mindre fra end i hverandre, og det er Forholdene til hvad vi kalde: Legem, Aand og os selv. At de ei allene gribe ind, men sammensmelte eller sænke sig i hinanden, det viser Livet, men at de kan adskilles, det lærer Døden.