Grundtvig, N. F. S. I Anledning af Frue Aagaards Jordefaerd den 17de Marts 1817

Digtet og dets genre

Som andre dødedigte giver digtets kollektive 'vi' de efterladtes sorg en stemme. Samtidig opstiller det en forståelsesramme, hvori dødsfaldet og døden som sådan kan fortolkes (Auken 1998, s. 25). Mindedigtet er præget af romantiske forestillinger og billedsprog blandet med tidstypiske, alment kristne udsagn. Blandt de romantiske træk er de mange naturmetaforer, der er billeder på menneskelivet, og forestillingen om, at afdøde som ulegemlige ånder kan vise sig for de sørgende efterladte. Denne forestilling kan være inspireret af folkeviser som “Fæstemanden i Graven” (DgF 90), hvor den utrøstelige fæstemø græder så meget, at den afdøde stiger op af graven for at vejlede hende. Folkeviserne var en af fortidens genopdagede skatte i romantikken.

Af de kristne udsagn er forestillingen om døden som en søvn karakteristisk for samtiden. Det samme er påstanden om, at afdødes barmhjertige og dydige levned gør, at hun ikke skal dømmes ved 👤Kristi genkomst, men kan gå direkte ind i Himmerige (strofe 2). Denne påstand virker til gengæld ukarakteristisk for Grundtvig – set i forhold til hans kristendomsforståelse på daværende tidspunkt.

Som minde- og dødedigt adskiller “Som naar Aften-Stiernen blinker” sig fra mange tilsvarende digte både hos Grundtvig og i samtiden ved kun i meget begrænset omfang at berøre den afdødes personlighed og liv (om Grundtvigs portrætter i dødedigte, se Auken 1998, s. 133 f. og Lundgreen-Nielsen 1980, s. 23-60). I stedet antydes mere almene træk ved den afdøde, som at hun var en from kristen og et elsket familiemenneske.