Saga om ►Haldans Sønner og ►Harald Hyldetan.
(Af ►Søgubrot).
✂ Saavel i Haandskrift som, med svensk Oversættelse, paa Tryk, udgivet af 👤Peringskiøld, har man et Brudstykke af en islandsk Saga, som man har giættet paa, at skulle have været en Historie om alle gamle danske Konger, under Navn af ►Skjoldung-Saga. Om man heri giætter ret, kan vel Ingen sige, da en saadan ►Skjoldung-Saga, hvis den nogentid har været til, er aldeles forsvundet, men ►vist er det at Brudstykket, naar man undtager Fortællingen om ►Braavalle-Slaget, ligner mere et Eventyr, end en virkelig Historie, og synes at høre til de Romaner eller Skiemtesagn, som Islænderne i den senere Middel-Alder sammenskrev saa mange af. Imid357lertid er Sagen endnu ikke at ansee for afgjort, og min fornemste Grund: 👤Saxos ►Ubekiendskab med den Kong ►Iver, Islænderne lade regiere i 📌Dannemark, og aldeles forskiellige Beretning om ►Harald Hyldetands Herkomst, vil mange vel finde utilstrækkelig. Da nu desuden Stykket i al Fald har Værd, baade som Fortælling, som en gammel Variant i ►Braavalle-Slagets Historie, og som Grundvolden for en af 👤Samsøes Fortællinger, der dog bidrog lidt til at opfriske Oldtidens Ihukommelse, agter jeg det for Umagen værd, at levere en Oversættelse deraf, saameget meer som den svenske ►Pjece her er sjelden at ►overkomme.
✂ Brudstykket begynder, som det Følgende viser, midt i en Samtale mellem den svenske Kong ►Iver Vidfadme og hans ►Dotter ►Øde, angaaende hendes Giftermaal med den danske Prinds ►Helge, der beilede til hende.
✂ Jeg seer da nok, (sagde ►Øde), det giør ingen ►Gode at Nogen beiler til mig. Jo vel, sagde Kongen, men det var ikke Skik i gamle Dage, at Konge-Døttre sloge til med den første den bedste, det var store Ting naar den tredie Beiler fik Ja, og der er jo dog flere mandelige Konger til i Verden end ►Helge. Ja, 358sagde ►Øde, Spørgsmaalet er jo kun her om hvad dig behager, thi jeg veed jo nok at ligesom jeg vil, saa vil du tvertimod, og langt fra du skulde unde mig saa godt et Giftermaal, har du sagtens et andet ►bag Øret. Deri spaaer du ret, svarede Kongen i det han reiste sig, thi aldrig skal du komme til at eie Kong ►Helge, og det saameget mindre, som det er din Hjertens Lyst.
✂ Da nu Kongen traf ►Helge, fortalde han, at han med al Flid havde ►udforsket sin ►Dotter om Giftermaalet, men faaet kortere Svar, jo længer han spurgte, saa han nok kunde mærke, hun havde saa høie Tanker om sig selv, at hun holdt sig for god til hvilken Kongesøn man vilde nævne. Der var da, sagde han, for Øieblikket Intet derved at giøre, men lovede ⓘ imidlertid ved ⓘ Leilighed at tale hans Sag.
✂ Saa maatte da ►Helge reise med den Beskeed, og fortalde sin Broder ►Rerek, der sad hjemme i Stilhed, hvordan det var gaaet. Siden efter, da ►Rerek, efter sine Venners Tilskyndelse, fik i Sinde at gifte sig, raadte de ham at beile til den samme vidtberømte Kong ►Ivers Datter, men han fandt der var ingen Rimelighed for at han skulde naae hvad der glippede for hans Broder ►Helge, som var hans ►Mester i alle Dele. Ja, sagde de, ►hvem der Intet 359vover, han Intet vinder►, og man er lige god Karl fordi man faaer ►Kurr. ►Rerek sagde det til ►Helge og spurgde hvad han ►syndes, og ►Helge svarede, at det var en herlig Ting naar det kun vilde lykkes, thi, sagde han, hvem der faaer Pigen veed ikke jeg, men det veed jeg nok, at han er en lykkelig Mand. ►Rerek bad ham da være sit Bud og beile til Pigen, og det lovede han, men sagde tillige at ventelig gik det i Dag som i Gaar.
✂ Da nu ►Helge kom til Kong ►Iver i 📌Sverrig blev han, ligesom forrige Gang, modtaget særdeles høflig, men da han, nogle Dage efter, rykkede frem med sit Ærende og beilede til Jomfruen for sin Broder, fik han kun et tvært Svar, thi Kongen sagde at det var et Forslag som havde ingensteds hiemme, og gik ►vist aldrig igiennem, og, sagde Kongen, jeg kan ikke heller begribe, hvad du vil have med det at bestille, thi kimsede hun ad dig, hvad maa hun da ikke ad ham, der ikke kommer dig paa mange Mile nær. ►Helge paastod derimod, at hans Broder var i alle Maader ligesaa god som han, kun ikke saa navnkundig fordi han holdt sig hjemme i Landet og gjorde ingen Opsigt, han bad derfor Kongen dog endelig at tale med ►Øde om den Ting, og Kongen sagde da, at ►ihvor nødig han gik dertil, og 360hvorlidt det ►sagtens kunde nytte, saa vilde han dog føie ham.
✂ Nu kom da Kongen sin Datter i Tale og fortalde hende baade ►Helges Ankomst og hans Ærende at beile til hende for Kong ►Rerek; hvortil hun svarede, at det kom ligesaalidt nu som før an paa hende, men at hun imidlertid aldrig af egen Drift eller med sin gode Villie gav Kong ►Rerek sin Haand. Da synes jeg det er en urimelig Snak, sagde Kongen, og jeg gad nok vidst hvem du vil have, siden du siger hver Konge som forlanger dig Nei, du sætter mig vel, snart Stolen for Dørren, siden du ►alt slaaer med Nakken ad mine Raad. Aa, svarede hun, det er jo, nu som før, overflødigt at tale med mig om saadanne Ting, da du ►alt i Forveien har fast bestemt hvad Mand jeg skal have, saa det giør ikke Forskiel paa et Haar, enten jeg siger ►Rerek, eller hvem det saa er Ja eller Nei, et bedrøvelige Ægteskab har du beskaaret mig og det faaer jeg finde mig i.
✂ Dermed gik Kongen sin Vei, og da nu ►Helge kom og spurgde hvordan hans Ærende var løbet af, svarede han: ►der skieller vidt i, at jeg kan sande hvad Rygtet siger om ⓘ min ►Dotters store Forstand, thi jeg maa give hende det Skudsmaal at hun er en dygtig Tosse, hvordan kunde hun ellers sige saa361dan en Konge Nei som du er, og nu sige Ja; men ►vist er det at nu ►stod hun anderledes paa Pinde, og lad hende saa ►ligge som hun har redt!
✂ Det blev da Enden paa Legen at Kongen trolovede ►Rerek sin Datter og lod hende følge med ►Helge, og nu paa Reisen, da de vare komne over 📌Sverrigs Grændser, kom det til Forklaring imellem dem, saa ►Helge fik at vide, hvorledes ►Iver havde spillet sit Kort og talt Beilernes Sag.
✂ Reisen gik ⓘ imidlertid ►fort til 📌Siælland og da deres Ankomst blev ►Rerek meldt, sendte han dem baade Vogne og stadseligt Følge i Møde, tog imod dem med et prægtigt Giæstebud og holdt saa ⓘ Bryllup med ►Øde.
✂ ►Helge blev i 📌Siælland Vinteren efter, men om Sommeren drog han i ►Herrefærd som han ►pleiede Van, og ►Rerek fik en Søn med sin Dronning som blev kaldet ►Harald og udmærkede sig ved særdeles store Fortænder, der skinnede som Guld. Han havde ogsaa et indtagende Ansigt og voxde saaledes, at som et treaars Barn var han saa stor som ellers en ⓘ tolvaars Dreng.
✂ Nu hændte det sig en Sommer at Kong ►Iver kom seilende med sin Flaade ►østerinde fra 📌Sverrig og agtede sig til 📌Reid-Gotland *📌Reid-Gotland, mener 👤Suhm, betyder her 📌Pommern., men lagde sig 362paa Veien under 📌Siælland og sendte Bud til sin Svigersøn Kong ►Rerek, at han vilde tale med ham. Det fortalde ►Rerek sin Dronning, og sagde hende at han havde i Sinde at tage ud og byde hendes Fader i Land til et ⓘ Giæstebud, men hun bad ham først sove paa den Ting, og om Aftenen da han gik til Ro, havde ►Øde ladet rede en Seng midt paa Gulvet med splinterny Klæder, hvor hun bad Kongen lægge sig, ►mærke vel hvad han drømde og sige hende det om Morgenen. Kongen gik nu til Sengs og ►Øde lagde sig et andet Steds, men kom strax om Morgenen og spurgde hvad han havde drømt? ►Alt som jeg drømde, sagde han, kom det mig for som jeg stod ved en Skov, foran mig laae en stor og deilig Slette, og paa den Slette stod en Hjort, saa kom der en Giedebuk ud af Skoven med Haar som Guld*Det er ►hlebardr jeg har oversat ved Giedebuk, og ►ⓘ fax ved Haar, og det har jeg giort fordi ►hlebardr i Glossaret til ►Edda udlægges ved langskiægget, og Giedebukken er et Dyr man kiendte i 📌Norden. Ellers vilde jeg snarere tænkt paa Leoparden, og ladet ►Fax som sædvanlig være Manke. men ham stangede Hjorten, saa han sank død til Jorden. Derpaa saae jeg en stor Drage komme flyvende did som Hjorten stod, slaae sine Kløer i ham og splitte ham ad. Endelig saae jeg 363en Bjørn fulgt af en Unge som Dragen ogsaa vilde ►annammet *Unge staaer ikke i Texten, men da der fattes et Ord, som skal betegne den unge ►Harald, maae det omtrent være rigtigt., men Bjørnen værgede den, og i det Samme vaagnede jeg. Det var en ►mærkelig Drøm, sagde ►Øde, og vogt dig vel, at ikke min Fader Kong ►Iver narrer dig naar I mødes! thi det var Konge-Varsler du saae som har Kamp at betyde, bedst for dig ►om du ►beder ei Bukken*Hjorten staaer der, men enten maae det være Feil, eller ►hlebardr ogsaa skal betyde en Hjort. som det ►kom dig for, men rimeligviis vil det skee.
✂ Endnu ⓘ samme Dag tog ►Rerek afsted med et stort Følge og ud til Kong ►Iver, gik ombord paa Konge-Snekken, op i ►Lyftingen og hilsde paa ►Iver, men han sagde hverken Tak eller Noget, og lod som han ikke saae ham engang. Men da nu ►Rerek sagde at han havde gjort Anstalt til et Giæstebud for Kong ►Iver og var nu kommet for at byde ham, fik han dog endelig Svar, i det ►Iver sagde: ilde har jeg stædt min Datter og intet Under da at hun ⓘ nu holder Huus med dig derefter. Dertil svarede ►Rerek, at han var vel fornøiet, og troede heller ikke at ►Øde fortrød sit Giftermaal. Mener du da, svarede ►Iver ►vredelig, at jeg ikke ret godt veed hvor364dan ►Helge og ►Øde ►trække Rus med dig, og er det ikke i alle Folks Munde at ►Harald er ►Helges Søn og slægter sin Fader skinbarlig paa! det var mit Ærende at ⓘ lukke dine Øine op for den Skændsel, thi det kan jeg ikke finde mig i at I har hende saaledes ►til Hælvden, og jeg seer ►heller at du ►reent afstaaer hende til din Broder, end at det Uvæsen skal gaae længer i Svang, ⓘ uden at du har Mod til at hevne din Ære. ►Rerek forsikkrede at det var ham noget ganske Nyt, men at han, ►i hvor det gik, ingenlunde vilde miste sin Dronning, og bad ►Iver raade ham paa det Bedste. Ja, sagde ►Iver, jeg kan ikke give dig andet Raad end at slaae ►Helge ihjel, thi før gaaer det aldrig godt, med mindre du ►heller vil have den Skam at overlade ham din Dronning, ►Rerek erklærede da, at førend han vilde miste sin Dronning, vilde han aftvætte sin Skam, og dermed skildes de ad, ►Rerek drog hjem og ►Iver seilede ►sønder paa til 📌Reid-Gotland.
✂ ►Om Efterhøsten kom ►Helge hjem, men fandt ►Rerek saa vranten, at han knap kunde faae et Ord af ham. Imidlertid gjorde ►Øde et ⓘ prægtigt Velkomst-Gilde for ►Helge, ved hvilken Leilighed der øvedes allehaande ►Ridderspil, og ►Helge hvem det gjorde meget ondt at hans Broder var saa utilfreds, bød ham op til saadan en Leeg, men fik til Svar, 365at hans Lyst var nu ikke til Leeg. Aa jo, vær nu fornøiet, sagde ►Helge, og lad os tage vore Heste og ride en Dyst som vi ►pleiede Van! ►Rerek tav men sprang op, gik til sine Folk, og stod til Hest i sin fulde Rustning, med Hjelm og Brynie, Sværd og Spyd, istedenfor at alle de andre ►rede ud med deres Trælandser. ►Helge kom ridende sin Broder imod med saadan en Landse, men ►Rerek stak ham under Armen med sit Spyd, og jog det igiennem ham, saa han faldt død ned af Hesten. Følget ilede til og spurgde, hvad det dog var for en Ugierning han der havde bedrevet, og da han sagde at det var Løn som forskyldt, da han havde ►spurgt at ►Helge havde forført hans Dronning, forsikkrede de ham at det var en skammelig Løgn af hvem der havde sagt det. Da ►Øde fik dette at høre, giættede hun strax at det var hendes Faders ►Aande og at han havde mere ►bag Øret endnu, som man vilde snart faae at see, og derfor reiste hun sin Vei bort med ►Harald sin Søn, og et stort Følge, men ►Rerek drog om paa ►Giæsterie som sædvanlig.
✂ Ikke ret længe efter kom ►Iver tilbage ►sønderfra, og da ►Rerek hørde det, drog han ham i Møde, men da Kong ►Iver ►spurgde at ►Helge var dræbt, sagde han at det var et skammeligt ►Nidingsværk og bød sine Folk gribe flux til Vaaben for at hevne hans 366Ven. Da han nu ogsaa hørde at ►Rerek var underveis, lod han en Deel af sine Folk gaae i Land og op i en Skov, hvor Veien faldt igiennem som ►Rerek rimeligviis vilde tage til Stranden, selv gik han derpaa ogsaa i Land med det øvrige Skibsfolk, og gik med ►flyvende Fane ►Rerek i Møde; men saasnart de i Skoven hørde Lyden af Kong ►Ivers ►Luur brøde de ⓘ frem i Ryggen af ►Rerek og hans Følge, og Konge-Mødet blev et Slag, hvor ►Rerek faldt med alle sine Mænd.
✂ Nu forlangde Kong ►Iver at man skulde tage ham til Rigsforstander, og alle hvem der boede der i Nærheden, underkastede sig strax, men kort efter kom hans Datter, ►Øde hin Dybsindige, oppe fra Landet med alle de Folk hun havde kunnet sanke, og da ►Iver ikke fandt sig stærk nok paa den Tid til at slaaes med slig en Landehær, ►undseilede han til 📌Sverrig. Om Vinteren efter sankede ►Øde sammen Alt hvad hun kunde af ►Rereks Efterladenskab, baade Guld og andet ►Liggendefæ, og skikkede det til 📌Øe-Gothland *👤Suhm mener at ved 📌Øe-Gothland forstaaes her 📌Gulland., hvorhen hun ►og selv saasnart Foraaret kom, ►stilede sin Kaas med samt ►Harald sin Søn, mange Høvdinger og alt det Gods hun kunde 367føre. Derfra tog hun saa videre ►fort ►østerind i 📌Garderige til Kong ►Radbert som der regierede, af hvem hun ogsaa blevet meget vel imodtaget, og fik Lov og Leide til at boe i Landet med hele sit Følge. Siden beilede ►Radbert til ►Øde, og da baade hun og Søn vare landflygtige fra 📌Siælland, ►syndes hun det kunde nok behøves at ►Harald naar han voxde op, havde Hjelp og ►Tilstød af saa mægtig en Konge som ►Radbert var; derfor tog hun ham ogsaa med Sønnens Samtykke, men der var Ingen som spurgde om ►Ivers Tilladelse. Da nu Kong ►Iver fik at høre at ►Øde var gift igien, fandt han at det var dumdristigt gjort af Kong ►Radbert, saaledes at tage hende uden at spørge ham derom, og sankede desaarsag en Hær sammen over alle sine Landskaber, baade i 📌Sverrig og 📌Dannemark, thi saasnart ►Øde var borte, havde han undertvunget hele det Rige, og saa stor var ⓘ hans Hær at Ingen vidste Tal paa hans Skibe. Derpaa stævnede han med hele denne Flaade til 📌Østerleden og truede med at ►skænne og brænde overalt i Kong ►Radberts Land, og han laa allerede ved Grændserne, i 📌Kareelvigen *📌Kyrialabotn ͻ: 📌den finske Bugt., hvor han agtede at giøre Landgang.
✂ ►Iver var nu en meget gammel Mand, og det hændte sig som han laae en Nat og sov i ►Lyftingen 368af sit ►Drageskib, at han i Drømme saae en Drage stige op af 📌Østersøen, der glimrede som ►bare Guld, og gnistrede høit i Luften som en flyvende Esse, saa det lysnede fra ham vidt og bredt i omliggende Land, og bag efter ham fløi alle Slags Fugle som findes i 📌Nordens Riger. Derimod saae han en Skye trække op i 📌Norden, med skyllende Regn og en flyvende Storm, Lynild og Glødehagl, og da nu Dragen kom fra Søen flyvende op over Landet, mødtes han med Uveiret og Regnen, og det blev saa bælmørkt at Kongen saae hverken til Dragen eller til Fuglene, men hørde derimod et stort Bulder, ►sønder og vester efter, saavidt som hans ►Herredom gik, og da han nu saae efter sine Skibe, ►syndes han de vare blevne til lutter Hvaler som gik til Søes. I det Samme vaagnede han, lod sin Fosterfader ►Hord kalde frem*Det skal vel betyde at han manede ham op, thi baade maatte han vel tænkes for gammel til at leve, og det Følgende fremstiller ham ganske, som en opmanet Aand, og dette hele Sagn er ►ⓘ upaatvivlelig taget af en gammel Vise., og forlangde en Udtydning paa sin Drøm. De taldes ved paa den Maade at Kongen laae i ►Lyftingen og stak Hovedet ud under ►Tjællingen, ►Hord stod over ►ⓘ Brohovedet oppe paa Bjerget 369og sagde at han var alt for gammel til at udlægge Drømme. Kongen blev vranten og sagde: kom ombord ►Hord!
✂
Ei jeg fra Klippe
Springer paa Vippe,
Vil ikke spilde
Vid paa den Snilde;
Drømme saa lette
Selv kan du gjætte.
✂
Dog vil jeg melde:
Dagene helde,
Danske sig glæde,
Svenskere græde,
►Spiret skal flyttes,
Konger ombyttes*►I Islandsken er slet intet paa Vers, men mig synes den Tale maa rimes for at blive ordenlig. Det om Glæden og Graaden er mit eget, men det følger ligefrem af ►Herreskiftet..
✂
►Helsot dig kryster,
►Alt mens dig lyster
Halvgal i Sinde
Verden at vinde;
370Før end du venter,
►Hela dig henter,
Ei dine Kiære
Arvinger være
Skal til din Magt.
✂ Kom nærmere, sagde Kongen, og lad mig høre dit ►Uglevarsel!
✂
Nei, giør jeg ikke,
Ord jeg vil skikke,
Selv blive her.
✂ Hvad sige vel ►Aserne om ►Halvdan Snilde? spurgde Kongen.
✂
Hos ►Aser man kalder
Ham Broder til ►Balder,
Hvem Guder med Taare
Beklagede saare,
Han ligned ei dig.
✂ Det var ret, sagde Kongen, kom hid og fortæl!
✂
Nei, giør jeg ikke,
Ord vil jeg skikke,
Selv blive her.
✂ Nu, spurgde Kongen, hvordan staaer da ►Harek sig hos ►Aserne?
✂
Hos ►Hæner den Hare
I Gudernes Skare,
Der ⓘ
sætter man ham,
Dog dig er han gram.
✂ End ►Helge Hvasse, sagde Kongen, hvad ►Lov give ►Aserne ham?
✂
Den største blandt Klodse,
Næst ►Heimdal, den Tosse,
►Saa kalder man ham,
Men dig er han gram*Da man bestemt veed at ►Heimdal gjaldt i Mythologien for saare viis, maa dette vel være Ironi, og det om ►Hæner ligesaa, men i al Fald, kan man umulig i Mythologien med Føie bygge paa slige henkastede og dertil tvetydige Udladelser..
✂ Men, sagde Kongen, hvad giælder jeg da for hos ►Aserne?
✂
Den arrigste Fiende,
Der fødtes af Kvinde,
For det at betegne,
De Navn dig tilegne
Af ►Midgards-Orm.
✂ 372Da svarede Kongen i fnysende Vrede: spaaer du mig min Død, saa kan jeg fortælle dig, at du lever ikke længer, thi nu veed jeg hvem det er der staaer, det er dig, ►Thrudne-Thurs, mød nu ►Midgards-Ormen! saa vil vi prøve en Dyst med hinanden*Meningen er vel, at ►Iver vil sige: ►Hord er død og det er ►Thor som har talt i hans Navn, thi ►thrudugr As er en Benævnelse paa ►Thor ligesom hans Bolig kaldes ►Thrudheimr, ►Thrudvangr, og ►Miølner ►Thrudhamar; dermed stemmer ogsaa det Følgende, at ►Iver udfordrer ham til Kamp med ►Midgards-Ormen, som hørde til hans ►Embede.. Nu var Kongen saa rasende, at han sprang fra ►Lyftingen ud igiennem Lugen, ►Hord styrtede sig i det Samme fra Bjerget ned i Søen, og Ingen af Folkene paa Konge-Snekken vidste hvor de siden ►enten støi eller fløi, thi Ingen af dem kom meer for Dagens Lys.
✂ Da nu det var skeet, lod man blæse til Stævne, gik i Land og holdt ►Standthing, hvor det blev gjort alle Mand vitterligt at Kongen var død, og Spørgsmaalet var hvad Man nu skulde giøre med alle de Mennesker, om det ikke var bedst, nu da Kong ►Iver var død, og de intet Udstaaende havde med Kong ►Radbert, da at lade Folkene fare hver til Sit, saasnart som ⓘ Børen blæste. Det Raad 373blev ►fuldt, Flaaden blev opløst og hver seilede ►sin Kaas ad Hiemstavnen til.
✂ Da Kong ⓘ ►Radbert fik dette at vide, gav han sin ►Stifsøn ►Harald Hær og Flaade, hvormed han stævnede til 📌Siælland og blev der gjort til Konge. Derfra styrede han til 📌Skaane for at tage det Rige i Besiddelse som havde tilhørt hans ►Mødrenefolk, hvilket ogsaa lykkedes ham, og her blev hans Følgeskab anseelig forøget. Derpaa drog han videre ►fort og indtog det hele svenske Rige, som hans Morfader ►Iver havde eiet, baade 📌Sverrig og 📌Jotland *Udentvivl skal det være 📌Gothland, thi om ogsaa 📌Finland dengang havde hedt Jotland, er det dog ikke at tænke paa., hvor han igien indsatte mange ►Nisse-Konger, som ►Iver havde taget Rigerne ⓘ fra og drevet i Landflygtighed. Imidlertid havde Kong ►Harald i Førstningen af sin Regiering ►haardt Høe at trække, thi han var en ►bar ung Herre, ikke uden femten Aar, da han blev Konge, og derfor tænkde Mange, som havde mistet deres Fædrenegods under ►Iver og ►Ingel, at nu var der Leilighed til at faae Opreisning for den Skade de havde lidt, men da nu hans Folk toge i ⓘ Betragtning baade hans Ungdom og den Livsfare hvormed han maatte forsvare sit Rige, saa vidste 374de ikke bedre Raad, end at lade ►Harald fortrylle med Hexerie, og faae det saaledes ►udgjort, at hverken Jern eller Staal kunde bide paa ham, og det lykkedes ►ganske rigtig, thi ►ihvorvel han aldrig siden gik med Pandser i nogen Strid, gik han dog heller aldrig saaret deraf. Nu blev han da en vældig Krigsmand og holdt Slag paa Slag, saa der var Ingen i hele Slægten, der førde saa ►krigsk en Regiering, og deraf kom det sig, man kaldte ham ►Harald Hilde-Tand. Han indtog med ►Herrefærd baade til Lands og til Søes Alt hvad Kong ►Iver havde havt under sig, og meer til, thi der var ikke en ⓘ Konge ►enten i 📌Dannemark eller 📌Sverrig, uden at de maatte ►skatte til ham, og ►kiende ham for Herre. Alt hvad ►Halvdan Snilde og ►Iver havde eiet i 📌Engeland, det indtog han ogsaa, og lod det bestyre af ►skatskyldige Konger og Jarler*Her er, som man ►og let seer, et Hul, hvor der ventelig har staaet en Fortælling om ►Rings (►Sigurd Rings) Herkomst. I den svenske Udgave findes vel et lidet Brudstykke af det ⓘ Tabte, som handler om en Kong ►Hildebrand i 📌Reidgothland, der døende efterlod sin Søn ►Hilder Riget og adskillige gode Raad om hans ►Syster ⓘ ►Hildurs Giftermaal, men ret som ►Hilder er kommet i Høisædet, og ►Systeren staaer for ham med søde Ord paa Læberne, slipper Brudstykket, som jeg derfor ei har villet oversætte, og skiøndt man let kunde 375falde paa at denne ►Hildur skulde forestilles som ►Rings Moder, er det dog kun en Giætning, der indtil Videre ingen Ting siger..
✂ 375Engang ►en Efterhøst fik Kong ►Harald Besøg af ►Ring, sin Frænde, som blev meget velkommen, og efter nogen Tids Forløb, gjorde ►Harald, som begyndte stærkt at ældes, ►Ring til Strids-Høvedsmand og betroede ham til at forsvare Riget. Nu varede det en god Stund at ►Ring var hos ►Harald i de samme gode Omstændigheder, men da Kongen mærkede at Alderdommen gik ham paa, satte han ►Ring til Konge i 📌Upsal og gav ham Herredømmet ⓘ over hele 📌Sverrig og 📌Vester-Gothland, hvorimod han forbeholdt sig selv Overherredømmet i 📌Dannemark, saavelsom i 📌Øster-Gothland, hvor han havde indsat ►Halvdan Ylfings Søn ►Herod i den kongelige Værdighed hans Fader og ►Granmar fordum havde besiddet. ►Ring giftede sig ⓘ derpaa med ►Alvilde, en ►Dotter af Kong ►Alv, der havde sit Rige i det nuværende ►Maglemark *►Marklond mikill maaskee Ødeskov., som dengang heed 📌Alvshjem og ligger imellem 📌Glommen og 📌Göthelven. Med samme ►Alvilde havde ►Ring en Søn der heed ►Regner, og Kong ►Harald havde to Sønner, ⓘ hvoraf den ene heed ►Rørik Slynge-Baand og den anden ►Thrønd hin gamle.
✂ 376Omsider blev ►Harald Hilde-Tand saa ældgammel at han kunde ikke flytte en Fod men maatte bestandig ligge til Sengs, og Følgen blev at Rigens Kyster vrimlede af Vikinger, og mange Stæder lagdes Landet øde, til stor Sorg for Kongens gode Mænd. Der var nu ogsaa mangen Een som ►syndes at Kongen havde levet længe nok, aldenstund han havde fyldt sine halvandethundrede Aar, og man vil sige at nogle af de Store toge sig for, engang, da Kongen var i Badekar, at lægge Bræder over Karret med Steen ovenpaa, og vilde lade ham kvæles dernede. Da nu Kongen mærkede hvad Klokken var ►slagen, bad han dem dog tage sig op og sagde: jeg veed I synes jeg er nu gammel nok, og det er heller ingen Løgn, men min Dødsmaade burde jeg vel dog have Lov til selv at raade for, og jeg vilde dog gierne have en mere kongelig Død end at kvæles i et Kar. For det Ords Skyld gik hans gode Venner hen og toge ham op, og kort efter sendte han Bud til sin Frænde, Kong ►Ring i 📌Sverrig, og lod ham sige hvordan det hele hang sammen, at de Danske fandt han var for gammel, hvorudover han bad ►Ring sanke Folk over hele sit Rige og slaaes med sig. Det gjorde Kong ►Ring da ogsaa, sankede Folk sammen over hele 📌Sverrig og 📌Vester-Gothland, og havde desuden mange Hjelpetropper fra 377📌Norge, saa at, efter Sigende, skal Normænd og Svenskere, da de lagde ud af 📌Stoksund, have havt fem og tyve hundrede Skibe. Kong ►Ring selv med sit Tjenerskab og ►Vest-Gotherne, tog derimod Landeveien til 📌Øresund og saa vesterpaa til 📌Kolmørke-Skov, som giør Skiel imellem 📌Sverrig og 📌Øster-Gothland *Man seer vel der i denne, som i saamangen, Reise-Beskrivelse maae være noget galt, men hvad det er, kan man ikke ►saalige vide. ⓘ 👤Suhms Formodning at 📌Øresund skal være 📌Øiersund ved 📌Hjalmarsøen, er ikke urimelig, men paa den anden Side er det ogsaa ganske rimeligt at ►Toget fra 📌Vest Gothland gik ned imod Sundet og saa tvertsover til 📌Smaaland., og da han kom vesterud af Skoven til 📌Bravig, mødtes han der med Folket fra Flaaden og slog sin Leir der i 📌Bravig imellem Skoven og Vigen. Kong ►Harald havde nu ogsaa trukket sin Hær sammen fra hele 📌Dannemark og 📌Øster-Gothland, og havde faaet mangfoldige Hjelpetropper fra 📌Østerleden, fra 📌Kængaard og 📌Tydskland, og da han fik sin Flaade sanket under 📌Sælland ved et Stæd, hedder Sogia*👤Suhm melder at i den haandskrevne ►Søgubrot staaer ►Lygia, i mit trykte Expl. har man i Randen giættet paa 📌Cogia (📌Kiøge), og da baade Byen er gammel og Bugten ældre, er det ikke urimeligt., da skjulde den Havet, og man kunde gaae fra Skib paa Skib ligeover til 📌Skanør. 378Nu sendte ►Harald en vis ►Herlof tilligemed Tydskehæren forud til Kong ►Ring for at han skulde ordenlig forkynde Krig og være med at udsee og ►afpæle Valpladsen, men ►Harald maatte bruge syv Dage for at faae hele ⓘ sin Krigshær ►østerop til 📌Bravig, hvor man da saa flux ►lavede sig til Slag og opstillede Folket.
✂ I ►Haralds Hær var, efter Sigende en vis ►Bruun den klogeste iblandt alle Høvedsmændene, og ham lod Kongen stille Folket op, og anvise hver Høvding sin Plads fra Hoved-Banneret som stod midt i Hæren omringet af Kongens egne Tjenere.
✂
Ellers med Kong ►Harald vare
►Kæmper disse først i Skare:
►Svend og ►Sommer,
►Gnep hin Gamle
►ⓘ
Gard og ►Brand,
►Blænge, ►Teiter,
►Tyrfing, ►Hjalte.
Det var alle ►Kæmper kække,
Konge-Skjalde ni i Række.
►End kom ud af Borgestue
Konge-Karle, værd at skue:
►Hjort og ►Borre
►Bele, ►ⓘ
Bare,
►Begad, ►Toke,
379Tappre Svende,
Efter kom ►Skjoldmøer tvende
Først kom ►Visne
*I den trykte ⓘ
►Søgubrot staaer vel Ursine, men 👤Suhm vidner at der i den skrevne staaer ►Visine, altsaa ►ligefrem 👤Saxos ►Visne.,
Vældig Frue,
Saa kom ►Hede,
Haard at skue.
Begge kom med ►Kæmpe-Hobe
For Kong ►Harald Liv at vove.
►Visne fulgde ►Kæmper stærke
►Kare, ►ⓘ
Milve
*👤Saxo har ►Barre og ►Gnizle, og 👤Suhm anmærker rigtig, at disse Navne klinge, som de skal, nok saa slavisk.,
Og hun bar Kong ►Haralds ►Mærke
*Hovedbanneret.
Nok en ►Skjoldmø, værd at nævne
Streed for ►Harald efter Evne,
►Viborg kaldte sig den Prude,
Kom fra 📌Gothland ►sønderude
*Da Islænderne skrive ►Viborg ligeledes ►Vebjørg, og 👤Saxo giver hende en Jyde med, skal dette Gotland (i den trykte: Gulland) vist være 📌Jylland..
380Hende fulgde ►Kæmper nok,
Først og ►fremmerst i din Flok
►Ubbe Friser dog ►forsand
Gik som ⓘ
ypperst Høvedsmand.
►Bue Bramsen
*Da der i Haandskriften, efter ⓘ
👤Suhms Vidnesbyrd, staaer ►Bui Bramu ⓘ
Son istedenfor den Tryktes Bjamuson der er hængt ved ►Ormr Enski, er det ►upaatvivlelig 👤Saxos ►Bo Bramsen.
►Brat hin irske
►Are med det ene Øie
►Angle-Orm og ►Gere-Alv
*►Ormr Enski og ►Geir-Alfe.,
Det var ogsaa ►Kæmper drøie.
►Visne fulgde mangen ►Vende
Mellem ►Kæmper god at kiende,
Thi de førde En og hver
Korte Skjolde, lange Sværd
✂
Det var Midten, nu sig bøie
Syn og Sagn til begge Fløie,
Og det første stolt sig danner
Under ►Hedes ►Skjoldmø-Banner,
Som Bærsærker fulgde hende
Hundred brynjeløse Svende
381►Harald Olsen, ►Holmstern
►Hedin Smækkre, ►Geir og ►Grim
►Dag hin Letter, ►Eisedull
*►Hedin, og ►Dag, hvem 👤Saxo kalder ►hin Grænske, staae i den haandskrevne ⓘ
►Søgubrot. ►Eisedul findes ei hos 👤Saxo, men det er rimeligt, som ⓘ
👤Suhm formoder, at han ►stikker i ►Høsa Thulhim, og det saameget mere som ►Høsedull vel turde være det rette Navn af ►Høs, ►Hovedhøs ͻ: en Vovehals, og ►dul ͻ: stolt.,
Det var ►Kæmper ►ud af Vælten,
Havde dog ►heel mange Frænder
Som med Sværd i haarde Hænder
Fulgde ►Hede tro i Feldten.
✂
►Fremmerst paa det andet Fløi
Fandt man ►og en ►Kæmpe drøi,
Som vel turde Banner hæve,
Det var ►Haagen Skramme-Kiæve.
Konger selv og ►Kæmper nok
Gik med ham i Færd og Flok,
Deriblandt de Brødre kiække
►Gandal Gamles Sønner begge,
Som ►alt før i yngre Aar
►Tjende i Kong ►Haralds Gaard
382►Alv og ►Olver heed de Kiække*►Alfr og ►Alfarin, 👤Saxo nævner dem ikke, men slutter dog ligesom ►Søgubrot med dem (►►Gandal sene editi).,
Kongelys i Helterække.
✂ Kong ►Harald selv var til Vogns, fordi han var ikke længere vaabenfør, og nu ►udskikkede han ►Bruun og ►Hede for at see og sige ham hvordan ►►Rings Slagorden var, og om han var færdig til at begynde. ►Bruun kom igien og sagde: jo, seer jeg ikke feil, da er ►Ring ►tilvisse færdig naar det skal være, og han har stillet sine Folk saa forunderlig op, i hvad man kalder ►Svinfylking, saa at han vil nok ikke være god at ►nappes med i Dag. Hvad? svarede Kong ►Harald, hvem i al Verden kan dog have lært ham at giøre ►Tryne-Fylking, hvem kan det, ►uden ►Oden og jeg! Skulde da ►Oden maaskee nu have skiftet Hjertelag mod mig, og nægte mig Seier! Det har han dog aldrig hidindtil gjort og bede ham vil jeg at han ei heller nu giør det i Dag, men er det hans Villie at jeg skal tabe, og at ►Dannemænd skal nu ei mere seire som før, da lade han mig falde i Slaget med hele min Hær.
✂
Til ►Oden skal være
Indviet og givet
383Hver Helt som med Ære
I Dag mister Livet
Med os*Mig ►syndes de Ord maatte ⓘ
sættes paa Riim.!
✂ Det var virkelig som ►Bruun sagde at ►Ring havde ►trynefylket hele sin Hær, og ►ihvorvel ►Roderne ved det de gik ud i en Spids, ⓘ vare dybe, blev dog Linien saa lang, at det ene Fløi støttede sig til 📌Varaa, og det andet til 📌Bravigen.
✂ ►Ring fattedes heller ikke ►enten Konger eller Helte og iblandt mange Andre havde han paa sin Side Kong ►Ole Bravkarl *►Ali hinn Frækni 👤Saxos ►Olo vegetus., med et mægtigt Følge, og ham der i Folkemunde fra ►Areldstid har giældt for en ►Mester-Kiæmpe, ►Stærkodder hin Gamle, der var født op i 📌Norge, paa Øen 📌Fenring i 📌Hordeland, men havde siden vanket saa vide om Land, og tjent i mange Herrers Gaard. Man veed desuden Navn paa mange andre ►Kiæmper, som i denne Krig holdt med Kong ►Ring, saasom:
✂
►Thrond hin Trønske, ►Thore Mørske,
►Helge Hvide, ►Hov og ►Bjarne
*►Hov ͻ: ⓘ
►Hafr er tillagt af Haandskriften efter 👤Suhm.,
►Fjorde-Find og ►Flakke-Odd
*►ⓘ
Oddr Vidførli.
384►Erling Orm af 📌Jæder-Syssel,
►Holmstern Hvide, ►Hrut og ►Vane
*►Vane er vel Feil for 👤Saxos ►Rane.,
►Sokne-Erik, ►Iver Skage *👤Suhm mener at ►Sokne-Erik skal være 👤Saxos ►Bjørn fra 📌Sogn, men neppe med Føie..
Og som ►Kæmper med de bedste,
Karle ud af Kongens Gaard,
Nævner man endnu de næste
►Aage, ►Evind, ►Egil, ►Hilde
*I Haandskriften staaer ►Eigill Skialgi, der svarer til 👤Saxos ►luscus.,
►Styr hin Stærke, ►Steen fra 📌Væner.
Saa kom i en egen ►Rode
►Rane Hildsen og ►Svend Kulle
►Sokne-Sot og ►Rokkel Høg,
►Lefle-Rolf og ►Dag hin Fede
*►ⓘ
Hrolfr Qvensami, ►Dagr hin Digri. ►Upaatvivlelig er ►Dag den samme som 👤Saxo kalder: ►Dal corpulentus, men regner til ►Haralds Hob, vist ei uden Føie, som Riim Bogstaverne der i 👤Saxos Opregning sjelden skuffe, udvise, thi efter hin ►Dal kommer ►Duc ⓘ
Sclauicus, saa det vist har hedt i Visen: ►Dag hin Digre og ►Duk Vende, det er i det mindste høist rimeligt i alle Maader.,
►ⓘ
Sale Gøtske slutted Troppen.
Nu kom Svenskerne for Dagen
385►Hake, ►Nor og ►Karl Rekkel,
►Hrok fra 📌Akker.
►Glesmak Gode og ►Gunfaste
*👤Suhm mener at 👤Saxos ►Gumme fra 📌Gisselmark endelig maa være gjort af ►Glismak Gode, men mig synes det Modsatte er rimeligst..
Saa fra 📌Sigtun ►Kæmper tvende:
►Sigmund Kræmmer og ►Frost-Taal
*►Tola-Froste i Haandskriften, 👤Saxos ►Frosti crucibulum.,
Ei i Lag med andre Svende
Foran Banneret saa stout,
Gik fra 📌Upsal ►Adils Dulle.
✂ Desuden var der kommet til Kong ►Ring en ►Syvald med elleve og ►Trygge Tammel med tolv Skibe, ►Læser med en Snekke, og ►Erik Helsing *Udentvivl 👤Saxos ►Ericus fibulator. med en stor ►Drage, og alle havde de ►Kæmper i Mængde ombord. ►Ring havde ogsaa Folk fra 📌Thelemarken som vare gode ►Kæmper, endskiøndt man oversaae dem som nogle ►Keiter og ►Drøssere, det var nemlig:
✂
►Torkild Traa og ►Thorlev Gothe
►Had hin Haarde,
►Gret hin Træring, ►Roald Taa
*Jeg ►formener det ei skal mishage Læseren, at jeg har opstillet Navnene som Vers, thi baade ere de da mere 386livlige at læse, og man bliver lettere opmærksom paa de Riim-Bogstaver, der her ere hyppige, men hos 👤Saxo saa ⓘ
fortløbende, at man ei kan spørge om han har havt en Vise for sig, et andet Spørgsmaal er det, enten 👤Lave Urne eller den parisiske ⓘ
Bogtrykker har digtet den, men det Spørgsmaal maae der lærde svenske ►Fanter til at besvare..
✂ 386Fremdeles var ►ⓘ Regnald Radbertsen kommet ►Ring til Hjelp, en vældig ►Kæmpe som blev ⓘ Formand i een ►Rode, næstefter ham kom ►Trygge og ►Læser, saa kom ►Alreks Sønner og ►Yngve, og endelig kom ►Telleboerne, som maatte staae allerbagest, og regnedes saa godt som for ingen Ting, men vare dog store Bueskytter.
✂ Saasnart man nu paa begge Sider var færdig, blev der blæst i ►Lure, og under høit Anskrig begyndte Kampen. Det blev et Slag, baade stort og blodigt, og det vidne alle Oldtids Krøniker eenstemmig, at aldrig nogensinde stod en Strid i 📌Nørreland imellem saa talrige Hære af udvalgde Folk.
✂ Kun en liden Stund havde Striden varet, før ►Kæmpen ►Ubbe Friser af Kong ►Haralds Hær brød frem og stævnede lige mod Spidsen af ►Rings ►Konge-Rode, hvor ►ⓘ Regnald Radbert stod; men der fandt han ogsaa Mand for sig, thi deri kan man sige var ►Haardt imod Haardt, og det var grueligt at 387see, hvor glubsk de Vovehalse ►tarsk paa hinanden. Der vankede da paa begge Sider Hug, ⓘ hverken faa eller smaa, men saadan en ►Mester-Kæmpe var ►Ubbe, at han ►linnede ikke førend det blev Enden paa Legen at ►Regnald laae for hans Fødder, steen død. Derpaa ►hug han til ►Trygge, og ►gav ham sit Livsbrød, og da ►Alfriks Sønner saae hvor gruelig han ►tog afsted, ►gave de sig begge to om ham, men saa haard en Hals var han, at de faldt ogsaa begge, saa ►vog han ►Yngve oven i Kiøbet, og skiød en saa rasende Fart, at ingen Ting kunde holde ham, og alle hvem der stod i de forreste Rækker, og sprang ei til Side, dem slog han ihjel. Da nu ►Ring saae det, sporede han Folket og raabde: hvad betyder det at een Mand skal raade selv i hele ⓘ min Hær, saadanne Helte som jeg har i Gang, og hvor er ►Stærk-Odder nu henne, som alle sine Dage bar Prisen blandt ►Kæmper? Hov, hov! svarede ►Stærk-Odder, I kan troe, Herre, man har nok at ►tage Hænderne i hvor man er, imidlertid skal vi dog see til at giøre vort Bedste, men rigtig nok er den ►Ubbe en Karl, der kan give en ærlig Mand nok at bestille. Nu, ved det Kongen pirrede ham, saa sprang han frem lige imod ►Ubbe, og der blev en Tvekamp som havde noget at betyde, thi der var 388paa begge Sider baade Lyst og Leilighed til ►Dommedagsslag, ►Stærk-Odder gav ogsaa ►Ubbe en dygtig Skramme, men han fik sex igien, som heller ikke vare daarlige, saa han kunde ikke mindes dengang, han havde havt slig en Karl for sin Haand. Imidlertid kom der saadant et Røre paa Valpladsen at de bleve skildte ad, og nu ►vog ►Ubbe en ►Kæmpe, heed ►Agner, og gjorde saa fremdeles lyst hvor han kom, huggede lige godt med begge Hænder, og ligefra hans Finger-Ender til hans Skuldre var der ikke frelst for Blod. Endelig nærmede han sig ►Telleboerne og da de fik ham i Sigte, sagde de til hinanden: nu behøve vi ikke at ►fare vild i Hæren om Formænd *Deres ►Formænd ►Regnald, ►Trygge ►&c. vare faldne., lad os nu ►tale den gode Mand et lille Korn til med vore Pile! thi jo mindre de Andre giør os, desmere maa vi giøre af os selv og vise vi har Mod i Brystet. Dermed gave de ypperste ►Telleboer sig til at skyde til Maals efter ham, og ⓘ saadanne Skytter vare ►Haarde-Had og ►Roald Taa, at de satte ham to ►Tylter Pile lige i Brystet, saa de Smaafolk gave ham dog nok til at døe af, dengang havde han allerede slaaet elleve ►Kæmper, foruden sexten Andre, deels Svenskere, deels ►Gother, og givet sex af de forreste ►Kæmper farlige Saar.
✂ 389►I samme god Lag trængde ►Viborg ►Skjoldmø ►hardt ind paa ►Gotherne og de Svenske, og gav sig i Færd med ►Kæmpen ►Sokne-Sote, som, ►ihvormeget han end strittede, tilsidst dog maatte bide i Græsset. Derpaa mødte hun ►Stærk-Odder hin Gamle, sloges en god Stund med ham og værgede sig som den bedste ►Kæmpe, med Sværd, med Hjelm og med Brynie. Vel maatte hun tage imod drøie Hug af ►Kæmpen, men hun blev ved, og gav ham tilsidst et Ørefigen, saa Kævebenet ►flakdes, og havde han ikke taget sig om Skiægget med Munden, var Hagen ►gaaet i Løbet. Saadanne ►Karlestykker gjorde ►Viborg mange af, men saa mødte hun Kong ►►Rings ►Kæmpe ►Thorkild Thraa, og de bleve ved at skifte Hug saalænge til hun, uforsagt men overlæsset med Saar, maatte lade sit Liv.
✂ Nu gik det Slag i Slag, ►Lykken vaklede og vendte sig saa hid og saa did, men paa begge Sider faldt mangen Mand saa haardt at han glemde at reise sig, og mangen En maatte gaae lemlæstet af ►Leeg. ►Stærk-Odder stormede nu ind paa de Danske, sloges først med ►Hune enstund, og fældte ham uagtet han stod som en Mand, og gjorde ham i Tvekamp Seieren stridig. Saa slog han ►Elle som vilde hævne sin Stalbroders Fald, og gav sig der390næst i Færd med ►Borge, som vel beed fra sig, men ►fik dog sin Rest. Nu foer ►Stærk-Odder afsted tvers igiennem den danske Linie, med draget Sværd, og huggede sønder og sammen alt hvad det faldt ham for Haanden, deriblandt ogsaa ►Hjort, indtil han mødtes med ►Skjoldmøen ►Visne, som bar Kong ►Haralds Hoved-Banner. Da han nu gik hende ►hardt paa Klingen, sagde hun, du er jo ►hundebidt, ►Stærk-Odder, nu lever du vist ikke længe, længere dog, end du bærer Kong ►Haralds Banner, sagde han og ►hug hende ►Keiten af. Da sprang en Mand frem, som heed ►Brat og vilde hevne hende, men ►Stærk-Odder jog Sværdet i ham, saa det gik ham som de andre der laae i Dynger paa Valpladsen. Lidt efter mødte ►Stærk-Odder ►Gnep hin Gamle, som var en dygtig ►Kæmpe, og sloges ►forsvarlig men fik dog sit Banesaar, saavelsom ►ⓘ Hake der gik i hans Fodspor. Imidlertid gik dog ►Stærk-Odder selv ingenlunde Ram forbi, men fik et Saar paa Halsen lige over Skuldrene der gik baade igiennen Hud og Kiød, og et for paa, saa Lungen hængde ud, foruden det, at han havde mistet en Finger paa den høire Haand.
✂ ►Der nu Kong ►Harald saae at det gik paa Grund med hans ►Kæmper og Tjenere, da reiste han sig op paa Knæ, tog en Kaarde i hver Haand, kiør391de saa afsted ind paa Valpladsen, og uagtet han ei kunde komme fra Bukken, brugde ⓘ han dog sine Kaarder saa godt til begge Sider, at mangen Mand maatte lade sit Liv; men medens han saaledes tog Deel i Dagens sidste Bedrifter, fik han et Slag af en Kiølle paa Hjelmen, saa Hovedet revnede, og det var ►Bruun der saaledes gav Kong ►Harald Hyldetan hans Banesaar.
✂ Da nu Kong ►Ring saae at ►Haralds Vogn var tom, ►mærkede han, at Kongen var faldet, og lod blæse til Stilstand, hvilket derpaa de Danske ligeledes gjorde, og alle ►Haralds efterlevende Mænd ►finge og toge Fred af Kong ►Ring.
✂ Dagen derpaa ved Morgengry lod Kong ►Ring Valen randsage, for at finde sin Frændes, Kong ►Haralds Legeme, men det laae under en Dynge af Liig, saa det blev Middag inden man kom ⓘ til Bunds og fandt det. Saa lod da ►Ring tage Kong ►Haralds Liig, lod det vaske, og hæderlig ►flye efter gammel Sædvane, og lægge i den Stridsvogn han havde aget paa, mens der blev kastet en mægtig Høi, og did blev Liget aget i samme Vogn ⓘ med samme Hest for som trak den paa Valen. Derpaa blev Hesten dræbt, ►Ring gav Kong ►Harald sin egen Sadel med og bad ham ►saa ride til ►Valhal.
✂ 392►Ring giorde ogsaa et prægtigt Gilde til Kong ►Haralds Gravøl, og mens det stod bad han alle sine ►Kæmper og vældige Mænd at kaste store Guldringe, Vaaben og andre ⓘ Klenodier i ►Høien til Kong ►Haralds Ære, og da det var skeet, blev ►Høien omhyggelig ►tillukt.
✂ Efter Kong ►Harald Hyldetan blev ►Ring Konge baade i 📌Sverrig og 📌Dannemark, og hans Søn ►Regnar opvoxde i sin Faders Gaard, saa deilig og trivelig en Dreng, som nogen vilde see, thi han lignede ►sit Mødrenefolk, og det er noksom bekiendt af alle gamle Krøniker, at det Folkefærd oppe fra ►Alfheim var det deiligste i hele 📌Norden.