Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af ...

Grundtvig, N. F. S. Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af Søgubrot)

Grundtvigs Værker

✂

Teksten

✂ Med en ganske kort indledning udgav Grundtvig “Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af Søgubrot)” (herefter “Saga om Haldans Sønner”) i fjerde hæfte af ►Danne-Virke 1, der udkom den 29. oktober 1816. Titlen er Grundtvigs egen og angiver tekststykkets indhold. I parentesen oplyser han skriftets almindeligt anvendte korttitel, det første ord i den tidligste oversættelse, 👤Johan Fredrik Peringskiölds: ►Sogubrot af Nockorum Fornkongum i Dana oc Svia velldi (1719), dvs. ‘Sagafragment om nogle oldkonger i Danmark og Sverige’. Som titlen antyder, udgør tekststykket kun en del af den oprindelige saga. Fragmentet mangler såvel begyndelse som slutning samt et parti midt i teksten. Det består af seks blade, dvs. et læg på oprindelig otte blade, hvoraf de to midterste er gået tabt.

✂ Grundtvigs oversættelse falder i to hovedafsnit.

✂ Det første handler om ►Øds giftermål, først med Kong ►Rørek, siden med Kong ►Rådbard. Vi kommer ind midt i en diskussion mellem ►Ød og hendes fader, den svenske Kong ►Ivar, om, hvem hun skal giftes med. Gennem ►Ød lærer vi, at kongen har en skjult dagsorden med hendes giftermål, og det ender med, at han ved list skaffer sig af med de to danske konger, ►Helge og ►Rørek. ►Ød flygter derpå med sin søn, ►Harald, til Kong ►Rådbard, som hun efterfølgende gifter sig med uden faderens samtykke. Dette nye giftermål huer ikke Kong ►Ivar, der som modsvar ruster en hær for at drage imod ►Rådbard, men inden hærene mødes, dør Kong ►Ivar under mystiske omstændigheder.

✂ Det andet hovedafsnit handler om Kong ►Rørek og ►Øds søn, ►Harald Hildetand, og hans opvækst samt død som halvandethundredårig under ►Bråvallaslaget. ►Bråvallaslaget udkæmpes på Kong ►Haralds foranledning mod hans slægtning, ►Sigurd Ring. ►Ring vinder slaget og bliver konge over Sverige og Danmark. En stor del af stykket udgøres af en opremsning af de navnkundige krigere, der deltager i slaget.

✂ Grundtvigs tekst er ikke en oversættelse af hele Søgubrot, jf. hans tilføjelse til overskriften “(Af Søgubrot)”. Han springer et mindre stykke i begyndelsen af andet hovedafsnit over, der handler om en Kong ►Hildebrands børn, ►Hilde og ►Hild. Årsagen er, at stykket kun udgør indledningen til et det tabte afsnit fra de to manglende blade i originalhåndskriftet (►Lassen 2016, bind 2, s. 152). Grundtvig bemærker i en note, at stykket er sprunget over (s. 374).

✂

Anledning og biografisk baggrund

✂ Grundtvigs interesse for det gamle Norden, ikke mindst den islandsk overleverede eller norrøne litteratur, var ikke ny, da han udgav “Saga om Haldans Sønner” — allerede en af hans tidligste artikler “►Lidet om Sangene i Edda” (1806) havde nordisk emne. I de følgende år beskæftigede han sig ofte med norrønt stof, ikke mindst gennem oversættelser.

✂ I 1816 har Grundtvig gennemgået to større forandringer i sit liv: den kristelige vækkelse og omslaget til dyrkelsen af det danske. Således er nytårsgaven ►Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816 (1815b) udtryk for en demonstrativ dyrkelse af det danske (jf. ►Auken 2008, s. 212). Også i Danne-Virke er danskheden et grundtema. I programteksten for tidsskriftet, “►Om dansk Poesie, Sprog og Historie”, gør Grundtvig bl.a. opmærksom på, at han først og fremmest vil “lade Fortiden tale” (1816b, s. 17), fordi vi gennem det gamle sprog får vore forfædres tanker, følelser og minder overleveret, og fordi det viser os, “hvad der er ægte Dansk i alle Maader” (1816b, s. 21). Disse tanker ligger også bag ved Grundtvigs mytologiske billede i Danne-Virkes “►Fortale”, der fremhæver oversættelsernes væsentlige plads:

✂ Oversættelserne og Underretningerne om gamle Bøger, samt Versene, det kalder jeg Blomster og Blade, thi det er Blomster og Blade jeg har plukket af ►Ygdrasil, for, om muligt, ved Glands og Duft dog hist og her at vække lidt Kiærligheed til det gamle, velsignede Træ (1816a, s. XII).

✂ Oversættelsen af Søgubrot følger tids- og stilmæssigt i kølvandet på dels ►Prøver af Snorros og Saxos Krøniker fra 1815, dels udtoget af ►Knytlingesaga i “►Kong Knud den Helliges Levnet (Af Knytlinge-Sage)” (1816c).

✂ I indledningen til “Saga om Haldans Sønner” kommer Grundtvig mere konkret ind på, hvorfor sagafragmentet bør oversættes og gøres tilgængeligt for dem, der ikke selv kan læse det gamle sprog (s. 356 f.). I fragmentet optræder nemlig ►Ivar Vidfavne, der ikke findes i 👤Saxos fremstilling af ►Bråvallaslaget, og brudstykket beretter endvidere anderledes om ►Harald Hildetands herkomst. Det kan således være med til at kaste lys over 👤Saxos overlevering. Foruden denne grund opregner Grundtvig et par andre, nemlig at brudstykket har litterær værdi, og at fortællingen er grundlaget for 👤Ole Johan Samsøes “►Halfdans Sønner. En fortælling” fra 1794. Endelig understreges et praktisk argument: at teksten hidindtil har været utilgængelig for den interesserede almenhed (s. 357).

*👤Lundgreen-Nielsen gør dog opmærksom på, at 👤Samsøe ikke benytter 👤Peringskiölds udgave af 1719, men derimod 👤Suhms fra 1782 (1980, s. 702).
✂

Forlæg, oversættelse og modtagelse

✂ Til sin oversættelse benytter Grundtvig 👤Johan Frederik Peringskiölds ►Sogubrot af Nockorum Fornkongum i Dana oc Svia velldi fra 1719. Dette oplyser han ganske vist ikke direkte, men udgaven omtales i indledningsordene, og i en note nævner han “mit trykte Expl.” (s. 377). Dette underbygges ved et par fejl i 👤Peringskiölds udgave, der går igen hos Grundtvig. (De følgende steder kan sammenlignes med oversættelsen i Lassen 2016, bind 2, s. 142-159). Her ses fx den fejlfulde gengivelse af tekstens begyndelse (Peringskiöld 1719, s. 1 og Grundtvig 1816e, s. 357) eller 👤Peringskiölds brug af den fejlagtige navneform Harekr, som Grundtvig overtager med ‘Harek’, for det korrekte Hrørekr, dvs. ►Rørek (Peringskiöld 1719, s. 13 og Grundtvig 1816e, s. 370).

✂ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen bemærker i ►Det handlende ord, at oversættelsens sprogtone i det hele taget falder sammen med den tone, vi finder i fx ►Prøver af Snorros og Saxos Krøniker og “►Kong Knud den Helliges Levnet” (1980, s. 702). I efterskriftet til “Kong Knud den Helliges Levnet” gør Grundtvig det klart, at han ikke sigter efter en filologisk nøjagtig oversættelse (“fordanskes maae jo dog ikke blot de enkelte Ord” 1816d, s. 288), men derimod en formidling af meningen (“den ganske Tale” 1816d, s. 288).

✂ Under sin omtale af “Kong Knud den Helliges Levnet” fremhæver 👤Lundgreen-Nielsen nogle særtræk ved oversættelsen i forhold til originalen, der går igen i denne oversættelse af Søgubrot (1980, s. 698). Det bemærkes fx, at Grundtvig gerne fordansker navne. Mange navne i “Saga om Haldans Sønner” er kun lettere fordansket (eksempelvis ‘Iver’ for Ivar), men særlig når der er tale om tilnavne, går Grundtvig noget videre. Dette ses fx ved ‘Angle-Orm’, ‘Flakke-Odd’ og ‘Lefle-Rolf’ for Ormr enski, Oddr Vidførli og Hrolfr Qvensami, eller stednavnet Maglemark, dannet på baggrund af det islandske Marklond mikil. I den sproglige bearbejdning af teksten findes en fri benyttelse af bl.a. hverdagsudtryk, som da ►Ød siger, “[du har] sagtens et andet [giftermål] bag Øret” (s. 358), der mere tekstnært kunne gengives: “Du har sikkert lagt andre planer for mig” (Lassen 2016, bind 2, s. 142). Eller “Det blev da Enden paa Legen” (s. 361), der nærmere forlægget kunne lyde “De afsluttede sagen med” (Lassen 2016, bind 2, s. 145). Hertil kunne også regnes brugen af “Uglevarsel” (s. 370) for “onde spådomme” (Lassen 2016, bind 2, s. 149). Det er også gennemgående i oversættelsen, at Grundtvig tilføjer forskellige småord, som ‘vel’, ‘da’ og ‘nok’. I det hele taget har teksten en jævnhed og måske ligefrem en folkelighed over sig, uden at den dog virker “overlæsset med lavsproglige effekter” (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 698).

✂ Grundtvig omsætter flere prosapassager til vers. Det drejer sig blandt andet om samtalen mellem Kong ►Ivar Vidfavne og dennes fosterfader, ►Hård, i slutningen af første hovedafsnit. I en note bemærker Grundtvig, at versificeringen er hans egen: “mig synes den Tale maa rimes for at blive ordentlig” (s. 369). Opregningen af krigere i andet hovedafsnit er også opstillet på vers, “thi baade ere de da mere livlige at læse, og man bliver lettere opmærksom paa de Riim-Bogstaver, der her ere hyppige” (s. 385 f.).

*Læs mere om Grundtvigs oversættelsespraksis i indledningen til Prøver af Snorros og Saxos Krøniker og hos ►Rubow 1923, s. 29-57.

✂ I fodnoterne til andet hovedafsnit ses det, at Grundtvig er i en stadig dialog med sin egen oversættelse af sagafragmentet og med den tidligere forskning, som her er 👤Peringskiölds oversættelse og 👤Suhms behandling af ►Bråvallaslaget, samt kongerne ►Helge og ►Rørek i første bind af ►Historie af Danmark (1782).

✂ Bortset fra det første hæfte af Danne-Virke, der er anmeldt af 👤Rasmus Rask i ►Dansk Litteratur-Tidende nr. 30 (1816, s. 467-479), er tidsskriftet ikke omtalt i den samtidige litteratur (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 695, 699). Det samme gælder “Saga om Haldans Sønner”, der dog findes nævnt blandt de tidligere oversættelser i noten i 👤C.C. Rafns oversættelse af samme tekst (►Rafn 1821, s. 162), ligesom 👤P.E. Müller også nævner den i ►Sagabibliothek (1818). 👤Müller kalder oversættelsen en “aandrig Fordanskning” (1818, s. 492), hvilket imidlertid ikke bevæger ham til at benytte oversættelsen i sin egen parafrase af sagaens indhold.

✂

Anvendt litteratur