Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Krønikens Dyrkning

Ei vil jeg gientage, hvad jeg saa tit har sagt om det danske Folks historiske Beskaffenhed, men giøre opmærksom paa, hvad Historien selv vidner om sin Dyrkning iblandt os. Den fortæller saaledes, at aldrig saasnart var Bogtrykkerkonsten kommet herind i Kong 👤Hanses Dage, før den historiske 337Aand begyndte at vaagne, og stilede tydelig paa en historisk Reformation; før endnu Løsenet var givet fra 📌Vittenberg, ja uagtet den manglede Kraft og Modenhed til uden udvortes Hjelp at trænge igiennem, reiste den sig dog, saavel ved sin umiddelbare Virksomhed som ved sit Forbund med 👤Luther et herligt Minde, der i mine Øine tillige er et sikkert Forvarsel om at en historisk Reformation vil i Tidens Fylde udgaae fra Fædrenelandet. At Riim-Krøniken var den første Bog som man veed end i det 15tende Aarhundrede udgik paa Prent i 📌Kiøbenhavn, er før anmærket, og førend 1517 vare Lovene, 👤Saxos Krønike, 👤Peder Laales Ordsprog, en latinsk-dansk Ordbog, og Jertegns-Postillen alt trykte og det tildeels i flere Udgaver. Sligt kan vel synes mange ubetydeligt, men dog ingen af dem, der veed hvad Historien har at betyde, og sammenligne fornævnde Bøger med hvad der paa samme Tid i andre Lande udkom, thi de vil udentvivl finde, at ingensteds kundgjorde sig en saa reen historisk Aand, eller slig en Travlhed, med at frelse Fædrenes Minde og betænke Folkets Tarv. Udtrykket for den historiske Aand i 📌Dannemark paa den Tid, var 👤Christen Pedersen, 👤Saxos, 👤Laales og Ordbogens Udgiver, samt Postillens Forfatter, en af de sjeldne Dannemænd med 338Liv og Sjæl, der og siden, som 👤Luthers ægte Discipel, ved at rette det Ny Testamente, man paa 📌Flensborg-Dansk havde sammensmurt, og ved mange gudelige Skrifter har hjemlet sig en høi Plads mellem 📌Dannemarks Reformatorer, skiøndt hans Navn ei glimrer over nogen Bispestol, skiøndt man ei engang veed, hvor han blundede og hensov, efterat have udført sin beskikkede Gierning. Dog, Historien kalder ham 📌Dannemarks første Historiograph, og skiøndt han selv ingen Krønike skrev, skal dog vist Enhver som kan skrive den, gladelig dele Navn med ham, eller hvad mere er, kalde ham Dansk Histories Pleiefader, hvem vi ei alene maa takke for 👤Saxos ubetalelige Bog, men for saa mangt et kraftigt Ord til Opvækkelse af den historiske Aand, som vist ei var frugtesløst. Om han har fordansket 👤Saxo, som rimeligt er, maa man vel nu lade uafgjort, hvem han deler Æren med for Udgaven af 👤Peder Laales Ordsprog, der udgiøre saa vigtigt et Bidrag til den danske Aands og Modersmaalets Historie, og af den Ordbog der paa engang lærer os at kiende Fædrenes latinske Sprogkundskab og Modersmaalets Tilstand paa den Tid, det veed vi ikke, men at han har Deel deri, veed vi. Endelig er hans Postil, som kun de der ikke kiende den, kalde en Oversæt339telse, et af de herligste Mindesmærker om dansk Sandheds Kiærlighed, Christendom og Veltalenhed som Historien kiender, og den er det især, som beviser hvad 📌Dannemarks opvaagnende historiske Aand alt dengang havde i Sinde. At Lærdommen i denne Bog ei er aldeles reen, og at de, Prædikenerne vedhængde, Jertegn indeholde meget Fabelagtigt, følger ei alene af den Omstændighed, at 👤Christen Pedersen var ingen 👤Luther: men ogsaa af den Magt indgroede Vildfarelser altid enstund øve selv over Reformatorer som 👤Luther. At derimod Bogen er skrevet af Medynk over Folket, der, som det hedder, vel sjelden fik Prædiken at høre, at den veed at forsvare Bibelens Oversættelse paa Dansk med den indlysende Grund at Folket maa kiende det Ord der skal dømme dem, og med den kostelige Bemærkning, at havde nogen af Apostlerne skrevet til 📌Dannemarks Indbyggere, havde han sikkerlig skrevet paa ret Danske, saa alle kunde det forstaa; at fremdeles Troen paa 👤Christum👤Christi Pines Ihukommelse – sættes høit over 👤Jomfru Maries og alle Helgenes Bønner, over Faste og Spægelse og alle saakaldte gode Gierninger; at endelig Foredraget i disse Homilier med den høieste Simpelhed forener Skiønhed, Kraft og Salvelse i en Grad, 340der i det mindste paa den Tid vist er mageløs, det er Ting, som ei allene giøre Bogen høist mærkelig i 📌Dannemarks men i hele Kirkens Historie, uagtet jeg troer at vore skrivende Comoediantere ere de eneste som have kommet Jertegns Postillen ihu. Hvorledes 📌Dannemarks historiske Aand i de følgende Aarhundreder gav sig tilkiende, vil jeg ikke her omtale, deels for ikke unødvendig at gientage mig selv, deels fordi vi i alle reformerede Lande finde i det 16tende og 17tende Aarhundrede i større og mindre Grad en Retning til historisk Syssel, som en nødvendig Følge af christelig Videnskabelighed, og endelig fordi Reformationen i 📌Dannemark ikke antog den dybe, eiendommelig historiske Characteer, som Rørelsen forud kunde ladet formode. Dette være ingenlunde sagt til Fornær melse for de danske Reformatorer, elskværdig er deres Beskedenhed, nødvendig var Efterligningen, naar Folket vilde blive i Sandhed, thi en Aand som 👤Luther var ikke opstanden paa Marken, og at ville hævde sin Selvstændighed imod en høiere Aand som følger Sandhed, er den brede Vei til Vildfarelse, som 👤Zwingels og saamange andres Exempel viser, og som lader sig paa det Klareste bevise; 👤Christen Pedersen var udentvivl det største Hoved mellem 📌Dannemarks Boglærde paa den Tid, men uagtet han godt følde, som iblandt andet Bo341gen om Børnetugt viser, at man ikke tog Sagen dybt og historisk nok, saa manglede han dog den klare Erkiendelse, og Formandskraften som 👤Luther besad, og var fri for den daarlige Forfængelighed at ville synes hvad han ikke var. I det jeg altsaa med inderlig Glæde dvæler ved det elskværdige Grundtræk hos ægte Dannemænd, at mistroe egen Kraft og Forstand, og, saalænge det uden Sandheds Fornægtelse er mueligt, unddrage sig fra det ligesaa farlige som vanskelige Formandskab, nævner jeg kun hine historiske Forvarsler, fordi det er nødvendigt, fordi den Tid er kommet, da vi ikke længer, uden at fare vild fra Sandhed, kan følge noget andet Folk, den Tid og Time, da 📌Dannemark maa tage Nøgelen som Kirke-Værger, hvis Kirken ei skal vanhelliges, Alteret besmittes af Baals Præster og Propheter, og det selv hengive sig til en Tumleplads for Trolde og Nisser; fordi Timen er kommet da man vil reformere, ikke Kirken efter Historien, men Historien efter Naturen, da man i rasende Daarlighed vil forvandle Historien til en Mythe, giøre det til Skin, hvorved alt Jordisk ene har sin Virkelighed, giøre Tiden, der er al Forandrings Grundvold, til Skygge af en evig Forvandling – af en Umulighed. – Nu skal 342det vise sig, om Historien har en trofast Søn i Dannemanden, vise sig hvad der kommer ud af den kiærlige Tale som er holdt giennem Tidernes Løb mellem Odan og Saga i bølgende Sale, om Odan har inddrukket Kraft og Forstand af det dybe, gyldne Bæger, med hvilket Saga i Stilhed har kvæget hans Hjerte, opelsket hans Aand. Nu giælder det, om Danne-Manden tør bryde en Landse med Løgtemænd og koglende Trolde til Sagas Ære, om han i seierrig Kamp tør bevise sin Herkomst, bevise Historiens Virkelighed ved Heltedaad af dens Aand; eller om han vil, feig og forsagt, fornægte sin Herkomst, beskiæmme sin Moder, forjage sine Fædres herlige Aand, og synke livløs i Naturens gabende Afgrund; nu giælder det, om Svanen, der svømmede taus giennem Tiden i de hellige Vande, hvormed Norner bestænkede Ygdrasill, kan tie, da Asken tykkes at rave for Nidhøgs Tand, eller føler sig løftet af Norners Haand til Askens Top med de sidste hellige Draaber af Urdas Kilde, føler sig giennemglødet af Livets Væld, giennemtonet af alle Fugles forenede Stemme, nødt til at løfte sin Røst i Sang, skiøndt den veed at Hjertet hensmelter i Tonernes Strøm. Dog, uden Billeder, tydelig, strængt, det skal vise sig, om Verdens mest historiske Folk, der ei kan undslaae sig for den Over343beviisning, at al sand Vidskab maa være historisk, udspringe af Historien og stedse vende tilbage til den, at Tiden ene kan forklare hvad Tiden udvikler, at den hele Menneskeslægt ene kan vise hvad det enkelte Menneske har at betyde, at Mennesket unægtelig kun hører til Naturen med sit Legeme, men til Historien med sin Aand, legemlig til det indskrænkede Rum, aandelig til hele Tiden, og at da, saavist som det er Aanden der skal forklare Legemet, maa og Tiden forklare Rummet, Historie Naturen; det skal vise sig, siger jeg, om Folket, der ikke kan undgaae denne Overbeviisning, vil foragte og trodse den, lade den modsatte Løgn giælde for Sandhed. Men jeg vil end sige: det er umueligt, enhver Trods imod Historien af det enkelte Menneske eller Folk, er, som man lettelig seer, en Trods imod den ganske Menneskeslægt, en afmægtig Trods af en Deel mod den Heelhed hvori den alene har Liv og Betydning, af en enkelt Lem mod hele Legemets Aand, og Følgen maa, i det Aandelige som i det Legemlige, vorde, at den opsætsige Lem henvisner, i det den udstødes for Livets Samfund i en selvraadig Død, den eneste Selvstændighed en Deel kan naae ved Kamp mod sin Heelheds Aand; men ligesom Hjertet, Forenings-Punkten af Aand og Legeme, ikke kan bekiæmpe Eenheden uden umid344delbar at bekiæmpe sig selv, og ei fuldføre Selvmordet uden hele Legemets Opløsning, saaledes kan ei heller det mest historiske Folk, der er Udtrykket for Menneske-Slægtens Hjerte, foragte eller bekrige Historien, uden ligefrem at foragte og bekrige sig selv, kan ikke visne og døe, uden at hele Menneske-Slægten skal med det samme aandelig uddøe, og det kan den ikke, før dens Maal er naaet, og dens Maal er Optagelse i den evige Sandhed, hvis timelige Billede den var. Altsaa, i Dannemænd skal Mennesket forklares, og da det maa skee igiennem Historien, maa den nødvendig til Dagenes Ende finde i Dannemand kiærlige Sønner og trofaste Dyrkere. Men, de ere ikke alle af Dan, som kalde sig Dannemænd, Historien lærer os at Danske ere omtrent ligesaavidt adspredte som Jøder, kun med den Forskiel som er nødvendig mellem Hjerte og Aand, at de ere ligesaa sammenblandede som Jøderne adskilte, thi i Blodet har Hjertet Samfund med det ganske Legeme, Aanden kan kun forenes med Hjertet, alt umiddelbar Samfund mellem Aand og Legeme er en Besættelse. Dog, dette, der kun i Forbigaaende anmærkes, kan Enhver, som han har Lyst, betænke eller overspringe, her er det Hovedsagen at betænke, det vel var muligt at Dannemænd bleve Historien tro, uagtet dens 345Aand maatte flye fra Daners gamle Mark. Imidlertid kan vi være sikkre paa, at saalænge dansk Tungemaal klinger over Marken, saalænge Folket der har ikke myrdet sig selv, saalænge Hjertet ligger paa dets Tunge og hænger ved Fædrene, saalænge er Aanden ei bortflygtet, saalænge er der endnu paa Marken Dannemænd, i hvis Afkom Slægten skal forklares, om den end eengang skal, for at undgaae Ødelæggelsens Vederstyggelighed, flygte med sønderknust Hjerte, men med Fædrenes Aand og Amindelse, fra Fædrenes Grave. At det nu og virkelig er saa, at Historien, selv i det forrige, saa aldeles uhistoriske Aarhundrede, beholdt varme Venner og flittige Dyrkere her, det har jeg før anmærket, og vil kun tilføie, at hvormeget man end famlede, og hvor seent det end gik fra Haanden, bleve dog i 📌Dannemark, saavidt jeg veed, flere og vigtigere Haandskrifter til Historiens Oplysning dragne for Lyset, end i alle 📌Europas øvrige Lande tilsammen. At det kun var Regieringen og enkelte Mænd, som en 👤Arnas Magnæus og 👤Langebek, 👤Suhm og 👤Guldberg, der toge sig varmt af Sagen, at det meste af hvad der blev udgivet, forvandledes, med Folkets øvrige Rigdom, til Kræmmer-Huse, fordi man ikke skiønnede paa eller skattede de store Gaver, det er sørgeligt, men alt i det ny Aarhundredes Morgenrøde, 346Morgen-Røden, som vel mørk og blodig steeg fra 📌Konge-Dybet, men just derfor mindede saa levende om Fædres Dage, alt dengang hørde man stærke Stød i Gjalder-Hornet til at vække Valhals Kæmper, og Fædrenes Aand slog 👤Øhlenslægers Harpe saa vældig og liflig, at det lod som Skikkelser fra ældgamle Dage opstege af Høi, og dandsede med Sang lyslevende hen over Marken, ledte om Afkom, og lærde Sønner at blues, som følde at det var Fædrenes Røst, hvis Tungemaal og Daad var hardtad forglemt. Ikke vil jeg her omtale den Sorg at hine Toner tav, da Haanden vilde gribe hvad kun Aander fatte, ikke heller den, at flammende Cometer og strømmende Blodregn, ja et grueligt Brændejern maatte til at vække det snorkende Folk, og lod endda til at virke forgiæves, ikke heller den, at jeg selv kun vaagnede i Drømme; uden at nægte nogen Sandhed, maatte den end mishage og fortørne al Verden, maatte den end paa det Dybeste beskiæmme baade Folket og mig selv, vilde jeg her kun tale om de gode Varsler, sige, hvad der er unægteligt, at Historien har i dette Aarhundrede i 📌Dannemark vundet Elskere og Dyrkere, som det forrige ingenlunde lod haabe, at man øiensynlig nu har begyndt at skatte de enkelte Mænds Værk i den forrige Alder, at forbauses over den Li347gegyldighed der truede med at opsluge det, og at frede venlig om hvad der undgik den store Skibbrud. Det er unægteligt, at da det lød som Ygdrasill skulde revne, da følde 📌Dannemarks Hjerte sig knust, og vilde hellere briste, end svigte Fædrenes Minde, Kronen flakdes, men Stamme og Rod blev forskaanet, og turde nu vel skyde saa, at Kronen atter sammengroer saa den bliver eet med Stammen, og lader sig ei kløve meer, men kun med Rod oprykke ved sine Dages Ende. Det er, med tydelige Ord, unægteligt, at Afrivelsen fra 📌Norge saarede 📌Dannemarks Hjerte, men ikke til Døden, saarede til Livet, thi aldrig, maaskee i mange Aarhundreder, følde det saa dybt sin historiske Natur, Umuligheden af, uden en forsmædelig Død, at løsrive sig fra Fædrenes Minde; kun eet dybere Saar lod sig tænke, ved Skilsmissen nemlig mellem Havfruerne og deres gamle, trofaste Havmand, mellem de danske Øer og 📌Jylland, men ogsaa dette Slag truede, og alt Haab om 📌Dannemark maatte man vist opgivet, dersom Hjertet da ei var udbrudt i et høist Angestskrig, dersom det ikke da havde følt, det var dog bedre at knuses heelt, end at sønderslides. Men, hvo der stod med mig i hine uforglemmelige Dage mellem 📌Dannemarks boglærde Ungersvende, han saae og med mig Historiens kiærlige Stjerne tindre paa 📌Danne348marks Himmel, han saae i et usvigeligt Forbillede, hvad der vilde sees trindt paa Marken, om Sværdet nogensinde, synligt for Alle, blinkede i Fiendehaand, og truede med at overskiære det historiske Baand, der trods hvert Sund og hver skummende Bølge, dybt i Grunden sammenknytter Dannemænds Hjerter, som deres Mark, ja han saae, at det giælder vel saa omtrent for Danske som alle, at saamange Hoveder, saamange Sind, men at Hjerterne, trods Hoved og Sind, dog mødes i Fædrenes Minde. For en Følge af hin dybe Rørelse maa vi i alle Maader regne Udgaven af 📌Nordens Rigskrøniker paa Folkenes Bekostning og til deres Tarv, og har end Forhandlingerne i denne Anledning maattet stadfæste, at Fædrenes historiske Aand er forsvundet mangensteds, hvor man nødig skulde undvære den, saa have de dog tillige stadfæstet, at den findes hvor den er mest uundværlig, og at Historien umulig kan komme til at savne flittige, kiærlige Dyrkere, naar den Slægt der nu opvoxer, er kommet til Skielsaar og Alder, hvis det kun ikke da skulde være for seent at begynde. Men, Sligt tilkommer det os at forhindre, som alt kan røre Tunge og Pen, og kunde vi end ikke giøre et eneste Fremskridt, forsvare den Plet hvorpaa vi staa, til Undsætningen kommer, det maa vi dog med Guds 349Hjelp kunne, bygge saa høit et Dannevirke i Hast, at Fuglefængere skal lade det staae, og da overlade til en Slægt, født under bedre Varsler end vi, at mure med Steen hvad vi bygde af Træ, at kaste Klippen i Gabet, naar Bøgene brænde. Tvende gode Varsler kan jeg her ingenlunde fortie, det første, at Marken har baaret en Sprogmester frem, som 👤Rask, der vel ikke helmer, før han har indtaget alle de Tungemaal der slægte paa 📌Dannemarks, og ladet dem fortælle os deres Vilkaar, noget af det Vigtigste der behøves og savnedes til Oplysning af det ny 📌Europas ældre Historie, ja til den menneskelige Aands Historie, hvis unægtelige Mindesmærke Sprogene er. Vel maa man beklage at kun saa Faa endnu veed at skatte saadanne Arbeider, og at de under ublide Omstændigheder maa kæmpe sig frem, men man faaer vel trøste sig med, at Seier uden Kamp har ei stort at betyde. Det andet gode Varsel kalder jeg Bebudelsen af et Værk, der vil levere Udtog af alle utrykte islandske Sagaer, og er en Deel af den Forberedelse til Historiens grundige Dyrkning, vi før omtalde, saa det skulde giøre mig inderlig ondt, om dette Arbeides danske Udgave skulde kræve saa store Opoffrelser af Forfatteren – Prof. 👤P. E. Müller – at han maatte lade den fare, ligesom jeg paa den anden Side maa sige, at de Op350offrelser, der i denne Henseende staa i hans Magt, skylder han, som Dannemand, sit Fædreneland, og vil til dem vel ei heller findes uvillig.