Grundtvig, N. F. S. Literatur-Tidendens Skudsmaal i Henseende til Prøverne af Saxo og Snorro

✂ Danske Læsere ere saa vandte til at see mine Arbeider forhaanede hvorsomhelst de nævnes, og mig behandlet som en Pog eller ►Pesthuuslem, at de Fleste ventelig ansee det for et halvt Underværk at ►Literatur-Tidenden og ►Athene, der hidtil have overvældet mig med Grovhed, paa eengang synes at ville vende Karret om og drukne mig i deres Roes. Det vil derfor ►vist synes Mange underligt og utaknemmeligt at jeg, langt fra at fryde mig, ret inderlig harmes, og behandler de ►Flyveblade med en Haardhed jeg aldrig har brugt imod dem, naar de aabenbar ►nedsatte og forhaanede mig. Dog Man faaer at undres og jeg kan kun svare: ►nimium ne crede colori! ►latet angvis in herba. Hvor nødig ►Bemeldte har villet til at anmelde et Arbeide af mig, de for Skams Skyld, ei turde haane, men nødtes til at rose, det viser sig jo ►alt klarlig deri at ►Athene tøvede fire og ►Literatur-Tidenden fem Maaneder med at omtale en Bog,4der efter deres egen Dom handlede om et vigtigt Fædrenelands-Anliggende, som fortjende at lægges Folket paa Hjerte. Havde da ►Athene ►end blæst høiere i ►Roestrompeten, havde ►end ►Literatur-Tidenden maskeret sig bedre, havde de ►end ikke begge stræbt at kaste Skygge paa Præsten netop ved at rose Digteren og de Gamles Oversætter, de skulde dog kun havt Skam til Takke, fordi de hverken havde Mod til at tie, til at trodse, eller til at vedgaae deres forrige Uforskammenhed mod en Skribent, der dog vel ikke pludselig ved et Mirakel er blevet omskabt til den sindige Boglærde og ypperlige Digter de nu fandt i ham. Men da nu ►Athene taler med den latterligste Fornemhed om hvad hun ikke forstaaer, da hun midt under Rosen vedbliver at haane det Subject der har gjort Arbeidet hun udbasuner, og ►skeeler til ►Roskilde-Riim m. m. som om det var ingenting mod de Smaavers i ►Prøverne, da hun, under Lovtalen over og Efterabelsen af min Stiil, med Kiendermine bedømmer og retter den, hvor kan jeg da andet end harmes over saadan Usselhed!

✂ Da ►Rec. saa elendig spotter med min præstelige Sang og Fortale, og skammer sig ikke ved haanlig at sige at jeg blæser i Trompet ved Fædres Grave, da Meningen af hans hele Recension er den, at 13500 ►Rgbankdlr. er ►vel meget 5forlangt af to Riger til Udgaven af deres ►Rigskrøniker, at ►vel er jeg slumpet til at oversætte baade 👤Saxos og, hvad da ikke vil sige stort, 👤Snorros Prosa ret godt og flydende, ►vel er det ►ligefrem at en saa øvet Digter kan giøre nette Vers, men Prosaen smager dog mangensteds stygt af ►Borgestuen, og ►Snorros Vers som egenlig var hvad Man behøvede mig til, og som jeg meget let kunde oversat godt, dem har jeg skilt mig saaledes ved, at han ikke tager i Betænkning at erklære, at de ere forhutlede og at Arbeidet forsaavidt er mislykket; uagtet Man kunde fordre noget ganske Andet af den der ønsker med Folkets rigelige Understøttelse at levere en nye Oversættelse af ►Snorro; da dette, som hver Læser selv kan see, er Recensionens Mening, udtrykt for det meste med dens egne Ord, saa er det dog ►vel aabenbart at den er ►myntet paa, saavidt det gik an, at ►nedsætte mit Arbeide og ►end mere mig i Folkets Øine, og hellere hindre end befordre det Anliggende hvis Sag jeg talde. Skulde jeg maaskee nu lade, som jeg saae ikke Sligt, takke for naadig Dom, og være glad ved at den Boglærde og Digteren fik en lille Priis paa Menneskets og Præstens Bekostning? Ja, da beviisde jeg rigtig nok at jeg var det usle, forfængelige Menneske Man har villet gjøre mig til, at jeg fortjende den haanlige Med6fart jeg har ►fristet, thi foragtede jeg ikke ►Athenes og ►Literatur-Tidendens Roes, saa længe de forresten synge deres gamle, elendige ►Gadevise, da burde jeg jo ►og bøie mig under deres Tugt, ►vilde jeg have deres Rosiner, maatte jeg ►og kysse deres Riis; harmedes jeg ikke ret inderlig over at roses paa min Christendoms og Præstefærds Bekostning, da var jeg en nederdrægtig Hykler, der for Verdens ►Flødeskind ►gjorde Forbund med Helvede. Men ikke ►saa, den Roes der ydes mig i det Blad der har skiældt mig for en kaad, vankundig Pog, en forrykt ►Pesthuslem, en ondskabsfuld Fanatiker, da jeg talde reen og bibelsk Christendom, den Roes der ydes mig i ►Literatur-Tidenden, som i tre Aar har stræbt at brændemærke mig, og aldrig anmeldt Andet af min Skrift, end hvad den for Verden kunde være bekiendt at haane og nedrive; den Roes tilligemed den der ydes mig i – ►Athene, den skal ikke være spildt, den skal staae som et ►mærkeligt Vidnesbyrd om, med hvad Ret hine Blade, efter deres egen Dom, have behandlet mig saa foragtelig, den skal binde deres Mund eller beskiæmme dem, naar de igien om mig vil synge deres gamle Vise, men Skam til Takke det skal de i alle Maader have. Forgiæves skal de prøve paa at ►udskyde Præsten af det Digterlag og boglærde Samfund, hvori de efter deres egen 7Dom, maae lade de Gamles Oversætter staae, beskiæmmede skal de vorde, naar de vil indbilde Folk at Præsten er gal naar han prædiker, men klog naar han oversætter, klog, naar han oversætter ►Saxo og ►Snorro, men gal, naar han oversætter ►Bibelen, at det er vigtigt at holde fast ved menneskelige Ord, naar Man vil vide deres Forfatteres Mening og ei give sin egen isteden, men galt at holde fast ved Guds Ord, naar Man vil vide Hans Mening, at selv den bedste Omskrivning er i Historien ingen, men den vilkaarligste i Salighedens Sag den rette Hjemmel; forgiæves skal de stræbe at indbilde Folket, at Præsten under ►Rokkeloren vel er en fornuftig, boglærd Mand og Digter, men forvandles flux til en Pog og Galning, som hver en ►Puge-Skolemester kan oversee og endevende, som i hvert ►Vinkel-Institut og ►Børnehus skal ydmyg tage imod ►Tamp og Ørefigen, saasnart han siger, han har Præste-Kjole under Kappen og ►axlede kun denne fordi hans Sognevei er ved ►Udskiftningen forlænget, og Vinterveien sølet; forgjæves skal de prøve dette plumpe Spil, som de har ►alt begyndt, og beskiæmmede skal de nødes til, enten at forstumme eller modsige sig selv, enten lade mig have Fred, eller lade min Tale skee Ret.

✂ 8Nu er jeg omtrent færdig med ►Athene og færdig med Begges Roes, men hvor usel end Recensionen er i det Enkelte som i det Hele, saa vil jeg dog, da den giver sig Mine af Grundighed og Upartiskhed, giennemgaae den nøiagtig, og revse den med en Strænghed, som netop her er paa sit Sted, da ►Rec. ei vil have med Præsten men kun med de Gamles Oversætter at giøre, og jeg altsaa her intet Forhold har til ham uden som Aand og Boglærd, den er ►end mere paa sit Sted, fordi ►Rec. stræber at undergrave hvad han ei kan rokke, at ►bagsmække det Arbeide hvis Kind han klapper, at bagtale den Digter han roser i hans Ansigt, den er endelig paa sit Sted fordi det er en Barmhjertigheds Gierning at blotte ►Literatur-Tidenden i al sin Uselhed, og bidrage til at den dog snart maae ophøre at beskiæmme boglig Konst i 📌Dannemark og forvirre alle dem der ►ændse ⓘ densdens] GV, deus A ►almindelige Røst.

✂ Jeg vil her forbigaae ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A smukke Indledning, forbeholdende mig til Slutning at anmærke dens smaa ►Curieusiteter, jeg vil om Trompeteren ved Fædres Grave kun anmærke at det ikke er mig, men den og den der taler om de gamle Potteskaar som om en Herregaard &c. det er kun paa ►Kirke-Svalen jeg er en Trompeter, og det af et ganske andet Slags end de 9velbekjendte Trompetere i ►Literatur-Tidenden, i hvis Lag jeg derfor ydmygst frabeder mig Optagelse. Jeg har al mulig Respect for den stakaandede Glæde ►Rec. føler over den skiønne Dragt hvori de gamle Skrifter nu muligen kunne træde frem, ventelig naar ►Rec. kunde skalte og valte med min Stiil og mine Evner som han vilde, og jeg standser først studsende ved den dybsindige ►Conjectur, at jeg ventelig, ved at udgive ►Prøver, tillige har ønsket at erfare Andres Dom over mit Arbeide. Mig synes at ►Rec. kunde faaet Vished i denne tvivlsomme Sag af mine Anmærkninger S. 6. 42. 64. 86. 87. men ansaae han det desuagtet for tvivlsomt om jeg ønskede at erfare Somme Andres Dom, f. Ex. hans, da roser jeg Tvivlen, men vilde ønske han havde løst den bedre, og gjort hvad jeg ønskede, thi jeg ønsker aldrig at Fluer skal sætte sig paa mine Bøger, og maae smække dem, naar de komme, og er dog inderlig kied af det Drillerie og den Smækken, som i en slig September jo faaer aldrig Ende.

✂ Jeg veed ikke ret, om jeg efter denne Vurdering af ►Recs ►Dommerkald, kan, uden at rødme, fortælle mine Læsere at han, efterat have sagt om 👤Saxos aandfulde og for sin Tid beundringsværdige ►Latinitet, at den stundum er dunkel og ofte formedelst sine tilspidsede Sentenser 10og hyppige Antitheser svær at oversætte, at han derpaa ►ordenlig siger, at min Oversættelse er forfattet med Aand, at Sproget bevæger sig frit i samme og dog ►vedbørligen slutter sig til Texten. Tænk engang! der sidder altsaa, efter ►Recs. Mening, ikke blot et forslagent Hoved paa den ►Peer Degn, men han kan endogsaa forstaae den 👤Saxo ►Gramatica som har forbedret det latinske Sprog, og oversætte ordenlig baade ►panis gravis og ►panis ⓘ finisfinis] GV, sinis A, og ihvor ►fort end Munden løber paa ham, løber den dog ikke fra Texten. Ih hvad, paa den Maade giver ►Peer Degn vel ikke Monsieur 👤Rasmus Jeppesen, hvad skulde jeg sige, Hr. 👤Erasmus Montanus med samt hans ►Logica som er hans Prækestol og hans ►Philosophia som er hans Kiæledægge, synderlig efter, saa er han jo, med Skam at tale om, alle Dage lige saa god som alle de ►Uhlfeldske Toskillinger der gaae for gamle Dalere, saa skal han jo nu herefter hede den lærde, berømmelige ►Peer Degn, som baade kan de Lærdes Tungemaal, der er galt Latin, og kan, hvad de lade være, giøre det til godt Dansk. Nu, det var min Tro Løier, og det siger ►Literatur-Tidenden! nu saa lever den da vist heller ikke længe, om ogsaa Verden skulde staae et Par Aars Tid endnu, den phantaserer jo, og saa ►lakker det ►vist mod Fældenden, den glemmer sig selv, og maae 11da ►vist være ►Lethe nær, den roser en ►Peer Degn som er løbet ud af dens Daarekiste og maae altsaa være gaaet fra sin Forstand.

✂ See, saa kan jeg da nok være den Roes bekiendt, især da den er meget ►viselig ►forsat, som vi strax skal see, naar vi har hørt ►Rec. sige, hvad vi ►vel maae lægge Mærke til for Følgernes Skyld, at hvor 👤Saxo har givet ►Phraser, kommer det ►vist nok ikke an paa at udtrykke de enkelte Ord men den hele Menings Betydning.

✂ Dog, bliver ►Rec. ved, har den friere Oversættelse et Par Steder medført Unøiagtighed. Nu, det var da intet Mirakel, men hvor? Først der, lyder Svaret, hvor der staaer om Kong ►Yngve, at han efterlod sig en Søn ►Sigvald, men du siger at han efterlod ►Sigvald 📌Dannemarks Rige, thi vel staaer der strax efter at ►Sigvald var Konge i 📌Dannemark, men derfor er det ikke sagt at han blev det strax. Det kalder jeg min Troe fiint, den Karl kan sin ►Logica, men for dog ikke at spilde flere Ord paa ingenting, vil jeg tie og lade som jeg gav min ►Doctor subtilis et seraphicus (hvilken Titel jeg af ►Skilderiet seer igjen kommer i Mode hos de Lærde) Ret i, at Man bør tvivle om 👤Saxos Mening her, eller forbedre hans ►Krønike med ►Recs. ►Conjecturer.

✂ 12Dernæst, heder det, er ►sociorum fugam seqvi qvam spernere ⓘ preoptauitpreoptauit] GV, præoptubut A oversat: han valgde hellere at flye med Flokken end at staae med Æren, da det dog efter Texten hedder: han valgde hellere at følge sine Stalbrødres Flugt end at foragte den. Det skal jeg ikke nægte er en haard Nød at knække, jeg mener naturligviis ►Recs. danske Stiil, thi om jeg maae spørge: fløi ►Stærkodders Staldbrødre? thi kun i den Betydning kan jeg finde det kunde blive nogenlunde Dansk at følge Flugten, og da var den ei heller ganske at foragte, som udentvivl ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A Rettelse er! Maae jeg atter spørge, om ikke den der følger den flygtende Skare, flyer med Flokken, ligesom hvo der paa Valen lader haant om Sligt, staaer med Æren, og hvori da egenlig Unøiagtigheden bestaaer? Maae jeg endelig spørge om denne ►Saxoniske Phrase ikke hører til dem det ikke kommer an paa at udtrykke ordlydende men kun meningstro?

✂ Endvidere skal det være unøiagtigt at sige paa Dansk om ►Signe: i hendes Rangforordning ⓘ stodstod] GV, sted A Helten over Skiødehunden, og hende stak ei lyse Farver men kun klar Bedrift i Øinene, fordi 👤Saxo paa sin Latinsk siger, hun tog mere Hensyn til de kiække end til de blødagtige, og beundrede ikke Skabningens men Bedrifters Fortrin. Synes ►Rec. ikke at en saadan Vending vilde i 13min Stil ►stikke af som Fluer i Kaal, især naar jeg ⓘ dertildertil] GV, dertii A skulde føie hvad han ei forbedrer: hun vidste godt at ⓘ DeilighedensDeilighedens] GV, Deilighebens A Glimmer falmer brat i Manddoms Glands og Dyd er ei med Smukhed at opveie! Nei, ►Recs. Dansk er min Troe 👤Peer Degn for høitravende, og vilde, om den fik Lov at raade, reent sparke hans Nodestol omkuld, saa han gik fra Tonen, og saa sad de stakkels Bønder og gabede uden ►alt Hensyn paa Skabningens og Bedriftens Fortrin. Forresten skal da nok, ⓘ saavidtsaavidt] GV, saavtdt A jeg kan forstaae, det Samme sidde i ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A Skrue-Stikke som jeg har ladet springe, men han kommer ikke ret afsted med det Hensyn og det Fortrin, thi han er ligesom gaaet i Staae ved ►insignia og ►respectum agebat og har ikke engang kunnet give paa Dansk Daad sit Fortrin for Deilighed. Endelig maae jeg spørge om 👤Saxo ei her giver ►Phraser?

✂ ►Qvæ vox (►Signes Sang) ita ►Hegbarthi animum vegetavit, ut plus voluptatis in ejus promisso qvam periculi in sua digressione reponeret har jeg oversat: Denne Tale vederkvægede ►Habor igien, thi efter hans Tanker maatte Man ►vel gierne ►gaae i Ilden for at faae saa glædeligt et Løfte, men ►Rec. siger, det skal snarere hedde: den Tale vederkvægede saaledes ►Hagbarths Sind at han fandt mere Lyst i hendes Løfte end 14Fare ved sin Vandring. Hvad skal nu jeg sige? jeg kan jo ikke nægte at Man meget snarere kunde blive ►Saxo qvit ved at oversætte Ord for Ord som ►Rec. ubekymret om hvad deraf flød, end, som jeg, først at bryde Hovedet over ⓘ MeningenMeningen] GV, Meniugen A og siden tænke paa at udtrykke den rundt og ret, men ►Hastværk giør Lastværk, det er et Dansk Ordsprog, for danske Folk skriver jeg, medens ►Rec. skriver for sig selv og sine gode Venner, og det ►faaer være mit Forsvar. Havde ►Rec. havt Noget at indvende mod min Formodning om hvor ►digressio hørde hen, da skulde han kommet efter min Anmærkning, og hjulpet mig tilrette, men havde han ikke andet at sige mig end at ►voluptas er Lyst og ►digressio Vandring, da havde han gjort bedst i at tie, thi det saae han vel jeg vidste, og at en farlig Vandring af Kiærlighed hedder paa deilig, fyndig gammel Dansk at ►gaae i Ilden for Noget, det skulde han dog vidst før han talde om Unøiagtighed, hvor han ingen viser. Saa skulde han ►og vide at det er ikke Dansk at finde Lyst i Noget, at den hele Vending er stiv og udansk, og at Ingen kan see hvor ►Rec. vil hen med sin Vandring, med mindre han kun vil hen og pirre mig for at faae Smæk, og da siger jeg: ►habeat! sua qvemqve trahit voluptas.

✂ 15Meningen af det vanskelige Sted: ►Quo evenit ut succisorum ⓘ fructicumfructicum] GV, finticum A palus lethalis publico nuncuparetur eloqvio, synes ►Rec. er ganske simpel, og sandt er det, ganske fattig er den efter ►Recs. Mening, og da al hans Underviisning bestaaer deri, at hvad 👤Anders Vedel kalder ►Mordkiær skal herefter hede ►Valkiær, og jeg udtrykkelig havde erklæret at Sammenhængen ingenlunde taalde 👤Vedels Oversættelse, synes mig det havde klædt kiønt, om ►Rec. enten havde tiet eller sagt: ►spørg min Hovmester! eller beviist at 👤Vedels Mening lod sig forsvare, thi at han slaaer sin Simpelheds Stempel paa den, gientager hvad jeg selv har sagt at min Oversættelse forudsatte een haard ►Construction, og affærdiger mig, med hvad han om Folketroe finder rimeligt, det giør ingenlunde Sagen klar, saadanne ►Magtsprog maae den ►Rec. ikke fægte med, som vil ►mestre mig, allermindst naar han selv indrømmer at jeg ret godt veed at ►handtere et vanskeligt Sted. Men, kan jeg troe, ►Naturen gaaer over Optugtelsen, og derimod kiender jeg kun det Huusraad at ►vinke op igien, og det skal ikke ►manqvere.

✂ Først maae jeg bemærke: at naar Man hos en Forfatter der skriver et fremmed Sprog finder en tvivlsom Ordføining maae Man, under ellers lige Omstændigheder, give den Fortrinet 16som rimer sig bedst med hans Modersmaal, og at 👤Saxo ikke kan være nogen Undtagelse, indsees let, thi selv for at forstaae det hjemmegjorte Latin i vore Dage, er det jo ofte saare nødvendigt at kunne ⓘ DanskDansk] GV, Dausk A, og ⓘ detdet] GV, dtt A uagtet Man maae kunne baade lidt Latin og Lidt af ►allehaande Tungemaal, for at forstaae de samme lærde Mænds Dansk, hvilket vist ikke var Tilfældet med 👤ⓘ Saxos.Saxos.] GV, Saxos A Uagtet han derfor gjorde sig al mulig Umage for at holde reen Mund, og uagtet det lykkedes ham langt bedre end de Fleste hvis ►Latinitet Man nuomtide finder beundringsværdig, saa maatte dog ogsaa hos ham ►Naturen stundum gaae over Optugtelsen, og den taalmodige danske ►Puus blive kied af at holde Lyset og lade sig træde paa Halen, og derfor er det i alle Maader godt at kunne Dansk, naar Man vil fordanske ►Saxo eller ⓘ ►mestremestre] GV, mestee A hans danske Oversætter. Er det nu vist at den Nød: ►succisorum fruticum palus slet ikke bliver lettere, jeg mener den bliver haardere, at knække paa Latin, naar Man giør den til en ►Ellemose eller et andet ►Søl, end naar Man giør den til en Pæl, og er det fremdeles vist at Man paa Dansk godt kan sige: en ►Stav af ►Grenebrænde, men ikke vel et ►Kiær deraf, saa vilde jeg allerede derfor helst giætte paa ►Staven og lade ►Rec. sidde ganske simpel i Sumpen og ►Soppedasen. Nu er det fremdeles aabenbart at 17det ►sumpige Sted med samt sin Buskadse har her ingensteds hjemme uden i ►Recs. Hjerne, og allermindst i det 📌Karlevad ved 📌Karlevads Banken 👤Saxo omtaler, ►Rec. kan troe det var ikke ►Stikkler de Karle havde at fare med; som tyngede ►saa, at de maatte ►trække ud, som kunde skygge over det blinkende Sværd, og indbilde Skildvagten, at en Skov var kommet paa Benene. 👤Saxo siger jo ►og udtrykkelig at det var i en ⓘ SkovSkov] GV, Skov A (►nemus) paa hin Side ►Vaddet de ⓘ huggedehuggede] GV, hnggede A sig Grene, (►ramalia) som kunde overskygge dem paa Sletten, han bruger jo ►frutices for Grene, naar han siger ►frondes ac frutices humano more gradientes, det er jo denne vandrende Trylleskov ►Sigar kalder sit Varsel, og naar nu 👤Saxo i samme Aandedræt siger: heraf kommer det, at ►succisorum fruticum palus kom i almindelig Talebrug, i Folkemunde (►publico eloqvio) til at hedde ►lethalis, er det da ikke umuligt at 👤Saxo kan have tænkt paa et ►skyfaldet Kiær? er det ikke klart at ►lethalis udtrykker her, hvad det jo ogsaa ene virkelig betyder, ►fatum portendens, dødelig, saaledes som vi sige: en dødelig Sygdom, et dødeligt Saar, (►ⓘ vulnusvulnus] GV, vuluns A lethale) og hvem kan da tvivle om at her menes Noget af slige afhugne Grene der ansaaes for et Liigvarsel, og naar nu 18👤Saxo kalder dette Noget ►palus, hvad skal vi da kalde ►palus letalis ►ⓘ udenuden] GV, nden A en ►Helstav (som ►Helsot) og maae vi ikke forvisses om at de Gamle havde noget Saadant, naar vi i Islandsken finde det aldeles tilsvarende Udtryk ►feikn stafr og i Angel-Saxisken ►faken staf? Maae vi ikke, som jeg ogsaa i Anmærkningen berørde, finde Spor af slig Folketroe i den Green (►tams vöndr og ventelig ►gambantein af det Angel-Saxiske ►gombon) ►Skirner skar i Skove og truede ►Gerde med, og som jeg nu vil tilføie, i den Green ►Gygien gav ►Brynhild paa ►Helveien? Skulde dog ►Recs. simple Forstand ikke sagt ham, at det var barnagtigt at ville kuldkaste en saadan grundet Formodning med ⓘ SnakSnak] GV, Sank A om den haarde ►Construction som han jo dog ikke kan faae udblødt i Sumpen, og med hans fornemme Skeelen til 👤Peer Degn, som er dum nok til at mene Folk kunde kalde den grønne Green en ►Helstav? Mener da ►Rec. ikke at det danske Hjerte, der slog saa høit for sin Kongeslægt, kunde ►falde paa at forbinde bange Anelser med det i Naturen som havde bebudet ⓘ densdens] GV, deus A Undergang? Ja, skulde virkelig en Green der afhugges midt i sin Grøde, ikke være et saare træffende Billede paa en uformodenlig, ubetimelig og voldsom Død! var det ikke ganske muligt at den fra Arilds Tid gjaldt i danske Øine for et saadant, at just det 19vakde ►Sigars bange Anelse, og at ei alene 👤Saxo men Folket siden ansaae det Optrin, der saa ►underlig ►syndes at stadfæste den gamle Fordom, for at have givet den sin Oprindelse; og troer ►Rec. endelig ikke at den ►afhugne Boggreen det attende Aarhundrede kom anstigende med, var en ►Helstav for det Ædle i Landet, hvis Betydning kun falder tilbage paa Vikingernes Hoved, naar Skoven i aandelig Rørelse møder dem under 📌Danmarks Banner, og værner om den spæde ►Gyrithe der skal opvoxe til en ►Danne-Bod! Nei, det troer han ikke, men det troer jeg, og derfor blæser jeg i Trompet, blæser ►Skovhornet det bedste jeg kan, og blæser ad en slig Recension.

✂ ►Aspicio crepitus et tecta rubentia flammis Pollicitusqve ⓘ diudiu] GV, din A pacta revelat amor.

✂ Og jeg tør mene at ►Signes Kiærlighed skal ei ⓘ alenealene] GV, alene. A
Mindes til hvert Hjerte svales ►herneden, men
Mindes selv naar Verden svales og Hjertet gløder hist i Evigheden.

✂ ►Axis uterqve juvat, gemino celebrabitur orbe.

✂ Kun det er mit Svar til den trangbrystige ►Rec. der ei har bedre Hjerterum til ►Signes Kiærlighed, og ei bedre Forstand paa ►Habors 20Sang, som kan sige, det staaer ikke i Texten, hvad der giennemgløder Sangen, giennembryder alle ►Skranker, og leger under den aabne Himmel som en ►tonende ►Lue der kvæder om ►Habors og ►Signes evige Bryllup. Tænkde vel den ►Dane-Skjald hvis Hjerte rørdes til at kvæde slig en Lovsang, at hvad han bad tvende Verdner ►udtone, skulde faae ►aftonet over 📌Dannemark, saalænge Skoven stod med sin Kiærminde? mon han drømde om, at Hjertet skulde nogensinde vorde saa forkiølet i den lune ►Daneskov, at Nogen turde raabe over Marken til hans Frænde: du lyver; det har Skjalden ikke sagt at ►Signes Kiærlighed skal aldrig gaae af Minde! Mon 👤Saxo drømde om at den ⓘ BeskyldningBeskyldning] GV, Beskylduing A kunde giøres, fordi han ikke i Latinen fandt mere fyndige og stærke Ord til at angive ►Dannehjertets høie Vingeslag og dybe Tonefald end:

✂ ►Axis uterqve juvat, gemino celebrabitur orbe.

✂ Faldt det ikke ►Rec. ind at den øvede Digter dog maaske kunde forstaae den Ting lidt bedre end han, at det vel kunde giælde om ham med den megen Kiærlighed til de gamle Skjalde, og hans olddanske Frænde hvad der staaer i Texten:

✂ ►Una animi reqvies, par in amore fides som jeg her vil oversætte.

✂ 21Ved det danske Moder-Hjerte
Begge fandt vi ►Bod for Smerte,
Derfor ►og med samme Tunge
Tro om Kiærlighed vi sjunge.
►Felix qvi tanto meruit consorte juvari
Nec male tartareos solus adire deos!►

✂ Det vil jeg her have forstaaet om det danske Moder-Hjerte, som den gamle ►Rimer fandt i det ►mindekiære Folk, der giemde Sangen om tilsidst end ikke bedre end i 👤Saxos Kiste, det Hjerte som den unge ►Rimer ogsaa fandt, dengang han trykkede den visne Blomst til ⓘ sitsit] GV, stt A, saa den oplivedes og søgde ►blye sin gamle Plads i Lunden under 📌Sællands Bøg, som 📌Danmarks gamle ►Toneblomst, den prunkløse, venlige Kiærminde. Ja, jeg ►føier det:

✂ Lyksalig den ►Rimer, som midt i sin Smerte
Kan finde og føle den herlige Trøst:
Sig rimer min Sang dog med 📌Dannemarks
Hjerte,
Og sødt skal jeg hvile ved 📌Dannemarks
Bryst!
Maae han ►end ►drages med ►dumme Afguder,
Stedse dog Bistand ham Hjertet bebuder.

✂ Saaledes oversætter jeg her for min ►Rec., og havde jeg oversat saaledes i Bogen, da kunde ►Rec. hvad han nu lader være, leet af sit Hjerte, men der oversatte jeg:

✂ 22Med en ►Fylgje som den bedste
Han kan ►Valhals Guder giæste

✂ og det skal ►Rec. lade staae, indtil han kan sige mig hvad det var for Ord 👤Saxo oversatte: ►Deos tartareos, da jeg selv slet ikke er vis paa det var ►Valhals Guder. Slige Tvivl falde imidlertid ikke ham ind, hvert Ord der staaer i de islandske Bøger, især i dem hvis slette Smag røber deres Tidsalder, det er for ham et Evangelium, hvorefter det skal afgiøres hvad Man troede og selv hvorledes Man talde i den fjerneste Oldtid, og det ikke alene der hvor Bøgerne have hjemme, men i hele 📌Norden, ogsaa i 📌Dannemark, hvor bestemt Man end kan skiønne, og hvortit Man end ved ►Saxo mindes om, at det der var i mange Maader anderledes, om Man end sjelden kan med Bestemthed sige, hvordan. Paa et saadant islandsk Afguderie er da den sprænglærde Anmærkning bygt, at en ►Fylgie nødvendig maatte see ud som et umælende Dyr, ligesom ogsaa den, at jeg ikke alene snakker udenad men udenom, naar jeg lader ►Habor synge om den der har ►Signe med sig,

✂ Han har, sært men sødt at sige
Selskab i de Dødes Rige,

✂ hvilket skal være unøiagtigt baade med Hensyn til Tanken og til Oversættelsen, thi, hedder det, at ►Hagbarth havde Selskab i de Dødes Rige 23var ikke sært, thi alle ventede de jo at drikke Miøden i ►Odins Sal, men at han fik Selskab paa Veien did, det trøstede ham.

✂ Hvor Man dog kan blive klog ved at omgaaes med saadanne fine Boglærde! Rigtig nok har jeg selv skrevet en Bog om ►Nordens Mythologie, som de der ikke har bedre Forstand, vil bilde mig ind skal ikke være saa gal, men der kan Man dog see, hvor uvidende jeg var, jeg vidste ikke engang hvad en ►Fylgie var, vidste ikke engang at ►Habor skulde til ►Valhal, hvor der var Selskab nok, saa han behøvede ikke sin Kiæreste, hun skulde kun som en anden Tjeneste-Pige lyse ham med sin Lygte til ►Valgrind og saa – ja kiære Hr. Recensent! hjelp mig nu, der staaer jeg, hvor skal vi giøre af ►Signelil? hun vil ind med, men Islænderne sige hun skal blive ude, og Dommen er ►thinglæst i ►Literatur-Tidenden, og ►Habor vil dog have hende ind med og siger at han vil ikke gaae ene ind til ►Valhals Guder

✂ ►Cum restaurandæ Veneris spes certa supersit.

✂ ►Her er, min Tro, gode Raad dyre, men veed han hvad, Hr. Recensent! jeg vil ikke ►gaae imellem Bark og Træe ihvad saa han vil, jeg lader ►Signe gaae ind med ►Habor, lader Islænder24ne synge deres Sang, og nynner paa den danske ►Kæmpevise;

✂ Det er saa tungt at skille dem ad,
Som gierne tilsammen ville være,

✂ og finder ►det Nyn ikke Gienlyd i ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A Hjerte, da er det ikke dansk, og er den dunkle Tone fra det ældgamle 📌Danmark om Kiærlighed som den eneste, den evige Salighed, ham ikke mere dyrebar end al 📌Islands Sang om ►Einheriers ►Bordhold og Kamp, da er han at beklage. Ligner det ikke aldeles 📌Dannemarks Hjerte, ei at kunne nøies med et ►Valhal uden Kiærlighed? er det ikke aabenbart at den gamle ►Danneskjald lader ►Habor og ►Signe ei blot følges ad igiennem Dødens Porte, men ►og leve sammen i et kiærligt Ægteskab, ja udtrykkes mit: sært men sødt, ikke ved Ordene: ►ne apud manes qvidem amor ipse participis sui ⓘ complexumcomplexum] GV, comglexum A deperire patiatur, og maae vi da ikke, hvad saa end ⓘ ►VaftrudnirVaftrudnir] GV, Vaftruduir A og ►Grimnir, de gamle og nye, indvende, lade 📌Dannemark have sin Troe for sig selv, uagtet vi ei kan beskrive men kun ane den og giætte! Giætte maae vi vist efter den hele Fortælling om ►Signe, at Man i 📌Dannemarks Hedenskab har troet, at naar en Pige havde Mod til af Kiærlighed at følge sin Elsker i Døden, da skulde hun ►og leve med ham ensteds; Stedet kan vi ei nævne med Vished paa Dansk, men 25►Valhal heed det sikkerlig ikke, Navnet har vel staaet for 👤Saxo da han i en anden af ►Habors Sange oversatte: Hvad? ►elysios axes, jeg har igien oversat disse Ord ved ►Gladheim, den Bye hvori ►Valhal (efter ►Grimnismal S. 8) var en Gaard, eller den Gaard hvori det var en Sal, og langt fra Meningen kan det ei være, men om Sligt skal jeg vist ikke trættes. Kun Saameget vilde jeg sige for at vise min Sangs Skarpretter til sin ►Retter-Bænk, og minde om, at den søde ⓘ VeemodssangVeemodssang] GV, Venmodssang A fra gamle 📌Danmarks Lund lige saalidt er oprundet i den Harpe, 📌Norges ⓘ ►BragurBragur] GV, Bragnr A slog, som de Blomster den sære Kvinde ►under ⓘ VintersVinters] GV, Vintars A Hjerte rakde op af Jorden i 📌Danmarks Kongesal, vare groede paa ►Valhals Vægge, eller ►Einheriers Valplads. At jeg troer, vi i ►Vølusyn har en dyb men dunkel olddansk Troes-Lærdom, som vi i de andre Kvad finde deels glemt, deels blandet og forøget med norske Myther, at jeg anseer ►Odins Møer i ►Valhal for en Levning af den olddanske Forestilling, at jeg i ►Volsung Kvadene finder ►mærkelige Spor af Overgangen og af Kvinde ►Fylgier, det vil jeg her kun saa løselig anmærke, men ►Rec. vil jeg see til at berolige med den Forsikkring at jeg med Ordet ►Fylgie om ►Signe, kun vilde sige ►Selskaberinde (►consors) med et Ord mit Vers 26kunde taale, og troer derved ikke at have fornærmet de ►islandske Sagadyr.

✂ See, disse vare da ►Recs. Anmærkninger ved ►den Saxoniske Prøve, og jeg tør haabe at have viist, at i dem er ikke det Mindste af hvad jeg fandt dunkelt, oplyst, ikke en af mine Feiltagelser angivet eller rettet, ikke et eneste nyttigt Raad eller Vink givet mig, og heraf følger da Et af To: enten er min Oversættelse fuldkommen eller min ►Rec. en Stakkel, der vil med og kan ikke komme, ►vil giøre lyst men giør kun Vind.

✂ Dog, hold lidt, min Pen! ►Rec. har endnu lidt i ►Fikken til Begynderen i Modersmaalet, og er det end ingen ►Dressel, saa staaer han dog ganske strunk og ►strag for Nutidens Læsere, og viser dem et lille ⓘ ExcerptExcerpt] CV, Exceryt A af ►Borgestue-Snak, som han og ►Athene ere lige gode om, og beder mig det ikke at forsmaae, fordi det kommer drattende bagefter. Nei saamænd vil jeg ikke, jeg ⓘ kankan] GV, kau A jo nok vide hvorfor han ikke vilde ►nappes med mig om mine Udtryk i deres Sammenhæng, thi, skal jeg sige os, han kunde ►rivelig see at de, imod hans, var Karle ►udaf Vælten, og ►Karle for deres Hat, og groet bedre af Skarnet, end hans høitravende, stivbenede, ►angbrystige ►Udgangsøg, som gaae paa Næsen, saasnart de støde paa 27en Smule Brink, og det med alt det Skaberak og ►Dingel-Dangel som skulde løftet dem af Skarnet til Ære; hvordan skulde han, saa godt som mutters ene, med Staldbrødre, hvoraf Broderparten er ►Rips-Raps, vove at give sig ordenlig i Kast med dennehersens ►Friskytte der saa ►grummelig huserer i Fredskoven, og tager Seieren med en Trumf fra hver en ►Flødskiæg, i det samme hellige Øieblik som ►Flødskiægen raaber Triumph!

✂ See! det mener jeg er dansk baade i ►Borge Stuen og under ►Høieloft, og om end Foredraget er lidt komisk, vil dog ►Rec. neppe nægte at Tingen i sig selv kan være ganske alvorlig, ja tragisk nok for den som kommer drattende bagefter og dratter lavt men ►drøit, latterlig men ikke lattermild.

✂ Dette kunde ⓘ nunu] GV, uu A vel sagtens være nok, og meer end nok til lige Deling mellem mine danske ►Sprogmestere, der paa Kiøbenhavnsk-Parisisk bilde sig ind de have slugt det danske Sprog, fordi de er født ►ensteds i 📌Dannemark om det ►og var i 📌Dannemarks 📌Gascogne: 📌Kiøbenhavn, og kan stave sig frem fra ►A. B. C. til H. I. K. i ►Videnskabers-Selskabets Ordbog, og kan paa en Maade giøre sig forstaaelige paa ►Prænt; væve det nu brugelige ►treskaftede Hvergarn med tydsk Islet og islandske Fryndser. Det 28kunde være meer end Svar nok til ►Literatur-Tidenden og ►Athene, naar de vil rense min Stiil, og vrage hvad de hverken kan maale eller veie, de til hvem jeg, uden ►Komplimenter maae sige: ►fei først saagodt for jere egne Dørre, som jeg ►alt har feiet for min, førend I vil ►støve ned hos mig, thi nu ►løber I kun med Limestangen og leder under Loftet efter Spindel-Væven som sidder i jere Øine, og lige for jer egen høie Næse, og hvor kan I da vente andet af mig, end at jeg, for at have Fred i mit Huus, og Roe til at bone af og pudse ►og, lader Kosteskaftet dandse paa jer Ryg, til I smukt vender Næsen hjem og passer ►jer Dont! Jeg synes I maatte takket mig til, at jeg lod jer saalænge uskyldig have Ord for at føre et godt Sprog, uagtet I ►reed det til Vands, og ►kiørde i Ring og ►trak Rus dermed, saa en Steen maatte sig forbarme; tænkde I ogsaa, jert Sprog havde deilige Fjere, saa vidste I jo dog tillige at mit havde Meer end det, havde Neb og Kløer; meende I ►og jeres Næse var god, saa vidste I jo dog at ogsaa jeg har en Næse imellem mine Øine, og ►hvor kan I mene at den er forstoppet, fordi den har Been!

✂ See! det er ogsaa ►Borgestu-Dansk, lave og uædle, men ►drøie og træffende Udtryk, Skolemesterstiil, men ikke den der føres hos ►Athe29ne hvor Drenge spille Mester paa ⓘ BordeBorde] GV, Barde A og Bænke, eller i ►Literatur Tidenden, hvor Folk, der skulde have bedre Forstand, ►staae med Huen i Haanden for hinanden og for Alt hvad der er ►i Vælten i Verdens ►Styrvolt, og ►klappe Enhver som vil kysse deres Riis, og som naar de vil holde Nogen i Ave, spytte engang, stride løs med Nathuen og raabe ►Dada, uden først at see efter, om det er en Dreng eller en Mand i Aand og Forstand de har for deres Haand, uden først at besinde sig paa, om det er ►Drenge-Spilop, eller Mands ►Vækop, der har ►sat dem i Hede, uden først at betænke, om de veed hvad de giør, og kan staae ved deres Ord, naar den de kaste Nathuen til, holder den i Veiret og spørger: var det til min Naboe eller til mig? nu vel! Huen har jeg, og kan I barhovede taale Regn, jeg kan taale ►Dasken, og har Rum i min Lomme til saadanne Huer i ►Snesetal.

✂ Det er mit rene, nødvendige, haarde men velmeente Svar til Vedkommende, som i ni Aar ei har villet lære at jeg er ingen Grønskolling mod dem, som ei har villet ⓘ troe,troe,] GV, troe. A at jeg hidtil skaanede dem, fordi jeg haabede de dog selv skulde lukke Øinene op, som maae have tænkt det var Spas eller Pral, da jeg ved Enden af forrige Aar erklærede, at ►ieg nu vilde tage Skeen i en anden Haand og ikke længer lide at ►Godt 30Folk► gjorde Spas med mig og mine Bøger, men prøve, hvem af os der kunde spille bedst, naar der endelig skal spilles, naar Tiden endelig skal fordrives med Spas.

✂ Men, fordi jeg ikke skylder eller kan giøre slige selvgjorte Dommere anderledes Regnskab, ⓘ kankan] GV, kau A og vil ikke længere lide deres jammerlige Fornemhed, kan og vil ikke svare alvorlig og beskeden, paa Rettelser og Indvendinger der bydes og giøres mig i Skolemester-Tone som om jeg var en Dreng i Aand og Tale, som om min Mening var ingenting imod Andres, og jeg uberettiget til at lægge mit Ord med i Laget af 📌Dannemarks Boglærde, fordi det er ►saa, derfor bør det dog ikke være min Skyld, om Nogen mener jeg er opblæst af mit eget Intet, og drømmer mig ufeilbar, og, hvad nu min Stiil og mit Sprog angaaer, da betænker jeg mig intet Øieblik paa at bekiende: jeg forstaaer ikke mit Modersmaal, jeg veed godt at jeg for det Meste skriver det maadelig og tager ikke sjelden feil, men Ingen af 📌Dannemarks Skribentere har godtgjort at han forstaaer det bedre, de Fleste skrive det slettere end jeg, og selv de Bedste tage langt tiere feil end jeg, netop fordi de ansee sig for udlærde, medens de endnu, saavelsom jeg, kun har begyndt at stave, og 31mene kun de kan lægge rigtig sammen, fordi de ikke ►kiøre i Hob som de Andre.

✂ Jeg vil haabe at de jeg skriver for maae have mærket at dette er mit ramme Alvor, og da selv mine arrigste Fiender og Forhaanere indrømme mig, at jeg kan ►føie mine Ord med de Bedste, saa vil og maae jeg ogsaa bede om at have om Sproget og om Ordene et lille Ord at sige, og det skal da være min første Formaning, ei at lade haant om ►Borgestu-Ordene, og Talemaaderne derinde i sig selv, om de saa bruges og anvendes nok saa ilde, og ihvor slemt de end maae skurre i fortydskede, forfinede, forskruede og overalt forvænte Øren! I den store ►Borgestue, i hine Tider, da Man talde udaf Hjertet og skrev udaf Munden, der, af dem, som da havde Hjerte i Livet og Forstand i Panden og 📌Dannemarks Tunge i Munden, af dem skal vi lære Dansk, men hvad vilde det Par Viser og Bøger vi fra den Tid ►end har tilbage forslaae, eller nytte, dersom vi ei kunde faae dem udlagde, rettede og ►formerede i ►Borgestuen, hvor menig Mand sidder, og taler sit Modersmaal som ingenting, som om det var Verdens eneste Sprog, og taler det naturligviis i Grunden, ⓘ somsom] GV, sam A 👤Thyre Dannebod, thi Led for Led, og Mand efter Mand talde jo Sønnen sit Modersmaal, og fremmede Skarer har aldrig, det Gud være 32lovet! faaet Fodfæste paa Marken og Raaderum til at ►forvende ►Maalet eller skamskiænde Tungen i 📌Dannemarks Mund, og i 📌Sælland, 📌Dannemarks Hjerte, der skal vi lære Dansk, thi i vort Modersmaal ligger Hjertet paa Tungen. Altsaa, i ►Borgestuen har jeg lært hvad Dansk jeg kan, for ►Borgestuen skrev 👤Anders Sørensen Vedel, for ►Borgestuen skriver jeg om de forrige Tider efter 👤Saxo og 👤Snorro, og den Dom Man i ►Borgestuen vil fælde over Sproget, er mig mere værd end alle de Sprogkyndiges, hvis Gaver jeg end saae paa Prent, end sige deres jeg ikke vil nævne. Man skal kun aldrig bilde sig ind at jeg derfor vil formene 👤Peder Syv i Tankegang og Tungemaal at ►føre sin Besyv, men ►stikke skal han først den Gamle som Bedstemoder har ►sat i, det har jeg lært i ►Borgestuen, og er den Gamle Hjerter To, saa glemmer vel 👤Peer Syv at stikke, og giemmer sin ►Besyv, og takker Gud at Bedstemoer er hans Makker og kan lidt Meer end alle veed. Paa anden Dansk: jeg veed ret godt, at vi har bildt os ind, vi havde giort et Underværk, ifald vi kunde i Hjerte og Sprog udslette hvert Spor af de forrige Tider, ifald vi kunde lære Folket at tænke og tale saa frit, saa tomt og saa galt som vi selv, der kaldte os fornemme, oplyste Folk, men jeg veed ►end dette forvist, at af de forrige 33Tider og Folket skal vi lære baade at tænke og tale, og kun naar vi ydmyg bøie os for Hjerteloven; under Loven efter den Høiestes Hjerte i Troe og Eftertanke, og under Loven af Danne-Hjertet i vort Modersmaal, først da kan vi ►lære stykkeviis at erkiende Dybden i begge, at forstaae Guds Ord, og derefter rense, adskille og forbinde Tider, Tanker og Ord. Mangt et Ord i vort Sprog og mangen Vending kan være at forkaste, og saare meget er deri at forbedre og udvikle, mangt et Ord og mangen Talemaade passe kun paa visse Steder, men kunne maae Man Sproget før Man vil tænke at forstaae det, klart maae Man indsee og tydelig kunne forklare det i Sproget. Man vil forskyde, eller rette, og naar Man det ikke kan, da lade hver følge sin egen Følelse eller Indsigt, thi hvem af os der taler bedst og hører finest, det er et Spørgsmaal, der maae grundig besvares, før det er afgjort. Saa gierne jeg da end ønskede at see min danske Stiil rettet, saa inderlig gierne som jeg fremforalt vilde oversætte ►Saxo og ►Snorro paa saa reent og ægte Dansk som muligt, kan jeg dog ei udslette eller forandre et eneste Ord efter Andres Tykke, med mindre de klarlig bevise mig, enten at Ordet ei betyder eller ei udtrykker hvad det skal, at det enten skader Meningen eller Virknin34gen paa det Sted det staaer. Den der bygger sit Huus efter hver Mands Raad, siger 👤Anders Vedel, faaer en kroget og vanskabt Bygning, thi saamange Hoveder, saamange Sind, og det synes mig aabenbart, at er der ►og en Knast i Stolpen, saa holder den dog bedre, end om Man hugger Knasten ud og ►fælder Stumper i, ja ►heller maae mit hele Huus staae lidt paa Hæld, og holde sammen, end gabe overalt for at staae jævnt, det skal jo ei staae evig, og er der kun forsvarligt Tømmer i, saa due Stumperne og min Eftermand skal takke Gud for dem, og gaae i Rette med mig som jeg gaaer med 👤Anders Vedel.

✂ I 📌Sælland er jeg født, i 📌Jylland er jeg opfostret, paa 📌Falster og 📌Langeland har jeg opholdt mig, intet Sprog uden Dansk har jeg elsket eller talt fra min Barndom af, ⓘ BibelenBibelen] GV, Bibeleu A og de gamle Krøniker har jeg læst, skiøndt, Gud skee Lov! ikke nær ►aflæst, noget Islandsk kan jeg, lidt Angel Saxisk lærer jeg, noget Øre for Velklang nogen Sands for Skiønhed har jeg ogsaa, de mest forskiellige Mennesker ere enige om at min Stiil i det Hele er ægte dansk, kun hvad der i det Enkelte ikke er det, derom er Man uenig, den der ikke kiender eller ynder det gamle Sprog klager over mine Archaismer, ►Sællandsfaren over de jydske, Jyden over de sællandske ►Provin35cialismer►, den som er forelsket i det forfinede Omgangssprog og Stilen i Bøgerne fra de sidste tre Snese Aar, da Man for det Meste hjalp sig med Kiøbenhavnsk eller gjorde Blæst med ►Halvtydsk og ►sesqvipedalia, laste det Trohjertige, ►Drøie og Fyndige som plat og uædelt, ethvert af disse Partier kunde jeg let fyldestgiøre, men med samme Stiil tækkes dem alle kan kun den der vil spille ►løselig paa Overfladen, lade Sproget flyde og boble, som Vand ►forsat med lidt Sæbe, og det vil jeg ikke; jeg vil stedse stræbe at lære bedre Dansk ved at gaae den Vei jeg nu kiender, jeg vil gierne tage mod Overbeviisning, men naar Nogen siger om hvad der klinger godt i mit Øre, at det skurrer i hans, om Noget som smager mig, at det har en Afsmag i hans Mund, da maae jeg svare: om Smag og Behag kan Man ei disputere, og naar de der er langt bag efter mig vil med Myndighed ►paatrænge mig deres Smag, da maae jeg lee og bede dem skylle Munden, og see om ikke da den slemme Smag vil fordele sig.

✂ Jeg haaber, at de Læsere som elske vort velsignede Modersmaal, der vel som Alt under Solen, er saare ufuldkomment, men udentvivl af alle Sprog skikket til at modtage den største Fuldkommenhed, ikke vil ►fortryde paa at jeg saa læn36ge, har opholdt mig ved denne Sag, thi i vore Dage, da næsten enhver Forfatter indbilder sig at føre et godt Sprog, og at kunne forbedre hvad han ikke forstaaer, paa en Tid da Man indbilder sig at kunne lære at skrive kiønt ved at ►udskrive smukke Bøger og ►efterskrive Andres ►Hænder, indbilder sig Man kan lære at skrive Bøger som at skrive Bogstaver, kort sagt, i en saa forkvaklet, forskruet og forfængelig, handværksmæssig Tid, da selv blandt Almuen ►Kierne-Sproget er i Flugten, i en saadan Tid ►giøres det hardt behov at tale et sundt Ord med, ⓘ og tilligeog tillige] GV, ogtillige A i sin Skrift at frelse hvad frelses kan af ægte danske Ord og Talemaader, om de end stundum giøre Stilen lidt knudret, thi den kan Man sagtens glatte, men at gienføde eller erstatte det Tabte, det er en Konst der nok vil være tung at lære.

✂ For nu at komme til ►Rec. igien, da siger han med sin ret komisk vigtige Mine, at slige Udtryk som de vi talde om, kunne ikkun saare ⓘ sjeldensjelden] GV, sjeldeu A passe hos ►Snorro, naar maaskee en Mand indførtes talende i Almuens Kraftudtryk, i øvrigt er 👤Snorros Sprog ligesaa værdigt som det er simpelt. Mod Aanden i ►Saxo ere de aldeles stridende, thi 👤Saxo bestræbde sig just for et ziirligt Foredrag og rhetoriske Vendinger.

✂ See, see! saae Man det? kom nu igjen og kald ►Rec. en ►Kastekiep! Hidindtil har jeg været 37saa tosset og meent, at i gamle Dage brugde baade Høie og Lave de Kraftudtryk, vi nu kun finde hos Almuen, og, seer jeg ikke feil, har 👤Snorro saavelsom 👤Homer været af samme Formening, men Man skal lære saalænge Man lever.

✂ Jeg havde ogsaa bildt mig ind at det var Aanden i det danske Folk og ikke Vinden i 👤Saxos Latin Man skulde stræbe at tilegne sig, og udtrykke, og efter den Indbildning har jeg behandlet det ziirlige Foredrag og de rhetoriske Vendinger, men nu hører jeg da det skal være feil, og faaer da vel give tabt, men dog vil jeg først tage mig ⓘ denden] GV, oen A underdanige Frihed at spørge ►Rec. hvordan han kan forsvare at rose en Oversættelse i det Hele, som heeligiennem er bygget paa saa ►ravgal en Indbildning, paa den Fordom, at Man ►heller skulde adspørge 👤Anders Vedel og ►Kæmpeviserne, og Almuen og sin egen Danske Følelse, end 👤Saxos Ziirlighed og Pathos, naar Man vilde vide hvorledes Danske Folk talde i gamle Dage, og hvordan 👤Saxo udtrykde sig, naar han talde Dansk?

✂ Hvad 👤Snorro angaaer, hedder det fremdeles, var Oversættelsen af denne Forfatters prosaiske Deel meget lettere end af 👤Saxos. I det Hele er den tro og flydende. ►Rec. vil kun bemærke enkelte Steder der kunne berigtiges.

✂ 38Det skulde være mig ⓘ inderlig kiærtinderlig kiært] GV, inderligkiært A, ifald dette var sandt, thi det vilde betydelig formindske mit Arbeide; men, desværre, er der kun meget lidt sandt i samme Snak. Jeg finder 👤Snorros Prosa langt vanskeligere at blive færdig med end 👤Saxos, og finder det ganske rimeligt at der hører mere til at efterligne et livfuldt Malerie uden at efterabe eller forfuske det, end til at drage et Forhæng tilside, jeg mener det vilde være et sandt Mesterstykke at fordanske 👤Snorros Prosa i hele sin simple Høihed, sindige Dristighed, Kraft og Klarhed, Noget Man udentvivl aldrig naaer, selv med den høieste Anstrængelse, end sige, naar Man, som ►Rec. anseer det for Smaating. Saare megen Tid og Flid har jeg anvendt paa 👤Snorros Prosa, men er endnu langt fra at finde min Oversættelse i det Hele troe og flydende, jeg ønskede af min ►Rec. ei alene enkelte Rettelser, men i det Hele Underviisning om, hvorledes Man skal forbinde de korte Sætninger, vort Sprog ikke taaler, uden at skade Begivenhedernes levende ►Opførelse, om jeg saa maae sige, hvorledes Man skal finde en Tone der kan udtrykke de hurtige Overgange, Man paa Dansk ei maae følge, hvorledes Man i det Hele skal kunne slutte sig ►vedbørlig tæt til ►Frænde-Sproget, uden at giøre Vold paa sit eget; hvorledes ►Danne-Kvinden skal i ærbar Kiærlighed for alle 39Folks Øine favne sin Norske Brudgom, hvorledes hun paa Kiærligheds Vinger skal følge hans Kæmpespring mellem Klipperne, og hurtige Skieløb, hvorledes hun skal samle hans Ord i sit Hjerte, for, uden at ►forvende sit ►Maal, at sige hans Mening saa troe og inderlig, at han ikke nænner at tage hende Ordet af Munden, men trykker hendes Haand til sit Hjerte, og siger rørt: det var hvad jeg meende, vær du min Tunge og Tolk!

✂ Dog, paa Saadant har min ►Rec. kun lidt Forstand, siden han kalder et saadant Arbeide lettere, end at lade ►Danne-Kvinden fortælle sine egne Hændelser og sige sine egne Tanker paa Dansk, siden ⓘ hanhan] GV, hau A mener at den aldeles udanske Oversættelse i ►Folio-Udgaven, gjorde mig Arbeidet til et temmelig let Foretagende, og siden han ikke retter en eneste af mine Feiltagelser, men vil lære mig at oversætte galt.

✂ For at oplyse dette, vælger jeg det Sted ►Rec. vilde rette, nemlig Talen om 👤Dag Ringsen, hvis Fader 👤Olav havde fordrevet, men bad nu ham giøre sig Følgeskab paa det Norske ►Tog, og dermed vinde sine Fædres Odel igien. Da det ikke har behaget ►Rec. at bevise mit Arbeides Ubetydelighed med en Prøve af den islandske Text og den forrige Oversættelse, vil jeg, især 40da jeg her maae omtale begge, giøre Lidt af hans Skyldighed.

✂ ►ⓘ EnnEnn] GV, Enu A er thessi ordsending kom til 👤Dags, tha fell hönom that vel i skap; lek hönom landmunr miök a at fara i 📌Noreg, ok taka thar vid riki thvi sem frændor hans höfdo fyrr haft, svarar ⓘ hannhann] GV, haen A skiott thesso mali og het ferd sinni. 👤Dagr var madr skiot-ordr ok skiot-radr, havadamadr mikill ok hreystimadr, ⓘ ennenn] GV, en A eingi spekingr at viti. Sidan samnadi hann ser lidi oc feck nær XII hundrot manna, for hann med that lid til fundar vid 👤Olaf konung.

✂ ►Folio-Udgaven

✂ Da 👤Dag fik dette Budskab, behagede det hannem meget vel, thi han havde stor Lyst at komme til sit ►Fædreneland (og ønskede gierne) at drage til 📌Norrig, og faae det Rige, hans Slægt havde tilforn havt, han svarede derfor hastig derpaa og lovede at drage med Kongen. 👤Dag var ►bradordet og snarraadig, hastig sindet og en ►drivendes og frimodig Mand men ikke synderlig viis. Han forsamlede Folk og fik ►heden ved 1200 Mænd, med hvilke han drog 👤Kong Olav i Møde.

✂ At dette er stivt og udansk føler vel Enhver, men hvorledes det kan blive Dansk er neppe saa nemt at sige, som ►Rec. mener. Naar Man imidlertid kiender Lidt til Moders Maal veed 41Man at hun ikke holder af de lange Haler, vil ►heller først see sin Mand stivt i Øinene og deraf forklare hans Adfærd, end først betragte den og siden tænke efter hvor den har hjemme. Kiender Man endnu lidt meer til Modersmaalet, da veed Man det er lidt egensindigt og selvraadigt og gammeldags, saa Moder ikke godt kan lide nybagde Ord og allermindst naar hun ikke selv maae være med at ►deine og ►slaae op, og at Man altsaa, for at giøre hende ►til Maade, maatte være betænkt paa andre Ord til ►skiot-ordr og ►skiot-radr end ►bradordet og snarraadig, og det saameget mere, som de paa Dansk dog aldrig kan komme til at betyde hvad de skulde. Om ►bradordet vil jeg ikke engang tale, ⓘ dada] GV, de A ordet, som et Adjectiv af Ord, er reent galt, men selv det ►bradtalende, som ►Rec. foreslaaer, og det snarraadig han beholder, kan aldrig holde Stik, thi efter Lighed med veltalende og ►sødtalende, maatte ►bradtalende blive En som taler ►bradt gesvindt eller afbrudt, og ingenlunde hvad 👤Snorro mener: En der taler uoverlagt; snarraadig maatte efter Lighed med tvivlraadig, betyde En der snart kunde hitte paa Raad, men her skulde det betyde En som følger det første det bedste Raad han synes om. I Følge disse, som mig synes, klare Bemærkninger, har jeg ladet nogle af de sidste Ord bleve de første og oversat:

✂ 42👤Dag var ingen dybsindig Mand, ham var det første Indfald det bedste, og hans Hjerte laae paa hans Tunge, men han var rask i Færd og bold i Kamp; derfor klang Kongens Ord godt i hans Øre, og Hjemvee betog ham, saa han fornam stor Hjertens Attraae efter 📌Norge, og ►Odelsriget som hans Fædre havde fordum styret, han svarede da brat som Kongen bad, sankede Folk og stødte med saa omtrent Tolvhundrede Mand til 👤Kong Olav.

✂ Ingenlunde anseer jeg denne Oversættelse for fuldkommen, jeg haaber endog selv at kunne forbedre den lidt, men at jeg ikke har saa godt som fundet den i ►Folio-Udgaven, det kan Man see, og neppe vil ret Mange være enige med ►Rec. i, at jeg ►heller skulde skrevet som han:

✂ Da dette Budskab kom til 👤Dag, var det ret efter hans Sind, han syntes det var et godt Bytte at drage til 📌Norge og tage mod det Rige, hans Fædre der forhen havde eiet. Han svarer derfor hurtigen og lover at ville komme. 👤Dag var ►bradtalende og snarraadig, en opfarende og tapper Mand, men ikke synderlig viis.

✂ Ja ►Rec. har ►ⓘ upaatvivleligupaatvivlelig] GV, upaalvivlelig A Ret, at oversætte 👤Snorros Prosa saa ►yderlig slet, var et temmelig let Foretagende, men ogsaa et net Arbeide at ønske Nationens rigelige Understøttelse til.

✂ 43Dog, maaskee er der ⓘ NogetNoget] GV, Roget A i hvad ►Rec. siger, maaskee skulde Man dog ►heller oversætte ►lek hönom landmunr miök a: han syntes det var et godt Bytte, end: Hjemvee betog ham? ►Der er Bedragerie ved Bytte, siger Ordsproget, og det stadfæster sig udentvivl her, thi vel staaer ►landmunr ikke i 👤Bjørn Haldorsens ►Lexikon, men dog staaer der, som sandt er, at ►munr baade kan betyde Forskiel og Lyst, Behag, og at nu den ►landmunr der listede sig paa ham (►lek hönom a) ikke var et ►Landbytte men den ►Hjemlyst eller Hjemvee der er ⓘ NormandenNormanden] GV, Normauden A saa naturlig, synes mig klart. Hvorledes derimod ►Rec. har faaet den Lyst til Bytte, da ►munr slet ikke fristede, er mig aldeles ubegribeligt.

✂ De Vers som 👤Olavs Skjalde rimede paa 📌Stavsmyre kaldes hos ►Snorro ►aminningarvisor som jeg har oversat: ►Hvæsseriim, fordi ►aminning er Paamindelse, Opmuntring, og Versene gjordes for at muntre Folket til det forestaaende Slag; ►Rec. siger ⓘ derimodderimod] GV, derimed A ganske bestemt at det skal hede ►Minderiim, og mener altsaa iblandt andet, at Man kan mindes en Ting førend den skeer.

✂ ►Rec. giør sig tilgode over at det lader paa min Stiil, som om 👤Thorstein Knarrasmed var ►forfalden i Mandebod, og tænker jeg meende Kiøbmandsskibet oppe i den anden Ende, men ►den 44leer bedst, siger man, som leer sidst►, og nu maae jeg lee ad min ►Rec. som vil snakke med, og veed ikke at Man kan ►forfalde i Bøder for unødig Trætte.

✂ ►Illa samir ther at beriaz imoti oss edr skiota geigr-skot i lid vart, thviat her ero fiorir brædor thinir. Disse Kongens Ord til 👤Kalv Arnesen, før Slaget begyndte paa 📌Stiklestad, har jeg oversat: ⓘ synessynes] GV, syues A du det klæder dig godt nu at føre Vaaben mod os og skyde ►Giækkeskud i vor Hær hvor du har fire af dine Brødre! dette er ikke saa ganske rigtigt, og hedder bedre: her staae fire af dine egne Brødre og enten du nu vil stride imod os eller skyde i Luften, saa klæder det dig dog kun ilde. Kunde ►Rec. lært mig det, saa havde han dog gjort Noget, men nu skiød han kun hen i Veiret efter ►Gækkeskuddet og bildte sig ind det skulde være et ►Skrækkeskud, og for at jeg ikke skulde sige, det var det Samme som et ►Gækkeskud, forklarede han det meget forsigtig ved: et fiendtligt Skud, og det er just hvad der fælder ham, thi ►Folio Udgaven har ogsaa ►Skrækkeskud, men, saavidt Man kan see i samme Betydning som Skræmmeskud. Egenlig skulde da ►Rec. ikke herpaa have andet Svar end: ►thad er theim sköm fai their geig af vopnum sinum som her passelig kan oversættes: Fy: skam jer godt Folk! ►jer 45Bøsse slaaer Klik! men ⓘ jegjeg] GV, leg A kan jo sagtens tjene ham med en lille Oplysning, thi skiøndt jeg ikke stikker dybt i Islandsken, kan jeg dog mærke at min ►Rec. giør det endnu langt mindre, men ►slikker ⓘ kunkun] GV, knn A om Bredde, og ►kryer sig af ingen Ting. Ordet ►geig findes to Gange i ►Nials Saga: Kap. 78 hvor ►Gunnar paa Hlidarende siger de nysanførte Ord i det han griber en fiendtlig Piil og skyder tilbage, og Kap. 147 hvor der staaer om den Mand der vilde ►stjæle sig bag paa ►Thorgeir Skorargeir, at han fik Banesaar ►fyrri enn hann gæti unnit thorgeiri nokkorn geig. Nu hedder det vel i 👤Bjørn Haldorsens ►Lexikon at ►geigr er Frygt Banghed, men at det ikke her kan anvendes, sees let, hvorfor ogsaa ►Glossaret ved ►Nials Saga oversætter Ordet: Skade, Meen, men at det paa begge anførte Steder bedst oversættes ►Bagsmæk tør jeg troe. Heel ►mærkeligt er det ogsaa at selv mellem de Oversættelser der i ⓘ ►LexikonnetLexikonnet] GV, Lexikonuet A gives af de under ►geigr og ►geiga anførte Exempler, ere to som paa ingen Maade passe med Overskriften, selv naar Man tager ►clades med, thi: ►geigr er i thvi mali oversættes: ►latet angvis in herba og paa Dansk ret ►ominøst: den Sag er ikke reen, ►hann ⓘ skautskaut] GV, skant A nockrum örvum og geigadi that allt oversættes: han skiød nogle Pile men ingen traf, en Oversættelse der synes 46i alle Maader gjort for at drille ⓘ minmin] GV, mtn A ►Rec. Lægger Man end til at ►geigordr (►Niala Kap. 25) i ►Glossaret oversættes, ►sermone obliqvus og paa sit Sted om ►Skarp-Hedin vist betyder ►gantevorn da er det indlysende at ►Grundbemærkelsen af ►geigr er den samme som af det ⓘ tilsvarendetilsvarende] GV, tiisvarende A danske ►Giækkerie og at ►geigr-skot er et ►Giækkeskud eller ►Skrømteskud, som ikke skal træffe men glippe.

✂ En slem Misforstaaelse, siger ►Rec. er indeløben ved Oversættelsen af 👤Thormods Tilnavn ►Kolbrunar-skald, som her er bleven til ►Kulsvierskjald. At Oversætteren ikke vidste at 👤Thormod havde i 📌Island faaet dette Tilnavn, fordi han havde digtet Elskovssange til en mørkladen Piges Roes, var meget at undskylde thi dette staaer ikkun i den utrykte ►Fostbrødre Saga; men vel burde han have vidst, at Ordet efter sin Sammensætning ei kunde udledes af at brænde Kul, men maatte være sammensat af Kul og Bryn ͻ: Øienbryn.

✂ Jeg har ►afskrevet disse Ord for at mine Læsere kan have samlet paa eet Sted Alt hvad der ⓘ duerduer] GV, dner A af Recensionen. Hvad nu ellers den gruelige Feiltagelse angaaer, da seer Man let det ikke skader Læsningen meer end om jeg, som mine Forgiængere, havde ladet det islandske Ord staae, og mig ⓘ synessynes] GV, fynes A at Forskiellen mellem ►Kol47bruna► og ►Kolbrunar er ingenlunde stor nok til at giøre den ►Bemærkelse, jeg antog, umulig; ei heller var vel den Tanke saa urimelig, at Skjalden havde faaet sit Tilnavn af den ►Kulbrand i 📌Trøndelagen han raadte 👤Olav til, og udentvivl har den latinske Oversætter i ►Folio-Udgaven været af samme Formening, siden han ►forklarer ►Kolbrunar-skald ved: ►Kolbrunæ poeta. Imidlertid, forudsat at ►Fostbrødre-Saga ikke pleier at løbe med Snak, tager jeg med Fornøielse mod denne Underretning. Det er da for Findelønnens Skyld, kan jeg troe, at ►Rec. ►giør en ⓘ FlueFlue] GV, Flne A til en Elephant, men deri kan jeg ikke fortænke ham, den Stakkel, da det er den eneste Flue, han med al sin sure Sveed har kunnet finde. ►Skade at hverken han eller ►Athene har opdaget at Grunden til min Feiltagelse laae i min ►Kulsviertroe, thi ellers kunde de dog eengang i deres Liv sagt en ►Vittighed, som jeg nu vil forære dem i Findeløn, og mener dermed at have betalt Fluen som en Elephant.

✂ ►Skepti-fletta der oversættes ved Kiler, ere, siger ►Rec. lange ►Kieppe, vel egentlig ►flakte Spydstager. Først maae jeg spørge ►Rec. hvorfor han ikke melder at jeg kun har udgivet min Oversættelse af dette Ord for en Giætning, og dernæst om han virkelig mener de sloges med ►Kieppe paa 📌Stiklestad? At ►skapt 48kan betyde en Spydstage, at ►fletta efter 👤Bjørn Haldorsens ►Lexikon kan betyde at kløve, og at Ordet i ►Folio-Udgaven oversættes: ►flakte ►Stavre; see, alt det vidste jeg, og derpaa byggede jeg netop min Giætning paa et Kløveredskab en Kile, som det eneste beslægtede Udtryk der ►syndes mig at kunne hentyde paa et Vaaben, og maae jeg nu ikke sige med Digteren:

✂ Det kiedsomt er, naar det doceret blir,
Som man forkasted før Man sværtede Papir.

✂ Havde ►Rec. som en habil ►Antiqvarius oplyst hvad det var for et Slags Vaaben de Gamle kaldte med hint Navn, eller som en ►ingenieus Philologus udledt noget Rimeligt af Ordene, det havde været ►Taks værd, men hans storagtige: Det er – ingenting, giør slet ikke Sagen klar.

✂ Naar Man ret betragter Ordet, synes det klart at ►skepti maae gives sin naturlige Betydning: Skaft, og at det Andet altsaa betød Noget der sad paa Skaft og brugdes til at kløve eller flænge med, men om det var en Kiølle eller en Spade eller andet Sligt, maae vel ansees for ⓘ uafgjortuafgjort] GV, uasgjort A, indtil nærmere Oplysning.

✂ Jeg havde i en Anmærkning sagt at dette var et af de mange Prosaord, som trods Recensentens Forsikkring ikke findes i 👤Bjørn Haldorsens ►Lexikon, og da nu Bogen vir49kelig først siden er blevet recenseret i ►Literatur-Tidenden med samme Indvending som jeg har gjort, har jeg naturligviis ►forhusket mig og skulde sagt: trods Professor 👤P. E. Müllers Forsikkring i den paa hans Recensent Maneer skrevne Fortale. I denne Anledning bemærker min ►Rec. at min Harme mod det Slags Folk (vore nu brugelige Recensentere) gaaer saavidt, at naar jeg støder paa en Yttring, som forekommer mig urigtig, kalder jeg dens Hjemmelsmand en Recensent. Herpaa vil jeg kun svare at hvis Samvittigheden har slaaet min ►Rec. skal det være mig kiært, og at dersom nogen Dansk Skribent har Ret til at harmes over ►Literatur-Tidenden, da er det vist mig, men at jeg for Resten helst giver hver sit.

✂ ►Rec. tager sig fremdeles med besynderlig Kiærlighed af hiin ufordøielige Mundfuld Roes og vil forsvare den med en Henviisning til de fuldstændige græske Lexica som kan forøges med nogle tusinde Ord, men det hænge nu sammen med deres Fuldstændighed som det vil, saa er det dog nok vist at det græske Lexikon hvor Man forgiæves ledte efter en Mængde Ord i 👤Herodot var saare ufuldstændigt, og at det er latterligt at sige om 👤Bjørn Haldorsens ►Lexicon, hvad Hr. Prof. siger i ►Forerindringen: (S. XI) 50jeg tør paastaae, at hvo som ved dets Hjelp giennemlæser alle historiske Forfattere fra det islandske Sprogs gyldne Alder, meget sjelden vil savne noget Ord, ja ikke engang nogen usædvanlig Talemaade. Det er latterligt siger jeg, thi jeg har prøvet at søge Raad i den Bog, og tør paastaae, og skal, naar forlanges, bevise, at Man ikke kan læse langt i 📌Islands mest klassiske Bog, 👤Snorros ►Krønike, uden ret ofte at støde ikke blot paa Talemaader men paa Ord, som Man i bemeldte ►Lexicon forgiæves søger. Tør nu min ►Rec. optage den Handske jeg kaster, nu vel! saa faaer Man at see hvem af os der farer med Snak, men tør han ikke det, da skal han taale at jeg siger han ►falskelig har beskyldt mig for at ville kaste Skygge paa et Værk der er Frugterne af møisommelige og uegennyttige Bestræbelser, thi, forudsat at For-Talerens Paastand er urigtig, har jeg jo oplyst en Sandhed der var sat i Skygge; ingenlunde ►nedsat Værket, som jeg lod staae ved sit Værd, men kun udsagt min retmæssige Harme over, at en saa usand og ækkel Roes baade paa Latin og Dansk skal ►løbe Lande om, indbilde Folk at vi ikke høilig trænge til et bedre Arbeide, og give sprogkyndige Udlændinger Føie til at sige at Man i 📌Dannemark enten er ►yderlig fremmed i de islandske Bøger, 51eller inderlig forgabet i sine egne Æg. Man skulde sagt hvad Sandhed er: 👤Bjørn Haldorsens ►Lexicon er saare ufuldstændigt og kun forfattet med maadelig ►Skiønsomhed, men det er dog meget bedre end intet, og derfor bør det gamle Sprogs Elskere takke baade den Mand der arbeidede flittig, og de Mænd der velvillig befordrede Udgaven, takke og tage til Takke, til vi kan faae et bedre. En saadan ærlig, ægte dansk Tale havde visselig baade gjort Bogen og os mere Ære end den latterlige Basunblæst, der ⓘ kunkun] GV, knn A slaaer de Ukyndige, medens de Kyndige smile, og maae tage sig i Agt, for ikke at tilregne gamle 👤Haldorsen For-Talerens Brøde.

✂ Det ►Mindekvad 👤Sighvat Skjald rimede om Kong 👤Olav ►stællti hann eptir Uppreistar sögo. Om disse Ords Oversættelse var jeg tvivlraadig, ei fordi Man ikke veed af nogen egen Saga om Opstanden at sige, thi hvad kommer det ►Snorros Oversætter ved? men fordi jeg var uvis om Ordet ►stællti som jeg ikke mindes at have seet andensteds og søgde forgiæves saavel i 👤Haldorsens ►Lexicon som i de Glossarer jeg havde. Imidlertid formodede jeg det maatte betyde læmpede eller rettede, og jeg forstod det saaledes at 👤Sighvat, som ikke selv var tilstæde, gjorde sit Vers efter Andres Fortælling, den have nu 52været mundtlig eller skriftlig, dog ►syndes 👤Snorros Ord mig snarest at ►henpege paa det Sidste. Jeg oversatte da: ►Mindekvadet som 👤Sighvat gjorde efter ►Opstands-Krøniken, men tilkiendegav i Anmærkningen min Uvished og lagde til, at vel var her en Variant ►►Uppreistar drapo, men den ►syndes mere skikket til at indvikle end løse Spørgsmaalet. Sligt synes mig ►og indlysende, thi naar Man er i Uvished om Texten og Man da har en Variant der er ligesaa vanskelig, vakler Man imellem begge.

✂ Nu kommer min ►Rec. og tilstaaer at min Mening i sig selv ikke er ⓘ urimeligurimelig] GV, nrimelig A, men paastaaer at ►Folio-Udgavens er langt rimeligere, og docerer nu med en vigtig Mine denne, som er, at 👤Sighvat skulde have gjort sit Kvad som en Efterligning af 👤Halfred Vanraadskjalds ►Bodsdrape. Men spørger jeg nu min ►Rec. hvorfor den Mening er langt rimeligere, da faaer jeg, som sædvanlig, ikke andet Svar end hvad der staaer i ►Folio-Udgaven, og som netop var hvad der ikke kunde tilfredstille mig, ⓘ nemlignemlig] GV, uemlig A at Man ingen andensteds seer ►Opstands-Sagaen nævnet, som om det var noget Beviis mod dens Tilværelse, ja som om det nu var umuligt hvad ►Rec. nys kaldte rimeligt at 👤Snorro meende en mundtlig Saga. Skulde altsaa ►Folio-Udgavens Mening være rimeligere, da maatte det være enten fordi 53Man andensteds fra vidste at der var en særdeles Lighed mellem 👤Sighvats og 👤Halfreds Kvad, men derom taler Man Intet, eller fordi Varianten fandtes i de fleste eller bedste ►Codices, men ►intet mindre, i alle de Haandskrifter Man har havt for sig ved Udgaven staaer ►sögo og ►drapo er kun en Variant af en ►forkommet Haandskrift Lit. F. som i ►Fortalen (S. XXVI.) gives det Skudsmaal, at de af den samlede Varianter ere for det meste kun Skrivfeil. Hvorledes det nu kan gaae til at den Mening der ene grunder sig paa hvad der rimeligst er en Skrivfeil, kan blive langt rimeligere end den der grunder sig paa de gode Haandskrifters enige Vidnesbyrd, det er et Spørgsmaal som det ikke tilkommer mig men ►Rec. at besvare. Kunde der imidlertid findes noget Spor af ►særdeles Lighed mellem 👤Sighvats og 👤Halfreds Kvad, da vilde Varianten, som mellem en Snees Skrivfeil gierne kunde være en rigtig Læsemaade, vinde i Rimelighed ved den Omstændighed at Mange lagde 👤Sighvat hans ►Romer-Reise til Last, saa hans Kvad vel ►og paa en Maade kunde ansees som en ►Bodsdrape, hvormed han vilde betale 👤Olav sin Gield, hvilket jeg anfører fordi det slet ikke er mig om min Mening men om Sandheden at gjøre.

✂ 54Nu gaaer ►Rec. over til Versene i ►Snorro og der skal jeg da have Naadestødet eller ►Bagsmækket hvorefter Haanden saa øiensynlig har kløet giennem hele Recensionen. Først giøres mig da en Kompliment som den af hvis Digtertalent og store Kiærlighed til de gamle Skjalde ►Rec. i dette Stykke havde ventet saa meget (!!) og fulde af digteriske Skiønheder skal de Vers være jeg har leveret, men dog vilde ►Rec. meget beklage, om alle Versene bleve saaledes oversatte som de fleste jeg i ►Prøven har meddeelt, og han vilde ikke tage i Betænkning for saavidt at ansee Oversættelsen for mislykket.

✂ For nu at retfærdiggiøre denne Dom fortæller ►Rec. med en vigtig Mine, hvad vi alle veed, og hvad jeg netop anmærkede i min Fortale at 👤Snorro anfører de fleste Vers som Hjemmel for sin Fortælling, og slutter deraf at det ei er ligegyldigt om de forfalskes. Dog, om end intet historisk Træk gik ►forloren i en vilkaarlig Oversættelse mener ►Rec. dog at de derved mistede deres ►eiendommelige Værd som rene Toner af 📌Nordens Sange, og paastaaer at mellem de Vers jeg har leveret findes flere som ene eller for største Delen tilhøre mig selv, og altsaa i ►Heimskringla ere paa deres urette Sted.

✂ 55Vel har ►G. bliver ►Rec. ved, i Fortalen villet forsvare sin Fremfærd, men for det Meste fra en urigtig Synspunkt, som om det især var Spørgsmaalet om det gamle Versemaal og ►Riimbogstaverne, da der dog uden de sidste gierne kunde gives en troe Oversættelse. Min Yttring at jeg saae langt mere paa at Versene, uden at tabe deres Aand og Indhold, beholdt Livlighed og Velklang, om jeg end maatte bruge andre Ord og Vendinger, finder ►Rec. saa ubestemt udtrykt at den vel kunde forsvares, men naar det skal betyde hvad Man seer i mine Vers at der skal bruges Vendinger hvoraf ikke et Ord staaer i Originalen, og at stundum Originalens Hovedtanke udføres paa en ganske anden Maade, da er, mener ►Rec. Aanden opoffret ⓘ forfor] GV, fra A Velklangen.

✂ Min Anmodning til ►Dadlerne om at giøre det bedre afviser ►Rec. med den Bemærkning at de godt Folk vil ingen nye Oversættelse give af ►Snorro, men paastaaer at Man just af Agtelse for 👤Snorro og mit Digtertalent (!!) og med Hensyn paa at jeg ønsker med mine Medborgeres rigelige Understøttelse at give ⓘ enen] GV, eu A saadan, som hvad Prosaen angaaer var temmelig let, kan fordre jeg skal selv giøre det bedre. Min Undskyldning for at jeg har maattet ⓘ overspringeoverspringe] GV, vverspringe A eller giætte paa endeel ⓘ afaf] GV, nf A Skjaldenes 56Udtryk, vil ►Rec. ikke heller lade giælde, thi min alvorlige ►Skiemt om Skjalde Sprogets Dunkelhed anseer han for blot Spas, min Anke over at Intet er udgivet til Oplysning og at Versene ere saa slet oversatte i ►Folio-Udgaven kalder han ugrundede Beskyldninger, og henviser mig endelig til Professor 👤Magnusen, Hr. 👤Rask og den ►👤yngre Olavii Arbeide, hvilket sidste jeg skulde kunne faaet i Haandskrift.*Den Mulighed har jeg aldrig turde ladet falde mig ind, og da endog de trykte Ark af ►Edda ere mig nægtede, vilde Man udentvivl leet, om jeg havde forlangt en Haandskrift. Dette er et fuldstændigt Udtog af ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A Sigtelse men, hvad lære vi heraf? At min Behandling af de ►Snorroske Vers ikke smager ►Rec.! ►Nu det vidste jeg forud. At ►Hjemmelsvers ikke maa forfalskes, og at der i de fleste af disse ei er megen Poesie? ►Nu, det vidste jeg ogsaa, men har jeg villet oversætte dem som Hjemmel? Nei, jeg har tvertimod sagt (►Fortale S XXXII.) jeg mener det er klart, at saamegen Vigtighed den gamle Versebygning, ja tildeels alle Vendinger og Udtryk have for Historikeren, saa skal dog Oversætteren især af Versene i en ►Folke Krønike see langt mere paa, at de, uden at tabe deres Aand og Indhold, beholde Livlighed og Velklang, 57om han end derfor tit maae bruge andre Ord og Vendinger, giøre dem snart kortere, snart længere end dem han har for sig, og dette er nødvendigt hos ►Snorro, fordi de fleste Vers han, mest som historisk Hjemmel, har anført, ei have andet poetisk Værd end enkelte Billedudtryk og ►vittige Vendinger, som ligefrem oversatte vilde tit enten ganske ►tabe sig eller dog gaae ►forlorne for de fleste Læsere. Er ikke Grundsætningen her ganske bestemt udtrykt saaledes som jeg har anvendt den; og hvorfor har ►Rec. kun anført en Stump heraf? Var det for at indbilde Folk at jeg havde gjort hvad jeg ikke turde være bekiendt, at jeg havde lovet en ligefrem Oversættelse kun uden ►Riimbogstaver, og ►falskelig udgivet mine egne Vers for de gamle Skjaldes? ►Nu, ►var det myntet derpaa, da var Fremstillingen ikke saa gal, men ellers begriber jeg rigtig nok ikke hvad det kan nytte at fortælle Folk vidt og bredt at jeg virkelig har gjort hvad jeg sagde og ikke gjort hvad jeg sagde jeg ikke vilde. Nei, naar ►Rec. vilde baaret sig ad som en ⓘ MandMand] GV, Maud A, da skulde han søgt at overbevise mig om at min Grundsætning var falsk, søgt at bevise, enten at ►Snorros Vers ligefrem oversatte ⓘ kundekunde] GV, knnde A hos Lægmand forhøie Velbehagen i ►Snorros Læsning, eller at det var utilladeligt at behandle Versene som jeg gjorde og at jeg altsaa skulde, enten 58som 👤Peder Klausen udelade dem, eller ligefrem oversætte. Men, hvad Beviis har ►Rec. ført, hvad Grund har han angivet? Det er ►Hjemmelsvers siger han. Ja vel, men for hvem? for Folket i Almindelighed eller for Historikeren? Dog vel for den sidste, og for ham vil jeg jo ikke engang oversætte 👤Snorros Prosa end sige Versene, vil han undersøge 👤Snorros Hjemmel, da kan han vist ikke stole paa en Oversættelse, og allermindst paa en Oversættelse af Vers, hvis Mening saa ofte mellem de lærdeste Islændere var et Tvistens Æble, i hvilke mange Ord endnu vente paa deres ►ⓘ OedipusOedipus] GV, Ordipus A, og mange ei kan gives ligefrem uden at vorde Lægmænd aldeles uforstaaelige. Men, siger ►Rec. deres ►eiendommelige Værd som rene Toner af 📌Nordens Sang! ►Nu, det er som sagt, efter mine Tanker for det meste ikke stort, og det har de jo kun hvor de staae med deres ►Billedord og Bogstavriim, ⓘ ogog] GV, vg A naar disse ei kan beholdes kalder jeg den en Nar som vil pine sig for at faae hverdags Tanker til at hoppe i en Slags islandsk Takt, for at Læseren kiedsommelig skulde springe dem over, og en antiqvarisk ►Jernkræmmer rose det nette ►Spilleværk. Maae jeg dog spørge ►Rec. om jeg ikke havde Lov til at sige: jeg vil oversætte 👤Snorros Prosa, Versene derimod ere mig deels dunkle deels tomme, derfor vil jeg ikke oversætte dem, 59men derimod vil jeg paa passelige Steder indfælde nye Vers, som skal tjene til at oplive og dybere indprænte Fortællingen? Har jeg da ikke meget mere Lov til at sige: de af Versene hos ►Snorro som jeg forstaaer og finder poetiske vil jeg stræbe at oversætte, hvor jeg derimod kun finder eller forstaaer enkelte Billed-Udtryk eller ►vittige Vendinger, der vil jeg benytte dem paa det Bedste, og kun af al Magt stræbe efter at bevare de gamle Skjaldes Aand og intet historisk Træk tilsætte eller udelade? Troer ►Rec. ikke at den der ei kan læse Versene i Grundsproget faaer en sandere Forestilling om de gamle Skjaldekvad igiennem saadanne Efterligninger end giennem tørre ►Beenrade, ►nu, det blive hans Sag! men jeg maae see med mine ⓘ egneegne] GV, egnt A Øine og følge min egen Overbeviisning. Troer ►Rec. at en inderligere Forening af Klarhed, Liv, Velklang og Nøiagtighed end den jeg kan afstedkomme, er mulig, saa har jeg samme Troe, som ►og min Fortale siger, men jeg kan ikke giøre det bedre, og en ►Skelm der giør det bedre end han kan! At lærde Islændere tit i Prosaen og stundum i Versene kunde hjelpe mig tilrette, derpaa tvivler jeg ikke, men den Ringeagt hvormed jeg og mine Arbeider hidtil ere blevne ►begegnede af 📌Dannemarks Boglærde, maae vel ⓘ afholdeafholde] GV, afhølde A mig fra at bede Nogen ►ene Hjelp, og vilde de lærde Islæn60dere mig vel, da skulde de recenseret mine ►Prøver og friet mig fra den Sludder jeg nu har maattet spilde Tid paa at dæmpe. Nei, eenlig, saa hjelpeløs og eenlig som neppe nogensinde en boglærd Mand stod i 📌Dannemarks Hovedstad, har jeg maattet staae, og en retfærdigere Efterslægt skal vist snarere forundre sig over at jeg i den Stilling har kunnet gjøre saameget, end at jeg ikke har gjort mere, og jeg tør vædde med ►Rec. at naar hans Recension kun nævnes med dyb Foragt, da nævnes mine Prøver af ►Snorros Vers med venlig Agtelse, som et ikke misslykket ⓘ ForsøgForsøg] GV, Fvrsøg A.

✂ Men, maaskee er det dog sandt, at jeg nu, da jeg ønsker med mine Medborgeres rigelige Understøttelse at udgive en nye Oversættelse af ►Snorro, ei har Lov til at følge min egen Overbeviisning men skal følge – Recensentens? Hans dog vel neppe, om han ogsaa, hvad han vist ikke giør, vilde rigelig understøtte Værket, men sæt nu, at ►Recs. Mening i vor ⓘ meningsløsemeningsløse] GV, menings løse A Tid kom til at gienlyde fra Mark og Fjeld, saa maatte jeg vel dog, ja hvad maatte jeg? lade Folket give dem rigelig Understøttelse hvis Mening de hyldede? Ja, naturligviis, men mener ►Rec. at det rokkede min ⓘ OverbeviisningOverbeviisning] GV, Overbrviisning A eller at jeg vilde skotte til Folkets Dalere som hine til ►Ægyptens Kiødgryder, da tager han ►mærke61lig► feil. Jeg seer jo nok han mener det er for min egen Skyld jeg vil sanke Skillinger og oversætte 📌Nordens Konge-Krøniker, og da den Mening sagtens er Fleres, og i al Fald en ►Sæd der vist vil bære hundredefold Frugt, kan jeg ikke undlade herom ret klart og bestemt at sige min Mening.

✂ I min Fortale har jeg sagt hvorfor jeg ønsker at Krønikerne skal bekostes ved frivillige Bidrag, nemlig fordi jeg er vis paa, at den Slægt der ikke med Glæde bekoster dem er dem ikke værd. Jeg har sagt at jeg ikke ønskede at modtage en ►Hvid for mit Arbeide, men jeg sagde ogsaa, hvad jeg her gjentager, at som en fattig Mand uden Embede, turde jeg ikke troe mig vis paa at kunne ⓘ anvendeanvende] GV, anveude A den Tid Arbeidet fordrede, uden al Understøttelse. Kunde jeg nu naae mit Ønske at giøre Arbeidet uden al Betaling, hvem mener da ►Rec. det var som gav den rigeligste Understøttelse, Folket eller mig? ja hvem af os var det, selv i det Tilfælde jeg maatte nødes til at modtage et ►maadeligt Honorar: Folket der sammenskiød hvad de uden synderligt Savn kunde undvære, eller Digteren, der i det Mindste anvendte et Par Aar paa Arbeidet, paa et Arbeide, der sandelig ikke er tillokkende for en saadan? Jeg betænker mig intet Øieblik paa at sige, jeg troer fuldt og fast det 62var mig som ►bragde Fædrenelandet det største Offer, og hvis jeg heri tager feil, skal det usigelig glæde mig at overbevises, thi Arbeidet i det Hele er kun min Lyst, fordi jeg synes det er min Pligt, og det er mit ramme Alvor at jeg med Fornøielse vil overlade det til enhver som jeg troer kan giøre det endog kun ligesaa godt som jeg. Hvi jeg imidlertid anseer det for min ►besynderlige Pligt vil jeg ►og sige, for at Man desbedre kan rette mig, hvis jeg feiler. Jeg staaer nemlig i den Formening at kun en Digter kan sætte sig saa levende ⓘ tilbagetilbage] GV, tilaage A i Oldtiden, ⓘ somsom] GV, søm A den maae kunne, der skal oversætte de gamle Krøniker med Held, jeg anseer det for et sjeldent Tilfælde at en Digter har Sind til at erhverve sig de Kundskaber Oversætteren behøver, og hvad der er mere, til det møisommelige, langvarige og tildeels ensformige Arbeide slige Oversættelser kræve, til den Overvindelse det koster at anvende sin yderste Flid og siden skjule Fliden, saa en ►tykøiet ►Rec. skal sige: det er Smaating. Nu mener jeg, at det sjeldne Tilfælde er indtruffet med mig, da min naturlige Kiærlighed til Fædrene i Forening med min Christendom, holder mine Digternykker Stangen, og bemestrer sig mit Øie, jeg veed meget godt at 📌Dannemark har langt større Digtere og Sprogkyndige end jeg, men jeg veed ikke om det har 63nogen mere historisk, sprogkyndig Digter, og derfor agter jeg det for min Skyldighed at giøre mit Bedste, at sige naar Man vil tage til Takke, og ikke istemme ►Recs. ►drillevurne, uforskammede Tone, thi i saa Fald har jeg viist hvad jeg kunde og vilde giøre, og saa maae det være nok, og trøstig overlader jeg det til Efterslægtens Dom, enten 📌Dannemark har Ære eller Skam af, at Arbeidet blev ufuldendt. Hvorvidt nu Folket er enig med ►Rec. eller ikke, det skal vise sig deri, om Man til Udgangen af September dette Aar sammenskyder i det mindste de 13500 ►Rbdlr. vi har forlangt, den Ubetydelighed for to Riger som ►Rec. anseer for en umaneerlig ⓘ SumSum] GV, Snm A. Skeer det ikke, ►nu, saa veed jeg hvad jeg giør, men det veed ►Rec. ikke.

✂ Efter denne Forklaring maae det vel synes unødvendigt videre at besvare ►Recs. ►Anfald paa mine Vers, men for at det kan blive ret aabenbart hvor galt jeg har baaret mig ad, naar jeg, efter ►Recs. Mening bar mig galest ad, vil jeg endnu paatage mig det kiedsommelige Arbeide at bevise jeg har gjort hvad jeg har sagt, men rigtig nok ikke hvad ►Rec. siger.

✂ ►Rec. begynder med 👤Gizurs ►Hvæsseriim og siger at Meningen er ordret ⓘ dennedenne] GV, deune A: Aldrig skal giæv Mands Datter høre at jeg sørgede, vi ville berede os til Trængsel i ►Skjoldenes Møde. 64Skiønt de tappre Krigere sige at Man kan vente ►►Hedins Kvinde, skulle vi kiække staae 📌Norges Konge bi i Striden.

✂ Jeg gad vidst om det skulde være opbyggeligt for ►Snorros danske Læsere at læse Sligt paa et Slags Vers, eller Umagen værd at pakke det ind i Riim. Jeg mener ganske alvorlig nei, men jeg mener ogsaa ganske alvorlig at ►Recs. ⓘ OversættelseOversættelse] GV, Odersættelse A er ingenlunde ordret, thi der staaer: aldrig skal Herremands (►thegns) Datter høre at jeg sang sørgmodig (►ogladan æfa ᴐ: æpa) men Ordet hun skal ►spørge er: op og frem (►buumz) i ►Skjolde-Thingets Trængsel! seiervante Vaabenbrødre! lad kun meldes ►►Hedins Kvinde! vi dog vil i Pile-Haglen støtte troe paa ►Øster-Kongen. Her sporer Man dog Skjalden, og mon Man ikke hører ham selv tale ⓘ giennemgiennem] GV, gieunem A mit Vers

✂ Aldrig skal Jomfru i ►Bure
Klageriim efter mig sjunge,
Men som det gialder fra Lure,
Tone det skal fra min Tunge:
Op, op, I Kiæmper saa bolde!
►Klemmes og ►knager, I Skiolde!
►Hildur! lad Heltene vaagne!
Hid komme ►Hedin og ►Hogne!
Vi skal om Kongen af 📌Norge
Stande som Taarne og Borge.

✂ 65Kan jeg giøre ved at ►Rec. ei forstaaer de to første Linier og kalder de to følgende Fyldekalk, uagtet han som ►Literatur-Tidendens ►Kynding burde bedre vidst hvad Fyldekalk er, og istedenfor at lade Eftersætningen forklare sig det ►eftersjunge han snublede over? Hvad kan jeg giøre ved at ►Rec. ikke har Øie for det levende Billede af den almindelige Kamp i Folkesagnet om ►Hedin og ►Hogne, at han er naragtig nok til at ville nægte dem Plads i den Skjalds Vers, som ved at kalde ►Hildur ►►Hedins Kvinde tydelig viser, de stod ham for Øie, og gjorde det umuligt for ►Rec. uden hint Folkesagn han saa fornem skeler til, at vide det var ►Hildur han meende? Hvad kan jeg endelig giøre for at ►Rec. er pedantisk nok til at snakke om hvad Slags Fæstnings-Værker 👤Olav den Helliges Skjalde ventelig havde seet, naar Ordet Taarn kun bruges billedviis om Standhaftighed? Ja, naar det endelig kom til Stykket, mener da ►Rec. ikke Kong 👤Olav havde seet Taarne, og troer han aldrig Skjaldene nævnede ►uden hvad de selv havde seet? ►Rec. kan troe jeg er selv i saadanne Smaating langt mere betænksom og forsigtig end han bilder sig ind.

✂ Nu kommer ►Raden til 👤Thormods ►Hvæsseriim, som ►Rec. oversætter hvad han kalder ord66ret saaledes: den hoppende Piil ►fremtrænger sig til stort Slag. ►Vaabenstunden voxer. Nu skulle Mænd ei være frygtsomme. ►Lader os være freidige til Angreb, men skye blødagtig Tale, i det vi ►kunne glade gaae til ►Spydthinget med 👤Oluf.

✂ At dette ikke er Dansk vil jeg forbigaae, da vi ►alt har seet saamange Prøver paa ►Recs. Stivhed i Modersmaalet, men at det er tildeels galt og heel plat maae jeg dog anmærke. Der staaer nemlig: efter det stærke ►Staal-Hagelveir ►stunder den hoppende Piil, ►Alger-Timen nu slaaer, ei skulle ►Hovmænd da svigte, Stævning forkynde vi nu, og ei skulle blødsødne Karle mundhugges med os, naar vi, opsatte paa Strid møde paa ►Landse-Thinget med 👤Olav.

✂ Nu er mit Vers saa lydende:

✂ Pilen nu finder sin Hytte for trang,
Hopper som Fuglen i Bure,
Lyster at flyve med Susen og Sang,
Luften og ►Fylkingen fure.
Ikke ►saa ville vi ►Kongehalds-Fugle
Nu udi ►Ørneklo-Timen os skjule,
►Hildur vi hilse, som Bjørnene brumme,
Der hvor de Bløde maae blege forstumme,
Hvor vi til Thinge med 👤Olav nu fare,
Sværdene stævne og Skjoldene svare.

✂ 67Enten nu ►Rec. vil troe det eller ikke, saa kan jeg see, at det samme Billede som jeg har udmalet i de første Linier stod for 👤Thormod, ja at han malede det ligesom jeg for sine Samtidige, og skulde det nu ikke være min Skyldighed at række mine Samtidige et ►Seeglas da jeg veed de er ►smaaøiede? Naar ►Rec. selv finder at Udtrykkene: ►Kongehalds-Fugle og ►Ørneklo-Timen er i Skjaldenes Aand, da han ikke kan nægte at Meningen er udtrykt og den idelige Gientagelse af Spyd og Sværd trætter vort Øie, og da han ei ⓘ engangengang] GV, engɐng A kan sige mig bestemt hvad ►skelnir hölldar er, hvor kan han da være saa barnagtig at fortælle: de Ord maatte ikke bruges fordi de ikke staae i den skrevne ►Billedbog, som om jeg havde lovet at holde mig til den? De sidste fire Linier seer jeg nu kunde gives nærmere efter Texten, og vilde ►Rec. ⓘ lærtlært] GV, fært A mig det skulde han havt Tak, men udtrykke de ikke ►alt som de ere, Textens Mening, eller skal jeg troe ►Rec. bedre end 👤Olavsen og mine egne Øine? kunde jeg drømme om at ►Rec. ►vilde op at age og oversætte ►ⓘ ennenn] GV, enu A slökni seggir skyli ord um fordaz: men skye blødagtig Tale, da jo dog ►Folio-Udgaven ⓘ kundekunde] GV, kuude A lært ham det rette!

✂ Men, hvad hører Man? endog det gamle ►Bjarkemaal, udbryder ►Rec., maaskee det ældste 68nordiske Digt vi have ⓘ tilbagetilbage] GV, t!lbage A er unøiagtigen oversat. ►Nu, nu! ikke saa ivrig, Hr. ►Rec.! den Enthusiasme og stormende Nidkiærhed klæder ham ►tilforladelig slet ikke godt. Om nu ►saa var, at det gamle ►Bjarkemaal var oversat lidt unøiagtig, hvad saa? ►Rec. skulde min Troe først, som jeg, prøve sin Nidkiærhed paa dem der oversætter hvad der er meget ældre, og efter min Mening, en lille Smule vigtigere: ►Bibelen ikke lidt men meget unøiagtig, da tænker ⓘ jeg, hanjeg, han] GV, jeg han, A glemde at forivre sig over Smaating, og Smaating var det dog vel om en Linie i en gammel Krigssang var forfeilet, især naar jeg havde gjort mit Bedste for at ramme det Rette, og aldrig havde lovet at giøre Meer. See, nu tænker jeg ►Rec. omtrent er afkiølet, saa Man dog kan faae et lille Ord indført, og nu maae jeg da tage mig den Frihed at spørge hvori Ulykken egenlig bestaaer? Hvad siger han? saaledes staaer der hos 👤Olavsen og saaledes hos Grundtvig, den med Oldtidens Aand saa passende Beskrivelse af Morgenstunden er i den nye Oversættelse blevet til noget ganske andet, det Træk at ►Rolfs ►Kæmper kaldtes ►Adilses Staldbrødre er udeladt, og det er just vigtigt, da det viser at Skjalden sang det gamle ►Bjarkemaal og ikke en Omarbeidelse. Det var nu den første Strophe, og i den anden er de blot ►ætgode 69Mænd gjorte til Adelsmænd og vakkre Svende, som giver et falsk Begreb, da Man tænker paa Middelalderens Riddere og Svende eller paa Hoffernes Hirdmænd og Giæster. Og, hvad saa mere! Aa, ikke andet, har Peer Nittengryn ikke kunnet finde flere Gryn end de, saa maatte Verset være ganske ypperlig oversat, dersom ellers ►Rec. havde nogen Forstand paa Sligt, thi det kan saamænd altsammen blive godt endnu. Nu skal han bare høre sine evige Løier. Rigtig nok, seer han vel, har det hidindtil været høi Mode i ►Literatur-Tidenden og i de andre Literaturens ►Smaagader med tilgrændsende ►Slagterboder, at naar Man blot er af anden Mening end Grundtvig saa har Man Ret, men for slige ⓘ letfærdigeletfærdige] GV, letværdige A Læsere har jeg naturligviis ikke oversat ►Bjarkemaal, og forudsat nu, at jeg i det Mindste havde ligesaavel Lov til med Grund at være af anden Mening end 👤Olavsen som ►Rec. vil uden Grund have det samme, saa trøster jeg mig ►og til at forsvare mine Linier

✂ ►Længer ei, I ►Kæmper! ►lænter!
Sol og Værk paa eder venter.

✂ imod 👤Olavsens:

✂ Det er ►alt Tid for Trælle
Til Arbeide at gaae,

✂ og det havde derfor været ganske fornuftigt af ►Rec. at dæmpe sin Henrykkelse over det ⓘ gamlegamle] GV, gaml A 70►Krabask-Malerie, imens han saae efter, hvorpaa det egenlig kom an, om det deilige ►Trællesyn kun var en sød Drøm eller et Træk af den virkelige Verden. Der staaer nemlig i Texten

✂ ►Mal er vilmögum
At vinna erfidi►

✂ og at det er Ordet ►vilmögum som skal dømme os imellem, kan han ikke nægte. Er det nu saa afgjort, at det Ord betyder Trælle og ikke ►Kæmper? Nei, ►intet mindre, og Sammenhængen skal vist ikke friste, thi Beskrivelsen af Trællenes Morgenduelighed er saalidet i Oldtidens og Sangens Aand at ⓘ SkjaldenSkjalden] GV, Skjaldeu A aabenbar havde ►solgt Hovedkiød hvis han havde opmuntret ►Kæmperne til at vaagne med den Bemærkning, at nu var det Tid for Trælle at gaae paa Arbeide. Varianten frister ikke heller thi det er ►vikingum, og det maatte da aabenbar ei alene være en afgjort Sprogfeil at oversætte ►vilmögum ►Kæmper, men en tvungen Sag efter Sprogloven, at oversætte det: Trælle, naar Man skulde bekvæmme sig ⓘ tiltil] GV, ttl A den Urimelighed. Forgiæves søger Man imidlertid i vore islandske Ordsamlinger om et ►vil som betyder Trældom uagtet det selv da ikke lignede Skjalden at sammensætte det med ►mags Søn eller Frænde, og Man behøver kun at ►kaste op 71i ►Glossaret til Sæmunds Edda for at see, hvor lidt Man veed om Ordets egenlige ►Bemærkelse. Derimod veed vi alle at ►Vili var et Gudenavn og at det er almindeligt at kalde ►Kæmper ►Gudefrænder, og da det passer ligesaa godt i Sammenhængen som Trælle slet, maatte jeg vel dog have Lov til selv i den ⓘ strængestestrængeste] GV, stræugeste A Oversættelse at forstaae et tvivlsomt Ord paa min Viis, ligesom andre har forstaaet det paa deres, uden derfor at kaldes til Regnskab som for et ►crimen læsæ sanctæ ►Bjarkemaal, og hvor latterlig ►Recs. ►Stohei er, indsees først ret, naar Man veed, hvorledes de islandske Vers hidtil ere oversatte, hvad Forskiel der kan være mellem 👤Gunnar Poulsens og 👤Gudmund Magnusens eller 👤John Olavsens Oversættelse af samme Vers, men ►Rec. stoler paa at kun Faa veed Noget af Sligt og tænker ►aliqvid hæret. Jeg kunde end have Adskilligt herom at fortælle, men det er ikke Umagen værd, og jeg vil kun bede ►Rec. ►stave paa hvad jeg mener med Verset af ►Havamal

✂ ► Theim er hangir med ham
Ok skollir med skram
Ok ⓘ vafirvafir] GV, vaflr A med vilmögum. ►

✂ Vil ►Rec. nu vide hvorfor jeg kaldte de ►ætgode Mænd Adelsmænd og vakkre Svende? Det skal jeg saamænd sige ham: ►ætgode er ikke Dansk og velbaarne nændte jeg ikke at kalde ⓘ dem,dem,] GV, dem' A 72thi saa maatte han jo strax have tænkt paa Velbaarenhederne, og see, Noget maatte jeg dog kalde dem, men jeg skal give ham et godt Raad: naar han vil høre paa ►Bjarkemaal skal han glemme at han hedder en lærd Mand, saa glemmer han nok sin ubetimelige Lærdom med det Samme, og det lærde Tøierie forstyrrer naturligviis ogsaa Illusjonen fordi Man ⓘ havdehavde] GV, hɐvde A heller ikke saadanne lærde Folk paa de Tider; men skulde nu det Raad være for tungt at følge, saa vil jeg give ham et andet som er deslettere, at naar ved mit Vers Riddere og Svende gaaer ham om i Hovedet, saa skal han bare sige: nei det er bedst at blive ved Jorden, thi der var da nok Adelsmænd paa Jorden førend de kom til Hest, og vakkre Svende med hvem ingen Ridder gjorde ►Blæst, saa skal han see det gaaer ganske godt an paa Dansk at kalde ►Ætgode Mænd Adelsmænd ⓘ ogog] GV, øg A vakkre Svende, men kan slet ingen Ting hjelpe, saa kan han ⓘ bildebilde] GV, biloe A sig ind at Adelsmænd skal betyde ►Adils Mænd, saa slaaer han to Fluer med eet Smæk. Forresten kan han være ganske rolig for at 👤Thormod ikke gjorde et nyt ►Bjarkemaal naar han vilde synge det gamle, thi jeg kan forsikkre ham, at naar ⓘ jegjeg] GV, seg A kunde synge, og skulde synge ►Bjarkemaal paa Islandsk vilde jeg endogsaa tage ►Adils med, men at lukke ham ind i mit danske Vers 73for at han skulde give mig Skam til Takke, ligesom han gav ►Rolfs ►Kæmper der sang og sloges for ham, det betakker jeg mig for. Hvem der vil ham noget, finder ham nok i det Musehul han slap ind i, og ingen skikkelige Folk kan fortænke mig i at jeg lader ham blive siddende der, men vil ►Rec. trække ham ud og sætte ham paa Vers med Trællene og de ►ætgode Mænd, da misunder jeg ham ingenlunde Fornøielsen saalidt som den Ære at have reddet det gamle ►Bjarkemaal fra det ►Vanrygte min Oversættelse mellem simple Folk let kunde bringe det i.

✂ I 👤Thormods Sang, siger ►Rec. forekommer et stygt Billede om

✂ Det store ►Ravnegilde
Hvor der ►skives ⓘ opop] GV, og A saa rart,
Hvor Man drikker til Man hikker,
Og gaaer hjem hvis ei Man ligger.

✂ Ja, vist, smukt er det Billede ikke, men vel omtrent som Billeder kan falde i den Gildes-Sal hvor Man ►skiver op for Ravne, og at 👤Thormod taler udtrykkelig om den kan jo ►Rec. ikke nægte. Jeg gad ellers vidst hvad det skal betyde, naar ►Rec. vil sammenligne mine Vers med Originalens da at fare med Stumper? Maatte kanskee Læserne ikke see at 👤Thormod i de forrige Linier spaser med 👤Olavs fraværende Skjalde, spørger, om han ikke venter dem snart hjem og 74taler saa om ►Ravnegildet der forestod, hvor Man enten kom vel fra eller blev liggende. Kan ►Rec. nægte at jeg har forbundet dette paa den simpleste Maade af Verden og at Udfyldningen er i Skjaldenes Maneer og i Versets Tone, eller kan han sige mig bestemt hvad ►vaga viggrudr er?

✂ Ligesaa lidet passende, hedder det fremdeles, ere Oversætterens Tillæg flere Stæder f. Ex.

✂ Hænge maatte ►Næser høie,
►Uomskaarne Hjerter grue,
Da de fik paa Val at skue
👤Olavs hvasse Løveøie.

✂ See, see! saa var det forrige Tillæg upassende, det ►syndes mig dog ikke ►Rec. beviiste, og saaledes er det flere Steder! Ja det er da vel ►Rec. vant til, skulde jeg haabe, at finde Meget i mine Bøger, som ikke passer i hans Kram. Dog, lad os høre, hvormed jeg nu har forsyndet mig igien! Texten taler hverken om ►høie Næser eller ►uomskaarne Hjerter, siger min kloge ►Rec. hvilket sidste Udtryk 👤Sighvat Skjald ogsaa neppe vilde have forstaaet, end mindre lader den disse som Oversættelsen synes at giøre, skue Kong 👤Olav. ►Nu, det kan jeg ►Mari lide, nu begynder Herren at føre sig op, sige mig der to ►Vittigheder i een Kiøre! det er da ikke saa sært at Næsen ved slige Leiligheder 75gaaer lidt til Veirs, men ►Rec. havde dog gjort vel i ikke at lade sine Øine ►rende efter Næsen, men ►heller ladet dem see, hvad der stod i min Bog, thi til al Uheld staaer det ►Rec. ►spidsede sin Næse paa der netop ikke, saa ►Vittigheden gaaer sin Gang og lader ►Rec. staae med en lang Næse og prøve, om han med den kan see at der ikke staaer i Bogen S. 45

✂ Da de fik paa Val at skue,

✂ men:

✂ ►Der man fik paa Val at skue.

✂ saa det rigtig, mildest talt, seer ud som om ►Rec. havde først i sin ►høinæsede Begeistring gjort den ►flaue ►Vittighed, og siden, for ikke at have gjort den omsonst, læmpet Texten derefter. Men hvad siger ikke Ordsproget! ►hvad der gaaer af Næsen i Munden spildes vel ikke, men Kraften gaaer af, og det være nu en Lærestreg for min ►Rec. til en anden Gang at see sig vel for, inden han øver sin ►Vittighed paa at ►forgiøre mine Vers.

✂ See det var om de ►høie Næser, og hvad nu de ►uomskaarne Hjerter angaaer, da tvivler ►Rec. om at 👤Sighvat vilde have forstaaet det Udtryk, og, mellem os sagt, jeg tvivler selv, men synes ►Rec. ikke, at vi da gjorde bedst i slet ikke at fordanske ►Snorro og i al Fald ikke 👤Sighvats Vers, thi udentvivl forstod han allerbedst den islandske Text.

✂ 76I Øvrigt være det mig tilladt at adspørge ►Athene og ►Literatur-Tidenden, een for begge og begge for een, hvi Udtrykkene: ►høie Næser og ►uomskaarne Hjerter ere dem saa modbydelige, om det er fordi de har hjemme i det gamle Bibelsprog, eller for Idee-Associationens Skyld, eller fordi det ikke synes dem sømmeligt at tale ►saa om de ►Thrønder der sloge 👤Hellig Olav ihjel, samt hvad de vel mene ►löghreitendom betyder?

✂ Ei var det i ►Kæmpelud
👤Hunden ►barkede sin Hud,
Større Daad som større Sind
Om end ei saa tykt et Skind
Saae Man paa den ►Dogge bold,
Som ei frygted ►Finne-Skjold,
Satte over Grøft og Giærde
Beed i 👤Thore Haand for ►Hærde.

✂ 👤Sighvat Skjald har, efter ►Recs. Sigende, visselig slet ingen Deel i dette Vers, thi Meningen af hans er denne: jeg hørde fra Hjemmet, at ►Guldets Bærer, der æggede 👤Thore, ei kunde vise sin sande Kraft. Hvo saae større Værk af en modig Hund, end da hiin Stridens Helt trængde frem imellem Krigskredsenes (Skjoldenes) Gierder at hugge paa den kongelige Mand.

✂ ►Rec. siger om mit Vers at det baade er utydeligt og uskiønt, ventelig fordi han med al 77sin ►Sagacitet ikke kunde rette Trykfeilen og kan ikke finde sig i Hunde-Lignelsen, men jeg kan ikke Andet sige end at det ►Rec. har kiørt sammen er for mine Øine noget ►Hundetøi der tilhører 👤Sighvat langt mindre end mit Vers, og er et Produkt af ►Rec. i sin Kraft ret ►laus in fine eller ►Rosinen i Pølse-Enden.

✂ 👤Snorros Prosa lærer os nemlig at Verset skal handle om, hvorlunde ►Reenskoften beskiærmede Thore mod 👤Kongens Hug, men kunde dog ei frie ham for at blive saaret i Haanden.

✂ Naar vi nu læse: Hjemme jeg ►spurgde at Trolddom ►Guldtræet (Manden ͻ: 👤Thore) dulgde, men af ingen Hund saae Nogen større Daad end af den ►Høihjertede som nappede 👤Thore, og denne Oversættelse trøster jeg mig til at ⓘ forsvareforsvare] GV, fvrsvare A *I ►Folio-Udgaven kan Man finde i det Væsenlige det Samme., da er det dog vel aabenbart at 👤Sighvat har Deel i mit Vers, at han, med Hensyn paa 👤Thores Tilnavn (Hund) ogsaa kalder hans Modstander en Hund, og naar der nu i de sidste Linier tales om et ►Anfald ved at sætte over Giærder da synes det mig midt i det Dunkle klart, at 👤Sighvat vedbliver at ligne Kongen ved en modig Hund, og hans Frembrud af ►Skjoldborgen ved Spring over Grøft og Giærde. Hvorledes tør da ►Rec. vove at sige den Usandhed at 78et Vers ene tilhører mig som ei alene grunder sig paa Texten, men udtrykker Saameget af ⓘ denden] GV, deu A som endnu Nogen har forstaaet, og langt mere end ►Rec. forstaaer!

✂ ►Rec. mener, at de anførte ⓘ ExemplerExempler] GV, Erempler A, som let kunne ►forfleres ere tilstrækkelige til at bevise hans ovenfor yttrede Paastand, og at enhver, der ikke anseer ►Heimskringla blot for en Morskabsbog vil med ham nære det Ønske, at de gamle ►Skaldeqvad maatte blive oversatte, vel ikke aldeles ordrette, men nøiagtigere end i den meddelte Prøve. Just ►Hr. G. var istand til at giøre dette, hvis han vilde, uden at Versene derfor skulde savne Velklang.

✂ Hvad synes dog ►Dannemænd om Sligt? Efterat jeg har gjort min yderste Flid med at oversætte og ⓘ benytte de,benytte de,] GV, benytte, de A som hver ►Kynding veed, saa dunkle og tit endnu uforstaaelige Vers i ►Snorro, og har sagt: Venner! jeg byder det Bedste jeg har, jeg veed det er saare ufuldkomment, men jeg beder at tage til Takke, til noget Bedre kan gives; efterat dette er skeet, kommer en ►Rec. og siger mig, Sligt. Han søger ikke at bevise at Meningen i dette eller hiint Vers er forfeilet, Noget jeg baade maatte og vilde takket ham for, naar det var gjort med Forstand, nei han siger at Versene er forfalskede, han paastaaer at jeg godt kunde oversat dem baade rigtig og skiønt, men vilde ikke, han udplukker enkelte Vers, giver en vilkaarlig Oversættelse som ofte strider baade imod Texten og ►Folio Udgaven, anfører ingen Grunde for sin Oversættelses Rigtighed, men dømmer uden videre efter den mine Vers, og lader saa tilsidst som om han kun havde paastaaet, at Man maatte ønske Versene nøiagtigere oversatte, et Ønske jeg jo selv har kundgiort; siger saa tilsidst at Versene ei skal oversættes ordret, skiøndt de jo uden det hverken kan være den tilforladelige Hjemmel eller de gamle Kvad i deres eiendommelige Skikkelse, som netop er hvad han har fordret, og 79hvorpaa han her bygget sine Klager og Beskyldninger. Synes I ikke, ►Dannemænd! at der hører Noget til at bære en saadan Løn for velvillige, uegennyttige Bestræbelser, og blive ved ufortrøden at arbeide for den Slægt, som taaler at en saadan Røst staaer ene, og hoverende, som om det var 📌Dannemarks! Synes I ikke at om der blot var, hvad selv ►Rec., ikke alene min, men mit Arbeides arrige Fiende, neppe tør nægte, blot fem af de to og tyve Vers jeg har leveret, hvori det var lykkedes mig, hvad der aldrig før er lykkedes, uden at skade Aand eller Indhold at forvandle islandske Skjaldekvad til smukke danske Riim, synes I da ikke, at det allerede var ►Taks værd, og at det var uforskammet at overfuse mig, fordi det ikke var lykkedes mig lige saa godt med dem alle, at gaae i Rette med mig om hvert Ord og hver Tøddel, som om det gjaldt en Saligheds Sag, ja selv, som ►Rec. at lede efter Noget som kunde giøre mit Arbeide latterligt, og skabe selv hvad han ei kan finde? Men er det nu ovenikiøbet ►saa, som jeg har beviist, at selv de Vers ►Rec. har udkaaret til Beviser imod mig, udtrykke trolig Textens Mening, saa godt som jeg med de Hjelpemidler jeg havde, kunde forstaae den, hvad fortjener da den ►Rec. der ved en saadan Leilighed ►tilknuger Øinene for den ærlig anvendte Flid, snoer sig fra at tale om de Vanskeligheder jeg har overvundet, tier med de Vers han anseer for ►veltrufne, bedømmer mit Arbeide ►ene efter dem han anseer for mislykkede, og viser sig selv deri som en Stymper? Hvad fortjener endelig den ►Rec. som selv tilstaaer at jeg har skildt mig vel ved ⓘ ProsaenProsaen] GV, Prosaan A i begge Krønikerne, ved det der udgiør Krønikerne, og er det Eneste Man hidtil har havt, og at selv 👤Saxos Vers ere heldige forvandlede til danske, men som derpaa søger at ►nedsætte mit møisommelige Arbeide med 👤Snorros Prosa til en Smaating, søger ⓘ atat] GV, al A indbilde Folk, at det Man egenlig behøvede mig til, ►Snorros Vers dem har jeg forhutlet og skamskiændt og det 80uagtet jeg godt kunde oversat dem skiønt, altsaa af ►Grillenfængerie eller Ondskab? Hvad fortjener en saadan Opførsel uden den dybeste Foragt? den har jeg stræbt at ►afpræge i mit Svar, og kun, ved som oftest at gribe Skiemte-Tonen, stræbt at formilde baade hos mig selv og mine Læsere, det pinlige Indtryk en saadan Opførsel maae giøre paa hvert ægte dansk Gemyt, stræbt at giøre den mere til Gienstand for Ynk end Afskye, og dog forhindre dens skadelige Virkninger, ved at vise den i sin Latterlighed. Hvad der er min rene Alvor, har jeg sagt, at med Hensyn paa mig selv ønsker jeg ►heller at undgaae end at udføre det begyndte Arbeide, men jeg ønsker at udføre det, fordi det i mine Øine er nyttigt, min Skyld bør det ikke være, om det forhindres, og derfor, ja derfor ene og alene, har jeg paataget mig det modbydelige Arbeide at giennemgaae og besvare en saadan Recension; thi visselig, for min egen Skyld giør jeg det ikke, den jammerlige Ære Verden giver har jeg viist jeg baade kan og vil undvære, og mit Arbeides virkelige Værdie kan al Verdens Recensentere ligesaalidt tilintetgiøre, som den glade Bevidsthed, at jeg ►og ved dette Arbeide har stræbt af al Flid at være mit Fædreland saa gavnlig, som de Evner og den Leilighed Gud skiænkede, tilstæde.

✂ ►Recs. usle Indvendinger imod at sætte 👤Anders Vedels Billede foran den Bog han først skiænkede 📌Dannmarks Folk, imod Udeladelsen af Kapitel-Inddeling og Sligt er jeg nu ikke stemt til at besvare efter Fortjeneste, og vil slutte med det Ønske at 📌Dannemark, enten det forsmaaer eller ►annammer mit Arbeide, maae vise sig de Fædre værdigt hvis Minde jeg med sønlig Hu stræbde efter Evne at ære og oplive!!!