Grundtvig, N. F. S. Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816

94

Et Blad af 📌Jyllands Rimkrønike.

1

Der er et Land saa kosteligt
Alt under Nørre-Lide,
Kun eet jeg veed er Landet sligt
Paa Verdens Vesterside,
Det sært i 📌Nord er tunget ud,
Og til en Tunge fiin af Gud
Det er vist og beskaaret.

2

Det er slet ingen Abildgaard,
Og ingen Blommehave,
Det lysner mest kun lidt i Vaar,
Og Buskene er lave,
Og Lyngen løber langs ad Land
Med Ormeflok og Flyvesand,
Og Bøgen staaer i Stampe.

3

Men langs med Heden Bække smaa
Sig klare, vævre vinde,
De mødes tit til mægtig Aae
Og tit i Søe de rinde,
Der lege flink de Fiske smaa,
Og Møllehiul i Dammen gaae
Og varme haarde Stene.

4

95Og Rugen groer paa Heden reen
For Klinte og for Heire,
Og vorder Meel paa Møllesteen,
Hvordan det end mon veire,
Og vorder hvidt og dagligt Brød,
Og Raad der er mod Vinter-Nød,
Mens Lyngen groer paa Heden.

5

Naar Hveden fiin i Blommeland
For Klinten gaaer tilgrunde,
Og naar for Vind og Savetand
Nedsynke Markens Lunde,
End Rugen groer og Møllen gaaer,
Og Heden varmer Aar paa Aar,
Og Lyse-Klynen blinker.

6

Det er slet intet Fugleland
Til høit i Chor at siunge,
Den Nattergal paa nøgne Sand
Slaaer Trillerne saa tunge,
Og Lundene er kun saa faae
Og Buskene er kun saa smaa,
Og Bøgen staaer i Stampe.

7

96Dog pippe heel veemodelig
De Hjeiler smaa og spage,
Og klukkende opløfte sig
De Agerhøns saa fage,
Ja, stundum og en Urkok goel
I Dagningen mod Gylden-Soel
Alt paa den brune Hede.

8

Og aldrig har jeg hørt det før,
Og heller aldrig siden,
Hvor mindelig for Ladedør
Kan kviddre Finke liden,
Naar Jydesvenden, som jeg saae,
Et lille Korn til Fugle smaa,
Om Vinterdag udskifter.

9

Og aldrig slig en Tone sød
Jeg hørde over Vange,
Som den der over Heden lød
I Lærkens Morgensange,
Den slog saa sødt og fløi saa let,
Som om med Rugen den kun ret
Paa Heden havde hiemme.

10

97Og naar da Lundens Fugle-Chor
Har Sommeren udsiunget,
Naar Stormen over kolde Jord
Har Stemmen undertvunget,
Da toner med en liflig Klang,
Da klinger høit en Svanesang
Alt over brune Hede.

11

Den har slet intet Ærenavn,
At sige, nuomtide,
Men fordum gik i Staal og Stavn
Dens Folk og Rye saa vide,
De gik til 📌Rhin, de gik til 📌Rom,
Og end gaaer Rye al Verden om
Af Cimbrer, Longobarder.

12

Der er slet intet Kongeslot,
At sige, som kan prale,
Dog har saa mangen ærlig Drot
Sidt der i Kiæmpesale,
Ja hvor, ak, nu er Sod og Gruus,
Stod fordum Hallen 📌Koldinghuus
Med Taarn og Høielofte.

13

98 O, 📌Danmark! see med Suk og Sorg
Alt paa den siunkne Bue!
Det var dit gamle 📌Christians-Borg
Som der gik op i Lue,
Og Gruset raaber: ihukom!
Naar 📌Danmark glemmer Christendom,
Da ødes 📌Dannevirke!

14

Ei Kongebeen i Kirke bold
Sig nogensteds forene,
Kun Høie staae fra Hedenold
Med store Bautastene,
Men ingensteds i 📌Nord Man saae
Paa Stene blaa og Stene graa
Saa mærkelige Runer.

15

Det er slet intet Klippeland,
Enddog det ei er kuldet,
Og i dets Bakker: Muld og Sand,
Er Staalet rart som Guldet;
En trofast Ring, et Kiæmpesværd,
Vel Ære meer end Penge værd,
Kun i dets Gruber vindes.

16

99Den Bakkerad ved Lyng og Fiord,
Ved 📌Jelling og ved 📌Hovre,
Det er en Perlerad i 📌Nord,
Og det er 📌Jyllands 📌Dovre,
Ei som det Norske haardt og koldt,
Og ei saa rigt og ei saa stolt,
Men dybere i Grunden.

17

Den liden Aa maae tie kvær,
Naar 📌Glommens Elv mon glamme,
Og har den Høi et Kobbersværd,
Saa har den kun det samme,
Og Stenene er Dværge smaae
Mod Dovrekiæmpen stolt og graa,
Som Væld mod Søe hin brede.

18

Dog bedre Tidende og Trøst
Bar liden Aa til Fiorde,
End 📌Glommen med sin Kaabberrøst
Bar end til Hav omborde,
Og ei paa 📌Dovres Aase staae,
Som paa de Stene graa og blaa,
Saa mærkelige Runer.

19

100Den Søe saa breed og love maae
Den lille 📌Jelling-Kilde,
Thi Kræfter drak, om ret jeg saae,
Af den to Møer milde,
Og elskede saa op i 📌Nord
Ved 📌Sarpefos og 📌Isefiord
To prude Kongestammer.

20

Det er en Miil fra 📌Veile-Fiord
Der ligger 📌Jelling-Hede,
Der mægted fordum Kongeord
Det røde Guld at frede,
Det voldte Frode Fredegod
Det Hierteskud af Danerod
Alt med den brede Krone.

21

Dog, blottet ei paa Heden laae
De favre, gyldne Ringe,
En lille Fugl Man altid saae
Dem skiule under Vinge,
Det var en Fugl saa underfuld,
Den eneste som over Guld
Ei vorder til en Drage.

22

101Der var en Hex saa rænkefuld
Hun jog den Fugl af Rede,
Og hendes Søn det gamle Guld
Bortstial fra 📌Jelling-Hede,
Og som et Dyr fra Havsens Bund
Hun i en ulyksalig Stund
Tog Fredegod af Dage.

23

Saa bitterlig i Enkestand
Begræd den Mark sin Frode,
I trende Aar blev ført om Land
Det Liig af Fredegode,
Og liden Fugl som laae paa Guld
Med Liget fløi saa vemodsfuld
Alt over Lund og Bølge.

24

Der Marken var af Taarer mæt
Sin Mand hun lod begrave,
Og tog sig Frode-Sorgen let
Med Riim og Runestave,
Men Fuglen sidder mod i Hu
Saa taus paa 📌Værebro endnu
Og ruger over Frode.

25

102Saa misted Marken Mand og Guld,
Og trøsted sig med Hjarne,
Men Frodes Søn saa harmefuld
Hiemdrog til Moders Arne,
Han streed for Krone og for Guld
Og Hjarne sank i sorten Muld,
Og Fridlev sad paa Trone.

26

Og 📌Norge var hans Faders Land,
Det faldt ham tungt paa Hierte,
Han stævned over vilden Strand,
Og beiled til Frogerthe,
Slog under Svanesang saa gram
Den svenske Jette krum og lam,
Og ægtede Frogerthe.

27

Det er heel underligt et Sprog
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Hun har en Røst alt som den Fugl
Som over Guld til Vagt og Skiul
Man saae paa 📌Jelling Hede.

28

103 Ja, det er baade vist og sandt,
Og det i alle Maader,
At Mage Man kun sielden fandt
Til hendes vakkre Gaader;
Med Limestangen ei hun løb,
Men med en Søn, som alt i Svøb
Giør kloge Folk til Giække.

29

Der borte var det klare Guld
Alt fra den brune Hede,
Der Fredegod laae under Muld
Kom anden Fugl paa Rede,
Paa Haneæg nu Hexen laae,
Og snarlig Man paa Heden saae
Et Kuld af Øgleunger.

30

Ei ved Stærkodders Kiæmpearm
Den Øgleslægt kan fældes,
Han Øglegift har selv i Barm,
Og arges som han ældes,
Imod den Hex paa Fald kun staaer,
Selv Bjarke, Rolf og 📌Leiregaard,
Nu hun er Markens Norne.

31

104 Dog af det vakkre Sønne-Kuld
Som blev i Frodes Dage
Udruget over røden Guld,
Var Afkom end tilbage,
Og blandet er den Runeskrift
Af Sagn om Nid og stor Bedrift
Alt paa den brune Hede.

32

Horvendel var en Høvding prud,
Hans Broder heed Hr. Fenge,
Horvendel havde sig en Brud,
Høibyrdig, væn i Senge,
Hun var af Leirekongers Blod,
Og han var sig en Høvding god
Af Jyders Herrestamme.

33

Horvendels Priis saa vide foer
Som Snekken hans paa Bølge,
Og hvor som Kiæmper sad i 📌Nord,
Der lod den sig ei dølge,
Og Kiæmper sad i 📌Norges Land,
Og loved Heltens Færd paa Strand
Med sine Jydske Svende.

34

105Hr. Koller heed en Nordmand stolt,
Kanskee det var Kold Krappe,
Han kunde det ei høre koldt
Man rosde saa den Kappe *Kappe er Kiæmpe af: at kappes.,
Han svor saa dyrt i Hierte sit:
Det Heltenavn skal vorde mit,
Om Jyden jeg kan finde.

35

Saa stævned Kold med Mast i Skye
Alt paa de blanke Bølger,
Hvor Kiæmper staae, du Nordmand krye!
Sig Jyden vist ei dølger,
I mødes nok, om end lidt seent,
Og Loven er vist ærlig meent,
Men Holden er besværlig.

36

Hr. Kold han seiled rundt paa Søe,
Hvorlænge, Faa kun vide,
Tilsidst han saae en deilig Øe
Sig løfte under Lide,
Saa yndig laae den Øe i Sund,
Saa deilig var dens Grønne Lund,
Saa smilende dens Kyster.

37

106Den Nordmand blir saa hiertevarm,
Alt som i Sund han seiler,
Og strækker ud sin Kiæmpearm
Som efter Brud en Beiler,
Som vingeslagen Fugl Man saae,
Det røde Seil fra høien Raae,
Fra Granetop neddale.

38

Ja nylig fløi med Suus og Bram
Den Fugl for Vind og Vove,
Nu sagtelig og bly den svam
I Læ af grønne Skove,
Den Snekke-Fugl med stor Attraae
Indsvam paa Bølgen himmelblaa
Til Land, til Lund, til Enge.

39

Slet ingen Øe i 📌Nørrestrand
Misunder jeg den Ære,
Men giætte tør jeg dog forsand
Det 📌Sælland turde være,
Thi ingen Øe i Verden vel
Fortoner sig saa favr og sæl,
Som, 📌Dannemark! din Blomme.

40

107Det er heel underligt et Sprog
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Heden Old
I Lignelse forene.

41

Den Nordmand gik til grønne Lund,
Paa Fuglesang at lyde,
Og i den samme Morgenstund
Gik did saa giæv en Jyde,
Horvendel var den Jydes Navn,
Han saae den Øe fra høien Stavn,
Alt som med Nordmands-Øie.

42

De Baade gik, som Huen stod,
Hvorhen de ikke vidste,
Saa mødtes de ved Bøge-Rod
Hvor Fuglen sang paa Kviste,
Den sang saa sødt i Bøg og Lind,
Og Blommen stod med Dug paa Kind
Som rørt af Morgensangen.

43

108Og mener I det ei forvist,
At mellem Fugl og Blomme
De Kiæmper glemme Kiv og Tvist,
Kan Nid ei ihukomme?
Ja, sank de i hinandens Favn,
Mon da hinandens Heltenavn
De vunde ei med Ære?

44

Ak! Kiæmperne det meende ei,
Og mange dele Brøden,
De kiendte kun den Kiæmpevei
Som fører hen til Døden,
De mødtes alt som Staal og Steen,
Og Fuglen tav paa Bøge-Green,
Og Blod maae Blommen svede.

45

Dog følde Kiæmperne i Sind
Hvad over Blommen vifted,
Og før de gik i Kredsen ind,
Et Venneord de skifted,
De lovede med Haand og Mund
Hinanden Ynk i Dødens Stund,
Og Grav og Bautastene.

46

109De loved og med Ord saa fast
Hinanden Bræk at bøde,
Opveie hver en Lemme-Last
Med Pund af Guldet røde,
De Kiæmper da i Sind fornam,
At Mildhed er slet ingen Skam,
Og Grumhed ingen Ære.

47

At Æren er en luftig Damp,
Og Steen saa dødt et Minde,
At Kiæmpen skal i Livets Kamp
Sig selv kun overvinde,
Det Ord var glemt i Heden-Old,
Nu staaer det klart paa Sagas Skiold,
Men hvor paa Bautastene?

48

Horvendel drog fra Kollers Grav
Med Seier og med Ære,
Og sanked Guld som Smuld paa Hav,
Hvad Snekken kunde bære,
Saa seiled han til 📌Leiregaard
Og beiled til det væne Maard
Med Guld, med Land, med Ære.

49

110Horvendel sad med Heltenavn
Alt i sit Odelsrige,
Med Gerthelil han sad i Favn,
Med Søn paa Knæ tillige,
Det Fenge sig fortryde lod,
Og farvede med Broderblod
Saa surt den brune Hede.

50

Og Fenge sad med Høvdingnavn,
Med Broderblod paa Hoved,
Hans Broders Viv ham tog i Favn,
Det Skiøgeværk hun voved,
Da Løven fik sit Banesaar,
Som end i Skiold afmalet staaer,
Dets Hierter er saa røde*Man ihukomme at 📌Jyllands Vaaben er en Løve og ni røde Hierter..

51

Horvendels Søn i Fenges Gaard
Opvoxde med stor Kvide,
Og Knøsen havde bange Kaar,
Det kan Man sagtens vide;
At Tigrens Hu og Hierte stod
Alt til den Løveunges Blod,
Det kan Man nok begribe.

52

111I Tide tog da Svøftet ind
Den liden Løveunge,
Og axlede et Abeskind,
Og laande Skadens Tunge,
Og spillede det høie Spil,
At være som en Slange snild,
Eenfoldig som en Due.

53

Ja, Amleth sad i Askekrog,
For Emmerne at rage,
Men baged med det Samme dog
Lidt Dei til Skolle-Kage;
Han baged der de Hager smaa,
Der hægte skulde, som Man saae,
Om Fenge Purpur-Kaaben.

54

Det er heel underligt et Sprog
Hun har den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt, men dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.

55

112Ja Amleths Færd i Fenges Gaard
Er 📌Jyllands Skiemte-Sage,
Den siger: skue ei Hund paa Haar!
Den altid har en Hage,
Og Skam faae den der stander hos,
Naar Jyden skifter Arvegods
Alt i de røde Emmer *Det er en Spas som Jyden holder af, naar han vil fixere godt Folk, at rage hede Emmer sammen og slaae deri, saa Gnisterne flyve om godt Folks Øren, og det kalder han at skifte Arvegods..

56

Dog, tænker ei, I veed nu Alt
Om 📌Jyllands Skiemtesage!
Nei ret Man faa'r den ei fortalt
I disse korte Dage,
Den er, som Jyden, dyb og huul,
Den kommer først til næste Juul
Vel ud som Nyaars-Gave.

57

For Verdslighed og Lapperie
I Aar det blev for silde,
Thi Mortens-Dag er alt forbi,
Og Man fik intet Gilde,
En Smule her jeg peger paa
Kun for Umyndige og Smaa,
Som ikke er for Kloge.

58

113 Om Amleths Spil paa Kam og Aas,
Om Speideren der vilde
Ham slagtet som en Mortens-Gaas,
Men kom til Svine-Gilde,
Ja, blev og selv til Svinemad,
Derom jeg gierne rime gad,
Men nu er det for silde.

59

Hvordan den vakkre Jydeknøs,
Trak Rus omkap med Fenge,
Og skar sig selv fra Galgen løs,
Og lod hans Knegte hænge,
Derpaa var Rimet let tilfals,
Thi Fals slaa'r altid selv paa Hals
Sin egen vakkre Herre.

60

Jeg nævne maae og med et Ord
Den Amleths snilde Tale:
Om Maden som blev sat paa Bord,
I Britte-Kongens Sale,
Al Øllet smagte slemt af Jern,
Og Brødet af en blodig Kværn,
Og Kiødet efter Aadsel.

61

114Men fiint det Alt at lægge ud,
Det taaler Tiden ikke,
At tale om hans skotske Brud,
Vil sig ei heller skikke,
Og endnu mindre om hans Færd
I Hallen med fornaglet Sværd,
Og om hans gamle Hager.

62

Dog kort og godt er Sagn fortalt,
Naar Man dets Indhold giætter,
Og Amleth vandt, og Fenge faldt
For eget Sværd som Jetter,
Og Amleth sad paa Fader-Stoel,
Og mindes klart, saalænge Soel
Paa Saga-Skioldet straaler.

63

O! var nu Sagnet heel fortalt,
Det var en Skiemte-Sage,
Men ak! som under Soel i Alt,
Det Brede er tilbage;
Skiøndt kiæk i Sind og myg i Aand,
Dog Amleth faldt for Frændehaand,
Og troløs blev hans Enke.

64

115Det er, naar Løven vorder snild,
Vist paa de høie Navler,
Naar Løven driver Abespil,
Den ingen Løver avler,
Da Løvens Stammetræ uddøer,
Og i dens Ham med skiulte Klø'r
Kun stikker Ulve-Ræven.

65

Hvor Amleth faldt i Hedenold,
Der er nu 📌Amleths-Hede,
Der findes vel hans blanke Skiold
Med sine Bukler brede,
Med Billedværk og Runer paa,
Og fandt Man det, Man der jo saae,
Det gamle Jydske Vaaben.

66

Vel hørde jeg hvad Fugl i Skov
Om Skotten sang paa Kviste:
Han, mens paa Heden Amleth sov,
Tog Skioldet bort med Liste.
Det til sin Dronnings Gaard hiembar,
Hvor Runerne han overskar
Aftegned Billedværket.

67

116Men Fuglen sang dog og i Skov,
At Skioldet kom tilbage,
Og Amleth lod kun som han sov,
Og Tingen fik en Hage,
Thi Amleth reisde sig paa Stand,
Og Skotten blev en fangen Mand,
Og maatte for ham skrifte.

68

Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Og Pokker kan ei blive klog
Paa hendes gamle Dage,
Thi som hun er i Øster bedst,
Hun som et Lyn er flux i Vest,
Det kalder hun at flagre.

69

Ja, gamle, stolte 👤Villiam!
Jeg beder, tag dig vare!
Thi faaer med Skiold hun paa dig Ram,
Da est du lidt i Fare.
Maae skrifte hvad du knebet har,
Maae skrifte hvad du overskar,
Og lære ret at stave.

70

117Saa ligger Amleth under Muld,
Saa er den Slægt henfaret,
Som blev udruget over Guld,
Og staaer kun op forklaret,
Og svinger klar sig op fra Muld,
Og lader Verden med sit Guld
Kun lege og hensmelte.

71

Saa sank det jydske Kongetræ
I Frændehadets Flamme,
En Green dog spirede i Læ,
Af 📌Leires Kongestamme,
Indgroet blev dens Hierteskud
I 📌Nordens Tvilling-Eeg saa prud,
Og riig paa Adels Kviste.

72

Dog, ikkun ved et Under-Bliv,
Det Syn blev seet paa Jorden,
At visne Green fik atter Liv
Og Rod og Top i 📌Norden,
Hvad Skiønt Man saae før Blivet lød,
Var Sorg kun over Træets Død,
Og Livets dunkle Minde.

73

118 Kong Vermund sad paa 📌Jelling Gaard
Saa blind paa gamle Dage,
Og Tydsken bød ham bange Kaar,
Og Uffe heed den Spage,
Dog Tungebaand for Kindhest sprang,
Og Uffe fik sin Mund paa Gang
Gav rene Ord for Penge.

74

Ei saae Kong Vermund Øiets Lyn,
Men hørde Læbens Torden,
Og Sagnet altid gaaer for Syn
I Kongehald i 📌Norden,
Naar huult det brager under Skye,
Det lyner vist og over Bye,
Det vidste Vermund Vittre.

75

Saa grov i Hast han op igien
Sit Kiæmpesværd af Jorde,
Og gav det til den Ungersvend,
Dog neppe han det turde,
Det godt nok er at raabe: Hov!
Men dermed gaaer dog ingen Plov,
Det vidste Vermund Vittre.

76

119Kong Vermund sad paa 📌Eiderbro,
Han sad med Liv i Hænde,
Og faldt den Ene for de To,
Da havde Livet Ende;
Thi Uffe stod paa Holmen der
Alt med det rustne Jydesværd,
Mod tydske Kiæmper tvende.

77

Ei var det Overdaadighed,
Men tvungen Sag at kalde,
At Uffe mod de tvende streed,
Om og han maatte falde,
Thi plettet var i Ulve-Old
Det gode, gamle Danne-Skiold,
Det gik ham nær til Hierte.

78

I 📌Upsala Kong Adils sad,
I Klæder blaa og blanke,
Mig Roes og Guld, og Ravne Brad!
Det var hans Ord, hans Tanke,
Ja, hvor han gik, og hvor han stod,
Han hver en Dag fra Top til Fod
Var svøbt i Odins Kiortel.

79

120 Han hærgede saa seiersæl
Paa 📌Danmark og paa 📌Norge,
Han slog saamangen Mand ihiel,
Og vandt saa stærke Borge,
Han kom til 📌Slie og slog Frovin,
Kong Vermunds Jarl og Kiæmpe fiin
Alt paa hans gamle Dage.

80

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale:
Nu har jeg fældet Her Frovin,
Og 📌Daners Mark skal vorde min,
Det svær jeg ved min Klinge.

81

Saa gik han ud af 📌Upland-Sal,
Ham fulgde Kiæmper stærke,
Saa stod han paa den slette Val,
Og høit saa fløi hans Mærke,
Kong Vermund under hvide Haar
Sad tankefuld paa 📌Jelling-Gaard,
Sad sønneløs i Kvide.

82

121Det havde Ætten af Frovin
Den Ære dog at melde:
Han slog ihiel vor Fader fiin,
Og det skal han undgiælde,
Og heed ei Mærket Dannebraag,
Saa, hvor det fløi, det fulgdes dog
Af ægte Danske Svende.

83

Kong Vermund sad ved breden Bord
Med Venner og med Helte,
Og der kom Bud med snare Ord
Om flux at spænde Belte,
Der Følke stod for Kongens Bord,
Og mæled rene, danske Ord
Om Feide og Bedrifter.

84

Kong Adils stander i vort Land,
(Saa brat den Høvding taler)
Og han har Folk som Smuld og Sand,
Han pukker og han praler;
Men Ordet gaaer saa vidt om Land:
Nu har vi Frovins Banemand,
Op, op, I Ungersvende!

85

122Og fra hver ægte Ungersvend
Det klinger høit paa Hede:
Ja, vel var det, han kom igien,
Nu skal vi Ulven bede;
Sid I kun sæl, o Konning god!
Thi drikke vi ei Ulvens Blod,
Han Eders dog skal miste.

86

Kong Vermund skued Øiets Lyn
Og hørde Læbens Torden,
For Sagnet denne Gang gik Syn
I Kongehald i 📌Norden,
Og som det braged under Skye,
Saa lyned lyst det over Bye,
Og det var Fryd at skue.

87

Hil! sæt dig, Kiæmpe, ned paa Bænk!
(Saa klang nu Kongetalen)
Og kvæg dig lidt med Brød og Skiænk,
Til Vandringen paa Valen,
Til Kiæmpen lyder Hnikars Ord:
Du veedst det ei ved Davrebord,
Hvor Nadveren dig bydes.

88

123Nei, Tak for Bud! o Konning bold!
Ei Mod jeg har paa Sæde,
Nu Kiæmpegang med Sværd og Skiold
Er al min Lyst og Glæde;
Dog ei jeg vrager Kiæmpeskik,
Thi rækker mig en Lædskedrik
Alt som jeg staaer paa Gløde!

89

Den skalst du faae, du Kiæmpe huld!
(Kong Vermund glad det meldte)
Og Bægeret af røden Guld
Det giemme du i Belte!
Og brug det for den hule Haand
Naar som forsmægte vil din Aand
Alt i den stærke Brynde!

90

Det var den Jydske Høvedsmand,
Han stod alt som paa Gløde,
Saa tog han Bægeret paa Stand,
Det Kar af Guldet røde,
Men før han drak, et Kiæmpeord
Han falde lod for Kongens Bord,
Som ei er at forgiætte.

91

124 Det lover jeg i Kiæmpelag
Alt med min Danske Tunge,
At før jeg flygte skal i Dag
Hvor hvasse Sværde siunge,
Jeg tømme skal af eget Blod
En Skaal saa fiin, o Konning god!
Som I mig her iskiænker!

92

Hr. Følke reed, alt som til Brud
En Beiler hardt mon stunde,
Kong Vermund med sin Hird saa prud,
Kom efter som de kunde,
Og før sig Svensken saae omkring,
Han saae saa bold en Kiæmpering
Om Dannerkongens Mærke.

93

De Sværde goel og Pile sang,
Og Hielmen faldt af Sæde,
Og Staalet brast og Blodet sprang,
Og Heden den fik Væde,
Og Jyden stod, og Jyden laae,
Som før og siden tit Man saae,
Omringet, men af Døde.

94

125Det gik saa fort og dog saa seent,
Alt under Od og Egge,
At mange Svensker glemde reent
Den Vei fra Val til Snekke,
Og Følke sad paa den saa mod,
Og drak af Hielm sit eget Blod,
Som Viin af Kongens Bæger.

95

Ja Følke sad paa Kongevei
Alt som en Helt til Skue,
For Kongeblik det dulgdes ei,
Hvi Følke sad paa Tue,
Gid ingensinde lukkes maae,
Før sligt et Underværk det saae,
En Dannerkonges Øie!

96

Kong Vermund kom og stod og saae
Og tog saa lydt til Orde:
Alvorlig meent, kan jeg forstaae,
Var Løftet som du giorde.
Det svared Følke brat igien:
Er det saa Nyt hos Dannemænd
At holde Troe og Love!

97

126Det er heel underligt et Sprog
Hun har den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa sødt om gamle Dage,
Det lader som et Efterkuld
Hun vil udruge over Guld
Alt paa den brune Hede.

98

Kong Adils sad ved breden Bord
Alt i de høie Sale,
Tog Munden fuld af Viin og Ord,
Det var hans Viis at prale,
Med Følke og med Flugt han tav,
Men raabde: jeg har lagt i Grav
Frovin, den stolte Kiæmpe.

99

Det Kongeord ved breden Bord
Alt fra de høie Lofte
Udfløi saa fort og vidt i 📌Nord
Som før og siden ofte,
Det fløi alt over Field og Hav,
Det ringed over Frovins Grav
Og i hans Sønners Øren.

100

127Det klang saa høit, det klang saa tit
Og altid klang det værre,
Det Broderpar, jeg siger frit,
Var hver saa bold en Herre,
Nu lukkes om en liden Stund
De Øren eller og den Mund,
Det kan Man sagtens vide.

101

De Brødre stod i Svealund,
Og Adils var tilstæde,
Og Kette slog af Hiertens Grund,
Saa Hielmen sprang, fra Sæde,
Og Blodet sprang af Hielmestoel,
Men Kongen fnøs og Sværdet goel,
Og Kette maatte knæle.

102

Hr. Vigge stod i Lunde-Læ,
Med Sværd ved Lænd tilrede,
Og der hans Broder sank i Knæ,
Da foer det selv af Skede,
Det fløi i Haand, til Hielp det foer,
Og Adils sank saa bleeg til Jord
Og Kette sprang i Veiret.

103

128Saa droge de til Frovins Grav
Med Hovedet i Belte,
Og aldrig meer det praled af
At Adils Frovin fældte,
Men der det faldt i Sveaskov,
De brød den danske Kiæmpelov,
Thi To om Een de vare.

104

Det saae den liden Fugl i Lund,
Og sang alt hvad den vidste,
Og flux det lød fra Mund til Mund
Hvad Fuglen sang paa Kviste,
To Daner brød i Sveaskov
Den runde Kreds og Kiæmpelov,
Det var saa tungt at høre.

105

Ja, tungt for hver en Dannemand
Det er, naar Daner skuffe,
Og let sig hver da tænke kan,
Hvor tungt det var for Uffe,
Thi han var Dansk af Hiertens Grund,
Og Bruddet i den svenske Lund
Det var hans Svogers Brøde.

106

129Thi stander nu den Herre bold,
Med rustne Sværd i Hænde,
For Glands til gamle Dane-Skiold
At vinde fra de Tvende,
Ja, Plet af Skiold og Rust af Sværd
Han skure vil i Herrefærd,
Om det ham maae gelinge.

107

Kong Vermund sad paa 📌Eiderbro,
Saa tæt ved aabne Bølge,
Og faldt den Ene for de To,
Han vilde brat ham følge,
Han vilde paa den Vove kold
Hensvømme til sin Fader, Skiold,
Med 📌Danmarks tomme Krone.

108

O! 📌Dannemark! o Fædreland!
O! da var Nød paa Færde,
Din Vætte sad paa Gravens Rand
Og under hvasse Sværde,
Din Vei til Priis, sortladne Hav,
Sig aabned som en Kiæmpegrav
Alt for den hvide Gubbe.

109

130Kong Vermund sad paa 📌Eiderbro,
Og hørde Sværde siunge,
Han hørde det var Stemmer to
Og af den Tydske Tunge,
De sang for Liig, det hørde han,
Og gamle, blinde Kongemand
Sig hælded over Bølge.

110

Han tænkde paa den Askekrog,
Hvor Uffe sad der hiemme,
Han frygted at det Kiæmpesprog
Var dog kun Dværge-Stemme*Ekko.;
Han vidste ei at Helten bold
Kun Pletten lod af Dane-Skiold
Med tydske Klinger skure.

111

Kong Vermund paa sin Kvide-Stoel
Nu hørde Noget runge,
Og kiendte det var Skrep som goel
Alt med sin Danske Tunge,
Hvor ramde nu i Herrefærd
Mit gode, danske Kongesværd?
Saa spurgde brat den Gamle.

112

131Ham meldte Svend med lystig Hu:
Det veed jeg ei saa lige,
At Tydskeren gik reent itu,
Er Alt hvad jeg kan sige,
Og Vermund flytted sig paa Stand
Til Sæde ind fra Bølgerand,
Han Sagn for Syn lod gange.

113

Saa stod de Konge-Sønner to
I Kredsen nu alene,
Og Sværdet goel, og Daner loe,
Thi Uffe han stod ene,
Ja Dansken stod, den Saxer laae,
Han maatte bag af Dandsen,
Thi han faldt ud af Turen.

114

End Vermund Sagn for Syn lod gaae,
Og reisde sig fra Sæde,
Og hvad kun times Kiæmper faa,
Den Gubbe græd af Glæde,
Ja, Kiæmpesorg og Taarefryd
Det altid var en Skioldungdyd,
Og Dannishedens Mærke.

115

132Det er heel underligt et Sprog
Hun har den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.

116

Ja, ei i Dag og ei i Gaar
O 📌Dannemark, du Kiære!
Du fikst de underfulde Kaar,
Du skalst til Graven bære,
De stande fast paa Norners Skiold,
De klinge giennem hver en Old
I søde Vemods-Toner.

117

Som Diderik, din Kiæmpe god,
Du sænker under Fielde,
Lindormen tænker, med sit Blod
Dit Hierte skal undgiælde,
Men Løven er dig huld og troe,
Den huler Fieldet med sin Klo,
Og bærer dig til Hallen.

118

133Derfor du fører i dit Skiold
De Hierter og de Løver,
Kun de kan frie af Vold,
Dit Adelring han døver,
Kun til at spalte Klippevæg
Det faaer igien sin hvasse Eg
Naar Hiertet er hos Løven.

119

Paa Gyldenbund saa himmelblaa,
Staae dine Løver trende,
Og om paa Skioldet ret jeg saae
Dig hiulpe alt de tvende,
Den tredie, det give Gud!
Dig grave nu af Fieldet ud,
Saasandt du det behøver!

120

Og naar da paa Kiærminde-Vang,
Dig Løven høit mon bære,
O, stem da i din Svanesang
Til Juda-Løvens Ære!
Thi i de Løver himmelblaa
Med Taarefryd du sande maae
At Han sig aabenbared.

121

134Ak! synker da igien i Field
Du ved dit Hiertes Brøde,
Da er der intet gyldent Feld,
Der er kun 📌Norges røde,
Du kommer aldrig ud af Field,
Hvis ikke da sin gamle Gield
Betaler Hellebarden.

122

Da smuldret er dit Adelring
Og ligger under Mulde,
Det gamle Blod gier Hiertet Sting,
Men ikke Bod for Kulde,
O! Gylden-Løve! husk da paa,
Det var de Løver himmelblaa
Som rakde dig din Krone!

123

Der er en Sang saa gaadefuld
Om Fafnir, Ormen lede,
Som ruged over Bølgeguld
Alt paa den vilde Hede,
Og om den Helt af Asablod,
Som Ormen slog men beed til Bod
Dog selv i Ormens Hierte.

124

135 Opfostret var den Kæmpe fiin
I 📌Dannemark med Ære,
Men Nidinge ham slog ved 📌Rhin,
Som Visen os mon lære,
Hr. Sigurd var hans Navn paa Jord,
Hans Rye gik vidt i Syd og Nord,
Det gik til 📌Griklands-Havet.

125

Han havde sig en Dotterlil,
Det var saa fiin en Blomme,
Og hendes Fosterfader snild,
Han lod den ei forkomme,
Han giemde den i Harpebund
Og førde den saa over Sund
I Lye til 📌Norges Fielde.

126

Der voxde op den Møe saa prud,
Og Brød hun maatte bage,
Men dog hun blev Kong Regnars Brud,
Den gaadefulde Krage,
I 📌Dannemark, i Kongefavn
Hun tog igien sit Adelsnavn,
Hun Aslaug heed med Æren.

127

136Men Aslaug hørde det med Sorg
Alt af den liden Svale,
At Regnar fæsted Ingeborg
I Sveakongens Sale,
I Troløshed hans Troe forsvandt,
At Kraken han i 📌Norge fandt,
Var Aslaug Sigurds-Dotter.

128

Nu Ormehiertet op sig skiød,
Hun gav sig til at mane,
Og for at vidne, hun var fød
Af Sigurd Fafnis-Bane,
Hun maned frem to Orme smaa
I Øiesteen paa ham der laae
Alt under Moderhierte.

129

Saa fødte hun saa harmefuld
Den Sigurd Orm i Øie,
Saa fødte hun et Ormekuld,
Og dog med Nakker høie.
O vee! thi Ormen raader nu
Saa høit i Hoved, dybt i Hu
Paa Øe, paa Hav, paa Hede.

130

137Med laaden Braag vel Regnar staaer
For Ormen under Lide,
Men i Kong 👤Ellas Ormegaard
Der klinger Regnars Kvide.
Ak! nu har Ormen vundet Spil,
Ak! hvordan vil det nu gaae til
Paa 📌Danmarks sorte Hede!

131

Den bruser huult nu over Søe,
Den Lyd af Regnars Kvide,
Og derom taler Øe med Øe
Hvad 📌Bretlands Orme bide,
Og 👤Ella faaer af Regnars Børn
Vel Ormen dyrt betalt med Ørn,
Men Ormen har sit Bytte.

132

Da saae det ud i 📌Dannemark,
Som det saae ud i 📌Norge.
Enhver var stor som han var stark
Og som han aatte Borge,
Paa Hav og Land og Stol og Stavn
Af Vikinger med Kongenavn
Det mylrede som Orme.

133

138O! havde Løven himmelblaa,
Mit 📌Danmark! da ei været,
Da havde Ormens Unger smaa
Dit Hierte brat fortæret,
Du havde til din Svanesang
Kun havt det Bragemaal der klang
Saa huult i Regnars Kvide *Man komme ihu at ligesom Versene ved Stærkodders Fald ere de sidste 👤Saxo anfører, saaledes er Regnars Kvide det sidste Kvad fra Hedenold han nævner, og af Omkvædet at dømme, har som Man kan tænke den danske Vise været langt vemodigere end den islandske, Tiden ene har lævnet os..

134

Der er saa bredt et Land bag 📌Rhin
Alt under 📌Vesterlide,
Der sad en Drot saa favr og fiin
Alt paa de samme Tide,
Ja, Keiser var han, som jeg veed,
Og Karl han var, alt som han heed,
For Hat, for Spir og Krone.

135

139Han gik saa frank, han gik saa frie
Alt over 📌Alpefielde,
Og tvang dit siunkne 📌Lombardie
Alt under Frankevælde;
Han gik i Ost og Vest og Nord
Og vilden Saxer, stolten Mohr
Sig maatte for ham bøie.

136

Men det er Skiemt af gamle Skjald,
Om end ei Tant saa ganske,
At med ham stod i 📌Ronceval
Den kiække Holger Danske.
De sammen gik i Arvetal,
Men dog sin Kamp i 📌Ronceval
Har Holger end tilgode.

137

Nei Andet saae den Keiser fiin
Paa Borg fra høien Svale,
Saae under sorte Seil paa 📌Rhin
De gyldne Stavne prale,
Og under Seil i Lyfting stod
Som 👤Godefred ei Fredegod
Den diærve Holger Danske.

138

140Den Keiser sukked i sin Aand,
Han saae uvordne Dage,
Han saae sit Spir i Holgers Haand
Og maatte sig vel klage;
Hvad hialp det, om han 📌Danmark vandt,
Naar Visen gik, og det var sandt,
De Danske boe paa Havet *Somme kan det dog maaskee fornøie her at mindes om det saa historisk mærkelige latinske Vers om den Jydske Kong 👤Haralds Daab i 📌Ingelheim, af den samtidige 👤Etmold Nigellius (Scriptor Rer. Danic. T. 1.) og her især disse Linier:

Gens erat – antiqvum cui perfidus angvis
Liqverat errorem sustuleratq. Deum
– – – – – – – –
Hi populi veteri cognomine Deni
Ante vocabantur, et vocitantur adhuc
– – – – – – – –
Ipse quidem populus – – – –
Lintre dapes qværit incolitatq. mare
Pulcher adest facie vultuq. statuq. decorus,
Unde genus Francis adfore fama refert.

.

139

141 Kun Skygge er al Verdens Glands,
Dens Roes kun Lyd af Bielde,
Og fra den bittre Dødningdands
Ei frier Byrd og Vælde,
Den Keiser og saa stolt og stor
Hensmuldrede i sorten Jord,
Thi Mand er Muldets Frænde.

140

Han efterlod en Søn saa spag,
Som Keiser skulde være,
Men Skulderen var alt for svag
Til Kronen høit at bære,
Sit Spir og Sværd han holdt kun slet,
Og holdt han Psalmebogen ret,
Saa holdt han dog ei Tonen.

141

I Keisergaard det gik saa skiævt,
Der Karlen var begravet,
Og Holger som Norman ei giævt,
Men vildt omfoer paa Havet,
Han foer paa Hav, han goel paa Kyst
Og giorde hvad Man kalder lyst,
Ja Kirken stod i Lue.

142

142Dengang det over Lande lød
Alt under Suk og Klage:
👤Carolus Magnus han er død,
Den Keiser uden Mage,
Da lød det som et Tordenskrald
Alt for en Munk i Klosterhald,
Men hvad vil det vel sige?

143

Ja, det var ingen Munk engang,
Men kun en Smaadreng liden,
Dog i hans Øren hardt det klang
Og huult og hele Tiden:
“Kun Skygge er al Verdens Glands
Og Enden er en Dødningdands.”
Veed I, hvad det vil sige?

144

Mon det kan skaffe Franken Fred,
Mon det kan hielpe Frisen,
Hvad kommer det Normannen ved
Og hvad skal det i Visen,
At hist i 📌Korbei-Klostret giøs
Og græd en liden Munkeknøs,
Knap tretten Vintre gammel?

145

143Lad sidde ham, den Knøs, i Fred,
Til han er ret udtunget!
Gud glæd hans Siæl i Evighed
For Messen han har siunget!
Ja, Franken skal med Frisen vist,
Men dog Normannen først og sidst
Hos Gud ham ihukomme.

146

Hr. 👤Ebbe sad med Bispestav
Til 📌Rheims i 📌Vesterleden,
Ham græmmede det Hedenskab
Saa nær ved Christenheden,
Han saae de danske Hedningbud
I Keisergaard gaae ind og ud,
Det gik ham nær til Hierte.

147

Saa tung da blev den Stav i Haand,
Og Kaaben var til Byrde,
Han hørde Røsten i sin Aand:
Du kalder dig en Hyrde,
Men Hyrden god i Ørken gaaer
At lede op det tabte Faar
Og sanke det til Hiorden.

148

144Da blev saa let den Hyrdestav,
Og 👤Ebbe flux med Glæde
Den tunge Kaabe kasted af,
Og gik med Stav fra Sæde,
En bedre Byrde haabed han
At hente i det Hedningland
Og til Guds Alter bære.

149

Saa vandred ud den Biskop from
At grunde 📌Nordens Kirke,
Han gik saa vidt, han gik til 📌Rom,
Han gik til 📌Dannevirke,
Med Pavebrev og Keiserbud
Han gik i 📌Nord, han gik med Gud,
Med Hedninger i Følge*Det er mig aldeles ikke ubekiendt hvad Mange dømme om 👤Ebbe, men jeg vil sige med 👤Adam af Bremen: hvo tør dømme 👤Ansgars fortrolige Ven! jeg vil tilføie at to Helgenes Vidnesbyrd som 👤Ansgars og 👤Rimberts dog vel kunne opveie Hundredes Klaffer i en vanartig Tid, og jeg vil endelig tilstaae at jeg ei begriber hvad der drev Erkebispen af 📌Rheims ind iblandt vilde Hedninge, og hvad der lagde den Salvelse i hans Ord, den høie prophetiske 145Tale paa hans Læbe som var paa Jorden 👤Ansgarii ypperste Trøst, og skal være mærkelig, saalænge Kirken staaer, jeg veed ikke hvad det kunde være, naar det ei var hellig Troe og brændende Nidkiærhed, som og den sanddru 👤Rimbert siger, og derfor maae jeg, trods Alt hvad der er sagt om ham, ære og elske hans Ihukommelse, som den danske Kirkes aandelige Fader i 👤Christo..

150

145 I 📌Jylland havde 👤Harald Klak
Et lille Kongerige,
Men hvor han havde sit Gemak
Det veed man ei saa lige,
Dog, sad han ei paa 📌Haraldskiær,
Saa sad han den dog sikkert nær
Alt paa den brune Hede.

151

Ja vist han sad paa 📌Jellinggaard,
Det kan omtrent Man vide,
Om ikke just det hele Aar,
Dog sikkert somme Tide,
Man mærker det paa 👤Thyra godt
At hun har kiendt det gamle Slot
I sine unge Dage.

152

146I 📌Landerup ved 📌Kolding-Aa,
Der er saa klar en Kilde,
Der stod en Steen saa stor og graa,
Den Meget sige vilde,
Som, naar engang Man kan forstaae
At stave ret de Runer raa,
Man faaer kanskee at vide*Det kommer derpaa an hvor godt den Steen er tegnet af; thi den er, saavidt jeg veed i Mandsminde, kløvet til en Trappe. Det kalder Man ikke at træde Fædres Ihukommelse under Fødder, men er det andet, da har jeg ei Forstand paa 📌Danmarks Hiertelag og Tungemaal. Jeg sørger ei over Skaden som skeer, men over Hiertet som nænner at de Stene sønderhugges, hvorom det ikke veed hvor mærkelige Tidender de sattes til at bringe, men som det veed er af Fædrene satte med Flid til at bære os Sagn om hvad de funde værd at betænke. O! maatte Sligt dog lægges paa Hierte!.

153

Ved Kilden stod en Kongegaard
End ei saa langt tilbage,
Og Ordet gik, som skrevet staaer,
At i de gamle Dage
Da havde der Kong 👤Harald Klak
Et kiært og synderligt Gemak
Og riste lod de Runer.

154

147Der gik endnu et andet Ord,
At det gik Konger ilde,
Naar ei, ihvor de drog og foer
De drak af samme Kilde,
Og derfor Man med samme Skiel
Som 📌Roskilds gamle Kongevæld,
Den nævner 📌Konge-Kilde.

155

Og er det sandt som skrevet staaer,
Det sandes vel tillige,
At 👤Ebbe kom til 📌Landdrupgaard,
At christne 👤Haralds Rige,
Og naar det Konger godt skal gaae,
Tilvisse og de drikke maae
Af Korsets 📌Konge-Kilde.

156

Der stod en Borg ved Rinaabred,
Der maatte Marmelstene
Fra 📌Rom og fra 📌Ravenna med
Sig til en Hald forene,
Ja, til saa stolt et Keiser-Slot,
At favne der en Franke-Drot
Alt under Keiser-Krone.

157

148Der randt engang et Timeglas,
Det synes nu udrundet,
Da hvert et kongeligt Palads
Med Kirken var forbundet,
Og ved den Keiser-Borg saa prud
Der stod et Huus for Himlens Gud,
Ja, til Hans Ord og Ære.

158

👤Carolus med sin store Magt,
Og med sin brede Krone,
Holdt Engle for den bedste Vagt
Om Borg og Land og Throne,
Thi havde han den Kirke hvalvt,
Og 📌Engelheim blev Borgen kaldt,
Der dvæled han saa gierne.

159

Og det var Keiser 👤Ludvig spag,
Han Borgen skulde giæste,
At sidde der paa Herredag
Med Riddere og Præste,
Og det var 👤Ebbe med sin Stav,
Han kom fra 📌Danmarks Hedenskab
Med Tidender saa gode.

160

149 Han bød: Guds Fred! han bød: God Dag!
Og det med Hiertens Glæde,
Han talde til den Keiser spag:
O! stat nu op af Sæde!
Et Barn er født i Bethlehem,
Thi glæde sig Jerusalem,
Halleluja istemme!

161

Halleluja! ja, Gud skee Lov,
Som med mig vilde være,
Saa fra den dunkle 📌Daneskov
Kiærminder jeg kan bære!
Han plantet har en Eeg saa prud
I Skoven der, hvis Hierteskud
Til Skyen skal opvoxe.

162

Han plantet har saa fiin en Bøg,
Den faaer saa fast et Stade,
At ei, før Hav opgaaer i Røg,
Den fælder sine Blade,
Og i dens Grene Himlens Fugl,
Skal Rede bygge, finde Skiul,
Sin Røst i Sang opløfte*At 👤Ebbe virkelig har spaaet Sligt om 📌Nordens Kirke, kan Man selv see i Ansgars Levnet, og finder Man andre Ord, anden Mening skal Man vist ikke finde..

163

150 Alt mangen Siæl af Satans Vold
Er vundet til Guds Rige,
Med Viv og Søn Kong 👤Heriold
Nu vindes vist tillige,
Et Barn er født i Bethlehem
Og fort sin Kaas til 📌Englehiem
Kong 👤Heriold mon stile.

164

Det hørde Alt den Keiser spag,
Det Ord han maatte lide,
Og det var efter Valdborgdag,
Og nær ved Pindsetide *Vil Man ikke troe, at selv dette har sin gode Hiemmel, da see Man efter! saa har jeg giort.,
Den Keiser foer fra Bye til Bye,
Og Ranken stod saa grøn og blye,
Og Fuglen sang paa Kviste.

165

Den Keiser stod i Borgen sin,
Han saae fra høien Svale
Alt under hvide Seil paa 📌Rhin
De gyldne Stavne prale * Ecce volant centum per Rheni flumina puppes Velaq. candidolis consociata modis. Saaledes synger i det Mindste 👤Ermold, og lod det sig end ikke, som jeg dog mener, forene med 👤Rimberts Beskrivelse, vil Man vel maatte finde, at jeg endda havde Ret til her at tale om hvide Seil og gyldne Stavne.,
Og under Seil i Lyfting stod
Som 👤Harald nu saa Fredegod,
Den gamle Holger Danske.

166

151Og der blev talt saamangt et Ord
Med Blide og med Læmpe,
Til Kongen og hans Mænd fra 📌Nord,
Saamangen ærlig Kæmpe,
Og Talen gik saa længe om,
At 👤Harald tog ved Christendom,
Og Kæmperne tillige.

167

Det var forvist en Høitidsgang,
Der Mænd fra 📌Dannevirke
Gik under Sang og Klokkeklang
I 📌Engelheim til Kirke,
De kasted Odins Kiortel graa,
Og Korseliin de toge paa,
Ja Christentøiet hvide.

168

Og 👤Ludvig holdt Kong 👤Heriold
Alt under Daabens Naade,
Og 👤Luther holdt hans Søn saa bold,
Det er en venlig Gaade,
Og 👤Judith holdt den Dronning fiin
Alt under Guld og klare Liin,
Vor Gud saa vil vi love!

169

152Den Kirke stod saa underfuld
Om ei for Hierter kolde,
Saa dog for Skialden, klar som Guld,
Og fuld af Saga-Skiolde,
Som Herrens Værk i Tidens Gang
Bedrifterne paa Skiold udsang,
Hvad Himle skal fortælle*Templa Dei summo constant operata metallo Ærati postes aurea ostiola, Inclita gesta Dei, series memoranda virorum Pictura insigni, qvo relegenda patent. Saa synger 👤Ermold og opregner derpaa de Stykker saavel af den hellige som verdslige Historie, han i det Mindste saae i Kirken hvor 📌Danmarks Konge døbdes. .

170

Ja, ei i Dag og ei i Gaar,
O! 📌Dannemark! du Kiære!
Du fikst de søde Vemods-Kaar,
Du skalst til Graven bære,
De stande fast paa Norne-Skiold,
Og klinge giennem hver en Old
Fra Lund og Harpe-Strænge.

171

153 Saa toner høit det over Hav
Fra Syd, fra 📌Østerleden:
Det klare, underfulde Rav
Det er kun Taaresveden
Af Systerne i Ocean,
Som sidde lavt ved Eri-Dan
Og Broderen begræde. *At de danske Øer virkelig ere de glesseriske (Gler-Øerne) skal vel en dybere Undersøgelse lære.

172

Det toner, 📌Tyrus! fra din Kyst,
Og 📌Hellas! fra din Lyre
Om Gude-Sønnens Daarelyst
Til Solens Karm at styre,
Om Phaeton, som fandt sin Grav
Alt i det dybe Verdenshav,
Hvor Systre ham begræde.

173

O! det er Danaider smaa
Der sig for Ørnen dølge,
Med Krandsen af Kiærminder blaa
I Oceanets Bølge,
Og siunge der et Havfru-Chor,
Som smelter Klipperne i 📌Nord
Med sine Vemods-Toner.

174

154Ja, 📌Danmark, saa kiærmindelig
Dit Hoved du mon bøie,
Og himmelblaa Kiærminden sig
Mon speile i dit Øie,
Og 📌Paradisets Glemmigei
Har farvet blaa din Havfruvei
Igiennem Tidens Bølger.

175

Kun i det dybe Himmelblaa
Sig klarer Stiernens Lue,
Og Minderne Man vil forstaae
Man kiærlig maae beskue,
Hvem beder mindelig som du?
Hvem ener saa i Sprog og Hu
At elske og at mindes?

176

Det toner underfuldt i 📌Nord
Om Freias gyldne Taarer,
I Taaren Ædelstenen groer
Og ei i Fieldets Aarer;
Den groer imens hun gaaer om Land
Og spørger om sin Ægtemand
Og om hans Stammetavle.

177

155Hun Othars Æt og Arvetal
Udspørge maae i Tide,
Før Othar med Angantyr skal
I Kreds om Odlen stride,
Da skal det blanke Sagaskiold,
Hvor Old forener sig med Old,
Ham Danefeet hiemle.

178

Ja, 📌Danmark! du est Freia vist
Alt med sin Gylden-Taare,
Din Ægtemand er hviden 👤Christ,
I Verdens Mund en Daare,
Ham søgde du i Hedenold,
Afmale skal du paa hans Skiold
Hans Æt og hans Bedrifter.

179

Da skal Steen-Templet han dig gav
Med Væggene saa steile,
Forvandle sig til klaren Rav
Til favre Gaade-Speile,
Hvor Lignelsen af hver Bedrift
Med Skyggen af hver Runeskrift,
Sig underlig forbinder*See Hyndlu-Liod og Dæmes. 22.30. og Freias Kenningar. Hendes Skib heed Sesrumner, og Veemodskvad (Mannsáungúr) var hendes Lyst..

180

156Ja, 📌Danmark! det er dine Kaar,
Vor Gud saa vil vi prise!
Hvad Bøge-Fuglen sang i Vaar
Alt i din Kiæmpe-Vise,
Forklares skal ved Sagas Røst,
Naar Roserne i Efter-Høst
Sig om din Tinding vinde.

181

Ja, Holger Danske! vist du skal
De Konger undertvinge,
Halvfierds og tvende udi Tal,
Som det i Skiemt mon klinge,
Dem tvinge under 👤Christi Aag
Og lære dem det danske Sprog
At kiende og at ære.

182

Ja, visselig fra 📌Bethlehem
Du skal i Strid uddrage,
Og Landet fra 📌Jerusalem
Til 📌Ganges Bred indtage,
Og som 👤John Præst med Dannebraag
En Hvile under 👤Christi Aag
I 📌Indien forkynde*👤Petri Olai Chronicon Reg. Dan. Script. Rer. Danic. T. 1..

183

157 Ja, slaae kun Hedens Orm ihiel,
Som Sigurd Fofnesbane!
Og riid saa op paa Hindu-Field
Med Asaguld og Grane!
Da vaagner Brynd-Hild og forsand,
Og giver kiærlig dig Forstand
Paa gamle Gude-Runer.

184

Ja Brynd-Hild skal et Rune-Chor
For dine Øren siunge,
Og lære dig det første Ord
Som klang fra Mimers Tunge,
Og lære dig hvordan du vist
Dig kan mod alskens Argelist
Med Rune-Staven skiærme*Sigurdrifu-Mal i den historiske Edda. Meget var her at tale og udlægge, men deels er Tiden nu dertil for kort, deels have Eddas nærværende Udgivere ei villet vise mig den Villighed der fordum viisdes 👤Sandvig, at laane mig de trykte Ark, hvorfor, maae de selv vide. Herved have de imidlertid hindret mig fra at give Brudstykkerne i Norne-Giæsts Saga saa godt, som det ellers kunde skeet, hindret mig fra at smykke denne Nyaarsgave med nogle af de deilige Sange, forhalet og maaskee forspildt den poetiske Oversættelse, jeg agtede, om muligt at have fuldført til samme Tid som Texten ud158kommer, for dog nogenlunde at aftvætte den Skamplet der hviler paa os, fordi ei alene 👤Hagen udgav Texten, men Brødrene Grim endog en ret god tydsk Oversættelse af disse vore herlige Oldkvad, førend vi udgav hvad der i mange Aar har ligget færdig. Dette siger jeg, for at de som have Skylden, skal bære den, og kan det trøste dem, at de derved have hiemlet sig Deel i den Ringeagt hvormed 📌Dannemarks Boglærde behandle mig, da misunder jeg dem ikke Trøsten, men ei heller Dommen en upartisk Efterslægt vil fælde. Dixi..

185

158Ja 📌Dannemark! det er din Lod,
Det er din Nyaarsgave,
Paa Granes Bryst og Gungners Od
At løse Runestave,
Og sanke dem i Sagas Speil
Med Runerne paa Norners Negl
Og dem paa Brages Tunge.

186

Du blander dem i Kirkeviin,
Det vorder Viisdoms-Vædske,
Dermed da skal din Broder fiin
Sig muntre op og lædske,
Og stave Runerne saa smaa
Paa Sole-Skiold og Biørne-Taa,
Paa Ørne-Neb og Vinge.

187

159De blandes i den samme Viin,
Og da den Danske Tunge
Skal med en Røst saa liflig fiin
Udtale og udsiunge
Det som Forklaret og som Heelt,
Hvad før kun dunkelt var og deelt
Hos Alfer, Aser, Vaner.

188

Det er saa underligt et Sprog,
Hun har den Dane-Sage,
Hun i Eenfoldighed er klog
Paa ny og gamle Dage,
Selv naar hun drager udenlands,
Hun beiler kun til Hiemmets Krands
Af blaalige Kiærminder.

189

Saa tak da for de gamle Aar
O Land! den evig Høie!
Ja tak for sære Vemodskaar,
For Taaren i dit Øie,
For Sorgen han i Hierte giød
Den Munkeknøs ved Keiserdød
I 📌Corbeis fierne Celle.

190

160Ja mærk, o kiære Fædreland,
Den Tale uforblummet!
Alt længe havde vilden Strand
Din Gravhøi overskummet,
Begravet i sit Svælg hos Skjold
Alt Danefe fra Hedenold,
Varst du ei korset vorden.

191

O længe da hos 📌Spartas Biørn
Og hos Athenens Ugle,
📌Ægyptens Apis, 📌Romas Ørn,
Al Verdens Dyr og Fugle,
Din Løve nu i Hælheim laae,
Og skulde aldrig meer opstaae
At frede Dane-Skoven.

192

Og aldrig da den Fuglerøst
Var hørt fra Bøgens Grene,
Som aander Liv i gamle Bryst,
Bevæger haarde Stene,
Den Fløitelyd saa veemodssød
Om Signes og om Habors Død,
Om tusinde Kiærminder.

193

161 Da aldrig, hvad ei Verden troer,
Men skal forbauset skue,
Ved Midnat blussed op i 📌Nord
End Signeburets Lue,
Forklarende det væne Maard
Som vidt udslaaer sit gyldne Haar
Og siunger Svanesangen *Ogsaa dette Sagn om Signes Aabenbarelse er fra Middelalderen..

194

Saa lyt da under hvide Liin,
O Moder! til min Tale
Om den Apostel favr og fiin
Som vilde dig husvale,
Som korsede i 👤Jesu Navn
Din knakte, hartad siunkne Stavn
Saa end paa Hav den gynger!

195

Igien er knakt Sesrumners Stavn,
Den sank for Verdens Øie,
Men løfter sig i 👤Jesu Navn
Sortladne Hav at pløie,
Og aldrig synker den som Vrag,
Saalænge i det røde Flag
End Korset er at skue.

196

162Hos Fyrsterne sad tæt i Ring,
De Bisper rundt om Borde,
Hr. 👤Ludvig holdt et Keiser-Thing,
Og saa tog han til Orde:
Hvor finder jeg den Klerk vel nu,
Som vandre vil med trøstig Hu
Til Hedninger i 📌Norden?

197

Udsaaet er den gode Sæd
Nu paa den brune Hede,
Men Spiren er endnu saa spæd
Og Fienden er tilrede,
Og sove vi, sin Klinte han
Udstrøer da tykt og tæt paa Stand,
Og spæden Spire kvæles.

198

Thi nævner mig en hellig Mand,
Som, Gud til Priis og Ære,
Vil fløtte Stav til 📌Daneland,
At døbe og at lære,
Som mellem Hedninger vil boe,
At styrke Kongen i hans Troe
Og vinde Herren Siæle!

199

163Der sad den Skare stolt og prud
Af Herrer og af Klerke,
De elsked Verden, fremfor Gud,
Det var saa godt at mærke;
Til Ring og Stav, til Borg og Lehn
Var Beilere vel ti for een,
Til Martyr-Kronen ingen.

200

De leged lidt med Stav og Sværd,
Og hvisked saa til Siden:
Slet ingen, der har Gud saa kiær
Vi kiende nu for Tiden;
Hvor var det værste Hedenskab,
I 📌Danmark eller Klerkelav?
Det maatte Man vel spørge.

201

Da reisde sig en Abbed fiin,
Man kaldte ham Hr. 👤Vale,
Han mælde brat: o Herre min!
Nu mig Forlov at tale!
Jeg veed en Munk saa fiin og from,
Han kan saa godt sin Christendom,
Og har saa snild en Tunge.

202

164 Han haver Drift og stærk Attraa
Til Ordet at frembære,
Og Meget vilde han udstaae
Til 👤Christi Priis og Ære,
Han har sin Gud og Frelser kiær,
Og vover han ei denne Færd,
Da vover den vist Ingen.

203

Det var den liden Munkeknøs,
Som sad i 📌Korbeis Celle,
Og lyttede og græd og giøs,
Lod sig saa tit fortælle:
Nu blegnet er den Keiser stor
Ja død og lagt i sorten Jord
Med al sin Glands og Vælde.

204

Nu var han sig en Munk saa stor,
Og kunde Messer siunge,
Ja klart forkynde Herrens Ord
Med en omskaaren Tunge,
Som Torden det for Verden lød,
Men Honning fra hans Læbe flød
For Fattige i Aanden.

205

165Det var den Munk, som Prisen bar
For Bisper og for Klerke,
Det var den hellige 👤Ansgar,
Den Hedens Morgen-Lærke,
Han gik til 📌Rhin for 👤Ludvig frem,
Ja, først og sidst til 📌Englehiem,
Der klinger nu hans Harpe.

206

Det skulde flux han svare paa,
Om han til 📌Danmarks Skove
Som Ordets Tiener vilde gaae
For Troen Livet vove?
“Ja, hielpe Gud mig arme Mand!
Jeg gange vil saa godt jeg kan,
Saavidt I mig vil sende.”

207

Og det kom ud blandt Læg og Lærd:
Her er en Munk i Gaarde,
Som vove vil den Daarefærd,
Ja Martyr vil han vorde,
Det er slet ingen christen Mand,
Der saa fra christne Fædreland
Vil gaae til Hedenskabet.

208

166For 👤Christ at vove Liv og Blod
Kan Verden aldrig kaare,
Og hvem dertil har Lyst og Mod,
De skiælde for en Daare,
De hade ham af Hiertens Grund,
Det Ord dem piner allenstund:
Kun han er min Discipel.”

209

Og Diævelen, Man tænke kan,
Ei gav sig Tid at hvile,
Men rasde mod den fromme Mand
Med sine Lue-Pile,
Sin Kirke havde han i 📌Nord,
I 📌Upsala sit høie Chor,
Det var ei Tid at sove.

210

Det var 👤Ansgar, den fromme Mand,
Han blev i Sind saa bange,
Og ingen Hvile havde han
Alt for den gamle Slange;
Med Verdens Latter, Spot og Had
Sig blanded Verdens Lokkemad,
Og Venners Fristetaler.

211

167Han gik sig i den Urtegaard,
Alt mellem grønne Ranker,
Og kiæmpede den Kamp saa haard
Med Tvivl og onde Tanker,
Der læsde han og bad i Løn,
Ja bad til Guds eenbaarne Søn,
Og græd saa bittre Taarer.

212

Der Fuglen sang saa sommerglad
Alt under Rankens Buer,
Der skrevet stod paa hvert et Blad
Om klare, modne Druer,
Om Ranken paa den danske Iis,
Om Druen i Guds 📌Paradiis,
Men ak! ei for den Fromme.

213

Han stod og laae med Hiertevee
Alt som en 👤Christi Fange,
Han skulde i 📌Gethsemane
Med 👤Christ i Døden gange,
Ak! da er Middags-Solen mørk,
Og Blomme-Haven som en Ørk,
Og Sang som Ulve-Tuden.

214

168 Men staae og stride vi med 👤Christ,
Og vil ei fra Ham vige,
Da kommer og en Engel vist
Med Trøst fra Himmerige,
Han kommer vist, som han kom her,
Thi 📌Englehiem er altid nær,
Hvor fromme Christne bede.

215

Alt som 👤Ansgar da sad i Vraa,
Saa bitterlig at græde,
En Ungersvend mon for ham staae
I Gyldenstykkes Klæde;
O, siig du mig, saa lød hans Ord,
Har end du Lyst at gaae til 📌Nord
Og Liv for Troe at vove?

216

Hvad vilst du her? gak! frist mig ei!
Gak bort til dine Glæder!
Hvad vilst du paa min øde Vei,
Du Mand i bløde Klæder!
Saa lød den Frommes haarde Ord,
Han vented Svig ei Trøst paa Jord,
Han var saa syg i Sinde.

217

169Det svared da den Ungersvend:
Fra Svig mig Gud bevare!
Men vandrer du til 📌Danmark hen,
Jeg deler Færd og Fare,
Mit Hierte brast, om jeg dig saae
Saa eenlig og bedrøvet gaae
Til vilde Hedninglande.

218

O, sligt et Ord maae tone ind,
Som naar Serapher siunge:
Klar op, mit Hierte, Siæl og Sind!
Lovsyng din Gud min Tunge!
Saa toned og det for 👤Ansgar,
Og Morgensolen straaled klar,
Og Fuglen sang til Glæde.

219

Saa gav de i den Urtegaard
Hinanden Troe og Love:
Og Begge om de bange Kaar,
De Alting turde vove,
Af Gaarden ud de ginge nu,
Med Haand i Haand og Fryd i Hu
Alt som hinandens Engle.

220

170Hr. 👤Ødbert heed den Ungersvend,
Hans Byrd var som den bedste,
Han kaldtes mangen Høvdings Ven
Var født til Borg og Fæste,
Det var alt som et Underværk,
Og at i Under Gud er stærk
Vil Verden aldrig lære.

221

Saa drog de ud i 👤Jesu Navn
At bygge 📌Danmarks Kirke,
De foer paa 📌Rhin til 📌Dorstad-Havn
De gik til 📌Dannevirke,
De bygged paa en bedre Vold
Med Prædiken og Skolehold
I Marsken og paa Heden.

222

Saa reisde sig i Morgengrye
Saa nær ved 📌Dannevirke,
Ved 📌Sliens Bred i 📌Hedebye
Den første Danne-Kirke,
Og 👤Erik heed den Herre god
Af 📌Jyllands gamle Kongeblod
Som tømre lod den Kirke.

223

171Jeg veed et lille Runespeil,
Det er af Rav det samme,
Vel, som det lader, ved en Feil
Det fik en romersk Ramme,
Men nem at ændre er den Feil,
Thi Rammen til det danske Speil
Er romersk kun anstrøget.

224

Den Velling har jeg visket af
Med Pennefier og Væde,
Og saae at Rammen selv var Rav,
Det var en dobbelt Glæde,
Thi af 👤Ansgars Apostel-Aand
En Lignelse ved 👤 Rimberts Haand
Er dansk i Rav indbildet.

225

Hvad Skilderie og Runestav
Kun tegner som en Skygge,
Kan selv det mindste Speil af Rav
Med Liv i sig indtrykke,
Kun under Dunkelheds Gestalt
Kan Speil af Støv afbilde Alt,
Hvad Ordet skal udtrykke.

226

172 Ja, 📌Dannemark! vær glad og froe!
Og lov din Gud for Lykke!
Thi hvad de Stolte ei vil troe
Du kan i dig indtrykke,
O! priis den Herre, som dig gav
Det Hiertespeil af dunkle Rav,
Som kan Hans Billed favne!

227

Ja Rav! du er det sande Glar,
Du er den sande Farve,
Af dig og Gaadespeilet var
Som, til vi Herren arve,
Og til Hans Ansigt vi kan see,
Skal os Hans Lignelse betee,
Som Hans Apostel melder.

228

O! leder ei i 📌Romas Grav
Om Farver som kun prale!
Kun naar I male vil med Rav
I kan en 👤Christus male,
Thi Støvets Glimmer er ei Glands,
Glands fattes kun af Aandens Sands
Og giennemgløder Støvet.

229

173 O! Glas! som Speile-Navnet stial
Og vilde Støv forgude,
Du Klippesøn! stiig ned i Dal!
Du est jo skabt til Rude,
Til Rude for et Speil af Rav,
Som Speil er du kun Sølvets Grav,
Giv Rav dit Sølv til Ramme!

230

Kun da du giennem Dane-Glar
Faaer Billedet i Eie,
Af Ordets Sendebud 👤Ansgar,
Som ei kom til dit Leie,
Og ingen Ordets Billed har,
Som ei tilegner sig 👤Ansgar
Alt med hans Drømme-Syner.

231

Han saae i Drømme, den Guds Mand,
Hvad Nyaar skal forklare,
Han stod for Himlens Straale-Rand
I Fortids Helgen-Skare,
Han leed i Drømme hvad engang
Skal sees lidt i 📌Danevang:
Han deelde 👤Christi Pine.

232

174At Martyrdøden ei han leed
Det var hans største Kvide,
O 📌Danmark! du i Kiærlighed
Med din Apostel stride!
Naar da paa Straae du sover hen,
Du dog skal dele med din Ven
Hans Martyr-Død og Krone.

233

Ja, det var skiult for den Guds Mand,
Hvad sig skal aabenbare
Paa Fieldet hist i 📌Norges Land
Og Herrens Raad forklare,
At 👤Petrus der engang endnu
Skal komme sine Ord ihu:
Men Herre! hvad skal denne?

234

Ja 👤Peder skal til Korset gaae
Paa sine gamle Dage,
👤Johannes skal Guds Raad forstaae
Hvorfor han blev tilbage,
Thi paa sit 📌Pathmos skal sin Bog
Han lægge ud paa Dane-Sprog,
Og da skal Herren komme.

235

175Ja, 📌Dannemark! o lov din Gud!
O! rens dig vel, 👤Marie!
At du kan som en smykket Brud
Din Frelser oppebie,
Saa du i Aanden sukker: kom!
Og, naar Han kommer, jubler from:
Kom Herre 👤Jesu! Amen!

236

Saa laae 👤Ansgar paa Sotteseng
Udtæret under Smerter,
Og drog i Herrens Klokkestræng
Og tændte sine Kierter,
To for 👤St. Peder og 👤St. Hans,
En for 👤Maria, Kirkens Glands,
Det var en Kyndelmisse.

237

Alt paa 👤Marias Luttre-Dag
Han vented Bod for Smerte,
Da brændte og med Lue svag
Saa blaalig alt hans Kerte,
En Nat dog var tilbage end,
Med Suk han giennemvaaged den,
Med Bøn og Vemods-Sange.

238

176Men der det lysnede i Øst
Da løsdes og hans Tunge,
Og Præsterne med høien Røst
Lovsangen bød han siunge:
O! store Gud! vi love Dig,
Da klang i Chor høitidelig,
Og Troen blev udsiunget.

239

Der Morgensolen lysde ind
Alt giennem Kirke-Rude,
Da hvisked Straalen til hans Sind:
Jeg Herren skal bebude,
Sit Hoved han opløfte lod
Og aad Hans Kiød og drak Hans Blod,
Hvis Lem han vilde være.

240

Saa løfted han sin Haand saa from,
Og tog i Bøn til Orde:
O! fromme Gud! gak ei i Dom
Med dem, som Ondt mig giorde!
Derpaa han bad sin femte Bøn,
Paakaldte Guds Eenbaarne Søn,
Gav Ham sin Siæl i Giemme *At alt dette forholder sig aldeles saa efter Bogen om Ansgars Levnet, som 👤Adam af Bre176👤men giver det herlige og mærkelige Vidnesbyrd, at 👤Rimbert skrev den med sandfærdige Ord alt som en 👤Johannes, thi han var den Discipel som 👤Ansgarus elskede; det kan, hvo som vil, læse sig til, om ei før, saa naar min danske Oversættelse, vil Gud! snart, udkommer..

241

177O! 📌Dannemark! o priis dog Gud,
Og leeg for Ham med Ynde,
Som ved et saadant Sendebud
Dig Ordet lod forkynde!
O! see Forbilledet i ham,
Af hvad du, trods al Verdens Skam,
I Verden skal udtrykke.

242

Min Læbe er i Kirken stum,
Ubundet dog min Tunge,
Og Dagens Evangelium
Jeg vil for dig udsiunge,
Om 👤Peder, 👤Jacob og om 👤Hans,
Som Herren saae i Himmelglands
Paa Kirke-Biergets Tinde.

243

178 Ja 📌Danmark! jeg gientager frit:
Du est 👤Johannes Fylde,
Og hvad der males med dit Kridt
Skal 📌Østens Soel forgylde,
Og hvad sig speiler i dit Rav,
Gienskinne skal fra Soel og Hav
Og dybt fra Fieldets Aarer.

244

Og 📌Norge! jeg tør sige vist,
At du er 👤Petri Fylde,
Du skal forklaret skue 👤Christ,
Og Ham i Støvet hylde,
Men drøm ei stolt at du er stærk!
Thi Troen kun sit Underværk
I Svaghed kan fuldkomme.

245

Jeg frygter, ak, jeg frygte maae,
Du mener selv at mægte
I Døden for din Gud at gaae,
Og maae Ham da fornægte;
Dog, naar din Frelser til dig seer,
Da føler du: din Steen er Leer,
Da smelter du i Taarer.

246

179O! kan det hielpe, Broder fiin!
Jeg vil dig rørt advare,
Naar høiest klinger Klokken din,
Da est du meest i Fare,
O! hør mig Broder! lyd mit Raad,
O! ringeagt ei Svagheds Graad!
Det koster Angers Taarer!

247

Og, 👤Israel! du Herrens Præst,
Skal dig med Dan trolove,
Det er den store Pindsefest
I 📌Danmarks Bøgeskove,
Og atter for en Mose-Stav
Sig dele skal det røde Hav,
Og Pharao omkomme.

248

Ja, som en Løveunge prud
Skal 👤Rachel 👤Dan opamme,
Og være skal han for sin Gud
En isralitisk Stamme,
Han æde skal af Landets Marv,
Hans Stæder er af 👤Judas Arv,
Ham avled Juda-Løven.

249

180Ja, 📌Dannemark, o lov din Gud
For Vugge og for Baare!
Og for det stærke Hierteskud
Som skues skal ad Aare!
Ja for det blanke Danne-Skiold
Hvor Nyaar sig med Fædre-Old
Saa underlig forene.

250

Og, 📌Jylland med de sære Kaar,
Med Hierterne saa røde
Med Lyngen som tvetydig staaer
Paa Grændserne af Grøde!
Da skal den Urkok vist som goel
I Dagningen mod 📌Østens Soel
Sit Morgen-Gal forklare.

251

Da skal Man see paa Amleths Skiold
Det store Sagn forklaret,
At Gud fra Tydskens Overvold
Dig har ved Dan bevaret,
Ja elsket op i Bøge-Læ
Saa underfuld et Ceder-Træ
Med Bøge-Marv og Blade.

252

181O Held dig, 📌Sælland! om end da
Du rørt kan ihukomme,
At du alt fordum fik derfra
Din bedste Rosen-Blomme,
At det var 📌Jyllands Hierteblod
Som flød i 👤Thyra 👤Dannebod,
Din christne Kongemoder!

253

Og 📌Norge! husk paa samme Dag
Til dig med Vestenvinde
En Snekke bar fra 📌Vendilskag
Den første christne Kvinde,
Din Kongemoder, Syster god
Til Dronning 👤Thyra 👤Dannebod,
Ja Thyrne, 👤Ragnilds Moder.

254

Der stod engang paa 📌Jelling-Heed
Saa prud en Saga-Kirke,
Men den forlængst er siunket ned
Saavel som 📌Dannevirke,
Nu staaer den taarneløs og lav
Alt som en muret Helgengrav
Imellem Kiæmpehøie.

255

182Fra Hedenold de Høie staae
Saa mægtige og brede,
Og grønnes til at undres paa
Midt i den sorte Hede,
I Aand os det indbilde maae
At grøn engang skal 📌Jylland staae
Paa Verdens sorte Hede.

256

De Høie staae som de alt stod
I 👤Harald Blaatans Dage,
Der hviler 👤Gorm og 👤Dannebod,
Det vidner 📌Danmarks Sage,
Og Stenen graa og Stenen blaa,
Som end paa Kirkegaarden staae,
De vidne og det Samme.

257

Jeg ei forstaaer den Runerad
At sætte ret i Lave,
Men derfor seer jeg lige glad
Paa gamle Runestave,
Ja, det er just en herlig Ting
At slig en liden Runering
Kan trodse Verdens Kiæmper.

258

183 For Kirkedør de Stene staae
Alt som derind de vilde,
Det og engang sig føie maae
Om ikke før end silde,
Ja vist engang de vil og maae
For Alteret til Skrifte gaae
Aflægge deres Byrde.

259

Ja Saga, som dem baaret har
Til Kirkedør med Smerte,
Skal gange ind saa aabenbar
Og vælte dem fra Hierte,
Og over dem som Alterfod
Skal gamle 👤Thyra 👤Dannebod
Sin Helgenkalk udtømme.

260

Den Jydepræst for Alterbord
Med Kors paa Messekaaben,
Ham skal de skrifte Sandheds Ord
Om Gud og Dane-Daaben,
Det Skriftemaal saa rørt i Sind
I Alterbog han skriver ind
Og “Gloria!” udtoner.

261

184De staae alt som den Gildesfærd
De ventede og vidste,
Det nytter ei at Læg og Lærd
Dem fritte vil og friste,
De agte ham kun Svaret værd,
Hvem Gud har lært paa Kryds og Kvær
Dem konstig at udspørge.

262

De tie, som den Herre god,
De nævne paa det Sidste,
Der Han for de Skriftkloge stod,
Som fritted for at friste,
Jeg tier, sagde Han, for Jer,
Thi sagde jeg hvad Sandhed er,
I troed mig dog ikke.

263

Ja, sagde hver en Steneknøs
Hvad Sandhed monne være,
Saa lodes de dog ikke løs,
Man Tant dem vilde lære,
Ja, stod de fast paa Sandheds Ja
Paa Kryds og Kvær paa 📌Golgatha
Man lammed deres Tunge.

264

185 Saa lad om Land de Stene staae
Med tavse Runetunge!
Jeg veed dog hvad de tænke paa,
Og skal engang udsjunge,
I Kloge! sparer eders Vid!
Thi ei før Jyde-Præstens Tid
De Stene gaae til Skrifte.


265

Her 📌Dannemark, o Moder kiær,
Med bundne Runestave,
Et Sagablad din Søn frembær
Dig til en Nyaars-Gave.
Lad tie hvad ei tale vil!
Og tænk ei Alt er Giøglespil,
Hvad ei du kan begribe!

266

O, giem det lille Speil af Rav
Alt som et Søndags-Øie!
Speil dig deri paa Fædres Grav!
Da skal det dig fornøie,
Og du skal see at ret tilpas
Til Ramme og til Rudeglas
Er Norna-Gesturs Saga.

267

186 O! træt ei med mig om mit Syn!
Jeg vil dig jo ei daare,
Og skimted jeg ved Sagalyn
Hvad først skal sees ad Aare,
Jeg beiler jo til ingen Roes,
Jeg siger det er Arvegods
Fra vore fromme Fædre.

268

Jeg siger jo, o Moder kiær!
O! troe kun fast den Ene!
Og lad kun stande ved sit Værd
Mit Syn paa Runestene!
Kan Hiertet ved min Gaadesang
Bevæges fromt til Altergang,
Tør du da Tungen dømme?

269

Ja, ton min Sang fra Først til Sidst
Til Priis for Gud alene!
Ja, Tant er uden Troe paa 👤Christ
Alt Syn paa Runestene,
Og Tant er hvert et Skialdesyn,
Der ikke slaaer som Himmellyn
Det fromme Christen-Hierte.

270

187 Men naar vort Hierte banker ømt
Ved fromme Fædres Minde,
Som have Herrens Kalk udtømt
Og er i Himlen inde,
Da svæver deres Aand os nær
Og Hiertet rørt maae have kiær
De gaadefulde Toner.