Grundtvig, N. F. S. Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816

22

Norne-Giæst

(et Skiemtesagn).

Det var engang, som Man fortæller, at Kong 👤Olav Tryggesøn holdt Huus i 📌Trøndelagen, og som han sad en Dag da det lakkede ad Aften, kom der en fremmed Mand ind i Stuen og hilsede med høviske Ord og Gebærder. Kongen tog blidelig imod ham og spurgde hvem han var? Jeg heder Giæst, svarde han. Ja, sagde Kongen, her er du rigtig nok en Giæst, ihvad du saa hedder. Nei, Herre, svarde Giæst, det var saamænd' mit ordenlige Navn jeg nævnede, men Eders Giæst vilde jeg ogsaa gierne være, om det var tilladt. Det skal ikke komme derpaa an, sagde Kongen og dermed var Samtalen ude for den Gang, thi det var paa de Tide Man gik i Aftensang, og da Kongen kom derfra og havde spiist Nadvere gik han til Sengs og Hvile uden at tale videre med Giæst. Om Natten, da alle Mand sov i Herberget, vaagnede Kongen, og som han laae og læsde sine Bøn23ner, syndes han der kom En ind i Stuen ad lukde Dørre, ligesom en Alf eller en Nisse, og gik omkring fra Seng til Seng, men tilsidst blev han staaende udenfor een Mands Seng og sagde: hillemænd, hvilken Laas var ikke det for et tomt Huus! Folk siger nok at den Konge er saa klog han kan høre Græsset groe, men det kan jeg ikke melde noget om, aldenstund han sover nu saa hardt. Dermed gik Alfen ud som han kom ind, ad lukde Dørre, men om Morgenen tidlig sendte Kongen sin Smaadreng hen at see efter hvem der havde ligget om Natten i den Seng hvor Alfen stod stille, og det viisde sig da, at det var Giæst der laae. Derpaa lod Kongen ham kalde og spurgde: hvis Søn han var? Min Fader heed Thord, svarde han, men de kaldte ham ellers Thingbider, han var en Dansk Mand og boede nede i 📌Dannemark i en Bye som heder Grønningen. Du er mig en dygtig Karl, sagde Kongen, thi Giæst var anderledes rask i sin Mund end Folk er fleest, og en stor, bredskuldret Karl, for Resten noget til 24Aar. Han bad om Forlov til at opholde sig enstund i Kongens Gaard, men saa spurgde Kongen om han ogsaa var en christen Mand? Dertil svarde Giæst at han var korset men ikke døbt, og der havde det Ord hiemme som Alfen lod falde om Laasen, thi Giæst korsede sig om Aftenen ligesom andre christne Folk, men var dog i Grunden en Hedning. Kongen vilde nok give ham Lov til at blive, men, lagde han til, længe kan du ikke være i Gaarde hos mig uden Daab; men har du ellers lært Noget? Ja, svarde han, at lege paa Har pe og fortælle Sagn saa det er en Lyst at høre. Skam skulde dog ellers 👤Kong Svend faae, sagde Kongen, at han lader udøbte Folk reise ud af Riget og fare Lande om! Nei, svarde Giæst, det er saamænd ikke Dannekongens Skyld, thi jeg reisde fra 📌Dannemark længe førend Keiser 👤Otto lod 📌Dannevirke brænde, og nødte 👤Harald Gormsøn og 👤Haagen Blot-Jarl Christendommen paa. Saaledes giorde Kongen Giæst mange Spørgsmaal og de fleste redte han sig godt og snildelig 25fra, og det skal have været i 👤Kong Olavs tredie Regieringsaar at denne Handel gik for sig. Det var altsaa det samme Aar som de saa kaldte Grimer kom til Kongen med de to Grimshorn som Godmund i Glæsvol sendte ham til Foræring, tilligemed anden Beskeed som de havde til Kongen og som vi siden skal høre, men for nu at komme til Giæst igien, saa blev han da i Kongens Gaard og fik Sæde yderst paa Giæstebænken. Han var en Mand som havde Levemaade og tækkelige Lader, var godt lidt og høit anseet af de Fleste.

Kort efter, henimod Jul, kom Ulf hin Røde med sit Mandskab til Kongens Gaard, thi om Sommeren var han ude i Kongens Ærende og var sat til at holde Kystvagt i 📌Vigen mod de Danske, som vilde hærge der om Høsten, men i den strængeste Vintertid pleiede han at være hos Kongen. Ulf havde mange rare Klenodier med sig som han havde sanket om Sommeren, og iblandt Andet havde han en Guldring som heed Netting, den var nettet sammen paa syv Steder og hvert 26Stykke havde fin Farve. Den samme Ring var af meget bedre Guld end andre Ringe, og Ulf havde faaet den af Lodmund Bonde, men ellers havde den tilhørt Kong Half som var Mesteren for de navnkundige Halfs-Kiæmper, og de havde faaet den tilligemed andre Klenodier, da de kuede Kong Haldan Ylfing, og nu havde Lodmund givet Ulf den, paa det Vilkaar at han skulde gaae i Bøn for ham hos 👤Kong Olav. Da nu Kongen helligholdt Julen med stor Pragt i 📌Trøndelagen, skedte det paa den ottende Høitidsdag at Ulf hin Røde gav ham Ringen Netting, og Kongen takkede ham saavel for denne Skiænk, som for al hans troe Tieneste i den forbigangne Tid. Folk sad tykt og drak der i Træhuset, thi Steenhaller vidste Man dengang ikke af at sige i 📌Norge, Ringen gik rundt fra Haand til Haand og blev skaadet og rost, og Mage til Guld som den Ring var af kunde Ingen mindes at have seet nogentid. Endelig gik den ogsaa rundt paa Giæstebænken og kom til den fremmede Giæst, men han saae knap til den, satte 27ei engang Stoben han havde i Haanden, men flye de Ringen skiødesløs tilbage over Handleden, lukkede ikke sin Mund op om det Klenodie, men blev ved at snakke og gantes med sine Naboer. Nu spurgde Skiænkeren som gik for Borde nede hos Giæstekarlene, om de syndes godt om den Ring? ja, overmaade godt, sagde de, undtagen den nykomne Giæst han huer den ikke, men han har sagtens Skade paa Øinene siden han ikke ændser saadant et Stykke. Skiænkeren gik op til Kongen og sagde lige med de samme Ord hvad han havde hørt, og hvorlidt den nykomne Giæst brød sig om det Klenodie da det blev ham viist. Ja, svarede Kongen, den nykomne Giæst har mere inde end I veed af, og han skal komme til mig i Morgen og fortælle mig nogen Sagn. Imidlertid sad Giæsterne dernede paa Bænken og snakkede op, og spurgde den nykomne Giæst om han da havde seet Mage til den Ring eller kanskee en der var bedre endda? Ja, svarede Giæst, siden I forundrer Jer saameget over at jeg giør saa lidt af den Ring, 28saa skal jeg aldrig nægte, at jeg har seet Guld der ikke var et Gran slettere, men snarere Tak til. Nu slog da Kongens Folk en Skoggerlatter op, og sagde at det var kostelige Løier, og spurgde om han turde slaae til Væds med dem om at han havde seet Mage til Guld saa godt, og kunde give Syn for Sagn. Tør du nu vove din Kniv og dit Belte, sagde de, saa sætte vi fire Mark Sølvmynt lige imod, og saa skal Kongen dømme os imellem. Ja, sagde Giæst, har jeg engang givet mig i Lav med Jer, faaer jeg vel at holde Trop, og det er et Ord, jeg indgaaer det Væddemaal som I har sagt, hvem Kongen holder med, skal have vundet. Dermed var den Tale ude. Giæst tog sin Harpe og slog den med Snilde til langt ud paa Aftenen, saa alle Mand fandt at det var en Lyst at lyde derpaa, fremforalt der han saa mesterlig spilde Gunnars Vise og endte med Gudruns Kvide hin gamle som ikke før var hørt i Kongens Gaard. Derpaa gik Man til Sengs, men om Morgenen da Kongen havde været i Fromesse og var kommet 29hiem og havde sat sig ved Davrebordet med sit Hof, da gik Skiænkeren tilligemed Giæst for ham at staae, hvor han sad paa sit Høisæde, og fortalde Sagen og sagde hvad Væddemaal de havde giort. Hvad mener I jeg bryder mig om jert Væddemaal, svarde Kongen, I har sagtens havt en Taar paa Skallen da I fik Lyst til at sætte jeres Penge paa Rente, og jeg troer det er bedst at lade det Hele gaae overstyr, allerhelst ifald Giæst er dermed tilfreds. Nei, svarede Giæst, jeg paastaaer at det skal gaae efter vor Aftale i alle Maader. Ja, sagde Kongen, kiender jeg dig ret, god Karl, saa er det nok ogsaa snarere vores Folk end dig der er løbet i Fælden, men det vil da snart give sig. Nu blev der da spiist og drukket som sædvanlig, men saasnart der var taget af Bordet, lod Kongen Giæst kalde for sig og sagde til ham: nu er det da din Pligt at komme frem med noget Guld om du har det, for at jeg kan afgiøre jert Væddemaal. I har at befale, Herre! svarde Giæst, greb saa i en Pung han havde hos 30sig, og trak et Vindsel frem, løfte det op og flyede Kongen et Stykke Guld der saae ud til at være brukket af en Sadelgjord. Kongen saae strax at det var noget prægtigt Guld og bad dem tage sig Ringen Netting, holdt saa Ring og Guld sammen, og sagde derpaa: ja, i mine Øine er det Guld Giæst kom med rigtig nok det bedste, og det er der vist Flere end jeg der synes, naar de seer ret til. Der var strax Mange som sandede det med Kongen, og han afgiorde da at Giæst skulde have vundet, saa nu blev det Giæstekarlene der stod til Skamme, Skaden derimod var ikke stor, thi Giæst sagde: beholder I kun jeres Penge selv, dem har jeg ingen Trang til at tage, men barer jer nu en anden Gang for at vædde med hvem I ikke kiender, thi det kan saa let hænde sig I finder en Mand for jer, som har baade hørt og seet lidt Meer end I! Eder, Herre! takker jeg for naadig Dom. Men, sagde Kongen, nu maae du sige os, hvor du har faaet det Guld du farer med: Ja, svarde Giæst, det er jeg ikke synderlig for, 31thi der er vel kun Faa der vil troe mig paa mit Ord. Det er det Samme, sagde Kongen, vi maae dog høre det, aldenstund du før har lovet at fortælle os dit Levnetsløb. Men, sagde Giæst, fortæller jeg først hvordan det hænger sammen med det Guldstykke, da spaaer jeg at I forlange at høre flere Sagn. Det kan gierne være, sagde Kongen, at du spaaede ret dengang.

Saa maae jeg da fortælle, sagde Giæst, at jeg drog sønderud til 📌Frakland, af Nyfigenhed efter at see den Sigurd Sigmundsøn, af hvis Kongelighed, Skiønhed og Dyd der gik saa stort et Rye om Lande. Reisen er ikke værd at tale om, men da jeg kom til 📌Frakland til Kong Hial preks Gaard, der saae jeg Mængde med Hofmænd og tillige Sigurd som var en Søn af Sigmund Volsung og Hjordise Eilimsdotter. Sigmund var faldet i Kamp med Hundings Sønner, og Hjordise havde giftet sig igien med Kong Hjalpreks Søn Half, og hos ham blev Sigurd født op. 32Alle Kong Sigmunds Sønner, baade Sinfjotle og Helge, som slog Kong Hunding og fik derfor Navn af Hundingsbane, og Hamund var baade større og stærkere end Folk er fleest, men Sigurd var dog Mesteren for alle de Brødre, og den ypperste af Hedenolds Kiæmper. Paa samme Tid var der kommet en Mand til Kong Hjalpreks Gaard ved Navn Regin Hreidmarsøn, i Vext var han en Dværg, men grum i Sind, snild og behændig over al Maade, og en stor Troldmand. Denne Regin holdt meget af Sigurd, lærde ham mange Ting og fortalde om sine Forældre og de sære Hændelser som havde begivet sig i hans Slægt. Det varede ikke længe førend jeg gav mig i Tieneste hos Sigurd, og det giorde da Saamange, thi han var godt lidt af alle Folk, fordi han var blid og nedladen og gavmild imod sine Tienere, og saa var det en Dag at vi fulgdes med Sigurd hen til Regin, han tog overmaade godt imod ham og kvad som saa:

33I Salen til Sæde
Jeg leder med Glæde
Det Volsunge-Blod,
Mit Øie sig fæster
Paa Oldingens Mester
I Kraft og i Mod;
Thi det er en Lyst at begynde
Sin Jagt med saa herlig en Mynde.

Og han kvad end ydermere:

Her jeg elsker op med Gammen
Dette vakkre Kiæmpeskud
Til en Green paa Ynglingstammen,
Til en Gram saa djærv og prud;
Mageløs alt under Solen,
Skal han høit fra Kongestolen
See sin Priis paa Rygtets Vinge
Trindt om Land med Gny sig svinge.

Saaledes kom Sigurd jævnlig til Regin, og han fortalde ham da meget om Fafner og hans Jettehøide, og hans Leie paa Gnytahede, hvor han laae i Ormeham. Regin smedede ogsaa Sigurd 34et Sværd som heed Gram, og var saa hvast at han kunde lægge en Uldtot i 📌Rhinaae og skiære den over ved at holde Sværdet for, naar den drev ned med Strømmen, og det som Mere var, han kløvede Regins Ambolt med Sværdet, og nu æggede Regin Sigurd idelig til at dræbe hans Broder Fafner, men han svarede med dette Riim:

Nei, vilde jeg stævne
Til Heden for Guld,
Og glemme at hævne
Min Fader saa huld,
Da skingred paa Bænke
De Hundingers Latter,
Som giorde til Enke
Kong Eilimes Datter.

Derpaa rustede Sigurd sig til Kamp mod Hundings Sønner og fik Snekker og Folk i Mængde af Kong Hjalprek. Der var da i Følge med Sigurd baade hans Broder Hamund, og Regin Dværg og jeg, de kaldte mig ogsaa Norne-Giæst, thi Kong Hjalprek havde hørt mit Leign, da han 35var i 📌Danmark med Sigmund Volsung. Dengang var Sigmund gift med Borghild, men det blev Enden med dem, at Borghild dræbde hans Søn Sinfjotle med Forgift, og saa fik Sigmund sig en anden Kone sønderude i 📌Frakland, og det var Hjordise Eilimsdotter. Den samme Eilime var ogsaa faldet for Hundings Sønner, saa at Sigurd havde baade sin egen Faders og sin Morfaders Død at hævne. Helge Hundingsbane som var Broder til Sigurd havde fældet Kong Hunding tilligemed tre af hans Sønner: Eiulf, Herrød og Hjorvard, men de andre tre, Linge og hans to Brødre Alf og Hemming, havde reddet sig med Flugten, og de var saa berømde som Nogen kunde være i alle Maader, men dog var Linge den allerfornemste. Store Troldmænd vare de, kuede Konger og fældte Kiæmper i Hobetal, og øvede grueligt Hærgværk baade i 📌Frakland og 📌Spanieland, og det var da førend der blev nogen Keiser nordenfor 📌Alpefjeld. Det Rige i 📌Frakland som hørde Sigurd til, var nu i Hundings Sønners Vold og de havde Krigsfolk hos sig i Mængde.

36Nu skal vi da høre om Sigurds Feide med disse Hundings Sønner, han havde Folk nok i fuldeste Rustning, og Regin var hans ypperste Raadgiver, og han laande Sigurd Sværdet Ridel, som var hans eget Arbeide, men kun paa det Vilkaar, at han skulde dræbe Fafner saasnart han kom hiem igien fra dette Tog. Som vi nu seilede sønder med Landet, fik vi en flyvende Storm, og den var der Mange som tænkde Hundings Sønner til, men imidlertid som vi seilede forbi en Landtunge, fik vi Syn paa en Mand som stod oppe paa Klinten og var klædt i en grøn Kofte, blaa Buxer og Knappestøvler. Han gik ned ad Klinten med et Spyd i sin Haand, raabde efter os og kvad:

Hvem rider nu over
De rullende Vover
Paa Vikingehest!
Hvor Bølgerne brumme,
Hvor Gangerne skumme
Som Bølgen i Blæst,
De Hopper saa bolde
37Med skummende Bove,
Knap Kampen udholde
Med Vind og med Vove.

Regin tog Svaret og kvad:

Her vi os tumle med Sigurd paa Hav,
Medbør vi finge, ja Medbør til Grav,
Bølgerne bryde saa stærke og steile,
Lege om Top mens med Sorgen vi seile,
Hvem er nu du som adspørger os saa?

Koftemanden kvad:

Hnikar jeg heed, naar jeg aarle og silde
Kiæmperne vog og gav Ravnene Gilde,
Feing eller Fjølner nu og du kan nævne
Biergmanden som vil med Volsungen stævne*Der er da vist giættet ganske rigtig i Glossaret til Edda S. 573, hvor Odins Tilnavn Hnikar er sammenlignet med det græske Nikator Seiervinderen. Fjølner synes efter dette Sted helst at maatte betyde, hvad det kan betyde: den Formummede (Fjælede) men Feings Betydning kiender jeg ikke..

38Nu dreiede vi da ind imod Land og flux faldt Stormen af, Sigurd bad Manden gaae om bord, det giorde han, og lige paa Timen lagde Veiret sig, og vi fik den bedste Leilighed af Verden. Manden satte sig ganske magelig ned ved Sigurds Fødder og spurgde om han ikke vilde tage ham paa Raad med sig? og dertil svarde Sigurd, han vidste nok at han kunde give Raad som duede, naar han vilde Nogen vel, og kvad saa fremdeles:

Siig mig, Hnikar! som jeg beder,
Hvad det bedste Varsel heder,
Som foriætter Held og Glæde
Hvor de klingre Sværde kvæde!
Lær mig Varslerne at tyde
Som kan Folk og Guder fryde!

Hnikar.

Mange paa Val ere Varslerne gode,
Naar ikkun Folk dem forstode,
Flyver den Sorte kun Kiæmpen imod,
Mener jeg han har en Fylgie god.

39Hør end et Varsel som ei er at vrage!
Naar du est færdig i Strid at uddrage,
Da er det Held, naar to modige Karle
Stande paa Vei med hinanden i Tale.

End jeg et tredie Mærke vil nævne:
Har du alt Fienderne seet hvor de stævne,
Og hører Ulv under Asken at tude,
Det monne Seir over Helte bebude.

Ingen maae kæmpe, naar Maanelils Frænke
Sysler med klar sig i Hav at nedsænke,
Hun skal den Seirende muntre og fryde,
Hun med sin Straale skal Fylkingen bryde.

Slemt er paa Valstie med Foden at skrænte,
Vogt dig og viid, da er Uheld i Vente,
Svig-Diser trindt dig omringe og følge,
Ønske dig Fald i den blodige Bølge.

Tvættet og redt skal sig Kiæmpen iklæde,
Stunder sig give sin Davre at æde,
Ikke han veed hvem ham Nadveren byder,
Hastværk er Lastværk, det Uheld betyder.

40Imidlertid seilede vi da frem søndenfor 📌Holsteen og østenfor 📌Frisland og giorde Landgang der. Hundings Sønner fik Nys om vor Færd, sankede Folk i en Hast og mødte os med en talrig Hær. Der stod da et skarpt Slag og Linge var altid i Spidsen for de Brødre, enddog de gik alle mandelig frem, men Ingen foer dog saa drabelig afsted som Sigurd, for ham maatte Alle vige, thi Sverdet Gram beed Hul hvor det fik Hold, og Sigurd var Mand for at holde det varmt. Omsider mødtes Sigurd og Linge og skiftede Hug som Sand, og sloges som Karle, og det varede længe før Nogen af dem fik Saar, saa drevne vare de begge i Sværdeleeg, og der blev ordenlig et Ophold i Slaget, fordi Alles Øine vogtede paa den Tvekamp. Endelig brød Linges Brødre frem igien og dræbde mange Folk, indtil Sigurds Broder Hamund og jeg vendte os imod dem og standsede dem dog saa nogenlunde, men imidlertid var det blevet Enden paa Legen med Sigurd og Linge, at Linge maatte give sig til Fange og blev sat i Jern, og da Si41gurd saa kom os til Hielp, var Sagen snart afgiort, Hundings Sønner faldt og alt Folket med dem. Det var allerede den sorte Nat førend Slaget blev endt og da Man om Morgenen skulde til at see sig om, var Hnikar borte og Ingen saae ham siden, hvoraf da Folk sluttede at det havde været Odin selv. Nu blev det da forhandlet hvad Død Linge skulde have, og det var Regin som raadte at Man skulde riste ham Blodørn paa Ryg, jeg gav da Regin sit Sværd igien, med det ristede han Linge, skar Ribbeen fra Ryg og trak Lungen ud, og deraf døde Linge med stor Manddom.

Regin kvad:

Ørnen med sin røde Vinge
Risted nu den skarpe Klinge
Paa Kong Sigmunds Banemand.
Rosen han dog ei maae savne
Mellem dem som glæde Ravne
Sielden var en Helt som han,
Mellem dem som Konger arve,
Mellem dem som Valen farve,
Linge var en Høvedsmand.

42Der faldt ellers ogsaa en svar Hoben Bytte, kostelige Klæder og dyrebare Vaaben, og det deelde Sigurds Folk imellem sig alt som de kunde bedst, thi selv vilde han ei have Traad eller Gran deraf.

Siden slog Sigurd Fafner og Regin med, som vilde forraadt ham, og reed saa bort med Fafners Guld, og fik Navn af Fafnesbane, han reed op paa Hindurfield, der fandt han Brynhild og saa videre, som Sigurd Fafnebanes Saga formelder.

Siden blev Sigurd gift med Gudrun Gjukesdotter og var enstund hos sine Svogre, Gjukungerne, og enstund nordpaa i 📌Dannemark og jeg fulgdes med ham. Jeg var ogsaa hos ham, dengang Kong Sigurd Hring skikkede Bud til Gjukungerne, Gunnar og Hogne, med sine Svogre, Gand-Alfs Sønner, at enten skulde de give ham Skat eller ogsaa prøve Styrke med ham og værge deres Land med Eg og med Od. Gand-Alfs Sønner satte Gjukungerne Stævne ved Grændserne og Gjukungerne bad Sigurd Fafnesbane giø43re sig Følgeskab, som han da ogsaa giorde og havde mig med. Saa seilede vi nordop til 📌Holsteen og landede paa et Stæd som heder 📌Jarnmod og der, tæt ved Havnen var Valpladsen sat af med Hæsselstænger. Nu saae vi da en svar Hob Skibe komme seilende nordenfra med Gand-Alfs Sønner i Spidsen, og de vare Høvedsmænd for Hæren, thi Sigurd Hring var ikke selv med, men maatte blive hiemme og forsvare 📌Sverrig imod Kurer og Kvæner som feidede paa Landet. Det var paa Sigurds gamle Dage dette skedte, Slaget var blodigt, Gand-Alfs Sønner gik rask frem, thi de vare baade større og stærkere end Folk er fleest, men dog var der een Mand i deres Hær som vi lagde meest Mærke til, en hellende før Karl, ligere en Jette end et Menneske, som slog ned for Fode, baade Folk og Fæ, saa Ingen kunde bierge sig for ham. Derfor sagde ogsaa Gunnar: nei det gaaer aldrig godt, og bad Sigurd gaae imod den Bussemand, som han da ogsaa giorde, og Enkelte fulgdes ogsaa med ham, men ret Mange var der ikke 44som havde Mod paa det Gilde. Jeg var da med og da vi nu fandt den Langemand, spurgde Sigurd strax hvad han heed og hvor han havde hiemme. Jeg heder Stærkodder, Storværks Søn, sagde han, og jeg har hiemme i 📌Norge der Nord paa 📌Fenring. Ja saa, sagde Sigurd, saa kiender jeg Karlen, dit Rygte er just ikke med det bedste, du er af det Slags Folk som leer naar det gaaer ilde til. Hvad er det for en Karl, sagde Stærkodder, der giver mig saadant et Skudsmaal? Sigurd sagde hvem han var. Er det dig de kalde Fafnesbane? spurgde Stærkodder. Jo netop, svarde Sigurd, og da Stærkodder hørde det, vilde han sneget sig bort, men Sigurd foer efter ham, svang Gram i Luften og smak ham paa Kindbakken med Hjaltet saa to af hans Kindtænder fløi ud. Saaledes skamskiændte Sigurd ham og sagde: løb nu, din Hundsvot! med den Beskeed! men den ene af Tænderne tog jeg til mig, den vog syv Ører og hænger nu i en Klokkestræng i 📌Dannemark, hvor Folk har deres Fornøielse af at see 45paa det Vidunder. Da Gand-Alfs Sønner saae, at Stærkodder løb, tog de ogsaa Flugten, vi fik Bytte i svære Mængde, og reisde hiem, hver til Sit, og kort efter hørde vi det Niddingsværk Stærkodder havde begaaet, da han dræbde Kong Armod i Badet.

Imidlertid, mens vi enstund sad hiemme i vor gode Roe, var det en Dag, at Sigurd skulde ride til Herrestævne, og paa Veien reed han i et Morads og i det Grane hans Hest vilde springe op, sprang han saa stærk til, at Buggiorden sprang og Ringen faldt af, men da jeg saae hvor den laae og glimrede i Snavset, tog jeg den op og gik hen med den til Sigurd, men saa gav han mig den, og det var netop det Guld I saae for et Øieblik siden. Saa sprang Sigurd af, og jeg striglede og pudsede hans Hest, og saa tog jeg en Lok af Halen til Maal af hans Høide, og her skal I see, den Lok er syv Alen lang.

Du kan rigtig nok fortælle Løier, sagde 👤Kong Olav, saa det er en Lyst at høre. De An46dre kunde ikke heller noksom rose hans Manddom og Frasagn, og Kongen vilde endelig, at han skulde fortælle Meer om sine Frænders Begivenheder. Giæst fortalde dem da ogsaa mange morsomme Ting ligetil om Aftenen Folk gik til Sengs, men strax om Morgenen lod Kongen ham kalde igien og vilde tale videre med ham. Hør nu, sagde Kongen, jeg kan ikke ret forstaae mig paa din Alder, hvordan det kan være Noget ligt, at du er saa gammel som du maatte være naar du skulde have seet hvad du for tæller, du kommer derfor til at fortælle os noget mere, saa vi kan faae den rene Sammenhæng at vide med de Begivenheder. Ja, svarde Giæst, sagde jeg det ikke nok, at naar jeg først fik fortalt om Guldet hvor det hørte hen, saa vilde I høre flere af mine Sagn. Ja, fortæl nu kun du! sagde Kongen.

Saa vil jeg da nu fortælle jer, sagde Giæst, at jeg reisde hiem til 📌Dannemark og boede paa min Faders Gaard, thi han døde tidlig, og kort efter spurgde jeg baade Gjukes og Sigurds Afgang 47som gik mig grumme nær til Hierte. Men hvad Død fik egenlig Sigurd? sagde Kongen. Derom er Man ikke ganske enig, svarde Giæst, det almindelige Sagn er at Guttorm Gjukesøn slog ham med Sværd i Gudruns Seng, Tydskerne derimod vil sige at han blev dræbt ude i en Skov, Man har ogsaa hørt en lille Fugl synge om, at Gjukungerne dræbde ham paa en Thingvei, men det sige Alle med een Mund at han blev skammelig forraadt og myrdet som han laae og tænkde der var Fred og ingen Fare. Men, sagde en Hirdmand, hvordan gik det saa med Brynhild? Brynhild, svarde Giæst, hun dræbde syv af sine Trælle og fem Slavinder, derpaa jog hun et Sværd i sig selv, og bad at man vilde age alle de Liig ud og brænde dem paa Baal. Det skedte da ogsaa, der blev giort to Baal, et til Sigurd, han blev først brændt, og et til Brynhild og hun blev kiørt ud i en Vogn tjældet med Purpur og Gyldenstykke, og forgyldt fra Øverst til Nederst, og paa den blev hun brændt. Men er det ogsaa sandt, spurgde Man nu, at 48Brynhild skal have kvædet efter sin Død? Ja, det er ganske rigtig, svarde Giæst. Nu bad man ham kvæde den Vise ifald han kunde den, og han tog da saa til Orde: dengang Brynhild oog til Baals ad Helvei, sagde han, og de kom forbi et Bierg med hende, hvor der boede en Gyge, da stod hun udenfor sin Dør kulsort i Ansigtet, med en Skindkofte paa og en Green i Haanden, og sagde: den Green vil jeg give dig, Brynhild! til Hielp til dit Baal, og jeg vilde ønske du var blevet levende brændt for den Ugierning du bedrev, da du lod myrde saa dyrebar en Mand som Sigurd Fafnesbane var. Jeg var ham en tro Veninde, og derfor vil jeg nu give dig saadant et Skudsmaal, at du skal blive dobbelt forhadt af alle hvem det hører. Derpaa begyndte de da at tale hinanden til, Gygen og Brynhild, og først sagde Gygen:

Hvad vil du her
De Suler saa nær
Af Stenen saa haard,
Som bære min Gaard?

49 Langt heller end age
Til Gudruns Mage,
Du skulde opsprette
Baldyringen fiin,
Som du dig lod flette
Til Kiæreste Din.

Hvad vil du her
Mit Huus saa nær?
Du Landeplage,
Du Frem og Tilbage!
Du blanded paa Bænke
En Skaal saa god,
Lod Giæsterne skiænke
Med Mandeblod.

Brynhild.

Mig kaster i Næsen
Du Steenvætte Brud
Mit Vikinge-Væsen
Med Hug og med Skud;
Dog vidne de fage,
Som kiende vor Hu,
At jeg alle Dage
Er bedre end du.

50

Gygen.

Her under Sule
Siger jeg frit:
Ulykkesfugle
Avledes tit;
Dog ingenlunde
I Syd eller Nord,
Til Brynhild den onde
Var Mage paa Jord.

Over dig sukke
Børn af Gjuke,
Budlunge-Brøde
Brat lagde Gjukunger øde,
Brat deres Huus
Synker i Gruus.

Brynhild.

Talt har du med Daaretunge,
Sande Sagn vil jeg udsiunge,
Hør nu til
Om du vil:

51Er om Hiertet kold jeg blevet,
Har jeg Troløshed bedrevet,
Gjukunger det Alt har voldt,
Giort mit Hierte haardt og koldt.

Søstrene otte, vi vare tilsammen
Og under Egen vi bygged med Gammen,
Aarene fyldte jeg ti og saa to,
Da gav jeg Helten hin unge min Troe.

Ikke saa elsked jeg Buret og Salen,
Alt under Brynie gik jeg paa Valen,
Gammen jeg havde af Kamp og af Krig,
Hildur med Hielmen saa kaldte man mig.

Hjalmgun og Agnar lod Sværdene siunge,
Seier da skiænked jeg Agnar hin unge,
Viisde til Hel gammel Jette saa leed,
Derfor blev Odin i Huen saa vreed.

Han mig i Skatelund bandt under Skjolde
Røde og hvide, bød Søvnen mig holde,
Løse mig kunde af Søvn og af Band
Kun hvem der skyed ei Ild eller Vand.

52Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer,
Lyste og leged de gloende Flammer,
Ikkun med Fafners Gulddyne saa gild
Mægted en Kiæmpe at dølge den Ild.

Helten saa herlig med Guld og med Grane
Reed i mit Land over gloende Bane,
Ingen for mig syndes herlig som han,
Helten hin unge fra 📌Dannemarks Land.

Kiærlig han sov ved min Side med Ære,
Som han min Broder af Byrd kunde være,
Nætterne otte jeg laae som en Brud,
Aldrig dog rørde mig Helten saa prud.

Siden lod Gudrun mig høre i Harme
At hendes Sigurd jeg lod mig omarme,
Da jeg med Sorgen det mærked forsand,
De havde lumskelig stiaalet min Mand.

Dog stille! sig strækker
Vor Trætte for lang,
De Levende skrækker
Min Dødninge-Sang.

53Nedsynk da saa fage,
Du Steenvætte-Brud!
Mens fort jeg mon age
Til Helten saa prud.
Bestandig vi sammen
Da bygge med Gammen
I Dødninge-Lund.

Da gav Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget


Det var da Løier, sagde Kongens Folk, har du meer af det Slags, saa lad os høre! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at fortælle meer af det Slags, men, sagde Kongen saa, har du ikke været med Lodbroks Sønner? Jo, sagde Giæst, for en kort Tid var jeg rigtig nok med dem, og jeg kom til dem sønderude, da de hærgede paa 📌Munde-Field og brød ind i 📌Vifilsborg. Dentid spillede de Brødre Mester over Alt, thi Seieren fulgte dem hvor de saa foer, og dengang agtede de 54sig til 📌Romaborg, men saa var det en Dag, at der kom en Mand til Bjørn Jernside og bød meget venlig Goddag. Tak, sagde Kongen, men hvor kommer du fra? Sønden fra kommer jeg, fra 📌Romaborg, svarde han. Hvorlangt har vi dertil sagde Kongen. Ja, sagde han, det kan Kongen bedst see paa mine Skoe, og dermed trak han et Par Jernsko af, dygtig tykke foroven men tyndslidte under Saalen, og sagde, nu kan I selv regne jer til paa de Sko hvor langt der er til 📌Rom, thi de har faaet det at føle saa det svier til dem nu. Ja hillemænd, sagde Bjørn, det blev en lang Reise den, nei, saa er det nok bedst at lade den Fugl flyve og vende Næsen hiem. Han fik da ogsaa Lov at raade, Lodbroks Sønner hærgede ikke længer sønderpaa, men gav sig paa Hiemveien, og det har alle Folk siden forundret sig over, at een Mands Ord kunde saaledes forandre deres Tanker, at de lod den Ting fare som de dog saa vist og fast havde sat sig for. Men det er da godt at see, sagde Kongen, at det var 55📌Roms Helgene som vilde ikke tilstæde deres Indfald, og derfor lod Gud den Aand komme over dem, saa de forandrede deres Tanker og kom ikke til at ødelægge 📌Romaborg, som er den allerhelligste By i Christenheden.

Siig os nu, Giæst, sagde Kongen saa, hvor huede du det nu allerbedst af alle de Stæder du har været? Ja, sagde Giæst, det morsomste Stæd var hos Sigurd og Gjukungerne, hos Lodbroks Sønner derimod havde Man meest Frihed og kunde giøre Alt hvad Man vilde, hos Erik i 📌Upsal levede Man flot, men af alle de gamle Konger var der Ingen der havde saa fiint og fornemt et Væsen som 👤Harald Haarfager. Jeg har ellers ogsaa tient Keiser 👤Hlødver i 📌Saxland, der maatte jeg lade mig korse om jeg ellers vilde blive, thi der blev Christendommen holdt stærk i Hævd, og der befandt jeg mig i Grunden allerbedst. Du har seet Noget i dine Dage, sagde Kongen, og er 56Mand for at svare ligesaa fort som vi kan spørge. Derpaa giorde Kongen mange ny Spørgsmaale, og Giæst gav ham grangivelig Beskeed paa dem alle, og sagde saa tilsidst: nu maae jeg da ogsaa fortælle Jer hvorfor jeg heder Norna-Giæst. Jeg lader Øret til, sagde Kongen.

Nu velan! sagde Giæst, jeg er da født i Grønningen i 📌Dannemark og voxde op hos min Fader, som var en meget riig Mand og holdt et fornemt Huus. Der reisde just dengang nogen Spaakoner om i Landet, som de kaldte Voler, og spaaede Folk deres Skiebne, og der blev giort meget af dem, Man bød dem til sig, giorde Gilde for dem, og gav dem Foræringer til Afskeed. Det Samme giorde da min Fader ogsaa, og de kom der med deres hele Tienerskab og skulde spaae mig min Skiebne. Jeg laae dengang i Vuggen endnu, da min Lykke skulde paa Bane, og der brændte to Lys over mig. Nu tog de da til Orde om mig, og sagde, at jeg skulde blive en synderlig lykkesom 57Mand, og det fremfor baade alle mine Forfædre og andre Høvdingbørn i Landet, og det skulde blive baade vist og sandt. Nu var de Voler tre i Tal, men den yngste Norne syndes at de andre to regnede hende for ingen Ting, aldenstund de spaaede saadanne særdeles vigtige Ting, uden at spørge hende til Raads, desuden var der en Flok kaade Knegte som reve hende ned af sin Stol, saa hun blev gruelig vred og raabde bister saa høit som hun kunde, at de andre skulde kun biet lidt med deres gode Ønsker, imens hun fik spaaet mig at jeg skulde ikke leve et Øieblik længer end til det Lys var brændt ud som nu stod tændt ved min Vugge. Da tog den ældste Vole og slukde Lyset og bad min Moder giemme det vel, saa det ikke blev tændt før min Dødsdag kom af sig selv. Derpaa gav min Fader Spaakvinderne deres Foræringer og dermed reisde de og førde den yngste Norne bundet med sig. Da jeg nu blev voxen gav min Moder mig Lyset i min egen Forvaring, 58og jeg har det hos mig endnu. Hvad vilde du nu her hos os? sagde Kongen. Jo, svarede Giæst, det faldt mig nu saa ind, og saa, tænkde jeg, at eftersom jeg havde hørt Jer meget rose af flinke Folk, kunde I maaskee dog ogsaa giøre mig noget Godt. Vilst du annamme den hellige Daab, sagde Kongen. Ja, svarede Giæst, paa Jeres Ord. Saa blev han da døbt og Kongen holdt meget af ham og giorde ham til Hirdmand, og Giæst blev en meget ivrig Christen, han artede sig efter Kongen i alle Maader, og var meget godt lidt iblandt Folk.

Tilsidst var det engang at Kongen sagde til Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, Giæst! spurgde Kongen. Nu 59er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see at Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik som Lyset slukdes døde ogsaa han. Alle Folk fandt at det var en mærkelig Ende han tog, og Kongen syndes at hans Død beseiglede hans Frasagn, og stadfæstede hvad han om sin Alder havde fortalt.