↩ 250Jeg studsede ►ret ved dette sieldne Syn, hvis Høitidelighed ►end mere forhøiedes, deels ved tvende store Lys paa Alteret, hvorfra disse paa en forunderlig Maade oplyste denne store Forsamling; deels ved en saa ordentlig og stille Sang, som jeg kunde erindre mig at være af 👤Kingos ►Psalmebog. Ja! jeg kunde grangivelig mærke den ►Stanse, hvormed Menigheden endte, nemlig denne: ⓘ “men 👤Jesus kjendes ei” – Hvortil Choret, oppe ved Alteret med en saa ganske udtryksfuld Stemme svarede: “Thi Stolthed siger: Nei!” – Jeg blev ganske henreven af det, jeg saae og hørte.