Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

1

Maskeradeballet i Danmark

1808.

(Et Syn).

Tid er at tale
– – –
– – –
Jeg saae, og tænkde,
Jeg saae, og tav.

Jeg lytted til Raad,
Til Taleruner,
Da jeg hørde Domme
– – – –
I den høie Sal.

Døer Fæ
Døe Frænder,
Selv hver paa det Sidste,
Eet dog veed jeg.
Som ret aldrig døer:
Dom over hver en Død.

Havamal.



Fortale.

Her er da den første Bog jeg lod udgaae paa Prænt, det er kun faa Blade, og der staae Ord udi, som jeg nu 2for ingen Priis vilde gientage, men alligevel anseer jeg den for det Bedste og Vigtigste jeg skrev mellem min Afhandling om Religion og Liturgi og min Dimispræken. Det er et begeistret Syn af 📌Danmarks dybe Fornedrelse, som dets Sønners Brøde, og den visse Undergang, naar ei Fædrenes Tro og Dyder gjenfødtes. Sangen, i hvilken Synet tolkedes, skiæmmes af enkelte hedenske Vildtoner: men Synet var Sandhed, det er stadfæstet for vore Øine, det vil gruelig opfyldes, dersom vi, hvad Gud forbyde! vægre os gjenstridige mod Herrens Kald.

Rygtet om Hovedstadens Forlystelser umiddelbar efter Tugtelsen 1807, og en Maskerade paa 📌Langeland, hvor jeg da opholdt mig, gave Anledning saavel til Synet selv, som til dets Indklædning og Navn.


Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid, i dets Lykkes haarde Vinter, i Vinteren Attenhundrede og otte; de samledes, for i overgiven Spøg at præge deres Glæde.

Enkelte traadte frem, med Billedet af den lidende den blødende Dana i Haand, og stillede det for de Jublendes Øie; enkelte Stemmer lød: skammer eder dog, Sønner af Nord! skammer eder dog ved at dandse og giøgle paa Bredden af Dannemarks Grav, Dog – blind og døv var Skaren for Synet og Stem3men; Strængelegen tonede høit, og med den blandede sig i rædsom lystige Accorder:

Fryd dig ved Livet!

Gulvet dundrede under de Dandsende, medens andre Formummede dreiede sig under Rægrimen*Rægrime (Rædselsgrime) er hos 👤Anders Vedel det danske Ord paa Maske efter det Islandske Grima som betyder en Maske og hos Digterne Natten, som dølger og forvender Skikkelser. Ordet: grimet (besmurt i Ansigtet) er hermed beslægtet. i lystige Kredse, og skreve i hinandens Hænder, som kunde der tvivles om deres Navne: de rette.

Men, see! Lysenes Lue flød over i blaalige Flammer, raslende aabnedes Dørren og ind traadte en bleg, skiælvende Olding, et Spyd var hans Stav, haardt havde han lænet sig til det paa sin tunge Gang, og farvet var det af hans Blod, Faa men Trofaste fulgde ham med løftet Sværd i den stærke Haand, og en Taare hang i det ildfulde Øie, fremmerst var Danmarks Kongesøn blandt dem, tæt vandrede han ved Oldingens Side og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm*Bogen er skrevet i Begyndelsen af 1808 før 👤Kong Christian den Syvendes Død, og udkom, enten kort før han sov hen, eller i de samme Dage, hvilket nu synes mig mærkeligt..

Forvirret samledes Skaren trindt Gubben, paa hvis Bryst stod Dannemarks Navn med halv udslettet Skrift. Tale vilde han, men kun en utydelig, jamrende Lyd kom over de sittrende Læber; den Ædle ved 4hans Side stod rede til at styrke ham med sit Blod, men da rystede den Gamle sine hvide Lokker med truende Alvor; flux traadte Tvende frem af Følget, skjulde Spydsodden i det blottede Bryst, og lædskede Oldingen med det varme Hjerteblod, skrækket veeg Skaren tilbage, men den Gamle reisde sig kiæmpehøi og talde:

Saa stod jeg gjennem Seclers Aar,
I Manddoms fulde Styrke,
Kraft var min Søn, Blufærdighed
Min favre, rene Daatter.

Naar Bølgen slog i Syd og Vest
Mod fjerne Landes Kyster;
Mit Navn den bar, og Feighed skjalv
I stolte Marmorsale.

Hovmodig paa sin brede Bænk
Som Havets Dronning throner
Nu Bretland, men i Jernet spændt
Hun ved min Fod har hvilet.

Jeg slumred, Valmusaften giød
En Trolddom paa mit Øie,
Mit Navn forglemdes, paa min Ryg
Opkravled kaade Dværge *I Dagene mellem 👤Svend Estridsen og 👤Valdemar..

5Jeg vaagned, saae og skjalv, men frem
Jeg raabde mine Sønner,
Med Staal i Bryst og Staal i Haand,
De tæmmed kaade Dværge. *I 👤Absalons og Valdemarernes Dage; at jeg dengang saae kun Dagenes Glimmer, ei deres Brøst, er ligefrem..

Jeg ældedes, en Søn af Skjold,
(End staaer han ved min Side)
Gjenfødte mig, og Ungdoms Blod
Alt varmede mit Hjerte.

Da kom fra Vesterleed en Vind,
Saa luun, som Vestenvinde,
Ak! Storm den blev, bortrev min Krands,
Som dulgde hvide Lokker.

Naar Bølgen, som mit stolte Navn
Henbar til fjerne Lande,
I Syd og Vest nu slaaer mod Kyst,
Den bærer – mine Sukke *At jeg ei havde klart og stadigt Syn paa det som gienfødte 📌Danmark, nemlig Troen og Guds Ord, mærkes let, knap tænkde jeg engang ret paa den hele Oldenborgske Stamme ved at nævne Sønnen af Skjold, eller paa den aandelige Pest, ved at nævne Vestenvinden, som drev 📌Bretlands Snekker hid; men det er ikke derfor desmindre Ordenes rette Mening, og at jeg dog ei var blind for Troens Kraft og vort største Savn viser det Følgende..

6Jeg raaber mine Sønner frem,
Ak! Faa er de som høre,
I Blødheds Favn og Lystens Skiød
De slumrende sig velte.

See! tomme Herrens Templer staae,
Og Støvet ei vil knæle
I Støvet ned for Støvets Gud,
At angre sine Synder!

Ak! mine Børn det er som saa
Foragte Himlens Konge,
Som see mig syg, og springe dog
Med Lyst i Giøglerhammen!

O! reis dig dog, nedfaldne sjunkne Slægt!
Mod Himlen op fra Blødheds fule Leie!
Husk, du udsprang af Nordens Kiæmpeæt,
Til Daad, og ei til Sydens kiælne Vellyst!
O, kaster dog den fæle Giøglerham!
O! dæmper dog de vilde Glædestoner!
Ombytter Prunk med festlig Sørgedragt,
7Og ganger hen i Herrens Huus at bede!
Med hellig Sang, det fromme Hjertes Bøn
Sig hæver da paa Andagts Luevinge,
Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm
Fra Ham som holdt mig reist i lange Tider.
Da hvæs, o Mand, paa hellig Alterfod
Det tunge Sværd til Bretlands Skjold at kløve!
Og sværg da Had til Sydens lumske Gift!
Til Vellyst, Pragt og Guldets dorske Glimmer!
Men Kvinde! du, som Herren af Sin Soel
En Straale gav til Mandens Bryst at varme,
Kys Altrets Fod! og sværg ved Straalen selv!
At ei med den du meer min Søn vil daare,
At du med Smil vil nære Himlens Ild,
Og svale med din Taare Jordens Flamme,
At med din Haand du huld vil klæde mig,
Og vandre frem, som ærbar Dannekvinde!
Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller,
Og naar den slaaer mod fjerne Landes Kyst;
Da atter skal den, som i Oldtids Dage,
Henbære did mit næsten glemde Navn.

O Søn! o Daatter! hør en Faders ømme Stemme!
O! hører dog, imens det end er Tid!
Før, dræbt af Sorg og Mødighed jeg segner
I skumle Grav til evig Glemsel ned!


8Oldingen tav, et Øieblik stod Skaren som grublende, men nu lød det i Salens øvre Ende:

Glaubt nicht an solche dumme Dinge!

og i den anden:

Tro ei Zelotens mørke Lære:
At Himlen er den Glade vred!

fordobblet vendte den vilde Fryd tilbage.

End ravede Oldingen enstund, støttet af sin ædle Ledsager og hans mandige Følge, men – Dødningeuhret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle, med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet, Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende, gispende fore de til Hel.

Lysskinnet blaanede end mere, Jorden gungrede, som under Kiæmpefod, og ind traadte tvende Skarer af Nordens gamle Helte, Hedningene havde sorte, men de Christne hvide med Kors udsmykkede Brynier, og alle havde de gyldne Hjelme. For dem gik en Skjald med Harpen i Haand, taus sørgende stirred de Christne paa den Døde, men Hedningene omginge trende Gange Liget og kvad:

Af dine Lænder
Vi alle sprang.
Vi, baarne Frænder,
Gik Kiæmpegang.
9Med Sværd vi hærged,
Med Skjold vi værged,
Vor Fader! dig.

Vi hørde runge
I Valhals Borg
Dit Fald, det tunge,
Da voxde Sorg,
Hvor Roser stode;
Hvor Liljer groede,
Paa Vigrids Mark *Det kan omtvivles, hvor de Roser og Lilier havde mindst hjemme, paa Vigrids Mark, paa de gamle Kiæmpers eller min Tunge, men det er vist, at de havde der ingensteds hjemme. Sagen er, at jeg fandt Blomster klædte godt, der var ingen i det 📌Iisland, hvor jeg dengang boede, jeg stjal da det Par i 👤Oehlenschlägers Have, og for at vise, hvor godt jeg forstod mig paa Blomster, plantede jeg dem paa Vigrids Mark, og i de nordiske Hedningers Hjelme. Latterligt var det tilvisse, dog, gid det var min største Synd!.

Skjalden greb i Strængene og kvad saa gladelig om den Hedenfarnes Manddom, saa sørgelig om hans Død. Som stivnede stode alle Heltene, og lyttede til Kvædet, men da det var endt, fremtraadte Regner Lodbrok og kvad:

10I Bretland fangen
Jeg sad enstund,
Mig favned Slangen
I Ormegrund,
Den fast mig knuged
Mit Blod den suged,
Jeg blegned ei.
I Ellas Taarne
Da lød min Sang:
For gamle Orne
Blir Tiden lang,
Men vidste Grise,
Hvad Orme spise,
De tøved ei.

Frem stod da Ivar Beenløs*Vist nok er det forvovent at lade en beenløs Mand staa, men i en Tidsalder da de Fleste indbilde sig at kunne baade levende og døde staae i Luften baade beenløse og grundløse, lønner det 11ei Umagen at gaae i Rette med Ivar, som dog havde Spydet og Valhals Støtter at læne sig til; thi i en saadan Tid maae Man jo ansee ham for en ret standhaftig Mand. og kvad:

Vi tøved ikke,
Men djærve lod
Vi Ulve drikke
Af Bretlands Blod,
Vi Ryggen risted,
Og Hjertet vristed
Af Ellas Bryst.

11Af den christne Skare fremtraadte Gunhild, Svend Tveskiægs den stolte, den deilige Syster, og kvad:

Udsprungen af Dannemarks kraftige Rod,
Udrunden af Skjoldungers herlige Blod,
I Bretland mig timedes Kvide,
Paa troløse Ø,
Der maatte jeg dø,
I Ungdommens favreste Tide.

Paa Kongestol Nidingen Edelred sad,
Han blanded og laved saa blodigt et Bad
For Danske, det havde ei Lige;
Da dræbdes i Løn
Hver Dannemarks Søn,
Som bygged’ i Engellands Rige.

Ei havde de Vaaben, de dristige Mænd,
Saa trøstig de flydde til Kirkerne hen,
Men Kirkerne tændtes i Lue,
Saa ynkelig klang
Da Hylen for Sang
Alt under den hellige Bue.

12Af nyfødte Spæde, forbarme Sig Gud!
Fløi Hjernen mod Stolper, mod Stenene ud,
Kun Faa kiende Moderens Smerte,
Da groves i Jord
De Kvinder fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte.

Dog end havde Bretland ei styret sin Lyst,
Jeg maatte i Søns og i Ægtemands Bryst
De blodige Spyde beskue;
Den Høieste veed,
Hvad Angest jeg leed,
Men Ingen dog saae mig at grue.

Nu løftedes Øxen, jeg gjorde min Bøn
Til Christ og hans hellige Moder i Løn,
Og døende tog jeg til Orde:
Græd Bretland! o græd!
Thi Blod var din Sæd
Og blodig vil Høstdagen vorde *Alt dette, og selv 👤Gunhilds Spaadomsord, som dog ei er fuldkommedes under 👤Svend og 👤Knud, er en aldeles tro historisk Fortælling, som man kan see i 👤Suhms Dannemarks Historie. Tom. 3. Side 349-52. De engelske Skribentere sige selv at alle Danske bleve udryddede, dog er det vel troligt, hvad 👤Suhm mener, at foruden de tolv unge Karle 13som undflydde med den Tidende til 📌Dannemark, Flere kan have reddet sig. Til Ihukommelse af dette gruelige Nidingsværk, holdt Engellænderne i lang Tid en Høitidsdag, som fortrinlig kaldtes Høitidsdagen (Hockeday)..

13Frem stod da Ottar den Sorte og kvad:

Ja, hevnet du blev,
Du, Gunnild hin fagre!
Med Blod vi beskrev
Paa Engellands Agre
Dit Mord og vor Hevn.

Saa harmefuld drog
Kong Svend over Strande,
Han Edelred jog
Til fremmede Lande,
Fra Rige og Stoel.

Han synded mod Gud,
Mod Edmund, og døde,
Da farvede Knud
De Hjelme saa røde,
Og Bretland var Træl.

Christne og Hedninge sloge Kreds om Liget og kvad i Chor:

14Ja, Fader! tro
Vi stod og streed,
Og høit vi lo
I blodig Sveed.

Men vee den Svend,
Og vee den Mø,
Som saae dig dø,
Og lever end!

Baalet tændtes midt i Salen, og viedes med Korsets og Hammerens Tegn, mens Choret kvad:

Høie Odin, Hvide Christ!
Slettet ud er eders Tvist,
Begge Sønner af Alfader *Hver Christen seer let, at det er formastelige Ord, som, naar de toges strængt, maatte betyde, at 👤Christus var som Odin kun en Idee, et luftigt, indbildt Væsen. Det var nu ikke min Mening jeg følde selv, det var usømmelig talt, og sendte derfor aldrig min salig Fader den Bog; men det er aabenbart, at jeg ei for Klangens Skyld havde ladet saadanne Ord staae, og end mindre sagt noget lignende i min Mythologie, dersom jeg havde været ret omhyggelig for at undgaae 15Mistydning i saa vigtige Ting, og havt den Tro i Hjertet at der er ikke Salighed i noget Navn, uden i 👤Jesu. Langt er det endnu, som altid, fra mig at fordømme fromme Hedninger som vandrede redelig for Gud ved de Stjerner de saae, men ligesaalangt er det fra mig, at nævne et Afgudsnavn ved Siden af 👤Christi, og Ordene lader jeg kun staa til min Skam, og til et Vidnesbyrd om, hvad et Menneske, som dog troede paa 👤Christus, i den galne Tid, kunde føre det over sit Hjerte at sige. ,
Med vort Kors og med vort Sværd
Vies eder Baalet her,
Begge elskde I vor Fader.

15Tregange bares den Døde paa Skjolde trindt om Baalet, og Choret kvad:

Os Guderne sende,
At hædre dit Liig,
Til Aske vi brænde,
O Elskede! dig.

En Høi vi skal reise
Paa smuldrede Been,
Og paa den skal kneise
En varslende Steen.

Den Høi skal ei lægges af Jord eller Muld,
Men af Sølv og af Guld,
Men af Silke og Liin,
Begydt med den skummende Viin,
16Og af Skarlagen rød,
Og af Fraadsernes Kiød,
Saa Guderne bød.
Paa Høien vi reise en Bautasteen,
Af Dødningebeen,
Af Hormænds Been,
Af Hoerkvindebeen,
Af Nidingebeen,
Og den Bautasteen
Skal stande i Nord
Til forældede Jord
Opløses i Damp.

Liget lagdes paa Baal, Flammerne omsnoede hele Følget og Alt forsvandt.



Tillæg.

Dette Kvad gjorde ikke mindste Opsigt, ja udentvivl ere der mange, som kiende mine senere Arbeider og veed dog ei at det er til. For min egen Skyld var det saare godt, at saavel dette, som min øvrige Skrift i hine Aar blev saa godt som uændset, thi jeg var langt fra at være fri for Lyst til Bifald og Navnkundighed, naar de kun vare at vinde uden Opoffrelse af min Overbeviisning, og havde man misbilliget denne men rost mine Anlæg, da var jeg uden Tvivl kommet 17i et Vilderede, hvoraf Udveien er vanskelig at finde og end tungere at vandre, fordi man da skal bortkaste de Verdens Krandse, Man elsker, og agter for sit Hovedsmykke. Jeg forvildedes alt for meget ved Bifaldet i en snever Kreds, Gud skee Lov! at Fristelsen ikke blev større.

Seer jeg derimod hen til 📌Danmark, da maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen Opsigt gjorde, thi det beviste, at den desværre! var alt for sand, at Aanden ingenlunde var vaagnet ved Tordenen, Hjertet ei ydmyget ved Tugtelsen, men at Man i Sikkerhed begyndte det gamle Syndelevnet, uden at frygte for den Høiestes Dom, uden at ændse de Røster, som forkyndte den. Aldrig blev Maskeradeballet recenseret og aldrig var det vel indtil nu blevet nævnet paa Prænt, hvis ikke en ung Mand med christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle 📌Danmark, men ei noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse, havde fundet mit Syn for mørkt og udsagt det i et Vers til mig*Kiøbenhavns Skilderie No. 66 1808. Herved foranledigedes det Bekiendskab, der hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv, og det i mange Maader: Bekiendskabet med 👤Povel Dons, hvem det her ei passer sig at rose, men visselig at nævne som den redelige, frimodige og trofaste Ven, han var og er for mig.. Vist havde han Ret deri, at Livet var ei reent forsvundet og troede det 18sagtens inderligere end jeg, at Slægten kunde gjenfødes ved Troen, men Uret havde han i at tiltro Krigens Bulder formeget, og mig den Tanke, at 📌Danmarks Undergang var uafvendelig. Derom mindede jeg, men ikke venlig som jeg burde, i følgende Vers *Kbh. Skild. No. 69 1808.:

Meer end man veed,
Trænges og lider
Ygdrasils Ask,
Høit bider Hjorten,
Trøsket er Siden,
Nidhøg gnaver forneden.
Grimnismal.

Hvorfor mon Danmarks Tale lød
Ved Siden af de gamle Sange,
Ifald jeg troede Kraften død
Og Jorden gold i Nordens Vange!

Nei, vække vilde jeg den Aand,
Der slumrede i Fortids Grave,
Og derfor grov min svage Haand.
I Bautastenen Runestave.

Men er jeg feig, fordi jeg ei
Tiltroer mig Vegtams høie Galder,
Og seer vel den, som skuer ei
Tungsøvned Hela i vor Alder?

19Jeg føler det, om Nordens Træ,
End stod med tørre, visne Grene,
Et nyt dog i det Gamles Læ
Opvoxde vist blandt Klippens Stene.

Men, synker, under tunge Vægt,
Den gamle Eeg i Baalets Flamme,
Da ligefuldt dog Vee den Slægt,
Som falde laer den gamle Stamme!

Jeg henrykt skuer hver en Gnist,
Som minder mig om Oldtids Lue,
Men Valhal faldt ved Lokes List,
Og maa da Nordens Søn ei grue?

Naar Ormen gnaver Træets Rod,
Da maa, trods Ørnens ædle Vrede,
Det falde, hvis i Mandeblod
Ei drukne, dødes kan den Lede.

Vil Nidhøg med sin Ormehær *Saaledes husker jeg tydelig der stod i min Haandskrift, men til Trykningen læmpede og forvanskede jeg det ret mærkelig til det flaue:

Vil Nidhøg Luxus med sin Hær.


Fra Danmark flye til fjerne Lande,
Da skal, i Ly af Fredriks Sværd,
Den gamle Eeg urokket stande.

20Men, hist i Salen seierrig
Uhyret klædte Herresæde,
Og derfor lød ved Danmarks Liig
De gamle Heltes Sørgekvæde.

Endnu engang blev mit Syn bemærket, men kun for at belees og udskiældes. Da jeg nemlig, ei uden Føie, men ei heller uden Kaadhed, lastede en Comedie i nogle Linier, fik jeg et Svar fra en Navnløs, der bør anføres, ei fordi det har mindste Værd i nogen Maade, men fordi det viser hvad Man, og vel ikke forgiæves, dengang ventede at vække Latter med i 📌Dannemark. Saa lød det *Kbh. Skild. No. 98 1808.:

Du som reisde dit Land en Bautasteen
Af Dødningebeen og Hoermændsbeen,
Af Hoerkvindebeen og Niddingebeen,
Hvor kan din Barm, saa høi og reen,
Selv nære Selvtens *Jeg skrev dengang Selotens, ved en Trykfeil stod der Selvtens, og det var en af Blomsterne jeg fik for min kloge Orthographie. nidske Smerte?
Hvor kan du midt i Syner om 📌Nord,
Mens Hundene slide Kvindernes Hjerte
Og Ryggen ristes, og, kort hvor du lærte
Os 📌Dannemarks Død saa komisk stor,
I Hjertet saa lav en Misundelse nære,
At Latteren heel du beholde vil?

21Mit Svar viisde tydelig, at Fornærmelsen mod mig selv gik mig nærmere end den mod Sandhed og 📌Danmarks Aand, men dog paatalte jeg denne ikke usømmelig i følgende Vers *Kbhavns. Skild. No. 99. 1808.:

Engellands Niding lod grave i Jord
De Kvinder fra Nord,
Og Hundene sleed deres Hjerte,
Harmer det dig, da lyd mit Raad:
Afskye hver Nidingsdaad!

Ikke du lider en Bautasteen
Af Nidingebeen
Paa Dannemarks Grav, naar Dannemark faldt:
Gyser du ved,
At ei dine Been skulde hvile i Fred;
Hør da mit Raad:
Vogt dig for Nidingedaad!

Du snakker om Syner fra Nord,
Og veed, at det rimer paa stor,
Hvis i det var trængt dine Blikke,
Du om det vist snakkede ikke.
Kunde du see
Dannemarks Gravhøi, og lee,
(Mærk da mit Ord!)
Var du hin argeste Niding paa Jord.