Tillæg.
✂ Det er ingenlunde ►Uskjels at disse Blik paa Christendom og Krønike føre Navn af ►Nytaarsnat, thi dette Ord udtrykker i alle Maader deres Vilkaar. Først er det ►aabenbart at denne lille Bog er skrevet og udgivet paa Grændsen ►af mit Levnets tvende ►Aar, det saae jeg dengang allerede, og sagde derfor at dens Fortale var ei saameget Fortale til de efterfølgende Riim, som, tilligemed dem, Fortalen til mit følgende Liv. Men just heraf følger en anden Lighed mellem Nytaarsnat og denne Bogs Indhold, thi som mit ►Stade var, ►saa var mit Syn. Det er en gammel Troe om Nytaarsnat, at alle det tilkommende Aars Hændelser lade sig i den ►forbilledlig tilsyne, men i saa forblommet Skikkelse at der skal ►egne Øine til at see de fleste og en ►egen Konst til dem at samle og udlægge; det er nu ikke Timen her at sige, om ►og man vidste, hvad jeg ikke veed, Beskeed om hvad det gamle Ord kan have i og paa sig, men det er ►vist, at der er i Menneskens og allermeest i Skjaldens Levnet slig en Nytaarsnat, da Livets Billede staaer dunkelt for hans Øine, i mangfoldig Skikkelse, og rører ham ►heel underlig, og er han Skjald saa han kan ►ret indbilde sig de Syn og afbilde dem i Ord og Toner, da kunde ►og et ►opladt ►Søndagsøie saa ⓘ nogenlunde gjætte sig til hans Bedrift, saavidt den maatte ►rimeligen følge, thi det kunde Ingen just saa lige vide om hans 219Levnet vilde ►sande, ►hvad han førde i sit Skjold. Nu mener jeg, at ligesom den lille Bog er skrevet i en Nytaarsnat, saa er den selv en saadan, og for mit Øie staaer i den et ►underlig forsamlet Billede af hvad jeg var og hvad jeg er, af hvad jeg gjorde og af hvad jeg ►haver end tilbage; men at ei dette stod mig klart for Øie, imens jeg selv stod i den stjerneklare Vinternat, det kan man vide ogsaa deraf, at det da havde været mig umuligt at tale og at ►siunge saa.
✂ Bogen begynder med en lille Sang til min gamle Fader, som blev ►Jubellærer i de samme Dage og var en af de faa ►overblevne Guds Ords Tjenere, som var Præst i 👤Morten Luthers og de gamle Dages christelige Aand, og mens jeg stirrede paa ►Sølverkrandsen om det gamle Præstehoved, da maatte Øiet sagtens see et Glimt af den usynlige Guldkrone i det Høie, og ►kjedes ved al Verdens ►forfængelige Væsen, ja selv ved Laurbærkrandsen og det tomme ►Gjøgleværk som Verden gav Udødeligheds Navn, og Tungen maatte ►sjunge;
✂
►Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et ►borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt og hvad er alt paa Jord
Med det rene, klare Guddoms Ord?
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.
✂ 220Vel maatte det i slige Timer falde mig paa Sinde, at død var 👤Morten Luther, den Aand, som gjennem ham oplivede Kirken, bortsvævet, at før kunde Ingen tænke paa at vandre til hans Grav for at komme ham ihu, ei kunde man ønske at give den livløse Steen hans Navn i Gjemme før de hule, klangfulde Stene havde holdt op at velsigne hans Minde og gjentage hans Psalmers hellige Toner. Vel maatte jeg fra ►det høie Stade paa 👤Morten Luthers Grav see store Vidnesbyrd, om hvilken Kraft Guds rene Ord mon eie og kundgjorde i de forbigangne Dage, see den nærværende Tid i sin hele Krøblingskikkelse, stolt i sine ►glimrende Pjalter af sin egen Usselhed og Skjændsel; vel maatte jeg føle en brændende Længsel efter at see det ►kraftige Ord atter vandre paa ►Veirets Vinger, og ►indaande Liv og Mod og Kraft i den døende Slægt, men ►og maatte jeg stande nedbøiet, forsagt, naar jeg spurgte hvorledes? og Intet kunde trøste mig ►uden Tanken om den Guds høie Fred og 👤Jesu Christi Kraft, hvis Spor jeg saae paa Tidens Bølger, uden dog ret at føle dem inden i mit eget Hjerte. Derfor bad jeg Oldingen
✂
Medens du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig,
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til 👤Christ i Himmerig:
✂
221Himlens Herre det alene veed,
Hvad sig i min Sjel saa stærkt bevæger,
Det dog veed du, Fader! Herrens Fred
Er det Eneste paa Jord, som kvæger,
Lys den over mig i 👤Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min 👤Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.
✂ Takket være den ►hensovne Olding! han lysde Herrens Velsignelse over mig, Takket være den Guders Gud evindelig! Han skjænkede mig den. ►Alt ►have Verdens Bølger løftet sig med Skum og Brag imod mig, og det er ►vel kun lidet imod hvad som forestaaer, men hidindtil ►haver Herren hjulpet og gjort store Ting imod mig, og naar jeg skal see de større Trængsler, da skal jeg ►og see større Ting end disse, tryg jeg er, thi mig min 👤Jesus følger, Lys og Liv Han er endnu i Dag, og Han er i al Evighed den Samme.
✂ Fortalen giver tilkjende hvorledes jeg saae ud over Livet, og i hvilket Lys jeg nu betragtede Menneskets indvortes og udvortes ►Rørelse i Støvet, den gav ►og tilkjende, at det var mit fulde Alvor, med al den Kraft, Gud vilde forlene at gribe ind i Tidens Hjul, og hjelpe til, om det var muligt at dreie det tilbage til de gamle Stier. Nedkaste mig, sagde jeg, i den brusende Strøm, det maae jeg, ►henrive mig mægter den ei, men om den 222skal lukke sig over mig, ►derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede, og ved Siden vil jeg stille de tvende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten, thi ►Hans er Magten og Æren i al Evighed.
✂ Det er klart at jeg nu vidste hvad jeg skulde troe og gjøre, hvor Kraften var at finde og Hvis Æren skulde være; men de Riim som følge efter kunde vel lært en ret opmærksom Christen, hvad jeg maatte lære i en haardere Skole, at man kan vide Meget, som man hverken føler eller følger, eller dog kun halvt; thi Rimene vise, at jeg ⓘ endnu lagde megen Vægt paa Troen af den Grund at den er den eneste Rod hvoraf et aandeligt Træ med livlige Safter, med stærke Grene og deilige Frugter, kan timelig opvoxe, at Bekymringen for Sjælen og dens evige Salighed, min egen og Næstens; var endnu ►heel ringe, men min Lyst til at tækkes Verden ⓘ endnu ►dygtig stor.
✂ Nu at tale et Par Ord om hvert Riim især, da sees ►lettelig at det om Livets Æbler er en ►heel underlig Blanding af verdslig og christelig Tale, men ogsaa et sanddru Billede af Nytaarsnatten i mit Inderste, thi gjennem Mythesløret skimtes Morgenrøden, paa ►Valhals Tag staaer Korsets Tegn som Seiersbanneret 223til ►Ragnaroke, men ►Odin tømmer ►end Guldbægeret med ►Saga, og ►Einherierne drikke rolig ►Suttungs Mjød paa ►Valhals Bænke; rørde de sig ►end paa Jorden, da spurgtes vel ei saa ►stort om Korset, mægtede ►Idunnas Æbler at trylle Mere frem end store Skygger, at trylle Liv og Kraft og Vid og Sang i Dødningen, da spurgtes vel ei saa ►stort efter Æblet fra Guds sande Paradis; thi det er klart der lides ei men strides ikkun ►kjæmpeligen under Korset, det er ei Korset selv, men kun dets Tegn i ►Dannebraag, der skygger over ►Valhal, der er intet Spor dertil at Syndens Legeme skal først korsfæstes, før Aandens Legeme kan staae ►forklaret op, det skal ikkun lemlæstes ved et ►Pederssværd, og Livets Æble skal gjenføde os, før Giften er ⓘ uddraget under Pine. Kort sagt, det Kors er sat saa høit, at ►Valhals ►Kjæmper, kan, uden sig at bøie indgaae i ►Gimle, naar de kun med Sværdet hilse for det og primsigne sig, og troe at det er ►Thors den rette Hammer hvis ►Størke underlig er deelt imellem dem, og knuser ►Midgardsormen, uden at dens Gift kan skade os. Visselig kunde jeg selv have det behov hvad Rimet siger:
✂
O! ►lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve
Der bøies maaskee det hovmodige Sind
Saa Troen sig mægter at hæve.
✂ Skal der nu endelig meldes et Ord om den Betydning som her er lagt i den gamle Mythe om ►Idun224►nas Æbler, og om hendes Fangenskab hos ►Thurserne, da skjønner jeg ei rettere, end at den ei er langt fra Sandhed, det behøves kun at see ►Idunna ei som ►Skjaldskabs i sin Udøvelse, thi Billedet ►derfor var ►Bragur, men som dens Hjerte og Liv, der vakde Begeistringen, thi hun var ►Bragurs Viv; og Meget var at sige om den ►underlige Dybde som findes i saamangen nordisk Mythe, men her er Stedet ei, thi ►vel staae alle disse Myther som ►Sphinxer uden for den danske Kirkedør, men de forstaaes kun, naar de beskues høit fra Choret gjennem Kirkeruden, og saavidt ere vi ►end ingenlunde, det falder os nu først paa Sinde, det var vel godt, ifald man ►lavede sig til at gaae i Kirke.
✂ Nu følger da det andet Riim og kaldes ►Sorø Kirke, og det skal da afbilde Kirkegangen, som det ogsaa gjør, thi Gangen var som Sangen, ei til Opbyggelse, men et Besøg ved Heltegravene derinde, en Vandring gjennem Kirkens Vaabenhuus, med Øiet heftet paa de skjønne Farver i hvilke Lyset bryder sig naar det bestraaler Korsets Tegn paa Jord. Det røber ogsaa Rimet flux, at vi er kun i Vaabenhuset, thi knap giver Øiet sig Tid til at kaste et flygtigt Blik paa Altret, og iler med at fæste sig paa ►Vaabenkrandsen under ►hvalvte Bue, som smykker Muren med sit Farvespil, og det er disse ►Vaabener, og ►Ravnebanneret fra Hedenold, og ►Dannebraag paa røde Val og over Bølgen blaa, og ►►Sagas Skjoldmænd► og ►►Bragurs Billedværk►, paa hvilke Øiet 225næsten hele Tiden hviler. Tabt af Syne er nu ►Sneblomsten som ene kan bestaae naar hver jordisk Blomst forgaaer, glemte synes nu de sande Ord:
✂
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en ►Straalekrands.
✂ Dette er ikke her videre at udlægge stykkeviis, de Vaagne see det selv, og for Sovende er Lyset spildt, men det er ganske ►mærkeligt, at jeg henstirrede paa ►Palnatoke som det Forbillede, jeg havde Lyst at ligne, kun med den Forskjel at det, som brast for ham skulde lykkes mig, fordi jeg havde i det stærke 👤Jesu Navn den ►Talerune til at opvække Døde, som han forgjæves ledte ►om i ►Vegtams Runer, ja, et christent 📌Jomsborg, en Borg med stærke, kolde ►Kjæmper, som vandrede til 📌Golgata, mest kun for at finde ►Dannebraag, som stirrede paa 📌Zions Tempel mest kun for at frydes ved de favre Lignelser, kun for at styrkes ved de Livets Aandepust der susede fra Choret, som kun forsagede det ►bløde Levnet og de ►lave Lyster og Sjælens Hovmod for at hovmode sig i Aanden; en saadan Borg, et saadant christent Vaabenhus det var min Lyst, det var hvad jeg kaldte 👤Christi Kirke, Ved stolte ►Kjæmpeskridt og ei ved ydmygt Knæfald meende jeg at komme Herren nær, og jeg indbildte mig, at Vingerne, jeg dog kun saae, var mine, ►enddog de voxe kun, naar Himmelfuglen avles og elskes op i Kjærlighed. ►Paa dette Stade 226maatte 📌Sorø Kirke drage Øiet ret ►besynderligen til sig, thi den er selv et Vaabenhus i alle Maader, det siger ►Vaabenkrandsen paa dens Mure, det see vi paa Liigstenene tillige, thi ret som det var Skik i gamle Dage at Degn og Kirkeværger fandt i Vaabenhuset deres Leie, saa maa det falde os paa Sinde, at 👤Absalon var meer en Kirkeværger og en Kirkesanger end en Biskop, og at hartad alle de Navnkundige, hvis ►Støv nedlagdes her, var slige Folk, som havde ikkun lidt med Herrens Huus at gjøre, og havde lidet eller intet Godt forskyldt af Kirken, men var dog formedelst Embed eller Hoved af den Stand at Ingen vilde lægge dem hos menig Mand. ►End deri ligner denne Kirke Vaabenhusene, at den som de, er bygget sidst, først bygdes i 📌Roskilde den Hellig Trefoldigheds Kirke det er ►Choret, saa Fruekirke udi 📌Ringsted, som siden kaldtes efter 👤Knud Martyr, det er ►Kirkestuen, og tilsidst Sanct 👤Jacobs Huus i 📌Sorø, det er Vaabenhuset. At ►Kongebenene ►og flyttede i samme Orden, det vidner ►Saga, og det siger Rimet, men hvi 👤Margrethe ikke blev i 📌Søer, det kunde Rimet ikke sige, thi hun bedrev jo intet ►Kjæmpeværk.
✂ Nu er kun det tilsidst at ►mærke, at saameget Øiet ►og skottede endnu til Verden, til dens Glimmer og dens ►Dom, saa blændedes det dog ei længere af Glimmeren i ►Valdemarers Dage, det saae i dem kun røde Kors som plantedes paa 📌Danmarks ►Gravstie, og Øret hørte det i 📌Ringsted ringe for 📌Danmarks Liig, 227og Øiet saae at det blev ikke atter Dag med 👤Valdemar, endskjøndt han meende det, og kaldtes ►saa; og endelig, da Timen skrider og ►Vaabenkrandsens ►Drape er ►udsjunget, da vender Øiet sig til Hvælvingen, og kommer Himmelen ihu, og Rimet mindes som ved Midnatsklokken om at det var Kirkegang der skulde holdes, og udbryder:
✂
►Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født
Til Verdens Trøst►, som ellers var forødt,
O! gid I ►dette Ord i Hjertet vilde gjemme!
Da maatte frit ►hvert andet I forglemme,
Thi kun i Ham der gives Salighed
For alle dem, der af Hans Fødsel ⓘ
veed.
✂ Jeg kommer det ihu, hvad Kamp det kostede at føie disse Ord til Rimet; thi det er ingen Sag at ►sjunge høit i Billedtoner om Herrens Majestæt, og om de glimrende Bedrifter som virkedes i 👤Jesu Navn paa Jorderig, det kan endog en hedensk Skjald, naar han kun i Begeistringen hengive sig til Synet, men i enfoldige Ord at knæle for den lidende Forsoner og sige Verden det ►i Øinene, at der er ikke Salighed i nogen Anden, det koster Overvindelse, saalænge man endnu har Verden kjær og frygter for dens Had og Spot. Dog, Gud skee Lov! jeg vandt og sagde Ordet, og derfor ene er det Rim Forbillede paa Kirkegang.
✂ Det tredie Riim er en ►Julesang og her maa vi da spørge om Psalmetonen, men vi spørge kun forgjæves, den er der ikke, der er hartad intet Spor af 228den Aand og Salvelse, som antænder og glæder vort Hjerte i 👤Luthers og 👤Kingos Høitidspsalmer, det er ingen Psalme, men det er dog et Suk efter Psalmetonen, som efter Frelserens Fødsel i Hjertet, og Hans rene Troes Gjenfødelse i Verden. Sangen vover dog at bekjende gamle Christnes Troe, at ►der 👤Jesus kom:
✂
►Alt som et Liig ►foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den ►svarlig maatte grue.
✂ Den bekjender dog at Kjærlighed maa være Blomstens Kroner som voxer op i christen Jord, og Hjertet følde dog sin Afmagt og Besmittelse, ►der Tungen sang:
✂
Og, Frelser? naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Troldomssang
Forvildet af vor Tanke,
O! ►fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
✂
Ja derfor Du, o Frelsermand!
►Dig lod i Krybben lægge
Imellem Dyr med Uforstand
►Alt inden ringe Vægge,
Dit Tegn det var i svundne Tid
Hvergang Du dig gienfødte blid
Du altid ►saa vil fødes.
✂ 229Her er en Ahnelse af Psalmetonen, en mat ►ⓘ Forklang i Nytaarsnat af en Julepsalme, som jeg ei endnu har kunnet synge.