Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

130

Grundkløgten ved Riisbrighs Grav.

1

Stander stille, sorte Mænd!
Her med Støvet af min Ven,
Sætter Kisten ned paa Jord!
Høit skal lyde mine Ord
Til den tause Sørgeskare,
Kirkens Hvælvinger skal svare,
Og stadfæste mine Ord.

2

Han, hvis Støv nu Jord skal dølge,
Han den Ædle, som I følge,
Han mig søgde al sin Tid,
Søgde mig med hellig Flid,
Ei forgjæves har han grundet,
Hvad han ei paa Jord har fundet,
Fandt han nu, da Aanden sig,
Hæved fra det kolde Liig.

3

Mig at skue og begrunde,
Vilde ham ei Nornen unde,
Medens han var her paa Jord,
Efter mine dunkle Spor,
Som er vidt i Skrifter spredte,
Derfor han saa saare ledte,
Men han tabde ei sin Tro,
Derfor eied Sindet Ro.

4

131Svag han sad paa gamle Dage,
Tavs han sad, ei lød hans Klage,
Freden bygged i hans Bryst,
Gud og Bøger var hans Trøst;
Haardt den Evige ham prøved,
Flammen Bøgerne ham røved,
Røved ham hans sidste Skat
Midt i Alderdommens Nat.

5

Da sin Gud han bad med Sukke
Ham den Verden at oplukke,
Hvor ei skues gjennem Glar,
Hvor selv Natten vorder klar,
Lukt for Verden blev hans Øie,
Aabnet blev det for det Høie,
Og han vandred i sin Tro
Did, hvor Lysets Aander boe.

6

Mangen Aand fik Kraft at stige
Høiere i Tankens Rige,
Men en Vandel, meer uplettet,
Efter Christi Bud indrettet,
Førde Ingen her paa Jord,
Hører du det, tause Sørgeskare!
Kirkens høie Hvælvinger mig svare,
Og stadfæste mine Ord.

7

132Kommer kun, I sorte Mænd!
Sænker Liget af min Ven
Dybt i Graven ned til Roe!
Støv skal blande sig med Støvet,
Aanden som i Støv blev prøvet,
Løfted sig til Gud ved Tro.


Tillæg.

Betragter man dette Liigvers (skrevet paa 👤Riisbrigs Begravelsesdag, og indrykket i Skilderiet No. 58 1809) blot som en Yttring af Skjaldskab, da har det intet Værd; almindelige Tanker udsiges, ja gjentages i billedløs, og tildeels mat og slæbende Tone. Betragtes det derimod som et Liigvers over den hensovne fromme Olding, 👤Børge Riisbrigh af en Skjald, da troer jeg det maa erklæres for et saare vellykket Arbeide, og for en Sang, netop som 👤Riisbrigh ønskede den ved sin Grav; thi den giver i venlige Ord et sandfærdigt Billede af Manden som han var, tør, jævn, ærlig, retskaffen og gudfrygtig, som granskede flittig og redelig efter Sandhed, og lyttede til Kirkens Hvælvinger for at høre der Stadfæstelse paa sine Ord, som ene ved christen Tro opløftedes i Verden og indgik ved den til Livet og Sandhedens klare Beskuelse.

133Betragter jeg endelig Verset som mit, da var det et godt Tegn, at jeg vilde synge ved en saadan Mands Grav, uden paa Sandheds Bekostning at sige smukke Ting, at jeg med Behag kunde dvæle ved Billedet af en Mand hvis eneste Fortrin var Kristendom i Tro og Levnet, men en vis Fornemhed og daarlig Indbildning stikker dog igjennem. Man seer let, at jeg endnu drømde om en Viisdom (Grundkløgt) uafhængig af 👤Christus, som altsaa kunde dyrkes og naaes uden i og ved Ham, og saaledes maa man vel drømme, saalænge man ei vil forstaa, at den Hellig-Aand er ligesaavel Sønnens som Faderens Aand. Derfor talde man i Pietismens Dage saameget om en Sophia coelestis, derfor dyrkede saamange Christne i det forrige Aarhundrede en Philosophie, der skulde staa paa sine egne Been, derfor ledte jeg, skjøndt jeg troede paa Christus, dog i Asalæren og overalt i Tankeverdnen om en Viisdom, af hvilken jeg ventede at faae Forstand paa Troens Hemmeligheder. Attraaen efter denne Forstand og Erkjendelse skal vi have, men at den umulig kan naaes i Støvet, og kun i 👤Christo stykkeviis annammes, det skal vi indsee. Det indsaae imidlertid 👤Riisbrigh ikke heller, og min Vildfarelse havde altsaa ingen skadelig Indflydelse paa Afbildningen af ham.