↩ Jeg kommer ►grandt ihu, at disse Riim bleve trykkede i ►Skilderiet (No. 39, 1809) for at vise hvorledes 👤Knud Lavard burde betragtes i Modsætning til den ►Beskuelse der havde avlet en Tragoedie, jeg nys havde stræbt at giøre til en Comedie; om Rimene bleve giorde i samme Anledning, husker jeg ikke, men i saa Fald behøvede man ei at lede ►om anden Grund til den Mangel af Begeistring, som er kun alt for aabenbar. Det er ellers en ►besynderlig Skjæbne 👤Knud Lavard har havt, thi jeg veed ingen Dansk fra Middelalde128ren, der er saa tit og slet besjunget som han, saa man vel maa sige at han har været en Martyr, et pint Vidne om den Uforstand paa Middelalderen og overalt paa Hjertet, der selv hos Digtere, var almindelig i den sidste lange Vinter, ►Ragnarokes Forvarsel, og saavist som 👤Sanders ►Knud Lavard er et ►daarligt Arbeide i det Hele, findes der dog flere enkelte Glimt af Følelse, end i nogen anden Bearbeidelse. Hvad nu mit Vers angaaer, da er det vel her, som i Tiden, at efter Saga kommer ►Kjæmpevisen, og Rimet har adskillige Spor af, at jeg virkelig var paa Vei til at gaae over fra 📌Iisland til 📌Sjølund, at ►Asarusen var hartad bortdampet, og at Hjertet begyndte at komme til Orde, men det er tillige ►aabenbart, at jeg endnu stod mellem Snee som en Vintergiæk og ►Sommernar, at jeg nok vilde være en duftende Blomst, men vilde groe paa Iisbierget, og indbildte mig at jeg der var nærmere ved Himlen end i den lave Eng, fordi jeg ingen Lyst havde til at fornedres, ingen Forstand paa den ydmyge Høihed. Hvad jeg gjorde 👤Knud til, var jeg selv, en Søn af Hedenolds kolde ►Kjæmper, som ►vel stundom maatte græde, naar jeg lyttede til Hjertets bevægende Toner, men bluedes hartad ved Taaren og sagde