►Knud Lavard.
(Ved min Reise til Sorø.)
✂
Saa gladelig farer jeg hen over Land,
Mit Øie har Stiernerne fundet,
Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand,
Og Dugdraaben Støvet har bundet,
I Skumringen vinker den kjølige Lund
Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
Og Blomsten alt blunder i Enge,
Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa
Og lyse de Bønder til Senge.
✂
Hvi flygter hist hver Stjerne bort,
Og hvi mon over Skoven ruger
Den Sky saa sort;
124I Haraldstæd sad Hertug Knud
I Julefæstens Dage,
Ved Aften treen i Sal et Bud,
Og talede saa fage:
I høre mig nu Hertug Knud!
I komme flux i Skoven ud,
Kong Magnus eder bier.
✂
Og det var Eriks djærve Søn,
Saa brat han sprang fra Borde,
Men Ingeborg ham drog i Løn,
Og saa tog hun til Orde:
I ride ei, min Herre god!
Thi vist det gjælder eders Blod,
Kong Magnus vil jer svige.
✂
Ei er jeg som en Kvinde ræd,
Og Magnus er min Frænde,
Saa talde han, men Kvinden græd,
Og bad i stor Elende:
O! drag ei denne onde Færd!
Men tænk paa Fostret som jeg bær
For eder under Hierte!
✂
Han klapped hende under Kind,
Og sagde: vær ei bange!
Men der hun saae ham stolt i Sind
Heel vaabenløs at gange,
125Med Graad og Suk da gik hun hen,
Og spændte Sværdet ved hans Lænd,
Bad ham med Gud at fare!
✂
Og det var hellig Hertug Knud,
Og Sivard, Saxlands Sanger,
De rede flux af Byen ud
Alt paa den rappe Ganger,
Men der de rede hen ad Snee,
Fru Ingeborg hun tykdes see
Om Knud et Jordelagen.
✂
Og der de komme ud fra By,
Tog Sivard til at kvæde,
Saa sørgelig det klang i Skye,
At Knud han maatte græde,
Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
Der hun tillaved blodigt Bad
For sine Brødre baade.
✂
Heel fager er den gamle Sang,
Saa mælde Knud med Blide,
Men alt for ynkelig den klang
Dog her ved Nattetide,
Saa hug han Sporen dybt i Hest,
Og reed, alt som han kunde bedst
Sit Dødningrid til Skoven.
✂
126Fru Ingeborg saa enlig sad
I Salen med stor Kvide,
Og inderlig til Gud hun bad,
De Taarer flød saa stride,
Men der det var ved Midienat,
Da banked det paa Dørren brat,
Dog Ingen var derude.
✂
I Blod og Bryst en Rædsel foer
Og stemmed hendes Aande,
Som uden Liv hun sank til Jord
Udi sin store Vaande,
Og det var i den samme Stund
Da dræbdes Knud i mørke Lund,
Af Magnus og hans Svende.
✂
Saa myrded de den Herre from,
Det Gud tilstæde vilde,
Til Vidne om hans Helligdom,
Udsprang saa klar en Kilde,
Men hver en Stjerne flygter ræd,
Fra mørke Skov fra Haraldstæd,
Hvor Magnus slog sin Frænde,
✂
Hevnerens Engel alt svæved,
Truende Sværdet han hæved
127Over det syndige Folk,
Derfor, du Hellige! døde,
Dobbelt blev Dannemarks Brøde,
Dobbelt blev Dannemarks Straf.
✂
Herren dog saared og læged,
Han er retfærdig og god;
Kilden, som sprang af dit Blod
Dannemark kjøled og kvæged;
Kilden, som sprang af dit Blod,
Valdemar heed den paa Jorden,
Samlet med Absalons Flod
Kjøled og kvæged den Norden.
Tillæg.
✂ Jeg kommer ►grandt ihu, at disse Riim bleve trykkede i ►Skilderiet (No. 39, 1809) for at vise hvorledes 👤Knud Lavard burde betragtes i Modsætning til den ►Beskuelse der havde avlet en Tragoedie, jeg nys havde stræbt at giøre til en Comedie; om Rimene bleve giorde i samme Anledning, husker jeg ikke, men i saa Fald behøvede man ei at lede ►om anden Grund til den Mangel af Begeistring, som er kun alt for aabenbar. Det er ellers en ►besynderlig Skjæbne 👤Knud Lavard har havt, thi jeg veed ingen Dansk fra Middelalde128ren, der er saa tit og slet besjunget som han, saa man vel maa sige at han har været en Martyr, et pint Vidne om den Uforstand paa Middelalderen og overalt paa Hjertet, der selv hos Digtere, var almindelig i den sidste lange Vinter, ►Ragnarokes Forvarsel, og saavist som 👤Sanders ►Knud Lavard er et ►daarligt Arbeide i det Hele, findes der dog flere enkelte Glimt af Følelse, end i nogen anden Bearbeidelse. Hvad nu mit Vers angaaer, da er det vel her, som i Tiden, at efter Saga kommer ►Kjæmpevisen, og Rimet har adskillige Spor af, at jeg virkelig var paa Vei til at gaae over fra 📌Iisland til 📌Sjølund, at ►Asarusen var hartad bortdampet, og at Hjertet begyndte at komme til Orde, men det er tillige ►aabenbart, at jeg endnu stod mellem Snee som en Vintergiæk og ►Sommernar, at jeg nok vilde være en duftende Blomst, men vilde groe paa Iisbierget, og indbildte mig at jeg der var nærmere ved Himlen end i den lave Eng, fordi jeg ingen Lyst havde til at fornedres, ingen Forstand paa den ydmyge Høihed. Hvad jeg gjorde 👤Knud til, var jeg selv, en Søn af Hedenolds kolde ►Kjæmper, som ►vel stundom maatte græde, naar jeg lyttede til Hjertets bevægende Toner, men bluedes hartad ved Taaren og sagde
✂
Heel fager er den gamle Sang,
Men alt for kvindelig den klang.
Saa ►hug jeg Sporen min Hest,
Og reed alt som jeg kunde bedst,
Mit ►Dødningrid til 📌Norden.
✂ 129Betragter man nu Rimet som historisk, da er dets Dom allerede fældet, dersom 👤Knud var, hvad jeg tænkde, en kjærlig, christelig Ridder, thi det er han ingenlunde i min Sang, og den var da inderlig usand, om den ogsaa udvortes holdt sig til Historien. Det gjør den virkelig undtagen i Versene om 👤Ingeborgs Nattesæde, der ikke engang ere en ►rimelig Tilsætning, thi vel kunde hun vaage og høre Varsel, men ikke vel sidde ene, og endnu mindre bede inderlig til Gud uden at føle Lindring. Dog paa Bøn havde jeg, desværre! dengang ei synderlig Forstand, saalidt som paa Historiens Sammenhæng, hvilken jeg ►vel ahnede og krævede, men ei saae, fordi jeg ei havde Gud levende for Øie. Ogsaa i denne Henseende sporer man imidlertid Begyndelsen til en Overgang, men med vaklende Trin; og Sagnet om Kilden er rettelig udlagt om 👤Valdemar, jeg følde Nødvendigheden af at betragte Historien som Guds Faderlige ►Husholdning, men dunkel og forvirret var min Forestilling derom.