Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

Odins Kvad

om

Skjaldskab.

1

Der stod udi Bierge
En Kiedel med Mjød,
Den blandede Dværge
Saa stærk og saa sød;
Forglemmelsens Fugl over Drikken hensvæver
Og sætter sig fast paa den Drikkendes Læber;
Til Himlen Han løftes og Jorden er glemt.

2

98Af Honning var blandet
Den kostbare Mjød,
Af Helligdomsvandet,
Af Dug som nedflød
Da førstegang Nornerne nyfødte, milde,
Bestænkede Asken af nyfødte Kilde
Var Honningen virket ved Biernes Konst.

3

Men Jetter udhulde
Et Fjeld udi Grund,
Og Mjøden De skjulde
Paa dybeste Bund,
At Mennesket Guderne skulde forglemme,
Og aldrig en Røst om sin Fødsel fornemme,
Men tiene og dyrke hver Jette som Gud.

4

Lig Guderne bliver
(Saa Spaadommen lød)
Hvem først sig opliver
Med glødende Mjød,
Og naar den af Kjedlen fra Bjerget sig hæver,
Da løsladt i Verdener alle omsvæver
Hver Asernes troende, lydige Søn.*Saaledes forstaaer jeg det besynderlige Vers i Grimnismal, (i Commissionens Udgave det 41de.)

5

99Jeg hængde paa Grenen
I Storm uden Læ;
Ukvæget paa Grenen
Af hellige Træ;*Ygdrasill. See Begyndelsen af Runekapitlet!
Til Odin jeg Odin mig ofred; til Værket
Jeg da blev indviet; med Spydsodden mærket,
Som Offer jeg hængde i Nætterne ni.

6

Mod Jord jeg forøgde
Min Stræben, og vandt;
Om Runer jeg søgte,
Og Runer jeg fandt;
Da kiendte jeg Veien til Hulen den mørke,
Jeg skiælvede ikke for Jetternes Styrke,
For Suttung, og Troldes afmægtige Kløgt.

7

Mod Skyen fremraged
Den Klippe saa stor;
Jeg bored, det knaged
I Steen og i Jord;
Men Braget jeg døved ved Runer og Sange,
Thi for mig og trindt mig var Jetternes Gange,
Ei vilde jeg vaagne den sovende Hær.

8

100Jeg sad hos Gunløde
Paa gyldene Stoel,
Af Ringen den røde
Det lyste som Sol.
Mens Jetterne sov paa de sukkende Stene,
Da tømde jeg Mjøden, den stærke, den rene,
Da favned jeg solskære, væneste Mø.

9

Min Aand var bortilet,
Som Gud jeg opfor;
Men legemlig hviled
Jeg end under Jord.
Da vaagnede Jetter, da giordes jeg bange;
Thi glemte var Runer og kraftige Sange;
Det dundred i Hulen af Thursernes Fjed.

10

Da hjalp mig Gunløde,
Saa kjærlig afdrog
Hun Ringen den røde,
Og Lyset forjog;
Da snublede Jetter og famled i Blinde,
Ei kunde i Mørket mig Thurserne finde,
Da fandt mig min Aand, og af Fjeld jeg opsteg.

11

Med Skjalde i Norden
Jeg deler min Drik;
Da løses fra Jorden
Det fængslede Blik;
101Da griber i Harpen den skæggede Brage,
Og Skjaldene kvæde, og Dværge gientage
For Klippernes Dørre hvert tonende Kvad*Ekko er Dværgemaal..



Tillæg.

Mythen om Poesiens Oprindelse findes i Havamal, men uagtet jeg har søgt at udfylde og fortolke den, er dog Kvadet ingenlunde hvad det skulde være. Det er tilvisse mærkeligt, at Poesien fremstilles som Noget Jetterne havde ranet, og vist var det en værdig Idræt for Alfaders Statholder at erobre den tilbage, rimeligt er det ogsaa, at Skialdene sammenknyttede Forestillingerne om den Honningdug der nedflød fra Ydrasill, og den Mjød, som var Skjaldskabs Sindbillede, men det burde forstaaes hvad Odin og Gunløde betyde her! Dog det hiemfalder nu til Mythologien, og hvo som ved at læse dette Vers i Forening med de foregaaende, kunde annamme en levende Forestilling om Skialdskabs Mjød som den aandelige Syster til Honningduggen der nedfalder i Blomstens Hjerte, en levende Forestilling om Skjaldskab som Kalken der indslutter alle Menneskets herlige Minder, dybe Længsler, og høie Ahnelser, som stjaalet fra Slægten og givet den atter af Gud paa underlige Maader, han vilde vist glad bekiende, at Gud ingen102sinde og allermindst i 📌Norden lod sig selv uden Vidnesbyrd, og at Mjødens Kræfter teede sig aabenbarlig; men han vilde ei gaae irette med Verset, eller forarges ved Talen om Afguden, som her var nødvendig, naar Mythen skulde beskues, skiøndt den vist nok baade kunde og burde været endeel anderledes.*Verset er forhen trykt i Nordens Mythologie S. 196.