Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kvædlinger eller Smaakvad

Man seer let, at disse Vers ere mere foranledigede ved nordiske Myther end udsprungne af dem, thi alt hvad Vola siger er kun, at Duggen neddrypper fra Ygdrasill, og i den prosaiske Edda siges at det er Honningdug. En skiøn og sand Forestilling er det unægtelig, at Duggen, der for Planterne er en saadan størkende, vederkvægende, oplivende og underfuld Draabe, ligesaalidt har hiemme paa Jorden, som den aandelige Dug der lædsker og kvæger og størker de Levende, at det Alt er Draaber, med hvilke Alfader giennem Norners Haand bestænker den tørre Ask som ellers maatte visne, det er en af de mange Anelser i 📌Nordens Hjerte af Sandheden om den Gud, der klæder Markens Blomster, og i Hvem vi leve, røres og ere, det er en Duft fra Hiertets Blomst, avlet af en saadan Dugdraabe fra det Høie, og kan den kiendes giennem Verset, som jeg mener, da angrer jeg ei at have giort det, skiøndt adskillige Ord ere Daarskabs Børn. Den sidste Anvendelse paa Biernes Konst er ei heller ueffen, og kunde giøre godt, hvor den lagdes paa Hjerte i en Tid, da det er betragtet som Menneskers Maal at sanke og trælle for et Døgnliv og bringe Alt i snorlige Rade og Rum, thi see! det formaaer den liden Flue og giør det konstigere end vi, skulde det være Menneskets Maal at blive som den? skulde 97det være Umagen værd at arbeide saa ivrig, for at uddrives af Svoveldamp, naar det store Bistade optages i Høsten, og surre i Mørket medens Mjøden blandes til en evig Høitidskalk i de gyldne Sale? eller var det dog ikke bedre i Sommerens Tid ved Honningduggens Kraft at lade Vingerne voxe, og Sødmens Væld udspringe i Hjertet, saa vi, naar Vinteren kommer, kan uden Sorg forlade de afblomstrede Enge, og svinge os did, hvor Duggen har hiemme, og Stadet staaer fast, og Blomsten ei visner og Kalken ei tømmes, til Gud.