↩ Ogsaa dette forkynder sig som et Mythekvad, Asken med sin Trængsel og sine ►underlige Vilkaar er ►og ganske ordenlig afbildet efter ►ⓘ Vøluspa og ►Grimnis90►mal, ei heller bør der ⓘ vel tvivles om, at den for 📌Nordens Skjalde var engang Tidens Sindbillede; men den videre Udlæggelse har ingen Hjemmel i ►Edda, og tildeels ingensteds hjemme, ►uden i et ►taaget Øie. Istedenfor den ►Ørnesang, der klinger ►heel mistænkelig, taler nok ►Edda om ►Skiendsmaal mellem ►Ørnen og ►Nidhøg, om Hiortene er dens Mening i det mindste tvivlsom, og at Ormene blive ►flinkere til at undergrave Asken, naar de høre, den i sit Fald skal knuse dem, klinger en smule dumt. I en anden Udgave af ►Mythologien er ►Stædet at omtale Mythens Betydning, her at sige, hvi Verset ►giemmes. Man seer let det egentlig er en Benyttelse af den gamle Mythe til at paaminde Tidsalderen om dens ►vrange Syn og ►galne Adfærd, og det kan ►vel endnu behøves, at lade Hedninge minde os om at Tidens Hjul drives ved ►ovenfalds Vande, at kun Gud paa underfuld Maade ►opholder Tiden og gienføder Kraften, medens vi, hvor høit vi end elske det Timelige, og grue for dets Ophør, arbeide paa at fremskynde den, ved at bortødsle Kraften og forpeste Luften. Saaledes aabenbares det, at jeg ►vel havde noget Sandt for Øie, men kunde ei ret afbilde det fordi ►Staven var bundet af en Mythe jeg ikke ►ret forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man med mig betragter Tidens Øiemed kun opnaaeligt, naar den ender i en vis Time, det som Ormenes Øiemed, at Asken kan falde før 91den Time, det som Menneskenes Galskab at hielpe Ormene i Striden mod Guds Øiemed, og det som Galskabets Frugt, at Asken, der alligevel ei falder før den ⓘ skal, knuser dem og deres Fostbrødre i den evige Død.