Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

86

Asken Ydrasill.

(Et Mythekvad.*Nordens Mythologie S. 155.)

1

Tidens Sønner, Mænd paa Jord!
Vil I eders Moder skue,
Vender Øiet op mod Nord,
Stirrer stivt paa Himlens Bue!
Denne Bue er en Rod
Af det Træe som længe stod
Og som staaer, til Verden falder.

2

Træets Navn er Ydrasill,
Vidt udbrede sig dets Grene,
Under dem i Vexelspil
Alt som blev maa sig forene,
Ingen saae det randt af Rod,
Alt i Tidens Fødsel stod
Grønt det over Urdas Kilde.

3

Træets andet Navn er Tid,
Mange Løv dets Grene tvinge,
Hver en Daab og hver en Iid
Maatte af dets Saft udspringe,
87Underligt, at end det staaer
Som det stod utalte Aar,
At det raadned ei og visned.

4

Trende Rødder har det vel,
Men de kan det ei oplive,
En nedruger over Hel,
Som en tung og dunkel Skive,
En nedtrykker Jetters Æt,
Under Solen, klar og let,
Over Midgard en sig hvælver.

5

Kommer, Tidens Sønner! hører,
Hvad det er som Livet rører
I det alderstegne Træe!
Nornerne, som Tiden lænke,
Tidens tørre Ask bestænke
Lædske den af Urdas Brønd.

6

Derfor kneiser end i Vælde
Stammen, trods sin høie Ælde,
Derfor visned ei dens Løv,
Dog kan Ingen ret udmaale
Al den Trængsel, den maa taale,
Evig kan den ikke staae.

7

88Kan I høre hvor den stønner!
Fire Hiorte, Søvnens Sønner
Stande i dens høie Top,
Og som Tiderne fremskride,
Bladene de dybt afbide,
Bladet med den unge Knop.

8

Veed I vel, hvad Hiorten bider?
At det er de gamle Tider;
Som fortæres af dens Tand?
Derfor mørke Glemsel ruger
Over dem og dybt nedknuger
Spiren til hver herlig Old.

9

Mere Trængsel Asken lider,
Thi ved Roden Nidhøg slider,
Dragen med sin Ormeflok,
Selv den ældes giennem Tiden,
Mør og trøsket bliver Siden,
Og den stunder mod sit Fald.

10

Høre I det høie Kvæde
Lyde hist fra Ørnens Sæde
Paa det underfulde Træe,
Ratatoskur let nedspringer,
Kvadet ned fra Toppen bringer
Den til Dragen under Rod.

11

89Ørnen kvad om Træets Alder
Om, at naar engang det falder,
Skal det knuse Jetters Æt,
Dobbelt flinke Orme gnave,
Asken vil de undergrave,
For den frygtelige Stund.

12

Tidens Sønner! vil I stride
Lumskelig ved Ormens Side,
Imod Norners høie Raad?
Vil I eders Moder trænge?
Vil I stræbe at forlænge
Jetters syndefulde Liv?

13

Vel, saa stræber, som I stræbde
Da i eder selv I dræbde
Andengang den svundne Old!
Hevnen kommer, Asken raver,
Naar den falder, den begraver
Eder til en evig Død.



Tillæg.

Ogsaa dette forkynder sig som et Mythekvad, Asken med sin Trængsel og sine underlige Vilkaar er og ganske ordenlig afbildet efter Vøluspa og Grimnis90mal, ei heller bør der vel tvivles om, at den for 📌Nordens Skjalde var engang Tidens Sindbillede; men den videre Udlæggelse har ingen Hjemmel i Edda, og tildeels ingensteds hjemme, uden i et taaget Øie. Istedenfor den Ørnesang, der klinger heel mistænkelig, taler nok Edda om Skiendsmaal mellem Ørnen og Nidhøg, om Hiortene er dens Mening i det mindste tvivlsom, og at Ormene blive flinkere til at undergrave Asken, naar de høre, den i sit Fald skal knuse dem, klinger en smule dumt. I en anden Udgave af Mythologien er Stædet at omtale Mythens Betydning, her at sige, hvi Verset giemmes. Man seer let det egentlig er en Benyttelse af den gamle Mythe til at paaminde Tidsalderen om dens vrange Syn og galne Adfærd, og det kan vel endnu behøves, at lade Hedninge minde os om at Tidens Hjul drives ved ovenfalds Vande, at kun Gud paa underfuld Maade opholder Tiden og gienføder Kraften, medens vi, hvor høit vi end elske det Timelige, og grue for dets Ophør, arbeide paa at fremskynde den, ved at bortødsle Kraften og forpeste Luften. Saaledes aabenbares det, at jeg vel havde noget Sandt for Øie, men kunde ei ret afbilde det fordi Staven var bundet af en Mythe jeg ikke ret forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man med mig betragter Tidens Øiemed kun opnaaeligt, naar den ender i en vis Time, det som Ormenes Øiemed, at Asken kan falde før 91den Time, det som Menneskenes Galskab at hielpe Ormene i Striden mod Guds Øiemed, og det som Galskabets Frugt, at Asken, der alligevel ei falder før den skal, knuser dem og deres Fostbrødre i den evige Død.