Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kvædlinger eller Smaakvad

At det koster mig Overvindelse at afskrive især de sidste Linier, der ligefrem er Daarekistesnak, det kan Enhver forstaa. At det nu er Løgn, at jeg, Gud skee Lov! ligesaa lidet udvortes som indvortes har nogensinde bøiet Knæ for slige Afguder, det er da af to onde Ting den mindste, ja at jeg ei engang gebærdede mig som vor Tids pathetiske Enthusiaster, det veed 👤Molbech, som var den Ven, med hvem jeg fulgdes paa en deilig Sommerdag fra 📌Sorø over det deilige Bakkeland ved 📌Tystrup Sø, ind i den virkelig høitidelige Skov, og til det saare mærkværdige Oldstidsminde. Jeg har været nær ved at ansee disse Vers, udentvivl nogle af de meest velklingende jeg har gjort, for spildte, og forundret mig over, hvorledes de kunde falde saa godt, da et saadant Fald pleier at være et vist Kiendemærke paa Begeistring, og jeg dog veed, at aldrig har nogen gammel Steen begeistret mig, og aldrig har jeg anseet Aserne enten som Idee eller Mennesker for andet end Oprørere i Guds Rige, en Ting der er klart af al min Skrift om Nordens Mythologie. Imidlertid lader det sig ikke nægte, at de Vers ere udrundne af Begeistring, og jeg indseer nu ret godt for hvad, nemlig for et Fund af herlige Minder om Fædres Storhed og Tro paa det Aandelige. Jeg arbeidede just dengang paa min Bog om Nordens Mythologie, og hin udvortes Vandring til Offerlunden maatte da 38af sig selv blive et Billede paa min indvortes Granskning efter de gamle Mythers Sammenhæng og Betydning, den blev det end mere ved den Umage det virkelig kostede os at finde den Steen, thi forsaavidt kvad jeg Sandhed, ja endvidere, i det Verset virkelig afbilder en Higen og Stunden og Stræben efter noget Herligt og Helligt, og Enhver som har følt en saadan, og seer bort fra den Steen og de Afguder, vil udentvivl finde en Gienlyd af Tonerne i sit Indvortes, skiøndt de er misbrugte.