Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

Gunderslev Skov.

1

Siig mig, o Skov! hvad du slutter saa tæt,
Hvad du knuger saa fast i din Favn!
Siig mig det, Vind, du som svæver saa let,
Du som svæver saa tæt,
Over Egene hist,
Som kan stirre derned
Giennem Grene og Løv!
O, du sikkerlig veed,
Hvad den slutter i Favn.

2

33I Egenes Toppe
Det rusker og bryder;
Og Vinden deroppe
Saa susende lyder,
Som Stemmer fra Nord,
Og vel kan jeg tyde
De susende Lyde,
Der strømme fra Nord.

3

Saa er det da eder, I knudrede Ege,
Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege,
Og Offeret blødte paa hellige Steen!

4

O Soel! du som blusser saa høit udi Luft,
Du har seet og du veed,
At ei Blomsternes Duft
Mine hurtige Fied
Kunde standse paa Jord,
At ei Søen saa mild
Kunde svale min Ild
For det flygtede Nord;
At saa saare jeg gik
Over Dal, over Høi,
At mit brændende Blik
Over Markerne fløi,
34For at søge den Plet,
Hvor sig Egene tæt
Havde sanket omkring
Den hellige Ring.

5

Sagtelig, Ven!
Flyt dig i Lunden!
Let du berøre
Viede Jord!
Her mellem Egene boe
Nordens de hensovne Guder,
Sødelig Slumrendes Roe
Trinenes Lyd ei forstyrre!
Seer du de Vanddraaber trille
Saa stille,
Hisset i Dal!
Fordum, da Aser med Vælde
Høit over kneisende Fjelde
Throned i Sal,
Sang de med buldrende Lyd
Asernes Priis og Lundenes Fryd;
Nu de i Dalen hentrille
Saa stille,
Stenen de kysse,
Paa den de tysse,
35Hvidskende dysse
Guderne end i en dybere Søvn.

6

Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter
Dunklere er Skoven her;
Nu er Guders Alter nær.
Bort fra denne slidte Vei!
Den til Altret fører ei,
Thi hvor Hoben farer frem
Har ei Guder deres Hjem.
Her jeg seer en Sti sig dølge,
Under Græsset matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod,
Dristig, Ven! vi den vil følge,
Til det Hellige fra Nord
Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa vi stirre,
Synet kan sig let forvirre,
Paa en Vei til gamle Nord,
Stands kun ikke, følg mig, Ven!
Sporene jeg skuer end,
Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her en gammel Kiæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.

7

36Ak! nu svandt det lette Spor;
Som ved Lyden af mit Ord
Som henveiret af min Aande,
Hvilken Vaande!

8

Stands, o Fod!
Her paa denne Egerod,
Høit, o Øie! hvælv din Bue!
Fik du Evne til at skue,
O, saa skue
Dristig giennem Lunden nu!

9

Med faldende Taare,
Jeg stirrer saa saare,
Hvad løfter sig hist?
O, er det ei Alterets mossede Stene
Som Egenes Grene
Saa tætte omhvælver?
Det er, o jeg skiælver,
Jeg dirrer af Lyst,
Og hellige Andagt opfylder mit Bryst,
Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
For Asernes Alter at kaste mig ned,
Og prise de hensovne Guder.


37

Tillæg.

At det koster mig Overvindelse at afskrive især de sidste Linier, der ligefrem er Daarekistesnak, det kan Enhver forstaa. At det nu er Løgn, at jeg, Gud skee Lov! ligesaa lidet udvortes som indvortes har nogensinde bøiet Knæ for slige Afguder, det er da af to onde Ting den mindste, ja at jeg ei engang gebærdede mig som vor Tids pathetiske Enthusiaster, det veed 👤Molbech, som var den Ven, med hvem jeg fulgdes paa en deilig Sommerdag fra 📌Sorø over det deilige Bakkeland ved 📌Tystrup Sø, ind i den virkelig høitidelige Skov, og til det saare mærkværdige Oldstidsminde. Jeg har været nær ved at ansee disse Vers, udentvivl nogle af de meest velklingende jeg har gjort, for spildte, og forundret mig over, hvorledes de kunde falde saa godt, da et saadant Fald pleier at være et vist Kiendemærke paa Begeistring, og jeg dog veed, at aldrig har nogen gammel Steen begeistret mig, og aldrig har jeg anseet Aserne enten som Idee eller Mennesker for andet end Oprørere i Guds Rige, en Ting der er klart af al min Skrift om Nordens Mythologie. Imidlertid lader det sig ikke nægte, at de Vers ere udrundne af Begeistring, og jeg indseer nu ret godt for hvad, nemlig for et Fund af herlige Minder om Fædres Storhed og Tro paa det Aandelige. Jeg arbeidede just dengang paa min Bog om Nordens Mythologie, og hin udvortes Vandring til Offerlunden maatte da 38af sig selv blive et Billede paa min indvortes Granskning efter de gamle Mythers Sammenhæng og Betydning, den blev det end mere ved den Umage det virkelig kostede os at finde den Steen, thi forsaavidt kvad jeg Sandhed, ja endvidere, i det Verset virkelig afbilder en Higen og Stunden og Stræben efter noget Herligt og Helligt, og Enhver som har følt en saadan, og seer bort fra den Steen og de Afguder, vil udentvivl finde en Gienlyd af Tonerne i sit Indvortes, skiøndt de er misbrugte.

👤Molbech meende i dette Vers at finde en Bebreidelse til sig, fordi han ei med Varme nok havde omtalt Stenen i sit Brev (Skild. No. 100) og skiøndt mig nu synes han snarere talde for høit end for lavt, havde han dog maaskee Ret, thi min Varme for Oldtiden var besmittet af Lyst til Navnkundighed ved at afbilde den, og derfor syndes ingen Toner mig for høie til at ledsage Talen derom. 👤Molbech havde uimodsigelig Ret, da han skrev til mig (Skild. No. 102):

– selv paa de – Steder
Hvor henrykt du skiælver af Lyst,
Ei Asernes Glands jeg tilbeder,
Ei Andagt opfylder mit Bryst,
Nedsjunken er Gudernes Vrimmel,
I Tusindaars evige Grav,
Og Valhal var ikke den Himmel,
Som Mennesket Salighed gav,

39Uret havde han derimod, forsaavidt han satte Naturen istedenfor Aserne, Afgud for Afgud, ogsaa i den Tanke, at jeg stirrede paa Valhal, som Menneneskets Himmel, thi det havde jeg lige fra Begyndelsen af erklæret, at min Ærbødighed for 📌Nordens Myther netop kom deraf, at Aserne forgik og den sande Gud da thronede i Gimle. Herom mindede jeg ham, men var blind for min egen Uret i de galne Ord, og sagde nogle som end vare værre i følgende Vers (Skild. No. 103):

1

Du stander midt i Guders Lund
Med Varme, som hos hver Kjærminde,
Thi du i gamle Norden kun
En mærkelig Ruin vil finde,
Du knæler ei, thi Asers Magt
Er dig kun Phantasiens Pragt.

2

Dit Syn forvilder sig, min Ven!
Imellem Gudenavnes Vrimmel,
Og stedse stivt du stirrer hen
Paa Valhal som paa Nordens Himmel,
Igiennem Ragnaroke ei
Dit Øie end har fundet Vei.

3

Kan nogen skue høie Strid,
Som føres mellem Lys og Mørke,
Og Lyset i den svundne Tid,
Og Nordens Aser ikke dyrke?
O, saae du Lysets Herlighed,
Du ved min Side knæled ned.

4

40Jeg skuer sidste, hede Damp,
Som stiger op fra Tidens Lue.
Jeg glædes, endt er store Kamp,
Men Aser faldt, og jeg maa grue,
I Skiælven klæder sig den Lyst,
Som da indstrømmer i mit Bryst.

5

Aartusender kan over Jord
Henrulle, glemmes kan Idrætter,
Men har det Evige sit Spor
Aftrykt, ei Tiden det udsletter;
Et Billede jeg seer i Nord,
Og Træk jeg skuer end paa Jord.

6

Du peger paa Naturens Sprog
Som om din Ven det ikke kiendte;
Som til et Blad i store Bog
Jeg til Naturen Øiet vendte,
Og Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre Sands.

7

Jeg stirrede mod Harmoni,
Da jeg mod Alteret henstirred,
Og ilende jeg gik forbi
Det Enkelte, som kun forvirred,
Men veed du deraf, at jeg fik
Ei for det Enkelte et Blik.

41Vel maatte jeg togange sige:

– Nattens Mulm og Dagens Glands
Sig blanded for min indre Sands,

men visselig var det ingen Roes, thi hvad Samfund haver Lyset med Mørket?