Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

22

Tiderne.

(Til min Ven C. Molbech *Kbhvs. Skild. No. 81. 1808 i Anledning af 👤Molbechs to første Breve fra Sorøe, hvor han vemodig stirrede paa den svundne Middelalder, men lovede dog den nærværende Tid. At jeg ophøiede den Absalonske Tid meget for meget er aabenbart, men det er kun saa, fordi den lignede den nærværende formeget.).

1

Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Eet Baand omslynger Sværd og Stav,
I Andagt luer Vælde.

2

Jeg stander i den svundne Old,
Og skuer i dens Indre,
Mod Verden vendes brede Skjold
Og lyse Sværde tindre;
Men Øiet stirrer længselfuld
Didop mod Solens Lue,
Og Helten sukker dybt fra Muld
Mod høien Himmelbue.
Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
Men kjæmpende den stræber,
Da stiger Daad paa Jorden frem,
Og Sang fra fromme Læber;

3

23Den Evige, forsonet, ned
En hellig Straale sender;
Og Straalens Navn er Kiærlighed,
Den lyser og den brænder;
Paa Jord den brænder som en Glød,
Og brændte Fod sig hæver,
Men blid igiennem skumle Død
Den lysende hensvæver.

4

Ak! at den svandt, den skiønne Old;
Ei fængslet selv i Norden *Ogsaa her tog jeg ved Trykningen netop det Halve fra Sandheden, og læmpede Ordene saa:

Kun fængslet halv i 📌Norden.

,
Da hæved sig, forstandig kold
En anden Tid paa Jorden,
Man kiæmped for at vinde Jord,
Og agted Himlen ringe,
Saa brat den Straale da opfoer,
Alt paa sin lyse Vinge.
Ei mere tvinger heden Glød
Vor Fod til sig at hæve,
O! skued vi vor store Nød,
Da maatte vi vist bæve:
24Bag Straalen lukdes Porten i
Som staaer for Evigheden,
Thi drømme vi om Harmoni,
Om Harmoni herneden.

5

Du Ædle mod den brudne Form
Saa længselfuld henskuer,
Du seer den svøbt i hellig Storm,
Du vender dig, og gruer,
Din Længselstaare tørres hen,
Og svag dig selv du kalder,
Da Absalons saa hulde Ven
Lovpriser sjunkne Alder.

6

Jeg stander i den svundne Old
Og rører Harpens Strænge.
O! kan da giennem Tidens Vold
Ei Tonen mere trænge!
Til Absalons nedsjunkne Grav,
Du gange hen i Kvælde!
Der vies Sværd af hellig Stav,
I Andagt luer Vælde;
Nedknæl! bekiend! den høie Glands
Den svandt og maatte svinde,
Men ei vanhellig Seierskrands
For Nutids Prunk du binde!