Grundtvig, N. F. S. Kvædlinger eller Smaakvad

Thryms Kvide eller Hammervisen.

Fortaleriim.

1

I Danske, Norske Drenge!
Som end af Kløgt ei sprak!
Nu har jeg tiet længe
Alt med min Mythesnak,
Men laaner mig nu Øre,
Saa skal I faae at høre
Et lystigt Eventyr.

2

440At Alvor ei I lide,
Det veed jeg nu bestemt,
Thi er det paa de Tide,
Man føier sig til Skjemt,
Og vil I Tiden vide
Da er det paa de Tide
Man leer sig vist ihjel.

3

Saa hører mig nu milde
I Drenge smaa i 📌Nord!
Saa vil jeg jer indbilde
En Snak om Asa-Thor,
Den er ei for de Kloge,
Jeg sjunger kun for Poge,
Jeg er jo selv en Pog.

4

Jeg før har havt den Lyde,
Som er lidt tydsk af Byrd,
Heel flittelig at tyde
De gamle Eventyr;
Men det jeg veed I hader
Jeg derfor overlader
Det smukt til min Uven.

5

441I skal jer da ei bryde
Om nogen Verdsens Ting,
Ei tænke eller tyde,
Men læse kun i Spring,
Jeg rimer kun en Mythe
Som er til ingen Nytte,
Men kun til Tidsfordriv.

6

I grumme gamle Dage,
Opspundet er den Digt,
For eder at behage
Jeg pusler nu med Sligt,
Paa Edda vil jeg flikke
Nu aldenstund jeg ikke
Har andre Skoe at sye.

7

I Edda staae de Stave
Alt som et Skumpelskud,
Jeg med poetisk Gave,
Dem nu har smykket ud,
Thi skal I derpaa skjønne,
Og gunstigst mig belønne
Alt med et Bifaldssmiil.*Thryms Kvide eller Hamarsheimt er, som kanskee Ingen af mine Læsere veed, det syvende, skjøndt ei 441det sidste eddiske Kvad i Commissions-Udgaven og det niende hos Sandvig, hvilket jeg her anmærker, ikke just for at prale af min Lærdom som dog er Intet med de Adelungers og Ruhsers og Paarsers &c. &c. men for at den lærde Læser kan meditere over Forholdet imellem Originalen og Copien, Handskrifter har jeg ikke brugt, undtagen et Autographon fra det Capellanske Biblio443thek, som ikke før er benyttet, men begrunder critisk alle de Varianter og Supplementer, med hvilke det glæder mig at kunne udstyre denne Oversættelse. Bemeldte Autographon har jeg med egen Haand udskrevet paa mine Reiser i Barbariet, og Fædrelandet har da sit, i en vis Tidende nys lovede, Venskab med de barbariske Magter for denne litteraire Aqvisition at takke.

8

442 Der var en vældig Herre,
Saa vide gik hans Ry,
Naar paa sin Torden-Kerre
Han aged, under Sky;
Hans Aandepust var Flammer,
Som 📌Dovre var hans Hammer,
Som 📌Kjøl hans Hammerskaft.

9

Han havde sig et Belte,
Saa bredt og bøieligt,
At ikkun danske Helte,
Kan tænke sig et sligt
Med Beltene for Øie,
Som bølgende sig bøie
Og snoe om Danas Lænd.

10

443Det var saa blødt som Silke,
Men underfuldt af Kraft:
En Væv af Blomsterstilke,
Alt med en Himmelsaft,
Thi førde det i 📌Norden
Og Navn af Størke-Gjorden
Det Belte underfuld.

11

Kun med den Gjord om Lænder,
Har Thor sin fulde Kraft,
Først da han fast omspænder
Det korte Hammerskaft,
Først da de onde Vætter,
De Trolde og de Jetter
For Mjølner føle Gru.

12

444En Borg som Skov og Haver
Med Lys og Fuglesang
Med Urt og Mai saa faver,
Den heder Folkevang, *Grimnismal XIV.
Dens Billede i 📌Norden,
Det favreste paa Jorden,
Er 📌Sølund som jeg veed.

13

Alt paa de grønne Høie
Udi den Borg saa prud,
Med Solen i sit Øie
Sad Freia Himmelbrud,
Og søde Fuglesange
Hensused over Vange,
Mens Freia Væven slog.

14

Hun sad alt paa Fioler
Og Skøtten var en Løg,
Men Spyde var til Spoler,
Hver Bom saa grøn en Bøg;
Saa fort som Bække rinde,
Alt med en blaa Kjærminde
Skjøn Freia Væven slog.

15

445Saa væved hun det Belte,
Som hun gav Asa-Thor,
Og mandelig han fældte
En Jetteflok i 📌Nord,
Alt med sin haarde Hammer,
Alt med de stærke Flammer
Som gnistrede af Flint.

16

Der gaaer et Sagn i 📌Norge,*Licentia poetica isteden for i Norske Skrifter, men foruden den Rimelighed, Enhver kan see, er det jo dog ogsaa rimeligt at et Norsk Sagn gaaer i 📌Norge, og posito jeg sætter at det ikke gaaer der, saa burde det dog gaae der, og det er da en captatio benevolentiæ tillige, alt efter Ordet miscere utile dulci.
Saa tungt det er at troe,
Om Sorg i Asaborge,
Om Fryd i Jetteboe:
Ving-Thor, ak det var Sorgen,
Han vaagnede en Morgen,
Og savned Hammer sin.

17

Man Hvisker udi Kammer:
Han havde sig en Ruus *Edd. Sæm. pag. 182 No. 2 annotatum est in margine, Thorum hic ex crapula expergisci.
Og kastede sin Hammer
Da selv i Jettehuus,
446 Men Sligt er mod den Sage,
At altid selv tilbage
Den kom som Hammershuus.*Edd. Snorr. Dæmes. LIX.

18

Saa har og Ordet gaaet
At stærke Asa-Thor
Har i sin Ruus forsmaaet
Den favre Størkegjord,
Og derfor Mjølner misted
Saa Troldene udvristed
Ham den med Vold af Haand.*Authograph. p. 7 hvor der findes anmærket i Randen: Iliacos intra muros peccatur et extra, noget mig tykkes hartad ligesaa vanskeligt at forstaae, som: Die Veneris Hafnia profecturus sum, dog sættes det ob salvam conscientiam og finder kanskee sin 👤Peer Degn.

19

Saa gjættes uden Føie
Vel ei paa egen Haand,
Skjøndt hver kan see for Øie
At favre Beltebaand
Det skjæmmed ei at bære,
Det bares før med Ære,
Men skjæmmed at forsmaae.

20

447Dog, Jetter tog med Staalet
Vist Mjølner ei fra Thor,
Nei, As blev Hamren stjaalet,*Hamarsch. Stroph. 2.
Men havde i sin Gjord
Han fæstet den med Læmpe,
Vist ingen Tyvekjæmpe
Den skulde listet ud.*Man kunde mene at Thor var lovlig undskyldt, aldenstund Mjølner var saa stor, men det var just Dyden ved de gudelige Vaaben i 📌Norden, at naar de ei brugdes i Strid, kunde de gjøres bitte smaae og puttes i en Lomme, end sige stikkes ved saadant et Belte, og om Mjølner staaer der udtrykkelig. Dæmes. LIX ef that villdi, tha var hann sva litill, at hafa matti i serk ser.

21

Der stod da i sin Vælde
Den kjække Jordens Søn,
Og stamped saa i Fjelde,
At det gav Efterdøn,
Af Hoved og af Hage
Han reev de Haar saa fage
For Panden han sig slog.*Hamarsch. Stroph. 1. Skeg nam at hrist.

22

448 Dog ei de hule Fjælde
Med stærke Efterdøn
Om Mjølner kunde melde
Hvor den var dulgt i Løn,
Og ihvor hardt han banker,
Ei komme ud de Tanker,
Som trøste kan hans Sind.

23

Dog kom den kloge Loke,
Og sagde: hør min Ven!
Vil du det Værk af Broke,
See nogentid igjen,
Skjøn Freia du maa bede
Dig til derom at lede
At laane Fjedreham.

24

Hvis før han Freias Belte
Forsmaaed, som det lod,
Vel Helten over Helte
Nu ømmede sin Fod,
Men det som nøgne Kvinde
Mon lære til at spinde,
Det lærde Thor at gaae.

25

449Skjøn Freia sad med Smerte
I sin Kjærminde-Sal,
Det klemde hendes Hjerte,
At Jetter Mjølner stjal,
Hun salte Taarer fældte,
Fordi det favre Belte
Forsmaaedes af Thor.

26

En Taare maatte rinde
Paa Ving-Thors Klippekind,
Han sagde: ædle Kvinde!
Vil kjærlig du i Sind
Din Fjederham mig laane,
Saa under Luftens Blaane
Jeg Mjølner søge kan.*Hamarsh. Stroph. III.

27

Det svarede med Milde
Skjøn Freia veemodsfuld:
Jeg dig den give vilde,
Var den af røden Guld,
Jeg skulde den ei spare
Om og af Sølvet klare
Den hamret var i Kryds.*Hamarsh. Stroph. IV.

28

450Saa svang paa Troe og Love
Sig Loke høit i Hast,
Det sused over Skove,
Alt som han fløi saa fast,
Igjennem Asarige,
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Jotunheim.*ibid.

29

Der sad i onde Tanker
Den Thrymer Thusse-Drot
Og klipped Hestemanker,*Stroph. V.
Og snoede med Spot
De Snore og de Snerte,
Som det var i hans Hjerte
At pine Aser med.

30

De Snarer og de Doner,
Han snoede med Flid,
Dog ogsaa Guldgaloner
Han fletted samme Tid
Til Mynde og til Støver,
Som imod Asaløver
Nu skulde løses brat.*Stroph. V. Greyom sinom Gullbavnd snöri.

31

451 Alt med sin Rævemine
Han spurgde nu paa Stand:
Hvad Nyt fra Aser fine,
Hvad Nyt fra Alfeland,
Mens i min Jettestue
Det times mig at skue
Den smukke Herre nu?*Stroph. VI.

32

Alt paa sin lette Vinge
Det svared Loke flux:
Hvad Nyt jeg har at bringe,
Du spørger som en Lux,
Hvor har du gjemt den Hammer,
Du stjal i Ving-Thors Kammer
Din gamle Tyveknegt?*Stroph. VII.

33

Det svarede med Liste
Den Thursedrot saa leed:
Ja Kragen sad paa Kviste,
Og sagde hvad hun heed,
Du Mester mig skal nævne,
At stjæle efter Evne
Det er en ærlig Sag.

34

452Saa hils du nu kun hjemme,
Og meld den tappre Thor:
Jeg Mjølner har i Gjemme
Ni Mile under Jord,
Han skal den aldrig skue,
Med mindre han til Frue
Mig Freia skaffe kan.*Stroph. VIII. En vel lidt bondagtig men ei upassende Glosse findes hertil Autograph p. 13 nemlig denne: Smør dig ikke paa Flæsket!

35

Nu Loke brat sig hæved
Alt i sin Fjederham,
Med Vingeslag han svæved
Det susede med Glam.
Igjennem Jetterige
Han fløi og ud tillige,
Han kom til Asagaard.*Stroph. IX.

36

Hvad fikst du for Umagen?
Saa raabde Asa-Thor,
Man famler let i Sagen
Alt over breden Bord,
453Paa Hyndet let man lyver
Thi siig mig, mens du flyver,
Beskeed fra Jotunheim.*Stroph. IX og X liggiandi lygi um bellir.

37

Jeg fik for min Umage,
Saa svared Loke brat,
En herlig Skjemte-Sage
Thi Thrymer har din Skat,
Og, lyster dig din Hammer,
Til ham i Brudekammer
Du Freia lede maa.*Stroph. XI.

38

Skjøn Freia flux at finde
Hengik nu Asa-Thor,
Og til den ædle Kvinde
Han talde Ukvems Ord:
“Ifør dig Bryllupsklæde!
Saa age vi i Slæde
Nu flux til Jotunheim.”*Stroph. XII.

39

454 Som Ild da blussed Harmen
Paa Freias favre Kind,
Og høit sig hæved Barmen
Alt for det vrede Sind,
Og hendes Øine milde
De blaa Kjærminders Kilde,
Nu funklede som Lyn.

40

Saa svulmede hver Aare
At Brysing-Kjæden sprang,
Og Haand i Haand saa saare
Hun slog med høien Klang,
At alle Gudesale
Paa Fjelde og i Dale
De skjalv som Espeløv.*Stroph. XIII Stauk that ith mikla men brisinga. Somme mene at denne Brising-Kjæde hvis Betydning er lidt dunkel, sprang itu, andre mene at den sprang kun af Edd. Sæm. p. 187 Not. 16. 17. Man maae da sige: sub judice lis est og overlade det til Fremtiden at opklare dette saavelsom flere dunkle Stæder.

41

Sin Læbe dog forvared
Hun vel for bittre Ord,
Og sømmelig hun svared,
Den stolte Asa-Thor
455“Hvis jeg mig kobble lader
Til Thrymer Gudehader,
Da kald mig giftesyg!”*Stroph. XIII og Glossen er: i Morgen bager Alliken Autograph p. 16.

42

De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag;
Det gjaldt om ret at raade,
Saa Ving-Thor paa en Maade
Fik Hammeren igjen.*Stroph. XIV.

43

Da reisde sig paa Stævne
Den Gud saa reen og klar,
Som Heimdal er at nævne,
Han gav det bedste Svar*Stroph. XV.
Han sattes til at vaage
Ved Himmelvangens Laage
Mod Jetters Argelist.

44

456Han skulde Bifravst værge
Mod Jetters Overvold,
Han sad paa Himmelbjerge
Alt under Norneskjold,
Han skued i det Fjerne,
Han saae i Thrymers Hjerne
De fine Skalkeraad.*Vissi hann vel fram Stroph. XV. Grimnism. XIII vörthr goda drekkr gladr hien goda miod. Dæmes. XXV. Systra Sonnr, hann sier jafnt Nott sem Dag hundrad Gradur fra sier, Heimdalls Svörd er kallad Höfud.

45

Han saae de Kaar saa bange,
Hvis udi Jettevold
Med favre Folkevange
Kom Freia fiin og bold,
Da Kampen kom for silde,
Naar Asalivets Kilde
Var først i Jotunheim.

46

Han sagde høit paa Thinge
At selv ei Thor engang
Skjøn Freia kunde tvinge
Et Fjed fra Folkevang,
457Hans Flammer maatte isne
Hans Hænder maatte visne,
Naar Freia ham var gram.

47

Nei skal om Raad vi lede,
Det sagde hvide Van,
Skjøn Freia vi vil bede
Om hvad hun give kan,
Om favre Bryllupsklæde,
Om Brysings gyldne Kjæde,
Om pæne Brudeliin.

48

I Skjørt af Gyldenstykke
Vi klæde Thor saa prud,
Med Ædelstene smykke
Vi ham alt som en Brud,
Ved Laar skal Nøgler lyde,
Vi stadselig ham pryde
Med Hue og med Liin.*Stroph. XV. og XVI.

49

Det raabde da med Harme
Den stolte Asa-Thor:
Før visne mine Arme,
Før synke jeg i Jord,
458End jeg mig lader binde
Med Skjørt og Liin som Kvinde
Til alle Guders Spot.*Stroph. XVII.

50

Da svared Loke listig:
Du skjaldrer, Asa-Thor!
Men hvad man synker dristig
Er Flæsk og store Ord,
Og troe mig, snarlig Trolde,
Hvis Hamren de beholde
Skal i Thrudvanger boe.*Stroph. XVIII.

51

Saa maatte Thor da tvinge
Det stolte Kjæmpesind,
Og Freia sine Ringe
Ham gav med Smiil paa Kind,
Og sagde: nu jeg tænker
Du mine gyldne Lænker
Ei længere forsmaaer.

52

459 Med Taarer dog i Øiet
Hun smiled vemodsfuld,
Der hun saae Thor nedbøiet
Alt under Liin og Guld;
O gid han dog, hun meldte,
Ei havde før mit Belte
Forsmaaet stolt og kold!

53

Der stod da som en Frue
Den stærke Asa-Thor,
Og Øiet under Hue
Sig sænkede i Jord,
Og smidskende tillige
Alt som en Fruerpige
Stod hos Laufeias Søn.*Stroph. XIX og XX.

54

Dernæst man lod hjemhente
Det Bukkespand saa rap,
I Skagle man dem spændte
De løb saa tungt om Kap,
Alt over Fjeld og Skove,
Alt over Ifings Vove
De løb til Jotunheim.*Stroph. XXI.

55

460Saa reisde uden Værge
Den stolte Asa-Thor,
Da revned haarde Bjerge
Da lued kolde Jord,
Ja under rappe Bukke
Man hørde hult at sukke
Det ganske Asaheim.*ibid.

56

Mod Østen Elivage
Adskiller Asaland
Fra Jotunheim, og Mage
Er ei til dette Vand
Det skulde Ifing hede
Det skummed Had og Vrede
I Vinter som i Vaar.* Vaftrudnismal XVI. Not. 20. Ifing discordiam, inimicitiam perpetuam nec unqvam coalescentem notat. Opin renna hon skal um aldr daga, verdrat is a a, deilir med jotna sonum Grund ok med godom. Glossen er: Tempora mutantur et nos mutamur in illis.

57

461 Vel saae man Thor at vade
Saa tit i samme Flod,
For Hammeren at bade
I levret Jetteblod,
Men aldrig før paa Kerre
Man saae den stolte Herre
At age over Sund.

58

Vel saae man tit og Trolde
At stævne over Aa,
At storme Asgards Volde
Var dem en kjær Attraa,
Dog mest af dem tilbage
Kun kom til Elivage
Det sorte Hjerteblod.

59

Men nu paa Elivage
Et Undersyn man saae,
Thi Kerren gleed saa fage
Og Is derunder laae,
Og om den Brudeslæde
Sig baltrede med Glæde
En lystig Nissetrop.

60

462Nu Jetter, I Jer skynde,
See det var Thrymers Ord,
At brede Bænkehynde,
Og dække breden Bord
Og leder mig til Frue
Saa i min Jettestue
Den Møe fra Noatun.*Stroph. XXII.

61

Jeg i min Gaard herude
Har nok guldhornet Kræ,
Dertil kulsorte Stude,
Og liggende Guldfæ,
Det Eneste jeg mangled
Jeg nu med Hamren angled
Skjøn Freia favr og fiin.*Hertil er den Glosse gjort: fikst du Pæren? Stroph XXIII.

62

Man Gildesfolket bænked
Om Bord i Kveld saa brat,
For Jetterne man skjænked
Paa en god rolig Nat,
Det ahned dem dog ikke,
Det lysted dem at drikke
Paa Asers Undergang.*Stroph. XXIV.

63

463Der sad paa Kvindesæde
Nu Asa-Thor saa vreed,
Han gav sig til at æde
Og gjorde fuld Beskeed,
Han aad al Kvindeføden
Og drak dertil al Mjøden
At slukke Sorgen ned.

64

Ja otte Lax med Oxen
Han aad foruden Brød,
Og dertil drak han moxen
Tre hele Tønder Mjød,
De Jettefruer runde
De sad med tørre Munde,
Og fintede Fru Thor.*Stroph. XXIV.

65

Da faldt det ham paa Sinde
Den trædske Thusse-Drot:
Er det den pæne Kvinde?
Nei, det gaaer aldrig godt,
Hun bare med sin Føde
Mig jo kan lægge øde,
Hun æder mig jo op.

66

464O! mine sorte Stude!
Saa raabde han paa Stand,
Naar saae man vel paa Brude
Saa hvas en Huggetand?
Hvor saae i Verden vide
Man Brud saa bredt at bide,
Og Møe af Mjød saa kjær.*Stroph. XXV.

67

Det var polisken Terne,
Hun ledte ei om Svar,
Og hvad hun vilde gjerne,
Det var at gjøre Nar:
“Betænk, i otte Nætter
Af Længsel efter Jetter
Holdt Freia Fastedag.*Stroph. XXVI.

68

Den Thusse var lidt tosset,
Ham gotted glatte Ord,
Og, paa sin Viis, saa klodset,
Han klappe vilde Thor,
465Sig bukkede den Jette,
Han Linet vilde lette,
Og kysse Asa-Thor.*Stroph. XXVII. Glossen er: hun var god for Tørst at kysse.

69

Da kaagede af Harme
Den stolte Asa-Thor,
Og sprang af Jettearme
Alt over breden Bord,
Man saae med Hop saa plumpe
Den Jette efter humpe
Igjennem lange Sal.*Stroph. XXVII.

70

Det var en Lyst at skue
Den Brud med sin Gemal
At lege Høg og Due
Alt i den Jettesal,
Dog Kys fik Thrymer ikke,
Med et Par Lueblikke
Han maatte hjelpe sig.*Glossen er: lige Børn lege bedst.

71

466Den Thusse var lidt tosset,
Forstod ei Kjærlighed,
Thi spurgde han lidt klodset:
Hvorfor er Freia vreed?
Jeg maatte hardtad grue,
Det gnistrede som Lue
Fra hendes Øiesteen.*Stroph. XXVII. Glossen er: Hr. Pave! forvar jer Næse for Lyset!

72

End holdt polisken Terne
Den Thussedrot for Nar,
Og ud af vittig Hjerne
Hun gav ham det til Svar,
“I hele otte Døgne
Ei Søvn i sine Øine
For Længsel Freia fik.”*Stroph. XXVIII. Glossen er: Mands List er vel behænde, men Kvindens uden Ende.

73

Nu stædtes ind for Borde
Den lede Jettekvind,
Og saa hun tog til Orde,
Det gale gamle Skind:
467Nu har jeg svedt saalænge
For mine Drikkepenge,
Ved Jetters Arnested.

74

Min Rare! vil min Naade
Hun have allen Stund,
Da maae jeg hende raade
At være nu lidt rund;
Paa hendes Fingre gløde
Saamange Ringe røde,
Dem faaer jeg for Min Gunst.*Stroph. XXIX. Hertil er mange Glosser, saasom: har du lært at bie? Man kaster ikke Perler for Sviin. Tryne og Finger med Forskjel man ringer o. s. v.

75

Da tænkde Thrymer trædske,
Ja vist, din gamle Hex!
Snak du kun for din Æske,
Men jeg skal sige Sex.
Han raabte: Syster kjære!
Skjøn Freia maa jo bære,
De Smykker end en Stund.

76

468Nu skynd jer at indbære
Min Hammer som jeg bød,
Og lægger den med Ære
I Freias Jomfruskjød!
Da skal med Fryd og Gammen
Vi os trolove sammen,
Alt under Hammerstegn.*Stroph. XXX.

77

Der Thor nu under Kerte
Saae Hammeren i Sal,
Da loe han i sit Hjerte,
Den haarde Klippekarl,
Ja knap han kunde bie,
Til han fik Lov at vie
Den Thussedrot til Hel.*Stroph. XXXI.

78

Nu blev der Lyn og Torden
Alt i det Jettehuus,
Og Thrymer laae paa Jorden,
Saa stille som en Muus,
469Af Kjærlighed til Freie
Han redte sig et Leie
Alt under hendes Fod.*Stroph. XXXI. Hertil er Glossen: Fals slaaer sin Herre paa Hals.

79

Den Jettekvind, hvis Øie
Var lystent efter Guld,
Sig maatte lade nøie
Alt med det sorte Muld,
Hun fik nu røde Ringe
Ved Hammerslag for Bringe,
Og for sin Skilling Smæk.*Stroph XXXII. Hon skell um hlavt fur skillinga, enn havgg hamars fur hringa fjöld og Glossen er: det er Profiten man skal leve af.

80

Den ganske Jetteskare
Fik baade Last og Skam,
Thi Hug er holdne Vare,
Og Thor var dem saa gram,
Ei kom den Flok til Gilde
For tidlig eller silde
Men lige ret tilpas.*Stroph. XXXI. Glossen er: Gilde og Slædeføre maae man ikke forsømme.

81

470Det var den bolde Herre,
Han tog de Jetteliig,
Og bandt dem ved sin Kerre,
Og drog til Asariig,
Han fyldte Elivage
Med Liig, og saa tilbage
Han kjørde i Triumph.

82

I hver en Klipperevne
Var nu en Kongevei,
Han aged paa det Jævne
Og Luer gnisted ei;
Men søde Fuglesange,
Hensused over Vange,
Og Solen skinned klar.*Paa en Tid da Critiken, især den conjecturale og divinatoriske, har som al Oplysning naaet en Høide som Fædrene ei drømde om, tør jeg, for mit gode Navns og Rygtes Skyld, ei undlade at nævne en Conjectur, som en af mine mythologiske Venner, som ret er en Hund efter Alt hvad vi Lærde kalde spurium og besidder udmærket Divinations-Gave, nylig for mig har yttret om Hamarsheimt. Han erklærer dette Kvad reentud for spurium og paastaaer, at efter alle en sund Critiks Regler og i Følge umiskjendelige Criteria, er dette Vers ingenlunde digtet i Hedenskabet, men i en ligesaa christelig Tid, som den nærværende, nemlig i Dronning 👤Margrethes Dage eller 471kort derefter, som en Slags Gratulation til benævnte Dronning efter Calmar- Unionen, eller som et Ærevers over hende. Om det er digtet i 📌Dannemark eller 📌Norge, tør han ei bestemt afgjøre, for det Første taler Tonen, for det Andet Sproget, men Indholden forklarer han saaledes: Thor, siger han, er aabenbar 📌Nordens Aand, og 📌Norge er hans Hammer, Freia er 📌Nordens Hjerte og Symbol paa 📌Dannemarks Aand, og 📌Dannemark er da Beltet, 📌Sverrig er Jotunheim, 👤Magnus Smek og 👤Albrecht er Thrymer, 👤Valdemar Atterdag og 👤Ivar Lykke er Loke, hvis Navn endog spiller paa 👤Lykkes. At Thrymer stjal Hammeren vil sige at 👤Magnus Smek fik listet baade 📌Skaane og 📌Norge til sig, at Thor maatte laane Freias Fjederham, vil sige, baade at det var den danske Konge som narrede 👤Magnus, og at han dertil brugte en Elskovshandel. At Thrymer vilde have Freia for Hammeren betyder, at han vilde have 👤Margrethe gift med sin Søn, og gav derfor 📌Skaane og paa en Maade 📌Norge fra sig, og tænkde derved at skaffe sin Slægt baade 📌Dannemark og 📌Norge, og det er en meget smuk Vending, at da han gjorde 📌Dannemarks Kongedatter til 📌Norges Dronning, lod han sig vie til Freia med Hammeren. At Thor kom istedenfor Freia, men i hendes Klæder, betyder at 👤Margrethe kom som en dansk Konge472datter men med norsk Mandemod, hun slog Thrymer ihjel, da hun fangede 👤Albrecht og styrtede 📌Upsals Throne, og hun fyldte Elivage eller Ifing der hun sammenknyttede de nordiske Riger. Han har endnu den Conjectur at Jettekvinden kunde betyde 📌Lybek, og finder i Ordet Skillinger et nyt Beviis saavel herfor, som for Sangens Uægthed, men dette og Mere vil jeg forbigaae, da det Sagte er nok til at vise min Vens Habilitet i den ingenieuse Critik, og jeg, trods min store Forundring over, at det Alt kan passe saa, ingenlunde kan bifalde Conjecturen. Var jeg derimod ikke bange for at ansees for overtroisk og fordomsfuld, vilde jeg hellere ansee Mythen for en Slags Spaadom, der i 👤Margrethes Dage vel ei fuldelig, men dog mærkelig opfyldtes.

83

471De Aser ufortøvet
Nu holdt en Herredag,
Og hos dem under Løvet
Sad Diserne i Mag,
472Og aldrig før paa Thinge
Saa høit man hørde klinge
De høie Norners Priis.

84

Nu løftede sin Stemme
Den stærke Asa-Thor:*Dette samt alt det Følgende er af Autograph. S. 31-35.
Alfader mig forglemme,
Saa sagde han og svor,
Om Freias gyldne Lænker
Jeg nogensinde tænker
At sprænge stolt og kold.

85

473Saa lagde han sin Hammer
I Freias Jomfruskjød,
Og milde Rosenflammer
Af Mjølner sig udgjød,
Da viedes tilsammen
Alt under Gudegammen
Det høie Gudepar.

86

Alt som de Hammerstene,
Det Aser kvad i Chor,
Sig fast i Kors forene,
Saa Freia nu og Thor,
Og indtil Gudemørke
Skal Kjærlighed og Størke
Ei mere skilles ad.

87

Hvor Aser holde Stævne
Der staaer en Ask saa prud,
Et Underværk at nævne
Med mange Underskud,
Den gammel er af Alder,
Og naar eengang den falder,
Da falder Tiden med.

88

474Der sprang en hellig Kilde
Fra Askens Himmelrod,
Og disse Bølger milde
Dens Vaande raade Bod,
Saalænge Norner lædske,
Dens Top med Urdurs Vædske
Den stander fast og grøn.*Dæmes. XIII. Thridia Rot asksius stendur a himni ok undir theirri rot er brunnr sa er miök er hailagur &c. Det synes imidlertid at smage af Christendom, som man jo har kaldt Tidens Rosenkilde af Himmelrod.

89

Alt i de klare Strømme
Et Svanepar saa prud
Fra Tidens Fødsel svømme,
Som Brudgom og som Brud,
De svam saa tyst henover
De honningsøde Vover,
Alt under Ydrasill.*ibid. Fuglar tveir fædast i Urdar brunni, thær heita Svanir.

90

475Men der Hlorridas Hammer,
Var lagt i Freias Skjød,
Og der de Rosenflammer
Af haarde Steen udbrød,
Fra Svanenæb og Vinge
Da hørdes høit at klinge
En Sang saa underfuld.

91

Den blanke Kildevove
Saa høit i Straaler sprang,
Sig kjærlig at trolove
Alt med den Svanesang,
Saa svunge de sig begge
Saa brat i Buer kjække
Alt over Asaheim.

92

Thrudvangers høie Fjelde
Gjenlød af Sang og Klang,
Lod sig med Blommer tjelde
Som favre Folkevang,
I Vexelsang de Svaner
Opkaldte Fjeldets Graner
Alt i Folkvangurs Lund.

93

476Det var en Lyst at lyde
Alt paa den Svanesang,
Dog maatte Taaren flyde,
Saa vemodsfuld den klang;
Thi det var Tidens Tunge,
Der maatte nu udsjunge
Sit Levnet og sit Liv.

94

I Toner stærke, rene,
Om Ygdrasill den sang,
Alt om dens Rod og Grene,
Og om dens Undergang
Om Ørnen i sin Rede,
Om Ormene dernede,
Om Egernet paa Kvist.

95

Da randt der end af Rode
En Kvist saa underfuld,
Og rank i Skye den groede
Og straalede som Guld,
Den skjød to Sidekviste,
De korteste og sidste
Alt paa den gamle Ask.

96

477I Træets sidste Alder
Det Kors med Gyldentop
Til Dommerspiir for Balder
Saa vældig voxer op,
Det fældes maae af Loke,
Da kommer Ragnaroke,
Da klinger Gjallarhorn.

97

Alt under Svanesange
Skjøn Freia skal i Løn
Af Asathor undfange
Den sidste Gudesøn,
Han rykkes bort fra Jorden
Alt i den sidste Torden,
Og lyner ned igjen.*Ihvorvel alle disse Ting og kunde siges med en god mythologisk Samvittighed, kan jeg dog ikke nægte at disse Vers synes aabenbar at røbe en christelig Sanger, der i Mythebilleder taler om de tvende sidste Menigheder, 📌Philadelphia (Broderkjærlighedens) og 📌Laodikeas (Folkedommens) og tilkjendegiver den Formening, at disse Menigheder skal i 📌Norden finde deres jordiske Hjemstavn. At Sligt er en Fordom der kun rimer sig slet med vore oplyste Tider behøver jeg neppe at be478mærke. I Øvrigt vide Vafthrudnism. LI. Völuspa LXI.

98

478Paa lette Svanevinger
Nu Freia med sin Thor
Til Gjallarhornet klinger,
Skal svæve over 📌Nord,
Og det skal Jetter mærke
At i de Vinger stærke
Der sidder Mjølners Kraft.

99

Udsjunget Mjølners-Kvæde
Er nu i høien Sal
Til Asafolkets Glæde
Til Jetters Spot og Kval;
Hil være Skjaldens Tunge!
Hil være dem der sjunge
Den Vise rettelig!*Dette saavelsom det følgende Vers synes at være en Efterskrift, og er en Efterligning af det bekjendte Vers, hvormed Havamal ender: Nu er Havamal kvedinn, hava höllu i, hava höllu at, allthaurff Ytasonum, othorf Jotnasonum heill sa er kvad, heill sa er kann, nioté sa er nam, heilir their er lyddu.

100

479Hver nyde som han nemmer!
Da Ingen skeer Uskjel.
Hil være den som gjemmer
Det flittelig og vel!
Ja, hil enhver som hører
Den Skjald som Harpen rører
Til Gudefolkets Fryd!