Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kvædlinger eller Smaakvad

Een Ting var jeg dog nær ved at haabe, da jeg skrev disse Linier, som indrykkedes i Skilderiet No. 62 1813, til Svar paa de bittre Ord i Skilderiet No. 59, og det var mit Haab, at 👤Molbech i det mindste skulde ved dem følt sig forvisset om, at jeg kom ham venlig ihu, og at jeg ikke havde det hadefulde Hjerte han tiltroede mig, og at han gjorde mig stor Uret ved at tiltale mig, i den bittre foragtelige Tone. Ogsaa dette Haab glippede, som saamange der bygges paa saa forunderlig og foranderlig en Ting som det menneskelige Hjerte; men aldrig skal jeg angre at have sagt den af mig ufortørnede, af Verden forførte Ven et saadant Farvel, thi jeg veed, hvad Enhver kan see, jeg kunde ei have talt saa, dersom Kjærligheden ei først ved Guds Hjelp havde seiret over Verden, og een 393saadan Seier er mere værd end ti over udvortes Modstandere, hvis Angreb kun havde lidt at betyde, naar ikke Synden i os gjorde Forbund med dem. Imidlertid kan min Glæde over dette Farvel ei være fuld, førend, hvad Gud give! min forrige Ven, hvis ædlere Deel jeg aldrig har miskjendt, atter rækker mig Haand.