↩ Dette Vers er trykt foran Prædikenen: ►hvorfor kaldes vi Lutheraner? Det ahnede mig at stor Ulykke da forestod 📌Sachsen, ei alene som det var og er klart at en saadan forestaaer alle de 📌Europas Lande der ei ►hastelig omvende sig til 👤Christus, men ogsaa ►besynderlig som den lutherske Menigheds Vugge, der ubekymret laande Verden sine ►Gænger, skjøndt 👤Reinhard over 👤Luthers og 👤Melanchtons Grave saa klarlig udlagde, hvilket Guds Barn det var, som avledes og opfostredes der. Jeg sagde: (S. 23) “det gaaer som Herren siger ved Propheten: (►Es. 57) ►den Retfærdige døer, og der er ⓘ Ingen som ►lægger det paa Hjerte, de Fromme ►indsamles, men der er Ingen som betænker, at den Retfærdige ►borttages fra Ulykken, han skal ►indgaae med Fred, de skal hvile sig i deres Sovekamre►, og 362vist maae man da ahne frygteligt Uveir. Ogsaa ved 👤Reinhards mig saa uventede Bortgang faldt disse Ord mig tungt paa Sinde: 👤Luther ►henkaldtes i sit 63de Aar fra Ulykken, som næste Aar begyndte, 👤Reinhard ►bortrykdes i samme Alder under frygtelige Varsler; maae det ikke falde os ind ved at see paa 👤Luthers og hans Dage: ►gik det saa med det grønne Træe, hvordan vil det gaae med det Tørre!