Grundtvig, N. F. S. Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig

Om min lille Verdenskrønike.

Et udførligt Forsvar for denne Bog vilde her være paa urette Sted, men da Prof. atter har angrebet den (S. 117-130) foruden andre enkelte Sidestød, og beraabt sig paa Recensionen i Litteraturtidenden, vil jeg dog ei undlade at give de Oplysninger, der lade sig fatte nogenlunde i Korthed.

Ei vil jeg spilde Ord paa at besvare den latterlige Bebreidelse, at jeg, som under mange Embedsforretninger og langt fra Bogsamlinger leverede et kort Omrids af de vigtigste Begivenheder, nu, da jeg intet Embede har uden at skrive hvad jeg agter gavnligst, og lever i Hovedstaden, agter mere udførlig at fremstille Histo140rien. Beviser den Anke (S. 130) Noget, da maae det være, at Man er i Forlegenhed for at finde Noget at laste, og det Samme bevises ved Anken paa at 👤Perikles forties i en Bog hvor 👤Rørbye ihukommes, som Man ret kappes om at giøre til en gruelig Forbrydelse, skiøndt jeg jo selv i Fortalen bad mine Læsere ansee Bogen for en Udsigt over det lutherske Tidsrum med en Indledning om de forrige Tider, og skiøndt 👤Rørbye langt fra at prange i Verdenshistorien, som Man siger, kun nævnes i Forbigaaende i en af Anhangets Anmærkninger.

Prof. giør sig (118) ret lystig over mit foreløbige Svar paa Prof. Møllers Recension, fordi det var kun foreløbigt, og mener jeg barede mig vel for at vedrøre de Feil der lagdes mig til Last, og da mit egenlige Forsvar nu vel ikke udkommer, skal jeg dog vise begge Professorerne, uden i Øvrigt paa nogen Maade at sætte dem i Classe sammen, at jeg ikke frygter for at brænde mig.

👤Prof. Møller paastod at min Bog røbede tyk historisk Uvidenhed, og Ukyndighed næsten om Alt hvad der ikke stod i Haandbøgerne. Hans Beviser vare følgende:

152Her er da Listen paa de Bommerter, som Rec. meende berettigede ham til at ansee mig for en Pebling imod sig i historisk Kundskab, det er de Beviser paa min Vankundighed to Professorer føre i Triumph. Visselig, var det, som jeg dog ingenlunde tør paastaae, de eneste eller og kun de største Vildelser i Fortællingen, da kunde Bogen i denne Henseende udholde Sammenligning med de største historiske Mesterværker. Det er hardtad en Skam at opholde Læseren længer med saadanne Ubetydeligheder, men maaskee kunne nogle Vink til at skielne mellem det mere og mindre Vigtige i Historien, dog ei være for Alle overflødige, og dem vil jeg da give.

At 👤Muhamed sammensatte sin Lærdom af jødiske og christelige Sætninger, blandede med hans egne Drømme, det er vigtigt, men om han kiendte vore hellige Skrifter af Læsning eller Sagn, siger i Verdens Historie ikke stort.

At Mogolerne, der de seierrige nærmede sig Christenheden, standsedes ved de Mameluker, der vare de Christnes arrigste Fiender, det er mærkeligt, men om de Christne mærkede Faren og takkede for Frelsen, det er mest deres Sag.

At 👤Carl den Femte med sit Anslag mod Protestanterne strandede i Havnen, og kuedes ved sin egen Yndling, det er mærkeligt, men om 👤Carl i 📌Passau eller 📌Augsburg fuldelig opgav sin Plan, det er Smaaating.

153At med 👤Benedict de Munkeordener begyndte, som i 1000 Aar vare Christendommens Barometer i 📌Vesten, som udbredte og opholdt den hos de gothiske Stammer, hvorfra den renset udgik ved Munken 👤Luther til Velsignelse for Menigheden, det er mærkeligt, men at der forhen i 📌Østen vare Munke af et ganske andet Slags, hvis navnkundigste Bedrift var at forstyrre Kirkens Fred, det er i Verdens Historie en Smaating.

At 📌Spanien der forhen slugde Strømmen, som vilde henskylle 👤Christi Kirke, siden stod som en Bølgemur mod Strømmen fra samme Kant og hindredes dog selv fra at oversvømme 📌Europa, det er mærkeligt, men om to eller tyve Aar henrandt mellem den glimrende Seier og det gruelige Tab, det er Smaating.

At 👤den fjortende Ludvig saa uformodenlig standsedes paa Triumphtoget og maatte, efterat have foreskrevet 📌Europa Love, selv bede om Fred, og at 📌Østerrig dog hindredes fra at blive baade Ørn og Løve, det er mærkeligt, men om Ordene som udtrykke dette ere de bedst valgte, og hvilket Aar af et Decennium 👤Ludvig bad om Fred, det er en Smaating.

At de gamle Adelsslægter, som i Middelalderen vare Landenes Skjoldblomster, i den første Deel af det lutherske Tidsrum henvisnede, det er mærkeligt, men hvilken Adelsmand, der i et givet Land var den sidste fuldbaarne Rose i Krandsen, det er Smaating.

154At 📌Norge kan fremvise en Række af herlige Digte, to saadanne Kongespeile som det der kaldes saa og 👤Snorros hardtad mageløse Krønike, foruden Sagaflokken, det er mærkeligt, thi det, ikke Lovene udmærker 📌Norge fra 📌Dannemark og 📌Sverrig, hvis Love vel vare fuldt saa gode; men at 📌Dannemark fra samme Alder som 👤Saxos latinske Historie har Love paa et godt dansk Tungemaal, det maae anmærkes, thi det giætter Man sig ikke til.

Saaledes har jeg da belyst en Side af den, efter Prof. 👤Ørsteds Mening, med Flid og Sagkundskab (hvorfor ikke Grundighed og Upartiskhed?) udarbeidede Recensjon, som har sparet Prof. en Umage han ogsaa godt kan behøve for at bevise at jeg er en Folkeforvirrer, og Naturphilosophien Sandhed. 👤Molbechs Arbeide (jeg vilde sige Møie) med samt den skiønne (hvorfor ikke sande?) Afhandling om Religjøsitetens Tilstand i Engelland vil jeg lade ligge, ligesom han lod Krønikens Gienmæle staae ved sit Værd, fordi han ikke kunde nedrive det.

Hvad nu Prof. 👤Ørsteds Paastand om min Krønike i Almindelighed angaaer, at den er en giftig Vanskabning, som ei fortjener at lignes ved vore andre Udtog af Verdenshistorien i Konst &c. (S. 130) da vil jeg kun derom sige: om Smag og Behag kan Man ikke disputere, og om det end lod sig bevise, at vi havde mange slettere Udtog og kanskee slet intet bedre, var det ingen Konst for Prof. at snoe sig fra sine Ord, thi han 155behøvede blot at sige, som sandt kan være, at han kiendte dem ikke. Hvis Efterverdenen finder det Umagen værd at ihukomme min Bog og Profs Dom, vil den vel mest upartisk afgiøre Spørgsmaalet, og den skal i det mindste ikke sige, at jeg med den Bog har beilet til Roes og Bifald eller bøiet mig for min Tids Afguder, eller smigret noget Partie eller nogen Mand, og det tør jeg sige er, hvad den ei vil sige om mange af Nutidens korte eller lange Verdenshistorier. Man vil vist og da forundre sig over at i en Tidsalder, da hardtad ingen Boglærd vilde indrømme at Guds Ord skulde forstaaes ordret, Man dog forlangde af et syndigt Menneske at alle hans Ord skulde kunne udholde den strængeste Prøvelse. Man vil spørge om det da aldeles var glemt, at det er kun den fuldkomne Mand, der ei støder an i sin Tale, eller om jeg maaskee vandrede som den eneste Synder blandt en fuldkommen Slægt.

Jeg vil da gaae over til Ankerne paa enkelte Udladelser i Krøniken og kortelig giennemgaae dem.

I Krøniken (S. 282) har jeg sagt at hvor Chemie, Astronomie og Mathematik ret blomstre, behøves intet andet Vidnesbyrd om at det aandelige Træe er sin Udgang nær. Jeg har end videre sagt, at disse Kundskabsgrene endnu længere end Ordgranskning og Sagakyndighed, forlyste vantroe Sjæle, ei allene for Nyttens Skyld i det daglige Liv, men ogsaa fordi de lede snarere fra end til Religjonen, da Legemernes Opløsning i deres usynlige Bestanddele bestyrker i Indbild156ningen, at Mennesket er kun et Legeme, der opløses ved Døden; Klogskaben paa Himmellegemernes Gang og Opdagelsen af store Phænomeners nærmeste Aarsager hjelper til at glemme Gud, og i Mathematikens indholdsløse Uendelighed opdager Man et kiærkomment Billede af Sjælen med dens uendelige Fremhigen og fries fra Forestillingen om en Evighed, som forfærder alle Guds Uvenner. Jeg siger endelig, at naar man indseer, hvor nær beslægtet Sjælen i denne Kundskabskreds, Mathematiken, med sin ideeløse Tydelighed og anmassede Selvstændighed maae være med den menneskelige Forstand, naar denne stadfæster sig i hovmodig Vantroe, da forstaaer Man, hvor meget Sandt der er i den Paastand, at Christendommen er Videnskaberne i Veien, og kan tillige kaste et mærkeligt Blik paa deres Stamtavle. Endeel af disse Kundskaber kan længe bevares igiennem Brugen, men den videnskabelige Syslen dermed holder snart op af sig selv, thi selvstændig kan Sjælen ikke være, og naar den formastelig prøver derpaa, bliver den flux Legemets Træl.

Over denne Tale udbredte og forivrede den physiske Professor sig i Recensjonen Lin. 426-561. Han tilstod at et ensidigt Studium af hine Videnskaber havde vildledt Mange, men at det var Tilfældet med ethvert ensidigt Studium, og at det ikke laae i deres Natur at lede fra Gud, men at de tvertimod rettelig dyrkede maatte lede til Ham. Han nægter at det har været en almindelig Paastand i vor Tidsalder at Christendommen 157er Videnskaberne i Veien, men paastaaer at jeg indbilder den blinde Hob, at Videnskabernes Dyrkere hade Religjonen, han opkalder alle Venner af Sandhed og ægte Gudsfrygt til at stride imod mig og raaber: see I ikke det Baal gienreise sig, hvorpaa 👤Vanini brændte? see I ikke det Fængsel paa nye optaarne sig, hvori 👤Galilæi vansmægtede? Herpaa svarede jeg i min Tale mod den falske Prophet (S. 40-47) og viisde, at jeg ikke har sagt hvad Prof. bestreed, at hine Videnskaber i Følge deres Natur ledte fra Religjonen, men kun at de længst forlystede vantroe Sjæle og hjalp dem til at bestride Religjonen og glemme Gud. Jeg henvisde til Anmærkningen S. 386, hvor jeg havde vedkiendt mig den Vished at Alt, naar det rettelig kiendtes, maatte sees som Guds Værk, og kunde altsaa ei antage, at nogen Stræben efter Tingenes sande Erkiendelse ledte fra Gud, men jeg gjentog min Paastand at hine Videnskaber ere mere end de historiske Videnskaber skikkede til at forlyste dem der ønske at glemme Gud, og meende det var allerede klart deraf, at Ingen endnu havde fundet Forbindelsen mellem Religion og Mathematik: hine Videnskabers Sjæl. Jeg mindede om, hvilket Galskab det var at nægte, hvad der var saa vitterligt om vor Tidsalder, at den hardtad enstemmig havde paastaaet, at al positiv Religjon var Videnskaberne og Bibeltroen især de physiske i Veien, og jeg erklærede, at da Rec. havde paastaaet om den Christendom jeg prædiker, at den laae i Strid med Videnskaberne, skulde han selv 158være den, der sigtede Christendom som Videnskabernes Fiende, indtil han beviisde at min Christendom var uægte. Jeg viisde, hvor latterligt det var at anklage mig for Had til Videnskaberne, som jeg dyrkede fra min Ungdom af, og at sige jeg indbildte den blinde Hob at Videnskabernes Dyrkere hadede Religjonen, da jeg dermed jo anklagede mig selv tillige. Jeg erklærede det for et Nidingsværk at ville indbilde Folket, at jeg førde Mord og Brand i mit Skjold, og jeg gientog min Paastand, at naar Videnskaberne vil være selvstændige da er Christendommen dem, ligesom de den i Veien.

Herpaa svarer nu Prof., mærkeligt nok, skiøndt ikke underligt, paa to forskiellige Steder. S. 82-89 og 137.

Han begynder med spottende at indrømme min Paastand om de physiske Videnskabers Virkning paa de vantroe Sjæle og en ligedan Tilstaaelse af, at jeg har erklæret al sand Videnskabelighed for Skridt til Guds Erkiendelse, og Meningen om Videnskabernes Dyrkelse som noget Uchristeligt, for Sværmerie. Sagtens mener Prof. at den spottende Tone skal hindre Læserne fra at see, at han her har maattet indrømme det Vigtigste, nemlig, at jeg, langtfra at prædike Had til Videnskaberne eller paastaae, at de i deres Grund ere ugudelige, netop lærer det Modsatte, men jeg er vis paa at ingen Læser, som har Sandhed kiær, lader sig saa let forblinde. Jeg er vis paa at enhver saadan Læser 159seer, at er det sandt, da er ogsaa Profs Beskyldning falsk, da er det et Nidingsværk at ville indbilde Folket, at jeg Prædiker Had til Videnskaberne og lægger an paa at tænde Baal og mure Fængsler til deres Dyrkere. Imidlertid regner dog Prof. paa, at hans Læsere have glemt hans Tilstaaelse, inden de naae S. 137, thi der gientager han Beskyldningen at jeg med Iver stræber at indbilde det lettroende Læserfolk, at Videnskabernes Dyrkere hade Religjon og Sandhed, og at denne Iver om den fik Lov til ustandset at virke, omsider vilde gienopreise de Baal og de Fængsler, kort paa ny opvække de Forfølgelser, hvormed Man har beskiæmmet Kirken og undertrykt Videnskaberne.

En saadan Adfærd dømmer sig selv, jeg vil derfor ikke spilde et Ord paa at male den med sine rette Farver, men kun henvise til Talen om den falske Prophet S. 43-47 og vende tilbage til Profs ny Udvikling af Videnskabernes Forhold til Religjonen. Han paastaaer at det ikke var hans Skyld, om han misforstod Stedet i Krøniken som om jeg havde sagt at det laae i de physiske Videnskabers Natur at lede fra Gud og at der var meget Sandt i den Paastand at Christendommen var Videnskaberne i Veien og han pukker paa den Tone, der siger det Modsatte. Da Prof. her, ventelig med Flid udtrykker sig særdeles dunkelt vil jeg oplyse Tingen. I Recensjonen stod ikke som i Bogen: Man kan see hvor meget Sandt der er i den almindelige Paastand &c., men: hvormeget 160Sandt, hvorved Stedet fik en Mening, som Prof. ønskede. Jeg anmærkede denne Feil i mit Forsvar S. 42, lod det staae uafgiort om Texten var forvansket med Villie eller ikke, men bemærkede, at først i sin Forvanskning sagde den, hvad Prof. vilde have den til at sige. I det ny Aftryk af Recensjonen har han restitueret Texten, men vil, nu med de henkastede Ord: selv Tonen, som Man her lykkeligviis kan bringe for Retten, troer jeg, taler for min Forklaringsmaade, indbilde sine Læsere, at han netop har bygget paa den rette Text, som ei var i hans Recensjon, og som netop vidner imod ham. Til Overflod vil jeg i Henseende til hin Tales rette Mening endnu bemærke, at Slutningen paa det kraftigste vidner om at jeg ikke troede nogen Videnskab i sin Grund var Religjonen fiendsk; thi ligesom jeg i Begyndelsen har sagt, at de physiske og mathematiske Videnskabers Herredømme i 📌Frankerige forkyndte, at det aandelige Træ var sin Udgang nær, saaledes angiver jeg til Slutning Grunden hvorfor, fordi nemlig Sjælen, naar den vil være selvstændig, flux vorder Legemets Træl, hvorved al egenlig videnskabelig Syssel maae ophøre, om end adskillige Kundskaber bevares og forplantes for Nyttens Skyld i det daglige Liv. Var det nu min Mening at det laae i de physiske og mathematiske Videnskabers Natur at lede fra Religjonen, og at Christendommen var dem og al Videnskabelighed i Veien, da maatte det jo ogsaa være min Mening, at Videnskaberne ret maatte trives 161og blomstre, naar de fik Christendommen af Veien, men nu paastaaer jeg netop det Modsatte, og maae da enten have gjort mig skyldig i den groveste Selvmodsigelse, eller ganske alvorlig mene at hvor fiendlige end Videnskaberne i en vantroe Tid staae mod Troe og Christendom, er den dog deres Livs Aand, som de ei kan foragte eller bekiæmpe uden at grave deres egen Grav. Visselig, Efterverdenen vil have ondt ved at troe, at høilærde Mænd kunde udraabe en Mand for Had til Videnskaberne og Antagelse af et i deres Natur grundet Fiendskab mellem dem og Religjonen, som, ligefra han greb Pennen, umagede sig for at vise den nøie og nødvendige Forbindelse mellem Troe og Videnskab, at udraabe en Bog derfor, som i sin Fortale (XI-XVI) bestemt angiver det som sin Agt, giennem Historien at giøre opmærksom paa hin Forbindelse, og som fra Begyndelsen til Enden aldrig taber denne Forbindelse af Sigte, ja som aldrig kunde blevet til, hvis ei dens Forfatter havde følt sig levende giennemtrængt af denne Forbindelses Vished og Nødvendighed. Dog, gid dette var det største Beviis paa deres Blindhed som sige: vi see! Da sagde det ei stort, om mine Bestræbelser miskiendtes, da kunde jeg rolig vandre, som det er min Lyst, i forbigangne Dage i Beskuelsen af Herrens underfulde Gierninger og de hensovne Herliges Levnet, sjunge med den Røst mig skiænkedes, 162udsige hvorledes jeg hørde Dage tale med Dage om deres Herre, og rolig overlade det til dem der sysle, naar vi hvile, at dømme upartisk om min Færd, min Tale og Sang, adskille det Falske og tilegne sig det Sande; thi hvad vil det i Grunden sige, om jeg saae dybt eller ikke i Tidernes Speil, naar jeg dog saae Ham deri, som opfylder det Dybe og Høie, hvad vilde det sige, om jeg slog som Lærken eller kvidrede som Spurven i Morgenrøden, naar jeg dog lovede Herren og priste Hans Miskundhed med den Tunge Han gav mig, flagrede mod Himlen med de Vinger jeg havde. Ja, hvem tør vove at nægte, at hvis min Levetid var indfaldet hundrede Aar tilbage i Tiden, medens Man vedkiendte sig Troe paa Guds Ord og Had til dets Fiender, at da min Beskuelse af Tiderne og Sang om de Hensovne maatte avlet mig ligesaamegen Ære og Roes, som de nu føde mig Dadel, Vanære og Bitterhed. Dog, det er Godt hvad Herren vilde, det er lettere, naar Man er Christen, at bære Had, Vanære og Spot, end Roes og Hæder; Gud vilde, at jeg skulde leve i en vantroe Alder og vidne uforfærdet om Ham og Hans Ord, uden at see til Høire eller Venstre, uden at krympe mig ved det Verden kalder den høieste Ulykke, uden at skye Strid mod Sandheds Fiender, om saa end den ganske Verden fradømde mig, hvad der ene kan drive mig i Strid mod en Verden, hvis høirøstede Priis jeg kunde vinde blot ved at lade den uanfægtet, hvad der 163ene kan skiænke mig Mod og Trøst i den, som det jo dog synes, tunge, farlige og enlige Stilling, der blev min Lod, uhyklet Tillid til den ene mægtige Aandernes Fader og Hans Eenbaarne, uskrømtet Troe paa Hans Sandheds det vældige Ord, Kiærlighed til Ham og min Næste.

Jeg vil ikke prale, eller tillyve mig en Kraft jeg ikke eier, en saadan Dom over mig som en hjerteløs Hykler, en snedig Bedrager, et hovmodigt, ukiærligt Menneske, en saadan Dom, hvormed Professor 👤Ørsted begyndte sit uværdige Angreb paa mig, hvormed han ender Bogen mod den store Anklager, den er mig tung at bære, thi jeg veed, at den troes af mange, som ei kan nægte at hans øvrige Beskyldninger ere falske, og det Modsatte lader sig ei med Ord bevise, jeg kan ei udrive mit Hjerte og kaste det iblandt mit Folk, og skiøndt jeg udøser det i Toner som maae finde Gienlyd i hvert elskende Hjerte, saa vil du jo dog ikke troe, at det slog oprigtigt og varmt i min Barm for Sandhed og Ret, for mine vildfarende, som for mine troende Brødre. Jeg var intet skrøbeligt Menneske, dersom en saadan Byrde ikke mangengang tyngede paa min Skulder, dersom ei saadanne Pile saarede mit Hjerte, og det vil jeg ikke skjule, det vil jeg bekjende frit og aabenbart, men det er mit Haab til Gud, et Haab som ei heller haver svigtet Hans sande Tjenere nogensinde, at Han fremdeles vil forlene mig det Troens Skjold som udslukker alle den Ondes gloende Pile, den Fred, som Verden 164ikke kan give, og den Trøst, at engang, om end maaskee ei før jeg er blevet til Støv, hvoraf jeg er tagen, og min Sjæl har fundet Hvile i Frelserens Bolig, engang skal dog det Folk, af hvis Æt jeg er oprunden, og i hvis Midte jeg talede, engang skal de dog erkiende, at jeg elskede Sandhed og dem, at jeg stræbde at forsage Alt, hvad et skrøbeligt Menneske ved Guds Naade kan, for at tale uforfalsket Sandhed, for at kalde dem tilbage fra den Afgrund paa hvis Rand de ravede, tilbage til Gud og vor Herres 👤Jesu Christi hellige Troe, som ene kan skiænke Fred i Liv og Død, Salighed i Guds evige Rige.

Og saa, i Herrens Navn! lad dem spotte og bagtale, fnyse og forbande, naar kun Herren velsigner! Jeg skal ved hans Bistand vist udholde Kampen, ei segne under Byrden, ei forfærdes til Mistrøstelse, ei lade mig rokke et Haarsbred fra hvad jeg veed er Sandheds Vei, ei lade mig forføre til at nægte, hvor jeg har feilet, ei lade mig kyse til at troe, at fordi jeg er et feilende Menneske, skal jeg tie, skiøndt de andre som tale, ei ere fuldkomnere end jeg, og fare for det Meste vild i de Ting, hvor det er vigtigst at fare vel, og hvor jeg veed den rette Vei, som er 👤Jesus 👤Christus, thi Han er Sandheden, Veien og Livet, og der kommer ingen til Faderen uden ved Ham. (Joh. 14) See, derfor gientager jeg og uden Frygt min Paastand, at al Videnskabelighed som vil være selv165stændig, er uchristelig og ugudelig, og herved kommer jeg da igien til Profs Tale S. 83-89.

Prof. søger her at indbilde sine Læsere, at det er en daarlig Paastand at Videnskaberne ikke maae være selvstændige, men skal være afhængige af Religjonen, men Christne overtaler han vist neppe, og det er let at vise, hvad det er for en Sammenblanding, der for svage Øine giver hans Paastand Skin af Sandhed. At Videnskaberne bør være afhængige af Religjonen det mener jeg er klart, thi det er jo dog Religjonen der skal lære os Menneskets Vilkaar og Bestemmelse og Veien til at naae den, det er jo ogsaa den der skal styre alle vore Attraaer, Tanker og Gierninger. Have vi nu altsaa en Religjon, have vi Troe paa en Lærdom som Sandhed om Livets Væsen, Maal og Førelse, da maae jo denne Lærdom først adspørges, førend vi tør søge nogen anden Kundskab, da maae jo denne Lærdom der skal følge og styre os i al vor Digten og Tragten og Syslen, staae os levende for Øine, mens vi sysle med Videnskaberne, og al Videnskabelighed maae da være afhængig af Religjonen hos den Troende, ingen Videnskab kan for ham staae som selvstændig, men maae staae enten som noget Afskyeligt eller som Religjonens Tjener. Om nu den Troende har Ret, det kommer an paa om hans Religjon er sand, thi er den det, da kan den ei forbyde ham at elske eller sysle med Noget, som er af Sandhed, da kan den ei heller hindre hans 166Fremskridt i Sandheds Erkiendelse, thi ved at tjene den sande Religjon, tjene Videnskaberne og deres Dyrkere Sandheden, og Sandheden kan ikke nægte sig selv, men maae føre sine Tjenere til sin Erkiendelse. Det er altsaa Daarskab, naar Prof. siger at Videnskaberne ei skal være afhængige af Religjonen, at de (S. 85) kun skal være i sympathetisk Harmonie med hinanden, at en Troende (S. 87) langt fra at undertrykke, hvad der i det Enkelte modsiger hans Religjon, forfølger og uddanner Modsigelserne dristig, fordi han veed, at de i denne Retning maae tilintetgiøre sig selv. Hvad der giver dette Skin af Sandhed er, at en saadan sympathetisk Harmonie er den eneste, som kan finde Sted mellem Videnskaberne indbyrdes, fordi de ere ufuldkomne Erkiendelser af den samme Sandheds forskiellige Sider, Physikeren skal derfor ikke afskrækkes derved at en af hans Bemærkninger synes at ligge i Strid med et historiskt Udsagn, thi det er ligesaavel muligt at det historiske Udsagn, som at hans Bemærkning kan være falsk, og det er ofte muligt at begge kan være sande, naar de rettelig forstaaes. Religjonen derimod er ikke en enkelt Green paa Kundskabstræet, men dets Rod, og ingen Green som river sig løs fra Roden kan bære Frugt, den kan en liden Stund prange med et Livsskin, indtil de stjaalne Safter ere fortærede, men da visner den og brat, og duer kun til at brændes. Uden Lignelse: naar Religjonen, som den 167christelige, lærer at der er en fuldkommen levende Gud, som har skabt Himlen og Jorden og Alt, hvad der er i dem, Som styrer Alt, hvad der skeer efter sine vise Raad, da lærer den med det Samme, at naar vi kiendte Naturen og Historien fuldkommen, da maatte vi ogsaa i dem erkiende Gud som Skaber og Herre, og helliger derved enhver Stræben efter at erkiende Tingene i deres sande Væsen og Sammenhæng, og denne Stræben er jo Videnskabelighed. Men, ligesaavist dette er, saavist er det ogsaa at Religjonen, i det den helliger Videnskabeligheden, giør den til sin Tjener, anviser den en bestemt Retning, hvorfra den ikke maae vige, et bestemt Maal, den aldrig maae tabe af Sigte, og enhver Christen maae være overbeviist om, at Alt hvad der modsiger Christendommen, hvad der ei kan være Sandt uden at den i det Hele eller Enkelte, skal være Løgn, det er Løgn, og langt fra at uddanne en saadan Modsigelse, forkaster og undertrykker han den, det giør han, fordi han ellers selv modsagde og nægtede sin Troe, det maae han giøre, fordi han veed, at han ved at uddanne Løgnen kommer længer fra Sandhedens Erkiendelse, uagtet Løgnen vist nok ved Guds Kraft vil nødes til at tjene Sandheden. Men skal da en Physiker intet Experiment giøre uden at vide, til hvad endelig Oplysning det kan lede, skal han mistroe ethvert hvis Sammenhæng med Bibelens Sandheder han ei indseer? Det var som at spørge om Historikeren ingen Begivenhed skulde fortælle eller udforske eller troe, uden 168han indsaae hvorledes den aabenbarede Guds Styrelse eller opklarede Bibelen o. s. v. Denne Mening vilde Prof. gierne tillægge mig for at faae Noget at befeide, som var let at overvinde, men jeg skal strax vise, hvori Feilen stikker. Der er i Videnskabernes Dyrkelse to Slags Arbeider der vel kan og tildels maae være forenede, men dog i sig selv ere forskiellige, det ene er at samle og det Andet at ordne. Vi ere alle Lemmer paa det samme Legeme, men vi have ikke alle samme Gierning, siger Skriften, Haanden er ikke Øie og Øiet er ikke Haand, men de ere begge lige nødvendige, men de maae ikke tee sig som Andet end hvad de ere, misunde eller foragte hinanden. Nu forholder Videnskabeligheden sig i det Hele til de andre Livets daglige Sysler som Øie til Haand, men i den selv er igien en ligedan Skilsmisse, Erfaringen er Haanden og Indsigten er Øiet. Ingen fortjener Navn af Videnskabsmand, som blot for at tjene det daglige Brød eller Rigdom og Ære, samler Planter eller Excerpter eller Gloser eller hvad det saa er, han er kun Videnskabernes Daglønner der trækker Vaad i Blinde. At ogsaa han kan være til Nytte er ligefrem, men det nytter ikke at sige, hvad han skulde have for Øie, thi han er blind for sin Gierning og seer kun paa de Ting han skulde stræbe at see fra og overlade Gud at sørge for. Derimod ere der Mange, som føle Drift og Kald til at samle for en eller anden Videnskab uden at have Øie for 169denne Videnskabs Forbindelse med de andre til et Heelt, ja ofte uden at have Øie for i hvad Forhold deres Arbeide staaer selv til denne Videnskab som et Heelt; men ere de Christne gaae de derfor ikke i Blinde. Sjelden vil de befatte sig med en Videnskab, hvis Sammenhæng med Christendommen ei er klar, og det er Grunden, hvi f. Ex. Physik, Mathematik og Astronomie hidindtil mellem Christne aldrig har fundet saa mange og ivrige Dyrkere, som Historie og Philologie, Meget vil de samle og ansee for sandt, hvis Sammenhæng med Christendom de ei indsee, men forkaste vil og maae de Alt, hvad de see eller troe strider derimod. Endelig komme vi til dem der ere Videnskabernes Øine, som vel og kan med egne Hænder samle, men som dog føle sig mest skabte og skikkede til at betragte og ordne, til at danne eller omdanne Systemer i en enkelt Videnskab, eller i Videnskaberne som et Heelt, i dem udtaler Tidsalderen sit aandelige Syn, i dem udtaler den sin Troe eller Vantroe, de kan ikke være Christne og dog danne et System der modsiger Christendommen, ja de kan ikke være Christne uden at danne Systemet efter en christelig Idee, thi er Tiden ikke kommet, da Erfaringerne i det Store ordne sig villig under en saadan, da indsee de, at Tiden ei heller er kommet til at danne et System, at Hjørnestenen endnu ikke er fundet. Prof. har altsaa meget Ret i at det ikke er Naturgranskningen, men en falsk Naturphilosophie der er Christendommen fiendsk, men jeg har 170derfor ikke mindre Ret i at ingen Videnskab maae ville være selvstændig, at alle Videnskaber skal være afhængige af Christendommen. Det er upaatvivleligt, hvad Prof. siger at Mathematiken som Lære om Tal og Maal og Vægt har sin dybe Betydning, men først maae jeg bemærke, at som saadan er den ikke længere, hvad Man kalder den rene og selvstændige Mathematik, da Maal og Vægt er utænkelig uden Legemer, og naar den sættes i Forhold til Gud er den ei selvstændig, men afhængig af Troen paa Gud. Jeg maae dernæst bemærke, at hvad Prof. fortæller (S. 89) om de Tanker, hvorefter Gud har ordnet Verden, som vare førend Lyset og ere et Guds Billede i os, smager mig formeget af falsk Naturphilosophie til at kunne smage mig, Talen er lidt dunkel og angreb jeg nu den Mening, om Muligheden som Virkelighedens Forgiænger, mig synes at ligge deri, tog jeg maaskee feil, eller kunde dog ei spærre Udflugten, og vil derfor kun bede Prof. om, at, hvis dette skal være et Beviis for Mathematikens Ret til Selvstændighed, han da vil udvikle det, saa Man ret kan fatte det i sin Styrke. Endelig maae jeg bemærke at der hører lidt mere til at indsee Mathematikens Forbindelse med Religjonen end den Vished at Tallene og Størrelserne have som Alt deres Grund i Gud, ligesom der hører mere til Historiens Philosophie end den Vished at alle Begivenheder staae i Guds Haand, og Prof. vil da vel indrømme mig, at Mathematikens christelige 171Philosophie, Indsigten i dens Sammenhæng med Christendommens Sandheder endnu er at vente, og at det er uchristeligt før den Tid at danne et mathematisk System er ligesaavist, som at Mathematiken tit, og det med Trods, har gjort Fordring paa Selvstændighed, trodset paa ideeløs Tydelighed, hvilket er, hvad jeg har paastaaet.

Jeg er intet mindre end Mathematiker, men dog vil jeg kortelig sige min Mening om Mathematiken, thi duer den ikke til andet, duer den dog til at vise, at jeg ligesaalidt anseer den Videnskab som nogen anden for at kunne være Christendommen fiendsk, naar den sees i sin Grund. At ansee Skyggen for Legemets Forbillede, det kan jeg nu engang ikke af foranførte gyldige Grunde, og det maae være vist, at Mathematikens Former maae være Afbildning af noget Virkeligt, ligesom Modsigelsens Grundsætning er Afbildning eller Udtalelse af den virkelige Uforsonlighed mellem Sandhed og Løgn, og ligesom Talrækken i sin hele Uendelighed kun er en Brøk af Eenheden, saaledes maae alle Figurer være Brudstykker af Cirkelen og den maae være Skyggen af en Virkelighed, af den fuldkomne Legemlighed, af Skiønheden. Spørge vi nu om Mathematikens Øiemed, da maae vi først ihukomme hele Tilværelsens Øiemed, saavidt vi kiende det, og er det Skiønhedens fulde Gienforening med Sandheden, 👤Christi Legems Opbyggelse, da maae det og være Mathematikens, men hvorledes den skal arbeide dertil, det er Spørgsmaalet, 172Indsigten deri er dens Philosophie, kun paa den og ved den kan Mathematikens sande System opføres, og ventelig er Opførelsen deraf Jøderne forbeholden, naar de engang vende om til 👤Christi Kirke, thi derom spaae saavel dette Folks Vilkaar i det Hele, som Cabalistiken og Folkets mageløse Regnehoved. Saameget kan vi imidlertid forstaae, at Poesie og Mathematik ere de to yderste Ender af den aandelige Virksomhed, hiin Begyndelsen, denne Enden, thi ligesom Poesien er i sig selv en Beskuelse af Skiønheden, men i sin Afhængighed af Troen, Bestræbelsen efter at forene Sandheden med Skiønhed, saaledes er Mathematiken i sig selv Beskuelse af den blotte Sandhed, og skal i Troens Lydighed stræbe at forene Skiønheden dermed, Poesien er Aandens eller Indbildningskraftens, Mathematiken, Sjælens eller Forstandens stærkeste, mest ensidige Virksomhed, Troen skal forene dem, give Poesiens Billeder mathematisk Nøiagtighed, Klarhed og Sandhed, Mathematikens Former Poesiens Liv, Virkelighed og Glands, Poesien giver os Indholden, Mathematiken Formen for al sand Erkiendelse, thi Mathematiken i sig selv er Sjælens, Forstandens Beskuelse af sig selv i sin høieste Selvstændighed, synes at godtgiøre denne og afbilde en evig Indifferents, hvori alle Modsætninger forsvinde, en evig Mulighed, der kan omfatte Alt, men fører netop tilbage til Erkiendelse af Forstandens Afhængighed og de høieste Modsigelsers Uendelighed, i det den er en Anskuelse af Modsigel173sens Grundsætning, som Forstandens nødvendige Grundlov.

Dette var da den vigtigste Indvending mod min Krønike, fordi det var en Indvending mod min hele Betragtning af Videnskabernes Forhold til Christendommen, jeg troer at mit Svar maae tilfredsstille hver Christen, ja Enhver som ei har forsvoret at blive det, og som har nogen Forstand paa hvad her tales om; om de øvrige Indvendinger, der blot angaae enkelte Udladelser i Krøniken kan jeg fatte mig kort, da det ei siger stort, om Man mener jeg i dem har feilet eller ikke. Errare humanum est, og hvo som er reen, kaste den første Steen!

S. 57 siger Prof. at jeg i min Krønike (S. 144) kalder 👤Platos Philosophie Pantheisme og mener at dens Ankomst i 📌Italien maatte giøre den der herskende Vantroe hardtad ulægelig. Dette er en, som det synes frivillig, Misforstand, thi paa det anførte Stæd taler jeg ikke om 👤Platos egen Lærdom, men siger: den platoniske Philosophie, som efter 📌Konstantinopels Fald forjog den aristoteliske var saa langt fra at begunstige Christendommen, at den meget mere, som al Pantheisme, gjorde Vantroen hardtad ulægelig. Det er altsaa kun Spørgsmaalet, om den platoniske Philosophie, som blomstrede ved Academiet i 📌Florents var Pantheisme, hvilket 👤Marsilius Ficinus synes at røbe, eller rettere, hvad Prof. 👤Ørsted knap skal vove at nægte. Min Anmærkning (379) som Prof. selv anfører satte jeg netop for 174at forebygge den mulige Misforstand af mine Ord, som om jeg vilde giøre samme Beskyldning mod 👤Plato selv, som mod hans falske Tilhængere, men det vil Prof. ikke see, han vil kun giøre sig lystig over min Tilstaaelse, at jeg endnu kiender meget for lidt til gamle 👤Plato, til at kunne fælde en ganske vis Dom over hans Lærdom, og han mener at jeg dog vel burde kiende 👤Plato nogenlunde, naar jeg vilde skrive en Historie med ganske fortrinligt Hensyn paa den aandelige Udvikling i Almindelighed og Christendommen i Særdeleshed, da 👤Platos Philosophie paa en saa udmærkende Maade har gjort Epoke i den menneskelige Aands Historie og har havt en saa overordenlig Indflydelse paa de Fleste (?) af den første christne Kirkes Lærere. Dersom jeg nogensinde har prøvet paa at udbrede mig over 📌Grækenlands og den gamle Kirkes Historie, da har Prof. Ret, men er det lutherske Tidsrum det eneste jeg har prøvet at skildre, da har han vist stor Uret, thi at jeg maae samle min Kundskab stykkeviis, kan ikke paa eengang læse alt, hvad jeg ønskede at vide, og maae nøies med at have nøiere Kundskab om det jeg vil sige Mere eller Andet om end det almindelige, det blues jeg ingenlunde ved at tilstaae, da det udentvivl ei gaaer Prof. bedre. Han bie altsaa med at gotte sig over mit Ubekiendtskab med 👤Plato, som han imidlertid nok seer igiennem et Forstørrelsesglas, indtil jeg udgiver min Krønikes ikke halvtredsindstyvende Foliant, men andet Octavbind, hvor han skal finde en Fremstilling af 👤Platos Lærdom paa sit 175rette Sted, som han gierne maae lee af, hvis han kan. Hvad endelig det angaaer, at Man skulde tænke et flittigt Studium af 👤Plato maatte netop føre tilbage til Christendommen, ved at vise at Fornuften kom selv paa nogle af de Lærdomme, som den til Sandseligheden klæbende Forstand mest opsætter sig imod, da er det ganske rigtigt, Man skulde tænke Sligt, men just derfor var det jeg anmærkede i Krøniken at Historien modsagde den Formodning, som da ei heller er saa underligt, naar Man tyer til 👤Plato for at undgaae 👤Christus, og Naturphilosophien giver god Oplysning om, at Man kan spille med mange christelige Ideer og dog være længere fra Christendommen, end Mange, der forkaste dem, og det af den simple Grund, at Man, for at spille med Sandheden, maae have tabt Ærbødigheden for den, at Man, for at betragte og misbruge Christendommen som en Mythologie, maae have forloret den Oprigtighed og Ærlighed, uden hvilken der er ingen Sandhedskiærlighed.

S. 119-20 giør Prof. sig lystig over følgende Ord i Krøniken (231-32) Han (👤Friderich den anden i 📌Preusen) syndes forloren, og havde det været Guds Villie, at Russerne skulde forstyrre 📌Europa, vilde al hans Tapperhed og snilde Anslag kun hjulpet lidt. Det var imidlertid ikke Guds Skyld, om han ikke saae og ærede den Almægtiges Finger, thi da hans Sag syndes mest fortvivlet, bortkaldtes 👤Elisabeth og fik i den hol176steenske Hertug 👤Peter en Eftermand, som forgudede 👤Friderich.

Prof. spørger, hvoraf jeg saa bestemt veed Guds Villie, men jeg har jo kun sagt, hvad der ikke var Guds Villie, og det kan jo Enhver sige, naar Noget, der syndes rimeligt, dog ikke skeer. At Prof. siger, at dersom den berømte Konge ikke troede et Forsyn, som jeg mener, da var jo 👤Elisabeths Død, som en Lykke for en Vantroende, snarere skikket til at forhærde ham i hans Mening, at alt var Tilfælde, end til at opvække hos ham Troen paa en høiere Styrelse. Prof. er langtfra at antage at Forsynet har havt enten den ene eller den anden af disse Hensigter, men han mener kun, at Man ikke skal anføre som Beviis for Guds Styrelse, Begivenheder, hvis Hensigt vi aldeles ikke forstaae. Først maae jeg spørge, om det ogsaa er en af mine gale Meninger, at 👤Friderich i 📌Preusen intet Forsyn troede, og dernæst, om det ei er upaatvivleligt, at Gud ved alle sine Velgierninger har til Hensigt, at vi skal kiende Hans Finger og bøies ved Hans Miskundhed, og om ikke den Mand der stoler paa egen Kraft og Klogskab, men sviges af dem og hjelpes saa ved en Omskiftelse, som hverken han eller noget Menneske bevirkede, om han ikke da paa det Stærkeste opfordres til at erkiende den usynlige Guds Styrelse, og blues ved sin daarlige Hovmod. Det er i det Mindste Skriftens Lærdom, og at den Vantroe tit istedenfor at tilbede forhærder sig, og drømmer om et blindt Tilfælde 177der kan beskiæmme de klareste Øine, beviser dog vel ikke, at det jo var Guds behagelige Villie, at den Vantroe skulde opladt sit Øie for Sandheden. Hvo som ei troer det, han troer ikke paa Gud, eller veed ikke, hvad der nødvendig følger af den Troe.

End videre opholder Prof. sig over, at jeg har sagt, at 👤Napoleons Undertrykkelser var Guds sidste Kald til 📌Europa, og hvis de nu ei vil omvende sig til Herren, beredes i 📌Amerika en Tilflugt for Christendom og Videnskaber (Krøn. 279). Prof. spørger: ellers ikke? og jeg svarer, at naar Christendom og Videnskaber beholde Tilhold i 📌Europa, behøve de jo ingen Tilflugt i 📌Amerika. Han spørger videre hvoraf jeg veed at hint Kald er det sidste, og dertil svarer jeg, hvad det kommer Prof. ved? Bliver det Sandhed, er det jo det Samme hvoraf jeg veed det, og Prof. har jo ikke et Ord at sige, førend han kan bevise, at det er slaaet feil.

Jeg har sagt om 👤Philip den Smukke (S. 90) Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at den Ugudeliges Navn skal raadne, thi ihvorvel han efterlod sig trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem. Ogsaa det finder Prof. latterligt og tilføier som en Mærkværdighed, at det anførte Bibelsted slet ikke taler om Afkom, men om godt Navn og Ihukommelse da der staaer Ordsp. 10. 178en Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse, men de Ugudeliges Navn skal raadne. Jeg vil ikke tvistes med Prof. om, hvorvidt som jeg troer, ogsaa i disse Ord siges at den Ugudeliges Slægt skal forgaae, men jeg vil bemærke, at jeg slet ikke har beraabt mig paa noget enkelt Sted, men paa Skriften, og anført dens Trudsel med 👤Salomons stærke Ord, og at Skriften nu virkelig truer de Ugudeliges Slægt med hastig Undergang, det er saa vist som at der staaer Ps. 109 om visse Ugudelige, at deres Navn skal udslettes i den anden Slægt, og saavist, som vi see denne Trudsel opfyldt paa saamange af 📌Israels afgudiske Konger. Nu kan vi vist nok ikke sige, at det er et vist Tegn paa Ugudelighed, naar en Slægt uddøer, ei heller hvad det er for Ugudelighed, der altid haver denne Straf i Følge med sig; men naar vi see en ugudelig Mand, hvis Slægt tegner til at ville blomstre og udbrede sig vidt, og den da pludselig udslettes, da er det vist, at Herrens Trudsel stadfæstes, saaledes dømde vore Fædre, saaledes dømmer jeg, og saaledes maae sikkerlig hver Christen dømme.

S. 121-22 paaanker Prof. min Beskyldning mod Engellænderne for Mangel paa ægte Religjøsitet, og beraaber sig atter paa 👤Molbechs med Kundskab og Veltalenhed affattede Skildring. Her vil jeg Intet svare, thi er det vist at ægte Religjøsitet virker Kiærlighed, som kundgiør sig i Moralitet, da er det vist ingen af mine Beskyldnin179ger mere indlysende, og for Blinde nytter det, som 👤Molbech baade har anmærket og viist, ikke at pege. Derimod maae jeg med et Par Ord omtale Profs venlige Bestræbelse for at indbilde Folk, at jeg har villet snige mig fra en Paastand, jeg baade her og hvert Stæd er rede til at gientage, som for 📌Engellands Øine just nu rædsomt stadfæster sig i hvad de kalde epidemiske Convulsjoner; *En Art af Besættelser, hvoraf engelske Blade have sagt, at mere end 4000 Personer i 📌Cornval lide, da de under heftige Krampetrækninger jamre sig i Fortvivlelse om Salighed. Jeg veed jo vel at Tiden anseer dette netop for et Beviis paa overordenlig og umaadelig Religjøsitet; men hvo som kiender Gud veed bedre Beskeed, og at Kvækere og Methodister længe nok have stilet efter en saadan Tilstand veed Man. og vil, om Gud det ei i Naade afvender, end grueligere stadfæste sig for hele 📌Europas Øine. I Anledning af 👤Molbechs Modsigelse har jeg sagt (Fort. til den nye Krønike S. X.) naar han ei kan bedre, lader han, som om jeg havde kaldt 📌Europas andre Folkefærd religjøse, en Brøde som hver veed, jeg er fri for. Prof. mener det skal være en Udflugt, og at jeg dermed vilde fragaae mine klare Ord, at 📌Storbrittanien synes at høre til de vissest forlorne Lande, og at ingensteds i 📌Europa er der mindre Christendom i Hjerterne end i 📌Engelland, men hvor har jeg lagt an paa en 180saadan Udflugt? Fordi jeg minder Læserne om, at jeg ei, som Man af Mbs Afhandling skulde troe, har gjort 📌Engelland til en Undtagelse, har jeg derfor paa mindste Maade fragaaet den Paastand, at 📌Engelland hører til de ugudeligste Lande i 📌Europa? Nei, mange Feil kan maaskee Prof. finde i mine Skrifter, men Kneb og Hælefægtning maae han have for sig selv.

Fremdeles nægter Prof. at de nordiske Sømænd ere de engelske i lige Tal vidt overlegne, og det faaer han selv afgiøre med vore Sømænd, men mig synes dog endnu, at de sidste Dages Historie er paa deres og min Side.

Jeg har sagt (Krøn. 284) Af alt Aandeligt er (i 📌Engelland) som af Troen, kun en livløs Skygge tilbage, Bøger høre til Yppigheden, og at skrive blot taalelig er en sikker Vei til Roes og Rigdom, men alligevel fremkommer hardtad Intet som er værdt at nævne, Uld og Sukkerrør ere blevne besjungne i lange Digte, og saadanne Vers ere ligesaa sikkre Vidnesbyrd om Poesiens Død, som de udgiøre et værdigt Epos over 📌Engellands Helteliv i de sidste Aarhundreder.

Dette vil Prof. afbevise ved at nævne 👤Byron, 👤Southley, 👤Scott, 👤Cambel og 👤Crabbe der i de sidste 15 Aar skal have fornyet 📌Engellands poetiske Hæder. Jeg har ikke læst Noget af disse Mænds Arbeider, men som det lader har Prof. ikke heller, han antager paa Nogles (hvilkes?) Ord at de ere gode, jeg antager, efter den 181Gang Historien synes mig at aabenbare, at de ei have stort at betyde, og har fundet det bekræftet, hvor jeg i literære Noticer saae dem omtales, enten det saa var med Roes eller Dadel. Indtil andre Beviser kan føres, faaer det da vel staae uafgjort hvem af os der har Ret, og saalænge være det mig tilladt at troe, at ingen ret Digter opstaaer af et Folk, der roser sig af Heltedigte over Uld og Sukkerrør, og samler 👤Kotzebues Skiønheder til en angenem Urtekost. Imidlertid tør jeg ikke paastaae Umuligheden af at en stor Digter kan reise sig i 📌Engelland, thi skiøndt Poesien er uddød hos Folket, kunde den maaskee end fremtræde i en Enkelt, men vist er det, at han ei blev 📌Engellands Yndling, og urimeligt maae jeg kalde et saadant Phænomen, naar jeg seer paa 👤Shakspear og hans Efterfølgere. 👤Benthams Værk over Lovgivningen og 👤Stevards over Psychologien anfører Prof. ogsaa von Hørensagen som ypperlige, og jeg har ikke læst dem, men det maae jeg bemærke, at et Par saadanne Bøger gierne kan være taalelige uden at være mere end en Skygge af de berømte Værker 📌Engelland om disse Gjenstande har fra forrige Tider, og jeg tør vædde ti imod een, at ingen af dem betragter deres Gjenstand fra en meer end empirisk Standpunkt.

Endelig rykker Prof. i Marken med de engelske Physikere, som han paa sin egen physiske Samvittighed erklærer for de herligste europæiske 182 Physikeres Ligemænd i Aand og Dybhed. Nu veed Prof. nok, at jeg anseer Physikens lidenskabelige Studium og høie Vurdering, især den Experimentales, der ender sig i Mechaniken, netop for et Tegn paa Videnskabelighedens nære Død, da det, saa at sige, er deres Grav Videnskaberne syne og deres Ligkiste de tømre, samt at jeg netop har sagt at den mechaniske Retning i Videnskabernes Dyrkelse der overalt er saa synlig, i 📌Engelland ret egenlig er hjemme. Jeg kan da ei have synderlig Lyst eller Kald til at aftrætte de engelske Physikere deres Rang, og at jeg ikke kiender dem af egen Læsning, behøver jeg vel neppe at tilføie, men et Spørgsmaal vilde Prof. dog tillade mig. Har nemlig foromtalte Physikere forsaget den gode gamle engelske Skik, Lidet eller Intet at bryde sig om hvad Man sagde i 📌Tydskland, ere de ikke ligesaa blinde for Naturens dybe Betydning, som den haandværksarbeidsomme Geometer (S. 89) for den hellige Sandhed, om hvor deiligt de mathematiske Former saae ud førend Lyset blev? Skulde nu det første Spørgsmaal maatte benægtes og det andet bejaes, kunde han jo dog ikke være bekiendt at sætte dem ved Siden af sig og andre store Physikere, der nedskue i Naturens Helligdom med utildækket Aasyn. Dog, det er da kun et Spørgsmaal.

Prof. gaaer nu (S. 124) over til Hollænderne og forsvarer dem imod mig som en ægte Hollænder, hvilket beviser, at han med sine an183dre store Fortrin ogsaa besidder en let bevægelig Phantasie. Prof. siger at i Krøniken (S. 138) skal der staae, at Hollænderne, ikke saameget for Religjonsfrihedens Skyld, som for de Indgreb der skedte i deres borgerlige Friheder, modsatte sig 👤Philip den anden. Dette klinger nu heel paradox, ja den ligefremme Mening heraf maatte endog være at 👤Philip vilde paanøde dem Religjonsfrihed, men hvorfor har Prof. ikke holdt sig til hvad jeg har sagt, baade sandt og bestemt: det var mere 👤Philips Skatteforordninger og Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Dette mener Prof. er giendrevet ved den Bemærkning i Litteraturtidenden, at den catholske Deel af 📌Nederlandene omsider dog blev ved 👤Philips Huus, den protestantiske derimod ei. Visselig, en egen Maade at giendrive et historisk Factum paa, thi er 👤Schillers Historie om Nederlandenes Frafald sand, da er det et historisk Factum, at det var af verdslige Grunde der grebes til Vaaben, og det lader sig da ei afbevise ved en Bemærkning, der ovenikiøbet paa ingen Maade modsiger det. Fordi Hollænderne i det Hele ei havde Lyst at vove Stort for Troens Sag, er det dog meget begribeligt, at naar de først havde grebet til Vaaben, de da kiæmpede mere standhaftig mod deres legemlige Friheds Fiende, naar han tillige forfulgde deres Troe, og i Øvrigt var det aabenbar langt mindre ved deres Vaaben end ved heel 184besynderlig Læmpning af Omstændighederne, Gud frelsde 📌Holland fra det spanske Aag, Noget jeg (S. 139) tydelig har bemærket, og som hver maae sande, der kiender 👤Albas, 👤Don Juans, 👤Farneses og 👤Spinolas Seiervindinger, og ei vil trodse mod den klare Sandhed. Hvi nu Gud vilde frelse de protestantiske og ei de katholske Provindser fra 📌Spaniens Aag, det mener jeg, Man uden at have siddet i Guds Raad ret godt kan forstaae.

Jeg har sagt (167) at den ostindiske Handel, som under den spanske Krig kom i Hollændernes Hænder, gav deres Stræben fuldelig en legemlig Retning, som snart maatte uddrive Troen af Hjertet, men ogsaa lade den blive staaende uantastet. En aandelig Stræben maatte vel yttre sig som Troens Datter, men dens kraftige Tidsrum var kort og frembragde ei stort Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette. Ingen navnkundig Digter fremstod, ingen egenlig Historieskriver og ingen dyb Grubler over aandelige Ting. Dette giendriver nu Prof. paa en egen Maade, nemlig ved at indrømme og forsvare det. Han tilstaaer at Hollænderne have været særdeles opmærksomme paa Alt, hvad der hører til den udvortes Tilværelse, at Gierrighed er deres Nationallast, at de have holdt fast ved deres Kirketroe, at de af Naturen ere phlegmatiske, og at deres Digtere ei ere blevne navnkundige udenfor 📌Holland. Derimod forsvarer han deres Phlegma, og forsaa185vidt den ei yttrer sig som Ligegyldighed for Sandhed og Ret og Sjæleadel, vil jeg derom ikke tvistes, men blot spørge, om Phlegma og Begeistring ere forenelige. Han mener at Landets Vilkaar og Beliggenhed nødte til Sparsomhed, og at endskiøndt Gierrigheden er saa hyppig iblandt dem, at den kan kaldes Nationallast, gik dog Sparsomheden hos de Fleste ei over den Grændse, Fornuften med Hensyn paa Omstændighederne kunde byde. Her synes at være en lille Selvmodsigelse, og, uden at indlade mig med den Fornuft, der læmper sine Moralbud efter Omstændighederne, maae jeg bemærke at Christendommen byder Alle kun at sørge for Guds Rige og Retfærdighed, og overlade Gud Sorgen for deres Ophold. At alle Hollænderne have været gierrige har jeg dog vel ikke paastaaet, og at Mange der i Livet rugede som Drager over deres Skatte, lode en Deel deraf, efter deres Død, henfalde til gudelig Brug, beviser, saavidt jeg forstaaer, netop den Attraae at ville tjene baade Gud og Mammon, hvilket efter 👤Christi Mening ei skal due synderligt. At deres Kirketroe alt under Tidens Løb blev en blot Mundtroe anfører Prof. lidt haanlig, men nægter det dog ikke saa jeg kan spare Beviset, som vist heller ingen kyndig Læser vil affordre mig. At de hollandske Digtere, skiøndt de ei bleve navnkundige udenfor 📌Holland, ei ere slette, og agtes af Hollændere, paastaaer Prof., og det Sidste er meget begri186beligt, men det Første maae nok være Følge af en Privatsmag hos Prof. og det bør da ikke undre mig, at han fradømmer mig Digtersyn, thi et hollandsk Digterøie har jeg rigtig nok ikke. Prof. nægter at den aandelige Virksomheds kraftige Tidsrum var kort hos Hollænderne, naar Man sammenligner dem med andre Folk, ei med mine Idealer, men at nægte er jo ingen Sag, og det er lige vist, at han intet Folk af dem der vaagnede i 👤Luthers Dage kan nævne mig, der brød sig i det Hele saa lidt om Videnskaberne og syslede i saa kort en Tid ivrig med dem, uden det skulde være Preuserne og Svenskerne, men de vaagnede da i Grunden ikke heller. At jeg har forbigaaet de store Naturkyndige 📌Holland har frembragt er en Feil, som jeg ikke vil forsvare, men at deres Tilværelse ikke giendriver et Ord af hvad jeg har sagt om Hollænderne, men stadfæster meget mere min Tale er aabenbart. At min almindelige Forstand vilde have megen Flid nødig for at begribe, hvad mange af disse Mænd have frembragt, endsige til at levere Noget der udholdt en Sammenligning dermed, kan vel være muligt, og maaskee det gaaer Prof. ligedan, men dermed er det endnu ikke beviist, at de Mænd vare opvakte Hoveder eller udrettede Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette, og Andet har jeg jo ikke sagt. Om Historieskriverne vil jeg ikke tvistes med Prof. og det bliver jo ligesandt at 📌Holland ingen dyb Tænker frembragde 187i det hele lutherske Tidsrum, om det og er sandt at 📌Tydskland ingen saadan frembragde mellem 👤Luther og 👤Leibnitz, skiøndt dette er kun Profs. Mening, og ikke min.

Hvorvidt nu Prof. med Føie kan paastaae i sit Hollænderie at min Skildring af det hollandske Folk ei ligner det mere end de engelske Carricaturer deres Gjenstande, det faaer Læseren afgiøre for sig selv, men jeg maae protestere.

Ved denne Leilighed har Prof. (S. 128) gjort en curieux Bemærkning og en naiv Anmærkning i Anledning af den Ukyndighed i Historien Man har beskyldt mig for. Han mener nemlig at det ei nytter Man har Læsning, naar Man ei veed at anvende den paa sit rette Sted, og uden i Øvrigt at sammenligne min Ringhed med hans Velbyrdighed, kan jeg rose mig af at have gjort den samme Bemærkning ved mangen belæst Mands Bøger, men jeg gad kun vidst, hvorledes Prof. vilde bære sig ad med at anvende den Sandhed paa mig. Dog det var kanskee kun et Præludium der ikke skulde have noget at betyde, og nu kommer det Egenlige: uforvarendes meget rigtigt har derfor en bekiendt Lovtaler sagt, at Grundtvig ved sin nye Krønike, ligesaa grundigt har giendrevet dem, der vilde frakiende ham Indsigt, som hin Græker giendrev dem der tvivlede om Bevægelsens Virkelighed, ved at gaae frem og tilbage. Først maae jeg anmærke, at her nok paa en af Siderne er indløbet et qvi pro qvo Ordet Indsigt istedenfor Kundskab, 188og dernæst maae jeg spørge, hvorledes Man skal fralægge sig historisk Uvidenhed, uden ved at vise historisk Kundskab. Nu paastaaer Prof. rigtig nok at kun Bevægelsens sandselige men ikke dens absolute Virkelighed bevises ved en virkelig Bevægelse, og vil da vel dermed sige at Man ogsaa ved at vise historisk Kundskab, kun beviser dens sandselige, ei dens absolute Virkelighed, men er det ikke noget Galskab, da veed jeg ikke hvad det er, thi Kundskaben er jo dog ligesaa virkelig som Begivenhederne og de som Tilværelsen, og at et Menneske ei har en guddommelig historisk Kundskab, ligesom et Støvlegeme ei har en guddommelig Bevægelse, er da ingen dyb Viisdom og synes mig her slettere anbragt, end jeg nogensinde har anbragt min ringe Læsning.

Dog det Hele er kun en lille Compliment Prof. vil sige mig, hvilket Man seer af det Følgende: hvor det heder, at det kan ikke være af Mangel paa Lærdom jeg feiler, da jeg ikke dømmer rigtigere om vore Dages Begivenheder end om de forbigangne.

Som Beviis anfører han hvad jeg har sagt om 👤Napoleon: den udvortes Gudstjeneste har han igien oprettet og den udvortes Skikkelighed har han søgt at kalde tilbage ved Love, men Troen kan han ikke give sit Folk, og kommer den ikke tilbage, kan han selv opleve den Dag, da Kraftens Levninger ere fortærede.

Prof. mener at dette er afbeviist ved hans Tale om at det var Uretfærdighed som styrtede 189👤Napoleon, at han længe vilde havt nok af den Kraft han brugde, at Mod ikke forudsætter Troe, siden Dyrene har Mod, og at Troe maatte formindske Tapperheden hos Folk der strede for en uretfærdig Sag; men med al den Snak var jo ikke eet af mine Ord afbeviist. Kun Fremtiden kan lære os om jeg har Ret i at Levningen af 📌Frankerigs Kraft vil uddøe med den nærværende Slægt, hvis den ei gienfødes ved Troe, og Andet har jeg jo ikke sagt.

Endelig udbryder Prof.: dog, hvorledes skal Man vente, at et Menneske skal dømme rigtigt om det der er langt fra ham, naar han endog tillader sig de groveste Usandheder om det der er foregaaet under hans, saavelsom under vore Øine, som f. Ex. vover at sige, at Dødsfrygt forvirrede Hovederne paa dem, som raadede i 📌Axelstad under Beleiringen 1807.

Oprigtig talt, synes mig det er mere voveligt at nægte end at bekræfte dette, thi for Intet bleve dog vel de Raadende ikke straffede, og at Talen om Dødsfrygt skulde være en grov Usandhed, kan jeg ikke troe. Vel foregik hin Begivenhed ei under mine Øine egenlig talt, da jeg ei var i Hovedstaden, men jeg har ingen Grund til at mistroe et tusindtunget Vidnesbyrd, og naar Man desuden skal beskylde Folk enten for at have solgt deres Fædreneland, eller at have svigtet det af Dødsfrygt, vil jeg, naar det staaer til mig, helst vælge det Sidste. Den grove 190Usandhed kan da Prof. tage tilbage som sin udisputeerlige Eiendom, og bruge den efter Behag.

Endnu findes der to Anker som vedkomme Krøniken, nemlig Talen om 👤Novalis (S. 42-43) og om 👤Steffens (45-46) og, uagtet jeg her kunde henvise til mit forrige Svar og til Krønikens Gienmæle, vil jeg dog, for Fuldstændigheds Skyld anvende nogle Øieblikke paa at sætte disse Ting end mere i Lys.

Det var i Rec. (L. 255-280) at Prof. anførde Krønikens Tale om 👤Novalis som Beviis paa, at selv dem, hvis christelige Troe jeg ikke kunde nægte, stemplede jeg tit af Ukiærlighed som hovmodige, lastefulde og deslige. Han paastaaer at 👤Novalis saavel religjøse som verdslige Arbeider aande den inderligste Hengivenhed til Gud, den inderligste Troe paa 👤Christus, den varmeste Kiærlighed. Ham sigter du (sagde Prof. til mig) for Hovmod og Ukiærlighed? du Øienskalk! drag først Bielken ud som er i dit eget Øie, før du søger Skiæven i din Broders.

Jeg havde nemlig sagt i Krøniken (S. 297) ligesom 👤Goethe paa en Maade var Naturphilosophiens rette Fader, saaledes maatte vel i dens Manddom (rettere Ungdom) alle tydske opvoxende Digtere vorde dens Børn, eller vare i det mindste nødvendig dens Frænder, og mellem disse ere 👤Tieck, 👤Hardenberg under Navnet 👤Novalis, og 👤Verner de navnkundigste. At Hovmod maatte hos dem frembringe tøileløs Uorden, forrykke 191Hjernen og snart udtørre baade Kiærlighedens og Begeistringens (rettere: Kiærlighedens som Begeistringens) Væld, var ligefrem, men mange herlige Toner klang dog fra de overspændte Strænge, før de brast. Brustne ere de alt, 👤Novalis døde, som for at oplede sin Poesie, der giennem 👤Heinrich von Ofterdingens digteriske Liv forsvandt i Allegoriens Dunstkreds.

Nu tør jeg dristig spørge, om denne korte Skildring af 👤Novalis røber fiendtlig Hu, og det tør jeg bevidne, at jeg ligesiden jeg lærde at kiende 👤Novalis, har elsket ham og elsker ham end, og at Intet, uden Ærbødighed for Sandheden, kunde tvinge mig til at omtale hvor sørgelig han lod sig forvilde fra Sandheden. At Hovmod, jeg mener naturligviis, indvortes, aandelig Hovmod, er uadskillelig fra den naturphilosophiske Beskuelse af Tilværelsen, troer jeg at have beviist, og at den maae udtørre den rette, sande Kiærligheds Væld, fortære Kiærligheden til den sande objective Aandeverden, som er Begeistringens Væld, følger af sig selv; men jeg sagde hvad der kunde og burde siges til for Mennesker at undskylde 👤Novalis, nemlig at Dagene, i hvilke han fremstod, vare onde, at enhver ung Digter droges da hardtad uimodstaaelig til Naturphilosophien. Jeg yttrede og et venligt Haab om 👤Novalis som Menneske, i det jeg sagde, at da hans Harpe brast saa brat ved hans egen Brøde, døde han, som for 192at oplede sin Poesie. Visselig, var 👤Novalis en naturphilosophisk Digter, da veed jeg ikke, hvorledes en Christen med Sandheden for Øie skulde vove at tale venligere om ham, da fortjener jeg vist ikke Profs. Bebreidelser og haarde Skieldsord. Hint negtede imidlertid Prof. og paastod at hans Arbeider aandede sand Gudsfrygt og Christendom, sagde at 👤Novalis christelige Troe var unægtelig. I min Tale om den falske Prophet (S. 28) sagde jeg, jeg vilde ønske han havde Ret, thi ligesom jeg har sagt at herlige Toner klang fra denne Digters Harpe, før Strængene brast, saaledes bekiender jeg villig, at Man i hans Sang bevæges ved enkelte dybe og christelige Toner, men naar Man seer nærmere til, da er det aabenbart, at Christendommen stod for ham som en Samling af favre Myther, mod hvilke han kun i Øieblikke bøiede sig med en sværmende Troe, og ellers spillede med, indtil Aandens Syner aldeles forvirredes for ham, som Man seer af hans Aphorismer, hvor der, imellem enkelte herlige Glimt er som Man veed, meget der bærer Forrykthedens Stempel.

Prof. har ikke prøvet paa at afbevise det Mindste af hvad her er sagt, indrømmer selv at der findes Sværmerie og Overspænding i 👤Novalis Skrifter, undskylder ham, netop som jeg, med den giærende Tidsalder, men nægter at hans Vildfarelse havde sin Grund i Hovmod, og at hans Skyld bestod i en rædsom Hengivelse til 193det Onde. Det Sidste har jeg aldrig enten tænkt eller sagt, men det Første er vist, naar han hyldede Naturphilosophien, ja er det ikke i det Hele vist at al Vildfarelse og al Synd har sin Grund i Hovmod, eller troer Pf. at Gud lader noget Hjerte forføres fra Sandhed, saavidt det i Ydmyghed oplader sig for Hans Sandheds Aand. Graden i 👤Novalis Brøde har jeg ladet aldeles ubestemt, da den beroer paa hvad i de fleste Tilfælde kun Gud og Mennesket selv veed, men det maae jeg kalde uchristeligt hvad Prof. siger, at den mindste Overdrivelse i den Deel Man tillægger et Menneskes Villie i hans Vildfarelser er allerede meget lastværdig; thi jeg gad nok vidst, om ikke al Vildfarelse har ene og alene som al Synd, sin Grund i Synderens Villie? Har den sin Grund i en af Villien uafhængig Forblindelse eller Omstændighedernes Indvirkning, da har den sin Grund i Gud, hvilket vel en Naturphilosoph men vist ingen Christen kan sige. Den eneste Undskyldning er, naar Synderen ikke veed hvad han giør og den mindste Overdrivelse i den Bevidsthed Man tillægger en Vildfarende om hans Modstand af Sandheden, den er lastværdig, thi den er ukiærlig. At det vilde røbe liden Dømmekraft at betragte ethvert forvovent Tankeforsøg, 👤Novalis Aphorismer indeholde, som bestemt Deel af hans Tankesystem, deri har Prof. Ret, thi det er netop Aphorismers Natur ikke at være bestemte 194Dele af et System, men jeg har jo ogsaa kun anført de forvirrede Taler som Udtryk af forvirrede Tanker, og disse som Beviis paa forvirret Tænkning, og det skulde jeg mene de er.

Her kunde jeg gierne slutte Talen om 👤Novalis, men gierne udkastede jeg en Skildring af dette store Hjerte som det udtaler sig i hans Skrifter, thi fordi jeg, af gyldige Grunde, maatte i et kort Begreb af Verdenskrøniken lade mig nøie med at sammentrænge mine Forestillinger om de enkelte store Mænd i een almindelig, der umulig kan være aldeles udtømmende, er det ikke desmindre min Lyst at dvæle ved Beskuelsen af hver herlig Aand og afbilde dens Færd paa Jorderig, saavidt mulig, i alle dens Retninger. Nu er her vel ikke Tid eller Sted til Saadant, men da jeg dog paa en Maade er pligtig til at bevise, at 👤Novalis ei havde sand christen Troe, haaber jeg ved denne Beviisførelse at kunne aabne de Læsere, der ei kiende ham, et klarere Blik i hans Inderste giennem det Billede han selv malede i sin Skrift. Saamegen Lyst jeg end kunde have til at udbrede mig over Henrich von Ofterdingen, dette i sit Anlæg, i enhver Henseende gigantiske Værk, og saavist som det er deri Man ret kan beskue den mægtige, vildfarende Aand, maae jeg dog lade det fare, deels fordi min Udvikling maatte vorde en heel Afhandling om Poesie, hvad den er, hvad den kan, hvad den skal og hvad den vil, naar den vil være selvstændig, men jeg kan dog ei undlade at anføre 195Følgende herom af 👤Tieck, Digterens fortrolige Ven *Novalis Schriften 1ter Th. S. 222.: intet synes Digteren modsigende eller fremmed, da han har fattet sin Konst i dens Væsen og Middelpunkt, for ham ere alle Gaader giættede, i Phantasiens Tryllebaand kan han sammenknytte alle Verdner og Tider, alle Underværker forsvinde, i det Alt forvandler sig til Underværk. Mere træffende kan neppe 👤Novalis Øiemed udtales og saaledes udtaler han det selv naar han synger

Naar Tal ei længer og Figurer
Indslutte alle Creaturer,
Naar den som sjunger og som spøger
Er visere end alle Bøger,
Naar Verden har gienvundet Livet,
Og sig i Verden hjem begivet;
Naar Lys og Skygge skifte Navne,
Og sig i ægte Klarhed favne,
Naar man en evig Verdenssage
I Digt og Fabel kan opdage,
Da for et Løndoms Ord saa brat,
Bortflygter alt Forvendt, Forsat.

Kort sagt, den blaa Blomst, 📌Paradisets Kiærminde, den vilde 👤Novalis finde og favne, ei som en Grædemøe, men som Livets Dronning, og paa en Skyvogn svæve med hende evig over alle Verdener i vemodig Vellyst; Lys og Mørke, Sandhed og Løgn skulde kiærlig favne hinanden 196i den evig lyse Nat. En dyb Længsel efter Hvile og Harmonie, et dybt Blik i Naturens Indre, en brændende Kiærlighed til det Store og Skiønne, disse Ting vare hos 👤Novalis som hos Faa, men Kiærligheden udartede til ureen Elskov, den besmittede hans Længsler og forvirrede hans Syner, og Forvirringen stræbde han at retfærdiggiøre ved Sophismer, det var hans sørgelige Lod, derfor stod han saa smertefuld, derfor tonede kun afbrudte Lyde fra hans Harpe, derfor maatte Strængen briste, og nu, Gud tilgive ham! hvo der ei fælder en Taare ved hans Kiste, kiender ham ikke, eller kiender ikke Kiærlighed, men Sandhed maae elskes høit over ham, thi den er den sande Kiærligheds evige Ord. Glæde for 📌Danmark at hun har fostret en Søn i de Sorte Ridderes kjærlige Skjald, som er Broder til 👤Novalis, men som i Gudsfrygt frelsdes fra hans Vildfarelse og synes beskikket til at afbilde det Naturens gaadefulde Tempel, 👤Novalis stirrede paa, afbilde det som en sand Guds Kirke, hvor Morgenstjernens Sang gienlyder i hellige Toner, hvor bag det flygtende Mørke, Morgenrøden forkynder det evige Lys, som brødes paa Korset, men sprængde Dybets Lænker, fordunklede Solens Skin og lyser evig ene i det nye 📌Jerusalem. Ja, et Omrids har han alt i Havkirken tegnet, hvis Mage endnu Ingen saae fra Skjaldskabs Pensel, Gud bevare ham i Ydmyghed og barnlig Hengivenhed, og stadfæste ham i 👤Jesu Christi Sandheds Troe! da skal han 197see større Ting end disse, og vorde den kommende Tids Seer i Naturens Speil, som han alt var dens Herold; da skal Harmoniens fuldbaarne Tone klinge liflig i hans Øre fra det Fjerne, han skal opgive den daarlige Forventning at høre den fra Dybet, at høre den i denne Verden, men desvissere skal han skielne dens brudte Lyde fra Sirenestemmerne, desvissere skal han høre den klarlig i sig og om sig naar han som en forklaret Støvharpe svinger sig til det forjættede Land, hvor Tonen som Længslen har hjemme, og giennemklinger Evigheden som en Jubelsang for den Gamle af Dage, som en Brudesang om Sønnens evige Bryllup i Faderens Huus, om Sandheds og Skiønheds evige sammensmeltende Formæling, som en Takkesang af Bruden til den sande Hercules, der hengav sig i Døden for at udrive hende af Plutos Vold og Mørkets Fængsel.

Dog, tilbage til 👤Novalis; tillod Rummet det, oversatte jeg helst hans femte Hymne til Natten, thi ligesom disse Hymner var hvad han selv ansaae for sit mest fuldendte Arbeide, saa kundgiøre de og alle hans Beskuelse af Tilværelsen, hans store men forvirrede Syner, og i den femte har han afbildet sin Beskuelse af Historie og Christendom, og saaledes givet os Nøglen til det underlige Værelse, hvor dybe, christelige Toner klinge ved Siden af en tilløiet Selvstændigheds afgudiske Tempelsang. Dog Rummet tillader kun et Udtog, og her er det “Fra Arilds 198Tid, saa begynder han, herskede en Jernskiebne i sin tause Vælde over Menneskenes adspredte Slægter, og et tungt, et dunkelt Bind omvandt deres bange Sjæl.” Der var nemlig, midt i den hedenske Poesies lystige Herlighed, een Tanke, eet Drømmebillede som forstyrrede den,

For Gildesbord det rædsom stædtes ind,
I Gru indhylledes det bange Hjerte,
Selv Guderne for det beklemte Sind
Ei vidste Raad, ei Trøst for tunge Smerte.
Forborgent var Uhyrets dunkle Traad,
Som ei formildedes ved Skiænk og Graad,
Han som med Kval med Gru og Graad afbrød
Det muntre Glædeslag, hans Navn var Død.

Den gamle Verden, heder det, hældede mod Graven, og det kolde, livløse Øde i den af Guderne og Phantasien forladte Verden, skildres i faa men store og rædsomme Træk. Hos et Folk, bliver han ved, som var foragtet af alle, modnet for tidlig, og havde trodsig udrevet sig af Ungdommens salige Uskyld (det skal betyde: Jøderne) der aabenbaredes den nye Verden i en hidtil useet skikkelse, fødtes i den poetiske Armods Hytte som en Søn af den første Jomfru og Moder, som den uendelige Livsfrugt af lønlige Favntag (en mythisk 👤Jesus, som Man seer). 📌Østerlands ahnende frugtbare Viisdom blev først den ny Tids Begyndelse vaer, og en Stjerne veiledte den til Kongens ydmyge Vugge, hvor de i den fjerne Fremtids Navn hyldede ham med Glands og Duft: Naturens største Klenodier. I 199Eensomhed udfoldede det himmelske Hjerte sig til den almægtige Kiærligheds Frugtbæger, vendte sig mod Faderens høie Ansigt og hvilede op til den alvorlige, i Ahnelse salige Moders kiærlige Bryst. Med forgudende Inderlighed stirrede det blomstrende Barns Spaadomsøie paa de kommende Dage, og ledte om sine Elskelige, sin Gudestammes unge Skud ubekymret for sine Dages jordiske Skiebne. Underfuld grebne af inderlig Kiærlighed samlede sig flux om Barnet de barnligste Gemytter, og et nyt fremmed Liv spirede som Blomster hvor han gik, uudtømmelige Ord og det lysteligste Budskab faldt som Gnister af en Guddomsaand fra hans venlige Læber. Da kom en Sanger, født under 📌Hellas milde Himmel fra fjerne Kyster til 📌Palæstina og gav Underbarnet sit hele Hjerte og sang:

Du est den Yngling, som paa Graven stod
I dybe Tanker, fra de gamle Dage,
Nu, hvad os giorde udi Hu saa mod,
Med søde Længsler monne til sig drage,
Et evigt Livs Herold skal Døden hede,
Du Døden er, kun du os kan helbrede.

Gammensfuld og med Hjertet af Kiærlighed sødelig beruset, drog Sangeren til 📌Indostan og udgiød sit Hjerte under milden Himmel i glødende Sange, saa tusinde Hjerter bøiedes til ham, og tusindgrenet voxde Gammensbudet. Brat efter Sangerens Afskeed blev det dyrebare Liv et Offer for Menneskehedens dybe Fordærvelse, han døde i Ungdommens Aar, bortreves fra den 200Verden han elskede, fra den grædende Moder og sine forsagende Venner. Den kiærlige Mund tømte unævnelig Smertes dunkle Bæger, under gruelige Veer nærmede sig den ny Verdens Fødselstime, haardt droges han med den gamle Døds Rædsler, tung og trykkende laae den gamle Verden paa hans Skulder, endnu eengang kastede han til Moderen et venligt Blik, da kom den evige Kiærligheds forløsende Haand og han sov hen. Kun faae Dage rugede endnu et tykt Slør over det brusende Hav og den skiælvende Jord, utallige Taarer fældte de Elskede, see! da brødes Hemmelighedens Seigl, himmelske Aander væltede den ældgamle Steen fra den mørke Grav; hos den Slumrende sad Engle, spundne af de fine Drømmetraade, opvakt i ny Guddomsherlighed, opsteeg han i den høie, nyfødte Verden, begrov med egen Haand det gamle Liig i den forladte Hule, og væltede derover med almægtig Haand den Steen, som ingen Magt opløfter.

Her vil vi standse, her vil jeg slutte min Tale om 👤Novalis dennesinde, thi hvo som ei alt har seet, det var ei slig en Christendom Apostlene forkyndte, ei den, for hvilken Martyrerne blødte, ei den som Verden hader og befeider, ei den som byder: elsker ikke Verden, men tager Korset op og fornægter eder selv! ei den som giver sine Børn i Liv og Død den Fred som Verden ikke kiender, ei den som jeg med Herrens Ord i 👤Luthers Fjed forkynder, ham kan jeg 201ei bevise, at jeg med Rette nægter den sværmende Digter Christennavnet, at jeg med Rette beskylder ham for, at have i Hovmod forvildet sig fra christelig Enfoldighed, og ladet sig giække af Hovmods onde Aand, som haver Magt i Luften. Jeg vil kun til Slutning bemærke, hvor mærkeligt det er, at medens de hellige Taler om Herrens Fødsel og 📌Østerlands Vise misbruges til et luftigt Spil, lades dog Talen i Roe om de enfoldige Hyrder der hørde det hellige Budskab af Himlens jublende Hærskare, hvorfor Frelseren takkede sin Fader da Han sagde: jeg priser dig, at du haver skjult Dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.

Nu endelig om 👤Steffens at tale, da er det heel mærkeligt, at i Anledning af Krønikens Tale om ham, har 👤Molbech beskyldt mig for at være hans Lovtaler, og 👤Ørsted anklaget mig for at tillægge ham Ugudelighed og det er da, som skrevet staaer: deres Vidnesbyrd kom endda ikke overeens. Hvad jeg har sagt om denne store, men ogsaa vildfarende Aand i min Krønike og dens Gienmæle vil jeg ei med flere Ord forsvare før det anfægtes som Usandhed, men naar Prof. S. 45-46 siger at jeg udentvivl mener der har stukket hemmelig Ugudelighed i 👤Steffens Lære, fordi jeg har sagt, at det var godt, at kun faa forstode noget Sammenhængende af hans Tale, da maae jeg svare, at visselig mener jeg der stak megen Ugudelighed i hans Lære, saa202vidt den var Naturphilosophie, men hvad jeg troede om ham, som Menneske, har jeg tydelig udsagt i Krøniken med disse Ord (353-54.) “I 📌Tydskland havde han antaget endeel af 👤Schellings Meninger, men den halvnordiske Natur skinnede igiennem i en langt mere uskrømtet Høiagtelse for christelig Troe og Levnet. Bort maatte han i Guds Navn, men vilde han udgiære til en ret, rolig Christen, maatte vel 📌Dannemark og 📌Norge kappes om at hjembyde denne deres fælles kostelige Fostersøn.”

Naar endelig Prof. anfører hans Tale som et Beviis for at der ved min Fremtrædelse var en christelig Stemning i 📌Dannemark, da maatte jeg lee, dersom det ei var saa alvorlige Ting, her omhandledes, men nu vil jeg tie. At hans Tale saavel som hele Naturphilosophien i Guds Haand var og er og skal være et stort Redskab til Hans Kirkes Opreisning, det har jeg oftere sagt og fristes aldrig til at fragaae det, men at dens Retning ei maatte følges, men aldeles forlades naar Man vilde hjem til den sande 👤Christus det er vist, om saa Prof. tigange nægter det.