Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig

Tilværelsen er Guddommens Selvaabenbarelse og Udvikling til Personlighed efter et evigt Forbillede, det er Grundsætningen her, som overalt hos 👤Schelling, men det Eiendommelige ved denne Afhandling er Indrømmelsen af en virkelig Strid mellem Sandhed og Løgn i Aanderiget og Maaden hvorpaa dennes Ophav og Ophør bestemmes, saa det Onde vedbliver at være noget blot Endeligt. Han tænker sig nemlig to lige evige Begyndelser, to af hinanden uafhængige Villier, som alt Livs Kilde, i Guddommen selv. Den første Yttring af det guddommelige Liv er en Attraae efter at avle Gud og derved fremkommer en Forestilling, som, da Gud er sin egen eneste Gienstand, er Guds Billede, Ordet som i Begyndelsen var hos Gud, Gud født i Gud, Lyset i den guddommelige Natur, forenet med den i Guds Aand, der kiærlig omfatter Attraaen og Ordet, Lyset, og Mørket som Lysets Moder, der i sit Inderste giemmer den Straale der vakde Attraaen. At udhæve denne Straale ved at adskille de dunkle Kræfter, det er Lysets, Forstan87dens Øiemed, at værge den forborgne Straale er Naturens eller Mørkets ei klare Villie, men uvilkaarlige Attraae, og derved opstaaer Striden, ei i Guddommen, hvor Aanden er Enighedens uopløselige Baand, men i Tilværelsen som er Kræfternes Udvikling, Afsondring og Forening til en guddommelig Virkelighed og Personlighed. De afsondrede, men uudviklede Kræfter danne Legemet, og disse Kræfters Middelpunkt der udgaaer fra Naturens Indre, er som deres Foreningspunkt tillige deres levende Baand: Sjælen. Da nu imidlertid Naturen værger sig, nærmer Afsondringen sig kun gradviis dens Inderste, og dette, Centrumet med den forborgne Straale af Guddomsliv, Mørkets Princip, kommer iblandt de synlige Skabninger, kun hos Mennesket for Dagen. I Mennesket altsaa er hele Mørkets Magt med sin uafhængige Selvvillie tilstæde, men da den er forklaret i Lys, udvikler sig og just her Eenheden, i Mennesket har Gud elsket Verden, og i det Han: Lyset, straaler kiærlig ind i Mennesket, da fødes Aanden i ham, hvis Ord er Eenheden af Lys og Mørke, den til Aand forklarede Sjæl omfatter begge i Kierlighed, og det er Tilværelsens Maal. Men just fordi det er Maalet og den fuldendte Aabenbarelse, er det ikke naaet hos noget enkelt Menneske eller i noget Tidsrum, thi kun hele Tiden og hele Slægten løser Opgaven. Menneskesjælen i Forening med Lyset, bliver nødvendig Aand og som Aand svæver den fri over Lyset og Mørket, men den er kun fri for88saavidt den bliver i Centret, forenet med den almindelig skabende Villie. Viger den nu fra Centret og tragter efter Frihed som naturlig Selvvillie, da opstaaer det Onde, som er en Forvendelse af den guddommelige Orden, sætter Grunden over Aarsagen, giør den Selvvillie gjældende mod Universalvillien, der underordnet kun skulde udgiøre dens Personlighed. Derved opløses nu det guddommelige Baand, som forener Kræfterne, og Tvedragtsaanden stræber at samle disse om sin Selvvillie som et nyt Centrum, hvilket paa en Maade er muligt, fordi det naturlige Baand end vedbliver, men derved fremkommer dog kun et falsk, løgnagtigt Liv; det Onde er da noget Positivt, nemlig den guddommelige Grundnaturs Villie, saaledes som den, udenfor Kiærlighedens Baand, virker i Centralskabningen og altsaa paa Jorden i Mennesket alene, og det er tilregneligt, fordi Mennesket lader Mørkets istedenfor Lysets, Løgnens istedenfor Sandhedens Villie handle i sig, thi denne Overgivelse er frivillig, skiøndt den falder paa hin Side Tiden. I Tiden er Mennesket nødvendig hvad han er, men i det han føler at han er det ei imod men med sin Villie erkiender han Bestemmelsen for sin egen fri Handling. Imidlertid maae det ikke glemmes at det Onde er nødvendigt til Guds Aabenbaring, thi da Gud som Aand er begge Principers uadskillelige Eenhed, og denne Eenhed kun i den menneskelige Aand er virkelig, saa blev der ingen Aabenbaring af hvis 89Principierne vare ligesaa eendrægtige i Mennesket som i det guddommelige Forbillede; al Aabenbaring skeer ved Modsætning, Kiærlighed aabenbarer sig i Had, Eenhed i Strid; var der ingen Skilsmisse, da kunde Eenheden ikke tee sin Almagt, var der ingen Tvedragt, kunde Kiærligheden ei blive virkelig.