↩ Mine Ord ere disse: (353) 👤Henrik Steffens af tydsk Herkomst paa ►Fædrene, men født ►herinde af en ægte dansk Qvinde, var et synderlig opvakt Hoved med en Kraft og Ild i Aand og Ord, Øie og Gebærder, som Ingen skal, men Faa kan bryste sig med. I 📌Tydskland havde han antaget en deel af 👤Schellings Meninger, men den halvnordiske Natur skinnede igiennem i en langt mere uskrømtet Høiagtelse for christelig Tro og Levnet. Han kom til Moderlandet og opslog sin Lærestol paa den halvvaagne ►Høiskole, det var ei slig søvnig Tale han førte, som den der saa tit udgaaer fra Katedre, og nysgierrige Ungersvende flokkedes omkring ham. Faa forstode noget Sammenhængende af hans, med mange ►Konstord udstafferede Tale, og det var godt, men det kunde alle forstaae, at han lod haant om den Oplysning, der hidtil var ►udbasunet, at han talte med en forbausende Ærbødighed om 👤Christus og Hans guddommelige Rang, at han haanede den danske ►Læseverdens Afguder: 👤Kotzebue og 👤Lafontaine og henpegede paa 👤Shakespeare og 👤Göthe, som anderledes Digtere end den Flok 53Man ►nævnede ►saa, og dette var saare godt. Han kom og svandt som et ►Luftsyn, det var ogsaa godt, thi han havde vist ellers forvirret, om ei ►forrykket, mange Hierner; nu derimod vakte han kun Eftertanke og ►mangt et Frøkorn, som han udstrøede er vist under Guds Velsignelse i Stilhed opvoxet til at bære god Frugt. Bort maatte han i Guds Navn, men vilde han ►udgiære til en ret, rolig Christen, maatte vel 📌Dannemark og 📌Norge kappes om at hjembyde denne deres fælleds kostelige Fostersøn.