↩ Dette kunde være nok til at retfærdiggiøre min Dom over ⓘ Naturfilosofien, men jeg bør ikke fortie hvor herlig frugtbar den Vished om Sandheden er, da jeg ei har seet Nogen udvikle det, da jeg ⓘ selv først ved at stride mod ⓘ Løgnen med Guds Ord har mærket det. Opløse nemlig alle virkelige Modsætninger sig i den ene Sandhed og Løgn som den første oprindelige, og det er ►upaatvivleligt, thi det Onde er kun ondt, for saavidt det udspringer af Sandhedsfornægtelse, Synd er det, som er imod Loven, maa have sin Grund i en Nægtelse af Lovens ►Tilværelse eller Gyldighed, er dette vist, ⓘ hvilket jeg paa et andet Sted, ►vil Gud, klarlig skal udvikle af ►Skrifterne efter ►Modsigelsens Grundsætning, og er det vist at Sandhed er evig, er det Første og Eneste, som er af sig selv og bestaaer ved sig selv, da kan vel Spørgsmaalet om en evig levende uforanderlig Gud ogsaa paa 49denne Vei besvares aldeles tilfredstillende; thi Sandhed uden Liv og Bevidsthed er jo utænkelig, Sandhed er ►nødvendig Indbegrebet af al Fuldkommenhed og kan ikke forandres. Her ►opgaaer da ogsaa klart et Lys over det Ondes Oprindelse, som vi kan vente herneden og som et gudfrygtigt Menneske kan ►forlange. Det bliver nemlig klart, at Gud umulig kan have mindste Deel i det Onde, da dette i Grunden ene og allene er en Fornægtelse af Ham, vi indse Syndens hele Vederstyggelighed, Guds nødvendige, evige Afskye for den, som Han ei kan opgive, uden selv at synde, uden at ►nægte sig selv, uden at holde op at være Gud, som er umuligt, og hvor frugtbar denne Sandhed er, naar Talen bliver om Synderes Salighedshaab og en Forsonings Nødvendighed, det seer vel alle, som vil ►oplade Øiet. Det bliver klart, at Synden, som maa udspringe af en Gudsfornægtelse, ikke kan have ⓘ sin Grund i ►Indskrænkning, en nødvendig Egenskab hos al Skabning, men maa have den netop i Had til ►Indskrækningen, altsaa i en fordærvet Villie. Ubegribelig bliver ►den første Synd os vel, saalænge vi ei i ►topmaalt Ugudelighed tilegne os den, men dens Mulighed, som allerede er bevist ved dens Virkelighed, er jo ►og aabenbar, thi en ►indskrænket Villie maa kunne hade ►Indskrænkningen, enhver skabt Aand maa kunne fornægte sin Skaber, lyve mod Sandheden, nægte sin Afhængighed, attraa Uafhængighed, og det er det eneste mulige Syndefald. Nu er det visselig et stort, et for det alvorlige Menneske saare vig50tigt Spørgsmaal, om det første Syndefald er begaaet i Menneskeslægten eller udenfor den; Omvendelsens Mulighed, som det intet Under var at 👤Kant forundrede sig over, leder til det Sidste og 👤Jesus sagde udtrykkelig, ►Joh. 8, til de Onde: ►I ere af en Fader Diævelen og vil giøre eders Faders Begiæringer. Han var en Manddraber ►af Begyndelsen, og blev ikke bestaaende i Sandheden, thi Sandhed er ikke i ⓘ ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit Eget, thi han er dens Fader. Hvo som mener sig at være klogere end 👤Jesus kan gierne giøre sig selv til Løgnens Fader, men hvad han vinder, vil Tiden og fornemmelig Evigheden lære. Passeligere kan ei Talen om 👤Schelling sluttes, end med de 👤Jesu Ord, som bevise at der ikke er mere ►Samfund mellem Naturfilosofie og Christendom, end mellem Løgn og Sandhed, ►mellem ►Belial og 👤Christus, og jeg vil kun tilføie de Ord som kan udlede os af alle Sofisters Vilderede og veilede os til ►Bibelen og rundt i den som en urokkelig Vished: ►Gud kan ikke nægte sig selv.