↩ 👤Molbech! lad ikke det Nærværende skygge over det Forbigangne og vend ikke det Tilkommende Ryggen! Vi fødtes, vi færdes, vi ►fløtte, da spørges ei, om vi sankede ►Haandklap og blæste glimrende Bobler, men om vi tænkte og talte og vandrede som for den alvidende Guds Aasyn. Han er Herren, ►vi ere Støv, ►kun levende naar Hans Aand opfylder os. ►Han er Hellig, vi ere Syndere, og Hans Barmhiertighed det eneste Anker som kan holde i den store Storm; ►give Gud! at disse Sandheder maa staa os dybt og læselig præntede i Hjertet, at vi stirre paa dem med stadigt Øie! da siger det ikke stort, om det ►lod, ►som vi adskiltes vidt fra hverandre, snart skulle Hjerterne længes og lede og mødes, men i al Fald forenes, naar ►Verden og 452dens ►Begiæring forgaaer►, ►naar kun Tro, Haab og Kiærlighed blive ved! det er første, og gid det ►vorde sidste Gang jeg greb Pennen for at skrive dig saaledes til, men jeg beder dig, rør ikke ved min Bogs Hjerte! thi da maa det paa min Skrift ►lade, ►som jeg var din Fiende, ►enddog du ►vist ikke i Verden skal finde en Ven mere trofast end med Guds Hjelp