Grundtvig, N. F. S. Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng

Femte Tidsrum.

Fra 👤Luther til 📌Sydamerikas Opstand.

1517—1811.

En ny Høiskole var oprettet i 📌Vittenberg *1502. og efter priselig Skik var det Landsherrens og hans Raadgiveres Omsorg her at sanke dygtige Mænd som kunde give den ny Anstalt Glands og Ry, men det tænkte Ingen paa, at Gud herved rundt fra 📌Tydskland forsamlede de Mænd, der skulde udføre hans store Værk, Kristendommens Genfødelse. 👤Staupits, 👤Amsdorf og 👤Karlstad, 👤Gøden og 👤Schurf og 👤Pollich ere berømte Navne som flux droge en Mængde Studerende fra 📌Tydskland, 📌Dannemark, 📌Schveits og selv 📌Italien til 📌Vittenberg, men Hovedmændene vare dog Sakseren 👤Morten Luther og Pfalzeren 👤Philip Melanchton. 👤Luther havde allerede som ung Magister udmær112ket sig i 📌Erfurt, men den Bekymring for sin Sjæls Frelse, som med Eet betog ham, drev ham til alle Kyndiges Forundring ind i et Augustinerkloster, hvor han haabede ved Afkald paa Verden, dens Glæder og Ære og ved stræng Opfyldelse af tunge Munkeløfter at vinde Sjælefred og Vished om Salighed. Dog ogsaa her visnede han, under udvortes Spægelse og indvortes Anfægtning, som en saftløs Urt, indtil Gud ledte ham hen til Naadestolen, som er opreist for Troen paa 👤Kristi Død, og her trøstedes han over sin Skrøbelighed, og fra Nu af formaaede han Alt ved 👤Kristus som gjorde ham stærk. Da han saaledes var indviet efter 👤Kristi Forbillede kaldte Gud ham ud af det snævre Munkebur til at røre sig kraftelig blandt Menneskens Børn. Til Præst var han blevet indviet, og kaldtes nu til 📌Vittenberg som Professor i Philosophien.*1508. 👤Melanchton var en Søstersøn af 👤Reuchlin, som havde holdt ham til Bogen, han havde studeret i 📌Heidelberg og 📌Tybingen, og i saadant Ry var den 21aarige Magister for Lærdom og Smag, at han kaldtes til 📌Vittenberg,*1518. for som Professor i det græske Sprog at pryde Høiskolen. Han havde ikke som 👤Luther tilkæmpet sig Troens dyrebare Klenodie og derfor kunde han ikke elske det saa høit eller kæmpe saa mandelig for det, men hans jævne, ydmyge Sind var som det klare Vand der gerne i Stilhed vil favne Solens Billed, men derfor just ogsaa frygter for Stormen. Dog elskede og ærede han 👤Luther 113saa høit som en Guds Apostel, at selv hvor han ikke saae, troede han, og selv hvor han skialv, stod han, saalænge han kunde hælde sig til den urokkelige Støtte. Han udtolkede 👤Luthers høie Taler for de Umyndige, og enddog han, som hver Tolk, stundom foer vild, og ei i sit Tungemaal kunde finde de rette Ord, blev Meningen dog for det meste uforvansket, og Modstanderne kunde ei saaledes med noget Skin fordreie hans klare, rolig afveiede, som 👤Luthers de dristige, udtryksfulde, men derfor tit hemmelige Ord. Allerede før han kom til 📌Vittenberg var Aanden udfaret i Storm for at rense den kvalme Luft og bevæge de stinkende Vande. Med Gru hørde 👤Luther i Skriftestolen, naar han talde om Anger og Omvendelse, de bedragne Siæle trodse paa 👤Tezels Afladsbreve, og fra Prædikestolen udtordnede han Ve over dem, som indbildte de Kristne, at noget Andet end Troen paa og Tilegnelsen af 👤Jesu Kristi Pine og Død kunde skaffe Syndsforladelse og Naade hos den retfærdige Dommer. En skarp Strid begyndtes nu med Mund og Pen, men hermed kunde Løgnen Intet udrette mod Sandheden, og afmægtige maatte 👤Luthers Fjender skære Tænder, thi de kunde ikke staa den Visdom og Aand imod, af hvilken han talede, Løfter og Trudsler vare spildte paa den djærve Munk, og de saae intet andet Raad end at ty til Baal og Sværd. Dog de glemde, at de havde slet ingen Magt uden den blev givet dem ovenfra; 114“hans Gud var ham saa fast en Borg; han var hans Skjold og Værge.” De udvortes Omstændigheder maatte da føie sig derefter og alle Ting tjene Ham til Gode som elskede Gud, og var kaldt efter et evigt Forsæt til at rense den besmittede Helligdom. 👤Luthers Landsherre, Kurfyrst 👤Frederik den Vise, var vel lidt for klog efter denne Verdens Vis til strax aabenlyst at antage sig hans Sag, men ingenlunde vilde han enten udlevere ham eller forbyde ham at udbrede Sandheden ved Tale og Skrift. Nu døde 👤Maximilian, 👤Frederik var Medregent indtil Videre, og da han selv afslog Keiserkronen og satte den paa 👤Karls Hoved, var denne hans Skyldner. Lettere kunde 👤Karl ei heller betale sin Geld, end ved at se igiennem Fingre med Meninger, der i Grunden vare ham ligegyldige, og hvis Udbredelse syndes at ville befordre hans Hensigter, da baade Pavens Anseelse derved svækkedes og 📌Tydsklands Fyrster gjordes uenige. Disse mange Hensyn, som alle udgik fra hans Attraa efter at blive enevældig først i 📌Tydskland og siden, om muligt, i den hele ordenlig beboede Verden, nødte ham imidlertid til at være tvesindet og tvetunget, saa at 👤Luther som fredløs Mand kom i Livsfare, men dengang skjulde Kurfyrsten ham paa et af sine Slotte, indtil Uveiret gik over, eller rettere indtil det blev ham for snævert mellem Murene. Afladshandelen var langt fra at være det Eneste han bestred, alt Vigtigt, som ei var grundet paa tydelige Ord i de hellige Skrifter, forkastede han 115som Løgn og Vildfarelse. For at nu Alle kunde se med egne Øine udlagde han ved Guds og sine Venners Hjelp, Bibelen paa tydsk Maal med saadan enfoldig Kløgt og Kraft, at selv de Vantro, som have nogen Forstand paa Skrift, maa sande, at det for den Tid er et mageløst Værk, ja at de ikke selv formaa at sammenføie Ordene til saa liflig Klang og ukonstlet Fynd. Den synderligste Deel og ligesom Hovedet af hans Lære, var, at Mennesket formedelst 👤Adams Synd var blevet uduelig til at opfylde Loven, som befaler at elske Gud over alle Ting og Næsten som sig selv, men at 👤Kristus havde opfyldt den i vort Sted, og baaret Syndens fortjende Straf; at ham er givet al Magt baade i Himlen og paa Jorden, og at han er vor eneste Talsmand hos Faderen. Hans Tro paa Bibelen maatte kuldkaste Tro paa Pavens Ufeilbarhed, og med det samme vare alle Menneskebud i Troessager forkastede, men de vigtigste Vildfarelser vare næst efter den om Aflad og gode Gierningers Fortjenstlighed, Helgendørkelse, Læren om Skærsild og Munkelivets Hellighed. Helgene kaldtes fra først af Apostlene og de andre 👤Jesu pinde Vidner, men siden bleve de navnkundigste Kirkefædre, og tilsidst næsten alle Paver og hvem de undte godt, satte paa Helgenlisten. Det fulgde af sig selv, at Kristne maatte med Kærlighed og Ærbødighed ihukomme de rette Helgene, og der var ei heller noget i, at Man satte deres Billeder i Kirkerne, 116aldenstund Man kun vilde størkes i Troen og Haabet ved livligere at mindes dem, der have stridt den gode Strid, fuldendt Løbet og annammet den uvisnelige Krands. Det havde vel heller ingen Nød at Ærbødigheden skulde gaa for vidt, saalænge Man dyrkede 👤Kristus som Gud og Forsoner, naar han derimod nedsank til den fornemste Helgen, var det ligesom hans Guddomsære deldes mellem dem alle, den onde Rod hvoraf Afguderiet var opvoxet, skød paa ny, Man begyndte med, at anraabe Helgene som Talsmænd, og endte med, at sætte Skabningen over Skaberen. Jo mere jordiske og legemlige Menneskene bleve, desto mer gik Dyrkelsen over fra de usynlige Aander til de synlige Billeder, og i 📌Vesten tog dette grove Afguderi vel Overhaand paa samme Tid, som den Mening blev herskende, at Velsignelsens Brød og Kalk forvandledes til 👤Kristi Legeme og Blod. I Østen havde denne hedenske Vildfarelse langt tidligere rodfæstet sig, og allerede i det 8tende Aar hundrede havde Keiserne af det isauriske Hus forgæves prøvet paa, at udrydde den ved det plumpe Middel, at nedrive og sønderbryde Billederne. Læren om Skærsild findes allerede i det tredie Aarhundrede hos den store Tænker og altfor selvraadige Grubler 👤Origines. Vildfarelsen var hedensk, og det var nødvendigt, at Oldtidens Grublere, som indsaae, hvor besmittet Menneskesiælen, trods al Renselse, vedblev at være, som ikke kendte 👤Kristi Lidelses Samfund og hans Opstandelses 117Kraft og alligevel haabede Salighed, maatte gætte paa en Renselse bag Graven; men lige saa vist er det, at den ei kunde bifaldes af kristne Mænd eller Tidsaldre, førend Troen paa 👤Kristi Forsonings Gyldighed blev svag og forgik. Eftersom Man begyndte at stole paa sine gode Gerninger og give sine onde Lyster Tøilen, maatte Lærdommen ændres saaledes, at det kun var Synderne, som behøvede Renselsen, som nu blev en Straf, men ogsaa en Trøst, thi Skærsildens Pinsler vare ikke evige, og Præsterne tøvede ikke med at indbilde de Forblindede, at de kunde formildes og forkortes ved Bønner eller som de kaldtes Siælemesser. Disse bleve hyppigere og fordeelagtigere, alt som Ugudeligheden voxte, og da 👤Leo falbød sin Aflad, var det ligesaavel for Døde som for Levende. Om Munkelivet er tilforn talt, og her er kun at mærke, at naar ny Munkeordner i Virksomhed afløsde de udartede, vedbleve dog disse som Aadseler at udbrede Stank og æde om sig som dødt Kød, saa at Landene vare fulde af fede, ryggesløse Dagdrivere. Dette var ogsaa en af de Ulykker, som blev et Middel i Forsynets Haand til at lade 👤Luthers Tidsalder udvortes føle sin Nød. Et andet var Nonneklostrene. Selv den hellige 👤Povel roser det, naar en Jomfru eller Enke, som føler Størke dertil, henlever sin Tid ugift og dyrker sin Gud i Stilhed. Den første Vildfarelse var da den, at unge Piger gjorde ubrydelige Løfter, som de maaske ei formaaede at holde, men naar de gjorde dem frivillig og ef118terat have raadført sig med Gud i Bønnen, havde dette vel ikke større Nød, end naar Bruden lover sin Brudgom bestandig Kærlighed og ubrydelig Troskab. Mangen gudfrygtig Jomfru reddede i de vilde Tider sin Uskyldighed indenfor de helligede Mure, og mangen Kvinde, som havde fristet Modgang og Kummer, fandt under Sløret Trøst og Ro i den stille Bolig. Den anden og egenlige Vildfarelse og som kun kunde opkomme og bestaa i en ugudelig og ryggesløs Tidsalder, var at man aflokkede og aftvang Pigerne det store Løfte, thi paa denne Maade bleve de fleste Nonneklostre Fængsler, hvor Guddommen bespottedes ligesaa meget ved den hyklede Andagt, som ved de der herskende Synder.

Vildfarelserne vare blevne saa grove, at 👤Luther og hans Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den ny Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid vare Hindringerne ei heller faa; hvor Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan flux en Synagoge, sagde 👤Luther, og det monne Krøniken sande. Da Aandens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei erkende nogen Grændse, og Legemet 119vilde dele dens Frihed. Alle de Forvildelser, hvori den ny Menigheds Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i dens Fødselsdage, og under den store Gæring maatte Alt røre sig med Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Guds skrevne Ord, end den Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i 📌Svaben havde længe havt isinde efter Schveitsernes Lignelse, at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før 👤Luther stod frem, men da de hørte Talen om den kristelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør,*1525. hvilket Katholikerne ei glemde at skrive paa 👤Luthers Regning. I 📌Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren 👤Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste al borgerlig Orden, forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, som selv havde fristet 👤Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og de misbrugte Friheden til Køds Lyst og al Ondskabs Skjul. De kom ogsaa til 📌Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren 👤Karlstad, som med Pøbelen stormede Billeder og satte den ganske Stad i Oprør. 👤Luther sad dengang paa 📌Vartburg, men Rygtet om det forkerte Væsen drev ham ud*1522. og med Guds Ord stillede han Bulderet i 📌Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bøn120der i 📌Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over 👤Myntser, som havde opkastet sig til Herre i 📌Myhlhausen. 👤Schvinkfeld fra 📌Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden 👤Kristus ved deres gode Gerninger kunde blive salige; Schveitseren 👤Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem Alle og snart blev det synligt, at 👤Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, det var Guds Ord som bliver evindelig. Medens 👤Luther og 👤Amsdorff, 👤Agricola, 👤Mathesius og 👤Hausmann tilligemed Illyreren 👤Flacius, Pommerinken 👤Bugenhagen og mange Andre forkyndte det hjemme i 📌Sachsen, hørtes Genlyden*1522. i ganske 📌Tydskland fra 📌Rhin til 📌Theis, fra 📌Elben til 📌Donau. 📌Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved 👤Osianders Prædiken og 👤Hans Sachsses Vers, og 📌Svaben oplystes ei blot selv ved egne Lærere, men udsendte og den djærve 👤Poul von Spretlin (Speratus) som prædikede i 📌Vien og 📌Mæhren og stilledes først i 📌Königsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder 👤Ulrick von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, skøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid 👤Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog intet ret Hjem uden i 📌Holsten, 📌Sachsen og 📌Svaben, især udmærkede 📌Vyrtenberg sig under Hertugerne 👤Ulrick og 👤Kristoffer derved, at mange Adels121mænd ombyttede Sværdet med Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Konsters Gavn. I de øvrige Lande, hvor Forstanden var Hjertets Overherre forargedes Man snart over 👤Luthers Kamp for Bibelens hemmelige Tale om 👤Kristus, som er Fornuften en Daarlighed, og tyktes bedre om den Røst, som fra 📌Schveits lod sig høre.

Her havde paa samme Tid som 👤Luther, 👤Ulrich Zvingel fra 📌Toggenburg,*født 1484. reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i 📌Zyrich, en vellærd og gudfrygtig Mand; han bøiede sig under det guddommelige Ord, men da han manglede hardtad al Poesi, faldt det ham tungt, og derfor ønskede han at finde saa faa Hemmeligheder i Skriften som muligt. Derfor nægtede han 👤Kristi virkelige Nærværelse i Nadveren, og gav i det Hele Forstanden meer end tilbørligt Raaderum i Udlæggelsen af de hellige Skrifter. Da han imidlertid ingenlunde nægtede alt det Ubegribelige i Kristendommen, maatte hans Lærebygning ligge i Strid med sig selv, og saasnart Ærbødigheden for ham aftog, maatte hans Tilhængere lettelig blive enten Sværmere eller Vantro, i det de enten beraabte sig paa den Helligaands umiddelbare Oplysning, eller paa deres Forstand. 👤Zvingels navn kundigste Medhjelpere vare hans Landsmand, 👤Leo Juda og Svaberen 👤Hausschein (Oecolampadius) men de schveitserske Meningers ivrigste og heldigste Forfægter blev*født 1509. Franskmanden 👤Calvin fra 📌Picardiet, som opslog sin Lærestol i 📌Genf. 122Dette Parti, som almindelig kaldes det Reformerte, blev langt mere forhadt hos den gamle Kirke, end det lutherske, og det var ei at undres over: deres Lære om Nadveren maatte være Katoliker høist forargelig, og i deres Øine maatte det synes et rent Affald fra Kristendommen, som Kalvinisterne, at forkaste alle Kirkeskikke og Kirkesmykker samt al geistlig Øvrighed. Hint fulgte af deres kolde Forstandighed, der ogsaa viste sig deri, at en maadelig Oversættelse af Davids Psalmer blev deres uforanderlige Kirkesang; Dette tillige af deres jordiske Frihedssind. Dette Sindelag gjorde dem ogsaa til farlige Undersaatter i katolske Lande, og enddog det maa udledes af de Folks Eiendommelighed, hos hvilke den reformerte Lære opkom og antoges, kom det dog ogsaa overeens med og stadfæstedes ved deres Grundsætninger i Troen. Det Poetiske hos Mennesket kundgør sig i Attraa efter, ved det Jordiske at erindres om det Himmelske, og hvo der ei har denne Attraa, maa enten forsage det Jordiske som en Munk, eller behandle det som Noget der har Værd i sig selv. Den som i Alt vil følge sine egne Tanker, maa naar han griber ind i det borgerlige Liv, ønske at beskikke Alt efter dem, og anseer han dem for indgivne af Gud, skyer han hverken Oprør eller anden ond Handel. Fra dette Stade kan vi forstaa Kalvinisternes Færd som Mennesker, Borgere og Dyrkere af Videnskaberne. Et saadant Sindelag maa være ukærligt mod hver som tænker anderledes: 👤Kalvin lod brænde Kæt123tere i 📌Genf og Zyricherne ophidsede, dog mod 👤Zvingels Raad, deres katolske Brødre til en Krig, hvori Schveitsernes Apostel faldt under Harnisket.*1531.

For 👤Luther var Bibelen det Første og det Sidste, villig bøiede han sig under dens Myndighed og med Digterøie beskuede han de høie Hemmeligheder som i et Speil. Hans Oversættelse af Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker, dens Kendemærker sees klarlig i hans mageløse Barnesang om Barnet 👤Jesus, den siger med Engelen: fra Himlen høit jeg kommer her, og den er aldeles historisk. Havde han siunget om anden Bedrift end 👤Jesu vilde der sikkerlig blevet ligesaa stor Forskel mellem hans og 👤Sachsses historiske Kvad, som der er mellem 👤Luthers Lovsange og dennes trohjertige Halleluja; thi 👤Sachs sluttede Mestersangernes udløbne Tidsrum, 👤Luther begyndte et nyt, som bør nævnes efter Gud og ham. Allige vel var det ikke Tid for en Kristen at synge værdelig om Andet, end hvad der var aabenbaret i Skrift; men hvad Krøniken engang maatte vorde, ahnede den Herlige og satte den næst efter Bibelen. De ægte Lutheraner vare, saa godt som muligt forvarede (befæstede) baade mod farlig Grublen og Sværmeri; thi de maa ikke tro hver Aand, men prøve Aanderne om de ere af Gud, og de have i det skrevne Ord en ubedragelig Prøvesteen naar kun deres Øie er enfoldigt. De, som høre Guds Stemme gennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet 124udenfor sig, som kan tjene til Opbyggelse ligesaalidt Kirkesmykke som aandelig Sang og Strængeleg, thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse. At lære de Tungemaal hvori de hellige Bøger ere skrevne er dem en kær Syssel, men gerne efterspore de ogsaa Guds Husholdning i de gamle Dage og i sin store Gaard; thi de vide, at han ingensinde og ingensteds har ladet sig selv uden Vidnesbyrd, men at Jorden med dens Fylde er Hans. Have de et Embede, tage de vare derpaa, og ligesom 👤Jesus satte Livet til for sine Brødre, saa gøre og de, thi det veed de er Kærlighedens Fylde; men de mønstre ikke Høvding og Landslov, thi de vide, at der er ingen Øvrighed uden af Gud, og at den skal lydes, ei for Straffens og sin egen Skyld, men for Samvittighedens og Guds Skyld. Ligne vi nu den lutherske Menighed med dette Billede, da maa vi sagtens savne Meget allevegne, men Grundtrækkene vare der, saalænge 👤Luthers Aand hvilede paa den; thi saaledes stræbte han at færdes herneden. Han var skrøbelig som et Menneske, og Hidsighed besmittede stundom hans hellige Nidkærhed, men Kærlighed var dybt rodfæstet i hans Hjerte. Med inderlig Vemod forudsaae han, at Troen ogsaa vilde blive Krigsløsen; Han bad Gud lukke hans Øine før de saae Ødelæggelsen, og hans Bøn blev hørt: Gud hjemkaldte ham i Stilhed Aaret før Krigen begyndte.*1546.

Længe opholdtes Keiser 👤Karl i sit trædske Anslag ved Katolikernes Hjelp at kue Prote125stanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham hildes i sin egen Snare. Til 📌Smalkalden havde nogle evangeliske Fyrster og Stæder sluttet et Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten, 👤Johan Friderich af 📌Saxen og Landgrev 👤Philip af 📌Hessen, og dem nødte 👤Karl til at drage Sværdet. 👤Johan var kæk og standhaftig, men tillige kærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; 👤Philip var djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgerrig til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var bleven graa under Hjelmen, 👤Sebastian Schærtlin fra 📌Augsborg, og havde han maattet raade, vilde 👤Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres Troesforvandte, 👤Philips Svigersøn og 👤Johans Frænde, Hertug 👤Morits af 📌Saxen. En Tidlang var han opfostret i Kurfyrstens Gaard og da spaaede den klarøiede 👤Luther, at denne djærve, snilde og ærgerrige Ungersvend vilde lønne sin Frænde, som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande mens han var ude, og hjalp 👤Karl at vinde ved 📌Myhlberg, hvor 👤Johan blev fanget, men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift 126og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som 📌Jenas Hertug, hvis Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu mente 👤Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv 👤Melankton lod sig overile til at bifalde. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med 📌Saxens Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive 📌Tydsklands Herre: 👤Karl sendte ham med en Hær mod 📌Magdeburg, som trodsede hans Interim, men maatte snart for den Samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanterne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men 👤Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit besluttede Raad, maatte han falde i en Krig med sin kæreste Ungdomsven og Vaabenbroder, den ryggesløse Markgrev 👤Albrecht af 📌Brandenborg. 👤Karl maatte nu i Freden til 📌Passau *1552. lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skiønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øjeblikke dybt følt sin Tragtens og Idræts Forfængelighed; at 127fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ham den faste Tro paa det Usynlige, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes ei længer fristede men ydmygede, nedlagde han Regeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed, han gerne vilde eie, men ikke købe.*døde 1558.

Medens den evangeliske Lære misbrugtes af jordisksindede Fyrster til, ogsaa udvortes at bevæge 📌Tydskland, indtog den uden Sværdslag, mest ved sin egen Styrke, men dog understøttet af de verdslige Herrers Lyst til Geistlighedens Godser de tre nordiske Riger. Siden 👤Hakon hin Gamles og 👤Valdemar den Andens Dage vare de, som sagt er, ved Synd og Ugudelighed nedsiunkne i dyb Vanmagt. Bisperne havde omgjordet sig med Sværdet, ei blot fordi deres Hu stod mere til legemlig end aandelig Strid, men og for, som 👤Absalon, endnu engang øiebliklig at oplive den døende Kraft; thi ligervis som de hellige Kar er den sidste Skat et forarmet Folk griber til, saaledes er det og kun mod Enden af et Folks Idrætsliv, naar Mod og Kraft maa søges i Helligdommen, hvor de længst ere at finde, for at vendes til vanhelligt Brug paa Stridens Mark. I en ukristelig Alder kan hardtad Ingen føle at han har Magt og Styrke, uden forsætlig at misbruge den, og det var da intet Under, at Bisperne snart kun uddroge det rakte 128Sværd for at tiltrue eller vinde sig Guld og Jord og Herredom og end mer forstyrre det Forvirrede. Naar Bisper vare saaledes, var det Daarskab at vente, at Kraft og Retsindighed skulde være parret hos Adelsmænd og Konger. Hine vare hardtad Alle enten liderlige Dagdrivere eller ugudelige Røvere, som efter Fordeel og Lune befeidede Stæder og hinanden eller bare Avindskjold imod Fædrenelandet; Kongerne vare meer og mindre enten aandelige Krøblinge, som 📌Dannemarks 👤Kristoffer den Anden, under hvem Riget hardtad ganske opløstes, eller samvittighedsløse og voldsomme Despoter, som hans Søn, 👤Valdemar Atterdag. Med ham uddøde den kongelige Mandslinie i 📌Dannemark, i 📌Norrig var det nys gaaet ligedan og i 📌Sverrig indtraf kort efter det Samme. Ligesom det var en nødvendig Følge af Slægternes Udartning, var det ligesom en Mindelse om, at der behøvedes en ny Aand, hvis 📌Norden skulde leve op igen. Dette* 1397. blev ret synligt, da alle tre Riger ved det Kalmarske Forbund samledes under 👤Valdemars Datter 👤Margrete: Som en snild Kvinde bragde hun den tredobbelte Krone paa sit Hoved, og som en saadan holdt hun den sammenbundet; men selv var hun sig sin og Rigernes Afmagt bevidst, søgte at beskytte Kysterne mod Sørøvere ved at forsænke Indløbene og at købe Fred af 📌Holsteens Greve ved at give ham 📌Slesvig. Om end hendes Eftermænd havde arvet hendes Snild hed, vilde det kun hjulpet dem lidt, thi længe formaar den ikke at 129skjule Afmagten, men naar de ogsaa manglede den, maatte deres Færd blive usel og ydmygende. Saa var det med den pommerske 👤Erik og tildels med den baierske 👤Kristoffer, begge deres Stammers sidste svage Skud. Nu kom en kraftfuld tydsk Slægt paa 📌Nordens Trone med den oldenborgske Grev 👤Kristian, men der var intet Udkomme med de ubændige Svenske, med den selvraadige Adel og Geistlighed, og Intet at udrette med den feige, forkuede Almue i 📌Dannemark og 📌Norge. Dette aabenbaredes ret under 👤Kristians Sønnesøn og Navne, en Fyrste med god Forstand og elskelig i sine bedre Øieblikke, men uden Aandsstyrke saalænge han var uden Tro. Han dømte rettelig om Adel og Geistlighed, at naar Saltet raadner, duer det til Intet uden at udkastes og trædes under Fødder, men det var i det høieste kun eengang, han, ved at indkalde en luthersk Præst greb efter det rette Vaaben, ellers vilde han dræbe det aandelige Uhyre med et legemligt Sværd. Han banede vist nok herved Reformationen Vei ind i 📌Norden, ligesom Man ved at borthugge Torne bereder Jorden til at modtage Sædekornet; men dette var kun Guds, ikke hans Hensigt; han tænkte kun paa at udvide sin jordiske Magt, naar han løftede sin Haand mod Almuens Bødler og Bedragere og det stokholmske Blodbad, hvorved mange af disse henrettedes, bliver en uaftvættelig Skamplet paa hans Levnet. Den nærmeste Følge af dette Blodbad 130var, at 📌Sverrig blev et roligt og selvstændigt Rige, thi endeel af de uroligste Hoveder vare faldne for Bøddelens Sværd, og de Andre mægtede ikke at imodstaa Dalekarlenes kække Høvding 👤Gustav Vasa, som havde uddrevet de Danske, og befæstede sin Trone ved for Alvor at befordre den evangeliske Læres Udbredelse. Imidlertid opsagde den jydske Adel 👤Kristian Huldskab og Troskab, Borger og Bonde holdt med ham, men ond Samvittighed gjorde ham bange og raadvild, saa han flygtede ud af Landet til sin Svoger Keiser 👤Karl. Adelen kaarede hans Farbroder, Hertug 👤Friderich, til Konge. 👤Kristian gik vel siden ind i 📌Norge, men han fangedes ved List og nødtes nu i et 27aarigt Fængsel til at besinde sig, da han ei vilde det paa Kongestolen. Vel søgte de Lybske efter 👤Frederiks Død at befri ham, men denne Krig, som efter Lybekkernes Høvedsmand Grev 👤Kristoffer af 📌Oldenborg kaldes Grevens Feide, tjente kun til at vise, hvor modløst det danske Folk dengang var, og med faa Holstenere under den tappre 👤Johan Rantzau, undertvang 👤Frederiks Søn 👤Kristian Landet. Denne gudfrygtige Herre, som selv havde hørt 👤Luther, lod det være sin første Omsorg at stadfæste Evangelium i Rigerne, ligesom det alt, især ved 👤Herman Tast var prædiket og af ham stadfæstet i Hertugdømmene. Hertil var Alting forberedet, den vakkre Skolemester i 📌Aarhus, 👤Morten Borup,*født 1494. havde mellem andre gæve Mænd optugtet Fyenboen 👤Hans Tavsen, som efterat have studeret i Vit131tenberg kraftig forkyndte Ordet; hans Medtjenere vare hverken faa eller rædde, og paa en Rigsdag blev 👤Luthers Lære næsten uden Modsigelse bifaldet.*1536. Nu kom 👤Bugenhagen ind og ordnede Kirkesagerne, Jyden 👤Peder Plade blev Bisp i 📌Sjælland, og Kongen begavede rigelig den Høiskole, som havde bestaaet i 📌København siden 👤Kristian den Førstes Dage. Hvor aldeles død i sig selv Katolisismen var i 📌Norden, sees ogsaa deraf, at Ingen uden 📌Islands Bisp, 👤Jon Arnesen opløftede Haand og Sværd til dens Forsvar.

Anderledes gik det i 📌Engelland, 📌Nederland og 📌Frankrig, hvor meget Blod maatte flyde og lang Strid føres mellem det Gamle og Ny, før det afgjordes hvad der skulde vinde, men det var ogsaa 👤Zvingels og 👤Kalvins Lære som i disse Lande vilde tiltvinge sig Herredømmet.

Der gives intet Land i 📌Europa, hvis Historie er saa indflettet i den almindelige og dog saa eiendommelig, som 📌Engellands. Grunden ligger først i det underlige Sindelav, som synes at være arvelig paa Halvøen, ikke godvillig at modtage nogen Slags Indvirkning fra det faste Land. Religion og Videnskab har da ligesaavel som Angelsaxer, Danske og Normanner maattet tiltvinge sig Herredømmet. Den anden Grund er, at den Lyst til personlig Uafhængighed og den mørke Alvor som er et nordisk Arvegods, stedse har ligget i Strid med 132letsindig Hang til Pragt og Vellevnet, som vel er fransk af Oprindelse og tit begunstiget af de udvortes Omstændigheder. Den tredie Grund er, især siden 📌Storbrittanniens Forening, den halvirske og skotske Aands Forsøg paa at vinde eller dog dele Herredømmet. Herved er opstaaet, ingen Sammensmeltning, men en stedsevarende Strid, der er ligesaa synlig i det Aandige som i det Legemlige, i Skrift og Sprog, i Stat og Kirke.

Det tiende og ellevte Aarhundredes Historie vidnede noksom om Angelsaxernes Udartning, de genfødtes af danske og Normanner, lykkeligere heri end de gamle Britter, som Romerne tilintetgjorde. Vel var det en Ydmygelse at selv det normanniske Sprog blev herskende i Sang og de Fornemmes Munde, men det varede dog ikke længe, førend Balladerne i det kun ændrede Modersmaal kundgjorde Genfødelsen, og Angelsaxiske Riddere kæmpede mandelig ved 👤Rikard Løvehjertes Side. Dog den engelske Heltetid har ligesaalidt som den engelske Poesi varet længe, Kraften vender sig snart til det Nyttige og Legemlige. I Begyndelsen af 13tende Aarhundrede aftvang Baronerne 👤Johan uden Land det berømte Frihedsbrev (Magna Charta)*1224. og her begynder Parlamentets Historie. Det forløbne normanniske Tidsrum fik en udmærket Historieskriver i 👤Mathæus Parisius, avlede en spidsfindig Grubler i 👤Johannes Duns Skotus og en berømt Naturforsker i 👤Roger Baco. Troen forsvandt mere og mere, og dette Tidsrum af 📌Engellands 133Historie sluttes med Kong 👤Edvard den Første og Digteren 👤Chaucer. Hin navnkundige Konge*døde 1307. var som andre vantro Fyrster, gerrig paa Guld, Magt og Anseelse, derfor forfulgde han Jøderne, indtog 📌Vales og bekrigede 📌Skotland, brændte Skotternes Brevskaber og forfulgde Kymrernes Barder, for at gøre dem til Slaver. 👤Chaucer forstod vel at føie sine Ord, men kun til Spot med Daarligt og Helligt og til Sang om ureen Elskov. Knap var da siden blevet saameget om Engelskes Bedrifter at tale, hvis der ei var fremstaaet en Mand som hos Mange hjalp til at forbedre Tænkemaaden og indgød end Flere Mod og Størke. Det var 👤Johan Viklef,*født 1324. Professor i 📌Oxford. Hvad der hjalp til at vække ham og lette ham Indgang, var vel den Dristighed hvormed hans Landsmand 👤Occam nys havde afkastet det Sjæleaag af grublerisk Spidsfindighed (Skolastik) med hvilket 📌Europas Lærde dengang prangede. Hans Angreb paa Pavens og Geistlighedens Magt gjorde ham yndet af Landets Konge, 👤Edvard den Tredie og af dets Adel, der gerne vilde beholde de store Pengesummer der gik til 📌Rom og i Prælaternes Pung, samt beherske og udsue Folket allene; derfor undte Man ham ogsaa Beskyttelse, naar han talte mod Vildfarelser i den herskende Lærdom. Folket hængde ved ham og hørte ham, thi det var Guds Ord han talte, og ret kosteligt Arvegods skænkede han sine Landsmænd i en Oversættelse af den hellige Skrift. I at drive paa dennes Brug og Myndighed var han af 134👤Luthers Mening, skøndt han i Øvrigt stemmede mere overeens med 👤Zvingel. I hans Tid var det at Krigene om den franske Trone begyndte, og fra 👤Edvard den Tredie nedstammede de to Fyrstehuse Lankaster og York, som efter 👤Henrik den Femtes Tid, strede saa blodig om 📌Englands Krone. I disse Borgerkrige bortødslede Folket Levningen af sin genvundne Kraft og sank ved deres Ende i Trældom under Kongerne af det Tudorske Hus.*1485. Imidlertid var dog Bogtrykkerkon sten kommet ind og ved Aarhundredets Slutning, under den første Tudorske Konge 👤Henrik den Syvende begyndte de gamle Sprog at dyrkes. Den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam vakte adskillige Hoveder, og under 👤Henrik den Ottende dæmpedes det underlige Had til det græske Sprog, som længe havde hersket paa begge Høiskolerne i 📌Oxford og 📌Kambridge. Nu fremstod 👤Luther, Kongen selv skrev mod ham, den lærde 👤Morus og Flere ligeledes, og skarpe Forordninger udgik mod hans Skrifters Indførsel; men de kom alligevel til Øen og oplyste Mange, mellem hvilke 👤Tindal, det nye Testamentes Oversætter, 👤Frith og 👤Thomas Kranmer ere blevne de Navnkundigste. Hvad der udvortes mest skaffede Reformationen Indgang, var den vellystige 👤Henriks Forsæt at skilles ved sin Dronning den spanske 👤Katrine, som var hans Broders Enke. Paven turde af Frygt for Keiser 👤Karl den Femte ikke give sit Samtykke dertil, og da 👤Kranmer viste Kongen en Udvei ved at holde sig til 135Bibelen og lærde Mænds Mening, kom han i Naade og fik Leilighed til at befordre den evangeliske lære. Da Paven ikke vilde give efter, gjorde 👤Henrik sig selv til den engelske Geistligheds Overhoved og inddrog de fleste af dens Godser.*1530. Imidlertid vilde han dog ansees for god Katholik, og heraf kom det at de Troesartikler han paabød ei kunde være noget af Partierne tilpas. Katolisismens ivrigste Forfægter, den grusomme 👤Morus og den sagtmodige 👤Fischer bleve brændte, ja Lutheraner og Katholiker førtes sammenbundne til Retterstedet, og Man saae da her den engelske Aands Kendemærker i deres mest uhyre Skikkelse. Omsider døde 👤Henrik,*1547. og et saa forvirret Gemyt kom ei mere paa Tronen, men forstyrret vedblev dog Tilstanden at være. Under hans unge Søn 👤Edvard den Sjette havde hans Frænde 👤Edvard Seymour (Hertug af 📌Sommerset) og 👤Kranmer, som var blevet Erkebisp af 📌Kanterbury, al Magten; mange Vildfarelser og Misbrug bleve forbudne ved Love, men Landet fattedes indfødte Mænd af Duelighed og Reenhed, og den arvelige Strid i Tænkemaaden var ikke uddød. 👤Kalvins Lære fandt megen Indgang i 📌England, og hans Troesbekendelse blev herskende, men derimod beholdt Bisperne deres Myndighed og i Kirketjenesten blev næsten Alt ved det Gamle. Her laa Spiren til Stridighederne i den følgende Tid, men allerede nu yttrede den kalvinske Ubændighed sig frygtelig ved Siden af egennyttig Vantro. Den ryggesløse Adel mæskede sig 136med geistlig Gods og bygte sig Paladser paa Kirkernes Grus, medens man gjorde Kræmmerhuse af Bogsamlingerne og selv Studenterne kaldte det med Frydeskrig 👤Scoti Ligbegængelse, naar de kastede Bøger i Tusindtal paa Baalet. Man saae paa Alt, at her var ingen 👤Luther, som kunde tordne mod den rovgerrige Adel og lære Studenter at gøre Forskel mellem Pavens Dekretalier og Skrifter af katholske Mænd; men selv 👤Luther vilde kun have udrettet lidet hos de selvkloge Britter. Meget mindre kunde da den vankelmodige 👤Kranmer der endog selv lod brænde Kættere, holde Styr paa dette Uvæsen. Under disse Omstændigheder var det en Velgerning af Forsynet, at den fromme, kærlige og elskværdige, men tillige svage 👤Edvard ved Døden*1553. befriedes fra en Byrde der var ham for tung, og at den spanske 👤Katrines Datter, 👤Marie, kom paa Tronen. Adelen maatte holde op med sit Kirkeran, og Protestanternes uægte Hede kølnedes under de Forfølgelser, hvortil denne katolske Dronning forførtes af Bødlerne 👤Gardiner og 👤Bonner som besudlede Bispestolene i 📌London og 📌Vinchester. 👤Kranmer, den gamle ærværdige 👤Latimer, 3 andre Bisper og Mange af alle Stænder bleve brændte for Evangeliets Bekændelse, endnu Flere maatte flygte til fremmede Lande og Alt spaaede Katolisismen Seier, da Gud pludselig forkortede 👤Maries Dage og ophøiede hendes Halvsøster den protestantiske 👤Elisabeth paa Tronen.*1558. Nu stadfæstedes den halve, sig selv mod137sigende Reformation, hvorom før er talet, og med Voldsomhed nedtrykte 👤Elisabeth de lydelige Knur, der alt lode sig høre mod den biskoppelige Kirke, til hvis Overhoved hun opkastede sig.

Den reformerte Lære udbredtes imidlertid ikke allene i dens Fædreland, 📌Helvetien, hvor den gav Anledning til gruelige Borgerkrige, og i det tilgrændsende 📌Tydskland, hvor den lammede Protestanternes Kraft, men ogsaa i 📌Nederlandene, hvis nordlige Indbyggere den gav Mod og Kraft til at stifte en uafhængig Republik.

Da 👤Karl den Femte nedlagde Regeringen kom 📌Nederlandene, tilligemed 📌Mailand, 📌Neapel og 📌Spanien paa begge Sider af Havet, under hans Søn 👤Philip. Allerede i 👤Karls Tid havde Reformationen fundet megen Indgang, og i den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam forkyndtes det, som siden lod sig tilsyne hos Folket. Han var en stor Sproggrandsker, grundig Kender af de gamle Skrifter og et skarpsindigt Hoved; men han var for stor Regnemester til at vove Noget for Troens Skyld og forsmaaede ikke Guldet. I de mauriske Krige havde Spanierne vant sig til at udbrede Kristendommen med Sværdet, og med umenneskelig Grusomhed havde de i 📌Amerika nys begyndt paa det samme. Saasnart de mærkede at Fastlandets Bjerge vare rige paa ædel Malm, fik de Lyst til at eie det, og de tappre, men grusomme Mænd, 👤Kortes og 👤Pizarro, omstyrtede med smaa Flokke, især ved Krudtets Brug, de sva138ge Troner i 📌Peru og 📌Mexiko. Naar Troen ei længere bevares i en god Samvittighed, men dog endnu ansees for Veien til Saligheden, gaar det med hele Folkefærd som med det enkelte Menneske, at de mene paa eengang at fortjene Syndefrihed og overbevise sig selv om at de have Troen, ved med Haardhed at fordømme de Vantro og om muligt, aftvinge dem den samme Bekendelse, som udgør deres Tro. Saaledes gik det Spanierne i 📌Amerika og 👤Philip i 📌Nederlandene. 📌Amerikas Hedninger maatte lade sig omvende eller dø, thi den katholske Tro var dog langt sandere end den Overtro der, endog før Spaniernes Komme, synes at være paa de fleste Steder gaaet over til Vantro. Hollændernes Tro var derimod langt sandere end den 👤Philip lod forkynde, og derfor kunde den ikke udryddes, om end nok saa mange af dens Bekendere mistede Livet. Imidlertid sporer Man i den hele Begivenhed, baade den reformerte Troes Kendemærker og den jordiske Tænkemaade, der var for dybt rodfæstet hos dette Handels- og Fabrikfolk, til at 👤Luthers Lære kunde finde ret Indgang, eller Troens Sag begeistre dem i det Hele til stor Daad. Kun Hjertet lader sig begeistre, Forstanden lader sig kun forvirre og forrykke. For Troens Skyld plyndrede Nederlænderne Kirker og nedreve Billeder, men det var mere 👤Philips Skatteforordninger og Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Da 👤Philip sendte sin Vre139des strænge Tjener, 👤Hertugen af Alba, derind med spanske Krigsfolk, skjalv næsten Alle, Mange flygtede og Ingen holdt Stand i aaben Mark. Al Redning syndes ude, men en høiere Haand styrede Begivenhederne: nogle Misfornøiede, som havde givet sig til at være Sørøvere, indtoge 📌Vliessingen. 📌Holland og 📌Seeland bleve nu Krigens Skueplads; her kunde Klogskab, Snildhed, koldt Mod udrette mere end Kækhed og Fyrighed; og hine Egenskaber besad Nederlændernes Anfører, 👤Vilhelm af Oranien, i høi Grad. Den mistænkelige 👤Philip hjemkaldte nu ogsaa 👤Alba, og var bange for enhver af de følgende Feldtherrer som krigede lykkelig. Hollænderne, som snart bleve Overmænd til Søes, mærkede at de havde Fordeel af Krigen; dette gav dem Mod, og da 📌Spaniens Kræfter hvert Aar mere udtømtes, maatte Udgangen paa den lange Krig blive alle de reformerte Provindsers Uafhængighed. 👤Philip var ulykkelig i alle sine Anslag, han havde været gift med den engelske 👤Marie, og førde derfor Krig med 👤Elisabeth, som ei vilde give ham sin Haand og ikke holde ved den katholske Tro, men hans Flaade, som han i sin Hovmod kaldte uovervindelig, ødelagdes af Uveir og engelske Søhelte. Dette var Løsenet til Hollændernes Overmagt paa Havet og et Forvarsel for Engellændernes tilkommende Herredømme. Da den ægte Mandslinie af det portugisiske Kongehus var uddød bemægtigede vel 👤Philip sig Landet, som Svigersøn af 👤Emanuel, men Følgen blev, at Hollænderne 140borttoge 📌Portugals bedste Eiendele udenfor 📌Europa, og arvede den fordelagtige ostindiske Handel, der indbragte dem mere Guld end 📌Perus Gruber 📌Spanien.

Medens den reformerte Tro saaledes vandt Seier i 📌Engelland og 📌Holland, maatte den i 📌Frankrig gennem lang Undertrykkelse og blodige Krige fremledes til Borgerret. 📌Frankriges 👤Frands er forhen nævnt som et af de Redskaber, hvorved Gud opholdt 👤Karl i sit onde Løb: han havde arvet Noget af sine Fædres Ridderaand og hans bløde Hjerte bevægedes stundom af høiere Følelser, men lod sig for det meste styre af syndige Tilbøieligheder og jordiske Ønsker. Vellyst og Ærgerrighed delde Herredømmet i ham; og at 👤Karl blev ham foretrukket, da de begge beilede til Keiserværdigheden, var vel det som mest drev ham uafladelig i Marken, og ophidsede ham saaledes, at han forargede hele 📌Europa ved at indgaae Forbund med den tyrkiske 👤Soliman, som dengang var Kristendommens farligste udvortes Fjende. Ustadig var han i al sin Vandel, ogsaa, eller rettere, fordi han var det i Troessager; eengang lod det som han vilde lade sit Land reformere, og strax derpaa forfulgde han sine reformerte Undersaatter. Han var i alle Maader et tro, og i nogle, et glimrende Billede af det egentlige frankiske Folk. Frankerne lode sig døbe, fordi 👤Klodovig gjorde det, og i intet Tidsrum har Kristendommen ret fæstet Rod i dem. Anderledes har det stedse været med Nordmannernes, Gothernes 141og tildels Burgundernes og Allemannernes Efterkommere. At disse havde mere Hjerte og en aandeligere Fantasi stadfæster hele Historien, ligesaa vel Poesiens som Korstogenes, Valdensernes som Reformationens. Dette gælder om alle Stænder, saa at selv i Religionskrigene vare Prindserne af 📌Bourbon og 📌Lothringen de Eneste, som toge nogen Deel i Troens Sag; Hoffet i 📌Paris var denne aldeles ligegyldig, og jordiske Hensyn bestemte allene til hvilket Partie det skulde høre. Denne hjerteløse Falskhed, som Man har adlet eller søgt at besmykke med Navnet Politik, var en af de virksomste Aarsager til Krigens Udbrud, og havde nær skilt det valesiske Hus ved Kronen, førend det fik Tid til at uddø. 👤Frandses Sønnesøn, den svage og slettænkende 👤Karl den Niende, sad paa Tronen og hans Moder, den rænkefulde Italienerinde, 👤Katrine af Medicis, regerede. Splid imellem Landets Mægtige, var det Eneste hvorved hun kunde gælde Noget, og den var det let for hende at nære mellem de fyrstelige Huse Bourbon og Guise der baade som Anførere for de stridige Troespartier og Medbeilere til Magt og Anseelse vare hinandens Fiender. Krigen førtes med foranderlig Lykke, og Ingen af Delene kunde faae afgørende Overmagt; da traadte 👤Katrine atter til med sine ugudelige Rænker: en Fred blev sluttet som var gunstig for de Reformerte, og til Pant paa ubrydeligt Venskab skulde deres unge Høvding, 👤Henrik Bourbon af 📌Navarra formæles med 👤Karls Søster.*1572. Bryllups142dagen kom, skarevis flokkede sig Hugonotternes Ædlinge med den kække, graahærdede Admiral 👤Coligny i Spidsen, for i 📌Paris at holde og smykke den store Høitid; men det vidste de ikke, at 👤Katrine ved sin Datters Haand agtede at lokke 👤Henrik og dem alle i Graven. Om Nattetide blev Løsenet givet til denne Mørkhedens Idræt, Gaderne strømmede med Blod, Husene fyldtes med Lig og Luften med Hylen; til den ugudelige Kvindes uudslettelige Skændsel bærer dette gruelige Optrin Blodbryllups Navn. 👤Coligny faldt og mange Ædle med ham, 👤Henrik kiøbte feig sit Liv for sin Tro, Blodbadet efterlignedes i Rigets andre store Stæder, og mange tusinde Hugonotter toges af Dage; men der bleve dog Nok tilovers til at udgøre en Hær, og da 👤Henrik kort efter undkom af sit Fængsel, vare de ved Fortvivlelsen vel hartad lige saa stærke, som forhen. Imidlertid vare de udentvivl blevne saa godt som udryddede, dersom Gud ikke havde ladet Omstændighederne komme dem til Hjelp. Kongens Broder 👤Henrik, som med Held førte Krigen imod dem, blev kaldet til 📌Polens Trone og da han kort efter besteg 📌Frankrigs, havde han saa mægtige Modstandere i sin yngste Broder og de mægtige Herrer af 📌Gvise, som attraaede Kronen, at Fred med Hugonotterne blev ham nødvendig og deres Venskab ønskelig. Ved Snigmord skilte han sig vel ved nogle af sine Fiender, men just derved voxde baade deres Tal og Had; i Forbund med Hugonotterne beleirede han sin egen Hovedstad 143og maatte selv ved et Snigmord gaa ud af Verden. Med ham uddøde det valesiske Hus,*1589. men dog havde den Gud, der gør Miskundhed mod sine Fromme i tusinde Led, bevaret en frisk Gren paa 👤Ludvig den Helliges Stamme, som i hele to Aarhundreder ei skulde aldeles visne. Denne Gren var Huset Bourbon, og dens Blomst var 👤Henrik af 📌Navarre; men Katholikerne vilde ei bøie sig under Hugonottens Septer, han maatte omsmedde det til et Sværd, Blodet flød, 👤Henrik seirede, men ynkedes over Landet. Andengang prøvedes hans Tro, andengang blev den veiet og fundet for let, han gav den bort for 📌Frankrigs Krone, og Verden berømmer ham, som om vi behøve at synde, for at Guds Villie kan ske. Nu fik Hugonotterne Religionsfrihed og Borgerret ved Edictet til 📌Nantes, Landet blev roligt, og fik en ærefuld Fred med 📌Spaniens 👤Philip, som ogsaa paa denne Kant forgæves havde prøvet paa at vinde timelig Magt og evig Salighed, ved at feide paa de Reformerte; mange nyttige Anstalter bleve ogsaa satte i Værk, mest ved Raad og Daad af den store 👤Sully; men efter 16 Aars Regering myrdedes 👤Henrik paa Gaden i 📌Paris.*1610. Gud havde udrustet ham med herlige Anlæg, baade i Hoved og Hjerte, men han fik Lyst til den nærværende Verden og i Kvindearme forlorede han den Kraft, som skulde opløfte ham over sig selv i Fristelsens Time; Han elskede sit Liv og mistede det.

144Medens Landene i Nord og Vest saaledes bevægedes, og gødedes med Blod, sad 📌Italien stille, malede sine deilige Billeder, sang liflige Kvad og grublede over det Synliges og Usynliges Vilkaar. Denne Lod tykkes Mange værd at misunde, men Hvo der seer nærmere til, bliver vaer, at denne Alder for 📌Italien kun var gylden som 👤Augusts; i en glimrende aandelig og legemlig Trældom laa Folket nedsunket; 📌Mailand og 📌Neapel sukkede under det spanske Jernaag, i 📌Venedig herskede en udartet Adel. De navnkundige Fyrster af Medicis, Este og Gonzaga i 📌Florents, 📌Ferrara og 📌Mantua myntede, saa at sige, Guldpengene, som de skiftede mellem Digtere, Konstnere og Lærde, af de Fattiges Skærve; Paverne søgte i Pragt at glemme deres Forlis, og ved Magt og List at sætte Reformationen Grændser. At Evangeliets Lys, som stundom lod sig tilsyne, ei fik noget fast Stade paa Halvøen, havde sin egenlige Grund i Italienerens Sindelag. I Aarhundredet før 👤Luther var Forstanden udviklet nok, til at gennemskue Kirkens Vildfarelse og Bedragerier, men de fleste Lærde vare Hedninger, der endog skammede sig ved deres kristne Navne, og naar de uforstyrret kunde rode i de gamle Klassiker, brød de sig kun lidt om, hvorledes det skulde gaa Folkets Sjæle efter Døden. Den platoniske Filosofi, som efter 📌Konstantinopels Fald forjog den aristoteliske, var saa langt fra at begunstige Kristendommen, at den meget mere, som al Pantheisme, gjorde Vantroen hartad ulægelig. 145👤Hieronymus Savona rola som i 📌Florents vovede at prædike Kristendom for Folket, blev hængt,*1493. og de som med Standhaftighed siden bekiendte Evangelium maatte enten miste Livet eller udvandre, medens Gudsfornægtere, som Sproggranskeren 👤Julius Cæsar Scaliger og 👤Telesius ei allene bleve uanfægtede, men lønnedes med Hæder og Bifald. Først ved det syttende Aarhundredes Begyndelse, indsaa Paver og Fyrster, at deres Troner maatte falde med Folkets Tro, og nu brændte Man ogsaa dem, der alt for høirøstet fornægtede Gud og 👤Kristus. Man kan heraf slutte at Vantroens Smitte paa den Tid var blevet synlig hos Folket, og Alt stadfæster dens Herredom. Italienerne kalde det sextende deres gode Aarhundrede, og glimrende er det tilvisse, som 📌Italiens Ligbegængelse maatte være. Den romerske 👤Rafael malede 👤Jesus saa glandsfuld som han i den forbigangne Andagtstid havde staaet for de Troendes Øine; den mailandske 👤Correggio afprægede de Bodfærdiges Anger i sin Magdalene og stirrede igennem sine Mariabilleder vemodig paa Tidens Fordærvelse; Malerkæmpen, 👤Mikkel Angelo fra 📌Florents, malede, som hans gamle Landsmænd færdedes, og bygte, som 👤Dante havde digtet. Da denne 👤Savonarolas Ven i 📌Rom afskildrede Dommedagen i frygtelig Skikkelse, mindede han forgæves sine Samtidige om at betænke den Stund, da Alle de som ere i Gravene skal høre Guds Søns Røst; 146Pave 👤Klemens spottede med den Kardinal, som tog sig det nær, at han var afmalet mellem de Fordømte. Man troede at Poesien vilde leve op paa ny, da 👤Ariosts og 👤Tassos Harpe klang, og mærkede ikke, at deres Heltedigte netop klang saa liflig, fordi de vare Troens og Fromhedens og Kraftens Ligsange. Hver Stat ja hartad hver Stad, fik sit Levnetsløb beskrevet, som Man skriver Testament over de Døde, thi kun for at rose Fædrenelandet og skyde Skylden for dets Undergang paa udvortes Omstændigheder grebe dette Aarhundredes Historieskrivere Pennen. Den Aand som i det 14tende Aarhundrede drev 👤Johan Villani fra 📌Florents til at fremstille sit livfulde Billede af Menneskelivet og 👤den hellige Antonius til at lede efter Forsynets Spor i Tidernes Gang, var forsvundet; kun i listig Statskonst, 📌Italiens Foster, saae de Historiens Aand og Folkenes Velfærd; dette Uhyres Fortrolige, 👤Machiavel som har skrevet Florentses Historie, er da ogsaa den Ypperste iblandt dem. Nu vendte Siælen sig ganske fra det Aandelige og grublede sig træt over det Jordiske, og det var da intet Under at den her opdagede Meget, som den hidtil havde overseet: 👤Galilæi fra 📌Florents blev Folkenes Lærer i Kundska ben om Legemernes Verden, (Physiken) og saavel ved lignende Kundskab, som ved Indsigt i Regning og det menneskelige Legems særegne Vilkaar (Medicinen) har mange Italienere, især før 1650, vundet Navnkundighed.

147Det andet Land, hvor Reformationen kvaltes i sin Fødsel var 📌Spanien, men mest af langt andre Grunde. Mange Spanier, selv Lemmer af den geistlige Stand, vare den ny Lære gunstige, men den frygtelige Kætterdomstoel (Inkvisitionen) som Kardinal 👤Ximenes havde oprettet og Jesuiterordenen som her opkom, standsede dens videre Fremgang. Billig spørger Man imidlertid, hvi saadanne Skranker reiste sig i 📌Spanien fremfor i andre Lande, og det er klart, at det skedte, fordi mere Reenhed, Tro og Kraft var her tilstæde. 📌Arragonien havde udspilt sin Rolle, den limosiniske Digtning, som øvedes her i tidligere Dage, forstummede alt i det 14tende Aarhundrede, men mærkeligt er det at Grubleren 👤Raimundus Lullus *døde 1315. var en af de nidkæreste Mænd til at prædike Ordet blandt de Vantro. 📌Kastilien stod derimod ved det 16tende Aarhundredes Begyndelse i sin fulde Kraft. Poesien, som begyndte at yttre sig ret i det 14tende Aarhundrede, øvedes nu af de berømteste Skjalde, og de Fleste af disse rørte først Harpen, naar de selv havde kæmpet i Marken. Kun et saadant Folk, som mærkede at dets Tro aftog, men ei vilde miste den, kunde paalægge sig selv Inqvisitionens Lænker, kun blandt Spanier kunde 👤Ignatius Loiola fødes og hans Stiftelse trives. Biscaieren 👤Loiola havde i sin Ungdom ført legemlige Vaaben mod de Vantro, men hans Attraa efter at være en 👤Jesu Stridsmand, tilfredsstilledes ikke i Vaa148bengny, og da Saar gjorde ham udygtig til saadan Færd, begyndte han en aandelig Strid, ved at stifte en Orden,*1540. der ikke allene skulde forsage Verden, men bruge den og alle sine Kræfter til Troens Stadfæstelse og Udbredelse. Da enhver Jesuit maatte aldeles give Slip paa sin egen Villie, og uden Grublen vise Generalen ubetinget Lydighed, kan Man sige, at Jesuiterne ei blot som andre Munke vare Lemmer paa eet Legeme, men Siæle i een Aand. Naar der nu var Kraft tilstæde, maatte utrolige Ting kunne udrettes, og naar 👤Jesu Aand hvilede paa Generalen, maatte sand Kristendom tilkæmpe sig herlige Seire i Medlemmernes og Millioners Gemytter. Dog Faren var stor, Jesuitergeneralen var den ny Tids Pave; var hans Hjerte ureent, da blev han Satans, istedenfor 👤Jesus Statholder, og Ordenen et frygteligt Uhyre. Vist er det, at det Meste af det Liv og den Kraft, som efter Reformationen har ladet sig tilsyne i katolske Lande, er dels udgaaet fra denne Orden, dels af den vakt eller næret, thi som Skriftefædre havde den, saavidt det er Mennesker muligt, Kongers og alle Mægtiges Hjerter i sin Haand, som Lærde og Skolemestere søgte den at styre Folkenes Tænkemaade, og som Apostle bar den 👤Kristi Navn ind imellem Hedninge i fierne Verdensdele. Dog uagtet disse stærke Indretninger mistede dog Spanierne daglig mere af deres Tro og den Kraft til stor Daad, som Troen ene kan give. Det kom deraf, at de søgte Troens Fjende udenfor sig, 149istedenfor inden i sig, i den Hovmod og Guldtørst og det Hang til legemlig Vellevnet, som havde befængt dem. Det 16tende Aarhundrede var glimrende, 👤Lopez de Vega digtede sine Skuespil i Tusindtal, 👤Cervantes fremstillede med megen Kløgt i sin Don Qvixotte et bagvendt Billede af den Riddertid der havde givet 📌Kastilien sin Tilværelse og Glands; spanske Lærde vare velkomne Gæster i 📌Frankrig og 📌Italien, og i berømte Forgængeres Spor skrev Jesuiten 👤Mariana sit Fædrelands Historie. Allerede dette spaaede imidlertid ingen daadfuld Fremtid: ogsaa blev 👤Calderoni *født 1601. med sine Komedier den sidste navnkundige Digter, og da den kristelige Flaade under 👤Philips Halvbroder, 👤Don Juan, havde ved 📌Lepante ødelagt den tyrkiske,*1511. som efter 📌Cyperns Erobring truede 📌Europa, var 📌Spaniens Søemagt forbi. Vel kæmpede de spanske Soldater endnu enstund tappert i 📌Nederlandene under 👤Alba, 👤Farnese og 👤Spinola, men deres Ubændighed og Rovgerrighed vidnede om, at det var Kraftens Levninger de vilde sælge til den høieste Pris. Saavel denne Krigs Udgang, som Trediveaarskrigen, lærte 📌Europa, at 📌Spanien ei længer var nogen frygtelig Kæmpe.

Denne navnkundige Krig var alt længe forberedet og Jesuiter befordrede dens Udbrud.

Uagtet Freden til 📌Passau vedblev dog det Uvenskab mellem Partierne, som ei kunde ophøre, førend de bleve enige enten i Tro eller Vantro, og Anledning til Strid kunde da allermindst fattes 📌Tydskland, der vel vilde være 150eet Legeme, men hvis Lemmer dog vilde raade sig selv. Imidlertid kom Krigens Forvarsel fra samme Land som Reformationens. I 👤Husses Fædreneland havde 👤Luthers Lærdom, som venteligt var, fundet stor Indgang og de Første af 👤Ferdinands Ætmænd tilstode dens Bekendere store Friheder, men siden bleve disse krænkede, og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede stode de Fare for aldeles at undertrykkes. Hertug 👤Ferdinand af 📌Steiermark, skulde nu tilligemed Keiserværdigheden have 📌Ungerns og *1618.📌Bøhmens Krone; han var optugtet af Jesuiter i 📌Spanien; deres Mening var at op tugte ham til en vældig Kæmpe for den katolske Tro; hans egen, at blive ligesaa enevældig i 📌Tydskland og Arvelandene, som hans Frænde var det i 📌Spanien: Forsynet lod de to Hensigter forenes for at tilintetgøre hinanden. I 📌Steiermark havde han undertrykt Reformationens og Stændernes Frihed, det samme maatte være hans Agt i 📌Bøhmen, og dette Riges Stænder valgte det protestantiske Forbunds Høvedsmand i 📌Tydskland, Kurfyrst 👤Frederik af 📌Phalts, til deres Konge. Hadet imellem Lutheraner og Kalvinister bidrog til at 👤Frederik ingen Understøttelse fandt i 📌Tydskland, og han var ingen Krigsmand; det var derimod hans Frænde, det katolske Forbunds Hoved, Hertug 👤Maximilian af 📌Baiern, og paa 📌det hvide Bjerg ved 📌Prag tabte 👤Frederik baade Krone og Kurhat. Nu saae Man, at Bøhmerne havde for 100 Aar siden spillet deres Rolle og at denne Opstand kun 151var et Krampetræk i Dødstimen. Alt underkastede sig, 👤Ferdinand blev enevældig, mange Tusinde henrettedes, 30000 Familier fordreves. Nu vendte 👤Ferdinand sine seierrige Vaaben mod de mindre protestantiske Samfund, for ved deres Fald at forberede de størres Undergang. Disse, saasom 📌Saxen og 📌Brandenborg, vare blinde og rædde nok til at sidde stille, og 📌den nedersaxiske Kreds vidste ingen Anden at søge paa Haand end 📌Danmarks 👤Kristian den Fjerde.

Det danske Folk var blevet genfødt tilligemed Kristendommen. Under de to forrige Konger havde 👤Skram og 👤Trolle og 👤Rud haandhævet Dannebrogs Hæder i 📌Østresaltet, medens 👤Krabbe og Ranzauerne, 👤Johan og 👤Daniel, havde ført Landhæren seierrige. 👤Frederik den Anden havde en sielden Rentemester i 👤Peder Oxe; og i 👤Niels Kaas en Kantsler, der i Gudsfrygt og Viisdom ledte om sin Jævning. 👤Thyge Brahe underviste fra sit 📌Uranienborg 📌Europas Lærde om Himmelens Løb, medens 👤Anders Sørensen Vedel lod de gamle Kæmpeviser udgaa, og udsatte 👤Saxos Krønike paa kosteligt dansk. Under saadanne Varsler døde 👤Frederik,*1588. og kun elleve Aar var Sønnen gammel, men store var hans Anlæg, og at pleie dem kongelig var hans Formynderes kære Attraa. Dog, vel maa det falde tungt at bevare Ydmyghed og tæmme sine Begærligheder, naar man opvoxer under Kronen; det mægtede 👤Kristian ei. Hans Kæmpenatur gjorde ham til en modig Krigsmand og kom tilsyne i al hans 152Værk, i Slotte som i Stil og Bedrift; Rigsraadet kunde han forbluffe, holde Bog med sin Rentemester, bygge Skibe og styre dem i Slag og Storm; ja overalt med Forstand raade de daglige Handler; men det Kongeøie som overseer det Hele, som træn ger ind i Aandens Lønkamre og Tidernes Gang, det fattedes ham, eller blev ei opladt. Meget større var han blevet om ei hans Leflen med de mange Friller havde besmittet og nedstemt Aanden, adspredt Sindet og tæret paa Kraften. Han vænnedes til at leve og virke for det nærværende Øieblik, han glemte det Forbigangne og Tilkommende. Med Adelen fra 📌Skaane og Øerne var det snart forbi, Mængden var gerrig og ræd og den gæve 👤Holger Rosenkrands var vel den sidste, som med grundig Lærdom forenede sand Kristendom og Dygtighed i Rigens Bestilling. 👤Herluf Trolles Søstersøn, 👤Arild Hvitfeld, sad paa hans Naades Slot 📌Dragsholm og udtegnede til 📌Dannemarks Krønike af gamle Brevskaber de lange Rækker af Riddere og Væbnere; men Faa ginge mandelig frem naar Trompeten goel. Livet rørte sig kraftelig i de ærbare Borgermænd; men høi stod Balken mellem dem og Adelen og knap tænkte 👤Kristian paa at bryde Balken som hans stærke Haand vel havde mægtet. Ene vilde han betænke Alt og kun i sin Kristendom lod han sig sige, men maatte Adelen ikke raade vilde den heller ikke hielpe med Folk og Gods, og tit stod Kongen ene, hvor han mindst vilde. Fra saadant Stade er 👤Kristians Handler ei sva153re at forstaa og den Krig, han i 📌Tydskland skulde føre som 📌Holsteens Hertug og Troens Beskytter, havde vel ondt ved at vorde hæderlig. Mindst kunde den blive det, eftersom Tydskernes Sind var, og aldenstund 👤Kristian skulde staa mod Høvdinge, som den baierske 👤Tilly og Keiserens 👤Vallenstein. 👤Tilly slog ham ved 📌Kønigslutter, og 👤Vallenstein foer skrækkelig frem i det landfaste, ubeskærmede 📌Danmark. Adelen vilde ei vide af en Krig at sige hvori intet Rov var at vinde og enddog Kongen vel sukkede som Kristen og harmedes som Kæmpe, maatte han købe Freden* 1629. og de tabte Landskaber dyrt af den seierrige 👤Ferdinand; thi sine Troesforvandte maatte han forsage.

Nu syntes det forvist, at 📌Tydsklands Frihed og den evangeliske Lærdoms Bekendere vare forlorne, 👤Ferdinands Voldsomhed var uden Grændse; Han udskiftede Rigslande som sit Arvegods, 📌Spanien var i Pagt med ham, i 📌Frankrig førtes Krig mod Hugonotterne og just nu indtoges deres sidste Fæstning 📌Rochelle. Dog, tænkte 👤Ferdinand at Gud skulde glemme Protestanterne, naar han drev dem fra Kirkerne, da tog han Feil; Tugtelse behøvede de, men Herren kom dem miskundelig ihu i sin behagelige Time, og fremkaldte sig en Tiener fra det høie 📌Norden.

📌Sverrig har i den gamle Tid ingen Historie; det synes som det mellem de tre nordiske Riger er blevet senest og i Begyndelsen sparsomt bebygget. I de gamle Sagn forekommer det tiest som en Tilgift til det danske Rige, in154gen Skjald har siunget der, ingen hiemmebaarne Sagn lyde igiennem Tiderne, et vist Kendemærke paa et vildt eller daadløst Folk. Kristendommen vandt ogsaa langt senere Seier, skøndt den allerede af 👤Ansgar var forkyndt og ligetil Kalmarforeningen vidne de Efterretninger 👤Snorro og 👤Saxo have optegnet, om en Raahed og en Ringhed som lod sig tilsyne i lutter indbyrdes Smaafeider, uden at een eneste stor Mand fremstod, eller stor Daad udførtes. Først under Foreningen begyndte Livet at røre sig; 👤Engelbrecht, som gjorde Opstand mod 👤Erik af 📌Pommern, og Sturerne, som kæmpede for Rigets Uafhængighed under de første oldenborgske Konger, vare dygtige Kæmper, og 📌Sverrig seer i denne Tid ud, omtrent som 📌Dannemark og 📌Norge førend 👤Gorm og 👤Harald Haarfager. I denne Tid fremkom ogsaa det ældste svenske Digt, nemlig Rimkrøniken, der seer ud som Hjarnes Ligvers over Kong Frode. Havde 📌Sverrig ikke været kristnet, ja var ikke den evangeliske Lære paa den Tid kommet ind i 📌Norden, som størkede det Døende og formildede det Vilde, da havde 📌Sverrig sikkerlig ei blot blevet 📌Nordens Herre, men ogsaa bragt sit Navn med en blodig Heltekrands til fierne Lande. Nu derimod ved Siden af det genfødte 📌Danmark maatte 📌Sverrig mest udgære hiemme, og Kristendommen, der befæstede Tronen, forhindrede de vildeste Udbrud. Imidlertid forløb det hele 16tende Aarhundrede inden den evangeliske Lære vandt Seier og Adelen blev rolig. Ja 155en af 👤Gustavs Sønner, 👤Johan, og endnu mere dennes Søn, 👤Sigismund, som var blevet Konge i 📌Polen, søgte endog at indføre den katolske Tro paa ny. Hovedgrunden hertil var, at 📌Sverrig ikke var moden til i sig selv at udruge den Videnskabelighed, der ene kunde stadfæste 👤Luthers Lære: Universitetet i 📌Upsal maatte besættes med Stympere eller Fremmede, og paa duelige Bisper og Præster var da i det Hele slet ikke at tænke. Under 👤Gustavs tredie Søn, 👤Karl den Niende satte den legemlige Gæring sig; Siælens begyndte og 📌Sverrigs Styrke vendte sig enig mod udvortes Fjender. 👤Gustav Adolf arvede en tredobbelt Krig: med 📌Danmark, 📌Rusland og 📌Polen: den første købte han sig fra, i den anden vandt han store Provindser og den tredie førte han seierrig. Dog en større Daad var 📌Sverrig og Ham bevaret, som langt overgik de Bedrifter, 📌Sverrig kunde lovet sig af en ubændig Størke, thi den kunde øves i Guds Navn og til Hans Ære. 👤Ferdinand udæskede selv 👤Gustav, ved at understøtte Polakkerne, og Protestanternes Nød rørte hans Hjerte. Han gjorde nu Stilstand med 📌Polen, og før Man ret vidste det, var han landet paa den pommerske Kyst.* 1630. Hans Folketal var lidet, men han vidste at Herren Sebaoth ei skifter Seier efter Hærens Mangfoldighed, han undte ham gierne Æren, hvis Ærende han røgtede, han gik trøstig frem og sine Vaaben skærpede han med Bøn og Sang. Fjenderne adsplittedes som Støv for Nordenvind, 📌Saksen 156og 📌Brandenborg maatte gribe til Vaaben, 👤Tilly faldt, Protestanterne istemte Takkesange og 👤Ferdinand skjalv i sit Pallads. Den Stolte maatte ydmyge sig for den endnu stoltere 👤Vallenstein, hvem han nys havde forskudt; det seierkrandste Navn lokkede fra alle Verdens Hiørner ryggesløse, rovgerrige Skarer sammen under 📌Østerrigs Banner, og 📌Bøhmen, hvor 👤Vallenstein nølede, maatte andengang bøde fordi det havde givet Krigsløsen. Endelig mødtes Hærene ved 📌Lytzen; den 6te November 1632 stod et Slag, som skal mindes saalænge Verden staar, det var Lys og Mørke som prøvede Styrke, 👤Gustav døde og vandt, 👤Vallenstein beholdt Livet en føie Stund, men tabte mer end Slaget, han tabte Troen paa sine Afguder: Lykken og Stiernerne, Seieren var tvivlsom da Kongen faldt, maaske ved en Forræders Arm, men Svenskerne stred omkring hans Lig, som de neppe vilde stridt under noget Banner, og begrov ham under Fjendelig. Efter 👤Gustavs Død var Krigslykken ustadig, men dog mest paa 📌Sverrigs Side, hvis kloge Kantsler 👤Axel Oxenstjerne var Formynder for 👤Gustavs Datter 👤Kristine, og hvis store Krigshøvdinge, 👤Bernhard af 📌Veimar, 👤Torstenson og Flere, efter 👤Vallensteins Mord, vare de keiserlige overlegne. Da imidlertid 📌Saxen igen faldt fra og Tydskerne, som vare udfriede fra den overhængende Fare mistænkte de Fremmede, og understøttede dem slet, vilde Udgangen i alle Tilfælde blevet uheldig for dette Land, dersom ikke 157en tredie Magt havde blandet sig i Striden, og sørget for at hverken 📌Sverrig eller 📌Østerrig, kom til at foreskrive Love. Denne Magt var 📌Frankrig, som styredes af den snedige Kardinal 👤Richelieu, Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i 📌Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det Østerrigske Hus og skaffet 📌Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor var det ham kært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkøbe sig en Del af dens Roes og 📌Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt hvad Han attraaede, som Nogen der søger noget Varigt i det Forgængelige og sætter en Ære i sin Skiændsel , thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes. Ved den vestfalske Fred,*1648. som 👤Richelieu dog ikke oplevede, maatte 📌Østerrig opgive Haabet om Enevælde i 📌Tydskland, og 📌Sverrig maatte lade sig nøie med et Stykke af 📌Pommern, 📌Spanien maatte erkende 📌Hollands Uafhængighed og 📌Frankrig fik 📌Elsas.

Underligt maa det synes at 📌Engelland, dette mægtige protestantiske Land egenlig slet ingen Deel tog i Religionskrigen, og det enddog 👤Friderich af 📌Phalts var en Svigersøn af 📌Englands og 📌Skotlands Konge. Ret forstaaeligt bliver det først ved at se ind i Landets indvortes Tilstand. Siden 👤Edvard den Førstes 158Tid var Kongemagten blevet indskræn ket ved det saakaldte Parlament, hvis Overhus bestod af Grever, Baroner og Bisper, Underhuset af Stædernes og Grevskabernes Fuldmægtige. I den kraftløse Tid under Kongerne af Huset Tudor var Parlamentet blevet en blot Skygge, men da mange Kræfter igen vaagnede ved Reformationen, og 👤Kalvins Lære begunstigede Folkets Lyst til Deltagelse i Regeringen, stod Kongemagten Fare for at undergaa. Den Pavemagt, 👤Henrik den ottende af Hovmod havde tilegnet sig, var det Eneste som kunde opholde Tronen, men denne Magt kunde ene bestaa i en bispelig Kirke. Denne Betragtning stod klar for 👤Elisabeth og vandt Seier over Troens Sag. Adelen fandt sig heri, fordi 👤Kalvins Lære, naar den fik frit Raaderum, truede dem med Forlis af deres Herligheder, og fordi Dronningen saae igennem Fingre med deres Rovgerrighed, der ei sparede saa meget af Kirkens Indkomster at Præster kunde lønnes ved alle Menigheder. De Studerende saae gerne at Bispestolene vare Fyrstetroner, at der i Kirkerne vare Embeder uden Arbeide og at een Mand kunde drage flere Præstekalds Indkomst. Alle elskede de det katolske Seremonievæsen og de Geistliges glimrende Dragt, baade fordi deres Kristendom mest bestod i udvortes Skikke og fordi de vilde give sig Anseelse i Mængdens Øine. Denne jordiske Tænkemaade, som avlede og opholdt den bispelige Kirke viser sig i Alt, ogsaa deri, at Troen ikke beaandede til Sang. En slet Over159sættelse af Davids Psalmer var den Skærv Versekonsten offrede paa Kirkens Alter og indtil denne Dag er i 📌England ikke digtet een gudelig Sang, som kan staa ved Siden af dem, der hos andre Folkefærd udstrømmede rigelig. Saa er det, enddog, mellem Flere,*døde 1598. i det 16tende Aarhundrede, to Skjalde opstode af hvilke den Ene, 👤Spenser, ikke har mange Ligemænd og den Anden, 👤Shakspear,*døde 1616. ingen Overmand. Begge reiste de sig, ligesom den gamle Angelsaxer 👤Cædmon, mellem Almuen og hørte til det forgangne Tidsrum, hvis Bautasten de reiste. Hvad der enkelt havde været omspredt hos Fortidens Balladesangere (Minstrels) som netop forstummede i 👤Elisabeths Dage, var hos dem, især hos den Sidste, samlet tilstæde. Udvortes er det mest kendeligt hos 👤Spenser, som i sit Heltedigt, Fedronningen, søgte at forevige Mindet om Riddertidens Kraft og forherlige den ved Dydens Glands, men langt mere ubevidst, og derfor desherligere, bar 👤Shakspear den forsvundne Tids Billed i sig. Da han var opvoxet uden al lærd Dannelse, forkonstlede han ikke sin Natur og blev en sanddru Tolk af hvad der rørte sig i ham. Hans Hamlet, Machbeth, Kong Lear, Romeo og Julie, ere store Ballader, og hans historiske Samtaler ere 📌Engellands egenlige Heltedigt. Med Ret kalder Man alle disse Digte, dramatiske, thi de opmane det Hensovede og stille os det livligt for Øie, men de undervise og om Forskellen mellem kristelige og hedenske 160Dramer. Før 👤Kristus saae Digteren og Historieskriveren enhver Begivenhed som en sluttet Kreds; efter 👤Kristus maa de se den som et Led i en fremløbende Kæde, og, uden at det dog fuldelig lykkes, maa de for at udrive den af sin Sammenhæng, gøre Vold paa deres indvortes Følelse.

Uagtet Elisabeth med Magt skaffede den bispelige Kirke Herredommet, vare der dog Mange, som antoge 👤Kalvins Mening om Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed bleve daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra 👤Elisabeths Dage, udenfor deres Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode mærkværdige kristne Skjalde og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte 📌Englands første Bedrift blive en Opstand. 👤Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, 👤Jakob Stuart, som alt forhen var 📌Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under en Herre, 161men sammensmeltede kun i Navnet 📌Storbrittanien.

📌Skotlands ældste Historie er saare mørk, hvori 📌Englands 👤Ed vard er mindre Skyld, end almindelig antages; thi hvert Folk, som skal hente Mindet om sine gamle Dage, hos de forseglede Brevskaber i Rigens Skrin, kommer ikke vidt. Kun dette veed vi, at dets gamle Indbyggere, Kaledonierne, forfægtede tappert deres Frihed mod Romerne, og de Ossianske Kvad, som Sagnet fra den Tid har opbevaret, ere især mærkelige, fordi de saa sanddru lade se, hvor elendig, midt i sin Kraft, det tænkende Menneske, og hvor forladt Poesien, midt i sin Glands, monne staa, naar Troen paa Guddommen fattes. Udsprunget af en mægtig Herrestamme staar 👤Ossian sønneløs i Alderdommen, blind paa Sjælens som paa Legemets Øie. Han rører Harpen til Kvad om sine Fædres, mest den formastelige 👤Fingals Bedrifter, men hver Heltesang hensmelter i Taarer, thi de Vældige ere henfarne som Veir og blevne til sørgende, luftige Skygger. Stor var dette Lands Trang til Kristendommen og den synes alt i 👤Ossians Dage at have staaet paa Grændsen, rede til at stille den trøstesløse Oldings høie Længsel efter noget Fast og Evigt. Om de følgende Aarhundreder vide vi kun lidet med Vished; der synes at være ført en lang Kamp mellem de fremmede Skotter og Kaledonierne, indtil disse trængtes ind mellem de Bjerge, hvor deres Ætmænd endnu bygge. Imidlertid havde Angelsaxerne 162Magten i Syden og de Norske paa 📌Ørkenøerne i Norden. Ved Slutningen af det 13tende Aarhundrede strede 👤Robert Bruce og 👤Johan Baliol om Tronen. 👤Baliol vandt som den engelske 👤Edvards Skattekonge en skammelig Overmagt, men siden hævdede 📌Skotland sin Uafhængighed,*1371. og det Stuartske Hus kom paa Tronen med 👤Roberts Dattersøn og Navne. To Aarhundreder forgik nu under bestandig Kamp med 📌England og imellem de store Herrer indbyrdes; thi det var dennegang, som fordum under 👤Fingals Slægt, i en vantro og syndefuld Alder at 📌Skotland fik sine Vældige. Stuarterne havde stolte og ærgerrige Medbeilere i Douglaser og Hamiltoner og de rasede mod sig selv, hvorfor da 📌Skotlands Trone mangengang besudledes med Kongers og Prindsers Blod. Stuarternes regerende Mandslinie uddøde med 👤Jakob den Femte, og Kronen sattes paa hans nyfødte Datters, 👤Maries Hoved.*1542. Allerede tidlig havde en 👤Hamilton forkyndt Evangelium i 📌Skotland, men endt sit Liv paa Baalet;*1528. 👤Marie trolovedes med 📌Frankrigs Konge, opdroges i 📌Paris og hadede Evangeliets Prædikantere, vel især fordi de gennemheglede hendes forargelige Levnet, men Hun udrettede Intet, og 📌Skotland fik i 👤Johan Knox en indfødt Apostel, hvis nidkære Heftighed vel gav Anledning til nogle Uordener, men hvis Ild antændte Sjælene og skaffede Evangelium Seier.*1560. 👤Knox var af 👤Kalvins Mening og en svoren Fjende af Seremonier og Bisperegimente, hans Landsmænd 163vare for det Meste heri ligesindede med ham, og saaledes fik da den presbyterianske Kirke Overhaand i 📌Skotland. Dronning 👤Marie blev daglig mere forhadt, og da Hun, efter sin anden Gemals, 👤Henrik Darnleis grusomme Mord, ægtede Hans Banemand, skedte en Opstand, hvori hun toges til Fange. Vel undkom hun, men kun for i 📌England at dø under Bøddelens Haand. Skotterne kaarede hendes og 👤Henriks Søn, der ogsaa paa Fædreneside var af Stuarternes Slægt, og siden efter 👤Elisabets Anbefaling ogsaa fik 📌Englands Krone. Til Hovmester havde han havt den bekendte skotske Historieskriver 👤Buchanan, og var opfostret til at være Lærd, men Kundskaberne gjorde hans svage Aand hovmodig, i Troessager gik hans Attraa ene ud paa at glimre ved Spidsfindighed, og, som Konge, at agtes for en Gud paa Jorden. Under ham forbittredes da Gemytterne end mere baade hos Presbyterianerne og Andre som vare nidkære Venner af Parlamentets Deelagtighed i Regeringen. Alle Veltænkende baade ophidsede og forfærdede han endda allermest derved, at han af daarlig Forfængelighed, for at skaffe sin Søn en Kongedatter til Dronning, beilede for ham til to katolske Prindsesser efter hinanden. 👤Karl den Første, saa heed Sønnen, blev virkelig formælet med en Søster af 📌Frankrigs 👤Henrik den Fjerde, og dette havde ei liden Deel i hans sørgelige Hændelser. I 📌de spanske Nederlande vare ad164skillige Høiskoler for engelske Katoliker, som baade ved Skrifter og Sendebud bestrede Evangeliet. Man har, med nogen Føie, kaldt den bispelige Kirke, Pavens opsadlede Hest; og det var ligefrem, at han ved den katolske Dronning vilde se at tæmme den. De afskaffede Altre bleve igien opreiste, prydede med Guld og Sølv, og gjorte til Helligdomme, for hvilke Man skulde bøie Knæ. Seremonivæsenet tiltog daglig, Presbyterianerne i 📌England forfulgdes som Kættere, og Kongen prøvede paa at stadfæste den bispelige Kirke i 📌Skotland. Nu var Alt modent til et rædsomt Udbrud; den presbyterianske Menighed havde Overmagt i Underhuset og Reenhed var ingenlunde, hos dens Lemmer, almindelig forenet med Kraften, allermindst besiæledes de af den Ydmyghed og Kærlighed, der allervanskeligst bevares i et saaledes afsondret Samfund. Kongen var forhadt af alle Troens og Frihedens Venner, saavelsom af de Herskesyge, med hvem han ei vilde dele Magten: Parlamentet nødte ham først til at afsætte Bisperne og fremkom derpaa med saamange Besværin ger over hans Regering, at han slet ikke vidste hvad Udvei han skulde kaare. Skotterne havde grebet til Vaaben og 👤Karl fik omsider det rasende Indfald, med nogle Skrællinger, der endnu holdt sig til ham, at trodse begge Rigernes Kraft og Størke. Hans Bedrift var en bestandig Flugt, og for silde attraaede han mindeligt Forlig. Parlamentet var ikke uvilligt, men Magten var ene 165hos Krigshæren, eller rettere, hos dens Høvding, 👤Oliver Kromvel, som ei havde isinde at give den til Nogen. Den slette Undervisning i Skole og Kirke havde hjulpet til at udruge det Sværmerie, hvis Grundspire ligger i den reformerte Tro, og nylig havde en Flok af Saadanne forenet sig under Navn af Uafhængige (Independenter) de forkastede da al geistlig og verdslig Øvrighed og bespottede Gud, ved i Alt hvad de fik i Sinde, selv naar det aabenbart stred mod hans Ord, at beraabe sig paa Hans Indskydelse. Efter en ryggesløs Ungdom slog 👤Kromvel sig til disse Folk; om han fra Først af var Hykler er uvist, men fra den Stund han var blevet Sværmernes Afgud og General i Parlamentets Hær, misbrugte han paa den skammeligste Maade Folkets Tillid, sine store Gaver, Troen og Guds hellige Ord. Han hyklede Gudsfrygt og Ydmyghed, og vidste at forblinde alle Partier, indtil han var blevet dem overlegen. Den ulykkelige 👤Karl overgav sig til Skotterne, og disse solgte ham til Parlamentet; men 👤Kromvel, som frygtede for en Udsoning, tog ham fangen, lod ham anklage, dømme og henrette ved sine blinde Redskaber.*1649. Forgæves havde Presbyterianerne søgt ved Bønner at frelse ham, som deres Arm havde betvunget, forgæves søgte Skotterne, paa hvis Sjæle Blodpengene brændte, at skaffe 👤Karls Søn Tronen; hine talte til døve Øren og disse mægtede kun med deres Liv at udsone Brøden: Alt maatte bukke for 👤Kromvel. Par166lamentet adsplittede han med sine Soldater, og gav dets Navn til en Flok af de arrigste Sværmere han mellem Almuen kunde finde.*1653. Disse forrykte Mennesker vilde nedrive Kirkerne, afskaffe Universiteterne og træde Alt under Fødder; hele Folket glædede sig derfor ved at 👤Kromvel endnu samme Aar aabenbar tiltog sig Bestyrelsen under Navn af Republikens Beskytter (Protector) og taalte uden Indsigelse, at han herskede mere uindskrænket, end Kongerne af Tudor og Stuart. 👤Kromvels Regering blev glimrende, som venteligt var; thi selv havde han store Sjælekræfter, og Presbyterianernes Kraft, som hidtil for Staten havde været en død Skat, stod ham til Tieneste. Hvad 📌England kunde blive, naar dets Kræfter forenedes, havde Man skimtet under 👤Elisabeth. 📌Englands nyfødte Flaade havde i Forening med 📌Hollands overvundet den spanske Søemagt, og paa samme Tid kom Haandværkerne i Gang, især Uldarbeide. Vindskibeligheden tiltog under den religjøse Gæring, da Lemmerne af de fraskildte Menigheder, der desuden vare udelukte fra al offenlig Bestilling, maatte finde det stille Haandarbeide, som levnede Tid til Grublen og Andagtsøvelser, mest passelig med deres Sindsforfatning, ligesom denne Levemaade maatte underholde og forøge Sværmeriet. Derimod blev Handelen og Overmagten til Søes hos Hollænderne, hvis kraftige Liv indfalder mellem 👤Marie og 👤Kromvel. Den fordeelagtige ostindiske Handel, som under den spanske Krig 167tidlig var kommet i deres Hænder, gav Folkets Stræben fuldelig en legemlig Retning, som snart maatte uddrive Troen af Hjertet, men ogsaa lade den blive staaende uantastet. En aandelig Stræben maa imidlertid vise sig hos hvert Folk, hvis Tro engang har været Alvor. Den udeblev ei heller her, men dens kraftige Tidsrum var kort og frembragte ei stort Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette. Ingen navnkundig Digter fremstod, ingen egenlig Historieskriver og ingen dyb Grubler over aandelige Ting. Derimod førtes i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede spidsfindige Tvistigheder om Troens Lærdomme, især mellem Gomarister og Arminianer om Naadevalget, som har været en uudtømmelig Kilde til unyttig og skadelig Tvist mellem alle dem, der ei vilde holde sig til Skriftens og 👤Luthers klare Udsagn, at Gud har udvalgt dem, han tilforn haver kendt. De gamle Sprog dyrkedes ogsaa, især i 📌Leiden, med megen Iver og dette Universitet har optugtet en stor Mængde baade indenlandske og fremmede Lærde, især fra 📌Norden. Det er da 📌Hollands ypperste Fortieneste af Aandens Udvikling, at Sprogene, som de fleste Steder forsømtes, og vilde blevet jordede i 📌Tydsklands ny Skolastik, dog holdtes i Live mellem Protestanterne. Stor er Fortjenesten, thi ellers havde Mørket vundet, da, uden dem, fromme Mænd vel kan redde sig selv, men aldrig genføde Kristendommen i en fordærvet Tidsalder. Sproggranskningen 168der, saa at sige, med 👤Josef Scaliger fløttede sit Høisæde fra 📌Italien til 📌Holland, kunde imidlertid ikke drives med Iver og Held uden at udvikle Evner der maatte forsøge sig i Andre Videnskaber, og 👤Meursius, 👤Pontanus og 👤Hugo Grotius ere derved blevne navnkundige Mænd. Alle Tre have skrevet over deres Fædrenelands Historie paa latin, gjort latinske vers, og foruden Bemærkninger over de Gamle, afhandlet en og anden Opgave for Fornuftens Domstol. 👤Grotius *døde 1645. er især blevet berømt ved først mellem de Nyere at have afhandlet de Grundsætninger, der burde følges i Staters Omgang med hinanden: en Undersøgelse, der, eftersom Troen uddøde, er blevet des ivrigere drevet, hvor umuligt det end er, at dens Sætninger uden Troens Hjelp kan faa Lovskraft. Prindserne af Huset Oranien havde i den spanske Krig gjort Republiken store Tjenester, men ogsaa undertiden, som ved at opkaste sig til Gomaristernes Beskyttere, søgt at gøre sig til dens Herrer. Da derfor den spanske Krig var blevet endt ved den vestfalske Fred, og den herskesyge Prinds 👤Vilhelm kort efter døde,*1651. afskaffedes Statholderværdigheden. Strax derpaa kom Republiken i Krig med 📌England især over den Handelslov (Navigationsact) 👤Kromvel havde ladet udgaa, hvorved det formentes fremmede Skibe at bringe Vare til Øen, som ikke havde hjemme i det Land de tilhørte. Hollændernes Handel var mest med udenlandske Vare, og de beregnede rigtig deres følgelige Tab, men 169ikke, at en saadan Lov hos et svagt Folk er et kraftløst Blendværk og hos et dygtigt Folk uforanderlig, om ikke unødvendig. Krigen tjente kun til at vise, at under gunstige Omstændigheder vilde Verdenshandelen og Sømagten snart fløtte til 📌Britannien og at selv Admiraler som 👤Tromp og 👤Ruyter ikke kunde forhindre det. 👤Kromvel tvang 📌Holland til en ydmygende Fred, og da han indsaae, at Engellænderne manglede en Besiddelse uden for 📌Europa, som kunde befordre Seiladsen og give dem Del i den store Handel, fratog han Spanierne 📌Jamaica, hvis Kaffe og Sukker de nu, ved Siden af egne Fabrikvare, kunde prange med paa 📌Europas Markeder. Herved vare store Skridt gjorte til 📌Engellands saakaldte Storhed, men denne har Folket betalt ligesaa dyrt, som 👤Kromvel den timelige Magt og Anseelse, han købte for Menneskets dyrebareste Klenodie: Fred med Gud og sig selv. Han døde,* 1658. Ingen mægtede saaledes paa fri Haand at styre Riget, det kongelige og bispelige Partie reiste Hoveder paa ny, Presbyterianerne, hvis Haab var blevet skuffet, og mange Andre, som gerne vilde raade med, fandt det bedst, at have en Konge og et Parlament, som indskrænkede hinanden, og 👤Monk, en af 👤Kromvels forrige Generaler, opfyldte deres Ønsker ved at hjemkalde den henrettede Konges Søn, 👤Karl den Anden.*1660. Imod sit edelige Løfte indsatte han den bispelige Kirke i sin forrige Glands og Magt, skilte derved Staten ved sin bedste Kraft, og mange Menig170heder ved elskede og duelige Lærere, der ikke, som det er stadig og fordærvelig Skik i den høie Kirke, kolde oplæste befalede Bønner og trykte Prækener, men bad og talte af Hjertens Fylde. Et prise ligt Eftermæle er det, at de i Hundredetal heller gave Slip paa Levebrødet, end handlede mod Samvittighed, og da de bispelige Leiesvende under den store Pest flygtede fra 📌London, talte de afsatte Hyrder frimodige Opvækkelsens og Trøstens Ord, i Kirke og ved Sotteseng. Sligt rørte ikke 👤Karl, som i 📌Oxford morede sig med Vellyst og Pragt, smudsige Skuespil og vittige Indfald. Paa disse Aandens besmittede Fostre var godt Køb i hans Dage; thi nu udfoldede den bispelige Kirke sine Blomster. I sit komiske Heltedigt, Hudibras, udstillede 👤Buttler *født 1612. ikke allene Hykleriet, men ogsaa den velmente Gudsfrygt og Fromhed til Latter. 👤Lord Rochester svømmede i Uteerlighed og det store Hoved, 👤Dryden,*født 1631. som siden afsvor den protestantiske Tro og stedse misbrugte sin Digtergave til at hylde Hoffets Smag, kappedes med ham. Saare betydningsfuld stod ligeover for dem, Presbyterianernes Skjald, den fromme, kun udvortes blinde, 👤Milton,*født 1608. og sang med hellig Sørgmodighed om det forlorne Paradis.

Alle fromme, ja alle ærbare Mennesker afskyede det ryggesløse, ugudelige Hof, og 👤Karl forøgede Misfornøielsen ved at forordne Paalæg imod Parlamentets Villie, samt ved at begunstige den katolske Kirke, til hvilken hans Dron171ning hørte. Imidlertid afskrækkede Mindet om 👤Kromvels Tid fra en Opstand og Presbyterianernes Ungdom var forbi, derfor døde 👤Karl uantastet i sit Palads. Hans Broder 👤Jakob den Anden arvede Tronen,* 1685. han var Katholik for Alvor, bekendte offenlig sin Tro og søgte at indføre den i Landet. Et almindelig Knur lod sig høre: med Magt stræbte han at dæmpe det og gøre sig enevældig, og det var udentvivl lykkedes, dersom han ikke i 📌Holland havde havt en Nabo og Svigersøn, paa hvem Folkets Øine fæstede sig, og som var snild nok til at dølge sine Anlæg til den beleilige Time kom. Denne Mand var 👤Vilhelm af Oranien, tapper, klog, ærgerrig og hemmelighedsfuld, som den første berømte af dette Navn. Han var et nyfødt Barn da hans Fader døde, og Hollænderne afskaffede Statholderværdigheden men Republikens Afmagt og Fare havde skaffet ham den, og mere uindskrænket Magt end nogen af Hans Formænd, uden at det lod som han attraaede Saadant. Efter 👤Kromvels Død var 📌Hollands Sømagt igen uanfægtet og ved den havde det spillet en glimrende men nedrig Rolle i en Krig mellem de nordiske Riger; men nu opstod en Fjende, som truede med at udstrække sit Spir over 📌Nederland og hele 📌Europa. Fienden var 📌Frankrigs Konge, 👤Ludvig den Fjortende.

Den Tro og Kraft som i det 11te Aarhundrede lod sig tilsyne i 📌Frankrig, maatte ogsaa kundgøre sig i Lærdom og Skrift. Italienerne, 👤Lanfranc og 👤Anselm holdt Skole i 📌Nor172mandiet og herfra udgik mange Mænd, som ei allene grundig forstode det latinske Sprog, men som tillige ved nordlig Kraft og megen Kundskab bleve 📌Europas Lærere i de vigtigste Ting. Mellem dem er 👤Peter Abælard ved sit lyse Hoved, sin Veltalenhed og sine sørgelige Hændelser blevet mest berømt.*døde 1142. Saavel han, som Mange af hans Samtidige brugte deres Gaver, Kløgt og Konst til at forsvare Kristendommen, og Bibelen læstes meget, dog mest i latinsk Oversættelse; men følgeligt var det, at der i Tidens Længde ei kunde komme noget Godt ud af, at lade Kristendommens Sandhed bero paa 👤Aristoteles. Det mærkede den hellige 👤Bernhard vel, og talte kraftelig imod, men hans Tale var en Røst i Ørken og hørtes kun af nogle enlige Vandringsmænd. Man vilde nu igen, som i 👤Augustins Dage, begribe Troen, dens Hvad og Hvorfor; det er et sikkert Kendemærke paa at den vakler i Hjertet, og kun Støtter kan forsinke det skrøbelige Huses Fald. Bibelen lagdes tilside paa Høiskolen i 📌Paris ved samme Tid,*omt. 1170. som 👤Petrus Valdus drog den frem i Sydvest; thi da skrev 👤Peter fra Lombardiet en Bog som indeholdt alle Troens Lærdomme med deres saakaldte Beviser. Efter Tidens Leilighed var det en kostelig Bog; thi naar Man bliver bange for Bibelen, maa man enten lægge den bort, eller bespotte den; men udgaar da en Bog, hvori dens fornemste Indhold tykkes heel forligt med Alderens Visdom, da faar Man end en Stund baade Lyst og Mod til at beken173de 👤Kristus. Dog, saasnart Lombardens Bog var udlagt og drøftet og mangt et Ord i Vægtskaalen fundet for let, da fordybede man sig aldeles i ubunden Grublen og spidsfindig Tvist, ja mange dulgde end ei, at de satte 📌Stagiras Grubler over Herren til Gud Faders Ære. Forgæves modsatte Paverne sig ved Forordninger,*fra 1200. forgæves opløftede kristelige Mænd, som Florentineren 👤Bonaventura *født 1221. Røsten: deres Meninger gjorde Opsigt som ny Tvistens Æbler; men den aandelige Alvor var forsvundet, Man legede med Alt. Uagtet 📌Paris blev ved at være Ordkæmpernes Tumleplads, gjorde dog ingen Franskmand sig fra det 13tende Aarhundrede af synderlig berømt, 👤Bonaventura, Kalabreseren 👤Thomas Akvinas, Tydskeren 👤Albertus Magnus og Engellænderne, 👤Alexander Hales, 👤Duns Scotus og 👤Occam vare i det 13tende og 14tende Aarhundrede Kæmpernes Høvdinge. I Midten af det Sidste begyndte Nogle at indse Tomheden af disse Grublerier; men denne Indsigt avlede hos de Fleste kun en desto høiere Vurdering af de legemlige Ting, som de eneste virkelige, og 👤Johan Gerson,*døde 1429. som lod sig drive til Troen paa 👤Kristum og de hellige Skrifter, var i sin Tidsalder hardtad ligesaa forhadt som den 👤Hus han hjalp til at dømme. I det 15tende Aarhundrede laa 📌Frankrig i en dyb aandelig Søvn, medens dets Konger plagede deres Undersaatter og søgte forgæves at indtage fremmede Lande. Uteerlighed var den almindelige Bedrift, og den var 174det usle Rimere besang; selv 👤Jesu hellige Levnet udstilledes i Skuespil til Øienslyst. 📌Frankrig, som under Korstogene var saa rig paa Krøniker, brød sig efter 👤Ludvig den Helliges Tid, hvis Liv 👤Joinville *døde omt. 1309. beskrev, kun lidt om Fortids Idrætter, det var kun to Verdensmænd fra 📌Nederland: 👤Froissard og 👤Comines, som i det 14tende og 15tende Aarhundrede søgte Roskab og Pris ved at fortælle paa fransk Maal.

Siden fik Riget Konger af andre Linier,*1498. og saavel 👤Ludvig den Tolvte af 📌Orleans som 👤Frands den Første af 📌Angouleme, medbragte paa Tronen nogen Smag for aandelig Syssel. De indkaldte Grækere og Italienere og nogle Franskmænd, saasom 👤Vatable, 👤Peter du Chatel, og den selvlærde 👤Budæus bleve sprogkyndige, men dog var det Reformationen som ogsaa her gav Hovedstødet. 👤Kalvins Lære fandt stor Indgang selv blandt de Fornemste, og 👤Klemens Marots Oversættelse af Davids Psalmer blev Hoffets Livsang; selv de der ei bekymrede sig stort om Sjælenes Salighed vandt Tro paa dens Ypperlighed. Imidlertid saae Man flux at Franskmændene ei vilde forsage det lystige Liv; med vanhellige Læber sang Man Davids Psalmer som Elskovsviser og Jægersange; Aanden skulde være Legemets og det daglige Livs Tjener. En Poesi, der seer dybt i det Endelige og derved opløftes over det, som udtaler henrykt inderlige, hellige Følelser og derved fordunkler de sandselige Glæders tomme Glimmer, 175kunde ikke trives: smukke Tanker og kolde Billeder, vittigt Fjas, Drilleri og Spil i Vers med mat og eensformig Klang, det var hardtad Alt hvad der kaldte sig Skjaldskab. For saadanne Øine skjule sig Guddommens Spor i det Forbigangne, som i det Nærværende, og Historien maa tykkes at være kun Nysgerrighedens Foderurt, eller Eventyr til Skemt, eller en Fælled, hvor alle Sjæleevner kan drive omkring som lade Øxne, nedtræde, vrage, eller vælge efter eget Tykke. Den Grundekløgt som skulde tækkes, maatte øve sig i den onde Idræt, at stille det Endelige frem som sin egen Grundvold, og Graven som Livets Landemærke. En saadan falsk Aandelighed raadner i det Muld den kaarer til sin Bolig, og selv den kolde Glimmer der blev 📌Frankrigs Del, blev kun vundet ved vanhelligt Brug af de Kræfter, Troen selv skænker de Troendes Børn i tredie og fierde Led.

Jesuiterne vare de første som bevarede og udbredte Kundskab, og da deres Iver kølnedes, helligede en Del af Benediktinerne sig til stille videnskabelig Syssel.*1621. Paa samme Tid sammentraadte til Religjonens og Videnskabernes Bedste Oratoriets Fædre,*1613. og Jansenisterne, som før havde forsøgt at føre Kirken tilbage til Skriften og 👤Augustinus, forvildede sig under Tvisten med Jesuiterne i Kundskabens Irgange,*fra 1618. men banede dog Vei gennem mangt et Vildnis i Kirkens Historie. Denne Rørelse hos Catholikerne næredes og forøgedes ei lidet ved det 176Kongeskifte, da 👤Henrik af 📌Navarre kom paa Tronen; thi baade indkaldte han fremmede Lærde og opvakte Nidkærhed ved at give Hugonotterne Borgerret. Hos disse var nu Kundskab den vaklende Troes sildige Frugt, den sproglærde 👤Kasaubonus *døde 1614. var æret i den ganske lærde Verden,*døde 1650. og Grubleren 👤Kartesius blev for en kort Tid dens Afgud. Mærkelig er han som den, der nedmanede 👤Aristotels Genfærd der endnu spøgte vidt om Lande, som Mester for den eneste aandelige Lærebygning som er reist i 📌Frankrig, og som et sørgeligt Forvarsel for den Tvivlesyge, der greb om sig mellem 👤Zvingels og 👤Kalvins, og i det næste Aarhundrede vilde smitte 👤Luthers Tilhængere. Mathematik var hans Hovedsag og Tankernes Tanke hans Gud; han stod grublende paa en Korsvei og forvirredes i sine egne Tanker, Hans Hoved vilde give den ganske Verden sin Skikkelse og lade alle dens Dele bevæge sig efter forborgne Love i underlige Kredse, men Hjertet holdt fast paa Sandhederne om Gud og Udødelighed, som et vitterligt Arvegods; 👤Cartes maatte lade Indbildningskraften bygge Huset for at faae Rum til de stridige Gæster, og vel maatte han gøre Hjernen til Lidenskabernes Hjem. Hans Drømme behagede Jansenisterne og Oratoriets Fædre, mellem hvilke han fik en indsigtsfuld Lærling i 👤Malebranche; men i det hele var hans Grublen Franskmændene for dyb og alvorlig, og dens synlige Brøst var dem et kært Paaskud til at lade al saadan fare. Hans Modstandere, med 👤Gassendi i Spidsen 177vedkendte sig nu offentlig en langt mageligere og lystigere Synsmaade, som befaler, ei at spilde Livet paa Alvorstanker, men nyde det saa godt Man kan, og denne Synsmaade kom snart til at herske mellem dem, der kaldte sig oplyste. Af denne Mening var Kardinal 👤Richelieu, og han arbeidede som Landets Styrer ivrig paa at udbrede den.*fra 1624. Han søgte forfængelig Ære ogsaa i at glimre som Mønster og Overdommer i Smagens Verden; han belønnede sine Smigrere og indsatte det franske Akademi,*1635. hvis fyrgetyve Medlemmer skulde efter hans Hoved baade give Love for det Skønne i Vendinger og Ord, og tillige dømme Forfatterne. Alle middelmaadige Hoveder underkastede sig dette Aandsslaveri, thi det var Veien til Hofgunst og magelige Dage; de noget Opvakte bleve forkættrede, indtil de ogsaa føiede sig, og saaledes udslettede den glattende Fil Kraftens sidste Levninger.

Just nu havde Normannen 👤Malherbe *døde 1628. afsiunget, og viist, at selv de Dygtigste manglede Vinger til høi Flugt; nu prøvede hans Landsmand, 👤Peter Corneille,*født 1606. under megen Modsigelse af Akademiet, i Dramer at opkalde Fortidens Aander; men kun halvslebne Normanner lode sig, i græsk og romersk Dragt, tilsyne. Idræt havde de glemt at øve, og det Høieste de kunde, var, at tale et kraftigt Ord til Daads Ihukommelse.

178Nu kom 👤Ludvig den Fjortende paa Tronen.*1655. Ærgerrighed og Herskesyge havde tidlig faaet Overmagt i hans Sjæl, og hvor han vendte sig stode Franskmænd villige og duelige til at udbrede hans Magt og udbasune hans Pris. Hugonotten 👤Colbert forstod, uden ligefrem at udskrive Skat, ved at befordre Fabriker, Søfart og Handel, at skaffe Kongen Penge, ei allene til en overdaadig Hofholdning og til den ikke ubetydelige Sold, Skribenterne fik for at tale og tie, men ogsaa til bestandige Krige. Til at føre disse havde han i Hugonotten 👤Conde og 👤Turenne to Høvdinge, hvis Jevninge ei fandtes sønden for 📌Østersøen, og de der afløste dem havde kun faa Overmænd. Den Tid var nu kommet igen, da Krigenes Udfald mindre beroer paa Hærenes Tapperhed, end paa Anførernes Duelighed og Kløgt, og intet Folk havde saaledes dyrket Videnskaberne for Livets og den jordiske Nyttes Skyld, som det franske. 📌Spanien og 📌Tydskland vare 👤Ludvigs Naboer, og at vorde deres Herre maatte synes ham let. 📌Spaniens Glands og Magt forgik i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede, og selv det svage 📌Portugal rev sig løs.*1640. 📌Roussillon og 📌Artois maatte afstaaes til 📌Frankrig, medens Kardinal 👤Mazarin endnu regerede for den unge 👤Ludvig, ved den pyrenæiske Fred,*1659. og da 👤Ludvig efter sin Svigerfaders 👤Philip den Fjerdes Død gjorde uretmæssig Fordring paa 📌de spanske Nederlande, fandt han næsten ingen Modstand. Hans Vaaben standsedes af det Forbund, som 📌Hol179lands Styrer, 👤Johan de Vitt, sluttede med 📌Sverrig og 📌England, men efterat have vundet disse Magter besluttede 👤Ludvig at hevne sig eftertrykkelig. 📌Hol land syntes forloren, men ved en Opstand fik 👤Vilhelm af Oranien Statholderskabet, han forstod at sætte 📌Frankrigs Fiender i Bevægelse, han beholdt sine Lande, men 📌Spanien maatte betale Legen med 📌Grevskabet Burgund.* 1678. Nu var 👤Ludvigs Magt paa det Høieste; med Overmod tilegnede han sig under Feiden 📌Strasburg og hvilke andre Stæder han havde Lyst til, men Hovmod gaaer for Fald: 👤Turenne og 👤Conde vare ei mere, 👤Colbert døde,* 1683. Hines Eftermænd vare ikke mageløse, og Dennes vilde selv med hans Forstand ikke kunnet, uden at fordybe Staten i bundløs Geld, skaffe de uhyre Summer, som Hoffet og den staaende Hær krævede. Nu indbildte ovenikøbet fordærvede Jesuiter Kongen, at han kunde udsone alle sine Synder ved at omvende Hugonotterne og ved Forsøget mistede 📌Frankrig henved en Million arbeidsomme Undersaatter, som dels bleve udjagede, dels nedsablede. Vel vovede Ingen saa let at angribe 👤Ludvig, men han indviklede sig selv i en ny Krig med 📌Tydskland,*1688. da han gjorde Fordring paa 📌Pfalts og lod det med mageløs Grusomhed ødelægge, og nu havde han tillige at kæmpe med 📌Savoien, 📌Spanien, 📌Holland og 📌Engelland, hvis Trone den oraniske 👤Vilhelm samme Aar besteg. 👤Ludvigs Feldtherrer seirede vel tidt ved deres overlegne Krigs180konst; men Pengevæsenet forvirredes daglig mere, og den franske Flaade fik et uforvindeligt Stød i Slaget ved 📌la Hogue.*1692. 👤Ludvig maatte tilbagegive en Del af sit forrige Rov i den Rysviske Fred,*1697. som dog kun var en Stilstand, i hvilken Man paa alle Sider lavede sig til at dele 📌Spanien som et almindeligt Arvegods, saasnart 👤Karl den Femtes Æt vilde uddø med hans svage, sønneløse Navne. Dette skeede kort efter,*1700. og nu begyndte Striden: 👤Ludvig vilde sætte sin Sønnesøn 👤Philip, hvis Fader var en Søstersøn af 👤Karl, paa den spanske Trone; den tydske Keiser 👤Leopold fordrede den derimod til sin Søn 👤Karl, hvis Moder ogsaa var den sidste spanske Konges Søster, og som desuden nedstammede fra 👤Karl den Femtes Broder. 📌Engelland, 📌Holland og 📌Savoien holdt paa 👤Karls Haand, og Spanierne vidste ei selv hvad de vilde; men Prinds 👤Eugen af 📌Savoien og Engelænderen 👤Marlborough lærte 📌Europa ved 📌Blenheim og 📌Ramillies, at Franskmænd ei endnu vare blevne uovervindelige. Forgæves ydmygede 👤Ludvig sig til at bede om Fred, og Udsigterne vare mørke, da Døden, ved at bortrive 👤Leopold og hans ældste Søn 👤Josef, kom ham til Hjelp. Sømagterne vilde ikke at de mange Kroner skulde smykke 👤Karls Hoved, og nødte ham til at bifalde den Utrechtske Fred,*1713. ved hvilken 👤Philip erkendtes for 📌Spaniens Konge, imod at overlade 👤Karl 📌Flandern, 📌Lombardiet, 📌Sardinien og 📌Neapel; Hertugen af 📌Savoien 📌Sicilien, og 📌Engelland 📌Gibraltar og 📌Minorka.

181Kort efter døde den gamle 👤Ludvig;*1715. sit eget Herredømme havde han overlevet, men 📌Frankrigs overlevede ham. Dette havde hans Navnkundighed og Vaabenheld vel hjulpet til at udbrede, men det blev dog kun langvarigt, fordi Folkenes Øverster villig bøiede sig derunder. De Fyrster, som krigede med 👤Ludvig, misundte ham hans prægtige og lystige Hof, og Tiggeren i 📌Paris hans Tungemaal, og begge Dele abede de efter af al Formue, ja i visse Maader langt derover. Fyrsteøiet er Hofmænds Soel, men selv de Slægter af høi Byrd eller af jordisk Rigdom, som ei kunde derved vinde Fyrstegunst, kappedes om at vrage Modersmaalet, at æde og drikke, røre sig baade forinden og foruden paa den franske Viis, og skære Klædebonnet efter samme Skik. Det kom deraf, at alle de Fornemme i Landene, som havde forsmaaet Troen og det evige Livs Haab, vare heel forlegne med sig selv. Noget Gavn vilde de dog have af Livet, og Meget behøvedes til at adsprede Tankerne, som formedelst arvet Alvor, Barndoms Minder og Guds uudslettelige Skrift paa Hjertets Tavle, endnu mangengang forstyrrede og klemte. Aanden var vaagnet ved Reformationen, den havde ved Bibel og Krønike og Psalmebog vant sig til at kræve Føde, og den skammede sig ved saadan aabenbar Uterlighed, som Folkene drev før 👤Luthers Dage. Alligevel vare paa de gothiske Tungemaal ei stort andre Bøger skrevne end de af gudeligt og alvorligt Indhold; til at for182dybe sig i Lærdom manglede de Fornemme baade Lyst og Kraft, og at optænke Sminke til Synd eller Hud, det ligger udenfor de nordlige Folkefærds Forstand. Alt hvad de Arme længtes efter: Anstændigheds Kaaber til at skjule alskens Uteerlighed, smudsig, let og vittig Læsning til at ophidse Lysten, neddysse Samvittigheden og fordrive baade Tid og Tanker, disse Skatte vare overflødelig bag 📌Rhinen at finde, men Sproget var Nøgelen til de bedste Kamre og vel maatte det komme i Ære. Hartad utallige ere de Skrivere, i løs og bunden Stil, hvoraf der vrimlede i det saakaldte 👤Ludvigs Aarhundrede; men de Flestes Navne ere nedsjunkne i den Glemsel, der ene kan formindske deres Eiermænds Brøde. Dog vare mellem dem ogsaa opvakte Hoveder efter fransk Vis, som end ihukommes. Foruden 👤Korneille blomstrede, som dramatisk Digter, 👤Racine; vel manglede han sin Forgængers Kraft, men des kærere var han sine Landsmænd og deres Efterabere; thi Velklang, Finhed og løselig Tale om Idræt, Tanker og Følelser, det var hvad de elskede, de vare bange for at rystes og se dybt i Mennesket. Mærkeligt er det derimod, at 👤Racine selv sukkede under Laurbærkrandsen og tyede, ked af det tomme Gøglespil, i sin Alderdom*døde 1699. til Kristendommen for at faae Hjertets dybere Længsel stillet tilfreds. 📌Paris fostrede ogsaa en Mand med skarpt Øie for det Latterlige og synderlig Gave til at stille det frem, nemlig 👤Moliere,*døde 1673. og hans Lystspil have moret 183Mange, som søge Glæde i at le, indtil denne Dag. 👤La Fontaine er mærkelig derved, at Man paa hans urene Skemt seer, hvor saare selv et barnligt Gemyt kan besmittes i en fordærvet Alder. De der kaldte sig Grublere fordi de kunde bevise, at Egennytte og Sandselighed ere meget naturlige Drifter, fortjene ei at nævnes; men mellem sine Bisper havde Folket talende Mænd som bør ihukommes. 👤Bossuet *døde 1704. søgte med megen Konst at sætte Sminke paa de katolske Vildfarelser, og talede smukt om Forsynets Spor i Tidernes Løb. Den ærværdige, men vel snaksomme, 👤Fenelon,*døde 1715. holdt, tit med mildt bevægende Ord, Dydens og Troens Lovtale, og 👤Massillon *født 1663. talte Herrens Ord med Salvelse. Ogsaa af Historieskrivere havde 📌Frankrig adskillige, mest Normanner, men alle lode de Øiet spille paa Overfladen, og de fleste løi vitterlig, enten for at smigre eller for at more sig selv og deres Læsere. Dog fødtes mod Aarhundredets Slutning een Mand, 👤Montesqvieu,*1689. som med kristeligt Øie skuede dybt i Folkenes Liv og Vilkaar, og han maa vel agtes som Forløber i den sandere Betragtning af Historien, som i de nordlige Lande skulde vinde Klarhed og Fasthed. Med Ret kan Man sige, at der neppe er nogen vigtig Tanke, god eller ond, som ei i 📌Frankrig har havt sit Forbillede, og i alle Dele var Folket 100 Aar forved Tydskere og Nordboere. En anden Mand, som med store Sjæleevner betragtede Historien, var Hugonotten, 👤Bayle; to Gan184ge skiftede han Tro, og havde liden eller ingen. Sit store Pund misbrugte han til, under Maske af den beskedne Tvivler, at angribe Kristendommen og bestride de hellige Skrifters Troværdighed. Tidlig bortrykkedes han af Verden,*1706. men udbredte mere Vantro i fremmede Lande end alle Franskmænd før ham; thi hans Kundskab og Indsigt forblindede de Lærde, og han var ingen Blødheds eller Uteerligheds Herold, som de Andre, der flux oprørte hver ærbar og alvorlig Mand. Overalt bleve de uddrevne Hugonotter farligere end deres katolske Landsmænd, endeel vare galne Sværmere, men de Fleste stode paa Grændsen af betænkt og alvorlig Vantro. Hvor de kom hen, bleve de, som Franskmænd, Smagens Dommere, og deres Præster, med 👤Saurin i Spidsen, lærte de Lutherske at tie med Troen og præke blot om Dyd. Dog uden for al Sammenligning bør 👤Voltære *født 1694. staa, som Kristendommens og alt Helligts arrigste, mageløse Fiende. Han skrev et Heltedigt om 👤Henrik den Fjerde, men Man maa vel sige, at alle hans Skrifter ere 📌Frankrigs Heltedigt; thi alt, hvad der var adspredt hos de forrige Digtere, var samlet hos ham, og han sluttede Rækken. Vantro, Vittighed, Uterlighed, Klarhed og Lethed havde han i en forbausende Sum; det Væmmeligste kunde han opsminke, det Klareste kunde han fordreie, og det Ærværdigste syntes latterligt i hans Mund. En Hæder er det for Kristendommen, at dens Fienders Høvding afskyedes som Menneske selv 185af sine Tilbedere, og den Tidsalder, der kunde forgude Uhyret, havde ei megen Kristendom at miste; men et forfærdende Syn er det at se en Mand, udrustet til at være Slægtens Velgører, ved Hjertets Forvendthed at vorde den til Snare og Fordærvelse. Hvad han ei kunde udrette med sine egne Skrifter, som i de mest forføriske Skikkelser udgik i Landene, søgte han at naa, ved at være Encyklopædisternes (Kredsløbernes) Formand, og ved sit Navn give deres Værk Anseelse. Endel kløgtige Mænd, mellem hvilke Gudsfornægterne 👤Dalembert og 👤Diderot vare de fornemste, havde nemlig taget sig for at gennemløbe den hele Kreds eller Ring af menneskelige Kundskaber,*fra 1752. og sige det, der var mest værd at vide, saaledes at Alle kunde forstaa det. Herved udbredtes da den mest bagvendte Synsmaade for al aandelig Syssel og Foragt for Kristendommen i den hele franske Læseverden rundt omkring i 📌Europa. I 📌Frankrig blev dette ugudelige og grundløse Skrift anseet for en Samling af al menneskelig Visdom, og det var venteligt, at al Gudsfrygt og grundig Indsigt vilde forgaa i 📌Europa.

Vel ere Engellænderne i Grunden alvorlige, men derfra var ingen Modsigelse eller Hjelp at vente, det var meget mere dem, der havde smeddet de Vaaben og støbt de Kugler, hvormed Franskmændene angrebe baade Tro og Videnskab. Allerede 👤Frands Baco havde i 👤Elisabets Tid raadt og besvoret de Lærde ene gennem Betragtningen af de legemlige Ting og 186den udvortes Erfaring at søge Visdom, og i det 17tende Aarhundrede fremstillede den bispelige Kirke og den presbyterianske Menighed hver en udmærket Grubler, som i denne Grundsætning vare enige. 👤Thomas Hobbes *døde 1659 vedkendte sig uden Sky den onde Mening, som den engelske Kirke i Gerningen fra allerførst hældede til, at Religionen kun var en Indretning i Staten, nødvendig til at opholde Orden, men en ligegyldig Ting for det indvortes Menneske. Dette saavel som alt Bagvendt fulgte ogsaa ligefrem af hans fordærvelige Grundsætning, at al Forskel mellem Sandhed og Løgn, altsaa ogsaa mellem Godt og Ondt, ene laa i Ordene. 👤John Locke *døde 1704. var mere grundig og aandelig, som man kunde vente, men da han ret alvorlig antog Erfaringen for al Sandheds Kilde og den almindelige Menneskeforstand for Overdommer, blev hans Lærebygning langt mere tjenlig til at bestride Kristendom og Videnskab, end han vel selv havde tænkt. Hans Sætninger var det 👤Bayle anvendte paa Kristendom og Historie, og det med saadant Held, at Man med afsindig Glæde har sagt, ingen redelig Læser kunde henlægge hans Bog uden at være Ukristen, og Tvivler om alt Aandeligt; ja saa rodfæstet var denne Synsmaade i 📌Engelland, at selv den kristne 👤Nevton holdt dens Lovtale. I 📌England var det da ogsaa, at de første, skarpsindigste, grundigste Fiender af Bibel og Kristendom fremtraadte, og det, hvormed 👤Voltaire og hans Stalbrødre glimrede, var borget hos 187👤Cherbury, 👤Tindal og Mesteren for dem Alle: 👤Lord Bolingbroke.*døde 1750.

I det nordlige 📌Europa selv maatte da løfte sig en Dæmning mod den rivende Syndens og Vantroens Strøm, hvis den ei skulde nedskylle Alt i en bundløs Afgrund. Det skedte, og ene derved blev det muligt, at der endnu kan være Tale om Kristendom, som noget Nærværende, og Haab om dens Opreisning; men Dæmninger kan kun opholde og gennembrydes snart: en Strøm som den, der frembrusede i 👤Luthers Dage, maa der til, om Tro og Dyd igen skal stadfæstes for Aarhundrede og ei langsom nedmales af Hvirvlen.

Tydelig at forklare Aandens Yttringer i 📌Tydskland, hvor Alt synes som Bølger at have løftet og sænket sig, skummet og bruset efter sære Luner, lader sig maaske, vil Gud, nogenlunde gøre om hundrede Aar, men ikke nu. Det tydske Sprog har hersket fra 📌Italiens Grændse til 📌Skodborg Aa, og fra vesten for 📌Rhin til Østen for 📌Veichsel og 📌Theis; kraftfulde Mænd af saare adskillige Folkefærd have skrevet i det fælleds Maal, opvækket og indskrænket hinanden i bestandig Strid. Hertil kommer end, at Landet har været deelt i hartad utallige Herskaber, og at ikke blot de Gamles men alle de nyere Folkefærds Skrifter have virket meget, ja stundom mere end i deres Fædreneland. Det eneste almindelige Kendemærke hos Tydskerne, er da en uslukkelig Tørst efter Indsigt i Tingenes inderste Væsen. Deraf 188kommer da den synderlige Ustadighed og de forvovne Spring fra den ene til den anden Yderlighed, men deraf ogsaa den Al vor, hvormed de haandtere det Mindste som det Største, det Afsindigste som det Klogeste, efter som de hist eller her vente at finde al Visdoms Kilde. Dette Grundtræk avlede Reformationen, det har avlet stor Galskab, megen Tvist og unyttig Handel, men det har bevaret Folket og 📌Europa fra ganske at foragte den Røst i vort Indvortes, som vidner at Alt under Solen er Forfængelighed og kun en Skygge af det Tilkommende. At imidlertid denne Sjælens Alvor og Grublelyst, som er eiendommelig hos de nordiske Folk af gothisk Herkomst, ei vilde frembragt nogen kraftig Yttring uden sand Kristendoms Hjelp, derom vidner saavel Middelalderens som den ny Tids Betragtning. Korstogenes og Minnesangenes Tidsrum udløb med den vantro Keiser 👤Fredrik den Anden *døde 1280., og hans Landsmand 👤Albertus Magnus. Mellem Augustinerne, som af deres Mester dreves til den hellige Skrift, tændtes det Lys som i det 16tende Aarhundrede skinnede klarest i 👤Luther, men og herlig i mange af hans Ordensbrødre. Ogsaa var det fra et stille, gudeligt Hjerte den Varme udgik, som i det 15tende Aarhundrede begyndte at oplive 📌Tydskland, tilegne sig de gamle Sprog og stifte Skoler, og saaledes gøre det muligt, at 👤Luther kunde opstaa og hans Tale finde Indgang. Vestfaleren 👤Dringeberg, 👤Reuchlins og 👤Celtes’s Lærer, hans Landsmand 189👤Hegius og 👤Lange, samt Frislænderen 👤Agricola, disse Sprogenes ny Fosterfædre, vare alle udgangne af en Mands Skole, om hvis oprigtige Kristendom fire Aarhundreder have vidnet. Det var Augustineren 👤Thomas af Kempten, hvis Bog om Verdens Foragt og Kristi Efterlignelse, under alle Tiders Omskiftelser er blevet ved at være Kristne dyrebar.*døde 1471. Tidsrummet fra Nu af til Trediveaarskrigen maa med al Ret kaldes det Sachsiske; thi fra 📌Sachsen, i gammel Forstand, udgik i den Tid 📌Tydsklands Tro, Poesi og Videnskab, paa dets Høiskoler yppedes eller dømtes hver Tvist, som opstod i den lutherske Menighed. Mellem de Lærde maa være Tvist, det kommer kun an paa hvorom, og hvordan den føres; men at der i den ny Menighed vilde blive stor Strid er let at forstaae, naar Man betragter 👤Melanchton ved Siden af 👤Luther. Denne Pfalzer var lærdere end Sachseren, men istedenfor at denne var Digter var Hin en Ven af 👤Aristoteles, og ligesaa ræd som 👤Luther djærv. I 👤Luthers Levetid gik det godt, thi 👤Melanchton var ham barnlig hengiven og lydig, men da han underskrev Interim, tabte han al Tillid hos 👤Luthers Disiple; fra den Stund betragtede de hans Skole for kættersk og modsagde den indtil Yderlighed. Sagen var i sig selv vigtig, thi 👤Melanchton var i Grunden af 👤Zvingels Mening om Nadveren, og hans Tale saavel om Menneskets egne Kræfter, som om gode Gerninger kunde let ryste Forsoningslæren. Hos ham selv havde det vel 190ingen Fare, og hans Iver for Lovens Prædiken reiste sig vist mest af den Bedrøvelse, hvormed han saae Mange synde sikkert og kun Faa handle, som 👤Luther, af Troens og Hjertets Fylde; men saasnart vi lægge mindste Vægt paa vor egen Størke og vore gode Gerninger, er Hovmoden tilrede og Troen i Fare. Det vidste 👤Luther af Erfaring; Ingen skal sige, at han dyssede Folk i Søvn med Evangelium, men han nedkuede Hovmoden, og, som Hader af al Spidsfindighed, veiede han ikke sine Ord saa nøie. Saaledes var det ogsaa med hans Tilhængere, 👤Flacius, 👤Amsdorf og andre, mest Sachser; 👤Melanchtons Disiple, mest Franker, dog især 👤Strigelius fra 📌Memmingen, havde derimod af deres Mester lært, at adskille fint, og behagede sig selv i deres Spidsfindighed. Philippisterne kløvede Ord, Lutheranerne vilde ikke tage deres tilbage, om de end vare uoverlagte, og herved udbrød Tvisten om Arvesynd og gode Gerninger, der dog ikke altid var blot Ordstrid. Det var vel fornødent, at de Evangeliske maatte lægge sig efter Tvistekonst og Ordkløveri, for at kunne bestride Jesuiterne med deres egne Vaaben; men saadant maatte nødvendig føre bort fra Bibelen, fra Sprogenes grundige Dyrkning og al ret Videnskab; alligevel kom disse onde Følger først tilsyne i det 17tende Aarhundrede. 👤Melanchton og hans Ven 👤Camerarius indførte en bedre Skolegang, efterat 👤Luthers stærke Tale havde bøiet Fyrster, Herrer og Stæder til at hjelpe, og Krøniken fandt mellem de strænge 191Lutheranere ligesaa ivrige som heldige Dyrkere. 👤Sleidans Skrifter og det store kirkehistoriske Værk (centuriæ Magdeburgenses) for hvilket 👤Flacius stod i Spidsen, ere herlige Vidnesbyrd om hvad 👤Luthers Aand vilde udrettet, naar den ei var blevet fordrevet af Hovmod, medens Kraften hentæredes af Synd. I Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede lod den sidste herlige Genlyd af Luthersk Poesi sig høre igennem Meisneren, 👤 Poul Gerhard;*født 1606. han slutter det sachsiske Tidsrum. Samtidig med ham var den schlesiske Digter, 👤Morten Opits, som prøvede paa at synge om verdslige Ting, men de som af 👤Luther havde faaet nogen Ahnelse om Poesi, mærkede vel, at han ei var begeistret; 👤Hofmansvaldau, 👤Lohenstein og deres Efterabere vilde lade som de vare det, men bragte det ei videre, end til Svulst og Ordbram.

Jammerlig var 📌Tydsklands Tilstand i den anden Halvdel af det 17tende Aarhundrede. Trediveaarskrigens Historie vidner om Regenternes jordiske Sindelag; og den som troer stadelig paa et Forsyn, veed, at et Folk maa være meget fordærvet, før en saadan Tugtelse er nødvendig.

Imidlertid var det, saa at sige, paa 📌Lyzens og 📌Nordlingens Valpladse, og af 📌Magdeborgs Grus at det Kildevæld udsprang, som har lædsket Slægtens brændende Tunge, skøndt ikke slukket dens Tørst. Saadant mægter kun Drikken, der øses af 📌Galilæas Flod i dens rene Kildespring, og Man øste kun af dens mudrede 192Arme. Den Tid skal komme, siger en hellig Seer, og den tykkes alt at have begyndt, da Folkene, naar de tugtes, skal tygge deres Tunger i Pine og bespotte Himmelens Gud, istedenfor at omvende sig fra deres onde Gerninger; men saalænge Folkene ikke ere forhærdede, da virke Tugtelser paa dem, som paa de Enkelte, en mere eller mindre oprigtig Omvendelse til Gud og Dyden. Det er altid menig Mand som trænges mest i Krigen, Skræk for grove udvortes Synder griber ham, Armoden nøder til Tarvelighed og saaledes opvoxe i det mindste alvorligere og kraftigere Mænd i Hytter og snevre Huse. Alligevel var det dengang, som altid, saa, at menig Mand er et aandeligt Barn, der vel fornemmer Sygdommen og længes efter Helbred, men veed ei selv ret hvor det har ondt, end sige hvad Lægedom det har behov. Det er end de fleste Børns Kendemærke, at de baade maa lokkes og trues til den beedske Lægedrik, ere de ovenikøbet kælne og skrøbelige da vil de saa gerne, ja de maa hartad have Sødt iblandt, om saa end dermed en god Deel af Størken skulde fortages. Det er omsider og saa, at skal de Børn holde sig fra lækker Spise da maa den være dem af Øie, og det er mange Forældres daarlige Skik, at give dem Mod med lang Tale om, at de saa ere store Karle og anderledes end de hos Nabo og Genbo. Under saadant sanddru og enfoldigt Billede kan og maa Man see de fleste Tydskere i den lutherske Menighed, som kom til Eftertanke, og da er det godt 193at forstaae, hvi Lægedommen blev saa blandet, saa utilstrækkelig og farlig. Hvordan det stod sig med de store Herrer, er nys formeldt, og det var derpaa et aabenbart Kendemærke, at 📌Sachsens 👤Kurfyrst August * 1697. baade vilde blive Katholik for at faae en Krone, og kunde gøre det saa uanfægtet. Med de Boglærde var det og hel slet bestilt; de Fleste af dem, som optugtedes til Hyrder og Lærere, havde glemt deres Bibel og dens Tungemaal; de Kløgtigste laa i Kiv og Strid om Meninger og Talemaader, som de selv havde optænkt, de andre snakkede dem efter Munden; og det kaldte Man Troens Reenhed, naar Skriftebarnet kunde Ord for Ord fremsige den Bekendelse, Man havde kendt for gyldig. Paa Opbyggelse og et gudfrygtigt Levnet tænktes kun lidt, ja mangengang dyssedes den arme Hjord i aandelig Søvn ved forfængelig Tale om Salighed, som Daabens Frugt og Syndernes Forladelse ved Altergang, og de glemte den salige 👤Luthers sanddru Ord: at Vandet og den legemlige Æden og Drikken visselig ikke kunde udrette saa store Ting. Ved Aarhundredets Begyndelse havde en from Mand, ved Navn 👤Johan Arndt,*døde 1631. bedre baaret Omsorg for Almuens Nødtørft med sin Bog om den sande Kristendom, og hvad den har opbygget i de onde Dage, det vil paa den sidste vorde aabenbart; men imod den løftede Man længe Røsten, som om det var Edder og Forgift. Vist er det saa, at hel underlige Talemaader komme for 194deri, og det kan vel være, at den fromme 👤Arndt, mens han drev saa stærk paa det gudelige Levnet, som var rart at finde, stundom glemte, at vi retfærdiggøres uforskyldt af Naade ved 👤Jesu Tro, hvilket laa dengang paa alles Læber; men at Modstanderne ikke, som Man bad dem om, skrev en bedre Bog til Andagt og Opbyggelse, det er vel dennes bedste Forsvar og Lovtale i sin Tid.

De andre Boglærde, som enten vare aldeles vantro, eller dog følte Drift til med Forstanden at trænge ind i Troens eller Verdens forborgne Dybheder, søgte mest med 👤Paracelsus og Skomageren i 📌Lausiz, 👤Jakob Bøhme,*døde 1624. at finde de Vises Steen og blive Verdens Herrer, eller med 👤Tyge Brahe at aflure Stjernerne deres Kløgt. Stjernetydernes Øverste var Vyrtenbergeren 👤Johan Kepler,*døde 1631. thi han saae i Aanden Planeterne vandre deres underlige Vei, netop saaledes som 👤Nevton siden udregnede det at være; men han hørte ogsaa til dem, som sluttede det egenlige lutherske Tidsrum, og de følgende tydske Stjernekigere kunde i lang Tid ikke andet, end ængste eller smigre de Vantro og Nysgerrige med Varsler. Ved Siden af disse stode enkelte Sproglærde, og Nogle, der sankede Middelalderens Krøniker, men de kunde ingen Vei vise Folket. Saadanne gjordes alligevel haardt behov; thi den franske Pest begyndte nu at komme tilsyne paa Høiskolerne. 👤Kristian Thomasius *født 1655. var ret et lyst Hoved i fransk Forstand; han begyndte i 📌Leipsig at holde Forelæs195ninger og skrive paa tydsk om allehaande Sager, og nu var Dørren til Borgerstuen, og selv paa en Maade til Bondehuset, opladt. Dog Manden som skulde vise bedre Vei var alt kommet, 👤Filip Jakob Spener fra 📌Strasborg.*født 1635.

Fra Barndommen af havde Han mest Lyst til at fare herfra og være med Herren ; og dybt bevægedes han ved Synet af de Lærdes forfængelige Væsen og tomme Ordstrid, men allermest over Folket, der var nedsunket i Fordærvelse og foer vild, som Faar uden Hyrde. Som Præst i 📌Frankfurt ved Main talte han Opvækkelsens Ord,*1668. forhærdet var Folket ikke, og de hiertelige Formaninger ginge dybt ind i Sjælene; han skrev sine fromme Ønsker foran 👤Arndts Bog,*1675. og alle Retsindige sukkede med ham over Tidens Vanart. Slige Røster vare dengang blevne sieldne, og Mange harmedes over, at han tog saa haardt paa Præsterne og drev paa en heel Fornyelse af Kristendommen; men Larmen begyndte over de gudelige Forsamlinger, Han holdt i sit Hus, og som snart efterlignedes vidt og bredt i lutherske Stæder. Denne frivillige Efterligning er hans bedste Undskyldning; thi den viser, at de ei opstode efter hans egne Griller, men efter en Tanke, der var almindelig hos de Bedre i Tidsalderen og som kun behøvede at udsiges, for at blive antaget. Vildfarelse var det, og den samme, som fordum avlede Munkelivet, men den var grundet i Tidens Vilkaar, og 👤Spener maatte have været en 👤Luther, for at 196vinde Seier over den; men det var han ikke hverken i Kraft eller i grændseløs Kærlighed til det skrevne Ord og Tro paa dets guddommelige Størke. Ret heed blev Striden, da 👤Spener kom til 📌Dresden og fandt nidkære Tilhængere mellem de unge Magistre i 📌Leipsig, blandt hvilke Lybekkeren: 👤August Herman Franke, Brandenborgeren: 👤Joakim Lange, og Sachseren: 👤Gotfried Arnold ere blevne de navnkundigste. Disse kom i Førstningen sammen for at hielpes ad til frugtbar Indsigt i de hellige Skrifter, men da de siden indlod, ei allene unge Studenter, men ogsaa Borgermænd, og forvandlede Samtalerne til egenlige Andagtsøvelser, da blev stor Tummel mellem Præster og Høilærde, og Magistrene adspredtes, hvorved da det saakaldte pietistiske Væsen endnu greb videre om sig. Fyrster udgav Forordninger og Høiskoler deres Formeninger mest imod Pietisterne, og 📌Vittenbergs Høilærde, som endnu vilde gælde for Kirkens Fosterfædre, vare især bittre imod dem; men mellem sig selv havde de deres værste Fiender. Det lader sig ei her gøre, omstændelig at oprede den mærkelige Strid, under hvilken 📌Tydskland igen vænnedes til Modersmaalet og alvorlig Eftertanke om de fornemste Ting, men en slig sandfærdig Afbildning af Tidernes Færd og Leilighed vilde give et andet Syn for Pietismen, end det som almindelig udbredes af Folk, der selv ingen Forstand have paa Troens og Gudfrygtigheds Hemmelighed. Hoved sagen er, at de som bedrøvedes efter Gud, enten glemte at 197alting er reent for de Rene, eller troede sig for skrøbelige til at staa mod de mangehaande Fristelser, som ved det lystige Liv, der udbredtes, daglig bleve farligere, og vilde derfor undgaa dem, ved at forvandle deres Huse til Klostere. De fattedes Lyst til at læse i Guds Ord, og til at bede i det stille Lønkammer og mente at de indbyrdes kunde opvækkes og drives ved idelige Forsamlinger. De fornam i sig den Vantro, som spirede i Tidsalderen, og derfor bleve de bange for Videnskaberne. De maatte gøre megen Vold paa sig selv for at udføre den svare Afsondring, og derved forførtes de til, at lægge Vægt paa deres Gerninger, hovmode sig over Verdens Børn og fordømme dem, der uden sure Miner og sære Fagter ventede at fuldkomme Løbet og bevare Troen. De vidste med sig selv at de vare forlorne, hvis de modstode det Naadekald, der var udgaaet til dem, og derved forledtes de til, at tale nedslaaende og forvildende om Omvendelsens yderste Time. Stolte af den indvortes Oplysning, ringeagtede de det skrevne Ord, der dog er al sand Oplysnings Grundvold og Prøvesten, og brøde sig derfor kun lidt om Kirkegang og Sakramenter, ja paastode endog, tvertimod 👤Kristi og 👤Pauli Ord, at Ingen kunde være ret Lærer i Menigheden, undtagen han i Hjertet var troende og genfødt. Saaledes stod det sig med de Bedste, og selv den fromme 👤Spener oplystes først ved sine Tilhængeres Udsvævelser om Vildfarelserne; men nu kom hertil en Flok af Hyklere, som vilde løskøbe sig fra sand Tro, Hjertets 198Renselse og Kærlighed med Læbens Bøn og Legemets Faste, uden at tænke paa Herrens Ord hos 👤Esaias: at det er ingen Faste, naar Sjælen holder paa sine Lyster, om saa end Hovedet hælder som et Siv og Legemet plages i Sæk og Aske. Det var da intet Under, at selv gudfrygtige Mænd, som priste 👤Speners Mening, maatte harmes over det Galenskab hvormed Pietismen, tit endog mod deres Tilhængeres Villie, undergrove 👤Kristi Kirke. Det var imidlertid godt Tegn, at denne Gæring begyndte hos en Præst og videnskabelig Mand, som selv elskede og kendte de gamle Sprog og Historien, samt at saamange studerte og dygtige Mænd sloge sig til ham; thi baade kundgjorde det, at Kristendom end ei vilde lade sig forvise fra Høiskolerne, og Man kunde vente at Sværmeriet daglig vilde aftage, isteden for at det daglig voxer og udarter hos en Flok, der sankes om en ulærd og forvildet Mand. Udgangen var imidlertid uvis, da Gud føiede det saa, at en ny Høiskole stiftedes, hvor Pietismen fik visse Værelser og nødtes til, baade at lægge Vind paa Lærdom og læmpe sig efter Indretningerne i den evangeliske Menighed. Hermed gik det ret besynderligt til. Magister 👤Thomasius i 📌Leipsig udgav det første tydske Maanedsskrift, og tog deri haardt baade paa Theologer og Jurister; selv var han en Tilhænger af 👤Lokes Fornuftlære og agtede ei Kristendommen for stort mere, end en god Moral; baade derfor, og for at ydmyge 📌Leipsigs Høilærde, tog han Pietisterne i Forsvar, og 199hans bidende Skrivemaade opirrede saaledes, at han tilsidst maatte flygte for at undgaa Fængsel. Han opslog sin Lærestol i 📌Halle, mange af hans forrige Tilhørere sankede sig om ham og herved opmuntredes den preusiske Minister, 👤Seckendorf, til, at udføre sit Ønske og anlægge en Høiskole.*1694. 👤Spener var faa Aar tilforn falden i Unaade hos 📌Sachsens Kurfyrste og stod nu i megen Anseelse i 📌Berlin; efter hans Anbefaling besattes Lærestolen i Theologien. Her samledes igen de Leipsiger Magistre: den fromme, elskelige 👤Franke og den belæste, stridbare 👤Lange, bleve Hovedmændene. Naar Pietisterne skulde lægge Vind paa boglige Konster, var det følgeligt, at Bibelen og dens Grundsprog, saavelsom det latinske, maatte blive deres Hovedsag. Dette, deres Had til alt Haarkløveri og deres alvorlige Flittighed maatte nødvendig lede til grundig Videnskabelighed, og det vidner Krøniken, at den udgik fra 📌Halle. Dertil hjalp saare meget, at 👤Franke, med en i de nyere Tider mageløs Tillid til Forsynet, som ei heller blev beskæmmet, indrettede et Vaisenhus og anlagde derved en Skole, som i sin Tid var et Mønster og opklækkede Ungersvende, der vare baade villige og duelige til videre Fremgang. Krøniken blev derimod, til stor Skade, i Førstningen forsømt, og det kom vel deraf, at de ei kunde drive den saaledes som de vilde. Hvordan det var, lod 👤Arnold se til usigelig Forbauselse og Oprør i den ganske lærde Verden. Udentvivl var han det mest opvakte Hoved af alle de pietistiske 200Lærde, og havde han holdt fast ved det skrevne Ord, var han vel blevet en 👤Luther for sit Aarhundrede; men først mod Enden af sit Liv helbrededes han nogenlunde for sit hovmodige Sværmerie, og lærte at vurdere den Kærlighed, som vidt overgaar Kundskaben. Han var i Grunden Ven af Poesi, Historie og al Videnskabelighed; men den pietistiske Grille om Fuldkommenhed og den Helligaands umiddelbare Oplysning drev ham tit fra Bøgerne; og da han ikke, som 👤Luther, vilde blive ædru, og ved 👤Jesus forsones med Gud baade som Menneske og Boglærd, saa var hans lærde Syslen virkelig syndig i sig selv, og paa dens Frugter lod det sig kende. Det synes som Høiskolen i 📌Halle gav ham Mod til igen at studere; thi nogle Aar efter udgik hans Kirkehistorie, som er blevet saa berygtet. I et historisk Værk seer Man bedst en selvstændig Mands Synsmaade for Livet og alt Aandeligt, og Mange undres vist over, i Dommene om Lærefædre og Kættere at finde saa stor Lighed mellem Sværmeren 👤Arnold og vore Dages døbte Hedninger. Meget forstaaeligt er det alligevel, thi i Pietismen laa Vantroens Spire, den drev paa Gerninger først og sidst, og naar Mennesket først tillyver sig en indvortes Oplysning, som skal være Skriftens Dommer, er der kun et kort Skridt til at forgude Fornuften, og dermed endte bogstavelig Sværmeren Engelman,*født omtr. 1700. de nyere tydske Filosofers mærkelige Forvarsel. I Øvrigt har 👤Arnold med al sin Forkærlighed for Dona201tister, Pelagianer og andre Kættere, rettet mangen Fordom, som falsk Ærbødighed for Kirkefædrene og Sædvane, trods 👤Luthers Modsigelse, havde rodfæstet hos de Lærde, og det er vel sandt, at Ingen af hans selvbudne Tugtemestere kunde gjort Magen til hans Bog. Det er let at forstaa, at da Pietismen havde saa dygtige Talsmænd og saa ivrige Anfægtere, maatte hos disse mange slumrende Kræfter vækkes og øves, Ordkrigene holde op, Troen paa 👤Jesu Forsoning, mange Pietisters Savn, stadfæstes i mangt et Hjerte og adskillige Boglærde udrives af den verdslige Kundskabs Hvirvel, som stærk begyndte at drage dem bort fra gudelige Tanker og Granskninger. En af dem, der til Kirkens store Gavn saaledes frelstes, var vel Pietismens og især 👤Joakim Langes heftigste og lærdeste Modstander, 👤Valentin Løscher fra 📌Meissen,*født 1673. Professor i 📌Vittenberg. Manden forivrede sig vist mangengang, og aflagde maaske aldrig ret den Ærgerrighed og Flygtighed, som forvildede ham i hans unge Dage; men at det var hans Hjertes Begæring at vandre enfoldelig i kristelig Tro, Haab og Kærlighed: derom vidne hans tildels liflige Psalmer, thi saaledes digter Man ikke ved Konst, eller for Spøg. Det gik ham, som alle letnemme Hoveder, naar de fra Barndommen roses og spores, istedenfor at stilles og ydmyges; han begyndte som Dreng at være Forfatter og flagrede siden om hardtad i alle den menneskelige Kundskabs Egne: Alt vilde han udtømme, om Alt 202vilde han skrive en Bog, indtil han endelig i sit navnkundige Maanedskrift, de Uskyldige Efterretninger,*fra 1701. som blev over et halvt Aarhundrede gammelt, fandt et passeligt Talerør for alt hvad der faldt ham ind. Striden med Pietisterne, som varede fulde 15 Aar, var det som vel mest afstillede ham og fæstede Øiet paa Bibelen og Evigheden; og hvilken Vinding det var, at en saadan baade lærd og kristelig Mand i den lange Tid sad hædret paa Dommersædet, indseer Man først, ved at betænke den verdslige Visdom, som i dette Tidsrum lod sig tilsyne.

Kalvinisten 👤Gotfried Leibniz fra 📌Meissen,*født 1646. et grublende Hoved af kristelig Æt og en stor Regnemester, søgde at gøre Kristendommen tækkelig for Tvivlere, ved at vise, dens Overensstemmelse med Menneskets egne alvorlige Tanker. Han reiste ingen heel Lærebygning, hvilket vel ei heller let falder en Kristen ind, naar han ei har en saadan at bestride; men det havde 👤Leibniz ikke; hos 👤Bayle, som hos sig selv, fandt han kun Tvivl opkastede om visse Dele, og dem vilde han gaa imøde. Da han skrev paa Fransk, i behagelig Stil, maatte hans Skrift udrette meget godt hos dem, der, ligesom han, vilde gerne staa den fristende Vantro imod; men naar Troen hos de bedre behøver saadant Forsvar, da er det høi Tid, og i Forsvaret selv laa Spiren til stærke Angreb. Det gaar med Saadant, som med den stærke Gift, der bruges i fortvivlede Sygdomme; den afvender det pludselige Fald, men bereder Opløsning. Vexelvirk203ningen mellem Sjæl og Legeme søgte 👤Leibniz at forklare ved Antagelsen af en forudbestemt Enighed, og Saadant stred ei mod 👤Kalvins Lære; men det undergrov Læren om Frihed og Tilregnelse; han vilde retfærdiggøre Gud for det Onde og antog derfor Verden, som den er, for den bedst mulige, men heraf fulgte enten en Gudsbespottelse, eller det Onde forvandledes til en blot Indskrænkning. Han yttrede, at den Bevismaade, som finder Sted i den dybere Regnekonst, ogsaa kunde bruges i andre Dele af den menneskelige Kundskab, og forlangte Man nu en saadan i Lærdommen om Gud og de guddommelige Ting, da maatte denne findes ubevislig og endelig forkastes som usand. Alle disse Følger af 👤Leibniz’s Gætninger og Vink indsaae Sleseren, 👤Kristian Volf, grandgivelig, men han afskyede dem ikke, som hans kristelige Forgænger, og derfor kunde han, hvad der var 👤Leibniz umuligt, reise en Lærebygning, der ei modsagde sig selv, men Kristendommen destomer. De strænge Fædre i 📌Halle maatte, til deres store Harme, se dette Ukrud opvoxe og blomstre i deres egen Have,*fra 1709. og skøndt de, ved 👤Volfs Forvisning, engang fik det oprykket, var dets Frøkorn dog alt for vidt spredte i frugtbar Jord, til at det saa snart kunde udryddes. 👤Volf kom endog seirende tilbage,*1740. og 👤Joakim Lange maatte selv opleve de Dage, at se sin Høresal tom. Imidlertid var det langt fra, at denne verdslige Visdom vovede at gaa aabenlyst frem og forkaste, hvad der i Grunden ei kunde bestaa med 204den; dertil havde den Pietistiske Gæring været for alvorlig; den maatte tvertimod skjule sine ugudelige Grundsætninger og nøies med at paatvinge Theologien sin Bevismaade. Vist nok havde den ogsaa mellem Theologerne mange vantro Tilhængere; men det er ei saa med Guds Fjender som med hans Venner; disse vove Liv og Blod for at tale som de tro, hine føie sig efter deres Tidsalder, fremstille deres Meninger dunkelt eller tvetydig, naar de have Noget at frygte, fordreie deres egne Ord, naar de tiltales, og holde sig skadesløse ved i Smug at nedbryde og spotte des djærvere. Dette har været, er og bliver altid det adskillende Kendemærke paa Lysets og Mørkets Børn; disse kalde deres Adfærd Klogskab, og 👤Jesus gav den samme Navn. Saaledes kom det sig, at den Volfiske Filosofi aabenbar ei anfægtede, ja maatte endog tjene Kristendommen; ogsaa dæmmede den enstund mod den Erfaringsvisdom, der efter 👤Loke prædikedes bag 📌Rhinen, og gjorde Ende paa de forargelige pietistiske Stridigheder, da alle Kristne nu maatte gøre fælleds Sag. Derimod var det let at forudse, baade at Bibelen end mere vilde forsømmes, da man troede, eller lod dog som Man troede, at selv Kristendommens Hemmeligheder af Forstanden kunde bevises, og at denne Visdom, hvis den blev herskende, snart vilde, ligesom den skolastiske, afkaste det paatvungne Aag og bestride Troen. I bevægelige Ord spurgte Oldingen 👤Løscher sine Samtidige, hvor de dog vilde hen; men hans 205Røst tabte sig i Strømmens Brusen, og de Bedøvede lode sig drive mod Fordærvelsen.

Hvor nær denne fulde Fordærvelse stod for Døren mærkede Man ei allene paa dem, som under stort Bifald angrebe kristelig Tro, men ogsaa paa dem, der opkastede sig til dens Talsmænd, og allermest paa den ugudelige 👤Zinzendorf *født 1700. og hans Tilhængere. Han var udsprunget af en bøhmisk Grevestamme og optugtet i 📌Halle under 👤Frankes Opsyn; men Gudsfrygt kunde ikke slaa Rødder i hans kødelige Sind, han holdt fast paa Hjertets Urenhed og vilde dog agtes for en Apostolisk Mand, han hyklede Sværmeri og bespottede det Hellige hardtad hvergang han tog det paa sine Læber. Imidlertid gjorde han megen Opsigt, ja bedrog endog enstund adskillige fromme Mænd ved sine navnkundige Indretninger i 📌Hernhut, en By han anlagde paa sit Gods mellem 📌Zittau og 📌Lobau,*1723. først for nogle fra 📌Mæhren udvandrede Hussiter, siden for dem af alle protesterende Partier, som vilde nedsætte sig der. Hernhutternes Tarvelighed, Flid og Ærbarhed, samt den besynderlige Vægt de, i fuld Modsætning til Pietisterne, lagde paa Forsoningslæren, indtog i Be gyndelsen mange Kristne, saa at de fra 📌Hernhut ventede Troens Genfødelse; men langt Andet aabenbaredes under Tidens Løb. For de Rene er alting reent, og mange oprigtige Kristne have baade levet i 📌Hernhut og ere udgangne derfra mod alle Verdens Hjørner, at forkynde det glade Budskab om den Korsfæstede, men er Talen om 206den Aand, som hvilede paa Stifteren og rører sig aabenbar i Menighedens Lærebøger og Sange, da er den saare ukristelig, ja tit ugudelig at nævne. Der spottes med Kamp og gode Gerninger, der er hardtad ikke Spor af Ærbødighed for den ene Vældige, hvis Munds Aande kan adsprede de Dødelige som Støv, ja Talen og Sangen om 👤Jesus, hans Blod og hans Saar, er ei allene væmmelig og ubibelsk, men tit saa usømmelig og bespottelig, at Man blues ved at høre det. Mærkeligt er det, at 👤Zinzendorf i sin elendige Oversættelse af det Ny Testamente udelod det ottende Bud og afskaffede Fadervor i sin Menighed, thi falskt var hans Vidnesbyrd, Løgn tillod han sine Tilhængere, han vanærede Gud, vanhelligede Hans Navn og stod Hans Rige imod. Dybt maa de Mennesker være sjunkne, som for Alvor sige, at de vil blive ved at synde for at Naaden kan blive des overflødigere, og prøve paa den formastelige Id, at gøre 👤Jesus til Syndens Tiener. Det Folk, hvor Saadant finder Indgang hos, maa snart vorde heel udueligt til Troen, og dens Fiender faae Dristighed til at bespotte den. Dog saavist som Bulderet fra 📌Hernhut forkyndte, at 📌Tydsklands Kristendom var Døden nær,*født 1713. ligesaavist vakte det ved Guds Styrelse mangt et Hjerte baade fjern og nær, og uden det vilde hin ei blevet stædt saa hæderlig til Jorde, som nu skedte, da Skjalde, som Sachseren 👤Johan Kramer og 👤Adolph Schlegel,*1721. men fremfor alt 👤Gotlieb Klopstok fra 📌Kvedlingburg,*1724. sang over Graven. At 207de vare Ligskjalde mærkedes saa godt; det var ei, som i 👤Luthers Dage, Folkets og deres egen forenede Frydesang over Frelserens Fødsel og Kærlighed de istemte, det var 👤Jesu faa overblevne Venners Klage og Smerte og høie Vidnesbyrd om den paa Jorden Dødes Herlighed, der lød fra deres Harper. Allermest var det saa med 👤Klopstok: Han besynger i 👤Jesus Menneskeslægtens guddommelige Helt, som for at reise et Mindesmærke over hans halvglemte Bedrift. Ei smelte Tonerne i liflig Klang, dunkle og afbrudte stride de sig frem; Frelseren er opfaren fra Tidsalderens Hjerte, forgæves vil Fantasien nedhente ham fra de høie Himle, den forvildes mellem Skyerne, mattes og synker til Jord. Snart blev og for de vantro Tydske Messiaden et Sidestykke til samme Skjalds Sang om Fædrelandets Befrier, 👤Keruskeren Herman, et fabelagtigt Mindekvad, en glimrende Udsmykkelse af Oldtids løse Sagn. Dog forgæves slog 👤Klopstok ei Strængene med gudeligt Sind, først i 📌Danmarks Hovedstad og siden paa dets Grændseskel, Tonerne delte sig mod Syden og Norden; og her, hvor kristen Tro end ei var saa sjelden, stemmede de endog en anden Harpe, værdig til at lyde i Samklang. Men og sine Landsmænd stemmede 👤Klopstok saa, at de skammede sig ved fuldelig at henrives af den tomme Bjeldeklang, de ugudelige Nidviser og det liderlige Fløitespil, som hørtes over 📌Rhinen og gen208lød i deres Midte. Stor var Faren, større end at den kunde afvendes, Middelstanden stod nu omtrent paa samme Trin, som Adelen i 👤fjortende Ludvigs Dage og lyttede med aabent Øre. *født 1715.Vel havde 📌Tydskland faaet adskillige Sangere, som Sachserne 👤Gellert og 👤Rabener *1714. og Hamborgeren 👤Hagedorn, men som det kunde ventes efter den pietistiske Gæring, vare de bedre Moralister end Digtere, og den franske Aand talte smigrende og lokkende til Tydskerne fra mange Munde og selv fra en Trone, hvis Konge de, til deres Skændsel som Kristne og som et Folk, forgudede: Tronen stod i 📌Preusen og Kongen var 👤 Friderich den Anden.

📌Preusen er, saa at tale, et af de seent opdagede europæiske Lande. Dets hedenske Indbyggere, hvis Herkomst er uvis, bleve ved at tilbede under Egen ved 📌Romove indtil det 13de Aarhundrede og foruroligede deres Naboer, Polakkerne, ved hyppige Indfald. I 📌Palæstina var en tydsk Ridderorden stiftet imod Slutningen af Korstogene,*1190. og kort efter var den fløttet til 📌Europa. Disse Riddere kaldte Hertug 👤Konrad af 📌Masovien til Hjelp mod Preuserne,*1230. og efter 50 Aars blodig Kamp indtoge de hele Landet og paanødte de overblevne Indfødte deres Tungemaal. Kristendommen, som prædikedes med Sværdet i Haanden, avlede her, ligesaa lidt som i 📌Amerika, nogen Aandsrøre, og Ridderne bestilte ikke andet, end at udsue Landet og feide paa Polakker. Dens Kraft fortæredes, Fristæder, som 📌Danzig og 📌Thorn, reiste sig under 209polsk Skyts, ja tilsidst maatte Ridderne afstaa hele 📌Forpreusen til 📌Polen og tage det Øvrige til Lehn. I 👤Luthers Dage var Markgrev 👤Albert af 📌Brandenborg Hærmester;*1466. han giftede sig, indførte den evangeliske Lære, især ved 👤Poul von Spretten, og skilte Ordenen ved 📌Preusen, der nu skulde være et arveligt Hertugdom i hans Æt. Heller ikke dennegang mærker Man noget aandeligt Liv i Preuserne, de skiftede Tro med deres Fyrster, og maa da vel være af slavisk Oprindelse; men i 📌Thorn fødtes 👤Nicolaus Copernikus,*døde 1543. som opfriskede og stadfæstede den gamle Mening, om Jordens Gang omkring Solen. Da Tredive aarskrigen begyndte, forenedes 📌Preusen med 📌Brandenborg, som havde Fyrster af Huset Hohenzollern. Kurfyrst 👤Friderich Vilhelm fik ved den vestfalske Fred endel af 📌Pommern samt 📌Bispedømmet Magdeborg, og forstod i en Krig mellem 📌Polen og 📌Sverrig, at dreie sig saa snildt, at 📌Preusen blev uafhængig. En farlig Nabo vilde han blevet for de andre tydske Fyrster, dersom han ei havde været samtidig med 👤Ludvig den Fjortende; nu derimod hjalp han kraftig til, i Forbund med 📌Hollands 👤Vilhelm at standse de franske Vaaben. Al hans Digten og Tragten som Fyrste, var jordisk, og med aabne Arme modtog han de fra 📌Frankrig uddrevne Hugonotter, ei for at unde de Husvilde Bopæle, men fordi han ventede stor Fordeel af deres Vindskibelighed.*døde 1688. Denne indførte de rigtig nok tilligemed megen 210Synd og Vantro, og Fyrstens Indtægter forøgedes saaledes, at 👤Vilhelms Søn, 👤Friederich, saae sig istand til at føre kongelig Pragt*1700. og antog Navnet, men stakket vilde Glimmeren blevet, hvis ei Pietismen, som her fik sit Hjem, enstund havde dæmmet mod den onde Strøm. Den anden Konge 👤Friederich Vilhelm betegner ret dette Ophold, stræng, tarvelig, ordenlig, men dertil gerrig og ligesaa utilgængelig for milde Følelser og aandelig Storhed som for Udsvævelser. Han var af de i Pietismens Dage ei faa alvorlige Sjæle, som hængte fast ved det Jordiske, men tænkte at kunne udsone Brøden og frikøbe sig fra Kærligheden ved at afsige hvad Andre kalde dets Nydelse. Egenlig er dette alle deres Kendemærke, som vil tjene baade Gud og Mammon. Krig skyede 👤Vilhelm, men Soldater var hans Lyst, Pragt hadede han, men fyldte sit Skatkammer. Hans Eftermand er det 📌Europa har forgudet under det hardtad bespottelige Navn, 👤Friederich den Eneste. Han var oplært af en Fransk, og han blev en Franskmand saa fuldelig som det var muligt for den tydske 👤Vilhelms Søn. Med sin Faders Skatte og Krigshær arvede han ogsaa de fleste af hans Egenskaber, men hans Hoved var lysere, og, besat af den franske Vantro, bortkastede han Frygten for at bruge dem. Alt i sin Ungdom var han blevet mæt af Udsvævelser, Pragt var ham modbydelig og kunde, ligesaa lidt som Overdaad, enes med hans Gerrighed; men Ære og Magt kaarede han til sine 211Afguder, da han kastede Troen paa den eneste sande Gud. Tiden maatte han bruge, thi han troede ingen Evighed, og at en klog Mand med saadanne Grundsætninger maatte bruge Mennesker ligesaa frit som livløse Ting, og vurdere Alt efter dets Bekvemhed til Redskab, er ligefrem. Sine Tjenere, som vare lemlæstede i Krig, lod han hungre tilligemed dem, der vare blevne graa i hans Kamre eller under Vaaben; Agerdyrkning vilde han fremme som en betænksom Regnemester, men han var døv mod Folkets Suk, naar kun hans Indkomster kunde stige. Han gjorde meget af 👤Voltære og de andre ugudelige Franskmænd, fordi han trængte til at mores af dem og størkes i sin Vantro, men ogsaa af Forfængelighed; thi ve dem! naar de ei vilde rose ham. Han var selv fransk Versemager, og fordrev mangen Time og ubeleilig Tanke med at læse og skrive, som han maatte; men han foragtede tydsk Sprog og Skrift, og ei en Hvid havde han Lyst til at anvende paa grundig Videnskabeligheds Opkomst. Udentvivl var det imidlertid mere af Had, end Foragt, at han lod haant om tydsk Skrift; den var ham for dyb, alvorlig og kristelig, og hvor forhadt Saadant maatte være en vantro Mand, der forfulgtes af den Bevidsthed, at Kristendom var hans Trones Grundvold, er let at forstaa. Visselig maatte Aand være blevet sjelden paa Kongestolene, Troen skrøbelig og Kærligheden kold hos Folkene, før saadan en 212Konge kunde skinne og tilbedes i 📌Europa. Hans første mærkelige Bedrift var, at kalde 👤Volf tilbage til 📌Halle; den anden, at begynde Krig med en fredelig Nabo: 👤Marie Therese af 📌Østerrig.

Underlig sankede vare de mest adskillige Folkefærd i adspredte Lande under 📌Østerrigs Spir; forskelligere af Tro og Sprog, Eiendommelighed og Kraft kan i 📌Europa Ingen være, end Lombard og Ungarer, Tyroler, Belgier og Bøhmer. Med 👤Karl den Sjette uddøde*1740. den Østerrigske Mandslinie, og forgæves haabede han ved Forord at sikkre sin ældste Datter Arvelandene. Vel havde næsten alle kristne Konger lovet at beskærme hende; men siden 📌Italien havde skænket de vantro Fyrster Politikens brede Kappe, til at overhylle Troløshed og al Skændsel, var det daarligt at stole paa Løfter. 📌Frankrig drog Sværdet, som det hed, ene for at hjelpe 📌Baiern til 📌Bøhmen, som en retmæssig Arv; 👤Friederich fandt, at hans Fædre havde Ret til nogle slesiske Hertugdømmer: hans Fader havde ligesaavel afstaaet Retten som lovet at forsvare 👤Therese; men den samme Konge, der havde skrevet mod 👤Machiavel, vedkendte sig den Grundsætning, at en Konge ikke behøvede at agte paa Saadant og angreb 📌Østerrig. Onde tyktes 👤Maries Vilkaar, 👤Friederich maatte hun give hvad han forlangte, og dog fandt han snart et nyt Paaskud til Krig; i 📌Italien og 📌Burgund, 📌Slesien og 📌Bøhmen kunde hun udskrive Soldater, men faa Kæmper, og i Krigskonst var 👤Friederich og hans Høvdinge dengang 213mageløse. Alligevel beholdt hun alle sine øvrige Lande. Næst Gud, paa hvem hun troede, hav de hun de kække Ungarer og 📌Engellands Konge derfor at takke.

Da 👤Vilhelm af Oranien besteg 📌Englands Trone fik Alt en anden Skikkelse, men enddog hans Alvor og Klogskab bidrog Noget dertil, laa dog den egenlige Grund dybere. Hoffets Ryggesløshed kunde han ændre, og de, som havde beilet til dets Gunst ved liderlig Sang, havde nogen Aarsag til at forstumme, eller omskifte Maalet som 👤Dryden; men at omstemme Folket formaaede 👤Vilhelm ei. De Kræfter han fandt, kunde han bruge klogelig, men ikke selv fremkalde dem. Det handlende Folk og dets Fuldmægtige fandt 👤Vilhelm adskilte i to Dele; de Torys, mest af den biskoppelige Kirke, som hidtil havde været Kongerne hengivne, og de Vhigs, mest Presbyterianer, som vare trykkede af Stuarterne og ønskede Del i Regeringen. Disse var det, som havde indkaldt ham, dem var det vel ogsaa, som indskrænkede hans Magt, men dog maatte han holde sig til dem, baade fordi han indsaa, at hardtad al Kløgten var hos dem, og fordi Torys hængte ved Stuarterne. Han og Presbyterianerne mødtes paa Halvveien, mange af dem læmpede sig udvortes efter den høie Kirke, da det kunde skaffe timelig Vinding, og Han søgte paa alle Maader at lette dem Offeret. Saaledes kunde da 📌England igen, som under 👤Kromvel bruge sine Kræfter, og saa skedte baade under 👤Vilhelm og 214den Stuartske Prindsesse 👤Anna, som udsendte 👤Marlborough. Imidlertid er det klart, at Presbyterianerne maatte være meget udartede, før de læmpede (conformerede) sig, og 📌Englands glimrende Rolle i det ganske attende Aarhundrede vilde være ligesaa uforklarlig, som Tilbagekaldelsen af den flygtede Alvor og Anstændighed, naar Man ei saae hen til den indvortes Gæring, som havde bevæget Folket.

Under de borgerlige Krige, da 👤Karl Stuart henrettedes, var 📌England tilvisse Undergangen nær. De Biskoppelige vare magtesløse af Vellyst og Overdaad, Presbyterianerne begyndte saare at vanslægte, fra dem vare Independenterne udgangne; fra disse og Gendøberne (Anabaptisterne) udgik idelig ny Selskaber, det ene mere forvildet end det andet. Da fremstode Kvækerne, 📌Englands Pietister, og bleve en Lægedom for det dødelige Saar, saa god som den kunde opvoxe af saadan Jord. Da Verdens Vise fordum lode haant om Guds Visdom, beskæmmede Han dem ved at tale gennem Fiskere, og altid er det vist Tegn paa de Lærdes Ugudelighed, naar en Lægmand føler sig drevet til at opstaa og tale til Folket i Herrens Navn; thi han kan hverken opstaa eller finde Indgang, uden naar Hyrderne ere blevne Ulve og 📌Sions Vægtere stumme Hunde. Da de overordenlige Naadegaver ere ophørte, bliver det og umuligt for en Lægmand at reise det sjunkne Hus paa Skriftens rette Grundvold, og ved den megen Ret han har til at 215foragte de Boglærde, forføres han let til en Hovmod og Selvklogskab, hvis Fostre ere Sværmeri og sørgelig Vildfarelse. Saa gik det med Kvækernes Formand 👤Georg Fox,*født 1624. en Væversøn fra 📌Drayton i 📌Leicester. Han kunde netop læse og skrive, havde lært Skomagers Haandværk, men mest vandret bag Faarene under aaben Himmel. I Gudsfrygt var han optugtet, fandt i sit 19tende Aar en heftig Drift til at forlade Slægt og Venner, og fulgte den. Bibelen kunde han hardtad udenad og grublede alvorlig, han vilde være fuldkommen og stred i 4 Aar med haard Anfægtning og svare Tanker. Han søgte Raad og Oplysning hos de berømteste Lærere af alle Partier, men det gik ham som 👤Luther, og som det nu vel vilde gaa Enhver, han fandt Ingen som forstod, mindre som kunde veilede ham. Veiledningen til 👤Jesu Kors vilde han imidlertid i al Fald fundet i sin Bibel og hos sig selv, thi hellig var i Begyndelsen hans Oplysning; men han jog ikke efter den ypperste Naadegave: Kærlighed, vilde være klog over det, som skrevet staar, og blev en hovmodig Sværmer. Nu begyndte han sit sælsomme Løb,*1647. omvandrede, saavidt det tillodes ham, i 44 Aar som Bodsprædikant, taalte Slag, Fængsel og Forhaanelse i apostolisk Maal, men fandt og Tilhængere i Tusindtal. Disse styrtede, tit som Rasende, ind i Kirkerne, som de i Spot kaldte Taarnhuse, skældte paa Præsterne og Bod var deres Løsen, som Flagellanternes fordum. Ved denne usømmelige Ad216færd tildroge de sig mangen fortjent Tugtelse, men mest Forfølgelse maatte de udstaa fordi de afskyede Eed og Krigstjeneste, nægtede Geistligheden Tiende, sagde Du til Alle, og vilde ei tage Hatten af for Nogen. Selv under 👤Kromvel, hvem de forgæves advarede med mærkelige Ord, forfulgdes de, skønt han lod, som det var imod hans Villie, under 👤Karl den Anden fik de et Fristed i 📌Amerika, men først under 👤Vilhelm, Fred i 📌Gammelengland, da Han gjorde deres Forsikkring for Guds Aasyn til lovgyldig Eed.

Som kristelig Menighed fortjener Kvækersamfundet ingen Roes, ja knap Navnet, da Forsoningslæren hardtad ganske sattes tilside, da den indvortes Oplysning gjordes til Skriftens Dommer, Søndagen, de kristelige Sakramenter og Fester, samt ordenlige Lærere, forkastedes. Med deres Dyd var det ei heller synderlig bevendt, thi dens Grundpillere, Kærlighed og Ydmyghed, kom alt i Begyndelsen sjelden tilsyne, og snart forstodes ved Dyd kun en udvortes ustraffelig Vandel. De bleve ved at foragte Videnskaberne, ikke af den Mening, at de vare Troen farlige; thi allerede 👤Vilhelm Penn troede vel ei stort mere end vor Tids saa kaldte Oplyste; men meget mere, fordi de vare gerrige paa Verden. Hardtad Alle sloge de sig til Købmandskab, hvorved deres Egennytte og Gerrighed daglig tog til, og det er mærkeligt at den første Kvæker, som anklagedes for Lovbrud, havde filet Guldpenge.

217Ikke destomindre forsinkede Kvækerne 📌Engellands Undergang og bidroge meget til dets Velstand. Deres Afsky for Krig maatte hjelpe mægtig til at stille og mildne Jordskælvet under Stuarterne, og deres, i lang Tid, ligesaa redelige som driftige Købmandskab bragte Handelen til at blomstre. Deres Ringeagt for al Kirketjeneste, var en passelig Modgift mod det tomme Spil der dreves med Gudsdyrkelsen, deres nødtørftige Bodsprækener vakte Mange til alvorlig Eftertanke og nedkuede Frækheden, deres ustraffelige Vandel avlede en kraftigere Slægt. Man seer det saa grant, hvorledes Engellænderne fra den Stund vilde ved udvortes Anstændigheder, Almisser og Sædelære løskøbe sig fra ægte kristelig Dyd og Tro. Nu fik den bispelige Kirke sin berømte Moralprædikant 👤Tillotsen, sin saakaldte Fornuftdigter den tænksomme men dybt fordærvede 👤Pope, ja selv i 👤Addison en Dydens og Fornuftens Talsmand, der bedre end hans fleste Landsmænd forstod at vurdere Kristendommen og dens elskværdige Datter: det ydmyge, barnlige Sind. Selv paa Høiskolerne, der ellers allerede da stode som udgaaede, sølvbeslagne Træer, lod sig en Gæring spore, og fra 📌Oxford udgik et nyt kristeligt Selskab: Methodisterne.

Kvækerne vare ved det 18tende Aarhundredes Begyndelse, ei længer ustraffelige, end sige kristelige, og Moralsløret kunde ikke skjule det stinkende Aadsel for kristelige og klarøiede Mænd, som Skotlænderen 👤Burnet.*døde 1715. Synet 218slog nogle Studentere i 📌Oxford,*1729. mest Brødrene Vesley saa stærkt, at de, uden at afvige fra Kirkens Læresætninger, beflittede sig paa et strængt, gudeligt Levnet, og talte kraftelig mod den herskende Fordærvelse. Det gik dem og deres Stalbroder 👤Vhitefield, som det maa gaa alle Pietister, de bleve Sværmere, foregave Aabenbaringer og ventede at blive syndeløse herneden. Imidlertid føiede Gud det saa, at 👤Johan Vesley paa Veien til 📌Amerika blev kendt med nogle Hernhutter, af hvem han lærte, hvad paa den Tid synes at have været aldeles glemt i 📌England, at det er ved Troen paa 👤Jesus vi blive ret færdige. Vel holdt han fast paa det strænge Levnet, men det var maaske nødvendigt, naar han ei vilde opgive Dyden, og hans Skilsmisse fra 👤Zinzendorfs engelske Tilhængere, der, som begribeligt er, i Ugudelighed langt overgik de tydske, beviser at sand Kristendom laa ham paa Hjerte. Mærkeligt er det, at fra den Stund, da 👤Vesley vandt Tro paa Retfærdiggørelsen ved 👤Jesum, aftog hans Sværmeri daglig: han forkastede sine Aabenbaringsgriller, nærmede sig 👤Luthers Mening om Naadevalget, og dannede sin Menighed med Prædiken og Sang, efter luthersk Mønster. Med alt dette ønskede han ingenlunde at stifte en afsondret Menighed, men den bispelige Kirke vilde ei vedkende sig Methodisterne, og endnu have de i stort Tal deres egne Kirker, som dog maa nøies med Navn af Bedehuse. Paa denne Menighed blev det ret syn219ligt, at Engellænderne i Almindelighed vare blevne saare uduelige til ret Kristendom, thi saa reen den i de fleste Stykker lod sig tilsyne hos 👤Vesley, udartede den dog snart hos hans Tilhængere, mere og mindre, til udvortes Tjeneste og sværmerisk Gøgleværk. Imidlertid kom dog Mange herved til saliggørende Tro paa Frelseren; Methodisterne havde det forud for andre Pietister, at de ikke følgelig kunde sætte nogen Fortjenester i deres Øvelser, og 📌Engelland fik af deres Børn mangen Mand, der, i det mindste til verdslig Bedrift, var dygtigere, end dets fleste andre Sønner.

De Kræfter som saaledes udrugedes ginge nu ei som forhen forlorne for Statens Glands; thi fra den oraniske 👤Vilhelms Tid var det Fyrsteklogskab at taale og bruge alle protesterende Partier, og dette blev end mere fornødent under det Brunsviglyneborgske Hus, som efter 👤Anna, med 👤Georg den Første besteg Tronen.*1714. 📌Frankrig brugte nemlig de fordrevne Stuarter til at ængste 📌England; 👤Jakob den andens Søn og Sønnesøn gjorde endog Landgang under de to første Georger; Katholikerne, hvoraf der bestandig i 📌Irland vare mange, og Bjergskotterne strede under deres Banner, og Kongerne havde da alt Rigets Størke behov. 👤Georg den Anden havde ogsaa lovet at beskærme 👤Therese, og denne tydske Drot spøgte ei med Løfter: selv stred han mandelig for hende ved 📌Detingen, og 📌Frankrigs Flaade blev ødelagt; derimod havde den franske Landhær indtaget 220📌Belgien, men for at Keiserinde-Dronningen ved den Aachenske Fred*1748. kunde faa det tilbage, gav 👤Georg ridderlig Slip paa sine Erobringer.

En stor Plet er det i 👤Thereses Levnet, at hun nu, istedenfor at herske i Ro, pønsede paa at faae 📌Slesien igen, og indgik derfor et ligesaa uklogt som underligt Forbund med 📌Sachsen, 📌Rus land og 📌Frankrig. Herved lønnede hun 👤Georg med Utak, viste 📌Ruslands vilde Skarer Vei ind i det egenlige 📌Europa, og yppede den ødelæggende Syvaarskrig.

📌Rusland har fra utænkelige Tider været Beboet af raa, slaviske Folkefærd. Disses Krønike begynder i det niende Aarhundrede, da det synes som de selv fra 📌Norden have indkaldt 👤Rurik og hans Følge til at give sig en ordenligere Forfatning. Mod Slutningen af det 10de Aarhundrede antog 👤Vladimir Kristendommen, ved at gifte sig med en Keiserdatter fra 📌Konstantinopel; men den eneste Virkning man sporer deraf, er de Krøniker Man begyndte at skrive, og blandt disse er 👤Nestors blevet navnkundig. Efter 👤Vladimirs Død deltes Landet i mange Herskaber og indtoges paa 📌Novgorod nær i det 13tende Aarhundrede af Mogolerne. Deres Aag afkastede 👤Ivan den Første og under hans Sønnesøn,*1477. af samme Navn, udbredtes 📌Ruslands Herredømme over 📌Kasan, 📌Astrakan og Noget af 📌Siberien. Under den første 👤Ivan, som i 📌Lifland krigede uheldig med Ridderne, lagde Man først Mærke til Russerne, og den Anden mente at oplyse sit Folk ved Fremmede 221og Bogtrykkerkonst, men det vilde ei lykkes. Med hans Søn uddøde den Rurikske Mandsstamme,*1598. og Riget blev et Bytte for Svenske og Polakker, indtil det Romanovske præstelige Hus kom paa Tronen med 👤Mikael Fedorsen.*1613. Vel maatte han afstaa 📌Ingermanland, 📌Kexholm og 📌Karelen til 📌Sverrigs 👤Gustav Adolf, Andre Landskaber til 📌Polen og udelukke sig fra 📌Østersøen, men den Aand som sporedes hos ham og hans Søn spaaede Forandringer. De lode sig tilsyne under hans Sønnesøn, 👤Peter, kaldet den Store. Han havde større Sjæleevner end hans Formand, men hans Begreber om Menneskers og Folks Ypperlighed vare saare lave, al hans Stræben gik ene ud paa at give sig og sine Russer Lighed med de oplyste Europæer. At komme selv til Sandheds Kundskab om Gud og de guddommelige Ting, og da at opløfte sit Folk og læmpe Forfatningen derefter, faldt ham enten aldrig ind, eller tyktes ham for lidet; men at faa en Krigshær og en Flaade, Handel og Vandel som andre Folk, dette var hans Attraa: Soldater kunde han lade afrette og andre Indretninger gøre ved indkaldte Fremmede, men til Søhandel og Flaade var 📌det hvide Hav for nordligt og 📌det sorte for snevert; paa 📌Østersøen havde han Øie, men Nabolandene ved den tilhørte 📌Sverrig og tyktes ei lette at tage.

👤Gustav Adolf var den sidste Mand af Vasaslægten, og hans Datter, 👤Kristine, blev 📌Sverrigs Dronning. Hun legede med Alt, med sin Lærdom, som med sit Spir og sine Yndlin222gers Liv; med sin Krone, som hun nedlagde,*1654. og sin Tro, som hun afsvor i 📌Rom. Den arme, forfængelige Kvinde! hun var syg for Ære og fik den kun af Smigrere som hun kunde gennemskue; hun søgte Glæden ad tusende Veie og fandt kun et flygtigt Morskab, af hvis Tomhed hun pintes; hun havde dybe Længsler, men vilde have dem tilfredsstillede i det Timelige. Under hende havde 📌Sverrig foruden en Del af 📌Pommern, fra 📌Danmark vundet 📌Jemtland og 📌Herjedal, 📌Gulland og 📌Øsel, men under hendes Frænde, 👤Karl Gustav af 📌Zveibryken, lod det som 📌Sverrig skulde blive hele 📌Nordens Herre.

Hine Erobringer vare gjorte i 👤fierde Kristians sidste Dage: den gamle danske Adels Hovmod og Herskesyge voxte, ligesom dens Kraft og Værdighed aftog; 👤Frederik den Tredie blev kun en Kongeskygge, og, skøndt Landets Hær og Pengevæsen var i høieste Uorden, mente Rigsraadet dog at de tabte Landskaber kunde vindes tilbage, fordi 👤Karl med sin seierrige Hær stod i 📌Polen. 👤Karl kom: Adelen skjalv og flyede; Folket adspredtes som en Hjord uden Hyrde; 📌Jylland og Øerne, paa 📌Sjælland nær, faldt i Fjendens Haand, og Rigsraadet aftryglede 👤Karl en Fred, som vel gav ham Landene østen for 📌Sundet og Indpas i 📌Norrig, men dog ikke tilfredsstillede hans Herskesyge. Han fornyede Krigen, 📌København stod ene, dens Volde vare svage, men dens Borgere og Studentere stærke, og Gud var med dem: Stormen afsloges,*1659. Byen blev undsat, det danske Folk reiste sig, og 223👤Karl døde, vel tildels af Harme. Hans Søn var et Barn og Udsigterne ei ugunstige for de danske Vaaben, men de egennyttige Hollændere, som ei ahnede, at de for sidste Gang vare Kongers Voldgiftsmænd, vilde have 📌Sundet frit, og 📌Sverrig beholdt det Afstaaede, undtagen 📌Bornholm og 📌Trondhiem, som selv havde afkastet Aaget. 📌Polen maatte afstaa 📌Lifland og 📌Estland, og da 👤Karl den Ellevte blev voxen rev han Enevælden til sig, og berigede sig ved at fratage Adelen Krongodserne. Hans Søn 👤Karl den Tolvte, haardfør og kæk som en Fjeldbo, forvoven som en Bjørneskytte, tilbedet af sit Folk og ærgerrig over al Maade, kom paa Tronen ved Aarhundredets Slutning,*1697. og med ham var det den russiske 👤Peter skulde prøve Størke. Vel regnede Keiseren noget paa hans Ungdom, men det svenske Navn var i Ære og ene turde han ikke vove sig i Kampen, men tænkte at størke sig ved Forbindelse med 📌Sverrigs Arvefiender, 📌Polen og 📌Danmark.

Polakkerne er ogsaa et slavisk, upoetisk Folk, men ved tidlig Forbindelse med Tydske og Nordboer fik de Kristendommen fra 📌Vesten, i Slutningen af det 10ende Aarhundrede. Indfødte Fyrster af Piasts Æt herskede med Hertugsnavn under tydsk Høihed, indtil Begyndelsen af det 14tende Aarhundrede, da 👤Ladislaus paasatte sig Kronen, men da hans Søn 👤Kasimir døde barnløs, blev hans Søstersøn, den ungerske 👤Ludvig, Konge.*1370. Hans Datter 👤Hedevig giftede sig med 👤Jagello, Storhertug i 📌Lithauen, som 224og derved blev kristnet tilligemed sit Folk;*1386. og hans Æt herskede næsten i tohundrede Aar. Ogsaa Polakkernes eneste Skrift er Krønike, og den som 👤Dlugosk skrev er blevet mest bekendt.*1480. 👤Luthers Lære fandt megen Indgang og mange Hussiter nedsatte sig i 📌Polen, men skøndt dette vist nok størkede Folket, frembragtes dog ingen aandelig Gæring. Under den sidste Jagellon, 👤Sigismund, August *døde 1572. erhvervedes 📌Lifland men fra den Tid var Adelen Landets Pest, herskesyg og egennyttig indskrænkede den Kongernes Magt og solgte Fædrenelandet til den Høistbydende. I nogle Aar skjultes Landets Brøst af den kække Siebenbyrger 👤Bathori, men lod sig siden des tydeligere se, efterat Vasaslægten med 👤Sigismund var kommen paa Tronen.*1588. Han og hans Sønner vilde have 📌Sverrig til, og kunde ikke forsvare 📌Polen; vel gjorde de under Forvirringen i 📌Rusland, paa den Side nogle Erobringer, men saasnart det Romanovske Hus var stadfæstet, mistedes de igen tilligemed 📌Ukraine. Vasaslægten udgik med 👤Johan Kasimir,*1669. og nu fik Riget to indenlandske Konger, blandt hvilke den Anden, 👤Johan Sobiesky, udmærkede sig ved Tapperhed, ja undsatte endog det af Tyrkerne beleirede 📌Vien, men han var ogsaa forhadt af Adelen, thi han vilde være Konge. *døde 1696. Nu købte 📌Sachsens 👤August Kronen for den evangeliske Tro; 📌Polens og 📌Sachsens Rigdomme kunde han fortære med sine Friller, af Legeme var han en Kiæmpe, men af Aand en 225Dværg, og han var da den ene, som skulde træde i Kredsen mod 📌Sverrigs 👤Karl.

Efter den uheldige svenske Krig var i 📌Danmark foregaaet en stor Forandring, hvormed et nyt Tidsrum i dets Krønike begynder. Den gamle Adels Vanart er før ommeldt, og denne kundgjordes ligesaa øiensynlig ved dens udmærkede Mænd, som ved dens Adfærd under Krigen. To Adelsmænd havde 👤fierde Kristians lyse Øie adskilt fra Flokken og givet dem sine og 👤Kristine Munks Døttre til Ægte, det var 👤Korfits Ulfeld og 👤Hannibal Sehested. 👤Ulfeld var et snildt Hoved men gerrig efter Ære og Penge, og førte siden Avindskjold mod sit Fædreneland. 👤Sehested var en kæk Soldat men en vellystig Hofmand, og heraf kan Man slutte sig til de Øvrige. Videnskaberne, som før i danske Adelsmænd havde havt saa kyndige og milde Fosterfædre, forsømtes nu af dem, som venteligt var; og som det altid er et sanddru Vidnesbyrd om Mændenes Udartning, naar Qvinderne øve Mandsid, saaledes opstod nu den velbaarne Frue 👤Birgitte Thott,*født 1610. hvis græske og latinske Lærdom gør Hende mindre Ære, end den gør Adelen Skam. Ei burde de have Ære af Fædres Daad og Navn, som ei længere gjorde deres Gerninger: Hine betalte deres Delagtighed i Regeringen, deres Hæder og Skatfrihed med kloge Raad i Fred og Feide, med Gods og Liv og Blod naar Landet var i Nød; Sønnerne havde forvirret Alt ved galne Indfald, sveget Troskab og Rigens 226Banner, og vilde hardtad ei give en Hvid til det Faldnes Opreisning. 📌Københavns Borgere havde paa ærlig gammel Viis vundet Adelskab i Feidetiden, de forstode nu hvad der sømmede sig for Ædlinge, Studenterne havde og ladet se, at Ordstrid ei var den eneste hvori de kunde bestaa; saaledes kom det sig, at Borgernes Formand, 👤Hans Nansen, beraadte sig med det hæderlige Præsteskabs Hoved, Biskop 👤Svane, om at knække de Skjoldmænds Overmod og faae Ligelighed stadfæstet mellem Landets Børn. Den kloge og storsindede Dronning 👤Sofie Amalie tyktes vel om saadant Raad, og arvelig Enevoldsmagt tilstodes Kongen.*1660. Adelen rørte kun Munden og det endda heel sagtelig til den Høiheds Forsvar, de nys saa uforskammet havde pukket paa, og det allene er gyldigt Bevis for at dem ingen Uret skedte; men den hele mageløse Handel kundgør en Sindighed, Djærvhed og kærlig Tillid til Gud og Konge, som er alle rette Dannemænds arvelige Kendemærke. Denne Idræt frelste under Guds Bestyrelse 📌Danmark; thi det var høi Tid, at der ovenfra raadtes Bod paa Tidens Bræk og det kunde ei ske, saalænge en uenig og egennyttig Adel stod ved Roret, og ingen Borgerlig kunde komme til at bruge Kraft og Indsigt i høi Bestilling. Det var nu i 📌Danmark som i alle de protestantiske Lande: Kristendommen havde igen tabt en god Del af sit Herredom over Gemytterne; men ingensteds bleve saa kraftelige Lægemidler fundne og brugte mod den onde Tæring som herinde 227under de ny Enevoldskonger. Nu, som i 👤Valdemars Dage vare de blevne mange som ei vilde nøies med deres Eget, og de rovgerrige Adelsmænd vilde opsluge Alt, Lov gjordes da haardt behov; men den kom ogsaa, 👤Tredie Frederik lod flux lægge Haand paa Værket og det kom istand under hans Søn den 👤Femte Kristian. 📌Tvillingriget fik en Lov, som ved Tidernes Omskiftelse og Menneskenes Klogskab til det Onde nu er i mange Dele ubrugelig og alt for stakket, men det skal siges, mens 📌Danmark kan tale, at den kort og klar, som faa, ordner verdslige Handler efter kristelig Forskrift, og at den efter Tidens Medfør var lidelig og kvemmelig for Alle. Den Mand som havde stor Delagtighed i dette Værk, var en Borgermands Søn fra 📌København, navnlig 👤Peter Schumacher,*født 1635. men sig til liden Baade, adlet med Navnet 👤Griffenfeld. Han havde et herligt Nemme og et snildt Hoved, han var vel optugtet i alle boglige Konster, i den gæve 👤Jesper Brokmands Hus og paa fremmede Høiskoler; men i sine Velmagts Dage elskede han sig selv, jordisk Liggendefæ og forfængelig Ære høiere end Gud, Konge og Fædreneland. I Statskonst var han alle sine Samtidiges Overmand og havde han maattet raade sin ganske Livstid, var 📌Danmark uden Tvivl i mange Maader blevet sine Naboer overlegen; men til sit eget Uheld, thi Herredom grundet paa List er et Hus paa Sand, det falder i Stormen og dets Fald 228er meget stort . 👤Griffenfeld var kortsynet, som alle selvkloge Mænd, og stakket Glimmer for sig og 📌Danmark var hvad han attraaede, derfor bleve ogsaa Ridderordener opfriskede og et uarveligt Adelskab indført. Han selv er Bevis paa, at Mange alt i de Dage vilde lønnes med Ære for at gøre deres Skyldighed, og da maa vel Konger læmpe sig derefter, men Æren kan ei som Troen give Kraft, og Gerrigheden derefter smitter end mere hvert Gemyt, som derved drives til gavnlig Idræt; Misbrug kan ikke undgaaes og snart slappes da den bløde Fjeder. Stakket blev og 👤Griffenfelds Glimmer, han var Hoffolkene for stolt og 👤Friderich Vilhelm i 📌Brandenborg for klog, han dømtes til Døde og maatte hensukke 23 Aar paa 📌Munkholm, udentvivl en salig Ydmygelse for ham, men Skam for hans Uvenner, der havde flere Feil, men langt ringere Evner og færre gode Sider end han. To andre mærkelige Mænd under 👤Femte Kristian vare *født 1646.📌Sjællands og 📌Fyens Bisper, 👤Hans Bagger og 👤Tomas Kingo,*1634. hin 👤Griffenfelds Svoger; denne hans Yndling, begge ved hans Fortale delagtige i Kongens Naade. Underlig har Gud siden Reformationen sørget for 📌Danmark, derom taler hvert Blad i dets Krønike og det ikke sagtest, som afhandler 👤femte Kristians Dage. 👤Bugenhagens Kirkeordning var forældet, 👤Luthers Psalmer vare slet oversatte og de hjemmegjorte af 👤Hans Tavsen, 👤Hans Thomesen og Andre ei synderlig poetiske. Saalænge Andagten bræn229der i Hjertet, da behøves den ei smaalig at oppustes, men desmer, naar den er nær ved at slukkes. Imidlertid var intet Haab tilstæde om en dansk gudelig Skjald i de Dage, som kunde bøde paa Trangen. Under 👤fierde Kri stian sang 👤Anders Ærbo *født 1587. ret liflig om Skaberværkets Gang, Davids Psalmer udsatte han og med Fynd, men selv digtede han ingen; Hans Samtidige, Skaaningen 👤Klaus Lyskander, besang ei verdslige Handler ilde, men det gjorde Københavneren 👤Henrik Gerner,*født 1629. denne i øvrigt saa kostelige Dannemand, og til gudelig Sang vare de ei oplagte. Det var Jyden 👤Bording *født 1619. ikke heller, som han ved sine Forsøg noksom har viist. Intet Raad til en god Psalmebog var da hos Menneskene, men det var hos Gud: Han førte den skotske Tapetmager, 👤Thomas Kingo, herind under 👤fierde Kristian, og hans Sønnesøn var udseet til det store Værk. Kunde han og i sine Fædres Land og paa deres Maal, som vel maa omtvivles, have siunget, som han sang, vilde det kun hjulpet den presbyterianske Menighed lidet; men i 📌Danmark læmpede han med 👤Bagger en Kirkeordning, som endnu opbygger hver Kristen, og digtede Psalmer, som vel mangensteds ere fortrængte, men ei eftergjorte, end sige overgaaede. Nu var da 📌Dannemarks Skikkelse fornyet, og enddog Saaret blev mere lukket end lægt, kunde Man dog vente Idræt en liden Stund, og den fik Man at se. 👤Kristian selv var en vakker Kæmpe paa Stridens Dag, og havde han ei 230havt samme Sot, som undergravede Folkets Tro og Kraft, vilde han været en dygtig Konge. 👤Gyldenløve var i mange Dele som han, og Julerne, især 👤Niels i 📌Køgebugt, viste at den Jydske Adelstamme, ligesom i 👤Niels Ebbesens Dage, havde vakkre Rodskud i Efterhøsten. Under saadanne Varsler besteg 👤Frederik den Fjerde Tronen,*1700. han skulde være 👤Peters anden Stalbroder, og tyktes ei dertil udygtig. Vel maatte han for det Første stikke Sværdet i Balgen, saasnart det var draget, da 👤Karl gjorde Landgang paa 📌Sjælland, medens 👤Frederik krigede i 📌Holsten mod den svensksindede Hertug; men naar 👤Peter vilde have en Flaade i 📌Østersøen, var det alt stor og uundværlig Vinding at have 📌Danmarks Venskab.

Nu gik 👤Karl løs paa den polske 👤August, drev ham foran sig ind i 📌Sachsen, nødte ham til at frasige sig sin Krone, og 📌Tydsklands Keiser til at love Protestanterne i hans Arvelande bedre Vilkaar. Derpaa vendte 👤Karl sig mod Russerne, men fordybede sig i 📌Ukrænes Ørkener, og ved 📌Pultava slog 👤Peter med sine stærke, talrige Slaver de faa, af Færdsel og Hunger udmattede Svenske.*1709. 📌Nordens eventyrlige Ridder var imidlertid ei raadvild, han flygtede paa trange Stier til 📌Bender for at ophidse Tyrkerne. Det lykkedes ham, og 👤Peter syntes forloren, men Storvisiren lod sig underkøbe, og efterat have været beleiret i sit Hus af en heel tyrkisk Hær, red 👤Karl selvanden igennem 📌Ungarn og 📌Tydskland til 📌Pommern.*1714. Dette Land231skab var oversvømmet af Fjender, da Polakker og Danske havde brudt Freden og forstærkedes af Preuser og Hanoveraner. Neppe slap han fra 📌Stralsund, før den blev taget, og da han siden gjorde et Indfald i 📌Norge, endte han sit sære, urolige Liv for 📌Frederikshald.*1718. Det lod, som 📌Sverrigs Kraft uddøde med ham, det Zveibrykske Huses sidste Mand; thi ingen stor Mand reiste sig, og det udmattede Land maatte købe Freden med 📌Rusland for 📌Ingermanland, 📌Estland, 📌Lifland og en Del af 📌Finland.*1721. I 📌Ingermanland havde den dristige og driftige Keiser anlagt 📌Petersborg til sin ny Hovedstad og bygget Skibe til Handel og Krig, men den største Vinding, de lutherske Undersaatter af tydsk og svensk Herkomst, beregnede han vel mindst.

👤Peters Mandslinie udgik med en svag Sønnesøn,*1730. og efter adskillige voldsomme Gæringer, som de kan ventes hos et vildt Folk der sættes i en udvortes Bevægelse af fremmede Lykkefristere, kom hans Datter 👤Elisabeth paa Tronen.*1741. Hende havde 📌Preusens 👤Friderich fortørnet, og derfor indgik hun Forbund med 👤Maria Therese imod ham. I syv Aar førtes Krigen,*fra 1756. Lykken var foranderlig, men 📌Europa gav Genlyd af 👤Frederiks Pris og længe beskærmede han med Held sine Lande. Til sidst blev han dog overvældet af Russerne, de indtoge 📌Preusen og udbredte Ødelæggelse i 📌Brandenborg. Han syntes forloren, og havde det været Guds Villie at Russer skulde forstyrre 📌Europa, vilde al 232hans Tapperhed og snilde Anslag kun hjulpet lidt. Det var imidlertid ikke Guds Skyld, om han ikke saae og ærede den Almægtiges Finger; thi da hans Sag tyktes mest fortvivlet, bortkaldtes 👤Elisabeth og fik i den holstenske Hertug 👤Peter en Eftermand, som forgudede 👤Friderich. *1762. 📌Ruslands Størke var nu hans, havde det varet længe, var han i det mindste blevet 📌Tydsklands Herre; men ogsaa 👤Peter kaldtes hurtig bort, og Følgen blev en Fred, hvorved Ingen vandt en Fodsbred Land.*1763.

Anderledes var det med den Søkrig som 📌Preusens eneste Forbundne, 📌Engelland, havde ført med 📌Frankrig og tilsidst med 📌Spanien; og i hvilken 📌Engelland havde vist sin afgjorte Overmagt paa Havet. Ogsaa den sluttedes samme Aar, men med Vinding af adskillige vestindiske Øer samt 📌Florida og Noget af 📌Kanada paa 📌Amerikas faste Land. 📌Engellands Besiddelser vare nu betydelige i denne Verdensdel, men snart formindskedes de ligesaa uventet, som de fleste vare vundne. Da 📌Amerika opdagedes deltes det mest mellem Spanier og Portugiser, men disse holdt ei Andet for værd at eie, end de Øer, hvor der kunde voxe Kaffe og Sukker og andet Saadant, samt de Lande, hvis Bjerge havde ædel Malm og ædle Stene. Store Strækninger bleve da ubesatte overalt, men mest i Norden, hvor Landene under en Himmelegn, der ligner 📌Europas, mest kun frembringer, hvad der ei behøves at hentes over Havet. Man har tidt spurgt, om 📌Amerikas 233Opdagelse var nyttig eller skadelig, men saa kan ingen spørge som troer et Forsyn, mindst den som veed hvad der Alt maatte føie sig for at det fierne Land kunde findes. Selv dengang, da Man af Europæer kun saae gerrige Bødler og udartede Skrællinger i 📌Amerika, og i 📌Europa fra dette Land kun det forførende Guld og de slappende Overdaadsvarer, som opelskedes af de Negere man paa 📌Afrikas Kyst havde stjaalet og købt, selv da maatte en Kristen trøstes ved den Vished, at 👤Jesu Tro, saa slet den end forkyndtes, havde kuldkastet meget skammeligt Afguderie og frelst mange Sjæle. At ogsaa her engang, som overalt hvor 👤Jesus kommer, vilde blive Dag, det kunde Man vide; men hvorledes, det var, som alle Guds urandsagelige Raad, indtil Han selv aabenbarer dem, skjult for menneskelige Øine. Begyndelsen er mærkelig, og vil maaske engang vorde det mere: de første fri Mænd som bosatte sig i 📌Amerika for andet end at sanke Rigdom, vare Kristne, som husvilde i 📌Europa søgte et Fristed, hvor de i Fred kunde dyrke Gud efter deres Samvittighed. Allerede i Begyndelsen af de presbyterianske Stridigheder fandtes Nogle som dreve paa hver, nok saa liden, kristelig Menigheds fuldkomne Uafhængighed. Meningen var oprundet ved Stirren paa den apostoliske Alder og den Vildfarelse, at de overordenlige Naadegaver, uden hvilke Uafhængigheden maa blive fordærvelig, endnu meddeltes de Troende. Grundsætning havde da disse Folk tilfælleds 234med de Independenter, der siden oprørte 📌England, men den havde endnu ikke saaledes forvildet dem til Afsky for al Orden, og de levede rolig i 📌Leiden med deres Præst 👤Johan Robinson.*fra 1610. At der mellem dem vare mange gudfrygtige Mænd, derom vidner deres gudelige Forsæt, at drage til 📌Hudsons Bredder for at vogte deres Børn for de Fristelser og Forargelser, som omringede dem i den gamle Verden. De frimodigste uddroge først,*1620. og saare mærkelig er den fromme 👤Robinsons Afskedstale, der vidner ligesaa høit om hans udmærkede Aand og Ærefrygt for det skrevne Ord, som om deres Grundvildfarelse, at en klarere Indsigt deri skulde umiddelbar, og ei gennem Videnskaberne, meddeles ved guddommelig Oplysning. En løselig Be tragtning af Videnskabernes Indflydelse paa Religjonen maa føre hver eftertænkende Kristen tæt til denne Tro, men det er et svart Veiskel, hvor aandelig Hovmod skjuler sig med Troes og Gudfrygtigheds Kaabe, og følges dens Røst, er Man flux i Sværmeriets fortryllede Egne, hvor Løgtemænd gøgle og blænde, indtil Man synker fra den drømte Fjeldtind i Synds og Ugudeligheds dybe Moradser. De egennyttige Hollændere havde forbudet Skipperen at styre til 📌Hudson, fordi de havde i Sinde maaske engang at nedsætte sig der, og han satte dem i Land ved 📌Cap Cod i det nuværende 📌Massachusetsbai; men saa vilde Gud; hist vilde de 120 Udlændinge blevet Slagtoffere mellem stærke og vilde Indbyggere, 235her havde en Pest det forrige Aar ryddet dem en Byggeplads. De kaldte Landet 📌Ny England, erkendte det Gamles Konge for deres, og da Flere, som vare misfornøiede med den borgerlige og aandelige Tvang der hjemme, droge did, reiste 📌Boston sig snart i et veldyrket Landskab. Vel stadfæstede ei længe efter et Øievidne hvad venteligt var: Gudeligheden avlede Rigdom og Datteren fortærede Moderen, men dog vare disse Egne, selv under den sidste Gæring, Kraftens og Frihedens Hjem. Med Hæder maa den gudfrygtige 👤John Cotton fra 📌Derby nævnes,*født 1585. han afsattes fra sit Præsteembed i 📌England, fordi han ei vilde bifalde 👤Lauds katolske Indretninger og drog fra det gamle til det ny 📌Boston.*1633. Da 👤Robinson aldrig kom til 📌Amerika, blev han Menighedens Hoved, skrev dens Katekismus, udlagde Johannis guddommelige Brev om Kærlighed og arbeidede til sin Død paa at dæmpe Sværmeriets vilde Udbrud.

Nu begyndte 👤Lord Baltimore at opdyrke 📌Maryland,*1634. Engellænderne forjog Hollænderne fra 📌Ny York og Svenskerne fra 📌Karolina, men mærkeligst i mange Maader er 📌Pensylvaniens Opkomst. Medens Kvækerne endnu forfulgtes i 📌England, skænkede 👤Karl den Anden Admiral 👤Penns Søn den navnkundige 👤Villiam disse udyrkede Egne,*1681. og her reiste sig den store Kvækerstad 📌Philadelphia, tidlig bekendt af sin Rigdom og siden af sin Fordærvelse og gule Feber.

236I Alt skal 50000 Engellændere være vandrede til 📌Amerika, og formedelst den oprindelige Tarvelighed og Arbeidsomhed formerede de sig i 100 Aar til en Million. Mange Bjergskotter, som ei vilde afsige deres gamle Sædvaner, over 20000 Irer, fordrevne Valdenser fra 📌Savoien og Lutheraner fra 📌Salzborg, flokkede sig til dem og efter Syvaarskrigen drev Trang, Ustadighed og andre Aarsager mange Tusinder, især Tydskere, over Havet. Allerede dette underlige Sammenløb gjorde en herskende Kirke umulig, indtil en Reformator opstod; men fra 📌Philadelphia, hvor Man ei brød sig om, enten Borgerne vare Jøder eller Hedninger, om de havde nogen Tro eller spottede med Alt, udbredte sig som en rædsom Kvækerpest den høieste Ligegyldighed i Troessager. Denne jordiske Tænkemaade var det og som udklækkede den saa lovpriste Frihed. De adskillige Landskaber havde mest selv givet sig deres Forfatning, de skattede ikke til 📌England, men enddog dette berigedes ved 📌Amerikas Vindskibelighed, vilde dog Ministrene efter Syvaarskrigen ei dermed nøies og paalagde Skat. Amerikanerne elskede Ro og brøde sig ikke om at Man omstyrtede deres Forfatning og fratoge dem Valgret af deres Øvrighed, men deres Mammon var deres Gud, for den vilde de stride.*1775. Efter lang Splid, udbrød endelig Krig, 📌Engelland leiede Soldater af de smaa tydske Fyrster, men hvorledes disse, som tildels med Kanoner dreves fra Hjemmet, vilde kæmpe i en anden Verdensdel var ei 237tungt at gætte og sagtens maatte troende og ærbare Mænds Sønner, som ophededes af Frihedens Tryllelyd overvinde saadanne solgte Offerdyr og kraftløse Engelskmænd. 📌Amerika havde desuden fostret to Mænd, som i Raad og Daad ei i 📌England havde deres Mage, den sindige og høimodige Krigshøvding 👤Vashington, og den snilde 👤Benjamin Franklin.*født 1706. 👤Franklins Fader, som var for Troens Skyld udvandret fra 📌England, havde optugtet Sønnen i gudelig Ærbarhed, og Bogtrykker var denne af Haandværk. Ved forvoven Grublen og Læsning af onde Bøger forvildedes han meget i Troen, men Ærbødighed for de hellige Skrifter, som aldrig forlod ham, befæstede hans Trin i en ustraffelig Vandel, og hans Levemaade var ved 📌Frankrigs Hof hyrdelig som de gamle Patriarkers. Om Han aldrig havde været indviklet i Statsbestilling, vilde dog hans Navn komme med Berømmelse til Efterslægten; thi han lærte Verden at fremlokke Klang som en liflig Strængeleg af Glasset, og paa underlige Maader ligesom at styre Lynilden paa sin ilsomme Færd. Over den sidste Opdagelse jublede de Vantro, thi det gaar dem, som det er sagt om Trolde, i Torden skjælve de, og, enddog de veed saa godt at det kun dundrer saa, naar Skyer mødes, tykkes dem dog i Skrækken, det er Herrens Røst. De Arme! kunde end en ny 👤Franklin lære dem at fæste en Tordenleder paa deres Isse, det klækker dog saalidt, indtil de finde den dybt forborgne Konst, over hvil238ken Mange have grublet sig ned i Grav, at fratage Døden sin Braad. Dog mest navnkundig er 👤Franklin blevet derved, at han egenlig grundede 📌Nordamerikas Fristat; thi ham var det, som fra Først af førte Ordet mod de engelske Ministre, han indaandede sine Landsmænd den Sindighed og Billighed, som prydede deres offenlige Forhandliger, og overtalte 📌Frankrig til at gribe Vaaben mod 📌England. Udgangen blev, at 13 Provindser erkendtes for en uafhængig Stat.*1783.

Denne Krig var det første udvortes Stød som rystede 📌England i sit glimrende Aarhundrede, men det aabenbarede kun for legemlige Øine den Sot, hvorpaa det længe havde baaret, og som tilsidst maatte volde en ynkelig Død. Denne havde Kvæker og Methodister forsinket; men ei helbredet Sygdommen, og saavel hines Skælven som disses Angestskrig kundgjorde, under hvilke Krampetræk Sjælen maatte vaande sig, naar den vilde løfte sig fra Jorden. Det samme kundgjorde Digteren, som den methodistiske Gæring fostrede, den kristelige 👤Edvard Yong *døde 1765. i sine svare Nattetanker og tungsindige Gravsange, og i Dyremenneskets sidste Timer malede han med gloende Farver sit Fædrenelands Fremtid. Hvad Man ellers kaldte Poesi var enten vild Latter over Fordærvelsen, som hos