Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng

Grundtvig, N. F. S. Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng

Grundtvigs Værker

↩

Femte Tidsrum.

Fra 👤Luther til 📌Sydamerikas Opstand.

1517—1811.

✂ En ny ►Høiskole var oprettet i 📌Vittenberg *1502. og efter priselig Skik var det ►Landsherrens og hans Raadgiveres ►Omsorg her at sanke dygtige Mænd som kunde give den ny Anstalt Glands og Ry, men det tænkte Ingen paa, at Gud herved rundt fra 📌Tydskland forsamlede de Mænd, der skulde udføre hans store Værk, Kristendommens Genfødelse. 👤Staupits, 👤Amsdorf og 👤Karlstad, 👤Gøden og 👤Schurf og 👤Pollich ere berømte Navne som flux droge en Mængde Studerende fra 📌Tydskland, 📌Dannemark, 📌Schveits og selv 📌Italien til 📌Vittenberg, men Hovedmændene vare dog Sakseren 👤Morten Luther og Pfalzeren 👤Philip Melanchton. 👤Luther havde allerede som ung Magister ⓘ udmær112ket sig i 📌Erfurt, men den Bekymring for sin Sjæls Frelse, som med Eet betog ham, drev ham til alle Kyndiges Forundring ind i et Augustinerkloster, hvor han haabede ved Afkald paa Verden, dens Glæder og Ære og ved stræng Opfyldelse af tunge Munkeløfter at vinde Sjælefred og Vished om Salighed. Dog ogsaa her visnede han, under udvortes Spægelse og indvortes ►Anfægtning, som en ►saftløs Urt, indtil Gud ledte ham hen til ►Naadestolen, som er opreist for Troen paa 👤Kristi Død, og her trøstedes han over sin Skrøbelighed, og fra Nu af formaaede han Alt ved 👤Kristus som gjorde ham stærk. Da han saaledes var indviet efter 👤Kristi Forbillede kaldte Gud ham ud af det snævre ►Munkebur til at ►røre sig kraftelig blandt Menneskens Børn. Til Præst var han blevet indviet, og kaldtes nu til 📌Vittenberg som Professor i Philosophien.*1508. 👤Melanchton var en Søstersøn af 👤Reuchlin, som havde holdt ham til Bogen, han havde studeret i 📌Heidelberg og 📌Tybingen, og i saadant Ry var den 21aarige Magister for Lærdom og Smag, at han kaldtes til 📌Vittenberg,*1518. for som Professor i det græske Sprog at pryde ►Høiskolen. Han havde ikke som 👤Luther tilkæmpet sig Troens dyrebare Klenodie og derfor kunde han ikke elske det saa høit eller kæmpe saa ►mandelig for det, men hans jævne, ydmyge Sind var som det klare Vand der gerne i Stilhed vil favne Solens Billed, men derfor just ogsaa frygter for Stormen. Dog elskede og ærede han 👤Luther 113saa høit som en Guds Apostel, at selv hvor han ikke saae, troede han, og selv hvor han skialv, stod han, saalænge han kunde hælde sig til den urokkelige Støtte. Han ►udtolkede 👤Luthers høie Taler for de Umyndige, og ►enddog han, som hver Tolk, stundom foer vild, og ei i sit Tungemaal kunde finde de rette Ord, blev Meningen dog for det meste uforvansket, og Modstanderne kunde ei saaledes med ►noget Skin fordreie hans klare, rolig afveiede, som 👤Luthers de dristige, udtryksfulde, men derfor tit ►hemmelige Ord. Allerede før han kom til 📌Vittenberg var Aanden ►udfaret i Storm for at rense den kvalme Luft og bevæge de stinkende Vande. Med Gru hørde 👤Luther i Skriftestolen, naar han talde om Anger og Omvendelse, de bedragne Siæle ►trodse paa 👤Tezels Afladsbreve, og fra Prædikestolen ►udtordnede han Ve over dem, som indbildte de Kristne, at noget Andet end Troen paa og Tilegnelsen af 👤Jesu Kristi Pine og Død kunde skaffe Syndsforladelse og Naade hos den retfærdige Dommer. En skarp Strid begyndtes nu med Mund og Pen, men hermed kunde Løgnen Intet udrette mod Sandheden, og afmægtige maatte 👤Luthers Fjender skære Tænder, thi de kunde ikke staa den Visdom og Aand imod, af hvilken han talede, Løfter og Trudsler vare spildte paa den ►djærve Munk, og de saae intet andet ►Raad end at ty til Baal og Sværd. Dog de glemde, at de havde slet ingen Magt uden den blev givet dem ovenfra; 114“hans Gud var ham saa fast en Borg; han var hans Skjold og Værge.” De udvortes Omstændigheder maatte da føie sig derefter og ►alle Ting tjene Ham til Gode som elskede Gud, og var kaldt efter ►et evigt Forsæt til at rense den besmittede Helligdom. 👤Luthers ►Landsherre, Kurfyrst 👤Frederik den Vise, var vel lidt for klog efter denne Verdens Vis til strax aabenlyst at antage sig hans Sag, men ingenlunde vilde han enten udlevere ham eller forbyde ham at udbrede Sandheden ved Tale og Skrift. Nu døde 👤Maximilian, 👤Frederik var Medregent indtil Videre, og da han selv afslog Keiserkronen og satte den paa 👤Karls Hoved, var denne hans Skyldner. Lettere kunde 👤Karl ei heller betale sin Geld, end ved at se igiennem Fingre med Meninger, der i Grunden vare ham ligegyldige, og hvis Udbredelse ►syndes at ville befordre hans Hensigter, da baade Pavens Anseelse derved svækkedes og 📌Tydsklands Fyrster gjordes uenige. Disse mange Hensyn, som alle udgik fra hans Attraa efter at blive enevældig først i 📌Tydskland og siden, om muligt, i den hele ►ordenlig beboede Verden, nødte ham imidlertid til at være tvesindet og tvetunget, ►saa at 👤Luther som fredløs Mand kom i Livsfare, men dengang skjulde Kurfyrsten ham paa et af sine Slotte, indtil Uveiret gik over, eller rettere indtil det blev ham for snævert mellem Murene. Afladshandelen var langt fra at være det Eneste han ►bestred, alt Vigtigt, som ei var grundet paa tydelige Ord i de hellige Skrifter, forkastede han 115som Løgn og Vildfarelse. For at nu Alle kunde se med egne Øine udlagde han ved Guds og sine Venners Hjelp, Bibelen paa tydsk ►Maal med saadan enfoldig Kløgt og Kraft, at selv de Vantro, som have nogen Forstand paa Skrift, maa sande, at det for den Tid er et mageløst Værk, ja at de ikke selv formaa at sammenføie Ordene til saa liflig Klang og ►ukonstlet Fynd. Den ►synderligste Deel og ►ligesom Hovedet af hans Lære, var, at Mennesket formedelst 👤Adams Synd var blevet uduelig til at opfylde Loven, som befaler at elske Gud over alle Ting og Næsten som sig selv, men at 👤Kristus havde opfyldt den i vort Sted, og baaret Syndens fortjende Straf; at ►ham er givet al Magt baade i Himlen og paa Jorden, og at ►han er vor eneste Talsmand hos Faderen. Hans Tro paa Bibelen maatte kuldkaste Tro paa Pavens Ufeilbarhed, og med det samme vare alle ►Menneskebud i Troessager forkastede, men de vigtigste Vildfarelser vare næst efter den om Aflad og gode Gierningers Fortjenstlighed, ►Helgendørkelse, Læren om Skærsild og Munkelivets Hellighed. Helgene kaldtes fra ►først af Apostlene og de andre 👤Jesu ►pinde Vidner, men siden bleve de navnkundigste Kirkefædre, og tilsidst næsten alle Paver og hvem de undte godt, satte paa Helgenlisten. Det fulgde af sig selv, at Kristne maatte med Kærlighed og Ærbødighed ihukomme de rette Helgene, og der var ei heller ►noget i, at Man satte deres Billeder i Kirkerne, 116aldenstund Man kun vilde ►størkes i Troen og Haabet ved livligere at mindes dem, ►der have stridt den gode Strid, ►fuldendt Løbet og annammet den uvisnelige Krands. ►Det havde vel heller ingen Nød at Ærbødigheden skulde gaa for vidt, saalænge Man dyrkede 👤Kristus som Gud og Forsoner, naar han derimod nedsank til den fornemste Helgen, var det ligesom hans Guddomsære deldes mellem dem alle, den onde Rod hvoraf Afguderiet var opvoxet, skød paa ny, Man begyndte med, at anraabe Helgene som Talsmænd, og endte med, at sætte Skabningen over Skaberen. Jo mere jordiske og legemlige Menneskene bleve, desto mer gik Dyrkelsen over fra de usynlige Aander til de synlige Billeder, og i 📌Vesten tog dette grove Afguderi vel Overhaand paa samme Tid, som den Mening blev herskende, at Velsignelsens Brød og Kalk forvandledes til 👤Kristi Legeme og Blod. I Østen havde denne hedenske Vildfarelse langt tidligere rodfæstet sig, og allerede i det 8tende Aar hundrede havde Keiserne af det isauriske Hus forgæves prøvet paa, at udrydde den ved det plumpe Middel, at nedrive og sønderbryde Billederne. Læren om Skærsild findes allerede i det tredie Aarhundrede hos den store Tænker og altfor selvraadige Grubler 👤Origines. Vildfarelsen var hedensk, og det var nødvendigt, at Oldtidens Grublere, som indsaae, hvor besmittet Menneskesiælen, trods al Renselse, vedblev at være, som ikke kendte ►👤Kristi Lidelses Samfund og hans Opstandelses 117Kraft og alligevel haabede Salighed, maatte gætte paa en Renselse bag Graven; men lige saa vist er det, at den ei kunde bifaldes af kristne Mænd eller Tidsaldre, førend Troen paa 👤Kristi Forsonings Gyldighed blev svag og forgik. Eftersom Man begyndte at stole paa sine gode Gerninger og give sine onde Lyster ►Tøilen, maatte Lærdommen ændres saaledes, at det kun var Synderne, som behøvede Renselsen, som nu blev en Straf, men ogsaa en Trøst, thi Skærsildens Pinsler vare ikke evige, og Præsterne tøvede ikke med at indbilde de Forblindede, at de kunde formildes og forkortes ved Bønner eller som de kaldtes Siælemesser. Disse bleve hyppigere og fordeelagtigere, ►alt som Ugudeligheden voxte, og da 👤Leo falbød sin Aflad, var det ►ligesaavel for Døde som for Levende. Om Munkelivet er tilforn talt, og her er kun at ►mærke, at naar ny Munkeordner i Virksomhed afløsde de udartede, vedbleve dog disse som Aadseler at udbrede Stank og ►►æde om sig som dødt Kød, ►saa at Landene vare fulde af fede, ryggesløse Dagdrivere. Dette var ogsaa en af de Ulykker, som blev et Middel i Forsynets Haand til at lade 👤Luthers Tidsalder udvortes føle sin Nød. Et andet var Nonneklostrene. ►Selv den hellige 👤Povel roser det, naar en Jomfru eller Enke, som føler ►Størke dertil, henlever sin Tid ugift og dyrker sin Gud i Stilhed. Den første Vildfarelse var da den, at unge Piger gjorde ubrydelige Løfter, som de maaske ei formaaede at holde, men naar de gjorde dem frivillig og ef118terat have raadført sig med Gud i Bønnen, ►havde dette vel ikke større Nød, end naar Bruden lover sin Brudgom bestandig Kærlighed og ubrydelig Troskab. Mangen gudfrygtig Jomfru reddede i de vilde Tider sin ►Uskyldighed indenfor de helligede Mure, og mangen Kvinde, som havde fristet Modgang og Kummer, fandt under Sløret Trøst og Ro i den stille Bolig. Den anden og egenlige Vildfarelse og som kun kunde opkomme og bestaa i en ugudelig og ryggesløs Tidsalder, var at man aflokkede og aftvang Pigerne det store Løfte, thi paa denne Maade bleve de fleste Nonneklostre Fængsler, hvor Guddommen bespottedes ligesaa meget ved den hyklede Andagt, som ved de der herskende Synder.

✂ Vildfarelserne vare blevne saa grove, at 👤Luther og hans Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den ny Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid vare Hindringerne ei heller faa; hvor Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan flux en Synagoge, sagde 👤Luther, og det ►monne Krøniken sande. Da Aandens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei ►erkende nogen Grændse, og Legemet 119vilde dele dens Frihed. Alle de Forvildelser, hvori den ny Menigheds ►Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i ►dens Fødselsdage, og under den store ►Gæring maatte Alt ►røre sig med ►Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Guds skrevne Ord, end den ►Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i 📌Svaben havde længe havt isinde efter Schveitsernes ►Lignelse, at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før 👤Luther stod frem, men da de hørte ►Talen om den kristelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør,*1525. hvilket Katholikerne ei glemde at skrive paa 👤Luthers Regning. I 📌Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren 👤Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste ►al borgerlig Orden, ►forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, som selv havde fristet 👤Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og ►de misbrugte Friheden til Køds Lyst og al Ondskabs Skjul. De kom ogsaa til 📌Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren 👤Karlstad, som med Pøbelen ►stormede Billeder og satte den ganske Stad i Oprør. 👤Luther sad dengang paa 📌Vartburg, men Rygtet om ►det forkerte Væsen drev ham ud*1522. og med Guds Ord ►stillede han Bulderet i 📌Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bøn120der i 📌Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over 👤Myntser, som havde opkastet sig til Herre i 📌Myhlhausen. 👤Schvinkfeld fra 📌Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden 👤Kristus ved deres gode Gerninger kunde blive salige; Schveitseren 👤Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine ►daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa ►adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem Alle og snart blev det synligt, at 👤Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, det var ►Guds Ord som bliver evindelig. Medens 👤Luther og 👤Amsdorff, 👤Agricola, 👤Mathesius og 👤Hausmann tilligemed ►Illyreren 👤Flacius, ►Pommerinken 👤Bugenhagen og mange Andre forkyndte det hjemme i 📌Sachsen, hørtes Genlyden*1522. i ganske 📌Tydskland fra 📌Rhin til 📌Theis, fra 📌Elben til 📌Donau. 📌Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved 👤Osianders Prædiken og 👤Hans Sachsses Vers, og 📌Svaben oplystes ei blot selv ved egne Lærere, men udsendte ►og den ►djærve 👤Poul von Spretlin (Speratus) som prædikede i 📌Vien og 📌Mæhren og ►stilledes først i 📌Königsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder 👤Ulrick von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, skøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid 👤Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog intet ret Hjem uden i 📌Holsten, 📌Sachsen og 📌Svaben, især udmærkede 📌Vyrtenberg sig under Hertugerne 👤Ulrick og 👤Kristoffer derved, at mange Adels121mænd ombyttede Sværdet med Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Konsters Gavn. I de øvrige Lande, hvor Forstanden var Hjertets ►Overherre forargedes Man snart over 👤Luthers Kamp for ►Bibelens hemmelige Tale om 👤Kristus, som er Fornuften en ►Daarlighed, og tyktes bedre om den Røst, som fra 📌Schveits lod sig høre.

✂ Her havde paa samme Tid som 👤Luther, 👤Ulrich Zvingel fra 📌Toggenburg,*født 1484. reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i 📌Zyrich, en ►vellærd og gudfrygtig Mand; han ►bøiede sig under det guddommelige Ord, men da han manglede hardtad al Poesi, faldt det ham tungt, og derfor ønskede han at finde saa faa Hemmeligheder i Skriften som muligt. Derfor nægtede han 👤Kristi virkelige Nærværelse i Nadveren, og gav i det Hele Forstanden meer end tilbørligt Raaderum i ►Udlæggelsen af de hellige Skrifter. Da han imidlertid ingenlunde nægtede alt det Ubegribelige i Kristendommen, maatte hans ►Lærebygning ligge i Strid med sig selv, og saasnart Ærbødigheden for ham aftog, maatte hans ⓘ Tilhængere lettelig blive enten Sværmere eller Vantro, i det de enten beraabte sig paa den Helligaands umiddelbare Oplysning, eller paa deres Forstand. 👤Zvingels navn kundigste Medhjelpere vare hans Landsmand, 👤Leo Juda og ►Svaberen 👤Hausschein (Oecolampadius) men de schveitserske Meningers ivrigste og heldigste Forfægter blev*født 1509. Franskmanden 👤Calvin fra 📌Picardiet, som opslog sin Lærestol i 📌Genf. 122Dette Parti, som almindelig kaldes det Reformerte, blev langt mere forhadt hos den gamle Kirke, end ⓘ det lutherske, og det var ei at undres over: deres Lære om Nadveren maatte være Katoliker høist forargelig, og i deres Øine maatte det synes et rent ►Affald fra Kristendommen, som Kalvinisterne, at forkaste alle ►Kirkeskikke og Kirkesmykker samt al geistlig Øvrighed. Hint fulgte af deres kolde Forstandighed, der ogsaa viste sig deri, at en maadelig Oversættelse af ►Davids Psalmer blev deres uforanderlige Kirkesang; Dette tillige af deres jordiske Frihedssind. Dette Sindelag gjorde dem ogsaa til farlige Undersaatter i katolske Lande, og ►enddog det maa udledes af de Folks Eiendommelighed, hos hvilke den reformerte Lære opkom og antoges, kom det dog ogsaa overeens med og stadfæstedes ved deres Grundsætninger i Troen. Det Poetiske hos Mennesket kundgør sig i Attraa efter, ved det Jordiske at erindres om det Himmelske, og hvo der ei har denne Attraa, maa enten forsage det Jordiske som en Munk, eller behandle det som Noget der har Værd i sig selv. Den som i Alt vil følge sine egne Tanker, maa naar han griber ind i ►det borgerlige Liv, ønske at beskikke Alt efter dem, og anseer han dem for indgivne af Gud, skyer han hverken Oprør eller anden ond ►Handel. Fra dette Stade kan vi forstaa Kalvinisternes Færd som Mennesker, Borgere og Dyrkere af Videnskaberne. Et saadant Sindelag maa være ukærligt mod hver som tænker anderledes: 👤Kalvin lod brænde Kæt123tere i 📌Genf og Zyricherne ophidsede, dog mod 👤Zvingels Raad, deres katolske Brødre til en Krig, hvori Schveitsernes Apostel faldt under Harnisket.*1531.

✂ For 👤Luther var Bibelen det Første og det Sidste, villig bøiede han sig under dens Myndighed og med Digterøie beskuede han ►de høie Hemmeligheder som i et Speil. Hans Oversættelse af Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker, dens Kendemærker sees klarlig i hans mageløse Barnesang om Barnet 👤Jesus, den siger med Engelen: ►fra Himlen høit jeg kommer her, og den er aldeles historisk. Havde han siunget om anden Bedrift end 👤Jesu vilde der sikkerlig blevet ligesaa stor Forskel mellem hans og 👤Sachsses historiske Kvad, som der er mellem 👤Luthers Lovsange og dennes ►trohjertige Halleluja; thi 👤Sachs sluttede Mestersangernes udløbne Tidsrum, 👤Luther begyndte et nyt, som bør ►nævnes efter Gud og ham. Allige vel var det ikke Tid for en Kristen at synge værdelig om Andet, end hvad der var aabenbaret i Skrift; men hvad ►Krøniken engang maatte vorde, ahnede den Herlige og satte den næst efter Bibelen. De ægte Lutheraner ⓘ vare, saa godt som muligt forvarede (befæstede) baade mod farlig Grublen og Sværmeri; ►thi de maa ikke tro hver Aand, men prøve Aanderne om de ere af Gud, og de have i det skrevne Ord en ubedragelig Prøvesteen naar kun deres Øie er enfoldigt. De, som høre Guds Stemme gennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet 124udenfor sig, som kan tjene til Opbyggelse ligesaalidt ►Kirkesmykke som aandelig Sang og Strængeleg, thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse. At lære de Tungemaal hvori de hellige Bøger ere skrevne er dem en kær Syssel, men gerne efterspore de ogsaa Guds ►Husholdning i de gamle Dage og i sin store Gaard; thi de vide, at han ingensinde og ingensteds har ladet sig selv uden Vidnesbyrd, men at Jorden med dens Fylde er Hans. Have de et Embede, tage de vare derpaa, og ligesom 👤Jesus satte Livet til for sine Brødre, ►saa gøre ►og de, thi det veed ►de er Kærlighedens Fylde; men de ⓘ mønstre ikke Høvding og ►Landslov, thi de vide, at ►der er ingen Øvrighed uden af Gud, og at ►den skal lydes, ei for Straffens og sin egen Skyld, men for Samvittighedens og Guds Skyld. ►Ligne vi nu den lutherske Menighed med dette Billede, da maa vi ►sagtens savne Meget allevegne, men Grundtrækkene vare der, saalænge 👤Luthers Aand hvilede paa den; thi saaledes stræbte han at færdes ►herneden. Han var skrøbelig som et Menneske, og Hidsighed besmittede stundom hans hellige Nidkærhed, men Kærlighed var dybt rodfæstet i hans Hjerte. Med inderlig Vemod forudsaae han, at Troen ogsaa vilde blive ►Krigsløsen; Han bad Gud lukke hans Øine før de saae Ødelæggelsen, og hans Bøn blev hørt: Gud hjemkaldte ham i Stilhed Aaret før Krigen begyndte.*1546.

✂ Længe opholdtes Keiser 👤Karl i sit trædske Anslag ved Katolikernes Hjelp at kue Prote125stanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham ►hildes i sin egen Snare. ►Til 📌Smalkalden havde nogle evangeliske Fyrster og ►Stæder sluttet et ⓘ Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten, 👤Johan Friderich af 📌Saxen og Landgrev 👤Philip af 📌Hessen, og dem nødte 👤Karl til at drage Sværdet. 👤Johan var ►kæk og standhaftig, men tillige kærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; 👤Philip var ►djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgerrig til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var ►bleven graa under Hjelmen, 👤Sebastian Schærtlin fra 📌Augsborg, og havde han maattet raade, vilde 👤Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og ►imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres ►Troesforvandte, 👤Philips Svigersøn og 👤Johans Frænde, Hertug 👤Morits af 📌Saxen. En Tidlang var han opfostret ►i Kurfyrstens Gaard og da spaaede den klarøiede 👤Luther, at denne ►djærve, snilde og ærgerrige Ungersvend vilde ►lønne sin Frænde, som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande mens han var ude, og hjalp 👤Karl at vinde ved 📌Myhlberg, hvor 👤Johan blev fanget, men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et ►Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift 126og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som 📌Jenas Hertug, hvis ►Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu mente 👤Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (►Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv 👤Melankton lod sig ►overile til at bifalde. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med 📌Saxens ►Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive 📌Tydsklands Herre: 👤Karl sendte ham med en Hær mod 📌Magdeburg, som trodsede hans ►Interim, men ►maatte snart for den Samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanterne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men 👤Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit ►besluttede Raad, maatte han falde i en Krig med sin kæreste Ungdomsven og Vaabenbroder, den ryggesløse Markgrev 👤Albrecht af 📌Brandenborg. 👤Karl maatte nu i Freden til 📌Passau *1552. ►lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skiønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øjeblikke dybt følt sin Tragtens og ►Idræts Forfængelighed; at 127fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ►ham den faste Tro paa det Usynlige, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes ei længer fristede men ydmygede, ►nedlagde han Regeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed, han gerne vilde eie, men ikke købe.*døde 1558.

✂ Medens den evangeliske Lære misbrugtes af jordisksindede Fyrster til, ogsaa udvortes at bevæge 📌Tydskland, indtog den uden Sværdslag, mest ved sin egen Styrke, men dog understøttet af de verdslige Herrers Lyst til Geistlighedens Godser de tre nordiske Riger. Siden 👤Hakon hin Gamles og 👤Valdemar den Andens Dage vare de, som sagt er, ved Synd og Ugudelighed nedsiunkne i dyb ►Vanmagt. Bisperne havde omgjordet sig med Sværdet, ei blot fordi deres Hu stod mere til legemlig end aandelig Strid, men ►og for, som 👤Absalon, endnu engang øiebliklig at oplive den døende Kraft; thi ligervis som ►de hellige Kar er den sidste Skat et forarmet Folk griber til, saaledes er det ►og kun mod Enden af et Folks ►Idrætsliv, naar Mod og Kraft maa søges i Helligdommen, hvor de længst ere at finde, for at vendes til vanhelligt Brug paa Stridens Mark. I en ukristelig Alder kan hardtad Ingen føle at han har Magt og Styrke, uden forsætlig at misbruge den, og det var da intet Under, at Bisperne snart kun uddroge det rakte 128Sværd for at tiltrue eller vinde sig Guld og Jord og ►Herredom og ►end mer forstyrre det Forvirrede. Naar Bisper vare saaledes, var det Daarskab at vente, at Kraft og Retsindighed skulde være parret hos Adelsmænd og Konger. Hine vare hardtad Alle enten ►liderlige Dagdrivere eller ugudelige Røvere, som efter Fordeel og Lune ►befeidede ►Stæder og hinanden eller ►bare Avindskjold imod Fædrenelandet; Kongerne vare meer og mindre enten aandelige Krøblinge, som 📌Dannemarks 👤Kristoffer den Anden, under hvem Riget hardtad ganske opløstes, eller samvittighedsløse og voldsomme Despoter, som hans Søn, 👤Valdemar Atterdag. Med ham uddøde den kongelige Mandslinie i 📌Dannemark, i 📌Norrig var det nys gaaet ligedan og i 📌Sverrig indtraf kort efter det Samme. Ligesom det var en nødvendig Følge af Slægternes Udartning, var det ligesom en Mindelse om, at der behøvedes en ny Aand, hvis 📌Norden skulde leve op igen. Dette*ⓘ 1397. blev ►ret synligt, da alle tre Riger ved det Kalmarske Forbund samledes under 👤Valdemars Datter 👤Margrete: Som en snild Kvinde bragde hun den tredobbelte Krone paa sit Hoved, og som en saadan holdt hun den sammenbundet; men selv var hun sig sin og Rigernes Afmagt bevidst, søgte at beskytte Kysterne mod Sørøvere ved at ►forsænke Indløbene og at købe Fred af 📌Holsteens Greve ved at give ham 📌Slesvig. ►Om end hendes ►Eftermænd havde arvet hendes Snild hed, vilde det kun hjulpet dem lidt, thi længe formaar den ikke at 129skjule Afmagten, men naar de ogsaa manglede den, maatte deres Færd blive ►usel og ydmygende. ►Saa var det med den pommerske 👤Erik og tildels med den baierske 👤Kristoffer, begge deres Stammers sidste svage Skud. Nu kom en kraftfuld tydsk Slægt paa 📌Nordens Trone med den oldenborgske Grev 👤Kristian, men ►der var intet Udkomme med de ubændige Svenske, med den selvraadige Adel og Geistlighed, og Intet at udrette med den feige, forkuede Almue i 📌Dannemark og 📌Norge. Dette aabenbaredes ►ret under 👤Kristians Sønnesøn og ►Navne, en Fyrste med god Forstand og elskelig i sine bedre Øieblikke, men uden Aandsstyrke saalænge han var uden Tro. Han ►dømte rettelig om Adel og Geistlighed, at ►naar Saltet raadner, duer det til ►Intet uden at udkastes og trædes under Fødder, men det var ►i det høieste kun ►eengang, han, ved at indkalde en luthersk Præst greb efter det rette Vaaben, ellers vilde han dræbe det aandelige Uhyre med et legemligt Sværd. Han banede ►vist nok herved Reformationen Vei ind i 📌Norden, ligesom Man ved at borthugge Torne bereder Jorden til at modtage Sædekornet; men dette var kun Guds, ikke hans Hensigt; han tænkte kun paa at udvide sin jordiske Magt, naar han løftede sin Haand mod Almuens Bødler og Bedragere og det stokholmske Blodbad, hvorved mange af disse henrettedes, bliver en ►uaftvættelig Skamplet paa hans Levnet. Den nærmeste Følge af dette Blodbad 130var, at 📌Sverrig blev et ⓘ roligt og selvstændigt Rige, thi endeel af de ►uroligste Hoveder vare faldne for Bøddelens Sværd, og de Andre mægtede ikke at imodstaa ►Dalekarlenes ►kække Høvding 👤Gustav Vasa, som havde uddrevet de Danske, og befæstede sin Trone ved for Alvor at befordre den evangeliske Læres Udbredelse. Imidlertid opsagde den jydske Adel 👤Kristian Huldskab og Troskab, Borger og Bonde holdt med ham, men ►ond Samvittighed gjorde ham bange og raadvild, saa han flygtede ud af Landet til sin Svoger Keiser 👤Karl. Adelen kaarede hans Farbroder, Hertug 👤Friderich, til Konge. 👤Kristian gik vel siden ind i 📌Norge, men han fangedes ved List og nødtes nu i et 27aarigt Fængsel til at besinde sig, da han ei vilde det paa ►Kongestolen. Vel søgte de Lybske efter 👤Frederiks Død at befri ham, men denne Krig, som efter Lybekkernes Høvedsmand Grev 👤Kristoffer af 📌Oldenborg kaldes Grevens Feide, tjente kun til at vise, hvor modløst det danske Folk dengang var, og med faa Holstenere under den tappre 👤Johan Rantzau, undertvang 👤Frederiks Søn 👤Kristian Landet. Denne gudfrygtige Herre, som selv havde hørt 👤Luther, lod det være sin ►første Omsorg at stadfæste Evangelium i Rigerne, ►ligesom det ►alt, især ved 👤Herman Tast var prædiket og af ham stadfæstet i Hertugdømmene. Hertil var Alting forberedet, den ►vakkre Skolemester i 📌Aarhus, 👤Morten Borup,*født 1494. havde ►mellem andre gæve Mænd ►optugtet Fyenboen 👤Hans Tavsen, som efterat have studeret i Vit131tenberg kraftig forkyndte Ordet; hans ►Medtjenere vare hverken faa eller rædde, og paa en Rigsdag blev 👤Luthers Lære næsten uden Modsigelse bifaldet.*1536. Nu kom 👤Bugenhagen ind og ordnede ►Kirkesagerne, Jyden 👤Peder Plade blev Bisp i 📌Sjælland, og Kongen begavede rigelig den ►Høiskole, som havde bestaaet i 📌København siden 👤Kristian den Førstes Dage. Hvor aldeles død i sig selv Katolisismen var i 📌Norden, sees ogsaa deraf, at Ingen uden 📌Islands Bisp, 👤Jon Arnesen opløftede Haand og Sværd til dens Forsvar.

✂ Anderledes gik det i 📌Engelland, 📌Nederland og 📌Frankrig, hvor meget Blod maatte flyde og lang Strid føres mellem det Gamle og Ny, før det afgjordes hvad der skulde vinde, men det var ogsaa 👤Zvingels og 👤Kalvins Lære som i disse Lande vilde tiltvinge sig Herredømmet.

✂ Der gives intet Land i 📌Europa, hvis Historie er saa indflettet i den ►almindelige og dog saa eiendommelig, som 📌Engellands. Grunden ligger først i det underlige ►Sindelav, som synes at være arvelig paa Halvøen, ikke godvillig at modtage nogen Slags Indvirkning fra det faste Land. Religion og Videnskab har da ligesaavel som Angelsaxer, Danske og Normanner maattet tiltvinge sig Herredømmet. Den anden Grund er, at den Lyst til personlig Uafhængighed og den mørke Alvor som er et nordisk Arvegods, stedse har ligget i Strid med 132letsindig Hang til Pragt og Vellevnet, som vel er fransk af Oprindelse og tit begunstiget af de udvortes Omstændigheder. Den tredie Grund er, især siden 📌Storbrittanniens Forening, den halvirske og skotske Aands Forsøg paa at vinde eller dog dele Herredømmet. Herved er opstaaet, ingen Sammensmeltning, men en stedsevarende Strid, der er ligesaa synlig i det Aandige som i det Legemlige, i Skrift og Sprog, i Stat og Kirke.

✂ Det tiende og ellevte Aarhundredes Historie vidnede noksom om Angelsaxernes Udartning, de genfødtes af danske og Normanner, lykkeligere heri end de gamle Britter, som Romerne tilintetgjorde. Vel var det en Ydmygelse at selv det normanniske Sprog blev herskende i Sang og de Fornemmes Munde, men det varede dog ikke længe, førend Balladerne i det kun ændrede Modersmaal kundgjorde Genfødelsen, og Angelsaxiske Riddere kæmpede ►mandelig ved 👤Rikard Løvehjertes Side. Dog den engelske Heltetid har ligesaalidt som den engelske Poesi varet længe, Kraften vender sig snart til det Nyttige og Legemlige. I Begyndelsen ►af 13tende Aarhundrede aftvang Baronerne 👤Johan uden Land det berømte Frihedsbrev (►Magna Charta)*1224. og her begynder Parlamentets Historie. Det forløbne normanniske Tidsrum fik en ►udmærket Historieskriver i 👤Mathæus Parisius, avlede en spidsfindig Grubler i 👤Johannes Duns Skotus og en berømt Naturforsker i 👤Roger Baco. Troen forsvandt mere og mere, og dette Tidsrum af 📌Engellands 133Historie sluttes med Kong 👤Edvard den Første og Digteren 👤Chaucer. Hin navnkundige Konge*døde 1307. var som andre vantro Fyrster, gerrig paa Guld, Magt og Anseelse, derfor forfulgde han Jøderne, indtog 📌Vales og bekrigede 📌Skotland, brændte Skotternes ►Brevskaber og forfulgde ►Kymrernes Barder, for at gøre dem til Slaver. 👤Chaucer forstod vel at føie sine Ord, men kun til Spot med ►Daarligt og Helligt og til Sang om ureen Elskov. ►Knap var da siden blevet saameget om Engelskes Bedrifter at tale, hvis der ei var fremstaaet en Mand som hos Mange hjalp til at forbedre Tænkemaaden og indgød ►end Flere Mod og ►Størke. Det var 👤Johan Viklef,*født 1324. Professor i 📌Oxford. Hvad der hjalp til at vække ham og lette ham ►Indgang, var vel den Dristighed hvormed hans Landsmand 👤Occam nys havde afkastet det Sjæleaag af grublerisk Spidsfindighed (Skolastik) med hvilket 📌Europas Lærde dengang prangede. Hans Angreb paa Pavens og Geistlighedens Magt gjorde ham yndet af Landets Konge, 👤Edvard den Tredie og af dets Adel, der gerne vilde beholde de store Pengesummer der gik til 📌Rom og i Prælaternes Pung, samt beherske og udsue Folket allene; derfor undte Man ham ogsaa Beskyttelse, naar han talte mod Vildfarelser i den herskende Lærdom. Folket hængde ved ham og hørte ham, thi det var Guds Ord han talte, og ►ret kosteligt Arvegods skænkede han sine Landsmænd i en Oversættelse af den hellige Skrift. ►I at drive paa dennes Brug og Myndighed var han af 134👤Luthers Mening, skøndt han i Øvrigt stemmede mere overeens med 👤Zvingel. I hans Tid var det at Krigene om den franske Trone begyndte, og fra 👤Edvard den Tredie nedstammede de to Fyrstehuse Lankaster og York, som efter 👤Henrik den Femtes Tid, strede saa blodig om 📌Englands Krone. I disse Borgerkrige bortødslede Folket Levningen af sin genvundne Kraft og sank ved deres Ende i Trældom under Kongerne af det Tudorske Hus.*1485. Imidlertid var dog Bogtrykkerkon sten kommet ind og ved Aarhundredets Slutning, under den første Tudorske Konge 👤Henrik den Syvende begyndte de gamle Sprog at dyrkes. Den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam vakte adskillige ►Hoveder, og under 👤Henrik den Ottende dæmpedes det underlige Had til det græske Sprog, som længe havde hersket paa begge ►Høiskolerne i 📌Oxford og 📌Kambridge. Nu fremstod 👤Luther, Kongen selv skrev mod ham, den lærde 👤Morus og Flere ligeledes, og skarpe Forordninger udgik mod hans Skrifters Indførsel; men de kom alligevel til Øen og oplyste Mange, mellem hvilke 👤Tindal, det nye Testamentes Oversætter, 👤Frith og 👤Thomas Kranmer ere blevne de Navnkundigste. Hvad der udvortes mest skaffede Reformationen ►Indgang, var den vellystige 👤Henriks Forsæt at skilles ►ved sin Dronning den spanske 👤Katrine, som var hans Broders Enke. Paven turde af Frygt for Keiser 👤Karl den Femte ikke give sit Samtykke dertil, og da 👤Kranmer viste Kongen en Udvei ved at holde sig til 135Bibelen og lærde Mænds Mening, kom han i Naade og fik Leilighed til at befordre den evangeliske lære. Da Paven ikke vilde give efter, gjorde 👤Henrik sig selv til den engelske Geistligheds Overhoved og inddrog de fleste af dens Godser.*1530. Imidlertid vilde han dog ansees for god Katholik, og heraf kom det at de Troesartikler han paabød ei kunde være noget af Partierne tilpas. Katolisismens ivrigste Forfægter, den grusomme 👤Morus og den sagtmodige 👤Fischer bleve brændte, ja Lutheraner og Katholiker førtes sammenbundne til Retterstedet, og Man saae da her den engelske Aands Kendemærker i deres mest uhyre Skikkelse. Omsider døde 👤Henrik,*1547. og et saa forvirret Gemyt kom ei mere paa Tronen, men forstyrret vedblev dog Tilstanden at være. Under hans unge Søn 👤Edvard den Sjette havde hans Frænde 👤Edvard Seymour (Hertug af 📌Sommerset) og 👤Kranmer, som var blevet Erkebisp af 📌Kanterbury, al Magten; mange Vildfarelser og Misbrug bleve forbudne ved Love, men Landet fattedes indfødte Mænd af Duelighed og Reenhed, og den arvelige Strid i Tænkemaaden var ikke uddød. 👤Kalvins Lære fandt megen ►Indgang i 📌England, og hans Troesbekendelse blev herskende, men derimod beholdt Bisperne deres Myndighed og i Kirketjenesten blev næsten Alt ved det Gamle. Her laa Spiren til Stridighederne i den følgende Tid, men allerede nu yttrede den kalvinske Ubændighed sig frygtelig ved Siden af egennyttig Vantro. Den ryggesløse Adel mæskede sig 136med geistlig Gods og bygte sig Paladser paa Kirkernes Grus, medens man gjorde Kræmmerhuse af Bogsamlingerne og selv Studenterne kaldte det med Frydeskrig 👤Scoti Ligbegængelse, naar de kastede Bøger i Tusindtal paa Baalet. Man saae paa Alt, at her var ingen 👤Luther, som kunde tordne mod den ►rovgerrige Adel og lære Studenter at gøre Forskel mellem Pavens ►Dekretalier og Skrifter af katholske Mænd; men selv 👤Luther vilde kun have udrettet lidet hos de selvkloge Britter. Meget mindre kunde da den vankelmodige 👤Kranmer der endog selv lod brænde Kættere, holde Styr paa dette Uvæsen. Under disse Omstændigheder var det en Velgerning af Forsynet, at den fromme, kærlige og elskværdige, men tillige svage 👤Edvard ved Døden*1553. befriedes fra en Byrde der var ham for tung, og at den spanske 👤Katrines Datter, 👤Marie, kom paa Tronen. Adelen maatte holde op med ►sit Kirkeran, og Protestanternes uægte Hede kølnedes under de Forfølgelser, hvortil denne katolske Dronning forførtes af Bødlerne 👤Gardiner og 👤Bonner som besudlede Bispestolene i 📌London og 📌Vinchester. 👤Kranmer, den gamle ærværdige 👤Latimer, 3 andre Bisper og Mange af alle Stænder bleve brændte for Evangeliets Bekændelse, endnu Flere maatte flygte til fremmede Lande og Alt spaaede Katolisismen Seier, da Gud pludselig forkortede 👤Maries Dage og ophøiede hendes Halvsøster den protestantiske 👤Elisabeth paa Tronen.*1558. Nu stadfæstedes den halve, sig selv mod137sigende Reformation, hvorom før er talet, og med Voldsomhed nedtrykte 👤Elisabeth de lydelige Knur, der ►alt lode sig høre mod den biskoppelige Kirke, til hvis Overhoved hun opkastede sig.

✂ Den reformerte Lære udbredtes imidlertid ikke allene i dens Fædreland, 📌Helvetien, hvor den gav Anledning til gruelige Borgerkrige, og i det tilgrændsende 📌Tydskland, hvor den lammede Protestanternes Kraft, men ogsaa i 📌Nederlandene, hvis nordlige Indbyggere den gav Mod og Kraft til at stifte en uafhængig Republik.

✂ Da 👤Karl den Femte nedlagde Regeringen kom 📌Nederlandene, tilligemed 📌Mailand, 📌Neapel og ►📌Spanien paa begge Sider af Havet, under hans Søn 👤Philip. Allerede i 👤Karls Tid havde Reformationen fundet megen ►Indgang, og i den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam forkyndtes det, som siden lod sig ►tilsyne hos Folket. Han var en stor ►Sproggrandsker, grundig Kender af de gamle Skrifter og et skarpsindigt Hoved; men han var ►for stor Regnemester til at vove Noget for Troens Skyld og forsmaaede ikke Guldet. I de mauriske Krige havde Spanierne ►vant sig til at udbrede Kristendommen med Sværdet, og med umenneskelig Grusomhed havde de i 📌Amerika nys begyndt paa det samme. Saasnart de ►mærkede at Fastlandets Bjerge vare rige paa ædel Malm, fik de Lyst til at eie det, og de tappre, men grusomme Mænd, 👤Kortes og 👤Pizarro, omstyrtede med smaa Flokke, især ved Krudtets Brug, de sva138ge Troner i 📌Peru og 📌Mexiko. Naar Troen ei længere bevares i en god Samvittighed, men dog endnu ansees for Veien til Saligheden, gaar det med hele Folkefærd som med det enkelte Menneske, at de mene paa eengang at fortjene ►Syndefrihed og overbevise sig selv om at de have Troen, ved med Haardhed at fordømme de Vantro og om muligt, aftvinge dem den samme Bekendelse, som udgør deres Tro. Saaledes gik det Spanierne i 📌Amerika og 👤Philip i 📌Nederlandene. 📌Amerikas Hedninger maatte lade sig omvende eller dø, thi den katholske Tro var dog langt sandere end den Overtro der, endog før Spaniernes Komme, synes at være paa de fleste Steder gaaet over til Vantro. Hollændernes Tro var derimod langt sandere end den 👤Philip lod forkynde, og derfor kunde den ikke udryddes, om end nok saa mange af dens Bekendere mistede Livet. Imidlertid sporer Man i den hele Begivenhed, baade den reformerte Troes Kendemærker og den jordiske Tænkemaade, der var for dybt rodfæstet hos dette Handels- og Fabrikfolk, til at 👤Luthers Lære kunde finde ►ret ►Indgang, eller Troens Sag begeistre dem i det Hele til stor Daad. Kun Hjertet lader sig begeistre, Forstanden lader sig kun forvirre og forrykke. For Troens Skyld plyndrede Nederlænderne Kirker og nedreve ►Billeder, men det var mere 👤Philips Skatteforordninger og Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans ►Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Da 👤Philip sendte sin Vre139des strænge Tjener, 👤Hertugen af Alba, derind med spanske Krigsfolk, skjalv næsten Alle, Mange flygtede og Ingen holdt Stand i aaben Mark. Al Redning ►syndes ude, men en høiere Haand styrede Begivenhederne: nogle Misfornøiede, som havde givet sig til at være Sørøvere, indtoge 📌Vliessingen. 📌Holland og 📌Seeland bleve nu Krigens Skueplads; her kunde Klogskab, Snildhed, koldt Mod udrette mere end ►Kækhed og Fyrighed; og hine Egenskaber besad Nederlændernes Anfører, 👤Vilhelm af Oranien, i høi Grad. Den mistænkelige 👤Philip hjemkaldte nu ogsaa 👤Alba, og var bange for enhver af de følgende Feldtherrer som ►krigede lykkelig. Hollænderne, som snart bleve Overmænd til Søes, ►mærkede at de havde ►Fordeel af Krigen; dette gav dem Mod, og da 📌Spaniens Kræfter hvert Aar mere udtømtes, maatte Udgangen paa den lange Krig blive alle de reformerte Provindsers Uafhængighed. 👤Philip var ulykkelig i alle sine Anslag, han havde været gift med den engelske 👤Marie, og førde derfor Krig med 👤Elisabeth, som ei vilde give ham sin Haand og ikke holde ved den katholske Tro, men hans Flaade, som han i sin Hovmod kaldte uovervindelig, ødelagdes af Uveir og engelske Søhelte. Dette var Løsenet til Hollændernes Overmagt paa Havet og et Forvarsel for Engellændernes tilkommende Herredømme. Da den ægte Mandslinie af det portugisiske Kongehus var uddød bemægtigede vel 👤Philip sig Landet, som Svigersøn af 👤Emanuel, men Følgen blev, at Hollænderne 140borttoge 📌Portugals bedste Eiendele udenfor 📌Europa, og arvede den fordelagtige ostindiske Handel, der indbragte dem mere Guld end 📌Perus Gruber 📌Spanien.

✂ Medens den reformerte Tro saaledes vandt Seier i 📌Engelland og 📌Holland, maatte den i 📌Frankrig gennem lang Undertrykkelse og blodige Krige ►fremledes til Borgerret. 📌Frankriges 👤Frands er forhen nævnt som et af de Redskaber, hvorved Gud opholdt 👤Karl i ►sit onde Løb: han havde arvet Noget af sine Fædres Ridderaand og hans bløde Hjerte bevægedes stundom af høiere Følelser, men lod sig for det meste styre af syndige Tilbøieligheder og jordiske Ønsker. Vellyst og Ærgerrighed delde Herredømmet i ham; og at 👤Karl blev ►ham foretrukket, da de begge beilede til Keiserværdigheden, var vel det som mest drev ham uafladelig i ►Marken, og ophidsede ham ►saaledes, at han forargede hele 📌Europa ved at indgaae Forbund med den tyrkiske 👤Soliman, som dengang var Kristendommens farligste udvortes Fjende. Ustadig var han i al sin Vandel, ogsaa, eller rettere, fordi han var det i Troessager; eengang lod det som han vilde lade sit Land reformere, og strax derpaa forfulgde han sine reformerte Undersaatter. Han var i alle Maader et tro, og i nogle, et glimrende Billede af det egentlige frankiske Folk. Frankerne lode sig døbe, fordi 👤Klodovig gjorde det, og i intet Tidsrum har Kristendommen ►ret fæstet Rod i dem. Anderledes har det stedse været med Nordmannernes, Gothernes 141og tildels Burgundernes og Allemannernes Efterkommere. At disse havde mere Hjerte og en aandeligere Fantasi stadfæster hele Historien, ligesaa vel Poesiens som Korstogenes, Valdensernes som Reformationens. Dette gælder om alle Stænder, ►saa at selv i Religionskrigene vare Prindserne af 📌Bourbon og 📌Lothringen de Eneste, som toge nogen Deel i Troens Sag; Hoffet i 📌Paris var denne aldeles ligegyldig, og jordiske Hensyn bestemte allene til hvilket Partie det skulde høre. Denne hjerteløse Falskhed, som Man har adlet eller søgt at besmykke med Navnet Politik, var en af de virksomste Aarsager til Krigens Udbrud, og havde nær skilt ►det valesiske Hus ►ved Kronen, førend det fik Tid til at uddø. 👤Frandses Sønnesøn, den svage og ►slettænkende 👤Karl den Niende, sad paa Tronen og hans Moder, den rænkefulde Italienerinde, 👤Katrine af Medicis, regerede. Splid imellem Landets Mægtige, var det Eneste hvorved hun kunde gælde Noget, og den var det let for hende at nære mellem de fyrstelige Huse Bourbon og Guise der baade som Anførere for de stridige Troespartier og Medbeilere til Magt og Anseelse vare hinandens Fiender. Krigen førtes med ►foranderlig Lykke, og Ingen af Delene kunde faae afgørende Overmagt; da traadte 👤Katrine atter til med sine ugudelige Rænker: en Fred blev sluttet som var gunstig for de Reformerte, og til Pant paa ubrydeligt Venskab skulde deres unge Høvding, 👤Henrik Bourbon af 📌Navarra formæles med 👤Karls Søster.*1572. Bryllups142dagen kom, ►skarevis flokkede sig Hugonotternes ►Ædlinge med den ►kække, ►graahærdede Admiral 👤Coligny i Spidsen, for i 📌Paris at holde og smykke den store ►Høitid; men det vidste de ikke, at 👤Katrine ved sin Datters Haand agtede at lokke 👤Henrik og dem alle i Graven. Om Nattetide blev Løsenet givet til denne ►Mørkhedens Idræt, Gaderne strømmede med Blod, Husene fyldtes med Lig og Luften med Hylen; til den ugudelige Kvindes uudslettelige Skændsel bærer dette gruelige Optrin ►Blodbryllups Navn. 👤Coligny faldt og mange Ædle med ham, 👤Henrik kiøbte feig sit Liv for sin Tro, Blodbadet efterlignedes i Rigets andre store ►Stæder, og mange tusinde Hugonotter toges af Dage; men der bleve dog Nok tilovers til at udgøre en Hær, og da 👤Henrik kort efter ►undkom af sit Fængsel, vare de ved Fortvivlelsen vel hartad lige saa stærke, som forhen. Imidlertid vare de udentvivl blevne saa godt som udryddede, dersom Gud ikke havde ladet Omstændighederne komme dem til Hjelp. Kongens Broder 👤Henrik, som med Held førte Krigen imod dem, blev kaldet til 📌Polens Trone og da han kort efter besteg 📌Frankrigs, havde han saa mægtige Modstandere i sin yngste Broder og de mægtige Herrer af 📌Gvise, som attraaede Kronen, at Fred med Hugonotterne blev ham nødvendig og deres Venskab ønskelig. Ved Snigmord skilte han sig vel ►ved nogle af sine Fiender, men just derved voxde baade deres Tal og Had; i Forbund med Hugonotterne beleirede han sin egen Hovedstad 143og maatte selv ved et Snigmord gaa ud af Verden. Med ham uddøde ►det valesiske Hus,*1589. men dog havde ►den Gud, der gør Miskundhed mod sine Fromme i tusinde Led, bevaret en frisk Gren paa 👤Ludvig den Helliges Stamme, som i hele to Aarhundreder ei skulde aldeles visne. Denne Gren var Huset Bourbon, og dens Blomst var 👤Henrik af 📌Navarre; men Katholikerne vilde ei bøie sig under Hugonottens Septer, han maatte omsmedde det til et Sværd, Blodet flød, 👤Henrik seirede, men ynkedes over Landet. Andengang prøvedes hans Tro, andengang ►blev den veiet og fundet for let, han gav den bort for 📌Frankrigs Krone, og Verden berømmer ham, som om vi behøve at synde, for at Guds Villie kan ske. Nu fik Hugonotterne Religionsfrihed og Borgerret ved Edictet til 📌Nantes, Landet blev roligt, og fik en ærefuld Fred med 📌Spaniens 👤Philip, som ogsaa paa denne Kant forgæves havde prøvet paa at vinde timelig Magt og evig Salighed, ved at feide ►paa de Reformerte; mange nyttige Anstalter bleve ogsaa satte i Værk, mest ved Raad og Daad af den store 👤Sully; men efter 16 Aars Regering myrdedes 👤Henrik paa Gaden i 📌Paris.*1610. Gud havde udrustet ham med herlige Anlæg, baade i Hoved og Hjerte, men han fik Lyst til den nærværende Verden og i Kvindearme ►forlorede han den Kraft, som skulde opløfte ham over sig selv i ►Fristelsens Time; Han elskede sit Liv og mistede det.

✂ 144Medens Landene i Nord og Vest saaledes bevægedes, og gødedes med Blod, sad 📌Italien stille, malede sine deilige Billeder, sang liflige Kvad og grublede over det Synliges og Usynliges Vilkaar. Denne Lod tykkes Mange værd at misunde, men Hvo der seer nærmere til, bliver vaer, at denne Alder for 📌Italien kun var gylden som 👤Augusts; i en ►glimrende aandelig og legemlig Trældom laa Folket nedsunket; 📌Mailand og 📌Neapel sukkede under det spanske Jernaag, i 📌Venedig herskede en udartet Adel. De navnkundige Fyrster af Medicis, Este og Gonzaga i 📌Florents, 📌Ferrara og 📌Mantua myntede, saa at sige, Guldpengene, som de ►skiftede mellem Digtere, Konstnere og Lærde, af de Fattiges Skærve; Paverne søgte i Pragt at glemme deres Forlis, og ved Magt og List at sætte Reformationen Grændser. At Evangeliets Lys, som stundom lod sig ►tilsyne, ei fik noget fast Stade paa Halvøen, havde sin egenlige Grund i Italienerens Sindelag. I Aarhundredet før 👤Luther var Forstanden udviklet nok, til at gennemskue Kirkens Vildfarelse og Bedragerier, men de fleste Lærde vare Hedninger, der endog skammede sig ved deres kristne Navne, og naar de uforstyrret kunde rode i de gamle Klassiker, brød de sig kun lidt om, hvorledes det skulde gaa Folkets Sjæle efter Døden. Den platoniske Filosofi, som efter 📌Konstantinopels Fald forjog den aristoteliske, var saa langt fra at begunstige Kristendommen, at den ►meget mere, som al Pantheisme, gjorde Vantroen ⓘ hartad ulægelig. 145👤Hieronymus Savona rola som i 📌Florents vovede at prædike Kristendom for Folket, blev hængt,*1493. og de som med Standhaftighed siden bekiendte Evangelium maatte enten miste Livet eller udvandre, medens Gudsfornægtere, som ►Sproggranskeren 👤Julius Cæsar Scaliger og 👤Telesius ei allene bleve uanfægtede, men lønnedes med Hæder og Bifald. Først ved det syttende Aarhundredes Begyndelse, indsaa Paver og Fyrster, at deres Troner maatte falde med Folkets Tro, og nu brændte Man ogsaa dem, der alt for høirøstet fornægtede Gud og 👤Kristus. Man kan heraf slutte at Vantroens Smitte paa den Tid var blevet synlig hos Folket, og Alt stadfæster dens ⓘ ►Herredom. Italienerne kalde det sextende deres gode Aarhundrede, og ►glimrende er det ►tilvisse, som 📌Italiens Ligbegængelse maatte være. Den romerske 👤Rafael malede 👤Jesus saa glandsfuld som han i den forbigangne Andagtstid havde staaet for de Troendes Øine; den mailandske 👤Correggio ►afprægede de Bodfærdiges Anger i ►sin Magdalene og stirrede igennem sine Mariabilleder vemodig paa Tidens Fordærvelse; ►Malerkæmpen, 👤Mikkel Angelo fra 📌Florents, malede, som hans gamle Landsmænd færdedes, og bygte, som 👤Dante havde digtet. Da denne 👤Savonarolas Ven i 📌Rom ►afskildrede Dommedagen i frygtelig Skikkelse, mindede han forgæves sine Samtidige om at ►betænke den Stund, da Alle de som ere i Gravene skal høre Guds Søns Røst; 146Pave 👤Klemens spottede med den Kardinal, som tog sig det nær, at han var afmalet mellem de Fordømte. Man troede at Poesien vilde leve op paa ny, da 👤Ariosts og 👤Tassos Harpe klang, og mærkede ikke, at deres Heltedigte netop klang saa liflig, fordi de vare Troens og Fromhedens og Kraftens Ligsange. Hver Stat ja hartad hver Stad, fik sit Levnetsløb beskrevet, som Man skriver Testament over de Døde, thi kun for at rose Fædrenelandet og skyde Skylden for dets Undergang paa udvortes Omstændigheder grebe dette Aarhundredes Historieskrivere Pennen. Den Aand som i det 14tende Aarhundrede drev 👤Johan Villani fra 📌Florents til at fremstille sit livfulde Billede af Menneskelivet og 👤den hellige Antonius til at lede efter Forsynets Spor i Tidernes Gang, var forsvundet; kun i listig Statskonst, 📌Italiens Foster, saae de Historiens Aand og Folkenes Velfærd; dette Uhyres Fortrolige, 👤Machiavel som har skrevet ►Florentses Historie, er da ogsaa den Ypperste iblandt dem. Nu vendte Siælen sig ganske fra det Aandelige og grublede sig træt over det Jordiske, og det var da intet Under at den her opdagede Meget, som den hidtil havde overseet: 👤Galilæi fra 📌Florents blev Folkenes Lærer i Kundska ben om ►Legemernes Verden, (Physiken) og saavel ved lignende Kundskab, som ved Indsigt i Regning og det menneskelige Legems særegne Vilkaar (Medicinen) har mange Italienere, især før 1650, vundet Navnkundighed.

✂ 147Det andet Land, hvor Reformationen kvaltes i sin Fødsel var 📌Spanien, men mest af ►langt andre Grunde. Mange Spanier, selv ►Lemmer af den geistlige Stand, vare den ny Lære gunstige, men den frygtelige Kætterdomstoel (Inkvisitionen) som Kardinal 👤Ximenes havde oprettet og Jesuiterordenen som her opkom, standsede dens videre Fremgang. ►Billig spørger Man imidlertid, hvi saadanne Skranker reiste sig i 📌Spanien fremfor i andre Lande, og det er klart, at det skedte, fordi mere Reenhed, Tro og Kraft var her tilstæde. 📌Arragonien havde udspilt sin Rolle, den ►limosiniske Digtning, som øvedes her i tidligere Dage, forstummede ►alt i det 14tende Aarhundrede, men ►mærkeligt er det at Grubleren 👤Raimundus Lullus *døde 1315. var en af de nidkæreste Mænd til at prædike Ordet blandt de Vantro. 📌Kastilien stod derimod ved det 16tende Aarhundredes Begyndelse i sin fulde Kraft. Poesien, som begyndte at yttre sig ►ret i det 14tende Aarhundrede, ►øvedes nu af de berømteste Skjalde, og de Fleste af disse rørte først Harpen, naar de selv havde kæmpet i ►Marken. Kun et saadant Folk, som mærkede at dets Tro aftog, men ei vilde miste den, kunde paalægge sig selv Inqvisitionens Lænker, kun blandt Spanier kunde 👤Ignatius Loiola fødes og hans Stiftelse trives. ►Biscaieren 👤Loiola havde i sin Ungdom ført legemlige Vaaben mod de Vantro, men hans Attraa efter at være ►en 👤Jesu Stridsmand, tilfredsstilledes ikke i ►Vaa148bengny►, og da Saar gjorde ham udygtig til saadan Færd, begyndte han en aandelig Strid, ved at stifte en Orden,*1540. der ikke allene skulde forsage Verden, men bruge den og alle sine Kræfter til Troens Stadfæstelse og Udbredelse. Da enhver Jesuit maatte aldeles give Slip paa sin egen Villie, og uden Grublen vise Generalen ubetinget Lydighed, kan Man sige, at Jesuiterne ei blot som andre Munke ►vare Lemmer paa eet Legeme, men Siæle i een Aand. Naar der nu var Kraft tilstæde, maatte utrolige Ting kunne udrettes, og naar 👤Jesu Aand hvilede paa Generalen, maatte sand Kristendom tilkæmpe sig herlige Seire i Medlemmernes og Millioners Gemytter. Dog Faren var stor, Jesuitergeneralen var den ny Tids Pave; var hans Hjerte ureent, da blev han Satans, istedenfor 👤Jesus Statholder, og Ordenen et frygteligt Uhyre. Vist er det, at det Meste af det Liv og den Kraft, som efter Reformationen har ladet sig ►tilsyne i katolske Lande, er dels udgaaet fra denne Orden, dels af den vakt eller næret, thi som Skriftefædre havde den, saavidt det er Mennesker muligt, ►Kongers og alle Mægtiges Hjerter i sin Haand, som Lærde og Skolemestere søgte den at styre Folkenes Tænkemaade, og som Apostle bar den 👤Kristi Navn ind imellem Hedninge i fierne Verdensdele. Dog uagtet disse stærke Indretninger mistede dog Spanierne daglig mere af deres Tro og den Kraft til stor Daad, som Troen ene kan give. Det kom deraf, at de søgte Troens Fjende udenfor sig, 149istedenfor inden i sig, i den Hovmod og Guldtørst og det Hang til legemlig Vellevnet, som havde befængt dem. Det 16tende Aarhundrede var ►glimrende, 👤Lopez de Vega digtede sine Skuespil i Tusindtal, 👤Cervantes fremstillede med megen Kløgt i sin Don Qvixotte et bagvendt Billede af den Riddertid der havde givet 📌Kastilien sin Tilværelse og Glands; spanske Lærde vare velkomne Gæster i 📌Frankrig og 📌Italien, og i berømte Forgængeres Spor skrev Jesuiten 👤Mariana sit Fædrelands Historie. Allerede dette spaaede imidlertid ingen daadfuld Fremtid: ogsaa blev 👤Calderoni *født 1601. med sine Komedier den sidste navnkundige Digter, og da den kristelige Flaade under 👤Philips Halvbroder, 👤Don Juan, havde ved 📌Lepante ødelagt den tyrkiske,*►1511. som efter 📌Cyperns Erobring truede 📌Europa, var 📌Spaniens Søemagt forbi. Vel kæmpede de spanske Soldater endnu enstund tappert i 📌Nederlandene under 👤Alba, 👤Farnese og 👤Spinola, men deres Ubændighed og ►Rovgerrighed vidnede om, at det var Kraftens Levninger de vilde sælge til den høieste Pris. Saavel denne Krigs Udgang, som Trediveaarskrigen, lærte 📌Europa, at 📌Spanien ei længer var nogen frygtelig Kæmpe.

✂ Denne navnkundige Krig var ►alt længe forberedet og Jesuiter befordrede dens Udbrud.

✂ Uagtet Freden til 📌Passau vedblev dog det Uvenskab mellem Partierne, som ei kunde ophøre, førend de bleve enige enten i Tro eller Vantro, og Anledning til Strid kunde da allermindst fattes 📌Tydskland, der vel vilde være 150eet Legeme, men hvis Lemmer dog vilde raade sig selv. Imidlertid kom Krigens Forvarsel fra samme Land som Reformationens. I 👤Husses Fædreneland havde 👤Luthers Lærdom, som venteligt var, fundet stor ►Indgang og de Første af 👤Ferdinands ►Ætmænd tilstode dens Bekendere store Friheder, men siden bleve disse krænkede, og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede stode de ►Fare for aldeles at undertrykkes. Hertug 👤Ferdinand af 📌Steiermark, skulde nu tilligemed Keiserværdigheden have 📌Ungerns og *1618.📌Bøhmens Krone; han var ►optugtet af Jesuiter i 📌Spanien; deres Mening var at ►op tugte► ham til en vældig ►Kæmpe for den katolske Tro; hans egen, at blive ligesaa enevældig i 📌Tydskland og ►Arvelandene, som hans Frænde var det i 📌Spanien: Forsynet lod de to Hensigter forenes for at tilintetgøre hinanden. I 📌Steiermark havde han undertrykt Reformationens og Stændernes Frihed, det samme maatte være hans Agt i 📌Bøhmen, og dette Riges Stænder valgte det protestantiske Forbunds Høvedsmand i 📌Tydskland, Kurfyrst 👤Frederik af 📌Phalts, til deres Konge. Hadet imellem Lutheraner og Kalvinister bidrog til at 👤Frederik ingen Understøttelse fandt i 📌Tydskland, og han var ingen Krigsmand; det var derimod hans Frænde, det katolske Forbunds Hoved, Hertug 👤Maximilian af 📌Baiern, og paa 📌det hvide Bjerg ved 📌Prag tabte 👤Frederik baade Krone og ►Kurhat. Nu saae Man, at Bøhmerne havde for 100 Aar siden spillet deres Rolle og at denne Opstand kun 151var et Krampetræk i Dødstimen. Alt underkastede sig, 👤Ferdinand blev enevældig, mange Tusinde henrettedes, 30000 Familier fordreves. Nu vendte 👤Ferdinand sine seierrige Vaaben mod de mindre protestantiske ►Samfund, for ved deres Fald at forberede de størres Undergang. Disse, saasom 📌Saxen og 📌Brandenborg, vare blinde og rædde nok til at sidde stille, og 📌den nedersaxiske Kreds vidste ingen Anden at ►søge paa Haand end 📌Danmarks 👤Kristian den Fjerde.

✂ Det danske Folk var blevet genfødt tilligemed Kristendommen. Under de to forrige Konger havde 👤Skram og 👤Trolle og 👤Rud haandhævet Dannebrogs Hæder i 📌Østresaltet, medens 👤Krabbe og Ranzauerne, 👤Johan og 👤Daniel, havde ført Landhæren seierrige. 👤Frederik den Anden havde en sielden Rentemester i 👤Peder Oxe; og i 👤Niels Kaas en Kantsler, der i Gudsfrygt og Viisdom ►ledte om sin Jævning. 👤Thyge Brahe underviste fra sit 📌Uranienborg 📌Europas Lærde om Himmelens Løb, medens 👤Anders Sørensen Vedel lod de gamle ►Kæmpeviser ►udgaa, og ►udsatte 👤Saxos Krønike paa kosteligt dansk. Under saadanne Varsler døde 👤Frederik,*1588. og kun elleve Aar var Sønnen gammel, men store var hans Anlæg, og at pleie dem kongelig var hans Formynderes kære Attraa. Dog, vel maa det falde tungt at bevare Ydmyghed og tæmme sine ►Begærligheder, naar man opvoxer under Kronen; det mægtede 👤Kristian ei. Hans ►Kæmpenatur gjorde ham til en modig Krigsmand og kom tilsyne i al hans 152Værk, i Slotte som i Stil og Bedrift; Rigsraadet kunde han ►forbluffe, holde Bog med sin Rentemester, bygge Skibe og styre dem i Slag og Storm; ja overalt med Forstand raade de daglige ►Handler; men det Kongeøie som ►overseer det Hele, ►som træn ger ind i Aandens Lønkamre► og Tidernes Gang, det fattedes ham, eller blev ei ►opladt. Meget større var han blevet om ei hans Leflen med de mange Friller havde besmittet og nedstemt Aanden, adspredt Sindet og tæret paa Kraften. Han vænnedes til at leve og virke for det nærværende Øieblik, han glemte det Forbigangne og Tilkommende. Med Adelen fra 📌Skaane og Øerne var det snart forbi, ►Mængden var gerrig og ræd og den gæve 👤Holger Rosenkrands var vel den sidste, som med grundig Lærdom forenede sand Kristendom og Dygtighed i Rigens ⓘ Bestilling. 👤Herluf Trolles Søstersøn, 👤Arild Hvitfeld, sad paa hans Naades Slot ⓘ 📌Dragsholm og ►udtegnede til 📌Dannemarks ►Krønike af gamle ►Brevskaber de lange Rækker af Riddere og Væbnere; men Faa ►ginge ►mandelig frem naar Trompeten ►goel. Livet ►rørte sig kraftelig i de ærbare Borgermænd; men høi stod ►Balken mellem dem og Adelen og knap tænkte 👤Kristian paa at bryde ►Balken som hans stærke Haand vel havde ⓘ mægtet. Ene vilde han betænke Alt og kun i sin Kristendom lod han sig sige, men maatte Adelen ikke raade vilde den heller ikke hielpe med Folk og Gods, og tit stod Kongen ene, hvor han mindst vilde. Fra saadant Stade er 👤Kristians ►Handler ei sva153re at forstaa og den Krig, han i 📌Tydskland skulde føre som 📌Holsteens Hertug og Troens Beskytter, havde vel ►ondt ved at vorde hæderlig. ►Mindst kunde den blive det, eftersom Tydskernes Sind var, ►og aldenstund 👤Kristian skulde staa mod Høvdinge, som den baierske 👤Tilly og Keiserens 👤Vallenstein. 👤Tilly slog ham ved 📌Kønigslutter, og 👤Vallenstein foer skrækkelig frem i det landfaste, ubeskærmede 📌Danmark. Adelen vilde ei vide af en Krig at sige hvori intet Rov var at vinde og ►enddog Kongen vel sukkede som Kristen og harmedes som ►Kæmpe, maatte han købe Freden*ⓘ 1629. og de tabte ►Landskaber dyrt af den seierrige 👤Ferdinand; thi sine ►Troesforvandte maatte han forsage.

✂ Nu syntes det forvist, at 📌Tydsklands Frihed og den evangeliske Lærdoms Bekendere vare ►forlorne, 👤Ferdinands Voldsomhed var uden Grændse; Han ►udskiftede Rigslande som sit Arvegods, 📌Spanien var i Pagt med ham, i 📌Frankrig førtes Krig mod Hugonotterne og just nu indtoges deres sidste Fæstning 📌Rochelle. Dog, tænkte 👤Ferdinand at Gud skulde glemme Protestanterne, naar han drev dem fra Kirkerne, da tog han Feil; Tugtelse behøvede de, men ►Herren kom dem miskundelig ihu i sin behagelige Time, og fremkaldte sig en Tiener fra det høie 📌Norden.

✂ 📌Sverrig har i den gamle Tid ingen Historie; det synes ►som det mellem de tre nordiske Riger er blevet senest og i Begyndelsen sparsomt bebygget. I de gamle Sagn forekommer det tiest som en Tilgift til det danske Rige, in154gen Skjald har siunget der, ingen ►hiemmebaarne Sagn lyde igiennem Tiderne, et vist Kendemærke paa et vildt eller daadløst Folk. Kristendommen vandt ogsaa langt senere Seier, skøndt den allerede af 👤Ansgar var forkyndt og ligetil Kalmarforeningen vidne de Efterretninger 👤Snorro og 👤Saxo have optegnet, om en Raahed og en Ringhed som lod sig ►tilsyne i lutter indbyrdes Smaafeider, uden at een eneste stor Mand fremstod, eller stor Daad udførtes. Først under Foreningen begyndte Livet at ►røre sig; 👤Engelbrecht, som gjorde Opstand mod 👤Erik af 📌Pommern, og Sturerne, som kæmpede for Rigets Uafhængighed under de første oldenborgske Konger, vare dygtige ►Kæmper, og 📌Sverrig seer i denne Tid ud, omtrent som 📌Dannemark og 📌Norge førend 👤Gorm og 👤Harald Haarfager. I denne Tid fremkom ogsaa det ældste svenske Digt, nemlig ►Rimkrøniken, der seer ud som ►Hjarnes Ligvers over Kong ►Frode. Havde 📌Sverrig ikke været kristnet, ja var ikke den evangeliske Lære paa den Tid kommet ind i 📌Norden, som ►størkede det Døende og formildede det Vilde, da havde 📌Sverrig sikkerlig ei blot blevet 📌Nordens Herre, men ogsaa bragt sit Navn med en blodig Heltekrands til fierne Lande. Nu derimod ved Siden af det genfødte 📌Danmark maatte 📌Sverrig mest ►udgære hiemme, og Kristendommen, der ►befæstede ⓘ Tronen, forhindrede de vildeste Udbrud. Imidlertid forløb det hele 16tende Aarhundrede inden den evangeliske Lære vandt Seier og Adelen blev rolig. Ja 155en af 👤Gustavs Sønner, 👤Johan, og endnu mere dennes Søn, 👤Sigismund, som var blevet Konge i 📌Polen, søgte endog at indføre den katolske Tro paa ny. Hovedgrunden hertil var, at 📌Sverrig ikke var moden til i sig selv at udruge den Videnskabelighed, der ene kunde stadfæste 👤Luthers Lære: Universitetet i 📌Upsal maatte besættes med Stympere eller Fremmede, og paa duelige Bisper og Præster var da i det Hele slet ikke at tænke. Under 👤Gustavs tredie Søn, 👤Karl den Niende satte den legemlige Gæring sig; Siælens begyndte og 📌Sverrigs Styrke vendte sig enig mod udvortes Fjender. 👤Gustav Adolf arvede en tredobbelt Krig: med 📌Danmark, 📌Rusland og 📌Polen: den første købte han sig fra, i den anden vandt han store Provindser og den tredie førte han seierrig. Dog en større Daad var 📌Sverrig og Ham bevaret, som langt overgik de Bedrifter, 📌Sverrig kunde ►lovet sig af en ubændig ►Størke, thi den kunde øves i Guds Navn og til Hans Ære. 👤Ferdinand udæskede selv 👤Gustav, ved at understøtte Polakkerne, og Protestanternes Nød rørte hans Hjerte. Han gjorde nu ►Stilstand med 📌Polen, og før Man ►ret vidste det, var han landet paa den pommerske Kyst.*ⓘ 1630. Hans Folketal var lidet, men han vidste at ►Herren Sebaoth ei ►skifter Seier efter Hærens Mangfoldighed, han undte ham gierne Æren, hvis ►Ærende han ►røgtede, han gik trøstig frem og sine Vaaben skærpede han med Bøn og Sang. Fjenderne adsplittedes som Støv for Nordenvind, 📌Saksen 156og 📌Brandenborg maatte gribe til Vaaben, 👤Tilly faldt, Protestanterne istemte ►Takkesange og 👤Ferdinand skjalv i sit Pallads. Den Stolte maatte ydmyge sig for den endnu stoltere 👤Vallenstein, hvem han nys havde ►forskudt; det ►seierkrandste Navn lokkede fra alle Verdens Hiørner ryggesløse, ►rovgerrige Skarer sammen under 📌Østerrigs Banner, og 📌Bøhmen, hvor 👤Vallenstein nølede, maatte andengang bøde fordi det havde givet ►Krigsløsen. Endelig mødtes Hærene ved 📌Lytzen; den 6te November 1632 stod et Slag, som skal mindes saalænge Verden staar, det var Lys og Mørke som prøvede Styrke, 👤Gustav døde og vandt, 👤Vallenstein beholdt Livet en føie Stund, men tabte mer end Slaget, han tabte Troen paa ►sine Afguder: Lykken og ►Stiernerne, Seieren var tvivlsom da Kongen faldt, maaske ved en Forræders Arm, men Svenskerne stred omkring hans Lig, som de neppe vilde stridt under noget Banner, og ►begrov ham under Fjendelig. Efter 👤Gustavs Død var Krigslykken ustadig, men dog mest paa 📌Sverrigs Side, hvis kloge Kantsler 👤Axel Oxenstjerne var Formynder for 👤Gustavs Datter 👤Kristine, og hvis store Krigshøvdinge, 👤Bernhard af 📌Veimar, 👤Torstenson og Flere, efter 👤Vallensteins Mord, vare de keiserlige overlegne. Da imidlertid 📌Saxen igen faldt fra og Tydskerne, som vare udfriede fra den overhængende Fare mistænkte de Fremmede, og understøttede dem slet, vilde Udgangen i alle Tilfælde blevet uheldig for dette Land, dersom ikke 157en tredie Magt havde blandet sig i Striden, og sørget for at hverken 📌Sverrig eller 📌Østerrig, kom til at foreskrive Love. Denne Magt var 📌Frankrig, som styredes af den snedige Kardinal 👤Richelieu, Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i 📌Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det Østerrigske Hus og skaffet 📌Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor ►var det ham kært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkøbe sig en Del af dens Roes og 📌Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt hvad Han attraaede, som Nogen der ►søger noget Varigt i det Forgængelige og sætter en Ære i sin Skiændsel► , thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes. Ved den vestfalske Fred,*1648. som 👤Richelieu dog ikke oplevede, maatte 📌Østerrig opgive Haabet om Enevælde i 📌Tydskland, og 📌Sverrig maatte lade sig nøie med et Stykke af 📌Pommern, 📌Spanien maatte ►erkende 📌Hollands Uafhængighed og 📌Frankrig fik 📌Elsas.

✂ Underligt maa det synes at 📌Engelland, dette mægtige protestantiske Land egenlig slet ingen Deel tog i Religionskrigen, og det ►enddog 👤Friderich af 📌Phalts var en Svigersøn af 📌Englands og 📌Skotlands Konge. Ret forstaaeligt bliver det først ved at se ind i Landets indvortes Tilstand. Siden 👤Edvard den Førstes 158Tid var Kongemagten blevet indskræn ket ved det saakaldte Parlament, hvis Overhus bestod af Grever, Baroner og Bisper, Underhuset af ►Stædernes og Grevskabernes Fuldmægtige. I den kraftløse Tid under Kongerne af Huset Tudor var Parlamentet blevet en blot Skygge, men da mange Kræfter igen vaagnede ved Reformationen, og 👤Kalvins Lære begunstigede Folkets Lyst til Deltagelse i Regeringen, stod Kongemagten ►Fare for at undergaa. Den Pavemagt, 👤Henrik den ottende af Hovmod havde tilegnet sig, var det Eneste som kunde ►opholde Tronen, men denne Magt kunde ene bestaa i en bispelig Kirke. Denne Betragtning stod klar for 👤Elisabeth og vandt Seier over Troens Sag. Adelen fandt sig heri, fordi 👤Kalvins Lære, naar den fik frit Raaderum, truede dem med Forlis af deres Herligheder, og fordi Dronningen saae igennem Fingre med deres ►Rovgerrighed, der ei sparede saa meget af Kirkens Indkomster at Præster kunde lønnes ved alle Menigheder. De Studerende saae gerne at Bispestolene vare Fyrstetroner, at der i Kirkerne vare Embeder uden Arbeide og at een Mand kunde drage flere Præstekalds ⓘ Indkomst. Alle elskede de det katolske Seremonievæsen og de Geistliges ►glimrende Dragt, baade fordi deres Kristendom mest bestod i udvortes Skikke og fordi de vilde give sig Anseelse i ►Mængdens Øine. Denne jordiske Tænkemaade, som avlede og ►opholdt ►den bispelige Kirke viser sig i Alt, ogsaa deri, at Troen ikke beaandede til Sang. En slet Over159sættelse af ►Davids Psalmer var ►den Skærv Versekonsten offrede paa Kirkens Alter og indtil denne Dag er i 📌England ikke digtet een gudelig Sang, som kan staa ved Siden af dem, der hos andre Folkefærd udstrømmede rigelig. ►Saa er det, ►enddog, mellem Flere,*døde 1598. i det 16tende Aarhundrede, to Skjalde opstode af hvilke den Ene, 👤Spenser, ikke har mange Ligemænd og den Anden, 👤Shakspear,*døde 1616. ingen Overmand. Begge reiste de sig, ligesom den gamle Angelsaxer 👤Cædmon, mellem Almuen og hørte til det forgangne Tidsrum, hvis Bautasten de reiste. Hvad der enkelt havde været omspredt hos Fortidens Balladesangere (►Minstrels) som netop forstummede i 👤Elisabeths Dage, var hos dem, især hos den Sidste, samlet tilstæde. Udvortes er det mest kendeligt hos 👤Spenser, som i sit Heltedigt, ►Fedronningen, søgte at forevige Mindet om Riddertidens Kraft og forherlige den ved Dydens Glands, men langt mere ubevidst, og derfor desherligere, bar 👤Shakspear den forsvundne Tids Billed i sig. Da han var opvoxet ►uden al lærd Dannelse, forkonstlede han ikke sin Natur og blev en sanddru Tolk af hvad der rørte sig i ham. Hans Hamlet, Machbeth, Kong Lear, Romeo og Julie, ere store Ballader, og hans ►historiske Samtaler ere 📌Engellands egenlige Heltedigt. Med Ret kalder Man alle disse Digte, dramatiske, thi de ►opmane det Hensovede og stille os det livligt for Øie, men de undervise ►og om Forskellen mellem kristelige og hedenske 160Dramer. Før 👤Kristus saae Digteren og Historieskriveren enhver Begivenhed som en sluttet Kreds; efter 👤Kristus maa de se den som et Led i en ►fremløbende Kæde, og, uden at det dog ►fuldelig lykkes, maa de for at udrive den af sin Sammenhæng, gøre Vold paa deres indvortes Følelse.

✂ Uagtet Elisabeth med Magt skaffede ►den bispelige Kirke ►Herredommet, vare der dog Mange, som antoge 👤Kalvins Mening om Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. ►Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed bleve daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra 👤Elisabeths Dage, udenfor deres ►Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode mærkværdige kristne Skjalde og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte 📌Englands første Bedrift blive en Opstand. 👤Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin ►glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, 👤Jakob Stuart, som ►alt forhen var 📌Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under en Herre, 161men sammensmeltede kun i Navnet 📌Storbrittanien.

✂ 📌Skotlands ældste Historie er saare mørk, hvori 📌Englands 👤Ed vard er mindre Skyld, end almindelig antages; thi hvert Folk, som skal hente Mindet om sine gamle Dage, hos de forseglede ►Brevskaber i Rigens Skrin, kommer ikke vidt. Kun dette veed vi, at dets gamle Indbyggere, Kaledonierne, forfægtede tappert deres Frihed mod Romerne, og ►de Ossianske Kvad, som Sagnet fra den Tid har opbevaret, ere især ►mærkelige, fordi de saa sanddru lade se, hvor elendig, midt i sin Kraft, det tænkende Menneske, og hvor forladt Poesien, midt i sin Glands, ►monne staa, naar Troen paa Guddommen fattes. Udsprunget af en mægtig ►Herrestamme staar 👤Ossian ►sønneløs i Alderdommen, blind paa Sjælens som paa Legemets Øie. Han rører Harpen til Kvad om sine Fædres, mest den formastelige 👤Fingals Bedrifter, men hver Heltesang hensmelter i Taarer, thi de Vældige ere henfarne som ►Veir og blevne til sørgende, luftige ►Skygger. Stor var dette Lands Trang til Kristendommen og den synes ►alt i 👤Ossians Dage at have staaet paa Grændsen, rede til at stille den trøstesløse Oldings høie Længsel efter noget Fast og Evigt. Om de følgende Aarhundreder vide vi kun lidet med Vished; der synes at være ført en lang Kamp mellem de fremmede Skotter og Kaledonierne, indtil disse trængtes ind mellem de Bjerge, hvor deres ►Ætmænd endnu ►bygge. Imidlertid havde Angelsaxerne 162Magten i Syden og de Norske paa 📌Ørkenøerne i Norden. Ved Slutningen af det 13tende Aarhundrede strede 👤Robert Bruce og 👤Johan Baliol om Tronen. 👤Baliol vandt som den engelske 👤Edvards Skattekonge en skammelig Overmagt, men siden hævdede 📌Skotland sin Uafhængighed,*1371. og det Stuartske Hus kom paa Tronen med 👤Roberts Dattersøn og ►Navne. To Aarhundreder ►forgik nu under bestandig Kamp med 📌England og imellem de store Herrer indbyrdes; thi det var dennegang, som fordum under 👤Fingals Slægt, i en vantro og syndefuld Alder at 📌Skotland fik sine Vældige. Stuarterne havde stolte og ærgerrige Medbeilere i Douglaser og Hamiltoner og de rasede mod sig selv, hvorfor da 📌Skotlands Trone mangengang besudledes med Kongers og Prindsers Blod. Stuarternes regerende Mandslinie uddøde med 👤Jakob den Femte, og Kronen sattes paa hans nyfødte Datters, 👤Maries Hoved.*1542. Allerede tidlig havde en 👤Hamilton forkyndt Evangelium i 📌Skotland, men endt sit Liv paa Baalet;*1528. 👤Marie trolovedes med 📌Frankrigs Konge, opdroges i 📌Paris og hadede Evangeliets Prædikantere, vel især fordi de gennemheglede hendes forargelige Levnet, men Hun udrettede Intet, og 📌Skotland fik i 👤Johan Knox en indfødt Apostel, hvis nidkære Heftighed vel gav Anledning til nogle Uordener, men hvis Ild antændte Sjælene og skaffede Evangelium Seier.*1560. 👤Knox var af 👤Kalvins Mening og en svoren Fjende af Seremonier og Bisperegimente, hans Landsmænd 163vare for det Meste heri ligesindede med ham, og saaledes fik da den presbyterianske Kirke Overhaand i 📌Skotland. Dronning 👤Marie blev daglig mere forhadt, og da Hun, efter sin anden Gemals, 👤Henrik Darnleis grusomme Mord, ægtede Hans Banemand, skedte en Opstand, hvori hun toges til Fange. Vel ►undkom hun, men kun for i 📌England at dø under Bøddelens Haand. Skotterne kaarede hendes og 👤Henriks Søn, der ogsaa paa Fædreneside var af Stuarternes Slægt, og siden efter 👤Elisabets Anbefaling ogsaa fik 📌Englands Krone. Til Hovmester havde han havt den bekendte skotske Historieskriver 👤Buchanan, og var opfostret til at være Lærd, men Kundskaberne gjorde hans svage Aand hovmodig, i Troessager gik hans Attraa ⓘ ene ud paa at glimre ved Spidsfindighed, og, som Konge, at agtes for en Gud paa Jorden. Under ham forbittredes da Gemytterne ►end mere baade hos Presbyterianerne og Andre som vare nidkære Venner af Parlamentets Deelagtighed i Regeringen. Alle Veltænkende baade ophidsede og forfærdede han endda allermest derved, at han af ►daarlig Forfængelighed, for at skaffe sin Søn en Kongedatter til Dronning, beilede for ham til to katolske Prindsesser efter hinanden. 👤Karl den Første, ►saa heed Sønnen, blev virkelig formælet med en Søster af 📌Frankrigs 👤Henrik den Fjerde, og dette havde ei liden Deel i hans sørgelige Hændelser. I 📌de spanske Nederlande vare ad164skillige ►Høiskoler for engelske Katoliker, som baade ved Skrifter og Sendebud ►bestrede Evangeliet. Man har, med nogen Føie, kaldt ►den bispelige Kirke, Pavens opsadlede Hest; og det var ►ligefrem, at han ved den katolske Dronning vilde se at tæmme den. De afskaffede Altre bleve igien opreiste, prydede med Guld og Sølv, og gjorte til Helligdomme, for hvilke Man skulde bøie Knæ. Seremonivæsenet tiltog daglig, Presbyterianerne i 📌England forfulgdes som Kættere, og Kongen prøvede paa at stadfæste ►den bispelige Kirke i 📌Skotland. Nu var Alt modent til et rædsomt Udbrud; den presbyterianske Menighed havde Overmagt i Underhuset og Reenhed var ingenlunde, hos dens ►Lemmer, almindelig forenet med Kraften, allermindst besiæledes de af den Ydmyghed og Kærlighed, der allervanskeligst bevares i et saaledes afsondret ►Samfund. Kongen var forhadt af alle Troens og Frihedens Venner, saavelsom af de Herskesyge, med hvem han ei vilde dele Magten: Parlamentet nødte ham først til at afsætte Bisperne og fremkom derpaa med saamange Besværin ger over hans Regering, at han slet ikke vidste hvad Udvei han skulde ►kaare. Skotterne havde grebet til Vaaben og 👤Karl fik ►omsider det ►rasende Indfald, med nogle Skrællinger, der endnu holdt sig til ham, at trodse begge Rigernes Kraft og ►Størke. Hans Bedrift var en bestandig Flugt, og for silde attraaede han mindeligt Forlig. Parlamentet var ikke uvilligt, men Magten var ene 165hos Krigshæren, eller rettere, hos dens Høvding, 👤Oliver Kromvel, som ei havde isinde at give den til Nogen. Den slette Undervisning i Skole og Kirke havde hjulpet til at udruge det Sværmerie, hvis ►Grundspire ligger i den reformerte Tro, og nylig havde en Flok af Saadanne forenet sig under Navn af Uafhængige (Independenter) de forkastede da al geistlig og verdslig Øvrighed og bespottede Gud, ved i Alt hvad de fik i Sinde, selv naar det ►aabenbart stred mod hans Ord, at beraabe sig paa Hans Indskydelse. Efter en ryggesløs Ungdom ►slog 👤Kromvel sig til disse Folk; om han fra ►Først af var Hykler er uvist, men fra den Stund han var blevet Sværmernes Afgud og General i Parlamentets Hær, misbrugte han paa den skammeligste Maade Folkets Tillid, sine store Gaver, Troen og Guds hellige Ord. Han hyklede Gudsfrygt og Ydmyghed, og vidste at forblinde alle Partier, indtil han var blevet dem overlegen. Den ulykkelige 👤Karl overgav sig til Skotterne, og disse solgte ham til Parlamentet; men 👤Kromvel, som frygtede for en Udsoning, tog ham fangen, lod ham anklage, dømme og henrette ved sine blinde Redskaber.*1649. Forgæves havde Presbyterianerne søgt ved Bønner at frelse ham, som deres Arm havde betvunget, forgæves søgte Skotterne, ►paa hvis Sjæle Blodpengene brændte, at skaffe 👤Karls Søn Tronen; hine talte til døve Øren og ►disse mægtede kun med deres Liv at udsone Brøden: Alt maatte bukke for 👤Kromvel. Par166lamentet adsplittede han med sine Soldater, og gav dets Navn til en Flok af de arrigste Sværmere han mellem Almuen kunde finde.*1653. Disse forrykte Mennesker vilde nedrive Kirkerne, afskaffe Universiteterne og træde Alt under Fødder; hele Folket glædede sig derfor ved at 👤Kromvel endnu samme Aar ►aabenbar tiltog sig ►Bestyrelsen under Navn af Republikens Beskytter (Protector) og taalte uden Indsigelse, at han herskede mere uindskrænket, end Kongerne af Tudor og Stuart. 👤Kromvels Regering blev glimrende, som venteligt var; thi selv havde han store ►Sjælekræfter, og Presbyterianernes Kraft, som hidtil for Staten havde været en død Skat, stod ham til Tieneste. Hvad 📌England kunde blive, naar dets Kræfter forenedes, havde Man skimtet under 👤Elisabeth. 📌Englands nyfødte Flaade havde i Forening med 📌Hollands overvundet den spanske Søemagt, og paa samme Tid kom ►Haandværkerne i Gang, især Uldarbeide. Vindskibeligheden tiltog under den religjøse Gæring, da ►Lemmerne af de ►fraskildte Menigheder, der desuden vare udelukte fra al offenlig Bestilling, maatte finde det stille Haandarbeide, som levnede Tid til Grublen og ►Andagtsøvelser, mest ►passelig med deres ►Sindsforfatning, ligesom denne Levemaade maatte ►underholde og forøge Sværmeriet. Derimod blev Handelen og Overmagten til Søes hos Hollænderne, hvis kraftige Liv ►indfalder mellem 👤Marie og 👤Kromvel. Den fordeelagtige ostindiske Handel, som under den spanske Krig 167tidlig var kommet i deres Hænder, gav Folkets Stræben ►fuldelig en legemlig Retning, som snart maatte uddrive Troen af Hjertet, men ogsaa lade den blive staaende uantastet. En aandelig Stræben maa imidlertid vise sig hos hvert Folk, hvis Tro engang har været Alvor. Den udeblev ei heller her, men dens kraftige Tidsrum var kort og frembragte ei ►stort Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette. Ingen navnkundig Digter fremstod, ingen egenlig Historieskriver og ingen dyb Grubler over aandelige Ting. Derimod førtes i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede spidsfindige Tvistigheder om Troens Lærdomme, især mellem Gomarister og Arminianer om ►Naadevalget, som har været en uudtømmelig Kilde til unyttig og skadelig Tvist mellem alle dem, der ei vilde holde sig til ►Skriftens og 👤Luthers klare Udsagn, at ►Gud har udvalgt dem, han tilforn haver ⓘ kendt.► De gamle Sprog dyrkedes ogsaa, især i 📌Leiden, med megen Iver og dette Universitet har ►optugtet en stor Mængde baade indenlandske og fremmede Lærde, især fra 📌Norden. Det er da 📌Hollands ypperste Fortieneste af Aandens Udvikling, at Sprogene, som de fleste Steder forsømtes, og vilde blevet ►jordede i 📌Tydsklands ny Skolastik, dog holdtes i Live mellem Protestanterne. Stor er Fortjenesten, thi ellers havde Mørket vundet, da, uden dem, fromme Mænd vel kan redde sig selv, men aldrig genføde Kristendommen i en fordærvet Tidsalder. ►Sproggranskningen 168der, saa at sige, med 👤Josef Scaliger fløttede sit Høisæde fra 📌Italien til 📌Holland, kunde imidlertid ikke drives med Iver og Held uden at udvikle Evner der maatte forsøge sig i Andre Videnskaber, og 👤Meursius, 👤Pontanus og 👤Hugo Grotius ere derved blevne navnkundige Mænd. Alle Tre have skrevet over deres Fædrenelands Historie paa latin, gjort latinske vers, og foruden Bemærkninger over de Gamle, afhandlet en og anden Opgave for Fornuftens Domstol. 👤Grotius *døde 1645. er især blevet berømt ved ►først mellem de Nyere► at have afhandlet de Grundsætninger, der burde følges i Staters Omgang med hinanden: en Undersøgelse, der, eftersom Troen uddøde, er blevet des ivrigere drevet, hvor umuligt det end er, at dens Sætninger uden Troens Hjelp kan faa Lovskraft. Prindserne af Huset Oranien havde i den spanske Krig gjort Republiken store Tjenester, men ogsaa undertiden, som ved at opkaste sig til Gomaristernes Beskyttere, søgt at gøre sig til dens Herrer. Da derfor den spanske Krig var blevet endt ved den vestfalske Fred, og den herskesyge Prinds 👤Vilhelm kort efter døde,*1651. afskaffedes Statholderværdigheden. Strax derpaa kom Republiken i Krig med 📌England især over den Handelslov (►Navigationsact) 👤Kromvel havde ladet ►udgaa, hvorved det formentes fremmede Skibe at bringe Vare til Øen, som ikke havde hjemme i det Land de tilhørte. Hollændernes Handel var mest med udenlandske Vare, og de beregnede rigtig deres følgelige Tab, men 169ikke, at en saadan Lov hos et svagt Folk er et kraftløst Blendværk og hos et dygtigt Folk uforanderlig, om ikke unødvendig. Krigen tjente kun til at vise, at under gunstige Omstændigheder vilde Verdenshandelen og Sømagten snart fløtte til 📌Britannien og at selv Admiraler som 👤Tromp og 👤Ruyter ikke kunde forhindre det. 👤Kromvel tvang 📌Holland til en ydmygende Fred, og da han indsaae, at Engellænderne manglede en Besiddelse uden for 📌Europa, som kunde befordre Seiladsen og give dem Del i den store Handel, fratog han Spanierne 📌Jamaica, hvis Kaffe og Sukker de nu, ved Siden af egne Fabrikvare, kunde prange med paa 📌Europas Markeder. Herved vare store Skridt gjorte til 📌Engellands saakaldte Storhed, men denne har Folket betalt ligesaa dyrt, som 👤Kromvel den timelige Magt og Anseelse, han købte for Menneskets dyrebareste Klenodie: Fred med Gud og sig selv. Han døde,*ⓘ 1658. Ingen mægtede saaledes paa ►fri Haand at styre Riget, det kongelige og bispelige Partie reiste Hoveder paa ny, Presbyterianerne, hvis Haab var blevet skuffet, og mange Andre, som gerne vilde raade med, fandt det bedst, at have en Konge og et Parlament, som indskrænkede hinanden, og 👤Monk, en af 👤Kromvels forrige Generaler, opfyldte deres Ønsker ved at hjemkalde den henrettede Konges Søn, 👤Karl den Anden.*1660. Imod sit ►edelige Løfte indsatte han ►den bispelige Kirke i sin forrige Glands og Magt, skilte derved Staten ►ved sin bedste Kraft, og mange Menig170heder ►ved elskede og duelige Lærere, der ikke, som det er stadig og fordærvelig Skik i ►den høie Kirke, kolde oplæste befalede Bønner og trykte Prækener, men bad og talte af Hjertens Fylde. Et prise ligt Eftermæle er det, at de i ►Hundredetal heller gave Slip paa Levebrødet, end handlede mod Samvittighed, og da de bispelige Leiesvende under den store Pest flygtede fra 📌London, talte de afsatte Hyrder frimodige Opvækkelsens og Trøstens Ord, i Kirke og ved Sotteseng. Sligt rørte ikke 👤Karl, som i 📌Oxford morede sig med Vellyst og Pragt, smudsige Skuespil og vittige Indfald. Paa disse Aandens besmittede Fostre ►var godt Køb i hans Dage; thi nu udfoldede ►den bispelige Kirke sine Blomster. I sit komiske Heltedigt, ►Hudibras, udstillede 👤Buttler *født 1612. ikke allene Hykleriet, men ogsaa den velmente Gudsfrygt og Fromhed til Latter. 👤Lord Rochester svømmede i Uteerlighed og det store Hoved, 👤Dryden,*født 1631. som siden afsvor den protestantiske Tro og stedse misbrugte sin Digtergave til at hylde Hoffets Smag, kappedes med ham. Saare betydningsfuld stod ligeover for dem, Presbyterianernes Skjald, den fromme, kun udvortes blinde, 👤Milton,*født 1608. og sang med hellig Sørgmodighed om ►det ►forlorne Paradis.

✂ Alle fromme, ja alle ærbare Mennesker afskyede det ryggesløse, ugudelige Hof, og 👤Karl forøgede Misfornøielsen ved at forordne Paalæg imod Parlamentets Villie, samt ved at begunstige den katolske Kirke, til hvilken hans Dron171ning hørte. Imidlertid afskrækkede Mindet om 👤Kromvels Tid fra en Opstand og Presbyterianernes Ungdom var forbi, derfor døde 👤Karl uantastet i sit Palads. Hans Broder 👤Jakob den Anden arvede Tronen,*ⓘ 1685. han var Katholik for Alvor, bekendte offenlig sin Tro og søgte at indføre den i Landet. Et ►almindelig Knur lod sig høre: med Magt stræbte han at dæmpe det og gøre sig enevældig, og det var udentvivl lykkedes, dersom han ikke i 📌Holland havde havt en Nabo og Svigersøn, paa hvem Folkets Øine fæstede sig, og som var snild nok til at dølge sine Anlæg til den beleilige ►Time kom. Denne Mand var 👤Vilhelm af Oranien, tapper, klog, ærgerrig og hemmelighedsfuld, som den første berømte af dette Navn. Han var et nyfødt Barn da hans Fader døde, og Hollænderne afskaffede Statholderværdigheden men Republikens Afmagt og Fare havde skaffet ham den, og mere uindskrænket Magt end nogen af Hans ►Formænd, uden at det ►lod som han attraaede Saadant. Efter 👤Kromvels Død var 📌Hollands Sømagt igen uanfægtet og ved den havde det spillet en ►glimrende men nedrig Rolle i en Krig mellem de nordiske Riger; men nu opstod en Fjende, som truede med at udstrække sit ►Spir over 📌Nederland og hele 📌Europa. Fienden var 📌Frankrigs Konge, 👤Ludvig den Fjortende.

✂ Den Tro og Kraft som i det 11te Aarhundrede lod sig ►tilsyne i 📌Frankrig, maatte ogsaa kundgøre sig i Lærdom og Skrift. Italienerne, 👤Lanfranc og 👤Anselm holdt Skole i 📌Nor172mandiet og herfra udgik mange Mænd, som ei allene grundig forstode det latinske Sprog, men som tillige ved nordlig Kraft og megen Kundskab bleve 📌Europas Lærere i de vigtigste Ting. Mellem dem er 👤Peter Abælard ved sit lyse Hoved, sin Veltalenhed og sine sørgelige Hændelser blevet mest berømt.*døde 1142. Saavel han, som Mange af hans Samtidige brugte deres Gaver, Kløgt og Konst til at forsvare Kristendommen, og Bibelen læstes meget, dog mest i latinsk Oversættelse; men følgeligt var det, at der i Tidens Længde ei kunde komme noget Godt ud af, at lade Kristendommens Sandhed bero paa 👤Aristoteles. Det mærkede den hellige 👤Bernhard ►vel, og talte kraftelig imod, men hans Tale var ►en Røst i Ørken og hørtes kun af nogle enlige Vandringsmænd. Man vilde nu igen, som i 👤Augustins Dage, begribe Troen, dens Hvad og Hvorfor; det er et sikkert Kendemærke paa at den vakler i Hjertet, og kun Støtter kan forsinke ►det skrøbelige Huses Fald. Bibelen lagdes tilside paa ►Høiskolen i 📌Paris ved samme Tid,*omt. 1170. som 👤Petrus Valdus drog den frem i Sydvest; thi da skrev 👤Peter fra Lombardiet en Bog som indeholdt alle Troens Lærdomme med deres saakaldte Beviser. Efter Tidens ►Leilighed var det en kostelig Bog; thi naar Man bliver bange for Bibelen, maa man enten lægge den bort, eller bespotte den; men ►udgaar da en Bog, hvori dens fornemste Indhold tykkes heel forligt med ►Alderens Visdom, da faar Man ►end en Stund baade Lyst og Mod til at beken173de 👤Kristus. Dog, saasnart Lombardens Bog var udlagt og drøftet og mangt et Ord ►i Vægtskaalen fundet for let, da fordybede man sig aldeles i ubunden Grublen og spidsfindig Tvist, ja mange dulgde end ei, at de satte ►📌Stagiras Grubler► over Herren til Gud Faders Ære. Forgæves modsatte Paverne sig ved Forordninger,*fra 1200. forgæves opløftede kristelige Mænd, som Florentineren 👤Bonaventura *født 1221. Røsten: deres Meninger gjorde Opsigt som ny Tvistens Æbler; men den aandelige Alvor var forsvundet, Man legede med Alt. Uagtet 📌Paris blev ved at være ►Ordkæmpernes Tumleplads, gjorde dog ingen Franskmand sig fra det 13tende Aarhundrede af synderlig berømt, 👤Bonaventura, Kalabreseren 👤Thomas Akvinas, Tydskeren 👤Albertus Magnus og Engellænderne, 👤Alexander Hales, 👤Duns Scotus og 👤Occam vare i det 13tende og 14tende Aarhundrede ►Kæmpernes Høvdinge. I Midten af det Sidste begyndte Nogle at indse Tomheden af disse Grublerier; men denne Indsigt avlede hos de Fleste kun en desto høiere Vurdering af de legemlige Ting, som de eneste virkelige, og 👤Johan Gerson,*døde 1429. som lod sig drive til Troen paa 👤Kristum og de hellige Skrifter, var i sin Tidsalder hardtad ligesaa forhadt som den 👤Hus han hjalp til at dømme. I det 15tende Aarhundrede laa 📌Frankrig i en dyb aandelig Søvn, medens dets Konger plagede deres Undersaatter og søgte forgæves at indtage fremmede Lande. Uteerlighed var den ►almindelige Bedrift, og den var 174det usle ►Rimere besang; selv 👤Jesu hellige Levnet udstilledes i Skuespil til Øienslyst. 📌Frankrig, som under Korstogene var saa rig paa Krøniker, brød sig efter 👤Ludvig den Helliges Tid, hvis Liv 👤Joinville *døde omt. 1309. beskrev, kun lidt om Fortids ►Idrætter, det var kun to Verdensmænd fra 📌Nederland: 👤Froissard og 👤Comines, som i det 14tende og 15tende Aarhundrede søgte ►Roskab og Pris ved at fortælle paa fransk ►Maal.

✂ Siden fik Riget Konger af andre Linier,*1498. og saavel 👤Ludvig den Tolvte af 📌Orleans som 👤Frands den Første af 📌Angouleme, medbragte paa Tronen nogen Smag for aandelig Syssel. De ►indkaldte Grækere og Italienere og nogle Franskmænd, saasom 👤Vatable, 👤Peter du Chatel, og den selvlærde 👤Budæus bleve sprogkyndige, men dog var det Reformationen som ogsaa her gav ►Hovedstødet. 👤Kalvins Lære fandt stor ►Indgang selv blandt de Fornemste, og 👤Klemens Marots Oversættelse af ►►Davids Psalmer blev Hoffets ►Livsang; selv de der ei bekymrede sig stort om Sjælenes Salighed vandt Tro paa dens Ypperlighed. Imidlertid saae Man flux at Franskmændene ei vilde forsage det lystige Liv; med vanhellige Læber sang Man ►Davids Psalmer som Elskovsviser og Jægersange; Aanden skulde være Legemets og det daglige Livs Tjener. En Poesi, der seer dybt i det Endelige og derved opløftes over det, som udtaler henrykt inderlige, hellige Følelser og derved fordunkler de sandselige Glæders tomme Glimmer, 175kunde ikke trives: smukke Tanker og kolde Billeder, vittigt Fjas, Drilleri og Spil i Vers med mat og eensformig Klang, det var hardtad Alt hvad der kaldte sig ►Skjaldskab. For saadanne Øine skjule sig Guddommens Spor i det Forbigangne, som i det Nærværende, og Historien maa tykkes at være kun Nysgerrighedens ►Foderurt, eller Eventyr til Skemt, eller en Fælled, hvor alle ►Sjæleevner kan drive omkring som ►lade Øxne, nedtræde, vrage, eller vælge efter eget Tykke. Den ►Grundekløgt som skulde tækkes, maatte øve sig i den ►onde Idræt, at stille det Endelige frem som sin egen Grundvold, og Graven som Livets Landemærke. En saadan falsk Aandelighed raadner i det Muld den ►kaarer til sin Bolig, og selv den kolde Glimmer der blev 📌Frankrigs Del, blev kun vundet ved vanhelligt Brug af ►de Kræfter, Troen selv skænker de Troendes Børn i tredie og fierde Led.

✂ Jesuiterne vare de første som bevarede og udbredte Kundskab, og da deres Iver kølnedes, helligede en Del af Benediktinerne sig til stille videnskabelig Syssel.*1621. Paa samme Tid sammentraadte til Religjonens og Videnskabernes Bedste ►Oratoriets Fædre,*1613. og Jansenisterne, som før havde forsøgt at føre Kirken tilbage til Skriften og 👤Augustinus, forvildede sig under Tvisten med Jesuiterne i Kundskabens Irgange,*fra 1618. men banede dog Vei gennem mangt et Vildnis i Kirkens Historie. Denne Rørelse hos Catholikerne næredes og forøgedes ei lidet ved det 176Kongeskifte, da 👤Henrik af 📌Navarre kom paa Tronen; thi baade ►indkaldte han fremmede Lærde og opvakte Nidkærhed ved at give Hugonotterne Borgerret. Hos disse var nu ⓘ Kundskab den vaklende Troes sildige Frugt, den sproglærde 👤Kasaubonus *døde 1614. var æret i den ganske lærde Verden,*døde 1650. og Grubleren 👤Kartesius blev for en kort Tid dens Afgud. ►Mærkelig er han som den, der ►nedmanede 👤Aristotels Genfærd der endnu spøgte vidt om Lande, som Mester for den eneste aandelige ►Lærebygning som er reist i 📌Frankrig, og som et sørgeligt Forvarsel for den ►Tvivlesyge, der greb om sig mellem 👤Zvingels og 👤Kalvins, og i det næste Aarhundrede vilde smitte 👤Luthers Tilhængere. Mathematik var hans Hovedsag og Tankernes Tanke hans Gud; han ►stod grublende paa en Korsvei og forvirredes i sine egne Tanker, Hans Hoved vilde give den ganske Verden sin Skikkelse og lade alle dens Dele bevæge sig efter forborgne Love i underlige Kredse, men Hjertet holdt fast paa Sandhederne om Gud og Udødelighed, som et ►vitterligt Arvegods; 👤Cartes maatte lade Indbildningskraften bygge Huset for at faae Rum til de stridige Gæster, og vel maatte han gøre Hjernen til Lidenskabernes Hjem. Hans Drømme behagede Jansenisterne og ►Oratoriets Fædre, ⓘ mellem hvilke han fik en indsigtsfuld Lærling i 👤Malebranche; men i det hele var hans Grublen Franskmændene for dyb og alvorlig, og dens synlige Brøst var dem et kært Paaskud til at lade al saadan fare. Hans Modstandere, med 👤Gassendi i Spidsen 177vedkendte sig nu offentlig en langt mageligere og lystigere Synsmaade, som befaler, ei at spilde Livet paa Alvorstanker, men nyde det saa godt Man kan, og denne Synsmaade kom snart til at herske mellem dem, der kaldte sig oplyste. Af denne Mening var Kardinal 👤Richelieu, og han arbeidede som Landets ►Styrer ivrig paa at udbrede den.*fra 1624. Han søgte forfængelig Ære ogsaa i at glimre som Mønster og Overdommer i Smagens Verden; han belønnede sine Smigrere og indsatte det franske Akademi,*1635. hvis ►fyrgetyve Medlemmer skulde efter hans Hoved baade give Love for det Skønne i Vendinger og Ord, og tillige ►dømme Forfatterne. Alle middelmaadige ►Hoveder underkastede sig dette ►Aandsslaveri, thi det var Veien til Hofgunst og magelige Dage; de noget Opvakte bleve forkættrede, indtil de ogsaa føiede sig, og saaledes udslettede den glattende Fil Kraftens sidste Levninger.

✂ Just nu havde Normannen 👤Malherbe *døde ⓘ 1628. ►afsiunget, og viist, at selv de Dygtigste manglede Vinger til ►høi Flugt; nu prøvede hans Landsmand, 👤Peter Corneille,*født 1606. under megen Modsigelse af Akademiet, i Dramer at ►opkalde Fortidens Aander; men kun ►halvslebne Normanner lode sig, i græsk og romersk Dragt, ►tilsyne. ►Idræt havde de glemt at øve, og det Høieste de kunde, var, at tale et kraftigt Ord til Daads Ihukommelse.

✂ 178Nu kom 👤Ludvig den Fjortende paa Tronen.*1655. Ærgerrighed og Herskesyge havde tidlig faaet Overmagt i hans Sjæl, og hvor han vendte sig stode Franskmænd villige og duelige til at udbrede hans Magt og ►udbasune hans Pris. Hugonotten 👤Colbert forstod, uden ligefrem at udskrive Skat, ved at befordre Fabriker, Søfart og Handel, at skaffe Kongen Penge, ei allene til ►en overdaadig Hofholdning og til den ikke ubetydelige Sold, Skribenterne fik for at tale og tie, men ogsaa til bestandige Krige. Til at føre disse havde han i Hugonotten 👤Conde og 👤Turenne to Høvdinge, hvis ►Jevninge ei fandtes sønden for 📌Østersøen, og de der afløste dem havde kun faa Overmænd. Den Tid var nu kommet igen, da Krigenes Udfald mindre beroer paa Hærenes Tapperhed, end paa Anførernes Duelighed og Kløgt, og intet Folk havde saaledes dyrket Videnskaberne for Livets og den jordiske Nyttes Skyld, som det franske. 📌Spanien og 📌Tydskland vare 👤Ludvigs Naboer, og at vorde deres ⓘ Herre maatte synes ham let. 📌Spaniens Glands og Magt forgik i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede, og selv det svage 📌Portugal rev sig løs.*1640. 📌Roussillon og 📌Artois maatte afstaaes til 📌Frankrig, medens Kardinal 👤Mazarin endnu regerede for den unge 👤Ludvig, ved den pyrenæiske Fred,*1659. og da 👤Ludvig efter sin Svigerfaders 👤Philip den Fjerdes Død gjorde uretmæssig Fordring paa 📌de spanske Nederlande, fandt han næsten ingen Modstand. Hans Vaaben standsedes af det Forbund, som 📌Hol179lands ►Styrer, 👤Johan de Vitt, sluttede med 📌Sverrig og 📌England, men efterat have ►vundet disse Magter besluttede 👤Ludvig at hevne sig eftertrykkelig. 📌Hol land syntes ►forloren, men ved en Opstand fik 👤Vilhelm af Oranien ►Statholderskabet, han forstod at sætte 📌Frankrigs Fiender i Bevægelse, han beholdt sine Lande, men 📌Spanien maatte betale Legen med 📌Grevskabet Burgund.*ⓘ 1678. Nu var 👤Ludvigs Magt paa det Høieste; med Overmod tilegnede han sig under Feiden 📌Strasburg og hvilke andre ►Stæder han havde Lyst til, men Hovmod ►gaaer for Fald: 👤Turenne og 👤Conde vare ei mere, 👤Colbert døde,*ⓘ 1683. Hines ►Eftermænd vare ikke mageløse, og Dennes vilde selv med hans Forstand ikke kunnet, uden at fordybe Staten i bundløs Geld, skaffe de uhyre Summer, som Hoffet og den staaende Hær krævede. Nu indbildte ovenikøbet fordærvede Jesuiter Kongen, at han kunde udsone alle sine Synder ved at omvende Hugonotterne og ved Forsøget mistede 📌Frankrig henved en Million arbeidsomme Undersaatter, som dels bleve udjagede, dels nedsablede. Vel vovede Ingen saa let at angribe 👤Ludvig, men han indviklede sig selv i en ny Krig med 📌Tydskland,*1688. da han gjorde Fordring paa 📌Pfalts og lod det med mageløs Grusomhed ødelægge, og nu havde han tillige at kæmpe med 📌Savoien, 📌Spanien, 📌Holland og 📌Engelland, hvis Trone den oraniske 👤Vilhelm samme Aar besteg. 👤Ludvigs Feldtherrer seirede vel tidt ved deres overlegne Krigs180konst; men Pengevæsenet forvirredes daglig mere, og den franske Flaade fik et ►uforvindeligt Stød i Slaget ved 📌la Hogue.*1692. 👤Ludvig maatte tilbagegive en Del af sit forrige Rov i ►den Rysviske Fred,*1697. som dog kun var en ►Stilstand, i hvilken Man paa alle Sider ►lavede sig til at dele 📌Spanien som et almindeligt Arvegods, saasnart 👤Karl den Femtes Æt vilde uddø med hans svage, ►sønneløse Navne. Dette skeede kort efter,*1700. og nu begyndte Striden: 👤Ludvig vilde sætte sin Sønnesøn 👤Philip, hvis Fader var en Søstersøn af 👤Karl, paa den spanske Trone; den tydske Keiser 👤Leopold fordrede den derimod til sin Søn 👤Karl, hvis Moder ogsaa var den sidste spanske Konges Søster, og som desuden nedstammede fra 👤Karl den Femtes Broder. 📌Engelland, 📌Holland og 📌Savoien holdt paa 👤Karls Haand, og Spanierne vidste ei selv hvad de vilde; men Prinds 👤Eugen af 📌Savoien og Engelænderen 👤Marlborough lærte 📌Europa ved 📌Blenheim og 📌Ramillies, at Franskmænd ei endnu vare blevne uovervindelige. Forgæves ydmygede 👤Ludvig sig til at bede om Fred, og Udsigterne vare mørke, da Døden, ved at bortrive 👤Leopold og hans ældste Søn 👤Josef, kom ham til Hjelp. Sømagterne vilde ikke at de mange Kroner skulde smykke 👤Karls Hoved, og nødte ham til at bifalde den Utrechtske Fred,*1713. ved hvilken 👤Philip ►erkendtes for 📌Spaniens Konge, imod at overlade 👤Karl 📌Flandern, 📌Lombardiet, 📌Sardinien og 📌Neapel; Hertugen af 📌Savoien 📌Sicilien, og 📌Engelland 📌Gibraltar og 📌Minorka.

✂ 181Kort efter døde den gamle 👤Ludvig;*1715. sit eget Herredømme havde han overlevet, men 📌Frankrigs overlevede ham. Dette havde hans Navnkundighed og ►Vaabenheld vel hjulpet til at udbrede, men det blev dog kun langvarigt, fordi Folkenes ►Øverster villig bøiede sig derunder. De Fyrster, som ►krigede med 👤Ludvig, misundte ham hans prægtige og lystige Hof, og Tiggeren i 📌Paris hans Tungemaal, og begge Dele abede de efter ►af al Formue, ja i visse Maader langt derover. Fyrsteøiet er Hofmænds Soel, men selv de Slægter af høi Byrd eller af jordisk Rigdom, som ei kunde derved vinde Fyrstegunst, kappedes om at vrage Modersmaalet, at æde og drikke, ►røre sig baade forinden og foruden paa den franske Viis, og ►skære Klædebonnet efter samme Skik. Det kom deraf, at alle de Fornemme i Landene, som havde forsmaaet Troen og det evige Livs Haab, vare heel ►forlegne med sig selv. Noget Gavn vilde de dog have af Livet, og Meget behøvedes til at adsprede Tankerne, som formedelst arvet Alvor, Barndoms Minder og ►Guds uudslettelige Skrift paa Hjertets Tavle, endnu mangengang forstyrrede og klemte. Aanden var vaagnet ved Reformationen, den havde ved Bibel og Krønike og Psalmebog ►vant sig til at kræve Føde, og den skammede sig ved saadan ►aabenbar Uterlighed, som Folkene drev før 👤Luthers Dage. Alligevel vare paa de ►gothiske Tungemaal ►ei stort andre Bøger skrevne end de af gudeligt og alvorligt Indhold; til at for182dybe sig i Lærdom manglede de Fornemme baade Lyst og Kraft, og at optænke Sminke til Synd eller Hud, det ligger udenfor de nordlige Folkefærds Forstand. Alt hvad de Arme længtes efter: Anstændigheds Kaaber til at skjule alskens Uteerlighed, smudsig, ►let og vittig Læsning til at ophidse Lysten, neddysse Samvittigheden og fordrive baade Tid og Tanker, disse Skatte ►vare overflødelig bag 📌Rhinen at finde, men Sproget var Nøgelen til de bedste Kamre og ►vel maatte det komme i Ære. Hartad utallige ere de Skrivere, i løs og bunden Stil, hvoraf der vrimlede i det saakaldte 👤Ludvigs Aarhundrede; men de Flestes Navne ere nedsjunkne i den Glemsel, der ene kan formindske deres Eiermænds Brøde. Dog vare mellem dem ogsaa opvakte Hoveder efter fransk Vis, som ►end ihukommes. Foruden 👤Korneille blomstrede, som dramatisk Digter, 👤Racine; vel manglede han sin Forgængers Kraft, men des kærere var han sine Landsmænd og deres Efterabere; thi Velklang, Finhed og løselig Tale om ►Idræt, Tanker og Følelser, det var hvad de elskede, de vare bange for at rystes og se dybt i Mennesket. ►Mærkeligt er det derimod, at 👤Racine selv sukkede under Laurbærkrandsen og tyede, ked af det tomme ►Gøglespil, i sin Alderdom*døde 1699. til Kristendommen for at faae Hjertets dybere Længsel stillet tilfreds. 📌Paris fostrede ogsaa en Mand med skarpt Øie for det Latterlige og synderlig Gave til at stille det frem, nemlig 👤Moliere,*døde 1673. og hans Lystspil have moret 183Mange, som søge Glæde i at le, indtil denne Dag. 👤La Fontaine er ►mærkelig derved, at Man paa hans urene Skemt seer, hvor saare selv et barnligt Gemyt kan besmittes i en fordærvet Alder. De der kaldte sig Grublere fordi de kunde bevise, at Egennytte og Sandselighed ere meget naturlige Drifter, fortjene ei at nævnes; men mellem sine Bisper havde Folket talende Mænd som bør ihukommes. 👤Bossuet *døde 1704. søgte med megen Konst at sætte Sminke paa de katolske Vildfarelser, og talede smukt om Forsynets Spor i Tidernes Løb. Den ærværdige, men vel snaksomme, 👤Fenelon,*døde 1715. holdt, tit med mildt bevægende Ord, Dydens og Troens Lovtale, og 👤Massillon *født 1663. talte Herrens Ord med Salvelse. Ogsaa af Historieskrivere havde 📌Frankrig adskillige, mest Normanner, men alle lode de Øiet ►spille paa Overfladen, og de fleste løi ►vitterlig, enten for at smigre eller for at more sig selv og deres Læsere. Dog fødtes mod Aarhundredets Slutning een Mand, 👤Montesqvieu,*1689. som med kristeligt Øie skuede dybt i Folkenes Liv og Vilkaar, og han maa vel agtes som Forløber i den sandere Betragtning af Historien, som i de nordlige Lande skulde vinde Klarhed og Fasthed. Med Ret kan Man sige, at der neppe er nogen vigtig Tanke, god eller ond, som ei i 📌Frankrig har havt sit Forbillede, og i alle Dele var Folket 100 Aar ►forved Tydskere og Nordboere. En anden Mand, som med store ►Sjæleevner betragtede Historien, var Hugonotten, 👤Bayle; to Gan184ge skiftede han Tro, og havde liden eller ingen. Sit store ►Pund misbrugte han til, under Maske af den beskedne Tvivler, at angribe Kristendommen og bestride de hellige Skrifters Troværdighed. Tidlig bortrykkedes han af Verden,*1706. men udbredte mere Vantro i fremmede Lande end alle Franskmænd før ham; thi hans Kundskab og Indsigt forblindede de Lærde, og han var ingen Blødheds eller Uteerligheds Herold, som de Andre, der flux oprørte hver ærbar og alvorlig Mand. Overalt bleve de uddrevne Hugonotter farligere end deres katolske Landsmænd, endeel vare ►galne Sværmere, men de Fleste stode paa Grændsen af ►betænkt og alvorlig Vantro. Hvor de kom hen, bleve de, som Franskmænd, Smagens Dommere, og deres Præster, med 👤Saurin i Spidsen, lærte de Lutherske at tie med Troen og præke blot om Dyd. Dog uden for al Sammenligning bør 👤Voltære *født 1694. staa, som Kristendommens og alt Helligts arrigste, mageløse Fiende. Han skrev et Heltedigt om 👤Henrik den Fjerde, men Man maa vel sige, at alle hans Skrifter ere 📌Frankrigs Heltedigt; thi alt, hvad der var adspredt hos de forrige Digtere, var samlet hos ham, og han sluttede Rækken. Vantro, ►Vittighed, Uterlighed, Klarhed og Lethed havde han i en forbausende Sum; det Væmmeligste kunde han opsminke, det Klareste kunde han fordreie, og det Ærværdigste syntes latterligt i hans Mund. En Hæder er det for Kristendommen, at dens Fienders Høvding afskyedes som Menneske selv 185af sine Tilbedere, og den Tidsalder, der kunde forgude Uhyret, havde ei megen Kristendom at miste; men et forfærdende Syn er det at se en Mand, udrustet til at være Slægtens Velgører, ved Hjertets ►Forvendthed at vorde den til Snare og Fordærvelse. Hvad han ei kunde udrette med sine egne Skrifter, som i de mest forføriske Skikkelser ►udgik i Landene, søgte han at naa, ved at være ►Encyklopædisternes (Kredsløbernes) ►Formand, og ved sit Navn give deres Værk Anseelse. Endel kløgtige Mænd, mellem hvilke Gudsfornægterne 👤Dalembert og 👤Diderot vare de fornemste, havde nemlig taget sig for at gennemløbe den hele Kreds eller Ring af menneskelige Kundskaber,*fra 1752. og sige det, der var mest værd at vide, saaledes at Alle kunde forstaa det. Herved udbredtes da den mest bagvendte Synsmaade for al aandelig Syssel og Foragt for Kristendommen i den hele franske ►Læseverden rundt omkring i 📌Europa. I 📌Frankrig blev dette ugudelige og grundløse Skrift anseet for en Samling af al menneskelig Visdom, og det var venteligt, at al Gudsfrygt og grundig Indsigt vilde forgaa i 📌Europa.

✂ Vel ere Engellænderne i Grunden alvorlige, men derfra var ingen Modsigelse eller Hjelp at vente, det var ►meget mere dem, der havde smeddet de Vaaben og støbt de Kugler, hvormed Franskmændene angrebe baade Tro og Videnskab. Allerede 👤Frands Baco havde i 👤Elisabets Tid raadt og besvoret de Lærde ene gennem Betragtningen af de legemlige Ting og 186den udvortes Erfaring at søge Visdom, og i det 17tende Aarhundrede fremstillede ►den bispelige Kirke og den presbyterianske Menighed hver en ►udmærket Grubler, som i denne Grundsætning vare enige. 👤Thomas Hobbes *døde 1659 vedkendte sig ►uden Sky den ►onde Mening, som den engelske Kirke i Gerningen fra allerførst hældede til, at Religionen kun var en Indretning i Staten, nødvendig til at ►opholde Orden, men en ligegyldig Ting for det indvortes Menneske. Dette saavel som alt Bagvendt fulgte ogsaa ►ligefrem af hans fordærvelige Grundsætning, at al Forskel mellem Sandhed og Løgn, altsaa ogsaa mellem Godt og Ondt, ene laa i Ordene. 👤John Locke *døde 1704. var mere grundig og aandelig, som man kunde vente, men da han ►ret alvorlig antog Erfaringen for al Sandheds Kilde og den almindelige Menneskeforstand for Overdommer, blev hans ►Lærebygning langt mere tjenlig til at ►bestride Kristendom og Videnskab, end han vel selv havde tænkt. Hans Sætninger var det 👤Bayle anvendte paa Kristendom og Historie, og det med saadant Held, at Man med afsindig Glæde har sagt, ingen redelig Læser kunde henlægge hans Bog uden at ►være Ukristen, og Tvivler om alt Aandeligt; ja saa rodfæstet var denne Synsmaade i 📌Engelland, at selv den kristne 👤Nevton holdt dens Lovtale. I 📌England var det da ogsaa, at de første, skarpsindigste, grundigste Fiender af Bibel og Kristendom fremtraadte, og det, hvormed 👤Voltaire og hans Stalbrødre glimrede, var ►borget hos 187👤Cherbury, 👤Tindal og Mesteren for dem Alle: 👤Lord Bolingbroke.*døde 1750.

✂ I det nordlige 📌Europa selv maatte da løfte sig en Dæmning mod den rivende Syndens og Vantroens Strøm, hvis den ei skulde nedskylle Alt i en bundløs Afgrund. Det skedte, og ene derved blev det muligt, at der endnu kan være Tale om Kristendom, som noget Nærværende, og Haab om dens Opreisning; men Dæmninger kan kun opholde og gennembrydes snart: en Strøm som den, der frembrusede i 👤Luthers Dage, maa der til, om Tro og Dyd igen skal stadfæstes for ►Aarhundrede og ei langsom ►nedmales af Hvirvlen.

✂ Tydelig at forklare Aandens Yttringer i 📌Tydskland, hvor Alt synes som Bølger at have løftet og sænket sig, skummet og bruset efter sære Luner, lader sig maaske, vil Gud, nogenlunde gøre om hundrede Aar, men ikke nu. Det tydske Sprog har hersket fra 📌Italiens Grændse til 📌Skodborg Aa, og fra vesten for 📌Rhin til Østen for 📌Veichsel og 📌Theis; kraftfulde Mænd af saare ►adskillige Folkefærd have skrevet i det fælleds ►Maal, opvækket og indskrænket hinanden i bestandig Strid. Hertil kommer ►end, at Landet har været deelt i hartad utallige ►Herskaber, og at ikke blot de Gamles men alle de nyere Folkefærds Skrifter have ►virket meget, ja stundom mere end i deres Fædreneland. Det eneste ►almindelige Kendemærke hos Tydskerne, er da en uslukkelig Tørst efter Indsigt i Tingenes inderste Væsen. Deraf 188kommer da den ►synderlige Ustadighed og de forvovne Spring fra den ene til den anden Yderlighed, men deraf ogsaa den Al vor, hvormed de haandtere det Mindste som det Største, det Afsindigste som det Klogeste, ►efter som de hist eller her vente at finde al Visdoms Kilde. Dette Grundtræk avlede Reformationen, det har avlet stor Galskab, megen Tvist og unyttig ►Handel, men det har bevaret Folket og 📌Europa fra ganske at foragte den Røst i vort Indvortes, som vidner at ►Alt under Solen er Forfængelighed og ►kun en Skygge af det Tilkommende. At imidlertid denne Sjælens Alvor og Grublelyst, som er eiendommelig hos de nordiske Folk af ►gothisk Herkomst, ei vilde frembragt nogen kraftig Yttring uden sand Kristendoms Hjelp, derom vidner saavel Middelalderens som den ny Tids Betragtning. Korstogenes og Minnesangenes Tidsrum udløb med den vantro Keiser 👤Fredrik den Anden *døde 1280., og hans Landsmand 👤Albertus Magnus. Mellem Augustinerne, som af deres Mester dreves til den hellige Skrift, tændtes det Lys som i det 16tende Aarhundrede skinnede klarest i 👤Luther, men ►og herlig i mange af hans Ordensbrødre. Ogsaa var det fra et stille, gudeligt Hjerte den Varme udgik, som i det 15tende Aarhundrede begyndte at oplive 📌Tydskland, tilegne sig de gamle Sprog og stifte ►Skoler, og saaledes gøre det muligt, at 👤Luther kunde ►opstaa og hans Tale finde ►Indgang. Vestfaleren 👤Dringeberg, 👤Reuchlins og 👤Celtes’s Lærer, hans Landsmand 189👤Hegius og 👤Lange, samt Frislænderen 👤Agricola, disse Sprogenes ny Fosterfædre, vare alle udgangne af en Mands Skole, om hvis oprigtige Kristendom fire Aarhundreder have vidnet. Det var Augustineren 👤Thomas af Kempten, hvis Bog ►om Verdens Foragt og Kristi ►Efterlignelse, under alle Tiders Omskiftelser er blevet ved at være Kristne dyrebar.*døde 1471. Tidsrummet fra Nu af til Trediveaarskrigen maa med al Ret kaldes det Sachsiske; thi fra ►📌Sachsen, i gammel Forstand, udgik i den Tid 📌Tydsklands Tro, Poesi og Videnskab, paa dets ►Høiskoler yppedes eller dømtes hver Tvist, som opstod i den lutherske Menighed. Mellem de Lærde maa være Tvist, det kommer kun an paa hvorom, og hvordan den føres; men at der i den ny Menighed vilde blive stor Strid er let at forstaae, naar Man betragter 👤Melanchton ved Siden af 👤Luther. Denne Pfalzer var lærdere end Sachseren, men ►istedenfor at denne var Digter var Hin en Ven af 👤Aristoteles, og ligesaa ræd som 👤Luther ►djærv. I 👤Luthers Levetid gik det godt, thi 👤Melanchton var ham barnlig hengiven og lydig, men da han underskrev ►Interim, tabte han al Tillid hos 👤Luthers Disiple; fra den Stund betragtede de hans Skole for kættersk og modsagde den indtil Yderlighed. Sagen var i sig selv vigtig, thi 👤Melanchton var i Grunden af 👤Zvingels Mening om Nadveren, og hans Tale saavel om Menneskets egne Kræfter, som om gode Gerninger kunde let ryste Forsoningslæren. Hos ham selv havde det vel 190ingen Fare, og hans Iver for Lovens Prædiken reiste sig vist mest af den Bedrøvelse, hvormed han saae Mange synde ►sikkert og kun Faa handle, som 👤Luther, af Troens og Hjertets Fylde; men saasnart vi lægge mindste Vægt paa vor egen ►Størke og vore gode Gerninger, er Hovmoden ►tilrede og Troen i Fare. Det vidste 👤Luther af Erfaring; Ingen skal sige, at han dyssede Folk i Søvn med Evangelium, men han ►nedkuede Hovmoden, og, som Hader af al Spidsfindighed, veiede han ikke sine Ord saa nøie. Saaledes var det ogsaa med hans Tilhængere, 👤Flacius, 👤Amsdorf og andre, mest Sachser; 👤Melanchtons Disiple, mest Franker, dog især 👤Strigelius fra 📌Memmingen, havde derimod af deres Mester lært, at adskille fint, og behagede sig selv i deres Spidsfindighed. ►Philippisterne kløvede Ord, Lutheranerne vilde ikke tage deres tilbage, om de end vare uoverlagte, og herved udbrød Tvisten om Arvesynd og gode Gerninger, der dog ikke altid ►var blot Ordstrid. Det var vel fornødent, at de Evangeliske maatte lægge sig efter ►Tvistekonst og Ordkløveri, for at kunne ►bestride Jesuiterne med deres egne Vaaben; men saadant maatte nødvendig føre bort fra Bibelen, fra Sprogenes grundige Dyrkning og al ret Videnskab; alligevel kom disse onde Følger først tilsyne i det 17tende Aarhundrede. 👤Melanchton og hans Ven 👤Camerarius indførte en bedre Skolegang, efterat 👤Luthers stærke Tale havde bøiet Fyrster, Herrer og ►Stæder til at hjelpe, og ►Krøniken fandt mellem de strænge 191Lutheranere ligesaa ivrige som heldige Dyrkere. 👤Sleidans Skrifter og det store kirkehistoriske Værk ►►(centuriæ Magdeburgenses) for hvilket 👤Flacius stod i Spidsen, ere herlige Vidnesbyrd om hvad 👤Luthers Aand vilde udrettet, naar den ei var blevet fordrevet af Hovmod, medens Kraften hentæredes af Synd. I Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede lod den sidste herlige Genlyd af Luthersk Poesi sig høre igennem Meisneren, 👤ⓘ Poul Gerhard;*født 1606. han slutter det sachsiske ⓘ Tidsrum. Samtidig med ham var den schlesiske Digter, 👤Morten Opits, som prøvede paa at synge om verdslige Ting, men de som af 👤Luther havde faaet nogen Ahnelse om Poesi, mærkede vel, at han ei var ►begeistret; 👤Hofmansvaldau, 👤Lohenstein og deres Efterabere vilde ►lade som de vare det, men bragte det ei videre, end til Svulst og ►Ordbram.

✂ Jammerlig var 📌Tydsklands Tilstand i den anden Halvdel af det 17tende Aarhundrede. Trediveaarskrigens Historie vidner om Regenternes jordiske Sindelag; og den som troer ►stadelig paa et Forsyn, veed, at et Folk maa være meget fordærvet, før en saadan Tugtelse er nødvendig.

✂ Imidlertid var det, saa at sige, paa 📌Lyzens og 📌Nordlingens Valpladse, og af 📌Magdeborgs Grus at det Kildevæld udsprang, som har lædsket Slægtens brændende Tunge, skøndt ikke slukket dens Tørst. Saadant mægter kun Drikken, der øses af 📌Galilæas Flod i dens rene ►Kildespring, og Man øste kun af dens mudrede 192Arme. ►Den Tid skal komme, siger en hellig Seer, og den tykkes ►alt at have begyndt, da Folkene, naar de tugtes, skal tygge deres Tunger i Pine og bespotte Himmelens Gud, istedenfor at omvende sig fra deres onde Gerninger; men saalænge Folkene ikke ere forhærdede, da ►virke Tugtelser paa dem, som paa de Enkelte, en mere eller mindre oprigtig Omvendelse til Gud og Dyden. Det er altid menig Mand som trænges mest i Krigen, Skræk for grove udvortes Synder griber ham, Armoden nøder til ►Tarvelighed og saaledes opvoxe i det mindste alvorligere og kraftigere Mænd i Hytter og snevre Huse. Alligevel var det dengang, som altid, ►saa, at menig Mand er et aandeligt Barn, der vel fornemmer Sygdommen og længes efter Helbred, men veed ei selv ret hvor det har ondt, end sige hvad ►Lægedom det har behov. Det er ►end de fleste Børns Kendemærke, at de baade maa lokkes og trues til den beedske ►Lægedrik, ere de ovenikøbet ►kælne og skrøbelige da vil de saa gerne, ja de maa hartad have Sødt iblandt, om saa end dermed en god Deel af ►Størken skulde fortages. Det er ►omsider og saa, at skal de Børn holde sig fra lækker Spise da maa den være dem ►af Øie, og det er mange Forældres daarlige Skik, at give dem Mod med lang Tale om, at de saa ere store Karle og anderledes end de hos Nabo og Genbo. Under saadant sanddru og enfoldigt Billede kan og maa Man see de fleste Tydskere i den lutherske Menighed, som kom til Eftertanke, og da er det godt 193at forstaae, hvi ►Lægedommen blev saa blandet, saa utilstrækkelig og farlig. Hvordan det stod sig med de store Herrer, er nys ►formeldt, og det var derpaa et aabenbart Kendemærke, at 📌Sachsens 👤Kurfyrst August *ⓘ 1697. baade vilde blive Katholik for at faae en Krone, og kunde gøre det saa uanfægtet. Med de Boglærde var det ►og hel slet bestilt; de Fleste af dem, som ►optugtedes til Hyrder og Lærere, havde glemt deres Bibel og dens Tungemaal; de Kløgtigste laa i Kiv og Strid om Meninger og Talemaader, som de selv havde optænkt, de andre snakkede dem efter Munden; og det kaldte Man Troens Reenhed, naar ►Skriftebarnet kunde Ord for Ord fremsige den Bekendelse, Man havde kendt for gyldig. Paa Opbyggelse og et gudfrygtigt Levnet tænktes kun lidt, ja mangengang dyssedes den arme Hjord i aandelig Søvn ved forfængelig Tale om Salighed, som Daabens Frugt og Syndernes Forladelse ved Altergang, og de glemte den salige 👤Luthers sanddru Ord: at Vandet og den legemlige Æden og Drikken visselig ikke kunde udrette saa store Ting. Ved Aarhundredets Begyndelse havde en from Mand, ved Navn 👤Johan Arndt,*døde 1631. bedre baaret Omsorg for Almuens Nødtørft med sin Bog om den sande Kristendom, og hvad den har opbygget i ►de onde Dage, det vil paa den sidste vorde aabenbart; men imod den løftede Man længe Røsten, som om det var Edder og Forgift. Vist er det ►saa, at hel ►underlige Talemaader ►komme for 194deri, og det kan vel være, at den fromme 👤Arndt, mens han ►drev saa stærk paa det gudelige Levnet, som var ►rart at finde, stundom glemte, at vi retfærdiggøres uforskyldt af Naade ved 👤Jesu Tro, hvilket laa dengang paa alles Læber; men at Modstanderne ikke, som Man bad dem om, skrev en bedre Bog til Andagt og Opbyggelse, det er vel dennes bedste Forsvar og Lovtale i sin Tid.

✂ De andre Boglærde, som enten vare aldeles vantro, eller dog følte Drift til med Forstanden at trænge ind i Troens eller Verdens forborgne ►Dybheder, søgte mest med 👤Paracelsus og Skomageren i 📌Lausiz, 👤Jakob Bøhme,*døde 1624. at finde de Vises Steen og blive Verdens Herrer, eller med 👤Tyge Brahe at aflure Stjernerne deres Kløgt. Stjernetydernes Øverste var ►Vyrtenbergeren 👤Johan Kepler,*døde 1631. thi han saae i Aanden Planeterne vandre deres ►underlige Vei, netop saaledes som 👤Nevton siden udregnede det at være; men han hørte ogsaa til dem, som sluttede det egenlige lutherske Tidsrum, og de følgende tydske Stjernekigere kunde i lang Tid ikke andet, end ængste eller smigre de Vantro og Nysgerrige med Varsler. Ved Siden af disse stode enkelte Sproglærde, og Nogle, der sankede Middelalderens Krøniker, men de kunde ingen Vei vise Folket. Saadanne ►gjordes alligevel haardt behov; thi den franske Pest begyndte nu at komme tilsyne paa ►Høiskolerne. 👤Kristian Thomasius *født 1655. var ►ret et lyst Hoved i fransk Forstand; han begyndte i 📌Leipsig at holde Forelæs195ninger og skrive paa tydsk om allehaande Sager, og nu var ►Dørren til Borgerstuen, og selv paa en Maade til Bondehuset, ►opladt. Dog Manden som skulde vise bedre Vei var ►alt kommet, 👤Filip Jakob Spener fra 📌Strasborg.*født 1635.

✂ Fra Barndommen af havde Han ►mest Lyst til ►at fare herfra og være med Herren► ; og dybt bevægedes han ved Synet af de Lærdes forfængelige Væsen og tomme Ordstrid, men allermest over Folket, der var nedsunket i Fordærvelse og foer vild, ►som Faar uden Hyrde. Som Præst i 📌Frankfurt ved Main talte han Opvækkelsens Ord,*1668. forhærdet var Folket ikke, og de hiertelige Formaninger ►ginge dybt ind i Sjælene; han skrev sine fromme Ønsker ►foran 👤Arndts Bog,*1675. og alle Retsindige sukkede med ham over Tidens ►Vanart. Slige Røster vare dengang blevne sieldne, og Mange harmedes over, at han tog saa haardt paa Præsterne og drev paa en heel Fornyelse af Kristendommen; men ►Larmen begyndte over de gudelige Forsamlinger, Han holdt i sit Hus, og som snart efterlignedes vidt og bredt i lutherske ►Stæder. Denne frivillige Efterligning er hans bedste Undskyldning; thi den viser, at de ei opstode efter hans egne Griller, men efter en Tanke, der var ►almindelig hos de Bedre i Tidsalderen og som kun behøvede at udsiges, for at blive antaget. Vildfarelse var det, og den samme, som fordum avlede Munkelivet, men den var grundet i Tidens Vilkaar, og 👤Spener maatte have været en 👤Luther, for at 196vinde Seier over den; men det var han ikke hverken i Kraft eller i grændseløs Kærlighed til det skrevne Ord og Tro paa dets guddommelige ►Størke. Ret heed blev Striden, da 👤Spener kom til 📌Dresden og fandt nidkære Tilhængere mellem de unge Magistre i 📌Leipsig, blandt hvilke Lybekkeren: 👤August Herman Franke, Brandenborgeren: 👤Joakim Lange, og Sachseren: 👤Gotfried Arnold ere blevne de navnkundigste. Disse kom i ►Førstningen sammen for at hielpes ad til frugtbar Indsigt i de hellige Skrifter, men da de siden indlod, ei allene unge Studenter, men ogsaa Borgermænd, og forvandlede Samtalerne til egenlige ►Andagtsøvelser, da blev stor Tummel mellem Præster og ►Høilærde, og ►Magistrene adspredtes, hvorved da det saakaldte pietistiske Væsen endnu greb videre om sig. Fyrster udgav Forordninger og ►Høiskoler deres Formeninger mest imod Pietisterne, og 📌Vittenbergs ►Høilærde, som endnu vilde gælde for Kirkens Fosterfædre, vare især bittre imod dem; men mellem sig selv havde de deres værste Fiender. Det lader sig ei her gøre, omstændelig at ►oprede den ►mærkelige Strid, under hvilken 📌Tydskland igen vænnedes til Modersmaalet og alvorlig Eftertanke om de fornemste Ting, men en slig sandfærdig Afbildning af Tidernes Færd og ►Leilighed vilde give et andet Syn for Pietismen, end det som almindelig udbredes af Folk, der selv ingen Forstand have paa Troens og Gudfrygtigheds Hemmelighed. Hoved sagen er, at de som ►bedrøvedes efter Gud, enten glemte at 197►alting er reent for de Rene, eller troede sig for skrøbelige til at staa mod de ►mangehaande Fristelser, som ved det lystige Liv, der udbredtes, daglig bleve farligere, og vilde derfor undgaa dem, ved at forvandle deres Huse til Klostere. De fattedes Lyst til at læse i Guds Ord, og til at ►bede i det stille Lønkammer og mente at de indbyrdes kunde opvækkes og drives ved idelige Forsamlinger. De ►fornam i sig den Vantro, som spirede i Tidsalderen, og derfor bleve de bange for Videnskaberne. De maatte gøre megen Vold paa sig selv for at udføre den svare Afsondring, og derved forførtes de til, at lægge Vægt paa deres Gerninger, hovmode sig over Verdens Børn og fordømme dem, der uden sure Miner og sære Fagter ►ventede at ►►fuldkomme Løbet og bevare Troen. De vidste med sig selv at de vare ►forlorne, hvis de modstode det ►Naadekald, der var udgaaet til dem, og derved forledtes de til, at tale nedslaaende og forvildende om Omvendelsens ►yderste Time. Stolte af den indvortes Oplysning, ringeagtede de det skrevne Ord, der dog er al sand Oplysnings Grundvold og Prøvesten, og brøde sig derfor kun lidt om Kirkegang og Sakramenter, ja paastode endog, tvertimod 👤Kristi og 👤Pauli Ord, at Ingen kunde være ret Lærer i Menigheden, undtagen han i Hjertet var troende og genfødt. Saaledes ►stod det sig med de Bedste, og selv den fromme 👤Spener oplystes først ved sine Tilhængeres Udsvævelser om Vildfarelserne; men nu kom hertil en Flok af Hyklere, som vilde løskøbe sig fra sand Tro, Hjertets 198Renselse og Kærlighed med Læbens Bøn og Legemets Faste, uden at tænke paa Herrens Ord hos 👤Esaias: at ►det er ingen Faste, naar Sjælen holder paa sine Lyster, om saa end Hovedet hælder som et Siv og Legemet plages i Sæk og Aske. Det var da intet Under, at selv gudfrygtige Mænd, som priste 👤Speners Mening, maatte harmes over det Galenskab hvormed Pietismen, tit endog mod ►deres Tilhængeres Villie, ►undergrove 👤Kristi Kirke. Det var imidlertid godt Tegn, at denne Gæring begyndte hos en Præst og videnskabelig Mand, som selv elskede og kendte de gamle Sprog og Historien, samt at saamange ►studerte og dygtige Mænd ►sloge sig til ham; thi baade kundgjorde det, at Kristendom end ei vilde lade sig forvise fra ►Høiskolerne, og Man kunde vente at Sværmeriet daglig vilde aftage, isteden for at det daglig voxer og udarter hos en Flok, der sankes om en ulærd og forvildet Mand. Udgangen var imidlertid uvis, da Gud ►føiede det ►saa, at en ny ►Høiskole stiftedes, hvor Pietismen fik ►visse Værelser og nødtes til, baade at lægge Vind paa Lærdom og ►læmpe sig efter Indretningerne i den evangeliske Menighed. Hermed gik det ret besynderligt til. Magister 👤Thomasius i 📌Leipsig udgav det første tydske Maanedsskrift, og tog deri haardt baade paa Theologer og Jurister; selv var han en Tilhænger af 👤Lokes Fornuftlære og agtede ei Kristendommen for stort mere, end en god Moral; baade derfor, og for at ydmyge 📌Leipsigs ►Høilærde, tog han Pietisterne i Forsvar, og 199hans bidende Skrivemaade ►opirrede saaledes, at han tilsidst maatte flygte for at undgaa Fængsel. Han opslog sin Lærestol i 📌Halle, mange af hans forrige Tilhørere sankede sig om ham og herved opmuntredes den preusiske Minister, 👤Seckendorf, til, at udføre sit Ønske og anlægge en ►Høiskole.*1694. 👤Spener var faa Aar tilforn falden i Unaade hos 📌Sachsens Kurfyrste og stod nu i megen Anseelse i 📌Berlin; efter hans Anbefaling besattes Lærestolen i Theologien. Her samledes igen ►de Leipsiger Magistre: den fromme, elskelige 👤Franke og den belæste, stridbare 👤Lange, bleve Hovedmændene. Naar Pietisterne skulde lægge Vind paa boglige Konster, var det følgeligt, at Bibelen og dens Grundsprog, saavelsom det latinske, maatte blive deres Hovedsag. Dette, deres Had til alt ►Haarkløveri og deres alvorlige Flittighed maatte nødvendig lede til grundig Videnskabelighed, og det vidner ►Krøniken, at den udgik fra 📌Halle. Dertil hjalp saare meget, at 👤Franke, med en i de nyere Tider mageløs Tillid til Forsynet, som ei heller blev beskæmmet, indrettede et Vaisenhus og anlagde derved en Skole, som i sin Tid var et Mønster og ►opklækkede Ungersvende, der vare baade villige og duelige til videre Fremgang. ►Krøniken blev derimod, til stor Skade, i ►Førstningen forsømt, og det kom vel deraf, at de ei kunde drive den saaledes som de vilde. Hvordan det var, lod 👤Arnold se til usigelig Forbauselse og Oprør i den ganske lærde Verden. Udentvivl var han det mest opvakte Hoved af alle de pietistiske 200Lærde, og havde han holdt fast ved det skrevne Ord, var han vel blevet en 👤Luther for sit Aarhundrede; men først mod Enden af sit Liv helbrededes han nogenlunde for sit hovmodige Sværmerie, og lærte at ►vurdere den Kærlighed, som vidt overgaar Kundskaben. Han var i Grunden Ven af Poesi, Historie og al Videnskabelighed; men den pietistiske Grille om Fuldkommenhed og den Helligaands umiddelbare Oplysning drev ham tit fra Bøgerne; og da han ikke, som 👤Luther, vilde ►blive ædru, og ved 👤Jesus forsones med Gud baade som Menneske og Boglærd, saa var hans lærde Syslen virkelig syndig i sig selv, og paa dens Frugter lod det sig kende. Det synes ►som ►Høiskolen i 📌Halle gav ham Mod til igen at studere; thi nogle Aar efter ►udgik hans ►Kirkehistorie, som er blevet saa berygtet. I et historisk Værk seer Man bedst en selvstændig Mands Synsmaade for Livet og alt Aandeligt, og Mange undres vist over, i Dommene om ►Lærefædre og Kættere at finde saa stor Lighed mellem Sværmeren 👤Arnold og vore Dages døbte Hedninger. Meget forstaaeligt er det alligevel, thi i Pietismen laa Vantroens Spire, den drev ►paa Gerninger først og sidst, og naar Mennesket først ►tillyver sig en indvortes Oplysning, som skal være Skriftens Dommer, er der kun et kort Skridt til at forgude Fornuften, og dermed endte bogstavelig Sværmeren ►Engelman,*født omtr. 1700. de nyere tydske Filosofers ►mærkelige Forvarsel. I Øvrigt har 👤Arnold med al sin Forkærlighed for Dona201tister, Pelagianer og andre Kættere, rettet mangen Fordom, som falsk Ærbødighed for Kirkefædrene og Sædvane, trods 👤Luthers Modsigelse, havde rodfæstet hos de Lærde, og det er vel sandt, at Ingen af hans selvbudne ►Tugtemestere kunde gjort Magen til hans Bog. Det er let at forstaa, at da Pietismen havde saa dygtige ⓘ Talsmænd og saa ivrige ►Anfægtere, maatte hos disse mange slumrende Kræfter vækkes og øves, ►Ordkrigene holde op, Troen paa 👤Jesu Forsoning, mange Pietisters ►Savn, stadfæstes i mangt et Hjerte og adskillige Boglærde udrives af den verdslige Kundskabs Hvirvel, som stærk begyndte at drage dem bort fra gudelige Tanker og Granskninger. En af dem, der til Kirkens store Gavn saaledes frelstes, var vel Pietismens og især 👤Joakim Langes heftigste og lærdeste Modstander, 👤Valentin Løscher fra 📌Meissen,*født 1673. Professor i 📌Vittenberg. Manden forivrede sig vist mangengang, og aflagde maaske aldrig ►ret den Ærgerrighed og Flygtighed, som forvildede ham i hans unge Dage; men at det var hans Hjertes Begæring at vandre enfoldelig i kristelig ►Tro, Haab og Kærlighed: derom vidne hans tildels liflige Psalmer, thi saaledes digter Man ikke ved Konst, eller for Spøg. Det gik ham, som alle ►letnemme Hoveder, naar de fra Barndommen roses og ►spores, istedenfor at ►stilles og ydmyges; han begyndte som Dreng at være Forfatter og flagrede siden om hardtad i alle den menneskelige Kundskabs Egne: Alt vilde han udtømme, om Alt 202vilde han skrive en Bog, indtil han endelig i sit navnkundige Maanedskrift, de Uskyldige Efterretninger,*fra 1701. som blev over et halvt Aarhundrede gammelt, fandt et ►passeligt Talerør for alt hvad der faldt ham ind. Striden med Pietisterne, som varede fulde 15 Aar, var det som vel mest ►afstillede ham og fæstede Øiet paa Bibelen og Evigheden; og hvilken Vinding det var, at en saadan baade lærd og kristelig Mand i den lange Tid sad hædret paa Dommersædet, indseer Man først, ved at betænke den verdslige Visdom, som i dette Tidsrum lod sig ►tilsyne.

✂ Kalvinisten 👤Gotfried Leibniz fra 📌Meissen,*født 1646. et grublende Hoved af kristelig Æt og en stor ►Regnemester, søgde at gøre Kristendommen tækkelig for Tvivlere, ved at vise, dens Overensstemmelse med Menneskets egne alvorlige Tanker. Han reiste ingen heel ►Lærebygning, hvilket vel ei heller let falder en Kristen ind, naar han ei har en saadan at ►bestride; men det havde 👤Leibniz ikke; hos 👤Bayle, som hos sig selv, fandt han kun Tvivl opkastede om visse Dele, og dem vilde han gaa imøde. Da han skrev paa Fransk, i behagelig Stil, maatte hans Skrift udrette meget godt hos dem, der, ligesom han, vilde gerne staa den fristende Vantro imod; men naar Troen hos de bedre behøver saadant Forsvar, da er det ►høi Tid, og i Forsvaret selv laa Spiren til stærke Angreb. Det gaar med Saadant, som med den stærke Gift, der bruges i fortvivlede Sygdomme; den afvender det pludselige Fald, men bereder Opløsning. Vexelvirk203ningen mellem Sjæl og Legeme søgte 👤Leibniz at forklare ved Antagelsen af en forudbestemt Enighed, og Saadant stred ei mod 👤Kalvins Lære; men det ►undergrov Læren om ►Frihed og Tilregnelse; han vilde ⓘ retfærdiggøre Gud for det Onde og antog derfor Verden, som den er, for den bedst mulige, men heraf fulgte enten en Gudsbespottelse, eller det Onde forvandledes til en blot Indskrænkning. Han yttrede, at den ►Bevismaade, som finder Sted i den ►dybere Regnekonst, ogsaa kunde bruges i andre Dele af den menneskelige Kundskab, og forlangte Man nu en saadan i Lærdommen om Gud og de guddommelige Ting, da maatte denne findes ubevislig og endelig forkastes som usand. Alle disse Følger af 👤Leibniz’s Gætninger og Vink indsaae ►Sleseren, 👤Kristian Volf, grandgivelig, men han afskyede dem ikke, som hans kristelige Forgænger, og derfor kunde han, hvad der var 👤Leibniz umuligt, reise en ►Lærebygning, der ei modsagde sig selv, men Kristendommen destomer. De strænge Fædre i 📌Halle maatte, til deres store Harme, se dette Ukrud opvoxe og blomstre i deres egen Have,*fra 1709. og skøndt de, ved 👤Volfs Forvisning, ►engang fik det oprykket, var dets Frøkorn dog alt for vidt spredte i frugtbar Jord, til at det saa snart kunde udryddes. 👤Volf kom endog seirende tilbage,*1740. og 👤Joakim Lange maatte selv opleve de Dage, at se sin Høresal tom. Imidlertid var det langt fra, at denne verdslige Visdom vovede at gaa aabenlyst frem og forkaste, hvad der i Grunden ei kunde bestaa med 204den; dertil havde den Pietistiske Gæring været for alvorlig; den maatte tvertimod skjule sine ugudelige Grundsætninger og nøies med at paatvinge Theologien sin ⓘ ►Bevismaade. ►Vist nok havde den ogsaa mellem Theologerne mange vantro Tilhængere; men det er ei ►saa med Guds Fjender som med hans Venner; disse vove Liv og Blod for at tale som de tro, hine føie sig efter deres Tidsalder, fremstille deres Meninger dunkelt eller tvetydig, naar de have Noget at frygte, fordreie deres egne Ord, naar de tiltales, og holde sig skadesløse ved i Smug at nedbryde og spotte ►des djærvere. Dette har været, er og ►bliver altid det adskillende Kendemærke paa ►Lysets og Mørkets Børn; disse kalde deres Adfærd Klogskab, og 👤Jesus gav den samme Navn. Saaledes kom det sig, at den Volfiske Filosofi ►aabenbar ei anfægtede, ja maatte endog tjene Kristendommen; ogsaa dæmmede den enstund mod den Erfaringsvisdom, der efter 👤Loke prædikedes bag 📌Rhinen, og gjorde Ende paa de forargelige pietistiske Stridigheder, da alle Kristne nu maatte gøre fælleds Sag. Derimod var det let at forudse, baade at Bibelen ►end mere vilde forsømmes, da man troede, eller lod dog som Man troede, at selv Kristendommens Hemmeligheder af Forstanden kunde bevises, og at denne Visdom, hvis den blev herskende, snart vilde, ligesom den skolastiske, afkaste det paatvungne Aag og ►bestride Troen. I bevægelige Ord spurgte Oldingen 👤Løscher sine Samtidige, hvor de dog vilde hen; men hans 205Røst tabte sig i Strømmens Brusen, og de Bedøvede lode sig drive mod Fordærvelsen.

✂ Hvor nær denne fulde Fordærvelse stod for Døren mærkede Man ei allene paa dem, som under stort Bifald angrebe kristelig Tro, men ogsaa paa dem, der opkastede sig til dens Talsmænd, og allermest paa den ugudelige 👤Zinzendorf *født 1700. og hans Tilhængere. Han var udsprunget af en bøhmisk Grevestamme og ►optugtet i 📌Halle under 👤Frankes Opsyn; men Gudsfrygt kunde ikke slaa Rødder i hans kødelige Sind, han holdt fast paa Hjertets Urenhed og vilde dog agtes for en Apostolisk Mand, han hyklede Sværmeri og bespottede det Hellige hardtad hvergang han tog det paa sine Læber. Imidlertid gjorde han megen Opsigt, ja bedrog endog enstund adskillige fromme Mænd ved sine navnkundige Indretninger i 📌Hernhut, en By han anlagde paa sit Gods mellem 📌Zittau og 📌Lobau,*1723. først for nogle fra 📌Mæhren udvandrede Hussiter, siden for dem af alle ►protesterende Partier, som vilde nedsætte sig der. Hernhutternes ►Tarvelighed, Flid og Ærbarhed, samt den ►besynderlige Vægt de, i fuld Modsætning til Pietisterne, lagde paa Forsoningslæren, indtog i Be gyndelsen mange Kristne, ►saa at de fra 📌Hernhut ventede Troens Genfødelse; men ►langt Andet aabenbaredes under Tidens Løb. For de Rene er alting reent, og mange oprigtige Kristne have baade levet i 📌Hernhut og ere udgangne derfra mod alle Verdens Hjørner, at forkynde det glade Budskab om den Korsfæstede, men er Talen om 206den Aand, som hvilede paa Stifteren og ►rører sig aabenbar i Menighedens Lærebøger og Sange, da er den saare ukristelig, ja tit ►ugudelig at nævne. Der spottes med Kamp og gode Gerninger, der er hardtad ikke Spor af Ærbødighed for den ene Vældige, hvis Munds Aande kan ►adsprede de Dødelige som Støv, ja Talen og Sangen om 👤Jesus, hans Blod og hans Saar, er ei allene væmmelig og ubibelsk, men tit saa usømmelig og bespottelig, at Man blues ved at høre det. Mærkeligt er det, at 👤Zinzendorf i sin elendige Oversættelse af ►det Ny Testamente udelod det ottende Bud og afskaffede Fadervor i sin Menighed, thi falskt var hans Vidnesbyrd, Løgn tillod han sine Tilhængere, han vanærede Gud, vanhelligede Hans Navn og stod Hans Rige imod. Dybt maa de Mennesker være sjunkne, som ►for Alvor sige, at de vil blive ved at synde for at Naaden kan blive des ►overflødigere, og prøve paa den formastelige Id, at gøre 👤Jesus til Syndens Tiener. Det Folk, hvor Saadant finder ►Indgang hos, maa snart vorde heel udueligt til Troen, og dens Fiender faae ►Dristighed til at bespotte den. Dog saavist som Bulderet fra 📌Hernhut forkyndte, at 📌Tydsklands Kristendom var Døden nær,*født 1713. ligesaavist vakte det ved Guds Styrelse mangt et Hjerte baade fjern og nær, og uden det vilde hin ei blevet stædt saa hæderlig til Jorde, som nu skedte, da Skjalde, som Sachseren 👤Johan Kramer og 👤Adolph Schlegel,*1721. men fremfor alt 👤Gotlieb Klopstok fra 📌Kvedlingburg,*1724. sang over Graven. At 207de vare Ligskjalde mærkedes saa godt; det var ei, som i 👤Luthers Dage, Folkets og deres egen forenede Frydesang over Frelserens Fødsel og Kærlighed de istemte, det var 👤Jesu faa ►overblevne Venners Klage og Smerte og ►høie Vidnesbyrd om den paa Jorden Dødes Herlighed, der lød fra deres Harper. Allermest var det saa med 👤Klopstok: Han besynger i 👤Jesus Menneskeslægtens guddommelige Helt, som for at reise et Mindesmærke over hans halvglemte Bedrift. Ei smelte Tonerne i liflig Klang, dunkle og afbrudte stride de sig frem; ►Frelseren er opfaren fra Tidsalderens Hjerte, forgæves vil Fantasien nedhente ham fra de høie Himle, den forvildes mellem Skyerne, mattes og synker til Jord. Snart blev ►og for de vantro Tydske ►Messiaden et Sidestykke til samme Skjalds Sang om Fædrelandets Befrier, 👤Keruskeren Herman, et ►fabelagtigt ►Mindekvad, en ►glimrende Udsmykkelse af Oldtids løse Sagn. Dog forgæves slog 👤Klopstok ei Strængene med gudeligt Sind, først i 📌Danmarks Hovedstad og siden paa dets Grændseskel, Tonerne delte sig mod Syden og Norden; og her, hvor kristen Tro end ei var saa sjelden, stemmede de endog en anden Harpe, værdig til at lyde i Samklang. Men ►og sine Landsmænd stemmede 👤Klopstok ►saa, at de skammede sig ved ►fuldelig at henrives af den tomme Bjeldeklang, de ugudelige Nidviser og det ►liderlige Fløitespil, som hørtes over 📌Rhinen og gen208lød i deres Midte. Stor var Faren, større end at den kunde afvendes, Middelstanden stod nu omtrent paa samme Trin, som Adelen i 👤fjortende Ludvigs Dage og lyttede med aabent Øre. *født 1715.Vel havde 📌Tydskland faaet adskillige Sangere, som Sachserne 👤Gellert og 👤Rabener *1714. og Hamborgeren 👤Hagedorn, men som det kunde ventes efter den pietistiske Gæring, vare de bedre Moralister end Digtere, og den franske Aand talte smigrende og lokkende til Tydskerne fra mange Munde og selv fra en Trone, hvis Konge de, til deres Skændsel som Kristne og som et Folk, forgudede: Tronen stod i 📌Preusen og Kongen var 👤ⓘ Friderich den Anden.

✂ 📌Preusen er, ►saa at tale, et af de seent opdagede europæiske Lande. Dets hedenske Indbyggere, hvis Herkomst er uvis, bleve ved at tilbede under Egen ved 📌Romove indtil det 13de Aarhundrede og foruroligede deres Naboer, Polakkerne, ved hyppige Indfald. I 📌Palæstina var en tydsk Ridderorden stiftet imod Slutningen af Korstogene,*1190. og kort efter var den fløttet til 📌Europa. Disse Riddere kaldte Hertug 👤Konrad af 📌Masovien til Hjelp mod Preuserne,*1230. og efter 50 Aars blodig Kamp indtoge de hele Landet og paanødte de ►overblevne Indfødte deres Tungemaal. Kristendommen, som prædikedes med Sværdet i Haanden, avlede her, ligesaa lidt som i 📌Amerika, nogen Aandsrøre, og Ridderne bestilte ikke andet, end at udsue Landet og feide ►paa Polakker. Dens Kraft fortæredes, Fristæder, som 📌Danzig og 📌Thorn, reiste sig under 209polsk ►Skyts, ja tilsidst maatte Ridderne afstaa hele 📌Forpreusen til 📌Polen og tage det Øvrige til Lehn. I 👤Luthers Dage var Markgrev 👤Albert af 📌Brandenborg ►Hærmester;*1466. han giftede sig, indførte den evangeliske Lære, især ved 👤Poul von Spretten, og skilte Ordenen ►ved 📌Preusen, der nu skulde være et arveligt ►Hertugdom i hans Æt. Heller ikke dennegang mærker Man noget aandeligt Liv i Preuserne, de skiftede Tro med deres Fyrster, og maa da vel være af slavisk Oprindelse; men i 📌Thorn fødtes 👤Nicolaus Copernikus,*døde 1543. som opfriskede og stadfæstede den gamle Mening, om Jordens Gang omkring Solen. Da Tredive aarskrigen begyndte, forenedes 📌Preusen med 📌Brandenborg, som havde Fyrster af Huset Hohenzollern. Kurfyrst 👤Friderich Vilhelm fik ved den vestfalske Fred endel af 📌Pommern samt 📌Bispedømmet Magdeborg, og forstod i en Krig mellem 📌Polen og 📌Sverrig, at ►dreie sig saa snildt, at 📌Preusen blev uafhængig. En farlig Nabo vilde han blevet for de andre tydske Fyrster, dersom han ei havde været samtidig med 👤Ludvig den Fjortende; nu derimod hjalp han kraftig til, i Forbund med 📌Hollands 👤Vilhelm at standse de franske Vaaben. Al hans ►Digten og Tragten som Fyrste, var jordisk, og med aabne Arme modtog han de fra 📌Frankrig uddrevne Hugonotter, ei for at unde de Husvilde Bopæle, men fordi han ventede stor Fordeel af deres Vindskibelighed.*døde 1688. Denne indførte de rigtig nok tilligemed megen 210Synd og Vantro, og Fyrstens Indtægter forøgedes ►saaledes, at 👤Vilhelms Søn, 👤Friederich, saae sig istand til at føre kongelig Pragt*1700. og antog Navnet, men stakket vilde Glimmeren blevet, hvis ei Pietismen, som her fik sit Hjem, enstund havde dæmmet mod den onde Strøm. Den anden Konge 👤Friederich Vilhelm ►betegner ret dette Ophold, stræng, ►tarvelig, ordenlig, men dertil gerrig og ligesaa utilgængelig for milde Følelser og aandelig Storhed som for Udsvævelser. Han var af de i Pietismens Dage ei faa alvorlige Sjæle, som hængte fast ved det Jordiske, men tænkte at kunne udsone Brøden og frikøbe sig fra Kærligheden ved at afsige hvad Andre kalde dets Nydelse. Egenlig er dette alle deres Kendemærke, som vil ►tjene baade Gud og Mammon. Krig skyede 👤Vilhelm, men Soldater var hans Lyst, Pragt hadede han, men fyldte sit Skatkammer. Hans ►Eftermand er det 📌Europa har forgudet under det hardtad bespottelige Navn, 👤Friederich den Eneste. Han var oplært af en Fransk, og han blev en Franskmand saa ►fuldelig som det var muligt for den tydske 👤Vilhelms Søn. Med sin Faders Skatte og Krigshær arvede han ogsaa de fleste af hans Egenskaber, men hans Hoved var lysere, og, besat af den franske Vantro, bortkastede han Frygten for at bruge dem. ►Alt i sin Ungdom var han blevet mæt af Udsvævelser, Pragt var ham modbydelig og kunde, ligesaa lidt som ►Overdaad, ►enes med hans Gerrighed; men Ære og Magt kaarede han til sine 211Afguder, da han ►kastede Troen paa den eneste sande Gud. Tiden maatte han bruge, thi han troede ingen Evighed, og at en klog Mand med saadanne Grundsætninger maatte bruge Mennesker ligesaa frit som livløse Ting, og vurdere Alt efter dets ►Bekvemhed til Redskab, er ►ligefrem. Sine Tjenere, som vare lemlæstede i Krig, lod han hungre tilligemed dem, der vare ►blevne graa i hans Kamre eller under Vaaben; Agerdyrkning vilde han fremme som en ►betænksom Regnemester, men han var døv mod Folkets Suk, naar kun hans Indkomster kunde stige. Han gjorde meget af 👤Voltære og de andre ugudelige Franskmænd, fordi han trængte til at mores af dem og ►størkes i sin Vantro, men ogsaa af Forfængelighed; thi ve dem! naar de ei vilde rose ham. Han var selv fransk Versemager, og fordrev mangen Time og ubeleilig Tanke med at læse og skrive, som han maatte; men han foragtede tydsk Sprog og Skrift, og ►ei en Hvid havde han Lyst til at anvende paa grundig Videnskabeligheds Opkomst. Udentvivl var det imidlertid mere af Had, end Foragt, at han lod haant om tydsk Skrift; den var ham for dyb, alvorlig og kristelig, og hvor forhadt Saadant maatte være en vantro Mand, der forfulgtes af den Bevidsthed, at Kristendom var hans Trones Grundvold, er let at ⓘ forstaa. Visselig maatte Aand være blevet sjelden paa ►Kongestolene, Troen skrøbelig og Kærligheden kold hos Folkene, før saadan en 212Konge kunde skinne og tilbedes i 📌Europa. Hans første ►mærkelige Bedrift var, at kalde 👤Volf tilbage til 📌Halle; den anden, at begynde Krig med en fredelig Nabo: 👤Marie Therese af 📌Østerrig.

✂ Underlig sankede vare de mest ►adskillige Folkefærd i adspredte Lande under 📌Østerrigs ►Spir; forskelligere af Tro og Sprog, Eiendommelighed og Kraft kan i 📌Europa Ingen være, end Lombard og Ungarer, Tyroler, Belgier og Bøhmer. Med 👤Karl den Sjette uddøde*1740. den Østerrigske Mandslinie, og forgæves haabede han ved ►Forord at sikkre sin ældste Datter ►Arvelandene. Vel havde næsten alle kristne Konger lovet at beskærme hende; men siden 📌Italien havde skænket de vantro Fyrster Politikens brede Kappe, til at ►overhylle Troløshed og al Skændsel, var det ►daarligt at stole paa Løfter. 📌Frankrig drog Sværdet, som det hed, ene for at hjelpe 📌Baiern til 📌Bøhmen, som en retmæssig Arv; 👤Friederich fandt, at hans Fædre havde Ret til nogle slesiske Hertugdømmer: hans Fader havde ►ligesaavel afstaaet Retten som lovet at forsvare 👤Therese; men den samme Konge, der havde skrevet mod 👤Machiavel, vedkendte sig den Grundsætning, at en Konge ikke behøvede at agte paa Saadant og angreb 📌Østerrig. ►Onde tyktes 👤Maries Vilkaar, 👤Friederich maatte hun give hvad han forlangte, og dog fandt han snart et nyt Paaskud til Krig; i 📌Italien og 📌Burgund, 📌Slesien og 📌Bøhmen kunde hun udskrive Soldater, men faa ►Kæmper, og i Krigskonst var 👤Friederich og hans Høvdinge dengang 213mageløse. Alligevel beholdt hun alle sine øvrige Lande. Næst Gud, paa hvem hun ►troede, hav de hun de ►kække Ungarer og 📌Engellands Konge derfor at takke.

✂ Da 👤Vilhelm af Oranien besteg 📌Englands Trone fik Alt en anden Skikkelse, men ►enddog hans Alvor og Klogskab bidrog Noget dertil, laa dog den egenlige Grund dybere. Hoffets Ryggesløshed kunde han ændre, og de, som havde beilet til dets Gunst ved ►liderlig Sang, havde nogen Aarsag til at forstumme, eller ►omskifte Maalet som 👤Dryden; men at ►omstemme Folket formaaede 👤Vilhelm ei. De Kræfter han fandt, kunde han bruge klogelig, men ikke selv fremkalde dem. Det handlende Folk og dets Fuldmægtige fandt 👤Vilhelm adskilte i to Dele; de Torys, mest af den biskoppelige Kirke, som hidtil havde været Kongerne hengivne, og de ►Vhigs, mest Presbyterianer, som vare trykkede af Stuarterne og ønskede Del i Regeringen. Disse var det, som havde ►indkaldt ham, dem var det vel ogsaa, som indskrænkede hans Magt, men dog maatte han holde sig til dem, baade fordi han indsaa, at hardtad al Kløgten var hos dem, og fordi Torys hængte ved Stuarterne. Han og Presbyterianerne mødtes paa Halvveien, mange af dem ►læmpede sig udvortes efter den ►høie Kirke, da det kunde skaffe timelig Vinding, og Han søgte paa alle Maader at lette dem Offeret. Saaledes kunde da 📌England igen, som under 👤Kromvel bruge sine Kræfter, og ►saa skedte baade under 👤Vilhelm og 214den Stuartske Prindsesse 👤Anna, som udsendte 👤Marlborough. Imidlertid er det klart, at Presbyterianerne maatte være meget udartede, før de ►læmpede (►conformerede) sig, og 📌Englands ►glimrende Rolle i det ganske attende Aarhundrede vilde være ligesaa uforklarlig, som ►Tilbagekaldelsen af den flygtede Alvor og Anstændighed, naar Man ei saae hen til den indvortes Gæring, som havde bevæget Folket.

✂ Under ►de borgerlige Krige, da 👤Karl Stuart henrettedes, var 📌England ►tilvisse Undergangen nær. De Biskoppelige vare magtesløse af Vellyst og ►Overdaad, Presbyterianerne begyndte saare at ►vanslægte, fra dem vare ►Independenterne udgangne; fra disse og Gendøberne (Anabaptisterne) udgik idelig ny ►Selskaber, det ene mere forvildet end det andet. Da fremstode Kvækerne, 📌Englands Pietister, og bleve en ►Lægedom for det dødelige Saar, saa god som den kunde opvoxe af saadan Jord. Da Verdens Vise fordum lode haant om Guds Visdom, beskæmmede Han dem ved at tale gennem Fiskere, og altid er det vist Tegn paa de Lærdes Ugudelighed, naar en Lægmand føler sig drevet til at ►opstaa og tale til Folket i Herrens Navn; thi han kan hverken ►opstaa eller finde ►Indgang, uden naar ►Hyrderne ere blevne Ulve og ►📌Sions Vægtere stumme Hunde. Da de ►overordenlige Naadegaver ere ophørte, bliver det ►og umuligt for en Lægmand at reise det sjunkne Hus paa Skriftens rette Grundvold, og ved den megen Ret han har til at 215foragte de Boglærde, forføres han let til en Hovmod og Selvklogskab, hvis Fostre ere Sværmeri og sørgelig Vildfarelse. ►Saa gik det med Kvækernes Formand 👤Georg Fox,*født 1624. en Væversøn fra 📌Drayton i 📌Leicester. Han kunde ►netop læse og skrive, havde lært Skomagers Haandværk, men mest vandret bag Faarene under aaben Himmel. I Gudsfrygt var han ►optugtet, fandt i sit 19tende Aar en heftig Drift til at forlade Slægt og Venner, og fulgte den. Bibelen kunde han hardtad udenad og grublede alvorlig, han vilde være ⓘ fuldkommen og stred i 4 Aar med haard Anfægtning og svare Tanker. Han søgte Raad og Oplysning hos de berømteste Lærere af alle Partier, men det gik ham som 👤Luther, og som det nu vel vilde gaa Enhver, han fandt Ingen som forstod, ►mindre som kunde veilede ham. Veiledningen til 👤Jesu Kors vilde han imidlertid i al Fald fundet i sin Bibel og hos sig selv, thi hellig var i Begyndelsen hans Oplysning; men han ►►jog ikke efter den ypperste Naadegave: Kærlighed, vilde være klog over det, som skrevet staar, og blev en hovmodig Sværmer. Nu begyndte han sit sælsomme ►Løb,*1647. omvandrede, saavidt det tillodes ham, i 44 Aar som Bodsprædikant, ►taalte Slag, Fængsel og Forhaanelse i apostolisk Maal, men fandt ►og Tilhængere i Tusindtal. Disse styrtede, tit som ►Rasende, ind i Kirkerne, som de i Spot kaldte Taarnhuse, skældte paa Præsterne og Bod var deres Løsen, som Flagellanternes fordum. Ved denne usømmelige Ad216færd tildroge de sig mangen fortjent Tugtelse, men mest Forfølgelse maatte de udstaa fordi de afskyede Eed og Krigstjeneste, nægtede Geistligheden Tiende, sagde Du til Alle, og vilde ei tage Hatten af for Nogen. Selv under 👤Kromvel, hvem de forgæves advarede med ►mærkelige Ord, forfulgdes de, skønt han lod, ►som det var imod hans Villie, under 👤Karl den Anden fik de et Fristed i 📌Amerika, men først under 👤Vilhelm, Fred i ►📌Gammelengland, da Han gjorde deres Forsikkring for Guds Aasyn til lovgyldig Eed.

✂ Som kristelig Menighed fortjener Kvækersamfundet ingen Roes, ja knap Navnet, da Forsoningslæren hardtad ganske sattes tilside, da den indvortes Oplysning gjordes til Skriftens Dommer, Søndagen, de kristelige Sakramenter og Fester, samt ►ordenlige Lærere, forkastedes. Med deres Dyd var det ei heller synderlig bevendt, thi dens Grundpillere, Kærlighed og Ydmyghed, kom ►alt i Begyndelsen sjelden tilsyne, og snart forstodes ved Dyd kun en udvortes ►ustraffelig Vandel. De bleve ved at foragte Videnskaberne, ikke af den Mening, at de vare Troen farlige; thi allerede 👤Vilhelm ⓘ Penn troede vel ei ►stort mere end vor Tids saa kaldte Oplyste; men ►meget mere, fordi de vare gerrige paa Verden. Hardtad Alle ►sloge de sig til Købmandskab, hvorved deres Egennytte og Gerrighed daglig tog til, og det er ►mærkeligt at den første Kvæker, som anklagedes for Lovbrud, havde ►filet Guldpenge.

✂ 217Ikke destomindre forsinkede Kvækerne 📌Engellands Undergang og bidroge meget til dets Velstand. Deres Afsky for Krig maatte hjelpe mægtig til at stille og mildne Jordskælvet under Stuarterne, og deres, i lang Tid, ligesaa redelige som driftige Købmandskab bragte Handelen til at blomstre. Deres Ringeagt for al Kirketjeneste, var en ►passelig Modgift mod det tomme Spil der dreves med Gudsdyrkelsen, deres ►nødtørftige Bodsprækener vakte Mange til alvorlig Eftertanke og nedkuede Frækheden, deres ►ustraffelige Vandel avlede en kraftigere ⓘ Slægt. Man seer det saa grant, hvorledes Engellænderne fra den Stund vilde ved udvortes Anstændigheder, Almisser og ►Sædelære løskøbe sig fra ægte kristelig Dyd og Tro. Nu fik ►den bispelige Kirke sin berømte Moralprædikant 👤Tillotsen, sin saakaldte Fornuftdigter den tænksomme men dybt fordærvede 👤Pope, ja selv i 👤Addison en Dydens og Fornuftens Talsmand, der bedre end hans fleste Landsmænd forstod at ►vurdere Kristendommen og dens elskværdige Datter: det ydmyge, barnlige Sind. Selv paa ►Høiskolerne, der ellers allerede da stode som udgaaede, ►sølvbeslagne Træer, lod sig en Gæring spore, og fra 📌Oxford udgik et nyt kristeligt ►Selskab: Methodisterne.

✂ Kvækerne vare ved det 18tende Aarhundredes Begyndelse, ei længer ►ustraffelige, end sige kristelige, og Moralsløret kunde ikke skjule det stinkende Aadsel for kristelige og klarøiede Mænd, som Skotlænderen 👤Burnet.*døde 1715. ►Synet 218slog nogle Studentere i 📌Oxford,*1729. mest Brødrene Vesley saa stærkt►, at de, uden at afvige fra Kirkens Læresætninger, beflittede sig paa et strængt, gudeligt Levnet, og talte kraftelig mod den herskende Fordærvelse. Det gik dem og deres Stalbroder 👤Vhitefield, som det maa gaa alle Pietister, de bleve Sværmere, foregave Aabenbaringer og ►ventede at blive ►syndeløse herneden. Imidlertid ►føiede Gud det ►saa, at 👤Johan Vesley paa Veien til 📌Amerika ►blev kendt med nogle Hernhutter, af hvem han lærte, hvad paa den Tid synes at have været aldeles glemt i 📌England, at det er ved Troen paa 👤Jesus vi blive ret færdige. Vel holdt han fast paa det strænge Levnet, men det var maaske nødvendigt, naar han ei vilde opgive Dyden, og hans ►Skilsmisse fra 👤Zinzendorfs engelske Tilhængere, der, som begribeligt er, i Ugudelighed langt overgik de tydske, beviser at sand Kristendom laa ham paa Hjerte. Mærkeligt er det, at fra den Stund, da 👤Vesley vandt Tro paa Retfærdiggørelsen ved 👤Jesum, aftog hans Sværmeri daglig: han forkastede sine Aabenbaringsgriller, nærmede sig 👤Luthers Mening om ►Naadevalget, og dannede sin Menighed med Prædiken og Sang, efter luthersk Mønster. Med alt dette ønskede han ingenlunde at stifte en afsondret Menighed, men ►den bispelige Kirke vilde ei vedkende sig Methodisterne, og endnu have de i stort Tal deres egne Kirker, som dog maa nøies med Navn af Bedehuse. Paa denne Menighed blev det ►ret syn219ligt, at Engellænderne i Almindelighed vare blevne saare uduelige til ret Kristendom, thi saa reen den i de fleste Stykker lod sig ►tilsyne hos 👤Vesley, udartede den dog snart hos hans Tilhængere, mere og mindre, til udvortes Tjeneste og sværmerisk ►Gøgleværk. Imidlertid kom dog Mange herved til saliggørende Tro paa Frelseren; Methodisterne havde det ►forud for andre Pietister, at de ikke følgelig kunde sætte nogen Fortjenester i deres ►Øvelser, og 📌Engelland fik af deres Børn mangen Mand, der, i det mindste til verdslig Bedrift, var dygtigere, end dets fleste andre Sønner.

✂ De Kræfter som saaledes udrugedes ►ginge nu ei som forhen ►forlorne for Statens Glands; thi fra den oraniske 👤Vilhelms Tid var det Fyrsteklogskab at taale og bruge alle ►protesterende Partier, og dette blev ►end mere fornødent under ►det Brunsviglyneborgske Hus, som efter 👤Anna, med 👤Georg den Første besteg Tronen.*1714. 📌Frankrig brugte nemlig de fordrevne Stuarter til at ængste 📌England; 👤Jakob den andens Søn og Sønnesøn gjorde endog Landgang under de to første Georger; Katholikerne, hvoraf der bestandig i 📌Irland vare mange, og ►Bjergskotterne strede under deres Banner, og Kongerne havde da ►alt Rigets Størke behov. 👤Georg den Anden havde ogsaa lovet at beskærme 👤Therese, og denne tydske Drot spøgte ei med Løfter: selv stred han ►mandelig for hende ved 📌Detingen, og 📌Frankrigs Flaade blev ødelagt; derimod havde den franske Landhær indtaget 220📌Belgien, men for at Keiserinde-Dronningen ved den Aachenske Fred*1748. kunde faa det tilbage, gav 👤Georg ridderlig Slip paa sine Erobringer.

✂ En stor Plet er det i 👤Thereses Levnet, at hun nu, istedenfor at herske i Ro, pønsede paa at faae 📌Slesien igen, og indgik derfor et ligesaa uklogt som underligt Forbund med 📌Sachsen, 📌Rus land og 📌Frankrig. Herved lønnede hun 👤Georg med Utak, viste 📌Ruslands vilde Skarer Vei ind i det egenlige 📌Europa, og yppede den ødelæggende Syvaarskrig.

✂ 📌Rusland har ►fra utænkelige Tider været Beboet af raa, slaviske Folkefærd. Disses ►Krønike begynder i det niende Aarhundrede, da det synes ►som de selv fra 📌Norden have ►indkaldt 👤Rurik og hans Følge til at give sig en ►ordenligere Forfatning. Mod Slutningen af det 10de Aarhundrede antog 👤Vladimir Kristendommen, ved at gifte sig med en Keiserdatter fra 📌Konstantinopel; men den eneste Virkning man sporer deraf, er de Krøniker Man begyndte at skrive, og blandt disse er 👤Nestors blevet navnkundig. Efter 👤Vladimirs Død deltes Landet i mange ►Herskaber og indtoges paa 📌Novgorod nær i det 13tende Aarhundrede af ►Mogolerne. Deres Aag afkastede 👤Ivan den Første og under hans Sønnesøn,*1477. af samme Navn, udbredtes 📌Ruslands Herredømme over 📌Kasan, 📌Astrakan og Noget af 📌Siberien. Under den første 👤Ivan, som i 📌Lifland ►krigede uheldig med Ridderne, lagde Man først Mærke til Russerne, og ►den Anden mente at oplyse sit Folk ved Fremmede 221og Bogtrykkerkonst, men det vilde ei lykkes. Med hans Søn uddøde den Rurikske Mandsstamme,*1598. og Riget blev et Bytte for Svenske og Polakker, indtil det Romanovske præstelige Hus kom paa Tronen med 👤Mikael Fedorsen.*1613. Vel maatte han afstaa 📌Ingermanland, 📌Kexholm og 📌Karelen til 📌Sverrigs 👤Gustav Adolf, Andre ►Landskaber til 📌Polen og udelukke sig fra 📌Østersøen, men den Aand som sporedes hos ham og hans Søn spaaede Forandringer. De lode sig ►tilsyne under hans Sønnesøn, 👤Peter, kaldet den Store. Han havde større ►Sjæleevner end hans ►Formand, men hans Begreber om Menneskers og Folks Ypperlighed vare saare lave, al hans Stræben gik ene ud paa at give sig og sine Russer Lighed med de oplyste Europæer. At komme selv til Sandheds Kundskab om Gud og de guddommelige Ting, og da at opløfte sit Folk og ►læmpe Forfatningen derefter, faldt ham enten aldrig ind, eller tyktes ham for lidet; men at faa en Krigshær og en Flaade, Handel og Vandel som andre Folk, dette var hans Attraa: Soldater kunde han lade afrette og andre Indretninger gøre ved ►indkaldte Fremmede, men til Søhandel og Flaade var 📌det hvide Hav for nordligt og 📌det sorte for snevert; paa 📌Østersøen havde han Øie, men Nabolandene ved den tilhørte 📌Sverrig og tyktes ei lette at tage.

✂ 👤Gustav Adolf var den sidste Mand af Vasaslægten, og hans Datter, 👤Kristine, blev 📌Sverrigs Dronning. Hun legede med Alt, med sin Lærdom, som med sit ►Spir og sine Yndlin222gers Liv; med sin Krone, som hun nedlagde,*1654. og sin Tro, som hun afsvor i 📌Rom. Den arme, forfængelige Kvinde! hun var ►syg for Ære og fik den kun af Smigrere som hun kunde gennemskue; hun søgte Glæden ad tusende Veie og fandt kun et flygtigt Morskab, af hvis Tomhed hun pintes; hun havde dybe Længsler, men vilde have dem tilfredsstillede i det Timelige. Under hende havde 📌Sverrig foruden en Del af 📌Pommern, fra 📌Danmark vundet 📌Jemtland og 📌Herjedal, 📌Gulland og 📌Øsel, men under hendes Frænde, 👤Karl Gustav af 📌Zveibryken, lod det ►som 📌Sverrig skulde blive hele 📌Nordens Herre.

✂ Hine Erobringer vare gjorte i 👤fierde Kristians sidste Dage: den gamle danske Adels Hovmod og Herskesyge voxte, ►ligesom dens Kraft og Værdighed aftog; 👤Frederik den Tredie blev kun en Kongeskygge, og, skøndt Landets Hær og Pengevæsen var i høieste Uorden, mente Rigsraadet dog at de tabte ►Landskaber kunde vindes tilbage, fordi 👤Karl med sin seierrige Hær stod i 📌Polen. 👤Karl kom: Adelen skjalv og flyede; Folket ►adspredtes som en Hjord uden Hyrde; 📌Jylland og Øerne, paa 📌Sjælland nær, faldt i Fjendens Haand, og Rigsraadet ►aftryglede 👤Karl en Fred, som vel gav ham Landene østen for 📌Sundet og Indpas i 📌Norrig, men dog ikke tilfredsstillede hans ⓘ Herskesyge. Han fornyede Krigen, 📌København stod ene, dens Volde vare svage, men dens Borgere og Studentere stærke, og Gud var med dem: Stormen afsloges,*1659. Byen blev undsat, det danske Folk reiste sig, og 223👤Karl døde, vel tildels af Harme. Hans Søn var et Barn og Udsigterne ei ugunstige for de danske Vaaben, men de egennyttige Hollændere, som ei ahnede, at de for sidste Gang vare Kongers Voldgiftsmænd, vilde have 📌Sundet frit, og 📌Sverrig beholdt det Afstaaede, undtagen 📌Bornholm og 📌Trondhiem, som selv havde afkastet Aaget. 📌Polen maatte afstaa 📌Lifland og 📌Estland, og da 👤Karl den Ellevte blev voxen rev han Enevælden til sig, og berigede sig ved at fratage Adelen Krongodserne. Hans Søn 👤Karl den Tolvte, haardfør og ►kæk som en Fjeldbo, forvoven som en Bjørneskytte, tilbedet af sit Folk og ærgerrig over al Maade, kom paa Tronen ved Aarhundredets Slutning,*1697. og med ham var det den russiske 👤Peter skulde prøve ►Størke. Vel ►regnede Keiseren noget paa hans Ungdom, men det svenske Navn var i Ære og ene turde han ikke vove sig i Kampen, men tænkte at ►størke sig ved ►Forbindelse med 📌Sverrigs Arvefiender, 📌Polen og 📌Danmark.

✂ Polakkerne er ogsaa et slavisk, upoetisk Folk, men ved tidlig Forbindelse med Tydske og Nordboer fik de Kristendommen fra 📌Vesten, i Slutningen af det 10ende Aarhundrede. Indfødte Fyrster af Piasts Æt herskede med Hertugsnavn under tydsk ►Høihed, indtil Begyndelsen af det 14tende Aarhundrede, da 👤Ladislaus paasatte sig Kronen, men da hans Søn 👤Kasimir døde barnløs, blev hans Søstersøn, den ungerske 👤Ludvig, Konge.*1370. Hans Datter 👤Hedevig giftede sig med 👤Jagello, Storhertug i 📌Lithauen, som 224►og derved blev kristnet tilligemed sit Folk;*1386. og hans Æt herskede næsten i tohundrede Aar. Ogsaa Polakkernes eneste Skrift er ►Krønike, og den som 👤Dlugosk skrev er blevet mest bekendt.*1480. 👤Luthers Lære fandt megen ►Indgang og mange Hussiter nedsatte sig i 📌Polen, men skøndt dette ►vist nok ►størkede Folket, frembragtes dog ingen aandelig Gæring. Under den sidste Jagellon, 👤Sigismund, August *døde 1572. erhvervedes 📌Lifland men fra den Tid var Adelen Landets Pest, herskesyg og egennyttig indskrænkede den Kongernes Magt og solgte Fædrenelandet til den Høistbydende. I nogle Aar skjultes Landets Brøst af den ►kække ►Siebenbyrger 👤Bathori, men lod sig siden des tydeligere se, ⓘ efterat Vasaslægten med 👤Sigismund var kommen paa Tronen.*1588. Han og hans Sønner vilde ►have 📌Sverrig til, og kunde ikke forsvare 📌Polen; vel gjorde de under Forvirringen i 📌Rusland, paa den Side nogle Erobringer, men saasnart det Romanovske Hus var stadfæstet, mistedes de igen tilligemed 📌Ukraine. Vasaslægten udgik med 👤Johan Kasimir,*1669. og nu fik Riget to indenlandske Konger, blandt hvilke den Anden, 👤Johan Sobiesky, udmærkede sig ved Tapperhed, ja undsatte endog det af Tyrkerne beleirede 📌Vien, men han var ogsaa forhadt af Adelen, thi han vilde være Konge. *døde 1696. Nu købte 📌Sachsens 👤August Kronen for den evangeliske Tro; 📌Polens og 📌Sachsens Rigdomme kunde han fortære med sine Friller, af Legeme var han en Kiæmpe, men af Aand en 225Dværg, og han var da den ene, som skulde ►træde i Kredsen mod 📌Sverrigs 👤Karl.

✂ Efter den uheldige svenske Krig var i 📌Danmark foregaaet en stor Forandring, hvormed et nyt Tidsrum i dets ►Krønike begynder. Den gamle Adels ►Vanart er før ►ommeldt, og denne kundgjordes ligesaa ►øiensynlig ved dens ►udmærkede Mænd, som ved dens Adfærd under Krigen. To Adelsmænd havde 👤fierde Kristians lyse Øie adskilt fra Flokken og givet dem sine og 👤Kristine Munks Døttre til Ægte, det var 👤Korfits Ulfeld og 👤Hannibal Sehested. 👤Ulfeld var et snildt Hoved men gerrig efter Ære og Penge, og ►førte siden Avindskjold mod sit Fædreneland. 👤Sehested var en ►kæk Soldat men en vellystig Hofmand, og heraf kan Man slutte sig til de Øvrige. Videnskaberne, som før i danske Adelsmænd havde havt saa kyndige og milde Fosterfædre, forsømtes nu af dem, som venteligt var; og som det altid er et sanddru Vidnesbyrd om Mændenes Udartning, naar Qvinderne ►øve Mandsid, saaledes opstod nu den velbaarne Frue 👤Birgitte Thott,*født 1610. hvis græske og latinske Lærdom gør Hende mindre Ære, end den gør Adelen Skam. Ei burde de have Ære af Fædres Daad og Navn, som ei længere gjorde deres Gerninger: Hine betalte deres Delagtighed i Regeringen, deres Hæder og Skatfrihed med kloge Raad i Fred og Feide, med Gods og Liv og Blod naar Landet var i Nød; Sønnerne havde forvirret Alt ved ►galne Indfald, sveget Troskab og Rigens 226Banner, og vilde hardtad ei give ►en Hvid til det Faldnes Opreisning. 📌Københavns Borgere havde paa ærlig gammel Viis vundet Adelskab i Feidetiden, de forstode nu hvad der sømmede sig for ►Ædlinge, Studenterne havde ►og ladet se, at Ordstrid ei var den eneste hvori de kunde bestaa; saaledes kom det sig, at ►Borgernes Formand, 👤Hans Nansen, ►beraadte sig med det hæderlige Præsteskabs Hoved, Biskop 👤Svane, om at knække ►de Skjoldmænds Overmod og faae Ligelighed stadfæstet mellem Landets ⓘ Børn. Den kloge og storsindede Dronning 👤Sofie Amalie tyktes vel om saadant Raad, og arvelig Enevoldsmagt tilstodes Kongen.*1660. Adelen rørte kun Munden og det endda heel sagtelig til den Høiheds Forsvar, de nys saa uforskammet havde pukket paa, og det allene er gyldigt Bevis for at dem ingen Uret skedte; men den hele mageløse ►Handel kundgør en Sindighed, Djærvhed og kærlig Tillid til Gud og Konge, som er alle rette Dannemænds arvelige Kendemærke. Denne ►Idræt frelste under Guds ►Bestyrelse 📌Danmark; thi det var ►høi Tid, at der ovenfra raadtes Bod paa Tidens ►Bræk og det kunde ei ske, saalænge en uenig og egennyttig Adel stod ved Roret, og ingen Borgerlig kunde komme til at bruge Kraft og Indsigt i høi ►Bestilling. Det var nu i 📌Danmark som i alle de protestantiske Lande: Kristendommen havde igen tabt en god Del af sit ►Herredom over Gemytterne; men ingensteds bleve saa kraftelige Lægemidler fundne og brugte mod den onde Tæring som ►herinde 227under de ny Enevoldskonger. Nu, som i 👤Valdemars Dage vare de blevne mange ►som ei vilde nøies med deres Eget, og de ►rovgerrige Adelsmænd vilde opsluge Alt, ►Lov gjordes da haardt behov; men den kom ogsaa, 👤Tredie Frederik lod flux lægge Haand paa Værket og det kom istand under hans Søn den 👤Femte Kristian. 📌Tvillingriget fik en Lov, som ved Tidernes Omskiftelse og Menneskenes ►Klogskab til det Onde nu er i mange Dele ubrugelig og alt for stakket, men det skal siges, mens 📌Danmark kan tale, at den kort og klar, som faa, ordner verdslige ►Handler efter kristelig Forskrift, og at den efter Tidens ►Medfør var ►lidelig og kvemmelig for Alle. Den Mand som havde stor Delagtighed i dette Værk, var en Borgermands Søn fra 📌København, navnlig 👤Peter Schumacher,*født 1635. men sig til liden ►Baade, adlet med Navnet 👤Griffenfeld. Han havde et herligt Nemme og et snildt Hoved, han var vel ►optugtet i alle boglige Konster, i den gæve 👤Jesper Brokmands Hus og paa fremmede ►Høiskoler; men i sine Velmagts Dage elskede han sig selv, jordisk ►Liggendefæ og forfængelig Ære høiere end Gud, Konge og Fædreneland. I Statskonst var han alle sine Samtidiges Overmand og havde han maattet raade sin ganske Livstid, var 📌Danmark uden Tvivl i mange Maader blevet sine Naboer overlegen; men til sit eget Uheld, thi ►Herredom grundet paa List er ►et Hus paa Sand, det falder i Stormen og dets Fald 228er meget stort► . 👤Griffenfeld var kortsynet, som alle selvkloge Mænd, og stakket Glimmer for sig og 📌Danmark var hvad han attraaede, derfor bleve ogsaa Ridderordener opfriskede og et uarveligt Adelskab indført. Han selv er Bevis paa, at Mange ►alt i de Dage vilde lønnes med Ære for at gøre deres Skyldighed, og da maa vel Konger ►læmpe sig derefter, men Æren kan ei som Troen give Kraft, og Gerrigheden derefter smitter end mere hvert Gemyt, som derved drives til gavnlig ►Idræt; Misbrug kan ikke undgaaes og ►snart slappes da den bløde Fjeder. Stakket blev ►og 👤Griffenfelds Glimmer, han var Hoffolkene for stolt og 👤Friderich Vilhelm i 📌Brandenborg for klog, han dømtes til Døde og maatte hensukke 23 Aar paa 📌Munkholm, udentvivl en salig Ydmygelse for ham, men Skam for hans Uvenner, der havde flere Feil, men langt ringere Evner og færre gode Sider end han. To andre ►mærkelige Mænd under 👤Femte Kristian vare *født 1646.📌Sjællands og 📌Fyens Bisper, 👤Hans Bagger og 👤Tomas Kingo,*1634. hin 👤Griffenfelds Svoger; denne hans Yndling, begge ved hans ►Fortale delagtige i Kongens Naade. ►Underlig har Gud siden Reformationen sørget for 📌Danmark, derom taler hvert Blad i dets ►Krønike og det ikke ►sagtest, som afhandler 👤femte Kristians Dage. 👤Bugenhagens ►Kirkeordning var forældet, 👤Luthers Psalmer vare slet oversatte og de hjemmegjorte af 👤Hans Tavsen, 👤Hans Thomesen og Andre ei synderlig poetiske. Saalænge Andagten bræn229der i Hjertet, da behøves den ei ►smaalig at oppustes, men desmer, naar den er nær ved at slukkes. Imidlertid var intet Haab tilstæde om en dansk gudelig Skjald i de Dage, som kunde bøde paa Trangen. Under 👤fierde Kri stian sang 👤Anders Ærbo *født 1587. ►ret liflig om Skaberværkets Gang, ►Davids Psalmer ►udsatte han ►og med Fynd, men selv digtede han ingen; Hans Samtidige, Skaaningen 👤Klaus Lyskander, besang ei verdslige ►Handler ilde, men det gjorde Københavneren 👤Henrik Gerner,*født 1629. denne i øvrigt saa kostelige Dannemand, og til gudelig Sang vare de ei oplagte. Det var Jyden 👤Bording *født 1619. ikke heller, som han ved sine Forsøg noksom har viist. Intet ►Raad til en god Psalmebog var da hos Menneskene, men det var hos Gud: Han førte den skotske Tapetmager, 👤Thomas Kingo, herind under 👤fierde Kristian, og hans Sønnesøn var udseet til det store Værk. Kunde han ►og i sine Fædres Land og paa deres ►Maal, som vel maa ►omtvivles, have siunget, som han sang, vilde det kun hjulpet den presbyterianske Menighed lidet; men i 📌Danmark ►læmpede han med 👤Bagger en ►Kirkeordning, som endnu opbygger hver Kristen, og digtede Psalmer, som vel mangensteds ere fortrængte, men ei eftergjorte, end sige overgaaede. Nu var da 📌Dannemarks Skikkelse fornyet, og ►enddog Saaret blev mere lukket end lægt, kunde Man dog ►vente ►Idræt en liden Stund, og den fik Man at se. 👤Kristian selv var en vakker ►Kæmpe paa Stridens Dag, og havde han ei 230havt samme Sot, som undergravede Folkets Tro og Kraft, vilde han været en dygtig Konge. 👤Gyldenløve var i mange Dele som han, og ►Julerne, især 👤Niels i 📌Køgebugt, viste at den Jydske Adelstamme, ligesom i 👤Niels Ebbesens Dage, havde ►vakkre Rodskud i ►Efterhøsten. Under saadanne Varsler besteg 👤Frederik den Fjerde Tronen,*1700. han skulde være 👤Peters anden Stalbroder, og tyktes ei dertil udygtig. Vel maatte han for det Første stikke Sværdet i Balgen, saasnart det var draget, da 👤Karl gjorde Landgang paa 📌Sjælland, medens 👤Frederik ►krigede i 📌Holsten mod den svensksindede Hertug; men naar 👤Peter vilde have en Flaade i 📌Østersøen, var det ►alt stor og uundværlig Vinding at have 📌Danmarks Venskab.

✂ Nu gik 👤Karl løs paa den polske 👤August, drev ham foran sig ind i 📌Sachsen, nødte ham til at frasige sig sin Krone, og 📌Tydsklands Keiser til at love Protestanterne i ►hans Arvelande bedre Vilkaar. Derpaa vendte 👤Karl sig mod Russerne, men fordybede sig i 📌Ukrænes Ørkener, og ved 📌Pultava slog 👤Peter med sine stærke, talrige ►Slaver de faa, af Færdsel og Hunger udmattede Svenske.*1709. 📌Nordens eventyrlige Ridder var imidlertid ei raadvild, han flygtede paa trange Stier til 📌Bender for at ophidse Tyrkerne. Det lykkedes ham, og 👤Peter syntes ►forloren, men Storvisiren lod sig underkøbe, og efterat have været beleiret i sit Hus af en heel tyrkisk Hær, red 👤Karl ►selvanden igennem 📌Ungarn og 📌Tydskland til 📌Pommern.*1714. Dette ►Land231skab► var oversvømmet af Fjender, da Polakker og Danske havde brudt Freden og forstærkedes af Preuser og Hanoveraner. Neppe slap han fra 📌Stralsund, før den blev taget, og da han siden gjorde et Indfald i 📌Norge, endte han sit sære, urolige Liv ►for 📌Frederikshald.*1718. Det lod, ►som 📌Sverrigs Kraft uddøde med ham, ►det Zveibrykske Huses sidste Mand; thi ingen stor Mand reiste sig, og det udmattede Land maatte købe Freden med 📌Rusland for 📌Ingermanland, 📌Estland, 📌Lifland og en Del af 📌Finland.*1721. I 📌Ingermanland havde den dristige og driftige Keiser anlagt 📌Petersborg til sin ny Hovedstad og bygget Skibe til Handel og Krig, men den største Vinding, de lutherske Undersaatter af tydsk og svensk Herkomst, beregnede han vel mindst.

✂ 👤Peters Mandslinie ►udgik med en svag Sønnesøn,*1730. og efter ⓘ adskillige voldsomme ►Gæringer, som de kan ventes hos et vildt Folk der sættes i en udvortes ⓘ Bevægelse af fremmede ►Lykkefristere, kom hans Datter 👤Elisabeth paa Tronen.*1741. Hende havde 📌Preusens 👤Friderich fortørnet, og derfor indgik hun Forbund med 👤Maria Therese imod ham. I syv Aar førtes Krigen,*fra 1756. Lykken var foranderlig, men 📌Europa gav Genlyd af 👤Frederiks Pris og længe beskærmede han med Held sine Lande. Til sidst blev han dog overvældet af Russerne, de indtoge 📌Preusen og udbredte Ødelæggelse i 📌Brandenborg. Han syntes ►forloren, og havde det været Guds Villie at Russer skulde ►forstyrre 📌Europa, vilde al 232hans Tapperhed og snilde Anslag kun hjulpet lidt. Det var imidlertid ikke Guds Skyld, om han ikke saae og ærede den Almægtiges Finger; thi da hans Sag tyktes mest fortvivlet, bortkaldtes 👤Elisabeth og fik i den holstenske Hertug 👤Peter en ►Eftermand, som forgudede ⓘ 👤Friderich. *1762. 📌Ruslands ►Størke var nu hans, havde det varet længe, var han i det mindste blevet 📌Tydsklands Herre; men ogsaa 👤Peter kaldtes hurtig bort, og Følgen blev en Fred, hvorved Ingen vandt en Fodsbred Land.*1763.

✂ Anderledes var det med den Søkrig som 📌Preusens eneste ►Forbundne, 📌Engelland, havde ført med 📌Frankrig og tilsidst med 📌Spanien; og i hvilken 📌Engelland havde vist sin afgjorte Overmagt paa Havet. Ogsaa den sluttedes samme Aar, men med Vinding af adskillige vestindiske Øer samt 📌Florida og Noget af 📌Kanada paa 📌Amerikas faste Land. 📌Engellands Besiddelser vare nu betydelige i denne Verdensdel, men snart formindskedes de ligesaa uventet, som de fleste vare vundne. Da 📌Amerika opdagedes deltes det mest mellem Spanier og Portugiser, men disse holdt ei Andet for værd at eie, end de Øer, hvor der kunde voxe Kaffe og Sukker og andet Saadant, samt de Lande, hvis Bjerge havde ædel Malm og ædle Stene. Store Strækninger bleve da ubesatte overalt, men mest i Norden, hvor Landene under en ►Himmelegn, der ligner 📌Europas, mest kun frembringer, hvad der ei behøves at hentes over Havet. Man har tidt spurgt, om 📌Amerikas 233Opdagelse var nyttig eller skadelig, men ►saa kan ingen spørge som ►troer et Forsyn, mindst den som veed hvad der Alt maatte føie sig for at det fierne Land kunde findes. Selv dengang, da Man af Europæer kun saae gerrige Bødler og udartede Skrællinger i 📌Amerika, og i 📌Europa fra dette Land kun det forførende Guld og de ►slappende ►Overdaadsvarer, som opelskedes af de Negere man paa 📌Afrikas Kyst havde stjaalet og købt, selv da maatte en Kristen trøstes ved den Vished, at 👤Jesu Tro, saa slet den end forkyndtes, havde kuldkastet meget skammeligt Afguderie og frelst mange Sjæle. At ogsaa her engang, som overalt hvor 👤Jesus kommer, vilde blive Dag, det kunde Man vide; men hvorledes, det var, som alle Guds urandsagelige ►Raad, indtil Han selv aabenbarer dem, skjult for menneskelige Øine. Begyndelsen er ►mærkelig, og vil maaske engang vorde det mere: de første fri Mænd som bosatte sig i 📌Amerika for andet end at sanke Rigdom, vare Kristne, som husvilde i 📌Europa søgte et Fristed, hvor de i Fred kunde dyrke Gud efter deres Samvittighed. Allerede i Begyndelsen af de presbyterianske Stridigheder fandtes Nogle som ►dreve paa hver, nok saa liden, kristelig Menigheds fuldkomne Uafhængighed. Meningen var oprundet ved Stirren paa den apostoliske Alder og den Vildfarelse, at de ►overordenlige Naadegaver, uden hvilke Uafhængigheden maa blive fordærvelig, endnu meddeltes de Troende. Grundsætning havde da disse Folk tilfælleds 234med de ►Independenter, der siden oprørte 📌England, men den havde endnu ikke ►saaledes forvildet dem til Afsky for al Orden, og de levede rolig i 📌Leiden med deres Præst 👤Johan Robinson.*fra 1610. At der mellem dem vare mange gudfrygtige Mænd, derom vidner deres gudelige Forsæt, at drage til 📌Hudsons Bredder for at vogte deres Børn for de Fristelser og ►Forargelser, som omringede dem i den gamle Verden. De frimodigste ►uddroge først,*1620. og saare ►mærkelig er den fromme 👤Robinsons Afskedstale, der vidner ligesaa høit om hans ►udmærkede Aand og Ærefrygt for det skrevne Ord, som om deres Grundvildfarelse, at en klarere Indsigt deri skulde umiddelbar, og ei gennem Videnskaberne, meddeles ved guddommelig Oplysning. En løselig Be tragtning af Videnskabernes Indflydelse paa Religjonen maa føre hver eftertænkende Kristen tæt til denne Tro, men det er et svart Veiskel, hvor aandelig Hovmod skjuler sig med Troes og Gudfrygtigheds Kaabe, og følges dens Røst, er Man flux i Sværmeriets fortryllede Egne, hvor Løgtemænd gøgle og blænde, indtil Man synker fra den drømte Fjeldtind i Synds og Ugudeligheds dybe Moradser. De egennyttige Hollændere havde forbudet Skipperen at styre til 📌Hudson, fordi de havde i Sinde maaske engang at nedsætte sig der, og han ⓘ satte dem i Land ved 📌Cap Cod i det nuværende 📌Massachusetsbai; men ►saa vilde Gud; hist vilde de 120 Udlændinge blevet ►Slagtoffere mellem stærke og vilde Indbyggere, 235her havde en Pest det forrige Aar ryddet dem en Byggeplads. De kaldte Landet 📌Ny England, ►erkendte det Gamles Konge for deres, og da Flere, som vare misfornøiede med den borgerlige og aandelige Tvang der hjemme, droge did, reiste ⓘ 📌Boston sig snart i et veldyrket ►Landskab. Vel stadfæstede ei længe efter et Øievidne hvad venteligt var: Gudeligheden avlede Rigdom og Datteren fortærede Moderen, men dog vare disse Egne, selv under den sidste Gæring, Kraftens og Frihedens Hjem. Med Hæder maa den gudfrygtige 👤John Cotton fra 📌Derby nævnes,*født 1585. han afsattes fra sit Præsteembed i 📌England, fordi han ei vilde bifalde 👤Lauds katolske Indretninger og drog fra det gamle til det ny 📌Boston.*1633. Da 👤Robinson aldrig kom til 📌Amerika, blev han Menighedens Hoved, skrev dens Katekismus, udlagde ►Johannis guddommelige Brev om Kærlighed og arbeidede til sin Død paa at dæmpe Sværmeriets vilde Udbrud.

✂ Nu begyndte 👤Lord Baltimore at opdyrke 📌Maryland,*1634. Engellænderne forjog Hollænderne fra 📌Ny York og Svenskerne fra 📌Karolina, men ►mærkeligst i mange Maader er 📌Pensylvaniens Opkomst. Medens Kvækerne endnu forfulgtes i 📌England, skænkede 👤Karl den Anden Admiral 👤Penns Søn den navnkundige 👤Villiam disse udyrkede Egne,*1681. og her reiste sig den store Kvækerstad 📌Philadelphia, tidlig bekendt af sin Rigdom og siden af sin Fordærvelse og gule Feber.

✂ 236I Alt skal 50000 Engellændere være vandrede til 📌Amerika, og formedelst den oprindelige ►Tarvelighed og Arbeidsomhed formerede de sig i 100 Aar til en Million. Mange ►Bjergskotter, som ei vilde afsige deres gamle Sædvaner, over 20000 Irer, fordrevne Valdenser fra 📌Savoien og Lutheraner fra 📌Salzborg, flokkede sig til dem og efter Syvaarskrigen drev Trang, Ustadighed og andre Aarsager mange Tusinder, især Tydskere, over Havet. Allerede dette underlige ►Sammenløb gjorde en herskende Kirke umulig, indtil en Reformator opstod; men fra 📌Philadelphia, hvor Man ei brød sig om, ►enten Borgerne vare Jøder eller Hedninger, om de havde nogen Tro eller spottede med Alt, udbredte sig som en rædsom Kvækerpest den høieste Ligegyldighed i Troessager. Denne jordiske Tænkemaade var det ►og som udklækkede den saa lovpriste Frihed. De ►adskillige Landskaber havde mest selv givet sig deres Forfatning, de ►skattede ikke til 📌England, men ►enddog dette berigedes ved 📌Amerikas Vindskibelighed, vilde dog Ministrene efter Syvaarskrigen ei dermed nøies og paalagde Skat. Amerikanerne elskede Ro og brøde sig ikke om at Man omstyrtede deres Forfatning og fratoge dem Valgret af deres Øvrighed, men deres Mammon var deres Gud, for den vilde de stride.*1775. Efter lang Splid, udbrød endelig Krig, 📌Engelland leiede Soldater af de smaa tydske Fyrster, men hvorledes disse, som tildels med Kanoner dreves fra Hjemmet, vilde kæmpe i en anden Verdensdel var ei 237tungt at gætte og sagtens maatte troende og ærbare Mænds Sønner, som ophededes af Frihedens Tryllelyd overvinde saadanne solgte Offerdyr og kraftløse Engelskmænd. 📌Amerika havde desuden fostret to Mænd, som i Raad og Daad ei i 📌England havde deres Mage, den sindige og ►høimodige Krigshøvding 👤Vashington, og den snilde 👤Benjamin Franklin.*født 1706. 👤Franklins Fader, som var for Troens Skyld udvandret fra 📌England, havde ►optugtet Sønnen i gudelig Ærbarhed, og Bogtrykker var denne af Haandværk. Ved forvoven Grublen og Læsning af ►onde Bøger forvildedes han meget i Troen, men Ærbødighed for de hellige Skrifter, som aldrig forlod ham, befæstede hans Trin i en ►ustraffelig Vandel, og hans Levemaade var ved 📌Frankrigs Hof ►hyrdelig som de gamle Patriarkers. ►Om Han aldrig havde været indviklet i Statsbestilling, vilde dog hans Navn ⓘ komme med Berømmelse til Efterslægten; thi han lærte Verden at ►fremlokke Klang som en liflig Strængeleg af Glasset, og paa ►underlige Maader ligesom at styre Lynilden paa sin ilsomme Færd. Over den sidste Opdagelse jublede de Vantro, thi det gaar dem, som det er sagt om ►Trolde, i Torden skjælve de, og, ►enddog de veed saa godt at det kun dundrer saa, naar Skyer mødes, tykkes dem dog i Skrækken, det er Herrens Røst. De Arme! kunde end en ny 👤Franklin lære dem at fæste en ►Tordenleder paa deres Isse, det ►klækker dog saalidt, indtil de finde den dybt forborgne Konst, over hvil238ken Mange have grublet sig ned i Grav, ►at fratage Døden sin Braad. Dog mest navnkundig er 👤Franklin blevet derved, at han egenlig grundede 📌Nordamerikas Fristat; thi ham var det, som fra ►Først af førte Ordet mod de engelske Ministre, han ►indaandede sine Landsmænd den Sindighed og Billighed, som prydede deres offenlige Forhandliger, og overtalte 📌Frankrig til at gribe Vaaben mod 📌England. Udgangen blev, at 13 Provindser ►erkendtes for en uafhængig Stat.*1783.

✂ Denne Krig var det første udvortes Stød som rystede 📌England i sit ►glimrende Aarhundrede, men det aabenbarede kun for legemlige Øine den Sot, hvorpaa det længe havde baaret, og som tilsidst maatte volde en ynkelig Død. Denne havde Kvæker og Methodister forsinket; men ei helbredet Sygdommen, og saavel hines ►Skælven som disses Angestskrig kundgjorde, under hvilke Krampetræk Sjælen maatte vaande sig, naar den vilde løfte sig fra Jorden. Det samme kundgjorde Digteren, som den methodistiske Gæring fostrede, den kristelige 👤Edvard Yong *døde 1765. i sine svare ►Nattetanker og tungsindige Gravsange, og i Dyremenneskets sidste Timer malede han med gloende Farver sit Fædrenelands Fremtid. Hvad Man ellers kaldte Poesi var enten vild Latter over Fordærvelsen, som hos ►Iren 👤Svift, som døde i Daarekisten,*1745. eller Skildringen af den forsvundne Dyd, som 👤Richardsons og 👤Goldsmithes; løierlige, tildels smudsige Eventyr, som 👤Sternes, 👤Fjeldings og 239👤Smollets, og tomme Malerier af Naturen som Skotten 👤Thomsens. Ogsaa dramatisk fremstilte 👤Yong sin Sjæls Oprør; men i Skuespilhuset gik Man for at le ad 👤Footes ►Gøglespil, more sig ved Skyggen af sine egne Rænker og ►Daarligheder og bevæges ved Billedet af den Elendighed og de Lidelser, som Man i Verden gik kold forbi og tit selv foraarsagede. Den skotske Moralprædikant, 👤Hugo Blair var den eneste berømte Taler i Kirken; og paa 👤Gibbon nær vare alle de Historieskrivere, med hvilke 📌England prangede, 👤Hugos Landsmænd. ►Mærkeligt er det, at det var ►📌Roms Synken og Undergang 👤Gibbon *født 1738. med saamegen Kløgt udlagde, og at 📌Storbritannien ei har fostret een Mand, som har havt synderlig Indsigt i ►Verdenskrøniken. Den dygtigste hertil var udentvivl Skotten 👤Robertson, hvis ►Historie om Amerika og ►👤Karl den Femte, kundgøre et dybere Blik i Guds ►Husholdning; men navnkundigst er 👤David Hume blevet.*døde 1776. Uden Tro paa et Forsyn, uden mindste Forstand paa høiere Aandelighed og uden Kundskab til 📌Englands Oldtid skrev han dette Lands Historie til det 18tende Aarhundrede, og da det første begribelige Knur over hans Partiskhed for Stuarterne var forbi, blev hans Bog, baade hiemme og ude, ophøiet som et Mønster. Det kom deraf, at man her syntes at se ►Spiret faldet af Guds Haand og i den klare Fremstilling af lutter Tilfælde og ►Ondskaber, ►Daarligheder, Kneb og Rænker havde man et Skuespil i det Store, som ret kan 240gotte ►høie Øine og vantro Hjerter. Denne Mand kaldte sig ogsaa Philosoph, fordi han kunde bevise, at han selv ei havde Lyst til at modtage andre Indtryk eller Tanker, end dem der paatvinge sig gennem de udvortes Sandser. Heri vare Engellænderne ►fuldelig enige med ham, men i 📌Tydskland ⓘ fik han en vældig Modstander, som ved at gøre Sandseverdenen til Intet syntes at ville forebygge al videre Ophøielse af Erfaringen.

✂ ►Der vi ved Aarhundredets Midte forlode 📌Tydskland, saae vi det ligge i Støvet paa tvende Maader for en vantro Konge, og lytte efter franske Viser, selv i skurrende Genlyd, medens 👤Klopstok og hans aandelige Brødre ►udsang den gamle troende Alder. Poesi og Religjon agtedes i Almindelighed paa fransk Viis, snarere for Fjender end Venner, og 📌Tydskland fik sin 👤Voltære i ►Svaberen 👤Vieland.*født 1733. Religjonsspotter kunde han ikke være som den franske, men hans ►Idræt var at forlyste sig og sine Landsmænd med Leveklogskab, ►Vittighed, letfærdigt Skemt og alskens Gøgleri i velklingende Vers og flydende Stil. Han var den første Tydsker, som ►ret legede med Aandeverdnen og indgød derved ►Dristighed til at le af alt Oversandseligt; han opelskede ogsaa de første Romaner af tydsk Rod,*fra 1764. dette Ukrud, der som en Snyltevext omsnoer alle aandelige Planter og ►røver dem de sidste Safter, uden selv at vinde nogen ►Størke. Romanen og Skuespillet kan kun elskes i en Tid, da Man i 241Almindelighed har mistet Kraften til dyb Følelse og stor ►Idræt og de bidrage mægtig til at nedbryde Ærbødigheden for det Sande, baade i Følelse og Historie.

✂ Den Volfiske Visdom kom daglig mere i Foragt; hertil kunde det være Grund nok, at da den imod sin Natur maatte ►læmpe sig efter sin Fiende, Kristendommen, blev den et blot Spilfægterie; men det Samme var jo Skolastiken fordum, og blandt de Reformerte blev 👤Volf ved at herske det ganske Aarhundrede. Den Grundighed Pietismen havde avlet, og den daglig voxende Ulyst til dybere aandelig Grublen var det som i et underligt Forbund styrtede den hos Lutheranerne, og dens Fald blev mere et Varsel for Kristendommens Undergang end for dens Seier. Den Flid og grundige Behandling af de gamle Sprog og Skrifter, som udgik fra 📌Halle, frembragte allerede der den lærde 👤Siegmund Baumgarten, som med Skønsomhed benyttede den Volfiske Visdom, oplivede ►Krønikens Betragtning og var enstund som den lutherske Menigheds ypperste Præst. ►Høiskolen i 📌Gøttingen var i alle Maader den Halliskes Datter;*stiftet 1734. her læste Man under 👤Gesners Anførsel, ligesom i 📌Leipsig under 👤Ernestis, de gamle Hedningers berømte Skrifter med Forstand, her fremstillede 👤Mosheim ►Kristendommens ►Sædelære, ►uden al mathematisk Pynt, og her lod det ►som alt Dunkelt, alt Stødende i de hellige Bøger forsvandt under 👤Jo242han David Michaelis’s Haand. Efter det ny Sving den tydske Aand havde taget, saae Man tydelig, at den ei ►aabenbar vilde forkaste Kristendommen, men nedbryde den under Paaskud af at gøre den fornuftig. 👤Michaelis og 👤Baumgarten, 👤Nøsselt, 👤Jerusalem, 👤Semler og med dem en utallig Skare, vilde, hver paa sin Maade, ►rime Kristendommen med Fornuften, uden dog at opgive Grundsætningen om 👤Kristi Forsoning og Skriftens guddommelige Oprindelse; men klart var det, at naar selv Kristendommens ypperste ►Kæmper ►bolede med Afguden og opofrede til hans Behag paa mange Steder Skriftens rette Mening, vilde man selv ved at træde i ⓘ deres Fodspor kuldkaste, hvad de endnu lode uanfægtet. De vare i Strid med sig selv, thi for ikke at være det, maa Man enten lade Skriften eller Fornuften raade uden Indskrænkning, og hvilket der næst efter saadanne Varsler vilde ske, var neppe engang tvivlsomt. Man gjorde 👤Kristus til en Engel, ligesom Katholikerne fordum gjorde ham til Helgen, for trinvis at kunne fornedre ham til et blot Menneske; Man ophøiede ham som Lærer, for, efter 👤Luthers Ord, at blive fri for ham som Frelser; Man formindskede Arvesynden for ei at ►have Forsoning behov; Man ophøiede Menneskets egne Kræfter og nægtede Djævelens Fristelser, for at kunne undvære den Helligaands Bistand. Saaledes undergravet og udplyndret stod den fordum saa herlige Borg, hvori de mange Tusinde Gange Tusinder havde ►bygget som Gæster 243og Udlændinge; i hvis klare Speile de havde beskuet livlige Billeder af det Hus, som haver Grundvold, bygt uden Hænder af Gud, evigt i Himlene; i hvis Hvælvinger de hørte ►underlige Røster genlyde fra Fædrenelandet, og hvorfra de paa Troens og Haabets skinnende Vinger vare opfarne til de beredte, liflige Værelser i Faderens Hus. ►Denne Borg stod ►ravende med møre Støtter, ved det første Vindstød maatte den for menneskelige Øjne synes at falde► og begrave, med alt Herligt, selv de Videnskaber, der i den vare opfostrede, men siden nedbrøde den med formastelige Hænder, uden at betænke, at agte de Vuggen for ringe til Bolig i Livet, da vorder den dem til Grav udi Døden.

✂ ►Alt var der i 📌Tydskland en høirøstet Flok, der ►feidede ligesaa aabenbar paa grundig Videnskabelighed og ►ret aandelig Grublen, som paa sand Kristendom; udeelt ►Herredom har den endnu ikke naaet, men mange ere dens Seire og stort dens Raaderum, selv der, hvor den syntes at give tabt. Dens ypperste Talerør var i 40 Aar*fra 1765. det ►almindelige tydske Bibliothek, som ►udgik i 📌Berlin fra 👤Friderich Nicolai, den lærde Boghandler; thi herigennem forhaanedes Alt, hvad Man ei med Forstanden kunde gennemtrænge, eller have legemlig Nytte af i det daglige Liv. Det kan Man ►ret kalde en ►Boghandleroplysning, og den lovpriste hardtad i 30 Aar to Trediedele selv af 📌Tydsklands Lærde. Man 244glædede sig over, i Hjernen at finde et ►Sammenstød af alle Nerver; Man sluttede rimelig, at Sjælens Virkning udgik herfra, men bagvendt, at al Tanke opkom ved Bevægelsen i Nerverne; Man gik nu paa den brede Vei til Gudsfornægtelse, og det var følgeligt, at naar al Tænkning udgik fra Legemet, burde den ogsaa i alle Maader tjene dette. Hvert Menneske, som ei er ganske fordærvet eller saare forvildet, oprøres ved saadan Tale, men det kaldte Man, ligesom Gudsfrygt, en Fordom, indsuget med Modersmelken, som Man i det mindste hos den ►tilvoxende Slægt maatte stræbe at udrydde. Dette er den dybere Grund til den Omvæltning af Skolevæsenet, som Man med Pral og Skrig kaldte en uhørt, mageløs Forbedring. Skolevæsenet kunde vistnok, som Alt, trænge til en Genfødelse; men den kan kun udgaa fra en Omvendelse hos de Gamle, ei fra en forandret ►Indretning, og allermindst fra en saadan. Med Hjertets Tro paa Kristendommen var ogsaa Troen paa Aandens Høihed i den sidste Tid halv forsvundet: den lærde Undervisning var, efter kristelig Vis en Beredelse til at forstaa de hellige Skrifter, og derfor ►dreves mest paa de gamle Sprog; i en ureligiøs Tid maatte den blive kedsommelig baade for Lærere og Lærlinge, Hine ansaae imidlertid af Vane Sagen for vigtig, Kærligheden var blevet kold i de ⓘ Fleste, og saaledes maatte Skolerne blive til Pinebænke. Dette vilde man rette ved at ⓘ forvise de gamle Sprog af Skolerne og blot med245dele, hvad Man kaldte virkelige Kundskaber; ►det er, om hvad alt det Synlige hedder, hvad det er godt til, og hvor dan Folk og Fæ bære sig ad dagligdags, med en Tilsætning om, hvordan man skal ►stile sin Sag, for at komme ustraffet, ►uskammet og bekvemt igennem Verden. Denne ►gemene Lære havde en værdig Talsmand i den ugudelige 👤Basedov, der i sit hele Liv lod se sin Forkærlighed for den uterlige Ryggesløshed, hvori han var ►opgroet paa 📌Hamborgs Gader. En ædlere, skøndt ogsaa vildfarende Aand besiælede Genferen 👤Jean Jaqves Rousseau, som egenlig begyndte Kampen mod det lærde Væsen, men havde hans Planer end ei været luftige Sæbebobler, vilde de dog været for aandelige til at finde ►Indgang. Saare ►mærkelig er denne Mand som det sidste Skud i 👤Kalvins Have, som 👤Voltæres Jevnaldrende og Modstander, og som Vidne om, hvorledes en ►Ukristen med dybe Længsler i Hjertet, maa færdes, og pines og sværme i en fordærvet Alder. Her kun dette, at da han selv var ►Ukristen og saae, hvorledes Lærdom og selskabeligt Liv uden Kristendom forøgede Lasterne og forgiftede Hjertet ►end mere, maatte han afsky alt Saadant, og anse ►Tilbagegang til den oprindelige Tilstand for den eneste Udvei af det store Vilderede. Han glemte at Syndens Rod blev i Hjertet, om Planten end kunde hindres fra at skyde Blomster; til Trods for sin Samvittigheds og ►Krønikens Vidnesbyrd, drømte han om en ►Uskyldighedsstand for det faldne Menneske; han foer vild i Tankens 246Irgang, som Enhver, der af Hovmod ei vil lade Guds Ord være et Lys for sin Fod. Imidlertid, kunde Folkene have overtalt sig til at tro hans Grundsætning, vilde de snart kommet tilbage til Kristendommen, thi hvad skulde lukke Hjertet for Sandheden, naar man sagde Farvel til Verdens Lyst og Daarskab og grundede allene paa at blive værdige til at kaldes den Høiestes Frænder? Hvo som er af Sandheden, hører 👤Jesu Røst. Dog til Saadant stod ei Folkenes Hu, de elskede hos Børnene, som hos sig selv, kun Legemet, ikke Sjælen, 👤Rousseaus Tale om ►Tarvelighed og Afhold kaldte de Sværmeri, og hans Had til Lærdom behagede dem kun, fordi al aandelig Anstrængelse var dem forhadt. Hvad de med vigtig Mine og Skuldertræk over Fædrenes Dumhed, kaldte den ny ►Fostrekonst, var at ►opkæle Børnene til storagtige Skrællinger, og læspende ►Stadsmøer, istedenfor at ►optugte dem til dygtige Mænd og ærbare Kvinder. En heel Bog gjordes Behov, for klarlig at fremstille den ny Maade at opdrage og undervise paa, i sin hele bagvendte og latterlige Skikkelse; men den er ►til Overflod, saalænge Slægten ►er seende blind, den er det ogsaa, hvis Øiet igen ►oplades. Til at glimre ved en Overhøring og løs Samtale, stoppes i de lærde Skoler Ungdommen med ►Tyggemad af alskens aandige Urter, og det gaaer tvertimod hvad de Gamle raadte, efter Faarets Mønster ei at stille Føden tilskue, men fordøie den i Stilhed til Melk og Uld. Drengen afsiger Dom over Men247neskets høieste Anliggender og de ►fremfarne Tiders, ja Guds egen Visdom, og som ►Mand i Alder lader han al Grublen derover fare, som om den var i sig selv, hvad den var for ham, Legeværk og Børnespil; Legemet fostres, som Sjælen, med hede Drikke og lækkre Spiser, Begges Kræfter aftage synlig og de unge Oldinge vandre som ►Skygger, uden Mandemod eller mandigt Alvor, elske kun ►Skygger og Sæbebobler og forgaae som de, ⓘ uden at have havt Liv i sig selv. ►Saa gik det fordum i 📌Athenen og ►saa udi 📌Rom, de faldt og deres Fald var dybt, dybere vil Slægtens nu vorde, hvis den ei ►underlig frelses, thi høiere var den steget med Kristendommens opløftende Gnister i Barmen. Beskuer Man den gamle og ny Undervisning i deres Grundsætning, thi Udførelsen kan ændre og fordærve, da vilde Man i gamle Dage give Ungersvenden de trende Nøgler i Haand, hvormed Aandens Skatkamre paa Jorden og i Himlen ►oplades, nemlig: Sprogkundskab, alvorlig Flid og Tro; nu vil Man udryste alle Jordens Skatte for hans Øie, saa han uden Møie kan vælge og forkaste, smykke sig med hvad der glimrer i Barneøiet og glemme Himlen. Før vilde Man fostre Pilegrimme som maatte vandre sindig og varlig og sømmelig paa Jorden, for at naae Fædrenelandet heroventil, som skulde sanke ►Liggendefæ i Himlene og ►ei frygte dem, som kun kan ihjelslaae Legemet, nu vil Man ►opklække ►Jordborgere, som da maa tragte efter jordiske Ting og plukke Glædens 248Roser før de visne paa Graven. Jeg vil ei spørge hvilke maa vorde mest skikkede til de Helliges ►Arvedel i Lyset, men kun: med hvilke ere Videnskaber, Drot og Fødeland bedst tjente til Dyrkere, Undersaatter og Borgere? ►Krøniken svarer, ei blot den, som gemmer de gamle Dages Minde, men selv den, vi som Øievidner have optegnet. Dog til at forstaa Saadant udkræves Alvor, og hvad nytter da Talen til en letsindig Flok; flygtig lader den Øiet ►spille paa sit eget høieste Anliggende, Sjælens Skebne naar Gravklokken slaar; paa hvad skulde den stirre med ►stadigt Alvor? Den peger forfængelig paa de enkelte store Mænd, og vil ikke forstaa det, at just disse, mest ►gøglende Efterskin, vidne sanddru om at Dagen er forgangen og den Nat kommen nær, da Ingen kan arbeide, da kun Genfærd spøge og forfærde de Sovende.

✂ Saaledes er det i 📌Tydskland ►tilgaaet. Det var venteligt, at det luther ske Tidsrum her vilde endes ►glimrende, som det begyndte skinnende: den grundige Behandling af de gamle Sprog og Skrifter, Datter af den paa Flugten standsede Alvor, gjorde det muligt at 📌Tydskland kunde faae sine Grublere, Historieskrivere og dramatiske Digtere, og de bleve ei heller borte, 👤Vieland oversatte 👤Shakespear, ►istedenfor at 👤Voltære havde haanet og plyndret ham, og derved deltes de skrivende ►Aber i tvende Flokke, af hvilke den ene vilde ligne gamle 👤Villiam, den anden hans Oversætter, og udsmykkede 249►Skabilkener, i snesetal, med de stjaalne Klædebon, men Tydskerne mindedes dog derved igen om, at 👤Voltære ei var Digterhøvdingen i Alles Øine. Dette sagdes dem eftertrykkelig af den navnkundige Lausizer 👤Gothold Ephraim Lessing.*født 1729. Han var en Mand med et særdeles skarpt Syn, den franske Tomhed bag Glimmersløret blev ham ikke forborgen, og han grebes af de dybere Toner fra Engellænderens ►Harpe; men i det han forlod, ja modsatte sig Kristendommen, stod han vaklende paa Grændseskellet mellem Aandens og Legemets Verden, her fandt han sin gamle, alvorlige Frænde, 👤Aristoteles, og ►kaarede ham til Dommer i Skønhedens, som han fordum var det i Sandhedens Rige. Underligt nok, at denne hedenske Grubler som i de fleste Dele ei gjorde Andet end at betragte Forgængernes Værker og Tankerækker med kold Opmærksomhed, saa tit kommer til høi Værdighed mellem Kristne; men ►Tingen er, at Ingen, som forsager Kristendommen kan vinde den ►Rolighed og Enighed med sig selv, som udkræves til at adskille og ordne, uden ganske at tabe Gud af Sigte. 👤Lessing indsaae Brøstfældigheden af sin Tids kristne ►Lærebygning, han gjordes dristig til at angribe den ved den Haardnakkenhed, hvormed endel Theologer holdt fast paa hvert Ord i Lærebøgerne, just fordi de manglede Aanden, og den Bitterhed, hvormed de forfulgte hver Tvivler, fordi Troen hos dem selv var hardtad død og Kærligheden kold. Om det umiddelbare Stød Bygningen fik, i det 250mindste ved hans Haand, meldes siden; men den Synsmaade for Kristendommen, som han under stort Bifald angav i sin Nathan den Vise, satte den ved Siden af Jødedom og Islamisme, som en af de Skikkelser, hvorunder Religjonen maatte fremtræde, indtil Fornuften naaede sin myndige Alder. Dengang han kaldte den det givne Facit af Stykket, vi selv skulde udregne, synes han at have seet noget dybere; dog vilde han selv neppe indrømmet den følgelige Slutning, at den som var 1700 Aar forud for den ganske Menneskeslægt i Visdom, ei kunde være et blot Menneske; saa klart det end er, har Faa efter ham villet indse det. Naar Man gør Mennesket til et selvstændigt Fornuftvæsen, da ►sætter Man dets Ypperlighed i Skilsmisse fra Gud og Man kan da ikke følgelig antage nogen høiere Skønhed, end den der aabenbarer sig igennem Sandserne eller den forstandige Betragtning; det følte 👤Lessing og opstillede derfor, til Trods for sin Følelse, ja tildels for sin egen ►Idræt, Naturens Efterligning som Digtekonstens Opgave. At ingen Dig ter kan følge denne Lov er klart, da den ophæver al Poesi, som netop bestaar i Beskuelsen af det Jordiskes underordnede Forbindelse med det Himmelske, dog blev denne Synsmaade herskende i Tidsalderen, fordi det var dens Foster, og Verden elsker altid hvad dens eget er, kun en liden Flok nødtes til at forkaste den ved at lytte paa de Skjalde, som nu opløftede Røsten. Den Første og Ypperste var 251Frankfurteren 👤Volfgang Goethe,*født 1749. det mest opvakte Hoved, 📌Tydskland i mere end to Aarhundreder fostrede. I sin Gøts med Jernhaanden reiste han Riddertiden et prægtigt Mindesmærke, og spottede i dets ►Bygning alle de Regler, Man havde udtænkt for Dramaet, i det Man gik ud fra den bagvendte Mening, at Digteren skulde have til Øiemed, ei at fremstille et tro, livligt Billede af ►Tid og ►Idrætter, men at sammensætte ►et Gøglespil, som kunde være til Øienslyst og ►Roskab for aandelige Lediggængere. Dog 👤Goethe forlod snart sit store Kald, at oplive Krøniken og forfærde Dværgeætten med sine ►Kæmpefædre; i Romanen om Verthers Lidelser*1774. aabenbarede han sit eget Inderste og Gæringen, der gav desværre ►hans Bane en anden Retning. 👤Verther er et Gemyt med dybe Længsler, men som med et Suk vender sig fra Troen og vil have sine Længsler tilfredstillede paa Jorden, eller gaa tilgrunde; det Sidste maa ske, og med dyb Smerte maa vi følge ham til Graven. En aandelig Frænde af ham er 👤Faust, som, for at faae sin Tørst efter Indsigt og Lyksalighed slukket, gør Pagt med Djævelen; men her blev Digteren bange for sine egne Tanker og vendte sig bort: det samme gøre vi, mindes ►Slægtens Fald og Arvesynd og gyse. 👤Goethe selv vilde gaa en Middelvei, ►laane det Jordiske en høiere Glands og saa indbilde sig, at det saaledes blev tilfredstillende; hans senere Værker ere, fra Konstens Side, Mesterstykker, men dyrekøbt er deres ►Runding, og de synes 252mere skikkede til at inddysse Tidsalderen end vække den; derfor er han ogsaa for dem, blevet prist ligesaa overmaade, som han blev lastet og spottet for de første. I sin Iphigenia efterlignede han til Skemt det græske Dramas Skikkelse, i Tasso og Egmont viste han, at Man kommer galt afsted, naar Man ei vil være klog efter Verdens Viis, og i Fortæl lingen om Vilhelm Meister, hvor herlig Man kan leve, naar Man forstaar at ►bruge Verden med Smag.

✂ Ved Siden af 👤Goethe sang ►Vyrtembergeren 👤Friederich Schiller.*født 1759. I sine Røvere kundgjorde han en Aand, der ved Tidens Nederdrægtighed troede sig berettiget til at afryste alle Baand.*1781. I Grunden havde han et kærligt og gudeligt Hjerte, som kom Aan den til Hjelp i dens Vilderede, og vilde han ladet sig af det lede til 👤Kristus, da var han blevet den Veileder, han ønskede at være; thi ingen Digter før han var saa skikket til at opdage Forsynets Spor i Tidernes Gang. Nu derimod fordybede han sig i bundløs Grublen, naar Tanken svimlede, da sukkede han dybt over den barnlige Troes Forlis, men vilde dog ei lade sig overtale til at søge den, hvor den var at finde. Hans Dramaer ere fulde af dybe Blik i det menneskelige Hjerte, og de ►indaande Vemod; thi han kendte kun Hjertets Trang, ei dets Trøst; men ►ret historisk blev intet af dem, thi da han ei kunde komme i det Rene med sin Beskuelse af ►Krøniken, blev han staaende ved Begivenhedernes 253nærmeste Aarsager; de Handlendes Eiendommelighed, den digtede han efter Skøn paa ►fri Haand, og ændrede Begivenheden selv for at fremkonstle et afrundet Heelt. ►Saa er det med Don Carlos og Vallenstein, ►saa endog med Pigen fra Orleans, dog er dette sandest og mest poetisk, da Handlingen ei udvikler sig af Lidenskab eller Beregning, men, som i ►Krøniken, af ►Troens Hemmelighed. Sørge maa vi over, at denne herlige Skjald ved egen Brøde vandrede saa smertefuld og ei blev hvad han kunde; men det er hans Eftermæle, at han ærlig stred mod det Usle og Syndige, og knælede for Gud, og bevarede en i hans Tid sielden, vel desværre indskrænket men uskrømtet Ærbødighed for Kristendommen og de hellige Skrifter.

✂ Saare ►mærkelig sang ved Siden af disse dramatiske Digtere, Meklenborgeren 👤Voss sine Idyller, blandt hvilke den som kaldes Luise, er med Ret blevet berømt. Idyl var hos Græker og Latiner en Fremstilling af det rolige, mere kærlige og skyldfri Hyrdeliv, deres Fædre virkelig havde ført. I den ny Tid skinne de gamles Værker baade som Ledestjerner og Løgtemænd, og Mange vare de som indbildte sig, at Man efter de gamle Mønstre kunde skrive Hyrdedigte, hvad Folk Man end var af; isteden for at betænke, hvorfor Schveitseren 👤Gesner ene forstod at haandtere Hyrdefløiten, ►størkede man sig ved hans Sang i Vildfarelsen. Klogere var 👤Voss, eller rettere, da Manden kom, fandt han let Tonen. Hos hvert troen254de Folk føres langt fra glimrende Bedrift og store ►Stæders Tummel et Landliv, hvis Minde, naar det ganske eller næsten er forbi, maa ►begeistre et stille Gemyt til vemodig Sang. Saaledes har 👤Voss heldig besunget adskillige Optrin baade i den sachsiske og plattydske Mundart, men fremforalt i Luise mesterlig skildret Livet i en tydsk Præstegaard fra forrig Tid, kun savner Man vel meget det der udbredte den milde ►Rolighed: 👤Kristi Tro. Denne Digter har ►og prøvet at siunge med andre Tunger, men det er, som naar en ærlig Bondemand vil tale pænt og høitravende, mer end omsonst. Derimod har han med megen Konst ►udsat 👤Homers og 👤Virgils Digte paa tydske Vers, især har han, som Man kunde vente, mesterlig truffet den idylliske Tone der gaar igennem Odysseen. Iliaden er mindre ordret men langt ►troere udlagt af den ►vakkre Grev 👤Leopold Stolberg,*født 1750. som ogsaa med ►afvexlende Held har oversat Ossians Kvad og var Lastens strænge ►Tugtemester. Saa herligt det imidlertid er, at se de Gamle ►udlagde af saadanne Tolke, er det dog et Tidernes Tegn som spaaer intet Godt. Et saadant Tegn er det ogsaa, naar Man ►ængstlig opsporer og gemmer de halvglemte Folkesange; derpaa begyndte ►ret en i mange Maader herlig Mand Preuseren 👤Herder.*født 1742. Han stod, som Folkesangene, paa Grændsen af Religion, Poesi og Historie, gjorde ►mærkelige ►Udvandringer til alle Sider, men naaede aldrig et Stade, hvorfra han kunde ei blot ►overse, men paa menneskelig Vis gen255nemskue hvad han syslede med. Selv var han Kristen, men havde den Grille tilfælleds med sine nærmeste Forgængere, at ville gøre Bibel og Kristendom tækkelig for de Vantro, hvorved Man, isteden for at vinde dem, giver dem Leilighed til Seiersraab og Mod til ny Angreb. Vildfarelsen kommer dels deraf, at Man falskelig søger Vantroens Kilde i Hovedet, da den dog er i Hjertet, dels af Frygt for mellem sine Samtidige at gælde for ►særsindet og et indskrænket Hoved. ►Vitterlig dreves 👤Herder vist mest af hin Feiltagelse, og ►uvitterlig af sin Tids Aand, thi dennes Usselhed indsaae han og bekendte det frimodig. Vidt var det nu kommet med 👤Luthers Menighed, da 👤Herder ansaae det for Vinding, om han ved at ►udvikle den ebraiske Poesies Skønhed kunde lokke Kristne tilbage til det foragtede gamle Testamente. ⓘ Imidlertid var det efter Omstændighederne godt; thi nu bleve de hellige Skrifter dog i frisk Minde, og under den vanhellige Stræben efter at udslette det Guddommeliges Spor har Man sammenslæbt en Dynge af Lærdom, som under Troens Hænder engang vil tjene til end mere at forherlige den Aand, der saa hørlig taler igennem dem. Selv oversatte 👤Herder adskil lige ►hellige Digte, ►og, naar han kom 👤Luthers Raad ihu, at lytte ærbødig ved Profeternes Fødder, herlig, men selv han glemte det ei sielden, og hans Efterfølgere, som slet ikke vilde vide af ►noget Samfund med Digtenes hellige Aand at sige, maatte nødvendig udvande og forvanske dem. I 256►Krønikens Betragtning stode 👤Herder og 👤Schiller hardtad ►jevnsides, dog saae 👤Herder dybest, og under megen Modsigelse udgik fra dem en Synsmaade for de svundne Tider, som maa tilintetgøre det usle Spil med Tilfælde og smaa Aarsager til de største Begivenheder, i det Guddommens Finger aabenbares. Dog var dette hos begge mere Ahnelse, end Tro og klart Syn, de laa i Strid med sig selv og i 👤Schillers Historie om Nederlandenes Frafald og Trediveaarskrigen synes selv Meningen eller Ahnelsen glemt. Hin Synsmaade var slet ikke i Tidsalderens Smag, der kun vilde speile sig selv i Alt, og i al Fald heller omtumles af blinde Tilfælde, end styres af et viist og kærligt Forsyn. Synderen ⓘ skælver for Herrens Røst og ►bag Træerne vil han skjule sig som 👤Adam. Hvo der med Bifald vilde sysle med ►Krøniken maatte enten udstaffere den til Roman, eller med vigtig Mine lade, som om han i de Handlendes Forstand og Lidenskaber havde fundet Nøgelen til de Begivenheder, om hvilke de tit aldrig drømte, eller ogsaa under Sandhedskærligheds Maske erklære Alt for Digt, som ei kunde bekræftes med vederhæftige Øievidners Underskrift. Det Sidste kalder Man historisk Kritik, og som Lettroenheds Modgift er Tvivl i et vist Maal, formedelst Menneskenes Lyvelyst, et nødvendigt Onde; men hvor grændseløs ►Tvivlesygen maa blive i et Hjerte, der ei vil tro 👤Jesus, er begribeligt. For Saadanne bliver hvert Folks ældre Historie idel Tant og selv 257det Troværdigste, naar det ei er tilpas, forkastes som Digt. At Man nu vilde for Alvor træde i 👤Bayles Spor og bestride Troværdigheden ei allene af 👤Moses og de andre ebraiske Mænds, men ogsaa af Apostlenes Beretninger, især om 👤Kristi Opstandelse, var saameget mere ⓘ ►ligefrem, som det var denne Støtte, til hvilken ⓘ næsten alle de ►overblevne kristelige Lærdes vaklende Tro hældede sig. Dette skedte først ►ret aabenbar i de saakaldte ►Volfenbyttelske Fragmenter, som ►udgik gennem 👤Lessings Haand, og dette Rustkammer har siden forsynet mangen Skrælling med ►Smaasten til at fylde Graven, som den store ei kunde spærre. End stred Man, dog stedse feigere for, og dumdristigere imod Kristendommen, da en ny ►Kæmpe ►traadte i Kredsen og lod til at ville gøre Ende paa al Strid om det Aandelige ved et ►Magtsprog, det var Kønigsbergeren: 👤Immanuel Kant.*født 1724.

✂ I en Tid da de som kaldte sig Grublere forgudede den udvortes Erfaring og ansaa Betragtninger derover for den høieste Visdom, da Kristendommens Talsmænd enten vaklede mellem denne Visdom og Skriftens Udsagn, eller lige døve for Samvittighedens og Fornuftens Røst, priste et Mundsveir som saliggørende Tro; i en Tid da Mennesket saa at sige skyede sit eget Indvortes, og vilde i Mag styres enten af Gud eller de udvortes Ting, og da Moralen næsten overalt var nedsunket til en blot ►Klogskabslære: i en saadan fremstod 👤Kant, og det 258maa aldrig glemmes, naar Man vil forstaa hans Tankegang og vurdere hans Grublen. Han delte sin Tids Mistro til Bibelen, men ei dens Letsindighed og grundede alvorlig over Verdens Oprindelse og Menneskets Vilkaar. En Tidlang søgte han i 👤Volfs Spor i det Synlige selv at oplede dets Udspring, men to Betragtninger synes at have standset ham: den ene, at Mennesket selv maatte følgelig blive en ligesaa nødvendig ►Synsting uden Frihed, og den anden, at naar vi ikke veed Andet om Verden, end hvad vi erfare igennem Sandserne, er det slet ikke vist, at den er til uden i vor Forestilling. Det blev da hans Grundsætning,*1781. at ►Synstingene vel ere til i Tiden og Rummet, men at disse kun ere til i vor Forestilling, som dens nødvendige Vilkaar. Nu maatte det synes ham Daarskab at bygge nogen Vished paa den udvortes Erfaring, og han mente ligesaa lidt fra det Synlige at kunne slutte til en Gud, som i Tiden at kunne have ►visse Kendemærker paa guddommelige Virkninger. Ligesom nu paa denne Vei det Synliges Forfængelighed blev ham indlysende, kunde han ei heller fæste Tro til nogen Aabenbaring udenfor sig, skøndt han ligesaa lidt fra dette Stade kunde eller vilde nægte den. Han dreves da til sit eget Indvortes, og fandt der det, som drev ham: Trang til Oplysning om det store Spørgsmaal: hvad er Sandhed? Ved at spørge om hvad vi er, maatte han drages ud over det Synliges Grændse, men han var for ►ædru til her at følge Fantasien, som dig259ter hvor Tanken svimler, han bekendte, at den grublende Fornuft intet Vist kunde udsige om det Usynlige; men det fandt han i Fornuftens Inderste, at det maa være sandt, som man ei, uden at modsige noget aldeles Vist, kan nægte. Dette aldeles Visse troede han at finde, naar han spurgte: hvad skal jeg? og paa Samvittigheden (den praktiske Fornuft) byggede han ved Hjelp af Modsigelsens Grundsætning alle sine Visheder. Er der en Lov i os, ►saa sluttede han, som fordrer ubetinget Lydighed, saa maa der ►og være en Lovgiver; det maa være hans Hensigt, at Alt skal rette sig efter denne Lov, men det kan ikke ske her, der maa altsaa komme en følgende Tilstand, hvori det vil ske; og saaledes mente han at have urokkelig grundfæstet Sandhederne om Gud, Dyd og Udødelighed. Landene genløde af hans Pris, ingenlunde fordi disse Sandheder vare Folk saa dyrebare, men fordi de herved antoge det for bevist, at Kristendommen var overflødig, det var denne guddommelige ►Tugtemester de vilde af med, og ►gave sig derfor gerne under den strænge jordiske, thi med ham kunde de trættes, og de som foragtede deres egen Samvittigheds Udsagn fandt det mageligt med Forstanden at bifalde 👤Kants; deres Overbevisning var som saamange ►Mundkristnes Tro: et Ord. Det var venteligt, at denne Skare ei vilde være saa beskeden som dens Mester: Faa forstode ham, Færre tilegnede sig det Bedste i hans Lære, men Desfleer ►skrege paa 260hans Navn, rettede, modsagde, forgudede og misbrugte hans Ord, uden selv at have fulgt ham paa en eneste af hans aandelige Vandringer, dertil havde Faa Kraft og Færre Lyst. 👤Kant søgte Sandheden alvorlig, og derfor indsaae han, skøndt uden altid at følge det, at Man maa være ligesaa varsom i at forkaste, som i at antage; hans Eftersnakkere brøde sig kun lidt om Sandheden, men det var deres Lyst at synes kloge, at forkaste og nedrive Alt, hvad der havde været helligt i Lærdes og Læges Øine; ⓘ Aabenbaring, Mirakler, Forsoning kaldte de umulige Ting, Guds Naade foragtede de og ►indskøde sig trodsende under hans Retfærdighed. ►Saa gjorde Farisæerne fordum, ►saa gør Man altid i den mest fordærvede Alder, thi det gaar med Slægten, som med det enkelte Menneske: først naar Man alvorlig lægger an paa at blive dydig, føler Man sin Svaghed, Ufuldkommenhed og Trang til Naade. Det Samme udsagde 👤Kant i de tydeligste Ord, og grundede ene sit Saligheds Haab paa en Forsoning, skøndt han, ►ifølge sin Mening om Tiden, ei kunde ►erkende, at den var skeet ved 👤Jesus; men denne Bekendelse, som hver tænkende Dydens Ven maa aflægge, kaldte Man en ►Læmpning efter kristelige Fordomme, og vilde heller beskylde Oprigtighedens og Sanddruhedens strænge Talsmand for grov Løgn, end indrømme, at han følte sin Trang til Guds Naade. Herved, som ved den Grundsætning de opstillede: Intet Ubegribeligt at tro, viste de tilfulde, at ►det var dem 261ligesaa lidt om 👤Kants, som om Bibelens Mening at gøre►; begges Ord fordreiede de til deres egen Fordærvelse. Hovmoden ledte 👤Kant ud paa de vilde Veie, siden stred han imod den, men vilde dog ikke omgøre sit første Skridt, derfor maatte han ringeagte Bønnen, og uden den kommer Ingen til Sandheds Erkendelse; men han forhærdede sig dog ikke, han vilde vandre med Gud for Øie, og havde Ærbødighed ►saavel for hans skjulte ►Raad, som for hans usporlige Veie. Besmittet af sin Tids Vantro, blev han, endog hvor han ikke vilde det, et Redskab i dens Haand, men ogsaa et Redskab i Guds. Den Bekymring for Sjælens Vel, som er al Gudeligheds og Dyds Moder, var i det 17de Aarhundrede hardtad opslugt af Bekymringen for Legemets Vel, Folkene bleve bange for sig selv, og som en Krampetrækning vendte hin Bekymring tilbage i Pietismen, men det var en ►pinlig Ængstelse, som hos de Fleste avlede Bedrøvelse over, at Verden skulde forsages, istedenfor det glade Afkald, det var da en Sygdom, som ei kunde vare længe, ►naar ei Livet skulde forgaa. For slig en Sygdom ere tvende Lægemidler, et himmelsk og et jordisk, hint er Standhaftighed til at udholde Kampen, dette er Adspredelse og vælges, som det letteste, tiest. Ved at tumle sig uophørlig i en Hvirvel af legemlige Sysler, Forlystelser og lærde Kævlerier om Smaating, stræbte de nordiske Gemytter at adsprede sig, og de vilde snart paa deres Maade naaet de sydlige, som Romerne 262naaede Grækerne, hvis de ei vare blevne opholdte paa den ►onde Vei. Det skedte fornemmelig ved 👤Kant, han kaldte dem tilbage til deres Indvortes, og det med en Røst, som genlød i hvert Bryst: Samvittighedens. Stærk mindedes de om, at ►om end al udvortes Aabenbaring var falsk, ►havde de dog en Lov skrevet i deres Hjerter, som de til Trods for Kød og Blod skulde følge: Villien og Kraften kunde Troen paa Samvittigheden og 👤Kant ikke give, men nedkue Bifaldet, som Man snart almindelig vilde ydet dem, der med 👤Helvetius prædikede ►aabenbar Egennyttens afskyelige Lære, bringe Mange til at tænke alvorligere efter, og i det mindste ved udvortes ►Ustraffelighed at affinde sig med Loven, det kunde og maatte den. Bibelen vilde Man nu engang ikke tro, og det var da langt bedre, at Man søgte at indtvinge 👤Kants Meninger i den, end at Man skulde glemt den, som i 📌Syden, eller bortkastet den, som i 📌England. Nogle bleve dog vist under hin Syssel slagne med Forundring over de ulærde Fiskere, i hvis Ord Man lettere, end i de ypperste Grubleres fra Hedenold, kunde finde eller lægge Nutidens høieste Visdom; Nogle sønderknustes vel ►og saaledes ved Lovens Prædiken, at de ►fornam det ei blot var 👤Paulus og de andre Fortidens Fromme, der, for at bestaa i Fristelse og ►Trængsel, Død og Dom, behøvede den Retfærdighed som er af 👤Jesu Tro. ►Uvordne Tider lade sig ei beskrive, men selv Ahnelsen om, hvorledes det nu vilde seet ud i vor Verdensdeel, dersom Aan263den i de nordlige Lande ei før det fran ske Uveir var kommet til ►at sysle alvorlig med sig selv, maa lære os at grue, og takke Gud, at han gav os en 👤Kant, da en 👤Luther vilde have været os til Dom, men ei til Frelse.

✂ Naar et Folk har ►kastet Troen paa det evige Liv, da maa det hige umaadelig efter Lyksalighed ►herneden; thi ►snart bortile Livets Dage, de i Glæde nydes maa. Nu er det vel saa, at In gen finder den, men de Fleste tro dog at den er tilfals for Penge, saasom disse virkelig kan, under gunstige Omstændigheder, skaffe ►Øienslyst, ►Kødslyst og et overdaadigt Levnet, og disse Ting ere Indholdet af den Ugudeliges Lyksalighed. Enhver Statsforfatning fører det nødvendig med sig, at baade Penge og Magt maa være uligelig delte; Gudsfrygt og Tro paa det evige Liv, er det Eneste som frembringer en aandelig Lighed, Tilfredshed med ringe Kaar, og et vist Maadehold saavel i at eftertragte, som i at bruge de jordiske ►Fordele. Have nu ►disse Engle forladt et Folk, da er det ►ligefrem, at de Fattige og Ringe af al ►Størke misunde og hade de Rige og Mægtige, og disse maa daglig ved Uretfærdighed og ►Udsuelse, som ved Pragt og ►Overdaad, hidse og forbittre. Faa nu de Ringe ►Syn paa et Middel, ved hvilket de ►vente at kunne faae deres Hevn ►styret paa de Forhadte og komme i Besiddelse af deres Lyksalighed, da er det saare begribeligt, at ingen Betænkelighed afholder dem fra at gribe det, og fra dette Stade er den franske Revolusion intet Særsyn, 264men en aldeles nødvendig Begivenhed, som maa indtræffe i ethvert ugudeligt Folks Historie; hvad som er nyt, er kun Skikkelsen, et saadant Optrin hvergang maa omskifte, ►efter Tidernes og Folkenes ►adskillige Eiendommelighed og Vilkaar.

✂ I hundrede Aar, siden 👤Kolberts Død, vare Skatterne voxne, og ►Toldforpagtere udsuede Folket, Blodiglerne bleve fede, men Indtægterne vilde slet ikke forslaa til at holde den store Krigshær og Hoffets mageløse ►Overdaad vedlige. De fleste ►Skatmestere vare udygtige, og somme uredelige, de vidste ei anden Udvei end den magelige, at laane, og tilsidst var Gelden saa stor, at Indtægterne ei engang forsloge til at betale dens Renter. Trende ►Kaar har en Regering under saadanne Omstændigheder: at bedrage Laanerne, at bemægtige sig de Riges Formue, eller at forlange af disse et frivilligt Offer. Det første er skammeligt og tit farligt, det andet er haardt det tredie er faderligt, og det blev valgt efter Sveitseren 👤Neckers Raad, som da var Rentemester, men blandt vantro og overdaadige Rige er en saadan Tillid latterlig og spildt.*1789 Stænderne bleve sammenkaldte for at raadslaa om Fordelingen af de Offere Staten behøvede, men Adel og Geistlighed, som eiede Landet, vilde Intet give, og dette Afslag maatte nødvendig blive Løsenet til voldsomme Optrin. 👤Rousseau og mange Flere havde fremstillet den Statsforfatning, hvorefter et Folk beherskede sig selv ved sine Fuldmægtige, 265som den eneste fornuftige og lykkelige, uden at betænke, at et Folk maa selv være dydigt, for at vælge dydige Fuldmægtige, og denne Mening var ►almindelig i den hele franske ►Læseverden; det er hos hver Borgerlig i 📌Paris og Rigets større ►Stæder. Høisturimeligt var det at Geistligheden skulde beholde de Godser, den havde faaet for en Sjælesorg, som hardtad Ingen nu øvede eller forlangte, og bedre Adkomst havde den feige, vellystige Adel ei til sit Fædrenegods. Saadan Tale førtes iblandt Borgerstandens Fuldmægtige af Mænd, som ved en Omvæltning ►ventede at vinde Anseelse, Magt og hvad dermed følger. Dette udlagde især 👤Mirabeau med henrivende Talekonst, og den tredie Stands Udvalgte greb, ►under Navn af Menighed (Nationalforsamling) Statens Roer. Nu indskrænkedes Kongemagten; Adel og Geistlighed mistede deres Fortrin, og i afmægtig Harme udvandrede næsten alle de Fornemme af disse Stænder med Kongens Brødre og Frænder. Mølædt var Præstens Bog og ►forrustet var Ridderens ►Glavind, og nu mente Daarerne, at fremmede Drotters Gunst og leiede Arme kunde sætte friske Been under de raadne Stole.

✂ ►Adskillige, som Tænkemaaden og Hvers Fordeel, vare de Betænkninger, som man trindt i Landene havde ved de ny ►underlige Tidender fra 📌Frankrig. Fyrster og Adelsmænd, som nu i meer end hundrede Aar vare vante til at ophøie Alt hvad Parisisk var, og som mangen266steds havde ærlig stræbt ved Ord og Levnet at udbrede fransk Vantro og Ryggesløshed, bleve nu med Eet saare bekymrede, og ei uden Føie, thi vel kunde Man frygte for, at Folkene nu engang for Alvor vilde ligne de Franskmænd, der saa tit vare givne dem til Mønster. Den ganske vantro Hob, og altsaa de fleste Bogskrivere, stødte i Basun som om den rette Dommedag var kommet, paa hvilken alle Konger og Fornemme skulde fordømmes, men Folkene ►opstaae til et evigt, saligt Liv her paa Jorden, ja endog endel kristelige Mænd, der kun saae paa de franske Stormænds onde Gerninger og Nationalforsamlingens høitravende Ord, mente, at der kunde voxe Vindruer paa Torne og Figen paa Tidsler. Under disse Omstændigheder var det venteligt, at Konger og Adelsmænd vilde ►udbyde Leding for at skærme Troner og Fortrin, men at Folkene derimod vilde betragte de oprørte Franske, som Venner og Frelsere. Lykke var det da, at Krigen tøvede, indtil Folkene vare blevne lidt ►ædru, og saadanne Ting paafærde i 📌Frankrig, som kunde ►oplade de Skikkeliges Øine. Underlig føiedes Omstændighederne til en saadan Forhaling, som er ►tilsyne, naar Man betragter 📌Europas Skikkelse i de samme Dage.

✂ Mest ►Tilstød ventede det franske Kongehus og dets Tilhæn gere hos 📌Østerrig, hvor 👤Marie Thereses Søn, 👤Josef den Anden, herskede; thi baade var han Broder til 📌Frankrigs Dronning og dertil en driftig Mand, men han 267var hjemme hildet i saamange Garn, at han udenlands ei mægtede at røre Haand eller Fod.

✂ Det er forhen meldt, at Jesuiterne i 👤Luthers Dage arvede Pavemagtens Levninger; deres Roes for Lærdom er dem givet, men Tugtelsen for deres ►Vanart have de tilgode, og lang er den ►Synderegning, ►Krøniken sandfærdig har opskrevet, ►enddog det er gaaet dem som andre Skalke, at ►der de grebes, blev alt det Onde dem duttet paa, som i deres Levetid var bedrevet. Allerede det, at de fra Begyndelsen skulde stride mod 👤Luthers Lærdom i alle Dele, gjorde dem til Løgnens Talsmænd, og den Udvikling af de aandelige Evner, som hos dem fandt Sted, gjorde det nødvendigt, at de snart enten maatte vende Vaabnene, eller ►vitterlig ►bære Avindskjold imod Sandheden. De ►kaarede det Sidste for at beholde og vinde Magt, Anseelse og hvad Man kalder ►gode Dage, ►og maatte de da vorde Landenes Pestilens. Pavens og Kirkens Ufeilbarhed maatte de af al Magt stræbe at grundfæste, thi det var Grundstenen i deres Palads; og fra Ungdommens Underviisning forviste de da ►Krøniken og alle de Kundskaber, som kunde oplyse Mennesket om hans vigtigste Anliggende. Deres Leveregler maatte de ►læmpe efter Menneskenes, især de Mægtiges Tilbøieligheder, for at kunne herske over Sjælene; og det kostede dem liden Overvindelse, thi saadant ►Herredom, ei Sjælenes Salighed, var deres Øiemed. For et saadant ►Djævlesamfund kunde intet Middel være for afskyeligt og 268ugudeligt til at befordre Ordenens Fordel og især til at undertrykke dens Uvenner, og Paverne, som følte deres egen Svaghed, gave dem Ret i alle Stykker. Dog, de Ondes Bygninger nedrive sig selv, det maatte Jesuiterne sande. Naar Man ►en Tidlang har tilkøbt sig ►Syndefrihed, bliver Man dristig til at synde uden Forlov, ►saa gik det med 📌Europas Fornemme, og da man ei længere følte nogen Trang til Jesuiterne, faldt deres Anseelse daglig. Man ►laante Øre til, hvad de franske Jansenister og lærde Benediktinere havde vidst at fortælle om ►Fædrene, og af 👤Voltære lærte Man, baade at foragte og undvære dem. Ogsaa i Ordenen var under Tidens Løb Ugudelighed voxet og Aandskraften svækket, og i Fortvivlelse greb den til det afsindige Middel, at tugte ►Førsterne med Gift og Dolk. ►Nu var Syndemaalet fuldt, Jesuiterne udjoges af de fleste katolske Lande, Pave 👤Klemens den 14tende opløste deres Orden,*1773. og, for at Særsynet kunde blive desstørre, toges de i Beskyttelse af en statsklog Fyrste i et protestantisk Land: 📌Preusens Mageløse.

✂ Nu forandredes Skikkelsen i de katolske Lande. Vatikanets sidste Støtte var faldet og til det lænede sig alle Kirker og Klostre, alle Baand paa Kristendommens aabenbare Fjender vare løste, stor Gæring og Pavemagtens Undergang var at vente. I 📌Tydskland begyndte ogsaa dennegang Bulderet, men her lod det sig ►ret tilsyne, hvad Forskiel der er mellem en Reformation, som udgaaer indvortes fra, af 269Bekymring for Sjælenes Vel; og den, som kommer udenfra, af verdslig ►Omhyggelighed.

✂ Saasnart det jesuitiske ►Bindsel var taget fra Øiet, maatte en nogenlunde vaagen Fyrste se, hvor betydelig en Vinding det vilde være, om han kunde tilegne sig Geistlighedens Godser, og inddrage de store Pengesummer i sin Kasse, som hidtil, under alskens Paaskud, vare ►gangne til 📌Rom; det saae Keiser 👤Josef og det var hans Hovedøiemed med at reformere. Pavernes Myndighed blev offenlig nægtet, men dog tilladt at ►øves omsonst; Munker og Nonner udjoges af Klosterne, men løstes ei fra deres Løfter, og saa fremdeles. 👤Josefs anden Hensigt var, at oplyse sit Folk ⓘ paa Fransk og Preusisk, men derhos selv at arve alt det Herredømme, Troen og Geistligheden havde havt. Umuligheden heraf indsaae han ikke, men ►til Lykke standsedes han snart. Eet Sprog og eens Forfatning vilde han indføre i sine forskellige Lande, men Ungarer og Belgier havde arvede Rettigheder, som de herved skulde miste. Hine knurrede høit; disse, ►end mere ophidsede af Munke og andre fortørnede Geistlige, grebe til Vaaben, og 👤Josef, som derhos var indviklet i en uheldig Tyrkekrig, maatte ei allene stille se paa Optrinet i 📌Frankrig, men kalde alle sine ►Reformationslove tilbage. Imidlertid viste selv den Modstand 👤Josef fandt, at der hos hans Undersaatter var mere Kraft, vel ►og mere Tro tilstæde, end i de fleste andre europæiske Lande.

✂ 270📌Spaniens Konge nedstammede fra 👤Ludvig den 14tende og i den sidste Tid herskede god Forstaaelse mellem Hofferne i 📌Madrid og 📌Versailles, men Folket var ►indsovet paa sine visnede Laurbær; Troens Levninger formaaede kun at fede en talrig Geistlighed og stadfæste den aldeles udartede Inqvisition i sit gruelige Herredømme.

✂ 📌Italien var delt mellem Smaafyrster, 📌Østerrig, og Kongerne af 📌Sardinien og 📌Neapel. Denne, en spansk Prinds, herskede over et af Vellyst og Dovenskab aldeles udmarvet Folk; Hin, Efterkommer af de savoiske Hertuger som ved List og Troløshed havde vundet Land og Krone, var ►besvogret med Bourbonerne; men Snildhed er et Vaaben som ikke arves i mange Led og andet havde han ikke.

✂ Af Frænder og Svogre havde da 📌Frankrigs Hof ei Stort at vente, og 📌Storbrittanien, 📌Rusland og 📌Preusen, vare da de Magter, paa hvilke Man maatte fæste Øie.

✂ Man skulde ei tænkt, at 📌England vilde forhindret 📌Frankrig fra at antage en Forfatning, der syntes at ville ligne dets egen; men det arvelige Had mellem Folkene var voxet under den amerikanske Krig, ►Fordele i Handel og i Besiddelser udenfor 📌Europa vare at vente, og Ministrene som bestak Parlamentet og herskede uindskrænket, vare saare bange for de ny franske Grundsætninger. Dog, saa villig 📌England var til at drage Fordel af 📌Frankrigs Tilstand, 271saa lidet kunde det uden ►Forbundne paa Fastlandet udrette Noget der.

✂ Hvad 📌Europa kunde have af 📌Rusland at frygte, saaes i Syvaarskrigen: ►underlig afvendtes dengang Faren; men den kom igen under 👤Peters Gemalinde, 👤Katrine den Anden af 📌Anhalt Zerbst. Hun var en Qvinde med ikke aldeles sædvanlige Aandsgaver, men oplyst i 👤Voltæres Smag, og en saadan Oplysning, som gør Undersaatter urolige, maa gøre de Regerende herskesyge og ærelystne overmaade; dobbelt maatte det være ►saa med en russisk Keiserinde, der i et tankeløst men stærkt og lydigt Folk havde et frygteligt Redskab i Haand til at udbrede sin Magt. ►Vist nok arbeidede ogsaa hun imod sig selv, i det hun paa ►eengang vilde oplyse Russerne og bruge dem som blinde Redskaber, men da Hint slog aldeles Feil, lykkedes dette desbedre. Hun indsaae ►ret godt at hun ikke fattedes Land, men Landet Mennesker; hun ►indkaldte derfor mange Fremmede, især Tydskere; men dog førte hun idelige Krige, hvoraf hver kostede flere Folk end ►de Indkaldtes Børn i mange Led. Fra 📌Polen tog Hun, i Forening med de andre Naboer, store ►Landskaber; og at holde sit Indtog i 📌Konstantinopel var hendes sødeste Drøm, men ►om det ogsaa iøvrigt havde været muligt i de seierrige Krige, hun førte med Tyrkerne, forhindredes hun dog af 📌Preusen, der mærkede den overhængende Fare for det kristne 📌Europa, hvis ►det muhamedanske opslugtes. En Tyrkekrig og 📌Polens endelige 272Deling sysselsatte 👤Katrine, da Uveiret brød løs i 📌Frankrig, og det lod ei som om hun vilde røre sig synderlig for at dæmpe det.

✂ 📌Preusen havde siden Syvaarskrigen staaet som 📌Europas ⓘ Voldgiftsmand; og ►enddog gamle 👤Friderich endnu før sin Død maatte mærke, at han havde ►bygget et Palads paa Sand i alle Maader, saa mente dog Preuserne selv, at de vare uovervindelige, og de andre Europæer mente det Samme, fordi de saae, at Hæren var ►fuldtallig og mesterlig øvet i krigerske Manerer. Den Gamles Brodersøn, 👤Friderich Vilhelm den Anden, blev hans ►Eftermand; han skjalv for den Ugudelighed som omringede ham og ⓘ søgte ved Forordninger at kalde den flygtede Kristendom tilbage. Man forfærdedes over den Magt Mørket saa pludselig tillistede sig i det lyse Land, men Man begreb ikke, hvilket rædsomt Tidernes Tegn der ►lod sig tilsyne. ►Det kunde ikke være andet, end at midt i Syndens Dynd en kold Gysen maatte overfalde Pietisternes Børn, Synden vilde de ikke forsage, men gruede dog for Guds strænge Dom, de vilde da købe Aflad hos ham ved at bekrige hans Ords aabenbare Fjender. Saaledes er den Blanding af Alvor og Hykleri, Strænghed og Svaghed, som fandtes hos Ministeren 👤Völlner og hans Tilhængere, saare forstaaelig. Det tænkte imidlertid Ingen paa, at 📌Preusen derfor manglede Styrke til at gaa i ►Marken. Da 👤Josef var død, mæglede det berlinske ►Raad for hans Broder 👤Leopold Fred med Tyrken og For273lig med Belgierne, og raadslog derpaa med ham om at forandre Tilstanden i 📌Frankrig. Dog, 👤Leopold var fredelig, og hvo veed, hvor længe det var blevet ved Ord, dersom ei de Franske selv havde erklæret Krig. Disse beherskedes paa den Tid af de tøileløseste Frihedsprædikantere som kaldte sig Jakobiner og vare Høvedsmænd for den parisiske Pøbel; og Anledning til Krig kunde ikke fattes, da 👤Leopolds Søn, 👤Frands den Anden tillod de Udvandrede at ruste sig i 📌Tydskland. En Hær af Østerriger og Preuser drog nu med store Ord ind i det forvirrede Land, og naaede Hovedstadens Nabolag; men af Hunger, Sygdom og Frygt dreves den tilbage over 📌Rhinen. Under dette ►Hjemtog foregik i 📌Paris gruelige Optrin, i det den af Jakobinerne ophidsede Pøbel stormede Kongens Palads, myrdede hans tro ►Sveitsere og indspærrede ham i 📌Tempeltaarnet med Dronning og Børn. Blod beskyllede Gaderne, djævelske Afskyeligheder ►øvedes under ►rasende Latter, de hensovne Kongers Støv spredtes i Luften, den afsatte 👤Ludvig maatte paa Retterstedet undgelde sit Navns, sit Folks og Hoffets Synder. Under saa danne Varsler plantedes ►Frihedstræet, alt ►Kongedom forbandedes og 📌Frankrig kaldtes en Republik. De kommende Slægter skal agte det for ►en løs Tale og endda grue ►svarlig, naar de læse, at et Folk, som nys kaldte sig Kristne, foer saaledes frem som et glubende Dyr, lukkede Kirkerne, bespot tede Gud, opløste Ægteskabet, og ►tilbad en Skøge under For274nuftens Navn. Samtiden saae det Meste uden Gysen, thi den maatte i de fordreiede Træk dog kende sig selv, og for sin egen ►Daarlighed var den blindere end nogen ►Old. Alle 📌Frankrigs Indbyggere vare imidlertid ingenlunde tilfreds med det Parisiske Uvæsen; mod Nordvest i 📌Vendeet knurrede Man høit, og greb endelig til Vaaben for Konge og Gudsdørkelse, Girondisterne eller Folkets Fuldmægtige fra de sydvestlige Egne opløftede ogsaa Røsten, men de maatte bøde med Livet, og Herredømmet kom i Haanden paa 👤Robespjerre, et Uhyre, der i mange Dele fortjener Navn af den ny Tids 👤Nero. Nu blev 👤Ludvig hævnet, hver Mand, som havde nogen Anseelse enten ved Bedrift eller Rigdom eller ►Sjæleevner, agtede Tyrannen for sin Fiende, og i Tusindtal faldt Hovederne daglig under Mordøxen, den saakaldte Gvillotine, som ved Siden af ►Frihedstræet plantedes i hver Stad og vandede med Blod dets tørre Rødder. Frygt og Lyst til at dele de franske Lande forenede 📌Europas Fyrster; 📌Storbrittanien, 📌Spanien, 📌Holland, 📌Neapel og 📌Sardinien tiltraadte Forbundet mod 📌Frankrig, og ►ligesom dette Lands Konge var den Første en retfærdig ►Banstraale rammede, saa blev det ►og her, at den sidstegang glimtede over Gudsfornægteres Isser. Det ulyksalige Land syntes beskikket til, ved Undergang, at forkynde Verden Guds Domme; indvortes ⓘ Blodbad og Borgerkrig og til Penge kun Papir, som Bøddelen maatte stemple, udvortes 275talrige Fjender, som efter den engelske Minister 👤Villiam Pitts Raad vilde beleire og udhungre Riget som en Stad, og mod disse en sammenløbet Hær uden synderligt ►Krigsredskab, uden Sold og dagligt Brød. Alligevel bleve Frankerne seierrige, og al Jorden forundrede uden at betænke sig. Den ulyksalige Oplysning, med hvilket Navn Man i 📌Paris havde adlet Vantro og Ryggesløshed, var længe indskrænket til de større ►Stæder i den franske ►Læseverden, og i sin hele Afskyelighed naaede den aldrig ►Landfolket i de fierne Egne; Undertrykkelse og ►Udsuelse havde nødt disse til ►Tarvelighed og ved den var megen ►Størke bevaret. Ligegyldighed for det Guddommelige var hos den vankundige Almue almindelig, men just derfor var det Jordiske dem ►ret dyrebart, Adelens og Geistlighedens tunge Aag var nys løftet af deres Nakker, og det saae de reist som Banner for de fremmede Hære; vel maatte de opglødes ved Frihedens Tryllelyd og stride for deres Land som deres Himmel. Hvo som ei grebes af Frihedens Svindel maatte drives af Hunger og ►Rovgerrighed; thi saa kært end ►Jordlivet maa være de Vantro, maa de dog vove det for Livets Lyst, og Brød eller Død er deres Løsen. Havde der været synderlig Kristendom og Kraft hos de ►forbundne Folk, da maatte Krigen være blevet et Korstog; og ligesom de fortvivlede Muselmænd fordum høstedes med Frankernes Sværde, saaledes vilde disses hedenske ►Ætmænd nu blevet fældte, 276men ►saa var det ei. Paa Østerrigerne nær, lode Soldaterne sig kun uvillig drive i Slagorden, og Frihedens Herolder modtoges med aabne Arme i 📌Belgien, 📌Holland og 📌Italien. 📌Preusen og 📌Spanien sluttede Fred til 📌Basel,*1795. 📌Holland, som ►forlod sin Arvestatholder, 📌Belgien og 📌Piemont var i Frankernes Vold, og Intet tyktes mægtigt til at dæmme mod den rivende Strøm; men nu vendte sig Bladet. 👤Robespjerres Grusomhed og de franske Hæres ►Udsuelser havde ►opladt Folkenes Øine, Frankerne selv vare blevne lidt ædru, og da nu deres Land var i Sikkerhed, ønskede de at leve og nyde Friheden i Fred. Kun de Herskende i 📌Paris ønskede Krig for ►ikke at tabe Ro og ►Herredom, naar de tøileløse Skarer kom tilbage, men under saadanne Omstændigheder bleve Frankerne slagne baade i 📌Tydskland og 📌Italien af de tappre Østerriger, og for disses Erkehertug 👤Karl maatte selv den krigsforstandige 👤Moreau vige. Med Frankernes Bedrifter havde det da udentvivl været forbi, dersom ei En af de sieldne Mænd, der synes at beherske Sjælene og Tidernes Løb, var fremgangen: det var Korsikaneren 👤Napoleon Buonaparte.*fød 1768. Hans Navn er paa de Umyndiges Tunge og hans ►Idræt i friskeste Minde, kun Eftertiden kan give ham hans Eftermæle, men ►Krøniken behøver ikke at sørge for hans Ihukommelse, thi Sagn skal løbe gennem Slægterne om dette Guds vidunderlige Redskab. At Han ►opluede en modløs Hær og stod selv kold i Ilden paa Slagets 277Dag, at han ængstede 📌Vien og nødte 📌Østerrig til at ombytte 📌Belgien og 📌Lombardiet med endel af det kuldkastede 📌Venedigs Lande,*1797. det maa nu synes lidet, men dog var det Nok til at hæfte 📌Europas Øine paa ham, som 📌Frankrigs Skytsengel. At det var ham, ei Frankerne, der ►sidstegang seirede, blev endnu mere aabenbart ved hans ►Tog til 📌Ægypten og Hjemkomst derfra. Han drog derhen med en udsøgt ⓘ Hær, maaske for at indtage 📌Ostindien;*1798. trods Pest, ►Mamelukker og uopregnelig Besvær erobrede han 📌Ægypten, medens de Boglærde, han havde med sig, under hans ►Skjold maalte Pyramider, ►speidede Mumier og Hieroglyfer. ►Alt stod han seierrig ved Indgangen til 📌det hellige Land, men her stod hans Maal paa denne ►Side Havet, og ligesaa forgæves som den hellige 👤Ludvig beleirede han 📌Akre; men han ►vistes kun hjem til 📌Europa, hvor ►hans Bane var en Verdensdel. Det lod som om Fyrsterne, eller deres Raadgivere, ►droge Aanden friere, saasnart 👤Buonaparte var borte, 📌Engelland pustede og Krigsluen udbrød igen paa Fastlandet. 📌Ruslands 👤Katrine havde ►endt sit Løb med 📌Polens fuldkomne Deling; og et af hendes frygtelige ►Krigsredskaber, 👤Suvarov, sendtes nu af hendes Søn 👤Poul til 📌Italien, for med en russisk Hær at hjelpe Herrerne af 📌Østerrig, 📌Neapel og 📌Sardinien. Han overfoer Landet som et Uveir, 👤Karl gik seierrig frem i 📌Tydskland, og Frankerne, som af et selvraadigt ►Direktorium beherskedes med et ►Jernspir i en Drengehaand, syntes igen ►forlor278ne►. Dog, 👤Buonaparte satte sig i 📌Alexandrien paa et enligt Skib; den Flaade, som bar ham til 📌Ægypten, havde Engellænderne ødelagt, men dette Skib maatte deres talrige ►Krydsere ikke møde. Han kom, greb ►Spiret, gik over 📌Bernhardsbjerget og vandt 📌Italien andengang i Slaget ved 📌Marengo.*1800. 📌Østerrig maatte forny Freden, 📌England tiltraadte den, 📌Sardiniens Konge maatte flygte til sin Ø, og 📌Siciliens undgik kun stakket samme Skebne. I en ny Krig med 📌Engelland vandt Han 📌Hannover, men tabte 📌Frankrigs Kolonier, og ►end varer Kampen.*1805. 📌Østerrig og 📌Rusland prøvede ►engang ►Størke med ham, men efter Slaget ved 📌Austerlits blev Udgangen, at 📌Østerrig, foruden Landene ved 📌det adriatiske Hav, mistede sin Bjergfæstning 📌Tyrol. 📌Baiern og 📌Vyrtemberg ophøiedes til Kongeriger, det tydske ►Keiserdom opløstes, og 👤Buonaparte, som havde taget Keisernavnet 👤Napoleon,*1804. blev Beskytter af et nyt Forbund østenfor 📌Rhin. 📌Preusen, som nu i mere end 10 Aar havde ved 📌Frankrigs Hjelp ►smaalig udvidet sine Grændser, blev nu med Eet nidkær, vilde rive hele 📌Nordtydskland til sig og lovede med ækkel Pral, at standse ⓘ Seierherren. *1806. Dog, Slaget ved 📌Jena bortpustede Skyggen af gamle 👤Friderichs Krigshær, som hans Grundsætninger havde afsiælet; og 👤Napoleon stod ved 📌Veichselen, førend Russerne kunde komme deres ►Forbundne til Hjelp. Efter megen Blodsudgydelse forligte 📌Ruslands 👤Alexander sig med 👤Napoleon, 📌Kongeriget Vestfalen 279reiste sig vesten for 📌Elben, 📌Sachsens Kurfyrste fik med Kongenavnet 📌det preusiske Polen, og det afgjordes i 📌Tilsit, at hele Fastlandet skulde afbryde Alt Samkvem med 📌England.*1807. 📌Portugal kom i 👤Napoleons Vold, da dets Fyrste, hidtil 📌Englands Statholder i sine europæiske Lande, fløttede i samme Egenskab til 📌Brasilien. I 📌Spanien tvistede Fader og Søn paa skammelig Maade, 👤Napoleon kaldte dem til 📌Bayonne og lod dem afstaa sig Kronen, hvilken han skænkede sin Broder, hidtil 📌Neapels Konge;*1808. dog ►end stride ved 📌Englands Hjelp de ►opstandne Spanier, og stolt, som engang deres Liv, vorder i det mindste deres Død.

✂ Dette er Omridset af 👤Napoleons Bedrifter udenlands i et Aartiende, det ►nidske 📌Preusen er faldet, det frygtelige 📌Rusland tæmmet, fire raadne ►Kongestole saagodt som omvæltede; Folkene have seet, at deres Afguder ei kunne frelse dem, og med ►Trængselens haarde Ord kalder Gud paa sine vildfarende Børn, som stoppede Øret for hans milde Faderstemme; ja i 📌Amerika beredes en Tilflugt for Kristendom og Videnskaber, hvis 📌Europas Folk end ei paa dette sidste Bud vil omvende sig til Herren.

✂ Den udvortes Gudstjeneste har 👤Napoleon igen oprettet i 📌Frankrig, og den udvortes Skikkelighed har han søgt at kalde tilbage ved Love; men Troen kan han ikke give sit Folk, og kommer den ikke tilbage, kan selv Han opleve den Dag, da Kraftens Levninger ere fortærede. ►Alt før Revolutionen dyrkedes med Iver kun 280trende Kundskabsgrene: Kemi, Astronomi og Mathematik, og hvor disse ret blomstre, behøves intet andet Vidnesbyrd om, at det aandelige Træ ►er sin Udgang nær. Hine Kundskaber forlyste endnu længere, end ►Ordgranskning og ►Sagakyndighed vantro Sjæle, ei allene for Nyttens Skyld i det daglige Liv, men ogsaa fordi de snarere lede fra end til Religjonen. Ved at opløse ►Legemerne i deres usynlige Bestanddele, bekræftes Man i Indbildningen, at det hele Menneske kun er et Legeme, der opløses ved Døden; ved at beregne Himmellegemernes Gang og efterforske de nærmeste Aarsager til Alt, hvad som i det Høie minder om Gud, hjelpes Man til at glemme ham; i den indholdsløse Uendelighed, Mathematiken viser, opdager Man et kærkomment Billede af Sjælen, med dens uendelige ►Fremhigen, og fries fra Forestillingen om en Evighed, som forfærder alle Guds Uvenner. Indseer Man end, hvor nær beslægtet Sjælen i ⓘ denne ►Kundskabskreds: Mathematiken, med sin ►ideløse Tydelighed og anmassede Selvstændighed maa være med den menneskelige Forstand, naar denne stadfæster sig i hovmodig Vantro, da forstaaer Man hvor meget Sandt der er i den ►almindelige Paastand, at Kristendommen ►er Videnskaberne i Veien, og kan tillige kaste et ►mærkeligt Blik paa deres Stamtavle. Endel af disse Kundskaber kan længe bevares igennem Brugen, men den videnskabelige Syslen dermed holder snart op af sig selv, thi selvstændig kan Sjælen ikke være, og naar den 281formastelig prøver derpaa, bliver den ⓘ flux Legemets Træl. Mærkværdig i flere Maader er den ►underlige Røst 👤Chateaubriand i den sidste Tid har opløftet. Under Ugudelighedens frækkeste Tidsrum udarbeidede han et Værk til Kristendommens Forsvar og har senere i ubunden Stil skrevet et Slags Digt, om Kristendoms og Hedenskabs Kamp. ⓘ ►Ukristen er han vel ikke, men han synes kun at stride for Kristendommen i sin katolske Skikkelse, som den fuldkomneste Mythologi, og det er at ►salve den til Jordefærd. Naar et Folk bliver vantro, da spottes og anfaldes Kristendommen, og først naar Man har overvundet Frygten tilligemed Ærbødigheden, leger Man med den.

✂ 📌Italien, som nu bestaaer af et ►navnligt Kongerige under fransk ►Høihed i Norden, franske ►Landskaber i Vesten og Riget 📌Neapel i Syden, er aldeles nedsunket i aandelig Søvn. Dets mere spillende og klangfulde, end aandelige Poesi opløste sig hos 👤Metastas endelig ganske i Musik, og 👤Alfieri syntes for Italienerne at være en Digter, fordi han i alvorlige Ord talte om Fædrenes Kraft og Manddom. Paa Fransk er dets ►glimrende Tidsrum, klart, sanddru og forstandig beskrevet, men ikke forstaaet, af Italieneren 👤Sismondi, der saaledes har holdt Fædrenelandets Ligtale. Dets store Skatte af Konstværker ere under Krigen mest fløttede til 📌Paris; ogsaa af sin Pave er 📌Rom forladt, kun Enkelte sysle endnu der efter gammel Vane med at betragte Oldtidens Levninger; 282og Billedhuggeren 👤Kanova udhugger de himmelfarne Dyder i Marmor, for dermed at smykke Fædrelandets Gravhøi. Hos os har Konsten i 📌Syd og Moralen i 📌Nord samme ►Bestilling, som Mythologien hos de kloge Hedninger; de forgude Dyderne, og med denne sidste Æresbevisning vil vi løskøbe os fra alle Bebreidelser, fordi vi ei øve dem længer. Ei i Fædres Huse, men i Bøger og Konstsale skal den næste Slægt lære at kende Ærlighed, Mod, Trofasthed, Fædrelandskærlighed og Religjonen selv, som forstenede Billeder af hvad der livlig rørte sig i ►Oldefædrene og ►prægede sig i deres ►Idrætter. I det følgende Led skal den afmalede Bedrift tykkes ubegribelig som en Mythe; igen skal en kraftløs, overtroisk Flok i ►Mandelignelse bøie Knæ for Farven og Stene, og hvad Digtere have siunget til Skemt skal troes som Aabenbaring. Det er 📌Europas Dom, hvis den længer forhærder sig mod Sandheden, kraftige Vildfarelser skal udskikkes og paa Løgn skal Man tro.

✂ Spanierne sov trygt indtil Kongens Afgang, kun nogle Faa havde under Bourbonnerne drømt en fransk Oplysning, og ►enddog det ►lod som de vaagnede omsider, er deres Gang som en ►Nattevandrers. De vil indbilde sig selv, at de endnu have den ►forlorne Tro og Kraft; vaagnede de virkelig, da vilde et høit Skrig over det store Tab være deres første ►Idræt, og først da var der Noget at haabe. Skeer ikke det, da forgaa de, hvad enten de sprænges 283i Luften, eller faae Lov til at raadne paa Leiet. Mærkelig er imidlertid deres lange Kamp og lærerig kunde den være for Folkene, naar de, istedenfor at døve sig selv med det unyttige Skrig paa Fanatisme, vilde betænke, hvad blot et dunkelt Minde om en svundet Tro og Riddertid har udrettet. Over Egennytte og Dorskhed, Yppighed og Dødsfrygt har det seiret, hvad vilde da ikke Troen selv med sin Reenhed i Øiemed, sit Lys og sin Kraft ►kunnet virke til Raad og Daad. Men spildt tykkes ogsaa denne Underviisning; thi Folkene ønske ikke Kraft til at forsage det Jordiske, de ønske kun at beholde det, og de hade i Hjertet hver, som opoffrer det, fordi deres Indbildning om dets Herlighed derved baade spottes og rystes.

✂ 📌Storbrittanien synes at høre til de vissest ►forlorne Lande, ►enddog 📌Skotland og 📌Irland vel ei ere fuldt saa elendige som 📌England. ►End herske dets Flaader paa Havet, men det har tit nok ladet sig ►tilsyne, at de sidste nogenlunde dygtige Sømænd 📌Europa har: de nordiske, ere de engelske ►i lige Tal vidt overlegne, og en nyskabt ►Romerflaade maatte lettelig kunne udvriste Treforken af Krøblingens visne Hænder. Handel og Fabriker have faaet ►uforvindelige Stød, mindre ved Fastlandets Spærring end ved dets Armod og oplivede Vindskibelighed; men allermest ved den Uredelighed, Egennytte og Dorskhed de selv fremkalde. I alle Maader ligner 📌England ►en kalket Grav, der udvortes skinner, men indvortes er fuld af Ureenhed og 284Dødningebeen. I intet protestantisk Land holdes den udvortes Gudstjeneste saa høit i Ære, og ingensteds have, som der, talrige ►Selskaber med stor Udgift arbeidet paa at befordre Kristendom ude og hjemme; og ingensteds er i Hjerterne mindre Kristendom. Særsynet er let at forstaa, naar Man betænker: dels, at Gudstjenesten er en uadskillelig Deel af Statsforfatningen; dels, at da Vankundighed er ►almindelig, maa her være saare Mange, som beholde en vis arvet Ærbødighed for Fædrenes Tro og det guddommelige Ord; og endelig, at Folk, med en saa alvorlig Grundstemning, aldrig ganske kan løsrive sig fra Bekymring for Sjælens Vel. Medens derfor Egennytte, ►Overdaad og ►Kødslyst herske, medens ►Eder og Ægtekvinder falbydes paa Torvene, indbilde de Arme sig, at kunne frelse Sjælen ved at ►eftersige Kirkebønner og ved at ►tiende af det uretfærdige Gods til Geistlighed og Bibel. Af alt ⓘ Aandeligt er, som af Troen, kun en livløs ►Skygge tilovers. Bøger høre til Yppigheden; og at skrive blot taalelig er en sikker Vei til Ros og Rigdom; men alligevel fremkommer hardtad Intet, som er værdt at nævne. Uld og Sukkerrør ere blevne besungne i lange Digte og saadanne ⓘ Vers ere ligesaa sikkre Vidnesbyrd om Poesiens Død, som de udgøre et værdigt Epos over 📌Englands Helteliv i de sidste Aarhundreder. Historien er nær ved aldeles at forstumme, og 👤Roscoes Levnetsbeskrivelser over Mediceerne ►Lorents og ►Leo forkynde en ►Axsam285ling i Efterhøsten►, ligesom 👤Plutarks fordum; men de forkynde tillige ved Valg, Synsmaade og Lovtale over Mediceernes ugudelige Tidsalder Aandens høieste Stade paa Øen. Bifaldet de have vundet rundt i Landene, er en Stadfæstelse mere paa, at vor Tids Lærde ere nær i Slægt med hine, der skammede sig ved deres kristne Døbenavne, som ved al Kristendom. Allersynligst er den aandelige Død deraf, at de fleste udmærkede Hoveder sysle med Mekaniken, thi her har Legemet aldeles opslugt Aanden og synes at ►røre sig selvstændig. Allerede 👤Herder bemærkede med sit skarpe Øie den mekaniske Retning i al vor Tidsalders Tænkning og Idræt; og daglig vorder Mennesket mere en blot Tænkemaskine, der optrækkes af Drifter og Lyster og løber tankeløs ud paa Gravens Rand. Snart vorder vel dette 📌Englands Lod, ►daglig henskylles Sanddyngerne under det ►glimrende Palads og et Vindstød er nok til at kuldkaste det i et saa grueligt Fald, at vel intet Folk i Hast skal misunde det at have havt Købmænd, der vare Fyrster og handlede med Menneskesiæle. Om Vindstødet skal blæse over 📌Kanalen eller Verdenshavet, eller som en Hvirvelvind opstaa paa Øen selv, det kan Ingen vide; men synligt vil det være, at ikke udvortes Magt, men indvortes Raaddenhed voldte Faldet. Brødløse ere Mange vordne i de sidste Tider, en stor Del af Folket sukker i skændig Trældom som ►Daglønnere hos Rige, der have opslugt Landet. Til Alt optænkes Drivværk, for 286at spare Menneskehænder, eller rettere Føde og Dagleie, og især under en Fred vilde de arbeidsføre Tiggeres Tal blive umaadeligt. Istedenfor altsaa at lovprise Fattigvæsenet, denne kristen Kærligheds kolde Ligsteen, skulde Man indse, at naar Kristendommen ei ►binder og trøster Tiggerne, ere de ►galne, hvis de kummerlig friste Livet ved det Naadsensbrød deres Udsuere række dem med Pral og fornem Mine, istedenfor at plyndre de Riges Skatkamre og Paladser. ►Opmænd vil neppe fattes, thi vel har Ministrene hidtil kunnet købe Parlamentet, men en klog Mand maa sælge sig til den høieste Pris, og hvor Egennytten hersker maa, under en Statsindretning som den engelske, Misundelse nødvendig volde Tvist og lette Oprør. At 👤Prindsen af Vales har sveget sit gamle Parti, som udentvivl ►eier de bedste Hoveder, vil maaske fremskynde Uveiret; og de irlandske Katoliker synes at ville kuldkaste Statsforfatningen, ►enten deres Forlangende afslaaes eller opfyldes. Bleg og døende sidder da Dronningen paa de mange Vande; Giften hvormed hun skænkede Folkene brænder hendes egne Indvolde; Kristendom er Modgift for hver en Sot, men Giften tykkes sød og ►Lægedommen bedsk for ►den lækkre Gane.

✂ 📌Holland hørte, saa at sige, gennem et heelt Aarhundrede ei længer blandt de Levende. Dets Købmænd indmurede sig daglig mere hos deres Mammon og bleve ved at ville tjene den og Gud tillige, det kirkelige ►Lærebegreb er der287for ►blevet saa temmelig uanfægtet, og Folket er ei blevet udmarvet ved Yppighed eller Vellyst; men det sov aldeles ind ved Piben og Pungen. ►Sproggranskernes lange Række ►udgik med 👤Hemsterhuis, og Legemets udfarne Sjæl, Frihedskærligheden, besøgte ►sidstegang som et ⓘ Genfærd sin gamle Bolig, da nogle saakaldte Patrioter satte sig op mod Statholderen*1787. og legede siden Republikanere, da han var flygtet for Frankerne. En liden Stund havde 📌Holland 👤Napoleons Broder til Konge, som fordum 👤Maximilians Søn til Hertug, og indlemmedes derpaa i det franske Rige, som fordum i det spanske. Ogsaa her sees da den ►Kreds udløbet, som Troen i 👤Luthers Dage gav Folkene Mod og Kraft til at ►beskrive.

✂ Ogsaa 📌Sveits har sluttet sit livlige Tidsrum, men værdelig og altsaa skinnende. 👤Gesners ►Idyller og 👤Lavaters Folkesange ere favre Ligsalmer, og 👤Johannes Myllers Krønike en stolt Bautasteen.

✂ Med Samfundets udvortes Opløsning gik det saaledes til. De rige Borgere i de store Byer, mest i 📌Bern, havde længe skadet Forbundet ved deres Herskesyge, og foraarsagede dets Undergang ved at udsue og ►trykke 📌Vaadtlandets Indbyggere. Disse kaldte nemlig Frankerne til Hjelp, de storagtige Borgere krøbe flux i Skjul og ►enddog Hyrderne med en 👤Reding i Spidsen ærede i ►Marken Fædrenes Ihukommelse, mistede ogsaa de deres gamle Forfatning. Sagtens duede ikke heller de længere til 288den, thi det patriarkalske Liv var inderlig uddød med den gamle Hjertens Tro og Enfoldighed, og dets udvortes Skikkelse ødelagdes af fremmed Guld og ►Overdaad; men alligevel er sønden for 📌Skodborg Aa ingensteds mere Kraft og ret ►Kækhed tilovers, hvorfor ogsaa 👤Napoleon i ærefulde Udtryk lod 📌Sveits allene beholde en Forfatning med fri Skikkelse. Fra et saadant Land kunde Man i denne aandelige Trængsels Tid vente gudelige og ►mandelige Røster; de lode sig ►og høre, men heel forvirrede, ►saasom Dagene ere saare onde. 👤Lavaters sværmeriske Hjertelighed, det kristelig pietistiske ►Selskab i 📌Basel og den ►vakkre 👤Pestalozzis ►Idrætter ere de store Vidnesbyrd om Religjonens Kamp mellem 📌Alperne med Tidens ►Vanart. 👤Pestalozzi hørte sukkende det forvirrede Bulder om Opdragelse og Underviisning; thi han saae med blødende Hjerte, hvorledes Vankundighed, Synd og Ugudelighed voxte under ►Larmen. Det var gennem mange Aar hans stadige Betænkning, hvorledes menig Mand skulde ►optugtes i al Enfoldighed til at frygte Gud, gøre Ret og Skiel og tænke klart i de jordiske ►Handler. Hos 👤Zvingels Landsmand i vor Tid var det en rimelig Tanke og Attraa, at lade Mathematiken med sin Klarhed og Vished herske i Hovedet og dog bygge Gudsfrygt et helligt Tempel i Hjertet, og var Kristendommen tilstæde, saa at Jorden rettelig vurderedes som et Herberge for den til Evigheden reisende Aand, gik det maaske an med Hans og 👤Zvingels, 👤La289vaters og 👤Myllers Landsmænd, thi aldeles særegne ere deres indvortes Vilkaar; men at prøve det Samme med andre Folkefærd er vist stor Vildfarelse. Sligt vilde ei heller falde Nogen ind i en kristelig Alder, thi da opvoxe trindt i Landene dygtige Mænd, som føle hvilken Skikkelse ►Tankeringen maa have hos deres aandelige Frænder. Nu derimod, da Tidens ►Fuldmægtige bryste sig af deres Oplysning og ►afbevise den selv ved at bortkaste hvad de nys opløftede, saasnart noget Nyt træder frem ►med Skin eller ►Størke, er der ingen Ende paa Efterligningen, og Forvirring er den visse Følge. Dobbelt skadelig maa Efterligning vorde i dette Stykke, fordi Religjonen ligger uden for ►den egenlige Lærekreds, og kan kun trives ved dens Side i ►synderlige Gemytter. Betragter Man nu 👤Pestalozzis Adfærd (Methode) da seer Man et sørgeligt Tidens Tegn, men ►og Grunden, hvi alle ►Ukristne, der have Evne til at tænke efter og bekymres noget for at raade Bod paa Ryggesløshed, maa bifalde og antage den. Var 👤Pestalozzi blevet Kristen tilbunds, vilde Han faaet Mod til at angribe Syndens Uhyre i sit eget Hjem, nu derimod søgte han kun at reise et Bolværk mod dens ⓘ ►Edderstrøm. Han saae Aandens mekaniske Retning i sin Tid og vilde prøve, om det ei var muligt ved Drivværk at ►indskrue klare Begreber og dydige Grundsætninger, saa at Mennesket altid havde en ►Rettesnor ►tilrede, hvorefter han kunde afmaale sine 290Tanker og ►Idrætter. Det skulde da være et Surrogat for kristen Kærlighed, men det er af samme Slags som ►Papiret hvorpaa der staar skrevet, at det skal gælde for ædel Malm; det følte han dunkelt og kaldte derfor Religjonen til Hjelp, men gjorde den efter Tidens bagvendte Viis til Støtte, istedenfor til Grundvold. Enten maa nu i de fleste Gemytter Støtten kuldkaste Bygningen, eller, som ►rimeligst er, begraves under dens Grus; og ►Vanedyd, som ingen Dyd er, blive det ypperste, sjeldne Udbytte Man kan vente af den ganske ►Handel. Mennesket skal være, hvad der i Grunden er modsigende: en oplyst, moralsk Tænkemaskine. At Saadant maatte finde stor Modstand hos de Mange, der med stor Nidkærhed vaage over deres Frihed til at ►gøre Ondt, er begribeligt; at det maatte behage dem, der indsaae hvor uforligelig Egennytten er baade med Samvittighed og ►Borgersamfund, er heller intet Under; men ubegribeligt maa det vel nævnes, hvi Slægtens Læger heller vil bryde Hovedet med at opfinde ny, fortvivlede ►Raad mod Sygdommen, end give det gamle, ufeilbare Husraad: paa kristen Troes Vinger at nedhente den Kraft og Kærlighed fra det Høie, som før har giort de store Underværker. Men her heder det med Føie: ►Læge, læg dig selv! vilde Tidens Vise gøre det, før de øvede deres Konst paa Andre, bleve deres Raad lidt mere enfoldige og visse. I mange Maader kunde man sige, at 👤Johannes Myller skrev sin Krønike paa 👤Pestalozzis Viis, 291som da ei heller er underligt, aldenstund de vare samtidige Landsmænd; thi denne Krønikes Kendemærker ere en for Udlændinge kedsommelig, ►stundum smaavurn Vidtløftighed, men ►alt imellem Falkeblik og ►Kæmpegreb i Menneskets og Tidernes Indvortes. Hertil kommer ►end, et mandigt ►Tungemaal, og den Særhed, at en kort Anmærkning mangengang er mere værd end ►et heelt ⓘ Bladetal►. Den samme Mand, der saa tit dømmer Mænds ►Idræt og Begivenheders Komme med deres Aarsager, ligesom hans Alders selvkloge Daarer, er den Første, som lod Pavemagt, Riddertid og Korstog, ja den ganske Middelalder, ske nogenlunde Ret. Sin Kristendom ►forlorede han halv i Tidens Strøm, saa at han endog formastelig tilraaber Folkene: ►Troer fast, eller ►troer Intet! og fordømmer saaledes sin egen ►Halvhed; men kostelig taler han mangensteds, naar hans gode Aand raader, som naar han til Tidens taabelige Bebreidelse: hvad Ondt er skeet, som Præster ei bedrev? lægger det korte Spørgsmaal: og hvad Godt? naar han om de gamle, troskyldige Kirkefædre melder: af slige Mænd er Kristendommen ei opdigtet; naar han taber sig i Beskuelsen af den gæve 👤Luther, naar han klarøiet kalder 👤Kants ►Lærebyg ning►: Forstandens Bankerot; og saa tit foruden, hvilket Alle, som oplæres i de boglige Konster, skulde læse hos ham selv, saavel i hans Krønike om 📌Sveits, 292som i hans korte Begreb af Verdens Historie, der i al sin ►Halvhed dog er en mageløs Bog.

✂ I et Aartiende førtes den kantiske Strid med en Opsigt og ►Almindelighed, som siden 👤Volfs første Dage havde været mageløs, og det kostede ei stor Umage at afvæbne eller ►overraabe hans Modstandere, men til at forstaa hinanden, end sige enes, dertil kunde hans Tilhængere ei drive det. For alle rolige Tænkere maatte det synes, at hele Striden kun var om Ord, som det kategoriske Imperativ, den praktiske Fornuft, Maximer og Kategorier, thi ►havde det været de godt Folk ret om Sandhed at gøre, var Visdommen slet ikke høiere, end at de kunde sagt hvad de vidste paa ►ordenlig tydsk Maal; men det er gammel Vane, at hylle Vankundighed og Vildfarelse i høitravende Ord, thi da ►gaber ►Mængden, og til denne forfængelige Ære er det Man beiler. Midt under det Skraal, at Dyden skulde øves for sin egen Skyld, og det store Ve over dem der tænkte paa at fremme deres evige Lyksalighed, vrimlede Kirker og Messer af Prækener og Bøger, som vilde lokke Folk til Dyd med timelig Velfærd, og true dem fra Lasten med Steile og Hjul: det var den rene Moral, som ►slog Sparto til den kristelige. Theologerne svedte over at faa Kristendommen uddrevet af Bibelen: et ►Sprog var en ►Randskrift (Glosse) et andet ►feilede i en Haandskrift, et tredie kunde blive fornuftigt ved en lille Forandring og var da vist en Skrivfeil med store Bogstaver, men hvad 293der ►kom for tit, det var ►Læmpning efter hiin Tids Fordomme af dem, der enten vare Bedragere, eller ogsaa vidste at de talte og skrev for alle Tider, og altsaa maatte ved ►Læmpningen føre alle dem vild, som ligefrem troede dem paa Ordet. Kun Faa vare redelige nok til at sige deres Hjertens Mening: at de i Grunden blæste ad Bibelen, og kun for Pøbelens og Embedets Skyld gjorde sig den Uleilighed at fordreie den. I Begyndelsen af den franske Revolusion fremstod en nye udmærket Grubler: 👤Gotlieb Fichte fra 📌Lausits,*født 1762. som for en kort Tid satte Hovederne i ny Bevægelse. Han ansaae vort Jegs Tilværelse for det eneste Visse, hvorved han rigtig nok paa en Maade gjorde Mennesket til Verdens Skaber og maatte i det mindste tale om sit Jeg, som Man ellers kun talte om Gud. Saadant forargede i 📌Sachsen, ja han blev endog ►aftakket fra ►Høiskolen i 📌Jena som en Gudsfornægter; men i hvilke Irgange han end paa sin løse Vandring har for vildet sig, maa Man dog bekende, at han efterhaanden kom Kristendom, altsaa Sandheden, nær. Faa har, saa klart som han, gennemskuet Tidsalderens ►Vanart, det harmede ham at se 👤Kants strænge Dydslære forvansket, Egennytten gjort til Grundsætning, et Skillerum opreist mellem Gud og Mennesket, og den tørre Forstand istedenfor Kærligheden gjort til Dydens Kilde. ►►I Selvfornægtelse og Opgivelse af sin Egenvillie i Guds, satte han, som 👤Kristus, Menneskets Ære og Salighed, men Sværmer blev han 294af pietistisk Art, fordi Han ei vilde ►bøie sig under Korset. Han mente som endel af Pietisterne, at Mennesket ved Kærlighed til Gud selv kunde blive ►en Kristus, og da han ►vel indsaae, at uden Forsoning er ingen Syndsforladelse, faldt han til den Grundvildfarelse, at fordi Synderen er som død, er hans Tanke og Gerning et Intet, som han, efter sin Omvendelse, ei behøver at fortryde eller faa tilgivet. Ogsaa ham forvildede Hovmoden, men enten siger han Andet end han mener, eller han, efter en Ydmygelse, maa ende med at vorde ►fuldelig Kristen, og det skal han vel komme til at sande, at Døden er en virkelig Ting. Et sørgeligt Tegn er det, at denne Mands klare Grublen og ►Kæmpetale kun for et Øieblik henrev Enkelte; thi det er ei hans Vildfarelse Man hader, det er hans sande Tale om Tidens Gemeenhed, om den indvortes Dyd og det hellige ►Samfund med Gud, som forarger, og tildrager ham Sværmernavnet. Af hans Skole er derimod udgaaet en Flok, med ►Vyrtembergeren 👤Schelling i Spidsen,*født 1775. hvis Tal daglig voxer og hvis Grundsætninger ere de fordærveligste af Alle. Det Ondes Oprindelse er ►vist nok ubegribelig og en tænksom ►Ukristen har kun to Veie at gaa, enten at antage ►to Grundvæsner, eller nægte det Ondes Virkelighed. Den sidste Vildfarelse anbefaler sig til Fornuften ved at ►fremkogle den Enhed i Mangfoldigheden, ►det Grundslægtskab mellem Modsætningerne, som er Fornuftens Attraa; men just for295di Fristelsen er stærk, har Mennesket i sit Inderste et end stærkere Vidnesbyrd om det Modsatte, thi et saadant er den ►bestemte Strid mellem Godt og Ondt, hvilken han maa tillægge samme Virkelighed som sin Tilværelse. Formastelig maa han da lukke Øret for hin Guds hellige Tale: ►Ve Den! der kalder det Onde Godt — som lyder i Samvittigheden, og den som ►fuldelig gjorde det, var en Djævel. ►Hvo som gør Ondt hader Lyset og skjuler sig som 👤Adam, naar Herren kalder, derfor var det at Menneskene ei vilde vide af noget ►Samfund med Gud, men Visheden trænger sig dog mangengang ind paa Mennesket, især det mere poetiske, og da tager han sig for at ►sammenblande Lys og Mørke, Gud og Verden. Hele Tilværelsen anseer han som et evigt, nødvendigt Kredsløb, i hvilket Straalerne af det forborgne Lys udskinne, bryde sig i et sælsomt Farvespil, og tabe sig atter i Lyshavet; Godt og Ondt ere kun i Forestillingen Modsætninger, som Klart og Dunkelt, Reent og Blandet, Stærkt og Mat. Med denne Beskuelse er nødvendig forenet en grændseløs Hovmod, Forgabelse i egne Drømme, Ligegyldighed for Hjertets Tilstand og Sjælens Vel, thi alt i Mennesket er af Gud, der er ►ingen Frihed, ingen Tilregnelse, ingen Straf, thi Gud kan ei være sig selv imod, eller gøre sig selv ulykkelig. En mageligere Vei til ►Samfund med Gud i Tid og Evighed lader sig ►vist nok ikke tænke, men her gælder det ►fuldelig: ►farer ikke 296vild, Gud lader sig ikke spotte! og ►mærkeligt er det, at disse Folk med Velbehag speile sig i 👤Goethes 👤Faust. Hvorledes Saadanne maa beskue Kristendommen, er nemt at vide: som en Mythologi, der aldeles er paa deres Side. Hvad den siger om en Kristens Væren og Rørelse i Gud, om Troens hemmelige Samfund, om Lysets Børn, hvis Gjerninger ere gjorte i Gud, og om alle de Troendes evige Forening i 👤Kristo, overføre de paa Mennesket i det Hele, og ►►forvende saaledes Dette, som alle Skrifterne, til deres egen Fordærvelse. Theologerne af denne Skole som 👤Daub, 👤Schleiermacher og 👤Marheinecke, tale derfor om Bibel, 👤Kristus, Forsoning, Mirakler o. s. v. som om de vare Kristne, ►endog de knap tro paa nogen høiere Aabenbaring end den de selv have; ei paa anden Forsoning end den fra Evighed i Ideen, ei paa andre Mirakler end dem de ved egen Kløgt mene snart at kunne gøre. ►I Tiden staa de Mennesker da som kristelig Troes Repræsentantere ►ligeoverfor 👤Kant, ligesom 👤Zinzendorf ►for 👤Spener, og her aabenbarer sig ret Tidens Elendighed: Kristendommen skal lade sig bruge til et Billedsprog for aandelige Drømme, ligesom de græske Myther i 👤Julians og hans Sofisters Mund. Det maa være Naturfilosofernes Øiemed, hvad 👤Schelling selv har vedkendt sig, at danne en Kaste, som 📌Ægyptens præstelige Troldkarle, og lade menig Mand nedsynke i den skændigste Overtro, medens de bevare deres Visdom i Hieroglyfer, thi 297saaledes maa Man vel ►nævne det Sprog de Indviede tale og skrive. En fordærvet Katolskhed befæstet ved falske Underværker, er da det, hvortil denne Tidens nyeste Retning henpeger, og hvorledes Kraften kunde bevares vilde være den eneste Opgave for hvad Man kaldte Moral, thi Saligheden kommer af sig selv.

✂ Dette er Naturfilosofien i sin Eiendommelighed, men betrag tes den som ►Gæringsmiddel, da har den, under Forsynets Styrelse, ►alt udrettet meget Godt, og maaske jævnet Veien for tilbagevendende ⓘ Kristendom. Den var en skæv, men stærk, Modvirkning af det Poetiske i Mennesket, mod den Alt opløsende ►Forstandsbrug, der stræbte at udslette alle det Guddommeliges Spor; den har, skøndt i ureen Hensigt, aabenbaret Tomheden af den herskende Moralpræk og det underlige ►Væv om Tro og Poesi af Folk, som ingen Ahnelse havde om disse Ords Mening; den har brystet sig i Sang og Tale med Bibelens Ord, tit i deres sande, altid i en aandeligere Mening, og derved ei allene gjort Tidens vrange ►Udlæggelse af de hellige Skrifter latterlig, men ogsaa oplivet en Ærbødighed for disse, som med Guds Hjelp skal styrte den selv. Ligesom 👤Goethe paa en Maade var Naturfilosofiens rette Fader, saaledes maatte vel, i dens Manddom alle tydske opvoxende Digtere vorde dens Børn, eller vare i det mindste nødvendig dens Frænder, og mellem disse ere 👤Tieck, 👤Hardenberg, under Nav298net 👤Novalis, og 👤Verner de navnkundigste. At Hovmod maatte hos dem frembringe tøileløs Uorden, forrykke Hjernen og snart udtørre baade Kærlighedens og Begeistringens Væld, var ►ligefrem, men mange herlige Toner klang dog fra de overspændte Strænge, før de brast. Brustne ere de ►alt; 👤Novalis døde, som for at oplede sin Poesi, der gennem 👤Heinrich von Ofterdingens digteriske Liv blev aldeles borte i Allegoriens ►Dunstkreds; 👤Tieck sang sig hæs i Eventyr og forstummede; 👤Verner blev omsider selv bange for de Spøgelser, han havde ►fremkoglet omkring sine herlig døende Tempelherrer og sin levende ►Luther, dog vel ►og for de filosofiske Djævle i Attilas ►Hexekreds, korsede sig og flygtede ind i den saliggørende Kirke.

✂ ►Krøniken, som var nær ved aldeles at vorde en Børneleg, da den betragtedes som et Virvar af Tildragelser, frembragte af Tilfælde og menneskelige Lidenskaber, er ogsaa ved Naturfilosofien kommet et godt Skridt nærmere til sin Bestemmelse, at aabenbare paa ►eengang Menneskets Vildfarelse og Forsynets vise, kærlige Styrelse. Ei seer Naturfilosofen Saadant, det Hele er ham kun et nødvendigt ►Spil af de gærende Kræfter, men da Menneskets Afhængighed og en tvingende Magt er det Eneste der ►aabenbar viser sig i Tiden, som i den Enkeltes Liv, medens Friheden ►bygger skjult men vis i Hjertets Inderste, maatte han alligevel se ret i de fleste Dele, hvor Talen var om Begivenhedernes Hovedaarsager og indvor299tes Sammenhæng. Kun de Hovmodigste af denne Skole, som digtede istedenfor at granske, maatte i det Enkelte blive til Latter, og i deres Vurdering af Mænd og Tider, især af de første, maatte de Alle tit fare vild, fordi Kraft kan være forenet med et Djævlesind, og Kraft er deres Gud, dens Yttring Moralitet. Hvilken Skikkelse ►Krøniken under saadanne Mænds Haand, som tillige havde historisk Kundskab, maatte faae, seer Man i 👤Voltmanns ►Reformationshistorie og maaske allerbedst i 👤Friederich Schlegels Forelæsninger over den nyere Historie, hvor Naturfilosofiens gode og slette Sider komme tilsyne. Denne Visdom havde enstund sit Tempel i 📌Heidelberg, men har nu fløttet det til 📌Berlin, hvor en ny ►Høiskole er stiftet,*1809. og den synes snart at ville faae Herredømmet i 📌Tydskland, som da ei heller er underligt; thi enhver tænksom ►Ukristen som vil være enig med sig selv, maa blive Pantheist, og Naturfilosofien er Pantheismens nødvendige Skikkelse i vore Dage. Den ►læmper sig efter alle Menneskets Tilbøieligheder og maa derfor blive almindelig mellem de Boglærde i hele 📌Europa, hvis Kristendommen ei uddriver den som en ureen Aand. Venteligt er dette ikke i 📌Tydskland, thi faa ere de Mænd som med Fynd tale redelig Religjonens Sag; en 👤Reinhard og 👤Stolberg staa som Mindesmærker om det henrundne Tidsrum, ei som Forløbere for et nyt. Det er som om Guds Øie endnu med synderlig Kærlighed hvilede paa Reformationens Vugge, 300hvor 👤Luthers Been ►end hvile, thi under det hele Bulder har 👤Reinhard *født 1753. ►som en Kerubim vogtet hans Grav, og glædet hans ►Skygge med kristelig Tale. Den selvkloge Skare har ei kunnet noksom undres over, at en, i andre Dele, saa oplyst Mand ei vilde skamme sig ved ►Menneskens Søn, men spilde sin Lærdom og Veltalenhed paa Hans Forgudelse, istedenfor at bruge dem til sin egen, og, efter lang Grublen, udfandt de at det maatte være Hykleri, hvorved den forunderlige Mand vilde vinde sin Tidsalders Spot. Saa glædeligt det imidlertid er, at see den Gæve, som ved redelig Grublen og andægtig Bøn overvandt de svare Tvivl han delte med sin Tid, og ihvorvel Ligheden mellem hans og Tidens Tankegang udenfor de egenlige Troesartikle netop har vakt den store Forundring, er denne Lighed dog sørgelig, fordi den beviser at hans Tydelighed i det Enkelte ei er blevet Klarhed i det Hele og de Vantro kan med Føie bebreide ham, at han ei er enig med sig selv. ►Saa er det med de fleste Kristne nuomtide, Hjertets Trang og Længsel har drevet dem til 👤Kristus, men Forstanden er i Tidens Vold, det seer Man, naar de ►dømme om Livets Sysler, om videnskabelige og sædelige Ting; deres hele Tankegang er ei blevet kristelig, men det maa den være hos de Mænd, som med Held skal stræbe at ►omstemme Tidens Tone. 👤Stolberg er det tildels ligedan med, men hvad end er værre, han er overgangen til den katolske Kirke. Det tykkes ubegribeligt hvad 301en Mand vilde der, i hvis mageløse Udsigt over de hellige Skrifter, et saa reent Sindelag, en saa levende Tro og inderlig Kærlighed speiler sig; thi hvor lunken end 👤Luthers Menighed er vorden, behøver en Kristen dog ei at afsondre sig, den rette Andagt trænger ei til konstig Pirring, den rette Gudsfrygt ei til Munkesellen, Fastedage eller Kirkens Aflad, og usømmeligt er det at bære ►Menneskebuds tunge Aag tilligemed 👤Kristi, som om dette ei var gavnligt nok til Salighed. Udentvivl er den Gæve blevet forsagt i den tunge Strid mellem Sandhed og Vildfarelse og har givet sig under Kirkens Myndighed for at vinde Ro. ►►Adskillige ere Naadegaverne og Ingen dømme en Broders Tanker, vist maa det synes, at 👤Stolberg som Protestant vilde udrettet langt Mere til Guds Kirkes Bedste, og dog vilde Man i denne Dom udentvivl tage Feil.

✂ Medens saaledes Pantheismen forvilder de bedre ►Hoveder og Kristendommens Talsmænd uddø, forgiftes og forkæles den store ►Læseverden daglig mere af ►liderlige Eventyr om Tyve og Skelmer, som dog skal have været skikkelige Folk, af Romaner om ►Elskeleg, ved Skuespil ►af samme, ►af Rænker og Usselhed. Under Navn af Almue oplysning drives et ynkeligt Spil med de arme hyrdeløse Faar, lidt og slet oplyses de om Salighedens Vei, med mange Ord men derfor ei desbedre om deres udvortes ►Omgængelse, og i Kirker og Skoler, hvor menig Mand skulde lære at sysle med sin 302udødelige Aand, og indsamle hellig Forraad til dens Føde, Opløftelse og Trøst under de legemlige Sysler, timelige Bekymringer og Livets Genvordighed: der tales mest kun om legemlig Dont og unyttig Kundskab, snart barnagtig og snart høitravende. Ligegyldig er Almuen paa de fleste Steder for sit aandelige og evige Vel, det timelige er opslugt af Krigens Uhyre, og der vanke de modfaldne over hærget Odel mellem Arne og Valplads, ingen Tillid til Gud, intet oplivende Fremsyn til de evige Boliger, ingen Fred og Glæde i Gud. Saa er det ei overalt, men saa er det mangensteds, og ►►som dødt Kød æder det Onde om sig i Folket. Hvor er Lægedom uden i Troen, men den kommer ved Hørelsen, og hvorledes skal de høre, naar Ingen prædiker? Dog, ere de ei blevne uduelige til Troen, da vil Røsten vel komme, og efter alle ►Krønikens Mærker vil den komme fra 📌Norden.

✂ 📌Sverrig begyndte først i 👤Gustav Adolfs Dage at tage ret fat paa videnskabelig Syssel, og da var det mest Fædrenelandets Historie Man vilde ophøie. Ingen Digtere fremstode, ►uden Man dertil vil regne 👤Rudbek *født 1630. og hans ►Jævninge, som ►funde Paradiset i deres Hjem, og udsmykkede de ældste, aldeles mørke Tider med de underligste Eventyr. ►Al islandsk Skrift anmassede de sig, og skændte paa 📌Danmarks 👤Saxo, som en ublu Løgner, uden at eie et ►Blad af deres Eget, som kunde modsige ham. I det attende Aarhundrede uddøde ►det Zveibryk303ske Hus► og efter een ►Hesse kom 👤Adolf Frederich af det Oldenborgske paa Tronen, men Adelen herskede, og i den havde 📌Rusland og 📌Frankrig hvert et stort, men 📌Sverrig kun et lidet Parti. Staten blev ved sine Vaaben til Latter i Syvaarskrigen, men Folket vandt videnskabelig Hæder i 📌Europa ved tre navnkundige Mænd. 👤Olof Dalin *født 1708. gjaldt i 📌Sverrig for en stor Digter, men var dog ei ►stort mere end en vittig Versemager, derimod skattes hans 📌Sverrigs Krønike med Rette for den livlige Fremstilling, men troværdig er den ikke, og endnu mindre enten fuldstændig eller grundig. 👤Sven Lagerbring, af norsk Æt,*født 1707. skrev ogsaa en mærkværdig Krønike med Flid og Sanddruhed, men uden noget Begreb om det Aandeliges Sammenhæng med det Legemlige. Allernavnkundigst er 👤Karl Linne fra 📌Smaaland blevet,*født 1707. og det med Føie, thi han var et synderlig opvakt Hoved som forvandlede en heel Videnskabs Skikkelse til det Bedre. Hidindtil havde Man, paa løselig fransk Viis, ►delt Urter og Ukrud blot efter deres Blade, men Smaalændingen kigede indenfor med klarere Øie, og fandt i ►Frugtstøvets Redskaber sandere Kendemærker. Hans Fortjeneste ►af Naturhistorien ved Ideens Udførelse maa kun ►Indviede bedømme, men Ideen kan hver se var kostelig, ►om ogsaa i Fremtiden et ►inderligere Kendemærke skulde meget forstyrre hans Anordning. Man har kaldt Svenskerne 📌Nordens Franskmænd, og vel ei urettelig, thi ligesom den nordiske Alvor 304skinner igennem deres aandelige Syssel, saaledes kundgør den franske ►Jordiskhed sig i Aandens Retning paa det i Hverdagslivet Nyttige, i Mangel paa dyb Tænkning over det Evige og i Betragtning af Poesien som Veltalenhed og ►Morskabsleg. 👤Adolfs Søn 👤Gustav den Tredie øvede selv Digtekonsten paa saadan Viis og havde adskillige Medbeilere, blandt hvilke 👤Leopold og 👤Kellgren have faaet Navnkundighed. 👤Gustav var herskesyg, tog Magten fra Adelen og vilde i Forening med Tyrkerne standse 📌Ruslands 👤Katrine i sit Løb, men hindredes ved Adelens Opstand, siden vilde han ►ved Revolusionen vendt sine Vaaben mod 📌Frankrig, men myrdedes af sammensvorne Adelsmænd. Han var en Søstersøn af 📌Preusens ⓘ Friederich og lignede ham i mange Dele. Hans Søn 👤Gustav Adolf var et ►synderligt Væsen, han vilde være Helt uden Mod og Kraft og, ►som det synes, Kristen uden Tro. Han modsagde 📌Frankrig, men da Freden var sluttet i 📌Tilsit, paatog 📌Ruslands 👤Alexander sig, at bringe denne sin Svoger og ►Bundsforvandte til at forene sig med 📌Frankrig mod 📌England. Det blev til Krig, og da den var uventet, den finlandske Adel tildels troløs, Kongens Planer ►daarlige og der desuden maatte strides med 📌Danmark, kom 📌Sverrig haardt i Klemme. Adelen afsatte da 👤Gustav, 👤Alexander lod sig forlige imod at beholde 📌Finland, og den tappre danske Høvding, 👤Kristian af Augustenborg ►indkaldtes til Tronfølger. Han var ei Adelen tilpas og dø305de beleilig, hvorpaa en fransk Hærfører under Navnet 👤Johan kaaredes til Kronprinds.

✂ Kristendommens Tilstand kan ei være ønskelig, derom vidner det som meldt er: de rige Kirkeherrer lade Menighederne røgte ved maadelige Svende, og 👤Svedenborg, som talte om at genføde Kristendommen, var en mathematisk Sværmer. Ligesom i 📌England ere Bisperne Stormænd, og ►der holdes strængt over den udvortes Tugt. Sære Ting maatte ske i 📌Sverrig, om Kristendommen der skulde blive levende, end sige, udgaae derfra, som 👤Svedenborg drømte.

✂ Naar et Folk ►begriber i sig flere sammensmeltede Stammer, da kan det forene flere Evner i sig end ellers, og, hvad vel er det Fornemste, da de ►adskillige Stammer have deres særegne ►Gang, kan de vexelvis oplive hinanden, hvorved den ►almindelige Fordærvelse og Undergang forhales. ►Saa var det ei i 📌Asien og 📌Afrika, hvor Stammerne ei ►sankedes uden som Herre og Træl, oplivede ei hinanden, men skiftede ►i det Høieste Plads. I 📌Europa var det derimod altid saa, og det er Vilkaaret for Folkenes længere Kraftliv og Genfødelse. Er Troen Folkenes Livsrod, da er dens Genfødelse Betingelsen for deres, men ingen Tro, uden den som er grundfæstet paa vore hellige Skrifter, har kunnet genfødes, fordi det udelukkende er Sandhedens Egenskab. Kristendommen er det ogsaa allene, som sammensmelter alle de Stammer, der komme til at bo ►tilho306be►, og aandelig Trældom er uforenelig med den i alle Maader, thi den geistlige Stand optager, uden Persons Anseelse, hver dygtig Aand, og herfra kan den ny frigiorte Slægt udbrede sig til alle Sider. Disse ►Sætninger ere for omfattende til at ►udvikles her, men de maa haves i Tanker, naar man vil forstaa 📌Europas, især 📌Nordens Historie, og bør udsiges for at henvende Opmærksomheden paa Kristendommens Herlighed, og en gift Præstestands Fortjenester ogsaa i dette Stykke. Hvo som vil efterse de opvakte Hoveders og de ny Adelsslægters Stamtavle i det lutherske Tidsrum, vil lære mere herom end ham kan siges.

✂ Engang, om Verden skal staa saalænge, og Kristendom holder Aanden ilive, vil 📌Tvillingriget, formedelst sine mange gamle Efterretninger og Folkets historiske Natur, som ogsaa avlede hine, faae en mageløs Krønike, hvori det klarere end nogensteds, sees hvad hver Stamme og Slægt har udrettet til gensidig Oplivelse og ►Størkelse; endnu kan kun Opmærksomhed vækkes og enkelte Vink gives. At det sydlige og sydvestlige 📌Norges Indbyggere ere mest i Slægt med de rette Svenske og en Del af vore Øboere, at mange ►Sjælandsfarer, mest i Syd, Falstringer og Lolliker ere af slavisk Herkomst, og endelig, at Jyder, ►Trønder, Haleier og Guldbrandsdøler med en Del andre Nordmænd høre sammen, er tildels afgiort ved de Gamles Vidnesbyrd, dels vist for den, som har beskuet Stammernes Liv og ►Idræt. Syd 307paa i 📌Norge ►stadfæstedes svenske Gother med ►Ynglingeslægten, og tit var 📌Agde og 📌Vigen i de Danskes Vold, men nordpaa boede Joter, og der, siger 👤Snorro, var altid ►Landsens Størke. Rimeligvis gik ved Gothernes Indbrud, som ved Kløgt vare overlegne, endel Joter til 📌Jylland, som derfor kaldes 📌Jotland, og sees ligefra ►Heidreks Fabeltid at have staaet i nøie Samkvem med 📌Halogaland. Ere Cimbrerne udgangne fra 📌Norden, var det ►vist da. I 📌Fyen vidner Alt om en Blanding af Joter og Gother, og i 📌Slesvig mødtes hine med Saxer. Ved Siden af disse boede i 📌Holsten fra Arilds Tid ►Slaver, under Navn af ►Huner, siden kom flere til, og den synderlige Blanding er ei ukendelig. Paa Folkenes Herkomst bero deres aandelige Evner mest, ligesom deres legemlige Skikkelse, og hvor Slaver blive siddende ene, mærkes knap Aanden, ved andre Stammer maa de udvikles, og ►endda gaaer det langsom. Med 📌Saxen kristnedes 📌Stormarn, 📌Ditmarsken, og ►det egenlige 📌Holsten, men 📌Vagrien ei før i det 12te Aarhundrede, da ►Holster blandedes med ►Slaverne. Heraf kommer det, at 📌Holsten henimod Reformationen yttrede saamegen Kraft fremfor 📌Danmark og 📌Norge. Striden med ►de Ukristne havde der bedre ►opholdt Troen, men især Kraften, som ►og voxte ved de Nyomvendte. Det Samme var omtrent Tilfældet i 📌Saxen, her kunde 👤Luther ►opstaa og virke, hist fandt han strax stort Bifald, og i disse to Lande var 📌Hansestædernes ►Størke. Det var 308📌Hamborg, ⓘ som ved 👤Luthers Fødsel havde en 👤Albert Krants til Historieskriver, det var lybske Borgere, som gik til 📌Oldeslo, for at høre evangelisk Prædiken, og 📌Bergen var den første norske By som antog Evangelium. Ved Kristendommens Indførelse bleve Trællene Livegne, mange af disse vare ►Slaver, og paa Øerne maatte de fleste findes; vist have ►og Vender siden nedsat sig adskillige Steder, og saaledes bliver det begribeligt, hvi Almuen paa Øerne blev ►Vordnede, medens Jyderne beholdt langt mere Frihed, thi ►Slaverne fattes Mod og Kraft og modnes seent til Myndighed.

✂ Hvor der er mest Kraft og aandeligt Liv, slaaer Kristendommen de dybeste Rødder, thi der bliver Tankegangen kristeligere, og hvor Landets Vilkaar raade til ►Tarvelighed og Arbeidsomhed, ødes den ⓘ senere.

✂ Disse ►almindelige ⓘ Bemærkninger, som det koster Overvindelse ei at forøge, staae som Indledning til 📌Tvillingrigets ►Krønike i det sidste Tidsrum.

✂ Om ►Størkningen, ikke Genfødelsen, som blev 📌Tvillingriget til Del ved Enevoldsmagten, Lovgivningen, ►Kirkeordningen og Psalmebogen, disse Bedrifter af Nørrejyden 👤Svane, Sønderjyden 👤Nansen, den udentvivl tydske 👤Schumacher; skotske 👤Kingo og fyenske 👤Bagger er forhen talet. Som enhver konstig ►Størkning af Livsaanderne var dens ►øiensynlige Virkning kort, men, fordi den tildels østes af Kristendommens levende Væld, ikke slappende efter ►Over309spændelse►, tvertimod gavnlig selv i sin sidste, svageste Virkning, som vi ►end fornemme. Da Reformationen udgik fra 📌Tydskland, maatte i et Land, hvor Kongestammen var tydsk og hver Dronning ligesaa, tydsk ►Maal trænge mægtig ind; efterat Latin i et halvt Aartusende havde været Bogsprog og ►end var som Lærdoms Nøgel, maatte det være svart at ►drages med. Alligevel se vi dansk ►Maal vinde Seier baade i Tale og Bog indtil i 👤tredie Frederiks Dage; thi saalænge værgede Adelen Sproget, mange af de ►gode Hoveder havde deres Lyst af at skrive for menig Mand, og de Andre vilde behage de Fornemme. Nu derimod stødte det sammen som det maatte, at Adelen ringeagtede Fædres Sprog som alt Fædrene, ►uden Godset. Forfængelighed tog til, som Aand og Tro tog af hos de Lærde, de vilde skrive for hinanden, og om sprænglærde Sager; Borger og Bonde vare igen dybt indviklede i verdslig Bestilling og glemte at læse. Saa var det ikke i 📌Norge, der var Man senere paa Færde, og ►det led henimod Midten af det 17tende Aarhundrede, før den kostelige Oversættelse af 👤Snorros ►Krønike, som gaar under 👤Peder Klausens Navn, ►udgik ved 👤Ole Vorms Omsorg. Fra den Stund var det 📌Norrig fik Liv, ret som dets Adel uddøde, 📌Tronhjem sled sig fra 👤Karl Gustav, og Nordmændene sloges ►flink under 👤Gyldenløve. Under 👤fjerde Frederik brændte 📌Frederikshald sig selv, og ►for en saadan By maatte 👤Karl den tolvte blevet staaende, hvis han ei var faldet; af en saa310dan Stamme kunde man vente en 👤Tordenskjold, der foer og buldrede paa 📌Danmarks ►Strømme til Fjendens Rædsel, og en 👤Hersleb, der fra Kirkens Høisæde med Tordenrøst bød de Sovende vaagne. I 📌Jylland var Man ogsaa vaagen ►paa Bænken hos Bibel og 👤Saxo, som ►i Marken mod 👤Ludvig og paa 📌Stralsunds Volde, men Øboerne bleve ved at flygte i 📌Skaane; Bondesønnen 👤Peder fra 📌Syv ►førte omsonst bittert Kæremaal over Sprogets ►Forhutling og Foragt, og ►ret Skjaldskab var blevet saa gammeldags, at 👤Jørgen Sorterup var halv undseelig ved at øve det, da han i sine kostelige Viser besang Dannebrogs Hæder under 👤Gyldenløve, 👤Gabel, 👤Raben og deres Stalbrødre. Det var hartad med ham som med 👤Harald Haardraade, der skammede sig da han for sin ►Fylking havde sjunget i Eddas Versemaal. Det var nu kommet saavidt, at selv Islænderne glemte Modersmaalet i Skrift: deres gamle Forfædre holdt ►hardt derved, da Man sang Latin i Kirken, deres lutherske Fædre med 👤Gudbrand og 👤Thorder Thorlaksen i Spidsen, lode Sagaer trykke og omplantede flittigen hellig og verdslig Kløgt paa 📌Islands Bund, men allerede 👤Brynjolf Svendsen, som fandt 👤Sæmunds Edda, foragtede Moders maalet, og 👤Snorros ►Ætmand, den lærde 👤Thormod Torfesen *døde 1719. skrev saavel sin store 📌Norrigs Aarbog, som hvad Andet han havde at melde, paa Latin. Overalt var Sprogkyndighed og Sagaforskning, det hvormed de bedste ►Hoveder, saasom Jyderne 👤Vorm, 👤Bartholin 311og 👤Resen syslede, Kristendom og Menigmand ihukommedes kun i Kirken og til Husbehov. Hæderligt er det imidlertid, at de danske Lærde ei, som de tydske i det 17tende Aarhundrede, glemte de gamle Sprog, og den ivrige Tale med ►Saga havde vel ►og Noget at betyde. Nu begyndte det pietistiske Bulder, men bevægede ei 📌Danmark synderlig i 👤fjerde Fredriks Dage. ►Den ene Aarsag hertil var herlig, fordi nemlig Kristendommen ►herinde ei var nær saa forfalden; Bulderet vakte da ikke hin kolde Gysen, men kun alvorlig Eftertanke og Lyst til at bøde paa Mangler. 👤Frederik havde samme priselige Skik som hans Fædre: ►alt som han drog gennem Landet at høre de Præster, der stode i Ry for Salvelse og Frimodighed, han havde ►og den Lyst fælleds med dem, at have saadanne Mænd ►i sin Gaard, ►om de end med Guds Ord tugtede hans egen Skrøbelighed. Saaledes fandt han Mester 👤Peder Hersleb i 📌Gunslev, og den ►djærve, gudfrygtige ►Liflænder 👤Konradi, som havde studeret i 📌Halle, tog han paa den jydske 👤Løvenørns ►Ord. Herved fik han saadan Skat af baade dansk og tydsk Kristendom i Eie, at han kunde dele baade med Folket her hjemme og med Hedninger i det Fjerne, og det giorde han som en ærlig Mand. Den Tid var forbi paa Øerne, da Forældre med Lyst lærte deres Børn at læse Guds Ord, og skyede ingen Omkostning for at holde de ►letnemme til Bogen, og efter 👤Herslebs Raad lod Kongen bygge 240 Skoler med ►Tillæg efter Tidens ►Leilighed. 312👤Konradis Skyld var det vel derimod, at et Vaisenhus indrettedes efter Mønstret i 📌Halle, og her bleve ei allene mange hundrede ►Forladte kristelig ►optugtede, men Kirken fik mangen dygtig ►Guds Mand, den ellers vilde savnet. Det var ogsaa en tydsk, gudelig Røst som ►bøiede 👤Frederik til det priselige Værk, at ►opholde Præster, som 👤Franke skaffede, i 📌Trankebar til at omvende Hedninger, og herved aabnedes vel Kongens Øre for en lignende Tale fra 📌Halogaland. Der sad i 📌Vaagen Præstemanden 👤Hans Egede *født 1686. og læste i en gammel Bog, hvordan kristen Tro fordum havde ►bygget paa 📌Grønland. Det faldt ham saa tungt paa Sind, at ►de Arme nu skulde sidde i Mørke og Dødens Skygge, aldenstund Lyset dog engang havde skinnet hos dem; han talte høit derom, men Ingen vilde høre, da ►bares det ham for, at han selv skulde være Apostelen. ►Det var tungt for Kød og Blod, en kær Kvinde vred Hænder over det, der tyktes hende en ond Indskydelse, og i hele Aar stred den bedrøvede Mand under Bøn og Tvivl mod Guds Kald, som mod en Fristelse, men Guds Tanker sidde fast i et gudfrygtigt Hierte, og altid ►ringede det for hans Øre: ►hvo som elsker Noget høiere end mig, er mig ikke værd. Omsider kom Gud hans Skrøbelighed til Hielp, det var som om Alt sammensvor sig for at drive ham bort, og hans fromme 👤Giertruds Hjerte rørtes saa, at hun selv higede over Havet. Den svenske Krig som ►end varede, syntes at maatte nedslaa alt Haab, men 200 Aar efter 👤Luthers dristige 313Fremgang opgav 👤Egede sit Embede i Herrens Navn,*1717. og ►stilledes ei før han kom for Kongen at staa. 👤Fredriks Hierte bevægedes, men han var en sparsommelig Rentemester, og da 📌Bergens Købmænd isteden for Hjelp bøde ugudelig Spot, ►henginge 4 Aar for den Gæve under indvortes og udvortes ►Trængsel, inden ved Kongens, Præsteskabets og nogle Købmænds Almisser et Skib med Haabets Navn kunde bære Evangelium over Havet. En anden Tale udgik fra 📌Bergen sydpaa, som tyktes Mange et bedre Evangelium og blev gladelig annammet i alle 📌Nørrelande, men spaaede ei Godt om Kraft og Kristendom. Det var 👤Ludvig Holbergs Tale, og dette var den anden Aarsag, hvi Pietismen ei vakte mere Gysen. 👤Holberg blev Folkets Mand, som sjelden Nogen, ►sagtens kom det meest deraf, at han talte hvad Man gierne vilde høre, men han var ogsaa et af de faa store ►Hoveder, som kan gøre deres Synsmaade gældende i en vid Kreds. Han skrev foruden sin aabenbare Skemt, ►Historie om Kirken og Jøderne, om Danmark og Verdens berømte Mænd, Dom over Oldtidens Sæder, Moral, og i Brevstil smaa Afhandlinger om Allehaande, selv om Kristendom og Bibelfortolkning. Siden 👤Luthers Dage var Man vant til at betragte ►Alt under Solen som forfængeligt, og Evigheden som det forjættede Land, til hvilket Man, kun glad i Haabet, skulde alvorlig stævne gennem Verdens ► Ørk. Historien betragtede man som Undervisning om 314Guds Varetægt over sin Kirke og Straffedomme over de Ugudelige, Kirkens Lærere som hellige Mænd, hvis ►Skrøbeligheder Man skulde dække med Kærligheds Kaabe, boglige Konster som en Mur mod ►Pavedom og en Nøgel til de hellige Skrifter. Saaledes var endnu Tidens Tankegang og Tale, men det var tvertimod dens Attraa og Adfærd. Dette var en ►pinlig Tilstand under 📌Nordens stille ►Husliv og med den Trang til at læse og tænke, som er Nordboen egen og maatte være den protestantiske det end mere. Nu kom 👤Holberg med sin forunderlige Gave til at se og vise Alt bagvendt, samt til at ►bortkyse Alvor og snerte ►Daarlig heder►. Forholdet imellem Tid og Evighed slog han hen med Spas: at Tid er mod Evighed, som liden Landsby mod en stor og mægtig Stad; Fædrenes Liv afmalede han i sine Komedier og i Peder Paars, som et Væv af Daarskab, og derved fik Man Mod til at anse Gudsfrygten, der hos Mange var et Mundsveir, for en Del af den gamle ►Daarlighed. Man fik Skuespil, og kunde baade ude og hjemme le ad de alvorlige ►Vinteraftner med deres ►ubeleilige Tanker. At leve kristelig og nære sig af ►Vrag, blev et ►sammenhængende Begreb, det blev en kostelig Spas, at Ingen var salig før han kom i sin Grav, og naar 👤Luther, 👤Kingo eller en anden aandelig Sanger bød Sjælen løfte sig til det Usynlige paa Troens Vinger, kunde Man hos Paars lære tusende Undskyldninger, thi kunde Man ei engang gaa med 👤Virgil i Trav og ikke med 👤Homero gallo315pere, hvorledes skulde man da flyve med de Andre? Omkvædet maatte blive det alt for sande: fra os til 📌Paradis er nu slet ingen ►Fart. Man lærte at betragte ►Krøniken som et halvt Eventyr om allehaande pudsige Ting, et Spil af Tilfælde og Daarskab: Man loe ad de berømteste Mænd, ad Lærde og Præster, og bildte sig ind, at man var ligesaa god og en Hob klogere end hine, og at hvad disse latterlige Personer havde at ►føre, vel ei heller var stort bevendt. Kort, Man turde nu uden Skam bekende, at Man hverken var Kristen, eller ⓘ havde Agt for, end sige Lyst til boglig Konst eller ►mandelig Bedrift, thi til Alt havde Man et ►Sprog, og var vis paa de Leendes Medhold. Dette er ingen Drøm og intet Greb i Luften, men tør Sandhed, og denne Synsmaade kiendes ligefra 👤Holbergs Dage i ►de halve danske Bøger, og nu i Tusinders Tale. At vurdere 👤Holbergs Brøde, er umuligt, han er 📌Nordens 👤Voltære, men saameget bedre end 📌Sydens, at det hartad er Synd at ►nævne ham ►saa; kun i en sunket Tidsalder kunde han ►opstaa og gøre stor Skade; skyldfri er han ikke, men selv i en kristelig Alder kan Meget af hans Skrift læses baade med Nytte og Behag, thi hans Spot kan ikke ramme Kristendom eller boglig Konst, uden paa en Tid, da de drives bagvendt; Misbrugen maa ei skrives paa hans Regning, og om en Mands Hjerte maa Man dømme varlig. Se vi paa hans Skrifters gode Virkning i hans Tid, da skabte han igen et 316dansk ►Bogsprog, som, saa udansk det end tit er i Ord, dog er ægte i Grunden, og vakte den indslumrede Læselyst, hvorved han banede Vei for den offentlige Tale til Folket, som, saa misbrugt den end er blevet, dog efter Tidens ►Leilighed er nødvendig til Oplysning og Forbedring. Ogsaa udrustede han Folket med kraftige Vaaben mod den hyklede Andagt og Gudsfrygt, som endnu i hans Dage kom hyppig tilsyne.

✂ Efter 👤Frederik kom nemlig hans Søn 👤Kristian den Sjette paa ►Kongestolen,*1730. gerne vilde han vandre i sin Faders priselige Fodspor, men savnede hans Kraft og rolige Blik; den pietistiske Hofpræst 👤Bluhme, 👤Joakim Langes Landsmand, var heller ingen 👤Konradi, ellers var 👤Hersleb vel blevet ►paa sit Stade, og 👤Egedes Standhaftighed ei sat saa haardt paa Prøve. Paa Landet fik Pietismen i det Hele ei megen ►Indgang, dels fordi der endnu vare mange ægte kristelige Præster og mindre Fordærvelse, dels ogsaa fordi Man slog sig til Ro ved Læbernes Bekendelse. I Købstæderne derimod og i de høiere Stænder blev Suk og ►Hovedhælden ►almindelig, dels fordi en krampagtig Gysen virkelig overfaldt Mange, som ei vilde forsage de verdslige Lyster, men dog giøre noget for deres Salighed, dels fordi Andre vilde under Fromheds Maske behage Hoffet og vinde timelig Fordeel. Mærkeligt er det imidlertid, at Pietismen i det Hele ingenlunde her som i 📌Tydskland, vakte Ringeagt ⓘ for Geistlighed, 317Videnskaber eller Kundskab om Troens Lærdomme; ►meget mere opmuntredes Videnskaberne, den lærde Jyde, 👤Hans Gram, der ►var intet mindre end ►et Hældehoved, stod i megen Anseelse, og Forordninger udgik, hvis alvorlige Øiemed var baade Unges og Gamles rette Oplysning. Forordningen om Kirkegang var vel unyttig, baade fordi den ei kunde overholdes, og fordi det ei duer, at drive Folk til Kirke; den saare gode om ►Skolehold, som befalede Undervisning i Kristendom, Skrivning og Regning, hjalp ei heller stort, fordi der savnedes Løn til dygtige Lærere, men de nybygte Skoler med de mangfoldige nytrykte Bibler, hjalp desmere, og Konfirmationen allermest, thi uden den, vilde der nu mangensteds slet ingen Kristendomskundskab være ⓘ til. En af de ivrigste Pietister, Fyenboen 👤Erik Pontoppidan, var ogsaa en af 📌Danmarks flittigste Skribenter, derom vidne hans ►danske Atlas, ►Marmora danica, 📌Norges Naturhistorie, 📌Nordens Kirkehistorie og andre Bøger, som vel ei røbe et opvakt Hoved, men ere uvurderlige Samlinger af Fortidens Sagn og Mindesmærker. En seirende Medbeiler havde han i ►Sjælandsfaren 👤Langebek, som med stor Flid sankede Middelalderens skrevne Efterretninger om danske ►Handler, og stiftede et Selskab til ligedan Virksomhed, som er opvoxet til et stort ►Samfund af hæderværdige Mænd. Saa nyttige slige ►Samfund end ere, pleie de at være onde Forvarsler, thi det er, som om Folket 318paa ►Gravsens Bred skrev sit Testamente, og overlod God set, det ei længer selv kunde bruge, til en kommende Slægt. Det er ►Tegn til, at Enkeltes Hierter ►end hænge ved Fortiden med dens Bedrift, men kan ikke i Hovedet samle dens Billede, og samle da dens Levninger i en Dynge, for at de dog ikke skal adsplittes i den tilstundende Nat. At Talen her ei er om en enkelt Samling, men om en Tids synlige Stræben, som da 👤Baronius og 👤Muratori samlede bag 📌Alperne, og hardtad Alle hos os i det 18tende Aarhundrede, følger af sig selv. Dog, kærlig har Forsynets Øie vaaget over 📌Danmark, det er klart i alle Dele, og vel synligst deri, at ligesom 👤Kingo fordum hidsendtes, kom i de sidste Tider Mænd fra 📌Tydskland, som der ei kunde bruges og ei her undfanges, men forsinkede Ødelæggelsen, saa den maaske afvendes. Da 👤Femte Frederik kom paa Tronen,*1746. afkastede alle Hyklere Masken, det blev lystigt ved Hoffet, fransk Oplysning udbredte sig som Kræft i de høiere Stænder, og Skuespilhuset ►oplodes paa ny; men alvorligere vare dog Mange blevne, og et tydsk Parti opstod som en herlig Modvægt. Endel af de Boglærde fik fra 📌Gøttingen ►passelig ►Lægedom mod ►Tvivlesygen, og en liden Kreds fik ved 👤Klopstoks ►Harpe Begreb om en anden Digtekonst end 👤Holbergs, eller den franske. En udødelig ►Ædling, 👤Hartvig Ernst Greve af Bernstorf var nemlig ind kommet fra 📌Tydskland, og samlede om sig en Kreds af herlige Landsmænd,*fra 1750 til 1770. som 👤Klopstok, hvis ►Mes319siade, Psalmer og øvrige Digte for en stor Del ►udgik fra 📌Axelstad;*fra 1754 til 1771. 👤Kramer, der baade som Hofpræst, Professor og Skribent talte mandig Kristendommens Sag, og Brødrene Schlegel, blandt hvilke 👤Johannes har erhvervet sig et hæderligt Navn blandt 📌Danmarks Historieskrivere, og 👤Elias saavel ved sit Ugeblad (der Fremde) som ved egne Forsøg, bidraget meget til at formindske 👤Holbergs blinde Forgudelse. Han var Professor i 📌Sorø, hvor 👤Holbergs Gavmildhed havde oplivet det 📌Ridderlige Academi, og her ved 👤Absalons Grav i den stille, venlige Lund, der tykkes indviet til Videnskabernes danske Tempel, ►opsloge disse, men kun en liden Stund, deres Bolig. Her var 👤Snedorf, som ved sin Patriotiske Tilskuer søgte at give den jordiske Tankegang en alvorligere Retning, her var 👤John Eriksen, den ►grundlærde Islænder, som kastede mangt et Lysglimt i Oldtidens Nat; her var Fyenboen 👤Andreas Schytte, som klarøiet betragtede Staternes Drivværk, og mærkede dets Brøst i mange Dele, skøndt Hovedfeilen vel blev ham forborgen, her var endelig ►Haleien 👤Gerhard Skønning,*født 1722. som helligede alle sine ►Sjæleevner og 30 Aars Flid til at opklare sit Fædrelands Skikkelse og Hændelser i de gamle Dage. Ligesom 📌Norrigs ►Krønike fordum skreves paa 📌Island, hvorhen dets Adel var draget, saa begyndtes den nu i 📌Sorø, hvor dets ►Kongesmykke ►begroves med den unge 👤Olaf; men en ►Adskillighed, stor, som mellem ham og ►Hrafnisters eller Myremænds Æt, er ►og mellem 320👤Snorros og 👤Skønnings Krøniker. For hines Øine stod et klart, livligt Billede af den forbigangne Tid, for disses kun en livløs, dunkel Skygge, begge Krøniker bleve ufuldendte, men 👤Snorros blev fuldbragt lige til hans egne Dage, og nemt er det ei at sige hvor Røsterne ►skiftede, 👤Skønnings døde, som 👤Olaf, ►sønneløs i den unge Alder. Unyttig er imidlertid den Gæves Flid og Granskning langt fra at være, den ►smaalige Leden i Grækers og Romers Skrifter, den møisommelige Vandring gennem 📌Islands Sagaer og 📌Norrigs Bygder, var nødvendig før en Krønike efter vor Tids ►Leilighed kunde skrives; men det er ►end et Tidens Tegn, at Saameget af den Hensovnes Skrift ligger ►uprentet i Støv; et magtesløs Ønske er hardtad det eneste Kendemærke paa vor Tids ►Bedre.

✂ Hvad 👤Skønning vilde skænke 📌Norge, ønskede 👤Peter Frederik Suhm at kunne give 📌Danmark,*født 1728. og, naar Man blot betragter Villie og Virksomhed, er det et fornøieligt Syn, hvorledes han rækker Hin den ene Broderhaand og 👤Lagerbring den Anden; men til et saadant Værk var hans indvortes Evne kun ringe. Alt det Udførlige han leverede var blot Samling, snart af Udsagn og Meninger, som i hans ►kritiske, snart af Gerninger uden andet Sammenhæng end Aarstallet, som i hans ►Danmarks Historie. Spildt er Arbeidet visselig ikke, men stor Jammer maa det ►nævnes, at 📌Danmark ei har fostret en Søn, der sømmelig kunde beskrive 321hendes ►Idræt og Levedage; ikke engang en Broder til 👤Saxo er opvoxet, og hvo som vil kende sin Moders Levnet, maa enten nøies med 👤Holbergs skæve, løse Tale, eller Tydskeren 👤Gebhardis tørre ►Ramse, eller gaa sig træt i 👤Suhms Vildnis. Undseelig maa Dannemanden bekende, at 👤Mallets flydende, franske Fortælling, er det smukkeste Billed af Fædrelandets Fortid. En god Levnetsbeskrivelse af en Konge, der skal være selvstændig, er vel i Grunden en Uting, men vi eie ikke engang nogen, som kan læses med Behag. 👤Krags og 👤Stephanii af den 👤tredie, og 👤Slanges af den 👤fjerde Kristian, staa vel i stort Ry, men hvem læser dem, og hvem kan udholde det, naar ikke Nøden driver ham; bedre kan man dog læse 👤Peder Resens ►Krønike om Frederik den Anden, thi der har Man dog en ►trohjertig Tale at ►lyde paa, og ei det kolde, fornemme Væsen at ►drages med. Somme af Kongerne har ogsaa, desværre! ligesom 👤Absalon, fundet Lovtalere efter den slemme franske Mode, at skrive en Lovtale isteden for et Eftermæle, og efter den slemme Vane, heller at faae Øret kildret med smukke ►Sprog og kløgtige Vendinger, end at beskrive den Afdødes rette ►Lignelse. ►At skyde Harer paa Aadsler, det ►er passeligt, men at jage efter Roes paa en ►Ædlings Grav, som omtrent er det Samme, det er heel usømmeligt. Mellem Lovtalerne har været ►flinke Mænd, som lode sig daare af Tidens Tone, men 👤fjerde Kristians Lovtaler maa for Alvor ►love, at ►Kæmpen er død.

✂ 322Mange har den Mening, at naar Man kun bød en ►dygtig Slump Penge, fik Man nok en dygtig Krønike om 📌Dannemark, ja ti for een. Tykke Bøger fik man sagtens, men de som tænke, at Aand er tilfals for Penge, fordi saa Manges Samvittighed, ja deres hele Sjæl og Krop er det, skulde engang betænke, ►hvad Apostlene fordum svarede Troldkarlen i 📌Samaria, da han vilde købe Aandens Gave; ►thi Gaverne ere ►adskillige, men Aanden er den samme. Dog paa saadan Tale har de godt Folk ingen Forstand, de mene, at en god Krønike er en nogenlunde sandfærdig Fortælling om det Forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og høitravende Ord; at ville spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang, det heder Sværmeri paa deres Tunge maal, og er et ►vist Mærke paa forrykte Hjerner; ligefrem, enfoldig Tale heder Barnesnak, som Man i Betragtning af de uoplyste Tider kan tilgive 👤Herodot, 👤Snorro og ►de hellige Skribentere, men Ingen nuomstunder. Hvad Penge og Roes dertil kunde udrette, det prøvede 👤Suhm ærlig; thi med al sin Rigdom tiente han Videnskaberne og især ►Krøniken. Hoveder og Hænder satte han i Arbeid, arabiske og islandske Sagaer lod han trykke, sin store Bogsamling ►oplod han for Alle, og overantvordede den ved sin Død i Kongens Faderhaand. Naar denne ►Idræt vorder 📌Danmark hjertelig kær, da faaer det ►og en Krønike som er værd at læse og betænke.

✂ 323Midt under den ivrige Syslen med det Forbigangne, foer et grueligt Uveir over 📌Danmark, den gamle ►Kongestol ►ravede, og at oprykke med Rod Kristendommens ►halvudgangne Træ, det var Hvirvelvindens Attraa. Hidindtil stod Træet i 📌Danmarks ►Kirkejord kneisende, vel bar det ei længer saa mange og skinnende Frugter, men frisk var dog dets ene Side, og uanfaldet var det af Øxen. Ei havde 👤Diderik den Lykkeliges ►Ætmænd kommet til i tolvte Led at klæde Tvillingtronen, ei var Folkets Kærlighed blevet deres Livvagt, ei havde dets Taarer salvet deres Lig, saa Navnet ei kunde raadne, hvis ei Ærbødighed for Kristendommen havde været deres stolte Arvegods. 📌Sions Mure havde gode Vægtere i den ►djærve 👤Hersleb, og den sagtmodige, men derfor ei svage, 👤Harboe; spidsfindig var paa Volfisk Viis Theologien blevet, men Jyden 👤Rosenstand Goiske var en skarpsindig from Mand,*født 1704. som udstrøede Gudfrygtigheds Sæd i mangt et Hjerte, og 👤Kramer ►stod hos. Ingen dansk var endnu blevet skamløs nok til ikke at blues ved ►aabenbar Forgribelse paa Helligdommen, om han end foragtede den i sit Hierte; det var kun Tydskerne: 👤Schmettov, 👤Schade og den vilde 👤Basedov, der enstund var Professor i 📌Sorø, som vovede at opløfte en ugudelig Røst, men den kvaltes i Struben, og den gæve 👤Frederik af Danneskjold ►lod tilsyne, at Kristendom laa ham nærmere om Hjerte, end Høihed og Gunst. ►Trønderen 👤Tullin *født 1728. sang saa fromt og ve324modigt om sin Gud og hans Gerninger, om det jordiske Sind, der omtumler Mennesket paa Havets som paa Livets Bølger, om Hjertets stille Kummer, og om Livet i Døden, at Taarer maatte trille; men Tonerne vare for svage til at indtrænge i de Flestes Øren, og hendøde i det Bulder, Digteren ►alt synes at have hørt i Aanden, derfor sang han saa sagte og tyede hjem til sit himmelske Fædreneland, før det kom.*døde. 1765. Aaret derefter døde 👤Frederik den Femte, og en ny Skjald, som Gud havde skænket 📌Dannemark, løsnede førstegang sit Tungebaand for at synge over Graven; men medens Han, 👤Johannes Evald, begræd ►den ulykkelige ►Prøve i ⓘ 📌Paradiset, maatte 📌Dannemark hjemsøges med en saadan. Holsteneren 👤Friedrich Struense, af ►Haandtering en Læge, forstod at tilliste sig en ung Konges Gunst, og misbrugte samme paa skammeligste Maade. At udbrede Vantro og Ryggesløshed det var hans Agt, thi det kaldte han Oplysning, 👤Bernstorf og 👤Kramer ►aftakkedes, og 👤Harboe skaanedes kun af Frygt, Liderlighed opmuntredes, og ►Pressen blev frigivet,*1770 hvorpaa alskens Uhumskhed ►navnløs udstrømmede af sit skidne ►Kildespring. Det gamle Skarn i 📌Ferney jublede paa ►Gravsens Bred, men 👤Struense selv maatte skælve for 📌Danmarks løste Tunge, thi ►end var den ei saa giftig, at den ►jo og kunde mæle høit om Dyd og Ret. Gud havde endnu mange Børn i Landet og vilde derfor ei lade Plagen vare længe, 👤Struense manglede ei Forstand, og havde Gud ei forblindet 325hans Øine, saa han selv maatte storme til sin Undergang, havde ►vel Kristendom alt længe været stum ►herinde, og 📌Danmark forgaaet i Tidens Malstrøm. Kun eet Aar varede hans fulde Myndighed, han faldt i sit Blod, og Landet gienlød af Takkesang, som efter en overstanden Livsfare, et usvigeligt Vidnesbyrd om, at ham ingen Uret skete, men ►og om, at 📌Danmark stod ►til Redning.

✂ Nu kom en Mand Tronen nær, hvem Eftertiden skal nævne med Ærbødighed, skøndt Samtiden miskendte hans Værd. Det var Jyden: 👤Ove Høegh Guldberg.*født 1731. Ei var han opfostret til Statsmand, men til Præst og Lærd, og det var vel i Tidsalderens Øine hans største Brøde, men hans Hjerte paastod, og Historien, hans fortrolige Veninde, stadfæstede, at Kristendom er den bedste Statskonst; sjunkne og ►opholdte Riger skal bekræfte det Samme indtil Verdens Ende. At gøre 📌Danmark kristelig og dansk og videnskabelig, det var hans herlige Øiemed, ei saae han Tidens hele Brøst, og af Indretninger lovede han sig formeget, men Saadant havde han tilfælleds med en 👤Michaelis og 👤Rothe og de fleste hine Dages Herlige, og hvem haaber ei hvad han ønsker inderlig? Forgæves var ei heller hans Gerning, thi den gjordes i Gud. Han var ei saa kortsynet at mene, at Kristendom kunde befales, men han tænkte, at ►Høiskolen og dens Døttre kunde genfødes ved Lovbud og Bøger; umuligt var det, men det tækkedes Gud, at Saadant var i hans 326Hjerte, og Tusinder skal velsigne hans Navn, thi Meget udrettedes. Istedenfor de latinske, spidsfindige Sætninger, som gemte de lærde Skolers Kristendom, skrev han selv en naturlig Theologi, der ved Klarhed, Dybsindighed og hjertelig Varme maatte begeistre den ufordærvede Ungdom, og visselig lede til den aabenbarede. De bedste latinske Skribenter: 👤Cicero, 👤Virgil og 👤Horats skulde være de Unges fortrolige Venner, og med 👤Homer og 👤Herodot skulde de stifte Bekendskab, men 👤Kristi og Apostlenes Tale skulde de først og sidst i Grundsproget lære at skatte. Historien havde Man hidtil slet ikke ►lært, thi 👤Holbergs magre, latinske Kompendium var saagodt som Intet. Nu skrev den lærde 👤Abraham Kall en Skolebog om ►Verdens Historie, som i ►passelig Størrelse gav et sundt Begreb om hvad i Fortiden var skeet; den var ►vist nok langt fra at være fuldkommen, men kun to Mænd: 👤Guldberg og Forfatteren selv, kunde vel skrevet den bedre, den dorske Tidsalders Klagemaal gælde ikke saameget den, som al Historie, der ei er en morsom Anekdot, og hvi har Man ikke gjort en bedre, istedenfor at spilde Tiden med Snak? Vel ti slettere har Man gjort, ►og medens Man klagede over hins Tørhed, den ene tørrere og magrere end den anden. 👤Suhm skrev et ►Udtog af Nordens Historie, og det var, som om han ►opløftedes over sig selv ved den Tanke, at 📌Tvillingrigets Ungdom nu skulde vorde bekiendt med Fædrenes, ham saa kære Bedrifter, det blev uden Sam327menligning hans bedste historiske Bog, som Man siden har havt Umage nok med at forhutle, ved at bortskære det mindre Udtog for Begyndere, og indbilde Ungdommen, at vor Tidsalder er den gyldne, isteden for den giftige. Dog, 👤Guldbergs Attraa gik videre, han vilde have Fædrenes priselige Tænkemaade og ►Idræt opstillet til et Speil for de Unge, og Jyden, 👤Ove Malling,*født 1747. skrev sin kostelige Bog om store og gode Handlinger, som Man vel kunde ønske forbedret, men frem for alt brugt. For endnu mere at oplive Fædrelandskierlighed, udgik Loven om Indfødsretten, og Modersmaalet gjordes til ►en Læregenstand, efterat det ved den store Latiner, 👤Jakob Baden,*født 1735. var udrevet af den Dunkelhed, hvori det, af Fremmede ukendt og af sine Børn mishandlet, havde hvilet i mer end hundrede Aar. 👤Baden var af tydsk Herkomst paa Fædreneside, men godt fordansket gennem fire Led og ►Svaneslægten; som 👤Gesners og 👤Ernestis Lærling overgik han ⓘ Fader og Farfader, og da han kaldtes til ►Høiskolen,*1774. lærte han de Danske Dansk, som han ►alt havde forsøgt at lære Tydskerne det. I henved 30 Aar ►dømte han Skrifter, ei altid ret, men altid som en Mand, han havde i Grunden et klart Øie for det Store og Rigtige, Tidens Strøm formaaede ei at rokke ham et Straasbred fra hans Stade, og der for skal 📌Danmark, trods alle hans Brøst og ►Bræk, nævne ham med Ærbødighed, men revse sine ►Peblinge, naar de vil trampe paa hans Grav. Med Vemod saae 👤Guldberg og 👤Har328boe, at Flokken daglig blev tyndere og Andagten sjeldnere, især i ►Stædernes Kirker, og de dømte rettelig, at den der sidder kold i Kirken, ►ganger koldere i Livet, men ►storlig fore de vild i den Mening, at det var de gammeldags Psalmer, der voldte den Tomhed og Kulde. De burde have vidst, at hvor Lyst til Guds Ord og Andagt ►er inde, kan selv ►den mest Høilærde ei ►forarges, ►mindre fordrives af kristelige Ord, vare de end nok saa enfoldige; de burde ►og have følt, at Ingen i deres Alder, var han end nok saa kristelig sindet, kunde sjunge saa sødt og hjertelig om Guds dybe Ting, som hine Skjalde, der kun udsang hvad der hviskedes i mangt et Hjerte, og hvis Kvad derfor flux istemtes af Tusender, som velbekiendte Toner. Men det gik Kristendommens danske Talsmænd som de tydske, de vilde ikke tro, at Tidens Aand var ukristelig i Grunden, men at den kun ved Enkeltes Brøde var forstemt, og at Man kunde ►omstemme den, ved at ►læmpe sig efter den i visse Dele. De hørte ►og selv til deres Tidsalder, og fandt derfor mere Behag i den Klopstokske, end i den gamle kristelige Poesi, thi hin gemte Kløgt og Sindrighed i ►høie Ord, og gav Forstanden mere at bestille. En ny ►Psalmebog blev da færdig, hvori Man beholdt en Del af 👤Kingos til de Enfoldige, og tilføiede ny, mest digtede af Madam 👤Boie, for de mer Oplyste; kun i Købstæderne blev den brugt og ⓘ uden Vinding, som var let at gætte, thi naar Andagten vil have Marmortrapper at ►opklavre paa til Him329len, er det Tegn til, den har mistet sine Vinger, og er kun sit eget dunkle Minde. Den samme Vildfarelse, som her styrede 👤Guldberg, skyndte ham siden til i sin Ensomhed, at give en mere nymodens Oversættelse af ►det Ny Testamente; den er et herligt Mindesmærke om hans Lærdom, Flid og urokkelige Kristendom, men hvo som er blevet fortrolig med Kraften og Sødheden i 👤Lutheri Ord, kan ikke ynde den, og de Vantro, som ei gribes hist, vindes neppelig her. Alligevel har Arbeidet været til stor Nytte, thi medens Man stræbte at borttolke Kristendom af Bibelen, have redelige Tvivlere her fundet Vished om Skriftens rette Mening. Føie vi nu til, at 👤Guldberg har leveret et Brudstykke af ►Verdens Krønike, som røber en paa ⓘ den Tid sjelden Indsigt i Tidens Løb og Menneskets Vilkaar, at ved hans Indflydelse ►Heimskringla blev udgivet, 👤Balle draget hen til 📌Sjællands Bispestol, og 👤Thomas Bruns ►liderlige og ugudelige Tunge ►for en Tidlang stillet, da have vi ►Hovedsummen af hans Fortjenester, og nu, danske Mænd! ►fordunkler hans Minde ved Daad, men ei ved ►nidsk Bagtale! ogsaa han var et Menneske, og alt for skrøbelig i visse Dele, men ►Hovedet var han dog høiere end ►Døgnets Kæmper, og skal der mere ►Størke til at brydes med Tiden, end til at lade sig drive af den, da havde han visselig mere end de. Dog, saaledes at lade sig drive, kalder Man at gaae frem med Tiden, og det skal være baade Hæder og Ære: den er ►godtkøb 330for det Første, thi den vindes i Søvne, men er det sandt at Tiden ►gaar Pokker i Vold, tykkes den lidt dyrekøbt ►paa det Sidste. Det mente ogsaa den sindige 👤Tyge Rothe, derfor vendte han sig i de samme Dage, og betragtede de henrundne Aartusender, der saae han en Veiviser som ►nævnedes 👤Kristus, de Mænd der fulgte ham, brød sig kun lidt om Tiden, men desmere om Evigheden, og derhen gik de gladelig med Mod i Bryst og Fred i Hjerte; de Folkefærd som alvorligen stirrede paa hans Fodspor, bleve vældige og ►skinnede baade paa aandelig og legemlig Vis. Det tyktes da den adstadige Mand mere viseligt at følge 👤Kristus, end Tiden, som lod sig drive fra ham af en Djævleflok: Øienslyst, ►Kødslyst og Hoffærdighed, og dette udlagde han med Fynd for sine Landsmænd i en kostelig Bog, som handler om Kristendommens Virkning paa Folkene i Europa. Visselig var Manden 👤Rothe ►ei nær saa fuldelig i det Klare med sin Beskuelse af ►Krøniken, som med sin kristelige Tro og Kærlighed, men dog tændte disse ham et Lys i Tidernes Irgange, som altid ledte ham paa ret Vei igen, naar han foer vild ved ►Døgnets Løgtemænd; thi det Lys viste, som Østens gamle Ledestjerne, altid til den hellige Krybbe. Den Grundsætning som er ►Krønikens Nøgel, at Gud fra Evighed af har forudseet ogsaa det fri Menneskes Villie, og derfor uden at ophæve den, ordnet Alt ►saa, at hans ►besluttede Raad alligevel udføres, den holdt han saa ►hardt ved, og 331anvendte med saamegen Indsigt som Ingen enten før eller efter ham; han var lige langt fra det usle Spil med Tilfældene og de smaa Aarsager, og fra den ugudelige Indbildning, at den forborgne men visse Frihed er gaaet til Grunde i den synlige Nødvendighed. For sine Ord og Gerninger skal Mennesket gøre Regnskab, ►enddog ►Gud vendte Alt til det Gode, og som følgeligt er, ei lod sig forstyrre af ►Støvets Børn. Brøden er vores, Æren er Hans. En anden Grundsætning havde 👤Rothe tilfælles med 👤Myller og 👤Heeren og hver sagakløgtig Mand i vore Dage, ei at dømme de forsvundne Tider og de længst hensovne Mænd efter en Maalestok, som da ei var til, og derfor skelnede han vel mellem en Ting i sin Oprindelse og sin Udartning, han stræbte at leve med de Handlende, med 👤Hildebrand og ►Korsførerne, og hver Munkeordens Stifter, og at lade dem, som Alle, vederfares Ret. Sin tredie Grundsætning havde han igen forud for sine Medbeilere til den historiske Hæderskrands, nemlig: at vurdere Mænd og Tider efter deres Gudsfrygt og Dyd, og ei ophøie Nogen, uden han var Kristen, eller i sin ►Omgængelse viste at han vilde troet, hvis han havde hørt. Han følte sin Modsætning til den Tid, han dog paa en Maade vilde tilhøre, deraf opstod en Kamp mod hans herlige Ideer, en Lyst til at ►læmpe sig i Noget og gøre det Andet ►ret tydeligt, som foraarsager Strid i Tankegangen og hyppig Gentagelse, men hvem kan Sligt forarge? Ingen Kristen kan 332læse den Bog, uden at Glædestaarer mangengang væde hans Kind, Ingen, som inderlig ønsker, at Sandhed og Frihed, Videnskab og Dyd maatte ►bygge paa Jorden, kan læse den, uden at overbevises om, at disse Herlige ere Kristendommens Børn, og maa følge dem i Graven; Ingen som har faaet Forstand paa Tidernes Løb og kender 👤Rothes Jevnaldrende, kan læse Bogen, uden at gribes af Beundring og opfyldes med Ærbødighed for den ►Kæmpe, der ved 👤Kristi Kraft ►droges saa vældig med Tidens onde Aand, sig selv og Tungemaalet, ja uden at lære saare Meget af den Dybsindige, ►hvordan han end farer, vel eller vild. Denne bolde Nordbo vovede ►og at skamme 📌Europa ud med høien Røst, ►da Talen var om et ►Æreminde for Voltære►, overalt, hvor han troede at skimte Sandhedens Banner, der var han ⓘ tilstæde, ja bar den høit som ►Merkismand, men denne Mands Bøger læstes kun af Faa, mens han levede, hardtad af Ingen efter hans Død, hans Navn gav Man en tom Hæderskrands, men paa ingen dansk Bog skal Man lettelig kunne se, at en 👤Rothe har levet, tænkt og skrevet. To Ting skal ►Krøniken melde om 📌Danmark i det sidste halve Aarhundrede: Gud gjorde Alt for at frelse det, vi Alt for at ►undergaa, Han gav en kristelig Øvrighed, som haanedes, en kristelig Tænker som glemtes, og en kristelig Digter som blev overdøvet. En saadan Digter var ligesaa ►uventelig som 👤Kingo, men blev ►og vores, hartad paa samme Vis. 👤Enevold Evald, en gudfryg333tig, men vel noget for pietistisk Mand, ►indkaldtes til 📌Vaisenhuset, selv sankede han med umaadelig Flid og Nøiagtighed Bibelens Ord efter Bogstaven til en gavnlig Veiviser for den, der selv kender sin Bibel og vil prædike bibelsk, og hans Søn, 👤Johannes, blev ►Røsten i Ørken.*født 1743. Han efterlignede 👤Klopstok, men kun fordi han lignede ham, den samme høie Tankeflugt, den samme Stræben efter, i ►udtænkte Ord at udtale ►Troens Hemmelighed og ved ►Opdigtelser udsmykke Kristendommen, den samme Higen tilbage mod de Tider, da Mennesket, enig med sig selv, kun stred med det Onde udenfor sig. Dog i tvende Stykker ►var Adskillighed; halv fordansket, havde 👤Evald et klart Øie for det Latterlige, og vildt stormede det i hans Inderste, kun som Komiker var han derfor rolig, som alvorlig Sanger sværmer han vemodig og taareblendet, og hans hellige Begeistring er enten et vildt Spil, eller en Krampetrækning. Under indvortes Kamp og Kummer, under udvortes Armod og Lidelser, henskrede hans Levedage, og dog, hvilke herlige Toner klang ei fra Harpen og Sitaren! Naar han sang bogstavelig for Brød, priste han sin Gud, og ophøiede alt det Ædle som kan røre sig i Menneskets Hjerte og ►Idræt; i sin Balder og i Fiskerne udsang han Kærlighedens søde og bittre Smerte, i sin ►Rolf skildrede han Manddom og Følelse, som ham tyktes de fordum sammenslyngede havde vandret i 📌Norden, og i ►Sjælens Høisang nedtordnede han den hovmodige Forstand, 334og stræbte at reise Korset paa dens Nakke. Saadant var ei i Tidens Smag, kun i en snever Kreds bleve hans herligste Kvad yndede, følte og ►forstandne, ja ad dem lo langt flere end ad hans ►Harlekin Patriot og ►brutale Klappere; thi selv her skinnede Alvor og høiere Øiemed gennem Lattersløret; og af Saadant var Man ingen Ven. Den franske Smag, fransk Tænkemaades Blomst, var trængt ind, og havde i det Norske Selskab en flydende Tunge, der endnu mere ved sine udgivne Vers end ved sin Latter over 👤Evald, spottede alt ægte ►Skjaldskab. Mellem disse de norske Gothers ►Fuldmægtige fremragede 👤Johan Vibe og 👤Herman Vessel:*født 1742. hin har man kaldt 📌Danmarks 👤Anakreon, og ►vist nok var han som den græske, ei ►begeistret men beruset; Dennes Attraa var at more sig selv og Andre med pudsige Indfald. Imidlertid er hans største, og hardtad eneste ►ret komiske Digt: Kærlighed uden Strømper, med Føie blevet saare berømt, og vil, saalænge Man forstaaer sig paa Saadant, kaldes et Mesterværk ►i sit Slags. Hans Mening var vel at gøre al egenlig Poesi og aandeligt Heltesind latterligt, men naar han skrev Komedier var Lykken altid bedre end Forstanden, og, da fransk Prunk dengang gjaldt for det Høie, gav han et lysteligt Kontrafei af de franske Sørgespil, hvori Intet skeer og Intet ►forgaar, men Heltene dø, naar de har sagt, hvad de vidste. Dette bidrog vist ei saalidet til at ►styre det Uvæsen med tomme Triller, høitravende Snak og latterlig 335Flæben, som begyndte slemt at dri ves, og som endog er kendelig i de mere nordiske ►Hoveders Digte.*fra 1772. * Saadanne vare ►Trønderen 👤Nordahl Brun og ⓘ ►Guldbrandsdølen 👤Edvard Storm,*født 1749. der nordiske og kristelige i Sind fremstode som Jothernes Talsmænd. ►Høistmærkeligt er det, at kun Fædrenes og gamle 📌Norrigs Minde kunde ►begeistre dem, som 👤Brun i Einar Tambeskælver og ►den ⓘ navnkundige Fjeldsang, 👤Storm i de herlige Viser om ►Thorvald og ►Sinklar; begge stræbte forgæves at henrykkes af Bibel og Kristendom, det blev kun Hverdagstale paa Vers. Saare ►ond er visselig den Tidsalder, som føder sine bedste Sønner til Verden med et saadant Tungebaand, og hvor mægtig dens Aand var, seer Man ►ret i 👤Bruns Lovtaler, hvor et nordisk ►Kæmpeord maa stride sig frem mellem franske Sentenser, kun i Kirken, hvor han lod Bibelen ►raade for hans Aand som for hans Tordenrøst, blev han kristelig Digter.

✂ Fra 1783 begynder en ny Afdeling i det sidste Tidsrum, og selv dette Aar er rigt paa ►mærkelige Tildragelser: 👤Balle tog Sæde paa 📌Sjællands Bispestol, 👤Bastholm udgav sine ►kristelige Troeslærdomme, 👤Suhm første Del af 📌Danmarks Krønike, 👤Baggesen sine ►komiske Fortællinger, 👤Thomas Brun sine ►Fritimer, og med dette Aar sluttede 👤Jens Vorm, den belæste og flittige Jyde, sit saare gavnlige Værk, om 📌Nordens Skribenter.

✂ ►Sjællandsfaren 👤Thomas Brun,*født 1750. har fra den ►Time besudlet mange Blade med ugudelig 336og ►liderligt Skemt, og skammelig misbrugt Vittighed og velklingende Vers til at forgifte Troens og Dydens Kilde i sit hellige Udspring. Mangen Mand maa bande den søde Gift han som Yngling indsugede af de onde Blomster, og endnu, paa sine gamle Dage, vedbliver den Forblindede at bygge sig et Gravsted af Uteerlighed, ja han vil indbilde sine Landsmænd, at det er et godt Træ, som bærer de raadne Frugter.

✂ 👤Jens Baggesen fra 📌Korsøer, var 📌Sjællands anden ►Fuldmægtig.*født 1764. Han var et opvakt Hoved med spillende ►Vittighed, let Nemme, løs Følelse og et sjeldent Herredømme over Tungemaalet. Han begyndte med at efterligne 👤Vessels overgivne Spas, og blev Alles Yndling, men ►øiensynligt var det, at han gjorde Vold paa sit halve Selv, og lidt mere kræsne Ganer vilde have fundet hans fleste Retter vandede og ►flaue. Saaledes fandt han dem udentvivl selv, og Noget i ham higede tilbage mod den Tid, da han var lille, da hans Engel saae Faderens Ansigt i Himlene, og Kærlighed herskede i Hjertet. Dog, Bifald og Yndest vilde han vinde, hvad det saa end skulde koste; han fik ►og de dyrekøbte Sæbebobler, da han, med mere Hensyn paa sine Anlæg og sin Tænkemaade kaarede 👤Vieland til Mønster. Sin egen aandelige Skikkelse har han i Labyrinten eftermalet med blændende Farver, i ►Kallundborgs Krønike er hans Latter ægte, og i visse Maader priselig, i Rimbrevene har Normannen 337atter beleiret 📌Paris og erobret et 📌Normandi, og hardtad mageløs er i Gengangeren hans bittre Spot over sig selv og alle sine Stalbrødre. Uden Rørelse kan intet Hjerte følge Skjalden paa hans ►underlige ►Bodsvandring, der ene kan lignes ved Flagellanternes fordum; han mindedes visselig af sin gode Aand om hvad han burde være, ►men hans Bedrøvelse var mest ►den efter Verden, og det lod, ►som han vilde afsone sin Brøde ved at ►hudstryge alle sine gamle Venner, der dog vare mere at undskylde end han. Han kundgjorde her ►aabenbar Kærlighedens Forlis, hvis rene Ild ►alt i Sangen om ►Emma kun ulmede svagt, og i ►Parthenais neppe er at skimte; her som hardtad altid, naar han vilde synge om Gud og det Guddommelige i Mennesket, hyllede han sig i en ►Dunstkreds af høitravende Ord og kolde Billeder, thi Ingen kender Gud uden den som Ham elsker, han haver seet Ham. Bløde maa Hjertet ved at beskue denne Skjald; til en herlig Fugl blev han skabt, og vilde han have svunget sig ►kæk mod sit Fædreneland, da skulde det have tonet saa liflig i 📌Danmarks Skove, til Vederkvægelse for Aander og Hjerter, mens Seklerne skride; men han vilde heller med farvede Vinger flagre i Kreds om Jordens Blomster; Sommeren er forbi, afbleget er ►Farveskinnet og Fierene graane i de sjunkne Vinger, o, gid Fuglen dog ►end, før Vinteren kommer, med den levnede Kraft vilde alvorligen stræbe fra Jord, da skulde ►end fra Bø338getoppen en Svanesang lyde, til Gru for Guds Fiender, og til hans Venners Jubel, og Fuglens Tunge skulde da løsnes til sin ►besluttede ►Idræt: den evige Lovsang.

✂ *født 1740.Øernes tredie ►Fuldmægtig var Københavneren 👤Kristian Bastholm; han begyndte med en ►Lovtale over Messias, og endte med en Anbefaling af den stoiske Visdom. Hans Synsmaade for det Aandelige var denne: Sandhederne om Gud og Dyd og Evighed ere Menneskets nødvendige Ledestjerner, et klart Øie kan selv opdage dem, men de klare Øine ere faa, og vare fordum end færre, derfor var og er en skreven Aabenbaring høistønskelig og betinget nødvendig. Det meste Ubegribelige i denne, kan bortfalde ved en ny Fortolkning, og det Øvrige, som ei er nødvendigt til Salighed, lader sig ved Fornuften gøre temmelig sandsynligt. Han førte Krig mod den gamle Enfoldighed i Tro og Tale, saavelsom mod de gamle Kirkeskikke; Bibelens Nøgel, de hellige Sprog, vilde han have hardtad alle Præster fratagen, uden vel selv at mærke, at de derved bleve blinde Ledsagere, ja det lod, ►som han vilde, at Præsterne skulde sørge mere for deres Menigheders Legemer, end Sjæle. Ingen Bøger om de guddommelige Ting bleve ►en Tidlang saa læste og yndede i hele 📌Norden som hans, og høit pristes hans ►konstlede Veltalenhed; overmaade har da han bidraget til at gøre en bagvendt og skrøbelig Synsmaade for Kristendommen gældende, skøndt hans Bøger vist ogsaa have givet en 339Del Mod til, dog at beholde nogen Kristendom. Dybt var aldrig hans Blik, og han undte sig ei stedse Tid til at arbeide med Flid, Han overlevede selv ►sit Navn, og saae, hvorledes Vantro udviklede sig netop af de Grundsætninger, han havde forfægtet.

✂ Det var hos ham, og i 📌Danmark, som før i 📌Tydskland; det Gamle og Ny mente endnu de kunde forliges og sammensmelte, men den franske Revolusion gjorde pludselig Ende paa det farlige Spil, der søvndysser Aanden; vel bevægedes 📌Danmark, som 📌Norden pleier, kun sagtelig af det store Jordskælv, men ►de mest letsøvnede Sjæle vaagnede dog, saae at Freden var kun en Drøm, og ►aabenbar begyndte Feide. Kamp er Livstegn, og det maatte synes et godt Forvarsel, at Kristendommen i 📌Danmark angrebes først ►ret paa en Tid, da Vantro havde aflagt Masken, og bekæmpede ►aabenbar alt Ærværdigt; thi for Ryggesløshed havde dog her Mange Afsky, menig Mand hængte ved det gamle Kongehus, og just nu lød Takkesangen til en elsket Kronprinds, som havde udløst Bonden af sin Trældom, og stræbte at bryde Negerens Lænker.

✂ I 👤Fjerde Frederiks Dage vare de i Sind ukristelige Herremænd blevne mange, og deres ►rovgerrige Fogeder vare især Bondens Plageaander; den milde Konge løftede Aaget, men det faldt destungere under 👤Sjette Kristian, thi da knyttedes Stavnsbaandet, og Ingen er saa 340skamløs som de, der mene, at Man uden Kærlighed kan have den saliggiørende Tro. Under 👤Femte Frederik lærte Man vel mest de bundne Hænder, hvordan de skulde ►røre sig sømmelig, ifald de vare løse; men Bonden havde dog en Fader i Kongen, og ved hans Side en Ven og Talsmand i 👤Bernstorf, som ved at frigive sine egne Bønder, kundgjorde, at hans Tale ei var et Mundsveir. 👤Kristian den Syvende skænkede ved sin Tronbestigelse endel af Kronens Bønder deres Gaarde, men da siden Kongens fleste Godser solgtes uden ►billig Indskrænkning, syntes mange Øboeres Tilstand derved at forværres. Dog, de fortiente Trældommen, da de til deres egen Fordærvelse havde misbrugt den Lemfældighed, hvormed de hidtil styredes, og ei engang vilde modtage den Frihed, der under de mildeste Vilkaar blev dem tilbudet; ogsaa nødtes de nu til en Stræbsomhed, som ►øiensynlig forbedrede deres udvortes Kaar. Imidlertid forværredes daglig deres Tænkemaade, de forhærdedes i ►Trællesindet og væbnede sig mod ►Udsuelser, med List og uindskrænket Mistanke til Alle. Saadant rørte 👤Frederiks Hjerte; ►Holsteren 👤Reventlou og Nordmanden 👤Kristian Kolbjørnsen stode den gæve Drot bi med Raad og Daad, og Bondemandens Tilstand, vandt, under nogle jydske Herremænds forgæves Modsigelse og mange kolde Hjerters Suk, en heel anden Skikkelse. Bønderne ere ei længere lænkede til Hjemstavnen, som Fæet til Baasen, men kunne som fribaarne 341Mennesker bygge og bo trindt i Kongens Riger. Sine Gaarde og Marker, men ikke dem, kan Herremanden sælge. Hoveriet blev ►bestemt, og Herremanden kan ei, som forhen, udtrække Bonden af sin Gaard, som en Hest af Stalden hver Morgen, for at lade ham staa ledig, trække eller trave efter Behag. Landeværn blev alt ►dygtigt Mandkøns Skyldighed, og Herremanden kan ei længere med Musketten i den ene, et ►Fripas eller Fæstebrev paa en øde Gaard i den anden Haand, drikke Skaaler i sine Undergivnes Sved. Selv maa han ride sin Træhest, om han lyster, eller bruge den til ►Ungherrens gymnastiske Øvelser, og ►i det mørke Hul kan han fede sine Svin eller bygge sig et Gravsted, alt efter Behag. Det danske Folk maatte været Folkenes Afskum, hvis det havde ►rørt sig mod en saadan Drot, men glædeligt er det, at den største Part lod haant om Fristelsen dertil. Saadan Fristelse var Rygtet om Frankernes Paradis, hvilket endel Skrivere malede ligesaa skinnende rødt med Blek, som hine selv malede det sort med Blod og alskens Ugerning. De samme Skrivere vare ei sene til at laste baade Mændene som omringede Tronen, fordi de ei vilde undergrave den, og ei vare alvidende eller feilfri; og Anordningerne, som udgik derfra, fordi ►de patriotiske Harlekiner ei vare spurgte til Raads. Disse Skrivere havde desuden hardtad alle, egne Talestole og Talerør i de saakaldte Klubber, ►det er: Krostuer, som visse Folk har leiet for deres egen Mund. Det er 342nemlig gaaet i den ny Tid, som fordum i 📌Grækenland og 📌Rom, at da ►Huslivet blev for kedsomt, da ►Selskabsbaandet mellem Slægtninge og ►Kyndinge løstes og Nysgerrighed blev Sjælenes høieste Længsel, fandt Man paa at sankes i Flok, for, uden videre Sammenhæng, at æde og drikke, spille, dandse og snakke med hinanden. I 📌Engelland, hvor Mændene ere et Folk for sig selv, og ►Statsanliggender en Salighedssag, bleve Klubberne tidlig baade almindelige og politiske, men under Revolusionen plantedes ►Frihedstræet hardtad i alle 📌Europas Klubber; dets Blade var ►Kort og franske Aviser, dets Frugt var pressede Druer, og med Bægeret i Haand, med Druesaften i Hovedet, med Friheds og Ligheds, ►Evans og ►Afrodites Lovsange paa Tungen, dandsedes lystig omkring det. 👤Baggesen svimlede paa 📌Alperne ved Hyrdefløiten, Tordnen over 📌Gothard og Lyden af 👤Riqvettis udødelige Navn; 👤Reins vemodige Toner hendøde mellem Fjeldene, 👤Pram forvildede sig i Luften med ►Stærkodder, og Spot med Konger i Himlen og paa Jorden blev Visernes Omkvæd, men Digter og Visemager vare nu tvende Ord i selvsamme Mening. 👤Malte Brun og 👤Peter Andreas Heiberg angave Tonen, og den istemtes fra tusende Struber, der blev en Surren, som af en sværmende Biflok, der kaad og doven stikker Enhver, vil bade sig i de veltede Kubers Honning, men ingen ►virke.

✂ 343Jyden 👤Brun var et ungt Menneske med et varmt Hoved, noget digterisk Anlæg og stor Lyst til at roses i Klubber og glimre i en ►Folkeforsamling. Uden alvorlig Eftertanke byggede han, med ►►Jerusalems Skomager, ►Stater i Maanen, spottede paa det kaadeste med Bibel og Konger, Adel og Statsforfatning, og misbrugte Regeringens Langmo dighed, indtil han endelig maatte ►vandre til 📌Paris, og i Frihedens Hovedstad lære at holde Tand for Tunge.

✂ ►Sjællandsfaren 👤Heiberg fremstod i sin myndige Alder,*født 1758. han havde megen ►Vittighed, skarp Forstand, alvorligt Had til al Undertrykkelse, og i tidligere Dage ►vist et kærligt Hjerte; men ved egen og Andres Brøde var det blevet fuldt af Bitterhed og Mistanke; Frihedstankerne forvildede ham, og han maatte da blive en under ►Tidsomstændighederne farlig Mand. Hver menneskelig Indretning er ufuldkommen; i en saa ukristelig Alder maa Mange være aldeles uværdige til deres Rang, Anseelse og Indflydelse, og misbruge dem til at undertrykke, udsuge og bedrage, og med den bedste Villie kan den klogeste Fyrste ei raade Bod paa dette Onde. Vilde han end daglig straffe, afsætte og fornedre, det vilde dog skade mere end gavne, thi Tænkemaaden er mest den samme og Talemaaden skifte de Vantro overalt som i 📌England ►med deres Fordel. Havde 👤Heiberg betænkt dette og selv været Kristen, da var han blevet en gavnlig Skribent, da havde han ei saa uforsvarlig opvakt Misfornøielse med Mænd og 344Indretninger, ei ladet sig af Mistanke eller Liden skaber drive Sandheden forbi, og ei sammenblandet sine egne Uvenner med Folkets. Han var da ei heller faldet i den Vildfarelse, at Lasten havde ene sit Hjem i visse Stænder, han havde da brugt sin haarde Svøbe, ei til enkelt Stand, Indretning eller Mand, men til Tidens ►Vanart i det Hele; han havde endnu mindre udøst sin Galde over Tydskerne, ►om ogsaa Enkelte med tomme Hjerner og udanske Hjerter ►aade Landets Brød; thi han vilde have indseet, at Saadant er Folkets Skyld, naar det ved sin egen Brøde, trænger til dygtige Udlændinge, maa det føde ►Trodset tillige, thi med Koen følger Halen. De fleste Mennesker ►høre gerne tale ilde om Næsten, har Næsten Noget, som Folk pleie at misunde hinanden, og er Talen vittig, da er Glæden overmaade, og 👤Heiberg blev den danske ►Læseverdens Afgud, hans Frihedstanker gjorde ham til ►Klubmændenes Høvding, skøndt han ellers Intet havde med dem at skaffe, og han syntes da at være en farlig Mand at røre ved; først da Tingene i 📌Frankrig havde taget en for Afgudsdyrkerne nedslaaende Vending, vistes 👤Heiberg ud af Landet,*1799. og stadfæstede, saa at sige, selv sin Dom, ved at gaae i Tjeneste hos de Franskes ny Høvding.

✂ 👤Heiberg havde ikke angrebet Kristendommen, og, til 📌Danmarks Ære være det sagt, neppe eet godt Hoved, thi 👤Bruns Drengespot ►kan ei regnes, giorde det; men desflere maadelige ►Hoveder søgte at ►indlægge sig Ære ved at 345oversætte og efterskrive hvad der stod i hundrede tydske Bøger. Saadan Eftersnak vilde i en nogenlunde kristelig Alder ►ei frugtet stort, om den ogsaa kunde blevet ført, nu derimod, da de Fleste ønskede at blive ►deres Troeslevning kvit, greb Man Paaskuddet med begge Hænder, og bildte sig ind, at Kristendommen var uopreiselig nedrevet ved usselt Pjat og plump Vittighed af Mennesker, som for det Meste ei turde være deres Ugudelighed bekendt, og hvis Navne ►Krøniken kan lade raadne uændsede. ►Satanas selv, siger Apostelen, omskaber sig som en Lysets Engel, og det er da intet Under at hans Apostle skabe sig, som om de vare Retfærdigheds Tjenere. Saaledes gik det bogstavelig ►herinde; thi Oplysning var Trolddomsordet, hvormed Man vilde ►fremkogle Mørket, og Man raabte høit, at ►Korsets Forargelse maatte afskaffes, for at Dyden kunde vinde Herredømmet. Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed skulde begynde med at træde Guds Søn under Fødder, bespotte Naadens Aand, og forhaane det Ny Testamentes hellige Kalk. Ogsaa vor Tids Farisæer sagde, at 👤Jesus bespottede Gud, naar han talte om sit Kongesæde ved Faderens Høire ►og raabte: korsfæst! hans Blod komme over os og vore Børn► . Det var ►storlig at frygte, at deres Skrig skulde faae Overhaand og Regeringen bedøvet dømme at deres Begæring fik at ske, at Kristendom blev uddrevet af Psalmer og Lærebøger, ►som den, efter deres Ord, ►alt var udryddet af Skriften. 346Mange sukkede i Løn, men Røsten vovede de ei at løfte; Troen var for de kristelige Boglærde kun en Tilflugt i Nød, ei en urokkelig Vished, ei et helligt ►Samfund med Gud, og derfor fattedes dem baade Mod og Kraft; Kærligheden var blevet kold, hver tænkte kun paa sig selv, og derfor kunde de sidde stille, medens Troen ►røvedes fra Tusender blandt deres Brødre; Verdens Spot og Latter turde de ei trodse, men vel Lyset i deres Inderste, der tændtes for at skinne. 👤Bastholm, der før ►ubedet greb Kristendommens Banner, lod det falde paa Stridens Dag, men Een var der dog, som baade havde Lyst og ►Formue til at løfte og bære det ►mandelig, det var 👤Nicolai Edinger Balle, Lollik af Fødsel, men Jydsk af Æt.*født 1744. Hardtad Alle adspredtes, hver til Sit, og forlode ham allene, men han var ikke ene, thi Gud var med ham, og ►Bibelen forsvarte sig selv igennem ham med saadant Eftertryk, at selv Fiendernes Harme beviste, de ►►rammedes af det tveeggede Sværd. ►End varede Kampen da Trykkeloven udgik,*1799. bød Skribenterne ►nævne sig og ►satte Straf for frække Angreb paa Tro og gode Sæder, Regering og enkelt Mand. 👤Balle, som erkiendte, at Lige gyldighed og ►hemmelige Anfald er værre end aabenbar Strid, vilde ei, at Loven skulde binde Modstandernes Tunge, men den forstummede af sig selv, thi Nogle bluedes ved at ►nævne sig, Andre af disse, der kaldte sig Sandhedens ►Kæmper, vilde ei ved at tale, overtræde de hellige Pligter mod deres 347timelige Velfærd, og da Ingen havde noget Nyt at sige, gad ►og kun Faa læst Mere om saa ligegyldige Ting, som Gud og Evighed og kristen Tro var i de Flestes Øine. Med denne Ligegyldighed gik 📌Dannemark over i det nittende Aarhundrede, og Alt spaaede ilde for Troen og Folket. Man havde skreget saa høit og længe mod den gamle ►Psalmebog og 👤Pontoppidans ►Forklaring, som var Almuens Lærebog, at Regieringen troede, aldeles ny vare nødvendige, og Lykke for 📌Danmark, at det havde en 👤Balle og en Regering, som vilde give Sagen i hans Haand; men gode kunde de Bøger ei blive, som under saadanne Omstændigheder skulde ►udgaa. 👤Balle skrev en ►Lærebog, som indeholder de kristelige Troessandheder uforfalskede, og det er store Ting, men 👤Balle vilde afbøde Modstandernes ►Anfald, ved stedse at tale til Forstanden gennem kolde Begreber, og give en ►Pligtlære i Tidens Smag, derved forledtes han til, at bruge et ►Bogsprog, der er saare utydeligt for Almuen, og den hjertelige Varme, som en saadan Bog bør have, tabtes. Den gamle Psalmebog kunde trænge til Forbedring; thi 👤Luthers og andre tydske Psalmer vare for det meste slet oversatte, 👤Kingos behøvede en med Ærbødighed ændrende Haand, og ved Siden stode endel, som vare vandede i Tanker og platte i Ord og Talemaader; men hvilken dansk Digter kunde og vilde under Revolusionen forbedre de gamle og digte gode ny? 👤Thomas Thaarup *født 1749. var maaske den eneste 348Navnkundige, som med digterisk Anlæg, forenede en gudelig og hjertelig Stemning, men neppe var det, om de kristelige Troessandheder han sang, og han har ei villet kendes ved sine Sange, ►saaledes som de udkom. De Fleste, hvori Kristendommen, ligesom er gemt til bedre Tider, maa være sammenrimede af aldeles upoetiske Mænd; hvor Tonerne løfte sig, er det mest i kolde Billeder og høitravende Ord; Hjertelighed spores kun i enkelte Sange, mest om timelig Nød og jordiske Forholde, ikke een af 👤Kingos eller 👤Luthers Psalmer er optaget uforvansket, og ikke een høitidelig Sang gør Mindet om de store Begivenheder ved 👤Kristi Fødsel, Liv, Død, Opstandelse og Himmelfart, levende i en ►beskuelig Fortælling. Føier Man nu til, at der næsten altid tales om Guds Aand, som en blot Kraft, eller et gudfrygtigt Sindelag; at Man har uddrevet Djævelens Navn af Bogen, uden at ⓘ kunne drive ham af Verden; at Man har udslettet Helvede, uden at kunne tilintetgøre det; at i det mindste en tredie Del er vandede Rim til Gerningers Pris, der tit udvoxe af en syndig Rod; at der er saare Lidt om ret Kærlighed til Gud og Næsten, og at kun faae Psalmer have bibelsk Enfoldighed i Ord og Talemaader: da maa Man beklage den Tid, hvis Stemning den aander. Selv den i Sandhed ►høiærværdige 👤Balle kan heri have feilet, men da han selv ►er intet mindre end Digter, da det vilde været et Underværk, hvis han slet ikke havde ►lempet sig efter Tidens Tone, og da vi 349have ham, næst Gud, at takke for, at Bogen beholdt saamegen Kristendom, vil den ►billige Krønike aldrig gaae strængt i Rette med ham, ja den vil sige, at bedre Bøger vilde ►rimeligvis paa den Tid gjort mindre Nytte, fordi den seer hen til de Præster og Skoleholdere, i hvis Hænder de kom. Vist var det Lykke for 📌Danmark, at den gamle, gudfrygtige 👤Børge Riisbrigh *født 1731. stod den hele Tid, som en Mur mod de ny filosofiske Unoder, og aftvang ved kristelig Retfærdighed og Kærlighed selv Spotterne Høiagtelse; men til at dæmme mod Tidens Strøm var han ikke dygtig. Vel antastede kun to Lærere ved ►Høisko len► Bibelen ►aabenbar, ►men den Ene var netop sat til at vogte den, den ►udtolkedes bagvendt, Forsoningslæren og alt hvad dertil hører ►sattes ved en Side, og havde end ikke saa været, vilde dog de Fleste drevet med Strømmen; thi ►der er en Vei, siger 👤Salomon, som tykkes god for Mandens Øie, ►enddog dens Udgang er Død, og paa denne Vei, hvor Man lever lystig, borte fra Gud, der gik Tiden. De fleste unge Præster brød sig da kun lidt om, hvad der stod i Bibelen, lod den ligge og talte med Menighederne om allehaande, ►eftersom de havde Forstand til. Under 👤Balles Tilsyn ►føiedes Anstalt til Skolelæreres Dannelse, men Planen var ei grundig gennemtænkt fra et kristeligt Stade, og Udførelsen mislykkedes, ►saa at mange ⓘ Lægmænd efter nogle Aars Undervisning ►udgik med endel overfladelige Kundskaber, uhyre Hovmod og liden eller ingen Kri350stendom. En Lykke var det, at kun faa Landsbyskoler kunde give saadanne Herrer ►passeligt Levebrød, men den samme Omstændighed hjalp til, at Skolevæsenet daglig mere forfaldt. Ligegyldighed for det Aandelige, og verdslig ►Omhyggelighed holdt Bønderne fra Kirke, og deres Børn fra Skole, Udskiftning og Udflytning, som efter Tidens ►Leilighed vare fornødne, og gavnlige for den timelige Velfærd, gave velkomne Paaskud, Bønnebogen raadnede paa Hjemstedet, og naar Præsten een Søndag ret havde lagt sine Tilhørere Flid og Stræbsomhed paa Hjerte, som om det var en Pligt over alle Plig ter, kunde han ikke klage, om de siden bleve borte. Under den hardtad ►almindelige Krig, var det fredelige 📌Dannemarks Søhandel opblomstret, store Rigdomme vare indstrømmede i Enkeltes Huse, Overdaadighed og Vellyst voxte paa Guldmøddingen, Egennytten trivedes, Man glemte rent, at det er Gud, som giver det daglige Brød, og tænkte kun paa, at ►sanke eller nyde. Fra den Stund Trykkeloven udgik, blev der tyst paa den aandelige Børs, og ►Man sukkede over dens ►Palladium, uden at ville indse, at det 📌Ilion, Loven kunde og vilde omstyrte, maatte være bygt af Ugudelighed og Uteerlighed, ⓘ Æreskænderi og Oprørstale. Alt syntes da at ville sove ind i en Rus eller Døs, men nu talte Gud med Tordenrøst, og visselig, Hans Skyld er det ikke, om 📌Dannemark sover ind igen, saasnart Skrækken er forbi.

✂ 351Det ny Aarhundrede begyndte. I 80 Aar havde Gud undt 📌Dannemark udvortes Fred, men nu sendte han Krigen, thi hans andre faderlige ►Mindelser og Advarsler havde hos ►Mængden ei nyttet. Under 👤femte Frederik truedes 📌Danmark med en Krig af den russiske 👤Peter,*1762. den danske Hær stod ►alt i 📌Me klenborg under en fransk Høvding, men 👤Peter døde. 👤Peter var Hertug i 📌Holsten, og vilde feide, fordi 👤Frederik den Fjerde fratog en af hans Forfædre 📌Slesvig, men nu kronede den gamle 👤Bernstorf sine Fortjenester, ved at bortbytte 📌Oldenborg og 📌Delmenhorst for 📌Vagrien og de russiske Fordringer. ►Kvægsyge og Uaar havde været i Landet, Kongens Slot og en stor Del af Hovedstaden var lagt i Aske, men Saadant kaldte Man Tilfælde, uagtet Man bekendte ►en Gud, der selv vidner, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Hans Villie. De som nægte, hvad Skriften siger, at Landeplager sendes til Straf og Opvækkelse i en ugudelig Alder, fordi de ogsaa ►indfalde i Tider, der ei ere ►aabenbar ryggesløse, bør ogsaa nægte, at den Regn som falder efter lang Tørke, er bestemt til at vederkvæge Jorden; thi det regner ogsaa tit, naar vi ei synes det gjordes behov. At enhver Plage som ængster Mennesket, gør ham alvorligere er dog ►ligefrem; at han kan forhærde sig og bespotte, istedenfor at ydmyge sig, er sandt, men hvis Skyld er det? At Pesten, Krigen og Ildebranden i Aarhundredets Begyndelse gjorde Mange ⓘ mere alvorlige, er klart; at 352det Samme ei skedte ved dets Udgang, er ogsaa begribeligt, men at dog Noget vaagnede, især ved Fredsbrudet, er ligesaa klart, som det var nødvendigt; thi med Døden lige for Øine, kan Alle dog ikke lægge sig til Sengs; naar det Timelige opgaar i Røg, prædikes dets Forgængelighed høit, og naar det skal værges med Livsfare, mærker Man Savnet af Mod og Kraft og Saligheds Haab. Efter den gamle 👤Bernstorf havde hans Brodersøn, den høiadelige 👤Peter Andreas, styret de udenlandske Sager, og ved den Guds Bistand, hvis Hjelp han ei skammede sig ved at anraabe, under Revolusionskrigen afvendt truende Farer. Han var nu død, ►vindesyge Købmænd havde misbrugt det danske Flag, til at indsmugle forbudne Varer i 📌Frankrig, og 📌England, som misundte 📌Danmark sin Handel, greb dette Paaskud til Fornærmelser, som maatte have en Krig i Følge. 📌Danmark havde anselige ►Forbundne, der havde ►lovet at beskytte de fredelige Folkefærds Flag, men da en engelsk Flaade gik gennem 📌Sundet til 📌København, sad 📌Sverrig stille, 📌Preusen drev sin gamle Konst, og 📌Ruslands vægelsindede 👤Povel, fik i Sinde, at bekrige den venskabelige Magt. Mørke vare Udsigterne, paa ►de faste Blokskibe og de flydende Pramme stred mangen Dansk ►mandelig, og den unge 👤Villemoes beilede ►sømmelig til en 👤Skrams og 👤Tordenskjolds Hæder; men den engelske Overmagt brød igennem, og Hovedstaden skjalv. Nu frelstes 📌Danmark andengang ved en russisk 353 Keisers ►uformodentlige Død, og hvem her ei ►kender Guds Finger, er blind, desto blindere, jo mer oplyst han drømmer sig at være. Snart forvandt Folket Skrækken under den tilbagevendte Fred, ja pralede endog; men for ►øiensynlig havde baade Faren og Feigheden hos Mange været, til at ikke Adskillige skulde begynde at ►tvivle om Tidens Herlighed, ►og selv Krigsbulderet gennem Kanoner og Sange oplivede Aanden. En kraftig Røst, som forkyndte Tidens ►Vanart, maatte finde adskillige aabne Øren, og den kom fra 📌Tydskland. 👤Henrik Steffens, af tydsk Herkomst paa Fædrene, men født ►herinde af en ægte dansk Kvinde, var et synderlig opvakt Hoved, med en Kraft og Ild i Aand og Ord, Øie og Gebærder, som Ingen skal, men Faa kan bryste sig med. I 📌Tydskland havde han antaget endel af 👤Schellings Meninger, men den halvnordiske Natur skinnede igennem i en langt mere uskrømtet Høiagtelse for kristelig Tro og Levnet. Han kom til Moderlandet og opslog sin Lærestol paa den halvvaagne ►Høiskole; det var ei slig søvnig Tale han førte, som den der saa tit udgaaer fra Katedre, og nysgerrige Ungersvende flokkedes omkring ham. Faa forstode noget Sammenhængende af hans, med mange ►Konstord udstafferede Tale, og det var godt, men det kunde Alle forstaa, at han lod haant om den Oplysning der hidtil var ►udbasunet, at han talte med en forbausende Ærbødighed om 👤Kristus og hans 354guddommelige Rang, at han haanede den danske ►Læseverdens Afguder: 👤Kotsebue og 👤Lafontæne og henpegede paa 👤Shak spear og 👤Goethe som anderledes Digtere end den Flok Man ►nævnede saa; og dette var saare godt. Han kom og svandt som et ►Luftsyn, det var ogsaa godt, thi han havde vist ellers forvirret, om ei forrykket mange Hjerner; nu derimod vakte han kun Eftertanke; og mangt et Frøkorn, som han udstrødte, er vist under Guds Velsignelse i Stilhed opvoxet til at bære god Frugt. Bort maatte han i Guds Navn, men vilde han ►udgære til en ret, rolig Kristen, maatte vel 📌Danmark og 📌Norge kappes om, at hjembyde denne, deres fælles kostelige ⓘ Fostersøn. Hæderlig skal i al Fald hans Ihukommelse bevares, indtil 📌Norden glemmer den store Skjald, hvis ►Harpeslag har forherliget det ny Aarhundrede. Ogsaa denne Skjald, 👤Adam Oehlenschläger, skænkede Gud 📌Danmark paa tvende Maader, thi af tydsk Fædreneæt fødtes han ►herinde. Indtil 👤Steffens kom, sang han hardtad som de andre Fugle, men dog forkyndte ►Sluttelse til 👤Evald og Higen mod de gamle Tider en Dybde i Længslerne, som lovede anderledes Syner. Hvad han, uden 👤Steffens, vilde blevet, det veed kun Han som tier, men uden ham, var han aldrig kommet til at synge, som han sang, ei heller kunde da saadant Kvad fundet den ►Indgang det fandt. Hans første Digte, som ►udgik, ændsedes kun af Faa og yndedes af Færre, endel af dem avledes ogsaa i en aandelig Rus, men 355det maatte hver sande, som havde nogen Forstand paa ►Skjaldskab, at aldrig havde nogen dansk Digter gæret saa kraftig eller lovet saa meget. Hans Poetiske Skrifter ere derimod en Blomsterkrands,*1805. til hvilken 📌Danmark ei, og 📌Tydskland neppe kan fremvise Magen. Hardtad Alt er udrundet af en høi, Meget af en hellig Begeistring, og har sikkerlig ►virket mere for Kristendommen, end alle Tidsalderens apologetiske Skrifter tilsammen, thi de herlige Digte maatte vække, hvad de aandede: en kristelig Stemning. Den søde Enfoldighed i Vaulundurs Saga, maatte hos Mange avle Væmmelse for det høitravende Svulst der kaldtes et smukt Sprog; at det er paa den barnlige Fromheds Vinger, ei paa Kundskabens opdyngede Myretuer, Mennesket kan ►vinde til Stjernerne, maatte visselig falde paa Sinde ved mangt et Kvad, medens det i henrivende Toner udlagdes gennem ►Aladdin; Tidens ►Vanart og latterlige Hovmod stilledes klart for Øie, ►ligesaavel i de muntre Kvad om Freias Alter og ►Beltseiladsen, som i den herlige Morgenvandring, og saamangen alvorlig Sang om Kristi Livsbillede i den aarlige Natur; og hvor er den Klagesang i den ny Tid, som tør lade sig høre ved Siden af dem over ►Vahl og Viedevelt. Dog, at der var en Orm, som nagede den herlige Rose, og vilde, hvis den fik Raaderum, fortære dens herligste Safter, det var synligt, fremforalt i den allegoriske Fremstilling af 👤Kristi 356Liv. Digteren var Kristen, men Tænkeren var det kun halvt, de optraadte mod hinanden i en Række af Dramaer, og Digteren vandt ikke Seier. I Hakon Jarl kæmpe de, men i Palnatoke staar Tænkeren seirende, som en oplyst Mand fra det attende Aarhundrede. Inderlig, men jordisk sværmende Kærlighed besang han rørende i Axel og Valdborg, men selv i 📌Kristkirken saae han ikke 👤Kristus, og misbrugte det høitidelige Sted til verdslige Øiemed. I Correggio skildrede han tro Malerkonstens sørgelige ►Idræt, at fremtrylle en Skygge af de forsvundne himmelske Skikkelser; i Faruk fremskride herlige Skikkelser, men som Drømmebilleder der svæve i Luften, som om kun i en Feverden Ydmyghed straalende løfter sig over hovmodig ►Bram. Stærkodder er et livligt Spil uden heel Betydning, og Digtningerne en mat Efterklang af de poetiske Skrifters herlige Toner. Vilde den store Digter dog ihukomme sin første Kærlighed, og hvorfra han er falden, vende om og gøre sine forrige Gerninger! Vil han det ikke, da kommer den som tændte i ham det herlige Lys, hastelig over ham, bortfløtter Lyset og lader ham sidde sorgfuld i Mørke. Gud behøver Ingen af os, men Verden behøver Lys, og skulde da ikke Hver gerne ydmyg lade det Givne skinne for sine Brødre, aldenstund ene det ogsaa for ham selv kan opklare ►Dødens Skyggedal, og veilede til det forborgne, forunderlige Lys, hvori Herren boer!! Den Fred og den Roes som Ver357den kan give, hvad har den at betyde, naar Verdens Skikkelse forgaaer.

✂ Midt under denne Digters herlige Sang, som kun Faa vilde høre, medens Vantroens Pest og Ligegyldighedens Kræft fordærvede Folket, da talte Gud saa lydelig, at alle maatte høre, ►enddog Faa vilde forstaa, at Røsten kom fra ham. Dennegang var det ei blot, som før, et Tordenskrald, men et ►Tordenslag som tændte 📌vor Frue Hus, mangen Bolig i 📌Axelstad og ►Danebrog paa de blaa ⓘ Bølger►. *1807. 📌Engellands ugudelige Høvdinge kaldte det Ret, under Venskabs Maske at overraske et fredeligt Folk, for at udvriste af dets Haand et Vaaben, der maaske kunde vorde dem farligt. En talrig Flaade ►udsatte Tusender paa 📌Sjællands Kyst, der ei i et heelt Aarhundrede var nedtraadt af fjendtlig Fod; hardtad den hele Krigshær stod i 📌Holsten, Landeværnet adsplittedes ved 📌Kiøge, som en Faareflok uden Hyrde, Dødsfrygt forvirrede Hjernen paa dem, som raadte i 📌Axelstad, Forbittrelsen gav Mange Mod, men Ingen Høvdingsaand; den brændende Stad, der uforstandig havde ladet sig indklemme, trodsede enstund forgæves, og maatte overgive Flaaden, som Riget kaldte sit ►Palladium, med al dens Redskab i Fjendens Vold. Under 👤Fjerde Frederik brændte 📌Frue Kirke med sine mærkværdige Grave, hvori Benene af alle 📌Sjællands Bisper fra 👤Palladius, og af 📌Danmarks fleste berømte Mænd i det lutherske Tidsrum, vare sankede; da blev Flaaden ►til intet efter en glim358rende Afsked, da uddøde, i det Hele, den gamle Kristendom. Under 👤sjette Kristian skulde Alt fornyes, Kirken opbygtes, 👤Danneskjold, Dokkens sindrige Mester, lod tømre stolte ►Orlogger, prud løftede sig 📌Kristiansborg paa Gruset af det gamle Slot, det skulde Kristendommen ogsaa; men Alt fra hans Dage var kun et kort og ►sygeligt Liv beskikket; ►saa Gudsfrygten, ►saa Kirken, ►saa Borgen, og ►saa Flaaden; Alt tyktes kun reist for at sanke Levningen af Fædrenes Aand i Fædrenes Grave. 👤Syvende Kristians Lig har ei endnu kunnet naa det nybygte Gravsted, hvor han skulde samles til sine Fædre; det hviler i 📌Rendsborg, hvor han døde faa Maaneder ►efter den store Jordefærd, ved hvilken en ►djærv Kriger, inderlig grebet, udbrød: at 📌Dannemark ►begrov sin Fader.

✂ Under bange Varsler tog 👤Sjette Frederik ►Tvillingspiret i Haand:* 1808. Alt laa i Grus, nyt maatte det reises eller hensmuldre, hint var hans faderlige Ønske, dette mange Retskafnes Frygt. Den sidste ►Orlogger, som kunde ►prøve Størke med Hav og Fjender, var gemt i en af 📌Norrigs Havne, men kun som til en Fakkel, der paa Hedenolds Viis, skulde udbrænde over 👤Kristians Lig, hvis Navn den bar; den brændte paa 📌Oddens Kyst, efterat 👤Villemos og mange ►Djærve med ham havde paa den fundet Døden, som i et ►Ridderspil til den Hensovnes Ære. Mærkeligt er det, at Mange mente, at ►Orlogger vare for store til 📌Danmark nuomtide, og 359at Baade var en ►passeligere Flaade, men til Saadant maatte og vilde ei 📌Nørrelands Drot fæste Tro, og mellem ►den Baadeflok, der med Døgnet opstaar og forgaar, løftede sig, med Navnet Phoenix en ny ►Orlogger, og det spaar ikke ilde om Genfødelsen. At ►en saadan gøres behov i Landet, som paa Bølgerne, derom ere alle de enige, der have ►mindste aandeligt Syn; thi efter Flaadens Tab at prale af Mod og Kraft og Fædrenelandskærlighed, er ligesaa ►daarligt, som at ville prale af den: disse Egenskaber ere synlig ►forlorne, og vi have kun en ringe Levning som af Flaaden, der med den fortæres daglig af Orme og Fjendevaaben. Om Veien til Genfødelse er Man derimod saare uenig. En venter den af timelig Velstand, som under Freden netop nærede Egennytte, Overdaadighed og det jordiske Sind, og hans Løsen er Vindskibelighed; En Anden, som ►vel mærker, at Man kan være saare flittig, og dog i Aanden baade ful og feig, som indseer alt ► Fabrikvæsens fordærvelige Følger, og at Overdaadigheden ei er mindre skadelig i de Lande hvor dens Redskaber forarbeides end hvor de købes, raaber paa ►Tarvelighed. Mange, som vel se, at Tale kun lidt nytter hos de Voxne, der ere rodfæstede i de ►onde Vaner, henpege paa den opvoxende Slægt, der, ►som Voxet kan tage mod hvilken Skikkelse, ►Mesteren vil; men disse ere igen saare uenige, og der strides meget om, paa hvilken Viis Oplysningen skal meddeles, og i 360hvilke Lag Kundskaberne skal lægges, naar Man vil ►bygge en dygtig Mand. Andre agte Sligt for ►Børneværk, da Mennesket dog ikke ret kan, hvad der rigtig nok var ønskeligt, blive en Maskine, og en ►Frihedsyttring altsaa ►forstyrrer den hele Orden, og disse mene, at det især kommer an paa at give Slægten Kraft og ►Størke; men her dele de sig atter. Mange mene, at da Legemet dog er det fornemste, maa Man kun se til at give Musklerne ►Spændekraft og Lemmerne Smidighed, disse Egenskaber vil da af sig selv forplantes paa Sjælen, hvis denne er Andet end Legemets Selvbevidsthed. Andre, som veed, at de stærkeste Mennesker tit ere de feigeste, at Legemsstyrke kun udretter lidt i vore Krige, og at den ligesaalidt kan modstaa Vellystens og Egennyttens og Uretfærdighedens Fristelser, som de hvinende Kugler, mene, at Man tillige, og vel mest, maa give Sjælen Kræfter, men her blive ►og disse uens, da Nogle vente Alt af faste Grundsætninger, Andre af ►smukke Folks Exempel i den forbigangne Tid, som da kan give den saa nødvendige Fædrenelandskærlighed med det Samme. Saaledes menes og tales, skrives og handles til alle Sider: det er allerede Meget, at vi se vor Brøst, men ►naar ogsaa hine Arbeider kronedes med det heldigste Udfald, vilde Staten kun derved vinde nogle faa, ►sygelige Levedage, ►som Danebrog paa Baadene. En aandelig ►Phoenix maa ►opleve af sin egen Aske, dersom Folket skal gen361fødes til ædelt Sindelag og mandig ►Idræt, og Kristendom er Underfuglens Navn. Kun naar den sjunger vist og liflig om den Herlighed, som skal aabenbares i de evige Tider, lære de, som ►oplade Øret, at offre det Timelige paa Guds og Dydens og ►Fædrelandets forenede Høialter, og uden ►Knur at taale Tidens ►Pinagtighed. Kun naar Mænd ►lyde paa dens Sang fra det Høie, ►helliges deres ►Idræt paa ►Mark og Val, paa fjerne Bølger og i Hjemmets Hytte, thi da ere deres Gerninger gjorte i Gud. Kun dens Guddomstoner formaa at give Aanden Kræfter til Strid mod onde Lyster, som mod Landets Fjender, og til Alt, hvad som med Ret ►nævnes aandelig ►Handel. Den fremkonstlede Flid og ►Spænding vorde Egennyttens og Vellystens Trælle, og opslides snart af deres grumme Herrer; faste Grundsætninger uden Troens Grundvold er en Modsigelse, og ►den selvstændige Moralbygning et Hus paa Sand; Krøniken om Fædres Sindelag og Bedrifter ►størker kun dem, der ei ganske have ►forloret Fædrenes Tro og Kraft, men det have vi. De ere begravne og skal igen opstaa, ligesom vel Ingen nuomtide vorder livfuld Kristen, uden at have været død i Vantro; vi maa selv vorde Fædre for en ny Rad af Slægter, der som Arvegods kan annamme den Tro, vi maa tilkæmpe os. Alligevel er det godt at Krøniken ►oplades, thi naar vi i dens klare Speil se Fædrenes ►Kæmpelignelse ved Siden af vort eget ►Dværgeaasyn, 362da kan vi lære at blues, og naar vi høre Aartusinders Vidnesbyrd om Troen som alt det Stores og Herliges Kildevæld, da hendrives vi mod det Samme. ►Mærkeligt er det ogsaa, at i det nittende Aarhundrede, midt under Vidnesbyrdene om vor egen Afmagt, bleve de gamle ►Kæmper høirøstede, ja det lod hardtad, ►som det gamle 📌Nordens Afguder med deres ►Skyggehær vilde indtage Landet, der laa øde for kristne ►Kæmper. 👤Oehlenschläger ►slog Harpen for dem, og Grundtvig vilde ►opmane dem af deres Grave; Heste spændtes for de Stene, Fædrene havde væltet, Sproglærde ►stavede paa de Runer, de havde ristet, ►Krukkerne med deres Aske, ►sankedes som Helligdomme over 📌Herrens Tempel; ►Odin, ►Thor og ►Braga uddreve ►Zeus med ►Ares og ►Apollon, og kæmpede atter mod 👤Kristus; ►Valhal løftede sig høit over ►Olympos, og der fandtes vel dem blandt 📌Dannemarks Stridsmænd, som længtes mere efter Einheriers Gammen, end Himmerigs Salighed. Behøvede vi noget udvortes Vidnesbyrd om Kristendommens Forlis, da var her et ►uforkasteligt, men vi behøvede et saadant, om vor egen Elendighed; et kraftigere end ►Krønikens og ►Skjaldskabets Billede af Hedenold kunde neppe gives, og i den Mening opløftede i det mindste Grundtvig et saadant, efterat han havde faaet ►Syn paa ►Guddomsherligheden i 👤Kristi Aasyn. Med deres Blod malede Nordmænd et andet, ⓘ da de under 👤Kristian af 📌Augustenborg ►mandelig 363ⓘ ►droges med Svensken; et tredie med samme Farve, Jyden 👤Buhl og adskillige andre danske ►Søhaner og Vikinger. Hverken hist eller her stod nogen Strid, som kunde hævde sig et ⓘ Slags (Feldtslags) sørgelige Rang, men dog kom det tilsyne, at fornemmelig i 📌Norge var endnu Levning af Troen, og endnu mer af Kraften. ►Mellem Vaaben tie ►Muser, det er 📌Sydens Tale; men ►under Skjoldet sjunger ►Braga, det er 📌Nordens Tro, derom vidner mangt et Kvad i 📌Danmarks Skove, og selv mellem Fjeldene genløde Toner fra en Bondesøns selvgjorte Harpe, der ved gudelig Kraft og Sødhed gjorde mangen Skjald tilskamme; men høiest vidner dog det Kongebud: at midt under Krigens Bulder skulde Grundsten lægges til en ►Høiskole mellem Fjeldene.* 1811. Gud fylde den med sin Herlighed og lade den vorde Hans Navn et Hus! da skal Bjergluften vel rense 📌Nordens Lunger, Høitidssange ⓘ skal som Hjertets Røgoffer stige mod Himlen, Røster skal udgaa mod 📌Syden og 📌Vesten at forkynde som en Fjeldtorden Fordærvelse i Synden, men sødelig Fred i Evangelio; kraftelig, men ydmyg skal Aanden røre sig i Kroppens Lemmer som i ►Tankekredsen, og Efterslægten skal lovsynge 👤Sjette Frederiks Dage, som vi Hans gamle ►Oldefædres. Amen.

364