Grundtvig, N. F. S. Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng

iv

1

I 📌Østresaltet laa en vakker Ø,
Dens grønne Krands var tætte Bøgeskove,
Og paa den vuggede saamangen Sø
Mod Bøgelund sin lille, blanke Vove;
Derfor den Ø imellem 📌Sund og 📌Belt
Af blanke Søer og af grønne Telt,
Fik 📌Sølunds Navn udi de gamle Dage.

2

End ligger Øen udi 📌Østresalt,
Men ei i Sø saa sagte triller Voven,
I Tidens Løb er 📌Sølund 📌Sædland kaldt:
Hvor Lunde stod, gaa Bønder efter Ploven,
Saa enlig løfter mellem 📌Belt og 📌Sund
Sig hist og her en venlig Bøgelund;
Det Alt er godt, men det er ondt tillige.

3

vHvor Bakkeraden mellem Kalk og Sand
Sig, høi paa Dansk men og beskeden, reiser,
Ved Bakkefod, paa blanke Søers Rand
En gammel Borg imellem Bøge kneiser,
Men over den og over Bøgen med,
Paa Brinken modig, efter Nordmands Sæd,
Den ranke Fyr sit grønne Spyd fremholder.

4

Den Borg er reist af ham, som lege bad
Den vevre Karpe i de blanke Damme,
Og han, som plantede i lige Rad
De ranke Fyrre, det var og den Samme;
Om Sommeraftner, baade fjern og nær
Hans Navn udraabes udi 📌Siællands Kær,
Og villig stammer Barnetungen efter.

5

I 📌Danmarks Saga mon og Navnet staa,
Og kun med den det gange kan ad Glemme:
Hos 👤Daniels det staar ved 📌Svarteraa,
Thi Eiermanden, skøndt han sad her hjemme,
Fra Danehæren holdt det værste Sværd:
Og han holdt Hus, saa det er Ære værd,
Sit Navn til Trods, thi han heed 👤Peder Oxe.

6

viAlt paa den Borg, han reiste op med Magt,
Er, dog i Vraa, hans Lignelse at skue,
Den Rentemester lider ingen Pragt,
Han flygted ned fra Salen i en Stue,
Dog ogsaa der han blev af ham forfulgt,
Der under sit det store Navn har dulgt,
Som skrives burde paa hans egen Pande.

7

En Greve nu mon bo paa 📌Gisselfeld,
Der ei var ræd for 👤Peders Navn at bære,
Den Ø, hvor Hjalmar og hvor 👤Griffenfeld
For Jetter segned, mon hans Odel være;
Han og er Levning fra en bedre Tid,
Hans Hu staar fast til gæve Fædres Id,
Med Ord og Daad han vil dem ihukomme.

8

En Sjælandsfar jeg er, med Tugt at sige,
Og Krøniken mit Hjerte ligger nær,
I Kløgt og Skjaldskab vil jeg Mange vige,
Men ei i, Gud og 📌Nord at have kær;
Hvor kan min Bog et bedre Sted da finde,
End i den Borg, hvor ude og hvor inde,
Der tales høit om den forgangne Tid!

9

viiDen Jarl har end et saadant favert Navn,
Hvormed ei nogen Greveslægt kan bramme:
Det gyldent stod paa mangen Orlogsstavn,
Og hvor det stod, der stod det ei til Skamme;
Naar Kølen synker til den vaade Bund,
Og naar den løfter sig fra tørre Grund,
Da priser Dokken, som et Værk, sin Mester.

10

Naar Kristne se hvor Krøniken mon love
En Giøe, Fris og 👤Holger Rosenkrands,
Hvor tæt de stod i Borge og til Hove,
De danske Riddere med Aandens Sands;
Og spørge da: var i de onde Dage
Ei nogen kristen Ridder end tilbage?
Da svarer Saga: 👤Fredrik Danneskjold.

11

Min Bog og jeg, du Greve, gæv og bold!
Vist høiligen et dygtigt Skjold behøve,
Og dygtigt er dit gode Daneskjold,
Men her nok ei det vilde staa sin Prøve;
Thi synligt er kun Lidt af Mørkets Hær,
For mange og for hvasse er dens Sværd;
For gloende og giftige dens Pile.

12

viiiMon, som en Bærserk, uden Hjelm og Skjold
Dumdristig jeg da vil de Stærke møde?
Nei Sværde døver jeg med Troens Skjold,
Og Pile slukkes, ihvor rødt de gløde;
Om Lænderne jeg haver Sandheds Gjord,
Jeg og har Sværd, ja Aandens Sværd: Guds Ord,
Og i den Rustning tør jeg Satan møde.

13

Forsmaa vi da Dit gode Daneskjold,
Som værgende sig over Fylket runder?
Mod Upligt og mod alskens Overvold
Jeg vaabenløs, men tryg jo staar derunder;
Vil Det i Bogen, som er Skjoldet værd,
Du tjelde over udi Herrefærd,
Da forud Tak! og Herren Dig velsigne!

14

Ja, bede skal jeg, som jeg beder her:
At Han sit Skjold vil over dig og hvælve,
Naar 📌Edens Kerub løfter stræng sit Sværd,
Og du, som hver en 👤Adams Søn, maa skælve!
Da vinder du til Herrens Abildgaard,
Hvor Livets Træ i Blomster evig staar;
O! gid vi mødes i dets lune Skygge!!

Underdanig fra

Grundtvig.

I

Fortale.

Af Historien, siger den gæve 👤Tyge Rothe,*I Fortalen til den anden Deel af hans dyrebare Værk: om Kristendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa. kan man paa adskillige Maader gøre Labyrint til at forvilde og forvikle Tilskueren; Man har alt for ofte saa gjort, og Virkningen har været sørgelig; thi den Bedaarede har, skøndt mod sin Villie, skøndt med Kval i Sjælen, maattet spørge, hvor hans Gud var, og ikke kunnet finde ham. Historien kan gøres til Labyrint, den er blevet gjort dertil af Mænd, hvilke kalde sig Philosopher. Virkelighederne har Man kastet sammen, for deraf at gøre Chaos, ei et saadant, som venter paa Almagtens Vink for at ordne sig, men et vedvarende, et rædsomt Chaos; thi der, hvor Haab om Bedre IIendes, der begynde de rette Rædsler. Man har Intet seet, Intet villet see i Virkelighedernes Kreds, uden allene de fri Menneskers Handlinger, men disse Handlinger, just fordi de ere fri, derfor blive de saa usammenhængende, i det mindste for vort Øie, de støde paa hinanden, nedbryde hinanden; ere de Alt, da forsvinder Planens Eenhed, thi de Villende, de Handlende ere mange, og have hver sin Hensigt. Ere end videre de fri Handlinger Alt, da blive aldeles uvisse Tilfælde Aarsager og eneste Aarsager til de vigtigste Begivenheder, til Begivenheder, som lyksaliggjorde vor Art, eller en stor Del af samme; men ere vi ikke da paa Vraget, hvilket kun hændelsesvis førte fra Død til det faste Land, men kunde og ført paa Klippe, eller sluppet under os, og vi saa vare blevne slugte af Ve og Bølger! Jeg veed, at Mange flane hen over Historien med den derover selv henflanende 👤Voltære, de høre tale om den Begivenhedernes Uvished, høre tale om de smaa Aarsagers store Virkninger, høre, at ved saadanne smaa Aarsager ere de Hovedbegiven heder frembragte, hvilke endog interessere vor Art, og uden hvilke det ei kan tænkes, ei forklares, hvorledes vi skulle være den hæderlige, den lyksalige Art, hvilken vi ere; om alt dette høre de tale og tale selv, uden at IIIgaa vidt med Slutningerne, eller uden at vide selv, hvortil de maatte ledes, naar de blive ved at tænke, og saa holdt fast ved de af dem først antagne Ideer; her som i de mange andre Tilfælde kommer Letheden til Hjelp, og det gaar som med den Unge eller den Maanesyge, at han ei seer, ei føler, hvor høit, hvor farligen han staar, saa føles ei Svindlen, saa styrtes ikke. Men paa den anden Side, da henrives mangen Een, som kan og vil følge sine Tanker, til haarde Tvivl, til Ængstelser, til, som jeg sagde i Begyndelsen, at spørge hvor hans Gud er, og dertil, at han i den Tingenes chaotiske Sammenblanding, og den deres usikkre Fremgang, ei kan finde denne Gud, eller hans Vældes, hans Godheds Fodspor, eller hans Tilsyns og Styrelses Mærker. Om jeg har været i Labyrinten med de mange Andre, om jeg der i Labyrinten har vandret ængstelig, og med beklemt Hjerte ledt efter Lys og Sandhed, det kan ei interessere Læseren, uden for saa vidt, han kan dessnarere tiltro mig at jeg kan sympathisere med redeligen Tvivlende, og jeg altsaa vil Ingens Dommer være, derimod hans med ham lidende Broder. Men dette vedkommer Læseren at vide, at jeg, uden forud antaget System og uden at hefte mig til Hypothese, har stillet mig hen iblandt Virkelighederne IVog Historiens Optog, at jeg der har skuet om mig og seet, hvad jeg er mig bevidst endnu klarligen at see: en Linie, en Kæde af store Begivenheder, alle heftede i hinanden, alle stemte til eet, alle løbende sammen for at opfylde eet; jeg seer Menneskene ved deres fri Handlinger at bryde an paa denne Kæde, at ville adskille dens Led, men den at vare ved, fremdeles seer jeg disse fri Handlinger, saadanne, som de desværre for ofte vare: daarlige, onde, bekvemme til at frembringe skadelig Virkning, og dog stemme de saa, at de fra en vis Side harmonere med den af mig erkendte Plan, og at de hjelpe til dens Udvikling. Alt dette saae jeg med aabne, vaagne Øine, og sagde til mig selv: her er Mennesket frilig handlende, men her er og den mellemkommende Gud. Den Ide skal være min Philosophie i Historien, og saa vilde jeg, at den og skulde være Andres. Fornemmelig holder jeg mig til den store Revolution med og for vor Art, som virkedes ved Kristendommens Opkomst; den seer jeg blande sig i Alt, skinne frem i Alt som en hovedstemmende Fjeder, virke stedse til Held, virke til Seier over al Modstand for de fri Mennesker. Hvorfor maa Kristendommen ei være mig den største af alle Begivenheder. Bort dog med den Smaahed i Ideer, med den Svaghed, at fordi VKristendommen er dette nu gamle System, kan være Lære for ringe Almues Mand, gik igiennem mange Daarers Hænder, derfor skulde Man ei torde være Kristen, ei torde være det, fordi man ikke da selv udtænkte, ei skabte, ei viste sig synderlig, ei var original Geist! Bort med den Hjernesvaghed! Hvad kunne smaa Begivenheder veie? hvad det, om et Slag er vundet, en Erobrer faldet, en Guldmine opdaget, en Konst, en Manufaktur opfundet? Det gælder om Mennesker, om deres Fremstødelse til det Ædlere, det Blidere, det gælder om dem, forsaavidt de ere Mennesker og tænkende Væsner, men det gælder ei, om de have havt store Flaader, have vel spundet Silke og Uld, have levet kræseligen, have ydmyget medlevende Nationer, have blinket klart, og derpaa ere forsvundne. Fra Træet faldt et Æble den engelske Philosoph for Fødderne, og han gik langt med Tanken, gik ind til Naturens Hemmeligheder; mindre er jeg, end han, det veed jeg, men tænke vil jeg og tænke kan jeg. Skulde jeg da have for mig den Rad af Optog, skedte her paa Kloden, alle stemplede med eet Mærke, alle gaaende mod eet eenformigt Maal, alle virkende i det Store, virkende endogsaa til mig, og alle virkende til Held, men dem skulde jeg sammenVImænge, splitte dem fra hinanden, gøre dem smaa, miskende deres Virkninger! I Hierarkiet, for Exempel, ei finde mere end det, at en Biskop i 📌Rom med sine Prælater bleve stolte, og at nogle Caniker kunde mæske sig; i Reformationen ei finde mere end det, at en Regent i 📌England fik løst et forhadt Ægteskab, og at nogle Fyrster i 📌Tydskland fik Præbender og Klostergodser sekulariserede? O, saa stolt er jeg, at det vilde synes mig overvættes ydmygende, om jeg saae ei mere i det vidt Udstrakte, og vist lod jeg da Pennen blive hvilende, og vist formastede jeg mig da ei til at kalde mig Philosoph. Men jeg seer videre: Verden havde prøvet, havde udtømt sine Evner paa at gruble, Menneskene standse med oprørt Sjæl, føle sig at behøve Kundskab om hvad de ere; Menneskene kan ei komme til Lys og Vished, maatte fortvivle, maatte vende om til at tro sig og deres Ynkværdighed at være til Lyst for Guderne, 👤Lukretses ludibria deorum, da kom Kristendommen. Vældige Magter, selv 📌Rom, og hvilken Magt indbefatter ikke Ordet, storme imod den, der flyder Blod som Strømme, der blusse Baale Landene over, der skinner Guld og feireste Hæder for at lokke til Affald, dog bliver Man, med grækisk Vid og romersk Sjælestyrke ved Systemet fra — 📌GaVIIlilæa. Det griber om sig dette System, og det skulde blive Verdens System, Bekendere arte ud, handle til at skille sig og Systemet ved Hæder, dog griber det om sig, bliver ved, skal, som sagt, blive Verdens System. 👤Constantin gaar over fra Jupiter, veed fast ei selv hvorfor han gør det, taber derved af Ære og Yndest blandt sine stolte Romere, men ved ham bliver Systemet 📌Roms, og det faaer Tid til at befæste sig. Folkene i 📌Europa vaagne, bruse frem, møde Systemet, blive tæmmede, komme desforuden ud af den Rovs og Vildheds Stand, ved at fæste sig i Landene og stifte Lehne; men som haarde Krigere, trykke de Menneskene, de foragte dem, de sky Videnskabers Lys; da møder Hierark og Prælat, staar imod, bryder Trældomsaaget, bliver Kongers Ligemand, og Vidskab udbreder sig, Systemet til Gode.”

“En historisk Theodice skulde da Bogen være efter min Hensigt og Ønske, eller, om ei meer, et Stykke af samme; stor er Ideen og udstrakt er Planen, og Modighed var det maaske, da jeg torde fatte den Hensigt. Ja, min Læser og Broder! tro mig det til, jeg besværger dig, at jeg har Tanken, at jeg sætter Ordet Theodice, hen med Hjertets fulde Ydmyghed, og med levende Følelse af Menneske-Svaghed! Ham, den evige, den ubeVIIIgribelige, Ham der boer i Lyset, som Ingen kan komme til, Ham være Hæder og tavs Ærbødighed fra os! Som Han vil, saa forbarmer Han Sig, Han, det Væsen med utænkelig Frihed; og hvo kan randsage, bedømme de usporlige Veie, ad hvilke han gaar! men Han forbarmer Sig, men Han vil kendes, hans Fodspor lade sig tilsyne, og hans Arms den høie Vælde føle vi. Ei vil jeg kunne vide, ei forklare, hvorledes Han vil, hvorledes Han kan, men hvor Han bliver tilsyne, der vil jeg oplade, oplade det vel svage, men mig af Ham givne Øie, vil skue efter Herligheden, saavidt jeg kan, og naar da Glands, eller Mørke, eller Forhæng møder, nu, da standser jeg og knæler, vist i Ydmyghed tilbedende, men og med Sjæleglæde takkende derfor, at mig vistes Nok for at vide, hvad der er bag Forhænget, som endnu er Grændsen for mit Syn, men bag hvilket Skuepladsen er, paa hvilken og jeg engang skal være til.”

Længe lod jeg Manden 👤Rothe, den bolde, kristne Danemand tale ene, ei nænte jeg at forstyrre ham, thi han taler saa liflige Ord, og høres, desværre! kun sjelden af sine Landsmænd, enddog han taler venlig i Bog til dem alle. For en stor Deel har jeg og ladet ham udsige min Beskuelse af HiIXstorien, thi vi ere Frænder i Tro og Tungemaal, jeg ærer ham, som en Fader, og i Hovedsagen ere vi saa enige, at jeg tør sige, han nu vilde selv være uenig med sin Bog, hardtad overalt hvor jeg er det. Skal jeg nu efter Lighed spaa min Bog sin Skebne, da maa jeg vente, at den, mest ulæst, vorder Møl til Føde; thi saa gik det 👤Rothes, og den var dog et Værk, isteden for at min kun er et Udkast til et saadant. Selv i dette Tilfælde vilde jeg alligevel langt heller glemmes med ham, end ihukommes med Døgnets Afguder; thi da er jeg vis paa en bedre Udødelighed, end den tomme, hvilken Verden kan give; jeg er vis paa ogsaa at samles med ham der, hvor Krandse, som ei kunne visne, udskiftes, hvor Navnene skrives i Bogen, som Møl ei kan æde, og hvor vi endelig glemme vort Jeg og vort Støv, for at sjunge Hans Pris, hvem Riget og Magten og Æren, Kraften og Visdommen evig tilhøre. Dog, i visse Dele ere Omstændighederne forandrede, og læst vorder efter al Rimelighed min Bog, om ei for andet, saa dog for dens bestemte Modsætning til alle Tidens Yndlingstanker. Derfor skal de staa her, Ordene af den Mand, som aldrig kaldtes Sværmer, for hvis Navn selv de Vantro hykle Ærbødighed. Vel veed jeg, at de vise Mestere, der bilde sig ind at de Xere klogere end vor Herre selv, bryde sig i Grunden kun lidt om hvad 👤Rothe tænkte og troede; men naar de vil indbilde Folk, at mit Syn i Tiderne er et Gøglespil, en Digterdrøm, eller hvad andet Spotnavn de i Forlegenhed gribe til; da skal disse den rolige, adstadige 👤Tyges Ord pine dem, og forvilde Tankerne. Vel veed jeg, de under Skriftfortolkningen ere blevne vel øvede i at vende og dreie selv de klareste Ord; men her er hverken Varianter eller Glosser eller arabiske Synonymer, og ved intet Konstgreb lader Gud paa Dansk, som paa Græsk, sig fornedre til en blot Han. De maa da gribe deres sidste Udflugt, løfte sig fornemt paa Tæerne over 👤Rothe, som over Profeter, Apostle og Frelseren selv, undskylde ham med hans Tidsalders indgroede Fordomme, og takke Gud, lig deres Broder Farisæeren, at de ei ere som andre Mennesker, eller som jeg arme Tolder, der mener, at alle Syndere, saavelsom jeg, trænge til Guds Naade. Sligt baade kan og vil de gøre, men et saa usselt Konstgreb kan end ikke forvilde nogen Sandhedens Ven; i deres Ivrighed har de kloge Herrer selv tørt Sminken af, og deres Oplysningsbeenrad er blevet til Latter med sine tomme Øiehuller, indfaldne Kinder og hovmodige Lader. Jeg tør da vente at Adskillige ved den sindige og forstandige XI👤Rothes Ord, lade sig bevæge til at læse hans Bog med Agtsomhed og tænke lidt alvorlig efter, om de Syn i Tiderne ogsaa kan være vort eget Opspind, eller om de ikke meget mere ere sanddru Beskuelser af hvad der i Krøniken ligger for hver Mands Øine.

At ethvert Folks Bedrift maa have været og blive en Frugt af dets Tro, vil hver Retsindig let overbevise sig om, thi det kan jo ikke nægtes, at hver Gerning, hvor lidt Man end tænker ved den, er en Følge af Menneskets Tankegang, men hvad bestemmer denne uden Menneskets Hovedtanke om Forholdet mellem Gud og Verden, det Synlige og Usynlige? Da vores Sjæl ogsaa hører til det Usynlige, maa vi følgelig vurdere det Aandelige i os efter den Pris vi i det hele sætte paa noget Aandeligt over os, og i al Fald er det Daarskab at opoffre noget Timeligt, naar vi ikke tro noget Evigt, at indskrænke eller overvinde sig selv for Andres Skyld, naar Man ikke troer paa en høiere Eenhed, hvorfra alt det, der synes enkelt, er udgaaet, og hvis uforkrænkelige Lov det er, at Menneskene skal, til Trods for Skinnet, bevare denne Eenhed i Ideen som deres kosteligste Arvegods, det er, styres af uegennyttig Kærlighed. Efter en saadan Betragtning vil det ikke forundre Nogen, XIIat enhver Tro paa en usynlig Guddom, hvor vildfarende denne i Øvrigt var, baade har, efter Folkets Leilighed, sat Pris paa aandelig Syssel, og virket Kærlighed; thi en saadan Tro besegler Hjertets Lov som et Guddomsbrev. At nu Kristendommen med sin opløftende Beskuelse af Mennesket som Guds Slægt, som en Skabning i hans Billede, maa, naar den troes, virke høi Ærbødighed for det Aandelige i os, følger af sig selv; at den, der erklærer Kærlighed for Lovens Fylde, ja som ei blot siger, men viser, at Gud er Kærlighed, maa virke denne hellige Følelse i alle troende Hjerter, oplade Kilden, hvorfra al Dyd udstrømmer, er ogsaa ligefrem; at den endelig, ved stadig at henpege paa det Usynlige som er evigt, giver sine Tilhængere Mod og Kraft til at opoffre alt Timeligt, kan ei heller nægtes. Hver grundig Tænker maa da indse, at Tro er nødvendig til Videnskabeligheds Fremme, til stor Bedrift af et Folk, og til Staters Ophold, samt at kristen Tro er mest skikket til disse Øiemed; ogsaa han maa se bange ind i den rimelige Fremtid, da kristen Tro gaar til Grunde, thi at i det mindste et Folk aldrig vinder fast Tro paa Gud, Aandens Ypperlighed og en salig Evighed, staar klart for hans Øie i Tankens som i Begivenhedernes Kreds. Er det maaske XIIIsaadanne Betragtninger med hvilke jeg er gaaet til Krøniken, og efter hvilke jeg har malet Tidernes Lignelse, for ved jordiske Hensyn at aftvinge Folk Ærbødighed for Kristendom men? Nei visselig, alle disse Betragtninger have avlet sig selv under Krønikens Beskuelse, jeg hykler ikke Kristendom, men det gøre de, som med Vantro i Hjertet prise den fordi de indse, det var jordisk Vinding, at den, stadfæstedes i Landene. Min Tro er mig dyrebar, fordi den allene tilfredsstiller Hjertets Trang og dets dybeste Længsler, fordi den forliger mig med Gud og mig selv, og giver mig, til Trods for min Syndeskyld, Salighedens visse Haab. Min Tro er mig vis, fordi jeg, ved at eie den, har fornummet, at 👤Jesus var Faderens Ord og Tunge, thi den Tro har udrettet, hvad Menneskekløgt er for ringe til: givet mig Had til hvad Syndigt jeg elskede høiest, givet mig Kærlighed til Aandernes Fader midt under Trængsel, Glæde midt i Bedrøvelsen, Kærlighed til mine Brødre og Frimodighed til at trodse Verden, Døden og Djævelen naar det skal gælde. Jeg troer ikke længer, blot fordi jeg klarlig skuer Sandheden af Profeternes Spaadomme og Apostlenes Vidnesbyrd, langt mindre, fordi jeg seer den ganske Krønike at stadfæste de hellige Skrifter: det vidste jeg ikke, da jeg blev Kristen. XIVDet veed jeg, at Ingen som ikke vil tro paa Guds eenbaarne Søns Navn, kan se Livet, fordi Vreden bliver over ham; hvad kommer det da egentlig mig ved, hvilken Skikkelse den Tro giver det udvortes Jordliv? Gennem Trængsel bør det os at indgaa i Guds Rige, og alle de, som vil leve gudelig i 👤Kristo Jesu, skal forfølges; om da Kristendom kuldkaster eller opreiser Stater og Troner, opliver eller bandlyser Konst og Videnskab, hvad da? Er det først urokkelig Vished i Hjertet, at 👤Jesus udgik fra Faderen, og at Sandheds Aand hvilede over hans tro Vidner; da er det jo ogsaa vist, at hver Urt, Hans Tro og Lære oprykker, om dens Blade end skinne med Solens Glands, om den saa dufter som Nectar og Ambrosia, ikke er af Faderen, men af Verden, og lad den da i Guds Navn oprykkes, om end dens Rod var indflettet i Hjertets Rødder, som Syndens monne være!

Dette siger jeg ene og allene, fordi jeg nødig vil at Nogen skal forvirre sig selv med den daarlige Tanke, at jeg har draget og læmpet Alt efter en forudfattet Mening. Lad dem gøre det, som for at vinde en Stilstand med sig selv, Glimmer i Verden og Daarers Roes, af fordreiede eller sønderlemmede Virkeligheder sammensmede en Ring til deres Dukkeskabe, som de kalde Aandens Templer! XVEn Kristen med aabne Øine træder vist ei i deres Fodspor. Hvad Kristen var jeg, om jeg løgnagtig vilde fremstille hvad der var min Tro fiendsk, som dens Frugt? Hvor var min Tro, om jeg daarlig mente, at Han, som har Menneskenes Hjerter og Tidernes Tømme i sin Haand, skulde behøve, eller Sandhedens Gud skulde forlange mine Løgne til sit Ords Stadfæstelse og sit Riges Udbredelse? Hvor blind maatte jeg ikke have vandret igennem Tiderne, hvis jeg ei havde seet, hvad Gavn Klippeborgen havde af de møre Støtter, hvormed Kirkefædre og Munke, Boglærde og Grublere mangengang belemrede den, af de favre Billeder, hvormed den skjultes til Øienslyst, af de Skjalde, der fyldte den med indbildte Himmeltoner! Desuden, veed jeg det ikke, at Ingen kommer til 👤Jesum, uden Faderen faaer draget ham, og Ingen kalde paa ham som Herre, uden ved den Hellig Aand; at Vantroen ligesom Troen haver sit Sæde i Hjertet, og at derfor de, som ei vil høre 👤Moses og Profeterne, tro ikke heller, om saa den ganske hensovne Tid opstod fra de Døde og vidnede om 👤Kristus!

Er det derimod Sandhed, at ei allene al sand Dyd i Landene, hvor 👤Kristus nævnedes, gennem atten Aarhundreder udgik fra Troen paa den Korsfæstede, men at Aanden indsov og vaagnede, KrafXVIten ødtes og fornyedes, Stater faldt og opstode med den, da bør det siges lydelig, for at beskæmme de daarlige Menneskers Vanvittighed, som tør sige, at Man kan være vantro, ja 👤Kristi og Korsets Fiende, og ligefuldt være Dyds og Videnskabs, Næstens og Fædrenelandets trofaste Ven; det bør siges for at vække dem til Eftertanke, der ei ere onde, men have ladet sig forføre ved søde og smigrende Ord, og ved at agte paa de Levninger af Adel, af Kraft og sømmelig Adfærd, der end lade sig tilsyne hos de rette Kristnes Børn i adskillige Led. Er det ydermere sandt, at Krøniken bærer de mest uforkastelige Vidnesbyrd om Kristendommens vidunderlige Oprindelse, og om det bestandige Underværk ved hvilket denne hellige Tro har fremkæmpet og genfødt sig selv, da bør det udsiges med jublende Tunge, til Pris for den evige Konge, til Skræk og Advarsel for Alle som den hade og foragte, men meer til dens Venners Bekræftelse og Fryd. Er der nemlig en Gud, da maa Hans Forsyns Spor og være i Tiden, udgik 👤Jesus fra Faderen i Tidens Fylde, da maa de forrige Tider henvise til ham; har Han sagt, at Helvedes Størke skal aldrig betvinge Hans Kirke, da maa Hans Herreskjold og have hvælvet sig over den siden Hans Hjemgang til Faderens Høire. Salige ere de, XVIIsom ikke se og dog tro, det er Frelserens Ord til dem, der med Hænder vil føle Hans Døds og Forklarelses Mærker, mange Tusinder ere og salig hensovne i Troen paa Guds Forsyn og 👤Kristi Regering, uden at have seet de store og straalende Mærker som betegne Herrens usporlige Veie over Tidernes Bølger; at de ere selv der, hvor Øiet ingen opdager, det maa vi tro, men hvor de sees, ere de som hellige Engle, der til vor Gammen udsjunge: her er den Eviges Finger. Saadant behøve vi høilig, thi skrøbelig i Troen ere vi Alle, om end mere og mindre, saalænge vi vandre i disse Tvivlens og Stridens Egne. De hensovne Fædre saae i deres eget og overalt i det enkelte Menneskes Liv mangt et Vidnesbyrd om Gud, som vi overse, ja med hvilke den Ondes Børn have spottet saalænge, at de størke kun Faa; de Gamle glædedes og ved mangt et Syn, som tykkes os Indbildning, fordi det kun var for dem. Mørkets Aand har i de sidste Tider faderlig og rundelig udstyret sine Børn og Apostle med gloende og giftige Pile; skulde Lysenes Fader vel slumre, eller glemme sine troende Børn? Nei, før, siger Skriften, skal Moderen glemme sin diende Spæde; bedre Rustning end Retfærdigheds Pandser og Sandhedens Belte, Troens Skjold og Aandens Sværd og Haabets Hielm, disse vel gamle, XVIIImen dog uopslidelige Vaaben, kan Han ikke give; men naar de ydmyge Bønner, troende Hjerters visse og hurtige Bud, stædes for Hans Trone, da snører Han Rustningen med fastere Baand, da kvæger Han Hjertets udtørrede Jord med nyfalden Dug, saa Kraftens og Modets henvisnende Urter igen kan opblomstre. Saaledes haver den kærlige Fader nu skænket os til Skjolderemmer og Pandserringe stærke og skinnende Led af den Kæde, hvormed Han sammenlænkede Tiderne, Tidens Ørk har han overskjult med lifligt og størkende Manna, at vi ei skulle forsmægte, medens vi fremstride os til det forjættede Land. Ja, Han haver skænket os den Davidsnøgel, som oplader Dørren, Ingen mer kan tillukke: den hemmelige Dør til Krønikens Helligdom. I dens Forgaard vrimle Skyggerne af de henfarne Slægter i unævneligt Tal, de blandes og bløde, juble og hyle, bruse og daane, blinke og blegne, sysle og svinde, uden at det mærkes hvordan og hvorfor? Alt synes at tumle sig forvirret efter daarlige Indfald og Tilfældets Luner. Indkige vi derimod i Helligdommen, da se vi Aanderne sagtelig fremskride, glædes i Lyset eller regne og sysle i Mørket, medens Udfaldet staar skrevet bag dem paa den hellige Mur med hemmelige Stave. Vi høre og forstaa den Guddomsrøst, der toner XIXfra Hvælvingen: hvorfor fnyse Hedningerne, og hvi grunde Folkene paa Forfængelighed? hvi raadslaa de tilhobe mod Herren og Hans Salvede?

For at gøre det som i Hans mægtige Raad er betænkt at maatte ske.

Han som boer i Himlen, leer, og Herren haver dem til Spot, Han skal tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Nidkærhed, sigende: Jeg, Jeg haver dog salvet min Konge over 📌Sion, mit hellige Bjerg.

Og nu, vorder kloge, I Konger! lader eder lære, I Jorderigs Herrer! kysser Sønnen, saa Han ei bliver vred, og I omkomme paa Veien, naar Hans Vrede om en liden Stund opblusser. Salige ere de, som forlade sig paa Ham!!

Saa frimodig jeg imidlertid her fremtræder, fordi jeg veed, det er Sandhed jeg fornemmelig haver at føre, saa gladelig jeg fremtræder i det visse Haab, at mine Ord under Hans Velsignelse, i hvis Navn og ved hvis Bistand de udgaa, skulle glæde og størke Nogle, om de end fortørne og forbittre Mange; maa jeg dog bekende, at jeg med en vis Frygt fremtræder dennesinde. Ukyndig er jeg ikke i Krøniken, men hvo kan med sagte Skridt sin ganske Livstid, end sige i nogle Aar, gennemvandre Almindingen med sin uhyre Vidde? Var jeg XXblevet ved mit første Forsæt, som jeg blev derved hardtad lige til Reformationen, kun at give en forstaaelig kort Udsigt over de almindelige Begivenheder, med Vink om deres indvortes Sammenhæng, da havde jeg vel været Arbeidet nogenlunde voxen, havde leveret en passelig Ledetraad til historisk Undervisning efter et Kaart som 👤Strasses Strom der Zeit, og vilde maaske høstet ligesaamegen Roes, som jeg nu maa vente Daddel og Vrede. Men alt som jeg nærmede mig 👤Luther, blev det Trang for mig, at vise hvad Gud udrettede ved Ham, Hvad vi have forloret i Tidens Strøm, hvordan det gik til Grunde, og hvad vi kan love os af Fremtiden. Ogsaa dette havde ladet sig udsige med faa Ord, men kun indlysende for saare Faa, og kun til Spot for de Fleste. Jeg maatte da vove mig ind i Tidsrummets Irgange, uagtet jeg forudsaae at Feiltrin vare uundgaaelige. Det ere de for Enhver, thi Eet er det at kunne spore Rygmarven i Tidens Kæmpelegeme, og af Mundens Tale at vurdere Hjertets Overflødighed, et Andet er at forfølge Nerver og Sener og Aarer fra Rod og Kilde til Ende og Udløb, at belure Hjertet i sine Slag, og Hjer nen i al sin Bestilling, det kan ingen Dødelig, men det maatte Man, for i det Enkelte at gaae frem med visse Trin og opdage de fine XXIOvergange. Meget lader sig ved Tro, Kundskab, Flid, og fremfor alt ved Guds Bistand gøre; thi ogsaa Fortiden har et synligt Ansigt, hvori Aand og Hjerte speile sig, hvis Træk kan forfølges og aabenbare mange hemmelige Raad; men hertil udkræves flere Aar og Øine, end een Tidsalder, end sige een Mand har i Eie. Lægger jeg nu til, at jeg ei nær har den udbredte og grundige Kundskab, som jeg kunde havt, hvis Meget ei før havde syntes ubetydeligt og unødvendigt at vide, som jeg nu seer at være saare vigtigt, samt, at jeg har skrevet om dette Tidsrum langt fra Bogsamlinger og med maadelige Hjelpemidler; da vil ingen Retsindig kræve selv den Grad af Fuldendthed jeg under andre Omstændigheder kunde givet Arbeidet. Enhver Rettelse, enhver Indsigelse af kyndige Mænd, skal da være mig velkommen; thi kun Sandhed er mit Hjertes Begæring, og jeg veed, at Menneskers Paafund, var det end nok saa kløgtigt, er kun Daarlighed mod Guds vise Raad. Mener Man derimod, at jeg med Hensyn paa mine Kræfter og øvrige Vilkaar skulde reent ladet Arbeidet fare, da staar jeg igen rolig og frimodig, thi jeg veed, at meget Rigtigt og Gavnligt er sagt; at jeg har udtrykt mig med Varsomhed, hvor jeg ei vidste ret Besked, og at selv mine Feiltagelser ofte maatte ske, før det XXIISande kunde komme for Lyset. Det skal heller Ingen sige mig paa, at nogen Virkelighed er blevet fordreiet eller fortiet, fordi den modsagde min Tro, snarere lagde jeg mangengang Tømme paa mig selv, for ikke at give denne Arbeidets Deel en i Forhold uhyre Vidtløftighed. Den er endda blevet stor nok, men Man kan jo anse Bogen for en Udsigt over det lutherske Tidsrum, med en kort Indledning om de forrige Aldre. Værre er det vel, at det nok her er gaaet mig som Romeren melder:

Brevis esse laboro, obscurus fio.

Mangt et Ord og mangen Hentydning ere, som de staa, kun forstaaelige for de Kyndigere; men de staa ogsaa ene for dem, de kunde været udeladte, men naar mig tyktes de kunde lede til Noget, satte jeg dem, fordi jo ikkun Gud veed, om jeg tiere skal tale offentlig om Krøniken. Til Slutning havde jeg tænkt, at give en Udsigt over de nu navnkundige Folks Liv i andre Verdensdele og over Jødernes Historie siden 👤Kristi Tid; jeg undlod derfor paa ret passelige Steder at tale om disse Ting, men jeg betænkte mig for silde, og det var ei saa liden en Feil. Jeg mærkede, at Tid og Stilling ei tillode det vidtløftige og møisommelige Arbeide, som udkrævedes for at give en nogenlunde klar og lærerig XXIIIFremstilling, og jeg blev saa fordybet i Fædrelandets Beskuelse, at jeg selv om det ei sagde nær Alt hvad jeg havde isinde; mindre kunde jeg faae Øiet bort fra 📌Norrigs gode Varsel, for at se heel andre Tegn paa hin Side Havene. At jeg ei har talt om 📌Indien med sit døde Sanskrit og sine visne Braminer, siger ikke stort, thi det Mærkelige fra 📌Ganges til hører den ældre Krønike, uden at den endnu lovlig har tilegnet sig det; heller vilde jeg sagt Noget om Oldingen 📌Kina, der af Jordkræft fik en sørgelig Helsot, men helst om Jesuiterne her, og de danske Præster hist, der ei for Intet stævnede til 📌Asien. Om 👤Mahomeds nedgaaende Maane og Ulvene som vil sluge den, da den har udskinnet i Natten og Morgenrøden stunder til, lod sig vist nok Meget sige, saavelsom om 📌Nordamerika med dets Aviser og aandelige gule Feber, om 📌Sydamerika med sine underlige Fødselsveer, og 📌Domingos Negerspir der peger mod 📌Afrika; men om ti Aar kan det siges meget bedre. Mest angrer det mig, at have tiet med Jøderne, denne sande 👤Jerusalems Skomager, der aldrig kan dø, men maa vanke Verden om i Foragt og vidne om 👤Kristus, til Han kommer. Mangt et nødtørftigt Ord og værdt at betænke, kunde og burde siges om den himmelvide Forskel mellem dette Folks gamle og ny Bøger, og XXIVMange maatte vel studse, naar Man spurgte, hvi 1800 Aars Trængsel ei har kunnet fremlokke eller fremtvinge et saadant Ventekvad om Messias, som jo Profeternes skal være. Dog nei, studse vilde de ikke, men spørge fornemt, hvor Profetskolerne og den for Geniet nødvendige Opmuntring, det er Bifald, Skænk og Hæder i den Tid vare at finde? At selv vor oplyste Tid ei endnu har opfundet den rare Konst at optugte eller opkæle Folk til Poeter, at 👤David bag Faarene ei havde synderlig saadan Lærdom og Opmuntring, at de fleste Profeter kun fik maadelig Brageløn, dette som saameget Andet siger Intet, thi hvem kan i al Fald forklare alle Tilfælde? Den vigtigste Grund til min Taushed var, at jeg forgæves ledte efter en nogenlunde fuldstændig Udsigt over Folkets aandelige Idræt, og de to adskillige Slægters Vandring. Sanke lader en saadan sig vel, men nu og her var det mig umuligt. Føier Gud Omstændighederne derefter, skal jeg med Hans Hjelp indhente dette og meget mere hidtil forsømt, hvis ikke, saa ske hans Villie, thi det er den bedste, og hvad der efter den skal udrettes ved mig, bliver det nok.

Endelig ere vel to Ting ei afveien at melde: først maa Man ingenlunde blande mine omtvistelige Meninger om Vigtigheden af Mænds og FolXXVkefærds Herkomst, eller om den menneskelige Aands Yttringer efter visse aabenbare Love, med mine Udsagn om Forsyn, Tro og Kristendom; for mig ere hine Meninger afgjort Sandhed, men de trænge til Beviser, der ei her kan føres, ved Anvendelse paa det Enkelte, kan der lettelig gives dem et latterligt Udseende, og jeg vilde før aldrig have yttret dem, end at de skulde vække Fordom mod hine aabenbare Sandheder. Dog det kan de efter disse Ord ikke hos nogen Sandhedsven, og Andre bryder jeg mig ikke om. Det er mit første og sidste Ord: jeg vil gerne lade mig kalde en Løgner, thi det er hvert Menneske ogsaa mod sin Villie, men Gud er sanddru, og hvor mine Ord bekræfte det, der er jeg ingen Løgner.

Det Andet er, at 👤Rothe ei har været min Læremester; det kan maaske være baade behageligt og gavnligt at vide for dem, som se vor Enighed i saa mange Dele, og vil tro mig paa mit Ord. Det kan de imidlertid dristig, thi her kunde jeg ikke lyve, uden at rødme for mine Venner, som ikke var Umagen værd, aldenstund jeg istedenfor ham, der nu er mig en kær Læremester, vil nævne Andre, og ei selv beholde den Ære, kun Faa misunde mig. 👤Steffens var det, som først gjorde mig opmærksom paa, at Historien havde Noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af hvad han sagde, ja jeg lo kæk, men XXVIIdeen om Tidernes Sammenhæng og 👤Kristus i deres Middelpunkt var dog kommet i min Sjæl, og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære 👤Schiller. Ved min Hjemgang til Kristendommen og det gamle 📌Norden, tabte jeg Verdenskrøniken hardtad ganske af Syne, men just da forberededes jeg til at betragte den fra et høiere Stade. Jeg maatte for Brødets Skyld undervise i Historien, og det var mig ret kært at drives tilbage til min kære Krønike. Hos den i det Legemlige mageløs klarøiede, og selv i det Aandelige halvseende 👤Heeren, lærte jeg at se mig om. Han og 👤Myller gave mig Mod til at stadfæstes i den Beskuelse af Middelalderen, som maa paatvinge sig hver vaagen, fordomsfri Grandsker; af 👤Creuzer lærte jeg vist Adskilligt, skøndt jeg ei ret kan sige hvad, men hos 👤Sismondi lærte jeg hvad der bør nævnes historisk Konst, thi det er visselig en Konst at tie og lade de Hensovne selv tale og færdes livlig. Heraf seer Man iblandt Andet, at jeg har ingen Skam af mine Læremestere, om de end have lidt af mig, som de visselig har, men det er ikke saameget min, som Guds Skyld, som imidlertid var min ypperste Læremester, og naar Han kun ikke har formegen Skam af mig, da faaer det være det Samme med de Andre. Saaledes gik det til, at jeg mødtes med den gæve 👤Tyge, thi vi XXVIIdreves begge af den samme Aand, derfor maatte vi mødes, og derfor se vi Gud overalt, istedenfor at vore selvkloge Medlevende finde ham ingensteds; han maa hverken være i Himlen eller paa Jorden, hverken i Rummet eller i Tiden, der vil de raade ene, og fordi de ikke kan komme til Hans forborgne Lys, maa Han ikke heller komme til dem. En Mand af et andet Slags end baade disse og 👤Rothe, mødte jeg samme Tid, just da jeg stod hos 👤Luther, det var 👤Friderich Schlegel. Vi sagde venlig Goddag, men i 📌Vittenberg maatte jeg bedrøvet sige ham Farvel; jeg gik med 👤Luther, han gik fra ham med daarlige Ukvemsord, for at bekrandse 👤Karl den Femte og jeg veed ikke længer hvem flere af dem, der vare kloge paa Verdens Vis, lode Almuen tro, hvad Paven vilde, og misbrugte baade Sjæle og Legemer til jordiske Øiemeed. Een Ting har jeg dog denne klarøiede, men i Pantheismen hildede Mand at takke for, thi han vakte min Opmærsomhed, paa Grundforskellen mellem Lutheraner og Kalvinister.

Saadan Tale om Medlevende, især i 📌Tydskland og 📌Danmark, vil vel allermest forbittre, ja Man kunde vel faae isinde at adle min ringe Bog til en Paskvil, men det faaer saa være i Guds Navn, jeg kan ikke Andet. Ingen skal med Ret kunne sige, at jeg har læmpet min Tale efter mine personlige Forhold: jeg har om de nærværende som om XXVIIIde forbigangne Mænd og Tider udsagt Bibelens Dom, med den maa de gaa i Rette, om de kan stampe imod Braadden. Man raader altid fra at skrive sin Tids Historie, og dog er det den eneste Man kan skrive nogenlunde fuldstændig, dog er det vore Medlevende vi i al Skrift nærmest maa have for Øie, og skal Noget frelse Tidsalderen, maa det være Synet af dens eget Billede. Farligt er det, naar Man vil have Verdens Venskab og frygter for dem, der ei kan slaa Sjælen ihjel; men et Venskab, som er Guds Fiendskab, vil jeg ikke eie, og Frygten aflægger jeg ved Guds Naade daglig. Selv af Retsindige kan min Adfærd miskendes, men dem beder jeg, som Skriften byder: dømmer ikke efter Skinnet, og dømmer Intet for tidlig førend Herren kommer, som skal føre til Lyset, hvad som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad ! Til 👤Kristi Fiender siger jeg: Herren er min Hjelper, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Til mit Fædreneland siger jeg med Vemod: o, gid du dog vidste, endog paa denne Dag, hvad som tjener til din Fred; men nu er det skjult for dine Øine, thi du sover; vaagn op, at 👤Kristus kan lyse for dig!!

📌Udbye Præstegaard.
Tiende Søndag efter Trefoldighed 1812.

1

Første Tidsrum. Verdens Skabelses og de første 1800 Aars vigtigste Tildragelser.

Mennesket kunde af sig selv Intet vide om Verdens Skabelse, og omendskiøndt det var muligt, at Fortællinger om de første Menneskers Hændelser kunde forplante sig fra Slægt til Slægt, maatte dog disse, saalænge de ei vare opskrevne, i Tidens Længde faa saamange Tilsætninger og Indklædninger, at det blev umuligt at adskille det Sande og det Falske fra hinanden. Imidlertid have vi dog Alle en naturlig Lyst til at vide, hvorledes Alt er blevet til, og hvad der har tildraget sig i Verdens første Tider, og vi bør takke Gud, fordi Han, som ene vidste fuldkommelig Besked, og paa hvis Sandruhed vi kunne stole, har sørget for, at vi kunne faae de ligesaa fornødne, som ønskelige Efterretninger. Den samme hellige Bog som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skøn som sandfærdig Underretning om hin æld2ste Tid. 👤Moses, en hellig Mand, paa hvem Herrens Aand hvilede, har, for mere end 3000 Aar siden, samlet de gamle Sagn om Verdens Oprindelse og de første Mennesker, og af dem uddraget, hvad Aanden indvortes sagde ham, saa at være i Sandhed. Følgende er en Hovedsum af den hellige Fortælling.

I Begyndelsen var alting øde og tomt, indtil Guds Aand svævede hen over Afgrunden. Ved Herrens almægtige Ord skabtes Lyset, Himlen udspændtes og paa den sattes Solen til at lyse om Dagen og Maanen med Stiernerne til at skinne om Natten. Vandene fik deres Grændser, og det Tørre løftede sig. Af Jorden opvoxte Græs og Træer og Urter i mangfoldig Skikkelse; Havet fik sine Fiske og Luften de flyvende Fugle, Jorden opfyldtes af krybende og fireføddede Dyr, og alt Levende fik Evne til, at forplante sin Art paa forunderlige Maader. Allersidst paa den siette Dag blev Mennesket skabt i Guds Billede: en Mand, 👤Adam, og en Kvinde, 👤Eva, og dem blev givet Herredømme over alt det Levende og Livløse. Herren havde beredt Mennesket en Have i Østen, som kaldtes 📌Eden og siden 📌Paradis; der levede de i reent aandeligt Samfund med Gud, i Uskyldighed og Fred med sig selv, samt med Alt, hvad der omringede dem. Gud havde forbudet dem at røre Kundskabstræet paa Godt og Ondt, men af den gamle Slange lode de sig forføre til Hovmod, de vilde have en Kundskab hvorved de kunde blive deres Skabers Lige, og overtraadte hans Bud. Nu havde de 3tabt deres Uskyldighed, de vare i Strid med Gud, sig selv og de udvortes Ting. Møisommeligt Arbeid, Smerte og Død blev deres Lod. 👤Adam og 👤Eva avlede Børn i deres Lignelse, 👤Kain og 👤Abel vare de ældste, og hvor fordærvet Menneskets Sindelag var blevet, viste sig, da 👤Kain dræbte sin Broder, hvis Offer Gud havde optaget naadigere, fordi det frembares med et renere Hierte. Gud skænkede 👤Adam en Søn i 👤Abels Sted, som kaldtes 👤Seth, hvis Efterkommere vedbleve en tidlang, ligesom 👤Abel, at drive et uskyldigt Hyrdeliv, og holde sig nær til Gud i Sind og Idræt, hvorfor de ogsaa kaldes Guds Børn. 👤Kains Efterkommere lignede denne deres Stamfader, de ringeagtede Gud og hans Bud, og stræbte ene efter, at leve saa glade paa Jorden, som muligt. De dyrkede Jorden, smeddede Malm og byggede Stæder, og opfandt Strengeleg og det velklingende Vers, men da Enhver kun giorde hvad ham lystede blev Jorden opfyldt med Vold og Uterlighed. 👤Seths Efterkommere blandede sig efterhaanden med 👤Kains og bleve delagtige i deres Synder, saa at der tilsidst kun fandtes een retfærdig Mand af 👤Seths Afkom, ved Navn 👤Noah, og ved ham lod den langmodige Gud den fordærvede Slægt formane til Omvendelse og forkynde den Ødelæggelse, som ellers maatte komme over dem; men de forhærdede sig, og ginge trodsende denne Undergang imøde. En Vandflod overskyllede Jorden, og druknede alt Leven4de som fandtes derpaa; men sin Tiener 👤Noah med hans Familie, og nogle af Dyrene, havde Gud udfriet, i det han oplyste ham til at bygge sig et stort Skib, som kaldtes Arken, hvor han opholdt sig, indtil Jorden igen blev tør. I Forbindelse med den store Omvæltning Floden havde foraarsaget paa Jorden, foregik nu ogsaa den Forandring med Menneskelivet, at istedenfor at det hidindtil havde udstrakt sig til henimod tusinde Aar, afkortedes det nu efterhaanden saa, at hundrede og nogle Aar bleve den længste Levealder.

👤Noah og hans Sønner: 👤Jafet, 👤Sem og 👤Kam bleve af Gud henviste til Regnbuen, som et Tegn paa, at Vandene ei tiere saaledes skulde fordærve Jorden. Trøstige begyndte de derfor at dyrke den og anvende de Kundskaber, som hos dem havde gennemlevet Syndfloden; men allerede i 👤Noahs Dage misbrugte Endel af hans Ætmænd den gamle Verdens Konster til et Værk, som er blevet saare navnkundigt. Paa 📌Kaldæas frugtbare Sletter vilde de bygge en stor Stad og i samme opreise et Taarn, der kunde naa til Skyerne. Denne Idræt røbede baade en formastelig Hovmod, og Attraa efter at vandre i Kainiternes fordærvelige Spor; thi ligesom Samlivet i en stor Stad var skikket til at forhøie og forfine det udvortes Vellevnet, saaledes vidste de meget vel, hvad alle følgende Tider kun have bekræftet, at store Stæder snart maa blive Syndens Hjem. Herren forstyrrede Værket ved at forvirre Tungemaalene, og nu nød5tes Menneskene til at adsprede sig; de som vare nærmest i Slægt og havde fælleds Tungemaal fulgtes ad, og, saaledes opstode adskillige Folkefærd, som siden atter delte sig til flere. En anden vigtig Forskiel opkom mellem Folkene, efter den Levemaade de valgte: da Nogle dyrkede Jorden, Andre nærede sig ved Fædrift og Jagt.

Agerdyrkningen blev Grundvolden for hvad vi kalde Stater, eller saadanne Selskaber, som forbandt sig til at hielpe og forsvare hinanden, thi visse Bopæle maatte Jorddyrkerne have, de maatte bo sammen i Byer, for at kunne modstaa de Røverflokke der vilde borttage deres Arbeides Frugt, og Byens Mure forenede paa en Maade alle deres Huse under eet. Men ligesom en saadan Mandeflok ved Agerdyrkningen udvortes sammenknyttedes nærmere, saaledes adskiltes den endnu mere indvortes ved samme; thi med den faste Eiendom udviklede Egennytten sig: den Stærke søgte at forøge sin Formue paa den Svageres Bekostning, og den svage Fattige søgte ved Svig og Tyveri at forbedre sine Kaar. Saavel disse Bestræbelser som det tætte Samliv maatte føde mange Trætter, Forurettelser og Tvedragt og snart maatte Byernes Mure kun faaet en øde Kreds at omringe, dersom der ei til Livets og Eiendommens Sikkerhed vare blevne givne visse almindelige Bud eller Love, som Indbyggerne maatte rette sig efter. Ogsaa maatte der være en eller Flere som vaagede over, at hver Mand skede Ret og som kunde straffe Lo6venes Overtrædere; men for at Mængden skulde bekvemme sig til at erkende Lovens Forbindtlighed, maatte de tro sig forvissede om deres Visdom, og denne Tro fik de, ved at anse dem for Guddommens Villie. Kundskaben om den sande Gud, Verdens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser gik i Arv fra 👤Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om Eiendom, fordybede sig i Jordlivet og det nærværende Øieblik, gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske, glemte snart den rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ginge hen at tiene Himmelens Hær, som 👤Moses vidner, Solen, som fremlokkede og modnede det fulde Kornax; Maanen, hvilken de tiltroede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som lyste om Natten, tyktes dem mere at fortjene deres Dyrkelse, end den Usynlige; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de ham dog ikke som den eneste sande Gud; men satte Skabningen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem, eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usædvanlige Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle Folkefærd især Digterne, og ei uden Aarsag, thi 7en Digter er et Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til at opdage det guddommelige Spor, samt Evne til at meddele sine Syner i et henrivende, velklingende Sprog. Han henrives selv paa underlige Maader naar han digter; det er for ham selv, som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor saadanne Digtere sang bleve de Religionens Stiftere, og indklædte de gamle Sagn i den skønne Billedkjortel, hvorved de frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saaledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede til den, kom de til at udgøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere røgtede hver sin særegne Syssel, sankedes broderlig i de fælleds Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrenetro. Anderledes var det med de Flokke som kaarede Hyrdelivet, da Hiorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og erkendte det; naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar de samledes under Teltens lignende Bue, løftede de lette Sind sig over Jorden, og Sjælen syslede gerne med de gamle Sagn, som uforfalskede ginge i Arv. Øvrighed og Præster behøvedes ei, thi hver Husfader var sin Afkoms Konge og Præst, de adløde ham, og han offrede for dem til den Gud, som han af Fædrenes Udsagn vidste var fortørnet, men naadig. 8For dem kunde Bjergene beholde deres Malm og Skovene deres Træer. I gudfrygtig Enfoldighed, som 👤Abel, Hyrdelivets Fader, vandrede de omkring uden visse Værelser og kundgjorde derved den Tro, at de her vare Gæster og Fremmede, som først bag Graven kunde naae deres Fædreneland. Det var især 👤Sems Ætmænd der valgte denne Levemaade i 📌Asiens milde Egne, medens 👤Jafets Børn, med Bue og Spyd omvankede i de koldere Lande, forfulgte Stengeden paa Field og Hjorten i Dal, indtil de kede af det vilde Liv kunde komme til at bo i 👤Sems Pauluner. Kamiterne var det, som stræbte at grundfæste sig paa Jorden i de murede Boliger, udgrove Staalet for at afnøde Jorden sin Grøde, og de Svage deres Arv, ja udhulede Skovens Stammer for at hente over det brede Hav Sølvet og Guldet og andre kostelige Ting, som kunde forlyste dem i Livet.

Andet Tidsrum.

Fra de ældste Rigers Stiftelse til 👤Kristi Fødsel, Noget over 2000 Aar.

Strax efter Adspredelsen oprettede Kamiten, 👤Nimrod, og Semiten, 👤Assur, tvende Riger, som dog kun bestode af nogle faa Byer og deres Omegn. 👤Nimrods Rige laa mellem 📌Tigris og 📌Eufrat og fik Navn efter 📌Babel, den Stad, 9hvis Fuldførelse Tungemaalenes Forvirring hindrede. Det assyriske Rige laa derimod østen for 📌Tigris og fik under Tidens Løb det saa navnkundige 📌Ninive til Hovedstad. Det assyriske Rige skal i den ældste Tid have udstrakt sig vidt i 📌Asien, og først efter lang Tids Forløb være blevet omstyrtet*omt. 900 f. K.; men hverken denne Vælde, eller den hvortil vi vide, det siden for en kort Tid steg under 👤Salmanassar, som underkastede sig endeel af 📌Fønisien og 📌Palæstina *omt. 700 f. K., har været forbundet med nogen synderlig Udvikling af Siæleevnerne eller Fremgang i nyttige Haandteringer. Anderledes var det med 📌Babylons Rige, som arvede 📌Assyriens Magt, thi vel er og saa dets gamle Historie mørk, men vor Kundskab om det, paa den Tid*omt. 600 f. K., da det under 👤Nebukadnesar kom til at indbefatte alt Landet mellem 📌Tigris og 📌Middelhavet, lærer os, at baade vare Agerdyrkning og Haandværker i driftig Gang og adskillige Kundskaber ikke fremmede for dem. Som de andre afgudiske Folk dyrkede Babylonerne Himlens Hær, og da de havde den Tro, at Menneskenes Skæbne afbildedes paa Stiernehimlen, opvaktes de til med Flid at agte paa Himmelens Løb og hos dem menes Astronomien at have sit Hiem. Imidlertid dyrkedes den saare tidlig og med samme Iver, skøndt ikke i samme Øiemed hos Fønisierne, et lidet men mærkeligt Folk paa 📌Middelhavets Kyst. Navnkundigst er dette Folk blevet ved sin udbredte Handel. Glas smeltede de af et Slags Sand, som fandtes i Landet, og i et Skaldyrs Vædske, som hyppig lod 10sig tilsyne ved deres Kyster farvede de et Tøi, som under Navn af Purpur blev Hædersdragt for Konger og Fyrster trindt udi Landene; 📌Arabiens kostelige Røgelser, som skulde dufte i Kongehuse og Gudshuse, ginge og for det meste igiennem deres Hænder, og saavel disse Ting, som andre Vare, vandrede fra dem dels paa Kameler rundt i 📌Asien, dels paa Skibene langs ad 📌Middelhavets Kyster. Dog de dristige Sømænd som stævnede ud fra Havnene 📌Tyrus og 📌Sidon, standsedes ei af 📌Herkules Støtter, men giennemseilede 📌det atlantiske Hav og vovede sig ind i 📌Østersøens Bugt. Paa disse Kyster tilbyttede de sig det dyrebare Rav, fra 📌Bretland hentede de Tin, og Sølv udgrove de i Mængde af 📌Spaniens Bjerge. Et saadant Folk, som uden Kompas omflakkede paa Havet maatte nøie mærke paa Stiernernes Plads og Gang, for af dem at veiledes om Natten; og uden Bogstavskrift og Regnekunst kunde en saa udbredt Handel ikke drives. Nogen Kundskab om de menneskelige Sysler maatte de bringe til de fremmede Lande, og megen maatte de samle. Pragt og Overdaad maatte ogsaa, som Rigdommens naturlige Børn, trives hos dem og igen avle adskillige Konster; men ædle Følelser og ophøiede Forestillinger om Guddommen ville vi forgæves søge hos disse jordisksindede Købmænd. Kundskaben om den sande Gud synes hos dem ganske forsvundet; ingen Digter lod sin Stemme høre og Ingen opoffrede den Tid paa Videnskaberne, som maatte synes langt bedre anvendt til at erhverve Rigdom og tilfredstille sine Lyster. Et 11saadant Folk maatte snart vorde udmarvet og blødagtigt. 📌Tyrus, som var yngre end 📌Sidon var den eneste Fønisiske Stad som modstod 👤Salmanassar, men indtoges af 👤Nebukadnezar.

Et tredie Folk af 👤Kams afgudiske og jordisksindede Stamme var: Ægypterne. Efter Moses's Vidnesbyrd nedstammede de fra 👤Kams Søn, 👤Misraim, og havde meget tidlig en ordentlig Statsindretning, hvilket ei maa tilskrives Folkets Kløgt, men dels Landets særegne Vilkaar og dels Indvandringen af en Stamme fra et mere oplyst fremmed Land. Det synes rimeligt, at 👤Noah selv, af Mishag over sine Ætmænds Vanart, har skilt sig fra den store Flok endnu før Taarnbygningen i 📌Babel, og de overordentlige Kundskaber baade i guddommelige og menneskelige Ting, som fra ældgammel Tid ere i Skrift opbevarede hos Hinduerne, saavelsom disses fuldkomne Sprog, lade formode, at han har fæstet sin Bopæl i 📌Indien. Herfra udgik udentvivl tidlig en Stamme til 📌Kina og en anden til 📌Ætiopien, og en Aflægger af den sidste synes at være indvandret i 📌Ægypten. Udrustede med nøiagtig Kundskab om Livets Sysler og den bekvemmeste Maade at drive dem paa, maatte det være let for disse Fremmede at faae Herredømme over Landets raa Indbyggere, og da det tyktes skabt til et Kornland, gjorde de Agerdyrkningen til Middelpunkten, hvorom alle Indretninger dreiede sig. Det har sig nemlig ei med 📌Ægypten, som med andre Lande, at Jorden møi12sommelig maa pløies og røgtes, og endda vederkvæges af Regnen paa visse Tider, om Sæden skal trives; men 📌Nilfloden gaaer hvert Aar over sine Bredder og tilbereder Jorden saaledes, at Sæden kun behøver at udstrøes, for at voxe og bære mangefold Frugt. Denne synderlige Velgerning tilskreve Ægypterne dog ei Altings usynlige Skaber, men gjorde Solen og 📌Nilen, Jorden som bar Kornet og Oxen som tærskede det, til deres Guder. Uvist, men rimeligt er det, at hine Fremmede havde renere Kundskab om de guddommelige Ting; men da det kun var dem om at giøre, i Mag at fortære Landets Fedme, dulgte de Kundskaben saa nøie, at den snart uddøde i deres egen Stamme. Vel meente de at naae det dobbelte Øiemed, deres egen Stammes Oplysning og Folkets Vankundighed, ved at opbevare deres Kundskaber saavel om Guddommen, som i Videnskab, ved en dunkel Billedskrift, men de betænkte ei, at den naturlige Udartning hos en afsondret Stamme og Fordybelsen i det blot Jordiske som Hovedsag, maatte under Tidsløbet berøve deres Afkom baade Evne og Villie til at forstaae og forplante den skiulte Visdom. Længe raadte Præsterne; og Kongerne, eller som de kaldtes, Faraonerne, vare at agte som deres Fuldmægtige; men med deres Forstand og Indsigt maatte ogsaa deres Magt efterhaanden svækkes.*omt. 1500 f. K. Allerede den store Erobrer, Sesostris, gjorde sig uafhængig ved at indrette en egen Krigerkaste, der som en staaende Hær gav 13ham Magten i Haand, og skiøndt Præsterne efter hans Død tilbagevandt en Del af dens Anseelse, bleve de dog aldrig mere fuldelig Kongernes Herrer. Ganske gik derimod denne Magt til Grunde, da 👤Psammetik ved fremmede Leietroppers Hjelp opsvang sig paa Tronen*omt. 700 og omgærdede den med en Livvagt af Græker. Fra den Tid lignede 📌Ægypten ei længere sig selv; de hidtil spærrede Havne aabnedes for andre Folkefærds Skibe, græsk Sprog og græsk Levemaade udbredte sig i Landet og Kongerne stræbte at erobre 📌Middelhavets østlige rige Kyster. Dog, førend Ægypterne rolige kunde se deres ældgamle Indretninger kuldkastes, og fremmede Drabantere i Kongens Gaard og fremmed Pragt i hans Sale, maatte de have forloret den Kraft, der maa bo i et selvstændigt Folk, og at det virkelig var saa, lod sig snart udvortes tilsyne, thi Riget blev allerede afhængigt af Babylonierne*omt. 520 f. K. og aldeles erobret af et andet Folk, som 100 Aar senere kom til Herredømmet i 📌Asien.

Selv ansaa Ægypterne sig for de viseste af alle Mennesker, men al den Visdom som i deres Historie lader sig tilsyne, er Bekendskabet med de Ting der kunne tjene til jordisk Nytte og legemlig Fornøielse. De havde saa lavt et Begreb om Menneskeaanden, at de troede den foer i et Dyr naar Liget raadnede, og stræbte derfor ved Balsamering at vedligeholde en kummerlig Forening. Efter en lignende livløs Udødelighed stræbte Kongerne og Folket ved at opreise uhyre Stenbygninger, som kaldes Pyra14mider og have trodset Tiderne, men ere et Vidnesbyrd mere om, at Ægypterne vare det mest legemlige af alle Folkefærd. Legemsstyrke og Indsigt i Maalekonsten og Bevægelsens Love udfordredes til at reise disse konstige Klippestykker; men ingen kunde ville det uden det Folk, der dyrkede Jorden som Gud, ringeagtede Strængeleg, manglede Digtekonst og Forstand paa aandig Skønhed og Storhed.

Det Folk som indtog 📌Ægypten var Perserne. De nedstammede fra 👤Sems Søn, 👤Elam, og bevarede længe Stammefædrenes rene Begreber om den eneste sande Gud, og selv i den Troesbygning, som de tillægge en 👤Zoroaster, finde vi baade Afsky for Billeddyrkelse, som de tydeligste Spor af en sund Lære. Det var disse Biergboeres faste Tro, at de ved Tarvelighed, Arbeidsomhed og et gudhengivent Sindelag kunde befordre det gode Væsens Seier over det Onde og derfor stode de som kraftfulde Mænd, medens deres Naboer, Mederne, og næsten alle 📌Mellem asiens andre Folkefærd, ved Overdaad og Vellyst vare nedsjunkne i Blødhed og svag Dorskhed. Ved at indlemmes i det mediske Rige, lærte de desbedre at kende dets Svaghed og da de paa den Tid begyndte at fordærves, higede de efter at udbrede deres egen, istedenfor Lysets Magt. En af deres Høvdinger, den retskafne djærve og kloge 👤Cyrus gjorde ei allene sit Fædreland uafhængigt, men omstyrtede endog baade det mediske og det babyloniske Rige*omt. 550 f. K. og blev derved Herre over alt Landet mellem 📌Indus og 15📌Middelhavet. Ogsaa 📌Lilleasien, som nu var samlet i det lydiske Rige maatte underkaste sig, og dets sidste Konge: 👤Krøsus, lære, hvor usikker den Magt er, som kun hviler paa Guld; thi paa det havde han ene stolet. 👤Kambyses, en Søn af 👤Cyrus, forøgede 📌Perserrigets Udstrækning med 📌Ægypten; men dets rette Grundvold: Persernes Dyd og Tapperhed, undergroves daglig: thi ligesom det var den voxne Attraa efter jordiske Ting, som uddrev dem fra deres Bierge, nedsvælgede de og flux den søde Gift som havde fortæret de Overvundnes Marv, og bortødslede saaledes den Kraft der havde gjort dem til Seierherrer. Saavel deres Svækkelse, som de øvrige Asiaters fuldkomne Svaghed lod sig aabenbar tilsyne i Krigen som førtes med Grækerne.

📌Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener: 👤Jafets Afkom.*omt. 1500. En Ægypter, Cecrops, og en Fønicier, Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere, Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et Søtog til 📌Kolkis ved 📌det sorte Hav, som kaldes det argonautiske efter Skibet Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: Jason. Med megen Helteros og stort Bytte vendte de kække Høvdinge tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere Ædlinge, 50 Aar senere skulde opføre. Paa 📌Lilleasiens nordvestlige Kyst laa et gammelt mægtigt 16Rige: det Trojanske og En af dets Konger, Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet 📌Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: Tantalus, men dennes Søn Pelops blev saa mægtig i det sydlige 📌Grækenland, at Halvøen efter ham blev kaldet 📌Pelopones. Hans Sønnesønner vare Agamemnon og Menelaus, hvilken sidste, mellem talrige Beilere, kaaredes til Mand af den lakoniske Kongedatter: Helena, en fager Mø som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Lokket og bortført af 📌Trojas Kongesøn: Paris, flokkedes nu Helte og Skarer, for at hevne Fornærmelsen og ødelægge 📌Troja. Med 100000 Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og Hovedbanneret var hos Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i Idræt eller Eftermæle. Fremmerst i Striden gik Akilles, Diomedes og Ajax; den kløgtige og raadsnilde Odysseus ledte Hæren og den gamle Nestor lægede med honningsøde Ord Heltenes forbittrede Hierter. Ti Aar forgik og 📌Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, 📌Trojas gamle Konge, Priamus, blev hjulpet af alle 📌Lilleasiens Folk, og i Hector havde han en Søn, hvis Manddom var ligesaa farlig for 📌Grækenland, som hans Broders fagre Skikkelse for Helena og 📌Ilium. Endelig faldt Hector for Akilles Haand, og skøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skøndt mange af 📌Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som høvdingløse Stad ei at modstaa de Overblevnes Vaaben og Kløgt. 📌Ilium faldt og tunge 17af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre, vidt paa det brede Hav. Ti Aar maatte saaledes Odysseus, trods al sin Kløgt, omflakke før han naaede 📌Ithaka, sin Fædreneø, og Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægterne overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: 👤Homeros. Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem Agamemnon og Akilleus med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt Minde bevaret de Heltes Navne og Idrætter som strede ved 📌Troja. Disse beundringsværdige Digte ere ei frembragte i det egenlige 📌Grækenland, men paa 📌Lilleasiens Kyst,*Fra 1100 til 900 f. K. hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrelandet, efter det trojanske Tog hendroge erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Jordiske, og alle Stæderne maatte underkaste sig 👤Cyrus. Under 👤Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for en kort Tid opvaagnede. 18Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa 📌Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i 📌Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere sammen, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad 📌Sparta paa 📌Peloponnes, fremstod Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der, og gav Staten en Forfatning*omt. 900 f. K., hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrestadens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes med al Pragt og Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev 📌Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at 📌Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. 📌Grækenlands anden Hovedstad, 📌Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: Theseus, hvis Statsindret19ning var ligesaa mærkelig som hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet*omt. 1050 f. K., og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise 👤Solon *omt. 600 f. K. at raade Bod ved at foretage en passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding 👤Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stadfæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igen fik deres Frihed,*omt. 510 f. K. sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens Leie og deres særegne Anlæg spaaede 👤Solon, driftige Sømænd, Mestere i alle de bekendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede 👤Darius udsendte en Flaade, hvis 100000 Stridsmænd skulde forvandle 📌Athenen til en Grusdynge; men paa 📌Marathons Sletter viste Athenienseren 👤Miltiades og hans 10000 kække Vaabenbrødre*489., hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede 20👤Serxes, en Søn af 👤Darius, igen at aftvætte, og drog selv over 📌Hellespont med en sammendreven Skare, i hvilken der i det mindste var over een Million vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren 📌Thessalien, og da selv 📌Theben, 📌Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig ham i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i 📌Athenen og 📌Sparta, medens hans Flaade rensede Havet. Dog anderledes var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændigt. Vel vare 📌Grækenlands mange Smaastater, og især 📌Athen og 📌Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælleds Tungemaal, den fælleds Gudsdyrkelse og det fælleds Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog at de ansaae sig for eet Folk, og mod en udvortes Fiende gjorde fælleds Sag. Alle Stæders Skibe forenede sig med 📌Athenens for at forsvare Sundet ved 📌Eubøa, og den heltemodige 📌Spartas Konge: 👤Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: 📌Thermopylæ, og forbyde 👤Serxes Indgangen i 📌Mellemgrækenland. Forgæves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgæves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Sti over 📌Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, 21men 👤Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for 📌Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed, faldt de alle uden at vige.*480. 👤Serxes drog til 📌Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgiøre Grækernes Skibe ved 📌Salamis, hvorhen de efter en hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under 👤Themistokles saaledes i Grækernes Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han det følgende Aar fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i 📌Grækenland, tilintetgjort ved 📌Platæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved 📌Mykale: et Forbjerg paa 📌Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig nu under 📌Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa 📌det ægeiske Hav og over de græske Stæder paa 📌Traciens og 📌Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at erkende.

Saamegen Hæder Grækerne imidlertid i denne Krig indhøstede, bidrog den dog paa adskillige Maader til at undergrave deres Dyder og Enighed, Frihed og Kraft, og blev derfor den sidste hæderlige, de førte. Da Krigens Skueplads forfløttedes til Havet og 📌Asien, 22maatte Athenienserne, som den mægtigste Sømagt, nødvendig faae den Overanførsel, Spartanerne hidtil havde havt, ligesom dette igien maatte hos disse stolte Krigere vække den høieste Misundelse, og gøre al Enighed mellem 📌Grækenlands Hovedstater umulig. 📌Athenens Borgere behandlede deres rige, men blødagtige Forbundne, som Undersaatter, og overlode sig til al den Pragt, Overdaad og sandselige Nydelse, der kunde købes for det aftvungne Guld. Herved svækkedes daglig den indvortes Kraft, og da Uenigheden med 📌Sparta udbrød til Krig,*431. gjorde ikke allene næsten hele 📌Grækenland fælleds Sag mod det overmodige 📌Athenen; men denne Stad havde selv i sine Bundsforvandte ligesaa mange hemmelige Fiender. I 27 Aar førtes denne, saakaldte peloponesiske, Krig næsten uafbrudt, og skøndt Lykken var ustadig, seirede dog 📌Sparta tilsidst, og det indtagne 📌Athenen maatte uden Flaade og Mure give sig i 📌Spartas Vold.*404. f. K.

Saaledes mistede 📌Athenen den Glands, hvormed det hartad i 80 Aar havde brammet; men det havde i denne Tid erhvervet sig en mere uforgængelig, som endnu efter mere end 2000 Aar omstraaler dens Minde og gør dens Grusdynge mærkeligere end de Stæder, der som Landets og Havets Herskerinder prange med Slotte og Palladser: denne Glands skylder 📌Athenen de mange sindrige og kløgtige Mænd, som i en kort Tid opvokste, kappedes og afløste hinanden indenfor dens Mure. Medens 👤Mil23tiades, hans Søn 👤Cimon, og 👤Themistokles sankede blodige Laurbær, flettede Digteren 👤Æschylos sig en ligesaa uforvisnelig Krands ved sine dramatiske Digte. Det Slags Digtere der ligne denne berømte Forgænger, lægge især an paa at fremstille berømte Mennesker og mærkelige Tildragelser fra en forsvundet Tid, i en Række af Samtaler, saa livagtig, som om hine endnu levede, og disse just nu foregik. For at gøre Alt endnu mere nærværende, fremgik Mennesker, som havde Anlæg til at efterligne Andre, talede og handlede i de Hedenfarnes Navn, og dannede saaledes hvad vi kalde Skuespil. Saaledes at beskue de oplivede Skygger af store Mænd, kan være saare skikket til at vække en ædel Higen efter at ligne dem, og opløfte Sindet over det Legemlige. Af dem som traadte i 👤Æschyls Fodspor, overgik ham i kunstig Sammensætning, men bleve hans Under mænd i Kraft og ophøiede Følelser, ere 👤Sophokles og 👤Euripides blevne de berømteste. Samtidig med den Sidste var under den peloponesiske Krig 👤Aristofanes, som i sine Dramatiske Digte, der kaldes Komedier, udstillede sin Tids Daarlighed men ogsaa en Del af sine Medborgere til Latter. Kun i en fordærvet Tidsalder er det at Digtekonsten maa vorde et Tugtens Ris, isteden for et Guddomsspeil, og de hellige Følelsers Tolk; thi Spot er en ond Urt, som kun vokser paa Kærligheds Grav. Indvortes beslægtede med hine Digtere vare Billedhuggerne, som forstode i Marmor at udhugge Billeder, der ei 24allene havde Menneskelignelse, og i Aasynet de samme Kendemærker, som levende Mennesker, naar Noget rører sig stærkt i deres Indvortes, men endog vare langt deiligere end noget enkelt Menneske. Den berømteste af disse Konstnere var ogsaa en Athenienser ved Navn 👤Phidias. Vist nok vidne saadanne Værker om, at en Ahnelse af og Stræben efter noget Overjordisk har levet i Konstnerens Sjæl, og det Samme kunde vel ved Beskuelsen vækkes hos andre som vare skikkede til at modtage saadanne Indtryk; men kun i en Tidsalder, da Troen paa den usynlige Guddom er blevet sjelden og lunken, længes man efter synlige Billeder, og enten staa de der til blot Øienslyst eller de lokke til det groveste Afguderi: at tilbede et livløst Menneskeværk. Medens disse Digtere og Konstnere stræbte ligesom at nedmane det Guddommelige til Jorden, og opmane det Jordede af Graven, og udsmykke Alt med de fagreste Klædemon, stræbte andre Mænd ligefrem og sanddru at fortælle hvad som skeet var i den fremfarne Tid, og den første berømte imellem disse var Doreren 👤Herodotos fra 📌Lilleasien. Man kalder ham med Føie Historiens Fader; thi med Forstand og Ømhed opfostrede han den Spæde: med opmærksomt Øre sankede han de gamle Sagn trindt i Landene, fortalte paa ukonstlet og trohjertig Maade, og tillagde da sit Skøn om hvad ham tyktes rimeligst at være; men overalt saae og bøiede han sig for den usynlige Finger, som styrer Tidernes Gang og Menneskets Idrætter. Ved at høre ham oplæse sin Historie om Perser 25og Græker og alle de Folkefærd, som havde havt med dem at bestille, opvaktes Athenienseren 👤Thucydides til at beile til den Hæder som vederfoer hans Forgænger; baade hos sine Samtidige og hos Efterkommerne naaede han sit Maal; men hans Øie saae intet Guddomsspor i Tingenes Omskiftelser, og ligesom han overalt kun saae Virkninger af Mandevid, sammensatte han og sin Fortælling saa konstig og indviklet, at megen Kløgt udkrævedes til at forstaae ham. Aandelig Frænde var han af de Mænd, som ved Grublen prøvede paa at opdage Altings Grund, udgrunde Verdens, og fremfor alt Menneskets, Oprindelse, Natur og Bestemmelse, og som derfor kaldes Philosopher eller Viisdommens Venner. Athenienserne 👤Sokrates og 👤Plato ere blevne de navnkundigste; men med al deres Kløgt udfandt de kun, hvad de oprigtig bekendte: at de Intet vidste om det Usynlige, og at Ingen uden en Gud kunde adsprede det Mørke, som paa Tidens og Jordlivets Grændser standsede hvert dødeligt Øie. Dog, det tyktes de at vide for Sandhed, at Menneskene skulde agte Sjælen langt høiere end Legemet med Alt hvori det fandt Behag, og føre et ærbart og dydigt Liv, som de der haabede efter Døden at komme i Samfund med høiere, renere Aander; men herom talte de næsten kun til døve Øren; og medens nogle Faa opvaktes til at gruble, hengav Mængden sig saameget tryggere til sine Attraaer, da selv hine Vise intet Vist kunde udsige om det Gud26dommelige og Livet paa hin Side Graven. Mere opmærksomme vare Athenienserne vel paa Digternes Kvad og Konstnernes Værker; men kun for at more sig, ei for at opløftes; og godtgjorde det ved den sorteste Utaknemmelighed mod alle dem af deres udmærkede Landsmænd, der ei vilde bruge lave Konstgreb til at vinde og bevare deres Yndest: 👤Miltiades døde i Fængsel, 👤Themistokles og 👤Cimon lønnedes med Forviisning, 👤Æschylos med Ringeagt og 👤Sokrates med Giftbægeret.

Dette Lasternes Aag blev langvarigere, end det 📌Sparta paalagde Athenienserne, thi hint elskede, dette hadede de, og endnu var ei al Kraften bortdampet: de 30 Tyranner, som vare satte over Staden, udjoges efter et Aars Forløb af 👤Thrasybulus, og snart fik 📌Sparta andet at gøre, end at give 📌Athenen Love. Da Spartanerne vare blevne baade de europæiske og asiatiske Grækers Herrer, tyktes det dem for tungt at frasige sig den Rigdom, Pragt og Overdaad, de fandt hos deres Undergivne, og derved lokkedes dobbelt til at deeltage i. Efterhaanden tabte Lykurgs Love deres Gyldighed, og Følgen blev dels, at Kraften formindskedes, og dels at 📌Sparta ved Udsuelser og Uretfærdighed overalt ophidsede Gemytterne mod sig. Dette viste sig tydelig, da Spartanerne havde indviklet sig i en Krig med Perserne; thi medens den tappre Konge 👤Agesilaus rystede Perserkongens Trone i 📌Asien, blev det saare let for dennes Sendebud at stifte et For27bund mod dem i 📌Grækenland selv. Athenienseren 👤Konon, der var sat over Perserkongens Flaade, tilintetgjorde i et eneste Søslag 📌Spartas Herredømme paa Havet og 📌Asiens Kyst, og længe blev den nu ei heller Fastlandets Dronning. Den Stat som styrtede dens Trone, var 📌Theben i 📌Bøotien, som i mange Aarhundreder havde ligget i Dvale, og nu vaagnede øiebliklig kun for at revse den Overmodige. Spartanerne havde lumskelig midt i Fred overrumplet 📌Thebens Borg 📌Kadmea, men udjoges igen af nogle Landflygtige under den kække 👤Pelopidas’s Anførsel, og snart kom en anden Thebaner tilsyne, som gæstede dem i 📌Peloponnes, og fravristede dem det Jernspir, hvormed de saalænge havde behersket denne Halvø. Heltens Navn var 👤Epaminondas, men da han fandt sin Død paa den samme 📌Mantineas Valplads, hvor 📌Spartas Magt begroves,*362 f. K. var ogsaa 📌Thebens Overvægt forbi, og alle græske Stater vare i udvortes Magt, som i Fordærvelse, hinanden lige. Just nu besteg 👤Filip, en ligesaa snedig som tapper Mand, Tronen i 📌Grækenlands nordlige Naborige: 📌Macedonien. Han var opfostret af 👤Epaminondas, kendte nøie Grækernes lave Trællesind, men ogsaa deres barnagtige Forgudelse af et Frihedsord, og grundede derpaa sin Plan til deres Undertvingelse. 📌Athenen, hvis Mure 👤Konon atter havde opbygt, som paa ny havde faaet en Flaade, som herskede over en Del af Stæderne paa 📌Macedoniens Kyst, og hos hvem de store Mænds sidste Børn endnu næ28rede Gnister af den slukte Lue, var den eneste Stat, hvis Modstand han frygtede, men endel af de mest formaaende Mænd underkøbte han, og de Øvrige dyssede han i Søvn ved Smiger, indtil han troede sig stærk nok til aftage Masken. Een Mand havde imidlertid 📌Athenen dog, hvis Øie ei blændedes af Guldets Glands, eller omtaagedes af Smigerdunsten, og denne Gæve var Taleren 👤Demostenes. Det var hans Livs Øiemed at afsløre 👤Filips rænkefulde Anlæg, og indgyde sine Landsmænd Fædrenes ophøiede Sindelag, og skøndt det Sidste ei kunde opnaaes, da han ei kunde opmane den døde Tro og Kraft, bragte dog hans Tordenrøst selv 👤Filip til at skælve i det fjerne 📌Pella, ligesom den uddrev Borgerne med Vaaben i Haand af 📌Athenens Porte, da 👤Filip med en Hær nærmede sig dens Landemærker.*338 f. K. Ved 📌Kæronea stod et Slag, hvor mange Athenienser fornyede Mindet om hine Dage ved 📌Marathon, 📌Salamis og 📌Platæa; men 👤Filip seirede, og 👤Demostenes holdt paa eengang sine faldne Landsmænds og den græske Friheds Ligtale.

Alle græske Stater undtagen 📌Sparta, som blev staaende med afmægtig Trods, underkastede sig 👤Filip og udnævnede ham til Anfører paa et Persertog, som han foreslog, men denne mere glimrende end vanskelige Daad var forbeholdt hans Søn: 👤Alex ander; thi selv myrdedes han under Tilberedelserne. De Asiater, over hvilke 👤Cyrus saa let seirede, vare gennem de to forløbne Aarhundreder endnu blevne uslere paa 29Sjæl og Legeme, og Perserne havde af al Magt stræbt at vorde deres Lige. Lige siden 👤Darius Hystaspis havde der siddet elendige Fyrster paa Tronen, som hendøsede Livet i dorsk Vellevnet og Pragt, medens Statholderne udsuede Landskaberne, gjorde hyppig Opstand, og maatte enten købes til at gøre Fred eller lønlig ryddes af Veien. Nu regerede 👤Darius Kodomannus, og skøndt han i visse Maader var dueligere end hans Formænd, var dog den Modstand, han med sine talrige Flokke udmarvede Trælle, kunde gøre de faa men tappre Macedonier med den djærve, krigskyndige 👤Alexander i Spidsen, kun saare ringe: Kronen mistede han i Slaget ved 📌Arbela, og Livet kort efter, ved en Statholders Forræderi. 👤Alexander underlagde sig ei allene det uhyre 📌Perserrige; men fortsatte endog sine Erobringer langt Østen for 📌Indus, og i trende Verdens Parter er hans Navn lige til denne Dag blevet berømt. Dog, som et Stjerneskud forsvandt dette store Monarki; thi Drukkenskab og et voldsomt Gemyt bragte snart 👤Alexander i Graven, og Riget blev en blodig Tumleplads for hans herskesyge Ministre og Generaler. Efter lang Strid, og efterat hele 👤Alexanders Slægt var udryddet, deltes Landene i trende Riger: det Macedoniske i 📌Europa, det Syriske i 📌Asien og det Ægyptiske i 📌Afrika. *omt. 300 f. K.

Medens alt dette tildrog sig i 📌Asien, 📌Afrika og det sydostlige 📌Europa, opvoxte en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekendte Verdens Herskerinde. I Byen 30📌Albalonga regerede Konger, som førte deres Stamtavle op til den trojanske Prinds Æneas, der skulde være kommet did efter 📌Trojas Undergang, og en af disse Kongers Dattersøn.*omt. 753 f. K. Romulus anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte 📌Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørte den til 📌Italiens ubetydelige Stater; men i 👤Darius Hystaspis’s Dage foregik en Omvæltning i Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets daadfulde Liv. Den syvende og sidste Konge, 👤Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regeringen kom i Hænderne paa et Senat (en Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa almindelige Folkemøder (Comitier), men bleve ene tagne af visse Slæg ter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Disse saakaldte patriciske Slægter nedstammede maaskee fra de Græker, som før Romulus beboede 📌Roms Grund, og havde derfor ved større Indsigter lige fra Byens Bygning hævdet sig en Overvægt som enkelte Konger vel nedtrykte, men kunde dog ei tilintetgøre. Disse Patricier vare ogsaa blevne de Rigeste, og mange vare de Maader, paa hvilke Almuen af dem undertryktes og udsuedes. Den Tvedragtsaand, som herved næredes, spaaede 31Staten hverken et langt eller kraftfuldt Liv; men da Almuen meget snart tiltvang sig mægtige Beskyttere, som kaldtes Tribuner, opkom efterhaanden mere Ligevægt: de Uadelige (Plebeierne) fik Adgang til de høie Embeder,*363 f. K. og skøndt Striden aldrig ophørte, tjente den dog fra nu af længe mere til at vække Kappelyst og holde Folket vaagent, end til at svække Kraften eller hindre dens Yttringer. 📌Mellemitalien var delt i mange smaa indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme før 📌Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne Stæder stode ei hinanden bi og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i 👤Alexander den Stores Tid alt vare Eneherrer i 📌Mellemitalien og krigede heldig med Samniterne, 📌Nedreitaliens mægtigste Folk.*omt. fra 340 til 270 f. K. I trende Krige bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skøndt disse Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at gøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem, dog saare farlig for 📌Rom. Det var 📌Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding, Epiroternes Konge, 👤Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskonst og sine Elefanter at 32overvinde Romerne: men de tabte derfor ikke Modet, og Udgangen blev, at 👤Pyrrhus maatte forlade 📌Nedreitalien, som derpaa aldeles maatte underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af 📌Middelhavets Øer, især det frugtbare 📌Sicilien, men her fandt de en mægtig Fiende at bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, 📌Kartago, laae paa 📌Afrikas Nordkyst, og var mere end hundrede Aar før 📌Roms Bygning, anlagt af den fønisiske Prindsesse Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra 📌Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning i 📌Afrika, beherskede den 📌Sardinien og 📌Middelhavets andre Øer paa 📌Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt Plantestæder her, og en af disse: 📌Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgiorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette Tidsløb var vel 📌Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne,*omt. 260 f. K. og der begyndte en Undergangskamp mellem disse tvende mægtige Stater. Vist nok syntes det ikke rimeligt at 📌Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et igennem Aarhundreder grundfæstet Herredømme paa Havet, men dog se vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive 📌Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa 33📌Sicilien. Det gik imidlertid hermed ganske naturligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres Stammefædre: Fønisierne, nogensinde været et egentlig krigersk Folk, og 📌Kartagos nuværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af Linietropper og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunde modstaa et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begærlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald eengang tvivlsomt, da der imellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og ubetvingelige Mod mægte at udrette mere end store Hære, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig 📌Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at erstatte dette Tab ved Erobringer i 📌Spanien, forbød Romerne dem at gaa over 📌Ebro. 👤Hannibal, thi dette var den kartaginensiske Helts Navn, havde efter sin Fader 👤Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekæmpet Romerne, arvet et bittert Had til disse hans Fødelands arrigste Fiender, og Hadet voxte ved hine Forurettelser endnu mere. Trods 📌Roms Forbud gik han over 📌Ebro, brød frem igennem 📌Gallien og lod sig ei 34engang standse af de steile, snebedækkede 📌Alper. Med uhyre Anstrængelser udførte han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hiem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en tapper Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blant hans Seiervindinger er den ved 📌Kannæ,*216. en By i 📌Apulien, blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie 📌Roms standhaftige Mod. 👤Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag og de Overblevne hengave sig til Forlystelser, som røvede deres Størke. Det var derfor saa langt fra, 👤Hannibal kunde indtage 📌Rom, at han meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved 📌Kartagos Mure. Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand var: 👤Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af 📌Spanien, gjorde han fra Sicilien Landgang paa 📌Afrika, og mødtes med 👤Hannibal ved Byen 📌Zama.*201. Anførerne vare hinandens Jævninger, men Hærene vare det ikke: 👤Hannibal blev slagen, og 📌Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar tilbetle sig Fred. Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge 📌Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det ægyptiske er blevet 35mærkværdigt, saavel ved den udbredte Handel, der dreves fra dets ny Hovedstad 📌Alexandrien, som ved den Yndest, dets Konger, der alle førte Navnet Ptolomæus, bare for Videnskaberne, thi herved frelstes de ypperlige græske Skrifter fra Undergang. Her behøvede Romerne ei at gaa frem med Vaaben, thi 📌Ægypten havde frivillig givet sig under deres Formynderskab; men anderledes var det med 📌Macedonien og 📌Grækenland. I hint Land regerede paa denne Tid 👤Filip den 3die, en Konge med adskillige store Egenskaber, og megen Herskelyst, og i 📌Grækenland søgte endeel Stæder, som havde forenet sig i det saakaldte 📌Akæiske Forbund, at fornye Frihedens glimrende Tider. Da 👤Filip havde staaet i Forbund med 👤Hannibal manglede Romerne ikke Anledning til Krig, og de størkede sig ved Forbindelse med et græsk Folkefærd: de rovgerrige Ætoler; men dog kunde de ei udrette synderligt førend det lykkedes dem at tilintetgiøre den Forening, der havde fundet Sted mellem 👤Filip og Akæerne. Først da maatte 👤Filip ydmyge sig, og nu kom Raden til den syriske Konge 👤Antiokus, den saakaldte Store, hvem de aftvang 📌Lilleasien. Ei længe efter indtoge de hele 📌Macedonien; Grækerne, hvis Frihed de havde paataget sig at beskytte, maatte underkaste sig, og uden skellig Aarsag brød de Freden med 📌Kartago, for rent at tilintetgøre den. Vel strede Kartaginenserne med fortvivlet Mod for deres gamle By, men de 36maatte dog tilsidst bukke under, og 📌Kartago forvandledes til en Stenhob.*146 f. K.

Nu var der ei længere nogen Stat i den da bekendte Verden, som kunde gøre 📌Rom nogen Modstand, men derfor fik den ikke Rolighed. I Slutningen af det andet Aarhundrede f. K. blev 📌Gallien og 📌Italien gæstet af tvende nordiske Folk: Cimbrer og Teutoner, og Verdens Herskerinde skjalv. Vel frelste den tappre 👤Marius Fædrenelandet fra denne udvortes Fare, men under Tidsløbet var i dets eget Inderste opvoxet et Tvedragtens og Fordærvelsens Træ, som nu begyndte at bære blodige Frugter. De gamle Romere vare tarvelige, afholdne og retfærdige, ei fordi de troede at burde være det for at være rette Mennesker og behage Guddommen, men ene fordi de følte, at Fædrelandet ellers ikke kunde bestaa. Saasnart derfor 📌Roms Magt blev saa stor, at den ustraffet kunde være uretfærdig mod andre Folk og ikke syntes at have nogen farlig Fjende, bortkastede ogsaa dens Borgere Forfædrenes Dyder, og med 📌Grækenlands, 📌Kartagos og 📌Asiens Rigdomme hjemførte de tillige de Overvundnes Overdaad og Laster. Svaghed og lav Tænkemaade vare to, lige nødvendige Følger heraf: hin viste sig førstegang tydelig, da Romerne strax efter den cimbriske Krig maatte tilstaa næsten alle Italienere romersk Borgerret, og denne yttrede sig paa samme Tid saa stærkt, at de fleste Romere, fra den ringeste Almue af lige til Konsulen, vare rede til at sælge Ære, Frihed og Fædreneland 37for Penge. Under saadanne Omstændigheder var det let for de faa udmærkede Mænd, som end opstode, at skaffe sig Tilhængere, og da Enhver af dem vilde herske ene, maatte der nødvendig opkomme indvortes Krige. Den første Borgerkrig førtes mellem 👤Marius og en anden tapper Mand: 👤Sylla, og den Sidste beherskede i to Aar 📌Rom enevældig,*81. efter at have betvunget sin Modstander. Vel indførte han selv igen for en Del den gamle Forfatning, men varig kunde den ikke blive, og snart gjordes et nyt Forsøg paa, at omstyrte samme, af den ondskabsfulde 👤Katilina, som havde i Sinde at plyndre og opbrænde Byen. Nær var det lykkedes ham, og omendskøndt Staten dennegang frelstes af sin aarvaagne Konsul, den berømte 👤Cicero, blev den dog kort efter et Offer for tre Mænds Herskelyst. Den berømteste blandt disse var 👤Julius Cæsar, som ved sin Tapperhed, Forstand, Veltalenhed og i mange Henseender ædle Tænkemaade, syntes født til Tronen, og som ved at undertvinge 📌Gallien havde skaffet sig det der kunde opløfte ham paa den: Krigerære, tappre og hengivne Soldater og Guld. Han saae sig imidlertid nødt til, at dele Magten med den ogsaa tappre 👤Pompeius, som ved at rense Havet fra Sørøvere og udvide 📌Roms Grændser til 📌Eufrat, havde erhvervet sig stor Hæder og desuden var meget elsket, ja Begge fandt det endog med Hensyn paa Guldets Almagt, raadeligt, at optage 📌Roms rigeste Mand: 👤Krassus, i deres Samfund. Rolig 38bar 📌Rom sine Lænker, men da 👤Krassus døde, udbrød en Krig mellem de tvende Medbeilere, som endtes med 👤Pompeius Undergang.*48 f. K. Forgæves søgte Frihedens urokkelige Ven: 👤Kato, ved denne Leilighed at tilbagegive Staten sin gamle Forfatning. Da Lykken ei vilde staa ham bi, dræbte han sig selv og tog det sørgelige Hædersnavn: af den sidste Romer, ned med sig i Graven. Alligevel blev 👤Cæsars Regiering kun saare kort, thi nogle hidsige unge Romere, med hans egen Yndling 👤Brutus i Spidsen, som meente, det var ham og ikke deres Landsmænds Trællesind, der stod i Veien for 📌Roms Frihed, sammenrottede sig og myrdede ham lumskelig.*44. 📌Roms hele Vinding var at faae slettere Herrer; thi 👤Cæsars Søsterdattersøn, den snedige 👤Octavius forenede sig med Vellystlingen 👤Antonius og 👤Lepidus, som det hed, for at hævne 👤Cæsars Mord og bringe Staten i Rolighed, men som de i Gierningen viste, for at vorde dens Herrer. De begyndte deres Regiering med at lade alle de Mænd dræbe, som enten havde stor Formue, eller mistænktes for at være Frihedens Venner, og sparede ikke engang den gamle 👤Cicero. Enighed kunde ikke findes iblandt saadanne Mænd, og da det tilsidst kom til aaben Feide mellem 👤Antonius og 👤Oktavius, beholdt denne Overhaand i det navnkundige Søslag ved 📌Actium. *30. Under Navnet 👤Augustus blev han 📌Roms uindskrænkede Herre, og kun for et Syns Skyld var det, at han og de følgende Keisere (imperatores) udnævnede Konsuler og Raadsherrer.

39Fra den Tid af, da Romerne kom til at omgaaes med Grækerne, begyndte de at lægge sig efter Videnskaberne og ynde Konsterne, men kun faa indfødte Romere udmærkede sig, og det meste som frembragtes var blot Efterligning. Etruskeren 👤Plautus og Afrikaneren 👤Terents omarbeidede græske Komedier, og den Første var saare heldig i at gøre dem passende til sin Tid og dens Daarligheder. Under 👤August vare der mange som syslede med, paa smukke Vers at male de Nydelser hvori de fandt Behag, udvikle kloge Leveregler, og ophøie døde eller levende Helte, og de navnkundigste ere: 👤Virgil, 👤Horats og 👤Ovid; men da de selv ei troede fast paa Guddommen, kunde de umulig have Øie til at opdage dens Spor, og endnu mindre opglødes til at forkynde dens Pris værdelig. Det, som i Følge heraf udmærker de latinske Digtere, ere mest glimrende men kolde Lignelser, forstandige Sentenser og Vittighed, og hvor der er nogen Varme, er det næsten altid Skildringen af sandselige Glæder. Mange Billedstøtter bleve slæbte til 📌Rom, men stode der kun som en overdaadig Prydelse og i det høieste til Øienslyst. Romerne begreb ei deres høiere Skønhed og kunde endnu mindre selv frembringe lignende; derimod kappedes de heldigere med de yngre Græker i Historieskrivningen og 👤Sallust, 👤Livius og 👤Tacitus ere blevne meget berømte, skøndt de, som man kan vente, ei toge noget sandt Hensyn til de himmelske Magters Styrelse af Begivenhederne. Vel40talenheden havde altid i 📌Rom, som i enhver Republik, hvor man maa kunne tale snildt for at kunne lede Folket, været øvet og agtet; men ligesom 📌Grækenlands største Taler først fremstod i den macedoniske 👤Filips Tid, saaledes oplevede ogsaa den største romerske Taler, 👤Cicero, Romerfrihedens Undergang; dog hans mesterlige Taler undergik ei, og de have forplantet hans Berømmelse igiennem den hele følgende Tid.

Jammerlig var nu Folkenes Tilstand trindt i Landene, de vare blevne Romernes, og disse igen en enkelt Mands Slaver, fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne, for hvem 📌Roms Hersker maatte smigre, fordi han ene ved deres Vaaben kunde beskærme sin Trone, udsuede og mishandlede baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saameget større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, viis og kærlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter dette havde de intet Begreb, men troede i det høieste at de efter Døden skulde friste et sørgeligt Halvliv som kraftløse Skygger, og maatte derfor midt i den Trængsel og Uselhed, som omringede dem, skælve for Graven. De Levninger af den sande Religion som i den ældre Tid havde oplivet og størket Folkene, vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr; Troen paa det Usynlige levede kun sygelig hos enkelte Tænkere, og Mængden knælede tankeløs for Billedhuggerens og Guldsmedens 41Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klogere, spottede med Alt hvad Fædrene havde overantvordet som ærværdigt og helligt, og 📌Roms Keisere lode sig tilbede som Guder. Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom Troen ei paa nye kunde vækkes, skænke Lys og Kraft, tæmme Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab tyktes forgæves; de gamle Fabler kunde ei tilbagevinde den tabte Anseelse; den senere Tids Digtere vare ofte Gudsforagtere, fordybede sig selv i Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at forgylde Lasten, eller til, ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest. Folkene maatte derfor agte dem mere for Løgnens end for Sandhedens Tolke, mere for onde Aanders end Guddommens Sendebud, og dog vare Digterne de eneste, Man kunde tiltroe et Samfund med Guddommen, som gjorde deres Udsagn om det Usynlige troværdig. Filosoferne troede ei engang sig selv, men bekendte, at al deres Visdom var Gætteværk, og hvem skulde Folkene tro imellem de Mange, hvis Grublen havde den allerforskelligste Udgang. Dog, Menneskeslægtens barmhjertige Fader havde aldrig glemt sine forvildede Børn, og medens de ved egen Brøde nedsank i en Afgrund, hvoraf de selv maatte føle, kun Guddommens Haand kunde opløfte dem, havde han i Stilhed forberedet deres Frelse. Denne Forberedelse beskue vi i Israeliternes eller Jødernes Historie, som, en uafbrudt Kæde fra de ældste 42Tider af, er ved Guds besynderlige Forsyn opbevaret i deres egne hellige Bøger.

Dette Folk, som, skøndt det i sine mest glimrende Dage kun var sine nærmeste Naboer bekendt, dog er det mærkeligste af alle, nedstammede fra 👤Sem, hvem allerede 👤Noah i Aanden beskuede som Guds Udvalgte; men dog er 👤Abraham at agte som dets egenlige Stammefader. I hans Tid, hardtad midt imellem Verdens Skabelse og 👤Kristi Fødsel, begyndte den sande Guds Kundskab overalt at formørkes og forfalskes; da udkaldte Gud ham fra hans afgudiske Fædreland: 📌Kaldæa, og bød ham omvandre i 📌Kanaan, som engang skulde besiddes af hans Æt. Her omvandrede den gudfrygtige 👤Abraham, hvem Jehovah kaldte sin Ven, hans Søn 👤Isak og Sønnesønnen 👤Jakob eller 👤Israel; men den Sidste fløttede under en Hungersnød til 📌Ægypten, hvor en af hans Sønner, 👤Josef, var blevet den Næste efter Kongen. 👤Jakob døde, efterat have forudsagt sine 12 Sønner deres Afkoms Gemytter og Bopæle i det forjættede Land; 👤Josef døde ogsaa, Israeliterne opvoxte til et Folk, men nedsank i dyb Trældom, og det syntes, som Jehovah havde glemt sine Løfter. Dog, 👤Abraham, 👤Isaks og 👤Jakobs Gud var trofast, og da Nøden var størst aabenbarede han sig i 📌Midians Ørk for 👤Moses, en landflygtig Israelit; men som ved Guds besynderlige Styrelse var blevet oplært i al Ægypternes Visdom. Ham sendte Jehovah udrustet med Kraft til at gøre Jertegn til 📌Ægyptens Farao, 43for at udbede Israels Børn fri Udgang; men denne undtes dem først, efterat Kongens Halstarrighed var tugtet ved forfærdelige Landeplager. Veiledt af Jehovahs forunderlige Banner: en Skystøtte som lyste i Natten, naaede Folket 📌det røde Hav; men her indhentedes de af den forhærdede Farao og hans talrige Strids vogne. Folket skjalv, men 👤Moses udrakte sin Stav, Vandene delte sig ærbødig for Herrens Udkaarne, men lukkede sig over deres Fjender. I 📌Arabiens Ørk maatte Israeliterne omvanke i 40 Aar for at stadfæstes i Jehovas Dyrkelse og vænnes til Lydighed imod de Love, Han ved sin Tjener 👤Moses gav dem, og fra Bjerget 📌Sinai bekræftede med Tordenrøst. Paa overordenlig Maade fandt Folket sin Føde i Ørken, Skystøtten var synlig Borgen for Jehovahs Varetægt, og til hans offentlige Dyrkelse, som Præster (Leviter) af 👤Moses Stamme forrettede, byggedes efter en aabenbaret Lignelse det saakaldte Tabernakel, der i et halvt Aartusinde var Folkets Helligdom, bestraalet af Guds Herligheds Glands. 👤Moses døde og 👤Josva som foruden 👤Kaleb nu var den eneste levende af de Voxne der udgik fra 📌Ægypten, indførte Folket i 📌Kanaan;*Omt. 1500 f. K. Stædernes Mure faldt og Fjendernes Hære adsplittedes ved Jehovahs Kraft, og en stor Del af Landet kom i Israeliternes Vold. Dog, 👤Josva døde, Tvedragtsaand adskilte Stammerne, og Børnene glemte den Gud, som øiensynlig havde vandret med deres Fædre, hvis Herlighed boede iblandt dem, 44og hvis Stemme de hørte gennem Ypperstepræsten; de lode Kananiterne bo hos sig, tjente deres Guder og bleve derfor deres Trælle. Saa ofte de imidlertid begræd deres Synd og omvendte sig til Jehovah, forbarmede Han sig over dem, som en Fader over sine Børn, og udfriede dem af de Fremmedes Vold ved vældige Mænd, paa hvilke hans Aand hvilede. Disse Mænd kaldtes Dommere (Suffeter) og deres Idrætter ere næsten ligesaamange Underværker; men ikke destomindre kededes Israels genstridige Børn ved den usynlige Konge og nødte den sidste Dommer 👤Samuel, til at give dem en synlig, efter Hedningenes Viis.*Omt. 1050 f. K. Ved hellig Lodkastning udvalgtes 👤Saul, men da han ei vilde adlyde Jehovahs Lov og Bud, overførtes Kongeværdigheden til 👤David; en af de mærkeligste Mænd i Israels Folk. Som Dreng størkede Gud ham til at nedlægge Filisterkæmpen 👤Goliath, som Mand og Konge ydmygede han alle Folkets Fjender, udstrakte sit Herredømme over alt Landet mellem 📌Middelhavet, 📌det røde Hav, 📌Eufrat, og 📌Fønisien, og sin Kongestol reiste Han i 📌Jerusalem, denne siden gennem Aartusinder saa navnkundige Stad. For at vække den slumrende Andagt og ligesom laane den Vinger til Himmelflugt, indførte Han Strengeleg ved Gudstjenesten, og digtede dertil selv hellige Sange, der ei blot ere beundringsværdige formedelst deres poetiske Fylde og høie Sving, men især dyrebare ved den Trøst de som Himmeltoner mægte at indgyde et 45bedrøvet Hjerte, og formedelst det Frem syn ind i de kommende Tider, som bekræfter Digterens underfulde Samfund med Gud. 👤Davids Søn og Eftermand, 👤Salomon er, og blevet saare navnkundig saavel ved den store Visdoms Maade Gud skænkede Ham, som ved det pragtfulde Tempel Han i 📌Jerusalem byggede Jehovah; men selv han henfaldt i sin Alderdom til Haardhed og Afguderi, og hans Søn 👤Roboam beholdt kun Regeringen over de tvende Stammer, Juda og Benjamin, da de øvrige ti valgte sig en anden Konge. I dette de ti Stammers eller som det kaldes 📌Israels Rige, hvis Indbyggere lode sig afholde fra at besøge Helligdommen i 📌Jerusalem, fandt Afguderiet saadan Indgang, at Profeten 👤Elias, før endnu hundrede Aar vare forløbne fra 👤Salomons Død, ene ved en guddommelig Aabenbaring lærte, at 7000 dog ei havde bøiet Knæe for den fønisiske Afgud Baal. Den herskende Ugudelighed yttrede sig saavel i hyppige Oprør og Tronstride, som i Svaghed mod udvortes Fiender; Riget blev skatskyldigt til Assyrerne, og da dets sidste Konge 👤Hosea vilde løsrive sig, indtog 👤Salmanassar Hovedstaden 📌Samaria og bortførte Folket i Trældom.*omt. 700 f. K. Noget bedre gik det i 📌Juda Rige, 👤Davids Ætmænd fulgte, efter Jehovahs Løfte, hinanden uafbrudt paa 📌Sions Trone, og mellem dem fandtes adskillige, der, som 👤Josaphat og 👤Ezekias, redelig dyrkede Gud og erfore hans Beskiærmelse; men dog tog Afguderie og Synd efterhaanden saaledes Over46haand, at, da en gudfrygtig Konge 👤Josias, henimod Slutningen af det 7vende Aarhundrede, vilde opfriske Jehovahs Dyrkelse, maatte 👤Mose Lovbog først med Møie opledes. Netop i disse fordærvede Tider opvakte Gud en heel Rad af hellige Digtere, som ei allene forkyndte Jehovahs Pris og underlige Gierninger og straffede baade Konge og Folk for deres troløse Affald fra deres Fædres, den eneste sande Gud; men forstærkede deres Advarsler og bekræftede deres guddommelige Sendelse, ved Spaadomme om hvad som skulde hænde sig i den tilkommende Tid. Dog, de talte for døve Øren: forgæves saae Jøderne 📌Israels Riges Fald, som var forudsagt af 👤Hoseas og 👤Micha, forgæves saae de 📌Ninives Undergang, der saa klarlig var afbildet af 👤Nahum, endda vilde de ikke fæste Tro*omt. 700 f. K. enten til 👤Esaias, som i 👤Ezekias’s Tid truede dem med en lignende Skæbne, eller til 👤Jeremias, som efter at have varslet omsonst selv oplevede sin Spaadoms Opfyldelse. Det var den babylonske Konge 👤Nebukadnesar, hvem Gud brugte som sit Redskab til 📌Juda Riges Opløsning og Folkets Ydmygelse:*omt. 600 f. K. allerede eengang havde han indtaget 📌Jerusalem og bortført endeel af Folket, da de Overblevnes Konge, 👤Zedekias, gjorde Op rør, mistede sine Øines Lys efterat have seet sin Hovedstad og 📌Herrens Tempel forvandles til Steenhobe,* 588 f. K. og maatte derpaa med sit Folk vende som Trælle til 📌Babylon.

47Trængselen bøiede de haarde Nakker, 👤Jakobs Afkom omvendte sig til 👤Jakobs Gud, og han viste atter, at han er, hvad han selv kaldte sig hos 👤Esaias, en Gud, der ei lader Haabet beskæmmes. Profeterne 👤Ezekiel og 👤Daniel nærede Haabet og forkyndte Frelse, 👤Cyrus inddrog i 📌Babylon giennem 📌Eufrats udtørrede Render, som 👤Esaias havde spaaet, og overeensstemmende med den samme Profets Ord gav Perserkongen Jøderne Tilladelse at drage hjem, og igien opbygge Templet, hvis hellige røvede Kar han gav dem tilbage. De Fleste havde imidlertid Ro og gode Dage kiærere, end Gud og Fædreland; kun henved 50000 mest af 👤Juda og 👤Benjamins Stamme, mellem hvilke der vare Oldinge, som havde tilbedt i Herrens Hus, vendte hjem under 👤Zorobabels Anførsel. Under megen Forhindring, dels af de følgende Perserkonger, dels af deres Naboer, Samaritanerne, en Blanding af Israeliter og Hedninge, som beboede de ti Stammers Land, stræbte Jøderne at opreise Tempel og Mure; men mægtede ei at fuldende Værket før deres Landsmand 👤Nehemias af 👤Artaxerxes den langhaandede sattes over dem.*omt. 440 f. K. Han oplivede deres Mod, Anstrængelse og Tillid til Gud, hvilke, uagtet Profeterne 👤Haggai og 👤Zacharias som Herrens Sendebud og hans Villies Tolke havde vandret imellem dem, dog ei sjelden sank, og fra nu af levede de i Ro indtil det store Uveir efter 👤Alexanders Død udbrød over Landene. Alt som Gud skiftede Seier 48mellem Kongerne maatte de skifte Herrer, indtil 👤Ptolemæus omsider hævdede sig 📌Middelhavets asiatiske Kyst. De første Ptolemæers Herskab var mildt, og bleve end de første Flokke af Jøderne, der fæstede Bopæl i 📌Alexandrien nødte til at drage did, fulgte dog mange tusinde af deres Landsmænd frivillig efter, og stode der i lige Anseelse med de herskende Græker. De Tilbageblevne i 📌Judæa bleve kiede af den ægyptiske Regiering og overgav sig til den syriske Kong 👤Antiokus den saakaldte Store;*omt. 218 f. K. men maatte snarlig angre dette Herreskifte; thi 👤Antioks Sønnesøn og Navne blev lysten efter Templets Skatte og befoel Jøderne at offre til Afguderne.*omt. 170 f. K. Endel fornægtede Fædrenes Tro, men de Fleste udstode heller de græsseligste Pinsler og den forsmædeligste Død; og Gud lønnede deres Standhaftighed ved at opvække mellem dem Makkabæernes Helteslægt, som med kraftig Arm brød de syriske Lænker og værgede om 📌Herrens Tempel. De trende Brødre 👤Judas, 👤Jona than og 👤Simon, samt dennes Søn 👤Johannes Hyrkanus ere blevne de navnkundigste og den Sidste nødte endog Samaritanen og Idumæen til at underkaste sig; men efter hans Død blev Landet en Tumleplads for Borgerstrid og Borgerkrig. De senere Makkabæer vanslægtede fra deres Fædre, Gudsfrygten forsvandt, og da blev Stormodigheden til Hovmod og Herskesyge, Kækheden til Grusomhed; hertil kom, at der i den senere Tid havde dannet sig et Samfund, som ved tilsyneladende stræng Opfyldel49se af Loven og talrige tilsatte Menneskebud, erhvervede Helligheds Ry, og misbrugte dette til at udføre deres egennyttige og herskesyge Hensigter. En Strid mellem de to sidste makkabæiske Fyrster, hvori disse Farisæer mest vare Skyld, gav 👤Pompeius Leilighed til at blande sig i 📌Judæas Anliggender, og fra den Time vare Jøderne 📌Roms Undersaatter.*omt. 63 f. K. Folket maatte nu hylde som Konge Idumæeren 👤Herodes, der spottede med deres Tro, skøndt han udsmykkede Templet, loggrede for Almuen, men lod paa det grusomste alle dem aflive, hvis Stilling eller Anseelse kunde indskyde ham selv den mest ugrundede Frygt, og som et vildt Dyr rasede han i sin egen Familie. Den eneste Trøst, Folket havde i al denne Trængsel og Jammer, var at de med Grund just nu ventede den store Befrier, som 👤Moses allerede havde forkyndt og 👤David besunget, men hvis Komme og Hændelser især 👤Esaias og de senere Profeter, havde saa nøie bestemt og saa klarlig afbildet, at Tiden ei kunde være uvis, og Han selv ei miskendes uden af Trods. I 📌Betlehem, af 👤Davids Æt, skulde den Konge fødes, hvis Spir skulde udstrække sig over Jorderige, og hvis Trone ei skulde rokkes evindelig, og her fødtes 👤Jesus medens 👤Herodes endnu levede og 👤Augustus herskede over den romerske Verden. Vel var hans Rige ikke af denne Verden, men de fleste Jøder paa den Tid ventede dog i ham en jordisk Konge, da deres Sind var alt for jordisk, til at fatte 50Spaadommenes høiere Betydning, og 👤Herodes søgte derfor at rydde ham af Veien i sin spæde Barndom; men Gud vaagede over sin Søn, og kun 👤Jesu Jevnaldrende i 📌Betlehem bleve Offere for Tyrannens Mistanke.

Tredie Tidsrum.

Fra 👤Kristi Fødsel til 👤Gregor den syvende.

I Stilhed opvoxte 👤Jesus til sit 30te Aar da Han tiltraadte sit Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i 📌Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og sig selv Faderens enbaarne Søn. At Han var den hvorfor Han udgav sig, beviste Han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale, om Guds Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og Idræt, bleve da nu besvarede af En som vidste det tilfulde; og saaledes var der bødet paa en stor Del af de Dødeliges Trang; men end var det mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden Størke til fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste 👤Jesus, i det Han af uudgrundelig Kærlighed hengav sit Liv til en 51Igenløsnings Betaling for Alle , saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kærlig forsonet Fader, der ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hjelp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men som spaaet var, hans Been kom ei til at se Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; Han opstod levende paa tredie Dag hvorved Han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede Udødelighedens Haab. Derpaa befoel Han sine Lærlinge, Apostlene, at vandre trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade og døbe Alle som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, og der Han dette havde sagt, blev Han optagen mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine. Høit over alle Himle opsvang Han sig til den Herlighed Han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men glemte dog aldrig hvad Han lovede sin Menighed, at være med den indtil Verdens Ende. Fra Himmeltronen har han synlig styret Jorderige, og sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlene ere 👤Johannes, 👤Peder, 👤Jakob, 👤Matthæus og 👤Paulus især blevne mærkvær dige, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, 👤Jesus havde lovet dem, beskreve hans 52Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde, baade Jøder og Hedninge modtoge Evangeliet med Glæde; thi Apostlene stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da herskede i hele det romerske Rige.

Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store, visne Grene, hvor sjelden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige Orme bo i den hule Stamme. 👤Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, vensalig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regering 📌Roms gyldne Tid, ret som Aftensolens Skær stundom tykkes os at forgylde med en lifligere Glands, end Morgenrøden; men efter denne kommer Dag, paa hin følger Nat. Saa gik det i 📌Rom: 👤Augusts Gavmildhed havde lokket 📌Italiens opvakte Hoveder did; men de vare Blomster, ei Frø hvoraf ny kunde spire. Fordærvelsen og med den baade Ulyst og Uduelighed til aandig Virksomhed aad fra Hovedstaden om sig som Kræft, og kun i de fjerneste Landskaber opvokste endnu enkelte kraftige Skud. Som det var med Skribenterne, saa var det med Keiserne: 👤Augusts nærmeste Efterfølgere, som vare indfødte Romere kappedes med hinanden i Grusomhed, 53Vanvid og Uterligheder; og fra Rigets Grændser maatte de Mænd komme, som med Hæder skulde kunne beklæde Tronen. Mellem hine Uhyrer er 👤Nero blevet navnkundigst, som den der stræbte at afklæde sig al Menneskelighed: Han var Slave af de mest fæiske Lyster, higede efter Pøbelens Haandklap, og efter sine nærmeste Frænders, som efter alle udmærkede Mænds Blod; Han mistænkes med Grund for selv at have anstukket 📌Rom, og det er vist, at han med Djævleglæde saae dens Brand, som et Skuespil.*68 e. K. Da Han havde taget en Ende med Forskrækkelse, kom vel efter nogle Omvæltninger en duelig Mand: 👤Vespasian, paa Tronen, ja fra Aarhundredets Slutning af fik Riget endog i 👤Trajan, 👤Hadrian, og begge Antoninerne en Række af gode Keisere; men Alt hvad de kunde udrette var at lindre Øieblikkets Nød, forgæves opmuntrede de Videnskaberne; netop i deres Dage forsvandt de sidste Glimt, og dybere sank stedse det kraftløse Folk, til et varslende Vidnesbyrd for Jordens Slægter om hvad det er, at leve uden Gud i Verden. Da Religionens Baand vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smedde Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgte Keiserne og røvede dem igen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øret for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Myrdelyst gælde for Tapper54hed, men ei saa naar der skal kæmpes med djærve Fjender: det lærte Romerne snart ved 📌Rhin, 📌Donau og 📌Eufrat, her havde de Parther og siden Nyperser at bestride, og hisset foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talte Latin, eller forstode sig paa Pragt og Overdaad. Allerede den sidste 👤Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Del af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxte, ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar 📌Rom nu skulde have en djærv Keiser, maatte Han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgæves søgte ved dets Slutning 👤Diokletian at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinge: disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen Rolighed før 👤Konstantin den Store atter samlede Riget.*323. For denne sin Ophøielse maatte Han især takke de nu saa talrige Kristne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.

Saaledes blev da Kristendommen den herskende i 📌Romerriget, efterat den i halvtrediehundrede Aar havde maattet friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. 👤Nero var den første Keiser som forfulgte de Kristne med Ild og Sværd, men de mest udtænkte Pinsler 55kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og hverken Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den 👤Kristi Kærlighed, der for deres Skyld havde lidt Mere end de Alle, og vinkede dem nu i sin Faders Hus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før 👤Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved 📌Jerusalems Forstyrrelse, og frem for alt ved Templets Brand, som Han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren 👤Titus, Søn af 👤Vespasian, forgæves søgte at hindre.*70. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Kristne trodse Smerter og Død i 👤Jesu Navn, og langtfra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte Pinagtighed, maatte Alle de, der havde Sjælen kær, ty til det kristne Samfund; saa gik det og: høi og bred løftede sig 👤Kristi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset skulde aabenbares: i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot og saaledes fornægte den Herre som dem købte, medens Andre med Guld og Sølv frakøbte sig Delagtighed i Hans Lidelser. Aarsagen hertil var dels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men vilde tjene baade Gud og Mammon, dels, at Kristendommen var vanslægtet fra sin første Enfoldighed. 56Da de overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Kristnes Sind vare ophørte, udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange Lærefædre til at hige efter kødelig Visdom og læmpe Skrifterne derefter, de troede ei længer 👤Jesus, men sig selv og bare ei gerne hans Kors. Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig Ordkrig blev Kærligheden kold hos Mange. Hvorlidet 👤Kristi Aand nu hvilede over hans Menighed, saaes ogsaa klart i 👤Konstantins Dage, deraf at en Kætter 👤Arius med stort Bifald nægtede Hans Guddom, og af den ukristelige Bitterhed og Haardhed hvormed baade Arianer og Rettroende behandlede hinanden.

👤Konstantin, som havde fløttet sit Herresæde fra 📌Rom til 📌Bysants i 📌Tracien, hvilken Stad han opkaldte efter sig, delte Riget mellem sine Sønner, og dets Forening havde siden ingen Varighed. Omsider adskiltes de vestlige og østlige Lande ganske ved en Deling mellem 👤Theodor den Stores Sønner:*395. 👤Honorius og 👤Arcadius. 👤Honors Arvelod var 📌Italien, 📌Gallien, 📌Hispanien, 📌Britannien, 📌Nordafrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod, manglede aldeles. Allerede under 👤Honor blev 📌Rom udplyndret af Vestgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det 57sydvestlige 📌Gallien og 📌Spanien; under hans Søn indtoges 📌Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og 📌Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under den djærve 👤Attila ødelæggende gennemfore 📌Italien og 📌Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand og deres Anfører, 👤Odoacer, opkastede sig til 📌Italiens Konge,*476. medens de tydske Franker gave 📌Gallien ny Herrer og nyt Navn. 👤Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre 👤Theodorik, der fra Norden brød ind med sine Ostgother og stiftede et vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige Keiser 👤Justinians Krigshøvding: 👤Narses.*553.

📌Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af 📌Tracien, 📌Grækenland, det vestlige 📌Asien og 📌Ægypten, udvidedes nu ogsaa med 📌Nordafrika, hvor den samme 👤Justinians anden tappre Høvding: 👤Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte bortkøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget 📌Konstantinopel. Kort efter 👤Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Del af 📌Italien og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed ret synlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag.

58Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra 👤Abraham gennem hans Søn 👤Ismael. I halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: 👤Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn. Vel higede 📌Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede Ørk skrækkede dem, og 📌Roms Legioner, som vovede sig did, funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i 📌Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Østromere toge Flokke af dem i deres Hære; men stor Bedrift ventede Man ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog anderledes blev det: Stammerne forenedes pludselig og fik et fælleds Øiemed, der maatte uddrive dem med Vaaben i Haand i den vide Verden. Troen paa Jehovah var gaaet i Arv ogsaa hos denne Linie af 👤Abrahams Æt; men forfalsket og blandet med Afguderie var den i det lange Tidsløb blevet. Nu opstod i 📌Mecca: 👤Muhammed, en Mand med store Sindsgaver, men urent Sindelag;*622. sine Landsmænds Afguderie følte han sig drevet til at styrte, men Kristendommen fordømte hans herskende Tilbøieligheder: Ærgerrighed og Vellyst, og derfor paatog han sig at opfriske 👤Abrahams Tro, som han beskyldte Jøder og 59Kristne for at have forfalsket. Vel følte han sig indvortes tvunget til dyb Ærbødighed for 👤Moses og 👤Kristus og borgede Meget af vore hellige Skrifter; men undsaae sig dog ei for, vitterlig at udstrø Klinte mellem Hveden og forfalske den ædle Malm. Troen paa en eneste usynlig Gud, af hvem intet Billede maatte dannes eller tilbedes, var den faste Grundvold hvorpaa han opreiste sin Lærebygning, som derfor ogsaa har trodset Tidernes Storme og Vandløb; men ved at indprænte sine Tilhængere dødeligt Had til alle anderledes Troende, plantede han frivillig et Træ til at bære blodig Frugt, og ved at love dem efter Døden et 📌Paradis med alle mulige kødelige Forlystelser, fordærvede han deres Gemyt. Med denne Nidkærhed efter at udbrede deres Tro og den sværmeriske Attraa efter 📌Paradisets Glæder, maatte et modigt og kraftigt Folk nødvendig blive erobrende og under 👤Muhameds nærmeste Efterfølgere eller Kalifer; 👤Abubeker og 👤Omor indtoge de 📌Syrien, 📌Persien og 📌Ægypten. Herfra udbredte de sig snart over 📌Nordafrika og 📌Middelhavets Øer, ja gæstede endog 📌Europas Fastland, hvor de fratoge Vestgotherne næsten hele 📌Spanien.*711. For Menneskene maatte det synes rimeligt at de vilde blive Verdens Herrer og øde Kristendommen; men det viste sig snart, at 👤Kristus ei havde glemt sin Menighed, skiøndt han lod den tugte for sin Vanart, og ved det høie Bulder vilde vække den af Søvne. Istedenfor at de første Kalifer havde udmærket sig 60ved Gudsfrygt, Simpelhed i Dragt og Føde og alle Kongedyder, lagde deres Eftermænd Vind paa Pragt og Overdaad, ja undergravede selv deres Trone ved at ringeagte og spotte 👤Muhameds Lære, som var dens Grundvold. Undersaatterne tabte Ærbødigheden for de Vanhellige og det blev Statholderne let at gøre sig uafhængige. Ligervis som den dræbende Vind, Samum, udgaaer fra 📌Arabien, blæser over 📌Nordafrika og taber sin Styrke i 📌Spanien, saa gik det med dens Brødre: Araberne; thi vel droge de ind over 📌Pyrenæerne med en talrig Hær, men bleve aldeles slagne af Frankerne under disses tappre Høvding 👤Karl Martel,*732. og vovede sig aldrig tiere over Biergene.

Disse Franker opvoxte nu til det mægtigste Folk i 📌Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den 👤Klodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge 📌Gallien,*486. men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes Hofmestere (majores domi) og en af disse: 👤Karl Martels Søn, 👤Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden.*750. 👤Pipins Søn, 👤Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for 📌Ebro, omstyrtede 📌det longobardiske Rige i 📌Italien, undertvang hele 📌Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.*800.

Tydskerne havde hidtil været delte i mange adskillige Stam mer, og fra 👤Julius Cæsars Tid overvældede de herskesyge Romere nogle af dis61se; men de tilbagekøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde og delte det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede i Norden op til 📌Danmarks Grændseskel, bevarede ligetil 👤Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at se det omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei tillige saae kristne Kirker løfte sig paa Gudehusenes Grus. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gennem hvilken det skulde indfløttes til vore gamle, vildfarende Fædre.

Intet vide vi om 📌Nordens Bebyggelse, kun Lidet, som dertil er uvist, om Tildragelserne der i de ældste Tider. At der imidlertid boede Mænd med Styrke og Mod, derom have de Cimbrer, Longobarder og Gother, som for en stor Deel ere derfra udgangne, baaret sanddru Vidnesbyrd. En Tro havde disse Nordboer, som i mange Dele var sandere end de fleste andre Hedningers, fordi de troligere havde bevaret Stammefædrenes Sagn; men disse forfalskedes daglig ved at udsmykkes af Skjaldene, og de svage Lysglimt fra det Høie, svandt alt mere og mere, eftersom Menneskenes Øine 62bandt sig til det Timelige. En ældgammel og stor Vildfarelse var det, at kun blodig Idræt kunde berede til Salighed, og heraf vare Uretfærdighed og Grusomhed naturlige Døttre. Saalænge imidlertid 📌Nordens Mænd kun levede for at kæmpe, og kæmpede for at tækkes Guderne, var deres Færd aabenbar. Kvinders og andre Svages Mishandling samt Rov fra Værgeløse agtedes for Nidingsværk, Agerens Grøde og Dyrene i Gaard og Skov gav dem tarvelig Føde, hjemmebrygget Øl var daglig Drik og hjemmefødte Bier virkede Honningen hvoraf de blandede sig Mjød til Høitidsfærd. Bjørn og Ulv maatte give Mændene Peltse og naar Kvinderne stadsede, var det i Sobel og Maar. Men, alt som Jordlivet blev mere kært, higede Man efter lækker Føde, finere Klædning og glimrende Mon, 📌Nordens Størke og Jern misbrugtes til Nidingsid, og Sørøveri blev den gængse Haandtering. Baade det østre og vestre Hav gjordes derved usikkert, ja de djærve Vikinger vovede sig endog ind i 📌Middelhavet og allevegne ødelagde de Kysterne. 📌Engelland og 📌Frankerig hjem søgtes især af dem, og selv 👤Karl den Store mægtede ei at holde dem ganske borte fra sine Landemærker. Efter hans Død deltes hans Lande, næsten alle hans Ætmænd vare svage og uduelige Fyrster, og 📌Frankerigs Konger grebe til det samme Raad som 📌Roms Keisere fordum: med Guld og Sølv at bortkøbe de Fjender fra Grændserne, hvilke de ei formaaede at bekæmpe. Dog dette visse 63Bytte lokkede kun Flere, og da i Begyndelsen af det tiende Aarhundrede en stor Flok under Normanden 👤Rolfs Anførsel krævede Bopæle, maatte 👤Karl den Enfoldige indrømme dem det Landskab i Nordvest, som efter dem fik Navn af 📌Normandiet.*911. Hovedaarsagen til den Tragten efter faste Bopæle, der nu yttrede sig hos de urolige Vikinger var, at 📌Nordens Smaastater paa denne Tid under 👤Gorm hin Gamle i 📌Danmark, 👤Harald Haarfager i 📌Norrig og 👤Erik i 📌Sverrig sammensmeltedes i trende større; thi baade mistede derved de paa Vikingstog fraværende Smaakonger deres Odel og Tilhold, og deres Størke forøgedes, da Mange som ei vilde staae under de ny Enevoldskonger, sloge sig til dem. Men disse Misfornøiede uddroge ei for at flakke om paa Havet, de søgte ny Hjemstavne i Vesten, ligesom deres Frænder paa 📌Island, 📌Grønland og 📌Færøerne. Medens de udvandrede Nordboer saaledes bidroge til at vække og genføde Kraften i Syd og Vest, indvandrede Kristendommen herfra til 📌Norden for at tæmme den tøileløse Størke og formilde det grumme Sind. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare ved Lægfolks Gavmildhed blevne saa indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemte at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande.*Omt. 449. En sand Velgerning mod hele 📌Europa var det derfor, at en gudfrygtig Mand 👤Benedikt fra Nursia oprettede et Selskab af Mænd der 64aldeles sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa sindigt og legemligt Arbeide, Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det saa, at Lægfolk, som vilde gengælde Munkene deres Forbønner, fristede dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at stifte ny Klostre, igien for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninge maatte være de rette Munkes kæreste Idræt, og de, hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme Vantro. Italienske Munke var det som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. 📌Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakte Beundring, nemlig 👤Beda, med Tilnavn den Ærværdige,*Døde 735. og ved en anden 👤Alcuin hvem 👤Karl den Store kaldte over til 📌Frankrig, begyndte de paa Fastlandet indsovne Videnskaber igen at opvaagne.

Adskillige engelske Munke omvandrede blandt 📌Tydsklands Hedninge for at kundgøre Evangelium, og En af dem, 👤Vinfrid eller 👤Bonifacius *dræbt 755., som fuldendte Sydtydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de 65Tydskes Apostel. Ogsaa her oprettedes nu Klostre, og fra et af disse: 📌Korbei i 📌Vestfalen, udgik 📌Nordens Apostel: 👤Ansgarius.*826. Han forkyndte 👤Kristus ei allene i 📌Jylland og paa 📌Danmarks Øer, men selv imellem 📌Sverrigs Klipper og ved Afgudernes Hovedtempel i 📌Upsal. Imidlertid varede det hele to Aarhundreder førend Kristendommen kunde aldeles fortrænge den saa dybt rodfæstede Overtro; i 📌Norge maatte Kongerne prædike med Sværdet i Haanden; og de Danske omvendtes først fuldelig til Kristendommen ved i 📌Engelland at stride imod den. Dette Land deltes ved Angelsaxernes Indvandring i syv Riger, og omendskøndt der altid var et, som havde Overmagt, forenedes de dog ei, før de gamle Kongeslægter i de sex vare uddøde og Folkets Kraft uddøde med dem. Det var Kongen af 📌Vestsex, 👤Karl den Stores Samtidige: 👤Egbert, som samlede Rigerne; men hans Eftermænd, selv den store 👤Alfred ikke undtagen, følte sig for svage til at modstaae de danske Vikinger, maatte bortkøbe Nogle og indrømme Andre Bopæle i 📌Ostangeln og 📌Northumberland. I Slutningen af det 10de Aarhundrede sad en uduelig Konge: 👤Edelred, paa Tronen og i hans Tid hærgedes og indtoges hele Landet af 👤Gorms Sønnesøn den danske 👤Svend Tveskæg. Ham fulgte 👤Knud den Store, som ogsaa tilvendte sig 📌Norge og kristnede sit Fædreland aldeles.*1016.

Ogsaa paa 📌Tydsklands nordlige Kyster havde Normanner søgt at sætte sig fast, men 66Tydskerne, der ogsaa vare kraftige Folk, og nu forenede under een Konge, lode dem ingen Ro. Farligere Fiender fik 📌Tydskland i dets ny Naboer: de asiatiske Ungarer; thi disse rovgerrige Horder, der ei, som Normannerne, tillige søgte Helteros, undløb med Byttet paa deres lette Heste, førend de tungtbevæbnede Tydske kunde række dem med Sværdet. Dette Uvæsen blev først styret, da efter Karolingernes Afgang den saxiske 👤Hertug Henrik, med Tilnavn 👤Fuglefænger, blev 📌Tydsklands Konge;*918. thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad Han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: 👤Otto den Store; Ungarerne erkendte Tydskernes Overlegenhed og Kristendommens Sandhed. Efterat have saaledes faaet Ro mod Østen, søgte 👤Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod Norden, hvor de danske Hedninge idelig foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. 📌Italien havde siden 👤Karl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var delt i hardtad utallige Smaastykker, hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og befeidede hinanden indbyrdes.— Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge- og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet 67Dronning var det, som kaldte 👤Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand 📌Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser.*962. Man kunde vente, at 📌Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det Modsatte indtraf; thi 📌Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod 👤Otto, og hans Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i 📌Italien. Da det saxiske Hus var uddød, søgte vel 👤Henrik den tredie af det frankiske igen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn 👤Henrik den fjerde efter en urolig Regering afsattes, og Fyrstemagten steg høiere end nogensinde før. I det kristne 📌Europas andet Hovedrige: 📌Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne, men saavel disse som hine havde ei stort mere end Kongenavnet, da Landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd, som langt fra at adlyde Kongen, befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den kristne Menigheds Tilstand: Sværmene fra 📌Norden havde genfødt den legemlige Størke; men den indgroede Attraa efter Uafhængighed, 68som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd, der kun eiede en Borg; Plovjernet gjordes til Sværd, Købmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og Retten sad i Spydstagen. Vel bekendte alle disse Folkefærd sig til Kristendommen; men deres Tro indskrænkede sig mest dertil, at Guds Søn havde vandret paa Jorden, bekræftet sin Høihed ved Tegn og lidt for Verdens Synder; hvad han derimod fordrede af sin Læres Bekendere, naar de vilde vorde delagtige i ham og hans Fortjeneste, derom vare de Fleste aldeles uvidende. End laa de opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om 👤Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; men disse vare selv vankundige og desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet Vildheden og indaandet Kærlighed, meget mere selv deltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder uden Sky tilkøbte sig deres fordelagti69ge Embeder af Konger og Fyrster. For en saadan Tidsalder var ingen Hjelp, dersom ei en Mund kunde oplades, for hvis Ord Alle, som troede paa 👤Kristi Høihed, maatte have Ærbødighed; men at Saadant kunde ske, havde ogsaa det vise Forsyn gennem Aarhundreder forberedet. De romerske Biskopper havde fra Arildstid havt stor Anseelse i den kristne Menighed, baade fordi Man gennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, saa og især fordi de agtedes for Eftermænd af Apostelen 👤Peder, hvem 👤Jesus selv havde kaldt den Klippe hvorpaa Han vilde bygge sin Kirke. Fra 📌Rom udgik de Munke som omvendte 📌England, engelske Munke førte Kristendommen til 📌Tydskland og tydske til 📌Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af 📌Roms Bispedømme, og de Biskopper som der indsattes, vare at anse, som den romerske Stols Fuldmægtige. 👤Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde 📌Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i 👤Kristi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række af lastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja 👤Otto og hans Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsal70deren og saa sammengroet med Troen paa 👤Kristus, at en Mand med den samme urokkelige Tro, med Mod og Kraft maatte kunne gøre sin Ret gældende som 👤Peders Eftermand og 👤Kristi Statholder.

Fjerde Tidsrum.

Fra 👤Gregor den syvende til 👤Luther.

1073—1517.

👤Hildebrand, en Italiener, var den Mand Forsynet havde udkaaret til, saavidt det da var gørligt, at genføde Kristendommen, derved lægge Tømme paa Næverettens uvane Dyr og forberede lysere Tider. Som Munk og Prior i det berømte franske Kloster 📌Klugni, havde han ved Gudsfrygt og strængt Levnet erhvervet sig Helligheds Ry, og da han i Aarhundredets Midte, som Erkedegn i 📌Rom fik stor Indflydelse, gik hans Stræben ud paa at besætte Pavestolen med Mænd, der tænkte som han, og gøre dem uafhængige af 📌Tydsklands Keisere. Dette lykkedes ved de Normanners Hjelp, som havde sat sig fast i 📌Nedreitalien; men intet Stort udrettedes, før det høie Embede saavel indvortes som udvortes paanødtes ham selv.*1073. Den almindelige Syndighed og Forvirring saae han med inderlig Bekymring, der sanddru taler gennem hans Breve, og som 71👤Peders Eftermand troede han sig forbundet til at opreise den faldende Kirke. Ei var endnu den Tid kommet, da 👤Jesus gennem de hellige Skrifter kunde tale ens til Konge og Betler, og dog vilde hverken Høie eller Lave lyde Andre end ham. Lykke var det da for Kristenheden, at 👤Gregor den syvende (thi dette blev 👤Hildebrands Pavenavn) og hans Eftermænd talte som 👤Kristi Statholdere i hans Navn, skøndt de stundom fordreiede og tit misforstode hans Ord. Det var imidlertid langt fra, at alle de Fornemme i Landene vilde forsage deres onde Lyster og Idrætter for 👤Jesu Skyld, og stor var den Modstand 👤Gregor mødte, da han vilde bruge sin Myndighed til Kirkens Bedste. Den første store Uskik han vilde af skaffe var Bispestolenes og Abbediernes Salg, som i alle Henseender havde de bedrøveligste Følger; men Handelen med disse dreves just mest ublu af 📌Europas mægtigste Fyrster: 👤Filip den 1ste i 📌Frankrig og 👤Henrik den 4de i 📌Tydskland. Disse Fyrster vare desuden ved Løsagtighed og Vold til Forargelse og ondt Eftersyn for den hele Kristenhed; skulde 👤Gregor udrette Noget, maatte han fremforalt prøve Størke med dem; men hans faderlige Formaninger foragtede de, og han maatte derfor gribe til det dristige men eneste Raad, at sætte dem i Ban: det er, udelukke dem af den kristne Menighed og derved erklære dem uduelige til at regere. Trængte af deres Lehnsmænd, som benyttede enhver Leilighed til at udvide deres Magt, maatte Fyrsterne ydmyge sig for 72Paven; men 👤Henrik gjorde det kun paa Skrømt, og søgte siden at hævne sig med Sværd i Haand. Paven kom i Livsfare, men veg ei et Haarsbred fra hvad han ansaae for Sandhed og Ret, og han frelstes af sin mægtige Ven: Normannernes tappre Hertug 👤Robert Guiskard. Efter 12 Aars Møie og Strid døde 👤Gregor landflygtig i 📌Salerno og endskiøndt hans hele Liv gav ham det Vidnesbyrd, at hans Rige ikke var af denne Verden, beskæmmede Man dog hans Eftermæle ved, tit af Fjendskab, men tiere af Ukyndighed, at tillægge den gæve 👤Kristi Stridsmand samme ærgerrige og urene Hensigter, som de senere Paver, der, uden at have hans Hoved og Hjerte, arvede hans Magt. Særdeles maatte han høre ilde, fordi han stadfæstede og holdt over Loven om Præsternes ugifte Stand. Den hellige 👤Povel havde selv anprist denne for dem, hvem Afholds Naadegave var skænket; men under den falske Forudsætning, at denne kunde erhverves af alle som vilde, blev den en Fordring til Munkene og, efterhaanden som Ukydskhed vokste, til alle dem, der af Mængden vilde agtes for Fromme. Enten maatte da 👤Gregor opgive sit Ønske, at gøre Præsterne til Helligheds Mønstre for deres Menigheder, eller forbyde dem Ægteskab; og da han selv ei allene hørte til sin Tidsalder, men havde dannet sig i Klostret, maatte han endnu desvissere vælge det Sidste.

Følgerne af Myndigheden, som 👤Gregor og hans Eftermænd hævdede sig, vare saare vel73giørende for 📌Europa; thi dets utallige Herskaber forvandledes nu paa en Maade til et eneste kristeligt Rige. Fyrster og Herremænd kunde ei længere mishandle de Ringe og Svage, og en Magt der hvilede paa Meninger maatte baade gøre aandelig Virksomhed fornøden og vække Ærbødighed for den. Snart viste det sig ogsaa i Gerningen, at 👤Kristi Menighed dog paa en Maade begyndte at være een Sjæl og eet Legeme , nemlig i den store, forunderlige Krig, som er blevet berømt under Navn af Korstogene.

Ærbødigheden for de hellige Steder, hvor Gud havde vandret legemlig, og hvorfra det glade Budskab om Jordens Forsoning med Himlen udgik, var, som den maatte, gaaet i Arv hos de Kristne, og stedse fandtes der Mange, som higede efter at besøge det Land, der i sin hele Udstrækning var at agte som et Gudstempel. Da 📌Palæstina kom i Arabernes Vold, bleve Besøgene vel en Tidlang sjeldnere; men da Kalifen 👤Al Raschid sendte 👤Karl den Store 📌den hellige Gravs Nøgler, var Døren igen opladt og Trangen til at gange derind voxte, alt som Tiderne leed. I det tiende og den største Del af det ellevte Aarhundrede var det, som om 👤Kristus havde forladt sin Menighed; thi hans Ords Røst overdøvedes af det vilde Vaabengny og hans fleste Tienere vare blevne stumme Hunde, der selv sønderreve Hjorden, istedenfor at vogte den. Dette kundgør hvor almindelig Fordærvelsen var, og det er intet 74Under at Præster lovede og Lægfolk ventede Naade og Salighed hos Gud, som Løn for rige Gaver til Kirker og Klostre. Imidlertid higede dog trindt i Landene mangt et gudfrygtigt Hjerte efter at komme Frelseren nær, og da han igen tyktes død, var det som om Man mente at finde ham i Graven; mangen Mand var der og, som efterat have besudlet sig med Næstens Blod, eller anden synlig Smitte, kom til den Forstand, at kun 👤Jesu Blod kunde tvætte ham ren, og han søgte det under Korset, hvor det udrandt. Skarevis vandrede Pilegrimene til 📌det hellige Land, og omendskøndt stundom Hyklere blandede sig med, var det dog sikkerlig tiest kun et angergivent Hjerte, som mægtede at drive Pilegrimen fra Hus og Hjem, med Stav i Haand og tit med nøgen Fod, ud paa de lange ukendte Veie. Saadanne Hjerter maatte visselig finde, hvad de higede efter: Fred med Gud og sig selv, naar de kom til hine hellige Egne; thi de mange Vidnesbyrd om Guds Nærværelse og Kærlighed maatte fylde Sindet med blussende Andagt og inderlig Lyst til at elske Ham, som elskede os først. Tungt og sørgeligt var det derfor at de seldschukiske Tyrker: et raat tartarisk Folk, i det 11te Aarhundrede, fratoge de mildere Araber 📌Palæstina; thi fra den Stund maatte de arme Pilegrime ei allene taale megen Trængsel, men bleve endog tit udplyndrede, saargjorte og myrdede, uden at naa til 📌den hellige Grav. Deres Suk hørtes i 📌Europa, men saalænge Hver 75maatte staa mod sin Nabo for at værge sin Odel, og saalænge de Vældige ikke erkendte 👤Kristum for Herre paa Jorden som i Him len , var ingen Hjelp at vente. Saasnart derimod 👤Gregor lydelig kaldte og synlig teede sig som 👤Kristi Statholder, maatte han tro det sin Skyldighed, at udrive 📌den hellige Grav af de Vantroes Hænder, og forsvare det kristne 📌Konstantinopel mod Tyrkerne; han lod derfor ogsaa Brev udgaa i Landene om et Tog, hvis Anfører han selv vilde være, men Tvisten med 👤Henrik opholdt ham, og det var desuden for tidlig at søge Frugt paa Kristendomstræets unge Skud. Spiren var der imidlertid: Sværdet som de Vældige havde hvæsset til Frændemord kunde 📌Roms Paver vende mod de Vantro, og de Fraværendes Odel kunde de beskærme; Folkene vænnedes til at agte sig som Medborgere i 👤Kristi jordiske Rige og dette blev det da deres Skyldighed at forsvare og udvide. Herom mindedes de alvorlig ni Aar efter 👤Gregors Død af Franskmanden 👤Peter Eremit, der kom hjem fra 📌Palæstina, inderlig rørt ved Synet af de der boende Kristnes og Pilegrimenes Lidelser. Han troede i 📌den hellige Gravs Kirke af 👤Jesus selv, at have faaet apostolisk Kald, han stadfæstedes deri af 👤Kristi Statholder: 👤Urban den anden, og gennemvandrede nu Landene for at opkalde Kristne til Strid mod de Vantro, som bespottede Frelseren i Korsets Hjem, og pinte hans Vidner, som Hedningene fordum. Hvad hans begeistrede Tale havde virket, lod sig tilsyne 76paa Mødet i 📌Klermont, hvor Folkene sankedes i hundredetusindetal, og lode Skulderen smykke med Korsets Mærke til et Tegn, at det var for den Korsfæstedes Ære og Rige de vilde vove Liv og Blod. Toget begyndtes af 👤Peter Eremit, men den talrige Skare, som fulgte ham hørte mest til Folkenes Udskud: den foer frem, selv i kristne Lande, med Rov, Mord og Brand; men fandt og, som rimeligt var, sin Undergang langt fra de hellige Steder. Anderledes rustet og sindet uddrog en ordentlig Hær, ført og fulgt af 📌Frankrigs og 📌Italiens velbyrdigste Mænd. Fremmerst gik 👤Gotfred, 📌Lothringens Hertug, som med Kæmpestørke og Kæmpemod forenede Gudsfrygt og Ydmyghed; næst ham ginge hans Broder 👤Balduin og den franske Prinds 👤Hugo, den djærve 👤Tankred og den snilde 👤Boemund: normanniske Prindser fra 📌Italien, 📌Normandiets Hertug, den engelske Kongesøn 👤Robert og endelig den gamle, krigserfarne 👤Raimund af 📌Toulouse. Mange vare de Hindringer, som mødte den korsede Skare: Hunger og Sygdom, Grækernes Troløshed og List, Tyrkernes Mængde og Anførernes Tvedragt; men Alt tjente kun til at forherlige den Gud, der saa øiensynlig var tilstæde og paa mange Maader udkaarede den liden Flok, som agtedes værdig til at bestige 📌Jerusalems Mure. Efter Underværker indtoges 📌den hellige Stad *1099 og mellem 📌Palæstinas Bjerge reiste sig et kristent Rige; men 👤Gotfred var for ydmyg til at bære Kronen af Guld, der, hvor Hans Frelser bar 77den af Torne, og intet Hædersnavn tyktes ham saa skiønt, som det af 📌den hellige Gravs Beskytter. Anderledes gik det, da han kort efter døde; thi selv mange af hans Vaabenbrødre overgave sig til blødt og vellystigt Levnet, og den næste Slægt manglede baade Sjæls og Legems Størke til kristeligt Liv og tapper Bedrift. Der de Vantro bleve dem for stærke, droge vel baade Keisere og Konger til 📌Asien med talrige Hære; men det var ei længer af gudfrygtig Nidkiærhed: Nogle lode sig drive af Attraa efter Helteros og Bytte, Andre af herskesyge Paver, og deres Hære hensmeltede som Dug for Sol. Langt mere end disse Hundredetusinder udrettede nogle 100 Ædlinge, som under Navn af Tempelherrer og Johannsriddere sammensvore sig til 📌det hellige Lands Forsvar; thi vidunderlige ere deres priselige Idrætter og dem var det især, som forsinkede Rigets Undergang. Dog, det gik med disse Riddere, som med alle Middelalderens gudelige Samfund: ved det overspændte Afkald paa al jordisk Nydelse kundgjorde de noksom, hvor overlegne dens Tillokkelser tyktes dem, og de reiste Eden, som et helligt Skillerum mellem sig og Verden, men den glødende Iver udsluktes hartad med Stifternes Liv; en uforstandig Fromhed lønnede dem netop med det jordiske Liggendefæ, som de vilde forsage; Fristelsen blev for stærk og saasnart Edens Dæmning gav efter, oversvømmedes disse Ordener desto hastigere af Fordærvelsens tilvoxne Strøm. Rigets Landemærker bleve hvert Aar 78snævrere, og omsider indtog 📌Ægyptens tappre og høimodige Sultan, 👤Saladin, 📌Jerusalem selv.* 1187. Nogle faa Stæder vare end i de Kristnes Vold, og efter lang Tids Forløb uddrog atter fra 📌Frankrig en Helt som ene dreves af Nidkiærhed for Korsets og det kristne Navns Ære.*1248. Denne Hædersmand var Landets Konge selv, 👤Ludvig den niende; men ei var hans Hær besiælet som han, i 📌Ægypten blev han de Vantroes Fange og udrettede Intet. Endnu engang i sin høie Alderdom bar han Korsets Banner til 📌Afrika, men faldt tilligemed det i Beleiringen for 📌Tunis,*1270. og tyve Aar efter mistede de Kristne 📌Ptolomais eller 📌Akre, den sidste sørgelige Levning af 📌Jerusalems Rige. Alle 📌Europas kristne Folkefærd havde ingenlunde taget ligemegen Del i Korstogene, ja somme havde holdt sig aldeles tilbage, og Aarsagerne hertil vare næsten ligesaa adskillige som Landene. 📌Spanien havde sine egne Korstoge, da Vestgothernes tapperste Flokke, som ved Landets Indtagelse af Araberne havde søgt Tilhold mellem Bjergene i Norden, nu, efter at have sanket Kræfter, neddroge til Strid for Kristendom og Fædreland. 📌England var vel snart blevet fri for det danske Aag, men Folkets Trællesind blev ei derved forandret; den normanniske Hertug: 👤Vilhelm Erobrer, tiltvang sig Herredømmet*1066. og saavel han som hans Ætmænd ansaae det for større Vinding at stride hiemme og i 📌Frankrig om Magt og Lande, end i 📌Asien om 📌den hellige Grav. Imidlertid maa 79dog 👤Rikard Løvehjerte undtages, thi mellem alle 📌Europas Konger var han den, som indlagde sig mest Helteros i 📌Palæstina. Se vi endelig til det høie 📌Norden, da mærke vi, at det var paa den Tid 📌Norrigs Kraft hendøde og 📌Sverrigs vaagnede i hyppige Tronkrige, og 📌Danmark var, efter Overspændelsen under 👤Knud den Gamle, nedsunket i Vanmagt. Vel prøvede dette Rige paa, under Valdemarerne og 👤Absalon, at genføde sin Hæder; men dels var det dengang snart forbi med Togene til 📌Østerleden og dels var denne Soldag i 📌Danmarks Efteraar kun lang nok til mindre Korstog mod de hedenske Naboer: Vender og Ester. Dog savnede 📌det hellige Land ei ganske Vidnesbyrd om nordisk Tapperhed og Gudsfrygt; thi, foruden mange Pillegrime, uddroge stundom mindre Krigerflokke, saasom under den danske Prinds 👤Svend og den norske Kong 👤Sigurd Jorsalafar, hvilke kæmpede mandhaftig under Korsets Banner.

De egentlige Korsfarende Folkefærd vare da Franskmænd, Tydskere og Italienere, og mellem dem lode da ogsaa Togenes store Følger sig især tilsyne. 📌Italiens ældgamle Søstæder 📌Venedig, 📌Genua og 📌Pisa erhvervede sig store Rigdomme, ei blot ved at sætte Korsfarerne over og hjelpe dem ved Søstædernes Erobring, men især ved den Handel paa 📌Østerlandene som nu kom i Gang; og denne Virksomhed havde de vigtigste Følger ei allene for 📌Italien men ogsaa for 📌Frankrig og 📌Tydskland. Hist 80opblomstrede de ødelagte Byer til Stæder, her opstode lignende, og overalt dannede sig en Middelstand, en Klasse af Mennesker, der hverken vare Herrer eller Trælle; men alt efter deres særegne indvortes Vilkaar og Landenes Leilighed bleve Kiøbmænd og Haandværkere, Konstnere og Lærde. I 📌Frankrig bleve Stæderne Kongerne saare kære og nyttige, baade som Indtægtskilder og som Forbundne mod de mægtige Lehnsmænd, hvis Tal og Rigdom desuden ved Korstogene meget aftoge. I 📌Tydskland dannede sig en mærkelig Rad af Stæder langs 📌Rhinen og i 📌Nederland; men fuldelig saa berømte ere dog de egenlig nordtyske Stæder blevne, som, med 📌Hamborg og 📌Lybek i Spidsen ud gjorde det navnkundige 📌Hanseforbund,*Fra 1242. der i 3 Aarhundrede beherskede baade 📌Østersøen og 📌Nordsøen, bøiede mangen Greve og Herremand og befordrede borgerlig Frihed; men have ei før Reformationen nogen synderlig Fortieneste af den menneskelige Aands Udvikling og Forædling. Langt anderledes forholder det sig med de italienske Stæder, som blev al nyere Aandsudviklings Vugge og længe dens Hjem. Da Gother og Longobarder udvandrede for at skaffe Landet en haardfør, tarvelig og kraftig Slægt isteden for de feige yppige og blødagtige Slaver, som omslæbte sig der, vedbleve dog Stæderne. Vel forsvandt deres Glands; men netop her opvokste en Slægt, som forenede 📌Nordens og 📌Sydens fortrin. Stædernes Biskopper bleve deres 81Herrer og derved frelstes Indbyggerne fra at vorde Herremænds Vordnede. I Forvirringen efter 👤Karl den Stores Tid havde Borgerne befæstet deres Byer og øvet sig i Vaaben, da Landet var saagodt som høvdingløst og de selv maatte forsvare sig mod Herremænds Vold og de indstreifende Ungarers Overrumpling. De underkastede sig vel 👤Otto den Store og hans Ætmænd, men havde dog deres egne Øvrighedsmænd (Podestaer) og da de frankiske Keisere vilde agte dem som et Arvegods, der fulgte med 📌Tydsklands og den keiserlige Krone, viste de sig ei sjelden meget utilfredse derover. Nu begyndte Striden mellem Keisere og Paver, hine fik andet at giøre end at bekymre sig om de lombardiske Stæder og disse bleve vældige Støtter, hvortil Stæderne kunde hælde sig, hvis nogen Keiser igen skulde komme dem ihu. Den Tid kom, da 👤Frederik Rødskæg, af det hohenstaufiske (schwabiske) Hus, besteg 📌Tydsklands Trone.*1152. Han forlangte ei allene Overherredømme, men despotisk Magt, og da stor Uenighed dengang herskede mellem de ypperste Stæder i 📌Pavia og 📌Mailand, naaede han for et Øieblik sit Maal; men snart knurrede Mailænderne paa ny, og da han for tilgavns at tugte dem adsplittede dem og udjævnede deres By, vaktes saadan Had og Frygt, at et stort Forbund opstod, som i Samfund med Paven ei allene opbygte 📌Mailand igen, men afnødte endog 👤Frederik Erkendelsen af dets 82Frihed. Paa en Omvei haabede 👤Frederik at naa, eller dog forberede sin Æt, 📌Lombardiets Eie, i det han giftede sin Søn 👤Henrik med en normannisk Prindsesse, der var Arving til 📌Neapel og 📌Sicilien; men derved forfeilede han ei allene sin Hensigt, men forberedede ogsaa sin Slægts Undergang. En stor Del af det nordlige 📌Italien samt hele 📌Toskana stod under 📌Tydsklands Konge som Keiser, og naar 📌Nedreitalien hermed forenedes, var Pave og Fristæder ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt at Paverne, hvis Lehnshøihed over 📌Sicilierne de normanniske Fyrster havde erkendt, og som tillige raadede for Keiserværdigheden, af al Magt stræbte at adskille Kronerne. 👤Frederik Rødskægs Søn 👤Henrik den sjette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde ham forhadt i hele 📌Italien, men desto frygteligere blev dennes Søn 👤Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens Død,*1197. blev forbigaaet ved Keiservalget og maatte tildels takke den kloge og myndige Pave 👤Innocents den tredie, der var hans Formynder, for 📌Neapels Trone; men da den samme Pave siden hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte 📌Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver, men forenede med den fædrene Herskesyge sit italienske Mødrenefolks urene List; Religionen var ham ligegyldig og han boede helst i 📌Nocera mellem Muhamedanerne, som ei gjorde sig Samvittighed over at stride mod Kirken. 📌Lombardiet lod han 83hærge af sin Statholder, den blodgierrige 👤Ezzelin og lang Strid førte han med Paverne 👤Gregor den 9de og 👤Innocents den fjerde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa megen Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige: Gud vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var forgæves.*døde 1252. Kort efter hans Død udgik hans mandlige Stamme med Sønnesønnen den høimodige men uheldige Ungersvend: 👤Conradin, der ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk Prinds af Huset Anjou blev 📌Neapels Konge og fra den Time var Kejsermagten i 📌Italien ikkun en Skygge.

Glimrende var i mange Maader de sidst forløbne 150 Aar: store Heltegerninger vare bedrevne baade hjemme og i 📌Palæstina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridderaand, som baade havde avlet dem og igen af dem var næret; flokkevis drog Man til 📌Spanien at kæmpe med Maurerne, og mangen Ungersvend af ædel Byrd stræbte at erhverve sig ærligt Riddernavn og en faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre trindt i Landene og villig bryde Landse for den svage, anfægtede Uskyld. Ei var det Under, at saadan Færd og Daad løste Skjaldens Tunge; alt før Korstogene rørte den sig til lifligt Kvad i 📌Provence, og siden i 📌Tydskland, hvor de saakaldte Minnesangere, mellem hvilke vare Grever, Hertuger og Keisere, dig84tede mest om Kærlighed, men dog og om anden Dyd, om 👤Rikard og 👤Saladin, stundom og om Himlen og dens Konge. De mærkeligste tydske Kvad af stort Omgreb ere: Lied der Niebelungen og Heldenbuch, hvor gamle Hændelser ere blandede med de nyere Tog mod de Vantroe og besjungne tilhobe. En anden Priis beredtes Fortids og Samtids Helte ved lystelige Skemtesagaer, der bleve sammensatte om deres Liv og Idrætter. De have deres Udspring fra 📌Normandiet, kaldes Romaner og maae vel skilles fra Historie, da Kongers og Ridderes Bedrifter og Hændelser, deri til desstørre Forlystelse ere udsmykkede langt over det de vare i Sandhed. Dog ingensteds i 📌Europa var Menneskeaanden paa den Tid saa hæderlig virksom som i det høie 📌Norden. Ei at tale om Valdemarernes snilde Love, hvormed de vilde bygge Landet, eller om den Danmarks Krønike 👤Saxo sammenskrev paa fint og kosteligt Latin, er det Under at se hvor ivrige de fattige Islændinge vare paa at opdynge uvurderlige Skatte til deres Ætmænd. Det var ei dermed nok, at Man omhyggelig fra Fædres Mund optegnede de liflige Kvad om Guder og Kæmper, som vare gangne i Arv fra den fierne Oldtid, men foruden mange deilige Skæmtesagaer, bleve en stor Flok sanddru Sagaer eller Krøniker sammenskrevne, og mellem dem een hartad mageløs af 👤Snorro Sturlesen,*døde 1243. om de norske Konger. Denne Krønike, Kongespeilet, og 📌Olafskirken i 📌Tronhiem ere trende stolte Bautastene, hvilke 📌Norrig reiste 85over sin begravne kraftige Old; thi ligerviis som Krøniken afmaler de fremfarne Konger med deres Mænd og Bedrifter, saa er hin anden Bog et tro Speil hvori Hofmænds, Klerkes og Kiøbmænds Væsen og daglige Handel lade sig tilsyne; og om Kirken er det nok at vide, at Koret nu stander ensomt og tykkes at være et baade fagert og rummeligt Gudshus, eftersom Kirker og Folk ere nuomtide: 📌Norrigs sidste mærkelige Konge var 👤Snorros Samtidige, 👤Hagen hin gamle,*døde 1263. og det var ikke ham men Tidens Aand, som gjorde Ende paa Tronkrigene og forenede 📌Island med Riget. 📌Island var træt af Skrift som 📌Norrig af Bedrift. 👤Hagens Samtidige i 📌Danmark var 👤Valdemar den Anden, med hvem ogsaa den sidste Levning af dette Lands Kraft blev jordet. 📌Nordens nys saa frygtelige Sømagter havde nu end ikke Drift eller Skibe til at udføre deres eget Overskud, og hente hvad der var dem nødtørftigt. 📌Hansestæderne havde al 📌Nordens Handel i Vold og raadte over dets Konger. Denne Afmagt kom deraf, at her som næsten i hele 📌Europa forgik Hjertets faste Tro paa det evige Liv mere og mere. Naar Mennesker, som ikke ere visse paa at leve efter Døden, uden at drives af udvortes Tvang eller Nød, gaa i Krig eller vove Livet paa anden Maade, da er det en Daarlighed, som vel Enkelte, men aldrig hele Folkefærd ret længe kan begaa.

Medens Folkene i 📌Europa saaledes daglig forlorede Mere af deres Tro og Størke, 86kunde denne Verdensdeel snart blevet reent ødelagt af grumme og vilde Mennesker inde fra 📌Asien. I 📌Tartariet levede dengang, som endnu, Folkene i Smaaflokke og dreve omkring med deres Kvæg. Det gik med dem som det for 600 Aar siden var gaaet med Araberne. I 📌Europa vidste Man knap, de var til, førend Man hørde, hvordan de faldt over Riger og Lande, som Oldenborrer over Træer, naar Østenvind blæser om Vaaren.*1206. En gammel klog Mand fortalde en Flok af disse Mogoler, at han i en Drøm havde seet Himlens store Gud skænke deres Høvding, den unge 👤Temudschin, Herredømmet over hele Verden. Alle Nærværende svore flux at følge 👤Temudschin, Rygtet udgik over det ganske Land, og dristige, rovgerrige Hyrder flokkedes i Tusindtal om den vensalige Høvding. Med saadanne Arme holdt det slet ikke haardt at kaste 📌Asiens gyldne Kongestole med de raadne Been omkuld: allerede han indtog 📌Thibet, 📌Persien, en stor Deel af 📌Indien og 📌Kina, og da Mogolerne først vare komne i med at erobre, havde de nær aldrig holdt op igen. En af 👤Temudschins Sønnesønner, 👤Koblai, tog Resten af 📌Kina, mens en Anden, 👤Batu, gik vesterpaa og jog 📌Ruslands Czar ind i 📌Litthauens Skove. 📌Ungarns modige Kong 👤Bela prøvede forgæves Størke med en af Flokkene, mens en anden brændte 📌Krakau og 📌Breslau. Hver Ridder og Ædling, som enten elskede Kristendommen, eller et priseligt Eftermæle, drog skyndelig til 📌Slesien, og ved 📌Liegniz stod et 87blodigt Slag, men Hedningene vandt og joge de kristne Dværge ind mellem 📌Kæmpebjergene.*1242. Dog, Han, som fordum sagde til Havet: stat stille, vilde dennegang kun vise sine ulydige Børn hvad de havde forglemt, og dernæst lade dem mærke deres Afmagt og sin Almagt; thi efter det vundne Slag ginge Mogolerne tilbage til 📌Rusland. Strax efter satte 👤Temudschins tredie Sønnesøn, 👤Hulaku, det sydlige 📌Europa hartad i ligesaa stor Skræk, da han indtog 📌Bagdad, omstyrtede Kalifatet og trængde ligetil 📌Middelhavet; men, underligt er det at se, 📌Ægyptens Mamelukker, der havde gjort 👤Saladin mægtig og fanget 📌Frankrigs 👤Ludvig, maatte nu stride for Kristenheden, i det de fordreve Mogolerne fra 📌Syrien.*1260.

Ret som det enstige grønne Træ paa den vilde Hede er det lille, kække 📌Schveits i disse tunge Dage, tillige et lysteligt og bedrøveligt Syn. Dette Land havde en Tidlang hørt til 📌Tydskland, men uden at mærke det synderligt; og fremforalt havde dets Hyrder imellem 📌Alperne levet saa frit som 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, indtil en af Landets Grever: 👤Rudolf af Habsburg, noget efter 👤Frederik den Andens Død blev 📌Tydsklands Konge. Han, og endnu mer hans Søn, 👤Albert, tænkde, som Skik er hos alle vaagne Fyrster i hver ukristelig Alder, mest paa med Ret og Uret at udvide deres Herredømme, og vilde berøve de fattige Hyrder Friheden, som tilligemed Kristendommen var deres eneste Arvegods. Det tykdes de fribaarne 88Mænd, som om Apostelen raabte til dem: I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskenes Trælle! *1307. og gjorde Alle Eet til Frihedens Forsvar. Siden det rette Mod, Mandelighed og Kærlighed til Frihed og Fædreneland vare hartad overalt forsvundne, agtede Man i Krig ei Fodfolk stort, og hvem der havde de fleste harniskede, det er jernklædte Ryttere, pleiede at gaa af med Seieren. Derfor foragtede 👤Alberts Ætmænd, som vare Hertuger i 📌Østerrig, disse Hyrder, hvis Vaaben var et Spyd og hvis Harnisk var deres Mod, men ved 📌Morgarten og 📌Sempak *1315 og 1386. bleve Hertugerne 👤Frederik og 👤Leopold undervisde om, at den indvortes Størke er mere værd end den udvortes. Med den foragtede Landse fældede Skovbygdernes kække Mænd først Hesten til Jord og finge da lettelig Bugt med den hjelpeløse Ridder i sin tunge Rustning. Dog Alpehyrderne købte dyrt deres Seire og Pris, thi de mistede den Nøisomhed og Renhed i Sæder, som hidtil havde bygget i deres stille Dale, de smittedes baade af Fjender og deres nye Venner, Borgerne i 📌Zyrik og 📌Bern. Ogsaa de maatte sande, at Hvo som drager Sværdet, omkommer ved Sværdet, thi de havde draget det til Frihedens Forsvar, og snart misbrugde de det ei allene til at erobre, men endogsaa til at omkomme hinanden. Længe bleve de imidlertid ved at være deres Fjender frygtelige og Dagen ved 📌Basel,*1444. hvor 1500 Schveitsere modstode den franske Prinds 👤Ludvig med sine 40000, 89indtil de begroves under Ligene af Fjendernes Tusinder, maa lignes med hin ved 📌Thermopyle.

I noget over 300 Aar sad Kapetingerne paa 📌Frankrigs Trone. De første vare hardtad deres Lehnsmænds Tjenere, men da disses Magt og Tal ved Stædernes Opkomst, Korstogene og snedig Statskonst, men allermeest ved de gamle Adelsslægters Vanartning, var blevet forringet, bleve de enevældige ukristelige Konger haarde Tugtemestere for Landet. 👤Ludvig den Niende, der ligesaavel havde 👤Kristus i Hjertet naar han sad paa Tronen og Domstolen, som naar han stred under Korsets Banner, er en Undtagelse, men hans Sønnesøn, 👤Philip, kaldet hin Smukke, den værste af dem Alle. Ufortjent Priis har han faaet, fordi han af Herskesyge og Hevngerrighed lod en vist nok overmodig men graahærdet og døende Pave mishandle; men fortjent Skændsel omgærder hans Minde for Udsuelse, alskens Ugudelighed og hans ligesaa grusomme som troløse Adfærd mod Tempelherrerne. Om deres Idrætter, Rigdom og Vanslægtning er tilforn talet. Efter 📌det hellige Lands Forlis opslog Ordensmesteren sin Bolig paa 📌Cypern; men Ordenen havde store Jordeiendomme trindt i Landene, især i 📌Frankrig. Efter disse var 👤Philip lysten, han lokkede derfor Ordensmesteren 👤Jacob Molay over til sig, lagde ham med alle de Riddere, han kunde overkomme, i Baand, og tilegnede sig deres 90Godser. 👤Molay * 1314. og alle de Riddere, som ei vilde vedgaa de afskyelige Synder, for hvilke de løst beskyldtes, bleve ynkeligen brændte paa Baal; men inden Aaret var omme, maatte 👤Philip møde dem for den Eviges Domstol, for hvilken de indstævnede ham i Dødens Time. Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at den Ugudeliges Navn skal raadne; thi ihvorvel han efterlod trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem.* 1328.

Nu kom Sidelinien Valois paa Tronen, men da 📌Englands 👤Edvard den tredie formenede, som en Dattersøn af 👤Philip den Onde, at have nærmere Arveret, opkom derved en mærkelig Krig, som paa smaa Ophold nær, varede over 100 Aar. Krigen førdes i disse Svaghedens og Feighedens Dage med Leietropper, eller sammenløbne ryggesløse Flokke, der af Dovenskab og Rovgerrighed dreve Krigen som et Haandværk, og for det meste vandt da Den, der betalte bedst; Lykken var foranderlig men dog mest paa Engellændernes Side, ja tilsidst syndes det, som om de skulde blevet hele Landets Herrer. 📌Frankrigs Konge, 👤Karl den Sjette var vanvittig, hans mægtige Frænder: Hertugerne af 📌Orleans og 📌Burgund strede om Værgemaalet, og Dronningen hadede som en Djævelinde sin egen Søn, Kronprindsen 👤Karl. 📌Engellands kloge 👤Henrik den Femte blev ingen ørkesløs Tilskuer, han vandt en navnkundig Seier ved 📌Azincourt, forbandt sig med 📌Burgunds Hertug og 👤Isabelle, ægtede hendes Dat91ter og kaaredes til Tronfølger. Imidlertid døde gamle 👤Karl og den unge tog Kongenavn, men var arveløs midt i Fædreneriget, thi Engellænderne eiede alle Landets faste Stæder undtagen 📌Orleans, og for dens Porte laa de med en talrig Hær. For menneskelige Øine var ingen Redning at se, men Gud havde besluttet eengang endnu at vise de ugudelige Franker hvad han formaaede, ja hvilke Bjerge Tro til ham kunde fløtte. Hyrdepigen 👤Johanne gik for 👤Karl at staa, og kundgjorde, at hun af den 👤hellige Jomfru Maria havde faaet Befaling at undsætte 📌Orleans og krone Kongen i 📌Reims. Fast i Troen løftede hun det viede Banner, Frankerne troede paa hende, Engellænderne sloges med Rædsel, da de saae den vidunderlige Pige gange saa tryggelig frem under det usynlige Skjold, og inden Aaret var omme, havde 👤Johanne røgtet sit store Ærende. Nu vilde hun igen drage hjem til sin Hjord og Hytte, men de vantro Hofmænd, der meende, de kunde bruge hende som et Værktøi, overtalde hende til at blive. I det næste Slag blev hun fangen og af Engellænderne kastet som en Troldkvinde paa Baalet. Imidlertid vare de Kongelige blevne vante til Seier og deres Fiender til Flugt; i 📌Engelland var et svagt Barneregimente og 📌Burgunds Hertug forsonede sig med 👤Karl: Udgangen blev da, at Engellænderne mistede alle deres franske Eiendomme saanærsom Staden 📌Calais og dens Omegn. At det var 👤Johanne og Omstændighederne, ikke Franker92nes indvortes Kraft, som fordrev Engellænderne, saaes klarlig under 👤Karls Søn, 👤Ludvig den Ellevte; paa Lehnsmænds og Fremmedes Bekostning udvidede han sin Magt og havde stor Deel i sin Tids mærkeligste Begivenheder, men kun som Ungersvend prøvede han omsonst ved 📌Basel paa at udføre sin Villie med Magt; siden var Guld, Forstillelse, List og Lumskhed de eneste Vaaben han brugde, og Ingen kryber lettelig i Rævebælgen, saalænge Løvehuden er ham et passeligt Klædebon. Vel førde 👤Ludvigs Eftermænd, 👤Karl den Ottende, 👤Ludvig den Tolvte og 👤Frands den Første mærkelige Krige i 📌Italien, hvor de vilde erobre 📌Neapel og 📌Mailand; men herved er at mærke, at de Intet vandt, og at deres Seiervindinger ene maa tilskrives Italienernes endnu større Uselhed og Schveitsernes Tapperhed, thi saa fordærvede vare disse nu blevne, at de for Guld solgte Levningerne af deres Mod og Størke.

📌Italiens Krønike fra Slutningen af det 11de til Slutningen af det 15tende Aarhundrede er ligesaa underholdende som lærerig. Tro vi at Gudsfrygt og Dyd ere Mødre til alt Stort og Skønt herneden, og at Børnene ligesaalidet ret længe kan overleve Mødrene, som disse hinanden, see vi i hver Linie vor Tro underlig stadfæstet, og den som ei troede det før, maa tro, naar han ei er seende blind. Kækt forsvarede 📌Lombardiets Borgere deres Frihed mod de mægtige tydske Keisere, saalænge de langt heller vilde dø, end svige det hellige Banner paa 93deres Stridsvogn, og saalænge de kunde sælge til Adelsmænd og Drotter kostelige Ting, hvorpaa de havde arbeidet, uden at attraa deres Eie. Siden, da de bleve yppige og ei vilde bevare Troen i en god Samvittighed, forsvandt den efterhaanden: de bleve blødagtige og bange for Døden; de leiede ryggesløse Bander til at beskytte sig og disses Anførere bleve deres Herrer og Bødler. Ligesom det gik med 📌Lombardiet, der lignelsesviis kan kaldes 📌Italiens Legeme, saaledes gik det ogsaa med dens Sjæl: 📌Toskana og Hovedstaden 📌Florents. 📌Pisa havde i lang Tid kappedes med 📌Venedig og 📌Genua paa Havet, men de andre toskanske Stæder satte sig først i Frihed efter 👤Frederik den Andens Død. 📌Florents blev snart ei allene den mægtigste iblandt dem, men den anseeligste Stad i hele 📌Italien baade ved sine Borgeres Tapperhed og endnu mere ved deres Bekvemhed til aandelig Syssel. Her opreiste 👤Gjotto med konstig Haand en af det ny 📌Italiens første og stolteste Bygninger; herfra udginge i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede de tvende Mesterskjalde 👤Dante og 👤Petrark. Her sammenskreves liflige Krøniker om gamle og ny Hændelser; Fyrster og Paver kappedes om at have Florentinere i deres Tjeneste og deres Mundart blev 📌Italiens Bogmaal. Dog, naar Træets Frugter ere modne, visne dets Blade snart, og 📌Florents gik sin Undergang imøde med stærke Skridt, da Ugudelighed og Egennytte fik Overhaand over Gudsfrygt og Fædre94landskærlighed, og da dens Borgere vare blevne Syndens Trælle, mistede de ogsaa deres udvortes Frihed, da de rige Købmænd af det Mediceiske Hus bleve deres Herrer.*Omt. 1450.

📌Pisas og hinandens Medbeilere 📌Venedig og 📌Genua, havde paa samme Tid udspillet deres store Rolle. Rigdommene, som ved Verdenshandelen opdyngedes her, fordærvede og svækkede Indbyggerne. 📌Genua maatte først give tabt, og 📌Venedig var i mange Maader den fornemste By i 📌Europa; dets Herredømme udstrakde sig over 📌Dalmatiens Kyst, 📌Peloponnes, 📌Kreta, 📌Cypern og flere Øer i 📌Arkipelagus; og den ostindiske Handel, som dreves over 📌Alexandrien syntes at være en uudtømmelig Rigdomskilde; men paa samme Tid, som dets indvortes Kraft og Drift til store Foretagender formindskedes, fik deres Handel og Magt et udvortes uforvindeligt Stød ved 📌Konstantinopels Indtagelse af de osmanniske Tyrker. *1453.

Fra det vestlige Riges Undergang af, har det østlige eller græske, nu hartad i 1000 Aar ført et sært og sygeligt Liv, tit været Graven nær, men dog stedse netop faaet saamegen Størkelse, at det kunde blive ved at drage Aande. I det syvende Aarhundrede styrtede Araberne frem ligetil 📌Konstantinopels Mure og Alt syntes forloren; men den græske, uslukkelige Ild blev op fundet og Araberne maatte vige og mistede ved Vellyst, Vantro og Uenighed snart Magten. De seldschukiske Tyrker arvede den, indtoge 📌Lilleasien og truede den 95store Stad, men nu drog det vestlige 📌Europa til 📌Asien paa Korstog og Tyrkeriget forgik. Henimod Korstogenes Slutning indtoge en Deel Venetianere og Franskmænd den kristne Stad,*1204. isteden for at stride mod Ukristne, og delde Rigets europæiske Lande imellem sig; men et nyt græsk Keiserdom opstod i 📌Lilleasien, og, strax efter 📌Bagdads Forstyrrelse, blev 📌Konstantinopel ved Genuesernes Hjelp igen dets Hovedstad.*1261. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede stode de osmanniske Tyrker alt seierrige for 📌Konstantinopels Porte, men deres Sultan 👤Bajazet fangedes af den mogolske Fyrste 👤Tamerlan, og Rigets Undergang forsinkedes endnu i 50 Aar, indtil Guds Time var kommen, og den forfærdelige 👤Muhamed den Anden reisde sin Trone i den erobrede Keiserstad. Rigets indvortes Vilkaar vare i dette lange Tidsrum ligesaa vidunderlige som de udvortes, og forklare derved disse, men ere selv uforklarlige uden som tydelige Spor af Guds Finger. Troen besmittedes med store Synder, men bortkastedes aldrig: herom vidne de mangfoldige Stridigheder, selv om dens ringeste Dele, som lige til de sidste Tider førdes, og det med et Mod og en Iver som visde, at Sjælene ved dem vaagnede af deres Slummer. Som det gik med Troen maatte det nødvendig ogsaa gaa med Videnskaberne: de syntes ligesom der hverken at kunne leve eller dø; dyrkedes snart med mere, snart mindre Flid, men tabde aldrig deres Agtelse. Saaledes udførdes, trods 96Menneskenes Vanart, Guds besluttede Raad: de gamle Skrifter og det græske Sprog bevaredes, indtil det vestlige 📌Europa var forberedet til at modtage og bruge dem.

De italienske Stæder, hvor Lysten til udvortes mandelige Gerninger efterhaanden forvandlede sig til en Higen efter at udrette store aandelige Bedrifter, vare af Forsynet udsete til at være Videnskabernes Planteskoler i 📌Vesten. Poesien oplod den aandelige Verden og lokkede med sine søde Toner Menneskene derind; og nu adspredte de sig der paa mange Veie, men Kundskab var hvad de Alle søgde. Digteren 👤Petrark var tilligemed sin Landsmand 👤Boccaz en af de Første, som med Iver anbefalede Læsningen af de Gamles Skrifter og Indsigt i det græske Sprog; og saavel dette som andre Kundskaber hindredes fra at uddø igen ved de Samfund af lærde Mænd, som fra det 12te Aarhundrede af, under Navn af Universiteter oprettedes rundt i 📌Europa. Nu var det saa langt fra at Tyrkernes Fremgang og 📌Konstantinopels Fald skadede Videnskaberne, at de meget mere vandt derved; thi mange lærde Græker flygtede nu til 📌Italien, medbragte dybere Indsigt i Sproget og Bekendtskab til 👤Platos Skrifter, og fandt især hos de mediceiske Fyrster i 📌Florents ønskeligt Ophold og Hæder. Dog, medens Jordlivet gjordes behageligere, og, naar Troen havde været tilstæde, tillige aandeligere ved Konst, Poesi og Videnskab, var Mængden nedsunket i dyb 97Vankundighed og i Sjæls og Legems Trældom, og i alle Stænder tog Ryggesløshed og Synd daglig mere Overhaand. Dersom Paverne stedse vilde brugt deres store Magt til at beskytte Folkene mod uretfærdige, voldsomme Herrer, og af Geistligheden dannet et Samfund, der med lys Indsigt i Religionen forbandt ubesmittet Vandel, da havde Pavemagten kunnet blive ved at være velgørende for det kristne 📌Europa, men saaledes var det ikke. Det var at vente at kun faa Mennesker ville have Lyst, og end færre Størke til at modstaa de stærke Fristelser, den havde at bestride, som i 👤Kristi Navn kunde befale over alle Kristne. Vi finde da ogsaa at hardtad alle Paver, især fra Midten af det 13de Aarhundrede, tænkde mest paa at skaffe sig verdslig Magt og Glands, uden at bryde sig stort om Kristendommen. At tvivle om deres Ufeilbarhed og Fuldmagt af 👤Kristus til at raade over hans Menighed ansaaes for et ligesaa stort Kætteri som at fornægte Gud og Frelseren selv. Det maatte, foruden mange Andre, Valdenserne fornemme. Disse som boede i det sydlige og sydvestlige 📌Frankerig, vilde ikke antage nogen anden Rettesnor for deres Tro og Vandel end de hellige Skrifter og talde haarde Ord om de hovmodige Paver og de ryggesløse Geistlige. De vare altsaa i Grunden rette Kristne, enddog de i visse Dele fore vild, men til Tidens Skændsel blev der prædiket Korstog mod dem som mod Vantro, og ved 98Sværd og Baal bleve de i den første Halvdel af det 13de Aarhundrede hardtad ganske udryddede. Heri, som i Alt hvad Paverne foretoge sig til deres Magts Stadfæstelse og Udvidelse, bleve de meget hiulpne af tvende Munkeordner, som stiftedes i Aarhundredets Begyndelse og hvis Medlemmer efter Stifterne kaldtes Domicanere og Fransiskanere. Hvad som er sagt om Munkeordner i det forrige Tidsrum, at de alle i Begyndelsen vare gavnlige men vanartede siden, gælder ogsaa om disse, som vare meget forskiellige fra alle foregaaende; thi istedenfor de gamle Munke indelukde sig i deres Klostere, skulde disse vandre omkring, tigge deres Føde og prædike for menig Mand. Dette var en stor Velgerning paa en Tid, da det blev læg Mand forbudet at læse Bibe len og kun vilde hjulpet lidt at tillade det, da Faa havde Raad til at købe en Afskrift og endnu Færre kunde læse, end sige forstaa den. Var end disse Munkes Kristendom ingenlunde reen, straffede de dog den herskende Synd og Ugudelighed og opmuntrede til Gudsfrygt, Gavmildhed, Tarvelighed og Afhold, og at dette ingenlunde var forgæves, derom vidner den hardtad utrolige Indgang enkelte Prædikener fandt hos hele Tusinder ad Gangen. Man saae saaledes en heel Stads Kvinder efter en saadan Prædiken at aflægge deres Smykker, og Borgerne kaare Munken til Stadens Overhoved. Dog dette og Mere kunde vel redde Kristendommen fra Døden, men ingenlunde helbrede den, det 99formaaede kun Guds rene Ord, og det glemdes daglig mere, ligesom det stedse blev Paverne mere om at gøre at dølge det, da deres Bud, Lærdom og Levnet daglig blev mere stridende mod 👤Kristi Lære. Det var dem derfor et Tordenslag, da de hørde, at en veltalende Præst og Professor i 📌Prag, 👤Johan Hus, med stort Bifald anprisde den hellige Skrifts Læsning og sammenlignede Geistlighedens hellige og aandelige Kald med dens verdslige og ryggesløse Liv. Mange Ting stødte i det 15tende Aarhundredes Begyndelse sammen, som syndes at spaae Pavemagten Undergang og Kristendommen nyt Liv. Da 👤Philip den Smukke overtalde Paven til at boe i 📌Avignon, og den saakaldte hellige Stol siden stedse beklædtes af Franskmænd, vare Paverne i mange Dele kun et Værktøi i de franske Kongers Haand, og da disses Villie dog umulig kunde ansees for at være 👤Kristi, maatte Troen paa Pavens Ufeilbarhed rystes i sin Grundvold. Den Forargelse dette foraarsagede, og 📌Roms Utilfredshed over andengang at have mistet sin Hæder som Verdens Hovedstad, gjorde at Pavernes Magt og Anseelse endnu fik et større Skaar, thi nu blev der to og tilsidst tre Paver paa eengang. At de ikke alle kunde være 👤Kristi Statholdere var aabenbart selv for Almuen, og da de bandsatte hinanden, maatte Bandstraalen derved tabe det Meste af sin Kraft. Adskillige lærde Mænd, især det Parisiske Universitets oplyste og gudfrygtige Kantsler 👤Ger100son anfægtede offenlig Pavens Ufeilbarhed og paastod at han stod under de kristne Læreres Forsamling eller som det kaldtes Concilium. Baade for at ende den forargelige Strid mellem trende Paver, for at raade Bod paa Kirkens almindelig tilstaaede Fordærvelse og for at undersøge 👤Husses Lærdom, blev et saadant Concilium sammenkaldt i 📌Kostnits af en verdslig Herre, den tydske Keiser 👤Sigismund. Sjelden skuffedes store og rimelige Forventninger saa aldeles som her: 👤Hus indstævnedes under sikkert Leide, men kastedes troløs paa Baal,*1414. ikke en eneste Vildfarelse blev forkastet, ikke en eneste Beslutning taget til Geistlighedens Forbedring, og den eneste Uskik, som rettedes, var at de tre Paver afsattes og en ny valgtes. Her blev det da aabenbart, at ingen Forbedring kunde ventes fra Oven her paa Jorden, hverken fra Fyrster, Bisper eller Lærde. Det var Fyrsterne nok, naar Paverne ei kunde hindre dem fra at føre Krig og udsue deres Lande efter Behag, om deres Undersaatters aandelige og evige Vel bekymrede de sig ligesaalidt, som om deres eget, og det var som om de følde, at bleve Folkene kristelige i Tro og Levnet vilde de nødes til at være eller dog synes det Samme. Langt lysteligere var det, i alle Dele at følge sine Begæringer, og naar Dødsstunden kom, iføre sig Munkekappen som et Saligheds Pant. Bisperne indsaae godt, at deres Magt, Anseelse og magelige Dage ene beroede paa at Mængden blev i Vankundighed og troede, at de havde Him101merigs Nøgler, jo høiere Fordærvelsen steg desto dyrere betalde de overtroiske, ængstede Sjæle den Syndsforladelse og Salighed de bøde fal. Lærdom havde endnu mest hiemme i 📌Frankrig og 📌Italien, hvor Ugudelighed og Synd havde sin Trone. De vantro Lærde belo i deres Hierte ei allene Pavernes og Munkenes Opspind men Kristendommen selv, og det kunde aldrig falde dem ind at vove Noget i Strid mod de erkiendte Vildfarelser, aldenstund Paverne tillode dem at nedrive Kristendommens helligste Sandheder under det Paaskud, at de havde en Mening som Kirkens troende Børn, men en anden som Grublere og Filosofer. Fra en enkelt gudfrygtig og redelig Mand, som 👤Hus, maatte da Forbedringen begynde, men hans Død varslede; hans Tilhængeres Talrighed og Mod lærde, hvad menig Mand formaaede naar de fik Øiet opladt, men deres vilde Færd og deres Blindhed for mange af de vigtigste Vildfarelser visde, hvor fornøden Bibelens almindelige Læsning var, naar den gode Sag skulde vinde ret Fremgang. Her stod menneskelig Klogskab stille, og hver gudfrygtig Mand maatte indse, at skulde Lyset igien komme til at skinne klart, maatte det paa dobbelt Maade komme herovenfra, fra Lysets Fader. Nu, mod Slutningen af det 15tende Aarhundrede da Hylderne i 📌Italiens Bogsale vare fyldte med græske og latinske Haandskrifter, da Man begyndte at lære Ebraisk og da Lærdommen begyndte at fløtte til det nordlige 102📌Tydskland, da fremstod Bogtrykkerkonsten, hemmelig i sit Udspring som alt det Herlige Jorden saae, ringeagtet, som det i sin Barndom, men i sin Ungdom Lysets ubetvingelige Kæmpe.

Medens Barnet voxer, og medens den Mand fødes, oplæres og luttres i haarde Kampe, som 👤Kristus udsaae til at lære Folkene at ikke Paven men Bibelen var hans Statholder paa Jorden, vil vi overse det 15tende Aarhundredes mærkeligste Begivenheder, hvis Sammenhæng med det Følgende er ligesaa vis som deres Udspring af det Forbigangne.

En Higen som aldrig tilfredsstilles paa Jorden er Menneskets Kendemærke, den er Moder til al Virksomhed som overstiger Anskaffelsen af Livets Nødtørft, men dens Børn ere ligesaa adskillige som Mennesker og Tidsaldre. I en ugudelig Tidsalder føder den hos Mængden lutter legemlige Børn; Egennytte, alskens Liderlighed og disses Søstre, hos de bedre Begavede, efter deres indvortes og udvortes Vilkaar, Herskesyge, Ærgerrighed og hovmodig Grublen. Naar det Aandelige skal forstaaes, maa det ligesom træde legemligt frem og være synligt for det udvortes Øie, det er Menneskets andet Kendemærke, der skiller ham fra Englene som hint fra Dyrene, og jo mere legemlig en Tidsalder er, desto føleligere maa alt det være, den skal begribe. Disse ere Synspunkterne for det 15tende Aarhundrede som det foregaaendes Datter og det følgendes jordiske Moder.

103At Herske over hele Verden er en Lyst, som hver vantro Fyrste med noget ualmindelige Sjæleevner maa have; den havde ogsaa Keiser 👤Sigismund. Udsprunget af det luxemborgske Hus, af hvilket trende havde været 📌Tysklands Keisere, fik han 📌Ungern ved Giftermaal og 📌Bøhmen skulde han arve efter sin Broder 👤Venceslav; men de fleste Bøhmere vare Tilhængere af 👤Johan Hus og derfor 👤Sigismunds dødelige Fjender, der mødte ham med Vaaben i Haand: først da deres forfærdelige Anfører 👤Zisska var død og de selv bleve indbyrdes uenige, fik 👤Sigismund med det gode den Krone, han forgæves havde søgt at tage med Magt. I 📌Ungern havde han næsten sin hele Tid nok at gøre med Tyrkerne, og disse Ting forhindrede ham fra at blive enevældig i 📌Tyskland og 📌Italien. Han efterlod sig ikke mandlig Afkom og nu kom Keiserværdigheden til det Østerrigske Huus, hvis store udvortes Magt syndes endnu farligere for 📌Europas Frihed. 👤Fredrik den Tredie, i hvis Tid Tyrkerne indtog 📌Konstantinopel, eiede kun 📌Østerrig, men hans Søn 👤Maximilian skaffede sig ved Giftermaal de vigtige burgundiske Lande.

Disse Lande som indbefattede 📌Nordsøens Kyster eller de saakaldte 📌Nederlande og det østlige 📌Frankerige vare hidindtil et Hertugdom for sig selv og havde Fyrster af det franske Kongehus. Den sidste Hertug var 👤Karl hin Forvovne; han færdedes med Bulder i sin Tidsalders Aand og agtede at oprette et stort Rige. Vel var hans Land 104kuns lidet og dets Indbyggere meest ustridbare Købmænd, men disse havde Penge og med dem kunde han besolde talrige Skarer af de Elendige der solgde sig til at være Næstens Bødler. I det forrige Aarhundrede dulgde Saadanne Feigheden under Pandseret, nu siden Krud var kommet i Brug,*Fra 1380. kunde de endnu bedre slippe for at gaae hinanden under Øinene som Mænd. Dog anderledes var det, naar disse vilde men svage Rovdyr fik med Mænd at gøre, som strede for Ære og Frihed, da hjalp de store Bøsser kun lidt, thi disse formaaede ei at skyde selv, naar Leiesvendene faldt eller flygtede. Til Uheld for 👤Karls Anslag, men til Held for 📌Tyskland, var 📌Schveits det Land der laa ham beqvemmest, thi i tre store Slag blev han overvundet og faldt i det sidste ved 📌Nancy. Hans Datter, 👤Marie, bragde 👤Maximilian 📌Nederlandene til Medgift, og deres Søn 👤Filip beredte Huset en endnu anseeligere Magt ved at ægte Arvingen til det store spanske Monarki.*1477.

I 📌Spanien var lige siden det ottende Aarhundredes Begyndelse ført en bestandig Undergangskamp mellem Maurerne og de Kristne. Disse havde tidlig i Nordvest og Nordost oprettet to Smaariger: 📌Leon og 📌Navarra, og af det sidste udspirede Rigerne 📌Kastilien og 📌Arragonien; 📌Kastilien var allerede i det ellevte Aarhundrede ved Forening med 📌Leon blevet temmelig mægtig, og under 👤Alfons den sjette indtog 105den Kristne Hær med den berømte Ridderskare fra fremmede Lande i Spidsen 📌Spaniens gamle Hovedstad 📌Toledo;*1080. men allerede 👤Alfons skilde sig ved 📌Portugal, som nu blev et Rige for sig selv og efter hans Død fraskildes ogsaa 📌Leon. Først i Midten af det 13tende Aarhundrede fik 📌Kastilien varig Magt under 👤Ferdinand den Tredie, som var Konge i 📌Leon og undertvang hele 📌Sydspanien saa nær som 📌Granada. 📌Arragonien udvidede sig i det 13tende og 14tende Aarhundrede ei allene over alt det østlige 📌Spanien og 📌de baleariske Øer, men ogsaa over 📌Sardinien og 📌Sicilien, og i den anden Halvdel af det 15tende blev ogsaa 📌Kastilien forenet dermed, da Tronarvingen 👤Isabella ægtede den arragoniske 👤Ferdinand som er blevet bekendt under Tilnavnet: den Katolske. Med 📌Spaniens forenede Størke angreb 👤Ferdinand 📌Granada, hvis Hovedstad efter en tiaarig Beleiring maatte overgive sig, og saaledes forsvandt den sidste Skygge af Maurernes navnkundige Rige, næsten 800 Aar efterat de første Araber vare landede i 📌Europa. Forgæves havde de imidlertid ingenlunde været her, Redskaber vare de i Guds Haand, og deres Indflydelse paa Europæerne lader sig ikke beregne. Disse lærde ikke allene af dem at bygge, regne og agte paa Himmelens Løb, men ogsaa at skatte de gamle Grækers Skrifter og havde de ikke været, vilde sikkert den ny Verden aldrig blevet opdaget, om end ei Kompasset skulde været deres Gave. Kristendom og Kraft vilde have uddøet længe før 106de kunde genfødes, dersom ei disse djærve Ukristne ved deres Arbeide paa at ødelægge dem havde forhindret det. I Begyndelsen af det 14tende Aarhundrede lærde Italienerne Kompassets Brug, og Magneten, der stadig peger i Nord, blev nu selv i Nattens Mulm saa tryg en Ledestjerne, at det ei længer var saa voveligt at give sig ud paa det vilde Hav. Mange kunde ventet at Genueser og Venetianer nu flux vilde stævnet over Verdenshavet, men disse Folk havde tabt Driften og Kraften og Dristigheden: disse levede kun op i enkelte Mænd, som udenfor Fædrelandet maatte søge Bistand og Ledsagere. I Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede vakde den portugisiske Prinds 👤Henrik Lysten til at finde ny Lande, da han opdagede 📌Madera og 📌de azoriske Øer, men dog blev det Italienere forbeholdet ved Aarhundredets Udgang at bereise Verdenshavet. I 📌Portugal regerede dengang 👤Emanuel, hvis Tid Man efter bagvendt Skik har kaldt Landets gyldne, fordi dets Kraft og Hæder just da blev jordet med Pragt. I hans Tjeneste stod 👤Vasco de Gama, som ved at gaa syden om 📌Afrika fandt Veien til 📌Indien,*1498. der dog alt var beredt af 👤Bartholomæus Diaz, som havde opdaget 📌det gode Haabs Forbjerg. Den fordeelagtige ostindiske Handel gik nu over fra Venetianerne til Portugiserne, men som klart er, mest fordi Hine ei længer vare, hvad de havde været. Endnu før 📌Ostindien var 📌Amerika fundet af Genueseren 👤Kristoffer Ko107lumbus. Det bares ham for, at der mod Vesten laa en stor Øe og gamle Sagn stadfæstede hans Gætning. At finde den, og tillige paa den korteste Vei at naa til 📌Indien var hans stadige Tanke; men Ingen vidste at Gud havde betroet denne Mand Nøglen til 📌Perus Guldgruber, og forgæves søgde han hos sin Fædrenestad, 📌Portugal og 📌England Bistand til den store Reise. Kun 📌Kastiliens 👤Isabella lod sig, paa Høitidsdagene efter 📌Granadas Erobring, overtale til at skænke ham, halv som Almisse, en karrig Understøttelse og med trende skrøbelige Snekker vovede den dristige Søemand sig ud paa det vilde Hav. Tvende Maaneder forgik, Søefolkets Taalmodighed med dem, end var intet Land tilsyne og med Levnedsmidlerne var det hardtad ude. Det Sidste var det bedste, thi for, om muligt, at undgaae Hungersdøden bleve 👤Kolumbus knurrende Ledsagere endnu nogle Dage ved at seile, og Dagen før de vilde vende om, fandt de Øen 📌Guanahami,*1492. hvis Navn som rimeligt kunde synes, forandredes til 📌Sanct Salvador, eller den hellige Frelser. Ogsaa 👤Kolumb var et stort Redskab i Guds Haand, og hans Hensigt har for længe siden dømt ham, men kort var hans Glæde over den gelingede Færd, selv maatte han indvie de Lænker 📌Amerika i 300 Aar skulde bære, og hans største Held var, at den ny Verdensdel ei dengang kom til at bære hans Navn; thi derved undgik det mange Forbandelser, som nu retfærdig ere faldne paa Florentineren 👤Americo Ve108spacci, der vilde stjæle hans Hæder. Den samme 👤Ferdinand, som gav 📌Amerikas Opdager paa tvende Maader Jern for Guld, vandt ved en anden Nidingsid 📌Neapels Rige. Han indtog det i Forening med 📌Frankrigs 👤tolvte Ludvig, men bemægtigede sig det siden heelt. Dets Søstæder vare pantsatte til Venetianerne, men ogsaa dem fik han ved at tiltræde det Forbund Pave 👤Julius den Anden stiftede mod disse med 👤Ludvig og 👤Maximilian, fordi de havde tilsneget sig nogle pavelige Stæder.*1516. Mæt af Rov døde endelig 👤Ferdinand uden mandlig Afkom og efterlod sine vidtløftige Lande til sin Dattersøn, den som 📌Tydsklands Keiser saa navnkundige 👤Karl hin Femte. 📌Spanien, 📌Italien, 📌Østerrig og 📌Burgund laa under hans Septer, 📌Ungarn og 📌Bøhmen lød hans Broder 👤Ferdinand, selv var han driftig og klog, vantro, tapper og herskesyg. Hvad skulde begrændse et Rige, der havde fløttet sine Skelstene over Verdenshavet? det følde de tydske Fyrster, skjalv og — valgde 👤Karl til deres Keiser.

Længe havde Paverne prøvet paa, hvorvidt de kunde gaa i Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter 👤Husses Mord besmittede Pavestolen afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den liderlige, samvittighedsløse 👤Alexander den Sjette fulgdes af den krigerske og herskesyge Gudsfornægter 👤Julius den Anden, og dennes Eftermand var 👤Leo den Tiende. I denne Pave af det Mediceiske Hus havde Konst 109og Lærdom en Kender og Beskytter, naar kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men om Sandheden var det ham ikke at gøre, og hans Ligegyldighed for Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De fremfarne Paver havde alt indbildt de Kristne at en Reise til 📌Rom, Bønner ved Apostlene 👤Peders og 👤Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde have samme Kraft til at udsone Synden, som en Pilegrimsfærd til 📌den hellige Grav. Først var det eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers Leilighed, to og endelig fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller, som det kaldtes, Aflad kunde erholdes i 📌Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikiøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en følgelig Udvidelse, da 👤Leo, for at fylde det udtømde Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af 📌Peterskirken, Katolisismens store Bauta