Indhold
✂ Grundtvigs reaktion på 👤 Bechmanns vision bringes i ►Sandsigeren nr. 48. Den har form af et 11 sider (238 verslinjer) langt digt med en ikke-strofisk opdeling, varierende verslinjelængder og varierende rimskemaer. Indimellem citerer Grundtvig salmer, dels 👤Kingo (strofe 3 af “Op Siæl, bryd Søvnen aff” fra ►Vinterparten (►Kingo 1941 [1689]), ►Den danske Salmebog nr. 225), dels hans egen metrisk fornyede gendigtning af strofe 3 og 4 af 👤Luthers ►“Ein feste Burg ist unser Gott” (da. ►“Vor Gud han er så fast en borg”, i en anden udformning i ►Den danske Salmebog nr. 336), der igen er en gendigtning af ►Salme 46. Samtidig er teksten fyldt med bibelhenvisninger, hovedsaglig til ►Barnemordet i Betlehem, ►Flugten til Ægypten, ►Kvinderne ved den tomme grav, ►Opstandelsen og endelig ►Johannes' Åbenbaring. I disse tekster er det tydeligt, at Gud griber direkte og synligt ind i, hvad der sker.
✂ Derudover alluderes (s. 776) til 👤Konstantin den Stores omvendelse fra at have været forfølger af de kristne til sympatisør. Denne omvendelse fandt sted, kort før han i 312 besejrede og dræbte 👤Maxentius i slaget ved Den milviske Bro uden for Rom. Ifølge 👤Euseb havde 👤Konstantin natten før slaget set et brændende kors på himlen med tilskriften “in hoc signo vinces” (da. ved dette tegn skal du sejre; ►Euseb I, 28,2). Dagen efter lod 👤Konstantin, der nærmede sig kristendommen mere og mere, indtil han på dødslejet lod sig døbe, male et kors på sine soldaters skjolde og vandt slaget. Hans nevø, den senere kejser 👤Julian den Frafaldne, der også nævnes, var kristent opdraget, men gik som tyveårig over til en nyplatonsk-synkretistisk udgave af den traditionelle græsk-romerske religion. 👤Julian indførte i sin tid som medregent fuld tolerance over for ikke-kristne religioner og forsøgte at udelukke kristne lærere fra højere undervisning. Grundtvig spiller med henvisninger til disse to personer fra den kristne kirkes første århundreder på to forskellige former for omvendelse: en i retning mod og en i retning væk fra kristendommen.
✂ Når Grundtvig (s. 776) skal beskrive en uovervindelig hær, hvis styrke man først ville tvivle på, griber han til den klassiske historiker 👤Herodot, som levende beskriver, hvordan den assyriske kong 👤Sennacherib blev slået ved hjælp af en hær af mus, som om natten gnavede læderspænder, buestrenge m.v. over, så 👤Sennacheribs hær næste morgen stod uden brugbar udrustning (►Herodots , 2.141). Pointen er, at man aldrig kan vide, hvornår og hvordan en kamp bliver vundet.
✂ Grundtvigs ærinde var langt hen ad vejen det samme som 👤Bechmanns. De mente begge, at samtiden trængte til en sandere, indre fornyelse af kristendommen: “At først naar Himlens Kræfter sig mon røre, / Frembryde skal den sande Morgenrøde” (s. 778), omend Grundtvig ikke som 👤Bechmann havde brug for en ‘herold’ til at udlægge og forklare for til sidst at genoprette den ægte kristendom.