↩ Se vi nu bort fra nærværende Bearbeidelse og betragte den gamle ►Kvadring, da var herom Meget at sige, Mere end her er 554 (US1) Sted til, og maaske end det nogensteds var Umagen værd at omhandle. Klart tykkes det mig imidlertid, at disse Kvad ere ligesaa ►mærkelige som de homeriske, med hvilke de ogsaa virkelig ere saa nær i Slægt, som 📌Syden og 📌Norden før det ny Svogerskab kunde være. Endvidere mener jeg, at deres historiske Vigtighed ei bestaar ene i det Vidnesbyrd, de afgive om Aandslivet i 📌Norden, men ogsaa i den ►følgerige Sammenligning mellem vort 📌Norden og 📌Tydskland, som de gøre mulig; og herom vil jeg ►kortelig tale. Uvist er det vel, om TydXVIskerne have havt en saadan ►Kvadflok om ►Volsunger og ►Niflunger som vi; men ►rimeligt er det, ei allene med ►Hensyn paa ►Niebelungen Lied, og Eventyret i ►Heldenbuch ►vom Rosengarden zu Worms; men vel især ved at betragte ►Niflungasaga; thi den er selv heel og holden et ►uforkasteligt Vidne om, at Forfatteren ikke lyver, naar han siger, at Sagaen er sammensat efter tydske ►Sange. Beretningernes Forskellighed, hvilken han, 12 (PS2) ligesom Afskriveren af ►de eddiske Sange, stundom selv bemærker*Islænderen bemærker stundom: men saa sige tydske Mænd; Forfatteren eller Oversætteren af ►Niflungasaga afbryder derimod med: saaledes fortæller Væringerne. Dette Ord kan ikke andet end jage Tanken til 📌Konstantinopel og de ►Volsungernes Bedrifter, som 👤Sigurd Jorsalafar efter 👤Snorro's Beretning, der skal have set fremstillede., er ingenlunde det eneste Bevis; XVIIthi et andet, og, efter mine Tanker, det stærkeste, er den hele Grundtone, der er saa aldeles tydsk og unordisk, at det kun kan falde den hel Ukyndige eller Stymperen ind, enten at de nordiske Skjalde skulde have ►borget deres Kvad hos Tydskerne eller disse deres hos hine. Jeg vil her Intet tale om Fortællingernes historiske Sandhed, eller om den Tid og det Sted, hvor Personerne og Bedrifterne ►rimeligst kunde have hjemme, fordi Man her ei kan mere end gætte*Skulde den frankiske Dronning 👤Brunehilds Hændelser og ►Idrætter virkelig være den historiske Grund, hvorpaa der er bygget, kunde Man formode at de ►Sange, 👤Karl den Store lod samle, netop havde været den til vor ►eddiske svarende ►Sangflok; men mod hin Formodning synes, foruden meget Andet, Det at stride, at ►Brynhild i de tydske Sagn ingenlunde spiller en saadan Hovedrolle, som i de nordiske.; men saare ►mærkelig tykkes mig Forskellen paa den XVIII►indbildte Tid. I de nordiske Digte er Tiden den ældgamle ►Odinsalder, Slægterne ere ►Odins ►Ætmænd og Bedrifterne begynde medens Guderne endnu vandre paa Jorden. Tydskernes Tid er derimod den ►Taagealder, da det Hedenske og Kristelige baade i Tro og Sæder kæmpe om Seieren; men det Hedenske er en ►underlig Skygge uden egentlig Skabning. Allerede Dette henviser paa den Forskellighed i Tone og Farveblanding, der er saa synlig 555 (US1) ligefra den ældste til den nyeste Tid mellem de egentlig nordiske og tydske ►Aandsfostre: Tydskerne have ligesiden de først fik Mæle ei kunnet mindes nogen Hedenold eller ►Kæmpetid; men naar de gaa længst tilbage, fremstille de Riddertidens Fødsel. Saaledes vil Man i ►Niebelungen Lied, der dog baade er det ældste og mest tragiske af alle gamle tydske Digte, uden Møie XIXopdage alle Grundtrækkene til det Livsbillede, hvorom der synges og dandses i ►Minnesangene og ►Heldenbuch. Disse Digtes Kendemærke er glad Nydelse af det Nærværende og et lystigt Tilbagesyn paa det Forbigangne, saavel det Sørgelige som det Glædelige. Et ogsaa i denne Henseende ►mærkeligt Sted findes i den urimede Efterskrift til ►Heldenbuch. Den kære Gud, (heder det, om jeg mindes ret) skabte først Riser og Dværge; men Riserne joge de arme ►Puslinge ind i Bjergene, og for at udløse dem maatte Gud skabe Heltene. Rimeligvis er dette 13 (PS2) Levning af en gammel Mythe, hvis Spor ogsaa findes i ►Vøluspa; men her vilde jeg kun sige, at Man mærker det godt ei allene paa Keiser ►Otnit, men selv paa ►Sigfried og ►Folkvard Spillemand, at de have Samkvem med disse ►Bjergpuslinge, som med deres Spillopper tit forXXjage Helteminen og nøde de strænge Riddere til at trække paa Smilebaandet. Saare ►mærkeligt er det, at i den Fremstilling af ►Volsungernes Hændelser, som 👤de la Motte Foque har givet efter nordiske Sagn, hersker alligevel den samme grundtyske Tone, som vel er den, Man i daglig Tale kalder den naive*To Ting har jeg herved at anmærke: kun 👤Fouques første Digt, ►Sigurd der Schlangentödter, har jeg læst, og min Mening derom er forresten, at dette livfulde, poetiske Maleri er det første tydske, som røber en Mester, der har Begreb om det gamle 📌Norden..