Grundtvig, N. F. S. Optrin af Norners og Asers Kamp

45

Første Samtale.

📌Leire Skov.

Sigurd.

Hvad vil du mig? du brede Egetop!
Hvad heller du, som bryder stærke Grene,
Du brusende! jeg kender ei jert Maal,
Og underligt til Sjælen dog det mæler.
Hvi tuder du, graabenet Ulv, saa høit?
Hvi skrige saa de sultne Odins Fugle?
De sultne — ja, nu veed jeg det tilfulde,
I kræve Brad hin varme af min Haand,
Og jeg er skyldig eder det at unde;
Ja skyldig vist, thi mange Vintre led
Fra Stunden, da min Faders røde Aadsel
Med Tand og Klo I søndersled, og end
Ei Blodet af hans Banemand I suged.
Hvi har jeg nølet? er vel Armen svag,
46Og klapper Hjertet mig i Liv af Rædsel?
Du veed det, Drauge! høie Guder! I
Er Vidner, at før denne Morgen gryed,
Min Faders Navn var mig en fremmed Lyd,
Og 📌Leirekongen kaldte jeg min Fader.
Men nu, med Sol og Maane vil jeg vandre,
Og naar det mørknes, skal mit Øies Ild
Mig lyse gennem Skov og over Hede
Til jeg ham finder, 📌Sakslands fule Drot,
Og han skal sande, naar ham Sværdet deler,
At der er Liv i Volsungætten end.
Men Sværdet! — ak, end aldrig har det hamret
I tunge Balg min Lænd, som usel Træl
Jeg kun en Bue veed mod Hjort at spænde,
Og ramme Ulven med det lette Spyd.
Ak, jeg har sovet, Barn jeg kun har været
Til denne Dag, jeg gik i Ledebaand,
Naar Sværd jeg kræved, rakte Man mig Keppen,
Og taalig red jeg paa den, red til Hel,
Men nu er ogsaa Barndomstiden omme,
Paa anden Hest jeg Valhal vist skal naa.

Regin.

Hvi raaber du saa høit i Skoven her,
Som om du vilde Stormen overbyde?

Sigurd.

Det vil jeg ogsaa, jeg er mer end den,
Den bryder Eg og løfter høie Bølger,
47Men farer kun, naar fule Thurseørn
Med Vinger slaar og stilles naar han hviler.
Jeg Størke har til Eg og Jord at ryste,
Den er min egen, virker, naar jeg vil,
Thi fri jeg er af Asarod oprunden.

Regin.

Hin gamle Ørn du ei maa skælde saa,
Og ikke saa med egen Størke prale,
Var det dig selv, som med din Vinge slog,
Og Vinden reiste, som nu i dig suser?
Dog, ung du est, og end ukiendt med Livet,
Ja det mig tykkes fast, som om i Dag
Du mærked først, at der er Liv i Kroppen.
Ei underligt, at Kilden sprudler saa,
Da nys den brød med Magt igennem Jorden,
Men siig mig dog, du vakkre Ungersvend!
Hvad Forsæt har du alt i Dag undfanget,
Og avlet og opfostret, thi ret vel
Jeg mærker, det har faaet tidlig Manddom,
Denstund det mæler alt saa høit og djærvt.

Sigurd.

Hvor kan du spørge? er du ei den Samme,
Som mig i Morges lærte store Sagn
Om mine Fædres Manddom, og om Sigmunds
Min Faders Drab, og mener du, at Sol
I Morgen mig skal finde her i 📌Leire?

48Regin.

Hvor da?

Sigurd.

Veed jeg vel det? ei lange Vei
Til 📌Saksland kender jeg, men dog jeg dristig
Vil følge efter sultne Ravnes Skrig,
Ei vise de mig vild, de tørste
Alt efter Linges sorte Hjerteblod.

Regin.

Du er ei raadvild, men du maa betænke,
At der er langt til 📌Saksland, dine Ravne
Med tørre Munde ei kan flyve did,
Og hvis du underveis skal give
Dem alt det Blod, de tørste efter,
Du kommer neppe did, mens du kan gaa.
Dog, kom du der nu end, du ei maa glemme,
At der er langt til Linges Hjerteblod,
At baade Staal og Ben og Kød maa skæres,
Før du betale kan dit Følgeskab,
Hvormed vil du vel det udrette?

Sigurd.

Hvormed? hvormed vel, uden med et Sværd,
Med Den, som bryder Ben og kløver Brynjer?

Regin.

Hvor har du det? mig tykkes ei ved Lænd
Det hænger, saa som Kæmpesæd mon være.

49Sigurd.

Vil du mig spotte, Dværg! hvad Møie
At faae et Sværd, naar Man har Kraft og Mod?
Du har jo et.

Regin.

Ja, jeg, men ikke du.

Sigurd.

Saa ræk mig det! jeg har ei Tid at nøle.

Regin.

Ja række! mener du kanske, at det
Er fløiet mig saa i den aabne Haand?
Nei, mange Dage, mange halve Nætter
Jeg svedet har ved Ambolt og ved Ild,
Før jeg det fik med Konst og Kløgt udhamret,
Og Hjaltet er af drevent Guld, en Skænk
Saa herlig ei til ukendt Drot Man rækker,
Ei før Man veed hvordan han Gaven lønner.
Hvad giver du mig vel for dette Sværd?

Sigurd.

Hvad give? gro'r her Guld i Skoven?
Naar Hundings Arv jeg skifter, kom da kun!
Og hundredfold jeg skal dig Sværdet lønne.

Regin.

Ja naar! Men Hundings Sønner ere Kæmper,
Det veed ei ene jeg, det veed al 📌Nord,
Og selv din Fader det paa Valen sanded;
50Hvad ikke jeg og hvad slet Ingen veed,
Er derimod, hvad du engang kan vorde;
Men æde dine Ravne nu dig selv,
Hvad faar saa jeg for Guld og Møie?

Sigurd.

Du nævned mig min Faders Banemand,
Du tændte i mig Hevnens stærke Lue,
Du er og skyldig da at give mig
Hvad der kan køle den: det kolde Staal.

Regin.

Nyfigen var du, jeg dig Sagn fortalte,
Som Man for Løiers Skyld fortæller sligt;
Jeg sagde dig, du var en Søn af Sigmund,
Fordi mig tyktes det var sært at du
Ei skulde vide hvem din Fader var.
At ægge dig til Hevn, det var et Indfald,
Som jeg vist aldrig fik, det er jo Noget,
Som kommer ikke mig det mindste ved,
Hvis du har Lyst, saa reis, og nu Godnat!
Mit Sværd er ei tilfals for Løfter.

Sigurd.

Men dog for Størke mener jeg, og fluks
Med Magt jeg tager det, hvis ei du giver
Det hid paa Stand.

Regin.

At røve fremmed Mand
I Skov, ei hædrer storlig Kongesønner,
51Men vil du være Røver, nu velan!
Saa er det her, vor Størke er ei lige.

Sigurd.

Ret saa! giv mig hvad Navn du vil,
Naar kun du giver Sværdet! Selv fra Odins
Den høie Lænd jeg rev det, om mig ei
Et andet undtes. Ser du, som jeg hugger
I denne Eg, saa skal jeg hugge til
Paa Linges Isse, trods om den kan holde.

Regin.

For dette Sværd den holder nok, thi se!
Det sprang jo sønder mod den haarde Bul.

Sigurd.

Det sprang! det var et Sværd som du er Mand,
Det burde jeg betænkt.

Regin.

Ei maa du laste
Mit Sværd, om end du laster mig;
Thi sandt er det at sige, intet findes
I 📌Nordurlande, gjort af Mandehaand,
Som lignes kan ved det i Haardhed, Størke,
Og er din Arm til saadant Sværd for stærk,
Du ikkun sent vil finde et, som holder.

Sigurd.

Usalig er jeg med min Størke da,
Hvi skænke Guder ei med den og Vaaben,
52Som taale kan at bæres høit i Luft
Og falde tungt?

Regin.

Ja, skæld du kun
Paa Guderne, de har fortjent det ærlig,
Om ei just denne, saa en anden Gang,
Men ellers var det mig som burde skælde,
Hvormed betaler du mig nu mit Sværd?

Sigurd.

O tal ei mer om Sligt, men est du kløgtig,
Da raad nu paa min Vaande Bod!

Regin.

Ja, her det gælder udi flere Maader,
At dyre ere gode Raad og tit
De kun betales ilde. Dog, din Manddom
Har rørt mit Sind og slig en Kæmpes Hjelp
Som du, er og mig selv nødtørftig.
Kom! lad os sidde ned paa denne Sten,
Og medens Solen sættes, jeg en Saga
Dig vil fortælle, kan vi enes da,
Jeg stræbe vil dig gode Raad at kende.

Sigurd.

Hvortil den Nølen? siig mig hvad du veed!
Begær for Raadet Alt hvad jeg kan evne,
Og det skal vorde dit. Kun snart, kun snart!

Regin.

Med Sværdet var jeg snar, fordi jeg vidste
53Du kunde taget det, jeg er lidt sen
Med Raadet, thi det har jeg sikkert,
Og kom du end til Leiet, hvor det er,
Du fandt det derfor ei. Du haster!
Hvorfor? Du er jo ung endnu, og først
Naar du har Vaaben, er det Tid at haste,
Men Vaaben faa'r du ei af mig,
Hvis ei med Ro du vil min Saga høre.

Sigurd.

Velan! jeg maa vel høre, saa fortæl!

Regin.

Min Slægt og din er ei saa lidt adskillig,
Og Venskab var kun sjelden dem imellem;
Du stammer ned fra Asamanden Odin,
Om ham, den onde Fjende af min Slægt,
Er Sagnet, jeg hans Ætmand vil fortælle.

Sigurd.

Om Odin vil du tale Ondt, du Jotun!
Kan jeg da høre dig?

Regin.

Det veed jeg ei,
Men høre maa du, om du Raad vil have.

Det var da Odin og hans arge Svende,
De ginge langs med Elv, og som de gik,
De saae en Odder ligge der paa Bredden,
Det var min Broder, han i Fiskeham
54Sig skemted tit i disse Vande.
Vor utro Frænde, Loke Laufeis Søn,
Var og med Odin, og det er hans Gammen
At virke Ondt; han tog en mægtig Sten
Og knusede med den min Broders Hoved;
Det var en Lyst for gerrig Asaflok,
At stjæle Bælgen fra den døde Jotun,
Men Loke stundom husker hvem han er,
Han lokked Odin til min Faders Gaard,
Indbildte ham, han var hos sine Venner.
Da pralede han storlig over Bord
Af Kæmpeværket, som han havde drevet,
Men vi med Hænder bandt den Asaflok,
De maatte love Odderbælg at fylde
Med røden Guld, og med den samme Malm
Hvert Haar bedække. Guld har Aser ei,
De altid maa det stjæle eller røve,
Og Loke gik afsted, og kom igen
Med Dværgen Andvars Skat. Vi reiste
Nu Odderbælg paa Fod og fyldt den blev
Og dækket med; men som nu Hreidmars Øie
Paa Asamænd og Bælgen vandred om,
Det fandt en fager Ring paa Odins Finger,
Paa Bælgen og et utildækket Haar,
Det maatte Ringen skjule, Odin nødig
Den vilde mistet, og den fule Trold
Med sære Runer den forheksed saa,
55At Hreidmar den til Bane skulde vorde.
Vi kunde dræbt de Nidinge, men dog
Vi lod dem gaa, for ei vor Ed at bryde.
Fra denne Stund min Broder Fafner gik
Omkring med sære Tanker, Odin voldte
At Fadermord kom ham i Hu.
Jeg raadte ham, som det en Broder sømmed,
Men han det agted ei; thi der han nu
Vor Fader havde dræbt og Guldet ranet,
Han undte mig dog ei det mindste Gran,
Men flygted ud paa Gnytas vilde Hede:
I Ormelignelse han ruger der
Alt over Guldet, kun forgæves
Jeg efter Faderhevn og Fædrearv
Har hidtil tragtet. Vil du nu mig love
At dræbe Fafner, med mig Guldet dele,
Saa vil jeg kende dig et Raad.

Sigurd.

Ei løi du, Regin, dyrt var Raadet.
Om høie Odin har jeg Nid og Løgn
Nu maattet høre, det var værst Betaling;
Thi gerne vil jeg dræbe lede Orm
Og hver en Jotun, og af Guldet
Du tage maa alt efter Lyst.
Men siig nu snarlig, hvor er Sværdet,
Som i min Haand kan virke slig en Id?

56 Regin.

Kun eet jeg veed, det skænked Odin
Til Sigmund fordum, og dets Navn er Gram,
Men ei det findes mere over Mulde:
Din Moder grov det dybt i Jord og brustet
Det er itu, kun Een har Magt og Kunst
Til det igen at sammensmede,
Og det er mig. — Saa gak nu fluks
Hen til din Moder, søg det prude Vaaben!
Men nævn ei mig, og siig ei, at du veed
Hvo der har Kløgt til Sværdet at helbrede!

Sigurd.

Jeg iler hvad jeg kan, bliv her imedens!

Regin.

Saa stander jeg da nu ved Maalet snart,
Som gennem mange Aar jeg higed efter.
Kun Gram kan Fafner dræbe og kun Een,
Kun Sigmunds Søn det mægter kæk at løfte,
Der ganger han. Paa haarde Ambolt snart
Af Jernet jeg skal røde Guld udhamre.
Min Broder fældes, — ei for Broder han
Mig kender, og hans Drauge jeg forsoner
Med Blod af Odins Æt.


57

Fruerburet.

Hjordise.

Har endnu Ingen set min Sigurd?
Det mørknes alt, og fra den aarle Morgen
Han ei har været udi Kongens Gaard,
Det er imod hans Sæd, han ei allene
Saalænge pleier løs at vanke om,
Og hele Dagen klemtes jeg om Hjerte,
Men allermest, da Solen skred i Hav.
Mig bæres for, at noget Ondt har rammet
Min Elskede, min Eneste, i Skov.

Thora.

Ei maa du, Dronning, saa med Frygt dig ængste;
Din Sigurd gangen er at bede Dyr;
Jeg selv ham saae i Morges ryste Spydet,
At kaste det i Luft, som er hans Sæd,
Og gribe det med Snilde. Efter Hjorten
Og Ulven er han drevet dybt i Skov,
Ei før ved Solesæt han mindes Tiden,
Og med den tunge Byrde gaar han mere sent.

Hjordise.

Du vil mig trøste, mægter det dog ikke,
Jeg veed, hvad som forborgent er for dig,
Den tunge Lov, der over Slægten hviler.
For Intet ei jeg stævned hid til 📌Nord,
58Ei kunde jeg i hine Egne dvæle
Hvor mig Uvætter tyktes overalt
Til Undergang den stolte Slægt at lokke,
Og dog det rinder mig saa tit i Hu,
At Norner bygge over alle Lande,
Og at forgæves kun jeg skjuler mig.

Thora.

Der er din Sigurd, glæd dig nu! Men se!
Han har ei Vildt, han haardelig fremfarer,
Og bær i Haanden Hælvten af et Sværd,
Hvor Øiet tindrer over røden Kind!
Jeg frygter selv at noget Sært er hændtes.

Hjordise.

Ja visselig.

Sigurd.

O, siig mig snarlig, Moder!
Hvor dulgte du min Faders gode Sværd?
For længe har det hvilet under Mulde.

Hjordise.

For længe? nei, desværre alt for kort,
Hvis nu igen det skal i Daglys vandre.
Men hvem har i en ulyksalig Stund
Fortalt dig Sagn om Gram det jordede?
Hvad agter du med Sværdet at udrette?

Sigurd.

Min Fader vil jeg hevne, og ved Daad
Bevise, at jeg er af Volsungætten.
59Hvi dulgte du mig, Moder, saa min Æt?
Hvi dulgte du min Faders Sværd i Jorden?

Hjordise.

Just for at dine Ætmænd kunde sige:
De stammede fra Volsung. Stand ei saa,
Som om du bied kun paa Sværdet,
For dig at skynde fra min Favn
Til Undergang! o, kom og sid
Paa Hyndet! nu du Alt skal vide.
Betænk dig ei, men kom! maaske
For sidste Gang du sidder hos din Moder.

Sigurd.

Min Tid er knap, mit Ærende er stort,
Men nægte maa jeg ikke hvad du beder.

Hjordise.

Ei mene du, det Kvindeblødhed er,
At jeg for dig din Æt og Sværdet dulgte;
Ei var din Fader blød og dog i Døden
Han som Hjordese bød mig vogte Gram.
Sig onde Magter have sammensvoret
Mod Slægten, true den med Undergang:
Sinfjotle sprang af Edderdrik isønder,
Og Helge sank for Odins eget Spyd.
Jeg svanger gik med dig og gamle Sigmund
Nu tyktes vide, du blev sidste Søn,
Paa dig han byggede et tvivlsomt Haab,
Og jeg i Lund de høie Norner spurgte,
60 Med Sorg og Gammen fyldte Svaret mig;
Thi stor Bedrift og prisomgærdet Minde
Forkyndtes dig, men Slægten Undergang,
Hvis Gram du fik i Hænder nogensinde.
Den høie As til Frelse for sin Æt
Har Sværdet brudt, evindelig forbandet
Den Haand, som heelt det række vil i din!
O, grib et andet! bær det høit med Kraft!
Og jeg skal glædes.

Sigurd.

Du din Søn vil spotte,
Thi sikkerlig du veed, at intet Sværd,
Foruden Gram, kan taale, jeg det svinger.

Hjordise.

Jeg ahned det, men vidste det dog ei,
Og mangen søvnløs Nat det mig har voldet.
Det pinte mig at se dig uden Daad
Hendøse Livet, og dog ei jeg turde
Dig række Sværd, ei sige dig din Æt.
Din Størke saae jeg og jeg frygted saare
At vække Attraa i din unge Sjæl,
Som ei jeg kunde, ei jeg maatte stille.
Nu er den vakt og dobbelt er min Kval.

Sigurd.

Og kan du dig et Øieblik betænke?
Og vil du at naar Fremtids Skjalde kvæde
Om Volsungers Idrætter, da de skal
61Din Søn, som eier baade Mod og Størke,
Benævne Fætten i den prude Æt!
Er det ei bedre, den forgaar med mig,
Og hæderfuld igennem mange Aldre
Med den jeg lever udi Skjaldes Kvad,
End at i mig, mens end jeg Livet frister,
Den skal med Skam og Skændsel undergaa?
O, jeg besværger dig ved Valhals rige Guder:
Lad Gram opstande af det sorte Muld!
Det skænkedes til Kamp mod sorte Jetter,
Og til at straale vidt i Dagens Lys.
O lad mig snarlig det i Haanden veie,
Og virke med det, som jeg kan og maa!
For Skæbnen raade da de høie Norner!

Hjordise.

Din Tale rører mig til Sjælen, Søn!
Og vidste jeg — Dog nei, det hjelper ikke.
Desuden, Sværdet er jo brudt.

Sigurd.

Kan det ei sankes, er mig Lodden kastet,
Og til at bide mig ved Hjerterod
Behøver det vel ei at sammenføies.

Hjordise.

I høie Aser! og min Sigmund, du!
Tilgiver mig! jeg er jo Sigurds Moder,
Og kan ei stride mod mit eget Blod.
Du fanger Sværdet, Sigurd! kun en Ed
62Enddog jeg veed, at Eder lidet mægte
Mod Norners Lov, en Ed du sværge maa,
At ei du gange vil paa Gnytas Hede,
Ei drage Sværdet der.

Sigurd.

Det kan jeg ei.

Hjordise.

Det kan du ei! saa er da Haabet ude,
Saa er du viet alt til Undergang!
Ei kan jeg standse Strømmen, som dig river,
Det ser jeg grant, men kaste dig deri,
Det kan jeg endnu mindre. Vrede Norner,
Som i det Mulm jeg konstig om dig væved
Dog skænked dig et ulyksaligt Lys,
Og mægte vist at gennembryde Mulmet:
Det lette Muld, som hviler over Gram;
Men jeg i Værket være vil uskyldig.
Ei bede du mig længer, elskte Søn!
Jeg kan, jeg vil, jeg maa ei række Sværdet.

Sigurd.

Du vil det ei! maaske du kan det ikke.
Nu vel! jeg ganger og om end jeg skulde
Med Negle grave Jorden milevidt,
Saa vil jeg finde Gram, hvis ikke,
Da har du set mig, Moder, sidstegang.

Hjordise.

Og finder du det, gak da aldrig mer
63For mig at staa! din rædselsfulde Gammen
Den vilde mer end dræbe mig.
Saa kom da nu, min Eneste! min Søn!
Og kys mig sidste Gang! og naar i Valhal
Du møder Sigmund, naar han vaander sig
Ved Synet af den lange Volsungbænk,
Som nu maa evig stande tom og øde,
Hvor nederst du til Ragnarok maa sidde;
Da siig ham, om han ikke alt det veed,
Jeg er uskyldig.

Sigurd.

Kære Moder! ti!
Hvis jeg var Konning over Verdens Hælvte,
Og du mig bad at gange bort fra Land,
Hvis alt det Guld, som er i Drotters Sale,
Var mit, og du mig bad det sænke ned
I 📌Isefjord, jeg gjorde det med Gammen;
Men her det gælder, om jeg ned til Hel
Skal stødes mellem Nidinge og Jetter,
Hvad heller jeg ved Faderhevn og Daad
Skal købe mig en Plads paa Odins Bænke:
Langt heller vil jeg mangle Søn ved Side,
End at min Fader skulde savne sin,
Hvis høie Norner har det saa beskikket.
Da ei du vil mig se med Gram ved Lænd,
Saa sees vi aldrig mer, Farvel!

64Hjordise.

Farvel, min Søn! saa gerne Hjertet vilde,
At vel du foer, men ak, du farer ilde.

O Thora! du har kunnet sidde taus,
Hvad vilde jeg ei givet for din Lykke!

Thora.

Din Vinding var ei stor, om og
Vi Hjerte skifted. Mener du det kvæger,
At have Øre kun og ingen Mund?
Og piner Sorgen mindre, naar den lukkes
I Hjertet ind, end naar i stadig Strøm
Den gennemfarer og i Ord udrinder?
Vel maa det tykkes dig en ringe Trøst,
At Sigurd laa dig engang under Hjerte
I lange Maaneder, og dog var Den
Vel til paa Jord, som gerne Livet vilde
Hengive, for at være ham saa nær
I korte Timer. Men, du Prude! siig!
Hvad er paa Gnytas Hede? hvorfor skifted
Dit Aasyn tvende Gange Lød,
Da Sigurd ei dig Eden vilde sværge?

Hjordise.

Hvad nytter det, at onde, svare Sagn
Jeg tynger paa dit arme Hjerte, Thora!
Hvi vil du at jeg briste skal af Kval,
I det fra egen Læbe jeg maa høre
65De Navne, som jeg gyser, gruer for,
Naar jeg dem ser i Tankens dunkle Hvælving?
Dog, snart min Tid er omme, det er godt,
Jeg dør, før Tidende mig bæres
Om blodig Strid imellem høie Frænder,
Om Asaslægtens Undergang paa Jord.
Vil end du høre, skal jeg Sagn fortælle.

Thora.

Ei veed jeg selv min Villie, jeg gruer
Ved Tanken om, at dine sanddru Ord
Kan brænde Saften ud af Haabets
Den tynde Kvist, som bærer Ønskets Fugl,
Og dog, om Sigurd maa jeg Alting vide.

Hjordise.

Saa hør da! men jeg føler mig for svag,
Det hele Sagn at mindes og fortælle;
Eet mindes jeg, det ganger ei af Sind.
Paa Gnytas Hede ligger Ormen Fafner,
Og ruger over høie Dynger Guld,
I Dyngen er en Ring, til den er knyttet
Forbandelse, og hver dens Eiermand
Maa sørgelig af Slægt og Ven forraades.
Ja otte Konger, mangen Kæmpe bold
Maa falde, før den onde Lov er ude.
Selv Odin har Forbandelsen stadfæstet,
Som første Eier, Andvar gav den med.
66Ei vidste han, at sine egne Ætmænd
Han skabte Undergang.

Thora.

Hel grueligt!
Men hvorfor, Kære, sagde du ei Sigurd
Den onde Lov? og hvis han maatte did,
Hvi vared du ham ei for Uheldsringen?

Hjordise.

Det nytter ei, thi den jo Ringen har,
Som Eiermanden dræber; og desuden
Hvor kunde jeg vel dengang Saadant mindes?
Maaske, jeg veed det ei, maaske det kunde
Dog hjelpe, gid han var her end!

Thora.

Jeg løber gennem Skov og over Gærde
Og Midnatstimen skal mig ei forfærde.


Skoven.

Sigurd.

Her stander jeg i Skovens tause Nat,
Og vender mig mod Verdens fire Hjørner;
Hvor findes Sværdet? hvilken Vei og Sti
Kan lede mig til Høien, hvor det hviler?
67Saa tit jeg hørte, at en blaalig Lue
Om Nattetide blusser op fra Jord,
Hvor Malmet vogtes af de Dødes Drauger.
O, kunde Øiet finde sligt et Skin,
Da var jeg glad, og uden Frygt jeg vilde
Med Draugen brydes, gange gennem Ild;
Men Intet ser jeg, Intet uden Mørke.
O, vilde dog en Fugl sin Stemme røre!
O, vilde dog en Ulv med hæse Glam
Mig kalde til en Side! Her jeg stander,
Som om min Fod var groet fast til Jord;
Ei tør jeg fløtte den, thi onde Magter
Kan lede mig fra Skatten, som jeg søger.
Ak, Odin! Dog, det hjelper ei min Bøn
Til dig at vende, du kun ser paa Slægten,
Og ei paa mig; jeg og i Dag
Dig vist fortørned. Høie, strænge Norner!
Min Moder sagde, det var eders Værk,
At store Sagn om Gram jeg fik at høre.
O, er det saa, da hjelper mig af Nød!
Jeg villig under eders Dom mig bøier.
Hvad rasler hist? det er den første Lyd
Jeg hører, det er Tegn fra Norner,
Og følge vil jeg.

Yrpa.

Hvad er det,
68Som skygger over mig og Tornen?
Af Alder er mit Øie dumt, jeg ei
Kan se. Est du et Levende, da svar!

Sigurd.

Jeg er en Mand, men hvem er du?

Yrpa.

Jeg er en gammel Kvinde, og hvis ikke
Mit Øre slaar mig feil, du vist
Er Sigurd, Sigmunds Søn, af Volsungætten.

Sigurd.

Det er jeg, Kvinde! du har Kløgt,
Du kan vist Bod min Vaande raade.

Yrpa.

Du leder om et gammelt braaddent Sværd,
Ei saae jeg det, thi dumt var alt mit Øie;
Men lydhør er jeg; da det faldt i Jord,
Jeg Klangen hørte og jeg end den hører,
Thi det i Jord har ingen rolig Søvn.
Vil du mig følge, Ungersvend, til Høien?

Sigurd.

Til Midgards Ende og til Jotunheim
Jeg følge vil, naar mig kun Sværdet lønner.

Yrpa.

Saa kom da fluks!
Ei Tjørnebusk,
Ei gamle Stub,
Dig stille maa.
69Der gaaer min Vei,
For jeg er blind,
Men følg kun med!

Saa! hurtig frem!
Lad sove de Drotter
I gyldne Sal,
Du springer hel kæk
Paa Stub og paa Sten;
Din Idræt lønnes,
Det bedste Sværd
Du snarlig veier
I Kæmpehaand,
Og stor Bedrift
Du virke skal,
Og vorde berømt
Som Fenris Ulv.

Sigurd.

Hel trang er Veien over Stub og Sten,
Men siig mig, Kvinde, du som eier Kløgt,
Er onde Lov da ei til Sværdet bundet?

Yrpa.

Saa var det vel, og mangen Jetteisse
Det kløved alt, men det er snart forbi,
Naar du har Fafner dræbt paa Gnytas Hede,
Da følges Sværdet af hin bedste Lov.

70Sigurd.

Skal ei jeg frygte Gnytas nøgne Hede?

Yrpa.

Ei skal du det!
En Bunke af Guld
Du fanger der,
Og siden Kys
Af væne Mør,
De væneste
Som findes maa
I Midgards Stad.
Men agt det vel!
En konstig Ring
Den glimrer saa saare
Paa Fafners Haand,
Forgæt den ei,
Thi til den Ring
Er bundet dit Liv.
Hvor blev du, Sigurd, ei jeg hører
Dit Traad, hvor est du? Sigurd, kom!

Sigurd.

Vi vanke jo paa Gynger i en Mose,
Jeg sank, og først, da du mig kaldte lydt,
Jeg atter fik mit Ben af Dyndet.

Yrpa.

Det volder Mørket, jeg vil tænde Lys.
Som Lygtemand hopper
71Fra Knold til Knold,
Saa spring du efter!
Og synker du ned,
Saa nævn mit Navn,
Det Yrpa er,
Yrpa, Yrpa,
Husk det vel!

Sigurd.

Det er hel underligt at fare saa
Ved Midjenat. Du skuffer mig vel ikke?
Jeg sank, jeg synker dybere, o hjelp,
O, hjelp mig, Yrpa!

Yrpa.

Saa! nu det var vel
Du huskede mit Navn og bad saa kønt,
Det vil I Asabørn kun saa nødig.
Se hist paa Høi!
Se Luen der!
Hvor blaa den blusser
Mod sorte Sky,
Det eneste Lys,
Mit Øie kan se,
Er Luen saa blaa;
Nu lider det brat,
Nu Veien er endt.
Nu kommer herud,
I Drauger, af Høi
72Og bærer mig Gram!
I Yrpas Navn,
I Thorgerds Navn
Jeg rækker dig Gram,
Nu brug det flink,
Og sov saa hen
Du vakkre Kæmpe!


Et andet Sted i Skoven.

Regin.

Han kommer ei. Mon saa det skulde svigte,
Det sidste Haab? Mon Hjordis ei
Ham giver Sværdet? Vel jeg tvivled,
Thi Sagnet veed hun; men jeg tænkte
Hun trøsted paa, at Gram var brudt,
Og kunde ei sin Sigurds stærke Bønner
Modstaa. Dog underligt det er,
At ei han kommer, nye Raad at søge.
Hvem raaber hist paa Sigurds Navn?
Det maa jeg vide.

Thora.

Sigurd! Sigurd!
Saa hør mig dog! jeg bærer Bud
73Fra Hjordis, hør mig! svar mig dog! jeg ængstes
I Natten saa. Jeg raaber, for at dog
Jeg noget Levende kan høre.

Regin.

Hvem est du, ædle Kvinde, som ved Nat
Dig vover ud imellem Ulv og Drauge?
Hvi raaber du saa høit paa Sigurds Navn?

Thora.

Hvem est du, Dværg?

Regin.

Kun Dværg i Skabning,
I Sind og Størke Kæmpe, Sigurds Ven.
Vil Hjordis nu ham Sværdet give?

Thora.

Du veed det alt, hvor gik han hen?

Regin.

Han gik at søge Sværdet som en Galen,
Du finder ham vist ikke, men du kan
Jo sige mig dit Budskab; jeg vil mene,
Vi mødes end engang, om ikke før,
Saa dog i 📌Saksland, jeg skal bære
Ham Budet vist.

Thora.

O, vil du det?
Men skuf mig ikke! Hjordis tør
Ei give Sigurd Sværdet, men som Moder
Hun varer ham, at hvis han finder Gram,
74Og Fafner dræber, at da ei han rører
Den fagre Ring, som skinner paa hans Haand,
Thi stor Forbandelse er til den knyttet.

Regin.

Det er et vigtigt Budskab og nødtørftigt,
Og Ærendet jeg vist skal røgte, som
Det gjaldt mig selv, gak kun til Huse,
Og sov i Ro!

Thora.

Ja gange vil jeg,
Thi jeg dog selv ei mægter ham at finde,
Men glem ei Budet!

Regin.

Glemme det? nei før
Mit Navn og Alt paa Jorden jeg skal glemme.

Imidlertid, hvad nytter det nu Alt, naar ei
Han finder Gram, og hvor skal han det finde?
Naar man kun vidste hvem det grov i Jord,
Hvem Hjordis troer godt. Fordømt! nu kunde
Jeg truet hende til at sige det.
Ei, hør! hvor blev du? Sigurd er her!
Nei, borte er hun. Vidste jeg endda
Hvor Sigurd var, maaske Man fandt paa Raad,
Jeg maa dog se, jeg finder ham.