Tredie Samtale.
✂ Kongehallen.
✂
►Graahærdede! jeg dig lod kalde hid
For dig min Nød at klage, dig at spørge,
232
(PS2)
Om grumme ►Norner ei vil holde op
Min Slægt at ►øde?
✂ Godmund.
✂
Strænge, dog ei grumme
Er vise ►Norner. Hvad er hændtes nu?
✂
►Sinfjotle døde, jeg det maatte volde,
Og mere gruelig end selv hans Død
Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
Jeg, som i ►Uvid, over Mark ham bar
Og kom til Aaen, hvor den ►stridig rinder,
Der laa en Baad og i den stod en Mand,
Med venligt Ord han sig tilbød at ►fløtte
Mig og min Byrde over ►striden Aa,
579
(US1)
Jeg Liget rakte, det og han forsvandt,
Og til en ►Jotun gav jeg vist min Søn.
✂ Godmund.
✂
Var han ved Seid af ►Aser dig vel given?
✂
Ja, du har Ret, det maatte ►saa vel ske,
31Thi utilbørlig maa hans Fødsel ►nævnes.
Men nu min ►Helge, han som andre Mænd
Jo avledes, dog ogsaa ham jeg misted.
✂ Godmund.
✂
Men alle Mænd som fødes maa jo dø
Og dertil veed du selv, at sære Varsler
Ved ►Helges Fødsel og en sælsom Lod
I Liv og Død ham tyktes at forkynde.
✂
Du mener hine ►Volers ►underlige Syssel,
►Der de hans Skæbne knytted, jeg forstod
Dem ei; men nys mig Tidende er ►baaret,
At han af egen ►Maag er dræbt i Lund,
Selv ►Odin maatte Spyd til Værket laane.
✂ Godmund.
✂
Hans fagre ►Sigrun var jo ►og ►Valkyrie.
✂
Det var hun, hun har selv sig dræbt
Og ►Helges Sønner med. Som fordum ⓘ
►Rerek
Jeg stander sønneløs i Alderdom.
✂ Godmund.
✂
Og har du glemt, at du ►est ⓘ
►Rereks ►Ætmand?
✂
Af ►Volsungs Æt kun lever jeg allene,
Men ⓘ
►Hjordis er med Barn og nu jeg vil,
At du om det mig ►Norners Dom forkynder.
✂
Hvi vil du spørge ►end om ►Norners Raad?
Har du ei set det nok at aabenbares?
✂
Du spaaer ilde, jeg dog spørger ►end:
Hvad Skæbne bier den Ufødte? ►ødes Slægten
I ham, ►hvad heller skal han den forplante?
✂
Naar Solen ►sættes, du i ►Norners Lund
Maa spørge; der dig sanddru Svar skal undes.
✂ En Hirdmand.
✂
Nys ere ►Hundings Sønner komne hid,
Paa ►Helges Fader agte de at hevne
Hvad ►Helge brød, da deres Fader faldt.
✂
Lad Hornet gjalde over Sletten fluks!
Mig lyster gerne Sværdelarm at høre,
Igennem Brynjen ei kan Sorgen trænge ind,
Og Sjælens ►Størke under Jernet vokser.
Men ⓘ
►Hjordis fløttes skal i Hast til Lund;
Om ►Odin os i Dag vil nægte Seier,
Ei ►Vikinger maa finde hende her.
✂ Godmund.
✂
Farvel, Kong ►Sigmund! længe har jeg levet,
Det kan jeg mærke paa hvad jeg har set.
33Hvis ►end før jeg, til ►Odins Sal du kommer,
Da hils din Fader fra hans gamle Ven!
Valen.
✂
►Alt gryer Dagen, ikkun Ravneskrig
Nu høres lyde over øde Val,
581
(US1)
Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
235
(PS2)
Og maa dog ►gange gennem Blodet frem,
De kære Lig og Sværdet at oplede.
✂ Ternen.
✂
Hist runder sig en Ring af faldne ►Kæmper,
I deres Midte findes Kongen ►vist.
✂
Ja visselig, det er ham selv, han bader
Til ►Valhals Fest sig i den røde Flod,
Og Liget der, det er jo ►og min Faders.
►Eilime! ►Sigmund! gamle, faldne ►Kæmper!
Er Tungen stivnet, Aandedraget ►stemt,
Saa ei I mægte ►end et Ord at mæle?
✂
Hvem kalder mig?
✂
Din ►Hjordis. ►End du lever!
Kan dine Saar ei læges?
✂
Store Saar
Kan sammengro, men se det brudte Vaaben!
Det fik et Saar, som ei kan læges mer,
Og uden det jeg vil ei længer leve.
✂
Forunderligt! hvo mægted ►Gram at bryde?
✂
Kun han som gav det. Midt i haarden Strid
Mig ►Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
236
(PS2)
Og Sværdet brast, nu ogsaa han forlod
Sin Slægt, og vil at den skal ødelægges.
✂
Han vil det ei, o, glæd dig, gamle ►Kæmpe!
Den Søn jeg bærer under Hjertet ►end,
Ham frelste ►Odin, da han Sværdet brød,
35
582
(US1)
Thi var det heelt, det maatte ham fordærve.
O! vil du høre høie ►Norners Dom?
✂
Jeg har ei Tid, jeg maa til ►Valhal ile
At takke ►Odin. Vogt du ►Gram!
►Hjordise ►nævnedes du ei omsonst.
✂ Godmund.
✂
Er endnu ei vi komne nær til Valen?
Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
At snart udrundet er mit Timeglas;
Men dog ►mig bæres for at Livets Lys
Ei før ved ►Sigmunds Lig skal rent udslukkes.
✂ Thorkild.
✂
Nu stander du for ►Sigmunds røde Lig,
Og hos dig staar ►Hjordise vel tilmode.
✂ Godmund.
✂
Hvorledes? vel tilmode her paa Val?
✂
Ja, Gamle! kan jeg give Rum for Sorgen
I denne Glædesstund, da ►Odin selv
Har frelst sin Slægt ved ►Gram at sønderbryde.
✂
O stol dog ei paa disse sære Tegn,
Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
O kan da ei selv ►Volsungætten lære,
At ►Odin kun er denne Verdens Gud,
Og at saa tit han vove vil at trodse
Den ►underlige, hemmelige Magt,
Som kun forblommet gennem ►Norner taler,
Uvidende han styres i sin Trods
Til selv de høie ►Norners Raad at fremme?
Stol derfor ei paa dette Sværdets Brud,
Thi viid, den Haand, som det kan sammenføie,
Sig rører kraftig over Mulde ►end.
✂
O hvilken Angst du mig i Blodet jager,
Ei tør jeg ►stædes her, jeg vil bortfly
Og skjule mig imellem 📌Nordens Iis.
✂ Godmund.
✂
Ak, arme Dronning, hvor vil du henflygte?
Veed du det ei, at under Askens Rod
Vi alle ►bygge, og at over Roden
Er ►Nornernes usynlige Pallads!
O, siig mig Thorkild! er ei Solen oppe?
✂
Just nu opstiger den i 📌Østerlide.
✂
O, vend mig mod den, at dens første Straale
Kan skinne paa det lukte Øielaag,
Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede,
Til ham, som ved sin Almagt skabte den!
O, tro mig, Thorkild, kære ►Fostersøn!
Ei blind jeg blev, da Øiet sig tillukked,
Nei, blind jeg var fra Livets første Morgen,
Kun seent jeg mærked det, og mere seent,
Da alt det Synlige forsvandt for Øiet,
Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
Men ak, det er kun som en liden Stjerne,
Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
Og over ►Valhal seer jeg Mørket ruge;
Jeg lokkes venlig mod det Ubekendte:
Mod ►Gimle, mod de lyse ►Alfers Bo;
Men Veien kan den Stjerne mig ei vise,
Og tør jeg tro, den gennem ►Valhal gaaer?
Det kolde Hjerte kan ei Stjernen varme,
Og ængstelig det ►klapper mig i Bryst;
►Alt længe har det sukket efter Ro,
Og nu, da endelig den store Time kommer,
Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
38Det tunge Blod mod kolde Hjertekammer,
Og skælver for, at finde Dørren lukt.
✂
O, gamle Fader! ængstes dog ei ►saa!
Hvorledes end det er med det Forborgne,
Som ►raader over Guderne og os,
Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
239
(PS2)
Med villigt Øie speidet efter Lys,
Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
Om du foer vild, din Brøde var det ei,
Og Lyset veed, at du det vilde fulgt,
Hvis det at se du ikkun havde mægtet,
Saa vær da rolig i din sidste Stund,
Som du det var igennem hele Livet,
Du kan det uden Frygt, og det for mig
Var grueligt, ifald jeg maatte skælve
For, Fader, dig at ligne i din Død;
Da ingen Mand jeg veed paa Jorden til,
Som ►heller jeg i Livet vilde ligne.
✂ Godmund.
✂
O, ti, min Søn, og roes mit Levnet ei!
Til ►Nidingsid jeg aldrig lokket blev,
Mit bløde Hjerte skjalv for ►Mordidrætter,
Og til at lyve var jeg alt for stolt;
Men dog velsignede jeg dem, som myrded
39Forkyndte, skøndt det mig i Hjertet skar,
At Mennesker Man skulde Guder offre;
Ved mangen Gerning og ved mangt et Ord
Og fremfor Alt, ved Lyster og ved Tanker,
Var Noget i mig, som med Tordenrøst
Mig bød for det Usynlige at skælve.
Vel stred jeg mod hvad denne Røst forbød,
Men ak, saa tit jeg dog blev overvundet,
Og Mindet avlede et bittert Nag,
Som piner mig i denne store Time.
Med dette Minde, dette Nag jeg skal
Nu stædes frem for det Usynlige,
Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?
240
(PS2)
O, var det sandt, at bag ved Døden ►end
Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
Hvorved forsones kan vor store Skyld,
585
(US1)
O var det sandt, at vi i ►Surturs Lue,
Naar Jord og Himmel blir en Askehob,
Kan renses, luttres fra al jordisk Smitte
Og svinge os til ►Gimles lyse Borg;
O, var det ►saa, da døde jeg saa rolig,
Men ak, hvorpaa er bygt den hele Tro?
Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ei vi kende,
Og Gætteværk den løse Grundvold er,
Der gyngende i Luften sig bevæger,
Skal bære ►Valhal, ►Gimle, Guder, os —
Og svinder selv for lette Aandepust.
40At noget Ondt er til, vi kan fornemme,
Om end hvert Sagn om ⓘ
►Thurser kun er Løgn,
Det Ondes Magt vi maa vel ►og ►bekende,
Da det saatit i Liv os overvandt,
Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
Udrugedes kun af det Ondes List!
✂ Thorkild.
✂
Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
Men kan dog ei fortvivle, eller tro
At det Forborgne, som ►for Alting raader,
Tillod det Onde os at ►daare ►saa,
Tillod at den som efter Lyset higer
I Mørket altid skulde fare vild,
At den som dybt med Suk sin Svaghed føler
Ei skulde ►størkes og dog lide Straf.
✂
O tie, min Søn, du ængster mig kun meer,
I det du mener Trøst mig at indgyde,
Thi viid! det Folk, som boer i Vest bag 📌Rhin
Og de som syd for 📌Alpefjeldet ►bygge,
Med mange Andre, som Man har fortalt,
De har en Tro, som skal stadfæstet være
Ved mange ►underlige Tegn,
Og er det sandt, da kan den Hjertet trøste;
41Thi den forkynder en almægtig Gud,
Som over Mennesker sig har forbarmet,
Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
586
(US1)
Har sønderknust den fule Troldevrimmel;
En kærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
Tilgive Hver, som sine Feil fortryder,
Og skænke ham af Naade ►Salighed.
Det har jeg vidst igennem mange Aar,
Og dog jeg ei har til det Folk henvandret,
At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd,
Det piner mig nu i den sidste Time.
O Thorkild, Thorkild! du er ung endnu,
O skynd dig bort, lad mig kun dø allene!
Du kan ei hjelpe mig, og om nu brat
Din sidste Time kom, du laa som jeg
Af Angst omspændt i Dødens bittre Kvaler.
O skynd dig hen til kristent Land og Folk,
Og undes dig den trøstefulde Lære,
At tro, da bed for mig til 👤Kristi Fader,
At han ►forlader mig min store Skyld!
Ak, Hjertet brister, 👤Kristus! Frelser! Ak!
Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?
✂ Thorkild.
✂
Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
Og straalende en Skikkelse jeg saae,
42
242
(PS2)
Som strakte kærlig ud mod dig sin Haand,
O grib den kun! den skal dig føre
Igennem Gravens Nat til lyse Himle.
✂ Godmund.
✂
Jeg griber den med Tro, og døer.