Grundtvig, N. F. S. Optrin af Norners og Asers Kamp

Til

👤Povel Dons.

1

✂ Ei vemodsfuldt paa 📌Nordens Kæmpegrav
Henstirrer ►længer det ►opladte Øie;
Thi ►der de vilde Nordenvinde tav,
Den gyldne Sol fremstraaled i det Høie;
Derfor ►og Ham, som styrede min ►Sang
Om ►Kæmpelivets stærke Undergang
Til 👤Jesu Pris, uskrømtet Tak jeg ►yder.

2

✂ IVHvad er vel ►Størke, naar til Mord og Vold,
Til blodig Hevn den Manden fræk misbruger?
En giftig Spire til en ►Kæmpeold,
Hvori et Kuld sig ►Belial udruger,
Ligt hint, der rased i den unge Tid,
►Ligt ►Jetteflokken, der ved ►Djævleid
Nedkaldte Syndflods Vande over Jorden►.

3

✂ 336 (PS1) Men naar jeg seer den rædde Nidingæt
Udmarvet sig omslæbe nu paa Jorden,
Da gerne vil jeg den forfærde ret
Med Tordenrøsten fra det gamle 📌Norden:
Til Kristnes Skam, om Hedningfolkets Mod
Til kæk i Kamp at vove Liv og Blod
Skal dønne ►hult min ►Sang i ►Døgnets Øre.

4

✂ De stolte ►Kæmper, som med Blod og Lig,
Og Hine, ►som i 📌Babels fjerne Dale,
Med Kalk og Stene, vilde mure sig
Fra Jorden op til Himlens høie Sale►,
VPaa Daarebrevet trykte Daaresegl;
Men godt det var, om i det ►Daarespeil
Vort Aasyn vi alvorligen beskued.

5

✂ 550 (US1) 📌Athen og 📌Rom af jordisk Kløgt og Vid
En ►Stige vilde sig til Himlen lave,
Vor ►Alders Kloge sanke op med Flid
Dens brudte Stumper i de sjunkne Grave;
De møre Trin, som under Hine brast,
Skal ved et Jertegn laves ►saa i Hast,
At i al Evighed de kunne holde.

6

✂ De Daarer Ham ei tro vil paa sit Ord,
Som ene kan og vil dem Sandhed sige:
►At ikkun Den, der selv nedsteg til Jord,
Kan selv igen til Himlene opstige►;
Forgæves vidner den ►fremfarne Tid,
De raske tømre sig af Kløgt og Vid
En Stige ned til Afgrunds mørke Huler.

7

✂ VINaar Obelisken fra 📌Ægypti Land
I 📌Rom de se med Korset paa sin Tinde,
Da mene de, at kristen Uforstand
►Vanhældet har det prude Oldtidsminde;
337 (PS1) De ei forstaa, at Korsets ene Trin
Opløfter høiere fra Jord vort Sind,
End alle ►Konsternes udhugne Trapper.

8

✂ Fra 📌Island jeg en Bautasten har bragt,
Som reistes over store Helteslægter,
Og Runerne med Flid jeg har udlagt,
Men Korset løfter jeg saa høit jeg mægter;
Det kneise skal i 📌Nordens vilde Egn,
Som 👤Jesu Kristi store Seierstegn!
Han vandt i 📌Nord, og Han hos mig har vundet.

9

✂ Nu staar den reist, den Sten med Korset paa;
Men hvilket Navn skal jeg paa Foden ►tegne?
Tilegne kan jeg den kun saare Faa,
Thi ikkun Faa den heel sig vil tilegne;
VIIDog, mens jeg grunder, kommer jeg ihu,
At blandt de Faa unægteligst er du,
Og Navnet selv i Stenen sig ►indrister.

10

✂ 551 (US1) Du ei dig skammer ved ►for Herren 👤Krist,
Og ►for hans Kors med ydmygt Suk at knæle;
Du elsker 📌Nord, det veed jeg ogsaa ►vist,
Og hører gerne Oldtids ►Kæmpemæle;
Du fra den første Time, du mig saae,
Min Ven har været, som kun saare Faa,
Og du har delt min ►Sorrig som min Glæde.

11

✂ Saa hav da Tak, min Ven, for trende Aar,
I hvilke du mig kærlig gik ved Side!
For ►Olien, du gød i mine Saar,
For Taarerne, du fældte ved min Kvide,
For hvert et Suk, og hver andægtig Bøn
Til Faderen og hans enbaarne Søn,
Som steg for mig fra klemte Vennehjerte!

12

✂ VIII 338 (PS1) O, ogsaa du har ►bedet Hjelpen ned
Fra den Treenige udi det Høie,
Saa Aanden nu sig røre kan i Fred,
Saa Taaren mig kan stande klar i Øie;
Den er der, dybt bevæget er min Aand,
Jeg taus dig rækker trofast Broderhaand,
Og bedende til Gud sig Øiet løfter.

✂ Grundtvig.