Grundtvig, N. F. S. Anholtstoget

Det moralske forfald (versafsnit 4-6)

Digtet skifter allerede i versafsnit 4 fra en beskrivelse af nederlaget til en moralsk forklaring. Asernes modstandere flankeres af djævelske skikkelser fra Johannes' Åbenbaring. Midgårdsormen sidestilles med helvedesdragen, der dyrkes af frafaldne (Åb 13,2-4); dragens stjålne guld kan knyttes til Fafners skat. Nutidens nordboer er blandt de frafaldne (versafsnit 5). Mens vikinger med våben aftvang briterne guld og værdifulde genstande, tigger vikingernes efterkommere nu briterne om sådanne goder. Som nævnt florerede smugleriet med kolonialvarer og anden britisk kontrabande (Rubin 1970, s. 383-402, 496 f.). Som straf herfor hældes vredens skål (Åb 16) over Norden, hvor der skyder tidsler op. I disse år var Norge ramt af misvækst, og der udbrød hungersnød, da den britiske blokade forhindrede importen af dansk korn.

Forfaldet anskueliggøres i versafsnit 6 med de skiftende syn på regnbuen. Mens sande kristne priser regnbuen som tegnet på Guds pagt med 👤Noa, og nordboerne beskrev den som Bifrost, broen til Midgård, anser nutiden blot “den tomme Farveglands” for en øjenslyst (s. 277). Denne karakteristik kan være en indirekte kritik af 👤Oehlenschlägers brug af motivet i dramaet Correggio fra januar 1811 (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 468 f.). Den nordiske himmelbro forbindes både med den kristnes vandring fra jorden mod Himlen og med Dommedag, hvor 👤Kristus troner i himlen, omgivet af regnbuen (jf. Åb 4,3). Anholts ørken og storme kobles til lignelsen om huset, der er bygget på sand og derfor væltes af stormen, modsat den klippefaste kirke (Matt 7,26).