Grundtvig, N. F. S. Idunna. En Nytaarsgave for 1811

✂
iii 265 (PS)

Nytaarsaften.

1

✂ ► Dækket tykt og mørkt nedhænger,
Intet Blik det gennemtrænger;
Dog I stirre mod det hen:
I vil ahne, I vil gætte,
Hvad I eder tør forjætte,
Naar det ruller op igjen.

2

✂ Ahnelser sig let forvirre,
►Glemmer ikke, mens I stirre,
At I ⓘ selvselv] GV, seiv A skal spille med!
Kan I sømmelig jer røre?
Veed I, hvad I har at gøre?
Kan I agte Tid og Sted?

3

✂ ivHvordan har I hidtil spillet?
Har I tænkt, og har I villet,
Handlet med et ►stadigt Sind?
Eller stod I dumme, dovne,
Sagde, gjorde I forvovne,
Hvad der netop faldt jer ind?

4

✂ Hvis Jer Alt er nyt, som kommer,
Er I eders egen Dommer,
I jo selv skal spille med,
Selv I det da ►og maa vide,
Hvad I, mens de Timer skride,
Gøre vil paa Tid og Sted.

5

✂ 266 (PS) Veed I, hvad I skulde ⓘ værevære] GV, værr A,
Veed I, hvad I var og ere,
Veed I ogsaa, hvad I vil,
Da kan I det ahne, gætte,
Hvad I Eder tør forjætte
Af det nye Skuespil

✂ I 191 (PS)

Fortale.

✂ Skønt jeg tør tro, at hvad jeg her fremlægger, paa en vis Maade udgør et Heelt, er det dog egenlig Syner fra forskelligt Fodfæste: ►Idunnas Æbler og Fortællingen om ►Tirfing, ere fra et ældre Tidsrum i mit ⓘ indvortesindvortes] Rettelsesliste, udvortes A Liv, det Øvrige betegner en Overgang. Jeg er ingen Fjende af Fortaler og med den Læser, der ei heller er det, vil jeg derfor tale et Par Ord om Bogens Indhold.

✂ Om Skemteversene har jeg ei stort Mere at sige, end jeg vilde ønske, de vare de eneste fra min Haand. Ogsaa jeg har nogle Gange ladet mig forlede til at prøve mit Vid eller ►Uvid paa bestemte Folk, men anIIgrer det virkelig. Jeg kan ikke kalde det Uret, naar Nogen af reen Harme over, hvad Han anseer for stympermæssigt og anmassende, ►bruger Braadden, der sikkert ogsaa har sin Nytte; ei heller kan jeg beskylde mig for egenlig Uretfærdighed, men jeg maa bekende, at en vis letsindig og forfængelig Kløe ogsaa har havt Del i min Adfærd, og uden den vilde jeg have fornærmet mindre, om jeg end havde gjort det Samme i Grunden. Dog gjort Gerning staar ikke til Ændring; at bekende, fortryde, og forbedre sig, er Alt, hvad som er tilovers; hint har jeg gjort, og efter dette stræber jeg. Nu vilde jeg ikke engang skrevet Fortællingen om ►Idunnas Æbler, hvorfor den ogsaa er og bliver et Brudstykke, men misbillige den kan jeg ikke med Hensyn paa min forrige Standpunkt, og det dog ogsaa ret harmelige baade komiske og mythologiske UvæIIIsen. Udgivelsen turde heller ikke endnu være ganske overflødig, og i ►Sitationerne troer jeg nogenlunde at have vist den tilbørlige Skaansel mod de Levende, som jo dog ei kunne gøre ved, at de have taget Feil. Jeg siger: nogenlunde, thi det falder mig nu ind, at der dog baade i Fortællingen og Indledningen ere nogle Steder, jeg ønskede anderledes, og jeg troer derfor, jeg aldrig mere udsætter mig for de mangehaande Fristelser, der møde paa ethvert Feldttog mod litterære Synder.

✂ ►Kobberne hørte slet ikke til min Plan, men til Forlæggerens. Udtydningerne kunne vel synes Mange ei just at være de nærmeste eller morsomste, men de laa mig saa nær, at jeg umulig kunde 192 (PS) give Andre, og om de end alle vare mislykkede, skulde det dog aldrig fortryde mig at have skrevet IVdem, thi min Hensigt var den bedste, og er udentvivl umiskendelig.

✂ Fortællingen om ►Tirfing er ►borget af den herlige ►Skjaldesaga om ►Hervor og ►Heidrek , som egenlig er en prosaisk Opløsning af en Række Digte, hvoraf nu ei flere ere tilovers, end dem, Sagaen selv har opbevaret. Af dette Slags Sagaer, der med Hensyn paa Oldpoesien ere de ►mærkeligste, kender jeg kun een til, nemlig ⓘ ►Volsungasaga Volsungasaga ] GV, Volfungasaga A, og da vi i ►den eddiske Samling har næsten alle de Digte, hvoraf den er en Opløsning, giver dette Leilighed til en Sammenligning, der saare meget tjener til at skærpe Synet for det Særegne i 📌Nordens Oldskrifter, og saaledes især fastsætter Synspunkten for ►den prosaiske Edda. Jeg har kaldt min Bearbeidelse en Skemtesaga, efter den ældre BeVtydning af Ordet: ►Skemt, thi saalænge Andet end det Latterlige kunde fornøie i Almindelighed, ►bemærkede ►Skemt al Fornøielse. Jeg vilde ei kalde den ligefrem: Saga, fordi dette Navn ei bør bruges om Andet, end hvad der i sin hele Bredde kan gælde for Fremstilling af virkelige Begivenheder, og jeg troer, at det valgte Navn vilde være passende for alle nordiske Fortællinger, som uden at have Livsaand tilfælleds med Sydens Romaner, dog udgjøre det i 📌Norden tilsvarende Led. Hvad nu Bearbeidelsen selv angaar, da har jeg vel ofte oversat næsten ordret, men ogsaa ofte omsat, lagt til og taget fra, som mig syntes bedst, dog haaber jeg at have bevaret det Særegne uforvansket, og især at have givet en temmelig tro Afbildning af de, i mine Øine saare skønne, Digte, hvoraf tvende: ► ►Hjalmars Dødssang og VISamtalen mellem ►Hervor og ►Angantyr vel findes oversatte mellem ► 👤Sandvigs Sange fra det ældste ⓘ TidsrumTidsrum] GV, Tidsrnm A , men ikke godt trufne. Om Stilen veed jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige: at fortælle et gammelt nordisk Sagn i et nymodens Sprog, er at dræbe det, og dog indseer jeg meget vel, at enhver Efterligning af en ►forgaaet Stil, selv naar den er mest fri, dog maa have noget Mørkt og Tvungent. Det bedste Raad er her ⓘ upaatvivleligupaatvivlelig] GV, upavtvivlelig A, at læse Sagnene i deres oprindelige Skikkelse, men da kun Faa kunne følge det, haaber jeg Man vil tage til Takke, med hvad jeg kan byde. Fortællingen var egenlig bestemt til i ►Samfund med tvende lignende: om ►Heidrek og ►Odins Komme til 📌Norden at udgøre et Hefte af mine ►Optrin af Nordens Kæmpeliv; men af Disse udkommer neppe flere VIIfra min Haand end det om ►Volsunger og ►Niflunger, som tilfældige Omstændigheder have forsinket, men som hele Sommeren har ligget næsten ganske færdigt til Trykken, og ventelig udkommer i næste Aar. Vil Nogen spørge, hvi jeg saa hurtig forlader det 193 (PS) gamle 📌Norden, hvor jeg dog gjorde Anstalter til et saare varigt Ophold, da tilstaar jeg frit, at det hverken er, fordi jeg troer, at Billeder fra Hedenold ere ►ulystelige, eller fordi jeg erkjender mig, under andre Omstændigheder, udygtig til at give saadanne; men fordi en Kristen i nærværende Tid maa have vigtigere Sysler, end at tolke Syner, som i en saa upoetisk Tid de Fleste maa ►gabe over, og som ei kunne bidrage synderlig til Sjælens Frelse, der trods al Latter af den ►nedsjunkne og forvildede Flok, dog stedse maa være VIIIdet, ⓘ en kristeligen kristelig] GV, enkristelig A Skribent nærmest har for Øje; ►thi hvad nytter det et Menneske, om han endog vandt og kunde tilegne sig den ganske Verden, naar han tog Skade paa Sjælen?

✂ 📌Valkendorfs Kollegium

✂ d. 5te Decbr. 1810.

✂ IX 220 (PS)

De tolv

Maaneder.

✂ XI X

✂ Januar.

✂ Det er saa koldt nu i vort Land,
Os varmer ingen Straale,
Vi løbe maa, alt hvad vi kan,
Om Kulden vi skal taale;
Vi har ei Tid at tænke paa,
Hvor snarlig Dagen mon forgaa,
Vi ellers fryse stive;
Da kommer Natten fæl og sort,
Og vi fra Alting rives bort,
Hvad os er kært i Live.
Saa dybt et Svælg er under os,
Det maa vi sagtens vide,
Men synke vi, saa synker ►hos,
Vor Pigelil ved Side.
221 (PS) Hurtig med den Tanke bort!
Rosen blomstrer kun saa kort,
Rosen maa vi plukke;
Intet Grønt kan Øiet see,
Vi maa løbe, vi maa lee,
Har ei Tid at sukke.
Denne Maaned heder ►Glug,
Leve hver en Pige smuk!

XII
XIII

✂ XV XIV

✂ Februar.

✂ At være, og ikke at være,
Det siger jo 👤Hamlet, er Tingen.
Den Frase giør Digteren Ære,
Men her mellem os er der Ingen,
Hvis Liv jo beviser det Samme,
Og giør saa den Digter til Skamme;
Thi kun ved Forvandling af Ord,
Til Handling man ret bliver stor.
Nu, ►tumler jer, ►tumler jer brav!
Thi naar vi da tumle i Grav,
Saa har vi dog levet heroppe,
Ja levet, som levende Kroppe.

XVI
XVII

✂ XIX XVIII

✂ Marts.

✂ Hvem tænkte dog paa,
Det ►saa vilde gaae?
Den Iis var saa fast og saa stærk,
Nei det er ei Menneskeværk.
222 (PS) Saa svigte jo Digterens Ord,
At Lynild kun kommer fra ► ►Thor ;
Thi nu han os drukner i Vand,
Trods al vor Forstand,
Ved Siden af Træer og Heste.
Den Klippe? nei den er for steil,
At blive ved Jord er det bedste.
En Baad uden Roer eller Seil?
Ja den vil vi sætte os i,
Saa kan vi med Strømmen jo drive,
Og naar saa den Flod er forbi,
Kanske vi dog blive i Live.

XX
XXI

✂ XXIII XXII

✂ April.

✂ Solen skinner, som den maa,
Hvorfor mon den skinner ►saa?
Den, som det ei seer og veed,
Er, ►hvad denne Maaned heed.
Gæslinger skal ud i Parken,
Kornet skal jo groe paa Marken,
Kaal og Gulerod i Haven,
Ellers fik vi ►Skam i Maven;
Græs maa groe til Smør og Ost,
Gule Blomster dog tillige,
Honning er i nogle slige,
Men de andre? de er til,
De er jo, ifald man vil
Til en lille Urtekost.
223 (PS) Det Naturen eller Gud,
Regned ganske kløgtig ud,
Derfor bør vi sige Tak;
Men hvad hielper al den Snak!
See til de fordømte Bier!
Aa, den arme Dreng! det svier.
Hvad skal Bien med den Braad?

XXIV
XXV

✂ XXVII XXVI

✂ Mai.

✂ O hellige Natur! din Bog
Kan giøre lykkelig og klog.
O salige Uskyldighed!
At lægge sig som Oxen ned,
Saa mæt og træt af Dagens Møie,
I bløde Græs paa Bækkens Rand,
Og speile sig i klare Vand
Med alle Blomster for sit Øie!
Dog hvad er selv en saaden Fryd
Mod den ved Fløitens Tryllelyd,
At sidde med sin Elskerinde,
Og lade hende Krandse binde,
Og tage hende paa sit Skiød,
O, det er jo dog Liv i Død.
Har altid jeg en saadan Pige,
Maa Gud beholde Himmerige.
Man bliver ordenlig andægtig,
Naar man kan leve her saa prægtig.

XXVIII
XXIX

✂ XXXI XXX 224 (PS)

✂ Juni.

✂ En Have er ►til Overdaad,
Dertil har Jorden ikke Raad,
►Saa sige strænge Moralister.
I Theorien er det sandt,
Men som jeg i saameget fandt,
Det mig til Praxis aldrig frister,
Det falder kun en Muldvarp ind,
Som har et lumpent jordisk Sind,
Hvem ei for Skiønhed Sands blev givet,
Som ei forstaaer at nyde Livet.
I Haven voxe Roser røde,
Dem plukker man til Piger smaa,
Og siger at man ►saa vil bløde,
Om ei man deres Gunst kan naae.
►Saa skinner Solen paa det Røde,
►Saa Kinden faaer et rødligt Skiær,
Saa lader Pigen, ►som det Røde
Er Blyhed, for man kom for nær.
►Saa narrer man hinanden sødt
Med Blod og Rødme rødt for rødt,
Og det er store skiønne Løier.

XXXII
XXXIII

✂ XXXV XXXIV

✂ Juli.

✂ Her i Lundens svale Skygge
Er saa ►underligt at bygge:
225 (PS) Klare Straale, grønne Lind,
Blanke Sø og lune Vind,
Tale under Buen blaa,
Men jeg kan dem ei forstaae,
Hoveder hist pippe frem,
►Underligt at see paa dem,
ⓘ SeeSee] GV, Sce A hvor under falske Bølge
De saa spøgende sig dølge,
Hvad om nu dem Bølgen sveg.
Fisken sig i munter Leg
►Baltrer paa den blanke Flade.
Orm! du kryber mig saa tæt,
Du er af min egen Æt,
Med dig vil jeg Fisken made.
Arme Fisk, du er saa glad,
Bider rask den Ormemad,
Veed det ei, du Krogen sluger,
►Saa giør vi og ►saa giør du,
Livet i sig Døden suger.
Lystig, lystig, bid kun du!

XXXVI
XXXVII

✂ XXXIX XXXVIII

✂ August.

✂ Kornet har vi, som I see,
Meiet af med skarpe Lee,
Nu er det til vores Nytte,
Nu er det vort eget Bytte;
Thi saalænge det end stod,
Hørte det jo til sin Rod.
Roden har vi ei behov,
226 (PS) Den skal raadne, og vor Plov
Skal den dristig sønderskiære.
Halmen raadner sagtens med,
Kornet raadner paa sit Sted.
►Underligt, at ►saa maa være.
Rod igien vi har behov,
Den ei kommer fra vor Plov.
Dog nu er jo fuld vor Lade,
Nu maa vi ►og være glade,
Æd og drik min Siæl til Vaar,
Forraad nok du har i Aar.
See den Tøs, hvor stolt hun render,
►Prunker med en vissen Krands.
Kom kun hid, du skal i Hænder,
Kom nu til en lystig Dands.
►Spiller op I Spillemænd,
Lystig Møe og lystig Svend!
Kornet vi fra Roden skar,
Kornet vi i Laden har.

XL
XLI

✂ XLIII XLII

✂ September.

✂ Paa de Træer lave, høie,
Frugter groe os til Behag,
Lystelige for vort Øie,
Liflige i Lugt og Smag.
Børn og Svage sanke op.
Alle lave Træers Top
For den Stærke maa sig bøie;
227 (PS) Hvo som dristig er i Sind,
Opad Stigens svage Trin
Stræber til de høie Grene,
Medens Frugten liflig sød
Stundom falder ham i Skiød,
Som sig ei mod den bevæger.
Den, som hentes høit i Top,
Den de Svage sanke op,
Den, som Styrken falde bød,
Den, som falder selv i Skiød,
Alle sprang af samme Rod.
Hver en Frugt er lige god.
Somme snakke om et Træ,
Som gav alle Træer Læ,
Og hvis Frugter er saa ►rare,
Her i Haven er det ei,
Ingen kan en sikker Vei
Til det Træ os aabenbare.
Venner! lad os nyde disse,
De allene er os visse.

XLIV
XLV

✂ XLVII XLVI

✂ October.

✂ Guder troe vi ikke paa,
Vi kun tro, hvad vi forstaae,
Men da Guder paa vor Klode
Nu engang er blevet Mode,
Kan vi sagtens ogsaa tro,
Notabene kun paa to,
228 (PS) Kun paa ham, som Druesaft
Har til Jordens Glæde skabt
Og paa hende, som til Lyst
Fører Pigen til vort Bryst.
Hold, Zelot nu smuk din Mund
Med at ►vi skal ligne Gud,
Agte nøie paa hans Bud;
Seer du Glassets rene Bund,
Seer du Pigen i vor Favn,
Veed du vore Guders Navn?
Dem vi lyde, dem vi ligne,
Dem med Jubel vi velsigne.
►Skiænker i med bredfuldt Maal,
Det er vore Guders Skaal!

XLVIII
XLIX

✂ LI L

✂ November.

✂ ► Kommer hid, I bistre Svende,
Som os skose for vort Mod,
Seer I, hvor den Hjort kan rende,
Vil I tro, det koster Blod;
Vi for Blod er ikke bange,
Kun for Mennesker som vi.
Hjorten kunde os jo stange,
Naar vort Skud ham gik forbi.
Sagen er kun, at i Feldten,
Jo med Frænder strider Helten
Og udøser Frændeblod,
Det er et barbarisk Mod.
229 (PS) Somme er der vel, som sige,
Vi ►og her med Frænder krige.
Dog sligt Ordspil, maa I vide
Ingen ærlig Mand kan lide.

LII
LIII

✂ LV LIV

✂ December.

✂ Her er Stads og her er Glæde,
Guldgaloner, engelsk Klæde,
Ørenringe, Diamanter,
►Schavler, Naale, Silkevanter,
Stads fra alle Verdens Riger,
Lommetyve, Glædespiger,
Smukke Folk paa alle Kanter.
Fy den Kirke staaer saa sær,
Den er ogsaa alt for nær.
Hvorfor flytter man den ei,
Udenfor med andre Døde;
Luften den forgifter ei,
Men den kan os slaae til Døde,
Hvis, jeg gyser! hvis den faldt,
Ak hvordan! mig tykkes ►alt,
Spiret synker, Taarnet ►raver,
Hvis den falder, da begraver
Den os her i evig Nat.

LVI

✂ 1 447 (PS)

Sværdet ►Tirfing.

En Skemtesaga.

2

✂ 3

✂ ► Der ►Odin var hjemgangen fra Nord, da mente ►Jetter ►vist, at have forvundet al deres Nød, og tænkte, med ►Størke og Svig, Seid og al anden Troldom, at kue og ►øde hans Æt; men ►enddog det stundom tyktes, at de høie ►Norner styrede efter deres Sind, saa maatte de dog ►og fornemme, at ei var ►Odin død aldeles, og ►Norners Raad vare altid usporlige. Om saadant er ►og denne Saga ►lagt, og tungt er det at sige om de sære Hændelser, som her fortælles, vare ►Aser eller ►Jetter mest til Men.

✂

4Første Kapitel.

►Tirfings Ophav.

✂ ► Svafurlam var af ►Odins Æt og raadte for det Land i Øst som nævnes 📌Garderige, han var en mægtig Høvding og ►seiersæl, det maatte vel Fienden mærke udi Strid, og Dyrene i Skov. Det hændte sig en Dag ►som han var ►udreden at jage Dyr 448 (PS) efter Vane, da forvildedes han fra sin Hird, og kom ved Aftenstid der, ►som tvende ►Dværge ►vare stædte udenfor den Klippe, de ►byggede udi. Det er en underlig Art, liden af Skabning, men vel ►forfaren i alskens ►konstelig ►Idræt, og det er sagt for Sandhed, at de have gjort til ►Aserne hine beste ►Mon: baade ►Mjølner, som Guderne have mest Trøst af, og ►Skidbladner, hint ►evnelige Skib, og dertil Andet mer. Mangengang ►hjulpe de ►og ►Jetter, hvilket ei er underligt, saasom de ere af delt Natur og ►finge Liv, ►der ►Ymers Legem førstegang blev hedt af Solen. ►Svafurlam var snar og ►uforfærd, saa han kom mellem ►Dværgene og Stenen og spurgte dem om Navn.

✂ 5 ►Dvalin.

✂ Ypperst af ►Dværge,
►Dvalin jeg nævnes,
Tidlig jeg risted
Runer hos ►Alfer.
Der stander ►Durin,
Dygtig til ►Idræt.
Spild ei vor Gammen!
Gak nu fra Dør!

✂ ►Svafurlam.

✂ Velkommen, ►Dvalin,
►Dværgenes Fyrste!
Velkommen, ►Durin,
Dygtig til ►Idræt!
Til mig I smede
Sværd, som mig ►huger!
►Gjorden og ►Hjaltet,
Balgen af Guld.

✂ 449 (PS) Sværdet skal bide
Stenen og Jernet,
Ei maa det ruste,
►Eggen ei sløves;
6Mæles end Galder,
Maa det ei døves,
Seier skal følge
Hver som det fører.

✂ Seierens Runer
Riste du, ►Dvalin,
Du som har ristet
►Alfernes Runer!

✂ ►Dvalin.

✂ ►Durin vel mægter
Malmet at tæmme,
Vel kan jeg riste
Runer, som due.
►Aser os bede
Arbeid at virke,
Daare blandt Drotter!
Du vil befale!

✂ Konsten og Kløgten
Kan du ei tvinge.
Stærk er vor Vrede,
Vov ei at trodse
Stenenes Æt!

✂ 7 ►Svafurlam.

✂ Midnat er omme,
Maanen alt blegner,
Solen opstiger,
Sten skal I vorde,
Om I ei sværge
Sværdet at give.

✂ 450 (PS) Saa stod han med draget Sværd ►for ►Dværgene, til Himlen rødnede i Øst ved Morgengry, da betoges de af Rædsel, og ►Dvalin kvad:

✂ Brændende Straale
►Storlig jeg frygter,
►Durin skal smede
Sværd, som kan due,
Selv skal jeg riste
Runer i ►Hjaltet,
Vist skal det bide
Staalet som Kød.

✂ Thorsdagens Midnat,
Mærker du Timen?
8Kom da til Klippen,
Klap da paa Stenen!
Sværd dig skal gives
Fagert at skue.
Dagen og Natten
Mødes i Dæmring,
►Høre min Ed.

✂ Glad i Hu og stolt af sin Id færdedes ►Svafurlam hjem til sin Borg, og efter trende Nætters Frist, ved den Stund, da Solen er dybest i Hav, stævnede han til Dværgebo. Lydelig var i den stille Skov Hamrenes Slag paa det haarde Malm at høre, og ►skyndelig gik Kongen frem at slaa paa Stenen, men før han kom did, stod ►Dvalin hos ham med Sværdet. ►Svafurlam stod forundret i Sind og veiede i Haand det dyre ►Mon, klare Straaler ►ginge trindt fra ►Hjaltet til Øienslyst og han havde sin ►Skemt deraf at se, hvor sælsomt de lyste i Midnattens Mulm; men stakket blev hans fulde Gammen, thi der ►Dvalin var kommen i Klippedør, ►tog han paa at kvæde:

✂ 9 451 (PS) Blodige Runer
Skar jeg i Balgen,
Hvergang det blottes,
Blod det maa have.
►Ætmand af ►Odin!
Ond er vor Gave,
Snart den skal vorde
Selv dig til Bane.

✂ ►Tirfing skal virke
Tre hine værste
►Nidingidrætter,
►Nornerne raade
Hvem det skal ramme.
Ve dig! du røved
►Dværgenes Runer,
►Dværgenes Konst.

✂ ►Vældelig huggede ►Svafurlam i Klippen, ogsaa vel bed ►Tirfing, at ►baade ►Egge skjuldes i Sten, men dybere sad ►Dvalin, thi ►ganger nu ►Konningen hjem og ►raader Sværdet, ►seiersæl i ►Valkamp og i Holmgang.

✂

10Andet Kapitel.

►Svafurlams Endeligt.

✂ En ►Jotun, som ►Andgrim heed, er til Sagaen nævnet, og boede paa 📌Bolmø, nord ved 📌Halogaland, men om Sommeren var det hans ►Sæd at fare vidt om Land, ►avle sig Gods og Penninge og ►øde Mænd, dog mest af ►Odins Slægt, som rimeligt var. Saa hændtes det ►og, at han kom i 📌Gardarige og æskede ►Svafurlam til Holmgang, og ►som de Begge 452 (PS) vare stærke og ►vaabendjærve, ►skiftede de Hug baade mange og store. ►Andgrim havde sig et mægtigt Skjold, med Jernnalger rundt omsat, det kløvede ►Svafurlam ►paa det Sidste, men ►som ►Tirfing ei maatte ►stædes, før det naaede Jord, da kom det saa, at ►Andgrim vristede ham det af Haand, og nu tyktes ►Konningen vide, at det vilde vorde ham til Bane, alt efter ►Dvalins Ord. Det er sagt at han kvad:

✂ ►Tirfing skal virke
Tre hine største
11 ►Nidingidrætter.
►Jetter skal bøde
Blodig min Død.

✂ Ei maatte han Mere mæle, thi ►Andgrim kløvede ham ►endelangs, og hjemførte med sig til 📌Bolm ►Svafurlams Datter, den fagre ►Eivora med ►Tirfing og andet ►Hærfang, som ham lystede at eie.

✂

Tredie Kapitel.

►Andgrims Æt og ►Hjorvards Beilen.

✂ Nu sidder ►Andgrim paa 📌Bolm og tager ►Eivora i Favn, hvor nødig endog hun det vilde, og avler med hende Sønner, tolv udi Tal, store og stærke, alle Bærsærker og onde i Sind, saasom ►med Sanding er sagt udi ► ►Hyndlas Sang:

✂ 12Trængsel og Bulder
Baares med ►Andgrims
Og med ►Eivoras
Sønner de ►arge.
453 (PS) Bærsærkers Udaad
Bragende omfoer
Landet og Havet,
►Saa farer Luen.

✂ ►Angantyr var hin ældste, Hoved høiere end de Andre, og virkede som Tvende, ►Hervard gik ham næst udi Alder og Værk, da kom ►Seming og hin fierde var ►Hiorvard, men det er om dem alle at sige, at saavidt de ►med Hærskjold foer tillands og i Viking, ►funde de ei deres Jævning i Dristighed og ►Størke, thi bleve de ►og til en Rædsel, hvorsomhelst Tidender spurgtes om ►dennem. Det havde de ►og for Skik, at naar som de vare ene med deres Mænd og Bærsærkegangen kom paa dem, ►ginge de ►skyndelig tilside ►eller og paa Land, og brødes med Ege i Skov eller Stene paa Mark, thi saa var dem hændtes engang, at de havde myrdet deres egne Mænd og ►ødt deres Skibe.

✂ 13Det var en Juleaften paa 📌Bolm, at ►Jetterne sad ►overborde, og Galten blev ►indledt ►Freia til Spot, thi ►der de uddrukke ► ►Bragebægeret til Fædres Minde, da giorde de ►og Løfter, som Skik er hos Gudefolket, men det lovede de, som de mente mest kunde mishage ►Aser og vorde dem til Skade. Nu ►falder det ►Hjorvard paa Sind, hvor megen Harm de Brødre have giort ►Asers Venner og hvem de eie til ►Mødrenefolk, og da lover han, og sværger ved ►Udgardeloke, at før Aaret er omme, vil han eie den Mø, som ►Ingeborg heder, Datter af ►Yngve Upsalakonge, ►eller og han vil lade Livet derover; saa love ►og alle de Brødre, at stande ham bi med ►Størke og Liv, og aldrig er giort udi Nord et Løfte mere navnkundigt.

✂ 454 (PS) ►Kong Yngve sidder i 📌Upsal med al sin Hird, og tvende Nordmænd, ►Hjalmar og ►Orvarod ere hans ypperste Mænd; længe have de faret i Viking og mødtes omsider og ►skiftet store Hug, men ere nu ►gangne i ►Fostbroderlag og værge om 📌Upsalariget. Det er nu en Dag udi Vaar, at de Bærsærker komme med megen Larm og stædes for Kongens Bord, og ►Hiorvard røgter sit Ærende kort 14med onde Ord, men Brødrene ►sande det med ham og ►Konningen byde de brat at svare. ►Yngve grunder hel meget, thi nødig kun giver han Datteren hen til ►Jotuners Slægt, og ræddes dog saare for de Brødres ►Trudsel og ►Størke, den han ei ►trøster sig til at stande imod. Nu stiger frem for Borde hin ►hugprude ►Hjalmar og mæler i Hast: mindes dig, Konge, at jeg haver værget dit Land og øget dit Rige og hjembaaret til dig dyrebar Skat, men ei taget Løn eller Skænk; thi er nu min Bøn, at du gør mig Hæder og giver din Datter til mig heller end til hine Bærsærker, som virke kun Udaad, hvor de henfare og ville dig kue med ►Overvold. Da grunder Kongen end mer og i megen Vaande tykkes han stædt, men det Raad tager han ►paa det Sidste at ►sætte Kaaret til ►Ingeborg selv. Ei var dog om ►Kaar at tale, aldenstund ►Ingeborgs Hu stod til ►Hjalmar ei mindre end Kæmpens til hende, og hun svarer da fluks: er det din Villie, Fader, at jeg skal giftes, maa jeg vel ►keise den Mand som er mig kendt til det Gode, heller end hin, fra hvem jeg kun hørte eet Sagn og ikke det bedste. ►Der ►Hjarvard nu hører ►Ingeborgs Ord, da 15byder han ►Hjalmar Holmgang sønder paa 📌Samsø og kalder ham hver Mands Niding, om han ►ganger at eie Møen, før Tvekamp er prøvet, men ►Hjalmar tager mod Budet og 455 (PS) ►Stævnedag sættes dem imellem. Nu fare ►Andgrims Sønner hjem og sige deres Fader Tidende, men han ►lader ilde derved, thi det er ham ►kyndigt om ►Hjalmar og ►Od, at Faa kun ►gange dem nær i ►Djærvhed og ►Størke.

✂

Fjerde Kapitel.

Holmgang paa 📌Samsø.

✂ Nu ruste sig de Kæmper paa 📌Bolm og i 📌Upsal til Færd og til Strid. ►Hjalmar sidder saa tit i ►Bur, sin ►Ingeborg nær, og seer hvor hun syer med Silke og Konst den Brynjekiortel, han skal bære i Strid, og det mener han ►vist, at ei trænger Sværd derigennem. ►Orvarod grunder hel meget og dybt, og det mener han at skønne, at aldrig ►fange 16de Seier over ►Jotunflokken, om ei Guderne stande dem bi, men det er at ►mærke, at selv er han noget af ►Jetteslægt, og derpaa er det han grunder, hvordan han kan vinde sig Gudernes Gunst: thi hugger han ►Freias ►Lignelse ud i Sten, og med slig en Konst er den ►Lignelse gjort, at ►Freia tykkes det er, som hun seer sig i Speil. Meget har hun nu ham at lønne og ►Andgrims Sønner ei mindre for Julegildet, men nu er Vaaren ►alt kommen, da sætte de Fostbrødre Skibe i Hav, og ►sorrigfuld ►ganger med ►Hjalmar ►Konningens Datter, slippe ham maa hun, men stander paa ⓘ ►Udnæs Udnæs ] Rettelsesliste, Udnær A og stirrer, saalænge hun Masten kan øine. God Bør sende de milde ►Vaner og de Fostbrødre komme i 📌Unarvaag paa 📌Samsø.

✂ 456 (PS) De Bærsærker alle ►gange for ►Andgrim frem ►mod ►Stævnedag, og bede om Vaaben. Han ►oplader en Kiste med kosteligt ►Hærfang og giver dem alle godt ►Værge: ►Seming faaer ►Hrotta og ►Hjorvard ►Mistiltein, men mest er derom at tale, at ►der ►Angantyr ene staaer vaabenløs, da rækker den gamle ►Jotun ham ►Tirfing, ►siger ham ⓘ SagnSagn] Rettelsesliste, Sang A om dets Ophav og om hvad ►Svafurlam ►mælde. Sandt er 17det, siger han, hint bedste Vaaben er dette og dog ►dennesinde ►nødtørftigt, men vogte dig vel at drage det til Skemt! thi lædskes vil det med Mandeblod før det farer i Balgen, og om saa hændes, at du faaer Bane, da skal det lægges i Høi med dig og ei komme meer i Daglys, thi Ondt er mælet derover af døende Mand.

✂ ►Der ►Hjalmar og ►Orvarod vare komne i 📌Unarvaag, ►ginge de paa Land at spørge til Bærsærkernes Færd, men de vare komne i samme Stund i en anden ►Vaag som 📌Munar heder og ►skyndelig ►ginge de op paa Øen, thi paa dem kom Bærsærkegangen. Alt efter Vane reve de Træer omkuld og kastede Sten imod Sten, saa de ►sprunge isønder, men som de nu ►finge Syn paa tvende Skibe og gættede, hvis de kunde være, da lode de Sværdene hvine i Luft og bede i Skjoldene og fore med Hylen did. Hver Mand greb sine Vaaben og værgede sig, som han maatte, og ►enddog de alle bleve slagne saa ► ⓘ mæltemælte] GV, mæltde A dog Ingen et Rædselsord og hver Mand laa i sit eget Rum. Da sagde ⓘ ►Hjorvard: vist Hjorvard: vist] GV, Hjorvard; vist A ►ganger ►Andgrim i Barndom nu, ►mens han kunde sige, at ►Hjalmar og ►Od vare Kæmper saa 18hvasse, thi Ingen saae jeg stande ►fremmerst for Anden. Dertil svarer ►Angantyr: ei har vel ►Andgrim løiet, ►enddog vi ei finde vor ►Jævning, kan vel ►og være, at ►Hjalmar og ►Orvarod leve endnu, ret som mig tykdes i Drømme at se 457 (PS) de vældige Ørne, ►der Fugleflokken var myrdet, og mens de ►end talede ►saa, da ►finge de Øie paa tvende Kæmper, som ►udginge af Skoven, og brystede sig nu ei længer, thi ►stilt var Bærsærkegangen, og ringere var deres ►Størke. Dog fore de frem med blodige Sværde, med Tuden og Hyl. Ondt Varsel tykdes dette ►Hjalmar og han kvad udi den Mening at de tolv Brynjeløse vilde seire, og han med ►Od komme til at gæste ►Odin i ►Valhal, men anderledes mente ►Od, og dem Begge tykdes det bedre at stride end at fly ►enddog de saae Overmagt for Øie. Da spurgte ►Hjalmar ►Od, hvad enten han helst vilde ►eie Vaabenskifte med ►Angantyr eller de elleve Brødre, og ►Od ►keisede ►Angantyr fluks, fordi, ►saa vare hans Ord, ►Tirfings Hug ere store, og bedre troer jeg ►Freias end ►Ingeborgs Gave. Men ►der ►Hjalmar saae at hans Staldbroder vilde stride med ►Angantyr, fordi han mente det tungest 19 ►Idræt, da vilde han det ingenlunde tilstæde og sagde: Hovedmand er jeg i denne Holmgang vist, og dertil ►konningebaaren, saa var det ►og Andet, jeg lovede 📌Sverrigs ►Konningedatter, end at lade dig eller Nogen i denne Strid ►gange mig for. Sværdet drog han og gik mod ►Angantyr. Det er min Villie, siger Bærsærken, at kommer Nogen med Livet herfra, skal han ei rane de Slagnes Vaaben, ►Tirfing vil jeg have i Høi med mig, og saa skulle Alle nyde sit eget; men, over de Døde skal de gøre Høi, som ►efterleve. ►Saa blev stadfæstet med Løfte og Ed.

✂ Nu ►gange de sammen, ►Hjalmar og ►Angantyr, ei er om Angreb og Forsvar at tale, naar Staalene mødes, da er det ►ligest som luende Baal, og Ingen pønser paa Andet end det at hugge som tiest og haardest. Landet skælver, som om det ►legede paa Traad, og ►der de have stredet saalænge, at Skjoldene 458 (PS) værge ei meer, da give de hinanden Saar baade mange og store. Det haver ►Od fortalt, ►som og er vandret saa vidt i Kvad og i Sagn, at ►fagrere Vaaben og ►djærvere Strid var aldrig tilsyne.

✂ 20 ►Der ►Od og de elleve Brødre længe med Gammen, med Frygt og med Haab havde seet paa den Strid, ►ginge de afsides hen at prøve ►Størke og Sværd. Det siger ►Od: Een imod Een, om ei Modet jer svigter og Ingen skal hjelpe den Anden. ►Saa blev stadfæstet, og modig gik ►Hjarvard frem, men snarlig faldt han til Jord og koldere Mund end ►Ingeborgs maatte han kysse. De Bærsærker ►gnove i Skjolderand og Fraaden stod dem af Mund, men ►der ►Hervard kom og det gik som før, han faldt død til Jord, da rakte de Tungen af Hals og skare med Tænder, som ►Blotnød brølede de, og det skingrede høit i Bakkerne efter. ►Seming opfoer som en Galen, og ►søgte saa fast paa ►Od, at han havde Nok med at værge sig for ham, og længe sloges de ►saa, at ei kunde siges, hvem der skulde vinde. ►Paa det Sidste kom det dog saa, at ►Seming fik Saar ►over Saar, men gav sig dog ei, før hardtad alt Kødet var hugget fra Ben og ►Orvarod ei kunde finde paa ham en ublodig Plet, da var alt Blodet udrundet, og død faldt han ned. Siden opstod En efter Anden, og Udgangen blev at ►Orvarod fældte dem alle; ►svar var hans 21 ►Møde, men ingen hans Saar, saa vel havde duet hans Silkebrynie.

✂ Nu vender ►Orvarod did tilbage, hvor ►Hjalmar og ►Angantyr havde kæmpet, falden er ►Angantyr, men paa en Tue sidder ►Hjalmar, bleg som et ⓘ Lig. DaLig. Da] GV, Lig, Da A ►ganger ►Orvarod til ham og siger:

✂ ►Hjalmar, hvad er det?
Lød har ⓘ dudu] GV, dn A skiftet,
459 (PS) Vunderne mange
►Møde dig volde,
Brynjen og Hjelmen
Huggedes sønder,
Livet jeg siger
Snarlig er ude.

✂ ►Hjalmar.

✂ Saar har jeg ⓘ sekstenseksten] GV, seksteu A,
Slidt er min Brynje.
Her maa jeg sidde
Sort er for Øiet,
►Tirfing mig trykked
Tæt under Hjerte,
Hvast har det ►rifflet,
Hærdet i Edder.

✂ 22 ►Konningebaaren,
Bygder jeg eied,
Dog ei paa Landet
Lysted at stilles;
Nu maa jeg ligge
Livløs paa 📌Samsø,
Søndret af Sværdet.

✂ Nu hos min Fader,
Fagert iklædte,
Drikke i Hallen
Huskarle Mjød;
Mundgottets Elve
►Matte Saamange,
Mig her paa Øen
►Eggenes Spor.

✂ 460 (PS) Mig maatte miste
Møen hin skære,
Fagert ved 📌Sota
Sjunge de Møer,
Vantro fra Glæden
►Gange jeg maatte,
Steg udi Skibet
Skyndte paa Reisen,
Det blev den sidste
Fra mine Venner.

✂ 23Sorgfuld jeg maatte
Møen forlade,
Møen hin skære,
Smykket med Ringe,
Sandt hun mig spaaed,
►Der hun mig sagde:
Aldrig jeg skulde
Se hende meer.

✂ Drag du nu røden
Ring mig af Haanden,
Bær den til unge
►Ingeborg!
Evig bedrøvet
Mærker den Fagre:
Aldrig til 📌Upsal
Mere jeg kommer.

✂ Hid flyver Ravnen
Høit over Skov,
Hurtig i Flugten
Følger ham Ørnen,
461 (PS) Selv ieg mig giver
Sidst ⓘ hamham] GV, haɯ A til Bytte,
Snart han af Saaret
Suger mit Blod.

✂ 24Nu døer ►Hjalmar, og ►der Bærsærkerne ere lagde med Vaaben i Høi, farer ►Od til 📌Sverrig med hans Lig. ►Ingeborg stander paa Kysten og ►der hun seer ►Orvarod ►gange imod sig allene, da brister hun fluks udi Graad, men ►der hun kender Ringen og ►spørger ►Hjalmars ►Afgang, da mægter hun ei længer at leve. Ved 📌Upsal er gjort en mægtig Høi, der ligge de nu ved hinandens Side, som aldrig undtes dem medens de vare ilive.

✂ Nu ligger ►Tirfing dybt under Muld og vogtes af ►Høiboer aarle og silde, dets Værk tykkes endt og ei er det draget til ►Nidingidræt.

✂

25Femte Kapitel.

►Hervors Fødsel og Færd.

✂ Sagaen vender sig nu imod Øst til 📌Ladogaborg. Der sad en Jarl, som ►Bjarmar hed, med ►Andgrim holdt han hint kæreste Venskab, og for ei ret længe siden havde han givet ►Angantyr sin Datter, den deilige ►Svafa. Hun var svanger den Stund, da Holmgangen stod, og fødte siden et ►Møbarn fagert og stort. Det tyktes Mange skønne, at Kvindehjerte var ikke i Barnet og raadte de ►Bjarmar at tage det af Dage. Ingenlunde vilde han samtykke og ►der han havde seet ►vist paa Møen, sagde han frit, at naar hun ►kom til Aar, 462 (PS) da vilde det kendes, at ►Andgrims Æt ei ►end var ►udgangen, det meente han ►og, at mange ►gilde Mænd og gæve skulde stamme fra hende. Siden kaldtes hun ►Hervor og groede stærk som et Karlfolk, og syslede heller med Bue og Sværd end med Søm og Baldyring. Tiere gjorde 26hun Ondt end Godt, og ►der Jarlen revsede hende, løb hun til Skovs, og gjorde sig der en Hytte, ranede og dræbte veifarende Mænd. Jarlen drog da ud med sin Hird, og ►enddog hun først var mangen Mands Bane, blev hun dog fangen og dvælede hjemme enstund.

✂ Det var en Dag at hun stod ude, hvor nogle Trælle og ►Værkmænd vare, og gjorde Ondt efter Vane, da sagde en Træl: ond ►est du ►Hervor i al din Adfærd, og mener det vist at høi er din Byrd, men det veed Enhver, at Svinehyrden laa hos din Moder og hans Barn er du i Sind og i Skind. Med ►vredelig Hu gik ►Hervor for Jarlen at stædes og klagede sin Nød, da sagde ►Bjarmar Sagn om ►Angantyr og kvad:

✂ Løgn og ei Sandhed
Sagdes om Fader,
Vist mellem Ædle
Var han at tælle.
Nu stander Salen
Sønder paa 📌Samsø,
Der bor ►Angantyr,
Dækket af Muld.

✂ 27 ►Hervor.

✂ Fader! mig lyster
Fluks at besøge
Mine de høie
Hensovne Frænder,
463 (PS) Skat de vel eie,
Den mig tilegne
Vil jeg, om Livet
Varer saalænge.

✂ Snart skal om Hoved
Svøbes mig Linet,
Fagert og staalblaat
Før jeg uddrager.
Vel er at mærke,
At mig i Morgen
Skæres tilsammen
Kaabe og Brynje.

✂ Siden gik ►Hervor for sin Moder at staa med disse Ord:

✂ Du mig ►udstyre,
Storsindet Kone!
28Alt som du vilde
Sønnen udruste!
Høienes Drotter
Drømmende saae jeg,
Ei maa din Datter
Dvæle her længer.

✂ Derpaa drog ►Hervor bort og tog sig Mands Klædning og Vaaben, og søgte did, hvor nogle Vikinger vare, med dem gav hun sig i Lag, og kaldtes ►Hervard, ei længe derefter døde de Vikingers Høvding, og hun fik over Flokken at raade. Da ►holdt hun til 📌Samsø og ►tog Havn i 📌Munarvaag ⓘ ogog] GV, oa A bad Vikinger ►gange med sig paa Land; thi, siger hun, ►sikkerlig ere Skatte i Høiene dulgte; men alle Mænd tale imod og sige at saa stærke ►Menvætter ►gange der altid, at der er værre om Dag end andre Steder om Natten. Alligevel blev det 464 (PS) saa omsider, at Anker kastedes i Grund, og ►Hervor roede ene til Lands ved ►Solesæt. En Hyrde drev med sin Hjord forbi, og ►der han saae ►Hervor, kvad han:

✂ ►Hveden kom du
Her saa silde?
29Nøl ei længe,
Gak til Huse!

✂ ►Hervor.

✂ Ikke jeg ►ganger,
Ingen jeg kender.
Før du bortdrager,
►Brat ⓘ dudu] GV, dn A mig sige:
Hvor ere ►Hjorvards
Høie at finde?

✂ Hyrden.

✂ Spørg ei om Saadant!
Klog ►est du ikke,
►Vanfaren ►est du
Vikingers Ven!
Mægter det Foden,
Far da som rappest!
Sol er nedgangen,
Spøgelser vandre.

✂ ►Hervor.

✂ Langt er at lede
Her efter Kæmper,
30Siig hvor de ►bygge!
Løn jeg dig byder,
Jeg dig vil give
Guldring for Tale.

✂ 465 (PS) Hyrden.

✂ Hør, hvor det buldrer!
Ingen mig byder
Ringe saa fagre,
At jeg ►jo render.

✂ ►Hervor.

✂ Ei mig forskrækker
Saadant et Bulder,
Ei maa for døde
Kæmper vi ræddes,
Kom, lad os tale
Til dem i Høien!

✂ Hyrden.

✂ Vanvittig ►est du,
Vanker du ene
Her udi Mørke,
Høiene aabnes
31Vidt leger Ilden,
Vange og Moser
Brænde i Lue.
Løb, om du mægter!

✂ Da lagde ►Fæhyrden Stav paa Skulder, og tog til at løbe som han kunde bedst, og turde end ikke se sig tilbage. Nu seer ►Hervor hen over Øen, hvor Høiene brænde og ►Høiboer stande, og stævner uden al Rædsel nu did, ►enddog Ilden brænder i Fodsporet efter, alt som hun gaaer. Ret som en Taage skrider hun frem gennem Luen, til hun kommer ved Bærsærkernes Høie, da vender hun sig mod den største og ⓘ kvæder:kvæder:] GV, kvæder; A

✂ Vaagn nu, ►Angantyr!
►Hervor dig vækker,
466 (PS) Din og din ►Svafas
Eneste Datter.
Ræk mig det hvasse
Sværd nu af Høien,
Sværdet som ►Dværge
Sloge ved Midnat!

✂ 32 ►Hervard, ►Hjorvard,
►Hrane, ►Angantyr!
Alle jeg vækker,
►Vaagner og ►mæler!
►Idrager Brynjer!
►Binder op Hjelme!
►Skyder med Skjolde!
►Hugger med Sværde!
►Stinger med røde
Blodige Spyde!

✂ Vorden er ►Andgrims
Æt under Mulde
Kraftløs og doven,
Da ikke mægte
Mere ►Eivoras
Sønner at mæle;
Eller af Ondskab
►Og de mon tie.

✂ ►Hjorvard, ►Hervard!
►Hrane, ►Angantyr!
Inden for Ribbeen
Rives I skulle,
Som I af Orme
Aades og pintes;
33Om mig ei gives
►Guldprude ►Tirfing,
467 (PS) Vaaben saa ►dyre
►Drauger ei sømme.

✂ ►Angantyr.

✂ ►Hervor! Datter!
Raab ei ►saa!
Fule Troldom
Farer ilde.
Gal ►est du vorden,
Og vanvittig
Vækker Døde,
Vild i Sindet.

✂ Fader ei ►grov mig,
Frænder ei heller,
Thi toge ►Tirfing
To som leved.

✂ ►Hervor.

✂ Gamle! ⓘ dudu] GV, dn A lyver,
►Lade dig ►Odin
34Rolig i Høien,
Hvis ei du haver
Hos dig ►Tirfing!
Treven ►est du
Arv at unde
Eneste Barn.

✂ Nu aabner sig Høien, og synes at stande i lysende Lue, men ►Angantyr kvæder:

✂ Løftet er ►Heldør,
Høien ►oplades,
Luerne bølge
Bredt om Øen,
►Drauger er ude,
468 (PS) Dødøiet stirrer,
Mø! om du mægter,
Til dine Skibe
Skynd dig at løbe!

✂ ►Hervor.

✂ Baal kan I aldrig
Brænde i Natten,
Saa at for eders
Ild jeg kan ræddes.
35 ►Sindjord har Møen,
Som ikke skælver,
Ser hun i Dørren
►Drauger ►og stande.

✂ ►Angantyr.

✂ Lyt nu ►Hervor,
►Troldkloge Datter!
Hvad som skal vorde,
Vil jeg nu mæle:
Dette ►Tirfing,
Tro du mig, Datter,
Agter at ►øde
Al din Æt.

✂ ►Hervor.

✂ ►Saa jeg vier
Døde Kæmper,
At I ►skulle
Alle ligge
Døde med ►Drauger,
Raadne i Dyssen,
Om mig ei rækkes
Ud nu af Høien
36 ►Hjalmars Bane,
Bryniers Fjende.

✂ 469 (PS) ►Angantyr.

✂ Mennesker ikke,
Mø, du ligner,
Pusler om Høie
►Hjelmet i Natten,
►Graver i Spyde
Guderuner,
Stander for ►Dødhalds
Dør udi Brynje.

✂ ►Hervor.

✂ Menneske syntes
Mænd jeg at være,
Indtil jeg vilde
Eder besøge.
Ræk nu af Høien
Bryniers Hader,
Ei kan du dølge
►Dværgenes Smedværk.

✂ 37 ►Angantyr.

✂ Lagt er ved ►Hærden
►Hjalmars Bane,
Trindt er omhvirvlet
►Hjaltet af Luer,
Ei over Mulde
Møen jeg veed,
Som tør i Haanden
Sværdet ►annamme.

✂ ►Hervor.

✂ Tage i Hænder
Tør jeg og holde
Sværdet hint hvasse,
Hvis det mig undes,
470 (PS) Ikke jeg mener,
Ilden, som over
Døde Mænd leger,
Mægter at brænde.

✂ ►Angantyr.

✂ Gal er du ►Hervor,
Og dumdristig,
38Farer i Ilden
For mine Øine,
Sværdet af Høien
Heller jeg rækker,
Ei jeg det mere
Mægter at dølge.

✂ Da vorder Sværdet udkastet i ►Hervors Haand.

✂ ►Hervor.

✂ Velgjort er det,
Vikingesøn!
At du mig sendte
Sværdet af Høien.
Bedre mig tykkes,
►Budlung! din Gave,
End om jeg 📌Norrig
Eied med alle.

✂ ►Angantyr.

✂ ►Daarlig du taler,
►Troldkloge Kone!
Veed ei hvorover
►Saa du dig glæder.
39Dette ►Tirfing,
Tro du mig, Datter,
Agter at ►øde
Al din Æt.

✂ 471 (PS) ►Hervor.

✂ Jeg nu til ►Havets
Heste► vil ►gange,
►Konningemøen
Mild er i Hu.
Lidt mig kun rager,
►Lofdungesøn!
Om mine Sønner
Siden vil ►trættes.

✂ ►Angantyr.

✂ Eie og ynde
Skal du det længe.
Hold udi Balgen
►Hjalmars Bane!
Rør ei hans ►Egge,
Edder er i dem,
Selv dog langt værre
Er han end Edder.

✂ 40Datter! farvel!
Fluks jeg dig giver,
Om du kan tro mig,
Tolv Mænds Alder,
Kraft og ►Størke,
Alt det Gode,
►Andgrims Sønner
Efterlode.

✂ ►Hervor.

✂ ►Ligger nu alle
Rolig i Høien!
►Brat mig nu lyster
Bort at fare.

✂ 472 (PS) ►Saa det mig tykkes,
Som mellem tvende
Verdner jeg rendte,
Rundt brænder Ilden.

✂ Nu ►ganger ►Hervor ►skyndelig til Stranden, men ►der det dages, seer hun at Skibet er borte, thi rædde vare Vikingerne blevne ved Dønnet og Ilden. Enstund maatte da ►Hervor dvæle paa 📌Samsø, og drog siden 41bort, og kom igen til en Vikingsflok og hærgede vidt, og det maatte mangen Mand sande, at ►Tirfing kunde hun løfte ►enddog hun var Kvinde. ►Paa det Sidste lededes hun dog ved det vilde Liv, og drog hjem til sin Morfader og var som andre Møer, og vænnede sig til Baldyring og anden Kvindesyssel. Ei gik Hende dette værre fra Haand, hun var ►dannis og deilig, blev gavmild og ►vensæl, og deraf gik saa stort et Ord i alle 📌Norderlande.

✂

Sjette Kapitel.

►Hervors Giftermaal og Afkom.

✂ I ►Jotunheim var en gammel og mægtig Konge, som ►Godmund hed, til ham var ►og ►Hervor kommen, ►der hun foer ►om Lande ►i Mandslignelse. Mænd tyktes det stort Under, at ►Godmund en Dag ►legede Skaktavl, og det 42gik ham paa, saa han nær var mat, ►enddog alle agtede ham kløgtigst at være, men ►end større Under tyktes det, ►der ⓘ ►Konningen Konningen ] GV, Konniugen A spurgte om Nogen kunde løse ham af Vaanden, og ►Hervor gik til, og ►legede saa en liden Stund, at Kongen var frelst og Fordel paa ►Godmunds Haand. 473 (PS) Det gjorde ►og ►Hervor samme Gang, at ►der en Hirdmand havde draget ►Tirfing, medens hun sad ved ►Tavlebord, greb hun ham Sværdet af Haand og voldte ham Bane. Alt dette gjorde hun i ►Mandslignelse, men det meente ►Godmund af sin Kløgt, at hun ►ei var Kvinde desmindre, det vidste han ►og, hvilket Sværd hun ⓘ førteførte] GV, forte A, og derfor kom hun uskadt af hans Rige. I den Time, da ►Hervor sad i 📌Ladogaborg med Kvindesyssel, kom det saa, at ►Godmund døde, ►der han havde levet mange Mænds Alder, og ►Jetter blotede til ham som Gud. Nu kom hans Søn ►Høfund til Riget og blev vidt navnkundig for sin ►retvise Kløgt, thi det er sagt, at vrange Domme dømte han aldrig. Alligevel var han ei mere Ven af ►Odins Æt end hans Frænder, og det mente Mange, at han vilde tykkes saa ►retvis, ►paa det at Mænd skulde 43tiene hans Fader og ham, og ►slet forsage ►Valhals rige Guder. ►Der ►Høfund hørte det ►Ord som ►Hervor havde i Lande, da kom det ham i Sind, at eie hende til Kone, og ►saa skete med Frænders Raad. God Kærlighed var mellem de Ægtefolk og de avlede tvende Sønner, hin ældste ►Angantyr, og ►Heidrek den Anden. Begge bleve de store Mænd og stærke, vittige og ►væne, men den Skilsmisse var dem imellem, at ►Angantyr blev sin Fader lig udi Sind, og fik Yndest af alle, men ►Heidrek virkede tvertimod det Onde han mægtede, og slægtede saa paa ►Mødrenefrænder, og var elsket af ►Hervor allene. ►Der ►Heidrek voksede til, blev han udsendt at opfostres hos ►Gissur, en kløgtig og ►vaabendjærv ►Jette, der ►fødtes han op til sit attende Aar og forfremmedes saa i ►Størke og alskens ►Idrætter, at Ingen ⓘ kundekunde] GV, knnde A kaldes hans ►Jævning, men i Sindelag blev han den Samme.

✂ 474 (PS) Det var engang, at ►Høfund gjorde et kosteligt Gilde og bød til sig alle Stormænd i Riget, ►uden ►Gissur og hans ►Fostre. Det ►fortrød ►Heidrek storlig paa, og lovede at ►spilde Gammen i Sal, og om Aftenstid, ►der Mænd sad over Drikkebord, kom han ►gan44gende► ind til Manges Harm. ►Høfund Konge gik tidlig at sove, men Gæsterne sadde efter, da fløttede ►Heidrek sig ned fra Høisædet midt paa Bænken, og ►som ham ei skortede Kløgt, vidste han ►saa at tale Mænd imellem, at der blev Trætte og Bulder, og ►enddog ►Angantyr stillede Mange tilfreds, æggede dog ►Heidrek ►saa en Gæst, at han slog sin Nabo ihjel. Da lo han første Gang og mælte, at ei var Gildet priseligt, naar rød Væde ei randt paa Dug, thi, siger han, ligeligt er det, at de som drikke saamegen god Vædske give Husbonden nogen igen. Ei tyktes dog ►Høfund ►saa, thi han dømte ►Heidrek at være fredløs af Riget; ei nyttede det, hvad ►Hervor talede imod. ►Heidrek maatte da ►gange af Land og hans Moder fulgte ham paa Vei, men ►der de skiltes, gav hun ham ►Tirfing og bød ham vel at fare. ►Angantyr var ►og ►gangen med og fulgte ham længere, men som de nu ►ginge og taledes ved, da kom ►og Talen paa den ►Adskillighed som var mellem ►Høfund og ►Hervor, og det ►mælde ►Heidrek: fredløs gjorde min Fader mig, men vist skal jeg gøre Noget derimod, som ham værst skal synes og han sent skal 45glemme. Med det Samme uddrog han ►Tirfing af Balgen, men ►der det lyste som Gnister af ►Eggen, da gjordes Alting vildt for hans Øine, og paa ham kom Bærsærkegang. Som de Brødre nu der vare ene To, men ►Tirfing maatte vorde Mand til Bane, hvergang det uddroges, da fik ►Angantyr ►Banehug, og det var hin første ►Nidingsid som virkedes med 475 (PS) Sværdet. ►Heidrek ►lod ilde over Værket, og gik til ►Ubygder og var længe i Skov, og skød sig Dyr og Fugle til Mad, men ►der han besindede sig, at ei var det godt Frasagn, at Intet skulde vorde til Tidende om ham, uden det, som han mindst vilde høre, da kom han ihu, af hvilken berømmelig Æt han var oprundet og hvor store ►Idrætter hans gamle Frænder havde virket, og nu foer han frem, til han fandt Vikinger og gjordes ►brat deres Høvding.

✂

46Syvende Kapitel.

Om ►Heidrek.

✂ I den Time ►raadte for 📌Reidgotaland, som nu kaldes 📌Jylland, en Konge som ►Harald hed, og han havde meget Rige at styre, men nu var han gammel og dertil sønneløs, thi kuede ham tvende hans Jarler ►saa, at han maatte yde dem Skat. ►Harald havde sin Hovedborg udi 📌Aarhus, og did kom ►Heidrek engang med sin Flaade. Kongen ►undfik ham med dyrebart Gilde og bød ham have ►Fredland hos sig, og ►Heidrek tog gladelig mod Budet, og gik til Borgen med sit Folk og var der enstund. Det var en Dag, at Kongen talte meget Sølv paa Bord, da spurgte ►Heidrek: hvem skal have det meget Sølv, eller vil du sælge det ►for Nødtørfts Skyld, selv vil jeg lægge Penge for mig og mine Mænd, mens vi dvæle her; men Kongen sagde ham da, hvordan det var anderledes fat, og at det var Skat til hans Jarler. Stor Skam tykkes mig det, siger ►Heidrek, at saa vældig en Konge maa ►skatte til Mænd af ringere 47Æt, og er det 476 (PS) mit Raad at ►lade Vaaben skifte, men Kongen svarede, at det havde han prøvet, men faaet ►Useier tit, og som de nu talede længere sammen, da blev Udgangen den, at ►Heidrek skulde stride mod Jarlene, og, om han vandt, have ►Helga, Kong ►Haralds den eneste, deilige Datter til Viv. Nu uddrager ►Heidrek til Jarlemøde, men aldrig saae Jyder før noget Sværd at bide som ►Tirfing, thi for dets ►Egge falde Mænd som Kviste, og Rædsel betager alle dem, som nær ►ere stædte. Jarlene falde nu begge, og deres Rige lægges under Kongen, men ►Heidrek faaer ►Helga til Brud med ►Konningenavn og ►Hælvten af 📌Jylland at styre. ►Helga fødte en Søn som blev kaldet ►Angantyr, men ►Harald avlede ►og en Søn i Alderdom, som ►Haldan hed, og de voksde op til dygtige Mænd, medens Vinterne gik.

✂ I den Time ►der disse Ungersvende vare blevne fuldvoksne, da kom saadant ►Uaar, at det var venteligt, Landet maatte ►ødes. Da gjordes stort Blot og kløgtige Mænd udforskede Gudernes Villie, men den var ►saa, at aldrig skulde der komme godt Aar i Landet, 48før den Ungersvend, som ædlest var, blev givet til ►Odin. Det ville Mange mene, at ►Harald havde ►fortørnet ►Aser , ►der han gav en ►Jotun Land at ►raade og sin Datter til Viv.

✂ Nu sagde ►Heidrek at Kongens Søn var ædlest af Alle, men ►Harald talde imod og nævnede ►Angantyr, da toge Mænd det Raad, at give ►Høfund den Sag ivold, og samtykte ►Harald deri, saasom han vel maatte vide, at hin gamle ►Jotun ei dømte ►Odins ►Ætmand ædlest at være. ►Høfund dømte, som venteligt var, og ►Harald blev glad, ►der han fik det at høre, men stakket var kun hans Gammen, 477 (PS) og ei maatte han have Trøst af hine rige Guder, som Hver kan tænke.

✂ Nu stævner ►Heidrek Thing og frembærer ►Høfunds Dom, men dernæst ►gør han efter det Raad, som ham er givet af hans Fader, den listige ►Jotun, dermed at ►øde ►Odins Slægt: det falder mig tungt paa Sinde, siger han, at ►naar som jeg nu er vorden sønneløs, da ville Alle forsage mig og ►gange ham til Haand, som de kunne vente mest Trøst af, baade af ham, mens han lever, og af hans Søn, naar han falder 49fra; thi vil jeg nu byde tvende Kaar, det ene, at jeg vorder blotet med min Søn tillige, men det andet, at de yngste og gæveste Mænd indtil ►Hælvden af alt det Folk, som her er sanket paa Thinge, skal sværge ei at skilles fra mig, al den Stund jeg lever. Da blev Gny udi Flokken, og det sagde Alle, at det var ►tækkeligt Bud, og de ►gjorde efter hans Villie, og lovede at følge ham i Land og uden Land, mod hvem han saa ►og vilde fare. ►Der ►saa var gjort, og det var bundet med hine dyreste Eder, da sagde han: det tykkes mig, at vel betales ►Odin for den ene Svend, naar ham gives ►Harald og Søn med al deres Hær. Dernæst lod han sit Banner reise, og ►søgte ind paa ►Harald, og ►enddog han var uberedt, blev dog Striden skarp, fordi Kongens Mænd æggedes saare ved ►Heidreks Svig; men der han saae ►Fylkingen tyndes, gik han selv frem med ►Tirfing i Haand, og blev baade ►Haralds og ►Haldans Bane. Ei døde ►Harald uforskyldt og ►Odin fik sit ædle Blot, men dog maa dette nævnes hint andet ►Nidingsværk, som virkedes med ►Tirfing efter ►Dvalins Spaadom. ►Heidrek lod Guders Offer50stene bestryge med ►Haralds og ►Haldans Blod, og viede al Valen til ►Odin for god Grøde i ►Angantyrs Sted, men ►der ►Helga Dronning ►spurgte 478 (PS) sin Faders og Broders Fald, da tyktes den Tidende hende saa ond, at hun hængte sig selv i ⓘ ►Disasalen Disasalen ] GV, Disadalen A.

✂ Nu lever ►Heidrek længe med megen Hæder og styrer 📌Jylland, og hærger baade paa 📌Saksland og 📌Hunaland og andensteds baade vidt og bredt, som sagt er i hans Saga, men her er kun derom at tale, at omsider vorder han led af Krig og Feide og sidder ►fredsom i sit Rige. Det tænkte ►og menig Mand, at nu vilde han gøres Ven med ►Aser, aldenstund han hvert Aar ►fedte en mægtig Galt, og gjorde den saa hellig, at ved dens Børster skulle Alle røre som gjorde stærke Løfter og dømte i store Sager, og den Galt offredes til ►Freia for Aarets Grøde. Det mene dog visere Mænd, at ►Odin ►raader mest for al Grøde, og dertil at det var ►Nid og ingen Hæder, at vie ►Freia saadant Dyr, og det maa vel den sande, som veed, hvad hin onde ►Loke talde ved ►Ægirs Gilde. Den Galt kaldte ►Heidrek ►Sonegalten, ligervis som han ved den vilde sig forsone med de 51rige Guder, og ved dens Børster gjorde han den Eed som meget pristes, at Ingen skulde ► ⓘ fortørnefortørne] GV, fortrørne A ham saa, at han ►jo maatte fare med Fred, om han kunde sige en Gaade, den han selv ei kunde gætte, men det er at ►mærke, at aldrig var nogen funden, som ►saa kunde frelse Liv eller ⓘ HelsenHelsen] GV, Hilsen A.

✂ En ⓘ ►Herse Herse ] Rettelsesliste, Heese A var i ►Heidreks Rige og kaldtes ►Gestur blinde, mellem ham og Kongen var stort Fiendskab, og ►Heidrek sendte Mænd til ham, at han skulde komme ►at lide Dom ►eller og stride med ham ►i Marken.

✂ Ei havde ►Gestur ►Størke til at stande Kongen imod, og tungt var det at lide Uvens Dom, men vanfør vidste han sig til at prøve Kløgt med 479 (PS) ►Heidrek, og det var hint eneste tredie ►Kaar. Da tog han det Raad at blote til ►Odin sig til ►Trøst, men syg var han i Sinde og sygere blev han, alt som Dagen kom nær, da han skulde møde i Kongens Gaard. Det var om Aftenen før ►Stævnedag at ►Gestur sad ►vaandefuld i sin Bo, da ►klappedes haardt paa Dør, og ►Gestur gik at vide, hvem der vilde gæste ham saa sent i Kveld. Der stod ►Odin ude og bød ham 52skifte Klæder og Aasyn med sig. ►Saa skedte, og ►Gestur gik at fjæle sig, men ►Odin ind i Stuen, og Alle tyktes at se ►Gestur selv. ►Der det dagedes, drog ►Odin til 📌Aarhus, og det var til Under for Alle, men for ►Heidrek mest, at han vilde ►skifte Ord med Kongen; thi ►landkyndigt var det, at ei var ►Gestur kløgtig som han. Nu sættes tvende Stole frem, og Mænd ►lave sig til at ►lyde paa vittige Ord. Sent maatte det vorde at optælle alle de Gaader og mørke Taler, som ►Odin frembar, men Kongen gættede og udlagde, og vel maa det tykkes os som høre dem alle, at hin kløgtige ►As vilde føre ►Heidrek langt omkring paa kendte Veie, at han omsider kunde tæmme hans Glæde og gøre ham ►desmere Harm og Spot. Dette er Udgangen paa lystelige Tale. ►Odin spørger:

✂ Hvad er det Under,
Udenfor ►Dellings
Dørre jeg saae?
Ti var dets Tunger
Tyve dets Øine,
Dobbelt saa mange
Fødder det havde,
53Dog kunde ►gange
Grimme Uhyre.

✂ 480 (PS) ►Heidrek.

✂ Mer end jeg vented
►Vittig du er,
Hvis du mon være,
Hvad du dig kalder.
Soen i Gaarden
►Gaader du om.

✂ Nu slagte de Soen, som Kongen vil, og ni Grise ere i hende.

✂ ►Odin.

✂ Hvem er de To, som
Fare til Thinge,
Trende Øine
Tilsammen have,
Hale een, og
Fødder to,
Fare saaledes
Rundt om Lande?

✂ 54 ►Heidrek.

✂ Let er Gaaden,
►Gestur blinde!
Gættet er den:
Det er ►Odin
Og hans ►Sleipner.

✂ ►Odin.

✂ Siig mig ►end Dette,
Du som blandt Konger
►Vittigst maa nævnes!
Hvad sagde ►Odin
►Baldur i Øret,
Førend paa Baalet
Baaret han blev?

✂ 481 (PS) ►Heidrek.

✂ Galder og Ondskab,
Og al Skændsel,
Troldomstale;
Ordene Ingen
Veed uden Du,
►Menvætte, Orm!

✂ 55Nu brændte Hjertet ►Jetten i Liv og han drog ►Tirfing, og mente at hugge ►Odin, men vel mægtede han at frelse Livet, og foer i ►Falkeham og satte sig i ►Lyren. Da huggede Kongen til, og ramte Halen, og kortede ►Fjedrene og derfor bærer Falken stumpet Stjert; men ►Odin ►mælde gennem ►Lyren: fordi du huggede ►saa, og brød din egen Fred, da skulle hine værste Trælle dig myrde. ►Saa skedte ►og, at Trælle toge ►Tirfing, ►der han sov hos dem i Telt allene, og huggede ham Banehug, og ►enddog Faa maatte harmes derover, var det dog ►Tirfings det tredie ►Nidingsværk. Nu tyktes Mænd det vide, at den Lov var omme, som ►Dvalin havde lagt paa Sværdet, men ►end var ei fremkommet Alt, hvad ►Norner vilde.

✂

56Ottende Kapitel.

Om ►Heidreks Børn.

✂ ► Der ►Heidrek var lagt udi Høi, blev Thing ►stævnet, og ►Angantyr toges til Konge, men det svor han, ei at sidde i sin Faders Høisæde, før hans Død var hævnet, og drog ensom ud at lede efter Kongens Banemænd. Det var en Aftenstund, 482 (PS) ►der han gik ved 📌Grenaa, at han saae tvende Mænd i Baad, som sadde at fiske, dernæst saae han, at den Ene drog en Fisk, og hørte ham bede den Anden tage sig Sværdet, og ►der han fik det, skar han Hovedet af Fisken og kvad:

✂ Det maa ved 📌Grenaa
Gedde undgælde,
At under ►Havbjerg
►Heidrek er myrdet.

✂ Da mærkede ►Angantyr, at det var ►Tirfing, og gik hen i Skoven; men om Midnat, ►der Trællene sov under Telt, gik han did, 57og dræbte dem, og tog ►Tirfing. Dernæst drog han hjem og gjorde et stort Gilde i 📌Aarhus og drak ►Arveøl efter sin Fader.

✂ ►Heidrek havde feidet paa 📌Hunaland og vundet Seier, og taget med sig Kong ►Humles Datter den ►væne ►Sifka, og havde hende hos sig til Frille enstund. Dernæst sendte han hende hjem udi 📌Hunaland, og der fødte hun en Søn som blev kaldet ►Hlødur og han vokste op hos sin Morfader. Nu ►spørger ►Hlødur sin Faders ►Afgang, og at hans Broder er tagen til Konge, da gør han sig rede til Færd at kræve Arv efter Fader, som ►mælt er:

✂ ►Hlødur fra Sønden,
►Heidreks Arving,
Kom til Goters
Kongeborg,
Kom til 📌Aarhus
Arv at kræve,
►Der ►Angantyr
Drak i Salen.

✂ 58 483 (PS) Uden for Salen
Stod en Hirdmand,
Sydfarne Høvding
Hørtes at mæle:
Gak under høie
Loft udi Sal!
Bed saa ►Angantyr
Broder at svare!

✂ Hirdmanden gik for Kongens Bord og hilsede ►Angantyr og ►mælde siden:

✂ Kommen er ►Hlødur,
►Heidreks Arving,
Høit over Hestens
Ryg han sig løfter,
Lyster med Broder
►Brat nu at tale.

✂ Men ►der Kongen det hørte, smed han Kniven paa Bord, og slog over sig Brynjen, og tog et hvidt Skiold i den ene Haand, men Sværdet ►Tirfing i den anden; da blev stort Bulder i Salen og Alle reiste sig, thi det vilde de høre, hvad ►Hlødur ►mælde og hvad ►Angantyr vilde svare. Det kvad ►Angantyr:

✂ 59Velkommen ►est du,
Vil du ►indgange
Med os i Salen,
Mjød efter Fader
Drikke, som Sønner
Sømmer og hædrer?

✂ ►Hlødur.

✂ Hid vi ei ►fore,
Bugen at fylde,
484 (PS) ►Hælvden af ►Heidreks
Arv vil jeg have.
Pilen og Strængen,
Sølvet og Guldet,
Koen og Kalven,
Kværnen og Trællen
Med mig du skifte!

✂ Med mig du skifte
📌Mørkved hin rene,
Hellige Guders
Høie og Lunde,
Stenen med Runer
►Ristet og fager,
Skjolde og Sværde
Skinnende Ringe!

✂ 60 ►Hælvden af ►Heidreks
Arv vil jeg have,
►Hælvden af Borge,
Bønder og ►Sysler,
►Hælvden af ►Tirfing.

✂ ►Angantyr.

✂ Briste skal hvide,
Blinkende Skjolde,
Spydene kolde
Spilles i Luften,
Mange til Jorden
Mødig sig neie,
Førend jeg ►Tirfing
Deler i to.

✂ Dig vil jeg byde
Dyreste Drikke,
Kosteligt, lysteligt
►Liggendefæ,
485 (PS) Tusinde Heste,
Tusinde Svende,
Svende som bære
Brynjer og Skjolde.

✂ 61Manden jeg giver
Mø, ham at følge,
Møen jeg spænder
Smykke om Halsen.

✂ Dig jeg med Sølvet
Siddende hyller,
Og dig med Guldet
►Gangende skjuler,
Rundt dig skal funkle
Fagreste Ringe,
►Treding af 📌Gotland
Gak du at styre!

✂ ►Gissur, ►Heidreks Fostbroder, var hos ►Angantyr, og dengang saare alderstegen, og ►der han hørte ►Angantyrs Bud, tyktes det ham for stort, hvorover han ►mælde:

✂ Trælkvindebarnet,
Tyendebarnet,
Vel maa han tage
►Treding, som bydes,
►Slegfredbarnet
Sad mellem Kvæget,
Medens i Salen
Skiftedes Arv.

✂ 62 ►Hlødur vrededes saare, ►der han hørte sig nævne Trælkvindebarn, og drog ►skyndelig hjem i 📌Hunaland, og ei blev ►Humle mildere, ►der han ►spurgte Tidende; det kvad han:

✂ 486 (PS) Stille i Vinter
Sidde vi ville,
Salige leve,
►Dobble, og drikke
Dyreste Vædske,
Lære ►og ►Huner
Legen med Vaaben.

✂ Hær vi sanke
Hær vi øve;
Os til skarpe
Strid skal følge
Tolvaars Drenge,
Toaars ►Klodde,
Saa af ►Huner
Hær vi sanke.

✂ ►Der Vaaren kom, sankedes Hær af Landet, alle de som vare vaabenføre, fra dem der vare tolv Aar gamle, indtil dem der havde levet tredsindstyve Vintre, og 63Hæren var saa stor, at den ⓘ maattemaatte] GV, maattes A tælles i Tusindeviis. En Høvding var sat over hvert Tusind, og en Banner var med hver ►Fylking, men af ►Fylkinger vare tre og tredive, og Femtusind i hver af dem, og Tolvhundred i hvert Tusind, og seks Snese i hvert Hundrede. Nu rede de gennem Skoven som 📌Mørkved heder, den skiller mellem 📌Gotland og 📌Hunaland, og ►der de kom af Skoven, vare ►for dem jævne Marke og store Bygder. Paa Sletten stod en fager Borg, og for den raadte ►Hervor hin unge, ►Heidreks Datter, med sin Fosterfader ►Orm, thi de vare satte til Landværn der med meget Folk.

✂ Det var en Morgen, at ►Hervor stod over Borgeport, ►der Sol gik op, da blev hun vaer, syd 487 (PS) imod Skoven, en ►Støvrøg saa mægtig, at stundom hylledes Solen. Alt som hun stirrede længer, da skimtedes Guld under Støvet, og snarlig kunde hun adskille guldlagde Skjolde og gyldne Hjelme, og hvide Brynjer. Da mærkede hun at det var ►Hunehæren med stor Mandeflok, og gik ►skyndelig ned, og kaldte ad ►Lursvenden, og bød ham at blæse Folket tilsammen. Der64næst tog hun til Orde: ►tager nu Alle Vaaben og Værge, og ►laver til Strid! men du, ►Orm, skal ride mod ► ⓘ HunehærenHunehæren] GV, Hnnehæren A og byde Kamp syd fra Borgen. Det svarer ►Orm: saamegen Hær have ►Huner, at vi kunne ei staa imod, og er det mit Raad, at vi fly som snarest til ►Angantyr, din Broder; men da mæler ►Hervor: ræd er du vist, og gør som jeg siger! ►Saa skedte, og Striden begyndte paa Sletten, men snarlig blev hint meste Mandfald paa ►Hervors Side, og ►der hun saae det, blev hun ►som vredest, og foer frem ►ligere Løve end Mand, og huggede med begge Hænder, og seks mand i hvert Hug, og Ingen mødte hende saa ►djærv, at han ►jo maatte tage Død for Liv. Det mægtede hun dog ei omsider at stande mod saadan Overmagt, og ►der Titusind af hendes Mænd vare faldne, da kaldte hun høit paa ►Hlødur og ►mælde: kom du til Tvekamp med mig, om modigt ►Karlmands Hjerte er i dig! men han svarede: ei tørster jeg efter dit Blod, Søster! og bød sine Mænd klemme hende inde mellem Skioldene, saa hun maatte blive ilive. ►Der hun dette hørte, blev hun som galen, 65og ændsede Intet, men slog ned for Fode, baade Mænd og Heste, og ►enddog Hæren trængte haardt ind, ►fulde dog altid de, som vare hende næst, indtil hun sank død ned af Hesten. Store Blodstrømme randt hende ud af Mund og det mente Alle, at hun var sprungen af 488 (PS) ►Møde, men det tyktes Ingen at have ►spurgt, at nogen Kvinde havde stridt saa mandelig, og i Høi blev hun sat med megen Ære.

✂ ►Der ►Orm saae ►Hervors Fald, havde han stridt ►som skarpest og hans Hænder vare blodige til ►Akslene. Faa vare ►end vaabenføre og med dem red han Dag og Nat, til han fandt ►Angantyr i 📌Aarhus. Kongen ►undfik ham paa det bedste, og spurgte om Tidende, da kvad ►Orm:

✂ Sydfra jeg kommer,
Sorgbud at bære.
📌Mørkvidurs Hede
Hærges af Luer,
Goterne slagne
Svømme i Blod.

✂ 66Møen jeg saae
Synke til Jorden,
Systeren din
Datter af ►Heidrek.
Rødere ►Hervor
Gjordes paa Valen,
End naar med Beiler
Møen maa tale,
Eller til Senge
Bruden maa ►gange.

✂ Men ►der ►Angantyr hørte dette, skiftede han Lød, og tog sent til Orde, og ►mælde omsider: ubroderlig ►est du svegen, gæve Syster! Dernæst saae han ud over Hirden, ei vare mange tilstæde, og det maatte falde ham tungest paa Sind; thi kvad han ►og:

✂ Mange vi vare
Mjøden at drikke,
489 (PS) Nu er vi færre,
Fler dog behøves.
Ham udi Skaren
Skuer jeg ikke,
67Som vil for Ringe
Ride til ►Huner,
Og dem for ►Bønner
Byde til ⓘ StridStrid] GV, Srid A.

✂ ►Gissur hin Gamle.

✂ Hvid jeg ei kræver,
Tager ei heller,
Skinnende Skjolde,
Spyde forgyldte
Ikke jeg ►æsker,
►Æske dog vil jeg
►Huner til ⓘ StridStrid] GV, Srid A.

✂ Den Lov var lagt i ►Heidreks Dage, naar Fjendehær kom i Landet, at Landkongen ►mærkede ►Valstæd, og ei maatte Fjenderne røve, før Striden var prøvet. Det spurgte da ►Gissur, ►der han sad paa Hesteryg, hvor han skulde byde ►Huner til Strid?

✂ ►Angantyr.

✂ Dysser ⓘ fyldefylde] GV, fulde A
►Duneheden,
68Der er Kongers
Kæmpehøie,
Der er Goters
Gamle ►Valsted,
Der med Hæder
De saamangen
Seier vandt.

✂ 490 (PS) Nu red ►Gissur bort, og kom til ►Huner, dog nærmere ei, end han kunde tale med dem, og da kaldte han med høi Røst og kvad:

✂ Kaaret til Ravnens
Bytte er Kongen,
Banneret bøies,
►Odin er vred.

✂ Dysser fylde
►Duneheden,
Der er Kongers
Kæmpehøie,
Der skal leges
►Skarpt med Vaaben,
69 ►Odin lade
Pilen fare,
Saa som Ordet
Farer nu!

✂ ►Hlødur vilde at man skulde tage ►Gissur, men ►Humle vilde det ei, og ►Gissur raabte, alt som han sporede Hesten: vi ræddes ei for eder, I ►Huner; og ei for eders ►Hornbuer. ►Gissur red hjem og sagde Tidende om ►Hunehærens Mangfoldighed, og da sendte ►Angantyr Budstikken alle Veie fra sig, og ►stævnede hver Mand til sig, som mægtede Vaaben at bære, men ►der Folket var sanket af de ►næste Fylker, da uddrog han til ►Dunheden med saamangen god Kæmpe, dog havde ►Hunen Tvende mod Een. De reiste nu Telte og sov om Natten, men om Morgenen dernæst begyndte hin største Kamp, som været haver i 📌Nordenlande, thi det er sagt, at den stod i otte ►samfelde Dage, mange Tusinde faldt, dog mest af 491 (PS) ►Angantyrs Mænd, ►enddog det savnedes lidet, thi hver Dag dreve til ham store Flokke af Landsfolket. Den niende Dag ►hvilde 70sig Hæren og skæftede Spyd og hvæssede Sværd, men ei var derpaa at tænke, at jorde de Faldne, thi den ganske Dal var fuld af Døde, og Blodet gik til Hestebringe. ►End vare alle Høvdinge ilive, og paa den tiende Dag blæstes i Lur, saa det gjaldede milevidt og hver Høvding æggede Sine, som han kunde bedst. Det bød ►Hlødur ►Huner at betænke, at de vare stædte i fremmed ⓘ LandLand] GV, Laud A, og ondt var om Frelse at bede, hvis de ei ►vunde Seier; men ei gjordes mere behov til Jyder at sige, end det som de Alle forstode, at her var at stride for Guder og Fædreneland. Hvassest blev Striden i Dag, thi nu ►ginge Høvdinge ud af ►Skjoldborgen og prøvede ►Størke og Sværde, ►Gissur maatte falde for ►Hlødur, og ►Humle for ►Orm, men da det lakkede ad Aften, da begyndte ►Huners ►Fylking at svigte, og ►Angantyr gik derigennem med ►Tirfing, og ►skiftede Hug med sin Broder og ►Hlødur faldt. ►Hunehæren var nu høvdingsløs ►enddog Høvding gjordes nu lidet behov, thi ei vare mer end Trehundred ilive, dem bød ►Angantyr Fred, og de toge den gerne. Den71anden Morgen lod ►Angantyr ►Valstedet ⓘ rydderydde] GV, rydbe A, og ei blev fundet en levende Mand, thi de som ei selv kunde bære sig derfra, vare druknede i Blod. ►Hlødurs Lig blev fundet paa en ►Holt, og ►der ►Angantyr kom til, stod han der tiende længe og stirrede paa det bevæget i Sind, men ►der han maatte komme til Orde, ►mælde han saa:

✂ Broder! Broder!
Jeg dig bød
492 (PS) Guld og Møer,
Mænd og Lande;
Nu ei har du
Guld, ei Glæde,
Lidet Land at
Bygge paa.

✂ Du vilde have
Halve ►Tirfing,
Nær ved Hjerte
Heelt du fik det,
Heel er ►Tirfing,
Du i Tvende
Halve kløvet.

✂ 72Onde Lov
Laa paa Slægten.
Broders Bane,
Er jeg vorden,
Mindes skal hvad
Mindst jeg vilde.
Ond maa nævnes
►Norners Dom.

✂ 📌Kiøbenhavn 1810.

✂ Trykt hos 👤P. D. Kiøpping.

✂ 73

Skemtevers.

74

✂ 75

►Expectoratio.

✂ Til Læseren.

1

✂ 193 (PS) Hvis Dørren dig synes for stor
Og derimod Huset for lille,
Da koster det dig kun et Ord;
Thi Tingen er her kun at ville.

2

✂ ⓘ DerDer] GV, Dǝr A er en Ting paa Jorden,
Som ►end Man kalder 📌Norden,
Hvorfor? det veed jeg ikke,
Thi det er Tidens Dyd,
76At baade Nord og Syd
Er nu omtrent det Samme,
Men gamle Nord til Skamme
Vi det bekende maa,
Det var ei altid ►saa.

3

✂ I 📌Rom Oplysningen var krøbet
Saa høit, at knap den kunde sees,
Hver Gud var ►gaaet rent iløbet,
Og Dyderne stod smukt i Kreds;
Man havde Vine i sin Kelder,
Som knap er smagt i 📌Engelland,
Man kunde lave Frikadeller,
Saa alle Tænder løb i Vand;
194 (PS) Man smukt til smukke Piger gik
Før end Man havde Dun paa Hagen,
Og aldrig man en Kone fik
Som ►havde jo sin Dyd paa Bagen;
Man aad paa Sølv, Man drak af Guld
Man drak sig lystig, drak sig fuld,
Man sang om Piger, sang om Vin,
77Og kaldte sig ►med Tugt et Svin
Af 👤Epikurs... Dog det er Nok,
For Suk og Graad jeg kan ej meer,
Og Tungen brænder mig i Munden,
Den klassiske, den gyldne Tid,
Du veed det selv, den er forsvunden;
Vel sandt, at nys med al vor Flid
Vi ærlig stræbte den at naa,
Men ak, naar Man, som nu betaler
En Flaske Vin med to Rigsdaler,
Da er det ei at tænke paa,
Nu mister Digteren sin Stemme,
Og drikker Brændevinet hjemme.
Dog, Kære, lad os ei ►forsage!
Kan vi end ei i Sang og Drik
Opnaa de gamle, gyldne Dage,
Saa lad os dog ved Gymnastik;
Ved fattelige Børneskrifter;
Ved at udvikle vore Drifter,
Ved gode Raad til menig Mand
Om Gaaseplukning med Forstand;
78Ved gode danske Surrogater
For Kaffe, The og ►for
Ved spidse Hatte, runde Sko,
Og Frihed for al Overtro,
Ved stiv ⓘ MoralMoral] GV, Maral A, utvungne Sæder
►Forhverve os en evig Hæder,
Og, vil os Skæbnen være mild,
195 (PS) Den samme Lod og Lykke, ⓘ somsom] GV, soɯ A
Det stolte 📌Rom.
Ja 📌Rom, o kære Læser, bliv ei vred,
Det var min Patriotiskhed
Som førte mig saa langt fra Teksten,
Men derfor skal du faa at see,
Jeg nu skal stække den i Veksten.
Mens 📌Rom var høit oplyst, o Vee!
Hvad var da vore gamle Fædre!
Hr. 👤Hume siger sandt og smukt,
At det for dem og os var bedre
Om Tiden rent dem havde slugt,
Thi vel var de just ikke Harer
Som vi, det veed vor Herre,
79Men saa var de Barbarer,
Og det er dog nok værre!
Vel aad de ei saalige
Just deres Fjender op,
Men det vil Intet sige,
De jog dog Sjæl fra Krop,
Og jeg gad dog nok vide,
Hvad det ⓘ kankan] GV, kau A Kroppen gavne,
Den ædes kun af Ravne,
Naar dog den ligge maa
Og rolig see derpaa.

4

✂ Dog, Tid jeg ej vil spilde,
Thi den er dyrebar,
Med Snak om 📌Nordens Vilde,
Om hvad de ikke var
Og hvad de Stakler vare,
Een Dumhed jeg Dig bare
Fortælle vil, min Ven!
Og Dumheden er den:
De troede paa Guder.
80 196 (PS) Betænk engang, min Kære,
Hvordan det vilde gaa,
Hvis Een vi troede paa,
Saa kan Du deraf lære
Hvordan det vel saae ud,
Da Guderne var mange.
Med Anger jeg bekænder,
At jeg engang var gal,
I 📌Nordens Gudesal
Jeg gerne vilde spanke,
Ja selv til 📌Nordens Mænd
Jeg gerne vandred hen,
Det var min visse Tanke,
At der var meget Stort.
Jeg stirrede saalænge
Paa hvad de gamle Drenge
I Verden havde gjort,
At hardtad jeg blev ked
Af al den Herlighed
Som jo en Blind kan see
Fra ⓘ VestenVesten] GV, Vesteu A indtil Østen.
81Nu er det Gudskelov forbi;
Som al min høie Poesi,
Nu har jeg min Forstand igen,
Og Gudskelov at selv den kom,
At ikke selv i Alderdom
Jeg skulde gaa til den;
Thi Syndernes Bekændelse
Naar Man af Synd er ked,
Og Sottesengs Omvendelse
Er ►mislig som Man veed.

5

✂ Dog, omendskønt jeg herved lover
Ei meer at prise gamle 📌Nord,
197 (PS) Jeg med Beskedenhed dog vover
Om det at tale Skemtens Ord;
Thi for det Første mener jeg
At ⓘ Man forMan for] GV, Man . for A Maden at fordøie,
Maa ►og med Latter sig fornøie;
Men god og stiv Moral os ei
Tillade kan at le af Næsten,
Og naar os selv vi tage fra,
82Til Næste hører hele Resten.
Skal vi kanske
Af det Umælende da le?
Det var jo baade Skam og Spot,
►End af os selv? nei, nei,
Det veed vi da nu alt for godt,
At vi har Pligter mod vort Jeg.
Hvoraf kan da Moralen døie
At vi med Latter os fornøie?
Hvoraf? undtagen af det Pak,
Som Fantasien Guder kalder,
Og al den Mængde Pølsesnak
Som Man i Overtroens Alder
Har om de Karle sammenskrevet,
Der dog har aldrig ædt og levet;
De selv os maa i Graven takke
At vi endnu om dem vil snakke.
Men skal af Guderne vi le,
Jeg ikke rettere kan se,
End vi bør le af vore egne,
Thi det jeg tør paa deres Vegne
83Forsikkre, at de alle Dage
Til 📌Grækenlands kan være Mage.
Vel ikke slet saa store Hop
De gjorde, for de var lidt tunge
Og heller ikke ganske unge,
Men foretog dog mangt Spilop
198 (PS) Der morer ret, naar man det læser,
Især ⓘ naarnaar] GV, man A Kedsomheden trykte,
Da var de ret som rent forrykte
Og gjorde tusende Fadæser.
Jeg tvivler ingenlunde paa
Min Læser, du jo kan forstaa,
Jeg snakker om de samme ►Aser
Som fordum gjorde ►Kvaser.
Men sæt endog, hvad ei jeg troer,
At Grækerne var vore egne
I Latterlighed overlegne,
Saa har vi Gudskelov et Ord
Som nok kan slaa de Græske ned,
Og det er Patriotiskhed.
At ei jeg tale skal om Andet
84Var det ei evig Skam for os,
Da vores Kurs er saa forbandet,
At bruge saadant fremmed Gods
Naar i vor egen 📌Dannerstat
Vi har saa godt et Surrogat!
Af Dette og af andet Sligt,
ⓘ MinMin] GV, Men A kære Læser, Du kan se
Du ikke blot har Lov at le,
Men at det endog er din Pligt.
Dog, det er sandt, i Æstetiken,
Det huskede jeg ikke paa,
Man Alt med Frihed gøre maa.
Saa ►staar jeg da igen istikken,
Og ihvor nødig end jeg vil,
Saa maa jeg dog vel nødes til
At røre ved den ømme Byld,
Og med et Suk bekende:
Jeg skriver for min egen Skyld.
199 (PS) Det vistnok er et Vovespil,
Men naar Man taler til
Et Publikum, hvis Hoveddyd,
85Jeg siger det med patriotisk Fryd,
Er stor og brat Medlidenhed,
Formeget voves ei derved,
Da vover man at haabe,
Da vover jeg Dig at tilraabe:
Nu har jeg i saa lang en Tid
Med 📌Nordens Pak ⓘ havthavt] GV, hvvt A Slæb og Slid,
Nu spørger jeg hver ærlig Mand,
Som har paa Lærdoms Slid Forstand,
Bør det ei komme mig tilgode
At jeg har saadan maattet rode?
Hvorfor mon 👤Herodotos skrev
Sit ►Vrævl om Skyter og ►Sarmater,
Og de ægyptiske Krabater?
Mon ei fordi man skulde sige:
Den stakkels Mand har reist omkring
Med stor Besvær i mangt et Rige,
Og ⓘ hørthørt] GV, hort A en Mængde dumme Ting.
Hvorfor, det maa jeg dog vel spørge,
Skrev vores . . sine Skrifter,
Som for en Hvid ei Nytte stifter,
86Og, det veed Gud, er dygtig tørre,
Undtagen for, at Man kan vide
Han siddet har om Nattetide
og læst igennem mangen Bog,
Hvoraf han dog blev lige klog?
Du seer da, Læser, jeg har Ret
Til dig med 📌Norden at traktere,
Og, tak Du Gud! Du slipper let,
Jeg kunde giøre meget mere:
Som 👤Rühs og 👤Schløzer kunde jeg
Paatage mig min lærde Mine,
200 (PS) Og paa den slagne Landevei
Dig ret methodisk pine;
Bevise Dig at hele 📌Norden
Med al sin hele Sagaflok,
Og ►Asathor med al sin Torden,
Og ►Freia med sin Kat og Rok
Er kun et Ammestuevæsen;
Jeg kunde gaa et Skridt endnu,
Og vise Dig, at Jeg og Du
Os maatte tage selv om Næsen;
87Ja, naar det netop skulde gælde,
Saa kunde jeg Dig vel fortælle,
At baade Levende og Dødt
I Ammestuen er opfødt.
Det kunde jeg, men gør det ei,
Fordi jeg har et følsomt Hjerte,
Og selv saa tit har følt med Smerte,
At er det Ret, saa er det dog,
Som mangen Ret, ►og ret forbandet.
Saa tak da Gud! Du slipper let,
Men vær nu ⓘ hellerheller] GV, hrller A ikke kræsen,
Hold alle Rynkerne fra Næsen,
Og skulde det end stundom ske,
At Du fik Lyst at sove ind,
Saa husk at det er ⓘ godtgodt] GV, gddt A at le,
Og træk Dig i den ene Kind,
Og kild Dig under Hagen!
Saa gaar det nok, og begge to
Vi da har Noget for Umagen.

6

✂ Saavidt jeg kom da med det ene Øre,
Men nu maa Du dog ogsaa høre,
88Hvad egenlig jeg har at byde,
Vidtløftighed er ellers ei min Lyde,
Men det jo sinker ei at bede og at smøre.
201 (PS) I ►Edda, ►Edda er en Bog,
En gammel Bog paa Pergament,
Du har vel sagtens seet en ►Skrolle,
Som bundet var i Pergament,
Du ved da sagtens ►og at slige
Har nu kun grumme lidt at sige,
Saa kan Du uden Møie gætte
Hvad slig en Tingest kan forjætte,
Som ikke har et ærligt Blad,
End sige meer, men kun en Rad
Af gule, ►gennemrøgte Strimler,
Og som af Møl og Utøi vrimler.
I dette smukke Selskab finder
Du 📌Nordens Guder og Gudinder,
Og ►Ellefolk og ►Jettekram,
Det Eneste Man her kan sige,
Er: Lige lege bedst med Lige
Og gør hinanden ingen Skam.
89I ►Edda er en Viseflok,
En Vise kender Du jo nok,
Det er lidt rimet Pølsesnak,
Men her i dette Visepak,
(Det skal vel være det Sublime)
Er ei et Ord, der sig kan rime,
Men kun en Bogstav hist og her,
Som vrænger ad ⓘ sinsin] GV, siu A Nabo der.
I Ammestuen Du kanske
Har hørt en gammel Kælling tralle
En ►Kæmpevise: Basseralle,
Men tænk Dig nu for Spøg ⓘ engangengang] GV, rngang A
Af samme Kælling, samme Sang,
►Tipoldemoers Tipoldemoer,
Saa er Du paa det rette Spor,
Og har en ganske deilig Gruppe.
202 (PS) I samme gamle Visebog,
Hvorpaa jeg nu har gjort Dig klog,
Er iblandt andre en, Man kalder:
Herr ►Odins ►Ravnegalder ,
Fordi det er et ►Ravnemaal,
90Som ingen kristen Sjæl forstaar,
Ja knap af vor Tids Antikvarer
Der gives En, som det forklarer.
Dog, det er saamænd ►og det Samme,
Og derved skal sig Ingen skamme,
Thi Vaas det er, det veed vi Alle,
Og til en Spas, som den kan falde,
Det allerbest Man bruge kan,
Hvorpaa Man ikke har Forstand.
For Ret da kendes: denne Vise
Bør agtes for en lovlig ►Prise.
Dog Lovene for ►Kaperi
Jeg af Juristers Tale kender,
Og har ei Lyst at falde i
En ►Prisrets haarde Hænder,
Især da jeg hos Geistligheden
Vel kan faae Nok af Ret herneden.
Jeg derfor vil slet ikke dølge,
Den ►Prise var alt halv besat,
Og heraf maa juridisk følge
At deles bør den vundne Skat,
91Og Skatten er den Latterhøst
Hvis Vinding er min visse Trøst.
Vel sandt, min Kaperkammerat
Han tier stille i sin Kiste,
Men derfor bør Han Intet miste,
Især da ►Prisen er saa god,
At der er meer end nok til To.
Den ►Kasus vi har for os her,
Forholder sig saalunde:
203 (PS) I Visen snakkes om en ►Mær,
Som hede skal ►Idunne.
Hun skraaler ret som hun blev pidsket,
Og alle Guder skraale med;
Da nu af dette Navn en Kvinde
Man kan i andre Viser finde,
Som paa de ►rare Æbler passer
Der Rynker fra ⓘ ►Valhallas Valhallas ] GV, Valhallaes A ►Madser
Kan i al Evighed forjage,
Saa er det klart Man maa antage
At Æblerne er Skyld i Skraalet,
Endskønt der ⓘ eiei] GV, er A i ►Ravnemaalet
92En Tøddel staar om Pærevelling,
Langt mindre om en Æblekælling.
Saavidt min lærde Kommentator.
Man seer, det genialske Blik
Var ene det jeg af ham fik,
Og En skal altid bryde Isen,
Men hvordan Blikket hængte sammen
Med alt det andet Vaas i Visen,
Derom han vidste ei Besked,
Jeg det paa mine Fingre veed,
Og vil Du lukke ⓘ opop] GV, og A dit Øre
Saa skal Du snart det faae at høre.
Ja snart – men straks det skeer ei heller,
Du bie maa, mens jeg fortæller:
Jeg vil citere lidt.
Du studser, det er Dig en Gaade,
Da jeg har vist saa tit,
Det ikke er min Maade.
Det er Ulykken den,
Thi havde jeg itide
Citert, min Ven,
93Da maa Du vide,
At baade Du og jeg og Flere
Var fri for Dette og for Mere –
204 (PS) Men det ⓘ erer] GV, rr A Sagen, jeg citerte ikke,
Og derfor ⓘ ingeningen] GV, tngen A ret Magister
►Af Krus med mig vil drikke,
Han siger ganske bister:
Jeg er det ikke værd,
For jeg er ikke lærd.
Jeg ikke lærd, det maa jeg høre!
Det maatte selv en Sten jo røre,
Og Du, min Læser, er jo ingen Sten
Men Du var meer ⓘ endend] GV, en A det: en Hedning,
Hvis ej Du til min Æres Redning
Tillod mig at citere lidt.

7

✂ Nu Tak! nu er vi gode Venner,
Og nu i al Fortrolighed,
Som kan sig mellem Venner ►skikke:
(Men for Guds Skyld forraad mig ikke)
Jeg er i Grunden ikke lærd.
94Men hvordan kan jeg da citere?
Ja, seer Du vel, for Venskabs Skyld
Jeg Dig vil aabenbare Mere:
Fra Verdens Skabelse til nu
Aar Attenhundrede og ti
Der skrevet er en Hoben Skrifter,
Som umanerlig Nytte stifter;
Thi mange af dem staar der i:
Det siger Povl, det siger Peer,
Og ikke en Stavelse meer,
Dem blade nu vi Lærde i
Og Ingen blader uden vi,
Og det er et uskyldigt Kneb,
Som mange grumme lærde Mænd,
Før Du og jeg var født, bedrev,
Som dagligdags bedrives ►end,
205 (PS) At tage sig en Nævefuld
Af dette hersens Ruskomsnusk
Og strø det ►neder under Skriften,
Enhver maa grue, som det seer,
Og gruer meer, jo meer han seer,
95Og tænker: Kors! han som et Bæst
I al sin Tid maa have læst.
Det smager os, og seer Du, Kære,
Det er nu denne Ære
Jeg her vil stræbe at opnaa.
Men pas nu paa,
Og luk nu op dit Øre!
Saa skal Du faae at høre
Hvad knap Du kunde vente,
Og ►Edda ei fortjente.
Som i de fleste Ting og ikke i de færste,
Er ►og i disse Vers Begyndelsen det Værste,
Det Første er lidt høit, men synker nok med ⓘ TidenTiden] GV, Tideu A,
Og Du skal faa at see, det bliver komisk siden.