Grundtvig, N. F. S. Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

den prøve i prædikekunst, som en teologisk kandidat skulle aflægge forud for ansættelse i et præsteembede. Trykket ligger på ordets anden stavelse. Kaldtes også prøveprædiken. Grundtvig holdt sin dimisprædiken den 17. marts 1810.

gr. Ou gar epaiskhýnomai to euangélion toú Khristoú; dýnamis gar Theoú estin eis sōtērían panti tō pistéuonti. ►Rom 1,16: “For jeg skammer mig ikke ved evangeliet om Jesus Kristus; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror”.Bibelverset er citeret frit. Grundtvig har valgt at skrive Theoú (Guds) med stort, hvilket ikke var praksis på oldgræsk, og han har indsat ordene ‘toú Kristoú’ (om Kristus), som ikke er en del af den etablerede græske tekst, men en læsemåde fra det tekstkritiske apparat, jf. ►Novum Testamentum Graece, udg. af 👤J.J. Griesbach 1775-77.

Grundtvig henviser her til sine mytologiske arbejder, som var tilegnet hhv. 👤Rasmus Nyerup (►“Om Asalæren” 1807), 👤Christen Pram (►Nordens Mytologi 1808) og 👤Adam Oehlenschläger (►Optrin af Nordens Kæmpeliv 2 1809).

efterkommere.

ædel person.

dvs. tør tilegne sig virkningen af Jesu død. Der hentydes til den kristne lære om Jesu stedfortrædende lidelse og død: den tro, at 👤Jesus døde i alle menneskers sted, jf. ►Rom 4,25 og ►1 Tim 2,5-6.

Grundtvig hentyder her til sin rationalistiske samtid, som efter hans mening havde fornægtet 👤Kristus. Med ordvalget spilles der desuden på 👤Peters fornægtelse af 👤Jesus, jf. ►Mark, 14,66-72.

👤Johan Grundtvig, som havde været præst i Udby siden 1776 og i 1810 overvejede at trække sig tilbage pga. svagelighed. Se indledningen, afsnittet “Grundtvig kaldes hjem til Udby”.

endog.

dvs. styrke.

forløb.

frækt gør nar af.

gerning.

N.F.S. Grundtvig voksede op som den yngste i en børneflok på fem. I årene 1800-1805 døde imidlertid hans tre mellemste søskende. De to brødre døde, mens de var udstationeret som præster på fortet Christiansborg i den danske koloni på den afrikanske Guinea-kyst.

Anledningen til, at Grundtvig holdt sin dimisprædiken, var, at faderen, som havde været præst i Udby siden 1776, var svagelig og ønskede, at Grundtvig blev ansat som hans personlige kapellan (hjælpepræst). Se indledningen, afsnittet “Grundtvig kaldes hjem til Udby”

virksomhed (som præst). Ordet ‘Id’ er objekt i sætningen: at ej min tale skal bringe skam over min præstegerning.

den prøve i prædikenkunst, som en teologisk kandidat skulle aflægge ved universitetet forud for ordination og ansættelse i et præsteembede. Kaldtes også dimisprædiken.

dvs. bedømmer. Denne var typisk en teologisk professor.

dvs. bedømmeren.

dvs. Guds ord, evangeliet.

begynderarbejde.

dvs. bæven. Udtrykket ‘frygt og bæven‘ er en fast bibelsk vending, se fx ►1 Kor 2,3 og ►Fil 2,12.

dvs. bedømmer.

Det var tilladt teologiske kandidater at prædike, før de var ordineret. Grundtvig prædikede selv nogle gange i Bøstrup kirke i årene 1805-1807, mens han var huslærer på Langeland.

halvdelen.

Grundtvig holdt sin prøveprædiken den 17. marts 1810 i Regenskirken (Regensens kirkesal, som benyttedes til disputere- og prædikenøvelser).

jf. universitetsfundatsen af 7. maj 1788, kap 4, § 11.

misforståelse.

dvs. samtidsslægtens, generationens.

dvs. Guds ords, evangeliets.

professor ved det teologiske fakultet, 👤P.E. Müller.

her: rimelig.

dvs. retorisk kunstværk.

stærkt ønsker.

dvs. præsteembedet. Når Grundtvig kalder embedet ‘helligt’, er det fordi det omtales sådan i ordinationsritualet, jf. ►Danmarks og Norgis Kirke-Ritual 1685, kap. 10, artikel 2.

hentyder muligvis til 👤F.W.J. Schelling, der i ► Vom Ich als Princip der Philosophie hævder, at den store tænker ønsker at trænge frem til al videns sidste punkt og enten vil hele sandheden eller slet ingen sandhed (►1809, s. V).

dvs. klædebon, klæde.

frembringes, dannes.

de bibelske forfatteres.

dvs. hos Gud i det evige. Troen på sjælens udødelighed var herskende i Grundtvigs samtid.

her: bønfalde.

dvs. præster, jf. ►Luk 1,2 og ►ApG 6,4.

medkristne, som ikke er faste i troen.

Ifølge folketroen er lygtemænd overnaturlige, lysende væsner, der lokker mennesker på afveje.

dristig.

bibelsk udtryk for at tage skylden på sig, jf. ►Jos 2,19 og ►ApG 18,6.

hentydning til antikkens tanke om, at en gylden kæde forbinder det højeste med det laveste. Tanken fik sin klassiske form i 👤Homers ►Iliade (8. sang), hvor ►Zeus (►Jupiter) er i besiddelse af en gylden kæde, hvorved han kan trække hele verden op til sig. Grundtvig har formetlig kendt til aurea cantane homeri fra 👤K.Ph. Moritz' ►Götterlehre (1791).

allusion til ►2 Kor 5,17.

her: undtagen.

Guds ord, som ifølge Bibelen består til evig tid, jf. ►Sl 119,89.

jf. ►Es 34,4 og ►Hebr 1,10-12.

Grundtvig havde en plads som videnskabelig stipendiat på Valkendorfs Kollegium i Skt. Pedersstræde i årene 1808-1811.

Dateringen er næppe tilfældig. Den 11. april 1810 var 👤Constance Steensen-Leths 33 års fødselsdag; fruen, som Grundtvig forelskede sig ulykkeligt i, mens han var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland (1805-1808).

her: således.

lad (verbalformen ‘lader’ er imperativ pluralis).

Citatet er faktisk fra ►Matt 5,15-16.

her: nødvendig.

åbnede.

►1 Tim 3,16.

I Matthæusevangeliet, hvorfra Grundtvigs prædiketekst er taget, omtales det flere steder, at de, som vælger at følge 👤Jesus, må forvente hån og forfølgelse, se fx Matt ►5,11.

her: revsede.

afslørede.

bibelsk udtryk for, at noget er uægte, falsk og hyklerisk, jf. ►Matt 23,27-28.

jf. ►Matt 9,13.

formentlig hentydning til ►Matt 5,8.

jf. Jesu tale til sine disciple i ►Matt 10.

jf. ►Matt 5,15-16.

►Matt 5,13.

gå i forrådnelse.

hentydning til Jesu himmelfart, se ►ApG 1,9 f.

her: Da.

her: gået bort.

Fremstillingen bygger på Apostlenes Gerninger, som er det skrift i Det Nye Testamente, der beretter om den kristne menigheds grundlæggelse og udbredelse i de første årtier efter Jesu død og desuden om de tidlige forfølgelser af de kristne.

gik (verbalformen ‘ginge’ er præteritum pluralis af ‘gå’).

dvs. 👤Jesus i den forklarede (glansfulde, overjordiske) skikkelse, han fik efter opstandelsen.

jf. ►Hebr 1,3.

her: temmelig.

tom, intetsigende.

pralende.

her: alligevel.

forandre, fordreje.

dvs. styrke.

således.

Grundtvig spiller her på den middelalderlige filosofis skelnen mellem den erkendelse, der beror på åbenbaringen (lumen gratiae), og den menneskelige fornufts naturlige erkendelse (lumen naturale).

her: vælge.

hentydning til de rationalistiske præster, som har sat deres lid til den menneskelige fornufts naturlige erkendelse i stedet for til Guds åbenbaring.

jf. ►Ef 6,14. At ‘omspænde lænderne’ er en bibelsk talemåde for at gøre sig klar til kamp. I GT tales der typisk om at binde sværd om lænderne. I ►Ef 6,14 omtolkes denne talemåde, så der tales om at spænde sandhed om lænderne som værn imod Djævel og ondskab.

omspænder, egl. spænder snor eller bælte (gjord) om.

videre hentydning til ►Ef 6,13-17.

dvs. de første århundreder e.Kr.

►Joh 16,2.

►Joh 16,2.

står.

Der henvises til det løfte, man som præst skal aflægge ved sin første embedstiltrædelse om at forkynde den kristne lære i overensstemmelse med de profetiske og apostoliske skrifter og kirkens bekendelsesskrifter. På Grundtvigs tid anvendte man den gamle latinske præsteed fra ►Danmarks og Norgis Kirke-Ritual 1685.

pålægger.

dvs. af at forkynde Guds ord.

dvs. kirken.

begejstrede virken.

forskellige.

jf. ►Fil 2,9.

hentydning til ►1 Kor 1,23, hvor 👤Paulus omtaler sin prædiken om den korsfæstede 👤Kristus som en ‘forargelse’ for jøder og en ‘daarlighed’, dvs. tåbelighed, for hedninger, jf. ►Biblia 1787.

mere overmodig.

eftersom.

mangel, fravær.

bibelsk udtryk for det at vise vrede eller ærgrelse, jf. ►Job 16,9 og ►Sl 112,10.

her: bortforklaringer.

bedrage, narre.

fjernes, fordrives.

stå.

dvs. dybder.

allusion til ►Es 33,15.

dvs. de israelittiske forfædre.

også.

jf. ►Hebr 4,12.

jf. ►Sl 29,3.

skræmmer.

dvs. 👤Paulus.

jf. ►1 Kor 3,11.

jf. Johannesprologen, ►Joh 1,1-18, særligt v. 4,5 og 9.

hentydning til den lutherske reformations kamp imod romerkirken og til dens fornyelse af kristendommen.

slør.

allusion til slangen, djævelen.

hentydning til den jødisk-kristne forestilling om, at en gruppe af engle i tidernes morgen satte sig op imod Gud og derfor blev styrtet fra himlen ned i underverdnen. Der er kun antydninger af denne forestilling i Bibelen, se fx ►Jud 1,6; en mere udførlig beretning om de faldne engle findes i det pseudepigrafiske skrift Første Enoks Bog. Læren om gode og onde engle var på Grundtvigs tid en fast paragraf i dogmatikken, jf. fx Christian Bastholm ►Den Christelige Religions Hoved-Lærdomme til almindelig Opbyggelse (1783), s. 170-181.

skjulte, hemmelige.

henvisning til syndefaldet, ►1 Mos 3.

👤Adam og 👤Eva.

dvs. gudbilledligheden.

hentydning til ►Hebr 1,3.

her: forfædre.

jf. ►Matt 11,12 og ►Luk 16,16.

hentydning til renæssancens humanisme og naturvidenskab.

her: tidsalderen.

bibelsk udtryk, sædvanligvis anvendt om Gud, jf. ►Sl. 89,14.

dvs. enbårne søn, 👤Jesus Kristus.

dvs. 👤Paulus.

jf. ►1 Kor 2,2.

her: analyserende.

hentydning til fortællingen om syndefaldet i ►1 Mos 3.

👤Martin Luther.

Den lutherske reformations hovedprincip var at drive teologi ved skriften alene, sola scriptura. Guds ord i skriften ansås for at have ubetinget myndighed, også hvor det gik imod paveembedets og biskoppernes myndighed og imod den kirkelige tradition.

afstedkomme.

I det følgende hentydes til oplysningstiden, som var kendetegnet af videnskabernes fremskridt, optimistisk tro på menneskets fornuft og kritik af religionen.

dvs. i Bibelen.

hentydning til oplysningstidens deisme: tanken om, at Gud har skabt verden i en logisk og lovmæssig orden, så den kører af sig selv som et urværk. Guds indgiben i verden ved undere og åbenbaring betragtes i denne sammenhæng som en umulighed - det ville være brud på lovmæssigheden.

Grundtvig hentyder formentlig til romantikerne, som mente, at det var muligt for mennesket at nå til en umiddelbar erkendelse af enheden bag tilværelsen og derved i en vis forstand blive forenet med guddommen (‘det evige’). Sådan en anskuelse af det evige var dog ikke alle forundt. Det var først og fremmest kunstneren, der – i kraft af sit særlige geni – kunne nå denne “aandelige Højde”.

jf. ►Rom 10,6.

jf. ►Gal 4,4.

dvs. i den rationalistiske tidsalder.

styrkelse.

Der hentydes til læren om den bibelske fremstillings akkommodation (tilpasning) til menneskelige forhold. Rationalisterne i Grundtvigs samtid mente, at religiøse forhold og udsagn i Bibelen oprindelig måtte være tilpasset modtagernes fatteevne, meninger og skikke i de første århundreder e.Kr. De antog fx, at det kun var som en bevidst indrømmelse til samtidens overtro, at 👤Jesus og apostlene talte om Djævel og engle. I en oplyst tidsalder kunne man se bort fra disse tillempninger til en ‘umyndig’ tid og fjerne de forestillinger, som var i modstrid med den sunde fornuft.

tidsalder.

Oplysningsteologerne (rationalisterne) regnede primært 👤Jesus for et stort menneske og morallærer, men lagde ikke megen vægt på hans rolle som frelser og forsoner.

dvs. det største menneske. I Bibelen er det egentlig et udtryk, som 👤Jesus bruger om 👤Johannes Døberen, jf. ►Matt 11,11.

I processen mod 👤Jesus brugte modstanderne udtrykket jødernes konge om ham, således 👤Pilatus i ►Mark 15,9 og de romerske soldater i ►Mark 15,18. Ifølge Markusevangeliet sattes desuden en indskrift på 👤Jesu kors med teksten ‘Jødernes konge’ (►Mark 15,26). Grundtvig spiller på den ironi, der ligger i, at de kalder ham jødekonge, men dræber ham alligevel.

hentydning til den rationalistiske lære om kristendommens perfektibilitet, dvs. dens evne til at udvikle sig og gøre fremskridt. Rationalisterne betragtede kristendommens historie som en fremadskridende proces mod stadig større fuldkommenhed. Forestillingen var udbredt i Grundtvigs samtid.

Der hentydes til slangen (djævelen), som lokker hovmodet frem i mennesket, jf. syndefaldsberetningen, ►1 Mos 3.

det himmelske lægemiddel, dvs. Guds ord.

lad (verbalformen ‘lader’ er imperativ pluralis).

Lad (verbalformen ‘Lader’ er imperativ pluralis).

gå.

hentydning til de rationalistiske præsters prædikemåde; de prædikede ofte om moral (“Dyder og Laster”) og fremstillede kristendommen som hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden. De så det som deres opgave at opdrage folk (“Klogskabens Råd”) og inddrog typisk hverdagserfaringer i prædikenen (“Betragtninger over Livets Sysler”).

står.

åbnet.

går de ud af.

dvs. kirke.

hentydning til de ‘gammeldags’ kristne, dvs. de luthersk ortodokse, som også Grundtvigs far tilhørte, jf. tilegnelsesdigtet.

tiltale inspireret af 👤Paulus, jf. ►Kol 1,2.

hør (verbalformen ‘hører’ er imperativ pluralis).

bemærk, læg mærke til (verbalformen ‘mærker’ er imperativ pluralis).

fri gengivelse af ►Matt 18,6-7.

dristige.

bibelsk talemåde, jf. ►Ordsp 25,22 og ►Rom 12,20, der her betyder ‘pådrage os straf’.

her: udøvelse.

tåbeligt.

hentydning til de antikke græske filosoffer.

her: vig.

hentydning til vredens dag, ►Åb 6,16. Se desuden ►Hos 10,8 og ►Luk 23,30.

fald (verbalformen ‘falder’ er imperativ pluralis).

skjul (verbalformen ‘skuler’ er imperativ pluralis).

►Rom 10,17.

jf. den tidligere omtale af Guds ord, der som et sværd trænger gennem marv og ben (►Hebr 4,12).

hentydning til 👤Jesu himmelfart, hvor disciplene stod og stirrede mod himlen, ►ApG 1,10.

►ApG 17,28.

►Fil 1,6.