Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord

Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,
Han var, da Intet var, hans Aandepust
Hensvæved over tomme Ginnunggab,
Det klare Lys da skinned i det Høie
Og i det Dybe vælted Bølgen sig;
Men Jorden blev imellem begge løftet,
Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.
Da skabte Herren i sit eget Billed
En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande
Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;
Af Mandens Kød og Ben en Kvinde
Til helligt Samfund blev af Herren skabt
Og derfor lever Kvinden kun i Manden,
Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.
200 De ligned Gud, men Slangen lokked dem,
De vilde være deres Skabers Lige,
Da raabte Gud, og straffed dem med Død,
Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,
Og skælvende han vender sig mod Gud,
Men Slangen lokker ham igen til Jorden,
Hvis han sig vender, er det evig Død,
Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.