Grundtvig, N. F. S. Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord

✂ Hel lysteligt det er i Alderdommen,
Naar man i Ungdom selv har faret vidt
Paa Tidender om Yngres Færd at ►lyde.
Men sig mig 👤Gardur! er det sandt,
Hvad Man om 👤Gangerolf fortæller?

✂ At han i 📌Valland fik et ►Hertugdom?

✂ 390 (US) 👤Gorm.

✂ Det veed jeg, men at han blev Kristen?

✂ Er ►og desværre sandt, jeg selv har set
Ham døbes, hørt hvordan han skifted
Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.

✂ 4👤Gorm.

✂ Det er et Galenskab, som nuomtide
Er kommet over 📌Nordens djærve Mænd.
Det danske Tungemaal har 👤Rolf vel ogsaa
Omskiftet med det ►vælske Munkepludder?

✂ Ja nu er 👤Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog ►Vallandsk
Som alle de, der bo i 📌Rotemag,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
For at han kunde lære Danskes ►Maal.

✂ Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
Hvor Danske kom, blev ogsaa ►Maalet dansk.
Men naar den ►Sæd fra 📌Romaborg nu vinder
Blir vel i 📌Danmark selv det Danske glemt.

✂ Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres ►Sæd og ►Maal kan gemmes.

✂ Hvor mener du?

✂ 5 👤Gardur.

✂ Paa 📌Island mener jeg.

✂ 391 (US) 👤Gorm.

✂ Er det hint Land i Vest, som Man fortæller
At du har fundet.

✂ Netop det.
Jeg ►nævned Landet 📌Gardursholmen
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden har Man kaldt det 📌Island.
Det er det samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med store Klipper,
Og mange Fjorde, alskøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
Men det kan ikke skade, det er ret
For ►Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse rent ihjel.

✂ Men er det ►bygget?

✂ Dygtig ►alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden
6Jeg vilde seilet did engang igen,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied 👤Floke ►Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener
Det er et ►Mærke paa, at ►Odin ►end
Har ikke tabt sin Kløgt, at høie ►Aser
Kanske vil fløtte op til 📌Island nu,
Ifald dem hviden 👤Krist fordriver,
Og 📌Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet 👤Harald gør, den Niding,
Som dræber 📌Norges ►Fylkekonger, eller
Uddriver dem fra deres Odel, ►dog
Hel mange af dem ere ►Odins ►Ætmænd?
De flygte ⓘ nunu] GV, uu A til 📌Island, ►alt
For ►Thor og ►Frei er mangent Hus opbygget.

✂ 392 (US) 👤Gorm.

✂ Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
Og dræbte alle 📌Danmarks ►Fylkekonger?

✂ Naar ►Odins Æt ►bær Vaaben paa sig selv
Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
Men du dog hærgede med ►mere Skel
Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.
7Desuden er det ►saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra ►Aslaug,
Fra ►Sigurd og fra ►Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid gjort.

✂ Ind traadte nu ►Eiulf hin Gamle

✂ ►Hilsæl 👤Kong Gorm! hvad du befol,
Er Alt udrettet.

✂ Du fra 📌Jotland kommer!

✂ Fra 📌Ribe og fra 📌Hedeby,
Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,

✂ I fik da ►stillet Tungen paa de Klerke,
Der nu saalænge har bespottet ►Thor
Og alle ►Aser.

✂ Ja, vi fik den ►stillet;
Men hvad den mælte først, var fælt.

✂ Hvordan? mig tykkes Røsten skælver ►Eiulf!
Jeg troer du er ræd.

✂ 8 393 (US) ►Eiulf.

✂ Med dig jeg foer,
Saa vide om paa Hærtog og ►vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.

✂ De har forhekset dig med Seid
De arge ►Trolde, du vel ikke mer
Nu troer paa ►Aserne?

✂ Jeg troer at ►Aser
Har Magt, men den har ogsaa flere Guder
Og 👤Krist er stærk.

✂ Hvad sagde vel de Klerke?

✂ De sagde, naar de kom til Himmerig
Til deres ►Valhal, 👤Krist de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.

✂ Og derfor ►est du bange? ►Thorbjørn ►vist
Dog ei blev ræd.

✂ 9 ►Eiulf.

✂ Han siger det vel ikke
Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd ►brødes Skibet, mig
De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min ►Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde – ja de ►maa.

✂ 394 (US) 👤Gorm.

✂ Din ⓘ ►GunnarGunnar] GV, Gunaar A var en vakker Svend, og saare
Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.

✂ Og troer du da, ifald han kun var druknet
Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
Nei gruelig han endte. – Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kender det, det er som ►Hammerstegnet
Og ►nævnes Kors, derpaa var hviden 👤Krist
Udskaaret, og som ►røde Guld han lyste.
Det rev min ►Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, ►der han skulde dø, og spotted.
Og bød ham bede til sin hvide 👤Krist.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
10Som om han kunde gennemstirre den,
Og da hans Blik paa ►Gunnar sig nedsænked.
Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord, og brøled gennem Luen.

✂ Ja det var grueligt, ei undres mig
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men ►hvis min 👤Knud – o sig mig dog!
Har du ei ►spurgt til hans og ►Haralds Færd?

✂ Om 👤Knud jeg Intet hørte, men Man sagde
►Klakharald ►alt var draget hid.

✂ Saa ►gak da Gamle! lad trehundred Mænd
Sig væbne, stille sig ved Salen!

✂ 395 (US) ►Eiulf.

✂ Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg ►skjuler mig i Høi.
11Farvel 👤Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
Og maaske alt for trolig.

✂ I ►Valhalla
Vi atter mødes skal til ►Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hevne dig. Paa 👤Krist og paa hans Flok
Du hevnes skal.

✂ Støttende sig paa Spydet, gik den gamle ►Eiulf nedbøiet ud af Hallen.

✂ Hvad siger du vel 👤Gardur! om alt Dette?

✂ Jeg siger nu som før, at det er godt,
At 📌Island er, og at jeg mener
Det ikke er for Intet, at just nu
Den Ø er fundet.

✂ Saa du mener
At det er her forbi med ►Asers Magt?

✂ Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
Du frygter for det selv.

✂ 12 👤Gorm.

✂ Jeg frygter ei,
Det aldrig var min ►Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er ►Kæmpetroen. Intet Jærtegn
Om det var nok saa ►underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter
396 (US) Som stige ned fra ►Odin er et Jærtegn
Langt større end om Ild blev Vand
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
Hel sære Tanker avles i mit Sind
Naar jeg maa se, at ►Asers Flok forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
Som jeg har havt engang.

✂ Ja Drømme
Desværre tit er ►ikkun alt for sande.
Paa 📌Norges 👤Harald ser Man det saa grant,
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
Der skygged over 📌Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange gæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andet sket.
Hvad drømte du Kong 👤Gorm?

✂ 13 👤Gorm.

✂ Den Stund
Jeg beilede til 👤Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
Mig tyktes at jeg stod ved 📌Østresaltet
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer,
Da trende hvide ►Nød gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle ►bede Græs, men ►der de sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
At hele 📌Danmark maatte skælve.
Det lagde 👤Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.
►Og mener jeg, at ødes ►Skjoldungætten,
Da ødes ►og i 📌Danmark ►Odins Sæd.

✂ 397 (US) 👤Gardur.

✂ Din Drøm hel mærkelig maa ►nævnes,
Og dog jeg ei som 👤Thyra eier Kløgt
Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
At ►Nødene var af ►adskillig Lød.

✂ 14 👤Gorm.

✂ ►End mer ►adskillige de vare,
De sorte havde mægtig store Horn
De røde mindre, men de hvide ingen.

✂ Ja stor er ►Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide ►Messesærk.

✂ ►Klakharald kom indgangende i Salen med 👤Knud og tredive ►Hirdmænd.

✂ ►Hilsæl 👤Kong Gorm min ►Maag!

✂ Saa kom du dog
Engang ►Klakharald! skønt det sent maa ►nævnes.
Kom hid min 👤Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du ►est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du 👤Gardur! ►gak med 👤Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande
Hvor du har færdedes! og ►Harald sig
Til dine Mænd de ►gange ud af Salen!

✂ ►Harald bød, og ud ►ginge Mændene.

✂ 15👤Gorm.

✂ Du 👤Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
Og vel ⓘ dudu] GV, dn A høre maa, hvad vi samtale.
*Da vendte Kongen sig hel bister mod ►Klakharald. Jeg trende Gange dig til ►Julegilde
Indbød, og du ►vanhædrede mit Bud,
398 (US) Og loved, mig til Spot, du vilde komme
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men 👤Thyra saare gik i Bøn for dig
Og mente at du ►varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu ►est du her;
Trehundred Mænd staa væbnede ►for Salen
Og hvis du ei ►aarsager dig, da skal
Du aldrig ►komme heden med dit Liv.

✂ Mit Liv 👤Kong Gorm! er ►ikkun lidt at agte,
Du selv ►est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at dø, forinden
De Ting fremkomme, som ►tilstunde nu:
Derfor jeg ►kaarer ogsaa helst at tie
Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine ►Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.

✂ 16👤Gorm.

✂ Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder
Her for min Stol. ►Aarsag dig, om du kan!

✂ Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?

✂ Ja derfor stevned jeg dig hid.

✂ Men naar du hører, hvad dig lidet ►huger?

✂ Saa er det ikke førstegang.

✂ Saa hør!
Ved ►Juletid jeg kom til 📌Limafjorden
Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
399 (US) Og det var underligt, om Vinterstide
At se det ene Træ saa sommerligt.
I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De ►alt begyndte at ►forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.

✂ 17 👤Gorm.

✂ Ei sandt? det skal betyde ►Sædomskiftning?
Det var et grumme ►konstigt Syn,
Saa ►konstigt, at Man hartad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?

✂ Den anden ►Jul paa Skibet ►alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i ►Tispen gøede,
Men selv hun tav. – Det vel betyder, at
Det som end ei er født, men dog undfanget
Skal vorde lydt, det Gamle ►tie kvær.

✂ Var alt det Gamle ►saa som du, ►Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men ►saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
Hel gammel og dog ikke ⓘ ►kærlingvæg
Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?

✂ Ei Eventyr, men ►Sandsagn. Tvende Bølger
Hel store, løfted sig i 📌Limafjord,
Og ►sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.
18Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk, som du Kong 👤Gorm!

✂ 400 (US) 👤Gorm.

✂ Det er min 👤Knud, om hvem du spaar saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du ►end Mer at sige?

✂ Nei.

✂ Kongen slog paa Skjoldet og en Flok ►Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig 👤Gardur og traadte for Kongen.

✂ Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
Imens du talte, men da nu du vil
Din ►Maag den gamle ►Harald dræbe,
Fordi du ei kan se, hvad han har set
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
Som Kristne eie! Mindes du ei længer
Hvad ►Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig ►underligt? og mener du da han,
19Hvis store kløgt er vide kendt i 📌Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde lyve? mener du,
Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underligt en Konge sielden dømte.

✂ ►Der han havde betænkt sig enstund.

✂ Ja du har Ret, og det var ►Odin selv
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg ►harmed mig, fordi
Jeg mente mig ►vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min 👤Knud
Han spaade ilde, spaaede hans Død,
Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
Allene er igen af ►Skjoldungætten,
(Thi 👤Harald hører ei til den i Sind,)
401 (US) Da blev jeg ret som galen, ►end jeg ryster
Af Harme, men det er ei ►Haralds Skyld,
Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder ►Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra 📌Skanei og til 📌Jotland: hvo som bærer
Mig Tidende om 👤Knud, at han er død,
20Ja som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved ►Odin, ►Thor og ►Frei
Og ►Nornerne, som Alles Skebne ►raade.

✂ ►Hirdmændenes Høvding.

✂ ►Svinger i Luften
Lysende Staal,
►Støder det haarde
Sværd imod Skjold!
Hørte I Kongen
Svor ved de hellige
►Aser og ►Norner?
Aldrig kan brydes
Eden han svor.

✂ 21

Anden Samtale.

✂ 📌Leire.

✂ 👤Gorm sad i Høisædet med 👤Thyra. ►Ned fra ham sad ►Klakharald og 👤Knud og mange andre Mænd ►trindt om Drikkebordet. Lystelig ►ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men ►Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.

✂ Nu drik, min ►Maag! det er ret Gammen
At drikke ►saa sit eget ►Arveøl.

✂ 402 (US) ►Klakharald.

✂ Nei det var bedre jeg var ei tilstæde,
Og I med Føie drak mit ►Arveøl.

✂ Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!
Vil du da unde mig en Bøn?

✂ 22 👤Gorm.

✂ Kun sjelden nægted jeg dig nogen;
Kun naar du bad for dem, som vil
Nedbryde ►Asers Magt.

✂ Vist før du maatte
Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog
Kun beder for en Mand, som hid er dragen
Ad lange Veie for med dig at tale,
At han maa stædes for dig ind
Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
Hel ilde hvad han siger!

✂ Som jeg er
Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
Men da jeg dog nu ei kan vide
Hvad der kan komme ham i Sind,
Er det vel bedst, formeget ei at love.

✂ Kan 📌Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,
Ei eengang taale at en Mand
►Og siger hvad ham lyster? frygter han
23At Ord hans Arm skal binde, hvis han ei
Med Sværdet fluks kan kløve ham som mælte?

✂ Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
Han dog skal ►gange frit igen.

✂ Ud gik 👤Thyra at lede den Fremmede i Sal.

✂ 403 (US) 👤Gorm.

✂ Jeg gad dog vidst, hvad han vel har at sige.

✂ Tidsnok du vist det faar at høre.

✂ Alt hvad han siger, tager jeg for Skemt.

✂ Dertil maaske det bliver for alvorligt.

✂ Veed du kanske hvad han vil mæle?

✂ Ei hvad han vil, men hvad han kan.

✂ Ind kom Dronningen med Erkebisp 👤👤Unni.

✂ 24 👤Gorm.

✂ Hvem er du? hvad har du at ►føre?

✂ Jeg er en kristen Biskop, fører Aandens Sværd,
Som ind til Marv og Ben kan trænge.

✂ Hvad vil du her?

✂ Du spørger, hvad jeg vil?
Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger
De Ulve som har ►slidt hans Hjord.
Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,
Og drikke i ►jer Mjød uskyldigt Blod.
Hvad havde ⓘ dede] B, de, A vel gjort dig, grumme Konge!
De Fredens Sendebud, hvis Blod
Du nys udgød, som Himlens Herre
Ved mig nu kræver af din Haand?

✂ Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
Du Lungerne bør i det mindste skaane;
404 (US) Thi mener du, din ►Brumlen rører mig,
Du tager ►svarlig feil. Den Ormeflok,
Som i mit Land udspyede sin Edder
Med Ret jeg ofrede til mine Guder.

✂ 25 👤Unni.

✂ Til Satan ofred' du Guds Børn.

✂ Hvem er vel Satan? mine Guder
Ei ►nævnes ►saa, og hvilken ussel Gud
Var Fader til den Ormeyngel?

✂ Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
Som søger at fordærve Jorderige.
Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
Han ►nævnes ►Thor og ►Frei og ►Odin,
Og alle som ham tjene skal
Ved Døden komme i hans Bolig,
Og pines der i Svovelluen evig.

✂ Du raser Klerk! du taler jo,
Som ►Aser vare ►Midgardsormen,
Og ►Valhal ►Surturs onde Ild.
Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
Du bliver ved at haane mine Guder,
Da maa jeg Løftet ⓘ brydebryde] GV, hryde A.

✂ Satan var
Den første Løgner, hvo ham tjener,
26Kun holder Ord, naar han har ⓘ lovet Ondt.
Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
Frimodig for dit Mordersværd.
Jeg gaaer til 👤Kristus, Verdens store Frelser,
Som over Sol og Maane har sit Hjem,
Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
405 (US) Da fries den fra Satans ►Overvold,
Thi uaftvættet skal det blusse frem,
Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
Din Æt skal se det, og ved Synet grue,
Og angerfuld omvende sig til 👤Krist.
Men gamle Hedning som du ►est, jeg ynkes
Ret over dig, og vil dig ei ►opirre
Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
Jeg ►heller vil dig bede og besværge,
At du ved Troen tager, bygger op af ny
De Kirker du har ødt, og kristner Folket
Til Sone for de Kristne, som du myrded!
O hør mig Konge! det er sidstegang
Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.

✂ ►Gak bort, du Lede! med din ►Jettekløgt!
Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
Jeg veed du stoler paa den onde ►Trold,
Paa hviden 👤Krist; men alt hans Kogleri
Skal ei forskrække, ei forføre mig.

✂ 27 👤Unni.

✂ Vil du da ikke angre dine Synder,
Men blive ved at stride imod Gud,
►Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
Som 👤Krist de hellige Disiple bød;
Og mæler: til dig kom Guds Rige,
Men du ►forskød det, derfor ve!
Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!
Den skal undgælde hvad du har forbrudt,
Indtil den kristner 📌Danmark og forsoner
Gud Faders Vrede – Men ►Klakharald!
Du som den hellige 👤Ansgar har set,
Som hørte Herrens Ord af fromme 👤Rimbert,
Som i dit Hjerte troer paa 👤Krist!
Kan du dog ei, selv nu paa ►Grafsens Bredde
Dig rive løs fra Verden? vil du da
Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
Saa vid! den Herre Herre han har sagt:
406 (US) ►Hvo som for Mennesker mig nægter,
Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.►

✂ Hvis du om trende ►Solemærker findes
►End i mit Rige, skal ►hin værste Død
Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!

✂ 28 👤Unni.

✂ Ja, jeg vil skynde mig herfra;
Thi det er tungt at drage Aande,
Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
Til Alles Rædsel ruger over Landet.
Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
Med mig igen, Forbandelsens udøser
Jeg over dig og al din Æt.
►End trodser du, 👤Kong Gorm! men snarlig
Dig rammer Vreden og du skal forsage.

✂ ►Der 👤Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.

✂ Forsage sagde han, forsage skulde jeg!

✂ 👤Knud.

✂ Ei ►Aserne forsaged, da i Sal
Sin onde visse Spaadom ►Gulveig mælte;
Og hvo som troer paa dem, ►forsager ei!

✂ Du ►est min egen Søn, det kan jeg høre!
Nei, jeg vil ei forsage, men, ►Klakharald!
Hvad var vel det han mælede til dig?

✂ 29 ►Klakharald.

✂ Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
Og for at kunne tænke ret i Mag,
Saa giver jeg din 👤Knud mit Jarlerige.
Jeg brat maa fare hen i ►fremmet Land,
At før min Død et andet jeg kan vinde.

✂ 407 (US) 👤Gorm.

✂ Det bliver vist et dygtigt Rige, det
Du vinder nu i Alderdommen.

✂ I Alderdom! ja medens Man er ung,
Man glemmer meget, som Man burde gøre.
Og naar Man vorder gammel, let
Man tykkes at det er forsilde.
Men det er ikke godt. – Hel tung
Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;
Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
Saa jeg kan ikke aande mere her;
Jeg maa afsted til 👤Kristus som mig kaldte.
Farvel min Konge! hvis du mægter, 👤Thyra!
Da bøi det stive Hjerte! Dig, min 👤Knud!
Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;
30Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
Og jeg til Offer selv dig har opfostret.

✂ Nei bi! i mørke Taarn du ned
Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
Din onde Spaadom, saa du ei
Skal lokke Fler med dig til hviden 👤Krist.

✂ O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
Da længtes jeg saa saare efter Høien,
Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,
Nu skælver jeg for Dødens Komme.
Din 👤Knud har jeg opfostret til en Hedning,
Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,
Og ► ►sanked hede Gløder paa mit Hoved ;
Men ei jeg vilde svige dig, og ei
Jeg turde drive ►Aserne fra 📌Norden.
Nu har du ham, og han mit Rige har;
Lad nu mig arme gamle Mand henfare,
At gøre Bod for alle mine Synder
I kristent Land, forlige mig med Gud
408 (US) Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,
Saa lad dog først den hellige Guds Mand
Ved Daaben vie mig til Tro paa 👤Kristum
31Og tvætte af min store Syndeskyld!
Da maa du kaste mig i ►Ormegaard,
Og jeg skal sjunge der med Gammen,
Til Sangen endes med det sidste Suk.

✂ Ei er jeg fager mer, som da du beiled,
Og tyktes der var ingen Mø som jeg.
Du mindes vel de Tider ikke længer?
Men mindes maa du dog, at det var mig,
Som friede dit Land fra Hungersnøden,
Som ►stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
Som ►skuffed 📌Sakslands Keiser og som reiste
I 📌Daneværke ►Skranken for hans Magt.
Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
I Fangetaarn og dø en ►pinlig Død?
Er det fordi han troer paa 👤Krist, da ►kaster
►Og mig derned, thi jeg har samme Tro!

✂ 👤Knud.

✂ Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
Saa lærte mig ►Klakharald; men de Ord
Som trængte sig, fra Sindet frem, ei længer
Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,
Hans Djærvhed glæded, men, betog mig ei.
Men ved min gamle Fosterfaders Ord
32Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.
Det rørte mig i Sind, at han som lærte
Mig store Sagn om ►Odin, ►Thor og ►Balder,
Forlod den gamle stolte ►Kæmpesæd.
Det rører mig, at ►Dvalins Døttre mægted
At drive ham fra ►Valhals Dør, da ►alt
Den aabner sig for ham til ►Kæmpegammen;
Men pine ham, fordi han ►saa er pint,
Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.
409 (US) Hel Mange tro jo ►ikkun paa sig selv,
Dem straffer du dog ei min Fader,
Enddog langt mer de haane ►Asers Magt.

✂ Taus sad den Gamle.

✂ ►Hirdmændene.

✂ Hører du, Konge!
👤Thyra den Elskede,
📌Dannemarks Trøst!
Hører du Sønnen,
👤Knud den Elskværdige,
📌Dannemarks Haab!

✂ ►End tav Kongen.

✂ 👤Knud.

✂ Du tier, Konge! du vil ikke høre.
Saa hør da ►Regnar Lodbrogs ►Ætmand her:
Jeg sværger ved de ►rige ►Valhals Guder,
33At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
Og før skal ►Odins sultne Fugl mig ►slide,
Før jeg skal se ►Klakharald lagt i ►Baand.

✂ ►Hirdmændene.

✂ Hører du, Konge!
►Skjoldungen sværger,
Ti nu ei længer!

✂ ⓘ 👤GormGorm] GV, Gorɯ A.

✂ For gammel er nu 📌Leirekongen vorden,
Da han maa tie i sin egen Hal,
Og tale kun, for Budet at genkalde
Som han har givet; men jeg mærker det,
Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
Min egen Søn, min 👤Knud, som troer
Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
At ►bære Vaaben paa sin Fader.
►Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
Vil øde, ikke ►Troldens Spaadom sande.

✂ 👤Harald Blatan.

✂ Du sagde, Fader! du var blevet svag,
Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
410 (US) Saa del da 📌Danmarks Rige nu med mig!
At jeg kan vorde mægtig som min Broder.

✂ 34 👤Gorm.

✂ Hvad? vover ogsaa du at haane mig?
Du usle ►Kvindedreng foruden Kræfter!
Nei dig jeg før skal dele, end med dig
Jeg deler 📌Danmarks Rige. Trende Skibe
Dem skal du faae, ►gak saa med Hast herfra,
Og stædes aldrig mere for mit Øie!

✂ ►Hirdmændene.

✂ Vel har du svaret.
Venfattig 👤Harald,
Kivsyge 👤Blatan
Aldrig skal styre
👤Danaasts Odel.

✂ 35

Tredie Samtale.

✂ Ved Midnatstide sad hin ypperste ►Hofgode Askield i sin Bo. Svagt brændte Ilden paa Gulv og ved Skinnet læste den Gamle forne Runer og ristede ny, ►vist skulde de ►nyttes ved det nære ►Jolablot. Sagtelig ►indtren hin anden ►Hofgode Thormod.

✂ Thormod.

✂ Askield! Askield!
Ven af ►Aser!
►Est du vaagen?
Drotten ængstes,
Drotten byder:
Der skal blotes,
Store Guder
Skal adspørges.

✂ Askield.

✂ ►Jetter og ►Trolde
Spøge ved Midnat,
36Og kun til Mørket
411 (US) Blotes i Mørket,
Ei vil jeg blote.
Hvad monne ængste
Drotten i Hallen,
Mens han ei sover?

✂ Thormod.

✂ Ei maa han sove, thi han ængstes ►svarlig
Af onde Drømme om sin elskte 👤Knud.

✂ Askield.

✂ Runer jeg rister,
Runer jeg læser,
►Løser de bundne
Stave► med Kløgt.

✂ ►Gak nu i Hallen!
Sig du til Drotten:
👤Danaast ligger
Blodig og livløs
Hisset ved 📌Limfjord.
Vel maa han ængstes,
Vel maa han eie
Søvnløse Nætter.

✂ 37Thormod.

✂ Og bærer jeg til ham det onde Budskab,
Da svarer han mig kun med Sværdeod.

✂ Askield.

✂ Ei maa han dræbe
►Asernes Tjener.
Sig ham! hans Elskte
Er hos sin Broder.
Spørger han længer,
Svar, at den anden
Morgen skal bære
Tidender visse
Frem for hans Stol.

✂ 412 (US) Kongehallen.

✂ ►Trindt i Hallen stode Kongens ►Hirdmænd, tause og med lønlig Gru stirrede de paa de sorte ►Tjeldinger og det graa ►Væv. Fremmerst stod Askield med det mørke grublende Aasyn, og bag ham de andre ►Hofgoder. Da indkom 👤Thyra med den meget alderstegne Konge ved Haand, og han satte sig i Høisædet efter Vane.

✂ 38 Askield.

✂ Solen er oppe,
Drot! vil du følge
Med os i Lunden?
Hellig maa holdes
Midvinters Blot.

✂ ►End er min 👤Knud da ikke kommen hid!
Om Nat jeg ser ham, men kun bleg og blodig.
Du sagde, Askield! at ved dette Morgengry
Mig skulde visse Tidender frembæres,
Hvem siger nu mig Tidende om 👤Knud?

✂ Askield.

✂ Levende tie.
Ræddes for Døden,
►Ikkun det Døde
Vover at mæle.

✂ Hvordan? mig tykkes, at det sortner for mit Øje,
►Hvad heller ►tjeldedes min Hal med Sort?

✂ Den ►tjeldedes med Sort min Konge!

✂ 39 👤Gorm.

✂ Nu veed jeg det. Det er dit snilde Værk,
Det er den Tidende, som Guderne mig loved,
Ja den er vis, som Hanegal i ►Hel,
Nu er han død, min Eneste, min 👤Knud!

✂ Du selv har sagt det, ikke jeg, min Konge!

✂ 413 (US) ►Hirdmændene.

✂ Mindes du Eden,
Konge! den strænge,
Som du har svoret;
Som vi stadfæsted?
Aldrig kan brydes
Eden du svor.

✂ O! mene I, jeg trænger til at mindes
Om Eden, som jeg svor? var den ►og ei,
Hvor kunde jeg dog ►end en Time leve!
Min Kraft er borte, og den Eneste,
I hvem jeg saae min svundne Kraft gjenfødes,
Han er nu død. O 📌Danmark! græd med mig!
Udlevet er din gamle ►Kæmpestamme
40Dit Slægtskabs Baand med Guder er opløst.
Du Askield! sig! hvem var min 👤Knud til Bane?

✂ Askield.

✂ ►Jetter og ►Trolde
Spøge om Midnat,
Æggede Broder
Op imod Broder,
Hisset ved 📌Limfjord.
Kan du forstaa mig?