↩ Kun Saameget vilde jeg her sige, for om XImuligt derved at hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der, selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at udvikle mine Ideer om ⓘ det magiske Baand der knytter Poesi og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser, hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig 388 (US) til Værkets Slutning, da en saadan Udvikling her, foran det sidste eller dog næstsidste Hefte, neppe vilde have sin rette Plads. Spørger Nogen, hvi jeg da ei begynder med Begyndelsen, da kan jeg vel ei nægte, at Dette vilde for Læseren været mere bekvemt; men derhos vide alle Kyndige at Man ei kan udtale ►uden Det, hvoraf Man er opfyldt, og tækkes Værket dem iøvrigt, ville de lettelig tilgive, at jeg ei følger anden Orden, end den min Stemning byder. For dem vil desuden hvert Optrin selv angive sin Plads, og for de mindre Kyndige skal jeg gøre, hvad der kan gøres: foran hvert Hefte ►hentyde paa XIIdets Sted, og ved Værkets Slutning lade ny Titelblade fastsætte Ordenen.