Grundtvig, N. F. S. Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

Der er ikke bevaret noget komplet manuskript til værket.

I Grundtvig-arkivet på Det Kongelige Bibliotek, København, findes følgende manuskripter, som muligvis kan knyttes til tilblivelsen af Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (herefter Optrin af Kæmpelivet):

Signatur Type Indhold
Fasc.-nr. 239.1. forarbejde Uddrag af registret til 👤P.F. Suhm Historie af Danmark III, med de personer, der optræder i Optrin af Kæmpelivet
Fasc.-nr. 300.4 forarbejde Liste med overskriften “Provinsial Ord”
Fasc.-nr. 300.5 forarbejde Liste med overskriften “Provinsial-Ord”
Fasc.-nr. 300.6 forarbejde Liste med overskriften “Nu ubrugte danske Ord af P. K. Snorro”
Fasc.-nr. 300.7 forarbejde Liste med danske dialektord og enkelte tyske gloser
Fasc.-nr. 300.10 forarbejde Liste med danske dialektord
Fasc.-nr. 300.26 forarbejde Liste med danske dialektord

Det er 👤Flemming Lundgreen-Nielsen, der har bemærket, at manuskriptet i Fasc.-nr. 239.1, der i Registranten er dateret til 1815, formentlig er fra 1808-1809 og har tilknytning til Grundtvigs arbejde med Optrin af Kæmpelivet. Yderligere har han foreslået, at den nævnte række af arbejdspapirer, der løseligt kan dateres til 1807-1809, skal sættes i forbindelse med Grundtvigs filologiske og historiske studier som forberedelse til værket (1980 bd. 1, s. 309 og 437).

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 169A.

Udgivelsen af Optrin af Kæmpelivet blev annonceret den 29. december 1809 i Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Addresse-Contoirs Efterretninger (Adresseavisen). Tages annoncen for pålydende var Optrin af Kæmpelivet færdig fra trykkeriet selvsamme dag, som den blev udbudt til salg. Det fremgår, at bogens omfang er 16¼ ark. Et hæftet eksemplar af bogen trykt på det økonomisk fordelagtige trykpapir kostede 1 rigsdaler og 4 skilling, mens et hæftet eksemplar trykt på det finere skrivepapir androg 1 rigsdaler og 48 skilling. For indbinding i vælskbind (halvbind med fåreskindsryg og -hjørner) blev prisen forhøjet med mellem 16 og 20 skilling, mens marmorbind (marmoreret skind) gjorde bogen 48 skilling dyrere. Forlæggeren var J.H. Schubothe og trykkeren Mathias Johan Sebbelow.

Oplagets størrelse er ikke kendt.

Af subskriptionsindbydelsen fra december 1808, Indbydelse til Gamle Nordens Venner, fremgår det, at Grundtvig havde planlagt “i en fortløbende Række at fremstille de betydningsfuldeste Optrin af Nordens Helteliv” (1808, s. 10). De skulle “udkomme til ubestemte Tider og blive mange” (s. 13). Sådan skulle det ikke gå. I 1811 udgav Grundtvig Optrin af Norners og Asers Kamp med to titelblade. På det første var titlen “Optrin af Nordens Kæmpeliv [...]. Første Deel”, på det andet “Optrin af Norners og Asers Kamp”. Et tredje titelblad med ordlyden “Optrin af Nordens Kæmpeliv [...]. Anden Deel” (se faksimile), som skulle tilføjes Optrin af Kæmpelivet, er formentlig udsendt samtidig. Således blev Optrin af Kæmpelivets Undergang gjort til anden del af det samlede værk, og de to binds indhold stemte derved kronologisk overens med sagnhistorien. Der udkom efterfølgende ikke flere bind.

Det skal bemærkes, at Steen Johansen i Bibliografien anfører, at hvert af “originalbindene var i komplet stand forsynet m. to overfor hinanden anbragte titelblade” (Johansen bd. 1, 1948, s. 66). Det kan forstås sådan, at han mener, at Optrin af Kæmpelivet allerede i 1809 var forsynet med to titelblade. Det titelblad, der lyder “Optrin af Nordens Kæmpeliv. Anden Deel”, er da også dateret 1809. GV har dog ikke kunnet bekræfte den antagelse, at det andet titelblad skulle være udsendt allerede i 1809. I annoncen fra den 29. december i Adresseavisen nævnes, at Optrin af Kæmpelivet udgør 16¼ ark; i foldet oktavformat svarer dette til 130 blade, samme antal, som fremgår af pagineringsformlen, vel at mærke sammentalt fra et eksemplar med ét titelblad. Det andet titelblad med den fælles titel er kun set i eksemplarer, hvor begge Optrin er indbundet sammen, og dér som et indklæbet blad, ikke som del af et samlet læg. Muligvis mener Steen Johansen blot, at værket først var komplet i 1811.

Senere udgaver

I 1861 udsendtes andenudgaven af Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord ordnet, som Grundtvig havde bestemt i 1811, i et samlebind med Optrin af Norners og Asers Kamp under den fælles titel Optrin af Nordens Kæmpeliv. Til andenudgaven skrev Grundtvig en ny fortale gældende begge dele af værket. Den oprindelige fortale til Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord og dedikationsdigtet til 👤Adam Oehlenschläger er ikke genoptrykt i andenudgaven.

Dedikationsdigtet til 👤Oehlenschläger blev i Grundtvigs levetid optrykt af 👤Christian Molbech i Dansk poetisk Anthologie (1840, s. 48-51).

To korte stykker er udtaget af Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord og let omskrevet bragt som digte med selvstændig overskrift i 👤Frederik Barfods Poetisk Læsebog (1835-1836):

  • “Synden i Hjertet” (nr. 56, s. 63) er en replik fra klerken 👤Popo øverst på førsteudgavens s. 87, der begynder “En giftig Urt” og slutter med “de kvæles”.
  • “Kraft og Skjønhed” (nr. 108, s. 139) er sammensat af Palnatokes replikskifte med Vagn på s. 116 f., der begynder “mener du, at Træet” og slutter “Hoved kæk?” (strofe 1) og “Kan du da tvivle” til “for sin Beiler?” (strofe 2).

I en note skriver 👤Barfod, at han “bemyndiget af Forfatteren” har givet digtene overskrift og dertil foretaget ubetydelige forandringer (Barfod 1835-1836, s. 425). Digtene er yderligere genoptrykt i 👤Barfods forøgede udgave af Poetisk Læsebog fra 1841 som hhv. nr. 220,8 og 128.

Ingeborgs sørgekvad s. 237-239 er genoptrykt med enkelte forandringer under titlen “Hjalmar og Ingeborg” i Historiske sange samlede af H. Nutzhorn og L. Schrøder (1872, nr. 22, s. 40-41).