Grundtvig, N. F. S. Paa Adam Oehlenschlægers Fødselsdag den 14de November 1809

Digtets anledning og genstand

Den 14. november 1809 fyldte digteren 👤Adam Oehlenschläger 30 år. Grundtvigs fødselsdagsdigt blev bragt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn den 18. november.

👤Oehlenschläger vendte i november 1809 hjem til Danmark efter mere end fire års rejser i Europa. Efter udgivelsen af Poetiske Skrifter (1805) var han i begyndelsen af august 1805 med offentlig støtte taget på en udenlandsrejse, der bl.a. bragte ham over Weimar, Paris, Schweiz og Italien. Under sin store udenlandsrejse skrev 👤Oehlenschläger flere værker, som afgørende prægede den litterære offentlighed i Danmark, bl.a. dem, der blev udgivet under titlen Nordiske Digte (1807). Hans hjemkomst var genstand for en levende interesse, og i København var især den akademiske verden på den anden ende (se fx Lundgreen-Nielsen 1980, s. 294-296).

👤Oehlenschläger ankom til København lørdag den 25. november (jf. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn den 28. november 1809, sp. 235), og Grundtvigs fødselsdagsdigt er dermed skrevet inden ankomsten. Dette afspejles i digtets forventningsfulde sidste strofe. Digtet er bygget op omkring modsætningen mellem nord og syd, men Grundtvig synes ikke i samme grad som i sin tidligere produktion (fx i Maskeradeballet 1808) at tage parti for norden frem for syden. Danmark er i digtet det sted, hvor “Tonen i Syd” og “Braget i Norden” lykkeligt forenes (jf. strofe 4), og det fremgår indirekte, at æren for dette tilkommer 👤Oehlenschläger.

Da Grundtvig i 1815 optog fødselsdagsdigtet til 👤Oehlenschläger i Kvædlinger (s. 148-150), forsynede han det med et kort “Tillæg” (s. 151). Her fremdrager han digtet som et eksempel på, at han ikke, som påstået, altid har fremhævet sig selv på 👤Oehlenschlägers bekostning. Han tilføjer dog, at hans ros af 👤Oehlenschläger i digtet er både “overdreven og usømmelig”.

Anvendt litteratur