↩ Det er Kritikens ufravigelige Pligt, før den betragter det Enkelte i et Værk, at beskue det Hele som Heelt, og naar vi her fremfare saaledes, maa vi erkende, at disse Breve kun for saavidt lade sig samle i en almindelig Synspunkt, som de alle tjene til at aabenbare Digterens ►Egenhed. Saaledes beskuede, sammengro de virkelig til et Heelt; thi saa ►adskillige de ►og ere, i det de avledes af Øieblikke, udrevne af Digterens Liv til forskellige Tider og under forskellige Betingelser, genkende vi dog de samme Grundtræk igennem det vekslende Ydre. Disse Grundtræk, der have været Digterens Særkender paa hans hele Vandring, maa vel nævnes: spøgende Vid og en Fantasi der sædvanligst spiller let paa Overfladen eller dens nærmeste Lag, ogsaa stundum trænger dybere, men sielden skaber hele og faste Syner. Som oftest er Latteren blandet med Graad og Graaden med Latter, men næsten altid, naar Digteren spreder sine Vinger for at flyve mod det Høie, nedtynger han sig selv ved Betragtninger over Flugtens Natur, over Jorden, han løfter sig fra og Himlen han hæver sig mod, eller ►og Flugten taber sig i en spøgende Flagren henover de ►blommede Enge, han ei nænner at forlade. Ofte følte han, at ►saa vare hans Vilkaar, og han har aldrig kunnet enes med sig selv om, enten han skabtes til Graad eller Latter, til Alvor eller 259Spøg, netop fordi den lunefulde Natur havde sin Skiemt af at danne ham til en ►synderlig Blanding af Alt. Denne Blanding har gæret, og kæmpet med sig selv, og stundum ►finge somme Dele mærkelig Overmagt; men i Rimbrevene er det hartad aldrig ►saa, fordi her ei var Noget, hvori hans ►Egenhed kunde ►tabe sig, da det meget mere var den allene, som, skiønt til forskellige Tider, aftrykte sig selv.