Grundtvig, N. F. S. Æsthetisk Litteratur. Baggesen

257

Æsthetisk Litteratur.

👤Baggesen.

Denne Digter, hvis danske Tunge en Tidlang forstummede, medens han fjern fra Fædrelandet øvede sig i fremmed Maal, besøgte i Høst 1806 atter det 📌Dannemark, der med høilig Gammen saae Digtergnisten i hans Indre ulme, kæmpe og frembryde i Lue. Sit Besøg forevigede han, som Fyrsters Sæd monne være, ved kostelige Gaver, og skønt meget af hvad han gav, alt forhen tilhørte os, forbandt dog ei lidet med sit indre Værd Nyhedens Ynde, medens Noget lod sig i nyt Klædemon tilsyne.

Da det er lovlig Skik at saadan Skænk offenlig omtales og vurderes, vil Undertegnede her fremsætte sin Beskuelse af en Digters Værker, hvis sjeldne Fortrin han med Glæde erkender uden dog at være blind for hans Mangler eller Synder, og han er ganske ubekymret om, hvor258vidt enten Digteren eller nogen Anden agter ham beføiet til at give sin Stemme; thi enhver Kritik maa ene staae og falde ved sig selv.

Skjemtsomme Riimbreve. Kbh. 1807. 1 Rdlr. 24 ß.

Det er Kritikens ufravigelige Pligt, før den betragter det Enkelte i et Værk, at beskue det Hele som Heelt, og naar vi her fremfare saaledes, maa vi erkende, at disse Breve kun for saavidt lade sig samle i en almindelig Synspunkt, som de alle tjene til at aabenbare Digterens Egenhed. Saaledes beskuede, sammengro de virkelig til et Heelt; thi saa adskillige de og ere, i det de avledes af Øieblikke, udrevne af Digterens Liv til forskellige Tider og under forskellige Betingelser, genkende vi dog de samme Grundtræk igennem det vekslende Ydre. Disse Grundtræk, der have været Digterens Særkender paa hans hele Vandring, maa vel nævnes: spøgende Vid og en Fantasi der sædvanligst spiller let paa Overfladen eller dens nærmeste Lag, ogsaa stundum trænger dybere, men sielden skaber hele og faste Syner. Som oftest er Latteren blandet med Graad og Graaden med Latter, men næsten altid, naar Digteren spreder sine Vinger for at flyve mod det Høie, nedtynger han sig selv ved Betragtninger over Flugtens Natur, over Jorden, han løfter sig fra og Himlen han hæver sig mod, eller og Flugten taber sig i en spøgende Flagren henover de blommede Enge, han ei nænner at forlade. Ofte følte han, at saa vare hans Vilkaar, og han har aldrig kunnet enes med sig selv om, enten han skabtes til Graad eller Latter, til Alvor eller 259Spøg, netop fordi den lunefulde Natur havde sin Skiemt af at danne ham til en synderlig Blanding af Alt. Denne Blanding har gæret, og kæmpet med sig selv, og stundum finge somme Dele mærkelig Overmagt; men i Rimbrevene er det hartad aldrig saa, fordi her ei var Noget, hvori hans Egenhed kunde tabe sig, da det meget mere var den allene, som, skiønt til forskellige Tider, aftrykte sig selv.

Trende Breve saae en egen Mærkelighed derved, at vi i dem se, hvorledes 👤Baggesen stundom kan yttre sig om Konst og Skjaldskab samt dettes Forhold til Oldtiden. Brevet til 👤Oehlenschläger omtales passeligere paa et andet Sted, men de tvende til 👤Gierlev skulle her lidt nærmere betragtes.

Rom og Paris leverer med skarpe Omrids et artigt Billede af de to store Medbeilerinder i Konstens Rige; men Skade er det, at Alvoret skinner paa nogle Steder for stærkt igiennem til at kunne oversees, medens den lunefulde Anvendelse af Grethes Klagesang er alt for tro til at vi kunne taale noget Alvor, der fremtræder som saadant. Slutningen er saare uheldig, da den aldeles forstyrrer Indtrykket. Linier som disse:

Hvor man gaaer i Heltes Spor,
Eller og til Herrens Bord,
Naar man bare gaaer paa Gaden,

eller hine:

Hvor man selv i ny Priveter
Lugter kun Antikviteter,

maatte vel med Føie ønskes noget anderledes, enddog de ere baade malende og fyndige.

260 Romereringen kan man virkelig læse mange Gange og med megen Omhu, uden dog at finde, hvad Digteren til Slutning byder os at søge: Satire paa Skrømt. Man tager da neppe meget feil, ved at tage alt for Alvor i Grunden, skønt det overhovedet er dækket med Spøgens Slør; men derfor kan man gierne tro, at Digteren mener det ganske oprigtig, naar han siden siger:

– – – – jeg er
Naar jeg 📌Rom satiriserer
Og mig over Konst moqverer,
Ræven under Rønnebær;

thi slige hurtige Omskiftelser ere hos ham ingen Sjeldenhed. Tage vi nu Alt for Alvor, da er det ret morsomt at see, hvilket stort Maal af Ædruelighed 👤Baggesen her fordrer hos Digteren, og hvor vred han er paa Drankerne 👤Tieck, 👤Schlegel, 👤Oehlenschläger, ja selv paa Mesterdrikkeren 👤Goethe for deres ubesindige Fylderi. Det Hele synes at være blevet til i et Øjeblik, da 👤Baggesen ret levende følte sin Mangel paa Heelhed, men, isteden for at erkende Mangelen som et Savn, vilde prøve paa at opstille den som et Særkende paa det sande Digtervæsen. At hin Følelse, naar den stundum ret sammensmelter med hans Bevidsthed om egen digterisk Natur, maa avle saadanne Øjeblikke er nødvendigt; men at 👤Baggesen vil forevige deres Minde er besynderligt.

Betragte vi nu Brevene for sig selv, da kunne vi neppe sige noget Sandere om dem, end hvad Digteren selv sagde:

261– – – ut sibi qvivis
Speret idem – – –

men svede forgæves og kaste Pennen ydmyget; thi ei findes noget i dansk, ja vel ikke blot dansk Maal, saa rundt, let og flydende. Dette gælder om dem alle, men i Henseende til indre Værd findes stor Adskillighed; thi fra Hunden og Strømpebaandet til Postskriftet og Sprogsmørrebrødet er en saare lang Vei, og skiønt det først er mod Enden, man føler sig lidt mødig, ønskede man dog at kunne undgaa de sidste Skridt, saa at Intet svækkede Behageligheden ved Vandringens Minde. Foruden de sidstnævnte findes endnu nogle Breve, der neppe fortjene Plads i en saadan Samling, nemlig: Paaskeindbydelsen, Tandpinen, Afskeden, ja selv Parnasrevolutionen og Apol den Syttende ; thi vel maa alle som skatte en Digter dvæle med Behag ved Alt hvori hans Selvhed yttrer sig; men det Samme lader sig ikke paastaa om de smaa Egenheder, der ene have Værd for den indskrænkede Kreds til hvilken de have umiddelbart Hensyn. Ere end ikke alle de øvrige i saa fuldt Maal vittige som de før nævnte, Overhovedet og i Grunden, Vers for Prosa, Taksigelsen, Forespørgselen, Skyggen og (hvad man maaske klogest aftrættede Vittigheden) Brevet til Recensenten, vil dog neppe selv deres gjentagne Læsning fortryde Nogen, som det ei maa fortryde Digteren at læses af. At udskrive, og udbrede sig vidtløftig herover, vilde forraade enten 262en Snakkesalighed, der aldrig kunde faa en værre Plads, eller den fornærmende Tanke, at Bogen var lidet bekendt.

Eventyrer og komiske Fortællinger,

1ste og 2den Deel. Kjøbenh. 1807. 2 Rdlr.

Her se vi 👤Baggesen i den Dragt, hvori han først og maaske mest behagede sine Landsmænd; men som det synes, sjeldnere sig selv. Aldrig har han i komisk Dybde og Heelhed naaet 👤Holberg, mindre 👤Vessel i sit eneste mageløse Værk, og undertiden kunde man vel være fristet til at gentage 👤Baggesens egne Ord:

Skriv først en Kjærlighed foruden Strømper,
Før du agerer votre serviteur!

Unægteligt er det imidlertid, at der var en Tid da Komus stræbte efter Enevoldsmagten i 👤Baggesens poetiske Rige og i hans mest uindskrænkede Regjeringsøieblik blev det meste af Kallundborgs Krøniken til; men før den endnu var aldeles færdig, gjorde de andre kun øiebliklig betvungne Høvdinge Opstand, hvorpaa Komus efter nogle svage Forsøg paa at genvinde sin Magt, ganske forsagede Striden og lod sig nøie med stundum at nævnes Konge. Med andre Ord: 👤Baggesen har digtet een komisk Fortælling, men skrevet adskillige Anekdoter og Eventyr som ofte ere vittige, og have enkelte komiske Træk. Vi ville begynde med disse og ende med hin, for saaledes at indflette de sammensankede Blade i den uvisnelige Krands.

263 Jeppe et sjællandsk Eventyr og Katten eller Kjærligheds Triumf.

At 👤Baggesen i sine unge Dage har kunnet skrive noget Saadant er intet Under; thi hvor mangt et Hoved, som vi siden maa nævne opvakt, har ei før dets Opvækkelse frembragt maadelige Ting; men at han optog disse Fortællinger i en ny Samling, skønt de alt vare udelukte af Ungdomsarbeiderne, er høist besynderligt. Vel siger han at de ere heel omarbeidede, og naar man ser at Jeppe i den ny Udgave er fire fulde Ark større end i den gamle, troer man det med Gru; men opdager dog siden til sin Beroligelse, at det kun er en Spas af Forlæggeren, der ei koster andet end Penge, og at Forandringerne, langt fra at gribe ind i det Væsenlige, mest angaae Udtryk.

I Jeppe findes ei faa komiske Tanker ja endog nogle komiske Stillinger; men hine drukne i et Hav af Ord, og disse staae uden al naturlig Forbindelse. At en Bonde slænges fra Gaarden, slaaes med sin Kone, gør nogle dumme Streger, bilder sig ind, at han er død og hans Hest Borgemester, sælger Kød til en Hund og vil siden sælge ham til Soldat, ere saa uensartede Ting, at de ei lade sig samle i een komisk Ide, og deri ligger allerede tildels Grunden til det Sidste. At her ere blevne 10 Sange isteden for en, foraarsager det Første. Mangelen paa naturlig Forbindelse skue vi ingensteds klarere end i Jeppes Handel med Hunden sat ved Siden af den med Jøden og Hoffolkene; thi begge Stillinger ere hver for sig komiske; men træde i aabenbar Strid, 264da det er Jeppe som trækker af med Hunden, men Digteren som kræver Stokkepryglene.

Dersom vi første Gang saae Jeppe hvor han hugger mellem sig og Stammen, saae ham dumpe, dø ved Per Asens Suk og opstaa omtrent som han opstaaer; dersom han, savnende sin Hest, hørte at en Per Asen var Borgemester i Kallundborg, og nu sluttede kløgtig, at det maatte være hans Per; dersom han straks for de tyve Daler købte Koen, slagtede, borttrillede og solgte den, krævede Betaling og hævnede sig paa Bedrageren, da vilde det ei undre os at den eviggrædende Prindsesse brast i Latter ved Fortællingen, vi vilde selv le med, og kunde uden Møie sige hvoraf vi lo. Da vare vi fri for det saare ukomiske Udsmidelses Optrin, samt for den hele Birtemoer, og under den Forudsætning at Alt gik rask frem, undgik vi alle de søndrende Bemærkninger og kedsommelige Episoder hvormed vi nu maa drages. Udentvivl havde dette været fuld Erstatning for de enkelte komiske Tanker og den ene Stilling, som da maatte været borte, uden dog derfor at gaa tabte, da de vel en anden Gang vilde fundet deres Plads.

Tvivler Nogen om Ovenstaaendes Rigtighed, han læse Fortællingen og tænke over den! giver han sig Tid til det Første, vil han ei mangle Stunder til det Sidste.

Ved en Fortælling som denne er det Pligt, at anmærke nogle af de mest udmærkede komiske Tanker, der lettelig oversees i det forunderlige Selskab de have faaet.

265Indholdsverset til første Sang vækker store Forventninger; thi hvad maa vi ikke love os af Digteren, som strax i al Alvorlighed har os til Bedste; men i Sangen selv ere vel de Linier den ny Udgave har vundet (Pag. 13) de kosteligste; thi her skildrer Digteren sin næsten totale Vankundighed saare Beskuelig ved at sige:

Jeg knap med Vished veed, hvorlænge før min Død
Jeg selv blev fød.

Saaledes overraskes vi i anden Sang (25) ved den Opdagelse, at Alt hvad der er snakket om det store Venskab mellem Damon og Pythias og de mange Andre:

– – – spaadomsvis forklares bedst
Om vor forfulgte Helt og om hans Hest.

I den ny Udgave (43) har Digteren villet motivere Jeppes forstandige Tale, og vist nok maatte han hellere sparet sig Umagen ved at skære den reent bort; men han veed dog at gøre det ganske rimeligt hvorledes Puffet muligen kunde givet Jeppe Forstand, ved den fine Bemærkning:

Man meer end eet Exempel veed,
Paa lærde Mænd, som visse Stød,
Har skilt aldeles ved Forstanden,
Og Tosser derimod, som ved et Puf
Er bleven Professorer i en Ruf.

I fjerde Sang istemme vi med Digteren:

Gud glæde den Mands Sjel, i hvem det ogsaa var,
Som Søvnen allerførst opfundet har!

og blive i femte stolte paa 📌Sjællands Vegne ved at se Jeppe i Standhaftighed overgaae Regnar 266Lodbrok, 📌Jomsborgs Helte, og hvad andet Ubødeligt der til haver været. Vittigheden som den ny Udgave har forud:

– – – – – staae stille
Paa fire krybe, slentre, spanke, gaae,
– – – – – desligt gaaer vel an
For simple Mennesker og , men flyve,
Det kan ei hver en Gaasefjer som vil,

er vel ikke i sig selv komisk, men er ret skikket til at fremtrylle komiske Syner.

I sjette Sang nødes vi til at dele Digterens Forundring over, at Jeppe ei den Ting,

At der kan høstes i de Dødes Land,
– – – –i Hjernen bringe kan,
Skjønt der var Rum deri forresten til en Mængde,

og vor Forundring stiger med hvert Øjeblik, vi vedblive at tænke efter, hvad Grunden dog kan være til et Underværk som vi daglig se fornyet. Uvilkaarlig komiske ere Linierne:

En gaaer til Hovedet og en til Halen,
Jeg Midten ene holder lykkelig;

thi her staaer det Midterste med en Realitet, dets Lovtalere sjelden have vidst at give det.

Det Brudstykke af en nymodens Idyl, hvormed Sangen sluttes, er ogsaa fra en vis Side saare komisk.

Uagtet Digteren troer det i den syvende Sang vil koste Læseren Møie at bare sig for Latter, vil det dog vist falde mangen En let, indtil han hører Jeppe give Borgemesteren sin Frihed med de mærkelige Ord:

267Godt! – – – gaae nu hvor du vil,
Nu har du mig igjen hvad du mig kosted givet,

og seer ham ledsage dem, som det sig bør, med et Afskedssmæk.

Den ottende Sang ville vi springe reent forbi, for ei at fortørne Digteren, der vist ikke blot for Spøg begynder den niende med:

Jeg seer saa nødig, Læser! at du sover.

Fuldelig overbevises vi i niende om, at 👤Æsop havde Uret, da han lod Dyrene præke, thi

Forud for dem vi dog maa have lidt.
Tak Læser! Tak for din Taalmodighed!

siger Digteren i Indholdet af tiende Sang, og er det Spøg, da er det ret komisk; thi man troer virkelig at have fortjent Takken og synes, man neppe endda er skadesløs, før man har læst hele Sangen, der bedst heel kan betragtes, som Digterens Tak.

Katten eller Kjærligheds Triumf, kaldes omarbeidet og har virkelig modtaget mange Forandringer; men, et af to, vilde man udentvivl snarere finde Spiren til 👤Baggesen i den gamle end genkende ham i den ny Kat.

Da denne Fortællings Øjemed maae antages at være: komisk at vise Kjærligheds Magt, venter man mindst at finde berettet, hvorledes Digteren med Kjærlighed betvang sin Afsky for Katte, da nemlig et af disse Dyr saarede hans Elskede. Dette bliver aldrig komisk, deels fordi Afskyen for Katte kan tænkes at have en gyldig Grund, deels 268fordi Overvindelsen er alvorlig motiveret. Skulde et saadant Stof blevet komisk, da maatte Digterens Afsky været rettet paa en ubetydelig, uskadelig Genstand; thi naar den da overvandtes af Kjærlighed, vare begge komiske. Skulde Katten været beholdt, da vilde det vist været godt om den blot var malet og Afskyen muselig. Ikke een komisk Linie har jeg i den ny Bearbeidelse kunnet finde, i den gamle vare derimod adskillige.

Fortsættelsen følger.)

Grundtvig.