Grundtvig, N. F. S. Æsthetisk Litteratur. Baggesen Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen, med et Tillæg.

Grundtvig og den komiske digtning

Anmeldelserne af Skiemtsomme Riimbreve og Eventyrer og Comiske Fortællinger er det nærmeste Grundtvig ifølge 👤Flemming Lundgreen-Nielsen kommer til en analytisk gennemgang af lovene for komisk digtning (Lundgreen-Nielsen 1966, s. 146).

Der findes en række optegnelser i Grundtvigs dag- og udtogsbøger, der viser, at han tidligt tog den komiske digtning alvorlig; han havde tilmed selv forsøgt sig som komedieforfatter med dramaet Skoleholderne (se Registranten : Fascikel 490.1-10), som blev indleveret til Det Kongelige Teater den 28. november 1802, men hurtigt refuseret. Af dag- og udtogsbøgerne fremgår det, at Grundtvig i sin ungdom var stærkt interesseret i den komiske genre og havde beskæftiget sig med 👤Holberg, 👤Wessel, 👤T.C. Bruun, 👤P.A. Heiberg og 👤Baggesen. 👤Lundgreen-Nielsen har fremhævet, at Grundtvigs teoretiske og praktiske forståelse af komisk poesi ikke var bemærkelsesværdig original, og at hans fordringer til genren gennem hele livet var overraskende uændret (Lundgreen-Nielsen 1966, s. 133 og 153).

Grundtvig skrev aldrig en teoretisk analyse af den komiske digtning, men hans sporadiske bemærkninger afslører, at han fordrede en stringens i fremstillingen for, at den kan betragtes som komisk. Det gælder selve handlingsgangen, der skal være sandsynlig og troværdig, og det gælder tilstedeværelsen af en egentlig moral eller tendens, hvis fravær blot lader farcen eller satiren tilbage (se fx Grundtvig 1979, 1, s. 72 f.).

I sin kritik af 👤Baggesen er manglende sandsynlighed og moral i fortællingerne også et gennemgående tema. Om 👤Baggesens “Jeppe” noterer Grundtvig fx: “I Jeppe findes ei faa komiske Tanker ja endog nogle komiske Stillinger; men hine drukne i et Hav af Ord, og disse staae uden al naturlig Forbindelse” (Grundtvig 1809a, s. 263).

I årene før sin kritik af 👤Baggesen fremkom Grundtvig offentligt med enkelte bemærkninger vedrørende den komiske poesi. Det gælder således artiklen “Lidet om Sangene i Edda” fra 1806, hvor Grundtvig kritiserer teologen 👤Jens Møller, der i en efterskrift til sit mytologiske digt “Skirners Reise” havde omtalt netop 👤Baggesens “Poesiens Oprindelse” som forbilledlig i udnyttelsen af oldtidsstof i poesi. Grundtvig gik i rette med 👤Møller, der havde kaldt 👤Baggesens digt for en af de ypperste komiske fortællinger. Med samme argumentation som i nærværende anmeldelse af 👤Baggesen afviser Grundtvig påstanden og tilføjer: “Den paa Overfladen spillende Vittighed, Jovialitetens letspøgende Fader, der corresponderer med det Behagelige, fortiener ikke Navn af comisk Digtning, skiøndt jeg vel veed, de ofte ere blevne, og end daglig blive forvexlede” (Grundtvig 1806, s. 274).

Synet på den overfladiske vittighed kan Grundtvig have hentet næring til i en artikel i tidsskriftet Den danske Tilskuer fra den 6. september 1792, som han formentlig læste i marts 1803 (Grundtvig 1979, 1, s. 236). I artiklen kommenterer 👤K.L. Rahbek nogle bemærkninger af den engelske forfatter 👤Joseph Addison om modsætningen mellem sand og falsk vittighed (en distinktion Addision i øvrigt har hentet fra 👤John Locke). Den sande vittighed består i det overraskende sammenfald mellem begreber, mens den falske bygger på en mere tarvelig lighed mellem ord, dvs. en overfladisk leg med anagrammer, lydlige sammenfald o.l. (Rahbek 1792, s. 530).

Ovenstående kan siges at være en grundholdning, hvis mening også kan uddrages fra anmeldelserne af 👤Baggesens udgivelser. Grundtvig giver en samlende karakteristik af Skiemtsomme Riimbreve (og 👤Baggesens forfatterskab) med ordene: “thi saa adskillige de og ere, i det de avledes af Øieblikke, udrevne af Digterens Liv til forskellige Tider og under forskellige Betingelser, genkende vi dog de samme Grundtræk igennem det vekslende Ydre. Disse Grundtræk, der have været Digterens Særkender paa hans hele Vandring, maa vel nævnes: spøgende Vid og en Fantasi der sædvanligst spiller let paa Overfladen eller dens nærmeste Lag, ogsaa stundum trænger dybere, men sielden skaber hele og faste Syner” (Grundtvig 1809a, s. 258; se også Lundgreen-Nielsen 1980, s. 288). Denne kritik skal ses i lyset af rimbrevet som genre og lægges som sådan ikke Baggesen til last, men forhindrer ham dog i “at flyve mod det Høie” (Grundtvig 1809a, s. 258).

I sin anmeldelse af Giengangeren og han selv berører Grundtvig også 👤Baggesens forhold til de komiske elementer, som “formedelst Digterens medfødte Lyst og overordenlige Gave til vittigt Spil med alle mødende Genstande, ei sielden under Talens Løb har villet tage Enevælden” (Grundtvig 1810, s. 185).