Grundtvig, N. F. S. Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

Der kendes ingen manuskripter til værket.

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 109.

Grundtvigs digt “Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)” blev trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 6. årgang, nr. 37, 14. februar 1809, sp. [585]-588. Tidsskriftet blev udgivet af J. Werfel og trykt i København hos P.H. Høeckes Enke.

Senere udgaver

Under titlen “Knud Lavard. (Ved min Reise til Sorø.)” blev digtet genoptrykt i Kvædlinger 1815 (Bibliografien nr. 251), s. 123-127, efterfulgt af et tillæg på s. 127-129.

Den midterste del, svarende til førstetrykkets strofe 3-12, blev desuden optrykt i følgende antologier i Grundtvigs levetid:

År Titel og udgiver
1840 Dansk poetisk Anthologie, eller Udvalg af danske og norske lyriske Digteres Arbeider, efter Tidsfølgen, og ledsaget med biographisk-kritiske Efterretninger, udg. 👤Christian Molbech, bd. 4:1, s. 38-41.
1841 Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle. Andet, omarbejdede og forøgede Oplag, udg. 👤Frederik Barfod, nr. 244, s. 409-412.
1848 Rim og Sange til Fædrelandets Historie, samlede og den Danske Ungdom tilegnede, udg. 👤C.J. Brandt, bd. 1, s. 142-144.
1850 Fædrelandshistoriske Digte, samlede og med oplysende Anmærkninger ledsagede af Frederik Barfod. Anden meget forøgede Udgave, udg. 👤Frederik Barfod, nr. 39, s. 101-103.