Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Saga om Nor og hans Æt. Med et Kvad til mit Fædreland den 28 Jan. 1809

Nu er det til Tidende, at en ny Sæd kom ind i 📌Norderlande, og vist var hun god ja fuldbedre end hin gamle, saa som hun forkyndtes udi 📌Østerleden; men sandt er det og at sige, at i den Time hun kom hid, var det Kosteligste ei mere tilsyne. Somme mene, at hun havde tabt det paa 502de lange Veie, men Somme mene det, som ligeligst kan være, at hun havde gemt det saa vel og inderlig, som Klippen sin dyre Malm, og at hendes Følgesvende ei vidste det at fremføre for Dagens Lys. For den Sags Skyld hændtes det og saa, at hine første Klerke og Kendemænd ei talte som Sandingen var, at den Gud, som Mænd nu skulde tjene, var hin samme, som de fordum tjente, dog de havde forvendt hans Navn og Idrætter; men sagde idensted, at hine gamle Guder maatte nævnes Djævle og Menvætter, ligervis som den Jord, hvorpaa de ginge, og den Himmel med de store og smaa Lys, som løftede sig over deres Hoved, ei havde været de rette, denstund de mente dem bygte af Aser. Da forgættedes hartad alle de Ord, som Nor havde talt, i det hans Børn finge den gruelige Tanke, at der han drog til Guderne, da drog han til Djævlene udi Helvede, som de nu mente Guderne at være, og at det ei sømmede sig for dem, nu de skulde tjene 👤Krist, at lyde hans Raad.